Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

Så overvældende, at det pludselig kan være fristende og nemmere
kun at se på verden i ét snævert perspektiv. Så overvældende, at vi
ikke længere kan få øje på vores fælles referenceramme og
mister orienteringen. 122
Senmodernitetens betingelser kan altså virke så overvældende, at man kan risikere at miste både det
pluralistiske kulturperspektiv og den fælles referenceramme. Det er en del af Giddens risikosamfund, hvor
den diskontinuitet og den refleksive tvivl kan virke som en trussel. 123 Paradoksalt nok indgår
kulturformidlingens udbud i den konstante strøm af information.
Adgangen til kunst og kultur kan samtidig opfattes som netop dét, der danner grundlaget for en fælles
referenceramme for refleksiv viden og identitetsdannelse samt perspektivskabende oplevelser i det
senmoderne samfund.:
Når kulturarven og historien bliver gjort levende og perspektivrig
for os, og når vi møder en kunst, der gør alt andet end at tale os
efter munden (...) Når vi alle har nogle fælles oplevelsesreferencer,
en fælles følelse af kulturarven og for måden,
som vi danskere har tænkt og følt gennem tiden,
så fremmes vores fælles forståelse 124
Kulturformidlingen bliver altså legitimeret i KFA ud fra tanken om, at kunst og kultur kan fungere som en art
antistof til det senmoderne kaos og væld af informationer. Kunst og kultur indtager dermed en paradoksal
rolle i det senmoderne samfund, hvilket er en klar udfordring for kulturformidlingen. Kunst og kultur skal
være med til at skabe overblik i senmoderniteten, forbinde tid og rum samt producere ny viden – på trods
af at denne viden per definition vil være paradoksal og bidrage til den konstante informationsstrøm.
Denne ambivalente rolle kan være en del af forklaringen på, hvorfor store dele af
befolkningen ikke benytter sig af de kulturelle tilbud, som er til rådighed.
122 KFA s. 4
123 Giddens 1994 s. 109
124 KFA s. 4
47