Hvor bliver pengene af? - Viden (JP) - Jyllands-Posten

Hvor bliver pengene af? 

Selv om regeringen siden 2001 har brugt 

47 mia kr. mere i offentligt forbrug i faste 

priser, siger over halvdelen af danskerne, 

at den offentlige service er blevet dårligere. 

Er danskerne bare umættelige - eller når 

pengene ikke frem til borgerne? 

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Morgenavisen Jyllands- 

Postens vision er at skabe 

mere viden og fremskridt 

gennem det frie ord. 

De står bag artikelserien 

Orla Borg 

Journalist 

orla.borg@jp.dk 

Axel Pihl-Andersen 

Journalist 

axel.andersen@jp.dk 

Jyllands-Posten er Danmarks største betalingsavis 

med et hverdagsoplag på 128.920 og et søndagsoplag 

på 173.503. Oplagstallene er for 1. halvår 

2008 og godkendt af Dansk Oplagskontrol. 

MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 2 

Indhold 

Kapitel 1: Side 3 

Hvem skal nu betale? 


Hvor bliver pengene af i børnepasningen? 


Hvor bliver pengene af i folkeskolen? 


Hvor bliver pengene af i ældresektoren? 


Hvor bliver pengene af på sygehusene? 


Hvor mange penge forsvinder i "slack"? 


Hvor bliver pengene af i administrationen? 


For mindre end 50 år siden var den offentlige sektor i 

Danmark relativt mindre end USA’s. Kan der sættes en 

stopper for den offentlige vækst? Skal der? 

© Jyllands-Posten har ophavsretten til denne artikelserie, jævnfør lov om ophavsret. Det er tilladt at kopiere serien til privat brug. 

Derimod er det ikke tilladt at kopiere artiklerne til kommerciel udnyttelse.

Offentliggjort 25. januar 2009 

Det var meningen, at syng medkoncerten 

med Keld og Hilda 

skulle være holdt udenfor. Men 

det var lidt overskyet torsdag den 

19. juni 2008, så personalet på ældrecentret 

Albo i Albertslund 

Kommune flyttede lidt rundt på 

møblerne i cafeen for at lave plads 

indenfor til de omkring 60 ældre 

beboere til dagens arrangement. 

Ideen med at hyre Keld og Hilda 

var opstået tidligere på året, da en 

gruppe ældre havde siddet og sunget 

”Ved landsbyens gadekær”. De 

var kommet til at snakke om, at 

det kunne være hyggeligt, hvis 

Keld og Hilda selv kom og spillede 

og sang for på parrets glansnummer 

ved et arrangement på dagcenteret. 

Personalet var enige i, at 


Hvem skal nu betale? 

Velfærd: Danmark fik i 2008 

en ny verdensrekord: Intet 

andet land på kloden har så 

stort et offentligt forbrug af 

velfærdsservice til borgerne. 

Samme år fik bl.a. Keld og 

Hilda penge fra en konto på 

finansloven. Er der overhovedet 

nogen grænse for velfærden, og 

går pengene til de rigtige ting? 

Af ORLA BORG og 

AXEL PIHL ANDERSEN 

Det off. forbrug 1970-2008 

Pct. af BNP 

29 

27 

25 

23 

Det offentlige forbrug 

dækker over udgifter til løn 

21 

til offentligt ansatte samt 

det offentliges køb af varer 

19 

17 

og tjenester. 

1970 1980 1990 2000 08 2010 

JP-grafik: GERT GRAM 

det ville skabe en god atmosfære 

på centeret og øge velfærden for 

alle med sådan et arrangement. 

Heldigvis for de ældre på Albo 

er den slags velfærd kommet på finansloven. 

Kærlighed og sex hele livet 

Under punktet ”Ordning 

15.75.40.10 – Bedre ældrepleje” er 

der på finansloven afsat 100 mio. 

kr. om året over to år til at gøre 

ældreplejen bedre. De ansatte og 

de ældre kan søge penge til projekter, 

og puljen er populær. 

Alene i 2007 modtog Velfærdsministeriet 

over 1.000 ansøgninger 

til et samlet beløb af 430 mio. 

kr. – fire gange så meget som den 

pulje, der er afsat. Ældrecentre fra 

hele landet har søgt tilskud om alt 

fra omfattende personalekurser til 

nyindkøb af havemøbler og sociale 

arrangementer. 

Velfærdsministeriet har givet 

støtte til projekter med titler som 

”Et brag af en fest”, ”Kærlighed og 

sex hele livet”, ”Akvariefisk – en 

glæde i hverdagen”, ”På juleudstilling 

i bus” og ”Hygge ved grillen 

året rundt”. 

Til arrangementet med Keld og 

Hilda i Albertslund bevilgede Velfærdsministeriet 

14.238 kr. – og 

arrangementet var dermed et af de 

Stigningen i det offentlige forbrug 

2001-2008, 2008-priser 

400 

300 

200 

100 

0 

413,4 

2,1** + 8,6 mia. kr. 


Derimod er det ikke tilladt at kopiere artiklerne til kommerciel udnyttelse. 

+ 3,0 mia. kr. 

0,7 

+ 7,7 mia. kr. 

1,8 

+ 5,5 mia. kr. 

1,3 

+ 9,0 mia. kr. 

2,1 

+ 5,7 mia. kr. 

1,3 

460,1 46,7* 

+ 7,2 mia. kr. 

1,6 

01 02 03 04 05 06 07 08 

*Ud af den 

samlede vækst 

på 46,7 mia. kr. 

skyldes de ca. 7 

mia. en ændring 

i befolkningssammensætningen. 

** vækst i pct. 

JP-grafik: GERT GRAM 

absolut billigste i puljen. 

Nu er det nok de færreste danskere, 

der ikke under de ældre på 

Albo en god oplevelse sammen 

med Keld og Hilda. Herregud, der 

er tale om småpenge, og de er givet 

ud til medlemmer af den generation, 

der har knoklet og slidt 

for at skabe det velfærdssamfund, 

vi har i dag. Men alligevel undrer 

embedsmændene i Velfærdsministeriet 

sig over den pulje, de er sat 

til at administrere. Embedsmændene 

har givet finanslovens ”Ordning 

15.75.40 10” navnet ”sherrypuljen”, 

fordi mange af pengene 

går til sociale hyggearrangementer. 

Selvfølgelig skal vi det 

Blandt embedsmændene er ”sherry-puljen” 

blevet et symbol på, at 

den danske velfærd har vide 

grænser, og de spørger sig selv: Er 

der overhovedet nogen grænser 

for velfærd? 

”Sherry-puljen” er et eksempel 

på, at den offentlige velfærd konstant 

bliver udvidet, for de danske 

politikere siger hele tiden ja: 

Selvfølgelig skal velfærdsstaten 

have råd til at bruge 200 mio. kr. 

til at gøre livet bedre og mere 

muntert for de ældre på landets 

ældrecentre. 

60 

50 

40 

30 

20 

De offentlige udgifters 

sammensætning 

Pct. af BNP 

Samlede off. udgifter 

sammensat af: 

Offentligt forbrug 

Indkomstoverførsler 

10 

Renteudgifter og øvrige 

Off. investeringer 

0 

1960 2010 

JP-grafik: GERT GRAM

Til en koncert med Keld og Hilda på ældrecentret 

Albo i Albertslund bevilgede Velfærdsministeriet 

14.238 kr. Spørgsmålet er, om det er samfundets 

opgave at betale for hyggearrangementer til ældre 

– eller om pengene burde anvendes til nogle helt 

andre former for service. 

Selvfølgelig skal vi bruge 50.000 

kr. pr. fedmeoperation, hvis det 

forbedrer den overvægtiges helbred 

og levetid. 

Selvfølgelig skal vi indføre madordninger 

i vuggestuerne, så børnene 

kan få noget sundere mad. 

Selvfølgelig skal Århus Kommune 

og en række andre kommuner 

med økonomisk støtte fra staten 

sørge for reservebedsteforældre til 

familier eller enlige forsørgere 

uden egne bedsteforældre tæt på. 

Selvfølgelig skal vi bruge alle de 

penge, som er nødvendige til specialpædagoger 

til ADHD-børn i 

folkeskolen, og der må højst gå to 

måneder, før forældrene kan få en 

udredning om deres barn, som er 

henvist til en psykiatrisk undersøgelse. 

Ja, selvfølgelig skal vi indføre 

disse nye velfærdsordninger – og 

det har vi også i vid udstrækning 

gjort. Siden 2001 har den borgerlige 

regering brugt 47 mia. kr. mere 

i offentligt forbrug, blandt andet 


til velfærdsservice. Og det er vel at 

mærke i faste priser, som er renset 

for de løn- og prisstigninger, der 

har været i perioden. 

Alligevel er vi utilfredse 

Men det har ført frem til det danske 

paradoks: 

Selv om der er brugt 47 mia. kr. 

mere til offentligt forbrug og velfærd, 

og selv om vi har verdensrekord 

i offentligt forbrug til velfærd 

– så er danskerne alligevel 

utilfredse. 

Hele 53 pct. af danskerne siger i 

en meningsmåling fra Catinet Research, 

at de mener, at den offentlige 

service er blevet dårligere siden 

2001. Kun 10 pct. synes, at 

den er blevet bedre. Hvorfor hænger 

det sådan sammen? Er danskerne 

bare umættelige, når det 

gælder velfærd – eller er pengene 

gået til helt andre ting end det, 

der er kerneydelesen: pasningen, 

undervisningen, operationerne og 

plejen? 



For samtidig med de nye velfærdsordninger 

flyder medierne 

over med kritiske historier om 

netop kerneydelserne: 

N De ældre får mindre praktisk 

hjemmehjælp til rengøring, og 

hjemmesygeplejersken har ikke 

længere tid til at snakke. 

N Patienter ligger på flere sygehuse 

på gangene på grund af overbelægning 

på medicinske afdelinger, 

og førstegangsfødende bliver 

sendt hjem på andendagen mod 

tidligere femtedagen efter fødslen. 

N Vuggestuen har lukket i flere 

dage end tidligere, så forældre ikke 

kan få børnene passet, og der er 

færre pædagogtimer til det enkelte 

barn. 

N Skoleelevers geografibøger er 

forældede, og karlit-lofterne falder 

ned i hovedet på eleverne. 

Keld og Hilda-beslutninger 

I en artikelserie i den kommende 

uge undersøger Morgenavisen Jyllands-Posten, 

hvor pengene er 

PRIVATFOTO

levet af i centrale dele af velfærds-Danmark. 

Spørgsmålet er 

afgørende at få besvaret, fordi 

økonomer gang på gang advarer 

om, at der er grænser for velfærd. 

Sådan som befolkningsudviklingen 

bliver i Danmark, vil der blive 

langt færre på arbejdsmarkedet, 

der skal forsørge langt flere uden 

for arbejdsmarkedet. Et par simple 

tal illustrerer det: 

I 1998 var der fem personer i 

den erhvervsaktive alder for hver 

person over 64 år. I 2025 vil der 

være tre personer i den erhvervsaktive 

alder for hver person over 

64 år. 

Derfor bør politikerne standse 

op og spørge, hvor mange penge 

staten egentlig skal bevilge til velfærd, 

og om de penge bliver brugt 

rigtigt, siger Jørgen Søndergaard. 

Han var med i Velfærdskommissionen, 

er nu formand for Arbejdsmarkedskommissionen 

og 

tillige direktør i Socialforskningsinstituttet, 

SFI, nu omdøbt til Det 

Nationale Forskningscenter for 

Velfærd: 

»Eksemplet med Keld og Hildaarrangementet 

er et udtryk for, at 

der tilsyneladende ikke er nogen 

øvre grænse for, hvad man opfatter 

som velfærd. Hvert enkelt lille 

projekt ser jo ret uskyldigt ud i 

forhold til den store samfundsøkonomi 

– det er jo ikke et spørgsmål 

om, hvorvidt man bevilger 

nogle tusinde kroner til Keld og 

Hilda – enhver vil jo sige, at det 

ikke er det, der afgør, om samfundsøkonomien 

er holdbar eller 

ej. Det er summen af alle disse 

Keld og Hilda-beslutninger, der 

bliver et problem, for i længden 

har vi ikke råd til den velfærd, 

som vi bevilger hinanden nu. I alle 

tilfælde ikke, hvis vi ikke også 

samtidig begynder at kræve af 

hinanden, at vi skal arbejde mere. 

Men det vil politikerne ikke gøre 

nu. Dermed sender de problemet 

videre til kommende generationer.« 

Velfærd er et relativt begreb 

Når hele 53 pct. af danskerne me- 


ner, at den offentlige service er 

blevet ringere i de seneste syv år, 

er der en vis indbygget logik i 

synspunktet. For velfærd er relativ. 

Hvis danskerne sammenligner 

niveauet i den offentlige sektor 

med den private, kan det med rette 

opleves som fodslæbende. For 

det private forbrugs andel af BNP 

er i de seneste syv år vokset med 

1,7 pct., mens det offentliges andel 

i samme periode er steget med 

0,5 pct. Med andre ord: Hvis man 

selv har fået en fladskærm hjemme 

i stuen, ser det gamle 20-tommer-tv 

på plejehjemmet eller på 

hospitalet noget sølle ud. 

Og velfærd er relativ på endnu 

en måde: 

Hvis velfærden i forvejen ligger 

på et meget højt niveau, som den 

gør i Danmark, har en indsprøjtning 

på eksempelvis 100 mio. kr. 

ekstra en mindre effekt, end hvis 

niveauet for velfærd er meget lavt. 

Det er en mekanisme, som forskerne 

kalder for ”den aftagende 

grænsenytte”. At forbedre et højt 

niveau bare en lille smule er forholdsvis 

dyrt sammenlignet med 

at forbedre et lavt niveau, hvor 

mindre beløb vil give et langt 

større kvalitetsløft. Samtidig optræder 

sammenhængen mellem 

penge og kvalitet ifølge professoren 

ikke som en lige linje, men 

mere som trappetrin med små 

kvalitets-hop efter en årrække. 

Det er f.eks. ikke sikkert, at flere 

penge et enkelt år til en daginstitution 

er nok til at udløse en hel 

eller en halv stilling, som kan 

mærkes på normeringen. 

Man kan ikke tage goder tilbage 

Men der er andre overordnede 

forklaringer på, at borgerne kan 

opleve en mindre vækst som tilbagegang: 

Næsten enhver omprioritering, 

hvor man flytter penge 

fra et område til et andet, bliver 

fremstillet som absolutte nedskæringer 

og sparerunder af både medier, 

fagforeninger og de kommuner, 

der skal lægge næste års budget. 

Forskerne kalder dette fæno- 



men for asymmetrien i den offentlige 

sektor, hvilket betyder, at 

der er mindre folkelig og politisk 

modstand, når udgifterne stiger, 

end når de skal nedad. 

Den tidligere Brøndby-borgmester, 

Kjeld Rasmussen (S), har på 

sin egen bramfri måde beskrevet 

det meget præcist: 

»Hvis du først har smidt noget 

ind til aberne, får du det ikke ud 

igen.« 

Altså hvis man først har givet 

borgerne et gode, er det ikke alene 

næsten umuligt at tage det fra 

dem igen, men også meget svært 

at skære ned, selv om der på det 

pågældende område måske er færre 

kunder i butikken end tidligere. 

Det oplevede kommunerne fra 

1970’erne og frem til midten af 

1990’erne, hvor man på trods af 

et faldende elevtal bevarede samme 

antal lærere i folkeskolen og 

dermed gjorde udgiften pr. elev 

stadigt større. 

Penge til specialområder 

Den offentlige sektor har med andre 

ord en meget stærk iboende 

tendens til at vokse, og denne tendens 

bliver oven i købet forstærket 

af den offentlige sektors egen 

styrke og vælgermæssige kraft: 

Næsten to ud af tre vælgere får 

nemlig deres hovedindtægt fra 

det offentlige. Det gælder ud over 

de ca. 900.000 ansatte også folk 

på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, 

folkepension, SU 

m.fl. 

Denne velfærds-koalition er 

nærmest umulig at gøre noget ved 

og er ifølge kommuneeksperten, 

professor Poul-Erik Mouritzen fra 

Syddansk Universitet desværre 

med til at handlingslamme politikerne, 

når det gælder nødvendige 

og måske ubehagelige beslutninger. 

Han har udtrykt det således: 

»Politikerne kan ikke manøvrere, 

fordi de bliver straffet, hvis de 

gør noget imod denne store koalition 

af borgere, der lever af den 

offentlige sektor.« 

Formanden for kommunernes 

landsforening, borgmester Erik

Fabrin (V), mener ligesom de fleste 

af sine borgmesterkolleger, at 

landspolitikerne på Christiansborg 

– ikke mindst når der er valgkamp 

i luften – overbyder hinanden 

med nye velfærdsløfter til 

borgerne og dermed skaber et helt 

urealistisk forventningskrav. 

»I deres retorik skaber de et indtryk 

af, at der er vækst på alle områder. 

Altså når statsministeren 

bare siger: Jeg gider ikke høre på 

klynk – 47 mia. kr. mere i faste 

priser fra 2001 og til nu i offentligt 

forbrug – ja, hvad er så budskabet 

i det? Det er, at der er vækst 

på alle områder, men går man ned 

og analyserer, kommer man til et 

andet resultat,« siger Erik Fabrin. 

Han henviser til, at udover, at 

sundhedsvæsenet har fået en ganske 

stor del af den samlede vækst, 

er kommunernes egen vækst stort 

set blevet ædt op af hele det specialiserede 

socialområde med anbringelser 

af børn og unge, vidtgående 

specialundervisning, hjælp 

til fysisk og psykisk handicappede 

m.m. Udgifterne til disse områder 

udgør nu knap en femtedel af 

kommunernes samlede udgifter. 

»Tidligere – da en stor del af 

området var under amterne – lå 

den årlige vækst på 7, 8 og 9 pct. 

Vi har fået den ned på 4 pct., men 

alligevel svarer det til, at det samlede 

budget stiger med 0,7 pct., 

hvilket stort set er regeringens 

målsætning for vores område. 

Med andre ord: Væksten er udelukkende 

gået til de specielle områder 

og ikke til kerneydelsen,« siger 

Erik Fabrin, som konkluderer: 

»Så på den måde er der måske 

en vis logik i, at mange borgere ikke 

oplever en bedre service, og at 

de ikke har fået noget for pengene.« 


Øget velfærd for de få 

Selv om regeringen har brugt 

47 milliarder ekstra kroner til 

offentlig service siden 2001, 

når pengene ikke frem til den 

almindelige dansker, siger KL 

og regionerne. 

Af ORLA BORG 

og AXEL PIHL-ANDERSEN 

De mange ekstra milliarder, som 

VK-regeringen har tilført den danske 

velfærd, er ikke kommet den 

almindelige dansker til gode i 

form af bedre børnepasning, 

folkeskole og ældrepleje. 

Pengene er i stor udstrækning 

gået til de svageste grupper som 

udsatte børn og unge, fysisk og 

psykisk handicappede og kræftpatienter 

samt til administration, lyder 

det fra kommunernes formand, 

borgmester Erik Fabrin (V) 

og regionernes formand, Bent 

Hansen (S). 

»Man kan sige, at det normale 

Keld og Hilda i Albertslund på statens regning. 



giver til det specielle,« siger Erik 

Fabrin. KL-formanden sætter dermed 

fokus på det, der kan betegnes 

som det danske paradoks: Regeringen 

har siden 2001 øget det 

offentlige forbrug med 47 mia. kr. 

i faste priser. Alligevel er danskerne 

utilfredse. En meningsmåling 

viser, at 53 pct. af befolkningen 

mener, at den offentlige service er 

blevet dårligere siden 2001. 

Også sygehusene har fået en del 

af de ekstra penge, men det gavner 

heller ikke patienterne på de 

medicinske afdelinger, typisk ældre 

mennesker, siger den politisk 

ansvarlige for sygehuse, regionsformand 

Bent Hansen: 

»Hvis vi ser bort fra en stor stigning 

i antallet af ambulante operationer, 

er pengene først og fremmest 

gået til det specielle i form af 

ny medicin og kræftbehandling, 

der har fået et stort løft. Til gengæld 

er der sparet på de tunge opgaver 

på de medicinske afdelinger, 

der har fået det værre.« 

PRIVATFOTO


Børnegruppen Bænkebiderne har 

overstået en selvarrangeret frokost 

og er med hjælp til omklædningen 

fra pædagog Gitte Andrees på vej 

ud på legepladsen. 


Mindre tid til børnene 

Tid: Selv i en velfungerende 

daginstitution i Viborg bliver 

der mindre og mindre tid til det 

egentlige formål: nemlig at 

passe børnene. I stedet går tid 

og penge til læreplaner, 

børnemiljøvurderinger, 

sprogscreeninger m.m. 

Af ORLA BORG 


Både børn og pædagoger virker 

glade og tilfredse her i Børnehaven 

Lupinmarken i Viborg, som er en 

integreret institution med 62 børn 

i børnehaven og 15 i vuggestuen. 

Ambitiøse medarbejdere 

Lupinmarken er på alle måder et 

eksempel på en moderne, velfungerende 

dansk daginstitution med 

15 yngre og fagligt ambitiøse medarbejdere 

i de velholdte blåmalede 

træbygninger, som er placeret midt 

i et nyere parcelhuskvarter uden 

store sociale problemer, og hvor 

forældrenes biler typisk er både 

større og nyere end pædagogernes. 

Alligevel er der et men, som de 



små formentlig ikke skænker en 

tanke: 

Der bliver mindre og mindre tid 

til børnepasningens egentlige kerneydelse: 

samværet mellem barn 

og voksen. 

Eller sagt på en anden måde: de 

varme hænder bliver gradvist koldere 

og koldere, og det er ikke kun 

her i januar, men hele året rundt. 

Opgaver uden børn 

Ikke så meget fordi Viborg Kommune 

samlet set har gennemført 

en mindre besparelse på børnepasningen, 

men mere som en kombination 

af nye opgaver og flere feriefridage 

til de ansatte. 

Bænkebiderne er efter veloverstået frokost ved at gøre klar til at rykke ud på legepladsen. Pædagog Gitte Andrees hjælper til. 

FOTO: CASPER DALHOFF

Børenhaven Lupinmarken i Viborg. 

»Vi skal konstant kigge på arbejdsopgaver 

uden børn, fordi vi i 

de seneste år fået en række nye opgaver, 

der – selv om de kan være 

nok så relevante – tager tid. Den tid 

kan kun tages fra børnene, og er det 

nu den rigtige prioritering,« spørger 

Lupinmarkens 38-årige leder, 

Lise Bech Madsen. 

Det gælder f.eks. skriftlige pædagogiske 

læreplaner, der skal udarbejdes 

både for de mindste i aldersgruppen 

0-2 år og til de større børn 

fra 3 år og til skolestart. 

Læreplanerne skal beskrive en 

række mål for børnepasningen – 

både når det gælder deres personlige 

udvikling, deres sociale kompetencer, 

sproglige udvikling, krop 

og bevægelse m.m. En række temaer, 

der er detaljeret beskrevet. 

Kvalitet tager tid 

Læreplanen skal samtidig beskrive, 

hvilke metoder og aktiviteter der 

skal benyttes for at nå målene, og 

den skal naturligvis også evalueres. 

»Der er ingen tvivl om, at lære- 


planerne kan være med til at løfte 

kvaliteten af det pædagogiske arbejde, 

fordi man forholder sig mere 

målrettet til, hvad man foretager 

sig med børnene. Men det ændrer 

jo ikke på, at det beslaglægger noget 

af de ansattes arbejdstid, og det 

er frustrerende, at tiden går fra de 

varme hænder,« siger Lise Bech 

Madsen. 

På samme måde er det med børnemiljø-vurderingerne, 

der blev 

indført i 2006. De slår fast, at alle 

børn har ret til et godt børnemiljø, 

der »fremmer deres trivsel, udvikling 

og læring,« som det beskrives. 

Her er man i Lupinmarken endnu 

ikke færdig, og foreløbig har 

man måttet sende en medarbejder 

på kursus for at opnå den nødvendige 

viden om processen. Senere 

skal de ansatte bruge en pædagogisk 

weekend på projektet. 

»Det er altså et temmelig omfattende 

arbejde, hvor vi skal beskrive 

og dokumentere børnenes miljø i 

vores børnehave – både når det 

gælder det fysiske, psykiske og 



Et repræsentativt udsnit på 979 

personer over 17 år besvarede 

mellem den 5. - 8. januar 2009 

følgende: 

Hvor tilfreds er du med 

niveauet i den offentlige 

service på børnepasningsområdet? 

Flere end hver tredje 

forælder med børn 

mellem 0 og 6 år 

erklærer sig utilfreds med 

den offentlige service, når 

det gælder børnepasning. 

I alt 35 pct. af de 

adspurgte er enten 

”meget utilfredse” 

eller ”utilfredse”. 

Spørger man et repræsentativt 

udsnit af hele 

befolkningen, falder 

andelen af de to kategorier 

af utilfredshed til 

i alt 25 pct. 

Citeres analyserne i andre 

medier, skal kilden oplyses: 

"Rambøll Management for 

Jyllands-Posten". 

FOTO: CASPER DALHOFF 

Hver tredje børnefamilie 

utilfreds med børnepasning 

Ved 

ikke 

Meget 

tilfreds 

Tilfreds 

Hverken 

tilfreds eller 

utilfreds 

Utilfreds 

Meget 

utilfreds 

Tal i pct. 

2 

12 

30 

22 

18 

17 


æstetiske miljø, som de møder hos 

os. Det indebærer også, at børnene 

skal inddrages i form af interviews, 

hvor vi bl.a. spørger dem, hvordan 

de har det i børnehaven, om de synes, 

at de voksne er nærværende – 

og hvad de synes om de fysiske omgivelser 

i form af legeplads og stuer. 

Ud fra det skal der udarbejdes en 

decideret handleplan, der skal revurderes 

hvert tredje år,« forklarer 

Lise Bech Madsen. 

Sprogscreening 

Pædagog Gitte Andrees, som har 

været på kursus i børnemiljøvurdering, 

er som forholdsvis nyuddannet 

pædagog vant til pædagogiske 

læreplaner, og at man skal registrere 

og skriftliggøre tingene. 

»Det siger sig selv, at jeg ikke er 

særlig nærværende, når jeg f.eks. 

skal dokumentere, hvad børnene 

bruger deres tid til, hvad enten jeg 

tager billeder og hænger dem op på 

opslagstavlen eller skriver noget i 

deres bog,« siger hun. 

Og så, som om det ikke var nok, 


skal alle treårige fra i år ifølge lovgivningen 

tilbydes en sprogscreening, 

som Lise Bech Madsen forventer, 

at langt de fleste forældre 

vil tage imod. 

»Normalt ville vi først gennemføre 

en screening og en registrering, 

når vi vurderede, at der var 

noget galt. Er det f.eks., fordi han 

hører dårligt, at han taler dårligt, 

eller er han bare lidt senere i gang? 

Før har vi måske normalt sprogscreenet 

to-tre børn, men nu risikerer 

vi, at det bliver alle 26 treårige, 

og det er efter min mening ikke 

nødvendigt. Tværtimod risikerer vi 

at gøre mange forældre unødigt bekymrede, 

fordi børnene når deres 

sproglige niveau på forskellige tidspunkter. 

Samtidig har vores kommune 

valgt en rimeligt ambitiøs registrerings-metode, 

og det betyder 

igen, at vi skal uddanne vores personale 

i metoden og sende dem på 

kursus,« siger Lise Bech Madsen. 

Størstedelen af hendes budget på 

ca. seks mio. kr. går til lønninger, 

men det ændrer ikke ved, at hun – 



FOTO: CASPER DALHOFF 

En af børnenes aktiviteter i denne uge er at arrangere frokost efter at have været på indkøb dagen før. Børnehavens leder, Lise Bech Madsen, 

deltager undtagelsesvis, men kan samtidig konstatere, at pædagogerne får mindre tid til børnene på grund af nye opgaver. 

også hvis vi ser bort fra de mange 

nye opgaver – får mindre for pengene 

end tidligere. 

»I de seneste år er der kommet en 

uges ekstra ferie til, omsorgsdage 

og med den nye overenskomst nu 

også barnets anden sygedag. Samlet 

set lægger de ansatte altså færre 

timer her, og jeg har jo ikke modtaget 

ekstra midler til at ansætte flere,« 

siger hun. 

Konsekvensen er bl.a., at daginstitutionen 

har måttet indsnævre 

åbningstiden. Tidligere åbnede Lupinmarken 

kl. 6.15 om morgenen, 

nu er det kl. 6.30. Tidligere holdt 

man åbent til kl. 17, nu er det til kl. 

16.45. Endelig har man set sig nødsaget 

til at holde tre uger sommerferielukket 

i de to seneste år. 

»Så selv om vi har glade børn, 

glade medarbejdere og velfungerende 

forældre, kommer vi ikke 

uden om, at der er blevet mindre 

tid til kerneydelsen,« siger Lise 

Bech Madsen.


Mange nye opgaver 

Tallene siger stort set uændret 

økonomi, men 

daginstitutionerne bruger flere 

og flere ressourcer på nye 

opgaver. 

Af ORLA BORG 


Talkrigen mellem fagforeninger og 

kommuner på den ene side og VKregeringen 

på den anden har med 

jævne mellemrum bølget frem og 

tilbage, når de kommunale budgetter 

skulle lægges. 

Er der kommet flere eller færre 

penge til børnepasningen? 

Er der kommet flere eller færre 

ansatte i forholdet til antallet af 

børn? 

Vanskelig statistik 

Spørgsmålene er trods al statistik 

næsten umuligt at svare på – bl.a. 

fordi man i nogle år har valgt at gøre 

børnetallet op i efteråret, når der 

er færrest børn i institutionerne, og 

i andre år har gjort det op i foråret, 

når der er flere børn. 

Alligevel tyder alle tal på, at der i 

grove træk er dømt mere eller mindre 

dødt løb, når man ser på både 

normeringer og udgift pr. barn 

gennem den seneste halve snes år. 

Når det gælder bruttodrifts-udgiften 

pr. 0-10-årig, lå den i 1997 på 

godt 50.000 kr., mens den i 2008 

var steget til 53.000. En beskeden 

stigning på 5,7 pct. over 12 år. Samtidig 

ligger hele stigningen før VKregeringens 

periode fra 2001, da 

tallene i faste priser siger 53.260 kr. 

pr. barn i 2001 og 53.023 kr. pr. 

barn i 2008. 

Når det gælder udviklingen i antal 

børn pr. voksen, viser tal fra både 

BUPL/Danmarks Statistik og KL, 

kommunernes forening, at normeringerne 

i grove træk er uændrede i 

vuggestuer og børnehaver – og i 

hvert fald højst har været marginalt 

bedre før 2001. 

Derimod er der ingen tvivl om, at 

daginstitutioner især gennem de 

senere år har fået en række nye opgaver. 

Børn med ekstra behov 

Lasse Bjerg Jørgensen, forretningsudvalgsmedlem 

i BUPL, der repræsenterer 

ca. 6.000 daginstitutionsledere, 

konstaterer, at der ikke er 

fulgt ressourcer med de mange nye 

opgaver: 

»Selv om man måske samlet bruger 

flere penge til børnepasning 

end tidligere, oplever vore ledere 

ikke, at de har flere penge til rådighed 

på deres budgetter. Tværtimod. 

I stedet bliver der i kommunerne 

brugt flere penge på at oprette 

hele afdelinger, der skal kontrollere, 

hvordan de nye opgaver bliver 

administreret. Samtidig skal institutionerne 

være mere rummelige 

end før og tager i dag flere omsorgskrævende 

børn, der tidligere blev 

sendt til specialinstitutioner.« 

Det kender Lene Stick Andersen 

alt til. Hun er leder af den helt nye 

integrerede institution Børn- og 

Ungehuset Skademosegård i Roskilde 

Kommune, som indeholder 

både vuggestue, børnehave og 

klub. 

»Mange kommuner er økonomisk 

trængte og vægrer sig ved at 

sende børn på dyre specialinstitutioner. 

Derfor får vi nogle børn, 

som fylder enormt meget, og som 

vi ikke havde tidligere,« siger hun. 

Beskrivende materiale 

Flere institutionsledere beretter 

om, hvordan pædagogiske læreplaner, 

virksomheds-planer, målsætninger 

og børne-miljøvurdering 

fylder mere og mere i dagligdagen 

og gør det sværere at få tid til 

børnene. 

»De mange nye opgaver betyder, 

at pædagoger i større og større grad 

bliver faset ud af hverdagen for at 

sidde og udarbejde beskrivende 

materiale. Det er kolde hænder, og 

der bliver i hvert fald ikke flere, der 

Pasningsudgifter 0-10 år 

1997-2008, brutto, mio. kr. 

60 

50 

Faste priser (2008) 

40 

30 Løbende priser 

20 

10 

0 

97 99 01 03 05 07 08 

Antal indskrevne 

Tusinder 

250 

200 

150 

100 

50 

Personale 

Stigning 

på 5,7 pct. 

i faste priser 

i perioden 

Alle institutionstyper i alt 

Børnehave 

Vuggestue 

sammensat af: 

0 

1997 2001 2007 

Antal pædagoger og 

pædagogmedhjælpere 

Tal i tusinder 

50 



sidder og spiser eftermiddagsmad 

med børnene,« siger Lene Stick Andersen. 

Utilstrækkelig finansiering 

Sprogscreeninger er netop indført, 

og nu er kommuner og institutioner 

allerede ved at forberede sig 

på næste nye opgave: mad til alle 

børn i daginstitutioner. 

Selv om kommunerne har fået 

lov til at hæve forældrebetalingen 

fra 25 til 30 pct., forventer man, at 

den øgede brugerbetaling højst finansierer 

selve maden, men ikke 

nye og nødvendige investeringer i 

køkkener for at leve op til lovens 

krav. 

40 

30 

20 

10 

SR-regeringen VK-regeringen (træder til i november 2001) 

Aldersintegreret inst. 

Aldersintegreret inst. 

Børnehave 

Vuggestue 

0 

1997 2007 



Hvis den almindelige dansker synes, 

at hans børns folkeskole ikke 

er blevet bedre i de seneste år, har 

han sandsynligvis ret. 

For selv om politikerne har brugt 

16 mia. kr. mere på folkeskolen fra 

2000 til 2007, har den almindelige 

elev ikke fået meget ud af det. 

På papiret ser det ganske vist ud 

til, at der er stillet mange flere penge 

til rådighed for den enkelte elev. 

Udgifterne pr. elev er steget fra 

godt 42.000 kr. til knap 55.000 kr. i 

de seneste otte år, altså en stigning 

pr. elev på omkring hele 29 pct. 

Langt de fleste af pengene er gået 

til højere lønninger til lærerne og 

til indkøb af andre ydelser, hvor 

priserne også er steget i takt med inflationen. 

Når udgifterne til folkeskolen 

renses for pris- og lønstigninger, er 

der kun tilført 0,7 pct. ekstra til den 

almindelige elev i en normalklasse 

siden 2000. 

Men det er trods alt et lille fremskridt. 

Hvordan kan det så gå til, at 

forældre, elever, lærere og skoleledere 

taler om nedskæringer og besparelser 

på budgetterne, samt at 


Standpunktskarakter: 

Som sidst 

Folkeskolen: På trods af, at 

politikerne har bevilget flere 

penge til folkeskolen, er der 

generelt ikke sket forbedringer 

for eleverne – og hver tredje 

forælder er utilfreds. Men 

pengene er heller ikke gået til 

den almindelige undervisning. 

Af ORLA BORG 


medierne hver uge bringer beretninger 

om uhumske toiletter, karlitlofter, 

der falder ned, rådne vinduesrammer 

og forældede geografibøger 

– i det hele taget et billede af 

en folkeskole, hvis generelle standpunkt 

ikke har forbedret sig afgørende? 

Fra normalt til specielt 

Et af de klare svar er, at de penge, 

der rent faktisk er bevilget flere af 

til folkeskolen, er gået fra det normale 

til det specielle. 

For mens en elev i en normalklasse 

kun har fået tilført 0,7 pct. 

ekstra kroner i de seneste otte år, 

når pris- og lønstigninger er pillet 

ud, så er der tilført 9,2 pct. ekstra til 

det område, som specialundervisningen 

hører under – igen når der 

er renset for pris- og lønstigninger. 

Andelen af elever, der bliver henvist 

til specialundervisning, er steget 

betydeligt. Alene fra 2001 til 

2005 steg det med 26 pct. for almindelig 

faglig specialundervisning 

og 19 pct. for vidtgående specialundervisning. 

Der er tale om tre grupper af elever, 

hvor udgiften har været stigende: 

Nogle elever har vanskeligt ved 

at lære at læse, skrive og regne. De 

får specialundervisning i fagene på 

skolen. 

Andre elever har adfærdsproblemer, 

der betyder, at de skal have 

støtte – enten ved, at der kommer 

en ekstra lærer eller specialpædagog 

med i timerne, eller ved, at eleverne 

samles i særlige klasser på 

skolen. 



Endelig har en tredje gruppe 

elever så massive problemer socialt 

eller fagligt, at de bliver samlet i 

særlige specialklasser på udvalgte 

skoler i kommunen. 

De forbundne kar 

I alle tre tilfælde skal den skole, 

hvis skoledistrikt barnet bor i, tage 

pengene til disse børn fra de penge, 

der er afsat til elever i normalklasserne. 

Så her gælder det princip, 

som fysiklærere igennem tiden har 

demonstreret for årgang efter årgang 

i folkeskolen – de forbundne 

kar: Pengene løber fra det ene kar 

over i det andet; jo mere, der kommer 

i det ene, jo mindre bliver tilbage 

i det andet. 

Resultatet er, at der bliver færre 

penge til rådighed for eleverne i 

normalklasserne. Det betyder også, 

at eleverne i normalklasserne ikke 

reelt har fået noget ud af de ekstra 

milliarder, der er bevilget til folkeskolen 

i de seneste år: 

For hvad har den enkelte elev i 

normalklassen fået ud af pengene? 

M Lavere klassekvotient? 

Nej. – I 2000 lå den gennemsnitlige 

Udgifter i folkeskolen 

Nettoudgifter i kr. løbende priser - dvs. incl. løn- og prisstigninger 

80.000 

60.000 

40.000 

2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 

JP-grafik: RINA KJELDGAARD 

Undervisningsudgifter 

pr. elev 

INKL. SPECIALUNDERVISNING 

Udgifter pr. elev 

NORMALKLASSER 

Kilde: KL

Skoleleder Steen Helles Jensen foran 5. A på Lystrup Skole i Lystrup ved Århus. 

klassekvotient på 20,4. Der ligger 

den stadig. 

M Bedre karakterer? 

Nej. – I perioden fra 2000 til 2006 er 

der fald i stort set alle fag. Eksempelvis 

faldt karakteren i retstavning 

(diktat) for alle elever i gennemsnit 

fra 8,1 til 7,7 og i skriftlig 

matematik fra 8,1 til 7,8. 

M Bedre klasseværelser? 

Nej. – Tre ud af fire skoler har i år 

udskudt renoveringer, som skolens 

ledelse selv anså for at være nødvendige, 

viser en undersøgelse fra 

forældreorganisationen Skole og 

Samfund. 

M Flere undervisningstimer? 

Både ja og nej. – De mindste elever 

har fået flere timer som følge af en 

folketingsbeslutning, efter at de såkaldte 

8PISA-undersøgelser havde 

vist, at danske børn læste og regnede 

dårligere end elever i de lande, vi 

normalt sammenligner os med. 

Men i 4.-6. klasse og 7.-9. klasse er 

det ca. hver 8. elev, der ikke modtager 

det minimumstimetal, som loven 

ellers foreskriver. 

Flere computere 

Noget har eleverne – og deres for- 


ældre – i normalklasserne dog fået. 

Der er kommet flere computere på 

skolen, så eleverne kan bruge it i 

undervisningen – om end friske 

undersøgelser viser, at lærerne ikke 

bruger dem ret meget. Desuden har 

de meget omdiskuterede elevplaner, 

som lærerne har været utilfredse 

med at skulle udarbejde, givet 

forældrene og eleverne et bedre 

billede af, hvor den enkelte elev 

står, og hvad han eller hun skal arbejde 

med for at blive bedre. 

Men tilbage står alligevel et billede 

af en folkeskole, hvor kerneydelsen 

– undervisningen – ikke for 

alvor er blevet forbedret på trods af 

flere penge. Det er skolelederne og 

lærerne godt klar over. De synes bare 

ikke, at de for alvor kan gøre noget 

ved det. 

Formanden for foreningen Skolelederne, 

Anders Balle, siger: 

»De 0,7 pct. er selvfølgelig en 

fremgang – og som gennemsnit 

burde det mærkes som en fremgang. 

Men når vi har været nødt til 

at udvide undervisningen for de 

børn, der har det svært bogligt eller 

socialt, så skal vi skære ned på den 

normale undervisning. Ellers ren- 



FOTO: UFFE FRANDSEN 

der man imod loftet for, hvor meget 

udgifterne må stige. Der er 

mange kommunalpolitikere, der 

har følt sig bundet på hænder og 

fødder, fordi de er styret stramt af 

folketing og regering.« 

Bureakratiske krav 

Skoleledernes formand kritiserer 

politikerne for at stille bureaukratiske 

krav til folkeskolen. Der kunne 

spares megen tid og penge, hvis 

man ikke skulle bruge tid på kvalitetsvurderinger 

mv. i folkeskolen, 

siger Anders Balle. Som eksempel 

på bureaukrati nævner han, at alle 

lærere hver anden måned skal opgøre 

alle elevers fravær, indberette 

det til skolen, som så igen skal indberette 

det til kommunen, der endelig 

indberetter det til Undervisningsministeriet. 

»Alt sammen bare fordi folketingspolitikeren 

Louise Frevert fra 

Dansk Folkeparti ville vide, hvor 

mange tyrkiske elever, der blev i 

Tyrkiet i nogle uger i august og september 

og derfor kom for sent i skole 

efter sommerferien. Det har 

skabt et fuldstændig vanvittigt bureaukrati,« 

siger Anders Balle.


Hver 8. elev får specialundervisning 

Specialundervisning af børn 

med adfærds- eller 

indlæringsproblemer sluger de 

ekstra penge, der bliver bevilget 

til folkeskolen. Endnu ved 

ingen, om 

specialundervisningen virker. 

ORLA BORG 

AXEL PIHL-ANDERSEN 

Selv om politikerne i de seneste otte 

år har bevilget omkring 16 mia. 

kr. mere til folkeskolen, når kun 

småbeløb frem til eleverne i de almindelige 

klasser i landets folkeskoler. 

Derimod stiger udgifterne 

til specialundervisning støt. 

Det er nu 3,8 pct. af alle elever i 

folkeskolen, som bliver trukket ud 

af klassen og får specialundervis- 

Professor Niels Egelund 

ning enten på deres egen skole eller 

på en specialskole for børn med adfærdsproblemer 

og indlæringsvanskeligheder. 

Det viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeriet. 

Oven i det 

får yderligere 8,5 pct. af eleverne i 

folkeskolen specialundervisning i 

deres egen klasse via en ekstra specialpædagog 

eller en støttelærer i 

klassen. 

Når udgifterne til folkeskolen 

renses for pris- og lønstigninger, er 

der kun tilført 0,7 pct. ekstra til den 

almindelige elev i en normalklasse 

siden 2000, mens der i samme periode 

er tilført 9,2 pct. ekstra til det 

område, som specialundervisningen 

hører under. 

Ingen er hidtil kommet med et 

samlet bud på, hvad der kommer 

ud af bevillingerne, pengene til 



specialundervisning, eller hvilke 

metoder der virker. 

Først i slutningen af marts offentliggør 

professor Niels Egelund 

fra Center for Grundskoleforskning 

en undersøgelse. Han har af 

Undervisningsministeriet fået 11 

mio. kr. og tre år til at analysere specialundervisningen. 

Niels Egelund kalder årsagerne 

til væksten i specialundervisningen 

for »et mangehovedet uhyre«. 

»Flere skilsmisser og brud i familien, 

en øget forekomst af børn 

med lav fødselsvægt, en øget grad 

af forurening med tungmetaller, 

flere fætter-kusiner ægteskaber, 

moderne pædagogik og forekomsten 

af nye diagnoser er blot nogle 

af forklaringerne,« siger han. 

FOTO: JENS PANDURO

Det er sådan set temmelig let at forklare, 

hvor pengene er blevet af på 

Lystrup Skole, fortæller skoleleder 

Steen Helles Jensen med det konkrete 

eksempel, der kendetegner 

den gode matematiklærer: 

I år 2000 var der ansat 0 personer 

på skolen til at tage sig af børn, der 

socialt set ikke kunne tilpasse sig 

skolens liv. 

I år 2008 var der ansat 3 specialpædagoger 

og afsat en halv lærerstilling 

til at tage sig af den slags 

børn. 

Og hvis eksemplet skal skæres ud 

i pap: 

N Tidligere var der 0 børn, der fik 

den særlige støtte fra specialpædagogerne. 

N I dag er der omkring 20 børn, der 

skal have støtte. 

Det koster mange penge. 

Læg dertil, at der tillige skal findes 

penge til andre 30 børn, som 

skal have en decideret faglig special 

støtteundervisning i dansk og matematik. 

Resultatet bliver, at næsten hver 

10. af skolens 570 elever skal have 

særlig støtte. 

Faktisk koster det så meget, at 

skoleleder Steen Helles Jensen ærligt 

indrømmer, at forældre og 

børn i skolens såkaldte normalklasser 

på skolen nok ikke har haft den 

store glæde af de ekstra penge, der 


Regnestykket, der ikke går ikke op 

Forældre og børn på Lystrup 

Skole – en gennemsnitlig dansk 

folkeskole – har næppe fået en 

bedre skole i de seneste år, 

vurderer skolelederen. De ekstra 

penge er gået til at hjælpe 

elever med vanskeligheder. 

ORLA BORG 

AXEL PIHL-ANDERSEN 

er kommet til skolen under den siddende 

regering. 

Flere børn med problemer 

For når Steen Helles Jensen sidder 

sammen med lærerne og skal fordele 

de omkring 20 mio. kr., som er 

skolens budget, efter at kommunen 

har givet omkring 35.000 kr. 

pr. elev, ender det med, at der skæres 

på det normale til fordel for det 

specielle. 

De 20 mio. bliver fordelt efter 

følgende principper: 

Først skal der afsættes penge til 

løn, rengøring, el, varme, absolut 

nødvendige indkøb af bøger og andre 

undervisningsmaterialer m.v. 

Dernæst afsættes der penge til 

egentlige undervisningstimer, så 

skolen kan opfylde folkeskolens 

krav om minimumstimetal. Og Lystrup 

Skole ligger faktisk nede omkring 

minimumstimetallet; kun de 

ældste klasser får lidt flere timer, 

end loven foreskriver. 

Så bliver der afsat penge til specialeleverne, 

for som Steen Helles 

Jensen siger: 

»Det er ganske enkelt nødvendigt 

at afsætte penge til støtte til de 

elever, der har sociale vanskeligheder, 

for ellers kunne undervisningen 

ikke fungere. Nogle af dem har 

brug for en-til-en støtte, dvs. at der 

konstant er en ekstra pædagog eller 

lærer ved deres side.« 

Restbeløbet skal så gå til nyindkøb 

af bøger, lejrskoler samt alle 

andre udgiftsposter. 

Når sidste tal er slået ind på regnemaskinen, 

siger facit ifølge Steen 

Helles Jensen følgende: 

»Vi kan fastslå, at vi tager godt 

hånd om eleverne med særlige sociale 

vanskeligheder. Det er vi simpelthen 

nødt til. Der kommer flere 

og flere af dem, og de får diagnoser 



som adhd, Aspergers og Tourettes 

syndrom, som alle handler om problemer 

i den sociale adfærd. Spørg 

mig ikke, hvorfor der kommer flere 

af den slags børn. Det gør der bare, 

og vi er nødt til at tage os af dem. 

Det trækker penge væk fra andre 

områder på skolen, som vi gerne 

ville prioritere.« 

Færre timer 

Det er især gået ud over børnene på 

5. og 6. klassetrin. 

I 2000 fik børnene i 5. klasse 26 

timer om ugen. Nu får de 24. 

På 6. klassetrin er timetallet faldet 

fra 27 til 26. 

Dog har eleverne i 1. til 3. klasse 

fået flere timer, men det skyldes en 

lovændring, der har givet dem flere 

dansk- og matematiktimer. De får 

dog stadig kun lige lovens minimumstimetal. 

Også andre opgaver har gnavet 

af skolens budget i de seneste år, 

men det har ikke i samme grad belastet 

budgettet. Eleverne har i et 

vist omfang kunnet bruge computere 

i undervisningen, og lærerne 

har skullet skrive elevplaner for alle 

elever. Det sidste har ikke kostet 

skolen noget stort beløb; det har 

derimod givet lærerne mere arbejde, 

men skal man endelig tale om 

et område, hvor forældrene kan 

have oplevet en bedre service, må 

det være med elevplanerne, mener 

Steen Helles Jensen. 

»Det må være blevet tydeligere 

og bedre dokumenteret for forældrene, 

hvad vi ved om deres børn 

og deres læring, og hvordan vi i 

fællesskab kan arbejde videre.« 

Folkeskolen for alle 

Omkring 50 af skolens børn har en 

indvandrerbaggrund. Men det giver 

ikke skolen særlige udfordrin-

ger ud over, at mange af børnene 

ikke taler så godt dansk, siger skolelederen. 

Men når nu skolens leder og lærere 

ved, hvor den store udgiftspost 

ligger, hvad vil de så gøre ved det? 

»Jamen, jeg ved ikke, om vi skal 

gøre noget ved det. Som udgangspunkt 

skal skolen tilpasse sig de 

børn, der kommer i skolen. Det er 

et rigtigt princip, synes jeg. Folkeskolen 

skal være for alle. Og når nu 

dette begreb ”alle” er under forandring, 

så må vi i skolen også forandre 

os – og så må vi bruge flere penge 

på at arbejde med dem, der har 

brug for hjælp. Jeg ville gerne også 

kunne gøre noget specielt for de 

dygtigste børn, men de kommer 

længere nede på prioriteringslisten. 

Hvis almindelige forældre har 

regnet med, at flere penge skulle give 

bedre undervisning, så går det 

regnestykke ikke op,« siger Steen 

Helles Jensen. 

Hver tredje børnefamilie er 

utilfreds med folkeskolen 

Et repræsentativt udsnit på 979 personer over 17 år 

besvarede den 5. - 8. januar 2009 følgende: 

Hvor tilfreds er du med niveauet i den 

offentlige service i folkeskolen? 

TOTAL Tal i pct. 

Ved ikke 

Meget tilfreds 9,0 

8,7 

Tilfreds 

23,1 

Mere end hver tredje forælder med børn i skolealderen 

(7- 15 år) erklærer sig utilfreds med den offentlige 

service, når det gælder folkeskolen. 

I alt 38 pct. af de adspurgte er 

enten ”meget utilfredse” eller 

”utilfredse”. 

Spørger man et repræsentativt 

udsnit af hele befolkningen, falder 

andelen af de to kategorier af 

utilfredshed til tilsammen 27 pct. 

Meget utilfreds 

8,1 

31,8 

19,3 

Utilfreds 

Hverken tilfreds 

eller utilfreds 








Skuffede forventninger 

til velfærd 

Ældrepleje: Selv om der 

er bevilget flere penge til 

ældrepleje, har hver tredje 

ældre fået mindre hjælp. 

Pengene går til de svageste 

– eller forsvinder i en 

Bermuda-trekant. 

Af ORLA BORG 


Der findes ikke noget område, hvor 

danskerne er så utilfredse med den 

offentlige service, som på ældreområdet. 

Omkring 45 pct. af befolkningen 

siger, at de er enten utilfredse eller 

meget utilfredse med serviceniveauet 

i ældreplejen, viser en ny 

Rambøll-måling foretaget for Morgenavisen 

Jyllands-Posten. 

Spørgsmålet er, om utilfredsheden 

skyldes, at der rent faktisk er 

sparet på ældreplejen, om det blot 



er fordi, at medierne fokuserer på 

problemer i ældreplejen, eller om 

der bare ingen grænser er for velfærdskravene 

fra borgernes side. 

Alle tre faktorer spiller muligvis 

ind, men én ting ligger fast: På 

landsplan er der ikke sparet på udgifterne 

til ældre i de seneste syv år. 

Overordnet set er der blevet ført 

flere penge og ansat mere personale 

i ældreplejen, viser tal fra Velfærdsministeriet: 

N For ældre over 67 år er udgifterne 

steget fra 45.700 til 47.500 pr. 

ældre i faste priser fra 2001 til 2007 

– renset for løn- og prisstigninger – 

en reel stigning på fire pct. 

N For ældre over 80 år er udgifterne 

i samme periode steget fra 

148.000 kr. til 154.000 kr. pr. ældre 

i faste priser, renset for løn- og prisstigninger 

– også med fire pct. 

N Der er ansat flere i ældreplejen. 

Antallet af ansatte steg med 14 pct. 

fra 1997 til 2007. Men der er ikke 

Signe Nielsen og Karl Jensen. SOSU Sune Nielsen står for rengøringen. 

FOTO: CARSTEN ANDREASEN

kommet tilsvarende flere ældre til. 

Antallet af ældre over 67 år er i samme 

periode kun steget med 3,3 pct., 

mens antallet af ældre over 80 år er 

steget med 9,1 pct. 

N Der bliver rent faktisk brugt flere 

penge til ældreservice. Stigningen i 

faste priser er på 1,8 pct. i de seneste 

syv år. 

N Og så er der stadig flere, der 

modtager hjælp. Antal modtagere 

steg fra 201.259 til 206.886 fra 

2001 til 2006 – en stigning på tre 

pct. Men at der på landsplan bliver 

bevilget flere penge betyder ikke, at 

tingene bliver bedre for de ældre eller 

deres pårørende. 

Derfor kan utilfredsheden forklares 

med udgangspunkt i konkrete 

besparelser i ældreplejen. 

Den største gruppe af ældre, der 

er brugere af den offentlige ældreservice, 

har rent faktisk fået deres 

hjælp beskåret betydeligt. 

Det drejer sig om de ældre, der 

for blot få år siden modtog praktisk 

hjemmehjælp til rengøring i en time 

om ugen. Omkring 30 pct. af 

dem er blevet skåret ned i den praktiske 

hjælp, så de nu typisk kun får 

gjort rent i en time hver 14. dag. 

Det er en gruppe af ældre, som 

enten selv kan protestere, eller som 

har pårørende, der kan give udtryk 

for deres utilfredshed med nedskæringerne, 

hvorfor denne gruppe 

har fyldt meget i debatten. 

Dertil kommer, at kommunerne 

har fået flere af de såkaldt tunge ældre. 

Det er især borgere over 80 år, 

der har brug for omfattende pleje, 

ofte fordi de bliver sendt tidligere 

og tidligere hjem fra hospitalerne. 

For at skaffe personale til at pleje 

disse ældre har kommunerne taget 

fra de stærkere og yngre ældre. 

Men også flere af de svageste ældre 

oplever, at deres hjælp til personlig 

pleje er blevet beskåret. Det 

skyldes, at de ældre før fik udmålt 

deres hjemmehjælp i timer – og for 

eksempel blev tildelt tre timers 

hjælp til personlig pleje om ugen. 


Nu tildeles de ældre ydelser – og de 

samlede ydelser kan let tage mindre 

tid at udføre for hjemmehjælperen 

end de tre timers hjælp, den 

ældre fik tidligere. 

Endelig har omlægninger, indførelse 

af målemetoder og kommunalreformen 

betydet, at flere af 

pengene til de ældre er gået til mere 

administration, registrering og 

kontrol – ting, der har stjålet tid fra 

selve plejen. 

Og så forsvinder en del af pengene 

– og i alle tilfælde ansvaret for 

dem – ned i det, som chefkonsulent 

Olav Felbo i Ældresagen kalder for 

”en Bermuda-trekant”. 

»Når de ældre klager til kommunen 

over, at der ikke er flere penge 

til hjemmehjælp, skyder kommunen 

skylden på regeringen, der har 

lagt loft over, hvor mange penge 

kommunerne må bruge. Men 

straks derefter afviser regeringen 

kritikken og siger, at kommunerne 

har selvstyre og bærer ansvaret. Tilbage 

står borgerne som det tredje 

ben i trekanten og kan se pengene 

og ansvaret forsvinde i et stort sort 

hul. Der trænges i høj grad til at få 

overblik over, hvor pengene går 

hen,« siger Olav Felbo. 

Der mangler klarhed 

En af de få, der har forsøgt at finde 

ud af pengestrømmen, er professor 

Jørgen Goul Andersen fra Aalborg 

Universitet, som har skrevet bogen 

”Hjemmehjælp – mellem myter og 

virkelighed”. Han siger: 

»Der mangler klarhed over forbruget 

i ældreplejen. Behovet for 

en nærmere undersøgelse af, hvor 

pengene bliver af, understreges af 

det faktum, at Danmark i sammenligning 

med andre lande ligger 

højst i pengeforbrug og ressourceforbrug 

på ældreområdet. Men vi 

har ikke sammenlignelige opgørelser 

mellem kommuner eller over 

tid på det, man kunne kalde ansigttil-ansigt-tid 

i ældreplejen.« 

Ifølge Jørgen Goul Andersens 



undersøgelse er kerneydelserne ikke 

blevet dårligere, når man ser 

bort fra den kraftige reduktion i 

den praktiske hjemmehjælp. Hjælpen 

til personlig pleje er ikke beskåret, 

og oftest viser målinger, at de 

ældre selv er mere tilfredse med 

plejen end deres pårørende. 

»Når man kan se, at der er bevilget 

flere penge pr. ældre, men at der 

stadig er utilfredshed, skal dette paradoks 

nok også forklares med, at 

forventningerne og kravene til ældreplejen 

stiger. Folk forventer 

ganske enkelt mere velfærd på ældreområdet, 

og det betyder, at udfordringen 

med at skaffe velfærden 

bliver endnu større,« siger han. 

Flere penge til ældre 

Offentlige nettodriftsudgifter til service på ældreområdet 

pr. ældre over 67 eller over 80 år – faste udgifter renset for 

løn- og prisstigninger. Tal i 1.000 kr. 

155 

150 

145 

50 

45 

148.400 

45.700 

OVER 80 ÅR 

Stigning 

ca. 4. pct. 

154.400 kr. 

OVER 67 ÅR 

Stigning 

ca. 4. pct. 

47.500 kr. 

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 

Kilde: VELFÆRDSMINISTERIET JP-grafik: AGNETE HOLK


Den propre dame 

efterlyser hjemmehjælp 

For tre år siden fik Signe 

Nielsen og Karl Jensen to 

timers hjemmehjælp om ugen. 

Nu får de 45 minutter hver 14. 

dag og spørger, hvad 

kommunen så bruger pengene 

til. 

Af ORLA BORG 


Hun kan ikke ha´det! 

Der ligger støv oven på skabene, 

toilettet trænger til en omgang, og 

der er lang tid til næste rengøring. 

»Jeg er det, man kalder en proper 

dame, og jeg er meget utilfreds 

med, at jeg ikke kan få nok hjemmehjælp 

til at få gjort ordentligt 

rent,« siger den 85-årige folkepensionist, 

Signe Nielsen. Selv kan hun 

og manden i huset, Karl Jensen på 

81 år, ikke klare rengøringen af de 

Signe Nielsen og Karl Jensen fra Kolding er ikke tilfredse med, at de er blevet skåret ned i hjemmehjælp til rengøring, som det er sket for en 

meget stor del af de ældre i kommunen. 



92 kvadratmeter i lejligheden i udkanten 

af Kolding, for de døjer med 

slidgigt og andre skavanker. 

Parret får ganske vist kommunal 

hjemmehjælp til rengøring. Hjemmehjælperen 

Sune Nielsen kommer 

i knap en time hver 14. dag for 

at støvsuge og vaske gulv. For blot 

tre år siden kom hjemmehjælpen 

to timer om ugen. 

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor de 

har skåret i hjemmehjælpen. Vi har 

FOTO: CARSTEN ANDREASEN

ug for den. Jeg synes også, at det 

er synd for hjemmehjælperne og 

dem, der sender dem ud, for de render 

da stærkt nok. Men hvad er det 

så, kommunen bruger pengene 

til?« spørger Signe Nielsen. 

Overalt i landet sidder der pensionister 

og stiller samme spørgsmål 

som Signe Nielsen, for på 

landsplan har omkring 30 pct. af de 

tidligere modtagere af praktisk 

hjemmehjælp i de senere år fået 

frataget hjemmehjælpstimer. 

I Kolding er der – overordnet set – 

tre faktorer, der spiller ind i udviklingen 

på ældreområdet. 

N For det første blev der skåret i 

hjemmehjælpen i 2006 umiddelbart 

forud for kommunalreformen. 

Kolding lå inden reformen på 

et højere niveau i ældreplejen end 

flere af de kommuner, som Kolding 

skulle smelte sammen med, og en 

harmonisering førte til nedskæringer 

i ældreplejen. Det betød eksempelvis, 

at antallet af medarbejdere 

på et typisk plejecenter som Plejecentret 

Olivenhaven i den nordvestlige 

del af byen blev skåret ned 

fra 74,5 fuldtidsansatte til 71,6 

fuldtidsansatte. 

N For det andet har flere hundrede 

ældre koldingensere – som Signe 

Nielsen og Karl Jensen – fået fjernet 

noget af den praktiske hjemmehjælp 

til rengøring inden for de seneste 

år. Før fik en ældre borger, der 

var tildelt praktisk hjemmehjælp, 

typisk én times rengøring om 

ugen. Det er nu skåret ned til én time 

hver 14. dag. Igen var der tale 

om en bevidst politisk beslutning 

fra byrådets side. 

Vicedirektør i Kolding kommune, 

Willi Weber, siger det ligeud: 

»Vi kunne se, at der blev brugt 

flere penge til hjemmehjælp, end 

vi havde afsat på budgettet. Politisk 

blev det derfor besluttet at skære i 

serviceniveauet over for de ældre. 

Det betød, at samtlige 3.100 modtagere 

af hjemmehjælp blev gennemgået, 

og en stor del af dem fik 


derefter ikke hjemmehjælp mere 

eller også fik de skåret i antal tildelte 

timer. Det var nødvendigt for at 

have råd til at give den svageste 

gruppe af borgerne den nødvendige 

hjælp til personlig pleje – en opgave, 

der bliver stadig større i takt 

med, at folk lever længere, og der 

bliver flere tunge, plejekrævende 

opgaver hos de ældste borgere.« 

N For det tredje er der opstået et 

markant øget forventningspres fra 

borgerne. Borgerne – og især de pårørende 

– har meget ofte langt større 

forventninger til velfærden og 

plejen, end kommunen kan leve 

op til. 

Lederen af hjemmeplejen i område 

Nord, Sonja Jepsen, mærker 

det tydeligt: 

»De pårørende har helt klart den 

holdning, at nu har de betalt så meget 

i skat i så mange år, så forventer 

de også, at kommunen kan tage sig 

ordentligt af deres gamle mor. De 

gør krav på velfærd – og deres forventninger 

stiger støt. Men vi er 

nødt til at se på, hvad der er penge 

til.« 

Lederen af Plejecentret Olivenhaven, 

Hanne Friis Clausen, kan 

også mærke, at forventningspresset 

er stigende: 

»Vi hører pårørendekrav, som vi 

aldrig hørte for 10 år siden. Det er 

ikke længere nok, at vi sørger for, at 

den praktiske hverdag for de ældre 

fungerer. Nu forventer de pårørende, 

at vi også skal sørge for, at den 

ældre beboer deltager i aktiviteter i 

fællesrummet, kommer på ture og 

får oplevelser.« 

Kolding kommune ligger på ingen 

måde dårligere end andre kommuner. 

Faktisk ligger Kolding over 

landsgennemsnittet, når det gælder 

tal for, hvor meget kommunerne 

bruger pr. ældre. 

Men det er ikke megen trøst for 

Signe Nielsen: »Uanset hvad, synes 

jeg, at det er for dårligt, at vi ikke 

kan få mere hjemmehjælp herhjemme 

hos Karl og mig.« 




Næsten hver anden dansker er 

utilfreds med ældreplejen 




offentlige service i ældreplejen? 

Ved ikke 

Meget tilfreds 7,4 

5,7 

20,3 


Tilfreds 



16,9 

24,7 

25,1 

20,3 pct. af danskerne er meget 

utilfredse, og 25,1 pct. er utilfredse 

med den offentlige service, når det 

gælder ældreplejen. Kvinder er 

mere utilfredse end mænd. Utilfredsheden 

er størst i Region Syddanmark og 

mindst i Region Hovedstaden. 

Utilfreds 





JP-grafik: AGNETE HOLK


Der er én bestemt grund til, at 

fremtiden ser lidt lysere ud for Pernille 

Damgaard Clausen: 

Herceptin. 

Det nye stof til behandling af 

kræftpatienter begrænser tilbagefaldsraten 

til en kræftsygdom med 

50 pct. og øger samtidig den forventede 

levetid med skønsmæssigt 

to år. 

Den 31-årige folkeskolelærer fra 

Århus fik konstateret brystkræft i 

oktober 2007. Hendes ene brystvorte 

var blevet lidt grøn, og hun 

havde smerter i lymfekirtlerne under 

armen. Da hun fik diagnosen, 

var hun overbevist om, at hun nu 

skulle dø. Men efter operationen, 

hvor hun fik fjernet det venstre 

bryst og lymfekirtler under armen, 

begyndte hun at kæmpe for at 

overleve. Først fik hun en kendt behandling 

– 6 kemobehandlinger og 

28 strålebehandlinger, men så fik 

hun oveni tilbudt den nye medicin, 

herceptin. 

»Jeg blev glad, da jeg fik tilbuddet 

om at få herceptin, og da jeg 

hørte om medicinens gode effek- 


Pengene går til nye 

behandlingsformer 

Sygehuse: Der foregår et ulige 

kapløb på landets hospitaler: 

Lægevidenskaben løber 

hurtigere end de økonomiske 

bevillinger. Så når der bruges 

flere penge til nye 

behandlingsformer, forsvinder 

pengene fra andre afdelinger. 

Af ORLA BORG 


ter. Jeg tog imod alt, hvad jeg overhovedet 

kunne få, og som jeg troede 

kunne hjælpe i min situation,« 

siger hun i dag. 

Nu kommer hun på Århus Sygehus 

hver tredje uge, for hun skal 

have herceptin direkte ind i årerne 

ved 17 ambulante behandlinger i 

løbet af det næste år. 

»Rent mentalt er det en kæmpegave 

at få herceptin, for det spænder 

et sikkerhedsnet ud under én, 

og det har man rigtig meget brug 

for. Man kæmper bedre,« siger 

hun. 

Hendes glæde deles af de læger, 

der arbejder med behandling af 

brystkræft. De anser herceptin for 

et stort og vigtigt fremskridt i den 

lægelige forskning på kræftområdet. 

Brystkræft er den hyppigste 

kræftform hos kvinder med godt 

4.000 nye tilfælde om året og omkring 

1.300 dødsfald årligt. Der er 

kun lige det med økonomien. 

Herceptin-behandlingen af en 

enkelt patient koster det offentlige 

274.000 kr. – vel at mærke ekstra i 

forhold til de behandlingsformer, 

der har været kendt hidtil. 

100 mio. kr. ekstra pr. år 

Der er skønsmæssigt 350 kvinder 

på årsbasis, som modtager behandlingen, 

så herceptin-behandlingen 

har en klar økonomisk konsekvens: 

en ekstra udgift til sundhedsvæsenet 

på næsten 100 mio. 

kr. om året. 

Herceptin-behandlingen er et 

godt eksempel på, hvor pengene i 

sundhedsvæsenet bliver af. 

For når de nye behandlingsmu- 



ligheder kan hjælpe borgere, der lider 

af en sygdom, kommer der et 

naturligt pres fra læger og patienter 

om at indføre behandlingen – uanset 

udgiften. 

Nye behandlingsformer og medicin 

inden for ikke mindst kræftområdet 

har taget sin del af udgiftsstigningen 

i sygehussektoren. 

Samtidig har en omfattende aktivitet 

på det kirurgiske område bragt 

ventelisterne langt ned på de fleste 

områder – i hvert fald indtil konflikten 

sidste forår – og det har også 

kostet. 

I en 10-års periode fra 1997 til 

2006 er de årlige samlede sundhedsudgifter 

steget med 17,6 mia. 

kr. fra 59,1 mia. kr. i 1997 til 76,7 

mia. kr. i 2006. En stigning på næ- 

Næsten hver tredje dansker er 

utilfreds med hospitalsvæsenet 




offentlige service i hospitalsvæsenet? 


Meget tilfreds 

Tilfreds 

Ved ikke 1,9 

16,8 

24,0 

26,8 

12,2 pct. af danskerne er meget 

utilfredse, og 18,4 pct. er utilfredse 

med den offentlige service i 

hospitalsvæsenet. Kvinder er lidt 

mere utilfredse end mænd. 

Offentligt ansatte er lige så utilfredse 

som privatansatte. 


12,2 

18,4 

Utilfreds 







JP-grafik: AGNETE HOLK

sten 30 pct. – og det er vel at mærke 

i faste priser, som er renset for lønog 

prisstigninger. Alene på medicin-området 

er udgifterne i samme 

periode steget med næsten 66 pct. 

Alene siden VK-regeringen kom 

til i 2001, er sundhedsudgifterne 

frem til 2006 steget med 11 mia. kr. 

i faste priser svarende til en stigning 

på 16,7 pct. 

Alligevel er hver tredje dansker 

meget utilfreds eller utilfreds med 

servicen i sygehussektoren, viser 

en ny Rambøll-måling foretaget 

for Morgenavisen Jyllands-Posten. 

Dyre behandlingsformer 

Det skyldes et misforhold mellem 

lægevidenskab og økonomi. De 

nye behandlingsformer er så man- 


ge og så dyre, at selv øgede bevillinger 

til sygehusene ikke er nok. Hvis 

der skal være råd til nogle af de nye 

behandlinger, er det derfor nødvendigt 

at holde igen med udgifter 

i andre afdelinger på hospitalet. 

Det går typisk ud over medicinske 

patienter, der ikke har den store videnskabelige 

bevågenhed, og derfor 

ser man tv-billeder af patienter 

på gangene på de afdelinger. 

Formanden for Danske Regioner, 

Bent Hansen (S), der er politisk 

ansvarlig for sygehusene, konstaterer, 

at de mange penge til nye behandlingsformer 

sammen med en 

omfattende aktivitet på det kirurgiske 

går ud over de medicinske afdelinger. 



»Her er der ikke kommet noget 

niveau-løft, men til gengæld er her 

blevet strammet og sparet,« siger 

han. 

Men problemet er vanskeligt at 

gøre noget ved – med mindre man 

vil opkræve så meget i skat, at man 

kan stille alle de efterspurgte behandlingsformer 

og velfærdsservice 

til rådighed, vurderer seniorprojektleder 

og sundhedsøkonom Jacob 

Kjellberg fra Dansk Sundhedsinstitut. 

Inerti i systemet 

»Hvis nogen begynder at sætte 

spørgsmålstegn ved, om man skal 

bruge de nye produkter, som i mange 

tilfælde er meget dyre, så vil 

mange opfatte det som en forrin- 

FOTO: EMIL RYGE CHRISTOFFERSEN 

Pernille Damgaard Clausen er til behandling for brystkræft på Århus Sygehus hver tredje uge, hvor hun får sprøjtet herceptin direkte ind i 

årerne.

gelse af behandlingstilbuddene. 

Når læger og patienter er blevet 

klar over, at der er kommet en ny 

effektiv medicin – som eksempelvis 

herceptin – vænner vi os alle 

hurtigt til, at det er den gængse behandling. 

Der er en inerti i systemet, 

som ikke sådan lader sig 

standse.« 

Pernille Damgaard Clausen 

mangler nu kun de sidste tre ambulante 

besøg på sygehus, før behandlingen 

med herceptin er færdig. 

Hun ser nu fremad: 

»Jeg fokuserer på budskaberne 

fra lægerne om, at det går godt. Nu 

skal jeg ud at samle stumperne af 

mit liv sammen igen – og så skal jeg 

ud at leve det!« 


20 gange flere får 

fedmeoperationer 

Af ORLA BORG 


Antallet af fedmeoperationer er 

eksploderet i de seneste år. 

I 2003 fik 55 personer foretaget 

en operation med en indsnævring 

af mavesækken. 

I 2007 var tallet vokset til 1.211 

operationer, viser nye tal fra Danske 

Regioner. 

Det er en stigning på over 2.000 

pct. på en af de mange nye behandlingsformer, 

der er med til at presse 

sundhedsvæsenets økonomi. 

Samtidig lægger patienterne et 

yderligere pres på sygehusvæsenet, 

fordi de senere ønsker at få fjernet 

løs hud. 



En fedmeoperation koster mellem 

50.000 og 80.000 kr., mens det 

koster ca. 300.000 kr. at få fjernet 

den løse hud. 

Danske Regioners formand, Bent 

Hansen (S), kalder udviklingen »en 

steppebrand«, og sundhedsprofessor 

Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk 

Universitet opfordrer til en 

diskussion om prioriteringer: 

»Folk, der er truet på livet af fedme, 

bør opereres, men vi bør samtidig 

spørge os selv, om operationer 

skal være løsningen på vores overvægtsproblem.« 

FOTO: EMIL RYGE CHRISTOFFERSEN 

Minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen og Formand for Danske Regioner, 

regionsrådsformand Bent Hansen på rundvisning på Silkeborg Sygehus.


Opbremsning i Horsens 

Et af landets mest effektive 

sygehuse må skrue ned for 

aktiviteten på grund af 

manglende bevillinger. 

Ligesom flere andre steder har 

man i flere perioder haft 

overbelægning på de 

medicinske afdelinger, hvor 

patienter har ligget på 

gangene. 

Af ORLA BORG 


Den 77-årige Sonja Bork er en af de 

mange tilfredse patienter på sygehuset 

i Horsens, selv om ventetiden 

på en operation for et nyt knæ i 

løbet af et halvt år er steget fra 6 

uger til 26 uger på grund af forårets 

konflikt: 

»Maden er dejlig, og personalet 

er så flinke,« siger den ældre dame, 

der i mange år har haft et rigtigt 

dårligt knæ, fordi bruskskiven er 

slidt. 

Hun er blevet indlagt i dag og 

skal næste dag opereres for at få et 

nyt og kunstigt knæled. 

Regionshospitalet Horsens har 

hverken fedmeoperationer eller 



kræftbehandling, men er blandt 

landets mest veldrevne og produktive 

sygehuse, der ligger i top fire, 

når det gælder patienttilfredshed. 

Alligevel er cheflæge Steen Friberg 

Nielsen og de godt 1.300 medarbejdere 

ikke helt trygge ved, om 

man kan holde den høje kvalitet i 

fremtiden. 

Lige nu har sygehuset svært ved 

at få tingene til at hænge sammen 

og har måttet dæmpe aktiviteten. 

Faste budgetter 

Årsagen er en kombination af økonomiske 

problemer i Region Midtjylland 

og suspensionen af vente- 

Sonja Bork har tidligere været i behandling på sygehuset i Horsens og er en af sygehusets mange tilfredse patienter. 

FOTO: CASPER DALHOFF

tidsgarantien på grund af forårets 

konflikt, der har medført længere 

ventetid for patienter og afskedigelser 

blandt personalet. 

Region Midtjylland har måttet 

genindføre den såkaldte rammestyring 

med faste budgetter i stedet 

for takstfinansiering, hvor aktiviteten 

på sygehuset er med til at afgøre 

størrelsen på de økonomiske bevillinger 

fra regionen. 

»Men det er utilfredsstillende, at 

vi lige pludselig skal løbe langsommere. 

For jo mere vi laver, desto 

større underskud får vi,« siger Steen 

Friberg. 

Sidste år gav et minus på 30 mio. 

kr. i forhold til budgettet. Derfor 

har ledelsen set sig nødsaget til en 

runde med den såkaldte ”grønthøster” 

og kræve besparelser på 1 pct. 

i alle afdelinger. 

Ufrivillig opbremsning 

Så efter en række gode år med fuldt 

tryk på operationer og aktivitet, 

har man måttet foretage en ufrivillig 

opbremsning. Derfor kan hverken 

borgere eller ansatte lige nu 

mærke, at de samlede sundhedsudgifter 

herhjemme er vokset med 

over 17 mia. kr. fra 1997 til 2006. 

Cheflæge Steen Friberg Nielsen: 

»Pengene er først og fremmest 

gået til nye behandlingsformer, 

men selvfølgelig også til at bringe 

ventetiderne ned på en lang række 

operationer. Blodkræftbehandling 

går fremragende, men den koster 

en bondegård. Og sådan er det med 

flere af de nye cancermidler. Generelt 

går pengene derhen, hvor der 

er et enkelt behandlingsprogram 

på et bestemt problem. Samtidig 

kan vi se et øget pres på de medicinske 

afdelinger, hvor vi har mange 

ældre patienter med alle mulige 

skavanker. Her har vi i flere perioder 

haft en belægningsprocent på 

130-140 og har været nødt til at lade 

patienter ligge på gangene,« siger 

Steen Friberg. 


Presset bliver større 

Ifølge cheflægen bliver det pres 

kun større og større i takt med, at 

befolkningen bliver ældre. 

»Selv om 60 pct. af alle vores medicinske 

patienter bliver udskrevet 

igen inden for 48 timer, vil vi få flere 

medicinske patienter fra de store 

ældreårgange, som jeg selv tilhører. 

Og i længden vil hverken pårørende 

eller patienter acceptere en 

dårlig service med senge på gangene. 

Jeg er heller ikke i tvivl om, at 

det piner en sygeplejerske på en 

medicinsk afdeling, at nogle af 

hendes patienter skal ligge på gangen. 

Men jeg kan ikke gøre noget, 

så længe jeg ingen penge har,« lyder 

det fra manden, der ellers nærmest 

har danmarksrekord i at øge 

produktiviteten på sine sygehuse. 

»Sundhedsvæsenet er sammenhængskraften 

i den offentlige sektor, 

og det er naivt at tro, at vi ikke 

bliver udsat for et større og større 

pres. Folk vil altid spørge: Hvorfor 

skal jeg finde mig i at være syg? 

Hvorfor skal jeg finde mig i at vente? 

For slet ikke at tale om ny medicin 

og andre nye tilbud. Fedmeoperationerne 

er et fint eksempel: 

Når man først har sagt A, må man 

også sige B – og efterfølgende også 

fjerne den løse hud.« 

Personalemangel 

Et andet problem, som sygehuset i 

Horsens deler med de fleste andre 

danske sygehuset, er mangel på 

personale. I Horsens er der omkring 

70 speciallæger på lønningslisten, 

og man har bl.a. importeret 

indiske speciallæger. Alligevel 

mangler der ifølge Steen Friberg 

omkring 20-30 speciallæger, og det 

er dyrt: 

»Vores eneste alternativ er jo at 

dække os ind med vikarer og løst 

ansatte. Jeg har da flere gange måttet 

udskrive månedlige lønsedler 

på omkring 190.000 kr. til svenske 

speciallæger.« 



Udgifter i 

sundhedsvæsenet 

Offentlige udgifter. 

Tal i mio. kr. 2006-priser. 

Medicin 

59.131 

Sygesikring 

3.962 

Sundheds- 

10.084 

udgifter 

45.084 

Note: Tallene fra 2007 

kan på grund af 

kommunalreform og 

ændringer i opgavefordeling 

ikke sammenlignes 

direkte med 

tallene fra 2006 og før. 

Kilde: Sundhedssektoren i tal, 

juni 2007, mio.kr 


Aktivitet 

Tal i mio. 

Behandlede borgere 

Sengedage 

Udskrivninger 

Ambulante besøg 

Kontakter med almen praksis 

65.674 

5.108 

10.727 

49.838 

76.681 

6.571 

12.443 

57.667 

1997 2001 2006 

1997 

- 

5.824 

988 

3.760 

28.286 

83.514 

7.334 

12.699 

68.482 

2007 

2006 

2.244 

4.926 

1.125 

6.142 

34.627


Det er muligt, at det var fornuftigt 

nok, da omkring 20 nydeligt klædte 

ledere og tillidsrepræsentanter 

fra Århus Kommunes tandpleje en 

novemberaften sidste år efter middagen 

på Odder Park Hotel iførte 

sig sorte plastic-sække og begyndte 

at kaste friske fisk til hinanden. 

De gjorde det som led i et ”visions- 

og strategiseminar” om 

tandplejens struktur, hvor delta- 


Penge ud ad vinduet? 

Nyt ord – slack: Forskerne 

kalder det for ”slack”. Det 

betyder, at penge går til alt 

muligt andet end kerneydelsen. 

Af ORLA BORG 


gerne bl.a. skulle lære noget om en 

såkaldt FISH-strategi, som kursusledere 

betegner som »en helt usædvanlig 

måde at højne arbejdsmoralen 

på og skabe bedre resultater«. 

Metoden er inspireret af fiskesælgerne 

i Seattle i USA. 

Måske var kurset med fiskekastningen 

udbytterigt for de ansatte, 

men det kan også være udtryk for 

slack. Og det kan være vanskeligt at 

se præcist, hvordan det giver bedre 

tandpleje for børnene i Århus. 

Det mener i hvert fald flere økonomer, 

der advarer om, at nogle af 

de 47 ekstra mia., der er bevilget til 

offentligt forbrug siden 2001, går 

til formål, der ligger alt for langt fra 

de kerneydelser, som borgerne efterspørger. 

FOTO FRA PERSONALEBLAD FOR ÅRHUS TANDPLEJE 

Fish-strategi Slack. Foto fra et personaleblad, der omtalte fiskekastningen. 



Ordet slack kommer fra engelsk 

og kan oversættes til bl.a. slør, slæk 

eller stilstand. 

Slack kan defineres som forskellen 

mellem den mulige effektivitet 

og den faktiske effektivitet. 

I stigende udstrækning 

Ifølge professor Peter Nannestad 

fra Aarhus Universitet forekommer 

slack i stadig stigende udstrækning 

i den offentlige sektor, når pengene 

ikke går til at forbedre eller forøge 

velfærdsydelserne for borgerne, 

men i stedet bliver brugt på administration, 

kurser, temadage, nye 

møbler eller til at gøre livet mere 

behageligt for de ansatte: »Flere 

penge betyder ikke nødvendigvis 

bedre service. Pengene kan gå til at 

gøre livet mere behageligt for de 

parter, der er involveret, f.eks. personalet. 

Der kan sagtens forsvinde 

penge til længere pauser og dejlige 

møbler. Man kan se, om der har været 

slack i en organisation, hvis 

man presser den til at være mere effektiv. 

Så længe det er muligt at forbedre 

effektiviteten, er det bevis 

for, at der har været slack.« 

Manglende tilskyndelse 

Risikoen for slack er ifølge Nannestad 

især stor i det offentlige. 

»Offentlige institutioner har ikke 

den tilskyndelse til at minimere 

omkostninger i slack på samme 

måde som private firmaer, for de 

offentlige kontorer kan jo ikke gå 

konkurs, og de skal heller ikke præstere 

noget overskud,« siger han. 

Der findes kun få undersøgelser 

af slack i Danmark. Men en af dem 

taler sit tydelige sprog. 

To økonomer, Henrik Christoffersen 

fra AKF og Martin Paldam fra 

Aarhus Universitet, undersøgte for 

nogle år siden effektiviteten af ren-

gøringen på mere end 1.000 folkeskoler. 

De kiggede både på skoler, 

hvor det offentlige stod for rengøringen, 

og skoler, hvor private firmaer 

gjorde rent, men i begge tilfælde 

var kravene de samme standardiserede 

kvalitetsnormer fra 

kommunernes forening, KL. 

Resultatet var, at de private firmaer 

opnåede den samme rengøringskvalitet 

som de kommunale 

rengøringsfolk, men at de gjorde 

det 30 pct. billigere, fordi de var 

mere effektive. Ifølge forskerne var 

det omvendt udtryk for slack og 

mangel på effektivitet i den offentlige 

rengøring. 

En undersøgelse fra Erhvervs- og 

Økonomiministeriet har vist, at 

der kun er to barrierer for kommuner 

for at skabe konkurrence på de 

kommunale ydelser: dels manglende 

politisk vilje, dels at kommunerne 

ikke foretager vurderinger 

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Martin Paldam 


af, om opgaver er egnede til at sende 

i udbud. 

Økonomiprofessor Martin Paldam 

mener, at de meget store forskelle 

mellem forskellige kommuners 

driftsudgifter viser, at der er 

meget at hente. Derfor bør de offentlige 

arbejdsgivere være langt 

mere opmærksomme på at effektivisere 

og komme slack til livs, så 

borgerne får mere for pengene. 

»Når man sammenligner to nabokommuner 

og kan se, at den ene 

gør tingene meget billigere end 

den anden, hvad laver de så egentlig 

i den dyre kommune? Det kan 

være, at den dyre kommune har en 

tradition for at sende medarbejderne 

på en masse kurser. Nogle af 

dem kan være gode og øge effektiviteten, 

mens andre kan være hyggelige 

og byde på god mad og vin, 

siger han.« 

Slack 



Slack er, når pengene ikke går til at forbedre 

velfærdsydelserne, men i stedet 

bliver brugt på overadministration, kurser, 

temadage, nye møbler, interne aktiviteter, 

unødvendige møder etc. 

Eksempler på slack, der er sparet væk i 

kommunerne: 

M Sønderborg sparede 9,5 mio. kr. ved 

at udlicitere ansvaret for gadebelysningen. 

M Vejle sparede 14 mio. kr. i indkøbsafdelingen 

ved at sende aftaler i udbud. 

M Herning sparer 25 mio. kr. om året 

efter at have lavet fælles indkøbsaftaler 

med 11 andre kommuner. 

M Holstebro sparer 300.000 kr. på telefonregningen, 

da en gennemgang viste, 

at 120 telefonlinjer ikke blev brugt. 

M Slagelse sparer 3,5 mio. kr. ved at 

sammenlægge to ældrekøkkener. 

FOTO: JESPER NØRGAARD SØRENSEN


Overlæge: Lad mig dog arbejde 

Af ORLA BORG 


»Jeg har lige fået at vide, at vi skal 

lukke ambulatoriet den 15. maj, 

fordi der skal holdes en temadag. 

Jeg ved endnu ikke om hvad, men 

man finder vel på noget. Så lukker 

vi bare afdelingen.« 

Overlæge Kristian Emmertsen er 

frustreret, for han ville hellere arbejde. 

Han har aldrig været i tvivl om 

sin primære mission med at møde 

på arbejde på det, som mange kal- 

der for landets bedste hjerteafdeling, 

hjertemedicinsk afdeling på 

Skejby Sygehus: Patientbehandling, 

undervisning, forskning og 

faglig udvikling – i nævnte rækkefølge. 

Derfor skaber det frustration, 

når mere og mere af arbejdstiden 

gennem de senere år går med møder, 

temadage m.m., hvor der skal 

udarbejdes idégrundlag, værdigrundlag,arbejdspladsvurderinger, 

målsætninger og diskuteres visioner 

og strategier. 

Kort sagt: Organisationsudvikling 

eller det, der i moderne mana- 



gementsprog hedder HR-delen. 

»Organisationsudvikling får højeste 

prioritet. Det resulterer i talrige 

temadage og anden mødevirksomhed 

samt en konstant produktion 

af pjecer, hæfter og notater. Jeg 

mener grundlæggende, at nye organisationsudviklende 

initiativer 

bør betragtes kritisk: Gavner de patientbehandlingen 

i en sådan grad, 

at det kan begrunde anvendelse af 

et stort antal arbejdstimer i en lang 

række ledelses-, medarbejder- og 

tillidsmands-forsamlinger på sygehuset 

for endnu en gang at disku- 

Kristian Emmertsen klar til endnu en operation. Overlægen ved godt, hvad han foretrækker at bruge sin tid på: patienterne. 

FOTO: JAN DAGØ

tere, tilrettelægge og udbrede nye 

principper,« siger den hurtigtalende 

overlæge, der har været på Skejby 

Sygehus siden 1988. 

En trend i det offentlige 

Han kalder det for en »trend« i den 

offentlige sektor, hvor interne og 

eksterne konsulenter er ved at falde 

over hinanden for at udvikle organisation 

og ledelse. 

»Det eneste, som vi kan være helt 

sikre på, er, at der går tid fra patienterne. 

Lad os bare bruge personalepolitikken 

som eksempel. Den skal 

godkendes i hovedmedarbejderudvalget, 

hvor der sidder 28 mennesker, 

der samles otte gange om 

året plus nogle gange i weekenden. 

Derudover er der 12-14 lokaludvalg 

med 10-15 medlemmer i hvert 

udvalg, som også holder møder og 

formøder. Så det er en meget tung 

og bekostelig affære at få vedtaget 

en personalepolitik, som det skete i 

december 2007. Så tørrer man sveden 

af panden og er glad og tænker: 

Det var det. Hvorefter vi to måneder 

senere bliver konfronteret med 

en helt ny og værdibaseret personalepolitik 

– nemlig Region Midtjyllands, 

der adskiller sig markant 

fra Skejbys. Så nu skal Skejby i gang 

med at implementere regionens 

personalepolitik – det vil sige, at vi 

skal til at udarbejde en helt ny!« 

Kristian Emmertsen ser helt træt 

ud ved tanken. 

På samme måde med arbejdsmiljøaftalen. 

»Arbejdspladsvurdering og arbejdsmiljø 

kræver også betydelige 

ressourcer. Hvert år skal vi gennemgå 

alle rum for at påpege arbejdsmiljøproblemer, 

og der skal 

udarbejdes lokale arbejdsmiljø-aftaler 

ud fra nogle særlige skemaer. 

Men i stedet for denne systemati- 


ske gennemgang, hvorfor så ikke 

lave en problemorienteret løsning, 

hvor man siger: Prøv at komme 

med de steder, hvor der er problemer. 

Naturligvis i en prioriteret 

rækkefølge, for vi ved godt, at der 

alligevel ikke er penge til det hele. 

Noget er muligt, og noget er ikke 

muligt.« 

Overadministration 

Samtidig føler Emmertsen, at hele 

systemet er godt og grundigt overadministreret. 

»Vi er underlagt ufatteligt mange 

instanser, som alle har et ønske om, 

hvad vi skal beskæftige os med: vores 

lokale afdelingsledelse, hospitalsledelsen, 

så har vi Region Midtjylland, 

Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen 

og ministeriet. Tag et 

område som hjertesvigt: Her har 

danske hjertelægers fagselskab, 

Dansk Kardiologisk Selskab, for 

længe siden udarbejdet retningslinjer 

for, hvordan man behandler 

hjertesvigt. Det bliver så indarbejdet 

i den danske kvalitetsmodel, 

der udarbejdes af Sundhedsstyrelsen 

– og på baggrund af det finder 

Region Midtjylland så endelig ud 

af at vedtage deres regionale retningslinjer 

for behandling af hjertesygdomme, 

hvorefter de går ind 

og klipper og sakser Dansk Kardiologisk 

Selskabs retningslinjer, som 

jo altså i forvejen er tilgængelig på 

nettet, og som alle kardiologer kender. 

Der sætter regionen så en embedsmand 

til at klippe-klistre, som 

så lægger det ud på regionens intranet. 

Vi har foreslået, at man henviser 

til vores net, men det må man 

åbenbart ikke. Hvorfor skal vi have 

en regional vejledning, når der er 

en national? Og sådan sidder man 

formentlig i samtlige fem regioner. 

Det er da dobbeltarbejde.« 



I det hele taget føler han, at det 

skematiske og formalistiske tager 

unødvendigt mange ressourcer, 

hvad enten dagsordenen er medarbejdersamtaler,arbejdspladsmiljøvurdering 

eller temadage, som den 

der kommer den 15. maj. 

»Jeg har ikke kunnet få at vide, 

hvad temaet er. Det er fint med et 

tema, hvis man har et problem, der 

skal løses. Men det her er den omvendte 

vej: Man har en temadag, 

og så finder man bagefter ud af, 

hvad man skal snakke om.«


Charlotte Storm tager sig til hovedet. 

Det må da være løgn! 

Nu har hun som socialrådgiver i 

Københavns Kommunes integrationsafdeling 

i mere end et år hørt 

på, at regeringen ville fjerne bureaukrati 

i det offentlige. 


Pengene bliver hængende 

Papirarbejde: Der kommer 

konstant nye regler fra 

Christiansborg, som fører til 

øget bureaukrati. 

Af ORLA BORG 


Og så kommer der inden for få 

uger to nye bekendtgørelser fra regeringen, 

hvoraf i hvert fald den 

ene kommer til at sluge masser af 

hendes arbejdstid. 

»Det er ikke alene spild af tid, 

men også af penge, og det hele er 

fuldstændig uden nogen nytte,« siger 

hun om den såkaldte 85-procents-regel. 

Den er vedtaget af regeringen og 

Dansk Folkeparti og skal gøre det 

sværere for udlændinge at få permanent 

opholdstilladelse i Danmark. 

Fra nu af skal en udlænding, som 

efter de normale syv år på midlerti- 

Charlotte Storm står over for et større papirarbejde, som hun selv karakteriserer som »spild af penge«. 



digt ophold søger om permanent 

opholdstilladelse, vise, at han har 

deltaget med et fremmøde på 

mindst 85 pct. i alle aktiviteter over 

de seneste syv år. 

Det gælder alt fra danskundervisning 

til samfundsfagsundervisning, 

aktiveringstilbud, jobtilbud, 

job med løntilskud og uddannelsesforløb. 

Uproduktivt og unødigt 

Charlotte Storm og hendes kolleger 

skal derfor registrere, kontrollere 

og kalkulere, hvorvidt 20.000- 

25.000 udlændinge er mødt op i 

mindst 85 pct. af tiden til alle akti- 

FOTO: TORBEN STROYER

viteter i løbet af de seneste syv år. 

»Det bliver et enormt papirarbejde, 

når vi skal kontakte sprogskoler, 

arbejdsgivere og jobcentre alene 

af den grund, at det ikke er 

usædvanligt, at en udlænding i løbet 

af de første tre år har boet i 4-5 

forskellige kommuner,« siger 

Charlotte Storm, der kan se frem til 

følgende papirarbejde: 

M Foretage en procentmæssig beregning 

i hvert eneste tilbud om 

undervisning, aktivering, job, arbejde 

med løntilskud, kurser mv., 

som hver enkelt udlænding har 

deltaget i i løbet af syv år eller mere. 

M Udarbejde en oversigt over alle 

de aktiviteter, hvor der savnes præcise 

oplysninger. 

M Fremsende oversigten til udlændingen 

med anmodning om, at udlændingen 

for hver enkelt aktivitet 

skal angive mødeprocent. 

M Hvis fremmødet ligger under 85 

pct. i blot én af aktiviteterne, skal 

der udarbejdes en redegørelse for 

udlændingens deltagelse. 

M Give oplysninger om omstændigheder, 

der kan begrunde dispensation. 

De 85 pct. tilstedeværelse skal 

gælde i alle aktiviteter, og der er ingen 

undskyldninger for fravær, ej 

heller egen sygdom, børns sygdom 

eller deltagelse i jobsamtaler. 

»Det er aldeles uproduktivt og 

unødvendigt,« siger Charlotte 

Storm. 

Et opgør om kontrol 

Hun er på linje med kommunernes 

forening, KL, som i et høringssvar 

skriver, at 85-procents-reglen bidrager 

til unødigt papirarbejde og 

»ikke harmonerer med de initiativer 

og bestræbelser, der for tiden 

gøres for at afbureaukratisere og 

forenkle de regler, som kommunerne 

skal administrere«. 

Ifølge Charlotte Storm og KL er 


reglen tilmed unødvendig, fordi 

det samme VKO-flertal siden har 

udarbejdet endnu en stramning 

med krav om to et halvt års ordinært 

arbejde og bestået ”Prøve i 

Dansk 2” for at få permanent opholdstilladelse, 

der overflødiggør 

85-procents-reglen. 

Reglen er blot det seneste eksempel 

på et opgør om evaluering, 

statslig kontrol og bureaukrati. 

De ansatte på rådhusene, i skolerne, 

på sygehusene og i ældreplejen 

mener, at den statslige kontrol i 

ordets egentlige betydning er ude 

af kontrol i form af detailstyring 

med indviklede regler for, hvordan 

de ansatte skal løse deres velfærdsopgaver. 

Regeringen har omvendt i flere 

år presset på for at sikre, at der var 

styr på, hvad pengene til skolebørnene, 

kontanthjælpsmodtagerne 

og de ældre gik til. 

Unødvendige regler 

Kritikken af den statslige kontrol 

har været så skarp, at regeringen for 

et par år siden selv begyndte at tale 

om afbureaukratisering og opfordrede 

kommunerne til at komme 

med forslag til, hvordan man kunne 

komme af med unødvendige 

regler og krav. Det blev til 169 konkrete 

forslag fra socialrådgivere, 

jobkonsulenter, lægesekretærer og 

skolelærere. En fjerdedel af forslagene 

er gennemført. 

Siden er regeringen sammen 

med KL og Danske Regioner blevet 

enige om at gennemføre forsøg 

med en udfordringsret, hvor alle 

offentlige institutioner og andre, 

der leverer offentlig service, kan søge 

om dispensation fra gældende 

regler og procedurer. Kort sagt kan 

man udfordre gældende regler og 

processer, hvis man mener, at arbejdet 

kan udføres på en mindre 

bureaukratisk måde. 



FOTO: TORBEN STROYER 

Socialrådgiver Charlotte Storm skal følge 

de nye bureaukratiske regler, der bliver indført. 

Regeringen og Dansk Folkeparti kræver 

at gøre det sværere for udlændinge at få 

permanent opholdstilladelse.

»For nogle år siden brugte Erhvervsfremmestyrelsen 

og Dansk 

Standard tre sider på at beskrive, 

hvordan man støvsuger i forbindelse 

med hjemmehjælp! Jamen, 

er det idioter, vi ansætter?« 

Docent Verner C. Petersen fra 

Handelshøjskolen i Århus har netop 

skrevet bogen ”Vildveje i velfærd”, 

og ifølge forskeren er kontrol 

og dokumentation ikke alene 

den direkte vej til bureaukrati i den 

offentlige sektor, men også til passive 

og ansvarsløse medarbejdere 

og dermed dårligere service. 

Derfor forværrer man i virkeligheden 

de problemer, som man ville 

løse, fordi man kræver styring 

overalt: 

»Man vil have klare mål på alt 

mellem himmel og jord og styring 

på alle procedurer: Hvordan gør 

medarbejdere det og det. Man – og 

det vil i første omgang sige staten 

og dernæst kommunen – forsøger 

så at sige at programmere medarbejderen 

til at gøre tingene på den 

”rigtige” måde og kun den. Det 

minder om Østeuropa under kommunismen. 

Folk bliver umyndiggjorte, 

og når man skal gøre tingene 

på én og kun en måde, hæmmer 

det den daglige produktudvikling 

og de gode ideer. Hvem vil forsøge 

at gøre tingene på en anden og bedre 

måde, når de via et skema og regler 

har fået at vide, at hvis de gør det 

sådan og sådan, ja, så er det godt.« 

Medieskabt politik 

Verner C. Petersen mener, at vi i 

dag fylder alle institutioner i den 

offentlige sektor med mål, men ikke 

med formål. 

»Tag bare folkeskolen, som har 


Velfærd uden omtanke 

Af ORLA BORG 


en udmærket formålsparagraf, der 

siger, at eleverne skal uddannes til 

kreative, selvstændige, tænkende 

og aktive mennesker. Men folkeskolen 

er blevet fyldt med tests, 

elevplaner, trinmål og slutmål i en 

grad, så læreren snart ikke længere 

må være selvstændigt tænkende. 

Det gør formentlig ikke undervisningen 

bedre, men gør det mindre 

sjovt og fagligt udfordrende at være 

lærer.« 

Ofte er kontrol-initiativer en direkte 

udløber af medieskabte sager, 

hvor politikerne går amok og vedtager 

nye regler og procedurer, der 

får bureaukratiet til at blomstre. 

»Medierne fokuserer meget voldsomt 

på enkeltsager og fanger måske 

de groveste situationer f.eks. 

via skjult kamera. Men ofte kender 

vi ikke sammenhængen, og fremstillingen 

kan ikke mindst via tvmediets 

muligheder for at klippe 



tingene sammen let komme ud af 

proportioner. Så reagerer politikerne 

på Christiansborg på et enkelt 

eksempel og indfører nye kontrolforanstaltninger 

og regler for, 

hvordan de ansatte skal agere. Også 

for de mange institutioner og 

medarbejdere, der ikke har lavet 

nogen fejl. Det er medieskabt politik, 

og det giver kun mere kontrol, 

mere dokumentation og flere regler,« 

forklarer forskeren. 

Man gør det, man måles på 

Verner C. Petersen karakteriserer 

tendensen som »planøkonomi en 

miniature«. 

»Hvordan var det nu med aftalen 

med flyvevåbnet, der skulle flyve så 

og så mange timer for at overvåge 

skibe, der ville svine og forårsage 

miljøkatastrofer i vore farvande. Ja, 

så fløj man lige en masse timer sidst 

på året for at overholde kontrak- 

Foto: CARSTEN ANDREASEN 

Verner C. Petersen: »Vi ender som et airbag-samfund, hvor vi forventer, at samfundet samler 

os op, ligegyldigt hvor tåbeligt vi opfører os.«

ten. Eller skattevæsenet, hvor der 

blev opstillet mål for, hvor mange 

sager man skulle igennem i en given 

tidsramme. Ja, så tager man naturligvis 

de lette sager og lader de 

besværlige ligge. Kort og godt gør 

man, hvad man bliver målt på, og 

på den måde sker der en pervertering 

af ens arbejdsindsats, så man 

ikke laver, hvad der er mest fornuftigt 

og hensigtsmæssigt.« 

Ifølge Verner C. Petersen er udgangspunktet 

blevet mistro over 

for de ansatte: 

»Når det gælder ældreområdet, 

har vi præcise plejeplaner, der decideret 

beskriver, hvad medarbejderne 

skal gøre, og hvor mange minutter 

de har til det og det. Plejen bliver 

tingsliggjort, og det minder lidt 

om service på en bil, hvor de ældre 

er bilen, plejeplanen er servicebogen, 

og de offentligt ansatte bliver 

den programmerede robotmekaniker.« 

Ifølge forskeren er vi i gang med 

at gøre borgerne uansvarlige, fordi 

politikerne fokuserer på rettigheder: 

»Vi har set det komme både hos 

oppositionen og regeringen i forbindelse 

med de seneste valgkampe, 

hvor f.eks. socialdemokraterne 

har skitseret en række velfærdsrettigheder. 

På den måde ender 

vi som et airbag-samfund, hvor 

vi blot kræver, og hvor vi forventer, 

at samfundet samler os op, ligegyldigt 

hvor tåbeligt vi opfører os.« 


Ansatte oplever 

mere bureaukrati 

80 pct. oplever, at de bruger 

mere tid på at dokumentere 

deres egen indsats end for fem 

år siden. 

Af ORLA BORG 


Selv om VK-regeringen er i gang 

med en storstilet afbureaukratiserings-manøvre 

i den offentlige sektor, 

oplever næsten to af tre offentligt 

ansatte, at bureaukrati og kontrol 

i forhold til deres arbejde er steget 

i de seneste år. 

Et flertal forventer, at kontrollen 

også bliver øget i de kommende år. 

Det viser en ny undersøgelse med 

deltagelse af næsten 3.500 med- 

Mere kontrol 

Undersøgelse om bureaukrati, hvor resultaterne bygger på 

svar fra 3.465 medlemmer af FOA, BUPL og Danmarks 

Lærerforening. Tal i pct. 

Oplever du, at kontrollen er steget de senere år? 

Ja 

Nej 

Ved ikke/ 

ikke relevant 

Mere 

Mindre 

Samme som nu 

Ved ikke/ 

ikke relevant 



58 

34 

8 

11 

55 

29 

5 

68 

26 

7 

19 

39 

40 

1 

72 

21 

7 

Mener du, at man burde dokumentere mere 

eller mindre på dit fagområde? 

Jeg bruger: 

for meget tid 

passende tid 

for lidt tid 

Ved ikke/ 

ikke relevant 

56 

30 

6 

8 

44 

40 

14 

2 

6 

38 

54 

2 

Hvad er din vurdering af den mængde tid, 

du bruger på at dokumentere? 

66 

30 

2 

1 

VÆGTET 

GENNEMSNIT* 

63 

29 

8 

VÆGTET 

GENNEMSNIT* 

48 

37 

*) Gennemsnitstallet er vægtet efter antallet af aktive medlemmer i 

de tre organisationer 

JP-grafik: AGNETE HOLK 

4 

11 

VÆGTET 

GENNEMSNIT* 

6 

5 

56 

32 

lemmer af BUPL, FOA og Danmarks 

Lærerforening. Otte af ti svarer samtidig, 

at de bruger mere tid på at dokumentere 

deres arbejdsindsats, 

end de gjorde for fem år siden – og 

56 pct. mener også, at de bruger for 

megen tid på dokumentation. 

Bekymret FOA-formand 

Svarene overrasker FOA’s formand, 

Dennis Kristensen, efter at regeringen 

i forbindelse med kvalitetsreformen 

har iværksat en række initiativer 

for at mindske kontrol og 

unødigt bureaukrati, som både 

kommuner og ansatte har kritiseret 

regeringen for selv at have skabt. 

»Det er da bekymrende, at folk 

stadig oplever problemet med den 

megen kontrol som stigende. For 

oftest giver det mindre tid til borgeren,« 

siger Dennis Kristensen. 

Han understreger, at dokumentation 

for ordentligt udført arbejde 

kan være ok – hvis det ellers bliver 

brugt til noget fornuftigt. 

»Men hvis der skal foretages en 

masse registreringer, som man ikke 

kan se formålet med, er der et problem.« 

Benyt udfordringsretten 

Undersøgelsen viser, at de offentligt 

ansatte er enige med FOA-formanden. 

Alle tre medlemsgrupper oplever 

først og fremmest dokumentation 

som meningsfuld, når den gavner 

dem direkte i deres arbejde, når den 

har fokus på kerneopgaven, og når 

de selv har indflydelse på form og 

indhold. 

BUPL’s formand, Henning Pedersen, 

opfordrer sine medlemmer og 

institutioner til at benytte sig af en 

nyindført udfordringsret, hvor 

man kan blive fri for en række regler.

Offentliggjort 1. februar 2009 


Skal piben ha’ en anden lyd? 

Vækst: Den offentlige sektor 

vokser sig ligeså stille større og 

større. Er der overhovedet 

grænser for væksten? 

Af ORLA BORG 


Der var engang, og det er ikke længere 

siden end 1960, at Danmark 

havde færre offentlige udgifter end 

USA. 

Dengang lå Danmark i bunden 

med en offentlig sektor, der alt i alt 

kun beslaglagde knap 25 pct. af vores 

bruttonationalprodukt, BNP, 

mens det i USA var på 27 pct. 

Sådan er det ikke mere. 



Nye tal viste ved årsskiftet, at 

Danmark igen har det højeste offentlige 

forbrug i verden. 

Men kan den offentlige sektor 

bare blive ved med at vokse og vokse 

uden at rådvilde politikere på et 

tidspunkt bliver nødt til at gennemføre 

en decideret fedmeoperation, 

så sektoren ikke kan tage så 

meget på mere? 

FOTO: ARBEJDERBEVÆGELSENS BIBLIOTEK OG ARKIV 

Allerede i 1950’erne begyndte unge socialdemokratiske politikere som Jens Otto Krag (t.h.) at diskutere velfærdsstatens indbyggede 

svagheder. Her er Krag sammen med to af tidens meste fremtrædende socialdemokrater: H.C. Hansen (t.v. statsminister 1955-1960) og 

Hans Hedtoft (statsminister 1953-1955), som begge var med til at lægge grundlaget for velfærdsstaten.

Spørgsmålet er aktuelt som aldrig 

før i en situation, hvor de fleste 

borgere oven i købet oplever, at 

den offentlige service bliver ringere. 

Beregninger fra økonomer i den 

borgerlige tænketank Cepos viser, 

at hvis den nuværende vækst, som 

vi har set i VK-regeringens periode 

fra 2002 til 2008, fortsætter, vil der 

allerede i 2015 mangle 22 mia. kr. 

til at finansiere velfærdsstaten. 

I 2025 er tallet 57 mia. kr., og i 

2040 vil der mangle godt 128 mia. 

kr. svarende til en stigning i bundskatten 

på 7,8 pct. point. 

Men vi ønsker jo ikke at betale 

mere i skat. Tværtimod er der kort 

før skatteforhandlingerne for første 

gang i nyere tid bred politisk 

enighed om, at ikke mindst skatten 

på arbejde skal ned. 

Og hvilke konsekvenser har det – 

ikke alene økonomisk, men også 

menneskeligt – med en stadig større 

offentlig sektor, der omfordeler 

på livet løs og tager sig af flere og 

flere problemer, som folk tidligere 

løste selv? 

Fremsynede politikere 

Sjovt nok diskuterede unge fremtidsorienteredesocialdemokratiske 

politikere og økonomer med 

Jens Otto Krag i spidsen disse problemstillinger 

allerede i 1950’erne, 

inden de selvsamme politikere for 

alvor begyndt at opbygge velfærdsstaten, 

som vi kender den i dag. 

I Bo Lidegaards biografi om Jens 

Otto Krag fremgår det, at unge Krag 

allerede som handelsminister i 

1956 spekulerede over den fremtidige 

velfærdsstats indbyggede problemer. 

Krag pegede bl.a. på forskellen på 

velfærdsstat og formynderstat 

samt vigtigheden af at få »forsorgsmennesker 

tilbage til normalt liv, 

hvor det er muligt.« 

»Intet mirakelmiddel« 

På samme måde var man bevidste 


om, at en stadig voksende offentlig 

sektor på lang sigt ville kunne presse 

skattebyrden op i urimelige højder. 

Tidligere overvismand og formand 

for Velfærdskommissionen, 

professor Torben M. Andersen, 

konstaterer, at der allerede nu er 

ved at være et »så stort spænd mellem 

hvad det offentlige kan levere, 

og hvad vi selv forventer og ønsker, 

at vi ikke kan klare finansieringen 

med skat alene.« 

»Der kan nås meget via effektiviseringer 

og reformer, der får folk til 

at arbejde mere. Men så vidt jeg kan 

se, er der intet mirakelmiddel, der 

løser problemerne for alvor, for 

folk vil fortsætte med at stille stadig 

større krav,« siger han. 

I stedet peger han på tre måder til 

at mindske efterspørgslen på velfærdsgoderne 

og dermed presset på 

den offentlige sektor: 

borgerne tager et større personligt 

ansvar. 

øget medfinansiering ved visse 

velfærdsgoder i form af brugerbetaling. 

forsikringsordninger i forbindelse 

med visse velfærdsydelser. 

Basis-velfærdspakke 

I den borgerlige tænketank Cepos 

går man skridtet videre og foreslår, 

at man forsøger at låse den nuværende 

velfærd fast med en form for 

basis-velfærdspakke. 

Hvad der kommer til derudover, 

skal finansieres via brugerbetaling 

og forsikringsordninger f.eks. udformet 

som en ny velfærdsopsparing 

på samme måde som pensionsopsparing. 

»Når borgerne vil have et løft ud 

over basispakken, bør det ske ved 

brugerbetaling, ligesom det sker 

med madordningen på daginstitutionsområdet, 

hvor forældrene også 

kommer til at betale for det nye 

tilbud,« siger Cepos’ cheføkonom, 

Mads Lundby Hansen. 

På samme måde kan forsikringer 



ifølge Mads Lundby Hansen også 

være med til at give standardforbedringer 

inden for velfærd, hvis 

der er behov for det. 

»F.eks. medicinforsikringer. I de 

seneste 10 år er udgifter til medicin 

i snit vokset med 6 pct. om året i faste 

priser, mens der i regeringens 

økonomiske plan kun er afsat penge 

til en årlig stigning på 1,7 pct. 

frem til 2015. Fortsætter væksten 

på nuværende niveau – og det er 

meget sandsynligt – har vi en merudgift 

på ca. 20 mia. kr. allerede i 

2025. Dette kunne håndteres, hvis 

hver eneste beskæftiget betalte et 

fast beløb til forsikring, så man får 

bedre medicin i tilfælde af sygdom,« 

siger Mads Lundby Hansen. 

Svære nedskæringer 

Ifølge Cepos-økonomen kan der i 

tillæg til pensionsopsparingen etableres 

en generel velfærdsopsparing, 

der giver udvidet adgang til 

hjemmehjælp, god ældremad, 

massage, ældrebolig, medicin etc. 

Velfærdstanker 

i 1950’erne 

Allerede for godt 50 år siden diskuterede 

Jens Otto Krag og andre politikere 

og embedsmænd ulemper ved 

velfærdsstaten. 

En konsulent fra Arbejds- og Socialministeriet 

skitserede ifølge Bo Lidegaards 

biografi om Krag velfærdsstatens 

svagheder i en analyse: 

N At den svækker bistandsmodtagerens 

ansvarsbevidsthed. 

N At den svækker de virkelystnes initiativ 

og opsparingsvilje. 

N At staten ved at tage med den ene 

hånd og give med den anden optræder 

som formynder. 

N At betoningen af materiel tryghed 

svækker interessen for kulturelle og 

åndelige værdier. 

N At trygheden i sig selv gør folk 

apatiske og sløve. 

N At fornemmelsen af personligt ansvar 

og omsorg undergraves.

Men kan vi ikke bare skære den 

offentlige sektor lidt ned, hvis den 

nu bliver alt for stor? Altså en form 

for fedmeoperation. 

Nej, siger eksperter og økonomer, 

så skal vi virkelig ud på den 

økonomiske afgrund – og de historiske 

erfaringer giver dem ret. 

Ganske vist lykkedes det for Storbritannien 

at sænke sine offentlige 

udgifter fra slutningen af 1970’erne, 

da den konservative Thatcherregering 

lagde velfærdskursen om 

til noget, der mere minder om den 

liberale amerikanske velfærdsmodel, 

og det samme er til dels sket i 

New Zealand. 

Men det hører til undtagelserne, 

siger professor Torben M. Andersen: 

»Der skal virkelig en meget kritisk 

situation til, før politikerne for 

alvor går ind og skærer ned. Svenskerne 

kom igennem med nogle 

deciderede nedskæringer i begyndelsen 

af 1990’erne, men det var 

også på baggrund af, at de havde et 

kæmpestort underskud på de offentlige 

finanser.« 

Derfor forventer de fleste også, at 

den offentlige sektor fortsat vil tage 

på. 

Professor Jens Blom-Hansen fra 

Aarhus Universitet tror i hvert fald 

ikke på en mindre offentlig sektor i 

fremtiden: 

»Jeg ser ingen tegn på eller politisk 

vilje til, at nogen reelt ønsker at 

slanke den offentlige sektor. Så derfor 

bliver den formentlig blot større 

og større. Men det er også naturligt 

at spørge sig selv, om det er et 

problem for Danmark, at vi har en 

så stor offentlig sektor? Vi er tilsyneladende 

et samfund med glade 

borgere, stor lighed og en god økonomi. 

Kort sagt: et land, der performer 

godt, og det gælder i øvrigt også 

mange andre af de lande, der har 

en relativ stor offentlig sektor,« siger 

han. 


Ifølge skatteministeren skal alle borgere i fremtiden kunne gå ind på deres kommunes hjemmeside 

og tjekke, hvad børnepasning, folkeskolen, ældreplejen, administration med videre koster i 

sammenligning med andre kommuner. 

Hvad får du egentlig for pengene i din kommune? 

Eksempler fra Albertslund, der ligger 

som den første kommune på en 

alfabetisk liste. 

ADMINISTRATION 

PASNINGSUDGIFTER 

FOLKESKOLEN 

42.672 kr. 45.604 kr. 

Udgifter 

pr. 65+ årig 


Landsgns. 

69.858 kr. 

Højeste 

(Kbh.) 

8.350 kr. 

Bruttoudgifter 

pr. indbygger 

47.867 kr. 

Udgifter 

pr. 0-10 årig 

Udgifter 

pr. elev 

5.938 kr. 

Landsgennemsnit 

56.677 kr. 

39.029 kr. 

Landsgns. 

Landsgns. 

Dyreste 

(Kbh.) 

Højeste 

(Albertslund) 

Der kunne spares 

107 mio. kroner, 

hvis man sammenligner 

med den 

billigste kommune. 

26.293 kr. 

Billigste 

(Vejen) 

69.900 kr. 

69.900 kr. 

54.206 kr. 

41.328 kr. 

26.766 kr. 

Laveste 

(Gribskov) 



Laveste 

(Gentofte) 

ÆLDRE

Hvad får jeg egentlig for pengene? 

Det spørgsmål skal danskerne i 

langt højere grad stille til politikere 

og embedsmænd i deres kommune. 

For borgerne bør være langt 

mere kritiske forbrugere i forhold 

til de velfærdsydelser, som de modtager, 

siger skatteminister Kristian 

Jensen (V). 

Han konstaterer, at danskernes 

efterspørgsel på velfærdsydelser er 

umættelig, når regeringen har 

brugt 47 mia. kr. ekstra i offentligt 

forbrug over de seneste syv år, og et 

flertal af befolkningen samtidig siger, 

at den offentlige service er blevet 

ringere. Grænsen for, hvad 

samfundet kan yde af velfærd under 

de nuværende omstændigheder, 

er ved at være nået, mener han. 

»Hvis vi vil have flere og bedre 

velfærdsydelser i skoler, på hospitaler 

og i ældreplejen, er der kun to 

muligheder. Enten skal danskerne 

betale mere i skat, eller også skal de 

arbejde noget mere. Det første er de 

færreste parate til. Derfor bliver vi 

nødt til at sige til befolkningen, at 

øget velfærd afhænger af, at alle arbejder 

noget mere,« siger Kristian 

Jensen. 

Gennemskuelighed 

På den baggrund vil han og regeringen 

have gjort det mere gennemskueligt, 

hvad velfærden 

egentlig koster, og hvor effektivt 

den bliver leveret. 

Derfor opfordrer han alle landets 

kommuner til at lægge deres tal 

åbent frem, så borgerne kan se, 


Skatteministeren: 

Grænsen er ved at være nået 

Af ORLA BORG 


hvad tingene i de enkelte velfærdsydelser 

koster i sammenligning 

med i nabokommunerne: 

»Hvorfor bruger en lærer i Gribskov 

Kommune kun 30 pct. af sin 

arbejdstid på egentlig undervisning, 

når en lærer i Dragør rent faktisk 

underviser i 38 pct. af arbejdstiden? 

Og hvorfor koster administrationen 

i Albertslund Kommune 

8.350 kr. pr. indbygger, når de kan 

gøre det til næsten det halve – 

4.406 kr. pr. indbygger – i Silkeborg? 

– Sådan nogle spørgsmål bør 

borgerne kunne stille – og få svar på 

– men det kræver, at alle kommuner 

lægger deres egne tal frem. Regeringen 

vil på nuværende tidspunkt 

ikke tvinge dem til at gøre 

det, men borgerne skal kunne kigge 

deres kommunalbestyrelse og 

administration i kortene for at lægge 

et pres på at få noget mere for 

pengene.« 

Udgift på girokort 

For at gøre borgerne mere bevidste 

om, hvad velfærdsydelserne rent 

faktisk koster, vil regeringen i fremtiden 

angive udgiften på girokort 

og PBS-indbetalinger til bankerne. 

Der skal stå, hvad ydelsen – f. eks. 

en plads i en vuggestue – koster 

borgeren, men også hvad samfundet 

betaler oveni. 

»Når folk i dag har en stor efterspørgsel 

på offentlige ydelser, er 

det, fordi betalingen er meget lidt 

synlig. Pengene kommer fra den 

store fælleskasse. Men vi kan ikke 

lade den offentlige sektor vokse 

ubegrænset. Derfor må vi også have 

gjort op med en myte. Myten går 

på, at jo flere penge tingene koster, 



jo bedre er serviceydelsen. Man 

sætter næsten kvalitet lig med udgiftens 

størrelse. Men sådan behøver 

det ikke at hænge sammen. Der 

er kommuner, der leverer en ydelse 

billigt, og hvor tilfredsheden 

blandt borgere er større end i dyrere 

kommuner,« siger Kristian Jensen 

Frihedsbrev til kommuner 

På den baggrund er regeringen parat 

til at give kommunerne et frihedsbrev. 

Kommunerne har længe 

beklaget sig over alt for mange bureaukratiske 

regler og kontrolforanstaltninger, 

der æder tid fra kerneydelserne 

i børnepasningen, på 

hospitalerne og i ældreplejen. 

»Nu vil vi sige til kommunerne 

og regionerne, at vi er indstillet på 

at fjerne bureaukratiet mod, at de 

en gang om året er indstillet på at 

gå ud og spørge brugerne om deres 

tilfredshed. Der kommer et konkret 

forslag om at give friheden tilbage 

til de offentligt ansatte mod 

til gengæld at få undersøgt brugertilfredsheden 

systematisk,« siger 

Kristian Jensen. 

For ifølge skatteministeren vil regeringen 

bringe en balance i velfærdsstaten 

ud fra det princip, som 

han betegner som en smule højtideligt, 

men dog konkret i forhold 

til skatteyderne og iværksætterviljen 

i Danmark: 

»Den offentlige sektor skal være 

så stærk, at den kan hjælpe den svage, 

men samtidig så svag, at den ikke 

knækker den stærke.«

Hvor bliver pengene af? - Viden (JP) - Jyllands-Posten

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?