Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

forståelse af et kulturelt produkt, men fokuserer på den processuelle koordinering i kommunikationen og
social interaktion.
Derfor lægger ’Deltagarkultur’ vægt på vigtigheden af, at overenskomsten og rammerne
forklares eksplicit for de deltagende, så deltagerne ved, hvordan de skal koordinere og forholde sig til
hinanden samt, hvilke handlinger der er mulige. Da deltagerne selv er med til at vedtage overenskomsten
for handlingsmulighederne, er der ikke længere tale om en valgrytme, men handlingsrytme.
Der er altså her tale om en intersubjektiv og dialogisk kommunikationssituation, hvor alle
deltagere er både afsendere og modtagere. I modsætning til tankerytmen manifesterer handlingsrytmen
sig i ekstroverte handlinger. I diskursanalyser af modtagerorienteret kulturformidling vil det være væsentlig
nemmere at beskæftige sig med de deltagerorienterede handlingsrytmer end de betragterorienterede
tankerytmer, da de er mere manifeste. Ifølge Honneth vil diskursanalyser kunne være med til at afdække
om en kommunikationssituation fremmer social anerkendelse eller social foragt. Man vil kunne analysere
konkrete formidlingssituationers ud fra diskurser, kommunikative interaktioner, koordineringer samt
sociale magtforhold ved hjælp af den konversationelle triplet.
Kvalitetskriterier: separationen af subjekt og objekt.
Den anden markante separation, som Interacting Arts kritiserer, er separationen mellem
subjekt og objekt: Åskådarkulturens mönster bygger på modernitetens dualism mellan subjekt och
objekt. 189 Her sættes tilskuerkulturen ind i det samfunds- og kulturhistorisk perspektiv.
I bogen ’Engaging Arts’ argumenterer Lynne Conner for, at tilskuerkulturen blev fremmet i
moderniteten på baggrund af to udviklingstendenser.
Den tekniske udvikling af det elektriske lys i teatre og koncertsale medførte, at man kunne
fokusere opmærksomheden på scenen og kunstnerne, imens publikum blev placeret i mørke og stille
reception: Quieting audiences privatized audience memebers’ experiences, as each experienced the event
psychologically alone, without simultaneously sharing the experience with others. 190
Den anden udviklingstendens var af ideologisk karakter: opdelingen af kunst i lavkultur og
højkultur. Der blev altså skabt en vertikal kategorisering af kunstformer og værker. Her blev kunsten
189 Deltagarkultur s.28
190 (red) Engaging art s.110
75