Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

modtagerperspektiverede formidlingsform stadig relativ ny: Der er tale om en relativt ny tilgang, som
mange forskellige kulturinstitutioner i disse år søger at indarbejde i deres formidlingsstrategier. 100
Dog pointerer Drotner, at formidling er intentionel: Formidling indebærer altså en proces,
hvori der indgår i hvert fald to parter – ellers er der jo ikke noget at forbinde; og processen er intentionel. 101
Dette må nødvendigvis også gælde den modtagerperspektiverede formidlingsform. Selvom der er tale om
en modtagerfokuseret formidlingsform, så er der stadig en kommunikativ relation til afsenderen. Trods
fokus på den åbne proces i den æstetiske oplevelse er kulturformidling intentionel. Afsenderen vil noget
med sit budskab – selv hvis intentionen er at lade modtageren skabe sin egen meningsfulde proces og
fortælling. I denne formidlingsform ansvarliggøres både afsenderen og modtageren for den kommunikative
proces, som de indgår i.
Derfor bliver den processuelle kommunikation i kulturformidlingen vigtig, da afsendere og
modtagere bliver ansvarliggjorte ikke kun for sine talehandlinger indenfor en social verden, men i selve
skabelsen af den sociale verden.: I den sociale verden er vi ikke kun iagttagere; vi er deltagere og aktører i
dannelsen af de sociale verdener, vi skaber. Vi må vide, hvilken talehandling vi udøver, og hvordan vi gør
det. 102 I ansvarliggørelsen ligger altså et af udgangspunkterne for diskussionen af både social anerkendelse
og den aktive deltager eller brugerinddragelse i senmoderne kulturformidling. Derfor vil det næste afsnit
beskæftige sig nærmere med nogle centrale begreber i anerkendelsesteorien, som vil blive anvendt i både
analysen og især i diskussionen af kvalitetskriterier for senmoderne kulturformidling.
Anerkendelsesteoretisk perspektiv.
To af de mest centrale talsmænd for anerkendelsesteorien er Charles Taylor, som
beskæftiger sig med anerkendelsespolitik og multikulturalisme og Axel Honneth, der beskæftiger sig med
udviklingen af den kritiske teori fra et kommunikationsparadigme til et anerkendelsesparadigme.
Det er vigtigt at pointere, at behovet for anerkendelse er ikke en senmoderne betingelse,
men er et uomgængeligt menneskeligt behov ifølge Taylor. 103 Dog begynder samfunds- og kulturkritikere
100 Drotner s.12
101 Drotner s.8
102 Pearce s.102
103 Taylor s.16
39