Speciale FINAL - Forskning - IVA

Det Informationsvidenskabelige Akademi, København
Digitalisering vs. digital formidling
- En diskursanalyse af Kulturministeriets italesættelse af
begreberne kulturarv, digitalisering og digital formidling
Speciale udarbejdet af Stefanie Rasmussen
Årgang 2010
Vejleder: Gitte Balling
Afleveret 21/8-2012
Antal normalsider: 74,4
Antal ord 27.897
[Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af dokumentets
indhold. Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af
dokumentets indhold.]

Abstract
This thesis is a study of how Kulturministeriet (the Ministry of Culture) understands
and talks about the concepts of cultural heritage, digitazation and digital dissemination,
and how or if understandings of these concepts appear in practice on the National
Museums webpage Natmus.dk.
The analysis is tripartite. First part is a discourse analysis of three repports from
Kulturministeriet. Laclau and Mouffes Discourse Theori is used in trying to define
Kulturministeriets understanding and use of the concepts cultural heritage, digitazation
and dissemination. Five discourses are identified; The Knowledge and Identity
Discourse relating to cultural heritage. The Optimization Discourse and The
Preservation Discourse relating to digitization. The Accessibility Discourse and The
Dissemination Discourse relating to dissemination.
Secondly an analysis of the National Museums webpage Natmus.dk is carried out. The
analysis is based on Lisbeth Thorlacious' model for web communication. This shows
that Natmus.dk is a webpage with a classic design were the communication
predominantly takes place through written text with small photographic illustrations.
Some of the illustrations have a zoom function and some texts are accompanied by
videofilms instead of pictures.
The last part is a comparative analysis. The results from the discourse analysis and the
web analysis are compared to determine whether or not the discourses identified in the
first analysis is visible in practice on Natmus.dk's webpage. It is concluded that only
two of the five identified discourses are visible on Natmus.dk. The Dissemination
discourse and to some extent the Knowledge and Identity discourse.
2

Indhold
1. Indledning - Digitalisering vs. digital formidling ......................................................... 5
2. Problemformulering ...................................................................................................... 7
3. Analysestrategi .............................................................................................................. 7
3.1 Empiri og afgrænsning ........................................................................................................ 9
4. Teori ............................................................................................................................ 12
4.1 Diskursanalyse – teori som metode .................................................................................. 12
4.1.1 Diskursanalysens videnskabsteoretiske felt ............................................................... 13
4.1.2 Sprogets betydning .................................................................................................... 14
4.1.3 Laclau og Mouffes diskursteori .................................................................................. 16
4.1.4 Diskursteoriens begreber ........................................................................................... 18
4.1.5 Forskerens rolle .......................................................................................................... 20
4.1.6 Operationalisering af diskursteoriens begreber ........................................................ 21
4.2 Thorlacius Web analyse .................................................................................................... 22
4.2.1 Afsenderen ................................................................................................................. 24
4.2.2 Modtageren ............................................................................................................... 25
4.2.3 Produktet ................................................................................................................... 27
4.2.4 Konteksten ................................................................................................................. 27
4.2.5 Koden ......................................................................................................................... 28
4.2.6 Mediet ........................................................................................................................ 29
5. Begrebsafklaringer ...................................................................................................... 32
5.1 Digitalisering ...................................................................................................................... 32
5.2 (Kultur)Formidling ............................................................................................................. 32
5.3 Kulturarv - en definition og ordets brug i Danmark. ......................................................... 33
6. Diskursanalyse af Kulturministeriets rapporter .......................................................... 38
6.1 Videns-og identitetsdiskurs ............................................................................................... 38
6.2 Effektiviserings-diskurs ..................................................................................................... 43
6.3 Bevarings-diskurs .............................................................................................................. 48
6.4 Antagonisme – Digitalisering ............................................................................................ 51
6.5 Tilgængeliggørelses-diskurs .............................................................................................. 53
6.6 Formidlings-diskurs ........................................................................................................... 56
6.7 Antagonisme - formidling .................................................................................................. 61
7. Webanalyse af Natmus.dk ........................................................................................... 64
7.1 Afsender ............................................................................................................................ 64
7.2 Modtager........................................................................................................................... 67
3

7.3 Produkt .............................................................................................................................. 69
7.4 Kontekst ............................................................................................................................ 71
7.5 Koden ................................................................................................................................ 72
7.6 Mediet ............................................................................................................................... 73
Opsummering .......................................................................................................................... 75
Metodekritik ........................................................................................................................... 77
8. Fra diskurs til praksis .................................................................................................. 79
8.1 Videns-og identitets -diskursen ........................................................................................ 80
8.2 Diskurser orienteret mod afsenderen ............................................................................... 82
8.3 Diskurser rettet mod modtageren .................................................................................... 82
8.4 Opsummering .................................................................................................................... 85
9. Konklusion .................................................................................................................. 87
10. Perspektivering - Bagvedliggende ideologier ........................................................... 89
Litteratur ......................................................................................................................... 92
Bilag 1: Startsiden - ........................................................................................................ 94
Bilag 2: Historisk Viden, Danmarks oldtid. .................................................................... 96
Bilag 3: Huldremosekvindens dragt. .............................................................................. 97
Bilag 4: Huldremosekvindens dragt 2 ............................................................................ 98
Bilag 5: Huldremosekvinden-en mordsag? ..................................................................... 99
Bilag 6: Kokkepigens blog. .......................................................................................... 100
Bilag 7: Eksempel på den konverserende interaktive funktion .................................... 101
Bilag 8: Dropdown menuen på Startsiden. ................................................................... 104
4

1. Indledning - Digitalisering vs. digital formidling
Vi lever i et digitalt samfund, hvor flere og flere ting bliver tilgængelige via internettet.
Samtidig er medieforbruget blandt danskerne steget markant gennem de seneste 10-20
år, specielt internettets fremkomst har været med til at øge medieforbruget og
digitaliseringen af ”stort set alt”. I dag er medieforbruget en integreret del af vores
hverdag, og der ligger en uudtalt forventning om, at meget af hvad man stifter
bekendtskab med i løbet af ens dag, på den ene eller anden måde er digitaliseret, og at
adgangen til informationer er digital, oftest via internettet.
Denne digitaliserings-tanke er også gældende, når der tales om kultur, kulturarv og
museer. Siden internettets ”folkelige gennembrud” i midten af 1990’erne, har der fra
museernes side været forskellige tiltag til at skabe adgang til museets samlinger via
internettet. Også fra politisk hold har der i de sidste 10 år været et øget fokus på
digitalisering og digital formidling. Her har det specielt været den digitale bevaring og
digitale formidling af den danske kulturarv, der har været i fokus.
Den øgede politiske interesse i digital formidling, kombineret med udviklingen inden
for digitale teknologier, har også betydet, at der siden starten af 2000 har været et stort
fokus på danske kulturinstitutioners digitalisering og digitale kulturformidling. Det kan
blandt andet ses i den store mængde af rapporter, som er blevet udgivet af
Kulturministeriet (for eksempel Kulturministeriet 2006; 2008; 2009).
I løbet af mine fem år som studerende på IVA, har jeg beskæftiget mig meget med
kulturformidling. Selve formidlingsbegrebet har i undervisningstimerne været grundlag
for mange diskussioner, både når der har været tale om formidling i ”klassisk” forstand
og digital formidling. Diskussionerne har som oftest kredset om, hvad selve begrebet
indebærer, og hvad de forskellige definitioner af formidling har af betydning for den
reelle formidling ude på institutionerne.
Disse diskussioner, samt læsning af diverse tekster om formidling, har givet mig
indtrykket af, at der fra Kulturministeriets side ikke findes én bestemt strategi og
terminologi når der omtales digitalisering og digital (kultur)formidling. Oftest
sidestilles digitalisering, og den øgede tilgængeliggørelse, som digitaliseringen skaber,
med formidling og kulturformidling, da kulturarven nu kan komme ud til en større
mængde af den danske befolkning. En hurtig gennemlæsning af forskellige rapporter og
5

udredninger fra Kulturministeriet giver et meget broget billede af, hvordan
Kulturministeriet ønsker at digitalisere og formidle. Hvad der skal bevares og formidles
er der derimod ikke tvivl om. Hovedformålet med digitalisering og digital formidling er
en bevaring af den danske kulturarv, så den kommer alle danskere til gode, og vi alle
kan nyde glæde af den.
Det følgende citat er et godt eksempel på, hvordan Kulturministeriet bruger begreberne
digitalisering og digital formidling og er en af årsagerne til, at jeg har valgt at skrive
denne opgave.
”Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt
perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og
bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den
pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed
tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i
hele landet – ja, principielt hele verden. Digitalisering af
kulturarven åbner nye muligheder for enhver kategori af
brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og
historiske arv.” (Kulturministeriet, 2009:7)
I dette citat tales der både om digitalisering af kulturarven og digital formidling af
samme. Der tales om adgang til kulturarven, tilgængelighed, nye muligheder og
muligheden for at blive klogere på Danmarks kulturelle arv. Men det et uklart, hvad
Kulturministeriet egentlig mener med de to begreber. Umiddelbart virker det mystisk, at
det er den digitale formidling der giver adgangen, og digitaliseringen, der skal gøre os
klogere på kulturarven, men samtidig er det også digitaliseringen, der giver adgang til
kulturarven. Dette citat samt mange andre, har som sagt givet mig indtrykket af, at
Kulturministeriet forstår digitalisering og digital formidling på flere forskellige måder.
Rapporter og andre skrivelser fra Kulturministeriet er med til at danne grundlaget for de
beslutninger der tages, hvad enten det gælder drift af museer, økonomiske beslutninger
eller digitalisering og digital formidling. Hvis der fra Kulturministeriets side findes
denne tvetydighed i definitionen af begreberne, må det også have en betydning for de
kulturinstitutioner, der hører ind under Kulturministeriet. Hvis Kulturministeriet ikke
6

melder klart ud, hvad de forventer af henholdsvis digitalisering og digital formidling på
nettet, hvordan skal de forskellige kulturinstitutioner så gribe det an, og kan de i sidste
ende leve op til de retningslinje som Kulturministeriet giver?
Disse overvejelser har fået mig til at stille følgende spørgsmål:
2. Problemformulering
Hvordan italesættes begreberne digitalisering, digital formidling og kulturarv af
Kulturministeriet, og kommer disse italesættelser rent praktisk til udtryk på
Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk?
Hvordan er den egentlige adgang til kulturarven via institutionens hjemmeside?
3. Analysestrategi
Som problemformuleringen indikerer, vil denne opgave være en undersøgelse af
hvordan Kulturministeriet italesætter de tre begreber kulturarv, digitalisering og
formidling og hvordan disse politiske italesættelser kommer til udtryk på et rent
praktisk niveau.
For at undersøge dette, vil opgaven starte med en begrebsafklaring og kort definition af
begreberne kulturarv, digitalisering og formidling, sådan som de typisk bliver defineret
i diverse opslagsværker. Disse definitioner vil ikke blive brugt direkte i den følgende
analyse, men er medtaget for at vise, hvordan man som ”standard” definerer og forstår
de tre begreber.
Besvarelsen af problemformuleringens spørgsmål vil bestå af en analyse og et
diskussionsafsnit.
Selve analysen vil bestå af to dele og foregå på henholdsvis et politisk niveau, som
analyserer Kulturministeriets politiske italesættelser igennem udvalgte rapporter, og et
institutionelt niveau, som analyserer Nationalmuseets kommunikation på deres
hjemmeside Natmus.dk.
For at besvare spørgsmålet om, hvordan Kulturministeriet italesætter begreberne
kulturarv, digitalisering og formidling, vil jeg foretage en diskursanalyse af 3 udvalgte
7

apporter udgivet af Kulturministeriet. Da denne opgave forsøger at afdække, hvordan
der fra politisk side bliver talt om kulturarv, digitalisering og digital kulturformidling,
så er diskursanalyse den oplagte tilgang. Kort fortalt er diskursanalysens formål at
afdække, hvordan man italesætter forskellige sociale praksisser. Diskursanalysens
formål er ikke at afdække universelle sandheder eller finde ud af hvilke holdninger, der
” i virkeligheden” ligger bag forskellige udsagn. Formålet er i stedet at afdække
hvordan man taler om ting. På samme måde er det heller ikke i dette speciales interesse
at undersøge, hvilke holdninger og agendaer, der ligger bag de politiske udsagn om
digitalisering eller kulturformidling. Da formålet med opgaven er at afdække, hvordan
kulturarv, digitalisering og formidling bliver italesat, har jeg vurderet, at diskursanalyse
er den mest velegnede tilgang, da den netop går ind og afdækker italesættelser af
forskellige sociale praksisser og dermed kan bruges til at afdække, hvordan
Kulturministeriet italesætter digitalisering, formidling og kulturarv. Der findes mange
tilgange til at foretage en diskursanalyse. I denne opgave har jeg valgt at tage
udgangspunkt i Laclau og Mouffes diskursteori. Laclau og Mouffes hovedformål med
diskursteorien er, at identificere kampe og modsætninger mellem forskellige diskurser.
Ideen til opgaven stammer fra en undren over Kulturministeriets modsættende brug af
begreberne digitalisering og formidling og opgavens formål er at finde ud af hvordan
disse begreber bliver italesat. Derfor vil Laclau og Mouffes diskursteori være velegnet
til denne opgave, da de netop forsøger at identificere kampe og modsætninger mellem
forskellige italesættelser.
For at svare på spørgsmålet om Kulturministeriets politiske italesættelse stemmer
overens med praksis, vil jeg som det første foretage en analyse af Nationalmuseets
hjemmeside, for at se hvad der rent faktisk bliver gjort på en statslig institutions
hjemmeside.
Jeg vil ikke basere analysen af Nationalmuseets hjemmeside på en tekstlig analyse, men
vil forsøge at inddrage de elementer, som er specielle og kendetegnende for netop
hjemmesider. Dette vil jeg gøre (for det første) fordi, hjemmesider er meget mere end
bare skrevne tekster. En hjemmeside kommunikerer i lige så høj grad gennem dens
æstetik og design, som dens skrevne tekster. Derfor har jeg valgt at tage afsæt i Lisbeth
Thorlacius’ analysemodel for visuel kommunikation på nettet. Modellen er baseret på
Roman Jakobsons lingvistiske analysemodel, men er af Torlacius blevet modificeret og
tilpasset, så den tager højde for de æstetiske kommunikative aspekter, der er
8

kendetegnende for hjemmesider. Valget af Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk
som analysegenstand har følgende årsager. For at kunne svare på, om museernes praksis
med hensyn til digitalisering og formidling stemmer overens med italesættelsen i
Kulturministeriets rapporter og udredninger, så er det nødvendigt, at det valgte museum
også hører ind under Kulturministeriet. Dette er tilfældet med Nationalmuseet. Som
Nationalmuseets navn også hentyder, så er museet Danmarks statslige og
kulturhistoriske hovedmuseum og en institution under Kulturministeriet
(Kulturministeriet, Nationalmuseet). Da Nationalmuseet er hovedmuseet for
kulturhistorie, må man forvente at netop dette museum følger Kulturministeriets
diskurser/retningslinjer.
Opgavens tredje og sidste del vil være et sammendrag og diskussion af resultaterne fra
diskursanalysen og webanalysen, med henblik på at besvare spørgsmålet, om
Kulturministeriets diskurser rent praktisk kommer til udtryk på Natmus.dk.
3.1 Empiri og afgrænsning
3.1.1 Kulturministeriets rapporter
Som analysegenstand for diskursanalysen, har jeg udvalgt 3 rapporter udgivet af
Kulturministeriet i perioden 2006-2009. Det drejer sig om rapporterne ”Udredning om
museernes formidling” fra 2006, ”Digitalisering af kulturarven - Midtvejsrapport fra
Digitaliseringsudvalget” fra 2008 og ”Digitalisering af kulturarven - Endelig rapport
fra Digitaliseringsudvalget” fra 2009.
Valget er faldet på netop disse tre rapporter, da de alle tre beskæftiger sig med
formidling og digitalisering af kulturarven. Desuden er det de tre seneste
rapporter/udredninger, der er udgivet, hvor digitalisering og (digital) formidling bliver
behandlet, og man må derfor gå ud fra, at de holdninger og udsagn der kommer til
udtryk i rapporterne stadig er gældende.
De valgte rapporter er alle fundet på Kulturministeriets hjemmeside. Fælles for de fleste
af Kulturministeriets rapporter er, at de er blevet udarbejdet af diverse udvalg, som på
foranledning af Kulturministeriet er blevet nedsat for at komme med udredninger og
anbefalinger om et bestemt emne. Dette gør sig også gældende for de tre rapporter, som
9

danner det empiriske grundlag for denne opgave. Selv om rapporterne har forskellige
forfattere, så er alle tekster, rapporter og udredninger blevet gjort tilgængelige samme
sted og har Kulturministeriet som den endelige afsender og må dermed også være
udtryk for en fælles holdning. Derfor vælger jeg at se de tre rapporter som et samlet
hele og som ét udsagn fra én afsender, nemlig Kulturministeriet.
3.1.1.1 Afgrænsning
”Udredning af museers formidling” beskæftiger sig ikke kun med digital formidling,
men med alle aspekter af museumsformidling. Derfor har jeg valgt kun at analysere de
kapitler, som specifikt behandler begreberne formidling og digitalisering. Det drejer sig
om Indledningen, ”Kapitel 1: Baggrunden for Formidlingsudvalgets arbejde”,
”Kapitel 5: Udvikling af museernes udstillinger og andre formidlingsaktiviteter” og
”Kapitel 6: Digitale formidlingsformer på internettet”. Kapitlerne, som omhandler eks.
museernes åbningstidspunkter og besøgstal, er blevet udeladt af analysen, da de
hverken har formidling, digitalisering eller kulturarv som fokus.
”Digitalisering af kulturarven - Midtvejsrapport fra Digitaliseringsudvalget” fra 2008
og ”Digitalisering af kulturarven - Endelig rapport fra Digitaliseringsudvalget” fra
2009 fokuserer derimod specifikt på digitalisering og digital formidling af kulturarven
og er skrevet netop for at præsentere en række forslag til digitalisering og formidling.
Derfor er disse to rapporter medtaget i deres fulde længde.
3.1.2 Natmus.dk
Nationalmuseets hjemmeside er en stor og omfattende hjemmeside som indeholder
ufattelig mange informationer. En gennemgang og analyse af alle sider på Natmus.dk
ville fylde alt for meget og være for omfattende for en opgave af denne størrelse. Derfor
har jeg valgt kun at analysere udvalgte dele af Natmus.dk. Ved at foretage dette valg,
er jeg opmærksom på, at opgaven ikke vil give et fuldstændigt/endegyldigt svar på,
hvordan forholdet mellem ”diskurs og praksis” udmønter sig på Nationalmuseets
hjemmeside, men kun vil være et lille udsnit af praksis på Natmus.dk. Havde jeg valgt
at fokusere på andre dele af hjemmesiden, ville de konklusioner, der kan drages, måske
være anderledes. Jeg har dog valgt denne fremgangsmåde, da jeg på denne måde vil
have mulighed for at gå mere i detaljen med de enkelte dele.
3.1.2.1 Afgrænsning
10

Nationalmuseets hjemmeside er overordnet delt op i 3 forskellige dele (Bilag 1). Det
drejer sig om ”Besøg museerne”, hvor hvert museum, som hører under Nationalmuseet,
har deres egen side, f.eks. Frilandsmuseet, Brede Værk og Nationalmuseet selv. Andet
menupunkt hedder ”Historisk viden” og er delt op i underpunkter såsom Danmark,
Verden og Temaer, hvor der ikke skelnes mellem de forskellige institutioner. Det tredje
menupunkt hedder ”Salg og ydelser” og fokuserer på de mere kommercielle aspekter af
museumsdrift, såsom undervisning og undervisningsmateriale, leje af lokaler og
museumsbutikken.
Jeg har valgt kun at fokusere på det, man kan finde under punktet ”Historisk viden”, og
set bort fra de enkelte museers sider, som kan findes under ”Besøg museerne”. Først og
fremmest for at begrænse mængden af empirisk data, men også fordi ”Historisk viden”
har kulturarven og kulturarvsgenstandene som fokus. Da det blandt andet er
kulturarvsbegrebet som er genstand for denne opgaves undersøgelser, vil det være
logisk at analysere de dele af Natmus.dk, der har kulturarven som hovedfokus, i stedet
for at analysere de dele af hjemmesiden, som beskæftiger sig med mere praktiske
aspekter som åbningstider og rutevejledninger.
Som grundlag for webanalysen har jeg derfor udvalgt følgende dele af Natmus.dk
Startsiden.
Startsiden er valgt, da den er det første man, som museumsbesøgende ser, når
man besøger Nationalmuseets hjemmeside. Den kan give et hurtigt overblik
over det som institutionen finder vigtigt. Man må antage, at informationerne på
forsiden, er de oplysninger som institutionen ønsker, at brugerne skal se.
Danmarks oldtid.
Danmarks oldtid er valgt, fordi dette tema giver et bredt repræsentativt eksempel
på Nationalmuseets formidling af forskellige tidsperioder.
Da den danske oldtid strækker sig over en lang periode, er emnet om Danmarks
oldtid opdelt i flere undersider, hver side med fokus på forskellige perioder af
den danske oldtid. Eksempelvis bronzealderen, yngre jernalder og vikingetiden.
Jeg vil ikke foretage en analyse af hver enkelt side under menupunktet Oldtid,
men i stedet vælge nogle enkelte nedslagspunkter som vil være repræsentative
for Nationalmuseets formidling af den danske oldtid.
11

3.1.3 Digital formidling
Digital formidling er et bredt begreb, da det dækker formidling på selve
kulturinstitutionen, såsom podcast/guidede ture og anden digital interaktion med de
udstillede genstande og online formidling på institutionens hjemmeside. For at
begrænse opgavens omfang vil fokus være på den digitale formidling, der finder sted på
kulturinstitutionens hjemmeside.
4. Teori
4.1 Diskursanalyse – teori som metode
Diskursanalyse er en undersøgelsesform, som i løbet af de sidste mange år har vundet
indpas i socialvidenskaberne (Jochumsen & Rasmussen, 2006:51). Selve begrebet
diskurs siger ikke så meget i sig selv, da der inden for dets forskningsfelt findes mange
forskellige definitioner af, hvad en diskurs er. Men overordnet kan man definere en
diskurs som ”en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden)
på” (Jørgensen & Phillips, 1999:9). En diskursanalyses formål bliver dermed at
undersøge, hvad og hvordan ting bliver sagt, for at identificere forskellige diskurser og
deres indflydelser på sociale processer (Jochumsen & Rasmussen, 2006:51).
Fordi der inden for det diskursanalytiske forskningsfelt ikke er enighed om, hvad der
konstituerer en diskurs, findes der heller ikke en bestemt måde at foretage en
diskursanalyse på, men derimod mange forskellige tværfaglige og multidisciplinære
tilgange, der kan kombineres på mange forskellige måder (Jørgensen & Phillips, 1999:
9). Når man foretager en diskursanalyse, bevæger man sig fra et ontologisk
udgangspunkt, hvor man forsøger at finde ind til grundlæggende antagelser eller
sandheden om et fags genstandsfelt, til et epistemologisk ståsted, hvor man observerer,
hvordan ting opfattes som sande eller grundlæggende sandheder (Andersen, 2003:XII).
Når man i diskursanalysen har et epistemologisk udgangspunkt, hvor man er mere
interesseret i spørgsmålet hvordan, end hvorfor, så giver det ikke mening at have én
bestemt metode til at besvare et undersøgelsesspørgsmål på, da der som udgangspunkt
ikke findes nogen universelsandhed at afdække. Fremgangsmåden til at løse
12

spørgsmålet vil derfor i høj grad afhænge af selve undersøgelsesgenstanden og
genstandsfeltet (Andersen, 2003:XII). Derfor er der i diskursanalysen ikke længere tale
om metode men analysestrategi, hvor man som forsker konstruerer en strategi for at
undersøge et bestemt genstandsfelt. Dette betyder også, at der ikke længere er nogen
klar grænse for hvornår diskursanalysen er teori, og hvornår den er metode, hvilket som
oftest leder frem til ”diskursteori som metode”, hvor den egentlige analysestrategi
bliver bestemt af undersøgelsesgenstanden (Jørgensen & Phillips, 1999:9).
4.1.1 Diskursanalysens videnskabsteoretiske felt
Da der findes mange forskellige tilgange til diskursanalysen, er det ikke muligt at give
en fyldestgørende karakteristik, som dækker alle tilgangene. Men selv om der findes
forskellige tilgange til diskursanalysen, så eksisterer der nogle grundlæggende
antagelser, som er fælles for alle diskursanalytiske tilgange, og som danner et fælles
teoretisk grundlag. Det følgende afsnit vil derfor være en kort redegørelse for
diskursanalysens basale teoretiske grundlag.
Diskursanalysen har sine rødder i socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk
sprogteori og semiotik. Ifølge socialkonstruktionismen er vores verdensopfattelse
konstitueret af vores erkendelse (Jochumsen & Rasmussen, 2006: 67). Det betyder, at
der ikke findes nogen endegyldig sandhed, men at den sociale virkelighed og vores
opfattelse af denne, er en konstruktion som skabes gennem vores sprog og vores sociale
handlinger. Det betyder at det er måden som vi taler om tingene på, som bestemmer
hvordan vi som mennesker forstår virkeligheden. Fordi virkeligheden er en
konstruktion betyder det samtidig også at der kan eksistere flere forskellige måder at
forstå og se verden på.
Selvom det socialkonstruktivistiske udgangspunkt er, at virkeligheden konstrueres
gennem erkendelse, og at denne konstruktion i høj grad er påvirket af kultur og sociale
processer, så skaber vi gennem disse konstruktioner alligevel en form for ”sandhed”.
Det sker, da vi gennem de sociale processer skaber en form for entydighed og orden, og
denne orden kan overtid antage en ”objektiv” karakter (Jochumsen & Rasmussen, 2006.
68). Vi bliver ude af stand til at se, at den måde som vi opfatter virkeligheden på, kun er
en ud af mange måder at se og forstå verden på. Problematikken omkring konstruktion
af virkeligheden og objektivitet vil blive diskuteret nærmere i afsnit 4.1.5.
13

Overordnet er det følgende antagelser, der ligger til grund for de fleste
diskursanalytiske tilgange. Det gælder også Laclau og Mouffes diskursteori, som bliver
brugt i denne opgave.
Ingen objektiv sandhed.
Vores verdensopfattelse er ikke at spejlbillede af ”den virkelige verden”,
men er et produkt af hvordan vi kategoriserer vores verden gennem
vores sprogbrug (Jørgensen & Phillips, 1999:13).
Historisk og kulturel specificitet.
Vores forståelse af verden er historisk og kulturelt bestemt. Vores
verdensbilledet har gennem tid forandret sig og gør det stadig. Dette
betyder at den sociale verden konstrueres socialt og ikke udspringer af
ydre forhold eller stabile karakteristika (Andersen, 2003:XVI).
Måden vi forstår verden på skabes og opretholdes af sociale processor.
Det er gennem den sociale interaktion (ikke kun sproget) at man som
person og/eller samfund konstituerer fælles sandheder og
verdensopfattelser (Jørgensen & Phillips, 1999:13) og kæmper om hvad
der er sandt eller falskt.
Sammenhæng mellem viden og social handling.
Forskellige verdensbilleder skaber forskellige sociale handlinger og
opfattelser af hvad der er rigtig og forkert. Nogle ting bliver en selvfølge
mens andre bliver utænkelige. Disse konstruktioner af viden og
sandheder udmønter sig i konkrete (sociale) handlinger. (Andersen,
2003:XVI).
4.1.2 Sprogets betydning
Diskursanalyse baserer sig på strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogfilosofi, der
siger at adgangen til virkeligheden går gennem sproget (Jochumsen & Rasmussen,
2006:52). Det er gennem sproget, at vi beskriver virkeligheden, men det kan aldrig
blive en objektiv beskrivelse, da virkeligheden er konstitueret af den måde, som vi
vælger at omtale virkeligheden på. Det er gennem sproget, at diskurser skabes - og også
gennem sproget, at de kan aflæses og identificeres. Som eksempel på, hvordan sprog
kan påvirke ens opfattelse af virkeligheden, bruger Jørgensen og Phillips en beskrivelse
af en oversvømmelse (Jørgensen & Phillips, 1999:18). Selve oversvømmelsen er et
14

materielt fænomen der sker uanset hvordan det omtales. Men når fænomenet omtales i
forsøget på at sætte det ind i en meningsgivende sammenhæng, vil det ske ud fra
forskellige forståelser, dvs. diskurser. De fleste mennesker vil højst sandsynligt omtale
oversvømmelsen som et naturfænomen, men herefter trække på forskellige diskurser for
at forstå fænomenet. Nogle vil se det ud fra en meteorologisk diskurs, andre vil se det
som et bevis på global opvarmning, mens en tredje part måske vil opfatte det som Guds
straf for menneskers synder. De forskellige diskurser vil have en indflydelse på hvilke
reaktioner der er mulige og have betydning for den sociale handlen. Dermed
konstituerer diskurser ikke kun begivenheder men også sociale relationer og identiteter
(Jørgensen & Phillips, 1999:18).
Diskursanalysens sprogopfattelse tager afsæt i sprogstrukturalisten Saussures
sprogteori/semiotik. Kort fortalt så Saussure forholdet mellem sproget og virkeligheden
som arbitrært (vilkårligt), hvor sproget var det system som vi opfattede virkeligheden
igennem (Kjørup, 2006:17). Verden tillægges betydning gennem sociale konventioner,
hvor bestemte ting forbindes med og repræsenteres af bestemte tegn (ord eller
handlinger). Tegnet betyder i sig selv ikke noget, det er først når det ses i relation til
andre tegn, at tegnet bliver defineret og får sin betydning. Et tegn får sin specifikke
værdi og betydning ved at være forskellig fra andre tegn (Kjørup, 2006:15). Denne
definition af tegn og deres betydningsdannelse kan sammenlignes med et udspændt net,
hvor nettet symboliserer sproget, og hver knude i nettet repræsenterer et tegn.
Betydningen af tegnet defineres af dets placering i forhold til de andre knuder i nettet.
Hos Saussure er sprogets struktur uforanderlig, hvilket betyder at et tegn altid vil have
samme betydning (Jørgensen & Phillips, 1999:20). I poststrukturalismen modificeres
Saussures tanker, men ideen er grundlæggende den samme. Tegn får stadig deres
betydning i kraft af deres forhold til andre tegn, og forståelsen af et tegn sker stadig, når
man ser de forskellige tegn i relation til hinanden. Forskellen ligger i, at sprogets
struktur ikke længere er uforanderlig (Jørgensen & Phillips, 1999:20). Et tegn eller ords
betydning bliver ikke længere fikseret i en fastlagt struktur. Strukturen som tegnet
fikseres i, er forskellig alt efter hvilken sammenhæng tegnene bruges i. Dette betyder
også, at et tegns betydning kan ændres alt efter hvilke andre tegn det sættes i relation til.
Brugen og betydningen af de enkelte tegn skifter fra situation til situation og det er
disse skift, som er med til at skabe forskellige diskurser.
Selvom et tegn kan have forskellige betydninger, betyder det ikke at ”alt flyder” og at
ord kan betyde hvad som helst. Pointen med tegn (eller ords) flertydighed er, at tegn
15

ikke kan fikseres i en fast struktur, men at der er plads til forandring. Det er disse
forandringer i brugen af tegn og betydningsdannelsen, der er med til at definere
forskellige og i nogle tilfælde modstridende diskurser (Jørgensen & Phillips, 1999:22).
4.1.3 Laclau og Mouffes diskursteori
Inden for diskursanalyseteorierne findes der mange forskellige tilgange og teorier, som
hver især har deres tolkning af graden af konstruktivisme og tilgang til diskursanalysen.
Der kan blandt andet nævnes Foucault, Kosseleck, Faircloughs Kritiske diskursanalyse,
Diskurs psykologi og Laclau og Mouffes Diskursteori (Jørgensen & Phillips, 1999:29).
Det vil være for omfattende at beskrive alle teorier her, men det skal blot nævnes, at
hvad, der er med til at konstituere en diskurs, er meget forskelligt, fra Laclau og
Mouffe, der ser alt som en del af diskursen, til Fairclough, der kun ser diskurser som en
del af andre sociale processer, som konstituerer virkeligheden (Jørgensen & Phillips,
1999. 29). I denne opgave vil det analytiske udgangspunkt være Laclau og Mouffes
diskursteori, og resten af kapitlet vil derfor være en introduktion til netop denne teori.
Laclau og Mouffes diskursteori er en af de diskursanalytiske teorier, der kommer tættest
på den rene post-strukturalisme. I Diskursteorien er alt socialt konstrueret, og alt er
dermed også (udtryk for en) diskurs. Hele det sociale felt bliver set som en samling af
betydningsdannelsesprocessor (Laclau & Mouffe, 1985:113). Men selv om hele det
sociale felt i Diskursteorien bliver set som værende konstituerende for diskurs, så mener
Laclau og Mouffe stadig, at en stor del af vores adgang til virkeligheden og forståelsen
af denne går gennem sproget. Derfor er deres begrebsapparat i høj grad baseret med
udgangspunkt i semiotikken, men det samme begrebsapparat gælder, hvad enten der er
tale om en sproglig ytring eller en social handling.
Fordi denne opgave kun undersøger hvordan Kulturministeriet italesætter begreber
gennem rapporter (dvs. via det skrevne sprog) vil jeg ikke komme nærmere ind på,
hvordan Laclau og Mouffe behandler diskurser, som ikke er artikuleret via sproget.
Men vil blot nævne, at ligesom (sproglige) tegns betydning bliver defineret set i relation
til andre sproglige tegn, så bliver handlingers betydning også defineret i relation til
andre handlinger. At man tager på storbyferie i London, i stedet for at tage på
charterferie på Kreta er for eksempel også udtryk for en bestemt diskurs (Jørgensen &
Phillips, 1999:47).
16

Centralt i Laclau og Mouffes diskursteori er tanken om at sociale fænomener aldrig er
totale (Jørgensen & Phillips, 1999:34). Betydningen af et tegn kan aldrig fastlåses
fuldstændig, da vi i vores sprogbrug hele tiden laver nye kombinationer af tegn, og der
derfor altid vil være muligheden for at konstruere nye betydninger for et tegn. Dette
betyder også, at tegn hele tiden får nye betydninger, som kan stå i et
modsætningsforhold til hinanden. På grund at sprogets bevægelighed vil det betyde, at
der nogle gange foregår kampe mellem forskellige betydningsdannelser i forsøget på
give ét bestemt tegn eller ord én bestemt betydning. Betydningsdannelsesprocessen er
dermed et forøg på at fiksere tegn eller ords betydning i forhold til i hinanden. Det er
denne fiksering af sproget, der skaber diskurser, men på grund af sprogets
”bevægelighed” eller foranderlighed vil diskurserne ændre sig, og der vil altid være
kampe mellem modstridende diskurser, som forsøger at fiksere sproget på netop deres
måde (Andersen, 2003:51.) Det er denne kamp om retten til at betydningsudfylde et
begreb, som er drivkraften i Diskursteorien.
For at afgøre om et tegn er en del af en diskurs eller ej, bruger Laclau og Mouffe
begrebet det diskursive felt.
En diskurs er som sagt en samling af tegn, som er fikseret på en bestemt måde i forhold
til hinanden (jf. fiskenetseksemplet). Diskursen skabes ved at udelukke alle andre
betydninger tegnene kunne have, hvis de blev relateret til hinanden på en anden måde
(Laclau & Mouffe, 1985:111). En indkredsning af en diskurs bliver dermed også en
eksklusion af alt det ” andet”, og det er dette andet, som er det diskursive felt (Torfing,
2001:26). En skelnen mellem en diskurs og det diskursive felt, betyder, at en diskurs er
en diskurs i kraft af, hvad den ikke er, og bliver i lige så høj grad konstitueret af, det
som ligger uden for diskursen. Det at en diskurs adskiller sig fra ”det andet” i det
diskursive felt, er netop dét, der gør den til en diskurs. Problemet med det diskursive
felt er, at det opererer ud fra præmissen ”alt eller intet”. Det er ikke kun tegn, som
umiddelbart relaterer sig til diskursen, uden at være en del af diskursen, som er en del af
det diskursive felt. Det betyder for eksempel, at når der tales om en klassisk medicinsk
diskurs, så er både akupunktur, fodbold og heste en del af det diskursive felt. Hvis det
diskursive felt er en udelukkelse af et tegns potentielle betydninger, vil det reelt set
betyde, at klassisk medicin i anden diskurs kan betydningsudfyldes i forhold til
begrebet hest. Hvilket umiddelbart virker usandsynligt. Laclau og Mouffe kommer i
diskursteorien desværre ikke nærmere ind på den problemstilling.
17

4.1.4 Diskursteoriens begreber
Laclau og Mouffe arbejder med et stort begrebsapparat i deres diskursteori. Det er disse
begreber, som jeg (rent praktisk) vil bruge i opgavens diskursanalyse. Selvom jeg i
analysen ikke direkte bruger alle de nævnte begreber, har jeg alligevel valgt at beskrive
dem i dette afsnit, da de er nødvendige for at forstå diskursteoriens analytiske grundlag.
Derfor vil det følgende afsnit være en mere detaljeret og skematisk gennemgang af
diskursteoriens begreber og en oversigt over hvordan, de enkelte begreber hænger
sammen og skal ses i forhold til hinanden.
Som nævnt tager Laclau og Mouffe udgangspunkt i semiotikken og Saussurres teori om
betydningsdannelse. Diskurserne bliver skabt gennem betydningsdannelsen af
forskellige typer af tegn, som hver især har en indflydelse på diskursen.
Lukning. En diskurs’ formål er at fiksere et tegns betydning i en fast struktur, selv om
det kun er midlertidigt. En lukning er et midlertidigt stop i et tegns
betydningsglidninger (Jørgensen & Phillips, 1999.38).
Momenter er en diskurs’ ”stabile” tegn, selv om de ifølge post-strukturalismen aldrig
kan være helt stabile. Alle tegn en i artikulation er momenter og har fået fikseret deres
betydning i kraft af, at de er forskellige fra hinanden på forskellige måder - og i kraft af
deres indbyrdes relationer. For at bruge et tidligere eksempel, så er de knuderne i det
net, der udgør en diskurs. (Jørgensen & Phillips, 1999:36)
Elementer er tegn der endnu ikke har fået en fikseret betydning (Jochumsen &
Rasmussen, 2006:61), men som diskursen forsøger at fiksere som momenter, ved at
gøre deres flertydighed entydige (Jørgensen & Phillips, 1999:38).
Nodal-punkter er privilegerede tegn, tomme tegn uden betydning, som skal
meningsudfyldes. De andre tegn i diskursen ordnes omkring dette tegn og får deres
betydning fastlagt ved at blive sat i forbindelse med nodal-punktet på en bestemt måde.
I klassiske medicin studier ville kroppen være et nodal-punkt, mens eks. tegn som
skalpel og symptomer får fastlagt deres betydning ved at blive relateret til kroppen på en
bestemt måde.(Jørgensen & Phillips, 1999:37).
18

Flydende betegnere er elementer, som særligt er åbne for forskellige fortolkninger og
betydningstilskrivninger. En flydende betegner er et tegn, som forskellige diskurser
forsøger at betydningsudfylde på hver deres måde (Jørgensen & Phillips, 1999:39).
Definitionerne af et element og en flydende betegner er meget ens, og det kan være
svært at skelne mellem dem. Fælles for dem er, at begge begreber beskriver et ord, der
endnu ikke har fået fikseret sin betydning og som stadig mangler at blive
indholdsudfyldt. Forskellen ligger i, at en flydende betegner, er mere åben for flere
betydninger, og betydningsudfyldelsen sker på tværs af forskellige diskurser. ”Desuden
markerer de flydende betegnere i højere grad en konfliktlinje mellem interne diskurser”
(Jochumsen & Rasmussen, 2006:62).
Ækvivalenskæde
Identificeringen af en diskurs’ flydende betegner kan ske ved hjælp af
ækvivalenskæder. En ækvivalenskæde er sammenkobling af betydninger og er ord, som
associeres til begrebet (Jochumsen & Rasmussen, 2006:63). Begrebet ”mand” kan
eksempelvis ækvivaleres med far, stærk, fodbold og meget andet. Det er, hvad der
ækvivaleres og ikke ækvivaleres til tegnet mand, som viser, hvilken diskurs mand
italesættes ud fra (Jørgensen & Phillips, 1999:55).
Sætter man disse begreber i relation til hinanden betyder det, at en diskurs forsøger at
fjerne flertydigheden ved at omdanne elementer til momenter gennem en lukning.
Selvom der aldrig kan være tale om en komplet fastlåsning af et tegns betydning da
lukningen altid kun vil være midlertidig. På grund af flertydigheden i hvert tegn og i en
hver ytring vil en hver artikulation altid være en potentiel ”nyfiksering” af et tegns
betydning og potentielt skabe nye diskurser (Jørgensen Phillips, 1999:39)
Fordi denne fastlåsning aldrig er komplet, som den ville være i en Saussuresk eller
strukturalistisk forstand, og fordi en artikulation altid kan sætte tegn sammen i nye
mønstre og sammenhænge, vil der altid være en kamp mellem de enkelte tegns
betydning og om forandringen af diskursens struktur.
Det er denne kamp mellem diskurser og deres forøg på at skabe en betydningsdannelse
og betydningsudfylde de tomme tegn, som er en af de overordnede pointer i Laclau og
Mouffes diskursteori. Til at beskrive denne kamp mellem forskellige diskurser som
forsøger at italesætte det samme tegn/den samme ting, bruger Laclau og Mouffe
begreberne hegemoni og antagonisme.
19

Antagonisme er udtrykket for konflikt i diskursteorien. En antagonisme opstår når to
forskellige diskurser støder sammen i forsøget på at betydningsudfylde et bestemt
begreb og gensidigt forhindrer hinanden i at gøre dette (Jørgensen & Phillips, 1999:60).
Jørgensen og Phillips bruger identiteter som eksempel på et antagonistisk forhold. Der
kan opstå et antagonistisk forhold mellem ens identitet som arbejder og dansker.
Arbejder-identiteten kan forhindre at man gør sin pligt som dansk soldat i krigstid, eller
ens identitet som dansk soldat betyder at man skal slås mod andre arbejderfæller fra
andre lande. I dette tilfælde blokerer den ene diskurs den anden, fordi diskurserne stiller
modstridende krav til ens handlinger. For den enkelte diskurs betyder dette
modsætningsforhold at dens eksistens (betydningsdannelse) og entydighed er truet af
det diskursive felt (alt det som diskursen har udelukket). Som modsætning til
antagonisme står begrebet hegemoni (Jørgensen & Phillips, 1999:61).
Hegemoni er en fastlåsning af elementer i momenter på tværs af forskellige
modstridende diskurser. Dette betyder, at hegemoni opstår, når en af diskurserne har
”vundet” retten til at betydningsudfylde og definere den flydende betegner (Jørgensen
& Phillips, 1999: 61). Antagonismen, som opstod, fordi to diskurser forsøgte at
betydningsudfylde det samme tegn på hver deres måde, er blevet opløst. I eksemplet
med identiteter betyder det, at der er sket en ”hegemonisk intervention”, når man ser sig
selv som dansker og vælger at gå i krig mod andre nationaliteter, frem for at se sig som
arbejder på tværs af landegrænser.
Fastlåsningen af et tegns betydning er altid kun midlertidig, og muligheden for andre
måder at italesætte det samme tegn på er altid til stede. Derfor vil selve hegemonien
også kun være midlertidig, da der teoretisk set altid er mulighed for at kombinere
tegnene på en anden måde (Andersen, 2003:55)
4.1.5 Forskerens rolle
I denne sammenhæng er det også vigtigt at nævne forskerens eller undersøgerens rolle i
en diskursanalyse. Diskursanalysens teoretiske udgangspunkt er, at ens forståelse og
oplevelse af verden er socialt konstrueret og afhænger af, hvordan forskellige sociale
praksisser er blevet italesat. Ideen om, at alt er en konstruktion betyder hermed at jeg
som specialeskrivende også er en del af en diskurs' konstruerede virkelighed (Jørgensen
& Phillips, 1999:32). Selvom man som forsker (eller kandidat studerende) forsøger at
20

være så objektiv som mulig i forsøget på at besvare sine undersøgelsesspørgsmål, så vil
selve grundantagelsen i diskursanalysens teori reelt set betyde at objektivitet aldrig er
mulig. At være fluen på væggen og foretage en objektiv analyse kan ikke lade sig gøre,
da man gennem opvækst og uddannelse er blevet del af den eksisterende diskurs(er) og
har taget dennes sociale praksisser til sig. Jo tættere ens eget liv er på den undersøgte
diskurs, des sværere vil det være at se forskellige sociale praksisser og sprogbrug som
en diskurs og ikke bare som ”selvfølgeligheder” (Jørgensen & Phillips, 1999:32). Dette
er en udfordring, man skal være bevidst om, når man som forsker forsøger at
identificere en diskurs. Udover problematikken med at identificere en diskurs, man selv
er del af, har den socialkonstruktivistiske tankegang også en indflydelse på de resultater
og konklusioner, som en undersøgelse kommer frem til. Da der ikke findes nogle
endegyldige sandheder, er de resultater, man som forsker finder frem til ikke mere
rigtige eller forkerte end andre forskeres resultater (Jochumsen & Rasmussen, 2006:53).
Hvordan disse problemer gribes an af teoretikere inden for feltet varierer meget. I
Laclau og Mouffes, diskursteori som bliver anvendt i dette speciale, er problematikken
tydelig, da alt, ifølge dem, er diskurs. Desværre beskæftiger de sig ikke med
problemstillingen, men vælger at se deres teori og analyse som objektive (Jørgensen &
Phillips, 1999:32).
Derfor er jeg også bevidst om, at de resultater jeg finder frem til i denne opgave, ikke er
objektive og ikke kan, eller skal, ses som den endelig sandhed. Jeg har ikke foretaget en
100 % objektiv analyse af min undersøgelses genstandsfelt, da jeg allerede er en del af
én eller flere diskurser. Dette gør sig især gældende for de begreber, jeg har valgt at
undersøge i dette speciale. Kulturarv, formidling og digitalisering er begreber, som jeg
allerede ser gennem en særlig optik. Fælles for disse tre er, at de alle sammen er
begreber, som jeg gennem mine fem år på Det Informationsvidenskabelige Akademi,
har fået italesat på en bestemt måde. (Ud fra den herskende kulturformidlingsdiskurs på
IVA) Hvilken diskurs det er, kan jeg ikke svare på, da jeg selv er en del af diskursen, og
som nævnt tidligere højst sandsynligt ser det som selvfølgeligheder og ikke diskurs.
4.1.6 Operationalisering af diskursteoriens begreber
I Diskursteorien gør Laclau og Mouffe brug af et bredt teoretisk begrebsapparat, men de
giver ikke nogen egentlig fremgangsmåde til rent praktisk at foretage en analyse.
Jørgensen og Phillips skriver i deres bog ”Diskursanalyse som teori og metode”, at når
21

det gælder operationalisering eller en egentlig analysestrategi, så er det muligt at
sammensætte sin egen, så længe at den ikke strider imod diskursanalysens teoretiske
grundlag (Jørgensen & Phillips, 1999:12). De åbner også op for muligheden for at
kombinere begreber fra flere forskellige diskursanalytiske tilgange, hvis
undersøgelsesspørgsmålet lægger op til det. Til denne opgave har jeg dog valgt kun at
tage udgangspunkt i Laclau og Mouffes diskursteori, da jeg mener, at de begreber, som
er præsenteret, vil være nok til at foretage en analyse af Kulturministeriets rapporter.
Selvom der i teoriafsnittet blev gjort rede for hele Laclau og Mouffes begrebsapparat,
vil analysen af Kulturministeriets rapporter rent praktisk kun tage afsæt i nogle af
begreberne. Det drejer sig om begreberne nodal-punkter, flydende betegnere,
ækvivalenskæder, antagonisme og hegemoni. Til at identificere de diskurser, som
italesætter kulturarv, digitalisering og formidling, vil jeg finde nodal-punkter,
ækvivalenskæder og flydende betegnere. Når diskurserne er fundet, vil jeg forsøge at
finde antagonismer og hegemoniske interventioner mellem diskurserne for at
identificere eventuelle konflikter elle modsætninger mellem diskurserne.
4.2 Thorlacius Web analyse
Thorlacius tager i sin web-analyse afsæt i en lingvistisk analysemodel, udformet af
sprogforskeren Roman Jakobson (Thorlacius, 2004:79), og supplerer med elementer fra
andre fagtraditioner såsom semiotik, kommunikationsteori og grafisk design - for at
kunne overføre dens brug til visuel kommunikation.
Specielt semiotikeren Charles Peirces tegnteori har været udgangspunkt for Thorlacius'
syn på tegn. Ligesom Peirce, har tegn i webanalysemodellen både en indholdsside og
udtryksside (Thorlacius, 2003:2). Desuden bliver Peirces tre-ledede tegnbegreb: ikon,
indeks og symbol også inddraget i analysen. Ikoner henviser til indholdet baseret på
lighed. Hjorten på et vejskilt henviser til det billedet som forestiller en hjort. Indekser
henviser til indholdet i kraft af en nærheds- eller en årsagsforbindelse, for eksempel er
røg fra et vindue et indeks på en ildebrand. Symboler henviser til indholdet i kraft af
vedtagne symboler. (Thorlacius, 2003:11)
Udgangspunktet for modellen er, at kommunikation ikke kun skal ses som en relation
mellem afsender, meddelelse og modtager. Kommunikation afhænger i lige så høj grad
22

af konteksten hvori kommunikationen foregår. Desuden kræver det en kontakt som
fysisk forbinder afsender og modtager (f.eks. telefoner, tv), og en kode, dvs. et sprog,
som afsender og modtager er fælles om (Thorlacius, 2004:81). Jakobson går ud fra, at
der eksisterer forskellige funktioner i sproget, og at disse funktioner relaterer sig de
forskellige elementer i kommunikationsmodellen (eks. modtager el. kontakt).
Thorlacius ”oversætter” i sin webanalysemodel disse sprogfunktioner til
kommunikationsfunktioner, idet det ikke er den sproglige, men den visuelle del af
kommunikationen der er analysegenstanden (Thorlacius, 2003:2). Det er disse
kommunikationsfunktioner som vil blive gennemgået i de følgende afsnit.
Thorlacius' model er omfattende og beskæftiger sig både med de dele af den visuelle
kommunikation, som kan aflæses direkte fra hjemmesiden, og de dele af den visuelle
kommunikation der kræver særskilte afsender- og receptionsundersøgelser (Thorlacius,
2003:2), som f.eks. hvad afsenderens egentlige formål er eller, hvordan brugerne rent
faktisk opfatter hjemmesiden. I denne opgave vil jeg kun fokusere på de dele af
modellen, som beskæftiger sig med den visuelle side der kan aflæses direkte fra
hjemmesiden. Det gør jeg, fordi denne webanalysemodel skal ses som et supplement til
diskursanalysen og skal bruges til at se, hvordan den politiske italesættelse af
digitalisering og digital formidling kommer til udtryk i praksis. Derfor er det ikke
nødvendigt at afdække de bagvedliggende intentioner, da de i princippet allerede er
blevet afdækket gennem diskursanalysen af Kulturministeriets rapporter (i hvert fald
når det gælder afsenderens intentioner).
23

Model til analyse af visuelkommunikation (Thorlacius, 2003:3)
4.2.1 Afsenderen
Afsenderen er den ansvarlige for produktets (hjemmesidens) kommunikation og for at
der foregår en kommunikativ handling (Thorlacius, 2003:4). Thorlacius' model opererer
med to afsendere, den faktiske afsender og den implicitte afsender.
4.2.1.1 Den faktiske afsender
Den faktiske afsender er den egentlige afsender, som kommunikerer noget til
modtageren gennem hjemmesiden (Thorlacius, 2004:80). Viden om den faktiske
afsender kan kun afdækkes ved en interviewundersøgelse eller lignende (Thorlacius,
2004:80). Da det ikke ligger inden for opgavens ramme at undersøge hjemmesidens
”effekt” på den faktiske afsender, vil jeg ikke komme nærmere ind på den.
24

4.2.1.2 Den implicitte afsender
Den implicitte afsender kan analyseres ud fra selve produktet. Dette kan aflæses ud fra
de følelser og holdninger, der kommer til udtryk gennem eksempelvis hjemmesidens
farvevalg og sprogbrug.
Til den implicitte afsender er der knyttet en ekspressiv funktion. Den ekspressive
funktion er et udtryk for afsenderens holdninger, ideer eller følelser, som kan læses ud
af produktet (hjemmesiden), uanset om afsenderen har gjort et bevidst valg om at
inddrage disse elementer som en del af kommunikationen eller ej. Dette gøres rent
praktisk ved at undersøge afsenderens synlighed, ved at analysere valget af de æstetiske
virkemidler som afsenderen har valgt at bruge. Det kan dreje sig om f.eks. valg af farver
og deres sammensætning, lysmæssige og stemningsskabende udtryk, udformning af
illustrationer, typografiske valg, lydmæssige udtryk osv. (Thorlacius, 2004:81).
4.2.2 Modtageren
Modtageren er en tilsigtet modtager som afsenderen forsøger at påvirke. Ligesom det er
tilfældet med afsenderen, så findes der både en implicit modtager og en faktisk
modtager.
Den faktiske modtager er den modtager, som reelt set oplever produktet, og ligesom det
var tilfældet med den faktiske afsender, så vil jeg her heller ikke komme nærmere ind
på den faktiske modtager.
Den implicitte modtager er den, som produktet er tiltænkt, og som afsenderen
henvender sig til gennem produktet, i dette tilfælde hjemmesiden (Thorlacius, 2004:86).
Den implicitte modtager befinder sig i produktet, og det er muligt at aflæse, hvordan
afsenderen opfatter dens tiltænkte modtager i måden, hvorpå produktet henvender sig til
modtageren. Til den implicitte modtager er der desuden knyttet to
kommunikationsfunktioner, den konative og interaktive. Begge funktioner kan aflæses
gennem en analyse af hjemmesiden
4.2.2.1 Den konative funktion
Den konative funktion omhandler de henvendelsesformer, som afsenderen bruger for at
påvirke modtagerens adfærd. Rent sprogligt optræder denne funktion tit i
brugsanvisninger og reklamer, eksempelvis som ”Indsæt USB-stikket i computeren”
eller ” Køb nu, spar 100 kr”. Når der er tale om visuelle medier kommer funktionen
25

oftest til syne i instruktionsmanualer, i form af illustrationer, der viser hvordan tingene
skal gøres.
4.2.2.2Den interaktive funktion
Den interaktive funktion deler Thorlacius op i 5 underpunkter. Disse 5 interaktive
funktioner gør sig specielt gældende, når det drejer sig om analyse af hjemmesider.
1. Den transmitterende ikke-interaktive funktion er den eneste af de interaktive
funktioner som faktisk ikke er interaktiv. I stedet er det tale om en
envejskommunikation. Funktionen er for eksempel til stede når der på
hjemmesiden vises et film klip eller en kort animation (Thorlacius, 2004:89).
2. Den konverserende interaktive funktion er den eneste af funktionerne hvor
der er tale om gensidig mental og fysisk aktivitet. Det kan blandt andet være
muligheden for at sende e-mails eller chatte på nettet (Thorlacius, 2003:7). (I
mine referencer gør Thorlacius det ikke klart, om hun mener chat mellem
forskellige brugere på nettet, eller om det er muligheden for at chatte med ejerne
af hjemmesiden, dvs. afsenderen. Deri ligger der en forskel i afsenderens
opfattelse af modtageren. Vil afsenderen i dialog med modtageren, eller opfattes
modtageren som en social bruger som gerne vil indgå i en dialog med andre
brugere?).
3. Den konsultative interaktive funktion, er når brugeren indtaster et søgeord i
computeren, og computeren bearbejder de indtastede informationer, og derefter
sender et svar tilbage (Thorlacius, 2004:88). Er eksempelvis til stede når en
hjemmeside har en søgefunktion, som giver mulighed for at søge i sidens
indhold.
4. Den transaktive interaktive funktion dækker den interaktion, der foregår, når
der er tale om en transaktion, som eksempelvis e-handel. I denne funktion
foregår der en gensidig handel, idet både modtager og afsender modtager noget
(Thorlacius, 2003:7).
5. Den registrerende interaktive funktion foregår, når afsenderen indsamler
informationer fra eller om modtageren. Dette finder f.eks. sted, når tv-
udsendelser inddrager seerne til at stemme for at få indflydelse på en
udsendelse, hvorefter stemmerne registreres (Thorlacius, 2003:7).
26

4.2.3 Produktet
Produktet dækker både indholdssiden og udtrykssiden af det samlede produkt
(hjemmesiden), altså selve indholdet eller budskabet, og hvordan indholdet og
budskabet kommer til udtryk (Thorlacius, 2003:7).
4.2.3.1 Den formale æstetiske funktion
Den formale æstetiske funktion defineres af Thorlacius som det visuelle udtryks evne til
at formidle en sanselig og erkendelsesmæssige oplevelse (Thorlacius, 2004:90). Disse
oplevelser er baseret på almene og ”før-oplevede” erfaringer, som vi har tilfælles med
de fleste andre mennesker. Dette gør det muligt at beskrive oplevelsen ved hjælp af
sprog, der henviser til almene sanselige erfaringer, som eksempelvis farve, størrelse
eller form, og som kan klassificeres på den ene eller anden måde (Thorlacius, 2003:9).
4.2.3.2 Den uudsigelige æstetiske funktion
Den uudsigelige æstetiske funktion er en oplevelse mellem det vi kender og ikke kender.
Den uudsigelige æstetiske funktion er de elementer af sanselig og erkendelsesmæssig
karakter i det visuelle udtryk, som ikke kan beskrives med ord, men som alligevel har
en indflydelse på den visuelle oplevelse (Thorlacius, 2003:9). Modsat den formale
æstetiske funktion er den uudsigelige funktion ikke baseret på almene sanse- og
følelsesmæssige erfaringer, men er i stedet en æstetisk oplevelse af sanselig karakter,
som vi ikke har erfaret før (Thorlacius, 2004:90). Det kunne eksempelvis være en
bestemt farve som i kombination med billedets motiv skaber en stemning og sætter
gang i nogle følelser, uden at man som person kan forklare oplevelsen, og hvorfor man
oplever billedet som man gør.
4.2.4 Konteksten
Konteksten er den sammenhæng, hvori kommunikationen foregår. Thorlacius skelner i
sin webanalysemodel mellem to forskellige kontekster, den tekstlige og den
situationelle. Den tekstlige kontekst er den tekstlige sammenhæng og vedrører de
tekstlige omgivelser for et tekstligt udtryk. Den situationelle kontekst er den
kommunikationssituation, som teksten udspringer af eller bliver brugt i (Thorlacius,
2003:11). Thorlacius gør opmærksom på, at kommunikationssituationen ville være
bedre egnet til at beskrive den situationelle kontekst, men at hun har valgt at bibeholde
betegnelsen kontekst som et overordnet begreb. Hun giver derfor heller ikke udtryk for,
27

om de to kommunikationsfunktioner, som er knyttet til konteksten, gælder for begge
typer af kontekst. De to funktioner, det drejer sig om, er den referentielle funktion og
den intertekstuelle funktion.
4.2.4.1 Den referentielle funktion
Den referentielle funktion har fokus på tegnenes betydning eller indholdsside. Den
referentielle funktion er til stede når fokus er på indholdet i selve produktet, i
modsætning til den æstetiske funktion, hvor det formmæssige og æstetiske udtryk er i
fokus (Thorlacius, 2004:93). I den referentielle funktion er fokus ikke på, hvordan
billederne ser ud, men hvad de fortæller, og hvordan de gør det. Derfor udvider
Thorlacius Roman Jakobsons oprindelige referentielle funktion til også at omfatte
Peirces tre-ledede tegnbegreb: ikon, indeks og symbol. En hjemmesides tegn vil derfor
være enten et ikon, et indeks eller et symbol. Dog mener jeg ikke at hendes formål med
dette er særligt klart udtrykt, og det er derfor vanskeligt at bruge i en konkret analyse.
4.2.4.2 Den intertekstuelle funktion
Den intertekstuelle funktion er referencer tilstede i produktet, som refererer til andre
produkter eller sammenhænge. Gennem visuelle virkemidler som typografi, farver eller
grafiske elementer, kan hjemmesiden referere til forskellige sammenhænge, som vi har
set før. En hjemmeside kan for eksempel bruge farver eller skrifttyper som skaber
referencer til 1960’ernes hippiebevægelse, eller 1920’ernes art deco (Thorlacius,
2003:11).
4.2.5 Koden
Koden er et system af tegn, hvor hvert enkelt tegn er tillagt en betydning, som i deres
sammensætning får tillagt en bestemt betydning (Thorlacius, 2004:97). For at en
kommunikativ handling skal lykkes, er det nødvendigt at både afsender og modtager
kender tegnenes betydning, dvs. kender koden. Thorlacius knytter to funktioner til
koden, den metakommunikative funktion og den intersemiotiske funktion.
4.2.5.1 Den metakommunikative funktion
Den metakommunikative funktion tager afsæt i Jakobsons metasproglige funktion, som
bedst kan bedst kan defineres som ”når man taler om sproget med sproget”. Funktionen
er i brug, når man vil sikre sig, at afsender og modtager taler med samme kode, og man
28

derfor forklarer noget med omskrivninger af sproget. Rent visuelt er den
metakommunikative funktion til stede, når der i et billede reflekteres over et andet
billede, f.eks. i form af en parafrase (Thorlacius, 2004:15).
4.2.5.2 Den intersemiotiske funktion
Den intersemiotiske funktion er til stede, når ét kodesystem oversættes med hjælp af
tegn fra et andet kodesystem (Thorlacius, 2004:97). Her inddrager Thorlacius to
begreber fra Roland Barthes teori om semiotik og billeder, afløsning og forankring. En
forankring sker, når billede og tekst siger det samme eller indeholder de samme
oplysninger. En artikel om Dronning Margrethe, der klipper en snor over, og som er
illustreret med at billede af selv samme handling er et eksempel på en forankring
(Thorlacius, 2004:97). En afløsning sker når et billede ikke er en reference til teksten,
men derimod indeholder nye oplysninger og føjer noget nyt til teksten (Thorlacius,
2003:15).
4.2.6 Mediet
For at der kan foregå en kommunikativ handling er det nødvendigt, at der er et medie/
bindeled mellem afsender og modtager. Mediet er hvad der i det indledende afsnit blev
kaldt kontakten. Thorlacius knytter to kommunikative funktioner til mediet, den fatiske
funktion og den navigative funktion.
4.2.6.1 Den fatiske funktion
Den fatiske funktion betegner, hvordan kontakten mellem afsenderen og modtageren
bevares, uden at der foregår en egentlig kommunikation og udveksling af oplysninger.
Thorlacius bruger som eksempel et julekort, hvor der står ”God jul og godt nytår”
(Thorlacius, 2004:95). Her er der oprettet en kontakt mellem afsender og modtager,
men afsenderen siger egentlig ikke noget. I dette tilfælde er hilsnen på kortet mere en
rituel handling, hvor afsenderens formål er at opretholde kontakten med modtageren.
Når det gælder visuelle medier (specielt hjemmesider), så kan den fatiske funktion ses
som en visuel rød tråd gennem hele mediet. Det kan blandt andet komme til udtryk i et
gennemgående layout i et magasin eller en pjece. Den fatiske funktion kan brydes, hvis
man i samme magasin ændrer designet fra en side til den næste. Det samme gør sig
29

gældende for hjemmesider, ændres farver eller layout fra en underside til den næste, vil
den fatiske funktion blive brudt (Thorlacius, 2004:95).
4.2.6.2 Den navigative funktion.
Den navigative funktion er tæt knyttet til den fatiske funktion og er ligesom den, med til
at opretholde kontakten mellem afsender og modtager. Dette sker gennem
hjemmesidens opbygning og dens brug af en logisk netstruktur, som gør det muligt for
brugeren at finde rundt på hjemmesiden uden at der opstår forvirring (Thorlacius,
2004:95). Hvis brugeren ikke kan gennemskue hjemmesidens opbygning, bliver
forvirret og kan finde rundt, så ødelægges den fatiske funktion og kontakten mellem
afsender og modtager brydes.
Thorlacius definerer fire overordnede former for navigationsstrukturer.
Sekvens-strukturen er opbygget lineært. Hjemmesidens indhold er præsenteret
kronologisk, efter emner, som for eksempel begynder med det generelle og
bevæger sig til det mere specifikke, eller indholdet kan være opbygget i
alfabetisk rækkefølge (Thorlacius, 2003:13).
Gitter-strukturen deler hjemmesidens emner ind i kategorier, og det er muligt at
bevæge sig på tværs mellem hovedmenuerne og undermenuerne.
Gitterstrukturen forekommer ofte på sider, hvor der skal struktureres en stor
mængde af informationer (Thorlacius, 2003:14)
Hierarki-strukturen er ifølge Thorlacius den bedste måde at organisere store
mængder af information på. Hun sammenligner hierarkistrukturen med
”velkendte diagrammer man kender fra opbygninger af organisationer ”
(Thorlacius, 2003:14).
Hypernet-strukturen linker både til sider inden for den aktuelle hjemmeside,
men også til andre hjemmesider. Strukturen understøtter ”associative tanker og
fritløbende ideer” som giver brugeren mulighed for at følge sine egne interesser
uden at blive bremset af hjemmesidens strukturelle opbygning (Thorlacius,
2003:14.) Et eksempel på brug af hyper-netstrukturen er Wikipedia.
30

Den ene struktur udelukker ikke de andre. Som oftest vil en hjemmesides
navigationsstruktur bestå af en kombination af flere de ovenstående strukturer
(Thorlacius, 2003:14.).
31

5. Begrebsafklaringer
I de følgende afsnit vil jeg give en kort introduktion til begreberne digitalisering,
formidling og kulturarv. Definitionerne er ikke baseret på Kulturministeriets
italesættelser, men stammer fra forskellige opslagsværker og artikler og er et udtryk for
hvordan begreberne ”officielt” defineres. Diskursanalysen i det næste kapitel vil vise
om Kulturministeriet forstår begreberne på samme måde eller ej.
Desuden vil jeg også give en beskrivelse af kulturarvsbegrebets oprindelse og hvordan
kulturarven er blevet beskrevet rent historisk.
5.1 Digitalisering
Slår man op i Informationsordbogen, defineres digitalisering som: ” Transformation af
tekst og billeder til data der kan lagres og vises på et digitalt medium” (Digitalisering,
2011). Det er denne definition af begrebet digitalisering som jeg har valgt at lægge til
grund for denne opgave. Det vil sige, når Nationalmuseet tager et billede af en stenøkse
og lægger billedet op på deres hjemmeside, eller når Det Kongelige Bibliotek scanner
en tekst af Holberg og gør den læsbar på nettet, så er der tale om digitalisering.
Digitalisering kan derimod ikke sidestilles med digital formidling, i hvert fald ikke når
der tages udgangspunkt i Informationsordbogens definition af de to begreber (en
definition af begrebet formidling i kommer næste afsnit). Fordi et billede af en
stenøkse, et potteskår eller en anden kulturhistorisk genstand er lagt på nettet og folk nu
har muligheden for at se disse genstande, betyder det ikke, at disse genstande er blevet
formidlet. I disse tilfælde er der ”kun” tale om digitalisering og tilgængeliggørelse af
den digitaliserede genstand.
5.2 (Kultur)Formidling
Formidling er et af de begreber, som er utrolig brede og kan defineres og forstås på
mange forskellige måder. Forsøger man at slå ordet op i en ordbog eller et leksikon,
ligesom det blev gjort med digitalisering, er det ikke altid muligt at gøre dette. Et af de
opslagsværker der dog har en definition, er Informationsordbogen. Her defineres
formidling som :
32

”En aktivitet, der fungerer som forbindende mellemled. I sin
bredeste betydning al medieret kommunikation. [...] I denne
betydning er alle biblioteker og databaseværter, museer, forlag,
tidsskrifter osv. formidlingsinstitutioner. I en snævrere
betydning mediering fra specialiserede faggrupper til den
bredere offentlighed, dvs. omfattende fx oversættelse,
popularisering og undervisning” (Formidling, 2012).
Første del af opslaget, ”al medieret kommunikation”, er en utrolig bred definition af
begrebet. Formidlingen fra eller gennem en database vil for eksempel være noget helt
andet end formidlingen fra et museum. En database vil som oftest kun gøre
digitaliserede genstande digitalt tilgængelige, mens der i et museums formidling som
regel indgår flere elementer end ”bare” tilgængeliggørelse.
Derfor vil definitionen af formidling tage udgangspunkt i den anden del af opslaget. Her
er formidling defineret som noget mere end tilgængeliggørelse, og man formidler
eksempelvis gennem popularisering eller undervisning. I en museumssammenhæng ser
man som regel formidling i form af både undervisning og popularisering. Hvordan man
rent praktisk vælger at gøre dette, afhænger i høj grad af mediet, man ønsker at formidle
igennem, dét man ønsker at formidle, og hvem det er man formidler til. Der er stor
forskel på, om man skal formidle historie(er) om det antikke Grækenland til
gymnasieelever via en film, eller om man skal formidle stenalderfund, som eks.
stenøkser, til en 6. klasse via en hjemmeside. Der er endda forskel på at formidle om det
antikke Grækenland på nettet og stenøkser på nettet. Da der her er tale om henholdsvis
noget materielt og immaterielt. Formidlingssituationer kræver forskellig tilgang, både
når det gælder det rent intellektuelle niveau, og det rent praktiske. For hvordan
formidler man noget, der er immaterielt. Når det kommer til en stenøkse, kan man
”bare” tage et billede og vise det. Men hvis man gennem stenøksen vil formidle bredere
og fortælle om samfundet, som stenalderøksen stammer fra, så er det ikke nok at tage et
billede og gøre det tilgængeligt i en bog eller på nettet. Formidling kræver ”noget
mere”, som strækker sig ud over ren tilgængeliggørelse af det, man ønsker at formidle.
5.3 Kulturarv - en definition og ordets brug i Danmark.
Kulturarv er et bredt begreb med mange facetter, som forstås på mange forskellige
måder. Hvordan det defineres afhænger af, hvem man spørger. Forskellige
33

opslagsværker lægger vægt på forskellige aspekter af begrebet. I det følgende vil jeg
forsøge at give en definition af begrebet, som det forstås i dag, og som det vil blive
brugt i denne opgave - for derefter at give en kort beskrivelse af begrebets historiske
udvikling i det danske sprog.
Slår man ordet kulturarv op i Den Store Danske på nettet, så står der som det første, at
kulturarv er ”kulturprodukter, der i særlig grad udgør et lager for menneskelig erfaring,
og som derfor tvinger til eftertanke og er med til at forme en kulturel identitet”
(Kulturarv, 2009). En definition der ligger i tråd med Den Stores Danskes definition,
kan man finde på Kulturstyrelsens hjemmeside. Her kan man læse at kulturarv er:
”Alt hvad mennesket har efterladt sig gennem tiderne:
strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave
og gravpladser, flytbare genstande og monumenter og den
sammenhæng, hvori disse spor er anbragt. Det vil sige hele
samfundsudviklingen frem til i dag” (Hvad er "kulturarv?",
2012).
Mere specifikt skelner Kulturstyrelsen mellem 3 forskellige typer af kulturarv. Den
faste kulturarv (bygninger, broer, gravhøje), den løse kulturarv (genstande, som ofte
opbevares på museer, i arkiver eller på biblioteker) og den immaterielle kulturarv (for
eksempel egnsretter, folkeviser eller Bournonville-balletten) (Hvad er "kulturarv?",
2012). Forskellen i de to definitioner ligger i fokusset på henholdsvis kulturel identitet
og samfundsudvikling og bredden af genstande, som kan defineres som værende en del
af kulturarven. Den Store Danskes definition giver udtryk for at der eksisterer en eller
anden form for kvalitetsmålestok for, hvornår en genstand kan være kulturarv.
Kulturstyrelsen derimod definerer ”alt” som kulturarv. Rent praktisk opererer
Kulturstyrelsen med flere grader af bevaringsværdighed når det gælder den enkelte
genstand, men som udgangspunkt bliver ”alt” opfattet som kulturarv. Desuden nævner
Kulturstyrelsen specifikt den immaterielle kulturarv og giver eksempler på, hvad det
kunne omfatte. Den Store Danske definition nævner kun ”kulturprodukter”.
Spørgsmålet er så, om der i brugen af ordet ”kulturprodukter” også medregnes noget
immaterielt, eller om det kun er fysiske genstande der er tale om.
34

Da det er Kulturstyrelsens syn på digitalisering og formidling af kulturarv, der er
omdrejningspunktet for opgaven, har jeg valgt at tage udgangspunkt i deres definition
af begrebet.
At skelne mellem en materiel og en immateriel kulturarv kan blive problematisk, når
man taler om digitalisering. Sådan som digitalisering er blevet defineret i denne opgave,
vil det ikke være muligt at digitalisere noget immaterielt, da digitalisering er at tage
noget fysisk og gøre det digitalt tilgængeligt. Jeg har dog valgt at bibeholde en skelnen
mellem materiel kulturarv og immateriel kulturarv, først og fremmest fordi
Kulturstyrelsen selv bruger denne definition, men også fordi kulturarvsbegrebet altid
været tvetydigt og skelnet mellem det materielle og immaterielle (noget som jeg vil
komme nærmere ind på i næste afsnit).
Kulturarvsbegrebets brug
Officielt bliver begrebet kulturarv brugt første gang i Museumsloven fra 1984, om ”at
sikre Danmarks kulturarv”. Det erstattede en formulering omkring sikring af den
kollektive hukommelse (Lund, 2004:18). Selv om begrebet bliver nævnt så tidligt som
1984, så er det ikke et begreb der vinder den store udbredelse op gennem 1980’erne og
1990’erne, hverken hos politikere, forskere eller den brede befolkning. Ordet bliver dog
brugt løbende i titler, artikler og bøger. Men selv om ordet bliver anvendt allerede i
1984 i en ”politisk/officiel” sammenhæng, så er ordet stadig så sjældent, at det ikke
figurerer i de fleste danske ordbøger. Det har stået i ”Retskrivningsordbogen” siden
1986, men uden en definition af selve ordets betydning. (Jensen, 2008:7). Det er først i
2001, hvor ordet optræder i ”Gads Historiske Leksikon”, at det er muligt at få en
definition af ordets betydning. I ”Politikens Nudansk ordbog med etymologi ” er der
først muligt at slå ordet op i den 3. udgave fra 2005 (Jensen, 2008:7). Til gengæld har
brugen af ordet i 2000’erne været så massiv og omfattende at man får indtrykket af, at
ordet altid har eksisteret. Det har dermed også betydet, at brugen af ordet slog igennem,
inden der eksisterede en egentlig definition (Lund, 2004:13). Dette har højst sandsynligt
bidraget til, at ordet i dag kan forstås på forskellige måder og ses fra forskellige vinkler,
og at der til dels stadig foregår en antagonistisk kamp, specielt blandt politikere, om at
betydningsudfylde begrebet.
Ordets historiske brug
Ordet eller begrebet kulturarv har som sagt ikke eksisteret i en officiel forstand før
35

2000’erne (jf. ordbøgerne), men det er dog løbende blevet nævnt op gennem det 19. og
20. århundrede, uden at der dog har været fuldkommen konsensus om ordets betydning.
Op gennem historien har begrebet både refereret til forskellige holdninger og
definitioner af hvad kulturarv er. Desuden kan man ofte finde referencer til
kulturarvsbegrebet, sådan som det er defineret af Kulturstyrelsen i dag, selv om de
egentlige ord, der bruges, er nogle andre. Når man kigger på, hvordan man tidligere har
betegnet det vi i dag kalder kulturarv, kan man se, at der i højere grad har været en
skelnen mellem det materielle og immaterielle (mht. ordbrug). Tidligere har ord som
danefæ (som stadig bliver brugt af Kulturstyrelsen), rigsklenodier, oldtidsminder og
fortidsminder været brugt til at beskrive det rent materielle aspekt af kulturarven
(Jensen, 2008:29). Når der tidligere er blevet talt om kulturarv, og det faktiske ord
Kulturarv er blevet brugt, så har fokusset ofte været på den immaterielle del af
begrebet. Som nævnt ovenfor blev der brugt andre ord, når der blev talt om de egentlige
fysiske genstande. Men der har også været brugt andre synonymer for den immaterielle
kulturarv, såsom kulturmønstre, det nedarvede, tradition, arven fra borgerskabet, en
ædel gave, en skat, men først og fremmest blev kulturarven beskrevet som ren og skær
”arv” (Jensen, 2008:29).
Brugen af ordet arv skal ses i forhold til en etnos-tænkning som dominerede indtil
midten af 1900-tallet. Jordens befolkning blev set som forskellige folkeslag og
nationalstater med hver deres kultur, hvor hvert menneske arvede dele af deres
kulturelle og biologiske kendetegn, som til dels havde karakter af noget kollektivt
(Jensen, 2008:31). I denne tænkning blev kulturarv set som en del af den danske
folkesjæl og det, der konstituerede den danske identitet. I 1970'erne bliver den
nationale etnos-tænkning suppeleret af et mere globalt udblik med UNESCOs tiltag til
at sikre “world cultural heritage”, altså verdenskulturarven (Jensen, 2008:35). Ved
pludselig at se kulturarv i en global kontekst frem for en national kontekst, bliver etnos-
tænkningen ophævet. Kulturarv er ikke længere noget, der er med til at konstituere en
national identitet. Nu er kulturarven blevet fælles for alle mennesker overalt på kloden
og er med til at definere en identitet som menneske og beboer på planeten Jorden.
Selvom der siden 1970'erne har været et fokus og en bevidsthed om menneskets globale
og fælles kulturarv, har det ikke betydet at etnos-tænkningen er forsvundet fuldstændigt,
når det i Danmark er blevet talt om kulturarv. Det øgede fokus på kulturarv og brugen
af ordet har for alvor taget fat med dannelsen af Anders Fogh Rasmussens borgerlige
regering i 2001 (Jensen, 2008:8). Her er kulturarvsbegrebet blevet brugt til at beskrive
36

en homogen dansk kultur i tråd med den tidligere nævnte etnos-tænkning - modsat en
bredere definition hvor begrebet kulturarv godt kunne inddrage flere forskellige kulturer
og danne grundlag for en global kulturarvstanke. Fokusset ligger ikke kun på kulturarv
i ubestemt ental/flertal, men på den danske kulturarv i bestemt ental (Jensen, 2008:40).
En af årsagerne til følelsen af, at der op gennem 2000’erne er kommet et øget fokus på
kulturarv kan være, at Anders Fogh Rasmussens regering valgte at indføre et samlet ord
eller begreb for at beskrive noget, der hele tiden har ligget latent i vores begrebsverden,
men som vi ikke har haft en fælles betegnelse for. Med oprettelsen af
Kulturarvsstyrelsen i 2001, med henblik på at samordne og styrke alle de statslige
organer, som beskæftigede sig med kulturarven på den ene eller anden måde (Lund,
2004:18), kom begrebet endnu mere på dagsordenen. Det betød også, at kulturarv ikke
kun var et begreb med historisk betydning, men var nu også gjort til et begreb med
stigende politisk betydning (Lund, 2004:19).
Desuden kan det stigende fokus på kulturarv være en reaktion på farten, som det
teknologiske samfund udvikler sig på. Ved at fokusere på kulturarv(en) forsøger man at
modarbejde de hurtige ændringer i samfundet, som den nye teknologi skaber (Lund,
2044:11). Den intensiverede fokus på den danske kulturarv ses som en reaktion på den
stigende globalisering og aftraditionalisering af samfundet. Der skabes nye udfordringer
til hvordan samfundet skal ”organiseres” og forstås og et tilbageblik på ”dansk
kulturarv” og fokus ”på de gode gamle dage”, kan være én måde at gøre det på (Lund,
2004:12).
37

6. Diskursanalyse af Kulturministeriets rapporter
For at besvare problemformuleringen vil analysen bestå af to dele. Dette kapitel vil
være en diskursanalyse af tre af Kulturministeriets rapporter i forsøget på at identificere
de diskurser der gør sig gældende når Kulturministeriet italesætter digitalisering og
formidling. Anden del af analysen vil være en webanalyse af Nationalmuseets
hjemmeside for at se hvordan og om de diskurser som blev fundet i diskursanalysen
kommer til udtryk på hjemmesiden.
6.1 Videns-og identitetsdiskurs
Nodal-punkt: Kulturarv (nærmere bestemt den danske kulturarv).
Flydende betegner: Kulturarv
Ækvivalenskæder
Viden
Læring
Identitetsskabende
Personlig udvikling
National identitet
Den første diskurs, jeg har identificeret, har jeg valgt at kalde en Videns- og
identitetsdiskurs. Nodal-punktet i denne diskurs er begrebet kulturarv. Det er dette
tegn, som alle andre tegn i diskursen sættes i relation til og kredser om. Samtidig er
kulturarv også den flydende betegner. I denne diskurs argumenterer Kulturministeriet,
for hvorfor digitalisering og formidling af kulturarven i det hele taget er relevant og
vigtigt. Gennem denne diskurs bliver der italesat et behov for at øge fokusset på
digitalisering og formidling af den danske kulturarv. Videns-og identitetsdiskursen
bruges samtidig til at legitimisere regeringens planer om at digitalisere store dele af den
danske kulturarv ved at italesætte viden og kendskabet til kulturarv som noget positivt
og som en nødvendighed.
”Udvalget finder således, at museernes formidling af kunst-,
kultur-og naturhistorie tilbyder forståelses- og
dannelsesmæssige oplevelser til den enkelte borger, og at
museer er af væsentlig betydning for udvikling af et samfund og
af det enkelte menneske.” (Kulturministeriet, 2006:70)
38

Kulturministeriets syn på kulturarv er baseret på, hvad de selv kalder et moderne
dannelsesbegreb (Kulturministeriet, 2006:10), hvor den viden og indsigt, man opnår
gennem (kendskabet til) kulturarven, er altafgørende, når det kommer til skabelsen af
det enkelte individs personlige udvikling og identitet. Dette kan blandt andet ses i det
ovenstående citat. Umiddelbart kan det virke mærkeligt, at viden og identitet bliver
koblet sammen i én diskurs og ikke to individuelle diskurser. Men som den følgende
analyse helst skulle vise, så hænger disse to begreber (stærkt) sammen, når
Kulturministeriet italesætter digitaliseringen og formidlingen af kulturarv. I denne
diskurs er det ikke kun kulturarven i sig selv, som er vigtig, men i høj grad også den
viden og de oplysninger, der genereres på baggrund af kulturarven. Viden om
kulturarven ses som en forudsætning for at kunne skabe en identitet, men det er stadig
kulturarven som er det identitetsskabende element. Viden om eksempelvis tysk
litteratur eller fransk madlavning er ikke identitetsskabende ifølge Kulturministeriet, da
det ikke relaterer sig til den danske kulturarv.
6.1.1 Kulturarv - en kilde til viden og læring
I Kulturministeriets argumentation for, hvorfor kulturarven er vigtig bliver kulturarv
blandt andet ækvivaleret med viden. Hvordan man som person tilegner sig denne viden
kan ske på forskellige måder:
”For den uddannelsessøgende betyder den digitaliserede
kulturarv nye læringsoplevelser, med lejlighed til at omgås et
materiale af høj videnkvalitet, som samtidig byder på reel frihed
til at gå på opdagelse i et uudtømmeligt materiale, anvendeligt i
et utal af undervisningsforløb. (Kulturministeriet, 2006:7)”
Ved at fokusere specifikt på den uddannelsessøgende og undervisningsforløb bliver
kulturarven, eller i dette tilfælde den digitaliserede kulturarv, ækvivaleret med læring
og læringsoplevelser. Et andet eksempel på, hvordan kulturarven ækvivaleres med
læring sker, når rapporterne omtaler de forskellige ting, der bliver gjort mulige for
forskere, når kulturarven bliver digitaliseret.
”For forskeren, der i forvejen bruger kulturarven som
råmateriale i sin forskning, kan digitaliseringen ofte betyde et
kvantespring. Den lette adgang til kilderne, og ikke mindst
adgang til søgninger i dem på tværs af materialetyper med ny
39

kombinationsmuligheder til følge, betyder et helt nyt
videnniveau for den enkelte forsker. (Kulturministeriet,
2006:8)”
Her omtales kulturarven som råmateriale for forskning. Forskning kan også betegnes
som en form for læring, om end det er på et højere niveau end det ville være i en
undervisningssituation på eks. gymnasier eller universiteter. I de to foregående citater
bliver der eksplicit nævnt digitalisering af kulturarven og man kunne umiddelbart tro, at
det var selve digitaliseringen, der blev ækvivaleret med viden og læring. Det er dog ikke
tilfældet. Kigger man for eksempel på det sidste citat om forskning, så er det stadig
kilderne, dvs. kulturarven, som danner grundlaget for den viden, man som forsker
erhverver sig. Digitaliseringen giver bare muligheden for en hurtigere adgang, men
ækvivaleres i sig selv ikke med viden og læring. Det er stadig kulturarven, som er
kilden og grundlaget for viden.
6.1.2 Kulturarv – individet og nationen
Hvordan denne viden og kendskab til kulturarven er identitetsskabende kommer ikke
direkte til udtryk i de foregående eksempler. Men der er andre steder i
Kulturministeriets rapporter, hvor det er muligt at se, hvordan viden skabt på baggrund
af kulturarven, bliver ækvivaleret med personlig udvikling og skabelse af identitet.
At adgangen og kendskabet til kulturarven italesættes gennem enVidens- og identitets-
diskurskommer tydeligt til udtryk i det følgende citat, hvor der direkte siges at:
”Adgangen til kulturarven har betydning for den enkeltes identitet og personlige
udvikling – og for aktiv deltagelse i samfundet, kulturliv og demokrati” (Midtvejs, 10).
Den samme udviklingstanke fortsættes et afsnit længere nede i samme rapport med
ordene
”Her gør en ”multiplikatoreffekt” sig gældende, hvor kvalitet
og volumen i eksponeringen af eksisterende kulturarvsmateriale
har vist sig at fungere som motor for produktion af ny kultur,
med alt hvad det indebærer af potentialer, både kunstnerisk,
intellektuelt og kommercielt.” (Kulturministeriet, 2008:10)
40

Begge citater giver udtryk for ideen om, at kendskabet til kulturarven giver det enkelte
individ en viden og nogle kompetencer, som er nødvendige for at kunne blive et dannet
menneske og deltage og fungere i det danske samfund. Desuden antydes der i det sidste
citat, at den dannelse, man som individ opnår ved at blive eksponeret for kulturarven,
gør det muligt selv at skabe kunstnerisk eller intellektuelt materiale, som engang vil
blive en del af kulturarven.
”Kulturarven har væsentlig betydning for danskernes
identitetsfølelse i en globaliseret verden, og kunst og kultur får i
disse år en stigende betydning (Kulturministeriet, 2006:3).”
Dette er endnu et tydeligt eksempel på, hvordan kulturarven ækvivaleres med skabelsen
af en identitet. Her bliver den identitet som, skabes specifikt, set som en dansk identitet,
idet den bliver stillet overfor begrebet en globaliseret verden og set som et forsvar mod
den manglende identitetsfølelse, som globaliseringen skaber. Men det er ikke tydeligt,
om der i citatet hentydes til danskernes individuelle identiteter eller om der fokuseres på
en national identitet, hvor Danmark og danskerne ses som et. I dette tilfælde er begge
tolkninger mulige. Andre steder i rapporterne er det mere tydeligt, at det ikke kun er det
enkelte individ, der hentydes til, når kulturarv ækvivaleres med identitetsskabende.
Kulturarven er også vigtig for skabelsen af en national identitet.
”Kulturarven er nationens hukommelse. Kulturarvens aktive
videreførelse og brug er grundlaget for vor eksistens som en
kulturnation. Kulturarven er fundamentet for Danmarks
identitet som et vidensamfund og et helt centralt råstof for
fremtidens videnøkonomi. (Kulturministeriet, 2009:7).”
Modsat de tidligere citater, så fokuseres der i dette ikke på det enkelte individ, når der
tales om identitetsdannelse. Fokus er i stedet på den danske stat, hvor kulturarven er
med til at skabe et fundament for dannelse af staten. Her bliver kulturarven stadig
ækvivaleret med noget identitetsskabende, men fokus er skiftet fra det individuelle til
det nationale. Desuden bliver der i dette afsnit specifikt skrevet hvilken, identitet som
kulturarven er med til at skabe, nemlig en vidensidentitet.
41

”At indsamle og fremvise betydningsfulde genstande, værker og
samlinger er ikke noget nyt fænomen. Fra oldtidens antikke
samlinger over kongelige og fyrstelige kunstkamre i
renæssancen til nutidens museer er der indsamlet
betydningsfulde genstande, som kan give viden om verden i bred
forstand”.( Kulturministeriet, 2006:68)
At indsamle og bevare kulturarven bliver i dette afsnit sat ind i en historisk kontekst.
Afsnittet viser, at selve tanken om, at kulturarven er vigtig og værdifuld nok til at
indsamle og bevare, ikke er en ny tanke, men en tanke som altid har eksisteret blandt
mennesker. Umiddelbart giver citatet ikke nogen indikation af, om der er tale om noget
specielt dansk, eller om der er tale om et mere alment/ internationalt tankesæt. Men
fordi det er placeret som introduktion til et afsnit om indsamlingen af
kulturarvsgenstande i Danmark gennem tiden, knyttes dette afsnit automatisk sammen
med det danske. Også her ækvivaleres kulturarven som noget, der giver adgang til
viden. Som nævnt tidligere er det denne viden om den danske kultur, der er grundlag
for at skabe en identitet. Desuden viser den historiske vinkel, at indsamlingen af
kulturarvsgenstande i sig selv er en del af den danske kulturarv og dermed er med til at
definere den nationale identitet.
6.1.3 Hegemoni
Videns- og identitets-diskursen er den eneste diskurs, som italesætter begrebet kulturarv
i de tre analyserede rapporter. Den ækvivalenskæde, der kan dannes, når man forsøger
at betydningsudfylde begrebet kulturarv er homogen. Ingen af de fem begreber, som er
listet i ækvivalenskæden, står i et modsætningsforhold til hinanden og forhindrer
hinanden i at betydningsudfylde kulturarv. For at bruge et diskursteoretisk begreb, så er
der er ingen antagonistiske forhold mellem de forskellige begreber i ækvivalenskæden.
Dermed er der heller ingen kamp mellem forskellige diskurser, som hver især forsøger
at italesætte og betydningsudfylde begrebet kulturarv. Selvom de enkelte begreber i
ækvivalenskæden indholdsudfylder begrebet kulturarv på flere forskellige måder, vil
jeg stadig argumentere for at, ingen af begreberne står i et antagonistisk forhold til
hinanden, hvis man følger Kulturministeriets argumentation. Eksempelvis er (national)
identitet nødvendig for at kunne være en borger i et (nationalt og globalt) samfund.
Denne identitet kan kun skabes gennem personlig udvikling, som skabes på baggrund af
42

viden, læring og dannelse. Følger man denne argumentation står, begreberne ikke i et
modsætningsforhold, men hænger i stedet sammen i en kæde, hvor én egenskab er
vigtig for at opnå en anden.
Da dette som sagt er den eneste identificerede diskurs, som italesætter kulturarv,
betyder det at Videns- og identitets-diskursen har vundet over andre diskurser som,
også har forsøgt at italesætte kulturarv. Hvilke diskurser, der har tabt kampen om at
betydningsudfylde kulturarv er umuligt at sige, da der i rapporterne ikke gives udtryk
for andre diskurser. Den hegemoniske intervention/ hegemonien og dermed
etableringen af Kulturministeriets syn på kulturarv, er sket længe før disse rapporter er
blevet skrevet.
6.2 Effektiviserings-diskurs
Nodal-punkt: Digitalisering
Flydende betegner: Digitalisering
Ækvivalenskæder
1. Samarbejde
2. Koordinering
3. Centralisering
4. Effektivisering
5. Stordriftsfordele
6. Færre omkostninger
Begrebet digitalisering bliver i de tre rapporter italesat på flere forskellige måder.
Diskursen som bliver præsenteret i dette afsnit er en af de to diskurser som,
Kulturministeriet italesætter digitalisering igennem. Den anden diskurs vil blive
præsenteret i det næste afsnit (afsnit 6.3).
Diskursen i dette afsnit har jeg valgt at kalde Effektiviserings-diskursen. Den flydende
betegner i denne diskurs er digitalisering og bliver her ækvivaleret med samarbejde,
koordinering, effektivitet og færre omkostninger, og jeg har derfor valgt at kalde denne
diskurs for Effektiviserings-diskursen. Digitalisering bliver i Effektiviserings-diskursen
præsenteret som noget positivt og ses som den bedste fremgangsmåde og metode til at
opnå bedre samarbejde og koordinering mellem Kulturministeriets institutioner, både
når det gælder det organisatoriske og det økonomiske.
43

Da der i denne diskurs fokuseres på hvilke fordele, der måtte være ved at fortage en
digitalisering betyder det, at Nodal-punktet i Effektiviserings-diskursen er
digitalisering. Det er det tegn, som alle de andre tegn i diskursen samler sig omkring.
Man kunne umiddelbart tro, at nodal-punktet var kulturarv, da det handler om
digitalisering af kulturarv, men Effektiviserings-diskursen fokus er hverken på de
fysiske genstande eller de mere abstrakte aspekter af begrebet, i stedet ligger fokus på
selve digitaliseringsprocessen. Derfor må selve omdrejningspunktet eller nodal-
punktet, være digitalisering.
6.2.1 Statens IT-strategi
”Regeringen, KL og Danske Regioner lancerede i juni 2007 en
national strategi for den fortsatte digitalisering af den offentlige
sektor. De tre vigtigste målsætninger er digital service, øget
effektivisering og stærkere samarbejde. Den offentlige sektor
skal bruge it til at levere ny og bedre service, effektivisere
arbejdsgange og styrke samarbejdet mellem offentlige
institutioner. (Kulturministeriet, 2008:8)”
Dette citat forekommer i indledningen af ”Digitalisering af Kulturarven –
Midtvejsrapport” og er en del af rapportens argumentation for, hvorfor det i det hele
taget er nødvendigt at digitalisere den danske kulturarv. Der tales ikke direkte om at
digitalisere kulturarven, men afsnittet er stadig med til italesætte begrebet digitalisering
og formulere en Effektiviserings-diskurs. I afsnittet tales der i stedet generelt om
digitalisering af den offentlige sektor og af offentlige institutioner, men udsagnet kan
stadig bruges som et eksempel på, hvordan digitalisering italesættes af
Kulturministeriet. Museerne og andre kulturarvsinstitutioner tilhører den offentlige
sektor og hører dermed implicit med, når der i afsnittet nævnes den offentlige sektor.
Ved at inddrage den nationale it-strategi for digitalisering af den offentlige sektor i
argumentationen for, hvorfor den danske kulturarv skal digitaliseres, bliver
digitaliseringen af kulturarven til en del af den nationale it-strategi. Det betyder også, at
de argumenter, der bruges om den nationale it-strategi og de ækvivalenskæder, der kan
dannes for digitalisering baseret på denne italesættelse, også må gøre sig gældende når
der specifikt er tale om digitalisering af den danske kulturarv. I citatet ækvivaleres it,
44

dvs. digitalisering med effektivitet eller effektivisering af arbejdsgange, og samarbejde
og koordinering imellem de forskellige offentlige institutioner.
I de to rapporter om ” Digitalisering af kulturarven” bliver der givet eksempler på
digitaliserings- og formidlingstiltag, nogle er allerede ført ud i livet, mens andre endnu
kun er forslag. Selvom beskrivelserne af disse tiltag er ment som eksempler på digital
tilgængeliggørelse og formidling, så bliver størstedelen af disse eksempler og forslag
italesat ud fra Effektiviseringsdiskursen. Overordnet bliver det beskrevet fra en
formidlings- og tilgængeliggørelses-diskurs, da eksemplerne som sagt er eksempler på
forskellige måder at tilgængeliggøre og formidle kulturarven på, men når det gælder
beskrivelsen af det enkelte projekt eller tiltag, så trækkes der hovedsageligt på en
Effektiviseringsdiskurs. Hvordan det kommer til udtryk, kan blandt andet ses i
beskrivelsen af Museernes Samlinger:
[…]Det centrale register har ligeledes til formål at give
museerne et landsdækkende overblik over, hvilke genstande
andre museer har i deres samlinger, og hvilke
undersøgelsesprojekter de har gennemført. Derved kan
museerne bedre prioritere deres indsamling og koordinere de
videnskabelige undersøgelser. (Kulturministeriet, 2008:28)
Her bliver den digitaliserede kulturarv eller digitaliseringen ækvivaleret med overblik
og muligheden for bedre koordinering. Digitaliseringen ses som et redskab, der gør det
muligt at skabe et centralt register, som kan skabe overblik, ikke kun for den enkelte
institution, men også på tværs af institutioner, hvilket i sidste ende skaber bedre
muligheder for samarbejde. Et andet eksempel p,å hvordan digitalisering bliver
ækvivaleret med centralisering, overblik og koordinering, kan ses i beskrivelsen af,
hvad digitalisering har betydet for det Det Kongelige Bibliotek og dets samlinger.
”Der er bl.a. fra Det Kongelige Biblioteks side blevet gjort
nogle overvejelser over, hvorledes man kan danne sig et
overblik over de allerede digitaliserede ressourcer og samlinger
i Danmark. Det Kongelige Bibliotek foreslår i den forbindelse,
at man registrerer det digitaliserede materiale via en ny digital,
nationalbiografisk service kaldet ”Den Digitaliserede
Kulturarv”. Det er tanken, at man i løbet af 2008 kan få adgang
45

til servicen via en indgang på Det Kongelige Biblioteks
hjemmeside, hvor institutioner, personer eller organisationer,
der digitaliserer eller er ansvarlige for digitalisering, skal
kunne indberette samlinger, der digitaliseres. Initiativet skal i
første omgang beskæftige sig med retrodigitaliseret materiale.
(Kulturministeriet, 2008:24)”
Her er det specielt overblikket over materialer og ressourcer, der gør sig gældende, men
centralisering er også i fokus. Ønsket om at skabe en central database over alle
digitaliserede kulturarvsgenstande, er med til at italesætte digitalisering som et middel
til at skabe samarbejde og koordinering mellem forskellige offentlige
kulturinstitutioner.
6.2.2 Økonomi
Effektiviserings-diskursen indeholder også et økonomisk aspekt. Digitalisering bliver
her ækvivaleret med færre omkostninger og besparelser. Der kunne argumenteres for en
selvstændig ”økonomidiskurs”, hvor digitalisering kun ækvivaleres med økonomi, men
det er ikke tilfældet her. Digitalisering bliver godt nok ækvivaleret med færre
omkostninger, men det sker kun, fordi digitalisering allerede er blevet ækvivaleret med
effektivisering. I Effektiviserings-diskursen hænger færre omkostninger tæt sammen
med ækvivalenskædens andre begreber, effektivisering, samarbejde og koordinering.
Når Digitaliseringsudvalget i rapporterne diskuterer fordele og omkostninger ved
digitaliseringen af kulturarven og præsenterer løsningsforslag til hvordan man kan
digitalisere kulturarven, så sker det hele ud fra en Effektiviserings-diskurs.
”Der har generelt været tale om en fragmenteret indsats, som
Kulturministeriet antager ikke fuldt ud har kunnet udnytte de
fordele – f.eks. stordriftsfordele – som en mere koordineret
indsats ville indebære. Kortlægningen synes derfor at
underbygge den antagelse, at der er behov for en mere
samordnet indsats på området”. (Kulturministeriet, 2008:38)
Her bliver digitalisering ækvivaleret med stordriftsfordele. Kulturministeriets
argumentation for at digitalisering skaber stordriftsfordele er kun mulig, fordi de
allerede har ækvivaleret digitalisering med effektivitet, centralisering, samarbejde og
46

koordinering på tværs af institutioner. Effektiviserings-diskurs set ud fra et økonomisk
perspektiv fortsætter i det følgende citat:
”Udvalget skal bemærke, at der er stordriftsfordele i selve
arbejdsprocesserne omkring digitalisering, ligesom
tilgængeligheden af en ”kritisk masse” af samlinger har
betydning for borgernes tilfredsstillende brug af materialet,
hvorfor der både hvad angår kvalitet og kvantitet er et stort
spring i resultat fra forslag 1 til forslag 2 og igen fra forslag 2
til forslag 3.” (Kulturministeriet, 2009:14)
I dette afsnit er det ikke kun arbejdsprocesserne, der er i fokus, men også det
økonomiske udbytte man får, hvis man vælger at ”implementere” arbejdsprocesserne,
dvs. digitaliseringen muliggør nogle nye former for arbejdsgange og/eller effektiviserer
de arbejdsopgaver og kommunikationsveje, som allerede eksisterer. Her er det ikke kun
digitalisering, men også selve digitaliseringsprocessen som bliver italesat ud fra
Effektiviserings-diskursen. Digitaliseringsprocessen ækvivaleres med effektivitet, og
denne effektivitet bliver ydermere ækvivaleret med færre omkostninger, ved at
koordinere og centralisere digitaliseringsindsatsten. Det er billigere at digitalisere 100
stenøkser på en engang end at digitalisere to en gang i mellem. Selv om det ikke
handler om digitaliseringsfordelene ved digitalisering, så viser disse citater, at selv når
det gælder om rent praktisk at konvertere genstande fra analogt til digitalt, bliver
processen italesat ud fra Effektiviserings-diskursen.
47

6.3 Bevarings-diskurs
Nodal-punkt: Kulturarv
Flydende betegner: digitalisering
Ækvivalenskæde:
1. Bevaring
2. Fremtidssikring
3. Beskyttelse
Bevarings-diskursen er den anden diskurs som forsøger at betydningsudfylde begrebet
digitalisering. Modsat Effektiviserings-diskursen som kredsede omkring selve begrebet
digitalisering og de praktiske fordele ved at digitalisere, så bliver der i denne diskurs
givet udtryk for en materiel tilgang til kulturarven og bevaring af denne. I Bevarings-
diskursen bliver digitalisering ækvivaleret med bevaring, fremtidssikring, genfinding og
beskyttelse (af kulturarven). Dermed bliver nodal-punktet i denne diskurs kulturarven,
da det er det tegn, som de andre tegn i diskursen kredser om. Det er kulturarven, som
skal digitaliseres, så den kan blive bevaret, beskyttet og fremtidssikret. Dermed
adskiller denne diskurs sig fra Videns- og identitets-diskursen, som også havde
kulturarv som nodal-punkt. Hvor ”Videns- og identitets-diskursen fokuserede på
kulturarvens immaterielle kvaliteter, så ligger fokus i ”bevarings-diskursen” kun på den
materielle side af kulturarven. Selv om Videns- og identitets-diskursen fokuserer på
andre aspekter af kulturarven, så ligger den i baggrunden, som et argument for, hvorfor
Kulturministeriet i det hele taget italesætter digitalisering igennem en ”bevarings-
diskurs”. Bevaring og fremtidssikring af kulturarven, for eksempel i form af
digitalisering, er en nødvendighed og en praktisk forudsætning for, at man som borger i
det hele taget kan få adgang og kendskab til kulturarven. Før kulturarven kan bruges
som led i at danne en personlig og national identitet og indgå i et moderne
dannelsesbegreb, så er det nødvendigt at adgangen til kulturarven er sikret, og her er
digitalisering løsningen. Heri ligger der også et fremtidsaspekt. Det er ikke kun
nødvendigt at digitalisere kulturarven, så den er tilgængelig nu, men den skal også være
tilgængelig for de næste generationer. Det er vigtigt at bemærke, at når der i denne
diskurs tales om bevaring gennem digitalisering, så ligger fokus som nævnt på det
materielle, frem for det det immaterielle. (Hvilket i og for sig er logisk nok, da det ikke
er muligt at digitalisere en tidsånd eller en lokal skik, medmindre materialet er blevet
48

egistreret på en form for medie). Hvad de enkelte genstande måtte betyde for den
enkelte borger nu og i fremtiden på et kognitivt plan er ikke relevant. I ”bevarings-
diskursen” er det bevaring af den fysiske og materielle del af kulturarven som er vigtig,
hvilket også kan ses i ækvivalenskæden, hvor alle de begreber som ækvivaleres med
digitalisering har et praktisk aspekt.
6.3.1 Bevaring og beskyttelse
”Visionen er at digitalisere dansk kulturarv ud fra et
bevaringshensyn, men i lige så høj grad ud fra hensynet til at
gøre kulturarven bredt tilgængelig og derved sætte den i spil på
nye måder og blandt mange aktører. ” (Kulturministeriet,
2008:9)
Dette citat siger direkte, at et af formålene med digitaliseringen er at bevare
kulturarven. Selv om der i samme afsnit gives udtryk for at digitalisering (af
kulturarven) også har andre formål, så er dette citat stadig et udtryk for, at et af
hovedformålene med digitalisering er bevaring. Andre fordele ved at digitalisere de
fysiske kulturarvsgenstande i et bevaringsøjemed bliver i rapporterne også italesat
gennem ”bevaringsdiskursen”, som det kan ses i nedenstående afsnit.
”Kulturarvsinstitutioner kan digitalisere materiale med flere
formål – først og fremmest bevaring, beskyttelse og
tilgængeliggørelse. Med beskyttelse menes det værn mod slid,
uheld og tyveri, som ligger i, at originalmaterialet ikke længere
behøver håndteres ved brug.
(Kulturministeriet, 2009:8)
Ud over at ækvivalere digitalisering med bevaring, bliver digitalisering i dette afsnit
også ækvivaleret med beskyttelse. Ved at digitalisere skrøbelige og uhåndterlige
materialer, så behøver de museumsansatte, forskerne og brugerne ikke længere at få
adgang til de originale fysiske genstande.
På denne måde bliver genstandene beskyttet mod eventuelle uheld, og de bliver dermed
heller ikke længere udsat for slitage og andre omstændigheder som på længere sigt kan
nedbryde dem. Når kulturarvsgenstandene ikke længere bliver håndteret rent fysisk,
49

men at det i stedet er de digitale kopier som bliver håndteret, så er der ikke længere
nogen risiko for at kulturarven kan lide skade eller forsvinde. Dermed fungerer
digitaliseringen både som beskyttelse og bevaring.
6.3.2 Fremtidssikring
Bevaringsdiskursen er meget fremtidsorienteret, og digitalisering bliver i denne diskurs
også ækvivaleret med begrebet fremtidssikring. Denne ækvivalenskæde kommer
specielt til udtryk når rapporterne begynder at gå i detaljerne og fokusere på de mere
tekniske aspekter af digitaliseringen af kulturarvsgenstandene:
”Det er også vigtigt at vælge et format, som er holdbart og
fremtidssikret, hvis den digitale fil skal bevares for eftertiden og
således videreformidles. (Kulturministeriet, 2008:17)
Her lægges der stor vægt på vigtigheden af at vælge det rette digitale format, når man
skal digitalisere kulturarvsgenstande, da valget af et forkert format vil betyde, at senere
genfinding og brug af materialet ikke længere er mulig. Modsat de tidligere citater
bliver der lagt vægt på de mere tekniske aspekter af digitalisering, og det kan diskuteres
om, det er udtryk for en tredje diskurs, som har digitalisering som flydende betegner.
Jeg vil argumentere for, at det ikke er tilfældet. Godt nok fokuseres der på digitale
formater og vigtigheden af, at det skal være muligt at få adgang til formatet i fremtiden,
men fokus ligger stadig på bevaring og fremtidssikringen af en genstand i et digitalt
format. Den samme fremtidssikringstanke er også synlig i det næste citat:
”Digital langtidsbevaring er en fælles betegnelse for de mange
aktiviteter, som skal sikre, at man i både nær og fjern fremtid
kan få adgang til at læse og udnytte de meget store
informationsmængder, som nu produceres og gemmes på digital
form.” (Kulturministeriet, 2006:18).
Her understreges det, at ”digital langtidsbevaring” eller digitalisering, både fungerer
som bevaring, men i lige så høj grad også skal sikre, at genstandene er tilgængelige i en
”nær og fjern fremtid”.
50

6.3.3 Genstandssynet
Som nævnt i starten af dette afsnit, så er denne diskurs præget af et genstandssyn, hvor
der fokuseres på de fysiske genstande. Når der i diskursen tales om digitalisering med
henblik på bevaring og fremtidssikring, så er det digitalisering af de fysiske genstande,
der refereres til. Genstandssynet kommer blandt andet til udtryk, når der i
Digitaliseringsudvalgtes Endelige Rapport redegøres for formålet med at digitalisere
kulturarven. Det følgende citat er en del af redegørelsen for hvilke genstande det vil
være mest hensigtsmæssigt at digitalisere:
”Bevaringsmæssige problemer eksisterer imidlertid også for
andre materialer. Det gælder ikke mindst trykte materialer, der
ikke i udgangspunktet er produceret med henblik på
langtidsbevaring – aviser, blade, småtryk mv.”
(Kulturministeriet, 2009:8)
Citatet er et eksempel på det genstandssyn der er hersker i Bevarings-diskursen, idet det
kun er den materielle kulturarv, der er i fokus, når der tales om digitalisering med
henblik på bevaring og fremtidssikring. Desuden er det et meget specifikt genstandssyn,
da der skelnes mellem forskellige former af materiel kulturarv, de foregående afsnit
talte eksempelvis om filmruller og lydoptagelser (Kulturministeriet, 2009:8).
6.4 Antagonisme – Digitalisering
Som de to foregående analyseafsnit har vist, så findes der to diskurser, som forsøger at
betydningsudfylde den flydende betegner digitalisering. Ækvivalenskæden, der kan
dannes ud fra den flydende betegner digitalisering, er ikke homogen, men kredser i
stedet om to forskellige nodal-punkter, digitalisering og kulturarv.
Dette betyder, at der teoretisk set findes to diskurser, som står i et antagonistisk forhold
til hinanden, og at der mellem disse to diskurser foregår en kamp om at
betydningsudfylde tegnet digitalisering på hver deres måde. Endnu har ingen af de to
diskurser vundet retten til at definere betydningen af digitalisering. Eller sagt på en
anden måde, fra Kulturministeriets side tales der om digitalisering på to forskellige
måder. På denne ene side italesætter Kulturministeriet digitalisering ud fra en
Effektiviserings-diskurs (se kapitel.6.2), mens det samme begreb samtidig også bliver
italesat ud fra en Bevarings-diskurs (se kap.6.3). I de tre rapporter, der har dannet
51

aggrund for diskursanalysen, er der ingen tegn på hegemoni, ingen af de to diskurser
vinder retten til at betydningsudfylde tegnet digitalisering. Dette betyder, at
Kulturministeriet endnu ikke har valgt én måde at tale om digitalisering på, men at de i
rapporterne løbende skifter mellem to forskellige måder at forstå og tale om
digitalisering på.
Rent teoretisk skulle antagonismen mellem Effektiviserings-diskursen og Bevarings-
diskursen og kampen for at opnå hegemoni, betyde at den ene diskurs skulle udelukke
den anden. Dvs. når Kulturministeriet taler om digitalisering gennem
Bevaringsdiskursen, så kan de samtidig ikke italesætte det samme begreb gennem
Effektiviserings-diskursen. Men kigger man på de to diskurser rent praktisk, så
udelukker Effektiviserings-diskursen italesættelse af begrebet digitalisering ikke
bevarings- diskursens italesættelse af selv samme begreb. Logisk set kan en
effektiviserings-diskurs godt eksistere side om side med en bevarings-diskurs, selv om
det er det samme begreb de forsøger at betydningsudfylde. At digitalisering i
effektiviserings-diskursen bliver ækvivaleret med samarbejde, koordinering og færre
omkostninger udelukker ikke, at digitalisering også kan ækvivaleres med bevaring og
fremtidssikring.
Groft sagt kan man sige, at begge diskurser accepteres, fordi de arbejder på to
forskellige niveauer. De behandler to vidt forskellige aspekter af det samme begreb.
Effektiviserings-diskursen arbejder på et institutionelt niveau, hvor der fokuseres på de
rent praktiske aspekter ved digitalisering og selve digitaliseringsprocessen, og hvad den
har af betydning for institutionerne. Nodal-punktet i denne diskurs var som nævnt
digitalisering, og det er omkring selve digitaliseringsprocessen, at alle tegnene i denne
diskurs kredser. Bevarings-diskursen arbejder på et genstands-niveau. Her er nodal-
punktet kulturarven, og der fokuseres på, hvordan digitalisering er en fordel, når
kulturarven skal bevares og fremtidssikres. Fordi de to diskurser arbejder på to
forskellige niveauer kan begge diskurser godt betydningsudfylde tegnet digitalisering,
selv om der rent teoretisk er en antagonisme og der dermed burde være en kamp
mellem de to diskurser.
52

6.5 Tilgængeliggørelses-diskurs
Nodal-punkt: Digitalisering
Flydende betegner: Formidling
Ækvivalenskæder:
1. Digitalisering
2. Adgang
3. Tilgængelighed
Dette er den første af to diskurser, som forsøger at italesætte og betydningsudfylde
begrebet formidling. I denne diskurs bliver den flydende betegner formidling
ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed og jeg har derfor valgt at
kalde den for en Tilgængeliggørelses-diskurs.
Når Kulturministeriet italesætter formidling gennem denne diskurs, betyder det, at så
snart at en kulturarvsgenstand er blevet digitaliseret, og dermed på den ene eller anden
måde er blevet gjort tilgængelig på internettet, så er der tale om formidling. Eller sagt
på en anden måde digitalisering er lig med formidling.
Nodal-punktet i Tilgængeligheds-diskursen er digitalisering. Det er selve
digitaliseringsprocessen, som er i fokus, og som alle de andre tegn i diskursen kredser
om. Det er digitalisering, som er årsagen til, at kulturarven kan tilgængeliggøres og
formidles.
6.5.1 Tilgængelighed
I Tilgængeliggørelses-diskursen defineres digitalisering på samme måde som
digitalisering er defineret i begrebsafklaring-afsnittet (kap.5.1). Men samtidig giver
diskursen udtryk for at digitalisering er det samme som formidling, og at der i selve
digitaliseringen og adgangen til kulturarvsgenstandene ligger nogle
formidlingsegenskaber. Lige så snart en genstand er blevet digitaliseret og er blevet
gjort tilgængelig på nettet, så er det muligt for alle at lære noget og derved blive et
klogere og mere oplyst individ. Det, at der ofte er en reference til, at man bliver klogere,
eller at digitaliseringen af diverse arkiver eller samlinger kan hjælpe en med at skabe
sig en identitet viser, at selve digitaliseringen, det at scanne et billede og dernæst lægge
det op på nettet, er meget mere en ren tilgængeliggørelse. Formidling i denne diskurs
italesættes ud fra en antagelse om, at de enkelte kulturarvsgenstande kan ”tale for sig
53

selv”. De budskaber eller de informationer genstandene indeholder, kan aflæses direkte
fra genstanden. Det er ikke nødvendigt med andre tiltag for at formidle genstandens
historie eller informationer, genstanden alene er nok.
”Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt
perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og
bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den
pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed
tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden
begrænsninger, i hele landet – ja, principielt hele verden.
Digitalisering af kulturarven åbner nye muligheder for enhver
kategori af brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks
kulturelle og historiske arv.” (Kulturministeriet, 2008:7)
I dette citat bliver formidling ækvivaleret med adgang og tilgængelighed. Her gives der
udtryk for, at så længe at der er adgang til kulturarven, og den er tilgængelig for
brugeren, så er den blevet formidlet. I citatets første sætning ækvivaleres (digital)
formidling med adgang til kulturarven. Resten a citatet nævnes formidling ikke direkte,
ordet digitalisering bruges i stedet for. Fordi der i den første sætning bliver nævnt
formidling, og der tales om de perspektiver og funktioner den digitale formidling har, så
får man som læser indtrykket af, at digitalisering er det samme som formidling.
Desuden understreger det pointen i det foregående afsnit, at digitalisering i denne
diskurs indeholder nogle kvaliteter som strækker sig ud over tilgængeliggørelse og
adgang. Når digitalisering ”åbner nye muligheder”, og alle kan blive kloge på
Danmarks kulturelle arv, så må det betyde, at der ligger ”noget mere” i det at
digitalisere (jf. kap. 5.2 formidling). Kulturministeriet behandler begrebet digitalisering,
som om det indeholdt de samme kvaliteter som begrebet formidling og italesætter
dermed formidling gennem en Tilgængeliggørelses-diskurs.
Den samme sidestilling mellem formidling og tilgængeliggørelse via digitalisering kan
også ses i det følgende citat, hvor der tales om fordelene ved samarbejde mellem de
forskellige kulturarvsinstitutioner:
”En række museer deltager i samarbejdsprojekter om
tilgængeliggørelse på internettet, som rækker ud over deres
54

egne hjemmesider og det enkelte museum. Generelt betragtet er
der en række fordele ved større samarbejdsprojekter om digital
formidling.” (Kulturministeriet, 2006:150)
I dette afsnit skiftes der i beskrivelsen af projekterne ganske ubemærket mellem
tilgængeliggørelse og formidling i de to sætninger. Da der er tale om de samme
projekter må det betyde, at der i dette tilfælde ikke er nogen skelnen mellem formidling
og tilgængeliggørelse, men at de dækker over det samme. Det må derfor betyde, at
formidling ækvivaleres med tilgængeliggørelse eller tilgængelighed.
6.5.2 Teknisk tilgængeliggørelse
I rapporterne ”Digitalisering af kulturarven” bliver der givet meget detaljerede forslag
til, hvordan man kan formidle den digitaliserede danske kulturarv. Fælles for alle disse
forslag er, at de bliver italesat gennem tilgængeliggørelses-diskursen, hvor formidling
bliver ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed. Det specielle ved disse
eksempler, at de er meget praktisk orienteret, og der fokuseres meget på, hvilke
tekniske specifikationer, der er nødvendige for at kunne formidle de forskellige
kulturarvsgenstande, dvs. gøre dem tilgængelige på nettet, sådan at folk kan få adgang
til dem. I det følgende afsnit kan man se, hvordan formidling ikke kun ækvivaleres med
tilgængeliggørelse, men formidling sidestilles også specifikt med metadata, som kan
muliggøre genstandenes tilgængelighed i en søgemaskine, enten på nettet eller i en
database.
”Det er udvalgets opfattelse, at hovedopgaven for en national
plan for digitalisering af kulturarven må være at sikre, at
materialet digitaliseres og gøres reelt tilgængeligt. Dette
indebærer, jf. afsnit 2.2, også formidling i form af f.eks.
produktion af metadata, der kan eksponere materialet i gængse
søgemaskiner.” (Kulturministeriet, 2009:13)
Kigger man på ordvalget i citatet, kan man se, at fokus ligger på at sikre adgang og
tilgængeliggørelsen af kulturarven, da der tales om at tilgængeliggøre og eksponere
kulturarven på den bedst mulige måde. Umiddelbart virker det ikke som om der her
tales gennem Tilgængligørelses-diskursen, fordi fokus ligger på hvordan man bedst
55

muligt sikrer adgangen til kulturarven. Kigger man i stedet på hvordan ministeriet har
tænkt sig at løse problemet, så bruges begrebet formidling. Kulturministeriet kunne
have sagt tilgængeliggørelse gennem metadata, men de har valgt at bruge begrebet
formidling. Hvilket må være et udtryk for, at formidling også her bliver italesat gennem
Tilgængeliggørelses-diskursen. (Formidling er det samme som tilgængeliggørelse og
tilgængeliggørelse er det samme som formidling.)
Det interessante ved dette citat er ikke kun, at der tales om tilgængelighed og
eksponering i form af metadata. Det er lige så interessant at bemærke at dette afsnit
forekommer i et kapitel med navnet ”Formidling” (Kulturministeriet, 2009:13). I dette
kapitel giver Digitaliseringsudvalget nogle eksempler og bud på, hvordan det
digitaliserede kulturarvsmateriale kan blive formidlet. Det er endnu et udtryk for, at
Kulturministeriet ækvivalerer formidling med digitalisering og tilgængeliggørelse og
italesætter begrebet ud fra en tilgængeliggørelsesdiskurs.
6.6 Formidlings-diskurs
Nodal-punkt: Digitalisering
Flydende betegner: Formidling
Ækvivalenskæder:
Spændende
Inspirerende
Nyt
Aktiviteter
Bruger interaktion
Denne diskurs har jeg valgt at kalde Formidlings-diskursen. Gennem denne diskurs
italesætter Kulturministeriet begrebet formidling og hvordan formidling (skal) ses i
relation til digitalisering og kulturarv. I de tre rapporter, som er blevet gennemgået, er
det kun ”Udredning af museers formidling”, hvor italesættelsen af formidling sker på to
niveauer. Der er tale om et ”generelt” formidlingsgreb, som omfatter alle typer
formidling – på museer, ude i det offentlige rum, publikationer, rundvisninger, på nettet
osv. Derudover tales der specifikt om digital formidling af kulturarv på nettet. (19).
Denne skelnen har ikke nogen indflydelse på den følgende analyse, da den digitale
formidling i rapporten ses som en ”sub-gruppe” til den generelle formidling. De
56

egenskaber, der gør sig gældende for den generelle formidling, gælder også for den
digitale formidling. Hvilket betyder at de ækvivalenskæder der dannes for den generelle
formidling, også gør sig gældende for den digitale formidling. I de to rapporter fra
Digitaliseringsudvalget bliver der ikke skelnet mellem forskellige typer af formidling,
her bliver den generelle term formidling brugt. Om der teknisk set menes digital
formidling, bliver der ikke givet direkte udtryk for i teksterne, men når rapporterne
handler om digitalisering af kulturarven (og ikke beskæftiger sig med fysiske
kulturinstitutioner), så er der meget stor sandsynlighed for, at det er digital formidling
der er tale om, selv om der kun bruges den generelle term.
Den flydende betegner i denne diskurs er ligesom i den foregående (tilgængeligørelses-
diskursen) begrebet formidling. I denne diskurs ækvivaleres formidling med noget
spændende, inspirerende, noget nyt eller nyskabende, brugerinteraktion og aktiviteter.
Den flydende betegner formidling bliver i denne diskurs i høj grad defineret ud fra det
diskursive felt, dvs. hvad formidling ikke er. I dette tilfælde drejer formidling sig ikke
”kun” om muligheden for at få adgang til digitaliseret kulturarvsmateriale, metadata og
samt tilgængelighed på internettet via forskellige typer af online baser. Formidling er
noget andet.
”Det drejer sig her om en tilgængeliggørelse på en sådan måde,
at der skabes det bedst mulige grundlag for en
formidlingsaktivitet, der imødekommer mange brugergruppers
behov.” (Kulturministeriet, 2008:7)
Det ovenstående citat er et eksempel på, hvordan formidling bliver defineret ud fra det
diskursive felt, idet der gives udtryk for, at formidling ikke er det samme som
tilgængeliggørelse . I dette tilfælde beskrives tilgængeliggørelse som en forudsætning
for, at der kan foregå formidling. Dette betyder, at der bliver skelnet mellem
tilgængeliggørelse på den ene side og formidling på de anden. Ved at lade
tilgængeliggørelse være en forudsætning for at der overhovedet kan være tale om
formidling (på den ene eller anden måde), så har Kulturministeriet samtidig også sagt,
at formidling ikke er ensbetydende med tilgængeliggørelse, men noget andet og mere.
Dette andet er i dette citat, en eller anden form for aktivitet. Så samtidig med at
57

formidling bliver defineret ud fra det diskursivefelt, så bliver formidling samtidig også
ækvivaleret med tegnet aktivetet.
Ser man bort fra brugerinddragelse og aktiviteter, så indeholder de andre tegn, som
formidling bliver ækvivaleret med, alle nogle uudsigelige kvaliteter, som kan være
svære at beskrive konkret. Det er eksempelvis svært præcis at beskrive, hvorfor noget er
spændende eller præcist, hvad der skal til før man som bruger har haft en oplevelse.
Derfor kan man sige at samlet set bliver begrebet formidling i Formidlings-diskursen
ækvivaleret med noget uudsigeligt og noget som er mere end ”bare” at gøre
kulturarvsgenstande tilgængelige på nettet (jf. Tilgængeliggørelses-diskursen).
Nodal-punktet i Formidlings-diskursen er også besværlig at definere. Jeg vil
argumentere for at, nodal-punktet i denne diskurs er digitalisering, ligesom det også var
tilfældet i Tilgængeliggørelses-diskursen. Grunden til dette er, at formidling i denne
diskurs kun er mulig, fordi der er foregået en eller anden form for digitalisering.
Formidling kredser omkring begrebet digitalisering, uden at blive ækvivaleret med det
og digitalisering må derfor være nodal-punktet i Formidlings-diskursen.
6.6.1 Brugerinddragelse
Det ”mere” som i Formidlings-diskursen bliver ækvivaleret med formidling er som
nævnt tidligere noget spændende. Dette kommer blandt andet til udtryk i det følgende
citat, hvor formidling direkte bliver kaldt ny og spændende.
”De relevante kulturarvs- og public service-institutioner har
allerede i dag stort fokus på behovet for digital bevaring og de
mange muligheder for nye og spændende formidlingsformer,
som digitalisering af kulturarven tilbyder.” (Kulturministeriet,
2008:22)
En metode, som (måske) kan gøre kulturarven interessant, er at inddrage de brugere,
som man ønsker får gavn af kulturarven (jf. Videns- og identitets-diskursen).
Brugerinddragelse og interaktion mellem bruger og institution, hvor brugeren selv er
med til at skabe udstillingen, er et af de formidlingsgreb som Kulturministeriet
fokuserer meget på. Det følgende citat er et eksempel på dette.
58

”Adgangen til og formidling af kulturarv vil i højere grad spille
sammen, når brugerne indgår som aktive deltagere og
bidragydere, og det vil være en ny og udfordrende situation for
kulturinstitutionerne at definere deres opgaver og position i
dette scenarie. ” (Kulturministeriet, 2008:12)
Her bliver formidling ækvivaleret med aktiv deltagelse og bidrag fra de brugere, som
har fået adgang til kulturarven. At den flydende betegner formidling i dette tilfælde
bliver italesat ud fra Formidlings-diskursen og ikke ud fra ”tilgængeliggørelses-
diskursen” kan ses i starten af citatets første sætning. Her skelnes der mellem
”Adgangen til og formidlingen af kulturarv”. Umiddelbart kunne adgang og formidling
italesættes ud fra den samme diskurs, da de i sætningen henviser til det samme, nemlig
kulturarv. Men fordi der i samme sætning siges, at de to begreber i højere grad vil spille
sammen, så må det betyde, at der findes en forskel på de to begreber.
6.6.2 Eksempler på formidling
Fordi den flydende betegner formidling i Formidlings-diskursen bliver ækvivaleret med
begreber som har en uudsigelig karakter, så findes der i rapporterne ikke særlig mange
konkrete eksempler på formidling, italesat ud fra Formidlings-diskursen. Et af de få
eksempler der findes, er beskrivelsen af Rosenborg Slots digitale udstilling
”Kongedragter”. Eksemplet findes i ”Udredning af museers formidling”, hvor der
gennem hele rapporten løbende har været små ”faktabokse”, som indeholder eksempler
på formidling.
”Rosenborgs nye projekt ”Kongedragter” er henvendt til børn
og voksne i fællesskab. De kongelige dragter er skrøbelige og
besværlige at udstille i museumsrummet, hvilket gør det oplagt
at lave 3D-modeller af udvalgte dragter. Samtidig giver den
digitale formidling mulighed for, at man går tæt på dragterne,
ser dem bagfra og indeni og flytter rundt med dragtdelene. Man
kan både gå i deres lommer og se, hvordan dragterne kan
optræde i malerier.(114)" (Kulturministeriet, 2006:114)
59

I dette citat bliver formidling igen ækvivaleret med interaktivitet og bruger interaktion.
Dette gøres, når der i eksemplet lægges vægt på, at man som bruger har muligheden for
at se dragterne fra forskellige vinkler, flytte rundt på dragtdele og ”gå i deres lommer”.
Der skrives ikke direkte at disse interaktioner er formidling, men da ”Kongedragter”
bliver præsenteret som et eksempel på digital formidling, så må de fremhævede
interaktions muligheder være tiltag der specielt udmærker sig ved formidling og dermed
også være del af den ækvivalenskæde, som skabes i Formidlings-diskursen.
6.6.3 Nyt og nyskabende
I Formidlings-diskursen bliver formidling også ækvivaleret med noget nyt elle
nyskabende.
Når der i rapporterne bliver brugt begrebet nyt, så er det noget nyskabende i selve
formidlingsformen der refereres til og ikke nye kulturarvsgenstande. Dette er højst
sandsynligt, fordi digital formidling (på nettet) stadig er en relativ ny ting og
Kulturministeriet ser det som en kontrast til klassisk museums-og kulturformidling
formidling. I rapporterne er der dog kun ganske få steder, hvor der gives eksempler på
hvad nyskabende formidling er, mens der heller ikke gives nogle eksempler på, hvad
der opfattes som klassisk formidling. Derfor er det ikke muligt at komme nærmere ind
på, hvad der menes med ny eller nyskabende formidling.
Italesættelsen af digital formidling som ny og nyskabende kommer blandt andet til
udtryk i beskrivelsen af projektet Kulturnet Danmark, et projekt som blev startet af
Kulturministeriet i 1996 med henblik på at udvikle kulturformidlingen på nettet.
Projektet og formidling beskrives på denne måde:
”Projektet støtter særligt nyskabelser og eksperimenter inden for formidling på
internettet hos de statslige og statsstøttede kulturinstitutioner.” (Kulturministeriet,
2008:33). Selvom der her er tale om en beskrivelse af et projekt, som har til formål at
udvikle formidling til brug på nettet, så er det stadig et eksempel på hvordan formidling
italesættes gennem Formidlings-diskursen. At Kulturministeriet opretter et projekt med
henblik på at udvikle formidling på nettet viser, at formidling på nettet anses som
vigtigt, men siger i sig selv ikke så meget om hvordan begrebet betydningsudfyldes.
Men fordi der i beskrivelsen af projektet lægges særlig vægt på ”nyskabelser og
eksperimenter inden for formidling”, må det betyde at det er sådan Kulturministeriet
forstår digital formidling.
60

6.7 Antagonisme - formidling
I Kulturministeriets rapporter bliver formidling italesat gennem Tilgængeliggørelses-
diskursen og Formidlings-diskursen . Det antagonistiske forhold mellem de to diskurser
opstår, da begge diskurser forsøger at betydningsudfylde formidling på hver deres
måde. Selv om begge diskurser kredser om nodal-punktet digitalisering, så kan der
dannes to forskellige ækvivalenskæder, som italesætter formidling på to meget
forskellige måder.
I Tilgængeliggørelses-diskursen” bruges ordet formidling i sin mest enkle forstand.
Formidling ækvivaleres med det at videregive en oplysning fra afsender til modtager
(jf. første del af afsnit 5.2). I denne diskurs skal det forstås sådan, når noget er blevet
gjort tilgængeligt, og man som bruger kan få adgang til det på internettet, så er der tale
om formidling. Der er eksempelvis tale om formidling, hvis man tager et billede af en
stenøkse og lægger billedet ud på nettet. Det er selve digitaliseringshandlingen, der
bliver ækvivaleret med formidling – ligeså snart noget er blevet digitaliseret og lagt på
nettet, så er det blevet formidlet.
I Formidlings-diskursen lægges der vægt på nogle andre kvaliteter, når der tales om
formidling. Modsat Tilgængeliggørelses-diskursen så består Formidlings-diskursens
ækvivalenskæde af begreber som stort set alle har en uudsigelig karakter - spændende,
nyskabende og brugerinddragende. Det vil sige, at formidlingseksemplet i
Tilgængeliggørelses-diskursen ikke kan betegnes som formidling i Formidlings-
diskursen. Her er først tale om formidling, når den digitaliserede genstand optræder i en
nyskabende, spændende eller brugerinddragende sammenhæng.
I rapporterne fra Kulturministeriet opstår antagonismen, da formidling italesættes ud
fra begge diskurser, uden at der på noget tidspunkt bliver givet en ordentlig definition
på begrebet, sådan som Kulturministeriet opfatter det. Et opslag i en ordbog, ligesom
det blev gjort i begrebsafklaringskapitlet (se afsnit 5.2) viser nemlig, at formidling kan
italesættes ud fra Tilgængeliggørelses-diskursen og Formidlings-diskursen, og begge
måder teknisk set er lige korrekte. Nu er en diskursanalyse ikke et forsøg på et finde
den rigtige måde at tale om begreber på, men pointen er, at antagonismen på sin vis
også opstår, fordi begge italesættelser er ”lige korrekte”.
61

Antagonismen mellem de to diskurser skaber også grund til forvirring, da det ofte kan
være svært at gennemskue, hvilken diskurs Kulturministeriet italesætter formidling ud
fra. Det følgende citat er et eksempel på dette.
”Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt
perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og
bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den
pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed
tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i
hele landet – ja, principielt hele verden. Digitalisering af
kulturarven åbner nye muligheder for enhver kategori af
brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og
historiske arv.” (Kulturministeriet, 2009:7)
Her tales der både om ”digital formidling” af kulturarven og ”digitalisering af
kulturarven”. Så spørgsmålet er, om der er tale om formidling italesat gennem
Formidlings-diskursen, eller formidling italesat gennem Tilgængeliggørelses-diskursen.
I afsnit 6.5, blev citatet brugt som et eksempel på Tilgængeliggørelses-diskursen og
ordet formidling i første sætning blev ækvivaleret med digitalisering og
tilgængeliggørelse. Forvirringen mellem begreberne kan opstå, hvis man har fået
indtrykket af, at Kulturministeriet italesætter formidling gennem Formidlings-
diskursen, og man når til dette afsnit, hvor italesættelsen pludselig sker gennem en
anden diskurs.
Forvirring, skabt af antagonismen, kan også opstå, når der i et afsnit skelnes mellem
bevaring, tilgængeliggørelse og formidling, ”Formidling og tilgængeliggørelse på
tidssvarende medier og platforme nævnes også som vigtige hensyn […]”
(Kulturministeriet, 2008:23), mens det næste afsnit har overskriften ”Formidling” og
handler, om hvor mange billeder, film eller manuskripter, man har fået digitaliseret og
som det nu er muligt at søge i via eks. Kunst-indeks Danmark (Kulturministeriet,
2008:29).
En anden grund til forvirring er, at tilgængeliggørelses-diskursens ækvivalenskæde
nærmest fungerer som et mellemled i Formidlings-diskursen , uden at den dog er med
til at italesætte begrebet. For at man kan skabe nogen form for digital formidling, så er
det nødvendigt at kulturarven eller kulturarvsgenstandene er blevet digitaliserede, så de
62

er digitalt tilgængelige og dermed kan indgå i den digitale formidling. Dette er
nødvendige tiltag for at kunne formidle, men de er ikke formidling i sig selv.
Den antagonistiske kamp mellem de to diskurser kan spores i alle tre analyserede
rapporter, og der er ingen tegn på en lukning eller hegemoni mellem diskurserne. Dette
kan have betydning for hvordan kulturinstitutionerne, som er underlagt
Kulturministeriet, rent praktisk formidler kulturarven på nettet. Hvis institutionerne
forventes at følge de forslag og påbud, som Kulturministeriet udstikker i rapporterne,
kan der opstå problemer, når der i rapporterne findes to måder at formidle på. Når
kulturinstitutionerne bliver bedt om at formidle kulturarven på nettet, skal de så gøre det
på baggrund af formidlings-diskursen, tilgængeliggørelses-diskursen eller begge
diskurser samtidig. Resultatet af formidlingen vil afhænge af, hvilken diskurs der
følges.
Vælger kulturinstitutionerne at følge Tilgængeliggørelses-diskursen, kan de digitalisere
de fysiske samlinger, forsyne de enkelte genstande med metadata og på denne måde
formidle kulturarven (Kulturministeriet, 2009:13). På denne måde ville det være muligt
at søge på metadata i diverse søgemaskiner og dermed få adgang til den danske
kulturarv. Denne diskurs tager ikke hensyn til det immaterielle aspekt af kulturarven.
Som det blev vist i afsnit 5.3, så arbejder Kulturministeriet med et todelt
kulturarvsbegreb, hvor der skelnes mellem den materielle og immaterielle kulturarv.
Når Kulturministeriet i Tilgængeliggørelses-diskursen” ækvivalerer formidling med
digitalisering og tilgængelighed (Kulturministeriet, 2008:7), udelukker de samtidig den
immaterielle del af kulturarven. For hvordan digitaliserer og tilgængeliggør man noget,
som er immaterielt.
Formidlings-diskursen giver derimod muligheden for også at formidle dele af den
immaterielle kulturarv. Her fokuseres der på mere end ren tilgængeliggørelse, ved at
ækvivalere formidling med noget spændende eller brugerinddragelse. Følges
Formidlings-diskursen , er der mulighed for at skabe et kendskab til en større del af den
danske kulturarv og dermed bruge den i en sammenhæng, som kan være videns-og
identitetsskabende.
63

7. Webanalyse af Natmus.dk
”Spørgsmålet om formidling er naturligvis helt afgørende for
den faktiske værdi af materialet forbrugerne, men antagelsen
må være, at det afgørende er at samordne den tværgående
brugbarhed, mens formidlingen trives bedst med decentraliseret
initiativ og kreativitet, skabt af institutioner, brugere og private
virksomheder.” (Kulturministeriet, 2009:13)
Som ovenstående citat antyder, så er det op til den enkelte institution at varetage og
udforme den egentlige formidling af kulturarven. Spørgsmålet er derfor, hvordan de
enkelte institutioner griber det an.
Det foregående kapitel har været en (diskurs)analyse af, hvordan man fra politisk side
har italesat begreberne kulturarv, digitalisering og formidling. Det følgende vil være en
analyse af Nationalmuseets kommunikation (og formidling) på deres hjemmeside. Som
efterfølgende skal bruges til en diskussion om hvordan, Natmus.dk rent praktisk følger
de diskurser, som er udstukket fra politisk side.
Som nævnt i metodeafsnittet vil analysen af Natmus.dk være baseret på Thorlacius
webanalysemodel, og der vil kun blive fokuseret på en lille del af Nationalmuseets
meget omfattende hjemmeside.
7.1 Afsender
7.1.1 Faktiske afsender
Som nævnt i metoden, så vil analysen ikke beskæftige sig med den faktiske afsender, da
den ikke kan aflæses direkte fra hjemmesiden, men i stedet kræver særskilte afsender og
receptionsundersøgelser.
7.1.2 Implicitte afsender
Som nævnt i metode afsnittet er den ekspressive funktion knyttet til den implicitte
afsender og er et udtryk for, hvordan afsenderens holdninger og værdier kommer til
64

udtryk rent visuelt gennem eksempelvis farver og typografiske valg. Det følgende vil
være en analyse af, hvordan Nationalmuseet, som institution kommer til at fremstå
gennem de visuelle udtryk der findes på www. Natmus.dk.
Da Nationalmuseet er en statsejet institution og hører til under Kulturministeriet kunne
der argumenteres for, at den egentlige afsender var Kulturministeriet, da
Nationalmuseet som statsligt museum forventes at følge de tiltag og retningslinjer, som
bliver udstukket fra ministeriel side. Men skal man følge webanalysens model, så er
afsenderen Nationalmuseet, da det er den institution, som på hjemmesiden fremstår som
afsenderen. Det kommer til udtryk flere steder på siden, for det første i selve Url’en
”natmus”, som er en sammentrækning eller forkortelse af Nationalmuseet. Navnet
”Natmus.dk” bruges også i hjemmesidens egentlige navn, det kan ses i overskriften på
startsiden, her hedder det ”Natmus.dk – mange museer i ét” (Bilag 1). Derudover er der
tre steder på startsiden, hvor Nationalmuseet nævnes ved sit fulde navn, og hvor der
refereres specifikt til afsenderen (modsat natmus hvor referencen til afsenderen sker
gennem associationer). Det drejer sig om søgeboksen øverst i højre hjørne af siden,
hvor der står ”søg Nationalmuseet”. I kontaktinformationerne nederst i venstre hjørne
og forskningslinket nederst i højre hjørne (Bilag 1).
Farver og design
Farverne på Natmus.dk er hovedsageligt holdt i neutrale farver. Både baggrunden for
hele siden og den baggrund, som tekst og billeder står på, er hvide. Den gennemgående
farve er en grå farve, som fremkommer i forskellige nuancer. Det kan bla. ses i logoet
og menu-overskrifterne. Desuden bruges den grå farve også som bund i hjemmesidens
design, hvor den fungerer som baggrund for nogle faste oplysninger såsom
Nationalmuseets fysiske adresse og nogle links (Bilag 1). Den eneste anden
gennemgående farve, som bliver brugt i sidens design, er en mørk rød. Den bliver brugt
i de små pile, der er placeret ud for hvert menupunkt, og er placeret som en tynd rød
linje der skiller den grå bund med ”faste” oplysninger fra den hvide ”aktive” side (Bilag
1).
Krone-logoet som er placeret i venstre hjørne under menulinjen, har forskellige farver
alt efter hvilket menupunkt man er inde under. For eksempel er menuen Danmark rød,
Verden er grøn, og menupunktet Temaer har farven lilla (Bilag 2).
65

Farvekombinationen af hvid og grå kan af nogle umiddelbart opfattes som en smule
kedelig. Men valget af meget simple farver udstråler også seriøsitet. Her er der tale om
en afsender, hvor indhold betyder mere end udseende. Dermed ikke sagt, at designet og
farvevalget på Natmus.dk er valgt tilfældigt. Ved at udelade farver, som kan distrahere
brugeren, bliver der signaleret, at det er indholdet, der er det vigtige, frem for
institutionen i sig selv. Farvevalget er afdæmpet og brugt med omhu – og kun når det er
allermest nødvendigt. Denne omhu kommer blandt andet til udtryk gennem den røde
linje i bunden som adskiller den aktuelle side fra den grå bund med de faste links og
kronelogoet med forskellige farver, som indikerer hvilken underside man er på.
Farverne er med til at understrege et elegant og enkelt design. Alle disse design
elementer smitter af på afsenderen, hvad enten de har været et bevidst valg eller ej.
Natmus.dk præsenterer Nationalmuseet (afsenderen) som en dannet og seriøs institution
som forstår at præsentere sig. Nationalmuseet står ikke for ”sjov og ballade”, men er en
professionel institution som tager deres opgave med at formidle kulturarven alvorligt.
Billeder og illustrationer
Også valget og brugen af billeder er med til at give et bestemt indtryk af
Nationalmuseet.
Startsiden består hovedsageligt af mange forskellige billeder, som alle er links til
diverse ting som foregår på Natmus.dk i øjeblikket. Illustrationerne spænder fra et foto
af en gravko i en artikel om Jellingestenene, til et billede af en ”skindvest” fra en artikel
om oldtidsmenneskets påklædning (Bilag 1). Det store spænd i illustrationer/billeder
viser, at Nationalmuseet er en stor organisation, som spænder over mange
forskelligartede emner. Ved at præsentere billeder af mange forskellige typer af
aktiviteter, viser Nationalmuseet at deres viden dækker alle aspekter af Kulturarven og
bevaringen og formidlingen af den, idet både der refereres til oldtidsmenneskernets
påklædning, Karolines Køkkens historie og historisk mode.
Når man bevæger sig væk fra startsiden og ind på de forskellige undersider, så gøres der
brug af billeder på en anden måde. Her er fokus på det skrevne, hvor billederne bruges
til at understøtte det, der bliver sagt. For det meste er der et stort billede af den omtalte
genstand under teksten. I nogle tilfælde er der i højre side langs med ”tekstdelen”
placeret små billeder (enten af den omtalte genstand eller som links til andre genstande)
der relaterer sig til den aktuelle genstand (Bilag 3).
66

Billederne på undersiderne er klare fotografier med en god belysning. Det er igen et
udtryk for en professionel institution, som tager deres opgave alvorligt, når det gælder
formidling og præsentation af den danske kulturarv. Genstandene spiller en stor rolle
for Nationalmuseet, hvilket kan ses på hvordan billederne er ”stylet”. Størstedelen af de
fotograferede genstande er fotograferet på en sort eller grå baggrund, så genstanden står
klart frem, uden andre forstyrrende elementer.
7.2 Modtager
7.2.1 Faktiske modtager
Ligesom det var tilfældet med den faktiske afsender, så er det heler ikke muligt at
aflæse den faktiske modtager ud fra en analyse af hjemmesiden og analysen vil derfor
ikke beskæftige sig nærmere med denne.
7.2.2 Implicitte modtager
Den implicitte modtager er den modtager, som hjemmesiden er tiltænkt fra afsenders
side. Den implicitte modtager kan aflæses i den måde, som afsender henvender sig til
(de implicitte) modtagere på. Som nævnt i metodeafsnittet er der knyttet to funktioner
til den implicitte modtager, den konative og den interaktive.
7.2.2.1 Konative funktion
Med den konative funktion forsøger afsender at påvirke modtagerens adfærd ved
æstetiske virkemidler som farver og billeder eller ved hjælp af imperative sætninger.
Det kan man blandt andet se på Natmus.dk’s startside, hvor man finder den konative
funktion i form af ”Facebook like” knappen i øverste højre hjørne (Bilag 1). Selv om
der ikke direkte står at modtageren skal klikke på ”like” knappen, så er placeringen af
knappen en opfordring fra Nationalmuseet om, at man som besøgende på Natmus.dk
skal klikke på ”like” knappen og dermed vise på Facebook, at man kan lide
Nationalmuseets hjemmeside. Opfordringen om at ”like” Natmus.dk er ikke det eneste
sted, hvor den konative funktion kommet til udtryk, også andre steder på hjemmesiden
er der opfordringer til at følge på andre netværk. Nederst i højre hjørne er der en
ikonsamling med links til forskellige typer af sociale netværk, som f.eks. Facebook,
Tumblr, Pinterest, Youtube osv. (Bilag 1). Her står der heller ikke direkte at man skal
67

klikke på de forskellige links, men fordi de har en ret fremtrædende plads i
hjemmesidens design og er meget farvestrålende i forhold til resten er hjemmesiden, så
giver de rent visuelt en opfordring til at klikke på ikonerne. En anden konativ funktion
er hjemmesidens søgefunktion. Her opfordres modtageren direkte til at søge på
Natmus.dk, da der i selve søgeboksen står: ”Søg Nationalmuseet”.
De konative funktioner, der findes på Natmus.dk, er nogle funktioner, som man som
bruger forventer findes på hjemmesider i dag. Hvis man ser bort fra, at det er
funktioner, der nærmest forventes på alle moderne hjemmesider, så siger de stadig
noget om Natmus.dk’s implicitte modtager, og hvad Nationalmuseets forestillinger om
Natmus.dk’s brugere er.
Den store fokus på sociale netværk kan tyde på, at Nationalmuseet opfatter deres
brugere (modtageren) som folk, der har en vis fortrolighed med computere og internet
og at de besøger hjemmesiden for andet end ”bare” at undersøge beliggenhed og
åbningstider. Brugerne er derimod aktive og interesserede i at deltage og følge med i
Nationalmuseets aktiviteter, f.eks. via Twitter. De er sociale og interesserede i at dele
deres oplevelser med andre og er ikke bange for at skilte med at de interesserer sig for
kulturarven.
Søgefunktion viser, at Nationalmuseet har en forventning om at hjemmesidens
besøgende (modtageren) kan ønske at lede efter noget bestemt og ikke kun kommer for
at browse på må og få. Den besøgende har et specifikt vidensbehov som de søger at få
dækket ved deres besøg på Natmus.dk.
7.2.2.2 Interaktive funktioner
Den transmitterende ikke-interaktive funktion forekommer næsten ikke på Natmus.dk.
Hjemmesidens besøgende har mulighed for at klikke sig rundt mellem de forskellige
sider og selv bestemme rækkefølgen af besøget. Dog forekommer funktionen i
Natmus.dk’s brug af Youtube videoer. I nogle få tilfælde har Nationalmuseet
produceret en kort video, som indgår i præsentationen/formidlingen af de enkelte
oldtidsgenstande. I videoerne fortæller museumsinspektøren Flemming Kaul om en af
Nationalmuseets genstande, eksempelvis Huldremosekvinden eller Egtvedpigen
(Nationalmuseet, 2012d). Om man vil se videoen er op til den enkelte, da videoen ikke
starter automatisk. Men når den først er startet kan, man som bruger ikke interagere
med den. Videoen fungerer derfor kun som en transmitterende ikke-interaktiv funktion,
68

når man som bruger har startet videoen. Gider man ikke se videoen kan man klikke
videre til en anden del af siden, og man har selvfølgelig også muligheden for at stoppe
filmen, hvis man ikke vil se den færdig.
Den konverserende interaktive funktion kan findes i den grå ”bund” allernederst på
siden under linket kontakt. Klikker man på dét, kommer man ind på en side, hvor man
bliver præsenteret for Nationalmuseets telefonnummer og fysiske adresse (Bilag 7).
Herfra kan man også klikke på ”Medarbejdere” eller ”Presse”. Vælger man
”Medarbejdere”, kommer man ind på en side, hvor alle museets medarbejdere er listet
med telefonnummer og e-mail adresse (Bilag 7).
Under den konative funktion blev Twitter nævnt. Sspørgsmålet er, om Twitter også skal
ses som en konverserende interaktiv funktion. Twitter giver Natmus.dk’s brugere
muligheden for at ”tale” med Nationalmuseet, enten ved at ”re-tweete” Nationalmuseets
tweets eller ved at tagge Nationalmuseets brugere i sine egen tweets. Det giver
Nationalmuseet muligheden for at se, hvad brugerne skriver og svare derudover på
spørgsmål på samme måde.
Den konsultative interaktive funktion er til stede i form af søgefunktionen placeret i
øverste venstre hjørne, hvor Natmus.dk’s brugere har mulighed for at søge blandt sidens
indhold.
Den transaktive interaktive funktion har på Natmus.dk fået sig eget menupunkt, ” Salg
og ydelser”, i menubjælken som er placeret øverst på siden (Bilag 1). Her kan man i
dropdown menuen vælge mellem menupunkter såsom ”Museumsbutikker”,
”Undervisning og undervisningsmateriale” og ”Lokaleudlejning”.
7.3 Produkt
7.3.1 Den formale æstetiske funktion
Natmus.dk gør brug af et klassisk og minimalistisk design.
Brugen af farver er begrænset til hvid, grå og en bitte smule rød brugt meget strategisk,
så den ikke overskygger de hvide og grå farver. Nogle steder er den røde farve udskiftet
69

med en anden farve, f.eks i Krone-logoet. Farvevalget er med til at give siden et roligt
og minimalistisk udtryk.
Selve sidens opbygning er klassik og en ”standard webside opbygning”, med en
bjælkemenu øverst på siden, hvor man via en dropdown menu kan vælge et emne. Her
er hvert emne markeret med en lille rød firkant, med en hvid pil i. Det valgte emnes
undermenu kommer dernæst til syne lodret ned langs den venstre, her er emnerne opdelt
i hierarkier, hvor emnerne bliver mere og mere specifikke, f.eks. Oldtid (indtil år 1050)
Ældre jernalder (500 f.Kr.– 400 e.Kr) Kvinden fra Huldremose
Huldremosekvindens dragt (Bilag 3).
Visuel virker siden struktureret og professionel og man har som besøgende på siden
tiltro til det, som bliver fortalt og formidlet.
7.3.2 Den uudsigelige æstetiske funktion
Den uudsigelige æstetiske funktion er en svær størrelse, da den dækker over noget
uudsigeligt, hvilket betyder at funktionen egentlig er umulig at beskrive i en analyse.
Dertil kommer, at den æstetiske funktion også er meget subjekt afhængig, da det er de
færreste ting der opfattes ens af alle folk. Dette gør sig specielt gældende, når det er
oplevelser og indtryk, der påvirker en persons følelser. Det følgende er en beskrivelse af
nogle elementer på Natmus.dk, som potentielt kunne være med til at skabe en
uudsigelig oplevelse, selv om det højst sandsynligt ikke gælder for alle som besøger
hjemmesiden.
På Natmus.dk er der ikke så mange visuelle elementer, der kan være med til at skabe en
uudsigelig oplevelse, da hjemmesiden primært er baseret på tekster, og det visuelle kun
er til for at understøtte, det som bliver skrevet.
Det kan diskuteres, hvor vidt billederne af oldtidsgenstandene indeholder nogle
uudsigelige kvaliteter eller ej. Muligheden for at se genstande, som et moderne
menneske ikke kender til, eller i hvert fald ikke støder på i hverdagen, kan for nogle
mennesker have noget uudsigeligt over sig. Måske indeholder genstanden i sig selv ikke
en uudsigelig kvalitet, men kombineret med oplysningerne om at genstandene er flere
tusinde år gamle, kan det tænkes, at der for nogle mennesker opstår en eller anden
oplevelse eller følelse, som de ikke har følt før.
Nationalmuseet har fotograferet og digitaliseret en stor del af kulturarvsgenstandene fra
deres samlinger og gjort dem tilgængelige på Natmus.dk. Her fungerer de som
illustrationer til den skrevne tekst. Når der eksempelvis skrives om Solvognen, så er der
70

på samme side et fotografi af Solvognen, så man har muligheden for at se, hvordan den
ser ud. De fleste af billederne findes i en utrolig høj opløsning, og man har som bruger
mulighed for at zoome ind og udforske dem i detaljen. Muligheden for at zoome ind på
udvalgte dele af kulturarven kan også danne grund for noget uudsigeligt. Med zoom-
funktionen kan man komme utroligt tæt på de enkelte genstande, tættere på end det er
muligt i Nationalmuseets fysiske udstilling. Man kan komme så tæt på, at man faktisk
ikke længere kan se, hvad det er for en genstand, man kigger på. I stedet er det muligt at
se den mindste ridse eller fold, som heller ikke ville være mulig at se i den fysiske
udstilling (Bilag 4).
En anden æstetisk funktion er brugen af Youtube-videoer. Til nogle enkelte af
oldtidsgenstandene har Nationalmuseet produceret en kort Youtube video, hvor
museumsinspektøren Flemming Kaul fortæller om nogle af Nationalmuseets genstande,
f.eks. om Egtvedpigen (Nationalmuseet, 2012d). Videoens kombination af levende
billeder, baggrundsmusik og Flemming Kauls fortælling skaber en ny dimension til det,
der bliver skrevet på Natmus.dk, og kan for nogle danne grundlag for noget uudsigeligt.
7.4 Kontekst
7.4.1 Den referentielle funktion
Den referentielle funktion har fokus på tegnenes betydning og indholdssiden af
produktet. Hvor fokus ikke er på, hvordan billederne ser ud, men hvad de fortæller, og
hvordan de gør det. Som det blev nævnt i metodeafsnittet, er Thorlacius formål med
denne funktion ikke særlig tydelig.
Fotografierne af kulturarvsgenstandene kan være et eksempel på den referentielle
funktion. Billederne af eksempelvis Solvognen og Hindsgavldolken er ikoner idet de
ligner de genstande, som de henviser til. Dette er tilfældet, idet de fungerer som
illustrationer til de små artikler, som Natmus.dk her skrevet om de enkelte genstande.
Da Natmus.dk er meget teksttung, er det svært at finde nogle visuelle tegn, som er
udtryk for den referentielle funktion. Links fra startsiden til de forskellige undersider
kan tolkes som indeksikale, idet de indikerer, at der er mere tekst eller flere billeder,
hvis man klikker på linket.
71

7.4.2 Den intertekstuelle funktion
Den intertekstuelle funktion er referencer tilstede i produktet, som refererer til andre
produkter eller sammenhænge. I sin bredeste forstand er hele Natmus.dk’s web design
en intertekstuel funktion. Da Natmus.dk benytter sig af et meget klassisk webdesign og
bruger få afdæmpede farver, giver det associationer til andre ”seriøse” hjemmesider,
som benytter sig af samme strukturerede opbygning.
Et lidt mere specifikt eksempel på den intertekstuelle funktion er Natmus.dk’s valg af
logo.
På Natmus.dk er der i øverste venstre hjørne placeret et logo, som er gennemgående for
hele hjemmesiden. I logoet indgår der en stiliseret illustration af Solvognen (Bilag 1).
Solvognen bliver betegnet som en af de største skatte fra den danske oldtid og har status
som ”genstand af enestående national betydning”( Nationalmuseet, 2012e). De fleste
danskere har hørt om Solvognen. Men selv hvis man ikke genkender Solvognen som
”Solvognen”, så vil den stadig skabe association til noget gammelt eller anderledes.
Her får man gennem en fælles kontekst visuelt illustreret, hvad det er som,
Nationalmuseet beskæftiger sig med, og hvad det er, man kan forvente at finde på
Natmus.dk. At Solvognen har fået en fremtrædende plads på hjemmesiden, er også et
udtryk for, hvad Nationalmuseet som institution finder vigtig.
7.5 Koden
7.5.1 Den metakommunikative funktion
Den metakommunikative funktion er til stede, når der kommenteres på, eller reflekteres
over et billede ved hjælp af et andet billede. På Natmus.dk er det teksten og ikke
billederne, der er den primære kommunikationsform. Billederne bruges kun til at
illustrere det, der bliver skrevet på siden og der findes derfor ingen metakommunikative
funktioner på Natmus.dk
7.5.2 Intersemiotiske funktion
Den intersemiotiske funktion i form af forankringer er stærkt til stede på Natmus.dk og
findes på stort set alle sider, bortset fra startsiden.
Natmus.dk’s kommunikation er hovedsagelig tekstbaseret. Klikker man ind på næsten
hvilken som helst side, vil man blive præsenteret for en tekstbid, som forklarer og
72

fortæller om det valgte emne. De billeder eller illustrationer, der er blevet valgt til de
forskellige tekststykker, fungerer som en forankring af teksten, idet de valgte billeder
forestiller det, der bliver skrevet om i teksten. Et eksempel er Hindsgavl-dolken
(Nationalmuseet, 2012a). Her handler teksten om fundet af Hindsgavldolken. Der
fortælles, hvor og hvornår dolken blev fundet, og at den er et eksempel på det høje
håndværksmæssige niveau, der fandtes blandt datidens flintesmede. Til at illustrere
disse oplysninger, er der under teksten og langs med højre side placeret et billede af
Hindsgavl-dolken. Billederne af dolken er kun en visuel præsentation af det skrevne og
tilføjer ikke yderlige oplysninger om emnet. Motivet består af dolken fotograferet på
sort baggrund.
7.6 Mediet
7.6.1 Fatiske funktion
Opretholdelsen af kontakten mellem afsenderen (i dette tilfælde Nationalmuseet) og
modtageren sker hovedsageligt gennem Natmus.dk’s farvevalg og design. Gennem hele
siden er farverne holdt i de samme grå nuancer på hvid baggrund. Den eneste anden
gennemgående farve er den røde. Den farvekombination, som bliver brugt på forside
gør sig også gældende for undersiderne på resten af hjemmesiden. Den eneste farve, der
ænder sig, er farven på Krone-logoet i venstre hjørne af menuoversigten. Den skifter
farve, alt efter hvilket menupunkt man er inde under. Ændringen er ikke så stor, at den
fatiske funktion brydes, og man som bruger føler, at man er inde på en helt ny side.
Dertil udgør kronen for lille en del af det overordnede hjemmesidedesign
Brugen og placeringen af billeder er også med til at opretholde den fatiske funktion på
siden. Derfor er det også mere tydeligt, når billederne enkelte steder på Natmus.dk er
med til at bryde den fatiske funktion. Som det er blevet nævnt tidligere, består motivet
af de fleste billeder på Natmus.dk af kulturarvsgenstande, som Nationalmuseet er i
besiddelse af. Derudover er de fleste af genstandene fotograferet på en sort eller grå
baggrund. Men der er nogle steder hvor det ikke er tilfældet, og på nogle enkelte sider,
hvor der slet ikke er nogle billeder til at illustrere dét, der skrives om (Bilag 5).
Manglen på billeder springer i øjnene, fordi man forventer, at der vil være et billede
ligesom på de andre sider man har kigget på. I stedet bliver man præsenteret for en side
som hovedsageligt består af en hvid baggrund og en kort tekstbid, f.eks. om hvorvidt
73

Huldremosekvinden var blevet myrdet eller ej (Bilag 5). Manglen på billeder gør, at
kontakten mellem afsender og modtager svækkes for et kort øjeblik, og den røde tråd
mellem de enkelte sider på Natmus.dk bliver svagere. Andre dele af hjemmesidens
design er stadig med til at opretholde den fatiske funktion, så som den konsistente brug
af farver, men manglen på billeder er nok til at man som bruger et kort øjeblik føler, at
man har bevæget sig over til noget andet. Om det er et bevist valg fra Natmus.dk side er
svært at sige, men det er det højst sandsynligt ikke. Et andet sted, hvor den fatiske
funktion til gengæld brydes bevidst, er når man klikker sig ind på en af Nationalmuseets
syv forskningsblogs. Her skiftes der format ved at man bevæger sig fra et
hjemmesidedesign til et blogdesign. Det er ikke kun layoutet, der ændrer sig, farverne
skifter også. Nogle af bloggenes farver ligger tættere på Natmus.dk’s farveskala end
andre. Eksempelvis adskiller Kokkepigens blog sig markant fra Natmus.dk ved at have
en kraftig, næsten limegrøn farve, som en af hovedfarverne (Bilag 6). Også
Nationalmuseets logo har ændret sig. Det kan måske have noget at gøre med
Natmus.dk’s nylige re-design, enten er de ikke nået til et re-design af bloggen endnu,
eller også har de bevidst valgt at beholde det gamle design. Design ændringen og
farveændringen bryder den fatiske funktion og er med til at understrege over for
brugeren, at man har bevæget sig fra et sted til et andet. Man har bevæget sig fra en type
af internet formidling til en anden.
7.6.2 Navigative funktion.
Ud af de fire navigative strukturer, som Thorlacius nævner i sin analyse, er der to af
dem til stede på Nationalmuseet hjemmeside. Det drejer sig om hierarkistrukturen og til
en vis grad hypernet-strukturen.
Den mest dominerende navigative funktion på Natmus.dk er hierarkistrukturen. Som
det også blev nævnt i afsnittet om den formale æstetiske funktion, så består den
navigative funktion på Natmus.dk af en bjælkemenu øverst på siden, hvorfra man i en
dropdown menu kan vælge mellem flere tematiske emner, som f. eks. Danmark, Verden
eller Temaer. De valgte emners undermenuer eller undertemaer kommer dernæst til
syne lodret ned langs venstre side. Det er i denne menu, at den hierarkiske struktur
bliver tydelig. Valgte man at klikke på emnet ”Danmark” i dropdown menuen øverst på
siden, vil menuen i venstre side være inddelt i forskellige tidsperioder så som
”Oldtiden” og ”Middelalderen” (Bilag 2). Klikker man på et af disse emner, åbner der
74

sig en undermenu, hvor emnerne bliver mere og mere specifikke. f.eks. Oldtid (indtil år
1050) Bondestenalder (4000 f.Kr.– 1700 f.Kr) Rav Offerfund af rav. Desuden
er den aktive side, dvs. den side man er på, markeret med anden skriftfarve i menuen, så
man som bruger hele tiden er klar, over hvor man befinder sig henne i hierarkiet.
Hypernet-strukturen er til stede på startsiden, hvor man i nederste højre hjørne har
mulighed for at klikke sig videre til nogle af de sociale netværk hvor Nationalmuseet
også har en profil, som f.eks. Flickr, Facebook eller Twitter. Derudover har man som
bruger også mulighed for at besøge museets forskellige blogs. Teknisk set er de stadig
en del af museets og dets kommunikation/formidling, men man forlader Natmus.dk’s
hjemmeside format og havner i stedet i et blogformat. Det bliver gjort tydeligt i
designet, at man har bevæget sig fra et punkt til et andet (jf. den fatiske funktion). Der
er to steder på siden, hvor der linkes til de syv forskningsblogs. De to adgange finder
man enten i bunden af startsiden, hvor man kan se den seneste blogopdatering og klikke
sig ind på opslaget eller under menupunktet ”Historisk viden” i menuen øverst på siden.
Det er et af de få steder hvor der linkes til noget uden for Natmus.dk (De syv blogs har
teknisk set også Natmus.dk som en del af deres Url, men de er ikke længere en del af
hjemmesiden Natmus.dk. Derfor kan bloggenes links betegnes som hypernet-struktur.)
Hypernet-strukturen er også til stede andre steder på siden, dog i en begrænset form.
Under nogle af menupunkterne er der links til relaterede emner eller artikler, som ikke
er en del af hjemmesidens tematiske og hierarkiske opbygning. De små billeder i
venstre side er nogle gange mere end bare billeder, nogle gange fungerer de også som
links til andre dele af hjemmesiden (Bilag 3). Det gør det muligt for brugeren selv at
bestemme hvad han eller hun vil undersøge og åbner op for flere valgmuligheder end
hvis der kun var den hierarkiske inddeling af siden. Brugeren har dog ikke fuldkommen
frihed til at klikke sig rundt, da det der linkes til i venstre hjørne stadig relaterer sig til
det emne man læser om i øjeblikket.
Opsummering
Jeg har i det ovenstående analyseret Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk med
udgangspunkt i Lisbeth Thorlacius webanalysemodel. Jeg vil ikke lave en detaljeret
gennemgang, men kun ganske kort opridse analysens resultater.
75

Analysen af Natmus.dk’s afsender viste, at Nationalmuseet er en institution, som tager
sin opgave alvorligt. Gennem sidens opbygning og brug af farver, giver Nationalmuseet
udtryk for, at indholdet, som kan findes på hjemmesiden, er det vigtigste, i stedet for
institutionen i sig selv. Den samme seriøsitet ser man også i Kulturministeriets
opfattelse af Natmus.dk’s brugere. Brugernes mulighed for at interagere med
Nationalmuseet, for eksempel gennem Twitter og Facebook, viser at Nationalmuseet ser
deres brugere som interesserede og aktive brugere, som opfordres til at interagere med
museet.
Analysen af produktet, det vil sige selve Natmus.dk, fokuserede på de æstetiske
funktioner og hvordan, de påvirker opfattelsen og oplevelsen af hjemmesiden. Der blev
skelnet mellem de formale æstetiske funktioner, som let kunne beskrives, og de
uudsigelige æstetiske funktioner som, - på grund af deres uusigelighed- var svære at
beskrive. Den formale æstetiske funktion gav gennem de visuelle virkemidler et
indtryk af en struktureret og professionel side, hvor man som besøgende havde tiltro til
det, som blev formidlet. De uudsigelige æstetiske funktioner er som sagt svære at
beskrive, men de var til stede, når Natmus.dk gav de besøgende muligheden for at se
videofilm om Egtvedpigen eller zoome ind på Huldremosekvindens klædedragt.
Konteksten havde fokus på indholdssiden af produktet og kom til udtryk gennem en
referentiel og en intertekstuel funktion. Den referentielle funktion baserede sig på
Barthes tre typer af tegn: ikoner, indekser og symboler. På Natmus.dk var den
referentielle funktion ikke særlig tydelig og kom kun til udtryk som ikoner, i form at
billederne af de forskellige kulturarvsgenstande. Billederne blev brugt som illustrationer
for dét de forestillede. Den intertekstuelle funktion var til stede i hjemmesidens logo.
Logoet var en silhuet af Solvognen. Solvognen refererer til kulturarven og ved at bruge
den som logo for Natmus.dk skabes, der ud fra en fælles kontekst, en forventning til
hvad hjemmesiden indeholder.
En analyse af koden viste, at Natmus.dk ikke gjorde brug af nogle metakommunikative
funktioner, men i høj grad gjorde brug at den intersemiotiske funktion i form af
forankrende billeder. Billederne af kulturarvsgenstandene blev brugt som illustrationer
til hjemmesidens tekster om genstandene.
76

Mediet fungerer som mellemled mellem afsender og modtager. Analysen fokuserede på
den fatiske og navigative funktion. Den fatiske funktion fastholder kontakten mellem
afsender og modtager og blev på Natmus.dk kun brudt, når man bevægede sig fra selve
Natmus.dk til en af museets forskningsblogs. Den navigative funktion viste endnu
engang at Natmus.dk gør brug at et klassisk og struktureret webdesign, idet der blev
brugt en hierarki-struktur. Hypernet-strukturen var til stede, når man besøgte
Nationalmuseets forskningsblogs eller klikkede videre til Nationalmuseets profiler på
sociale netværk som eksempelvis Facebook.
Metodekritik
Efter at have brugt Thorlacius’ webmodel til at analysere Natmus.dk har jeg stødt på
nogle problemer ved brugen af modellen.
Modellen er udarbejdet med henblik på at analysere den visuelle kommunikation på
hjemmesider. Problemet er, at modellen ikke tager særlig stor højde for, at nogle
hjemmesiders kommunikation primært foregår gennem det skrevne, mens den visuelle
side kun bruges sekundært og ikke har en høj prioritet.
Natmus.dk er et eksempel, hvor Thorlacius’ analysemodel ikke fungerer optimalt, da
Natmus.dk har meget ”skrabet” visuelt udtryk. Nationalmuseets hjemmeside er meget
teksttung, hvilket jeg også har gjort opmærksom på flere steder i analysen. Det skal ikke
betyde, at Nationalmuseet ikke har gjort sig tanker om hjemmesidens design eller lagt
energi i den visuelle kommunikation. Men det er tydeligt, at fokus ligger i det skrevne
ord, og at det er gennem teksterne, at den primære information om kulturarven
formidles. Fordi Natmus.dk ikke gør brug af særligt mange visuelle virkemidler, har det
i nogle tilfælde været svært at bruge de forskellige dele af analysemodellen. Specielt når
Barthes’ begreber ikon, indeks og symbol inddrages, som det er tilfældet med
kontekstens referentielle funktion. Havde det drejet sig om en hjemmeside med mange
forskellige visuelle virkemidler eller en hjemmeside hvor størstedelen af
kommunikationen foregik gennem det visuelle, så havde det måske været lettere at
identificere de forskellige elementer i modellen.
Thorlacius’ model gør det heller ikke klart, hvor meget og hvordan man kan kombinere
de visuelle aspekter af kommunikationen med det, der skrives på hjemmesiderne.
Kodens intersemiotiske funktion, som baserer sig på Barthes’ begreb forankring, er det
77

eneste sted i analysen, hvor man direkte skal tage stilling til det, der kommunikeres rent
skriftligt.
78

8. Fra diskurs til praksis
De to foregående kapitler har henholdsvis været en diskursanalyse af Kulturministeriets
rapporter med henblik på at finde ud af, hvordan Kulturministeriet fra politisk side
italesætter begreberne kulturarv, digitalisering og formidling, og en analyse af
Nationalmuseets hjemmeside for at se, hvordan Nationalmuseet kommunikerer på
nettet. Begge disse analyser er foretaget for at kunne besvare opgavens
problemformulering, som har til hensigt at undersøge, om Kulturministeriets
italesættelser på et politisk niveau også kommer til udtryk rent praktisk.
Dette kapitel vil være en diskussion af de to analysers resultater, for dermed at kunne
besvare opgavens problemformulering.
I de tre analyserede rapporter italesætter Kulturministeriet digitalisering, kulturarv og
formidling ud fra fem forskellige diskurser. Det drejer sig om Videns- og dannelses-
diskursen, Effektiviserings-diskursen, Bevarings-diskursen, Tilgængeliggørelses-
diskursen og Formidlings-diskursen.
Tre begreber og fem diskurser må betyde, at nogle af begreberne bliver
betydningsudfyldt på mere end en måde. Som diskursanalysen viste er, det også
tilfældet for begreberne digitalisering og formidling. Begge begreber bliver af
Kulturministeriet italesat gennem to diskurser, som hver især kæmper om retten til at
betydningsudfylde begrebet. Denne antagonisme mellem diskurserne bliver i
rapporterne ikke afløst af en hegemonisk intervention. I stedet italesættes begreberne
gennem begge diskurser, uden at der er en klar skelnen mellem, hvornår italesættelsen
sker gennem den ene eller anden diskurs. Når der findes disse forskellige definitioner på
et begreb, og Kulturministeriet bruger begge begreber i deres rapporter uden at skelne
mellem definitionerne, hvilken betydning har det så for den egentlige udformning af
hjemmesiden? Eksempelvis viste diskursanalysen, at Kulturministeriet italesætter
begrebet formidling igennem to forskellige diskurser. Da dette betyder, at der findes en
antagonisme, når det kommer til begrebet formidling, kan man nu også spørge, om det
er den ene eller anden diskurs, der skinner igennem på Natmus.dk. Følges Formidlings-
diskursen eller tages der afsæt i Tilgængeligheds-diskursen? Pga. af antagonismerne og
den uklarhed, der skabes, når to diskurser forsøger at betydningsudfylde det samme
begreb, kan man også stille spørgsmålet, om Natmus.dk i det hele taget følger de
79

diskurser, som er kommet til udtryk i Kulturministeriets rapporter, eller om de gør
noget helt tredje.
Forhåbentlig vil diskussionerne i dette kapital besvare netop disse spørgsmål.
Med baggrund i webanalysen af Natmus.dk vil jeg i det følgende undersøge om de fem
diskurser kommer til udtryk på Natmus.dk.
For at overskueliggøre diskussionen har jeg taget udgangspunkt Thorlacius' afsender-
og modtagerbegreb og kigget på, hvem diskurserne er rettet mod. Henvender
diskurserne sig primært til Kulturministeriets egne institutioner eller kommer
italesættelserne af kulturarven, digitalisering og formidling modtageren til gode.
8.1 Videns-og identitets -diskursen
Videns-og identitets-diskursen adskiller sig fra de fire andre diskurser på to punkter. For
det første er det den eneste diskurs, som italesætter begrebet kulturarv. Sagt med
diskursteoriens begreber findes der ingen antagonismer, og der har på et eller andet
tidspunkt været en hegemonisk intervention, som har fastlåst betydningen af
kulturarvsbegrebet. Dette betyder også, at der ikke er nogen forvirring omkring,
hvordan Kulturministeriet forstår og bruger begrebet. Det andet punkt, hvor Videns-og
identitets-diskursen adskiller sig er, at den ikke decideret er modtager -eller
afsenderorienteret. De andre diskurser italesætter en eller anden form for handling.
Både digitalisering og formidling er noget man ”gør”. Kulturarv derimod er et begreb,
som er mere eller mindre håndgribeligt, alt efter om man taler om den materielle
kulturarv, og alt hvad det indebærer af stenøkser og gamle bøger eller om man taler om
den immaterielle kulturarv, som indeholder kultur og skikke.
I Kulturministeriets rapporter blev der ikke skelnet det store mellem det materielle og
det immaterielle, når der blev talt om vigtigheden af kendskabet til kulturarven.
I Videns- og identitets-diskursen bliver kulturarven italesat som noget vigtigt og som en
kilde til viden og personlig dannelse. Derudover bliver kulturarven set som en
nødvendighed og en af grundstenene når man som individ skal danne sin identitet og
finde sin plads i et nationalt og globalt samfund.
80

Som det også blev nævnt i metodekritikken, så har Thorlacius’ model mest fokus på
den visuelle side af webkommunikationen og inddrager ikke det, som bliver skrevet på
hjemmesiden i særlig høj grad. Analysen af Natmus.dk viste, at en stor del af
hjemmesidens kommunikation i større grad foregik gennem tekster på siden, end
gennem det visuelle udtryk. Det visuelle udtryk var overordnet meget minimalistisk og
klassisk og gav i højere grad et billede af Nationalmuseet som en institution, der tog
deres opgave alvorligt, frem for et billede, af hvad denne opgave var. Gennem det
visuelle er det derfor ikke særlig tydeligt at spore Videns- og identitets-diskursen og
dens italesættelse af kulturarv. Referencer til Kulturministeriets Videns- og identitets-
diskurs skal i stedet findes i teksterne på hjemmesiden, hvor Nationalmuseet skriver:
”Nationalmuseet om organisation: Nationalmuseet er
Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum og omfatter
såvel danske som udenlandske kulturers historie. Det er
Nationalmuseets ønske at gøre sine rige samlinger stadig mere
tilgængelige, således at de danner et inspirerende udgangspunkt
for forskning, undervisning, forståelse og tolkning af
kulturhistorien.” (Nationalmuseet, 2012c)
”Mission: Nationalmuseet rummer og udvikler
forudsætningerne for, at alle kan få indsigt i kulturhistorien.”
(Nationalmuseet, 2012b)
Disse to citater er en forlængelse af den italesættelse af kulturarven, som gjorde sig
gældende i Kulturministeriets rapporter. Hvis man som ganske almindelig bruger
besøger Natmus.dk, så er det nok de færreste, som vælger at gå ind og læse om
missioner og visioner for museet. Men jeg vil argumentere for, at selve eksistensen af
Natmus.dk til en vis grad er et udtryk for Kulturministeriets Videns- og identitets-
diskurs. Det er dog ikke alle aspekter af kulturarvens betydning som kommer til udtryk
på denne måde. Kulturarvens betydning for ens personlige dannelse og identitet
kommer ikke til udtryk på denne måde. Det er kun det aspekt af diskursen, som
italesætter kulturarv som vigtigt, der kommer til udtryk. At kulturarven er væsentlig,
81

liver understreget ved, at der rent faktisk er blevet lavet en side, som handler om
kulturarven. Hvis kulturarven og kendskabet til kulturarven ikke var vigtig, så var der
heller ingen grund til at have Natmus.dk. Hvis kulturarven ikke var vigtig, så kunne
man groft sagt helt lade være med at have en hjemmeside, som præsenterede
Nationalmuseets samlinger.
8.2 Diskurser orienteret mod afsenderen
Bevarings-diskursen og Effektiviserings-diskursen er de to diskurser, som
Kulturministeriet italesætter digitalisering igennem. Som det også blev nævnt i
diskursanalysen, så fokuserer begge diskurser på de praktiske aspekter og fordelene ved
at digitalisere kulturarven (bevaring) og fordelene ved digitalisering i sig selv
(effektivisering). Begge diskurser arbejder på nogle niveauer, som ikke er særligt
relevante i en formidlings/kommunikationssitutation mellem en afsender
(Kulturministeriet) og en modtager (webbruger), hvis forudsætningen er at øge
kendskabet til kulturarven i dannelsesøjemed. Det er som sådan ikke nødvendigt for en
besøgende på Natmus.dk at vide, at digitalisering styrker samarbejdet på tværs af
institutioner (effektiviserings-diskursen), eller at digitalisering er en optimal måde at
bevare og fremtidssikre kulturarven på (bevaringsdiskursen). Derfor kan man sige, at
bevarings-diskursen og effektiviserings-diskursen er afsenderorienterede, og det derfor
ville være logisk, hvis de ikke kom til udtryk i praksis på Natmus.dk.
Webanalysen viser også, at dette er tilfældet. Digitalisering bliver på Natmus.dk ikke
italesat ud fra de diskurser, som blev identificeret i rapporterne.
Ligesom det var tilfældet med Videns-og identitets-diskursen, så er Natmus.dk til en vis
grad et udtryk for en diskurs i sig selv. Det digitale bevaringsaspekt kommer
eksempelvis til udtryk i den forstand, at de genstande, som nævnes på Natmus.dk, er
genstande som er blevet bevaret på Nationalmuseet. Men der gives ikke udtryk for en
bevaringsdiskurs- hverken rent visuelt eller via teksten. Diskurserne er som sagt mere
institutionelt orienteret og henvender sig til kulturinstitutionerne og de skal som sådan
ikke komme udtryk på hjemmesiderne eller når kulturarven skal formidles digitalt.
8.3 Diskurser rettet mod modtageren
Fomidlings-diskursen og tilgængeliggørelses-diskursen er de to diskurser, som
Kulturministeriet bruger til at italesætte formidling igennem. Formidling er en
82

kommunikativ handling, som er rettet mod en eller anden form for modtager. Da begge
diskurser har formidling som flydende betegner og italesætter, hvordan man formidler
kulturarven, er der her tale om to diskurser, som er rettet mod modtageren.
I Kulturministeriets italesættelse af formidling gennem Tilgængeliggørelses-diskursen
bliver formidling ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed. I diskursen
fokuseres der kun på den materielle kulturarv, dvs. de fysiske genstande, som findes i
kulturinstitutionernes samlinger.
I forlængelse af diskursens genstandssyn, bliver der som oftest talt om digitalisering og
adgang til store mængder af kulturarven, som bliver gjort tilgængelig gennem en form
for database. I rapporterne tales der blandt andet om formidling via metadata.
Webanalysen viser at denne diskurs ikke kommer (særlig kraftigt) til udtryk på
Natmus.dk, i hvert fald ikke hvis man skal følge diskursen helt bogstaveligt.
Tilgængeliggørelses-diskursen kommer til udtryk, da Nationalmuseet har digitaliseret
kulturarven og gjort den tilgængelig på Natmus.dk. Det drejer sig dog kun om et lille
udvalg af Kulturarven, og da det ikke er alle af Nationalmuseets kulturarvsgenstande,
som er blevet digitaliseret. Man har ikke adgang til større mængder af digitaliserede
genstande, men kun til en mindre mængde genstande, særligt udvalgt af
Nationalmuseet. Desuden er Natmus.dk en meget teksttung hjemmeside, hvor
størstedelen af kommunikationen omkring genstandene foregår via hjemmesidens
tekster. Adgangen til kulturarven sker i større grad gennem hjemmesidens tekster, frem
for de digitaliserede genstande i sig selv. På Natmus.dk bliver de digitaliserede
kulturarvsgenstande brugt som forankrende billeder til hjemmesidens tekst. Når de
digitaliserede genstande fungerer som en forankring til teksten, må det betyde, at
formidlingen af kulturarven i høj grad ligger i det der bliver skrevet, og ikke kun i
digitaliseringen og adgangen til kulturarven. Et enkeltstående billede af en flintekniv
med tilknyttede metadata er ikke nok i en formidlingssituation. Havde det været
tilfældet, ville det ikke have været nødvendigt at tilføje tekst og bruge billederne som en
forankring af den skrevne tekst.
Dette leder videre til den anden diskurs som Kulturministeriet italesætter begrebet
formidling igennem.
I formidlings-diskursen ækvivalerer Kulturministeriet formidling med noget nyt,
nyskabende, spændende eller noget, som skaber en eller anden form for
83

ugerinteraktion eller aktivitet. Når man kigger på resultaterne fra webanalysen af
Natmus.dk, gør alle disse egenskaber sig gældende i større eller mindre grad.
Kulturministeriet har i deres rapporter ikke givet nogen konkrete eksempler på, hvad de
definerer som nyskabende og spændende formidling, men har i stedet ladet det være op
til den enkelte institution at vurdere, hvad der er nødvendigt for at formidle
(Kulturministeriet, 2009:13). Så selv om Kulturministeriets formidlingsdiskurs kommer
til udtryk på Natmus.dk, så er det måske ikke i så stor grad, som man måske kunne
forvente, når man sammenligner praksis med italesættelsen i rapporterne.
Det kan diskuteres, hvor nyskabende formidlingen på Natmus.dk er. Analysen af
Natmus.dk’s formale æstetiske funktioner og navigative funktioner viste, at siden
benytter sig af et klassisk webdesign, med få neutrale farver, hierarkisk opbygning,
teksttung eller tekstbåren formidling, hvor teksterne fungerer som en forankring (jf.
Barthes). Alle elementer, som næppe kan kaldes særlig nye eller nyskabende.
Formidling i form af brugerinddragelse og brugeraktiviteter dominerer ikke på
Natmus.dk, blandt andet på grund af det meget klassiske webdesign. Men der er dog få
områder på hjemmesiden som giver muligheden for brugerinteraktion. Da
Kulturministeriet i deres italesættelse ikke gav nogle konkrete eksempler på, hvad de
forventede af brugerinddragelse, så vil man kunne argumentere for, at alt, der
indeholder den mindste interaktion mellem Natmus.dk og dets brugere, vil kunne
betegnes som brugerinddragelse. Derfor kan man også sige, at Natmus.dk’s brug af
Twitter, Facebook og andre sociale netværk er et udtryk for Kulturministeriets
Formidlings-diskurs. Webanalysen viste at der på Natmus.dk både er muligheden for at
følge museet på Facebook og for at kommunikere med museet via Twitter. De konative
og interaktive funktioner på hjemmesiden opfordrer direkte til en brugerinteraktion, ved
at have links til Facebooks ”like-knap” på siden.
Som det blev skrevet i diskursanalyse-afsnittet, så bliver formidling i Formidlings-
diskursen i høj grad defineret ud fra det diskursive felt, og hvad formidling ikke er.
Formidling bliver italesat som noget mere end bare tilgængeliggørelse. Formidling
indeholder noget, som på en eller anden måde kan betegnes som spændende. Den
uudsigelige æstetiske funktion i Thorlacius’ webanalyse kan være en metode til at
identificere, hvordan Natmus.dk formidler dette ”mere”, da den fokuserer på de
84

uudsigelige aspekter af en hjemmesides kommunikation. På Natmus.dk har man
muligheden for at se en Youtube-video om Egtved-pigen og finde ud af, hvordan
hendes liv måske udfoldede sig. Brugen af en video til at præsentere en del af
kulturarven er mere end ren tilgængeliggørelse fra Nationalmuseets side. Der er blevet
arbejdet på at gøre historiske fakta spændende og vedkommende ved at lade
museumsdirektøren fortælle om Egtvedpigen. Ved at kombinere den faktiske
kulturgenstand med lyd, lys og levende billeder løfter man sig op over noget, som er
mere end tilgængeliggørelse. Formidlingsformen synes måske ikke videre nyskabende,
men de uudsigelige funktioner, som videoen indeholder, kan gøre det spændende. Den
samme uudsigelige funktion er også til stede, når Natmus.dk gør det muligt at zoome
helt ind på billederne af de digitaliserede genstande, som bliver præsenteret på
hjemmesiden. Dette kan også betegnes som en spændende måde at præsentere og
opleve kulturarvsgenstandene på og dermed også være et udtryk for, at Natmus.dk
følger Kulturministeriets formidlings-diskurs.
Fordi Natmus.dk som udgangspunkt følger en meget klassisk webformidling, er det
som sagt begrænset, hvor nyskabende og spændende hjemmesiden som et hele kan
være. I stedet kommer Formidlings-diskursen til udtryk gennem få udvalgte elementer
på siden. Man har fra Nationalmuseets side gjort mere end blot at digitalisere
kulturarvsgenstandene og sørge for adgangen til dem. Når der på Natmus.dk skrives
små artikler om udvalgte genstanden og laves videoer om genstandene, så har
Nationalmuseet bevæget sig fra ren digitalisering og tilgængeliggørelse, til noget
”mere”.
8.4 Opsummering
Det ovenstående har været en analyse og diskussion af, hvordan de politiske diskurser
kommer til udtryk rent praktisk på Natmus.dk.
Opgaven hovedformål var at finde ud af, hvordan begreberne digitalisering og (digital)
formidling af kulturarven bliver italesat af Kulturministeriet. Som det ovenstående
afsnit har vist, så er der stor forskel på hvordan, de identificerede diskurser rent praktisk
kommer til udtryk på Natmus.dk. Formidlings-diskursen og til en hvis grad Identitets-
og dannelses-diskursen er de to diskurser, som kommer tydeligst til udtryk på
Natmus.dk. De tre andre diskurser, Tilgængeliggørelses-diskursen, Bevaringsdiskursen
og Effektiviserings-diskursen, er mere eller mindre ikke eksisterende.
85

Rapporterne er skrevet på et politisk niveau og giver udtryk for en bagvedliggende
politisk ideologi og kan groft sagt ses som en politisk hensigtserklæring. At
Kulturministeriet italesætter ting, sådan som de ideelt ser dem, betyder ikke, at det rent
praktisk kan lade sige gøre. Når der samtidig findes antagonismer mellem
Kulturministeriets diskurser og ministeriet lader det være op til de enkelte
kulturinstitutioner, at tilrettelægge den egentlige formidling, så må man forvente at
rapporternes retningslinjer ikke følges 100%.
86

9. Konklusion
Denne opgave har været en analyse af henholdsvis tre af Kulturministeriets rapporter og
Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk, for undersøge hvordan Kulturministeriet
italesætter begreberne kulturarv, digitalisering og digital formidling og, om disse
italesættelser rent praktisk kommer til udtryk på Natmus.dk.
Til at besvare spørgsmålet om, hvordan Kulturministeriet italesætter de tre begreber,
benyttede jeg Laclau og Mouffes diskursteori for at identificere de diskurser, som
Kulturministeriet benytter.
Diskursanalysen viste, at Kulturministeriet italesætter de tre begreber kulturarv,
digitalisering og formidling gennem fem forskellige diskurser.
Begrebet kulturarv får sin betydning gennem Videns-og identitets-diskursen. I denne
diskurs bliver kulturarv ækvivaleret med tegnene viden, læring, identitetsskabende,
personlig udvikling og national identitet. Det er gennem kendskabet til kulturarven og
den viden, man opnår ved dette kendskab, at man udvikler sig personligt og skaber sin
identitet. Diskursanalysen viste også, at Videns-og identitets-diskursen er den eneste
diskurs, som italesætter begrebet kulturarv.
Dette er ikke tilfældet med de to andre begreber. Både digitalisering og formidling
bliver italesat gennem to forskellige diskurser, som betydningsudfylder begreberne på
hver deres måde. Digitalisering bliver italesat gennem Effektiviserings-diskursen og
Bevarings-diskursen. Effektiviserings-diskursen ækvivalerede digitalisering med
samarbejde, koordinering, centralisering, effektivisering og færre omkostninger. I denne
diskurs er det selve digitaliseringsprocessen, som bliver set som et redskab og en
metode til at skabe samarbejde, effektivisering og færre omkostninger. Modsat består
tegnene i bevarings-diskursens ækvivalenskæde af bevaring, fremtidssikring og
beskyttelse. Her kredser digitalisering omkring begrebet kulturarv, og det er set i
forhold til dette begreb, at ækvivalenskæden dannes. Kulturarven bevares, beskyttes og
fremtidssikres ved hjælp af digitalisering.
Diskursteoretisk findes der en antagonisme mellem de to diskurser, idet de begge
forsøger at betydningsudfylde begrebet digitalisering. Rent praktisk lægger man ikke
mærke til antagonismen, da Effektiviserings-diskursen arbejder på et institutionelt
niveau, mens Bevarings-diskursen arbejder på et genstands niveau.
Begrebet formidling italesættes gennem Tilgængeliggøreles-diskursen og Formidlings-
diskursen.
87

Tilgængeliggørelses-diskursen bliver ækvivaleret med digitalisering, adgang og
tilgængelighed. I denne diskurs er der tale om formidling, når en kulturarvsgenstand er
blevet digitaliseret og gjort tilgængelig på nettet. Ofte bliver begrebet digtalisering
brugt som et synonym for formidling. Dette står i kontrast til Formidlings-diskursens
italesættelse af samme begreb. I Formidlings-diskursen ækvivaleres formidling med
nyt, spændende, aktiviteter og brugerinteraktion. Det betyder, at det ikke er nok at
digitalisere en kulturarvsgenstand og tilgængeliggøre den på nettet. For at formidle skal
genstanden indgå i en sammenhæng, som på den ene eller anden måde er spændende,
inspirerende eller brugerinddragende. Antagonismen mellem Tilgængeliggørelses-
diskursen og Formidlings-diskursen betyder, at der ikke er et klart billede af, hvad
Kulturministeriet anser som formidling. Desuden viste diskursanalysen, at det heller
ikke var tydeligt, hvilken af de to diskurser, som Kulturministeriet italesatte begrebet
igennem. Antagonismen og den uklarhed, som den skaber, kan dermed i sidste ende
have en indflydelse på, hvordan de institutioner, som skal følge Kulturministeriets
anbefalinger og udmeldinger, rent praktisk formidler.
I besvarelsen af spørgsmålet om hvorvidt diskurserne kommer til udtryk på Natmus.dk,
lavede jeg en analyse af Natmus.dk, hvor jeg gjorde brug af Thorlacius’ analysemodel
for webkommunikation.
Webanalysen viste, at Natmus.dk gør brug af et klassisk og enkelt hjemmesidedesign,
med et meget klassisk visuelt udtryk, hvor der kun bruges ganske få farver. Med
undtagelse af startsiden, så er siden teksttung, og gør kun brug af få billeder. Billederne
fungerer som en forankring af den skrevne tekst, idet de bruges som illustrationer til
det, som skrives om kulturarvsgenstandene. I enkelte tilfælde, har man som besøgende
muligheden for at interagere med de digitaliserede genstande, i form af en zoom-
funktion der gør det muligt at se kulturavsgenstandene på nært hold.
Diskursanalysen og webanalysen dannede baggrund for en komparativ analyse, som
viste, at det ikke var alle Kulturministeriets diskurser, som var til stede på Natmus.dk.
På Natmus.dk var det kun Formidlings-diskursen og til en vis grad Videns- og
identitets-diskursen som kom til udtryk på Natmus.dk. De tre andre diskurser,
Tilgængeliggørelses-diskursen, Bevaringsdiskursen og Effektiviserings-diskursen, sås
ikke.
88

Videns- og identitets-diskursen kommer til udtryk, i kraft af, at Natmus.dk handler om
kulturarven og på denne måde viser, at kulturarven er betydningsfuld.
Formidlings-diskursen kunne spores forskellige steder på hjemmesiden. Blandt andet
når Natmus.dk gav de besøgende muligheden for at interagere med museet gennem
forskellige sociale netværk, som eksempelvis Twitter eller Facebook. Det spændende i
formidlingsaspektet kom til udtryk når, Natmus.dk gjorde det muligt at zoome og
komme helt tæt på nogle af de digitaliserede genstande, eller præsenterede små korte
film, som satte nogle af de udvalgte genstande ind i en bredere kontekst. Formidling i
form af noget nyt eller nyskabende synes ikke særlig udbredt på Natmus.dk, da der blev
gjort brug af et meget klassisk webdesign.
Den komparative analyse viste, at ikke alle af Kulturministeriets diskurser var synlige
på Natmus.dk, og at de diskurser, som var synlige ikke nødvendigvis kom til udtryk
sådan, som det var formuleret i Kulturministeriets rapporter med hensyn til nyskabende,
burgerinddragende og interaktive tiltag.
10. Perspektivering - Bagvedliggende ideologier
Som nævnt tidligere, så er rapporterne skrevet på et politisk niveau. Når man læser de
forskellige diskurser, kan man få indtrykket af, at Videns- og identitets-diskursen er den
vigtigste af diskurserne. De fire andre diskurser kredser omkring denne diskurs og
bliver set i forhold til, og eksisterer på grund af Videns- og identitets-diskursen. Videns-
og identitets-diskursen” italesætter kulturarvsbegrebet, som på den ene side er konkret
og genstandsorienteret, men som samtidig også er abstrakt og immaterielt.
Digitalisering og formidling af kulturarven er kun vigtigt, fordi Videns- og identitets-
diskursen italesætter den danske kulturarv som noget essentielt og vigtig for dannelsen
af individet og skabelsen af en (national) identitet. Videns- og identitets-diskursen
legitimerer ikke kun de andre diskurser, men også Kulturministeriets fokus på
kulturarven.
Dermed skulle man tro at netop denne diskurs var synlig på Natmus.dk. Men interessant
nok kommer Videns- og identitets-diskursen ikke særlig kraftigt til udtryk på
Natmus.dk. Det tætteste man kommer, er de to citater der, blev præsenteret i kapitel 8.1,
hvor Nationalmuseet ganske kort fortæller om formålet og visionen for hjemmesiden.
Ingen andre steder på hjemmesiden bliver der givet udtryk for kulturarvens betydning.
Rent praktisk opfylder Natmus.dk Nationalmuseets formål og vision, da de har gjort en
89

del af deres samling tilgængelig og dermed gjort det muligt for alle interesserede at få
”indsigt i kulturhistorien” (Nationalmuseet, 2012b). Som det blev nævnt i
diskussionsafsnittet (kapitel 8.1), kan man sige, at når Nationalmuseet vælger at lave en
hjemmeside, som præsenterer og formidler den danske kulturarv, så er det et udryk for
Videns- og identitets-diskursen. Hvis det ikke lå i Kulturministeriets interesse at
udbrede kendskabet til kulturarven, så var der igen grund til at lave en hjemmeside, som
specifikt formidler den danske kulturarv.
En årsag til at Videns- og identitets-diskursen ikke synes at komme særlig kraftigt til
udtryk på Natmus.dk, kan ligge i, at italesættelsen af Kulturarven gennem denne
diskurs, ligger på et andet niveau end italesættelsen af formidling og digitalisering.
Kulturarv er et mere eller mindre abstrakt begreb, mens digitalisering og formidling er
noget man ”gør”. Samtidig er Videns- og identitets-diskursen årsagen til, at
Kulturministeriet fokuserer på digitalisering og formidling. På baggrund af dette kan
man argumentere for, at Videns- og identitets-diskursen i lige så høj grad er et udtryk
for en bagvedliggende ideologi eller agenda.
Diskursanalysens formål er at afdække, hvordan der tales om bestemte begreber. Det
ligger ikke i dens formål at afdække, hvorfor ting bliver italesat, sådan som de gør.
Selvom det ikke ligger i diskursanalysens formål at afdække bagvedliggende motiver
eller agendaer, så kan diskurserne stadig bruges som et udtryk for en bagvedliggende
ideologi eller agenda.
Tager man udgangspunkt i Videns- og identitets-diskursen, så ser Kulturministeriet
kendskabet til og viden om kulturarven som en vigtig del af det enkelte menneskes
dannelse (Kulturministeriet, 2006:70). Kulturarven skal bruges som et redskab i
skabelsen af den enkelte borgers identitetsfølelse. Når Kulturministeriet taler om at
skabe en identitetsfølelse, så taler de i høj grad om dansk identitetsfølelse, som skal stå
som en modsætning til et globaliseret samfund og det er den danske kulturarv, som er
det identitetsskabende redskab (Kulturministeriet, 2009:3). Groft sagt, kulturaven vigtig
for at skabe en dansk identitetsfølelse.
Årsagerne til dette kan være mange, og dermed er vi tilbage ved noget af det som blev
skrevet i kapitel 5.3 om kulturarvsbegrebet. Kulturministeriets store fokus på netop den
danske kulturarv, kan måske forklares med nationalstaternes opståen i starten af 1800-
tallet og den dertil hørende etnos-tænkning, hvor kulturarven blev set som en del af en
nedarvet folkesjæl (Jensen, 2008:31). I dag er etnos-tænkningen dog trådt i baggrunden,
90

landt andet til fordel for en mere global opfattelse af kulturarv og nationalitetsfølelse,
og folkesjæl ses ikke længere som noget man arver.
Selv om etnos-tænkningen er væk, og vi har fået et mere globaliseret verdenssyn, så er
nationalstatstanken og resterne af etnos-tænkningen højst sandsynligt en af årsagerne
til, at der fra politisk side fokuseres på netop den danske kulturarv.
Derudover kan den stigende globalisering og den store angliseringen af samfundet, som
blandt andet sker på grund af internettet, være endnu en årsag. Ved at fokusere på den
danske kulturarv og dansk identitet og nationalitetsfølelse, kan man ikke kun
positionere Danmark i det internationale samfund, men også skabe et modstykke eller
modspil til den globale kultur. Dansk kulturarv kan medvirke til at dæmme op for
globaliseringen og angliseringen og i stedet forankre en national identitet.
Ovenstående er kun overvejelser, da det som sagt ikke har været opgavens formål at
undersøge årsagerne til Kulturministeriets italesættelser. Men det ville være oplagt at
bruge denne opgaves resultater som baggrund for en undersøgelse af hvilke politiske
agendaer eller ideologier, som ligger bag Kulturministeriets italesættelser.
91

Litteratur
Andersen, N. Å. (2003). Discoursive Analytical Strategies. Bristol: The Policy Press.
Digitalisering. (2011, 11 1). Hentet d.5. juni 2012 fra Informationsordbogen.dk:
http://informationsordbogen.dk/concept.php?cid=434
Formidling. (2012, maj 14). Hentet d.16. maj 2012 fra Informationsordbogen.dk:
http://informationsordbogen.dk/concept.php?cid=2468
Hvad er "kulturarv". (2012, januar 2). Hentet d.15. maj 2012 fra Kulturstyrelsen:
http://www.kulturarv.dk/om-os/om-kulturstyrelsen/hvad-er-kulturarv/
Jensen, E. B. (2006). Kulturarv: et identitetspolitisk konfliktfelt. Gad.
Jochumsen, H., & Rasmussen, C. H. (2006). Folkebiblioteket inder forandring: modernitet, felt
og diskurs. Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Biblioteksskole.
Jørgensen, M. W., & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde
Universitetsforlag.
Kulturarv. (2009, januar 31). Hentet d.15. maj 2012 fra Den store Danske:
http://www.denstoredanske.dk/Rejser%2c_geografi_og_historie/Folkeslag/Etnografiske_term
er/kulturarv
Kulturministeriet. (2006). Udredning om museernes formidling. Hentet d. 3. april 2012 fra
Kulturministeriet: http://kum.dk/servicemenu/publikationer/2006/udredning-om-museernesformidling/
Kulturministeriet. (2008). Digitalisering af kulturarven - Midtvejsrapport fra
Digitaliseringsudvalget. Hentet d. 3. april 2012 fra Kulturministeriet:
http://kum.dk/servicemenu/publikationer/2008/digitalisering-af-kulturarven--midtvejsrapport-fra-digitaliseringsudvalget/
Kulturministeriet. (2009). Digitalisering af kulturarven - Endelig rapport fra
digitaliseringsudvalget. Hentet d. 3. april 2012 fra Kulturministeriet:
http://kum.dk/servicemenu/publikationer/2009/digitalisering-af-kulturarven/
Kulturministeriet. (n.d.). Nationalmuseet. Hentet d. 16. juli 2012 fra Kulturministeriet:
http://kum.dk/om-ministeriet/organisation-oginstitutioner/statsinstitutioner/nationalmuseet/
Laclau, E., & Mouffe, C. (1985). Hegemony and Socialist Strategy. London: Verso.
Lund, N. D. (2004). Kulturarv: et begreb mellem politik og information. Biblioteksarbejde , pp.
7-27.
92

Nationalmuseet. (2012a). Hindsgavldolken. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk:
http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/bondestenalder-4000-fkr-
1700-fkr/hindsgavldolken/
Nationalmuseet. (2012b). Mission og vision. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk:
http://natmus.dk/nationalmuseet-som-organisation/opgaver-maal-og-historie/mission-ogvision/
Nationalmuseet. (2012c). Nationalmuseet som organisation. Retrieved juni 20, 2012, from
Natmus.dk: http://natmus.dk/nationalmuseet-som-organisation/
Nationalmuseet. (2012e). Historisk viden, temaer. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk:
http://Natmus.dk/historisk-viden/temaer/).
Nationalmuseet. (2012d). Egtvedpigen. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk:
http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/bronzealderen-1700-fkr-
500-fkr/egtvedpigen/video-egtvedpigen/
Thorlacius, L. (2003, marts 4). Visuel kommunikation på websites. Hentet d. 14 .maj 2012 fra
Kommunikationsforum.dk: http://www.kommunikationsforum.dk/Log/webmodel.pdf
Thorlacius, L. (2004). Visuel kommunikation på WWW. København: Gyldendal.
Torfing, J. (2001). Velfærdsstatens ideologisering. In T. B. Dyrberg, A. D. Hansen, & J. Torfing,
Diskursteorien på arbejde (pp. 19-44). Roskilde Universitetesforlag.
93

Bilag 1: Startsiden - www.natmus.dk
94

Bilag 1 : www.natmus.dk – Startsiden
95

Bilag 2: Historisk Viden, Danmarks oldtid.
96

Bilag 3: Huldremosekvindens dragt.
- Et eksempel på Natmus.dk hierarkiske struktur og brug af billeder
97

Bilag 4: Huldremosekvindens dragt 2
- Muligheden for at zoome og komme helt tæt på dragten er et eksempel på den
uudsigelige æstetiske funktion.
98

Bilag 5: Huldremosekvinden-en mordsag?
-Et af de få steder på Natmus.dk hvor billeder ikke indgår i sidens design.
99

Bilag 6: Kokkepigens blog.
-Bloggens udseende adskiller sig fra resten af Natmus.dks design og er med til at bryde den
fatiske funktion.
100

Bilag 7: Eksempel på den konverserende interaktive funktion.
-Kontakt mulighederne på Natmus.dk
101

Bilag 7: Eksempel på den konverserende interaktive funktion. Kontakt mulighederne på
Natmus.dk
102

Bilag 7: Eksempel på den konverserende interaktive funktion. Kontakt mulighederne på
Natmus.dk
103

Bilag 8: Dropdown menuen på Startsiden.
104