Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

af alle borgeres formelle ret til kulturelle tilbud, samt en retslig anerkendelse af den enkeltes borgers
mulighed for selvrealisering i et kulturelt fællesskab.
Med kulturaftalerne forsøger man at genindlejre kulturelle indsatser i lokalsamfundet, så
kulturformidlingen bliver tilgængeliggjort for borgere i alle områder af landet. I genindlejringen af
kulturudvikling i lokalområderne skal kulturaftalerne fungere som platform for samarbejdet og dialogen
mellem kulturministeriet og lokalområderne. Den kommunikative ramme gælder dog ikke kun mellem
kulturministeriet og det enkelte lokalområde. Kulturaftalerne skal være med til at øge vidensdeling, så man
kan oprette en vidensbank 129 til at formidle erfaringer og viden om gode kulturprojekter institutionerne
imellem. Man bliver altså ansvarliggjort for at skabe mere viden og dialog på tværs af netværk og
institutioner. På den måde bliver det et kvalitetskriterium for kulturinstitutionerne at spille en væsentlig
rolle i videnssamfundet. Kulturinstitutionernes indsamling og deling af viden skal altså komme borgerne til
gode i form af differentierede kulturtilbud præget af høj faglighed. Det er altså tale om et både dialogisk og
refleksivt vidensbegreb og kvalitetskriterium.
Desuden skal Kulturaftalerne være med til at ansvarliggøre kulturinstitutionerne udadtil, så
de ikke opleves som selvrefererende og lukkede: Der er i dag kulturinstitutioner, der lever et stille liv uden
stor appel til borgerne. 130 Der skal ændres på kulturinstitutioners tendens til intern referentialitet. KFAs
reaktion består i en række krav til kulturinstitutionernes og kulturformidlingen.
For det første opstiller KFA et specifikt krav til institutionerne om at levere relevante og
vedkommende kulturelle tilbud til borgerne. 131 Kravet er meget bredt formuleret, da Kulturministeriet som
afsender henvender sig til en stor gruppe kulturinstitutioner. Hvert kulturelt felt vil have sine egne interne
kriterier for, hvad der er relevante og vedkommende tilbud.
For det andet betyder det, at man må sætte ind med bedre markedsføring. Markedsføringen
skal ikke kun henvende sig til kernebrugere af kulturen, men skal også forsøge at henvende sig til ikke-
brugere. Markedsføring er en afsenderorientering formidlingsform. Fordelen kan være, at det medfører en
øget bevidsthed om, hvordan man gør opmærksom på sig selv, og hvem man henvender sig til.
For det tredje skal institutionerne gøres mere åbne og tilgængelige ved bl.a. at ændre
åbningstider og billetpriser, så flere har mulighed for at benytte sig af tilbuddene. På den måde håber man
129 KFA s.8
130 KFA s.37
131 KFA s.37
49