Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

kommunikative elementer. Diskussionen om open source ender ofte ved ophavsrettighederne. Hanke
opfordrer dog kulturinstitutionerne til at øjne muligheden for en ny dialogisk formidlingsform: (…) for
kulturinstitutionerne at bekende sig til et overordnet open source-princip, hvor bidragene fra brugerne
kvalificerer og raffinerer institutionernes udspil. 217 En sådan formidlingsform kræver en radikal forandring af
synet på brugeren. Der er ikke længere tale om en konsumerende kulturforbruger, men en konsumerende
producent eller producerende konsument, som analysen af ’Deltagarkultur’ viste.
Som Interacting Arts pointerer, skal der udformes og formuleres overenskomster for,
hvordan deltagelsen finder sted – altså hvilke handlinger, der er mulige for deltagerne. Her har
kulturinstitutionerne og kulturformidlerne en unik mulighed for at indtage teoretikerens rolle og formulere
overenskomsterne for den kulturelle proces med brugerne. I dette tilfælde vil udformningen af
kvalitetskriterier i høj grad beskæftige sig med kvaliteten af overenskomsten, muligheden for dialogisk
deltagelse og anerkendelse af deltagernes bidrag til processen. Man vil være nødt til løbende at analysere
konkrete projekter for at kunne vurdere og videreudvikle deres kvalitetskriterier. I analysen af konkrete
overenskomster og dialogisk deltagelse vil man igen kunne benytte en række af Pearces analyseværktøjer.
Endnu et felt, hvor kulturformidlingen kan bidrage til videnssamfundet, er med ny viden om
brugerne. Ligesom man har haft tendens til at kvalitetsvurdere kulturinstitutionerne ud fra en performativ
rationalitet, så har der været en tendens til at fokusere på sociostrukturel viden om brugerne f.eks. alder,
uddannelse, økonomiske forhold, etnisk baggrund osv. Den type viden er selvfølgelig vigtig, især da
sociostrukturelle forklaringsmodeller kan afsløre en ulige fordeling eller adgang til kulturel kapital og
dermed social anerkendelse. Sociostrukturelle forklaringsmodeller er dog begrænsede i og med, at der
fokuseres på målbar og performativ viden om individer og brugergruppe. Den type viden inkluderer ikke
æstetiske oplevelser og kan derfor suppleres af en mere oplevelsesorienteret viden. Hvorfor ikke inddrage
viden om brugernes æstetiske oplevelser eller mangel på samme? Et eksempel på dette kunne være
forskningen i læseroplevelser. 218 Overordnet set må man vel konstatere, at kulturformidlingen er til for
brugerne og ikke omvendt.
Den videns- og modernitetshåndterende handlingsstrategi kvalitetsvurderer
kulturformidlingen ud fra evnen til at indgå i videnssamfundet produktion, håndtering og formidling af af
senmoderne viden. Strategien skaber mulighed for en differentieret vidensproduktion og vidensdeling. Den
217 Hanke s.67
218 Jævnfør ph.d. afhandlingen: Litterær æstetisk oplevelse. Læsning, læseoplevelser og læseundersøgelser: en
diskussion af teoretiske og metodiske tilgange af Gitte Balling
85