Speciale FINAL - Forskning - IVA

Centralt i Laclau og Mouffes diskursteori er tanken om at sociale fænomener aldrig er
totale (Jørgensen & Phillips, 1999:34). Betydningen af et tegn kan aldrig fastlåses
fuldstændig, da vi i vores sprogbrug hele tiden laver nye kombinationer af tegn, og der
derfor altid vil være muligheden for at konstruere nye betydninger for et tegn. Dette
betyder også, at tegn hele tiden får nye betydninger, som kan stå i et
modsætningsforhold til hinanden. På grund at sprogets bevægelighed vil det betyde, at
der nogle gange foregår kampe mellem forskellige betydningsdannelser i forsøget på
give ét bestemt tegn eller ord én bestemt betydning. Betydningsdannelsesprocessen er
dermed et forøg på at fiksere tegn eller ords betydning i forhold til i hinanden. Det er
denne fiksering af sproget, der skaber diskurser, men på grund af sprogets
”bevægelighed” eller foranderlighed vil diskurserne ændre sig, og der vil altid være
kampe mellem modstridende diskurser, som forsøger at fiksere sproget på netop deres
måde (Andersen, 2003:51.) Det er denne kamp om retten til at betydningsudfylde et
begreb, som er drivkraften i Diskursteorien.
For at afgøre om et tegn er en del af en diskurs eller ej, bruger Laclau og Mouffe
begrebet det diskursive felt.
En diskurs er som sagt en samling af tegn, som er fikseret på en bestemt måde i forhold
til hinanden (jf. fiskenetseksemplet). Diskursen skabes ved at udelukke alle andre
betydninger tegnene kunne have, hvis de blev relateret til hinanden på en anden måde
(Laclau & Mouffe, 1985:111). En indkredsning af en diskurs bliver dermed også en
eksklusion af alt det ” andet”, og det er dette andet, som er det diskursive felt (Torfing,
2001:26). En skelnen mellem en diskurs og det diskursive felt, betyder, at en diskurs er
en diskurs i kraft af, hvad den ikke er, og bliver i lige så høj grad konstitueret af, det
som ligger uden for diskursen. Det at en diskurs adskiller sig fra ”det andet” i det
diskursive felt, er netop dét, der gør den til en diskurs. Problemet med det diskursive
felt er, at det opererer ud fra præmissen ”alt eller intet”. Det er ikke kun tegn, som
umiddelbart relaterer sig til diskursen, uden at være en del af diskursen, som er en del af
det diskursive felt. Det betyder for eksempel, at når der tales om en klassisk medicinsk
diskurs, så er både akupunktur, fodbold og heste en del af det diskursive felt. Hvis det
diskursive felt er en udelukkelse af et tegns potentielle betydninger, vil det reelt set
betyde, at klassisk medicin i anden diskurs kan betydningsudfyldes i forhold til
begrebet hest. Hvilket umiddelbart virker usandsynligt. Laclau og Mouffe kommer i
diskursteorien desværre ikke nærmere ind på den problemstilling.
17