Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

ikke af de kulturelle tilbud. På den ene side indvender Interacting Arts, at deltagerorienterede medier og
formidlingsformer vil være en måde at inddrage flere i de kulturelle tilbud – de argumenterer tilmed for at
deltagerkulturen vil virke mere demokratiserende og myndiggørende. På den anden side konkluderer
’Reach out!’, at brugerinddragelse i sig selv ikke er et kvalitetskriterium.
Man bliver nødt til at stille sig kritisk overfor et sådant kvalitetskriterium – ligegyldigt hvor
konstituerende det er for samfundets normative forventning til kulturens demokratiserende og socialt
inkluderende funktioner. Som tidligere nævnt viste Kulturarvsstyrelsens undersøgelse jo netop, at
kulturformidlingens brugergruppe ikke er differentieret nok. Dette fornyr diskussionen om, hvor mange
ressourcer man skal bruge på at prøve at nå ikke-bruger gruppen.
Man må indse, at problemet også kan ligge hos kulturinstitutionerne og kulturformidlingen;
måske agerer kulturformidlingen stadig indenfor diskurser, der privilegerer specifikke livsstile eller former
for kulturel kapital.
Her bliver anerkendelsesteoretiske perspektiver centrale. I ’Behovet for anerkendelse’
kritiserer Honneth nemlig, hvordan sociale uligheder er reproduceret under senkapitalismens
integrationsfacade. 243 Den formelle lighed dækker over den ulige fordeling af anerkendelse i samfundet.
Problemet er følgende: Hvis alle i princippet har lige ret og adgang til f.eks. uddannelse, kulturelle
fællesskaber, myndiggørelse og frigørelse, så nedtoner eller i nogle tilfælde ligefrem fjerner man
legitimiteten i diskursen om kulturel klassekamp. Derfor pointerer han, at den ulige fordeling af kulturel
kapital privilegerer nogle borgere med bedre adgang til kulturelle og sociale fællesskaber. Honneth placerer
sig altså mellem beskrivelsen af den sociale virkelig og ønsket om at åbne op for en deltagende og
emancipatorisk handlingssfære.
Derfor anvender Honneth også Jürgen Habermas’ kommunikative forklaringsmodeller.
Habermas placerer sig nemlig mellem negativistisk socialkritik og emancipatorisk myndiggørelse af
borgeren. På den ene side truer systemernes kolonisering af livsverdenen aktørens mulighed for
kommunikativ præstation og handlen. På den anden side skaber kommunikationsparadigmet netop et rum
for social interaktion, hvor borgeren har mulighed for at myndiggøre sig og udfordre systemernes
herredømme over lisverdenen:
243 Honneth 2003 s.66
97