Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

midler, mens det internationale bliver målestok for kvalitet og
professionalisme. 74
I kulturaliseringen af økonomien og økonomiseringen af kulturen opstår der helt nye diskurser,
hvorigennem man legitimerer kulturpolitik, institutioner og formidling. Kulturinstitutionerne skal være
flagskibe, prestigefyldte projekter, der sigter på at skabe et positivt image. 75 Kulturformidleren
personificeres i kaospiloten, der arbejder for projektet ved at navigere i det globaliserede og senmoderne
kaos og samtidig skaffe sponsorstøtte og fremkommer med de rigtige buzz-words til at promovere kunsten
og institutionen.
Økonomiseringen af kulturen skaber en række succeskriterier for kulturen i form af f.eks.
performativ rationalitet, som ikke nødvendigvis er gavnlige. Det er problematisk at måle et biblioteks
succes på udlånstal, eller et museums succes på besøgstal. Desuden er kulturformidlerens rolle
problematisk. Der er ikke tale om en formidling af kultur på kulturens præmisser, men nærmere tale om
kreativ branding og markedsføring af kulturinstitutionen udadtil.
Det sidste instrumentelle rationale anvender underholdning, som legitimering for
kulturpolitikken. I kraft af det senkapitalistiske velfærdssamfund er der kommet fokus på dette rationale.
Diskussionen går ofte på, hvorvidt offentlig kulturstøtte skal gå i retning af oplysning eller underholdning. I
’On Popularmusic’ kritiserer Adorno populærmusik- og kultur for at distrahere og undertrykke folk i stedet
for at udfordre og stimulere dem. People want to have fun 76 bliver sat op som en dikotomi til a conscious
experience of art. Men som Skot-Hansen fremhæver, består udfordringen selvfølgelig i at lave oplysning,
som er underholdende. 77 Hertil kan man tilføje underholdning, som er oplysende.
Kritikken af de instrumentelle rationaler er, at de legitimerer kulturformidlingen som middel
til at opnå mål indenfor andre områder end kulturens eget. En yderlig kritik fremføres af den amerikanske
kunstfortaler Jolie Jensen. Hun kritiserer de instrumentale rationaler for ikke blot at legitimere kunst og
kultur ud fra de forkerte præmisser, men samtidig skabe en forestilling om, at god kunst skal være en
opdragende modreaktion til den kaotiske, modernistiske tilværelse og til massemediernes promovering af
lavkultur for at danne den gode borger. 78
74
Skot-Hansen 1999 s. 14
75
Skot-Hansen 1999 s. 16
76
Adorno s.310
77
Skot-Hansen 2006 s.34
78
Jensen s.68,69+73
32