Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

livsforbedrende oplevelse. 229 En sådan fælles oplevelsesramme kan virke identitetsudviklende både
individuelt og kollektivt, hvis den fremmer social anerkendelse og ikke social foragt.
Kulturinstitutionerne kan udfylde en mødestedsfunktion ved at iværksætte og formulere
spillereglerne for sådanne sociale aktiviteter. Hertil kan man knytte Interacting Arts tanker om
kulturformidleren som teoretiker for, hvordan man opstiller rammerne for social interaktion i en
deltagerorienteret kulturel proces. Jalving beskriver endda to-do udstillingskonceptet. Konceptet baserer
sig ikke på konkrete, færdige værker, men består af en række af instruktioner til eller spilleregler for et
værk formuleret af en kunstner eller institution. Herefter kan brugerne i samspil med hinanden, kunstneren
eller kulturformidleren skabe værkerne. Kravet til to-do instruktionerne er, at de bør angribes ud fra en fri
fortolkningsånd, da der ikke er nogen kunstnersignatur at forholde sig til. 230 Oftest destrueres værkerne
bagefter, så der ikke er noget færdigt produkt at kvalitetsvurdere i denne processuelt orienterede
udstillingsform.
Det er altså i den kuratorskabte deltagelse, at Jalving og Interacting Arts nærmer sig
hinanden mest, da skellet mellem afsender, budskab og modtageren ophæves. I stedet bliver
intersubjektive, kommunikative, sociale og kulturelle processer centrale.
Kulturinstitutionernes mødested er dog begrænset. Som Giddens pointerede, udfordredes
senmoderne institutioner i opgaven om at fungere som bindeled mellem tid og rum, fordi de i høj grad
prioriterer sammenfaldet mellem institutionens fysiske sted og rummet for æstetisk oplevelse.
Mødestedsfunktionen er med til at genindlejre sociale aktiviteter og interaktion i rummet. Der er dog kun
tale om en senmoderne genindlejring, hvor sociale relationer kun midlertidigt bindes til lokale betingelser i
tid og sted. Samtidig viser undersøgelser jo, at mange aldrig træder ind i institutionernes fysiske rum og
dermed aldrig får gavn af mødestedsfunktionen. Her foreslår KFA f.eks., at man imødekommer ikke-
brugerne med kunst og kultur i det offentlige rum og formidling via transmittering i medierne.
Kulturinstitutionens mødestedsfunktion som kvalitetskriterium er altså begrænset af fokus på brugerens
ophold i det fysiske rum og genindlejringens midlertidige karakter.
Det sidste niveau er den beskuerskabte deltagelse. Ved hjælp af teorier for visuel kultur
radikaliserer Jalving deltagelsesbegrebet. Hun mener, at man kan inddrage en deltagelsesform, som er
229 Jalving s.145
230 Jalving s. 147
91