Speciale FINAL - Forskning - IVA

1. Indledning - Digitalisering vs. digital formidling
Vi lever i et digitalt samfund, hvor flere og flere ting bliver tilgængelige via internettet.
Samtidig er medieforbruget blandt danskerne steget markant gennem de seneste 10-20
år, specielt internettets fremkomst har været med til at øge medieforbruget og
digitaliseringen af ”stort set alt”. I dag er medieforbruget en integreret del af vores
hverdag, og der ligger en uudtalt forventning om, at meget af hvad man stifter
bekendtskab med i løbet af ens dag, på den ene eller anden måde er digitaliseret, og at
adgangen til informationer er digital, oftest via internettet.
Denne digitaliserings-tanke er også gældende, når der tales om kultur, kulturarv og
museer. Siden internettets ”folkelige gennembrud” i midten af 1990’erne, har der fra
museernes side været forskellige tiltag til at skabe adgang til museets samlinger via
internettet. Også fra politisk hold har der i de sidste 10 år været et øget fokus på
digitalisering og digital formidling. Her har det specielt været den digitale bevaring og
digitale formidling af den danske kulturarv, der har været i fokus.
Den øgede politiske interesse i digital formidling, kombineret med udviklingen inden
for digitale teknologier, har også betydet, at der siden starten af 2000 har været et stort
fokus på danske kulturinstitutioners digitalisering og digitale kulturformidling. Det kan
blandt andet ses i den store mængde af rapporter, som er blevet udgivet af
Kulturministeriet (for eksempel Kulturministeriet 2006; 2008; 2009).
I løbet af mine fem år som studerende på IVA, har jeg beskæftiget mig meget med
kulturformidling. Selve formidlingsbegrebet har i undervisningstimerne været grundlag
for mange diskussioner, både når der har været tale om formidling i ”klassisk” forstand
og digital formidling. Diskussionerne har som oftest kredset om, hvad selve begrebet
indebærer, og hvad de forskellige definitioner af formidling har af betydning for den
reelle formidling ude på institutionerne.
Disse diskussioner, samt læsning af diverse tekster om formidling, har givet mig
indtrykket af, at der fra Kulturministeriets side ikke findes én bestemt strategi og
terminologi når der omtales digitalisering og digital (kultur)formidling. Oftest
sidestilles digitalisering, og den øgede tilgængeliggørelse, som digitaliseringen skaber,
med formidling og kulturformidling, da kulturarven nu kan komme ud til en større
mængde af den danske befolkning. En hurtig gennemlæsning af forskellige rapporter og
5