Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

Adskillelsen af tid og rum har tre overordnede konsekvenser for senmodernitetens
institutioner: den rationaliserede organisation, radikal historicitet og udlejringsprocesser. 28
Den rationaliserede organisation er et særligt træk ved det moderne og senmoderne
samfund. For det første muliggør den indsamling og anvendelses af viden til forankring af samfundet. For
det andet er den i stand til at forbinde det lokale med det globale. Og for det tredje påvirker den sociale
relationer og interaktioner, som berører langt flere mennesker end i det præ-moderne samfund. 29
Kulturinstitutionerne er et udtryk for en sådan rationaliseret organisation. Den
rationaliserede organisering strækker sig på tværs af flere niveauer: både på kulturpolitisk og ministerielt
niveau, ude i selve institutionerne, på tværs af netværk af kunstnere, kunstnergrupper og eksterne
samarbejdspartnere, på tværs af internationale landegrænser, kulturer og sprog, som en del af
uddannelsen af børn og unge osv. En sådan rationaliseret organisering af sociale aktiviteter er en del af
institutionernes identitet, formål og funktion. Det udfordrer institutionerne som i moderniteten har haft
tendens til at være præget af intern referentialitet. Giddens forklarer den interne referentialitet således:
det vil sige den kendsgerning, at disse systemer i stor udstrækning bliver autonome og determineret af
deres egne konstituerende forhold. 30 I det senmoderne samfund bliver der stillet spørgsmålstegn ved
selvreferende systemer. Derfor bliver kulturinstitutionerne udfordret af et spørgsmål om legitimering og
krav om organisering på tværs af flere niveauer.
Den radikale historicitet forbindes også med moderniteten, da den afhænger af forskellige
former for indplacering i tid og rum. Udviklingen af moderne institutioner har dannet grundlag og drivkraft
for en sådan radikaliseret historicitet, mener Giddens: Udviklingen af moderne institutioner gav den en
fundamental ny drivkraft (…) Tid og rum er rekombineret, så de skaber en vaskeægte verdenshistorisk
ramme for handling og erfaring. 31 Dette medfører en øget bevidsthed om historicitet. Det kommer f.eks. til
udtryk i det aktuelle fokus på kulturarven i både kulturpolitikken, forskningen og formidlingen. Desuden
tvinger det kulturinstitutionerne og kulturformidlingen til at indplacere og repositionere sig selv i tid og
rum. Et eksempel på en sådan repositionering er Kunsthal Charlottenborg.
Den tredje konsekvens består i udlejringsprocesser. Giddens definerer udlejring således: at
sociale relationer ’løftes ud’ af lokale interaktionskontekster og rekonstrueres på tværs af uafgrænsede tid-
28 Giddens 1994 s.25
29 Giddens 1994 s.25
30 Giddens 1996 s.14
31 Giddens 1994 s.26
20