Sådan - Horsens HF og VUC

får vi måneformørkelse
Af Bjørn Franck Jørgensen
Ω
Månens bane (29,5 dage)
Ω
smule fremad, hvorved Månen passerer jordskyggen
en smule lavere. I 1625 begyndte
formørkelserne at blive partielle, og fra år
1769 totale. Ved formørkelsen den 13. august
1859 passerede Månen midt gennem jordskyggen,
og det markerede så midten af sarosserie
126. Siden da er passagerne i saros 126
sket i måneskyggens nederste halvdel. Og
faktisk er den kommende formørkelse den
sidste totale formørkelse i denne serie, der
slutter med, at Månen strejfer den nederste
kant af Jordens halvskygge den 30. august
2490.
En måneformørkelse set fra Månen
Hvis vi kunne skrue tiden et par generationer frem og tage med på én af de mange
guidede ture til Månen, ville arrangementer i forbindelse med formørkelser sikkert være
de dyreste. Specielt når der indtræffer dét, vi her på Jorden kalder en måneformørkelse.
På Månen vil en sådan formørkelse nemlig opleves som en solformørkelse og være ganske
anderledes, end vi er vant til her på Jorden.
Mens solskiven kravler ind bag Jordens venstre kant, vil der ikke være så meget at
bemærke – bortset fra at solskiven ændrer form og mere og mere kommer til at ligne en
”halvsol”. Sollyset er skarpt og meget kraftigt, og det kan være svært overhovedet at se
Jorden, men det kommer man til i løbet af kort tid. Når solskiven efter en times tid er nået
helt ind bag jordranden, sker et næsten magisk sceneskift. Solen, der for lidt siden
blændede totalt, forsvinder. Stjernerne myldrer frem på den sorte himmel, og en stor,
rund klode – næste fire gange så stor som fuldmånen set her fra Jorden – viser sig på
himlen. Det er Jorden. Den er let at identificere, fordi sollyset trænger gennem dens
atmosfære, hvor det filtreres og afbøjes.
Resultatet bliver, at vores hjemlige klode ses omkranset af et orangerødt, lysende bånd.
Kraftigst dér, hvor Solen netop er forsvundet. Flere steder vil ringen dog være brudt af
tætte skyer i den jordiske atmosfære. Selve måneoverfladen ligger badet i et svagt orange
skær. Og vender man sig om, vil man se højdedragenes bløde kurver lyse orange under en
smuk, mørk nattehimmel med myriader af stjerner, der står helt roligt med hver deres
sarte farvenuance.
Vender man sig atter om mod den mørke Jord, identificeres kontinenternes konturer af de
mange oplyste byer. Dér, hvor Solen forsvandt, kan man nu se dens perlemorsfarvede
korona – en udstrakt tynd atmosfære, der bestråles af sollyset, og som selv gløder med en
temperatur på op mod en million grader.
I de følgende timer kan man nyde nattehimlen med Mælkevejens vrimmel af stjerner, der
ligger som tætte, lysende tåger. Mens Jorden langsomt drejer sig mod øst, kommer nye
kontinenter frem i klodens venstre side, mens andre forsvinder ved højre kant. Inden
Solen bryder frem igen, vil man blive advaret ved, at det orange skær i den jordiske
atmosfære ved højre kant tiltager i styrke. Og snart kan også koronaen ses. Nu varer det
ikke længe, før sollyset med ét bryder fuldt gennem mørket – så gælder det om at slå
visiret for.
Kommende måneformørkelser
04.05. 2004 Total Mellemøsten, Afrika, Rusland, Europa
28.10. 2004 Total Europa, Afrika, Amerika
24.04. 2005 Halvskygge Stillehavet
17.10. 2005 Partiel Alaska, Stillehavet, Østasien, Australien
14.03. 2006 Halvskygge Europa, Afrika, Atlanterhavet
07.09. 2006 Partiel Australien, Det Indiske Ocean, Asien, Rusland, Østafrika
03.03. 2007 Total Rusland, Europa, Afrika
28.08. 2007 Total Vestlige USA, Alaska, Stillehavet, Australien
21.02. 2008 Total Rusland, Europa, Afrika, Atlanterhavet, Amerika
16.08. 2008 Partiel Rusland, Mellemøsten, Afrika, Europa
aktuel ASTRONOMI – EFTERÅR NR. 4/03 33