Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

Kulturinstitutionerne er unikke senmoderne institutioner, da deres grundlag bygger på både indsamling,
registrering, bevaring og forskning af ekspertviden, men også på at være adgangsporte til ekspertviden i
form af formidlingskravet. Der er her tale om genindlejring, hvor sociale relationer midlertidigt bindes til
lokale betingelser i tid og sted. 37 Her finder et møde sted mellem den enkelte aktør, ekspertisen og
eksperten. For det første består udfordringen i, at ca. 1/3 af befolkningen ikke benytter sig af denne
mulighed. 38 Når folk så befinder sig i et møde med adgangsporten, bliver den næste udfordring, hvordan
man håndterer denne mødestedsfunktion, hvordan adgangsporte danner grundlag for en god oplevelse, og
hvad denne oplevelse kan anvendes til.
Giddens mener altså, at moderniteten må forstås på et institutionelt plan. Dog ændrer
moderniteten radikalt karakteren af det daglige sociale liv og påvirker vores individuelle erfaring: Den
forvandling, som moderne institutioner fører med sig, fletter sig midlertidig direkte sammen med individets
tilværelse og derfor med selvet. 39 Der er altså et dialektisk forhold mellem modernitetens forandringer på
det ekstensionelle og det intensionelle niveau.
Senmoderne identitet.
Det er ikke kun på det strukturelle og institutionelle niveau, at der sker forandringer i
moderniteten. Der sker også forandringer på det intensionelle niveau: Intensionelle forandringer beskriver
intensiteten i forandringsprocesserne med særligt henblik på de ændringer, der har konsekvenser for vores
hverdagsliv, personlighed, identitet og intime relationer. 40 Moderniteten har altså konsekvenser for de
enkelte aktører, deres livsverden og identitet. Ligesom Jürgen Habermas og Pierre Bourdieu mener Giddens
ikke at man kan overse, hvordan moderniteten skaber en ulige adgang til selvrealisering og magtstyrkelse;
moderne institutioner indgyder håb om emancipation, men de skaber samtidig mekanismer, der gør det
muligt snarere at undertrykke end at realisere selvet. 41 Dette institutionelle paradoks vedrørende ulige
tilgang til selvrealisering og magtstyrkelse er indbygget i senmoderne kulturinstitutioner: På den ene side
repræsenterer det kulturinstitutionernes motivation og formål at skabe mulighed for emancipation,
selvrealisering og magtstyrkelse af identitet både kollektiv og individuelt. På den anden side risikerer
institutionerne at udelukke, marginalisere og forskelsbehandle nogle kulturprodukter, brugere, kulturelle
37
Giddens 1994 s.72
38
KFA s.10
39
Giddens 1996 s.9
40
Giddens 1996 s.9 fodnote
41
Giddens 1996 s.15
22