Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

Den æstetiske oplevelsesform leverer materialet til den æstetiske refleksionsform. Der er her tale om en
refleksiv tilegnelse og bearbejdning af den sanselige, umiddelbare oplevelse: Æstetisk refleksion drejer sig
således ikke om ’forståelse’ i kognitiv forstand, men snarere om en intellektuel bearbejdning af oplevelsens
kvalitative og formmæssige aspekter. 59 Der er altså her tale om refleksiv erfaring og vidensdannelse af
næsten apollinsk karakter. Den æstetiske refleksionsform kan påvirke forståelsen af oplevelsen, forandre
betingelser og forudsætninger for nye oplevelser, samt udløse en ny oplevelseskvalitet. 60 Den æstetiske
oplevelse kan altså fungerer som to forskellige former for oplevelse.
Disse to former har mulighed for at indgå i et dialektisk udvekslingsforhold, hvor
oplevelsesformen bidrager med sansematerialet til refleksionsformen, og refleksionsformen udvider og
forandrer grundlaget for nye æstetiske oplevelser. Dette perspektiv på æstetisk oplevelse trækker på det
ekspressive handlingsrationale, som også kommer til udtryk i et kulturpolitisk rationale.
Indtil videre udfordres kulturformidlingen altså af følgende senmoderne betingelser:
Produktionen og formidlingen af senmoderne viden, som bygger på radikaliseret refleksivitet. Den
radikaliserede refleksivitet fungerer i sig selv om legitimering og kvalitetskriterium. Dog har kulturel og
æstetisk viden den force, at deres forståelsesbetingelser er refleksive. På det institutionelle niveau
udfordres kulturinstitutionerne til at repositionere sig selv i det senmoderne samfund, så de kan fungere
som adgangsporte og mødesteder. Desuden udfordres kulturformidlingen til at spille en aktiv rolle i deres
egen og individuelle aktørers refleksive identitetsdannelse. Det sker blandt andet gennem senmoderne
oplevelse, der kan fungere som indhold, strategisk værktøj, iscenesættelse og æstetisk oplevelse.
Oplevelsen udfordrer kulturformidlingen, fordi den er subjektivt og situativt bundet.
Kulturpolitiske rationaler.
I et senmoderne samfund, hvor viden, identitet og oplevelse fungerer som refleksive
processer og dannelsesbegrebet er blevet pluralistisk udfordres kulturinstitutionerne.
Kulturinstitutionernes formidling er ikke længere automatisk legitimeret via dannelsesprojektet, fastlagt
kulturel viden og identitet. Det betyder, at man via kulturpolitikken skal legitimere kulturinstitutionerne og
kulturformidlingen. Kulturpolitikken udarbejdes og formuleres af Kulturministeriet: Kulturministeriets
59 Kaare Nielsen 1996 s.54
60 Kaare Nielsen 1996 s.55
27