Speciale FINAL - Forskning - IVA

kommunikativ handling, som er rettet mod en eller anden form for modtager. Da begge
diskurser har formidling som flydende betegner og italesætter, hvordan man formidler
kulturarven, er der her tale om to diskurser, som er rettet mod modtageren.
I Kulturministeriets italesættelse af formidling gennem Tilgængeliggørelses-diskursen
bliver formidling ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed. I diskursen
fokuseres der kun på den materielle kulturarv, dvs. de fysiske genstande, som findes i
kulturinstitutionernes samlinger.
I forlængelse af diskursens genstandssyn, bliver der som oftest talt om digitalisering og
adgang til store mængder af kulturarven, som bliver gjort tilgængelig gennem en form
for database. I rapporterne tales der blandt andet om formidling via metadata.
Webanalysen viser at denne diskurs ikke kommer (særlig kraftigt) til udtryk på
Natmus.dk, i hvert fald ikke hvis man skal følge diskursen helt bogstaveligt.
Tilgængeliggørelses-diskursen kommer til udtryk, da Nationalmuseet har digitaliseret
kulturarven og gjort den tilgængelig på Natmus.dk. Det drejer sig dog kun om et lille
udvalg af Kulturarven, og da det ikke er alle af Nationalmuseets kulturarvsgenstande,
som er blevet digitaliseret. Man har ikke adgang til større mængder af digitaliserede
genstande, men kun til en mindre mængde genstande, særligt udvalgt af
Nationalmuseet. Desuden er Natmus.dk en meget teksttung hjemmeside, hvor
størstedelen af kommunikationen omkring genstandene foregår via hjemmesidens
tekster. Adgangen til kulturarven sker i større grad gennem hjemmesidens tekster, frem
for de digitaliserede genstande i sig selv. På Natmus.dk bliver de digitaliserede
kulturarvsgenstande brugt som forankrende billeder til hjemmesidens tekst. Når de
digitaliserede genstande fungerer som en forankring til teksten, må det betyde, at
formidlingen af kulturarven i høj grad ligger i det der bliver skrevet, og ikke kun i
digitaliseringen og adgangen til kulturarven. Et enkeltstående billede af en flintekniv
med tilknyttede metadata er ikke nok i en formidlingssituation. Havde det været
tilfældet, ville det ikke have været nødvendigt at tilføje tekst og bruge billederne som en
forankring af den skrevne tekst.
Dette leder videre til den anden diskurs som Kulturministeriet italesætter begrebet
formidling igennem.
I formidlings-diskursen ækvivalerer Kulturministeriet formidling med noget nyt,
nyskabende, spændende eller noget, som skaber en eller anden form for
83