Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

kodede kollektive protestaktioner eller blot i en
’sædelig misbilligelse’ (Max Weber), der forbliver stum. 117
Denne kritik har to overordnede konsekvenser. For det første påpeger Honneth eksistensen af et principielt
formuleringsproblem. Honneths forklaringer er på formuleringsproblemet er sociostrukturelle. I
modsætning til de dominerende klasser er de lavere klasser ikke underlagt et legitimationskrav for at
retfærdiggøre deres position; De sociale lag, som deltager i udøvelsen af politisk og økonomisk magt,
erhverver, som Pierre Bourdieu viser det, i kraft af højtkvalificerede uddannelsesveje også et monopol på at
tilegne sig den kulturelle tradition. 118 Hertil kommer, at socialt lave klasser ikke oplever et internt pres til at
formulere deres normative værdidomme og retfærdighedsopfattelser.
Pointen er, at der foregår en ulige fordeling af livschancer og symbolske midler i form af
kulturel kapital, således at visse sociale grupper i samfundet ikke har samme mulighed for at formulere
deres opfattelser af kulturelle værdier, handle derudfra og dermed indgå i kulturelle fællesskaber.
For det andet skelner Honneth altså mellem de formulerede kulturelle værdidomme og
eksistensen af de kulturelle koder, som vi opfatter og handler ud fra på trods af, at de ikke er formulerede
som eksplicitte værdidomme. Ikke nok med at disse kulturelle koder eksisterer og er legemliggjorte i det
kulturelle kollektiv, så indeholder de et handlingspotentiale. Et handlingspotentiale, som kan overskride det
principielle formuleringsproblem.
I en kritik af Honneth kan man pointere, at hans argumentation præg af negation, idet han
fokuserer på udeblivelsen af den sociale anerkendelse og dermed den sociale foragts dynamik. Hvis
oplevelsen af social foragt ikke blive artikuleret, vil erfaringen af den sociale foragt og handlingspotentialet
kun komme til udtryk som en uretsbevidsthed. Der er her tale om et bevidsthedsniveau.
Det betyder, at kulturformidlingen må forholde sig til det uformulerede handlingspotentiale
og tavs viden, som kulturelle fællesskaber og æstetiske oplevelser kan indeholde. Derfor bliver
kulturformidlingen nødt til at forholde sig kritik til følgende: Privilegerer og socialt anerkende man nogle
borgere frem for andre? Formulerer man sig og formidler i en diskurs, der kan virke socialt eller kulturelt
ekskluderende? Hvilke kulturelle værdier og fællesskaber bliver anerkendt i kulturformidlingen? Hvilken
betydning for kvalitetskriterier har inddragelsen af anerkendelsesbegrebet?
117 Honneth 2003 s.54
118 Honneth 2003 s.58-59
43