Kørekort til naturvidenskab - Viden (JP)

Kørekort til naturvidenskab
Uddannelse
Hvordan sikrer vi, at alle
danskere opnår et vist
minimum af færdigheder
inden for naturvidenskab?
Vi kan passende
starte med at få
defineret, hvad den naturvidenskabelige
“Kerneviden“ skal bestå
af, mener formanden for
Statens Naturvidenskabelige
Uddannelsesråd,
Søren Damgaard.
Af Søren Damgaard
Hvis man vil køre bil må
man have et kørekort.
Inden man bliver sluppet
løs i trafikken, må man
udover den praktiske prøve
også bestå en teoretisk prøve.
Hvis man i multiple choice
testen har mere end 5 fejl får
man ikke lov at gå til den praktiske
prøve. Alle forstår, at det
for vores allesammens skyld må
være sådan – at der må stilles
krav til den enkeltes forståelse
af teorien.
Tilsvarende er vi alle enige
om, at vores uddannelsessystem
som minimum har som opgave
at sikre, at alle borgere kan læse
og skrive. Men, hvad skal man
som minimum kunne af naturvidenskab?
Det kunne jeg godt
tænke mig, at vi fik fastlagt
mere tydeligt. Og vel at mærke
med så bred folkelig accept som
muligt. Der er megen sandhed i
ordene “non scholae, sed vitae”
ikke for skolen, men for livet.
En trussel mod vores velstand
De tider er forbi, hvor det at
kunne “mestre” naturvidenskab
var noget, der i sig selv gav prestige.
Paradokset er, at hele vores
økonomiske udvikling i høj
grad er funderet på naturvidenskabens
landvindinger. Forudsætningen
for, at vi fortsat i
Danmark kan sikre en bæredygtig
udvikling er, at tilstrækkeligt
mange uddannes med en naturvidenskabelig
og teknisk baggrund.
I dag indtager naturvidenskab
og naturvidenskabelige
studier ikke nogen ophøjet position,
og undervisningen i naturvidenskab
står derfor overfor
store udfordringer. Tilsyneladende
tager de fleste det for
givet, at opgaver der kræver
naturvidenskabelig eller teknisk
indsigt har vi specialister til –
det er ikke noget, vi for alvor
selv bør bekymre os om. Dette
er en meget farlig tendens, som
er en trussel for vores velstand.
Det er en kendsgerning, at flere
og flere procent af en ungdomsårgang
får en videregående uddannelse.
Men andelen, der
vælger naturvidenskabelige studier,
er klart faldende. I sig selv
er dette ikke alvorligt, hvis ikke
det lige var fordi, der er en alvorlig
efterspørgsel på mange
flere med en naturvidenskabelig
baggrund.
“Kerneviden”
Undervisningssystemet står i
dag overfor en transformering,
så det kan imødegå en virkelighed,
hvor kampen om de unge
menneskers gunst bliver hårdere.
I stedet for at stå stejlt på
et omfattende naturvidenskabeligt
vidensgrundlag bør vi måske
i mange sammenhænge
tværtimod reducere det til det
minimum, der er absolut nødvendigt.
Samtidig må vi nytænke,
hvorledes vi i undervisningen
får fortalt en mere levende,
sammenhængende og
ikke mindst tidsmæssig relevant
historie, der virker mere
appellerende end blot at fortsætte
en tradition, som i det
store hele ikke er ændret de
sidste 50 år. Det vigtige er at få
sat naturvidenskab ind i en
bredere sammenhæng og få
begrundet nytten af at kunne
mestre naturvidenskabelig tænkemåde.
Og her kommer en
minimum af “Kerneviden” ind
som forudsætning. Vi bør hele
tiden have svar på, hvad nytten
er af det vi skal lære. Og så må
vi ikke være bange for at stille
konkrete krav til færdighederne.
Naturvidenskab på et A4-ark
Et radikalt forslag kunne derfor
være at give de enkelte naturvidenskabelige
fag et A4-ark og
bede dem om herpå at ned-
skrive, hvad enhver som absolut
minimum burde lære om netop
dette fag på et givet uddannelsestrin.
Dette er ikke det
samme som pensum, som typisk
vil være meget bredere og
dybere. Denne øvelse kan være
hensigtsmæssig af flere grunde.
Dels kan den imødekomme det
faktum, at det, man inden for
et fag anser som vigtigt at lære,
ændrer sig over tid. I princippet
kan man jo blive ved med at
læsse på, så det er af den grund
vigtigt, at man med jævne mellemrum
også smider noget
væk. Og dels kan det imødegå
en uheldig tendens til at putte
flere og flere fag inden for en
ramme, der ikke udvides. I folkeskolen
og gymnasiet er timetallet
stort set konstant – og
kampen om mere tid til et fag
betyder, at andre fag skal reducere.
Det er en proces vi har
lang erfaring med i Danmark:
Eksemplerne er legio med hensyn
til, at gode tiltag på et område
fører til løsninger efter
devisen “mindste fællesnævner”,
der som udgangspunkt
aldrig tager en grundlæggende
konflikt, hvor der kunne være
tabere og vindere set fra et snævert
fagsynspunkt. Hvornår har
man sidst hørt at et fag frivilligt
afgiver timer?
Med hensyn til sprogfagene
kunne man måske tro, at det
faktum, at flere og flere i dag
notorisk er bedre til at tale engelsk
end for f.eks. 30 år siden,
ville føre til, at der ville ske en
forskydning i retning af at faget
engelsk fik relativt færre undervisningstimer
end de øvrige
sprogfag for eksempelvis at
opnå, at flere får mulighed for
at tale mere end to fremmedsprog
bedre. Tilsvarende kunne
man tro, at der inden for naturvidenskab
over de seneste 30 år
var sket en forskydning i ret-
36 Aktuel Naturvidenskab 4/1999

ning mod større og større
anvendelsesorientering på bekostning
af den tid, man bruger
på klassiske naturvidenskabelige
discipliner. Men dette er
imidlertid ikke tilfældet.
På denne baggrund er det,
at forslaget med A4-arket kommer
ind i billedet. Det kan være
med til at danne grundlag for
den naturvidenskabelige Kerneviden,
som enhver dansker bør
være i besiddelse af efter 5, 7, 9
eller 12 års skolegang.
Meget få sætter spørgsmål
ved nytten af at kunne læse og
skrive. Derimod tyder noget på,
at meget få forstår nytten af at
lære naturvidenskab. Hvis
denne nytte ikke står klart i
folks hoveder, er det naturligt,
at et flertal fravælger naturvidenskab.
Hvis på den anden
side nytten ikke kan forklares,
ja, så er der måske heller ikke så
meget at være bekymret for.
Kerneviden skal være på plads
Det er vigtigt at skelne mellem
det, jeg her kalder Kerneviden
og evnen til at tænke naturvidenskabeligt
stringent. Men
uden det første kan man ikke
gøre sig håb om det andet. Problemet
i dag er, at denne kerneviden
ikke er på plads. Dette er
af årsager, som vi ikke forstår
fuldt ud, men det ser ud til at
være en kendsgerning. Måske
hænger det sammen med, at vi
ikke er tilstrækkelig håndfaste
med at stille krav til hinanden.
Konsekvensen af, at den naturvidenskabelige
kerneviden ikke
er på plads er, at meget talent
går til spilde, og den målgruppe,
som de naturvidenskabelige
uddannelser kan rekruttere fra
bliver mindre end nødvendigt.
Samtidig går samfundet glip af
gevinsten ved at have en befolkning
med et vist vidensniveau
inden for naturvidenskab. Det
er uomtvisteligt, at jo flere procent
af en ungdomsårgang, der
mestrer naturvidenskabelig
tænkemåde, jo bedre vil vi stå
samfundsmæssigt – ikke blot
inden for naturvidenskab og
teknik, men også inden for en
række samfunds- og sundhedsvidenskabelige
områder.
Så min pointe er, at det ikke
blot er naturvidenskab, der
rammes, men i virkeligheden
“Det er uomtvisteligt, at jo flere procent af en ungdomsårgang, der mestrer naturvidenskabelig tænkemåde, jo bedre vil
vi stå samfundsmæssigt”
også mange andre områder.
Kerneviden skal sælges til
menigmand
Men, hvordan får vi indkredset
denne kerne af naturvidenskabelig
viden? Og, hvem skal i
sidste ende bestemme, hvad
denne Kerneviden skal bestå af?
Her er vi igen tilbage ved A4arket,
for her har de naturvidenskabelige
fag jo formuleret
deres bud på, hvad Kerneviden
bør bestå af. Disse bud bør derefter
“sælges” til et panel af
lægfolk. For det kan ikke nytte
noget, at det udelukkende er
naturvidenskabsfolk, der skal
afgøre sagen. Vi må gøre os
klart, at kan vi ikke overbevise
menigmand om, at det f.eks. er
nødvendigt at kunne dividere
med brøker eller lære differentialregning,
ja – så er det måske
ikke så nødvendigt endda.
Undtagen, måske, for en meget
lille del af allerede frelste. Vi
bør lære af de erfaringer, vi har
med at inddrage lægfolk i andre
sammenhænge som f.eks., i
svære spørgsmål om gen-manipulering
eller etiske problemstillinger.
Pointen er, at holdninger
og viden ændres over
tid, men tidskonstanten i vores
undervisningssystem er meget
Aktuel Naturvidenskab 4/1999 37
længere end det omgivende
samfunds – og det nytter ikke
noget at negligere denne kendsgerning.
Vi bør aktivt tænke i
“feedback loops”, hvor vores
undervisningssystem, og det
der undervises i, til enhver tid
udvikles dynamisk over tid.
Derfor kan det være et problem
at overlade beslutningen alene
til det faglige miljø, fordi dette
har en indbygget konservatisme
og fagimperialisme, der søger at
optimere det enkelte fags betingelser
– måske på bekostning af
den naturvidenskabellige helhed
i en situation, hvor der er
behov for en samlet fælles indsats.
Vores system har i dag vandtætte
skodder mellem folkeskolen
og gymnasiet og mellem
gymnasiet og de videregående
uddannelser. Ingen har ansvaret
for en total “vertikal” sammenhæng.
Det er her forslaget om
Kerneviden kommer ind, fordi
den i realiteten forudsætter, at
vi tænker fuldstændig vertikalt.
10-15% af tiden til Kerneviden
Forestiller man sig nu, at f.eks.
faget fysik har fået formuleret et
sæt Kerneviden på gymnasieniveau,
og der f.eks. er fire
ugentlige fysiktimer til rådig-
hed, kan det ikke nytte noget,
at alle disse fire ugentlige timer
bliver brugt på at undervise i
Kerneviden. I virkeligheden bør
undervisningen i Kerneviden
kun fylde måske 10-15% af
tiden. Men samtidig stiller undervisningen
i Kerneviden indirekte
krav til, at det øvrige pensum
(altså de 85 % af tiden)
gøres relevant. Nytteværdien
må forklares og gøres mere synlig,
mere motiverende – anvise
nytten af Kernviden i en bredere
sammenhæng. Denne proces
vil automatisk medføre, at
de naturvidenskabelige fag alt
andet lige får optimale muligheder
for at blive mere populære,
og at en større andel af de
unge mennesker vil være interesseret
i at stifte mere kendskab
med fagene.
En sideeffekt af Kernevidenideen
kunne blive, at man generelt
ville kunne tilbyde helt
konkrete efteruddannelsestilbud
til alle om at opnå 9.
klasses Kerneviden-niveau, eller
måske 3.G’s niveau. Til enhver
tid vil man gennem simple
Kerneviden-tests være i stand til
at måle, om man skal sætte ind
med særlige tiltag overfor specifikke
målgrupper. Måske endda
finde ud af, om lærerkorpset i
Foto: Jørgen Dahlgaard

folkeskolen, som forvalter den
naturvidenskabelige undervisning,
har tilstrækkelig viden
eller bør opgraderes.
Ideen med en teoriprøve,
som man kender det fra kørekortet,
er måske noget, der bør
overvejes nærmere. Der kunne
så passende udvikles muligheder
for også at tage et Stort
Kørekort, og at sørge for, at vi
har tilstrækkelige ressourcer til
rådighed til at sikre efteruddannelse
på alle niveauer. Man bør
diskutere, om et kørekort er
udstedt på livstid eller om det
bør fornys med passende mellemrum
for at have sin fulde
validitet – især i undervisningsmæssige
sammenhænge.
Lad os komme i gang!
Tendensen til at løse de naturvidenskabeligerekrutterings-
problemer gennem nye uddannelser
i kombination med f.eks.
humaniora kan med Kerneviden-ideen
måske vendes om,
så en del af målet bliver, at også
Humaniora får et Naturvidenskabeligt
element. Vi ser det jo
allerede på IT-området. Her er
det klart, at de traditionelle
datalogiuddannelser ikke kan
producere tilstrækkeligt mange
kandidater, som samfundet
efterspørger. Utraditionelle
tiltag som IT-højskolerne viser,
at det er muligt at tiltrække
studerende, som i første omgang
overhovedet ikke havde
overvejet en IT-uddannelse. På
generalistniveau ser vi i øvrigt
også, at kørekort-ideen, i skikkelse
af PC- kørekort, ser ud til
at opnå massiv efterspørgsel
blandt folk, der ønsker at opnå
basale færdigheder. Og det er
Naturvidenskab på
Naturvidenskab trak
endnu engang negative
overskrifter i pressen
dette efterår, da Undervisningsministeriet
og Forskningsministeriet
udsendte en rapport
om ”økonomi, uddannelse og
personale på de naturvidenskabelige
fakulteter på henholdsvis
København, Syddansk og Aarhus
universiteter. For en kort
stund var den såkaldte naturvidenskabelige
krise igen i fokus,
indtil den famøse Dandy-sag
overtog scenen. Rapporten er
bestilt af Folketingets Forskningsudvalg
i april måned som
reaktion på de økonomiske
problemer på det naturvidenskabelige
område.
I rapporten slipper naturvidenskab
på Syddansk Universitet
uden videre påtale, da naturvidenskab
her kan mønstre
overskud. Derimod er tonen
noget mere skarp i kritikken af
de to storebrødre i København
og Århus, som har million-
underskud.
Pressen formidlede rapportens
konklusioner og anbefalinger,
så man fik det indtryk, at
det stod meget slemt til på naturvidenskab
med dårlig økonomi,
elendig undervisning og
kæmpefrafald blandt de studerende.
Et godt udgangspunkt?
Vi skal ikke i denne omgang
ikke gå i dybden med sagen,
men ud fra de reaktioner, der er
kommet fra de “anklagede” kan
man stille spørgsmålstegn ved,
om rapporten, med sine påviste
fejl og mangler, er et godt udgangspunkt
for at komme videre.
I en officiel stillingtagen
kritiserer Aarhus Universitet
således rapporten for den svaghed,
at den med sin afgrænsning
og metode slet ikke har fat
i de væsentligste faktorer i det
samlede problemfelt – f.eks.
faktorer, der forårsager en mindre
tilgang til visse naturviden-
en tendens, der også ses i en
række andre lande.
Mit primære budskab er
kort og godt, at vi må stille krav
til hinanden. Vi må ikke være
bange for at sige, at efter 12 års
skolegang må det være målet at
f.eks. mindst 80% har den og
den konkrete viden inden for
naturvidenskab. Og samtidig
skal vi så være i stand til at
måle det. Over tid kan man så
søge at arbejde mod at procentsatsen
på 80 øges.
Så lad os komme i gang med
at gøre noget konkret. Faget
matematik er måske ikke det
mest uinteressante at starte
med!
anklagebænken
skabelige studier end ønsket.
Yderligere kritiseres rapporten
for at forekomme overfladisk og
på visse punkter usystematisk
og umetodisk.
Københavns Universitet har
ligeledes meldt ud, at det er
vanskeligt at finde belæg for
omfanget af den rejste kritik,
hvis man vurderer dekanens og
universitetets samlede indsats –
og i den rette sammenhæng. I en
redegørelse til Forskningsministeren
og Undervisningsministeren
har Rektorat Det naturvidenskabelige
Fakultet udsendt
rapporten “Naturvidenskab på
vej”, hvor den ministerielle
rapports vurderinger og anbefalinger
bliver kommenteret.
Den ministerielle rapport
blev midt i december forelagt
Folketingets Forskningsudvalg,
og vi håber på at kunne følge
op på sagen i de kommende
numre af Aktuel Naturvidenskab.
Om forfatteren:
Søren Damgaard er „Operations
Manager“ for IBM Global
Services, EMEA, og formand for
Statens Naturvidenskabelige
Uddannelsesråd.
Adresse (IBM)
Ny Møllevej 91
2800 Lyngby
Tlf.: 4523 4622
E-mail: sddam@dk.ibm.com
Rapport om Naturvidenskab på
Københavns Universitet, Aarhus
Universitet og Syddansk Universitet
kan hentes på Forskningsministeriets
hjemmeside
www.fsk.dk
Rapporten “Naturvidenskab på
vej” fra KU kan fås ved henvendelse
til Det naturvidenskabelige
Fakultet på tlf. 35324200.
38 Aktuel Naturvidenskab 4/1999