Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

I behandlingen af de senmoderne betingelser for kulturformidlingen, vil den engelske
sociolog Anthony Giddens teori om modernitetens konsekvenser blive central. Selvom han ikke beskæftiger
sig med kulturformidling, forklarer han, hvordan radikaliseringen af viden, refleksion og identitetsdannelse
er konsekvenser af det senmoderne samfund. Giddens gør en pointe ud af at beskæftige sig med både
aktør og strukturniveauerne af sociologien, hvilket netop er central for kulturformidlingen, der oftest skal
være bindeled mellem en strukturel institution og enkelte aktører eller grupper af aktører ude i samfundet.
I kapitlet ’Senmoderne oplevelse’ vil de senmoderne betingelser for oplevelsesbegrebet
hovedsagligt blive analyseret ud fra kulturkritiker Henrik Kaare Nielsens begreber om æstetisk oplevelse,
samt forskere i oplevelsesøkonomi og innovation ved CBS Trine Billes og Mark Lorenzens teoretisering over
oplevelsessamfundet.
Som allerede nævnt har kulturformidlingen en bindeledsfunktion. Som oftest vil denne
bindeledsfunktion komme kommunikativt til udtryk. Derfor vil der også blive inddraget en teoretisering
over udviklingen af de kommunikative rammer for senmoderne kulturformidling ved hjælp af inddragelsen
af dansk medieforsker Kirsten Drotner og den amerikanske kommunikationsforsker W. Barnett Pearce.
Pearce beskæftiger sig med socialkonstruktivistisk kommunikationsteori, men tegner et generelt billede og
kritik af forskellige kommunikationsmodeller. Drotner derimod beskæftiger sig specifikt med formidling og
børnekultur, dog kan analysemodellerne overføres til andre former for kulturformidling.
Det suppleres af en gennemgang af kulturforsker Dorte Skot-Hansens kulturpolitiske
rationaler, da disse er centrale for udviklingen og legitimeringen af senmoderne kulturformidling.
Rationalerne danner dermed grundlag for udformningen af kvalitetskriterier og diskussionen af disse.
Yderligere inddrages et anerkendelsesteoretisk perspektiv især repræsenteret ved den tyske
sociolog Axel Honneth og den canadiske filosof Charles Taylor. Anerkendelsesteorien er central, fordi den
beskæftiger sig med social interaktion og relationel identitetsdannelse. Den forklarer, hvorfor det er vigtigt
for individer at indgå og blive anerkendt i værdifællesskaber som f.eks. kulturformidlingen. Desuden
bidrager anerkendelsesteorien med forklaringsforslag til, hvorfor og hvordan forventningen om
anerkendelse ikke altid lykkes. Dette er især centralt i forhold til modtagerorienterede formidlingsformer
og for udformningen af kvalitetskriterier.
løbende.
Løbende vil andre teoretikere eller begreber blive inddraget. De vil blive præsenteret
11