Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

nationale kulturinstitutioner 140 Derfor skal institutionerne arbejde med formidlingsformer, der gør det
muligt at opfylde forskellige brugere og ikke-brugeres behov. Der er her tale om anerkendelse af brugerens
behov, begrænsninger og præferencer. 141 Det kræver, at man lærer sine brugeres og ikke-brugere at kende
og ikke mindst anerkender deres behov, begrænsninger og præferencer. Derfor understreger KFA
opbygningen og brugen af vidensbanker, der skal indeholde viden om brugerne, ikke-brugerne, succesfulde
projekter osv. Det understøttes af den organiserede indsamling af viden, som kendetegner det senmoderne
samfund. Overordnet set er formålet med anerkendelsen af ikke-brugernes behov en øget demokratisering
af kulturelle tilbud og dermed inklusion af flere brugergrupper. Derfor trækker en sådan fokusering på nye
brugergrupper både på rationalet om demokratisering af kulturen og anerkendelse af det kulturelle
demokrati.
Der kan forekomme flere faldgrupper: 1) Overdreven fokus på sociostrukturelle og
demografiske forklaringer af og kendskab til ikke-brugerne. 2) En snæver definition af, hvad det vil sige at
være kulturel bruger eller ikke-bruger. 3) Manglende anerkendelse af brugeres behov, begrænsninger og
præferencer i det kulturelle fællesskab.
Det næste punkt i udfordringstrekanten trækker på oplevelsesøkonomien som legitimering
af kulturpolitikken. Se figur 5. Her minder brugerens rolle om kundens. 142 Se figur 6. Der er ikke kun tale om
den enkelte aktør eller brugergruppe, men det kan også være erhvervslivet og sponsorer. I
oplevelsessamfundet er unikke oplevelser i høj kurs, og det skal kulturlivet forstå at udnytte. Oplevelse som
strategisk værktøj består i at skabe rammerne for, at der kan blive skabt en oplevelse. Derfor konkluderer
rapporten følgende, at det er vigtigt at sætte de rigtige rammer for brugernes interessefællesskaber og give
dem de rigtige redskaber til selv at skabe og vedligeholde disse. 143 Derved tilføjes det kulturelle produkt en
merværdi i form af oplevelsen, som brugeren forhåbentlig er villig til at betale for enten direkte eller
indirekte via statslig støtte til kulturinstitutionerne. Punktet er med til at problematisere brugerens rolle;
der er ikke kun tale om et demokratiserende og inkluderende syn på brugeren. Der er også tale om en
økonomisk nytteværdi for kulturinstitutionerne. Hvis man skal kunne blive ved med at legitimere
statsstøttede kulturinstitutioner, bliver man nødt til at inkludere så mange borgere som muligt.
140 Reach out s.18
141 Reach out s.12
142 Reach out! s.7
143 Reach out s.21
52