Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

Argumenter for modernitetshåndteringen risikerer altså at instrumentalisere kunst og kultur
i stedet for at lade dem fungere på deres egne præmisser: The arts, as cultural forms, are valuable to us
because of the aesthetic experience they offer, not because they make us better. 214 Jensen mener altså, at
kunst og kultur indeholder kvaliteter, fordi de tilbyder æstetiske oplevelser - ikke fordi de gør os bedre til at
håndtere modernitetens udfordringer; (…)it’s up to citizens, not art, to counteract all that we find
distasteful or unjust about modern life. 215 Det betyder dog ikke, at kunst og kultur ikke på deres egne
præmisser kan udfordre vores perspektiver og virke kompetencegivende.
På den anden side argumenterer Giddens for, at den konstante informationsstrøm,
indsamling, organisering, revidering, samt refleksive brug af viden er kendetegnende for det senmoderne
samfund. Heraf betegnelsen videnssamfundet. Det afgørende må være, at den radikaliserede refleksivitet
og den refleksive brug af viden ikke ses i et tese-antitetisk forhold med formålet at skabe syntese. Snarere
skal det fremhæves, at den radikaliserede refleksivitet er med til at skabe den kompleksitetsforøgelse, som
er kendetegnede for det senmoderne samfund. Samtidig muliggør den også en ny form for identitets-,
videns- og værdidannelse, som skal virke kompleksitetshåndterende.
Ifølge KFA udfordres kulturinstitutionerne derfor til at spille en aktiv rolle i videnssamfundet.
Performativ rationalitet er blot én måde at indsamle og forstå viden på. Følgende vil det blive diskuteret,
hvordan kulturformidlingen kan være med til at fremme mere æstetiske vidensformer.
F.eks. foreslår Peter Hanke i ’Kulturens skjulte styrker’, at man begynder at supplere med
såkaldte vidensregnskaber. Her er det værdien af ytringer, meningsudveksling, æstetisk autoritet og evnen
til at skabe dialoger, som måles og registreres. 216 Desværre går Hanke ikke i dybden med, hvilke formler
vidensregnskaberne udregnes efter. Dog kan man forestille sig, at vidensregnskaberne rummer krav til
produktionen af ny forskning, udviklingen af formidlingsformer, eksperimenterende udstillingsfokus,
oprettelsen af deltagerorienterede fællesskaber osv. Således opnår man ny viden at evaluere og
sammenligne kulturinstitutionerne ud fra.
Endnu et område, som kulturformidlingen må forholde sig til, er vidensdeling. Her tænkes
der ikke kun på traditionel vidensdeling institutionerne imellem og med brugerne. Nye medier og
digitalisering muliggør nemlig open source princippet. Dette er en klar udfordring for kulturinstitutionerne,
fordi open source problematiserer den klassiske kommunikationsmodel og relationen mellem de enkelte
214 Jensen s.76
215 Jensen s.73
216 Hanke s.69
84