Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

spille en central rolle i det senmoderne videnssamfund. Den funktionelle rolle er dog ambivalent. Som
allerede nævnt er der tale om en paradoksal viden; den radikaliserede refleksivitet muliggør
kulturformidlingens produktion og formidling af viden; men samtidig er den begrænset, da
kulturinstitutionernes vidensproduktion risikerer at virke kompleksitetsforøgende i stedet for
kompleksitetshåndterende.
I sit forsvar for den ekspressive kulturformidling præciserer Jolie Jensen begrænsningen i at
fokusere på kunsts og kulturs kvalitet som værende modernitetshåndterende. Hun protesterer mod
følgende tankegang: (…) the need to respond to the aimlessness and chaos of modern life with the moral
and ethical thruths available in classical art. 210 Jensen er altså imod opfattelsen af kunst og kultur som
modsvar til en kaotisk senmodernistisk tilværelse. Først og fremmest fordi man blot fremmer skellet
mellem høj- og lavkultur: (…) they are assuming that good culture leads to good cultural taste, which makes
good citizens, and bad culture leads to bad cultural taste, which makes bad citizens. 211 Man tillægger således
fin - og højkultur andre æstetiske og tilmed etiske kvaliteter, hvorimod man opfatter massemedierne og
populærkultur som laverestående. Dermed forbindes kulturel kvalitet og smag altså med en social og etisk
position i fællesskabet.
Et yderligere problem med en sådan vertikal hierarkisering og kvalitetsvurdering af kunst og
kultur er, at man risikerer at rekonstruere sociale skel og klasser. I stedet for at virke socialt inkluderende
kan en sådan forståelse af kulturen virke fornærmende, ekskluderende og socialt foragtende på en stor
gruppe modtagere – og ofte dem, som man netop mener, har behov for at blive ’opdraget’ af kunst og
kultur. Derfor advokerer Jensen for den ekspressive kulturformidling; because it does not insult the people
it seeks to persuade. 212 Det implicerer, at kulturinstitutionerne og finkulturen skal være villige til at opgive
deres privilegerede positioner. Samtidig må man blive bedre til socialt at anerkende forskellige
smagskulturer og kulturelle positioner. Det næste spørgsmål er selvfølgelig, hvor langt man skal gå for at
inkludere forskellige smagskulturer i den institutionelle kulturformidling. F.eks. blev den tidligere direktør
for Statens Museum for Kunst Allis Helleland stærkt kritiseret i medierne for sin formidlingsstrategi. De
mente, at hun gik på kompromis med museets rolle og forvandlede det til et kulturhus og i processen kom
til at tale ned til publikum. 213
210 Jensen s.69
211 Jensen s.68
212 Jensens.66
213 http://www.information.dk/65583
83