Speciale FINAL - Forskning - IVA

spørgsmålet vil derfor i høj grad afhænge af selve undersøgelsesgenstanden og
genstandsfeltet (Andersen, 2003:XII). Derfor er der i diskursanalysen ikke længere tale
om metode men analysestrategi, hvor man som forsker konstruerer en strategi for at
undersøge et bestemt genstandsfelt. Dette betyder også, at der ikke længere er nogen
klar grænse for hvornår diskursanalysen er teori, og hvornår den er metode, hvilket som
oftest leder frem til ”diskursteori som metode”, hvor den egentlige analysestrategi
bliver bestemt af undersøgelsesgenstanden (Jørgensen & Phillips, 1999:9).
4.1.1 Diskursanalysens videnskabsteoretiske felt
Da der findes mange forskellige tilgange til diskursanalysen, er det ikke muligt at give
en fyldestgørende karakteristik, som dækker alle tilgangene. Men selv om der findes
forskellige tilgange til diskursanalysen, så eksisterer der nogle grundlæggende
antagelser, som er fælles for alle diskursanalytiske tilgange, og som danner et fælles
teoretisk grundlag. Det følgende afsnit vil derfor være en kort redegørelse for
diskursanalysens basale teoretiske grundlag.
Diskursanalysen har sine rødder i socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk
sprogteori og semiotik. Ifølge socialkonstruktionismen er vores verdensopfattelse
konstitueret af vores erkendelse (Jochumsen & Rasmussen, 2006: 67). Det betyder, at
der ikke findes nogen endegyldig sandhed, men at den sociale virkelighed og vores
opfattelse af denne, er en konstruktion som skabes gennem vores sprog og vores sociale
handlinger. Det betyder at det er måden som vi taler om tingene på, som bestemmer
hvordan vi som mennesker forstår virkeligheden. Fordi virkeligheden er en
konstruktion betyder det samtidig også at der kan eksistere flere forskellige måder at
forstå og se verden på.
Selvom det socialkonstruktivistiske udgangspunkt er, at virkeligheden konstrueres
gennem erkendelse, og at denne konstruktion i høj grad er påvirket af kultur og sociale
processer, så skaber vi gennem disse konstruktioner alligevel en form for ”sandhed”.
Det sker, da vi gennem de sociale processer skaber en form for entydighed og orden, og
denne orden kan overtid antage en ”objektiv” karakter (Jochumsen & Rasmussen, 2006.
68). Vi bliver ude af stand til at se, at den måde som vi opfatter virkeligheden på, kun er
en ud af mange måder at se og forstå verden på. Problematikken omkring konstruktion
af virkeligheden og objektivitet vil blive diskuteret nærmere i afsnit 4.1.5.
13