Yvonne Skov Speciale 2008 - Forskning

Speciale ved Danmarks Biblioteksskole af Yvonne Marianne Skov 2008 

”Hvordan viden og forskning kan kommunikeres – et eksempel” 

Speciale ved Danmarks Biblioteksskole 

2008 

Studerende Yvonne Marianne Skov 

Vejleder Hans Elbeshausen 

”Communication is to often taken for granted when it should be taken to pieces” by John Fiske 

1


Indholdsfortegnelse 

Abstrakt s 1 

1.0 Indledning s 1 

1.1 Motivation s 4 

1.2 Institutionel ramme s 4 

1.3 Teoretisk ramme s 5 

1.4 Emneafgrænsninger s 10 

1.5 Problemformulering s 11 

2.0 Metode s 12 

Hvorfor kommunikation af viden og af hvilken? 

3.0 Lovgivning og regeringsinitiativer s 18 

3.1 Hvilke argumenter kan konstrueres til fordel for en mere udbredt videnskommunikation? s 18 

3.2 Hvilke traditioner ligger der i vidensformidling? s 20 

3.3 Formidling gennem massemedierne s 21 

3.4 Viden og dens diskurser s 21 

Undersøgelse af case gennem en kommunikationsmodel 

4.0 Præsentation af Medicinsk Museion s 26 

4.1 Målsætningerne s 27 

4.2 Årsberetningerne s 28 

Det fysiske museion 

4.3 Den permanente udstilling s 34 

4.4 Særudstillingen ’Oldetopia’ s 44 

4.5 Forskerbloggen s 55 

5.0 Syntese s 62 

6.0 Konklusion s 70 

Litteraturliste s 72 

Bilagsliste 

Bilag 2a -2j 

2


”Hvordan viden og forskning kan kommunikeres – et eksempel” 

Speciale ved Danmarks Biblioteksskole 

Abstract 

Følgende speciale analyserer typer af kommunikation og platforme for kommunikation inden for 

forskning. Det er specielt den borger, der befinder sig uden for det videnskabelige felt, der betragtes 

som modtageren. 

Der tages afsæt i en case, Medicinsk Museion, som er en underafdeling af Københavns Universitet. 

Institutionens formål er forskning og formidling, og dennes kommunikative valg analyseres for 

metoder, deres betydning og mulige implementering på andre institutioner. 

De kommunikative elementer institutionen benytter sig af, analyseres gennem en specielt konstrueret 

kommunikationsmodel, hvor der vil være et hovedfokus på modellens mediedel. 

Kommunikation af feltet medicinsk forskningshistorie, kommunikation af den medicinske kultur og en 

skabelse af forståelse for nye bioteknologier er det de kommunikative elementers opgave at vise, og det 

undersøges hvordan institutionen formår at bringe forståelse for disse områder gennem deres 

forskningskommunikation. 

1.0 Indledning 

Det følgende er formet som en afsøgning af alternativer i kommunikationen af viden og forskning. De 

to begreber er sammensat gennem en symbiose, hvilket ikke betyder, at viden ikke kan opstå uden 

forskning, og at al forskning fører til viden, men essensen her er, at den viden, der skabes gennem 

forskning, ønskes kommunikeret ud til en bredere kreds end den snævre videnskabelige. 

De præcise bevæggrunde til at viden og forskning skal kommunikeres, bliver der ikke dvælet ved i 

større udstrækning i det følgende. Hovedobjektet er at undersøge og isolere en given forsknings – og 

formidlingsinstitutions kommunikative metoder og stile. Hvis der kan findes og isoleres relevante 

metoder gennem analysematerialet, ligger der nogle muligheder i at overføre anvendelsen af disse til 

institutioner, der grupperer sig familiemæssigt inden for lignede institutionstyper. 

Før man begiver ud på en tour til afsøgning af emnerne kommunikation af forskning, er det relevant at 

afsøge og afprøve rammerne for emnets afgrænsning og relevans. 

Fastsættelse af begrebsramme 

Emnet forskningskommunikation er normalt kendt gennem betegnelsen forskningsformidling, et 

begreb der er i familie med det generelle formidlingsbegreb. Dette begreb opstod samtidigt og parallelt 

med, at en del samfundsinstitutioner skiftede image og dermed navn og legitimitet. En af de vigtige 

ændringer blev symboliseret gennem begreber inden for den demokratiserede folke-diskurs. Disse 

begreber starter med præfikset ”folke”, som signalerer lineære sociale og demokratiske institutioner; 

ejet og administreret af ”folket”. 

Samtidigt med disse folkeinstitutioners legitimitetsskabelse opstod en demokratisering, eller nærmere 

et ønske om at signalere en demokratisering, af viden og eksperters viden. Dette viste sig gennem 

formilingsbegrebet med det store oplysningsprojekt, hvor viden skulle kanaliseres fra de vidende til de 

ikke vidende. Begrebet findes og bruges af institutioner, hvor oplysningsbegrebet stadig er en del af 

disses doxa. Eksempelvis folkehøjskolerne, folkebibliotekerne, folkeuniversiteterne. Folkeskolerne 

styres af andre målsætninger and de foregående, da de har et ansvar for, at der foregår en læring blandt 

3


skolernes brugere. De andre har ikke på samme måde et ansvar for at læring sker og kan betragtes som 

uformelle lærings – eller oplysningscentre. 

Begrebet formidling er overtaget generelt i det nuværende samfund, og har opnået en mangfoldighed af 

betydninger, men der kan stadig skabes associationer i retning af folkeoplysning. 

Derfor startes her med et opgør med begrebet, for at signalere en anden diskurs der understøttes af en 

anden begrebsverden. Hvis man vælger at anvende kommunikationsbegrebet som et alternativ, opnås 

der en del fordele gennem den enkle begrebsændring: 

Hvis det forudsættes at sproget som italesættelse af en given diskurs, med det metanet af 

betydningsdannelser der netop ligger i de enkelte sproglige udtryk, kan et felt ændre 

betydning samtidigt med at de sproglige udtryk ændre. Dvs. det forudsættes, at 

betydningen af et felt kommunikeres gennem et givent sprogvalg. 

Hvis man vælger at anvende udtrykket forskningskommunikation i stedet for 

forskningsformidling, signaleres der dialogiske muligheder. 

Begrebet kommunikation signalerer dynamik frem for formidling, der kan signalere 

”folke” institution. 

Ordet formidling er ikke internationalt, hvorimod kommunikation er en næsten tro kopi 

af ordet communication. Fordelene ved at anvende et internationalt orienteret begreb er, 

at der gennem begrebet åbnes op for muligheden for at kommunikere med en omverden, 

der i år 2008 skal kommunikeres med. 

Forslaget til anvendelse af et nyere lettere kommunikerbart begreb kan der findes understøttelse til 

gennem en del forskeres arbejder. 1 En gruppe af forskere med tilknytning til universitet i Århus har 

argumenteret for ændring til kommunikationsbegrebet. 

Et andet argument for en begrebsændring kan findes i rapporten ”Forsk og fortæl” fra ”Tænketanken 

vedrørende forståelse for forskning”, og her foreslås netop, at der anvendes begrebet 

forskningskommunikation, fordi det har afsæt i en kommunikationsforskning. Inden for dette 

videnskabelige felt, medier og kommunikation, er der viden om og erfaring i selve kommunikationen. 

Hvilket kunne betyde, hvis feltets erfaringer anvendes, at en dybere forståelse for kommunikation vil 

kunne anvendes med fordel, når forskningens resultater, erfaringer, forståelser skal kommunikeres. 

Til sidst skal der refereres en diskurs, der fastholder begrebet forskningsformidling. Dette gøres 

gennem hvidbogen ”Fra universitet til samfund” 2 , hvor begrebet formidling i denne sammenhæng 

betyder, at forskningsformidling udtrykkes gennem bøger og tidsskrifter. Forfatteren til hvidbogen 

refererer den lange skriftlige tradition, og fastholder denne diskurs gennem et traditionsbillede, der 

kommer til udtryk på første side i rapporten. Der vises en illustration af det første nordiske 

videnskabelige tidsskrift med efterfølgende tekst: 

”Forskningsformidling har en lang tradition siden det første danske universitet blev oprettet i Lund i 

1425. 

Illustrationen viser forsiden på Danmarks – og Nordens – første videnskabelige tidsskrift ”Acta Medica 

et Philosophica Hafniensia”, der udkom i fem årgange mellem 1673 og 1680. 

Tidsskriftet var udgivet af Thomas Bartholin, som både var forsker, redaktør samt bibliotekar for 

Universitetsbiblioteket i Købehavn. Han skrev på latin, som var datidens internationale sprog, men 

udgav også bøger på dansk – dog under pseudonym.” 3 

Hvidbogen former sig som et opgør med de politiske initiativer, som forfatteren mener vil ødelægge 

forskningsformilingen som den bør være og som den ser ud nu. Dette er et udmærket initiativ, en 

siddende regeringsmagt har altid brug for at få kommunikeret alternativer og oppositionelle 

1 Kjærgaard 

2 Burchardt (2007b) 

3 Burchardt (2007a) 

4


synspunkter. Men essensen i denne sammenhæng er den diskurs forfatteren tilslutter sig; 

forskningsformidling som noget meget traditionsbestemt, som en enkeltvejs kommunikation af viden 

fra ekspert til den ikke-vidende befolkning. Det vil sige som man traditionelt set altid har gjort, og er 

dermed en opretholdelse af status quo, og hvilket vil sige en omvendt forståelse end forfatterne til 

”Elfenbenstårnet”. 

Forfatteren er selvstændig konsulent, og hvidbogen er finansieret af Biblioteksstyrelsen og Danmarks 

Elektroniske Forskningsbibliotek, og rapporten kan ses som en understøttelse af et mere traditionelt 

formidlingsbegreb, hvor netop det organiserede og institutionaliserede vidensunivers er det der 

tilbydes. 

Specialets emneområder og analyseobjekter 

Begrebsrammen er med det ovenstående fastsat og næste punkt i indledningen er selve det emne, der 

behandles inden for rammerne af dette speciale. 

Undersøgelsesobjektet er som følger: hvordan kan forskning kommunikeres? Det betyder for det 

efterfølgende, at for at komme ind til kernen af hvad der skal, og hvad der bliver formidlet, er det først 

nødvendigt at undersøge, hvilket vidensbegreber der er aktuelle i en situation, når der skal 

kommunikeres forskning. Der vil i 3. del komme forskellige bud på, hvordan viden kan være udformet, 

og hvordan viden kan opfattes, uden at der bydes ind med en fast definition. Dette ontologiske 

udgangspunkt vil være styrende for vidensopfattelsen i det efterfølgende, eftersom det anses for 

urealistisk at formulere en endegyldig og fast definition på viden. 

Det formodes, at den nuværende lovgivning som den bliver udtrykt gennem Universitetsloven af 2003, 

har en betydning for de nuværende og fremtidige initiativer på området som minimum en motiverede 

faktor. 

Den nuværende regerings politik og overordnede verdensforståelse og dermed styringsrationaler, 

betragtes gennem dette speciales perspektiv, som en administrativ, økonomisk orienteret og 

forvaltningsfokuseret enhed. Denne betragtning får heri kun de implikationer, at findes der 

motivationer til en regeringsstøttet forskningsformidling, kan de i vid udstrækning findes under de 

økonomiske rationaler. 

I selve analysedelen vil der blive anvendt en case som undersøgelsesobjekt, hvorigennem en 

kommunikationsmodel vil blive afprøvet. 

Denne model vil blive udførligt beskrevet i metodeafsnit 2.0. Den er blevet sammensat gennem 

teoretiske forståelser af forskningsområder, et samfunds rolle for den enkelte borger og en hel 

population af borgere. I modellen vil der indbygget også være et fokus på selve det medie, der 

kommunikeres igennem og dets betydning for modtagerens reception. 

Casen er institutionen Medicinsk Museion, der ifølge deres egen formålsparagraf er en modsætning til 

det traditionelle museum, eftersom man har bestemt en bredere ramme for stedets funktioner. Disse 

brede rammer beskrives som en hybrid mellem en medicinsk historisk forskningsafdeling og et klassisk 

medicinsk museum. 4 

Gennem institutionens selvbeskrivelse opsummeres fem punkter, der er motiverende og styrende, og 

deres evne til at kommunikere disse formålsparagrafer gennem deres kommunikative medier 

undersøges. De fem punkter kan ses i afsnittet 4.1 ’undersøgelse af målsætningerne’. 

Perspektivering 

Hvilke perspektiver kan der findes i begrebet forskningskommunikation? Er begrebet kun et udtryk for 

politisk propaganda for at legitimere overførsler af ressourcer til videnskaberne og for at rekruttere de 

nye generationer til de naturvidenskabelige, tekniske, medicinske og biokemiske forskningsfelter? 

Hvis der abstraheres fra de politiske initiativer og fokus i stedet rettes på borgernes interesser, er 

muligheder for motiverende argumenter rigt facetteret. Studerende kunne eksempelvis være 

interesserede i at tilslutte sig vidensgrupper facilliteret gennem de offentlige biblioteker. 

4 http://www.museion.ku.dk 

5


Folkebibliotekernes tætte tilknytning til de humanistiske fag, der kan aflæses i facilliteringen af 

skønlitterære læsegrupper eller nærmere litteraturgrupper, kunne muligvis anvendes på samme måde 

med faglitterære projektgrupper. Igen er det de studerende og de unge i en forberedende uddannelse der 

er i fokus. Men idéen kunne også overføres til interessegrupper. 

Et mere realistisk projekt med en lettere implementering kunne være at anvende det virtuelle rum til en 

mere uformel gruppering omkring viden og kommunikation af viden. 

I gennem dette undersøges muligheder for anvendelse af de principper, der findes hos Medicinsk 

Museion. 

1.1 Motivation 

Motivationen til dette undersøgelsesprojekt, eller beskrevet i formelle termer Speciale, kan findes i den 

betydningsskabelse, der bl.a. gennem en ny samfundsorden, er skabt for forskningskommunikation. 

Mere uddybende kan det siges, at selvom det samfundsmæssige oplysningsprojekt bliver dømt 

redundant og utidssvarende af de teoretiske filosoffer, specielt gennem den franske skole, er alment 

pragmatiske vilkår for borgeren i et dynamisk senmoderne samfund at viden og dermed oplysning er et 

behov med større relevans på behovspyramiden end tidligere. Samtidigt med at viden og oplysning har 

antaget støre betydning for individet, har individet i rollen som borger (agerende under nogle 

samfundsmæssige rammer) behov for viden og oplysning. For at kunne påtage sig denne rolle som 

aktør i det senmoderne tilfredsstillende må der skabes muligheder for opfyldelse. Måske kan dette 

betragtes, ikke som en fortsættelse af oplysningsprojektet med et mål for dannelse af borgeren, men 

nærmere empowering af disse med en sikring af selvstændiggørelse og selvaktivitet. 

En del af et samfunds videnskompleks, der skal være tilgængeligt, er den forskningsviden både den 

ældre, men specielt den nye. Det er nu blevet forskningsinstitutionerne ansvar at deltage i at dette sker. 

Disse samfundsmæssige behov, hvis de skal opfyldes gennem forskningsinstitutionerne, skaber nogle 

brud med de traditionelle opfattelser af hvad disse institutionernes opgaver reelt set er. En diskussion af 

disse er uden for rammerne af specialet, men de vilkår disse krav skaber, er svære at ignorere. 

Dette fører hen til en relevant diskussion og undersøgelse af nogle forskellige muligheder for deling af 

videnskabelig viden med borgeren, hvor ansvaret ikke ligger endeligt hos den enkelte forsker, men 

udflyttes til institutioner der beviseligt løser en sådan opgave godt. Dog må der i modsætning til 

tidligere forventes en tættere forbindelse mellem forskere og kommunikatorer. 

Samtidigt ligger der i motivationen et ønske om at skabe muligheder for ikke kun at være underlagt 

massemediets monopolagtige status på oplysningsområdet og specielt omkring ny forskning. 

Massemediets styringsrationale er underlagt andre vilkår, hvilket kan skabe skæve formuleringer og 

billeder af forskning og viden. 

Der eksisterer allerede de uformelle oplysningssteder så som bibliotekerne og museerne. Disse leverer 

kvalitetsviden, forstået som uafgrænsede vidensressourcer, for bibliotekernes vedkommende gennem 

litteratur trykt og elektronisk, og for museernes vedkommende gennem fysiske rum, der fortæller 

historier om forskellige videnskabelige felter. 

Men et senmoderne samfund har brug for alternative kommunikationsmetoder ikke som en erstatning 

af eksisterende men som et supplement til og som en accept af et samfund, der er entret det 21. 

århundrede. Det betyder i denne sammenhæng, at det er væsentligt at undersøge og analysere bud på 

disse alternative kommunikationsformer, netop for at skaffe en ny indgangsvinkel på emnet formidling, 

der starter i det små med en ændring af verbaliseringen af diskursen. 

Samtidigt skal der gøres opmærksomt på, at som det ligger i udtrykket kommunikation mangler den 

dialogiske dimension i de uformelle oplysningssteders verden, og et af dette projekts objekter er se på 

de muligheder, der ligger i en dialogisk kommunikation af viden. 

1.2 Institutionel ramme 

Da det efterfølgende konstrueres inden for rammerne af undervisnings – og forskningsinstitutionen 

Danmarks Biblioteksskole, vil dennes formål, legitimitet og faglige felter tænkes ind som grænser og 

relevans. 

6


Institutionens faglige grænser kommer til udtryk bl.a. gennem de tilknyttede institutioner: de offentlige 

og private biblioteker. Det er i vid udstrækning disses behov og det videnskabelige felt, der omgiver 

biblioteksinstitutionen, der er fokuspunkter for skolen. Dette betyder, at en større del af det arbejde der 

foretages her, vil i vid udstrækning forsøge at perspektivere deres arbejde til de biblioteker, de leverer 

nyuddannede til eller relatere til det videnskabelige felt kaldet informationsvidenskab. Det betyder dog 

ikke, at feltet er snævert og kun relaterer sig internt. Det kan derimod observeres, at institutionen 

arbejder inden for flere videnskabelige discipliner uden dog at praktisere en ren udgave af 

interdisciplinaritet, dvs. at man arbejder mod et fælles tematisk mål fra hver sit faglige udgangspunkt. 5 

I praksis betyder dette for institutionen, at mange forskellige videnskabelige felter inddrages i arbejder, 

samtidigt med at egne udbygges kraftigt, og at disse arbejder kan antage former af tværfaglighed. 

Samtidigt er der målgruppen at tage hensyn til, i vid udstrækning biblioteker, som den endegyldige 

aftager af relevant viden. 

Dette betyder for det efterfølgende, at i selve observationen af et objekt eller en tilstand, at andre 

fagdiscipliner må inddrages. Målgruppen for selve projektet vil være de faglige institutioner, 

bibliotekerne, som er den praktiske del af det faglige felt, informationsvidenskab. 

1.3 Teoretisk ramme 

I det følgende bliver det forklaret hvilke forståelser, der har været med til at styre eller inspirere dette 

speciales konstruktør, og hvilke ontologiske vilkår, det er skrevet under. 

Kommunikation af data, informationer og viden foregår under vilkår, der bedst kan beskrives som 

værende afhængig af sin kontekst og afhængig af den kultur, hvori den kommunikeres. Dette får 

nødvendigvis nogle konsekvenser for individet, der er i en lærende eller informationssøgende position, 

eftersom der ikke kan garanteres en ensartet og eviggyldig oplysning, information og viden, med et 

statisk format. 

Årsagssammenhængen til denne situation skal findes i de vilkår viden konstrueres under. Det får 

samtidigt den konsekvens, at når en undersøgelse skal igangsættes, vil den være underlagt samme 

vilkår. Betyder dette en relativisme, hvor det bliver umuligt at fange en information gennem en 

betydning? Det gør det ikke nødvendigvis, eftersom en betydning må fastlåses og kan fastlåses, og kan 

dermed analyseres gennem sin fremstillingsforms medium, f.eks. en tekst eller en udstilling. Hvis 

denne fastfrysning accepteres som et nødvendigt og samtidigt rimeligt vilkår, må formen undersøges 

for sin fremtræden, men samtidigt for sine underliggende betydninger. Motivationen til dens eksistens 

må ydermere findes og tydeliggøres, eftersom den er årsagen til, at der er taget initiativ til at fremstille 

noget. 

Bag analysen af den pragmatisk orienterede case, ligger der nogle teoretiske forståelser, eller rammer, 

som grundlag og vilkår. Disse kan betragtes som inspiration til forløbet. 

Disse forforståelser er dog samtidigt med til at skabe forløbet og dermed medbestemmende i hvordan 

undersøgelsen kommer til at forløbe og hvordan der undersøges og hvordan resultaterne kommer til at 

tegne sig. Dermed bliver det ikke sagt, at disse rammer skal være et udtryk for en ukritisk accept nogle 

teoretikeres udsyn. Det er nærmere et udtryk for de vilkår alt arbejde må foretages under, hvor netop 

det unikke, det autonome og dermed det selvcentrerede er en myte intet arbejde eller undersøgelser kan 

fortages under. Der vil altid være et link tilbage til individers tidligere overvejelser og alle individer vil 

under en eller anden form have undergået en faglig socialisering og må altid yde en kreditering. 

Netop af den grund er det nødvendigt at skabe et overblik over og gøre rede for de teoretiske skoler, der 

understøtter den efterfølgende specialekonstruktion. 

Udgangspunktet er den videnskabelige viden og forskning, der på en eller anden måde gerne skulle 

kommunikeres ud i det offentlige rum til det omkringliggende samfunds borgere. 

5 Balsieger 

7


I den sammenhæng er det nødvendigt først at foreslå en definition til hvad denne består af og hvordan 

den skabes. 

Én teoretikers forståelse af viden og af hvordan viden skabes inden for et videnskabeligt felt, og i øvrigt 

i alle sociale sammenhænge, er Pierre Bourdiou’s. Han har gennem sine observationer og undersøgelser 

af grupperede individer gennem kvantitative statistiske og kvalitative undersøgelser sandsynliggjort, at 

viden om noget ikke kun bunder i objektive observation, undersøgelser og teoridannelser. 6 Derimod 

skabes viden også inden for sit felt gennem de agerende individers sociale position og konsensus 

omkring begrebsdefinition. 

Dette betyder i praksis, at når et forskningsfelt skal kommunikeres til aktører uden for kredsen, er det 

ikke kun faktuel information man bringer videre, men i lige så høj grad feltets doxa, den sociale 

dynamik, traditioner og et bestemt brug. De implikationer der kan opstå under disse vilkår, kan gøre det 

vanskeligere for den der undersøger værdien af feltets kommunikative elementer, eftersom der må 

skelnes mellem viden og kultur. 

Grunden til at disse observationer bringes ind her er, at processerne omkring konstruktion af viden 

gælder for alle observerende individer i alle sociale sammenhænge. Dermed må eventuelle ambitioner 

om at belyse et problemfelt uden subjektive domme og fordomme, og en efterfølgende skabelse af ny 

viden på grundlag af objektive iagttagelser, dømmes redundant. Dét, der kan iagttages under en 

realistisk verdensforståelse, i modsætning til den naivt positivistiske, er en mulig tilstand. En tilstand 

der er farvet af de teorier og den metode hvorunder der observeres, og derfor skal defineres gennem 

sine epistemologiske vilkår 

For dette speciales vedkommende betyder det, at der kan opstå tvivl omkring hvilke vidensbegreber og 

vidensformer, der refereres til. For at undgå en relativistisk ligegyldighed, bliver det nødvendigt at 

foretage nogle definitoriske valg, der dog ikke medfører garanti for fornuftige begreber med 

indbyggede refleksive muligheder. Det kommer derimod til at dreje sig om en fastlåsning, der gør det 

muligt at arbejde med begreberne, men samtidigt peger hen mod et uendeligt rum af de ikke-anvendte 

muligheder. 

Denne fastlåsning kommer ikke til at foregå som en fastlåsning af selve vidensbegrebet med en fast 

definition af, hvad viden er og består af. 

Den fastlåsning, det kommer til at dreje sig om, er de observerbare empiriske elementer 

museumsinstitutionen bruger i dens kommunikation med omverdenen. Det er en fastlåsning af de dele 

af viden, der er indbygget heri. Eksempelvis den begrænsede og indsnævrede viden, der ligger i en 

museumsudstillings fremstillingsform. 

Andre overvejelser, der kan gøres i forbindelse med afsenderkategorien af viden, er hvilke betydninger 

har et stærkt videnskabeligt felt på det omkringliggende samfund og dermed borgeren. Kan man hævde 

at stærke naturvidenskabelige felter, i denne kontekst det medicinske eller nærmere det 

sundhedsfaglige, er i stand til at påvirke et samfund, der gør, at feltet kan indtage en væsentlig 

position? Hvis svaret på dette spørgsmål er positivt, hvilket det kan observeres er tilfældet, kan næste 

punkt i argumentationsrækken, være spørgsmålet omkring systemets betydning for den enkelte borger. 

(Jeg vælger bevidst det Weberske udtryk borger her og i det følgende, for at signalere selvstændiggjorte 

bevidste individer, med eksistentielle valgmuligheder.) 

Hvis der her tages udgangspunkt i en Habermarsks samfundsforståelse, betyder det, at borgeren i sidste 

del af fødekæden, viden, bliver underlagt et systemejet vidensmonopol, der vil få betydning helt ned på 

det personlige individplan. Hvorvidt denne teori er holdbar for alle de borgere, der bliver involveret i 

det videnskabelige formidlingsfelt, det efterfølgende omhandler, skal der sættes et spørgsmålstegn ved. 

Man kan hævde, at det er i vid udtstrækning den medicinske doxa, der bestemmer behandlingsfeltet 

inden for medicin, selvom der opstår mindre autonome oprør i form af tilslutning til den alternative 

medicin. Samtidigt kan der, specielt gennem massemedierne, observeres en generel eksperttræthed, 

forstået som et opgør med de videnskabelige endegyldige sandheder. Men overordnet set, er det 

6 Bourdieu (2005) 

8


behandlingssystem, der er i anvendelse, skabt og fungerer på det medicinske felts præmisser. I dette 

tilfælde kan det med rimelighed hævdes, at et system har overtaget den individuelle livsverden. 

Selve undersøgelsen vil i vid udstrækning koncentrere sig om selve kommunikationen og de udtryk den 

får gennem de elementer der skaber casen, en hybridinstitution der både understøtter forskning og 

samtidigt har en ekstrovert funktion, netop i forskningskommunikation eller med deres valgte udtryk 

formidling. 

Det betyder at næste led i undersøgelsens fødekæde, medier til kommunikation, vil koncentrere sig om 

hvilke medier der anvendes og kan anvendes og med hvilke effekter og konsekvenser. Det betyder, at 

der her ligger nogle forforståelser om, at meddelelsen og dermed det kommunikative element bliver 

også bestemt af den type af medie, det kommunikeres igennem. Samtidigt ligger der en forståelse af, at 

når kommunikation skal foregå gennem forskellige led, må det forudsættes, at der sker en form for 

forandring og forvridning. Teoretikerne Daft og Lengel 7 har gennem deres Media Richness Theory 

undersøgt selve det valgte medies betydning for, hvorvidt en meddelelse kommer frem til modtageren, 

som det var intenderet. Heri kan ligge de implikationer, at selve mediet måske ikke er nuanceret (rich) 

nok til at fange hele meddelelsens essens. 

Problemet med meddelelser er uklarheden og flertydighed, der er indlejret. Disse uklarheder bunder, 

ifølge teorien ofte i, at der ikke er opnået konsensus omkring betydning og betydninger i de anvendte 

symboler og symbolsprog. Normalt vil der inden for en organisation, dvs. generelt inden for en social 

konstellation, være en diskurs der accepteres og bruges. Dette gør selve meddelelsessituationen enklere 

end de tilfælde hvor organisationen, f.eks. en videnskabelig institution, skal kommunikere til 

omverdenen og specielt til lægmand, der ikke er vant til at håndtere et videnskabeligt symbolsprog 

gennem en speciel diskurs. Dette betyder, at overvejelser omkring hvilket medie, der er det mest 

optimale i en given situation, vil afhænge af uklarheden i selve meddelelsen. Ifølge teorien vil, heri 

bruges den gennem organisationsteorier på ledere, afsender vælge det medie, han mener, vil sikre at 

modtager forstår meddelelsen, og jo mere kompleks meddelelsen er, jo støre er sandsynligheden for at 

den verbale kommunikation vælges. Dette perspektiv, at jo vanskeligere og kompleks en meddelelse er 

opbygget, desto lettere bliver den forstået i et dialogisk rum, kan bruges som en reference og forståelse, 

når det skal vurderes om, der kan opnås perception i gennem en bestemt kommunikation. Det er 

utopisk og urealistisk rent praktisk, at forlange dialogisk kommunikation hver gang komplekst viden 

skal formidles. Men den situation kan betragtes, som den mest optimale. 

Derimod er det vigtigt at se på processer, der kan erstatte den ideelle situation så som et forenklet 

sprogbrug og en rig variation i mediebruget. Disse principper anvendes allerede i vid udstrækning af de 

nutidige museer. 

Skriftmediet inden for denne teori betragtes som symbol kommunikation, det vil sige, at hvis dette 

medie skal anvendes med succes, er det nødvendigt at afsender og modtager har opnået en konsensus 

omkring betydninger, dvs. at man har en fælles forståelse for hvad diskursen består af, og dermed får 

modtageren gennem sin forståelsesramme en mulighed for at opnå ny viden. 

Daft specificerer situationer hvor henholdsvis skriftmediet og den verbale kommunikation har hver 

deres betydning og relevans: 

”Each medium conveys different things, with face-to-face used to show teamwork, trust, goodwill and 

informality, whereas written media symbolized authority legitimacy, compliance with protocol and lack 

of urgency”. 8 

Der kan observeres nogle svagheder i de ovenstående antagelser, eftersom en kommunikativ situation 

der involverer fysisk tilstedeværelse sagtens kan symbolisere autoritet og legitimitet på samme måde 

som et skriftligt materiale. 

En anden observerbar svaghed ved modellen, er at eftersom den oprindeligt er skabt i 1983 9 , er der 

sket en enorm udvikling i den elektroniske kommunikation. På dagældende tidspunkt, betragter Daft 

7 Daft (1987) 

8 Daft (1987) 

9


ikke dette medie som et rich medie på samme måde som en fysisk dialogisk situation. I 2008 har 

mediet udviklet sig voldsomt, ikke at det hermed postuleres at det nu kan afløse den fysiske situation, 

så har det i vid udstrækning gjort det muligt at kommunikere ”face-to-face” virtuelt over store afstande, 

og dermed skabt nogle muligheder for dialog over afstande. 

Modellen er dog stadig aktuel og relevant, og den anvendes heri indbygget og underforstået i den store 

kommunikationsmodel, med en vægt på dette dilemma at meddelelser eller nærmere kommunikationer 

varierer i kompleksitet, og jo mere kompleks en meddelelse jo mere komplekst et medie bør, hvis 

muligt og hvis den ideelle situation skal opfyldes, anvendes. 

Sidste led, der omhandler modtagerens perception, har nogle indbyggede forståelser af, hvordan 

perception kan opstå og hvordan den kan realiseres. Dette betyder at de teoretiske inspirationskilder vil 

komme til at koncentrere sig om læringsforskeres teoriapparat så som Knud Illeris læringsteorier. Han 

er valgt, da han ikke kun beskæftiger sig med undervisning og læring hos børn, men også ser på læring 

generelt. 

Den grundlæggende tese i denne skole af læringsforståelse, opererer med tre dimensioner når læring 

skal foregå, og 

”…og at alle tre dimensioner altid må tages med i betragtning, hvis en forståelse eller analyse af en 

læringssituation eller et læringsforløb skal være fyldestgørende.” 10 

Disse tre dimensioner defineres som indhold, drivkraft og samspil. Indholdet består af det, der skal 

læres så som viden, forståelser og færdigheder. I dimensionen, der er beskrevet under drivkraft, findes 

de individuelle motiver til læring, den psykiske energi, følelser der kan hindre eller motivere og viljen. 

Den sidste dimension defineres som den sociale eller samspilsdimensionen og har som udgangspunkt, 

at for at læring kan foregå, skal individet være i samspil med omverdenen. Dette samspil er dels et 

vilkår, men samtidigt skal der i en læringssituation sikres en vis forankring, en følelse af tilhørsforhold 

og dermed en integration. Denne dimension er den eneste, der aktivt undersøges gennem specialets 

case. Grunden til dette er, at den indgår som en naturlig del i nogle af casens kommunikative processer. 

Hvis Illeris’s forslag til denne læringsmodel accepteres, betyder dette for læringsprincippet, at en vis 

rimelig del af dialogisk interaktion må være til stede i en læringssituation for at skabe optimal læring. 

En diskussion af denne teori er uden for rammerne, men den inkorporeres i kommunikationsmodellen 

med fokus på den sociale dimension. Årsagen skal ses i følgende: hvis alle dimensioner i en 

kommunikation er til stede for en modtager, postuleres det at situationen er optimal. Dette betyder ikke, 

at andre situationer f.eks. en Webbaseret emnepræsentation ikke har værdi, nærmere at selve det 

afsendte kan antage helt andre former, ofte med store fordele, men hvor en effektiv læring ikke kan 

sikres. 

Efter at have fået defineret de aktører som modellen består af, ses nu på selve deres kommunikation. 

Der er blevet dvælet en del ved denne gruppe, og det hænger sammen med vigtigheden af at forstå 

disse når de indgår i en proces. 

Kommunikationen 

I indledningen blev det fastslået at forskningsformidling skulle antage et nyt udtryk, 

forskningskommunikation. Dette valg blev foretaget eftersom man ønskede, at signalere en 

tovejskommunikation og at anvende de kommunikationsteorier, der er skabt på området. Det vil sige at 

ved at vende sig væk fra formidling og mod kommunikation, vender man sig samtidigt fra teorier, der 

har et hovedfokus på modtagerens evne til perception, mod opfattelser af at det essentielle er selve 

hændelsen. 

Visse kommunikationsteoretikere foretrækker at skabe en opdeling mellem, hvad de ser som to 

markante opfattelser af, hvad en kommunikation består af. Fiske anvender to overordnede forståelser, 

9 Daft (1983) og (1984) 

10 Illeris 

10


hvor den ene fanger i sin forståelse selve processen mellem afsender og modtager, og den anden fanger 

selve kodningen af kommunikationen og den kultur den referer til. 11 Disse to opfattelser markerer sig 

på følgende måde: den første isolerer sig omkring selve processen og forventer sig et optimalt resultat 

af kommunikationen, hvor modtager forstår afsenderens meddelelse, som den var intenderet. Den 

anden diskurs retter sig omvendt mod den kulturelle bestemmelse, der også ligger i kommunikationens 

grundstof, tegnene med deres tilhørsforhold. I dette projekt indbygges forståelser af begge typer. Den 

sidst nævnte type bruges først og fremmest fordi semiotikken er grundlaget for den i metoden anvendte 

diskursanalytiske tilgang. Denne tilgang eller nærmere forståelse af, at en forklaring på en betydning 

der kommunikeres, netop skal findes i de sammenhænge, den er en del af. 

Førstnævnte types forståelser omkring afsenders motivationer anvendes også. 

Ifølge Fiske er et af de emner der kendetegner den første tilgang, kommunikation som proces, at 

modtagerens motiver for afsendelsen af meddelelsen har en betydning. Og dette punkt bekymrer ikke 

den sproglige tilgang, eftersom al betydning er at finde i en fremstillede kode. 

Problemet i at markere meget skarpe grænser i kommunikationsmodel er, at der ligger i fare i at 

væsentlige overvejelser går tabt, og i dette specielle tilfælde, at kun nogle få ting bliver synlige. Jeg 

vælger derimod, at indbygge overvejelser af afsenderens kommunikation ind i en den praktisk 

orienterede model. Årsagen hertil er for at markere, at et individ specielt på det mikroplan min case 

opererer, har en mulighed for at kunne påvirke en sammenhæng, bl.a. gennem den diskurs han beslutter 

sig for at fremstille gennem et tegnmateriale. 

Casen 

Det tekstlige materiale vil blive undersøgt diskursanalytisk. Dette hænger sammen med, at tekster ikke 

bliver betragtet som et selvstændigt produkt. På samme måde som heller ikke produktion af viden, 

vidensmagt i samfundet og den betydning den sociale sammenhæng har i en perceptions situation, 

bliver betragtet under et autonomt begreb. 

Sammenhænge og afhængighed er kodeordene. Intet bliver skabt og eksisterer selvstændigt og intet har 

sin betydning i sig selv, det er underlagt en social betydningsdannelse. Og når betydninger i 

kommunikationen skal aflæses, er det vigtigt at forstå, hvad det er der egentligt observeres: 

” (….) but the code is what we need to study, because the code is the significant use to which the 

medium is put.” 12 

Hvis dette skal ligge som en bagvedliggende forståelse, må analyseapparatet tilpasses tilsvarende. 

Hvordan fanger man en teksts overordnede betydning, dens betydningselementer og den motivation der 

har formet teksten? Anvendte metoder til dette formål, ser på selve den sproglige anvendelse i 

forbindelse med beskrivelsen af verden. En af de tidligste strukturalister, Saussure, gjorde verden 

opmærksom på at det forhold, der eksisterer mellem det sprog, der anvendes og den virkelige verden, er 

meget vilkårlig. 13 Forstået på den måde at der ikke er en garanti for, at det der fortælles sprogligt er en 

realistisk og objektivt spejling af hvordan verden ser ud. Ydermere at sproget eksisterer og anvendes på 

to niveauer, hvor det første er tegnene som de fremstår, og andet niveau den betydning grupper af 

individer vælger at lægge i dem. Her er sociale konventioner og traditioner af betydning. 

Saussures efterfølgere, Ronald Barthes, tog skridtet videre og udbyggede betydningen. For det første 

tildelte han, Saussures forståelse af et tegn, den fornuftsbetonede eller selvfølgelige betydning af 

tegnet, og bestemte dette som en 1. ordens betydning. Derefter koblede han individet og hans 

fortolkningshorisont på modellen for at gøre opmærksom på, at opfattelsen af tegnet også foregår på 

det subjektive plan. Dette blev benævnt 2. ordens betydning. 

11 Fiske 

12 Fiske 

13 Jørgensen 

11


Denne pointe er meget væsentlig at anvende, når betydninger skal aflæses af et stykke information eller 

helt enkelt af et tegn. Grunden til dette er, at opfattes noget af individet på det subjektive plan, i stedet 

for at opleve noget på et 1. ordens plan, dvs. på Saussures analytiske niveau, forvrænges det opfattede. 

Og kulturelle værdier 2. ordens betydninger kan opfattes som noget faktuelt. 14 Dette er netop 

sproganalysens formål, at sikre en analysemetode der forhindrer fejlfortolkninger. 

Senere skoler, poststrukturalisterne, har taget ideen et skridt videre og har pointeret at de enkelte tegn 

ikke får deres betydning af verden, men kun gennem hinanden i det netværk, de er en del af. En af 

diskussionerne mellem de to skoler og som er vigtig i denne sammenhæng, er netop om betydningen af 

tegn bliver låst fat i en betydning, eller om de er evigt flydende. I dette speciale, bliver der ikke taget 

stilling til værdien af denne diskussion, men i stedet konkluderes her, at tegnenes betydning bliver 

fastlåst i en periode, i den periode en tekst har relevans og betydning for en gruppe individer i en social 

sammenhæng. Teksten kan ændres over tid, sammen med den flydende diskurs, men nuet fastlåses 

gennem den pågældende tekst og er dermed bestemmende for hvordan verden skal forstås i dette nu. 

Samtidigt anvendes den opfattelse, at der er en sammenhæng mellem tegnene og deres kulturelle 

betydning. Eller som det defineres i den nutidige udgave, tegnenes betydning skal findes i den diskurs 

de tilhører, og den konsensus der er i en bestemt social sammenhæng omkring hvad ordene/tegnene 

egentligt betyder. 

En andet begreb, der bliver anvendt i undersøgelsen af casen, er myte. Der refereres til overbevisninger, 

der i vid udstrækning har været bestemmende for en bestemt måde at udøve medicin på i en tidligere 

periode. Disse bliver betegnet som myte og den forståelse af myte er som følgende: 

”En myte er en historie ved hvilken en kultur forklarer eller forstår nogle aspekter af virkeligheden eller 

naturen. En kulturs måde at tænke noget på.” 15 

1.4 Emneafgrænsning 

Begrebet forskningsformidling bliver brugt i formuleringen forskningskommunikation, men set 

retrospektivt dækker begge begreber samme betydning. Set i et nu – og fremadrettet perspektiv 

forudsættes at begreberne differentieres og at kommunikationsbegrebet vil dække det ekstroverte og 

dialogiske princip. 

Projektets struktur vil medføre en emneafgræsning og dermed en indsnævring. Selve de muligheder der 

ligger i emnet forskningskommunikation afgrænses til en aktiv undersøgelse af Medicinsk Museion. 

Det vil sige en specifik institution er objektet og ikke de institutioner, der funktionsmæssigt ligger op 

ad. Det vil sige en undersøgelse der ikke dækker hele institutionslandskabet. 

Dette fravalg har nogle implikationer: 

Der bliver ikke skabt et overblik over populationen af kommunikerende institutioner 

Der bliver ikke skabt et statistisk materiale, der kan undersøges for sammenfald og 

afvigelser i feltet. 

Det bliver ikke muligt at drage konklusioner fra det generelle til det specifikke 

Faren i at undersøge kun et objekt ligger i, at dette objekt kan være exceptionelt unikt og 

at dermed generaliserende konklusioner og perspektiveringer er vanskelige. 

Fordele ved enkeltobservationer: 

14 Fiske 

15 Friske i min oversættelse 

En dybere analyse afdækker elementer, der skjules af statistiske data. 

12


Hvis der anvendes stringente formater og definerede formater til analysen, der bliver 

konstrueret på forhånd, kan der vise sig interessante mønstre. Disse mønstre kan 

anvendes med en relevans, hvis netop de er genereret under et system. 

Det er muligt at undersøge verbale kommunikationsrum for betydningsdannelser, 

hvilket ikke er muligt hvis disse betydningsdannelser først skal indsamles og behandles 

statistisk. 

Yderligere afgrænsninger, der ligger i undersøgelserne af forskningskommunikation, er den udveksling 

der foregår indbyrdes mellem forskere. Denne berøres ikke. Den litteratur, der hører til området de 

videnskabelige artikler og monografier, er dermed også uden for området. 

Det samme gælder for hobbylitteraturen eller den populærvidenskabelige litteratur, som retrospektivt 

set har haft en stor betydning uden for det videnskabelige felt. 

Populærvidenskabelige webpages, der ikke har en konkret relation med den objektgjorte institution, 

ligger samtidigt uden for specialets område. 

Den empiri der er til rådighed, i det følgende kaldet undersøgelseselementerne består i vid udstrækning 

af det skriftlige materiale. Dette begrundes følgende: 

De fysiske udstillinger på Medicinsk Museion er ikke ret omfattende og ikke umiddelbart tilgængelige. 

Særudstillingen ’Oldetopia’ er den eneste, de besøgende frit og uden rundvisning kan bevæge sig rundt 

i. 

Den permanente udstilling er knap så tilgængelig og dette af en række praktiske årsager, der bliver 

beskrevet i analysedelen, afsnit 4. Det betyder i praksis, at den eneste reelle kontakt de besøgende kan 

have med samlingen er gennem én times rundvisning, hvor der konstant fortælles om de rum, man 

opholder sig i. Det første indtryk man dermed får af museet er, at det er ikke videre omfattende. Denne 

observation yder ikke de fysiske rammer retfærdighed, for der eksisterer en mængde materiale, der kan 

kommunikeres til de besøgende. Det bliver ikke gjort i så høj grad som hvis de besøgende selv havde 

mulighed for at undersøge samlingen. Jeg har valgt at besøge museet 4 gange, for at sikre en 

uddybende undersøgelse af den fysiske samling, og for at sikre at undersøgelsen ikke fik en virtuel og 

skriftlig orienteret slagside. 

Men den almindelige besøgende vil i vid udstrækning være henvist til skriftligt materiale enten fra 

nettet, gennem årsskrifterne eller kataloget fra særudstillingen, og vil ikke få en større mængde viden 

formidlet gennem de fysiske rammer. 

Problemkompleks 

1.5 Problemformulering 

Forskningsformidling eller forskningskommunikation er gennem Universitetsloven ekspliceret som et 

krav til forskningsinstitutionerne. 

Denne kommunikations praksis har antaget en del forskellige former, traditionelt gennem 

forskningslitteraturen, undervisning af nye studerende og gennem den litteratur, der dækker området 

populærvidenskab. Som uformelle kommunikationscentre har de offentlige biblioteker i stor 

udstrækning bidraget til at kommunikere viden og forskning gennem de institutioner, der er opbygget 

og den viden, der stilles til rådighed. 

Kan der findes alternativer til den traditionelle skriftlige kommunikation af viden og forskning og 

hvilke institutioner kan bidrage i kommunikationsprocessen? 

Problemstilling 

Kan der gennem en undersøgelse af København Universitets Medicinsk Museion’s forskellige 

former for kommunikation af viden og forskning findes modeller og metoder, som kan anvendes af 

de uformelle læringscentre så som de offentlige biblioteker som et alternativ til den litterært 

orienterede videnskommunikation? 

13


Hvilke platforme kan anvendes til afsæt af kommunikationen af viden? 

2.0 Metode med konstruktion af kommunikationsmodel 

Under et metodebegreb ligger den positivistiske verdensopfattelse, der forstår verden som noget 

målbart og rationelt. Arbejdsmetoder, der tilfredsstiller dette verdenssyn, anvender hypotese, 

problemstilling, operationalisering, afprøvning og resultat. Og ifølge den positivistiske 

videnskabsopfattelse skal også samfundsvidenskaberne søge objektivitet, der er målbar og testbar. 

Denne videnskabsteori og metodik havde sin største betydning og meget relevante betydning i opgøret 

med det religiøse og dermed indsnævrede verdensbillede, hvor alt kunne forklares ud fra religiøse 

lovmæssigheder. Dette brud har fundet sted og individet er nu nået til et udviklingsstade, hvor kultur, 

etik og sociale sammenhænge genetableres som faktorer, der er medforklarende på hvorfor f. eks. 

bestemte tekniske regler udvikles under bestemte rammer og ikke kun som en naturlig afspejling af den 

objektive verden. 

Disse overvejelser, der har medført tvivl omkring muligheden for at observere under et rent objektivt 

mål, understøttes af en af de magtbærende fysikere inden for feltet, og han har udtrykt skepsis omkring 

muligheden for en opfyldelse af dette mål, og følgende citat skal ses som et bidrag til den 

traditionsfyldte positivismestrid, hvor Wheeler giver udtryk for det menneskelige aftryk på videnskab 

og teoridannelse: 

”No theory of physics that deals only with physics will ever explain physics. I believe that as we go on 

trying to understand the universe, we are at the same time trying to understand man …. The physical 

world is in some deep sense tied to the human being.” 16 

Under positivismestriden, som også Habermas var en del af, var nogle af kritikpunkterne netop mod 

positivismen, at som den bliver anvendt ved brug af teknisk videnskabelige styringsmetoder, bliver den 

selv en form for ideologi. 17 Dette betyder, at spørgsmål som mål, idealer og moral bliver betragtet som 

noget irrationalt, og kan dermed heller ikke debatteres rationelt. Konsekvensen bliver, at alle problemer 

bliver til tekniske problemer, og dermed får videnskaben og teknikken en høj autoritet, fordi det kræver 

en for stor indsigt i et felt at kunne navigere rundt i den viden feltet besidder. Dermed bliver det også 

vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved dets autoritet. Resultatet af denne strid førte til et 

grundlæggende teoriapparat, konstrueret af Habermas, en teori for mennesket om de praksisformer 

hvorigennem livet realiseres, bl.a. sproget. 

Dette fører os over i den strategiske tilgang, hvor stilles der andre forventninger og krav til hvordan, der 

observeres og med andre ontologiske udgangspunkter. Her ligger ikke en forventning om at 

undersøgelsesresultatet fører til en observerbar sandhed, der kan gentages under de eksakt samme 

vilkår. I denne tilgang er målsætningerne, at kortlægge hvorfor objektet observeres under disse vilkår 

og hvordan de observeres. Det verdenssyn eller ontologiske grundlag, der understøtter denne måde at 

spørge til og undersøge på, knytter sig som udgangspunkt til en opfattelse af, at forståelser skabes i en 

evig dynamik med sine epistemiske forudsætninger. 

Når en fusion af den teoretiske ramme, motivation og målsætning skal virkeliggøres eller med et en 

traditionelt metodeteoribegreb, operationaliseres, er de første afklaringspunkter flg.: 

Hvordan skal der iagttages, hvorfra skal der iagttages, hvorfor skal der iagttages, hvilke iagttagelser 

ligger uden for rammen og hvornår skal der iagttages? 

Spørgsmålet om hvordan der skal iagttages besvares med, at der bliver anvendt en tilgang, der ligner 

den Luhmannske traditions, hvor der trædes et skridt tilbage og iagttager iagttagelserne. Dvs. i dette 

16 Baeyer 

17 Andersen, Heine 

14


tilfælde en iagttagelse af hvordan forskningskommunikation gennem f.eks. en aktuel institutions 

kommunikative valg bliver beskrevet/iagttaget gennem forskellige teoretiske tilgange. 

Det betyder samtidigt, at når indgangen til forskningskommunikation kommer til at forgå gennem et 

bestemt objektiv, er iagttagelsen låst fast i denne bane. Og besvarer samtidigt spørgsmålet hvorfra der 

iagttages, netop gennem de forståelser, der blev beskrevet i det ramme teoretiske afsnit. 

Hvorfor der skal iagttages blev afklaret i første del under afsnittet Motivation. Afsnittet omkring 

afgrænsninger forklarer, hvilke iagttagelser der ligger uden for projektets rammer, og hvornår der 

iagttages er også blevet afklaret og bestemt som værnede i nuet. 

Hvorfor skal der foretages en videnskabsteoretisk diskussion i forbindelse med et metodevalg? Hvilken 

betydning har det, at der postuleres heri og bekendes til en position, der betragter forskning og viden 

som tilhørende bestemte epistemologiske skoler? 

Dette er fordi den viden, der i analyseafsnittet bliver undersøgt og dissekeret bliver relateret til den 

diskurs den tilhører og dermed bliver den ikke betragtet som en ren objektivt fremstillet viden. 

Samtidigt ligger der en formodning om, at den valgte fremstillingsform og de valgte mener kunne have 

antaget mange andre former, men det der bliver præsenteret i dén form, det bliver præsenteret er et 

udtryk for et valg. 

Undersøgelse af case 

Undersøgelsen af forskningskommunikation kommer til at antage form med brug af en kvalitativ 

metode. Det kvalitative metodebegreb bliver heri betragtet som en måde at behandle, undersøge og 

analysere ét projekt for specifikt definerede fremstillingsmetoder og betydninger, der kan findes 

gennem tekstmateriale, verbale fremstillinger og fysiske rum. Dette betyder, at det er det unikke og 

gældende for kun ét projekt, her en museums – og forskningsinstitution, der er objektet og som vil 

blive fremstillet. Hermed bliver det ikke muligt at anvende de statistiske principper, der muliggør 

generalisering på basis af et statistisk materiale. 

Det kan derimod lade sig gøre at tegne et detaljeret billede af nogle forhold, der måske har en generel 

interesse og kan overføres på andre projekter. 

Der bliver ikke foretaget interviews med personer, eftersom der er store mængder af materiale, der 

beskriver projektet, og det skønnes ikke at være nødvendigt med uddybende spørgsmål. 

Museumslederen er meget synlig i det forskellige skriftlige materiale så som webpage, forskerblog, 

årbøger og museumskataloger og det er i vid udstrækning denne person, der tegner museets profil. 

Det er ydermere borgerens perspektiv og synsvinkel, der er interessant i denne sammenhæng. 

Borgerens vilkår set under denne institution er at anvende den viden, der bliver stillet til rådighed med 

den metode der bliver valgt. 

Det valgte projekt er ét, der ligger sammen med eller organisatorisk under Det Sundhedsvidenskabelige 

Fakultet, Københavns Universitet og er oprettet som et forsknings- og formidlingsprojekt for det 

medicinske videnskabelige felt, hvor medicinsk historie og kultur er de bærende fag. 

Der vil blive stillet en række spørgsmål til institutionen for at afdække dens relevans og evne til at 

kommunikere selve feltet. 

Følgende er spørgsmål, der vil blive ekspliceret: 

Det faglige felt der bliver kommunikeret 

Medier der bliver anvendt i kommunikationsprocessen 

Emneafgrænsningen 

Emner der bliver belyst 

Metoder til at belyse emnerne 

Medier til belysning af emnet 

En vurdering af det videnskabelige niveau i formidlingssituationen 

En vurdering af formidlers evne til at kommunikere 

Afsenders motivation 

Den sociale scene 

15


Model til kommunikative sammenhænge 

For at effektivere undersøgelsen og tydeliggøre de enkelte elementer opbygges der en model, der også 

fanger de relationelle sammenhænge. 

Der eksisterer ikke et samlet teoriapparat inden for kommunikationsforskningen, hvorigennem en 

universel model og en universel teori kan udledes. 18 Tværtimod eksisterer der en del forskellige 

forslag, der hver især dækker deres faglige område og kan lettest beskrives som specialbygget. 

Konsekvensen af dette er, at der heri vil blive konstrueret en model med bagvedliggende teoretiske 

regler. Disse bagvedliggende teoretiske forudsætninger bestemmer de forudsætninger og regler, der er 

forbundet med en afsender, medie og modtager i denne kontekst. 

Modellen skal læses som en fastlåsning af det flow af informationer, der som en kommunikation sendes 

fra afsender gennem et medium og derefter ender hos modtageren. Der kan være en tilbagemelding fra 

modtager tilbage til afsender, stadig gennem mediet. Det er ikke muligt i denne model at kommunikere 

uden om et medie, da en direkte personlig dialog også forudsættes at skulle foregå gennem et medie så 

som gennem talesprog. Se figur 2.3. 

Forklaring på modellen 

Knækket på pilene gennem mediefeltet symboliserer den forsinkelse, forvrængning eller berigelse, der 

forekommer når et stykke kommunikation bliver sendt ud og filtreret gennem et medie. 

Det videnskabelige felt dækker ikke afsender fuldstændigt, da det forudsættes at afsender i en 

kommunikativ situation også dækker andre fagområder. Det videnskabelige felt dækker heller ikke 

fuldstændigt medieområdet, eftersom mediet ikke forudsættes at være en integreret del af dette. 

Masemediet introduceres i modellen som en selvstændig enhed, der kan have en rolle at spille i 

formidling af specielt ny viden, men uden en markant betydning i formidlingskommunikationer mellem 

feltet og borgeren, der forgår inden for en institutions rammer. Massemediet feltet tænkes dog altid at 

have en betydning for den enkelte borger som en slags baggrundsstøj eller ressource, der kan levere 

færdigpakkede meninger eller alternativ oplysning. Begreberne baggrundsstøj og færdigpakkede 

meninger hænger sammen med en mediekritisk diskurs, hvorimod ressource og alternativ oplysning 

hænger sammen med en oplysnings – og demokratidiskurs. 

Figur 2.3 Illustration af kommunikationsmodellen 

18 Craig 

Afsender 

Modtager 

Det videnskabelige felt 

Medie 

Massemediet 

16


Modellens vil blive anvendt med et hovedfokus på selve mediedelen, eftersom det er den der 

repræsenterer institutionen, og som en den kommunikerende del over for borgeren. 

De elementer, der analyseres nærmere, er dem der opbygger institutionen og hver enkelt kommunikativ 

del i projektet bliver analyseret for kommunikationsindhold og kommunikationsværdi. 

Samtidigt er det de elementer, der er offentligt tilgængelige. Dette betyder at biblioteket, der består af 

antikke bøger og skrifter og dermed ikke er tilgængeligt for andre end forskere, ikke undersøges. 

Skoletjenesten, der kun er tilgængelig gennem en undervisningsinstitution der har valgt at bruge 

Medicinsk Museion i en bestemt undervisningssituation, bliver heller ikke undersøgt. 

Institutionen ejer en samling af forskellige effekter, der ikke alle er udstillede. Da disse ikke er 

offentlige, undersøges de heller ikke. 

De elementer, det dermed er muligt at få adgang til, er de fysiske elementer så som udstillinger. 

Webpagen præsenter i vid udstrækning institutionen og skaber kommunikation gennem sin webblog. 

Samtidigt undersøges de ikke-stoflige elementer, de verbalt kommunikerede rundvisninger. 

Disse elementer undersøges for deres evne til at kommunikere forskningsfeltet medicinsk historie, den 

medicinske kultur og til at skabe forståelse for nye bioteknologier. Institutionen præsenterer sig selv 

som et kulturelt bindeled eller kulturel formidler mellem borgerne og den hurtige biotekudvikling: ”de 

daglige nyhedsbulletiner og den etiske debat skaber behov for at sætte tingene i et historisk perspektiv. 

Den hurtige medicinske udvikling stiller krav til en bredere kulturel og historisk forståelse af de nye 

bioteknologier og deres landsigtede konsekvenser”. 19 Det undersøges om formålsparagraffen udføres. 

Der er tilfælde, hvor det ikke er relevant at undersøge elementerne gennem disse tre 

kommunikationsfelter. 

Det drejer sig dels om særudstillingen ’Oldetopia’, hvor der i udstillingskataloget specifikt gøres 

opmærksomt på, at udstillingen er formidlingsprojektet eller bidraget til den sundhedsvidenskabelige 

aldersforskning, der forgår gennem det tværinstitutionelle samarbejde i samarbejdsorganisationen: 

International Alliance of Research Universities. 

Det drejer sig ydermere om elementet ’Den permanente udstilling’, hvor ambitionen om at 

kommunikere medicinsk forskningshistorie, kommer til udtryk gennem medicinsk og kirurgisk historie 

gør at udstillingen vil blive undersøgt herigennem. 

Inden for institutionen undersøges følgende elementer: 

Målsætninger 

Årsberetning for 2007 

Forskerbloggen 

Den fysiske udstilling 

Den verbale kommunikation af den medicinske historie gennem offentligt 

tilgængelige omvisninger. 

Særudstillingen 

Undersøgelse af institutionens skriftlige udtryk 

De fleste af elementerne har kun et skriftligt udtryk, hvor alene de fysiske udstillinger adskiller sig. 

Dog er der en del forklarende tekster til de udstillede genstande, og disse bliver også betragtet som en 

tekst tilhørende en bestemt diskurs. 

Ovenstående får den konsekvens, at museuminstitutionens elementers skriftlige udtryk vil blive 

undersøgt diskursanalytisk, hvor nodalpunkter i en tekst vil blive fremhævet som de bærende elementer 

og betydningsdannere. Den følgende enkle udgave af Laclau og Mouffe’s diskursteori, defineres og 

fastholdes i disse tre regelgivende definitioner: 

19 Http://www.museion.ku.dk/ommuseion/vision.aspx 

17


”Diskurs forstås som en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne.” 20 

”Alle tegnene i en diskurs er momenter, og deres betydning er holdt fast ved, at de er forskellige fra 

hinanden på en bestemt måde.” 21 

”Diskursen etableres ved, at betydning udkrystalliseres omkring nogle nodalpunkter.” 22 

Dette betyder eksempelvis, at når jeg undersøger ’emner der bliver belyst’ gennem ’kommunikation af 

feltet medicinsk forskningshistorie´ i tekstligt materiale, finder jeg de ord (nodalpunkter) der er centrale 

for at holde sammen på diskursen (domæne eller videnskabeligt felt) og de resterende ord (momenter). 

De resterende ord får kun deres betydning gennem nodalpunkterne og deres egen betydning kan derfor 

udelades eller dømmes mindre væsentlige. Nodalpunkterne og deres tilknytninger viser den betydning 

og en italesættelse af et bestemt emne, der foregår indenfor en diskurs. 

Angående `det videnskabelige niveau i formidlingssituationen’ bliver dette bedømt, men ikke målt på 

sproget enkelhed versus kompleksitet. Jeg vil anvende en skala på tre, hvor 3 er et niveau, hvor sproget 

skønnes at kunne læses eller forstås af alle. Man kan sammenligne med en ukompliceret nyhedsartikel i 

et gratis-avis-medie. I niveau 2 stiger graden af kompleksitet, sætningerne bliver længere og brugen af 

ord stiger antalsmæssigt. En større anvendelse af fremmedord end på niveau 3 forekommer. På sidste 

niveau, det højeste sproglige kompleksistetsniveau, er det afgørende træk ikke kun kompleks sproglig 

anvendelse, men de forudsætninger læseren formodes at være i besiddelse af. I denne type af tekster er 

der et større indehold af indforståede teorier og antagelser. 

Under elementet ’formidlers evne til at kommunikere’ skal der i nogle tilfælde foretages en vurdering 

af sprogligt materiale, i andre tilfælde en bedømmelse af grafik eller en verbal kommunikativ situation. 

For at sikre en acceptabel grad af objektivitet, skal der også her introduceres en skala til vurdering. For 

den skriftlige formidling gælder samme vilkår som under bedømmelsen af ’det videnskabelige niveau i 

formidlingssituation. Dvs. her graden af den sproglige kompleksitet, men her skal der samtidigt ligge 

en bedømmelse af selve evnen til at udtrykke. Et eksempel kunne være: er det kommunikerede udtrykt 

på en klar og logisk måde? 

Den verbale kommunikation bliver analyseret efter samme principper. 

Følgende er det skema, der anvendes ved undersøgelsen af de ovenstående enkeltelementer. Resultater i 

udspecificeret skematisk form vil som en verifikation findes i bilag 2a til 2j. 

Bilag 2 Skema til analyse af enkeltelementerne 

Elementet: xxy 

Kommunikation af 

feltet medicinsk 

Afsenders eksplicerede 

motivation 

Det faglige felt der bliver 

kommunikeret 

Emner der bliver belyst 

Emneafgrænsning 

Formidlers evne til at 

kommunikere 

Videnskabeligt niveau i 

20 Ibid. 

21 Ibid. 

22 Ibid. 

forskningshistorie 

Kommunikation af 

den medicinske 

kultur 

Skabe forståelse for 

nye bioteknologier 

18


formidlingssituationen 

Medier der bliver anvendt 

i 

kommunikationsprocessen 

Metode til at belyse emnet 

Samspils elementet. Den 

sociale scene 

Forklaring på de spørgsmål der stilles til museets elementer 

Hvor det er muligt at finde, for eksempel gennem en specificering gennem målsætninger, visioner og 

introduktioner, bliver motiver for det pågældende elements eksistens vist. 

Grunden til at dette spørgsmål stilles elementerne er for at undersøge om de faglige felter, man fra 

institutionens side ønsker at kommunikere, rent faktisk bliver kommunikeret. Et eksempel kunne være 

at undersøge gennem den permanente udstilling, hvilke dele af de tre felter, medicinsk historie, 

medicinsk kultur og nye bioteknologier, der kommer til syne og bliver fortalt gennem de udstillede 

genstande, deres forklarende tekster og den verbalt kommunikerede rundtur. 

’Emner der bliver belyst’ er spørgsmålet, der skal afsløre de emner man har valgt at koncentrere sig om 

og den diskurs de relaterer sig til. Diskursanalysen bliver som tidligere nævnt, kun anvendt til tekstligt 

materiale, og kommer ikke til anvendelse i samme form på det fysiske rum med de fysiske materialer. 

Men principperne vil stadig blive overført, og anvendt til at belyse, hvilke forståelser, forforståelser og 

kvalitetsdomme der kommer til udtryk gennem materialerne. 

Næste spørgsmål er den emneafgrænsning, der er lagt omkring elementet. Væsentligheden ved dette 

spørgsmål skal findes i, hvorvidt institutionen vælger at lægge sig snævert inden for et bestemt 

medicinsk felt eller om der er andre felter, man har valgt at inddrage. 

Angående formidlers evne til at kommunikere er det kun en vurdering af, hvorvidt man opnår en 

acceptabel redundans 23 i de fortællinger, informationer og oplysninger, man serverer for borgerne. 

Bruges der for eksempel begreber, der ikke er alment accepterede. Bruges der begreber, der er ude af 

kontekst. Måske er fremstillingsformen for banal, alt for redundant og gør derved selve indholdet 

banalt. I et sådant tilfælde vil en modtager betragte meddelelsen som useriøs og vil have vanskeligt ved 

at gennemgå en receptionsproces. 

Det videnskabelige niveau er som tidligere nævnt også underlagt en bedømmelse, og årsagen til at det 

bringes ind, er at undersøge hvor komplekst eller enkelt man formår at fremstille et stykke viden. 

Spørgsmålet omkring hvilke medier der bliver anvendt i kommunikationsprocessen er relevant ved en 

evaluering omkring mediet og dets tilpasning til meddelelsen. Er mediet f.eks. egnet til at fremstille 

komplekst viden og det andet spørgsmål, ændres informationen eller den viden der afsendes med det 

valgte medie. 

’Metode til at belysning af emnet’ refererer til specielle initiativer, der anvendes til at vise et emne. Der 

kan være en bestemt måde at fortælle en historie på eller metode at udvælge eller vise nogle udstillede 

genstande. 

Det sidste spørgsmål stilles ud fra modtagerens perspektiv, hvor der spørges til om der er et socialt 

element til stede i kommunikationsprocessen. Dette skønnes at være væsentligt i en situation, hvor 

modtageren skal undergå en perception. Selvom fokus er koncentreret om kommunikationen gennem 

mediet, er dette et relevant spørgsmål at stille inden for rammerne af den uformelle læringssituations 

medie. 

23 Fiske 

19


Hvorfor kommunikation af viden og af hvilken? 

3.0 Lovgivning og regeringsinitiativer 

Traditionelt er viden blevet betragtet som den akademiske og videnskabelige frembragte viden, dvs. 

forskningsresultater, og denne form for viden er den, der typisk formidles gennem undervisning i 

uddannelsessektoren og gennem folkelig oplysning – det store oplysningsprojekt. 

Viden og forskning, der supporteres nutidigt gennem den nationale regeringspolitik, er i vid 

udstrækning den naturvidenskabelige viden og de tekniske videnskaber og forskning. Samtidigt er det 

den, der er fokus på, når viden skal formidles til den brede befolkning, og der tages initiativer til de 

større oplysningskampagner. 24 

Ydermere er det på dette felt, at de private virksomheder giver økonomisk støtte til forskning og 

udvikling. 

I forlængelse af disse observationer postuleres det, at æren og anerkendelsen på samme måde følger 

den naturvidenskabelige og tekniske forskning. Dette kommer i den vestlige verden bl.a. til udtryk 

gennem den prestigefyldte Nobel pris, hvorved forskere honoreres for værdifulde resultater. 

Humanioraen bliver anerkendt gennem litteraturprisen som den eneste. 

Konkluderende kan siges, at den nuværende regeringen støtter et helt bestemt projekt, det 

naturvidenskabelige og samtidigt tager den initiativ til en udvidelse af projektet nemlig fortællingen af 

det. 

Ifølge den nyeste Universitetslov fra 2003, er de videregående uddannelsesinstitutioner blevet 

forpligtigede ikke kun til at uddanne og forske, men samtidigt til at formidle deres forskningsresultater. 

Denne forpligtigelse får mange udtryk, og søger man på institutioner, der har emnet på dagsordenen, er 

det de humanistiske, der er mindst markante på området. 

Men spørger man en humanistisk forsker, om grunden til denne tilsyneladende inaktivitet, vil svaret 

falde, at de traditioner for ekstroversitet de humanistiske videnskaber altid har vist, har været 

tilstrækkeligt til at markere feltet. Gennem de kunstneriske og litterære udtryk, gennem historien fortalt 

som faktuelle beretninger og gennem politisk og social oplysning. 

Vil det sige, at naturvidenskaber og teknik halter bag efter i deres evne til at inddrage borgeren i deres 

viden på samme måde som humaniora altid har gjort pr. natura, og det er derfor at der tages initiativer 

til handlingsplaner for en større udadvendthed? 

Eller er det nærmere økonomiske rationelle overvejelser, der driver værket, hvor der altid har været 

større økonomiske muligheder i den tekniske, naturvidenskabelige viden. Det er et komplekst emne og 

uden interesse i denne sammenhæng, bortset fra at undersøge alternative argumenter for at borgeren 

skal undergå et oplysningsprojekt, som tilsyneladende ikke er dødt, men har fået et nyt udtryk. Dette 

nye udtryk kan betragtes under et alternativt perspektiv, empowerment, hvor borgeren gennem viden 

får muligheder for at tage stilling til generelle samfundsmæssige spørgsmål, forskningen stiller eller 

faciliterer, 

3.1 Hvilke argumenter kan konstrueres til fordel for en mere udbredt videns - og 


Befolkningsgrundlaget i det senmoderne vestlige samfund ændrer sig i takt med udviklingen af det 

samfund det er en del af. Eller det burde være målsætningen for de enkelte borgere som middel til 

overlevelse på et acceptabelt socialt niveau. Grundlæggende viser befolkningen interesse for tilpasning, 

hvilket bl.a. kommer til udtryk i ungdomsårgangene tilvalg af længere uddannelser. 

Denne udvikling som understøttes politisk af en bred vifte af andre årsager end blot en udvidelse af 

oplysningsprojektet. Uanset hvilken statsstyret uddannelsespolitik, der er gældende i et afgrænset 

24 Vild med viden 

20


tidsrum, kan fordele ved et højere og til stadighed udvidende uddannelsesniveau, også set fra et individ 

perspektiv, finde mange argumenter. 

Hvis argumentet accepteres og målsætningen opfyldes er kommunikation af viden fra forskeren til 

samfundet vigtigt, da der gennem et ny - oplysningsprojekt også vil foregå en naturlig rekruttering. 

Specielt naturvidenskaberne og de tekniske videnskaber har været kendetegnet ved lavere rekruttering 

og større arbejdskraftmangel end de andre sektorer. Dette viste sig allerede før den nuværende situation 

på arbejdsmarkedet, hvor alle sektorer melder mangel på arbejdskraft. 

Et andet vigtigt element, som er et af de styrende rationaler for regeringens nuværende forsknings – og 

uddannelsespolitik, er de store økonomiske indtjeningsmuligheder, der altid har været i sektorerne og 

stadigt er. 

Opsummerende kan argumenterne fremstilles som følger: 

Kommunikation af forskning skønnes essentielt til ny - oplysningsprojektet og rekruttering af følgende 

årsager: 

En så stor del af befolkningen som muligt skal have en længerevarende uddannelse. 

Der er store økonomiske potentialer, både traditionelt og i fremtiden, i de 

naturvidenskabelige, tekniske, biologiske og medicinske videnskabelige felter. 

Disse felter er stadig under udvikling og en del af et fremtidigt samfund 

Empowerment af befolkningen. Traditionelt vælger kvinder disse uddannelser fra, 

hvilket betyder de reelt vælger en mængde selvstændiggørende jobmuligheder og 

indtjeningsmuligheder fra. En mulighed vil også ligge i dette felt for immigranter, til at 

trænge ind på et lukrativt arbejdsmarked. 

Det sidste punkt understøttes af Stocklmayer 25 , som også giver udtryk for at de naturvidenskabelige 

fag fravælges dels af kvinder, men også af de socialt udsatte eller marginaliserede grupper. 

En anden gruppe, der også kan drage store fordele at kommunikation af viden eller specielt forskning, 

er dem der i praksis udøver videnskaberne. Afhængig af hvordan de planlægger deres ekstroversion, får 

det muligvis en betydning for fremtiden. For at overleve og for at være med til at forme fremtiden og 

for beholde dens hævdvundne betydning i samfundet, må der ifølge Eckersley ske nogle ændringer: 

”But in effecting change, science must itself be changed. While remaining rigorous, science must 

become intellectually less arrogant, culturally better integrated, and politically more influential. Science 

must become more tolerant of other forms of reality, other ways of seeing the world. It must become 

less remote from public culture, with a steadier and steadier flow of influence between the two – in 

both directions. And it must contribute more to setting the political agendas. Science communication 

has a pivotal role in these changes.” 26 

Dette betyder endnu et argument for forskningskommunikation, hvor forskning ikke må forsvinde men 

vil, hvis man ikke anlægge et fornyet syn på legitimering af egne handlinger. 

Denne artikel stammer fra en samling, hvor diskursen der i vid udstrækning refereres til gennem 

artiklerne, er den socialt konstruerede, hvor kultur, socialisering og normer er med til at bestemme i 

hvilken retning forskningen skal gå, og på samme måde hvordan den skal se ud. Der opereres ikke med 

viden, der kan iagttages under et traditionelt videnskabeligt regime. Når vinklen for iagttagelse lægges 

gennem dette diskursive perspektiv, gøres forskningsverdenen enten til en meget magtfuld entitet eller 

som hos Eckersley til en meget sårbar entitet. Denne lettere radikale position kan modereres med 

synspunktet, at for at kunne tage videnskaber seriøst og for at kunne anvende dem, er der nødt til at 

blive indbygget stivhed og faste regler for at ikke ende i den ligegyldige relativistiske ende af det 

epistemologiske spektrum. 

25 Stocklmayer 

26 Eckersley 

21


3.2 Hvilke traditioner ligger der i vidensformidlingen? 

Den veletablerede formidlingsmetode, i form af skriftsproget gennem forskellige typer af tekster, har 

siden Gutenberg haft monopol på formidling af forskning inden for det snævre forskningsfelt. En 

logisk udvikling, hvor den rent praktiske og nødvendige funktion skriftmediet har gennem lagring på 

medier, og med en efterfølgende lettere udbredelse af samme til en større modtagergruppe. 

De trykte artikler og monografierne har på samme måde altid været brugt til undervisning af børn og 

unge, parallelt med den begyndende popularisering af videnskabelige opdagelser. For at illustrere og 

understrege pointer og for at tydeliggøre komplekse problemstillinger eller for at illustrere en 

systematik har man samtidigt brugt tegnede illustrationer. I takt med den almindelige tekniske 

udvikling er fotografiet taget ind som verifikation og dokumentation af tekstens eventuelle postulater 

og teser. 

Den mundtlige in situ kommunikation af viden 

Det vil sige at det største fokus i al form for formidling har været på enkeltvejs skriftlige 

kommunikation eller elektronisk medieret mundtlig kommunikation. Mundtlig og situeret formidling 

har traditionelt været forbeholdt den del af populationen, der var under læring og uddannelse. Historisk 

set er de eneste undtagelser folkekirken med den mundtlige formidling af et enkelt værk og 

folkehøjskolens oplysningsprojekt. 

Kirkens funktion i denne forbindelse har været at sikre den korrekte og en ensartet tolkning af et 

forståelsesfelt; og man har ikke kunnet overlade denne proces den almindelige borger. Oprindeligt var 

det andet formål med forkyndelsen at sikre at også analfabeter fik de kirkelige forståelsesregler 

indpodet. 

Folkehøjskolens motivation og mål var nogle andre; bl.a. oplysning, opdragelse til demokrati og 

underholdning gennem kvalitet. Men det interessante i denne sammenhæng var deres fokus på verbal 

formidling. 

Men op gennem sidste århundrede er der sket en markant opsplitning af dannelses- og 

uddannelsesinstitutionerne, hvor den formelle skriftlige viden blev dannelsesvejen til den 

videnskabelige viden, og højskolestrukturen udvikledes til de mere praktisk orienterede højskoler. 

Gennem denne udvikling tydeliggøres de hierarkiske forskelle, der delvist har overlevet det 

senmoderne. 

Hvordan formidles komplekse problemstillinger? Allerede gennem Platon lærte vi, at 

formidlingsmetoden er afgørende for om modtageren ændrer sine kognitive mønstre og læring og ny 

erkendelse foregår. Hans velkendte dialogiske metode skaber et forum, hvor diskussion og dissekering 

af problemstillingen fører deltagerne mod en ny forståelse og ny erkendelse. Hans velkendte metafor 

for sin egen rolle i formidlingsprocessen som fødselshjælper, som medvirkende hjælper i en 

forståelsesproces. 

”…og serverer dig smagsprøver fra alle de kloge, lige indtil jeg får hjulpet dig med at bringe din egen 

mening til verden” 27 

Ikke altid med endegyldige svar, men nærmere med en forståelse af at inkvisitioner og samtale i en 

gensidighed udveksling flytter individet op på et nyere erkendelsesniveau. Disse principper kan 

genfindes i den senmoderne uddannelsespædagogik igennem projektmetoden, hvor deltagerne gennem 

kommunikative udvekslinger opnår konsensus omkring en tese, problemstilling eller konklusion. 

27 Platon 

22


Understøtter uddannelsesinstitutionerne og oplysningsinstitutionerne disse arbejds – og 

formidlingsontologier? Dette er et spørgsmål besvares gennem caseinstitutionen. 

3.3 Formidling gennem massemedierne 

Medieringen af den skriftlige forskningsformidling gennem popularisering har i vid udstrækning 

foregået gennem avismediet. Alternativt er der siden 1950’erne foregået en del forskningsformidling 

gennem TV og radio. Dvs. den nævnte gruppe, der samlet set ofte bliver benævnt massemedierne har 

en stor rolle i at skabe fortællingerne, om den forskning der finder sted, den relevans, den betydning 

både for den samlede forskning, men også for det omkringliggende samfund generelt. Dette er både set 

fra forskningsverdens perspektiv, men samtidigt set fra modtagerens perspektiv et stort ansvar eller 

formuleret under et magtperspektiv, et stort magtpotentiale at aflevere til et felt, der historisk set 

opererer efter egne perspektiver. I disse perspektiver findes økonomisk motivation, nyhedsrelevans 

eller en fortælling af den gode historie. Disse overvejelser viser sig ofte for massemedierne at have en 

højere prioritering en den brede dækning af forskningsnyheder, taget fra alle forskningsfelter. 

Hvad er mediets rolle i kommunikationen af viden og hvordan kommer den til udtryk? 

F.eks. har Habermas foreslået, at de områder der er domineret af det, der kan kaldes med et Webersk 

udtryk målrettet rationel handling, f.eks. som det kommer til udtryk gennem handlinger baseret på 

videnskabelig forskning, er vokset i det moderne samfund. Samtidigt har det medført en slags normfri 

socialitet, hvor en del usikkerhed hersker. Denne usikkerhed udfyldes hermed af massemedierne og de 

har overtaget kommunikationen mellem afsender af viden og brugeren af viden. Det betyder, at for at 

opnå et forum til gensidig forståelse, må massemedierne inddrages til at sikre denne gensidige 

kommunikation. 

Dette gør de også, men efter en afvejning af deres egne præmisser, efter egne normer og økonomiske 

hensyn. Men pointen er, at medierne har ressourcerne, det offentlige rum og traditionen for formidling, 

deriblandt også den bredere kommunikation af forskning. 

Det vil sige, at der ligger problemer gemt i, at anvende massemedier og kun dem til 

forskningskommunikation. Her refereres tre væsentlige problemer: 

Hvilken forskning er det reelt der bliver refereret? 

Hvordan bliver denne forskning refereret? 

Er der ikke for meget væsentligt viden, der bliver udeladt i kommunikationen? 

For at skabe et realistisk alternativ til masemedierne er der nødt til at eksistere velfungerende uformelle 

læringscentre. Disse eksisterer allerede og har en lang historisk tradition, men måske er tiden moden til 

at stille nye krav, der kan opfylde forventningerne. 

3.4 Viden og dens diskurser 

I en diskussion omkring hvordan forskning skal formidles og kommunikeres, er det relevant og 

interessant først at afsøge nogle af de diskurser, der bestemmer definitioner af vidensbegrebet. 

Viden og dermed dets begreber skønnes at være grundlæggende for en forståelse af den videnskabelige 

viden og forskning. Hvis vi vælger diskussionen af vidensbegrebet fra, står vi i en ontologisk limbo, 

der giver ethvert vidensbegreb mulighed for at finde en væsentlighed og betydning. 

Der startes med en selektion, der skal give et billede af hvor bredt begreberne bruges og defineres i de 

forskellige diskurser. Der kan inden for rammerne af dette speciale kun blive refereret et udvalg, og 

selektionen er foretaget ud fra følgende kriterier: 

Diskurser med relevans for LIS (library and information science) området 

Diskurser med relevans for viden der skal kommunikeres og formidles til vidensbrugere 

Ontologisk orienterede diskurser 

23


Eksempler på vidensdiskurser 

Hierarki diskursen 

På baggrund af en artikel af Knox 28 refereres der en diskurs indeholdende en tredelt hierarkisk 

konstruktion. En gruppe af forskere inden for et bredt spektrum af discipliner fokuserer på dette 

vidensbegreb. Dette er opbygget som et led i et hierarki. Nederst er databegrebet placeret, 

informationsbegrebet efterfølgende for til sidst at bygge vidensbegrebet på øverst. Denne konstruktion 

forudsætter ydermere, at der forgår en værdiforøgelse, en forfining af vidensoutput når bevægelsen 

forgår opad. Det er til sidst muligt inden for strukturen eller oven på strukturen, at tilføje det 

allerhøjeste, netop indsigt eller erkendelse. 

Perspektiverne i hierarki forståelsen er mangfoldige, men selve konstruktionen er i denne sammenhæng 

den mest relevante. Indbygget deri ligger en forståelse af en processuel forandring og en 

værdiforøgelse, fra udgangspunktet de rå data som gennem en bearbejdning eller nærmere 

datamanipulation fremstår som information. 

Informationsbegreber kan inden for denne diskurs forstås som: 

data arrangeret efter et meningsfyldt mønster, 

eller information er del af en læringsproces og opnår mening i det øjeblik, data bliver 

fortolket. Inden for denne deldiskurs opereres der ikke med et vidensbegreb. 

information er en værdiforøgelse af data, og ikke kun forstået som monetær, men også 

en intellektuel. 

Den definition, der i videst udstrækning bringer det agerende individ ind i et samspil med 

informationsbegrebet som en manipulator af data er som følger: 

”Data endowed with relevance and purpose requires some unit of analysis. It need consensus on 

meaning and human mediation is necessary. People turn data into information.” 29 

En fortolkning der kan udledes fra citatet, eller nærmere den diskurs der træder frem, er individets 

betydning i skabelsen af information fra data. Samtidigt ligger der i definitionen et krav om, at 

individet interfererer med data og skaber en meningskonsensus. 

Toppen af denne hierarkiske konstruktion er reserveret vidensbegrebet, forstået som noget, der kræver 

en form for menneskelig interaktion, noget der har form som tavs viden og kan være svært at overføre. 

Dynamisk cirkulær relations diskurs 

Som et alternativ til denne opfattelse, er der opfattelser af, at det menneskelige individ har en meget 

større betydning i konstruktion af både data, information og viden end tidligere antaget. Et yderpunkt i 

denne opfattelse er, at data opstår sidst i processen, og dermed ikke eksisterer som noget givent, der 

bare skal hentes ind. Hvor data her forstås som et resultat af menneskelig intervention gennem viden og 

forståelsesrammer. Dette åbner op for en radikal konstruktivistisk opfattelse af hele vidensbegrebet og 

forståelse for hvordan viden, information og data bestemmes. Se nedenstående figur 1: 

28 Knox 

29 Knox citerer Davenport’s Information Ecology 

24


Figur 1 

Denne opfattelse korrelerer med opfattelsen i den traditionelle semiologi, hvor netop individet gennem 

kulturen bringes ind som en medaktør, når betydninger skal afkodes. Det kan ifølge disse teorier ikke 

lade sig gøre at ignorere det ekstra led og forvente at viden som her eller betydning som i semiologien 

findes derude som noget objektivt, der kan hentes og altid vil have samme faste betydning, bare det 

bliver hentet ind på den korrekte måde. 

Et alternativ til denne opfattelse er den følgende, der dog i en udvidet form atter inddrager individet og 

hans tavse viden. 

Knowledge management, viden som en vare der kan kodificeres, lagres og genfindes 

Inden for videnstyring eller knowledge management diskursen har vidensbegrebet opnået status dels 

som vare og dels som en værdi på samme måde som den traditionelle maskinpark. Dette hænger 

sammen med den senmoderne organisations og virksomheds markedsgrundlag, hvor den indlejrede 

organisatoriske viden og de enkelte organisationsmedlemmers tavse viden er det, der skal sikre en 

overlevelse. Viden har nødvendigvis altid været grundlaget for at anvendelige ideer har kunnet 

produceres og markedsføres, men i nutiden er fornyelseshastigheden for produkter accelereret og 

dermed skabt en stor afhængighed af innovation og viden. 

Organisationsanalytikernes frontløbere inden for organisatorisk læring, Nonako og Takeuchi fokuserer 

på, hvordan organisatorisk ny viden skabes og deres vidensfokus er på interaktionen mellem tavs og 

eksplicit viden. 

Ambitionen er dermed, i dette tilfælde for organisationer, at få transformeret den tavse viden til 

eksplicit viden, for netop at få anvendelse af de enorme vidensressourcer, der ligger indlejret der. Deres 

to enkle og pragmatiske vidensbegreber, som de har erhvervet fra Polyani, fra bliver forklaret som 

følgende: 

”Eksplicit viden kan artikuleres i et formelt sprog som inkluderer grammatiske udtalelser, matematiske 

udtryk, specifikationer og manualer.” 30 

Det vidensbegreb som de finder mere væsentligt er den tavse viden, som de mener, 

”……er svær at artikulere gennem et formelt sprog. Det er personlig viden nedfældet i individuel 

erfaring og involverer abstrakte faktorer, så som personlig overbevisning, perspektiver og 

værdisystemer. Tavs viden har været overset som en væsentlig bestanddel af den kollektive 

menneskelige adfærd.” 31 

Perspektiverne i disse definitioner har da også medført en opsplitning i hvordan organisationer 

forholder sig til viden og hvilke vidensstrategier de anvender. Hvor den eksplicitte viden er den, der 

kan kodificeres, gennem og fremfindes og er den tavse sværere at håndtere. Det drejer sig i vid 

udstrækning for organisationerne, om at facilitere muligheder for interpersonel videndeling. 

Da disse ledende forskere inden for feltet trækker på Mikael Polanyi’s definition på viden, og ikke selv 

tilbyder en uddybning af begrebet, skønnes det relevant at trække hans forståelse af viden ind. 

30 Nonaka 

31 Nonaka 

Individer 

Data Viden 

Information 

25


Som en verifikation af og for at underbygge påstanden om, at de to forfattere reelt er markante inden 

for deres felt, skal der i denne forbindelse refereres nogle tal for citeringer. En søgning gennem Google 

Scholar viser, at forfatternes monografi ”The Knowledge-Creating Company” har 3575 citations 

henvisninger. En artikel med samme artikel udgiver som en del af anlologien ”The Economic impact of 

Knowledge” citeres 7986 gange. I ISI Web of Knowledge er samme artikel citeret 230 gange siden 

første udgivelse af artiklen i 1991. 

Perspektivet i at vise den væsentlige opmærksomhed dels bog plus artikel har fået føres over i en 

undersøgelse af det grundlag for den vidensforståelse som Nonaka og Takeuchi bygger deres teorier på, 

som ligger inden for feltet videnstyring, som har en videre relevans for hvordan viden opfattes og 

anvendes pragmatisk inden for organisation af virksomheder og organisationen generelt. 

Mikael Polanyi og vidensbegreber som grundlag for den organisatoriske videnskabelse 

Et af de vigtige vidensbegreber hos Nonaka & Takeuchi er begrebet tavs viden. Den tavse viden er i 

modsætning til den eksplicitte, sværere at definere, håndtere og formidle. De to hævder at deres 

vidensdiskurs stammer fra Polanyi 32 og definitioner og undersøgelser af netop dette vidensbegreb. 

Polanyi’s udgangspunkt er, at den tavse viden er allestedsnærværende, da netop individer ikke kan give 

udtryk for alt hvad de ved. Strukturen af vidensformen er toleddet, hvor første led det proksimale led er 

der, vi har vores tavse viden, der ikke kan verbaliseres. Fra dette udgangspunkt gennem denne 

underforståede viden rettes opmærksomheden mod omverdenen gennem det andet led, det distale som 

derefter kan fortolkes. Uden at fortolkningen kan forklares. Dette betyder i praksis, at vi kan forstå 

helheden uden bevidst at skulle rette opmærksomheden mod enkeltdele. 

Som den tavse viden bliver beskrevet hos Polyani og hævdes brugt af de ovenstående forfattere kan 

denne form for viden aldrig eksplificeres, men kun observeres i anvendelse. 

Viden anskues inden for denne diskurs også som noget personligt, og det gør det derfor vanskeligt at 

hæfte betydningen objektiv viden, som er det klassiske vidensideal herpå. Samtidigt betyder det, at 

individet som udgangspunkt har selvet, og bruger sit menneskelige personlige sprog, inden for en af 

individet accepteret diskurs, til at beskrive de objekter han observerer. Og det betyder samtidigt at et 

opgør med det antropocentriske vidensbegreb egentligt aldrig rigtigt har fundet sted; måske kun på det 

teoretiske plan, men reelt set aldrig på det praktiske. 

”For, as human beings, we must inevitably see the universe from a centre lying within ourselves and 

speak of it in terms of a human language shaped by exigencies of human intercourse. Any attempt 

rigorously to eliminate our human perspective from our picture of the world must lead to absurdity.” 33 

Hans forståelse af den tavse viden, kaldet den personlige viden, kommer til udtryk gennem en kritik af 

den objektive eksplicitte viden, som den kommer til udtryk i faktuelle informationer. 

Argumentationskæden afsluttes med at vise at også den viden er opstået gennem individer og deres 

valg. 

Platons diskussion af mulige definitioner på viden 

Disse definitioner bringes ind som et historisk og oprindeligt grundlag til en forståelse af, hvad viden 

kan være. Platon kommer i sin fremstilling ikke til endegyldige og universelle svar på vidensbegrebet, 

han bidrager nærmere en definition af de elementer som viden kan tænkes at bestå af, og de forhold der 

kan bidrage til viden. 34 

Første påstand fører mennesket ind i vidensbegrebet med individernes sansning som en bestemmelse 

af, at viden ikke kan eksistere uden at det først sanses. Samtidigt gøres viden til gennem sansning noget 

individuelt og dermed differentieret mellem individer. 

32 Polanyi (2000) 

33 Polanyi (1962) 

34 Platon 

26


En yderligere udvikling af den relativistiske eller stærkt individualiserede opfattelse er gennem tesen, 

der åbner op for, at først i det øjeblik der opstår et møde mellem den sansende og genstanden kommer 

tingen til live. Hvilket betyder, at både sansningen og genstanden kan skifte udseende og betydning 

over tid i en dynamisk proces. Konsekvensen af dette for en forståelse af viden, gør viden situelt 

orienteret og svær at fange og fastholde i et fast medie gennem et skriftsprog. Alt bliver til i en relation 

med noget andet. 

Gennem den velkendte argumentationsmetode gennem en form for kædeargumentation bevises det, at 

viden ikke kan være sansning og at viden ikke kan være relativistisk og kun gælde gennem det enkelte 

individ. Det må betyde, at der eksisterer en eller anden form for universel viden. 

Det spørgsmål der kan stilles og bliver stillet som et modargument til, at viden er noget individet reelt 

set bestemmer sig for, er hvorfor nogle individers viden og undersøgelser (forskning) har en større 

værdi i samfundet? 

En forklaring, der gives på dette paradoks, er konsensus og demokrati. Hvilket i praksis vil sige, at en 

større samling af individer har kunnet komme til over ens med hvilken viden og undersøgelser, der har 

haft en så afgørende betydning, at den får status som den bestemmende viden. Dette besvarer ikke 

spørgsmålet om hvilken form viden har og hvad den er. 

Men konklusionen hos Platon ender op med, at vidensbegrebet kan ikke bestemmes og konkretiseres. 

Opsummerende 

Det er de gennem ovenstående eksempler på vidensbegrebet ikke muligt at syntetisere en 

vidensdiskurs, hvilket i realiteten heller ikke var udgangspunktet for afsnittet. 

Det har dog gennem de viste eksempler været muligt, at verificere kompleksiteten i begrebet. Dog er 

der et gennemgående træk ved de eksempler, der er udvalgt. Dette gennemgående træk er individets 

betydning, der bliver inddraget i vidensbegrebet, dels i skabelsen af afsendt viden og dels i 

modtagerens fortolkning. 

Når individet bliver inddraget, mister viden sin betydning som noget, der bare skal hentes ind udefra 

den virkelige verden og beskrives på den korrekte måde for at modtager kan forstå den, dvs. at viden 

mister status som noget endegyldigt og som noget med kun ét udtryk. Så dilemmaet omkring, hvordan 

forskningen skal formidles, forståeligt og uden betydningstab, bliver et redundant dilemma. Ikke sådan 

at kommunikationen af et stykke viden skal antage relativistiske former eller kun kan antage 

relativistiske former. Nærmere en accept af, at når individer er med i spillet, vil der altid blive 

manipuleret, ændret, fortolket og jongleret med viden så det oprindelige udtryk ændres. 

Denne pointe er væsentlig at bringe med over i forskningskommunikationen og som en accept af at det 

kun er et begrænset udvalg af viden, der kan formuleres og vises gennem et stykke kommunikation. 

Det er ikke et interessant eller muligt mål, at sikre at viden bliver transporteret til en modtager intakt 

eller kun med en uvæsentlig reduktion. Det, der derimod er interessant og væsentligt, er om den viden 

der udvælges til kommunikation har en relevans og hvilken diskurs den refererer til. 

Relevansbegrebet knytter sig til det enkelte individ og hans behov for viden på et specifikt område. Når 

man undersøger en institution for dens relevans, er et ikke en bedømmelse af om den viden der 

fremstilles er relevant samlet, nærmere om et individ kan finde relevans i det fremstillede. 

Vigtigheden i at vide hvilken diskurs et stykke viden refererer til, findes i den verden der fremstilles 

gennem den. Det er væsentligt for en modtager, at forsøge at forholde sig til og forstå, at de faktuelle 

tilstande han bliver præsenteret for reelt set er udtryk for, at der er foretaget nogle valg, af 

kommunikator og det der vises kun er et udtryk dette valg. Ikke hermed forstået at valget ikke er 

relevant eller informerende og udtryk for kommunikators samlede vidensmængde på området, men det 

er et valg! 

27


Undersøgelse af case gennem kommunikationsmodel 

4.0 Præsentation af Medicinsk Museion 

Københavns Universitet er en stor institution set i et nationalt perspektiv, med 35.000 studerende, 1800 

ph.d. studerende og 7500 ansatte 35 , med en tilsvarende stor forskningsmængde. Dette betyder, at der 

er et stort og komplekst behov for at kunne dokumentere en opfyldelse af krav om vidensdeling og 


Der er del institutioner underlagt Københavns Universitet med museums – og dermed 

formidlingsfunktioner. Disse omfatter ud over Medicinsk Museion, Arboretet (forstbotanisk have), 

Botanisk Have og Museum, Det Biovidenskabelige Fakultets Have, Pometet (samling af Æbletræer), 

Veterinærhistorisk Museum, Zoologisk Museum og Øresundsakvariet. Disse institutioner har eksisteret 

i en lang tidsperiode, og har i vid udstrækning opnået en ny form for relevans og legitimitet gennem de 

nystillede krav om forskningskommunikation. Disse aldersmæssigt gamle og til en vis grad 

traditionsbundne museer undergår fornyelsesprojekter og gendannes som det specielt ses gennem 

Medicinsk Museion, med en ekstrovert og fornyet evne til at synliggøre sig og samtidigt postulere 

forskningsformidling. 

Hvordan dette fornyede kommunikationslandskab præsenterer sig og opfylder sine ambitioner om 

synliggørelse og relevans undersøges i det efterfølgende. 

Hvad undersøges? 

I metodeafsnittet blev der opstillet en liste over de elementer, der ligger inden for 

undersøgelsesområdet. Disse elementer er karakteriseret ved at være offentligt tilgængelige, i 

modsætning til biblioteket, en del af den fysiske samling og skoletjenestens fysiske undervisning. De er 

som følger: 

Målsætninger 

Årsberetning for 2007 

Forskerbloggen 

Den permanente udstilling 

Den verbale kommunikation af den medicinske historie gennem offentligt 

tilgængelige omvisninger. 

Særudstillingen 

Disse elementer undersøges gennem den konstruerede model for at afdække deres individuelle værdi 

og funktionsdygtighed i en kommunikativ situation og deres evne til at kommunikere institutionens 

målsætninger. Elementerne undersøges, som beskrevet i metodeafsnittet gennem evnen til at 

kommunikere feltet medicinsk forskningshistorie, den medicinske kultur og nye bioteknologier. 

I bilagene 2a – 2j er resultaterne præsenteret og der kan ses de enkelte elementers analysedetaljer. 

35 Københavns Universitets udviklingskontrakt 

28


Medicinsk Museion begrænser sin udadvendte aktivitet til kun få ugentlige åbningsdage: onsdag, 

torsdag, fredag og søndag fra kl. 13-17. I dette tidsrum er der tre rundvisninger med en guide, og det er 

dermed ikke muligt at undersøge samlingerne i eget tempo og efter egne interesser. 

Særudstillingen benytter samme åbningstider som den faste, dog er der frit tilgængeligt. 

Disse kraftige begrænsninger i borgerens mulighed for at finde viden og information om feltet, 

modsvares og kompenseret til gengæld gennem en rimelig udbygget webpage, med oplysninger 

omkring samlingerne, særudstillingerne og den forskning der foregår på institutionen. 

Dette betyder, at en rimelig analyse at forskningskommunikation gennem institutionen også må tage fat 

i den virtuelle kommunikation og det skriftlige materiale der i øvrigt knytter sig til og beskriver stedet. 

4.1 Målsætningerne 

’Om Medicinsk Museion’ 

Der er to umiddelbart offentligt tilgængelige steder, hvor målsætninger for institutionen kan ses, dels 

gennem deres delwebside ’Om Medicinsk Museion’ og dels gennem delwebsiden ’Ide og visioner’. 

Grunden til at disse anvendendes til at undersøge målsætningerne ligger gemt i specialets formål, at 

undersøge kommunikation af forskning til borgeren. Det betyder, at dette stykke information må være 

rimeligt let tilgængeligt, eftersom borgeren ikke kan forventes, at skulle etablere en større 

informationssøgning for at finde de specifikke oplysninger. Derfor vælges Medicinsk Musion’s 

hjemmeside som basis informationssted, og de oplysninger, der findes dér, vil komme til at 

repræsentere forklaringen eller kommunikationen på de specifikke emner. 

Disse websider er pr. tradition meget korte og præcise netop for at passe til mediet, der bliver 

kommunikeret igennem, og websiden ’Om Medicinsk Museion’ lever op til denne tradition. 

Resultaterne af analysen er som følger: 

Motivationen til målsætningerne kan findes i formuleringen: at dét institutionen undersøger, er om 

medicinsk forskning generelt har påvirket vores liv, og hvordan kulturen har påvirket den medicinske 

udvikling i fortid og nutid. Det vil sige, at det er den gensidige påvirkning samfund – forskningsfelt, 

der undersøges og er drivkraften og dermed motivationen i museionprojektet, ifølge den officielle 

kommunikation til borgeren. 

Kommunikationen af de tre videnskabelige felter er meget kort beskrivende, og til at illustrere den 

medicinske forskningshistorie, er der medtaget et billede af et gammelt lægeinstrument. 

Den medicinske kultur perspektiveres til den græske mytologi og biomedicinen nævnes kun gennem 

det satsningsområde, der dækker biomedicinens kultur og historie gennem de sidste 50 år. Det 

generelle felt bliver belyst gennem emner, der dækker arbejdsområder, påvirkning af samfundet, 

påvirkning af den medicinske udvikling, en ikke-traditionel forskningsafdeling og græsk mytologi. 

Angående emneafgrænsning, holdes præsentationen sig stramt inden for emnerne, og dette ses i 

sammenhæng med, at det skriftlige materiale er meget kort. 

Formidlerens evne til kommunikation, hvis målet er at alle borgere skal have mulighed for at forstå 

websidens tekst, er udmærket. Teksten er enkel og kan forstås af de mange. 

Eftersom mediet er webbaseret bliver metoden både begrænset og beriget heraf. Metoden er typisk for 

dette medie, lette korte tekster, med tesaurisk pandorisk struktur, hvor hvert element kan udfoldes 

gennem mange trin, der i princippet er uendelige, eftersom der på hver ny tekstside kan optræde et nyt 

link. 

’Idé og visioner’ 

De fem punkter i målsætningerne og visioner kan kondenseres til det følgende: 

29


1. Ifølge Universitetsloven skal disse institutioner, udover at fortage forskning, være 

kulturbærende institutioner, ”der skal sikre viden og vidensformidling med det omkringliggende 

samfund”. 36 

2. Mediernes generelle dækning og de etisk debatter det skaber i et samfund ”skaber et behov for 

at sætte tingene i et historisk perspektiv”. 37 Samtidigt nævnes udviklingen i biotekforskningen, 

”der stiller krav til en bredere kulturel og historisk forståelse af de nye bioteknologier og deres 

langsigtede konsekvenser.” 38 

3. En styrkelse af forskning og forskeruddannelsen inden for ”den medicinske kultur”. 39 

4. ”Et sted for faglig og kulturel refleksion”. 40 

5. Institutionen skal skabe et brud mellem den herskende opfattelse af, at der en uoverskridelig 

grænse mellem forskning og formidling (kommunikation). Museion skal kunne rumme alle fire 

funktioner: forskning, undervisninger, samlinger og formidling (kommunikation). 

Igennem denne side kommer målsætningerne meget tydeligere til syne. Motivationen fra afsender til at 

formulere siden, findes netop gemt i disse krav der stilles eksternt, hvor den nye universitetslov 

fremhæver formidlingspligten for universiteterne. 

De hævder at massemedierne og den etiske efterfølgende etiske debat i det offentlige rum, ”skaber 

behov for at sætte tingene i et historisk perspektiv”. Hvad afsender helt præcist mener med denne 

formulering, kan muligvis bedre forstås gennem en diskursiv tilgang. Sætte tingene i et historisk 

perspektiv, tilhører en diskurs, der dels tror på at tingenes udvikling har en betydning for at skabe en 

modererende opfattelse af status quo. Dvs. tingene er som de er, fordi de har udviklet sig derhen. For 

biomedicinens vedkommende vil det betyde, at et eventuelt mediekritisk, forkert eller forvrænget 

billede af feltet, kan der rettes op på, dels ved en historisk forståelse der vil give en kulturel forståelse, 

hvilket efterfølgende vil betyde en nutidig forståelse. 

Det tredje punkt er ikke et, der i første omgang har betydning for borgeren; set som er individ der ikke 

har en fast tilknytning til institutionen. Det er først når resultatet af den styrkede forskeruddannelse og 

forskning skal kommunikeres ud til en større offentlighed, at det får betydning. 

Institutionen ser sig selv som et forum for faglig og kulturel refleksion, uden at definere nærmere 

hvilken gruppe af individer dette involverer. 

Punkt fem er rigtigt interessant i denne sammenhæng, eftersom det er her, at der gives lovning på 

overskridelse af traditionelle grænser mellem forskere og borgere. 

4.2 Årsberetningerne 

Den umiddelbart lettest tilgængelige årsberetning, er dét uddrag fra Årsberetning 2006, der dækker året 

2005, der kan ses på hjemmesiden. Denne er ikke den sidst udgivne og hjemmesiden burde have været 

opdateret. 

Et trin nedad på tilgængelighedsstigen er Årsberetning 2004 og Årsberetning 2003 som kan 

downloades fra samme side, årsberetningssiden, som pdf-fil. 

Den sidst udkomne Årsberetning kan købes på museion og koster 100 kr. og selvom prisen ikke er høj, 

kan man ikke forvente at de besøgende køber den, medmindre de har et udtalt behov for og lyst til 

yderligere informationer. 

Som tidligere antydet har den virtuelle kommunikation fået en stor betydning for Museion og derfor 

tages først fat i den årsberetning, eller nærmere præsentationen og kondenseringen, der som sagt ligger 

på hjemmesiden. 

36 http://www.musion.ku.dk/ommuseion/vision.aspx 

37 Ibid. 

38 Ibid. 

39 Ibid. 

40 Ibid. 

30


Afsenderen af kommunikationen er afdelingslederen på stedet og hans motivation ligger først og 

fremmest i at levere den traditionelle redegørelse for, hvad der egentlig forgik i året. På samme tid vises 

institutionens fornyede legitimitet gennem beskrivelser af det nye projekt, ’Danish Biomedicine 1955- 

2000’, som har opnået store fondsmidler fra Novo Nordisk Fonden. 

Afsenderens egen personlige legitimitet bliver bekræftet gennem de store ændringer, der er sket med 

oprydning i og registrering af samlingerne siden hans tiltrædelse i 1999. 

Det ligger tillige i hans motivation at redegøre for de tiltag, der er sket i året. Så som udvidede 

forskeraktiviteter med ansættelser af nye forskere med efterfølgende udvidede seminarprogrammer. 

Den virtuelle kommunikation hævdes forbedret gennem hjemmesiden og oprettelsen af forskerbloggen. 

Samtidigt formuleres nye arbejdsformer og metoder i institutionen gennem en flytning af fokus fra 

selve samlingen med en gruppe af tilknyttede kuratorer. I stedet fokuseres nu på ’projektbårne 

samarbejder med sundhedssystemet’. 41 Videre formuleret som samarbejde mellem institutionens egen 

viden omring museologi og historie og den viden og informationer der findes i selve sundhedssystemet 

og på biomedicinske laboratorier. 

Bliver felterne medicinsk forskningshistorie og de nye bioteknologier kommunikeret gennem 

hjemmesidens ikke opdaterede årsberetning? 

Det sidste felt får en del opmærksomhed gennem det nye projekt, hvor nogle praktiske detaljer 

beskrives og der er en henvisning til projektbeskrivelsen i årsskriftet, dog uden et link. Samtidigt er der 

en henvisning til forskerbloggen, der kan give oplysninger om det nye biomedicinske felt. 

Medicinsk forskningshistorie bliver fortalt gennem nogle generelle overvejelser over, hvordan historie 

som fag bliver konstrueret. Det betyder, at der i denne konstruktion ligger muligheder for frihed og 

samtidigt ligger der et ansvar i, at kunne fæstne denne frihed i noget reel viden, data eller 

informationer. 

Årsskriftet for Medicinsk Museion 2007 

Årsskriftet består af 9 artikler og lister over museumsrådet, seminarer, udstillinger, præsentation af den 

nye blog, publikationer, tillidshverv og personale. 

Det er ikke stort, af A5 format, med en rimelig afdæmpet grafik. Det er ikke et årsskrift, der signalerer 

pompøsitet nærmere sen-modernitet. Siderne og teksten varierer mellem sort hvid og to farver, hvilket 

kan gøre artiklerne ikke så læsevenlige. Der er en del illustrationer og fotografier. De fotos bogen 

indeholder, er hovedsageligt historiske billeder, og billeder af historiske genstande. Den største 

sammenhægende fotoserie er fra en særudstilling, en kunstudstilling med temaet ’sygdommens 

ansigter’. 

Den første indledende artikel, med titlen ’Medicinsk Museion: Jubilæum på skrift’ markerer sig kun 

ved at præsentere de andres indlæg og kort redegøre for det opkommende jubilæumsår, som dog ikke 

præsenteres specielt. 

Andet artikel, ’De nioghalvfems år der gik ….’ er noget mere markant i sin faglighed, med en tydelig 

motivation for den afsendte kommunikation. Man ønsker heri at fortælle baggrunden for museet og den 

historie, der ligger bag dets konstruktion. Samtidigt ønsker man at belyse de ændringer, der er sket i de 

lægevidenskabelige diskurser, både den 100-årige og den nutidige. 

Kommunikation af feltet medicinsk forskningshistorie ses gennem de ændringer i opfattelsen, der er 

sket fra det tidspunkt, hvor lægevidenskaben var del af den tekniske fascination, der var fremherskende 

på tidspunktet. Det nutidige sundhedsvæsen har helt andre og forskellige prioriteringer. 

Kommunikationen af den medicinske kultur nævnes lidt usædvanligt og helt særskilt sammen med de 

bygninger museion har til huse i. Disse bliver ifølge forfatteren defineret som den kulturelle arv. 

41 Årsskriftet 

31


De nye bioteknologier nævnes i forbindelse med, den ændring i menneskets diskurs, hvor det enkelte 

menneske måske ikke længere kan opfattes som et individ med sygdomme og sundheder, men nærmere 

som et genetisk kort, hvilket kan ændre vores identitetsmønstre. 

Artiklen deler sig i to, hvor i den første halvdel den historiske diskurs, hvorunder museet startede, 

beskrives. Det drejede sig om lægevidenskabens status i den ny-tekniske verden, som havde den 

afsmittende effekt på en samling, at det var eksempler på disse tekniske vidundere man ønskede at 

gemme for fremtiden. 

Herefter bevæger den sig over på den nutidige, hvor sundhedsvidenskab har bevæget sig over på 

videnskabelige felter, hvor samfundsøkonomier og opfattelser i folkesundhed i vid udstrækning er 

styrende for feltet. 

Artiklen er meget kort, to A5 sider, og formuleret i et meget lettilgængeligt sprog, uden markante 

henvisninger til underforstået viden. 

Tredje artikel, ’Jagten på den biomedicinske kulturarv’ drejer sig om de ændrede perspektiver på 

museets samling fra 1907, da samlingen startede til nutiden. Det er samtidigt vigtigt for forfatteren at 

signalere, at selve samlingen er grundkernen i et museum, og derfor skal der indsamles under meget 

specifikke mål. Han benytter den traditionelle museologiske tænkemåde, at en samling er en 

dokumentation for eftertiden, og at det er igennem specifikke valg, at man vælger at vise en kultur 

under en bestemt diskurs. Men det lidt paradoksale i samlingen er den indbyggede tilfældighed, der har 

været indsamlingspolitikkens vilkår tidligere. Man samler i vid udstrækning, hvad man får doneret. 

Dette vilkårlige element, vil men bort fra i nutiden, ved at synliggøre institutionen. Denne synliggørelse 

skulle sikre en mere målrettet donation. 

Det er væsentligt for afsender igennem dette at vise hvilke konsekvenser for samlingen de nye 

perspektiver får på denne. Dvs. en legitimering af den ændrede indsamlingspolitik. 

Spørgsmålet om det faglige felt bliver kommunikeret, kan besvares positivt, og kommunikationen af 

den medicinske forskningshistorie kommer i vid udstrækning til syne gennem beskrivelserne af de 

ændringer museet for tiden gennemgår. Dette gennem beskrivelsen af historien fra 1907 og frem. Det 

samme gælder for kommunikationen af den medicinske kultur. Den medicinske historiske kultur 

kommer konkret til udtryk gennem beskrivelserne af metoden til samling af genstande, hvilket hænger 

sammen med opfattelsen i hvad der var væsentligt i perioden. I samlingens opstart havde man et fokus 

på, at alle eksempler på genstande skulle indsamles, hvilket hænger sammen med den fascination af de 

nye tider tekniske landvindinger. 

Denne metode at opbygge en samling på har ændret sig i nyere tid til en metode, hvor der indsamles 

efter en bestemt fastlagt metodik og tematik. Og fokus er ifølge artiklen nu: 

”den danske biomedicinske udvikling efter 1950” 42 

Samlingen skal koncentrere sig på dette punkt og gennem artiklen beskrives, hvilke betydninger de nye 

bioteknologier har på den måde sygdomsbekæmpelse udføres i nutiden. Dette har nødvendigvis en 

afsmittende affekt, når feltet skal kommunikeres. Man kan ikke længere i samme grad vise synlige 

instrumenter etc. En del lægevidenskabeligt arbejde foregår i dag virtuelt, og dette er svært at 

kommunikere til borgerne. 

Samlingen omkring dette videnskabelige felt er meget mangelfuld og undskyldes med pladsmangel. 

Men den nye museumsinspektør ser her en mulighed for at legitimere den ændring i 

indsamlingspolitikken, han er talsmand for: 

’Men problemet skyldes nok snarere, at indsamling af genstande fra de seneste 50 års biomedicinske 

udvikling byder på nogle helt særlige udfordringer, der ikke i samme grad er gældende for 

indsamlingen af genstand fra tidligere perioder. Det er udfordringer, der især handler om måden man 

opfatter den moderne biomedicins genstande på.’ 43 

42 Årsskrift 

43 Årsskrift 

32


Et vigtigt aspekt er, at man i større grad på Museion vil samarbejde med forskere fra de berørte felter. 

Dette er en væsentlig pointe i en sammenhæng med kommunikation af forskning, netop fordi et mål for 

en god samling af oplysninger er, at den kommer mere direkte fra kilden. Det betyder, at de nyeste 

forskningsresultater burde kunne kommunikeres uden for megen forsinkelse og for mange mellemled. 

De emner der bliver belyst i artiklen er i vid udstrækning underlagt det museologiske felt med en masse 

overvejelser omkring den ændrede lægevidenskabelige diskurs, der dermed også skal kommunikeres 

tilsvarende anderledes. Metoden, der anvendes til at belyse emnet, er gennem de historiske data og 

informationer fra feltet, medicinsk historiesamling. 

Samtidigt refereres der eksempler på det samarbejde, man ønsker fremtiden også i støre udstrækning 

skal bestå af. 

Gennem billedmediet, der anvendes i artiklen til belysning af emnet, vises de initiativtagere, der 

oprindeligt startede samlingen. Artiklens tre fotografier er mellem 80 og 100 år gamle og viser 

ydermere et foto af den ældste af tandlægeklinikerne, der er opstillet på museion. Den victoriansk 

inspirerede tandlængestol er i centrum af billedet. Der er også et foto af et af de tidligere 

elektromikroskoper og et foto af et biomedicinsk laboratorium. 

Fjerde artikel, ’Et nyt elektron mikroskop med mange perspektiver’ er en udvidelse og samtidigt en 

indsnævring af fokus på et element inden for den biomedicinske forskning, det netop erhvervede 

elektronmikroskop. 

Det motiverende element bag artiklen er ønsket om at fortælle om grunden til, at man på Museion har 

accepteret og modtaget et elektronmikroskop til samlingen og hvor meget ekstra arbejde, det har 

betydet. Der ligger ydermere et ønske om at fortælle om baggrunden for en udvidelse af en allerede 

omfattende mikroskopsamling med et nyere eksemplar. 

Mikroskopet har en stor didaktisk værdi og har også værdi som kunstindustriel genstand. 

Genstanden ligger også inden for Museions fremtidige satsningsområde, den moderne biomedicins 

kultur og historie. 

Kommunikationen af feltet medicinsk forskningshistorie sker gennem fortællingen af mikroskopets 

historie og dets betydning kulturelt gennem dets form, hvor formgivningen har en teknisk industriel 

betydning. 

Det faglige felt bioteknologi er artiklens principielle hovedfokus, eftersom den laboratorieteknik 

mikroskopet er en del af, er et af de vigtigste elementer inden for feltet. 

De emner, der bliver belyst, er en rimelig detaljeret beskrivelse af, hvordan mikroskopet fungerer, og 

samtidigt hvordan det adskiller sig fra det klassiske mikroskop. 

Der beskrives hvordan man igennem en tids – og felttypisk genstand kan frembringe forklaringer på 

datiden. Ydermere er det en del af Museions satsningsområde for fremtiden. 

Museet har flere hundredtusinde genstande og billeder i sin samling, men indsamler stadig. Dog er der i 

nutiden store overvejelser omkring de nye ting, man vælger at indlemme i samlingen. En af de mest 

markante indlemmelser i nutiden er elektronmikroskopet, der har været anvendt i 30 år fra 1967 – 

2000. 

Selvom det har involveret en masse praktisk arbejde at indlemme et sådant mikroskop i samlingen er 

det gjort, fordi den resterende mikroskopsamling består af gamle genstande. Det adskiller sig samtidigt 

markant fra de traditionelle mikroskoper i sin tekniske opbygning. 

I en udstillingssammenhæng er der i modsætning til de lidt ældre genstande et større behov for 

forklaringer omkring funktionen og brugen af et elektronisk mikroskop; det er vanskeligt for en 

uindviet umiddelbart at forstå, hvordan det fungerer. Det interessante i et sådant instrument er selve 

opbygningen og hvad der virkeligt foregår, når det er i anvendelse. 

Mikroskopet er et godt udgangspunkt til en fortælling af den forskningshistorie, der ligger bag brugen 

og de målinger og undersøgelser det har været en del af. Samtidigt fortæller det om ændringen i den 

medicinsk videnskabelige diskurs, hvor cellen og DNA’et fik en markant og styrende betydning. 

Forfatteren af artiklen refererer til en amerikansk biolog, der undersøgte tesen omkring den diskursive 

ændring i den biologiske forskning, som elektronmikroskopet var en medvirkende årsag til. 

33


Emneafgrænsningen i artiklen er holdt temmelig stramt inden for elektronmikroskopets historie og 

hvilken betydning, det har for samlingen. 

Det perspektiv, der er valgt at fortælle omkring genstandens historie og betydning, er set gennem 

Museions perspektiv og behov. 

Der er to fotografier i forbindelse med artiklen og desuden en teknisk funktionstegning af det 

elektroniske mikroskop, der er taget fra den instruktionsmanual, der fulgte med fra producenten. 

De to fotografier forestiller henholdsvis professor Moe fra Københavns Universitet, der arbejder ved 

mikroskopet og et æstetiskt smukt gammelt messingmikroskop fra Museions samling. 

Femte artikel, ’Medicin-historisk topografi. En vandring i Frederiksstaden hvor moderne kirurgi, 

medicin og hospitalsvæsen opstod’. 

Kommunikation af feltet medicinsk forskningshistorie bliver foretaget gennem bygningernes og 

områdets historie. Kommunikation af den medicinske kultur, hvor fokus ændres til datidens medicinske 

kultur bliver beskrevet som en grandios affære. Det indtryk man får af perioden gennem artiklen, er det 

meget ambitiøse og pompøse udstyrsstykke, der blev igangsat gennem markant og dyrt byggeri af en så 

høj kvalitet, at det i vid udstrækning stadigt eksisterer. Samtidigt begynder det videnskabelige felt at 

markere sig med udbygningen af de forskellige sundhedsvidenskabelige uddannelser, kirurgien, 

fødselshjælpen, vaccinationen og forskning i medicin. 

Der skabes ikke forståelse for nutidens nye bioteknologier, eftersom artiklen har et historisk sigte, men 

starten på den forståelse for biologiske vira man havde allerede i 1700-tallet vises gennem fortællingen 

om vaccinationsprogrammet mod kopper. 

Forfatteren til artiklen bliver beskrevet som formand for Venneforeningen Medicinsk Museion uden 

yderligere oplysninger. 

Artikelforfatterens motivation er, udover at fortælle den relevante historiske beretning, at markere to 

jubilæer, dels for det medicinske museums 100 år og dels 250 året for åbningen af Frederiks Hospital. 

Ydermere er det centralt, at gennem dette perspektiv at fortælle områdets historie. 

Det faglige felt, der bliver kommunikeret, er det historiske gennem Det Kongelige Frederiks Hospitals 

historie, historien omkring bygningerne i Bredgade, hvilken brug de har haft og hvornår de blev 

bygget. Det historiske perspektiv bliver gennem artiklen også rettet på den nystartede fødselsafdeling 

for de fattige og starten på det kommunale hospital. Historien bag programmet og starten på 

koppevaccinationer bliver også fortalt. 

De emner, der bliver belyst, er helt konkret det danske sundhedsvæsens historie, dog specielt 

bygningernes historie. Inden for emneafgrænsningen tages hele områdets arkitektoniske historie med. 

Forfatteren beskæftiger sig med bygninger, deres arkitekter, hvilke kendte personer, der har været i 

berøring med dem. 

Metoden, han anvender til at belyse emnet, er overvejende gennem årstal og historiske navne og en 

milepæl i sundhedsvidenskaben: koppevaccination. 

Der er anvendt tre illustrationer til belysning af emnet. To fotografier, hvor det ene viser den model, der 

er opbygget af Frederiksstadens Sundhedsby og som kan ses i Medicinsk museion. Det andet viser en 

lille bygning bag Medicinsk Museion fra 1792 og blev oprindeligt bygget til laboratorium for 

koppevaccinationsprogrammet, der allerede på tidspunktet blev startet. 

I artiklen er der også en kopi af de originale facadetegninger af hospitalskomplekset. 

Denne artikel er udtryk for en bestemt historisk diskurs, hvor netop pejlemærker så som personnavne, 

årstal og stednavne er de elementer historien skrives omkring. 

Forfatteren til artiklen hævder selv, at den er udformet som en byvandring i området, hvor han fortæller 

om de bygninger, der stadig står og dem der forsvandt og deres anvendelse. 

Det betyder, at de bærende elementer, det der har betydning for historien er de rammer, bygningerne 

sætter. 

Området er meget rigt på den type af historie, forfatteren til artiklen bidrager med, eftersom en stor del 

af bygningerne fra perioden stadigvæk står. 

Hele området omkring det gamle hospital beskrives, og før der startes på selve hospitalet baggrund og 

historie. 

34


Initiativtagerne, arkitekterne og inspirationen fra et tilsvarende hospital i Berlin beskrives. 

Der berettes også om starten på den kirurgiske uddannelse, hvor instituttet blev åbnet i 1787. 

I den sjette artikel, præsenteres endnu en nyerhvervelse til samlingen, nemlig et stort maleri, der 

portrætterer en tidligere patient på det psykiatriske hospital, Sankt Hans Hospital, hvor hun boede fra 

1917 til 1941. Gennem artiklen beskrives dels selve maleriet, dels de anekdotiske historier der omgav 

kvinden og dels de faktiske oplysninger man har til rådighed omkring hendes sygdomsforløb. 

Det væsentligste i denne artikel er dels at fortælle historien om den kvinde, der bliver portrætteret, 

fortælle om kunstneren bag maleriet og samtidigt fremstille det som en væsentlig ny tilføjelse til 

museets samling. 

Det felt, der bliver kommunikeret, er i vid udstrækning den patientkultur, der dominerede på hospitalet 

på tidspunktet og kunstnerkulturen fra perioden, hvor maleriet blev udført. Patienterne blev i vid 

udstrækning sorteret efter deres sociale klasse, hvor det rent praktisk foregik som en udskillelse efter 

økonomisk formåen. Plejen var opdelt i tre klasser, hvor patienter på tredje klasser ikke skulle betale 

for at bruge hospitalet, men det skulle derimod de andre klassers patienter. 

Dette er endnu et eksempel på, hvordan man gennem Museions forskellige kommunikative medier, 

fortæller en historien om, at alle borgere på tidspunktet kunne modtage sygepleje, selv de ubemidlede. 

Og det var i øvrigt kun denne gruppe for hvem plejen var gratis. I historierne bliver det ikke fortalt om, 

at der var forskelle i kvaliteten af plejen for gratisterne og dem på første klasse, og dette gælder både 

for Sct. Hans Hospital og Frederiks Hospital. Måske oplyser kilderne ikke om de forskelle man med 

nutidens viden og værdiskalaer måtte forvente, at der eksisterede på tidspunktet. 

Det er første gang i kommunikationerne fra Museion, at der egentlig indirekte berettes om forskelle i 

patientbehandlingen, og det er netop gennem den royale pleje, den adelige kvinde fra portrættet 

modtog. 

Artiklen indeholder et enkelt fotografi og det er af selv maleriet af Palæmona Treschow. 

Den syvende artikel omhandler en kunstudstilling der blev afsluttet i 2007. Den er dog stadig af 

interesse, eftersom den beskriver et lidt usædvanligt projekt på museet. Det drejer sig om en 

kunstudstilling af 27 unge kunstnere, der skulle konstruere eller skabe noget under et tema lagt gennem 

et essay ’Illnes as a Metaphor’ af Susan Sontag. Det fortælles hvordan hun jonglerer med begreber, 

flytter dem ind i andre sammenhænge og dermed skaber nye meninger. Alle de unge kunstneres værker 

blev udstillet i Medicinsk Museions vinduer, der vender ud mod Bredgade og samtidigt blev de lagt på 

nettet for en virtuel betragtning. Desværre er alle links til værkerne og kunstnernes introduktioner døde 

og udstillingen taget ned, så det eneste indtryk man stadig kan få er gennem nogle små sorthvide 

fotografier fra årsskriftet. 

Det oplyses, at udstillingen var ucensureret og én af kunstnernes præsentation af sit værk går gennem 

en kritisk holdning til det medicinøkonomiske felt. 

Sidste artikel diskuterer hvilke muligheder der ligger i at visualisere og kommunikere den nye 

biomedicin, som er institutionens satsningsområde i fremtiden. 

Hun er en af de få, fra institutionen der kommunikerer biomedicin i det hele taget, og har som 

udgangspunkt den massive viden, eller kompleksitet også kaldet, der ligger inden for området og som 

meget sjældent er synlig. 

Det hun kalder det usynlige, er al den viden og alle de informationer der ligger under det synlige som et 

sort usynligt isbjerg, hvor kun den allerøverste spids er synlig. 

Hun undres samtidigt over, at der fortælles i masemedierne om forskellige sygdomsfremkaldende vira, 

men ikke om den vestlige økonomis udbytning af den tredje verden. 

Hun undersøger muligheden for at knytte biomedicin og udøvende kunst sammen, hendes 

udgangspunkt er hendes egen erfaring som udøvende kunstner. 

Hun afslutter artiklen med at invitere til den offentlige konference, der behandler emnet. 

Opsummerende 

35


Som det kan ses på det samlede udvalg af artikler i årsskriftet, er det en blanding af viden på feltet, 

forskning i feltet og legitimering af institutionen og dens aktører, der er de gennemgående temaer. 

Hvorvidt en borger kan få udvidet sin viden på feltet eller at årsskriftet er for indforstået og kun 

henvendt til feltets interne aktører er to spørgsmål, der kan besvares. Der er store 

informationsressourcer i den lille artikelsamling, den er sprogligt let tilgængelig og besidder kun en 

mindre del indforståethed. Perspektivet i artikelsamlingen er dog rimeligt snævert, da det som tidligere 

nævnt er beregnet ikke til borgeren, men at det institutionens offentlige udmelding om hvilke metoder, 

der anvendes i brugen af offentlige midler. 

Det fysiske Museion 

4.3 Den permanente udstilling 

Den permanente udstilling er ikke frit tilgængelig, men det er muligt at besøge den ved, at man tilslutter 

sig en guidet tour af ca. 1 times varighed. Årsagen til dette er, at udstillingen ikke er opdateret, der 

mangler en del skilte og der er en del løse genstande. Der blev ikke nævnt økonomiske årsager, men en 

guidet tour vil spare personale. 

Et aspekt der kommer til udtryk gennem genstandene og de fortællinger der gennem guiden bliver 

kommunikeret, er at det er reelt set ikke forskningshistorie, der bliver genstandsområdet, nærmere en 

bestemt kulturel opfattelse af hvordan sygdomme opstod fortalt gennem myter, antik græsk 

sygdomsopfattelse, religion og folkelige traditioner. Forskning forstået som analyser og undersøgelser 

var ikke på samme måde som i dag praksis, hvilket er det indtryk, man får gennem besøget. Det 

betyder, at der reelt set ikke sker en kommunikation af forskningen og dens historie. Så i stedet for at 

elementet `den permanente samling’ bliver undersøgt gennem model emnet ’kommunikation af feltet 

medicinsk forskningshistorie’ bør det her skifte navn til ’kommunikation af feltet medicinsk og 

kirurgisk historie’. 

En udstilling består af et tredimensionelt rum med tredimensionelle genstande, billedmateriale og 

tekstmateriale. Alle disse fire elementer indgår i en symbiose, der er som museumselement er meget 

anderledes end en bogudgivelse og en webpage. 

For at yde en udstilling retfærdighed og for at behandle den under netop den form, er det nødvendigt at 

undersøge den på disse eksakte præmisser. 

Hvis vi perspektiverer til andre opfattelser af hvordan en udstilling i et museum bør fremtræde, 

eksisterer der nogle andre vilkår og regler for hvordan en kommunikation skal tage sig ud. 

Designere af museumsudstillinger, gør sig helt konkrete og fundamentale overvejelser, når der skal 

iværksættes udstillinger, og disse er, at det primære medium for kommunikation er det udstillingsmiljø, 

den undersøgende bevæger sig rundt i. 44 

I forlængelse af ovenstående tese skal der knyttes nogle kommentarer, der tager lidt af skarpheden af 

dette indsnævrede perspektiv. 

Det er en ganske rigtig observation for individet, der ser museet som en del af en oplevelse eller 

underholdning, hvilket en stor del af de museumsbesøgende reelt gør eller gør i visse situationer. For 

den mere seriøse videnssøger, skoleeleven eller en studerende gælder ikke de samme betingelser. 

Disse individer vil betragte museets udstillinger som kun én del af deres vidensprojekt, hvor det fysiske 

element er med til at sandsynliggøre teoretisk skriftligt materiale. 

44 Dean 

36


For skoleelevernes vedkommende vil der altid, som en del af undervisningen, være forberedelse til 

museumsbesøget gennem orientering og evaluering af besøget. 

Enhver pædagog ved, at den didaktiske betydning af et museumsbesøg ligger i kommunikationen før 

besøget, selve besøget og elevens egne sammenfatninger. 

Men udgangspunktet for Dean’s postulat er nødvendigvis ikke en arrogant selvhævdelse på 

museumsudstillingens vegne, men derimod et ønske om at udstillingen skal være i stand til at fortælle 

hele historien om en genstand eller emne og dermed sikre, at den besøgende forlader institutionen med 

en komplet kommunikation. 

Eftersom udstillingen ifølge denne ustillingsdiskurs er den vigtigste kommunikative enhed, er han nødt 

til at finde metoder til at kunne evaluere og typologisere forskellige typer af udstillinger. Han har valgt 

at skelne mellem den objektbaserede og den informationsbaserede udstilling og en graduering af 

typerne inden for en skala. 

Den objektbaserede udstilling viser genstande uden nogen videre tekstlig forklaring. Det er den 

besøgendes egen opgave at forstå og tolke det viste. 

Den informationsbaserede udstilling opererer med det modsatte syn, hvor det er tegn i form af skrift 

eller tale, der skal fortælle historien. Selve genstanden er af mindre betydning. Dean har konstrueret en 

metode til at beregne, hvor på en defineret skala en udstilling befinder sig på indholdsskalaen, så der 

kan måles hvor meget information, der hældes på tilskueren fra udstillingsansvarlig side. Jeg referer 

hans graf, eftersom den er anvendelig, til at give et overblik over hvor vidensintensiv og dermed 

forskningsformidlende udstillingen eller udstillingens forskellige rum egentlig er: 45 

Denne enkle Informations graf illustrerer fint de forskelle og glidende overgange, der netop er mellem udstillinger, 

der har forskellige udgangspunker. 

I den objektkoncentrerede udstilling 

type af udstilling er der et stort fokus på selve den udstillede genstand og 

ikke samme grad eller slet ikke på teksten. Der er ekstreme tilfælde, hvor tekster slet ikke medfølger de 

udstillede genstande. Det andet ekstrem er et rum uden nogen nævneværdige genstande, med et 

hovedfokus på tegnet formidlet gennem teksten. 

Han laver nogle markante skæringspunkter, hvor udstillinger, der scorer lavt på ’informations 

udstilling’ aksen, men højt på ’objekt udstilling’ aksen, har en funktion som en kunstudstilling. Hvis en 

udstilling placerer sig to tredje dele ud af x-aksen, der modsvares af en tredje dele op ad y-aksen 

placeret udstillingen sig i gruppe af undervisningstypen. 

Grunden til at modellen bringes ind her er dels den relevans på Museion, som er et museum med 

udstillede genstande og dels anvender hele spektret af udstillingstypologien. Dette gennem en rimelig 

lille udstilling. 

Første besøg med et helhedsindtryk 

45 Dean 

Objekt udstilling 

100% 

0% 

I dette område findes objekt indholdet 

I dette område findes informationsindholdet 

37


Det første besøg, der blev fortaget for at undersøge den permanente udstilling og det umiddelbare 

førstehåndsindtryk den førstegangsbesøgende får, blev fortaget med et fokus på de emner og metoder 

guiden anvender i sin kommunikation i samspillet med samlingens genstande og bygningens rammer. 

Dette koncept afprøvede jeg d. 5.3.2008 i en rundvisning sammen med 11 andre besøgende. Turen blev 

ledet af en yngre historiestuderende fra universitetet. 

Hans emnevalg for rundvisningen var medicinsk historie og bygningernes historie. I forbindelse med 

rundvisningen havde de besøgende mulighed for at stille forslag til hvilke afdelinger, der skulle 

besøges. 

Vi nåede gennem følgende afdelinger: auditoriet, et lille værelse dedikeret Frederiks Hospital, Det 

gamle apotek, kirurgiske genstande, tandlægeklinikkerne, Fødselsstiftelsen og psykiatriudstilling. 

Touren startede i det Gamle Auditorium, hvor bygningens historie blev beskrevet og rummets 

arkitektur, og som det fortælles var inspireret af Panteon kirken i Rom. Det fortælles dog ikke, at hullet 

i loftet mangler, der er kun en antydende cirkel. 

Herefter beskrives de aktuelle aktører i historien og deres indbyrdes forskelle: medicineren, kirurgen og 

barberen. Denne introduktion med de fysiske rammer og de mennesker der udfyldte dem, fører over i 

beretninger og anekdotiske historier om hvilke midler og metoder der blev brugt i udførelsen af 

erhvervene. 

Kommunikationen af den daværende medicinske kultur bliver skabt gennem beretningerne om 

forskellene mellem de forskellige erhverv: medicineren, kirurgen og barberen eller bartskæreren. Det 

kirurgiske erhverv og barbererhverv har begge samme socialkulturelle rødder, som ligger netop i 

håndværket. Der begyndte at ske en opspaltning mellem de to, hvor kirurgen lærte mere avancerede 

discipliner og barberen fortsatte med de mere enkle indgreb, så som åreladning, anvendelse af igler og 

tandudtrækning. Medicineren og kirurgen fulgte på dette tidspunkt to forskellige spor, hvor den 

førstnævnte begyndte at udvikle et akademisk felt og den sidstnævnte blev stadig betragtet som en 

håndværker og tilmed med en lav faglig status og dermed ingen akademisk status. 

Andre historier, der blev anvendt til at belyse historien var den makabre historie om ligdonation til de 

studerendes dissektionsundervisning: fra hospitalet der lå lige ved blev ikke-afhentede lig tilvejebragt 

og brugt i undervisningen. Der var ingen muligheder for nedkøling af ligene, dette medførte en dårlig 

lugt og dermed luft. Da man troede at infektioner var luftbårne, røg de studerende meget på pibe for at 

sikre en form for smittebarriere. 

Frederiks Hospital fra 1757 blev oprettet med det formål, at helbrede mennesker og ikke kun som en 

plejende foranstaltning, og for at nå målet blev der anvendt en vigtig kulturel markør i den daværende 

medicinske kultur, frisk luft i kampen mod de luftbårne infektioner. Dette kan ses gennem, fotografier 

af syge i hospitalssenge, der er flyttet ud i gården. Det er først i 1850’erne, at man gennem de øgede 

dødsfald på fødegangen forstår, at der er en sammenhæng mellem sygdomme og manglende hygiejne. 

Dette er skæringspunktet mellem friskluftskulturen og renlighedskulturen. 

Det gamle apotek er en opstilling af et apotek, der er flyttet fra Frederiks Hospital og har en stor 

samling af apotekerkrukker og flasker, hvor de yngste er fra 1600-tallet. Igen bliver den medicinske 

historie og kultur fortalt gennem disse genstandes tilknyttede myter eller anekdoter. For eksempel 

historien om bødlerne der i perioden havde råderet over henrettede forbrydere og som derefter kunne 

sælge forskellige dele til medicinsk anvendelse. Hvad angik den nyligt afdøde, havde man i kulturen 

den opfattelse, at disse kunne afgive livskraft til personer, der berørte liget. Ofte lod man små børn, 

berøre disse lig, for at sikre en slags overført energi eller livskraft. 

I afdelingen for de kirurgiske instrumenter blev den kulturelle og faglige spaltning af de to 

arbejdsområder kirurgi og barberen tydeliggjort med udstillede genstande. Der skete her i 1700-tallet 

en sofistikering af den førstnævntes instrumenter, hvorimod barberen stadig kan finde mange 

anvendelser for sin ragekniv bl.a. åreladninger. 

Man havde på tidspunktet en mekanisk opfattelse af infektioner, hvilket blev illustreret gennem den 

makabre historie om metoden til at afhjælpe forkølelser ’snoren i nakken’. Princippet går ud på, at for 

at fjerne den mucus, der opstår i bihulerne ved en forkølelse, eller i hjernen som man troede, må man 

lede den ud gennem nogle huller klippet i patientens nakkeskin, hvorigennem der bliver sat en snor som 

38


aktiveres med jævne mellemrum. Den betændelse, der naturligt nok opstod i nakken, var udtryk for, at 

mucus fra ”hjernen” var vandret ud gennem hullerne i nakken. Tidsrummet for forkølelsens stop og til 

en manipuleret betændelsestilstand i nakkeskinnet startede, sandsynliggjorde at der var en effekt. 

Tandlægeklinkkerne er visuelt interessante eftersom de er kopier med originale effekter, der giver et 

reelt billede af, hvordan tandlægeklinikker så ud i henholdsvis 1895 og 1915. Den ældste klinik er 

indrettet i klunkestil med plysstol til patienten og victorianske udskårne møblementer, hvilket 

sandsynliggør at man på tidspunktet havde store hygiejneproblemer. Tandlægen var klar over, at dét at 

vaske hænder mellem patienter nedbragte hygiejniske problemer, men han var ikke klar over at brugen 

af recirkuleret genbrugsvand ikke var optimalt. 

På klinikken fra 1915 ses det, at forståelsen af bakteriers indflydelse er brudt igennem. Der er 

installeret rindende vand og klinikken er indrettet så den er lettere at rengøre, og er indrettet med 

møbler i et strammere design end klunkestilen. Samtidigt introduceres røntgenapparatet, dog ikke med 

en efterfølgende forståelse for strålernes farlighed. Også i denne forbindelse kunne guiden servere en 

horror story omkring tandlægernes sløsede og uvidende brug med efterfølgende cancerrøse 

sårdannelser på hænder. 

Klinikken fra 1915 er interessant på en anden måde, netop fordi indretning med bor, bord og stol er en 

kopi af den moderne tandlægeklink rent funktionsmæssigt. 

Den sidste udstilling, der ligesom tandklinikken var udvalgt af et publikum, psykiatriafdelingen 

rummede også gamle instrumenter fra lægevidenskabens historie her med nogle eksempler på 

fastspændingsmekanismer. 

Derudover signalerer udstillingen en Foucault orienteret opfattelse af, at der har været meget skiftende 

syn på den sindssyge og der signaleres en nyere kultur, hvor den syge også er et individ, der kan tages 

alvorligt, med visning af patienters billedkunst. 

Den store mængder af psykofarmaka nogle nutidige patientjournaler viser de syge skal indtage 

illustrerer en speciel teknisk neurologisk opfattelse af begrebet psykisk sygdom. Dvs. afdelingen skal 

beskrive sygdomsdiskurser. Den allerførste diskurs, der beskrives herigennem, er den isolation fra 

resten af samfundet, man satte den syge i. 

Genstandene der er udstillet i værelset, viser forskellige metoder til at dæmpe patienterne. Der er 

udstillet en isolationsstol, en dårekiste og nogle indretninger til at give patienterne chok. 

Selve den verbale kommunikation af historierne og formidlers evne til at anvende et klart talesprog var 

god. Man har fra museets side gjort sig den umage at finde nogle gode kommunikatorer. Samtidigt var 

personen i vid udstrækning indstillet på en dialogisk kommunikation. Denne mulighed blev ikke 

anvendt i så stor grad, og jeg fik ikke mulighed for at afprøve hans tålmodighed og evne til at indgå i en 

længere kommunikationsseance. Dette skyldes, at jeg havde valgt ikke at båndoptage rundvisningen for 

at ikke skabe en anstrengt kunstig situation for guiden, og derfor havde travlt med notatskrivning. Men 

de tilløb, der var fra de andre besøgendes side, blev imødekommet. 

Den metode, der i blev anvendt til at præsentere emner var gennem kommentarer til de udstillede 

genstande og historier og anekdoter til disse. 

Der blev i vid udstrækning anvendt den gode, den spændende og den makabre historie til at 

kommunikere emnerne. Man kan overveje, om han ikke han lidt følger den tradition, der siger at 

historisk lægevidenskab er et billede på uvidenhed, der udmøntede sig i grusomheder, og dette skal de 

besøgende på et medicinsk museum gerne fortælles om. De vil måske gerne have det gys – det hører 

med? 

Den verbalt kommunikerede tour, andet besøg 

Ved andet besøg, blev den verbalt kommunikerede rundvisning optaget og transskriberet. Grunden til at 

metoden ændres er for at sikre at selve det, der verbaliseres isoleres og dermed gøres tilgængeligt for en 

nærmere undersøgelse. Ved det første besøg var det et helhedsbillede gennem de udstillede genstande, 

selve rummenes arkitektur og fortællingen der blev beskrevet og som er de indtryk en normal 

besøgende får ved et enkelt kort besøg. 

39


Ved denne anden og tredje rundtur isoleres de enkelte elementer. Det drejer sig om den fortalte tour, 

selve genstandene i samlingen og bygningens arkitektur. 

Det var denne gang en anden person, der viste rundt, stadig en yngre historiestuderende, men med et 

noget anderledes fokus. Ikke så meget på de anekdotiske historier, selvom de også var til stede, men på 

en del faktualiteter. 

Det der motiverer gruppen bag et museum til at fortælle de historier som hver enkelt genstand 

indeholder, skal først og fremmest findes de krav, der ligger i lovgivningen til institutionen. Dvs. for at 

være en offentlig støttet virksomhed, er der krav der skal honoreres. 

For det andet ligger det i denne type institutioners traditioner, at man retter sin viden udad mod 

borgeren, skoleeleven og den studerende. Det er et center for læring, uformel læring, i modsætning til 

de formelle læringscentre. Gruppens personlige motiver til at kommunikere viden er irrelevante. Det 

betyder dermed, at det er den officielle og offentlige fremstillingsform og fremtrædelsesform, der er 

objektet for analyse. 

Det felt, der bliver kommunikeret gennem den verbalt fremstillede rundtur, er i vid udstrækning feltet 

for medicinsk historie. Og det kan ydermere indsnævres til, at der er en overvægt af fokus på kirurgien. 

Dette hænger sammen med, at det er det gamle kirurgiske institut, der i dag huser Museion og mange af 

de gode anekdotiske eller makabre historier netop stammer fra dette felt. Man har gennem samlingen 

forsøgt at give en bred oplysning omkring den medicinske viden og videnskab fra især omkring 1700tallet 

og op til midten af det 20- århundrede. Kommunikationen af den medicinske kultur hænger meget 

sammen med de overbevisninger, overtro og myter samtiden var præget af og som satte sine spor på 

den måde man håndterede sygdom og helbredelse. 

Kommunikation af de nye bioteknologier er ikke eksisterende i Museions faste samlinger. Dog kan det 

hævdes at disse teknologier bygger på de opdagelser, man gjorde i perioden omkring bakterier og 

sygdomsepidemier. 

Afgrænsningen af emner sker gennem rummenes opdeling i forskellige temaer og de er som følger: 1. 

Auditoriet med de første kirurger 2. Frederiks Hospital og historien bag. 3. Apoteket. 4. De store 

epidemier de har hærget DK op gennem historien. 5. De to tandlægeklinikker. 6. Fødselsstiftelsen og 

psykiatriafdelingen 7. Rummet til præparering og det sidste rum 7. der indeholder nogle få eksempler 

på præparater. 

Det videnskabelige niveau er alment og meget let forståeligt, og det formidlerens evne til at 

kommunikere er udmærket og lettilgængeligt. 

Den metode, man anvender til at belyse emnerne, er i vid udstrækning at fortælle de faktuelle 

oplysninger, der knytter sig til genstandene og at krydre dem med anekdotiske historier. Rundviserne 

har et stort fokus på datidens uvidenhed og overtro og på hvor mange mennesker denne uvidenhed slog 

ihjel. Der refereres i vid udstrækning til uvidenhed og handlinger, der gjorde tilværelsen ekstra 

vanskelig for periodens individer. Dette skal ses som en grundlæggende fortælling om den 

professionelle og oplyste videnskab, der gjorde op med uvidenhed og overtro og i vid udstrækning 

reddede menneskeheden for sygdomme. Der er ikke nogen formildende omstændigheder eller historier 

fra datiden. Alt fremstilles som sort og konsekvensskabende uvidenhed, hvor kun den moderne medicin 

redder folket ud af den medicinsk uoplyste middelalder. Samtidigt fremstilles det sundhedsvæsen, der 

tager sin start med Frederiks Hospital, som ét der udpræget tager sig af de ubemidlede. Det er sikkert 

ikke et helt korrekt billede af datidens sundhedsvæsen. Den tidligere tourguide nævnte at måden 

hospitalet skaffede indtægter på var ved de betalende private patienter. Denne skelnen mellem de to 

typer af patienter har uden tvivl haft konsekvenser og ikke nødvendigvis i de fattiges favør. 

I denne kommunikationsproces er samspils elementet den sociale scene til stede. Man bevæger sig 

fysisk rundt i et rum mellem de historiske genstande og der er, om ikke en ekspert så dog en vidende 

person, til stede som det er muligt at kommunikere med. Ikke mange af de besøgende benyttede sig af 

muligheden, muligvis så de situationen som en envejs kommunikativ situation, hvor man af hensyn til 

resten af gruppen undlod at forstyrre. Resultatet blev, at der blev hældt utrolig meget information på 

lytteren, som han vil have haft svært ved at huske bagefter. 46 

46 Bilag 2i 

40


De emner, der bliver berørt gennem den verbale indføring, er inden for området utallige. Og hvordan 

den unge rundviser har kunnet huske alle disse detaljer er uvist. Det skal nævnes, at ved de to andre 

rundvisninger, jeg deltog i, blev der ikke hældt den samme mængde af informationer på tilhørerne. 

Den eneste person i forsamlingen, der har haft mulighed for at bruge alle de informationer og samtidigt 

huske dem, er specialkonstruktøren, eftersom kommunikationen blev optaget, transskriberet og 

udskrevet. 

Men det billede man får af historien gennem rundvisningen, er at der på tidspunktet var en masse god 

vilje med medfølgende penge, til at gøre noget ved sygdomme og epidemierne og til at uddanne nye 

generationer. Men den uendelige uvidenhed gjorde, at de behandlinger man kunne foretage bare gjorde 

skaderne større. De er faktisk først helt op i begyndelsen af det 20. århundrede, at de metoder man 

anvendte sammen med den viden man fik, har haft nogen positiv effekt på patienterne. 

Museion præsenteres hver gang der er rundtur, først gennem det gamle auditorium. Dette rum er meget 

smukt og samtidigt imponerende i sin form og udsmykning. Når man starter den medicinske historie i 

specielt dette rum får det videnskabelige felt og dets historie en udstråling af noget herskende, 

alvidende og magtfuldt. Man får en fornemmelse som beskuer af, at have bevæget sig ind i en 

privilegeret cirkel. Den unge rundviser starter da også sin gennemgang med et lidt højtideligt 

stemmeleje og gestus, der heldigvis hurtigt aftager når historierne om de stinkende ligdele, der blev 

undervist i, smækkes på bordet. 

Fokus på de udstillede genstandende 

Det første rum der med stolthed vises frem på Museion, er det kirurgiske auditorium. 

Der er kun en løs genstand i lokalet, og det er en lille pult der står på forelæserens bord, hvor der er et 

skilt med teksten: ”tobaksrygning forbudt”. Denne lille genstand er vigtig i fortællingerne omkring den 

praktiske anvendelse af auditoriet og de sygdomsmyter der eksisterede i tiden. 

Hvis vi anvender Deans typologi til at undersøge rummet kommunikative markører, f.eks. gennem 

tegnbærende materiale, opdager vi, at rummet er en udpræget objektudstilling, hvor objektet er det 

arkitektonisk vigtige rum og de få skulpturer, der er fastmuret i væggenes nicher. De eneste løse 

genstande er et bord midt på gulvets halvcirkel med en lille talerkasse, hvorpå der er sat et tekstligt 

materiale. Denne tekst er til gengæld en vigtig bestanddel i fortællingen om rummets anvendelse. 

Rummet er hvis vi skal holde os inden for Dean´s forståelse, er strippet for anden information end den, 

den besøgende vælger at finde i selve rummet. 

Rum nummer to omhandler Frederiks Hospital, og en del af gulvet er optaget af en model af hospitalet 

som det så ud da det var nybygget. Det mest markante i rummet ud over modellen er to hospitalssenge, 

hvor den ene havde almene formål og den anden var beregnet til patienter med benbrud. Sengen til 

almene formål er en metalseng med hæve - sænkefunktioner, og den er beklædt med tidens sengelinned 

der er lagt nogle eksempler på hospitalstøj oven på. Tøjet er lavet af lærred og holdes sammen ved 

hjælp af bændler. 

Sengen, der specielt konstrueret til patienter med benbrud, består af nogle aflange hårdt vatterede 

puder, der er lagt oven på madrassen af samme type stof og er beregnet til at blive sat stramt om benet, 

for at sikre at bruddet vokser rimeligt sammen. Der er et hul i madrassen med et bækken placeret neden 

under. Der er et lille sengebord vist med en natlampe stillet oven på. Det er en olielampe, der står på en 

metalplade med to metalplader som sidebeskyttelse. 

På væggene er der en samling af billeder fra 1910, der viser patienter der er stillet ud i gården i deres 

senge. 

Der er også ophængt et spisereglement eller nærmere et menukort for patienter. Over benbrudssengen 

hænger nogle fotos af knogler, der er vokset skævt og forskudt sammen. 

I mellemgangen før man kommer til apoteket, en anden stolthed, er der nogle forklarende 

tekstplancher. Den første forklarer lidt om museet, og med mindre man har et kamera og tager billeder 

af teksten til senere brug, kan man umuligt nå at læse og se på alt det udstillede. Og det er ikke muligt 

senere at tage en virtuel tour. 

41


Man har gennem de udstillede genstande i dette rum forsøgt at skabe en stemning og forståelse af, 

hvordan det var fra et patientperspektiv at være til stede i datiden og i datidens rum. 

Dette rum virker som en stærk modsætning til det foregående auditoriet, eftersom det er meget fyldt 

med genstande og væggene er rigt dekoreret med billeder. 47 Rummet i sig selv er ikke stort, og 

kontrasten fra det foregående rum får det til at virke endnu mere overfyldt. Men som Museions 

personale selv har udtryk bevidsthed omkring, er en udstilling ofte en balancegang mellem det 

æstetiske og det oplysende. 48 Ofte er det principperne for udstilling af museologiske genstand, der 

vinder, netop fordi det ligger i institutionens traditioner og mål. 

På Dean’s skala vil et rum af denne type kunne ikke betragtes undervisende udstilling, nærmere som en 

objektcentret udgave. Der er en del genstande, samtidigt med at disse ikke forklares videre. Museion 

klarer dette problem netop ved den verbale rundvisning, der skal afløse det tekstlige materiale. 

Det næste rum, der vises frem er apoteket. De tre vægge består af originale apotekermontrer lavet af 

højglanspoleret mørkt træ. Alle hylder i vægmontrerne eller skabene er fyldt med apotekerkrukker fra 

forskellige tider. Der er ydermere et udvalg af mortere og en gammel armvægt. Der er også en montre, 

hvor der udstilles nogle eksempler på de trillede piller. I hjørnet er der en stor sort beholder med løg og 

en tappehane, der har indeholdt terijak. 

Rummet er fyldt til bristepunktet med apotekerkrukker som de så ud fra 1600-tallet og frem. Alligevel 

giver opstillingen beskueren en fornemmelse af, hvordan et apotek så ud i perioden. Dette specielt 

takket være genopstillingen af det gamle apotek fra Bredgade. Dette er igen et udpræget eksempel på 

den objektbaserede udstilling, hvor der ingen forklarende tekster er til stede. Men dette princip passer 

fint til rummet, det ville ødelægge de smukke gamle apotekermøbler æstetik, hvis man satte en masse 

forklarende tekstligt materiale op i rummet. 

Næste værelse beskriver kirurgiens historie fra de første barberkirurger og op til 1800-tallet. 

Værelset består af fem glasmontre og et udvalg af vægophæng med forklaringer. De første af de fem 

montre indeholder instrumenter til udtagelse af urinvejssten. Næste montre viser barberskalpeller, et 

lille bækken, og messingkopper og glaskopper, kaldet blodkopper, til blodudtrækning. Der er endvidere 

vist instrumenter med illustration til isætning af en snor i nakken af et menneske. 

Montrerne og indholdets brug beskrives gennem denne tekst: 

”Barberkirurgen 

Barberkirurgerne uddannedes gennem mesterlære med vægt på praktiske færdigheder. De stod i 

modsætning til medicinerne, der var universitetsuddannede teoretikere. Adskillelsen af det praktiske og 

det teoretiske blev fastholdt indtil oprettelsen af det Lægevidenskabelige Fakultet i 1842. 

Hos barberkirurgen kunne man få sat et brækket ben sammen, trukket en dårlig tand ud eller renset et 

sår. Kirurgens teoretiske grundlag var humoralpatalogien; læren om balance i kroppens fire 

kropsvæsker. Et sundt og rask menneske havde en indre balance i væskerne: blod, slim, gul og sort 

galde. Ved hjælp af udtømningen som åreladning, kopsætning og lavement søgte kirurgen at genoprette 

kroppens balance. Forstyrrelser i balancen kunne skyldes dårlig levevis, alder, vejret eller årstiden.” 49 

Tredje montre viser starten på anæstesi og sterilisation. Der er et apparat til at sprøjte bedøvende 

væsker på og omkring patienten. Teksten der følger montren er: 

”Narkose og antiseptik 

Brugen af narkose gav kirurgen mulighed for at operere med større nøjagtighed og præcision. Man 

kunne udføre længerevarende og vanskeligere operationer, når patienten lå stille. I Danmark blev den 

første operation med æternarkose foretaget i 1846. 

47 Se bilag 2j 

48 Årsskrift 

49 Se bilag 2j 

42


I 1857 opdagede den franske kemiker Louis Pasteur at gæringsprocessen i øl skyldtes små organismer, 

bakterier, der var usynlige for det blotte øje. Denne biologiske proces inspirerede til tanken om, at 

bakterier også kunne være årsag til, at der gik betændelse i patientens operationssår. Koldbrand og 

sårfeber dræbte op imod halvdelen af patienterne på de kirurgiske afdelinger. Men man havde indtil 

midten af 1800-tallet ment, at luften var forurenet af såkaldte miasmer, som var årsag til de mange 

infektioner. Med opdagelsen af bakterier blev den virkelige årsag fundet og med en antiseptik 

behandling forsøgte kirurgerne at dræbe bakterierne. 

Den antiseptiske behandling forgik ved, at man sprøjtede karbolsyre ud i luften før og under 

operationen og dyppede forbindingerne i væsken, inden man forbandt såret. Teknikken indførtes i 

Danmark i 1870’erne. 

Siden indførtes aseptikken; den bakteriefrie behandling, hvor man ved sterilisering søgte, at undgå 

bakterier overhovedet kom i forbindelse med lægen hænder, instrumenter, forbindinger og sår.” 

I en anden montre vises et bedøvelsesapparat til æter og nogle redskaber til blodtransfusioner. En 

montre viser det bor man brugte til at bore huller i folks kranier og et kranium der har været udsat for 

behandlingen. 

Der er en kopi at et skilt, der har hængt ude foran en af datiden barbersaloner: 

”Her aarelades. Igler og Blodkopper paasættes. Lavrement gives, Ringe indsættes i ørene, Ligtorne og 

indgroede Negle helbredes, samt alt til barberfaget henhørende udføres.” 

Der er også en montre med en amputationskniv og andre instrumenter, hvor der desuden vises en 

kunstig træhånd, der er udført med stor ekspertise og omhyggelighed. Amputationsstolen, der står ved 

siden af alle disse tidlige totur instrumenter er betrukket med plysstof og har seks forskellige remme til 

fastspænding af patienten. Stoffet på stolen giver et indtryk af, at man på tidspunktet mente, at 

medicinske møbler skulle så vidt muligt ligne de almindelige møbler der blev brugt i andre 

sammenhænge. 

Rummets logik kommer først rigtig til udtryk i det øjeblik, man får mulighed for at læse de ophængte 

teksttavler, og beskue redskaberne nærmere. Dette er meget svært ved de store grupperundvisninger, 

hvor der dels ikke er plads til at undersøge genstandene nærmere og dels ikke tid. 

Som det kan ses, har man her en helt anden tilgang end de tidligere rum. Der er store tekstplancher, der 

gennem den medicinske historie og kultur, eller datiden medicinske diskurs, fortæller om genstandenes 

anvendelse. På Dean’s skala synes det ikke at typen har flyttet sig over i en meget 

undervisningsorienteret stil, nærmere en balance hvor genstandene og deres lidt besynderlige 

konstruktioner kommer til udtryk samtidigt med at der gennem de store tekstplancher gives nogle 

forklaringer. 

Plancherne er en selvstændig værdi, da de er designet ikke kun med oplysning for øje, men samtidigt 

med positive æstetiske værdier. 

Tandlægeklinikkerne 

Der er to tandlæge klinikker med en opstilling og et udstyr, som det så ud på tiden. Det betyder at man 

kan bevæge sig rundt i et eksempel på datidens tandlægeklinik. 

Et skilt forklarer: 

”Tandlægeklinik fra 1890’erne. 

Det er den hjemlige atmosfære, som møder patienten i det sene 1800-tals tandlægeklinik: blonder og 

plys, tunge gardiner og mønstret tapet, smukke skabe og muselmalet bord til instrumenterne. Klinikken 

er ikke videre let at holde ren. 

En af de vigtigste fornyelser er elektriciteten. Fra loftet kan en Rheinlyslampe hejses op og ned, og på 

bordet sidder et spotlys, der kaster lys ind i patientens mund. Trædebordet er erstattet af det hurtige 

elektriske bor, der drejer nogle hundrede omgange i minuttet! Bliver smerterne for slemme, kan 

patienten blive bedøvet med lattergas, som blev introduceret i midten af 1800-tallet. Forrest står 

vaskeskabet med håndvask. 

43


Det er kun de færreste, som har mulighed for egentlig tandbehandling i klinikker som denne. Den brede 

befolkning må i stedet gå til fx smeden for at få trukket de dårlige tænder ud.” 

Klinikken er smukt indrettet med højglanspolerede træmøbler af mørkt træ. Servanten med vasken, er 

lavet af marmor og sat i et smukt udskåret træskab. Der er opsat tapeter, typisk for perioden og 

vinduerne er indrammet af undergardiner af blondestof og ud over disse er ophængt tunge 

velourgardiner. Selve tandlægestolen er betrukket med rødt velourstof, så det matcher gardinerne. 

Skabet der indeholder forskellige instrumenter er også indvendigt betrukket med rødt velourstof. 

Udvendigt er det samme tema som resten af møblerne med mørkt poleret træ. Der står yderligere et 

stort skab af træ i værelset, som er udskåret med motiver, der blev anset passende for en 

tandlægeklinik. Der er to små tanddjævle, der sidder og banker på tænder med et grumt udtryk på 

ansigtet. 

Den lidt senere udgave af en tandlægeklinik er fra perioden omkring 1910. Museion præsenterer selv 

klinikken som følger: 

”Tandlægeklinik fra 1910’erne (ja korrekt) 

Den kliniske indretning vinder nu frem: glas, stål, og glatte flader, som let gøres rent, præger klinikken 

i begyndelsen af 1900-tallet. Det er opdagelsen af bakterierne og den øgede bevidsthed om hygiejne, 

som bevirker denne udvikling. 

En ny teknik får plads i tandlægeklinikken. Det er røntgenapparatet, som hænger til højre i stadig 

utildækkede ledninger med højspænding! Det varer 5-8 minutter at få taget et billede, og der er ingen 

videre afskærmning af de farlige røntgenstråler. Til venstre står et bord med beholdere til rengøring af 

instrumenter. Det elektriske bord er oppe på nogle tusinde omdrejninger i minuttet. 

En større del af befolkningen får mulighed for at komme til tandlægen. Det gælder især børn, idet 

tandplejeklinikker begynder at blive oprettet på skolerne rundt om i landet. Den første i Svendborg i 

1896.” 

Møblerne er ganske rigtigt af et helt andet udseende nu. Der er bl.a. et lille sidebord, hvorpå der står et 

skab. Materialerne er et stålskelet med, for skabets vedkommende, glassider og glaslåg. Bordet består 

af samme metaltype, men bordpladen er her lavet af marmor. Den gamle eltavle, der hænger ved siden 

af på væggen, ligner en Storm p. konstruktion. Røntgenapparatet står på et stort træstativ og ligner et 

forvokset staffeli. Der er et stort glasskab, enkelt design og hvidmalet, fyldt med pakker der er 

eksempler på datidens medikamenter til en tandlægeklinik. Der er en stor beholder til at koge 

instrumenter i. 

Men alt i alt ligner klinikken meget nutidens klinikker. 

Værelserne er udprægede objektorienterede, men de enkelte genstande er gamle udgaver af velkendte 

emner, så en del af oversættelsen vil beskueren i vid udstrækning være i stand til at foretage selv. Men 

som nævnt søger tourguiden for at viderebringe et begrænset antal af informationer. 

Det næste værelse består af to temaer, fødselsstiftelsen og psykiatrisamlingen. Det er et stort rum, og 

der er en del genstande samlet. 

I afdelingen for Fødselsstiftelsen er der en stor trækasse med glaslåg, og teksten ovenover forklarer, at 

det er en af de første kuvøser fra ca. 1890. Kassen er todelt vertikalt og i den øverste del ligger barnet, 

og i den nederste del i bunden af kassen kan anbringes varmedunke. Ideen er at barnet skal være 

omgivet af frisk, fugtig og varm luft. 

Ved siden af står et bord kaldet Howitz’s fødselsleje og det er fra ca. 1880. Dette har været brugt til 

tangforløsninger og ved vendinger af barnet. 

Der er også opstillet en karbolsprøjte med denne tekst: 

””Her myrdes Barsleskvinder paa offentlig Bekostning” 

Barselsfeberen truede Fødselsstiftelsens eksistens flere gange. I 1844 nåede dødeligheden op på 15%. 

Stiftelsen måtte lukke i 1839, 1844, 1845-48. I 1870 indførte Stadtfelt som den første Listers 

antiseptiske principper på en fødselsstiftelse, og med et slag forandredes billedet. 

44


”Virkningen var vidunderlig. I de 17 Aar Antiseptikken har virket i vores anstalt, fra 1870 til 1886, 

have [….barselsfeberen kun bortrevet] 7 og 8 af tusinde fødende.” Stadtfelt, 1886” 

Jordemødre og læger blev opøvet i at vende barnet op til fødslen og man havde en model eller et 

’fantom’ til at øve sig på. Det er en konstruktion, der består af nogle læderbeklædte dele, der 

symboliserer kvindens ben og indgangen til bækkenet. 

Der er et lille zinkbadekar beregnet til de nyfødte. Det er sat fast på høje ben, så jordmødre ikke 

behøvede at bukke sig ned for at bruge det. Det er et fotografi fra omkring begyndelsen af 1900-tallet, 

der viser en jordmoder bade et barn. For foden af badekaret er en lille tekst. Sikkert et uddrag fra en 

undervisningsbog, af Meyer der belærer om vigtigheden af renlighed for et lille barn. 

Der er opstillet en vugge af pileflet med træmeder. Samme Meyer havde ikke meget tilovers for 

vugning af babyer, det var farligt, hvis de blev rystet for kraftigt og vanedannede og unødvendig, hvis 

den var svag. 

Den anden afdeling, psykiatriafdelingen består af en del store genstande. En del af disse har været 

anvendt i behandling og til fastspænding af patienter. Egentlig er det lidt af et rædselskabinet. 

En af de mere markante er dårekisten, som reelt set er et lille fangehul, hvor vanskelige patienter kunne 

isoleres. Den skønnes at være fra omkring 1700-1800 tallet. 

Et andet stort og monstrøst træmøbel er tvangsstolen, der ifølge teksten blev brugt til voldelige 

patienter. Den var beregnet til at den syge kunne tilbringe en del tid der. Der er et bord foran, som blev 

brugt når patienten skulle mades, og en toiletspand under pladen hvor han sad. 

Et andet stort skrummel af et møbel, svedekassen, er del i en behandlingsdiskurs, der gik ud på gennem 

chok at nedbryde og derefter at genopbygge patientens personlighed. Svedekassen fungerede, ifølge 

den forklarende tekst, som følger: patienten blev placeret nøgen i kassen der kan opvarmes gennem en 

masse elektriske pærer der er sat op på indersiden. Efterfølgende blev patienten udsat for kolde 

brusebade. Man mente i tiden, at denne lette fysiske chokbehandling kunne virke afspændende på 

nervøse patienter. Krampesengen er en stor trækiste, der er foret med polstret stof, og var beregnet til 

patienter med rystelser eller epileptiske anfald. Polstringen skulle dels have en beroligende effekt, og 

dels sikre at personen ikke kom for voldsomt til skade. Der er et låg, der gør at kisten kunne lukkes, og 

på låget kan man se hængsler, der gjorde at personer kunne faktisk lukkes inde i denne kiste. 

Den sidste af afdelingens store genstande er en stor messingstøvle, der har været brugt til at ændre 

blodtrykket i patientens krop. Ideen gik ud på at trække blod væk fra hjernen ned i benet. 

For at vise et lidt mere nutidigt og menneskeligt billede af psykiatrien, er der hængt en del tegnede og 

malede billeder, bevirket at patienter, for at vise nutiden ændrede syn på den type af patienter. 

Der vises et moderne eksempel på den store mængde af psykofarmaka en indlagt patient har fået 

udskrevet. 

Disse to udstillinger der er indføjet i samme rum er et af de få på Museion, der nærmer sig en 

undervisende udstilling. Rummet er fyldt med genstande, men samtidigt er alt forklaret udførligt. Både 

hvilken praktisk brug de havde, men i vid udstrækning også hvilken diskurs de kan læses under. 

Fokus på bygningen og auditoriet 

Det første indtryk man får af bygningens arkitektur, er når man bevæger sig ned eller op gennem 

Bredgade. Denne gade er et eksempel på en bevaring af en større samling af 1700-tallets bygninger, der 

står med deres imponerende og lidt arrogante arkitektur fra perioden. Gaden huser bortset fra Højesteret 

og Kunstindustrimuseet, en del af byen kunst – og auktionshuse. 

Billedet ændrer sig lidt når man træder direkte ind i den lille hall, der virker knapt så imposant som 

resten af gaden, dog stadig med ambitioner om et markant udtryk, der i denne forbindelse bliver en 

blanding af pompøsitet og borgerhygge. 

Det mest markante rum i 1700-talsbygningen er auditoriet, som er bevaret i sin originale udgave. Der er 

meget højt til loftet, der består en dekoreret cirkelform. De gamle bænke står på traditionel vis på 

terrasser op af væggen og skaber en udsigt ned til taleren, der dermed er centeret for opmærksomheden 

45


med mulighed for en sceneagtig optræden. Rummet understreger en opfattelse af at dette et sted for 

væsentlige tanker og kontemplative fordybelser. 

Resten af museets rum anslår ikke sammen stemning, hvilket der er flere årsager til. Nogle af rummene 

trænger til istandsættelse og en del af dem er fyldt med genstande, så det egentlige rum og dets stand og 

udseende, er svært at skønne og ikke noget der i øvrigt dvæles ved. 

Opsummerende 

Den fysiske samling består af genstande, hvilket er et vilkår og selve formålet med en udstilling. Men 

hvilken kommunikativ værdi får disse genstande gennem deres opsætning, gennem de tekster der 

ledsager dem og den fortælling de får med på vejen med tourguiden? 

Der er mange genstande på det lille museum, hvilket man kan fornemme med den beskrivelse af mange 

af dem, jeg har valgt at foretage. Dette for at illustrere den mængde at kommunikeret viden man som 

besøgende skal percipere i den time besøget varer. 

Når de enkelte dele bliver separeret og beskrevet, som det er vist gennem de ovenstående beskrivelser 

af nogle af genstandende, er det tydeligt at en kort besøg kun kan give den besøgende en meget 

overfladisk forståelse af, hvad museet rummer. Samtidigt er rundviserens verbalt fortalte perspektiv, 

det der tydeligst perciperes af modtageren. Denne observation betyder, at som den permanente 

udstilling fremvises i dag, er den tæt på at være uden betydning og uden virkning for de borgere der har 

valgt at besøge den. Hvis borgeren er oplevelsesorienteret er metoden med de verbalt kommunikerede 

makabre historier en velvagt metode, men er borgeren interesseret i oplysninger om det videnskabelige 

felt og nyere forskning er de valgte metoder fejlagtige. Her kan samtidigt hævdes, at museumsledelsen 

visionære forestillinger om kommunikation af forskning falder til jorden, fordi den permanente 

udstilling ikke kan leve op til de krav, med den metode der anvendes til at præsentere den for tiden. 

I denne store totale mængde, er der nogle linier der er gennemgående, hvilken diskurs træder frem som 

den fremherskende? 

Det mest fremtrædende er datidens barbari, som den bliver fremstillet, og uvidenhed. Hjælp til 

sygdomme, brækkede ben og dårlige tænder gik gennem ofte gennem enten rædselsbehandlinger eller 

behandler uden anden virkning end til at supportere overtro og mytedannelse. Der var dog masser af 

god vilje, ifølge fremstillingen, hvilket kan ses med oprettelsen af det store hospitalskompleks 

Frederiks Hospital. Her havde ikke alle syge adgang, men dog stadig en større del; og hvad var vigtigst 

var at den ubemidlede del af befolkningen skulle ifølge fortællinger også have adgang til behandling. 

4.4 Særudstillingen ’Oldetopia’ 

Motivationen 

Gennem introduktionen til kataloget ’Oldetopia’ skrevet af museumschefen Thomas Söderqvist kan der 

opsummeres, at institutionens motivation til udstillingen skal findes gennem fire punkter: 

1. Alder er blevet et samfundsproblem, specielt hvis det betragtes under et økonomisk rationale. 

2. Alder og aldring er en interessant balance mellem natur og kultur. Hermed menes der, at alderens 

kultur er socialt konstrueret, at den måde alder betragtes på afhænger af den samfundsmæssige og 

sociale kultur, den er underlagt. 

3. Det videnskabelige felt, sundhedsvidenskabelig aldersforskning står stærkt. Udstillingen er KU’s 

formidlingsbidrag til samarbejdsorganisationens International Research Universities, som forsker i 

aldring, livsvarigheder og sundhed. 

4. Det æstetiske aspekt ved aldring. 

Hvis kommunikationen til borgeren gennem perspektivet formidling af aldersforskning er et af de fire 

motivationspunkter, er det relevant at undersøge netop herigennem, for udstillingens evne til at vise det 

specifikke felt. 

Tilsyneladende er institutionens formålsparagraf fleksibel med en pragmatisk og realistisk mulighed for 

undersøge andre videnskabelige felter end de officielt definerede. 

46


Det faglige felt der bliver kommunikeret 

Der er en del faglige felter, man formår at kommunikere inden for rammerne af en rimelig lille 

udstilling. De områder, der kan genkendes, er menneskets biologi, dyrs biologi, befolkningsgeografi, 

sundhedsvidenskab og det tekniske felt, udviklingen i forskellige hjælpemidler høreapparater, briller, 

etc.. 

Websiden består af en meget kort introduktion til udstillingen, og forskning nævnes ikke. Kun de mere 

kuriøse aspekter af aldring i et teknisk udviklet senmoderne samfund. Det efterfølgende citat er den 

tematiske og idémæssige indgang til udstillingen, som den præsenteres på hjemmesiden, og er taget fra 

en af bidragydernes indledende afsnit fra særudstillingens katalog: 

”Alderdom er ikke hvad den har været. Kvinder på 60 år kan blive mødre, mænd i samme alder 

rockstjerner. Det klassiske livsforløb er under forandring. I Danmark er antallet af personer over 65 år 

fordoblet siden 1950, og andelen af 100-årige og derover er mere end tyvedoblet. Vi er på vej mod en 

verden af gamle”. 50 

Herefter beskrives den idémæssige baggrund, der har formet udstillingen: 

”Med udstillingen Oldetopia ønsker Medicinsk Museion at sætte fokus på udforskningen af alder og 

aldring og samtidigt vise, at vores forestillinger om alderdom er under radikal forandring.” 51 

Disse betragtninger skønnes at være en væsentlig indgang til det idémæssige grundlag, der driver 

udstillingens tematik, og kræver derfor en dybere analyse. Dette for at kunne perspektivere til de 

meningsdiskurser, der driver de ovenstående forudsætninger. Og for at kunne vurdere om temaerne 

opfylder det kommunikationsbehov, der er omkring feltet aldersforskning. 

De forudsætninger, der er indbygget i ovenstående, er først og fremmest de statistiske fremskrivninger, 

der understøtter tesen om en ændring i den alderssammensætning verdens samfund oplever. 

Dernæst den fertilitets forskning, der giver fysisk mulighed, men ikke nødvendigvis etiske rettigheder, 

for at ældre kvinder kan gennemgå in-vitro fertilisering. 

Den tredje påstand er muligheden for, at mænd på 65 år kan blive rockstjerner. Denne lidt overfladiske 

floskelbærende morsomhed bunder dog ikke i nogen beviselig sandhed. Der er mænd, der stadig er 

rockstjerner, men efter en lang karriere. 

Opsummerende kan man hævde, at det reelle videnskabelige grundlag bliver illustreret gennem 

geografisk statistik, og aldersstatistikker og sundhedsvidenskabelig forskning, og de resterende 

bemærkninger er udtryk for en popularisering af emnet. 

Det viser sig også gennem udstillingens tour, at det er i vid udstrækning de problemfyldte aspekter 

omkring aldring og dets sygdomme og hjælpemidler, der fylder udstillingen. 

Hvilken type af udstillingen bliver præsenteret 

Selvom udstillingen er opdelt i emner, og samtidigt har en fysisk opdeling, er der nogle gennemgående 

ensartede træk ved alle de små enkeltudstillinger. Dette er de forklarende tekster, der findes ved alle de 

enkelte genstande og gruppering af genstande, og som supplerer hinanden i en uundværlig symbiose. 

Ikke ret mange af de udstillede genstande ville kunne stå alene uden en temmelig udførlig forklaring. 

Samtidigt er det en væsentlig pointe, at teksten på ingen måde har taget overhånd, således at 

udstillingen får et rent undervisende præg. 

Der er en del af de udstillede genstande, der besidder en egen interessant æstetik, der går på, at de 

sagtens kunne vises uden en forklaring. Dette ville så betyde, at genstanden skiftede betydning, 

eftersom lægmand ikke ville være i stand til at afkode eksempelvis et udstillet billede for dets 

oprindelige betydning. 

50 Http://www.museion.ku.dk 

51 Ibid. 

47


Hvis vi vender tilbage til Dean’s taksonomi med hans bedømmelsesskala, vil denne udstilling 

overordnet set ligge i et område, der svarer til midt på grafen. Hvor der er en gensidig balance mellem 

genstande og tekstlige forklaringer. 

Emner der bliver belyst gennem den fysiske udstilling: 

Udstillingens otte temaer vises med en tour gennem otte værelser, dvs. 8 små udstillinger i udstillingen. 

52 Alle otte værelser har et mønster i den måde genstande og tekst vises på. 

Som regel er der nogle fotostader eller plancher på væggene med beskrivende tekst. I nogle af 

værelserne er der ophængt billedkunst, der illustrerer det tema værelset viser. 

I det første værelse er temaet ’Livets alder’, som bliver beskrevet gennem de levende individers celler. 

Samtidigt fortælles det, at aldring er en proces og ikke en sygdom; dog kan aldersassocierede 

sygdomme fremskynde processen. På en af væggene er der opsat fire store fotostater til at illustrere 

ældningsprocesser i knogler. Disse er mikrofotografier taget på Nano-Science Center Københavns 

Universitet, og de forklarende tekster oplyser, at der vises gitterværket i et normalt knoglevæv 

forstørret ti gange og et tilsvarende foto, der viser en knogle hos en gammel person, hvor det ses at 

knoglevævet er delvist nedbrudt. 

Ved siden af hænger fotos taget med en anden teknik, Atomic Force mikroskopi, viser en sund knogle 

og tilsvarende en gammel knogle. I den gamle knogle er bindevævsfibrene delvist nedbrudt. 

Der tilbydes ikke yderligere forklaringer på billederne, hvilket i vid udstrækning er typisk for denne 

udstilling, med meget korte og koncise tekster som opfølgning på genstande og billeder. 

På samme væg er der yderligere tre fotostater, der viser tre aldre i hudceller. Disse er taget på Dansk 

Center for Molekylær Gerontologi, og viser cellekultur med unge hudceller, en med midaldrende 

hudceller og en med gamle hudceller. Forklaringen på det ændrede udseende tilbydes med en kort 

sætning om at med tiden ophober cellerne affaldsstoffer og de ændrer dermed udseende. 

Disse syv fotografier har fået en vital plads i begyndelsen af udstillingen, og besidder en egen æstetik, 

men for den ikke indviede får fotografierne først en informativ betydning i det øjeblik der kobles et 

stykke forklarende tekst på. 

Den forskning, der foretages i aldring, foregår ifølge en forklarende tekst som forskning i biokemiske 

processer: 

”Forskning i aldring 

I laboratorier forskes i aldring som biokemiske processer. Der forskes i sjældne førtidige 

aldringssyndromer. Dyr bruges som modeller for den menneskelige aldring. Forskerne undersøger, 

hvordan vores arvemateriale modstår skader og slid og reparerer sig selv, når skaderne er sket, og 

afdækker genernes rolle i aldringsprocessen.” 53 

Teksten illustreres gennem en lille vægophængt plexiglaskasse med nogle udstoppede laboratoriemus 

og to fotostater, der viser personer med genetiske fejl, der fremskynder aldring. 

Musenes tilstedeværelse forklares ved, at disse bruges i forbindelse med forskning. Musene har fået 

påført TTD syndrom, trichothiodystrofisk syndrom eller førtidigt aldringssyndrom. Dette betyder, at 

mus født med denne genetiske fejl, viser meget tidlige aldringstendenser, bl.a. med knogleskørhed. 

Disse aldersrelaterede sygdomme udvikles grundet musekroppens manglende evne til, at reparere 

ødelagt DNA. 

En billedserie supplerer ved at vise fotografier af to kvinder med forskellige typer af gensygdomme, 

der forårsager meget tidlig aldring. Den første kvinde eller pige, selvom fotografiet af hende viser en 

olding, lider af en accelereret cellevækst og i den anden kvindes celler er DNA reparationsevnen nedsat 

markant. 

52 Se bilag 2h 


48


Genet er også repræsenteret i værelset gennem en markant grøn fotostat eller fotoarray af en bananflues 

genaktivitet. 

En vigtig del af forståelsen af cellerne og deres liv er telomeren, som forklares som den del i en celle, 

der beskytter kromosomerne vores arvemateriale. Denne del er væsentlig i aldersforskning, da man 

mener, at der er en sammenhæng mellem cellealdring, celledød og telomerlænge. 

Jo ældre cellerne bliver jo kortere bliver telomerene. 

Kromosomforskningen ses gennem det klonede får Dolly, som blev skabt gennem en kloning af et fårs 

ægcelle og yvercelle. Det klonede får havde kortere telomerer end det burde have haft, og den 

forklaring, der tilbydes til den oplysning, er at dyret havde flere aldre i sig, da det netop var blevet 

klonet af en ny ægcelle og et stykke af et voksent får. 

Der er i det samme rum sørget for nogle et legende interaktivt dialogisk indslag. Der er opbygget en 

stor halvåben boks midt i rummet og inden i denne er der opsat en skærm og kamera tilsluttet en 

computer, der gennem et program manipulerer eller animerer et fotografi taget af den interagerende 

person. 

Fotoet ændres ved at programmet kommer op med forslag til hvordan personen så ud som henholdsvis 

baby, støre barn, ung, voksen og gammel. Denne del af udstillingen var meget populær blandt de 

besøgende i alle aldersgrupper, selvom om billedkvaliteten var ringe. 

På kassens udvendige side er der opsat én skærm yderligere, der også viser en billedsekvens af 

personer, der går gennem en fuld livscyklus i løbet af nogle minutter. 

Indvendig er kassen dekoreret med nogle meget store plakater, der viser en rundorm, mikrofotografi af 

det indre af et lårbenshoved og telomerer i stadie newborn. 

Ydersiden af kassen er dekoreret med tre tekster, der skal få beskuerens tanker hen mod at tænke 

aldersforskning, som noget der måske over tid kan ændre den forudbestemte biologi. Der kan 

manipuleres med alder. 

I næste værelse der viser tema to, er visuelt et vellykket værelse, og den viden der skal 

kommunikeres træder tydeligt igennem med helt enkle virkemidler. Rummet, der er forholdsvist lille 

og kun dekoreret yderligere med et skriftfyldt banner og fire små statistiske plancher, består af en 

opstilling på et centralt placeret bord. 

Temaet som værelsets opstillinger skal vise, bliver fortalt gennem en stor tekst på den ene af væggene: 

”Det aldrende samfund. 

Befolkningspyramiden er snart fortid. Der fødes færre børn, og flere overlever til alderdommen. 

Pyramiden er ved at blive en søjle. For nogle lande ligefrem en tragt. Selv de fattige lande får flere 

ældre. Alderen er på dagsordenen. Vi taler om ældrebyrden og det grå guld. Livet bliver bare længere 

og længere. Er vi parate til en verden af gamle?” 

Denne tekst bliver visualiseret gennem en stor gulvopstilling, der består af en stor, ca. 2 x 1 m konsol 

opbygget i lyst træ og med en bordplade af spejlglas. På denne opstats er der placeret 12 signalrøde 

eller advarselsrøde plexiglas figurer grupperet i fire med tre i hver. De fire grupper repræsenterer 

Verden og nationerne Danmark, Japan og Malawi. Hver af de fire grupper består af tre 

befolkningspyramider, der viser årstallene 1950, 2000 og det fremskrevne 2050. Denne måde at 

illustrere befolkningsstatistikker er dels effektfuld, men materialerne og selve metoden i denne 

opstilling gør, at den fremtræder æstetisk meget vellykket. 

Bagsiden af dette værelse, på den væg man først ser når man træder ind i værelset, er fuldt dækket af en 

meget stor fotostat, der ikke umiddelbart tydeligt viser sit formål. Først efter en nærmere granskning, 

forstår beskueren, at de mange tekststykker, der fylder hele billedet, er avisoverskrifter der alle vedrører 

det aldrende samfund. 

Der vises yderligere fire stykker aldersstatistikker, gennem fire plancher, der vedrører Danmark og 

middelalderlevetid i danske kommuner, middellevetidsrekorden for kvinder i verden i årene 1840-2000, 

pensionsalder og middellevetid i Danmark og ældredødeligheden i Norden. Disse plancher ødelægger 

49


det æstetiske helhedsbillede af rummet, men en udstilling af den type har pladsmangel, og samtidigt 

formidlingsansvar at skulle tage hensyn til, og er derfor nødt til at opbygge en udstilling efter andre mål 

end de æstetiske. 

Det tredje værelse vises under temaet Alderens tegn, og det, der slår temaet an i værelset vises 

gennem to stykker kunst. Det ene et stort fotografi af en gammel kvinde set bagfra i en selskabskjole, 

meget i nedringet i ryggen. Billedet er taget af Karoline Kjeldstoft, der er uddannet designer, og billedet 

er en del af et projekt. Teksten, der understøtter billedet, er som følger: 

” Med projektet ”86/77/96” som er de gennemsnitlige kropsmål for 80-årige kvinder, sætter hun fokus 

på kontrasten mellem modeverdenens idealer og virkeligheden. Kjolesnittet fremhæver undtagelsesvis 

den aldrende kvindekrops form og æstetik.” 54 

De andre alderstegn, der vises gennem værelsets tematik, er gennem det andet stykke kunst, der består 

af en skulptur, en kopi gennem en gipsafstøbning af en romersk skulptur efter græsk forbillede. Den 

sættes tidsmæssigt til det 3. århundrede f. kr. 

Skulpturen viser et nøgent torso med en et aldrende mandehoved, og er ifølge den forklarende tekst et 

usædvanligt objekt i den klassiske skulpturelle kunst, eftersom afbildninger af gamle kroppe sjældent 

ses her. Skulpturens torso er også en rimelig forskønnet udgave af en gammel mandekrop, kun hans 

hoved afslører hans høje alder. 

I en lille selvstændig niche i rummet, er der udstillet flere af alderdommens tegn og symboler. Der er en 

større stokkesamling, en taskerollator, en konstant kørende film fra 1932 om Alderdomshjemmet, en 

ægyptisk stok fra dateret fra 210 f. kr. 

I forbindelse med den ægyptiske stok, er der to eksempler på hieroglyffer, hvor den første er tegnet for 

Alderdom eller at være ældre og viser en person, der krumbøjet anvender en stok til at gå. Andet tegn 

betyder værdighed eller embedsmand, og viser samme person, men ikke krumbøjet. 

En af væggene viser nogle eksempler fra Østerbro Undersøgelsen fra 1976, hvor det blev undersøgt 

gennem 20,000 individer om der var en sammenhæng mellem kroppens aldringstegn og livslængde, 

hvilket man i 1998 kunne konkludere, at det ikke var tilfældet. Grå hår, skaldethed og rynker havde 

ingen sammenhæng med alder eller hvor længe, man kunne forvente at leve. 

Rummet er rimeligt fyldt med genstande og vægophæng, og man har da også fået plads til tre store 

montre alle fulde af genstande. 

Første montre er dedikeret hørelsen, den nedsatte og de høreapparater, der har været i brug op gennem 

tiden. Den anden montre er fyldt med briller også fra alle tidsepoker, og beskriver med sin tekstning, 

muligheden for at synskirurgi, den er allerede på vej derhen, bliver så avanceret at brillerne bliver 

overflødige. 

Tredje montre er okkuperet med gebissernes historie, med de trøstende overvejelser omkring den 

generelle tandsundhed og midlet fluor, der gør at tænder i større og større udstrækning beholdes 

gennem hele livet. 

Værelse fire har temaet alderens sygdomme, og ’teksten på væggen’, der sætter temaet er som følger: 

”Alderens sygdomme” 

Alderen er ingen sygdom, men ældre er mere udsatte for alvorlige og komplekse sygdomme. For 100 år 

siden tilbød man diæt, ro og omsorg, og ikke så meget andet. 50 år senere var nye medikamenter og 

teknologier kommet til. De aldersrelaterede sygdomme kunne nu behandles. I dag tilbydes intensive 

højteknologiske behandlingsforløb og genoptræning, så patienten hurtigt kommer på fode igen.” 55 



50


Det meste af gulvet er optaget af tre store opsatser, bestående af fotografier og genstande, hvoraf de 

fleste er tekstet. De tre samlinger viser tre forskellige diskurser og opfattelser af alderdom og dens 

relaterede sygdomme. 

De består alle af samlinger af forskellige genstande og fotografier med en del forklarende tekst til. 

Første samling viser tidsperioden omkring 1907 og periodens sygdomsdiskurs. På tidspunktet var der i 

vid udstrækning fokus på diæt i forbindelse med behandling af aldersrelaterede sygdomme og i øvrigt 

sygdomme generelt. 

Den overordnede tekst fra perioden er her citeret: 

” Diætbehandling. 

Mavesår, tuberkulose, diabetes og andre alvorlige sygdomme blev behandlet med diæt. Behandlingen 

bestod ikke blot af en bestemt kost, men også af renlighed samt ”passende hvile”, dvs. langvarigt 

sengeleje. Kosten skulle som regel være let og var baseret på grynsupper og mælk, også kaldet 

”feberkost”. 56 

Denne tekst illustrerer tydeligt de store forskelle, og samtidigt nogle paralleller der var i sygdom – og 

sundhedsopfattelsen på tidspunktet og de nutidige. 

De sygdomme der nævnes bliver i dag alle behandlet medicinsk, og opfattelsen af at lange perioder 

tilbragt i en ubevægelig i en sygeseng, er behandlinger, man har forstået fører mange andre skader med 

sig og dermed noget der skal undgås. Diætbehandling er heller ikke noget, der ligger i den nutidige 

behandlingsdiskurs, på samme måde som i perioden omkring 1907. Parallellen til nutiden ligger dog i 

den forståelse for sammenhængen mellem sundhed, kost, motion dvs. de generelle levevaner der ses i 

1907 behandlingsdiskursen. 

I 1957 ændres diskursen til en teknik- og medicineringsdiskurs, hvor alle de nye medicinske præparater 

får en mulighed for at blive afprøvet. Samtidigt er der i perioden et stort fokus på de mulige tekniske 

behandlingsmetoder, som de nye teknikker muliggør. 

Teksten på opsatsen: 

”Ny medicin i 1950’erne og 1960’erne. I midten af 1900-tallet dukkede en lang række nye 

medikamenter op. Tidligere kroniske sygdomstilstande hos ældre blev nu behandlet. Medicinen blev 

udviklet af den ny lægemiddelindustri i tæt samarbejde med lægevidenskabelige 

forskningsinstitutioner.” 

Omkring året 2007 ændres diskursen atter, og der er nu kommet fokus på forebyggelse af sygdomme 

gennem sund levevis, hvilket også inkluderer regelmæssig motion. Teksterne der følger er uden en 

egentlig overordnet tematisk beskrivende tekst. 

På væggene er der sat to forskellige fotoplancher, hvoraf en viser en af de mest markante 

alderdomsbetingede sygdomme, som man på tiden ikke har mulighed for at behandle medicinsk. 

Sygdommen er Alzheimers og man fortæller gennem dette fotografi, om den forskning der foregår på 

Rigshospitalet, og som bygger på en teori om at de proteiner, der ophobes i hjernen i Alzheimers 

patienter og som ødelægger hjernecellerne, kan der muligvis findes en vaccine imod. Selve fotografiet 

viser en døende hjernecelle der er belagt med plak fra en patient med omtalte sygdom. 

Det andet store fotografi viser en nanopumpe. Denne er så minutiøs, at den kan ligge på spidsen af en 

finger og fylder højest 0,5 x 0,5 cm. Den fungerer som en automatisk funktion til regulering af medicin 

i en patients krop og sættes ind under en patientens hud. Illustrationen af dens minimale størrelse 

sammenholdt med dens funktion og store værdi for et menneskeligt individ supplerer udstillingen med 

et tema, der kunne kaldes forskningens fremskridt og tekniske formåen. 

Det femte værelse har det overordnede tema, ’Det lange liv’. 

Der er opstået en ny befolkningsgruppe i de seneste år, og disse er betegnet længeleverne. Denne 

gruppe af individer, er hurtigt voksende og dækker individer mellem 100 og 110 år. Aldersforskeren 

56 Ibid. 

51


Jeune samler på oplysninger om gruppen af de meget gamle fra hele verden. Dele af hans samling 

bliver vist i dette værelse gennem ni af disse meget gamle personer. Der er opsat store fotografier af 

dem alle og en kort medfølgende biografi. Den længst levende person man har oplysninger om er en 

fransk kvinde, der blev 122 år. 

Grunden til at de i det hele taget er interessante i forskningen omkring aldring, er at der undersøges for 

sammenhænge mellem en bestemt levevis, genetik og den meget lange livslængde. Indtil videre har 

man ikke kunnet finde tydelige sammenhænge. 

Jeune’s er ikke den første samler af længeleverne. Allerede i 1700-tallet begyndte Bolle Wilhelm 

Luxdorph at samle på oplysninger omkring personer, der havde levet i levet over 80 år. Samlingen 

indeholdt oplysninger om 515 individer fra oldtiden op til datiden. 

Denne samling vises på modsatte væg, illustreres med 12 portrætter af individer fra hans samling, med 

individets navn, fødselsår og dødsår. 

I udstillingens er der gjort plads til et humoristisk indslag, som består af fortællingerne om den norske 

sømand Drakenberg. Der vises en del underholdende billeder, der illustrerer dels en gavtyv og dels en 

person, der gerne viser sin maskulinitet frem, ved at stille sig i positur og vise sin muskelmasse frem. 

Den lille samling består af et oliemaleri nogle tegninger og en buste. 

”Christian Jakobsen Drakenberg. Den norske sømand Drakenberg hævdede at være født i 1626. Han 

døde i 1772 og skulle derfor være blevet 145 år. Han levede som gammel i Danmark, hvor han blev 

berømt for sin høje alder. Hans lig lå fremme i Århus Domkirke indtil 1840. Selv i døden ville han ikke 

forgå.” 57 

Neden under busten, som er uendelig grim, er denne lille underholdende tekst: 

”Drakenberg”. 

Johnson påstod, at han havde fået tilladelse til at afstøbe Drakenbergs mumie. Busten blev fremstillet til 

hele Norden. Omtrent samtidigt forsvandt mumien sporløst. Folk sagde, at Johnsen havde stjålet liget 

og givet det en vikingegravfærd.” 58 

Sjette værelse har titlen ’Mod styrke – mod svækkelse’. 

Værelset er rimeligt fyldt og når rundt omkring en del emner. Dels vises motionsdiskursen, hvori det 

forudsættes, at en rimelig fysisk aktivitet gennem eksempelvis gymnastik og idrætsudøvelse, hjælper til 

at holde den menneskelige krop i en bedre form. Helle Godtved skulle have været en af fortalerne for, 

at en sund rygsøjle med ikke slidte disci, afhjælpes gennem vedligehold. Et røntgenfoto af hendes 

rygsøjle, skulle underbyge påstanden. Til yderligere at underbygge tesen, er der ophængt en meget stort 

fotostat af den californiske stangspringer Carol Johnston. Billedet viser den 85-årige midt i et, for den 

uindviede, vanskeligt spring og illustrerer dermed påstanden elegant. 

Ved siden af fotografiet af Johnston, vises et foto af en anonym gammel kvinde, der styrketræner sine 

ben, og i forbindelse med samme, er der igen et legende indslag. Dette består af en 

styrketræningsmaskine til ben, og det er muligt herved for de besøgende at måle deres muskelalder 

gennem benspænd på maskinen. 

Umiddelbart over for denne er der opstillet, måske som en advarsel eller påmindelse, et gammelt sort 

skrummel af en antik kørestol fra 1920’erne. Den mere absurde information tilknyttet kørestolen, er at 

den indgik i Medicinsk-Historisk Museums Samling i 1989 fra København Kommunes ældreboliger og 

har, formodes det, været brugt op til denne periode. 

Der er yderligere opstillet nogle montre i det ellers lille værelse, og en af dem indeholder en 

Erindringskasse. Disse bruges i ældreomsorgen og deres funktion er som stimuli til gamle patienter 

med hukommelsesproblemer. 

Der er tillige ophængt plancher, der illustrerer forskelligt statistisk materiale der beskriver 

sammenhænge mellem motion og sygdomme. 


58 Ibid. 

52


Der er også blevet plads til et kunstnerisk indslag i form af en samling af blæktegninger tegnet af en 

billedhugger/professor ved kunstakademiet, der i 1971 var indlagt på Rigshospitalet. Formålet med at 

vise denne lille samling, må dels ligge i tegningernes æstetiske værdi og dels deres motiver. De 

forestiller alle patienter, gamle og unge. 

Det syvende værelse er nok en af de mest oplagte debatskabere, da det omhandler emner så som 

mulighed for forlængelse af ungdommen og de midler individer med hjælp fra eksperter vil igangsætte 

for at opnå målet. Dette syvende værelse rummer det syvende tema, der er Drømmen om evig ungdom. 

Dette perspektiveres gennem bl.a. de kosmetisk operationers historie med eksempler på de tidligste 

operative ansigtsløft. Desuden er der eksempler på forskellige dyreforsøg for behandling mod aldring. 

Værelset bliver introduceret med den følgende tekst: 

” Drømmen om evig ungdom. 

Drømmen om evig ungdom er lige så gammel som mennesket selv, fra de græske myter til nutidens 

skønhedsindustri. Altid omgærdet med blandede følelser. For er livets slitage en del af livet selv, eller 

noget som skal udbedres? Dristige forsøg, store forhåbninger og mange midler er blevet brugt på at 

standse livets aldring eller ligefrem gøre os unge igen. Foryngende skønhedsbehandlinger er en del af 

de hurtigt voksende industrier i den rige del af verden.” 59 

I værelset er der ophængt to stykker billedkunst, begge tematisk i tråd med det overordnede tema, hvor 

det ene, et oliemaleri viser en af antikken myter, der ofte blev brugt af Rubens. Myten der illustreres 

gennem portrættet af ’Simon et Per’, hvor brystmælk ifølge datidens lægevidenskabelige ekspertgruppe 

skulle virke foryngende. 

Ved siden af oliemaleriet hænger et kobbertryk, der har ønsket om et evigt liv som tema, og dette vises 

gennem en af den græske mytologis historier om en gudinden, der beder om evigt liv til sin elsker. 

Moralen i historien er, at eftersom hun ikke samtidigt beder om evig ungdom til ham, må hun alligevel 

tilbringe sin tid med et hastigt aldrende individ, der dog bare ikke dør. 

Der er også ophængt en samling på fire fotostater der forestiller den i sin tid kendte skuespiller, Sarah 

Bernhardt før og efter sine ansigtsløftninger. Dette er nogle af de første der blev foretager og er fra 

1920’erne. 

Der er også billeder og tekst, der beskriver det arbejde fonden ’Alcor Life Extention Foundation 

udfører med nedfrysning af individer for senere optøning, når deres sygdomme og aldersrelaterede 

defekter kan helbredes. 

Den mest markante fotoserie under værelsets tema, består af 11 eksempler på forskellige forskeres 

forsøg på at undersøge teser og forsøg på at forstå sammenhænge mellem aldring og 

hormonproduktion. 

Det er i denne sammenhæng at starten på reversere de biologiske nedbrug, der foregår af den 

menneskelige krop gik gennem undersøgelser af forsøgsdyrs og i nogle tilfælde menneskers produktion 

af hormonstoffer gennem kønskirtlerne. Disse forsøg startede tidligt i 1900-tallet. 

Udstillet i en montre på gulvet, er der en del eksempler på 1920’ernes og 1930’ernes foryngelseskure, 

bl.a. indgik på dette tidspunkt indgik stoffet Radium i pilleterapier. 

Der bliver samtidigt forklaret de nutidige kure og behandlinger så som Botox behandlinger og 

Restylane behandlinger, der er henholdsvis en nervegift og en blanding af vand og kulstof. 

Sidste og afsluttende værelse har nye livsperspektiver på dagsordenen. 

I det sidste værelse nummer otte er perspektivet flyttet fra de beviselige følgevirkninger ved alderdom, 

alderdommens sygdomme og deres afhjælpnings muligheder, til alderdommens kultur. Det vil sige en 

leg med perspektiverne i den samfundsmæssige opfattelse af aldring. 

I udstillingens mindste værelse er væggene brugt til at illustrere den tidligere aldringsdiskurs, hvor 

aldring foregår gennem trappen som symbol. Individet bestiger trappen indtil han når sin 


53


middelalderen, hvorefter nedstigningen begynder. Hvert enkelt trin betyder et bestemt punkt i hans 

livshistorie med sine helt specielle handlinger. 

Denne diskurs hævder konstruktørerne af udstillingen, har ændret sig til en udfladning af trappen til et 

plateau, hvor alle handlinger kan foregå på alle tidspunkter i individets livsbane. 

Det mest markante objekt i værelset er en planche, der illustrerer nye perspektiver i synet på 

alderdommen. En illustration af to forskellige alderdomsdiskurser, den ene med betegnelsen Det 

alderskonstruerede samfund og det andet Det aldersintegrerede samfund. De to diskurser illustreres 

grafisk gennem modelopbygninger, hvor den første vises ved tre vandrette søjler, og den nederste søjle 

bærer teksten Uddannelse, den mellemste teksten Arbejde og den øverste teksten Fritid. Ved siden af de 

liggende søjler er en alderslinie, der viser at uddannelse forgår i den første del af et livsforløb, arbejdet 

foretages i den mellemliggende periode og fritiden hører alderdommen. 

Kontrasten til denne diskurs er et omvendt perspektiv; søjlerne rejses til en vertikal position, med 

alderslinien i samme position, og hermed illustreres at fritid, arbejde og uddannelse hører alle aldre til. 

Selvom der i indledningen af specialet blev postuleret, at italesættelsen af et emne eller et objekt 

hænger tæt sammen med dets relationelle funktioner, og at en ændring i den måde rutiner, vaner og 

opfattelser beskrives på kan over tid ændre en funktion, anses i dette tilfælde ikke at være realistisk. At 

vælge at lade alderdommen italesættelsesmæssigt integrere i alle de funktionsfaser, som modellen 

beskriver og dermed betragte den som en naturlig del med lige vægte, er et ufærdigt projekt. Det der 

karakteriserer det alderskonstruerede samfund, er nok til en hvis grad bundet i en pragmatisk funktion, 

der ikke problemløst lader sig ændre. 

Som det kan ses gennem den introducerende tour af udstillingen, når man meget langt omkring ved 

valget af de otte temaer. Der er en meget stor overvægt af foki på de biologiske og de fysiske 

egenskaber omkring emnerne, hvor de to undtagelser er i værelse to med temaet ’Det aldrende 

samfund’ og i værelse otte ’Nye livsperspektiver’. Det aldrende samfund bliver beskrevet dels gennem 

statistisk befolkningsmateriale og dels den mediediskurs, der vises gennem alle avisoverskrifterne. De 

nye perspektiver bliver beskrevet gennem en alderdomskultur, der postuleres er under forandring. 

Det efterlader de resterende seks værelser, hvor temaerne alle illustreres gennem den 

lægevidenskabelige og biotekniske diskurs. Dette kan ses som en opfyldelse af målsætning for 

særudstillingen netop som en kommunikation af den sundhedsvidenskabelige aldersforskning. 

Det videnskabelige niveau i fremstillingen og kommunikationen af emnerne er ikke højt, men derimod 

skønnes det at være meget let tilgængeligt. Alt det tekstlige materiale, der kun anvendes til at forklare 

billedmateriale er let tilgængeligt uden brug af komplekst sprogbrug og uden krav til forudsat viden. 

Museet bruger nogle bestemte metoder og medier, der gentages i alle otte værelser. Væggene bruges til 

fotografier og plancher med de beskrivende tekster. Der er ydermere nogle få billedkunstværker og en 

enkelt skulptur. Disse værker er afstemt med værelsets tema. 

I alle værelser er der midt på gulvene eller lidt ind langs væggene montrer med udstillede genstande 

eller de store udstillingsgenstande. 

Værelserne er alle rimeligt små, et bud på de samlede m² er på omkring 150. 

Da det er en udstilling, der kommunikerer nogle videnskabelige og kulturelle temaer, virker 

udstillingen ikke overfyldt, selvom der en god del af information pr. værelse. Hvis udstillingen havde 

været en kunstudstilling, ville den have virket overfyldt. 

Som allerede nævnt stilles der ikke store krav til modtagerens evne til perception. Alle også selv børn 

kan forstå den ellers komplekse viden, der bliver fortalt meget enkelt og let forståeligt. Angående det 

sociale samspils element, der er med til at skabe den optimale læringssituation, er der i et museum 

fysiske udstilling større mulighed for at undersøge og dermed forstå genstande og deres brug. Langt de 

fleste genstande er lukket inde i montrer, og kan ikke undersøges fysisk, men de kan dog ses. 

Der er to elementer, som publikum kan afprøve, dels den illustrationen af aldringen og dels den 

fysiologiske maskine til benspænd, hvor man kunne teste ens muskelalder. 

Emner der bliver belyst gennem Kataloget 

54


Kataloget indeholder seks artikler, der tematisk er knyttet til udstillingen temaer. 60 

Indledningsvis er Mordhorst’s artikel 61 , der skaber en forståelse for udstillingen baggrund og formål. 

Det ses i betydningsdannelserne omkring nodalpunkterne, at artiklen er underlagt en diskurs, der 

iagttager de ændringer, der er sket i videnskabens og befolkningens opfattelse af alder. 

Samtidigt viser der sig i diskursen disse ændringer ved nye forståelses – og begrebsrammer. 

Det vigtig, at være opmærksom på, at denne diskurs har fæste i den videnskabelige diskurs, der ved 

hjælp af videnskabelige opdagelser (medicinske, statistiske befolkningsstatistikker) påviser store 

samfundsforandringer. 

Der er nogle få eksempler på selve aldersforskningen i den præsenterende artikel. Det ene er 

præsentationen af ringormene som en af de vigtigste modelorganismer i forskningen. Det andet er den 

samme forklaring som Söderqvist anvendte i det indledende afsnit om selve formålet og grundlaget for 

udstillingen. 

Det vil sige, at det er i vid udstrækning alderdommens kultur og de store ændringer i denne, der 

refereres til. 

I artiklen, der beskæftiger sig med motion, refereres der ofte til den sundhedsvidenskabelige diskurs, 

hvori motion er en del af et sundt og længerevarende liv. Dette underbygges gennem perspektivering til 

videnskabelig forskning, hvorpå alderdomsrelateret forskning bygger. 

Men kan hævde, at der gennem artiklen bliver kommunikeret en del aldersforskning gennem de 

undersøgelser, der refereres til. Der bliver vist tilbage til det statistiske talmateriale, der eksisterer og 

bruges til at underbygge teser omkring sammenhæng mellem motion og en del sygdomme. 

Forskningen anvendes til konstruktion af en artikel, der i form og opbygning redegør på en måde, at 

den ikke kun virker oplysende men samtidigt opdragende. 

Nogle eksempler herpå er, at den viser den evidente sammenhæng, der er mellem motion og sygdomme 

hjertekar sygdomme, diabetes og nogle kræftsygdomme. Samtidigt refereres der seks gange i artiklen 

undersøgelser som en støtte til de teser og bekræftede teser om sammenhænge mellem motion og 

demenssygdomme. 

Den opdragende del i artiklen, er de råd der gives i to afsnit med titlerne der er meget beskrivende for 

indholdet, Bevæg dig – bevar dig og Aktiv eller passiv i dagligdagen. 

De ledende temaer er motion og fysisk aktivitet, der hænger sammen med og er styrende for 

individernes kondition. 

En vurdering af artiklens nyhedsværdi er, at de biologiske og sundhedsvidenskabelige emner, der 

refereres, ikke er en kommunikation af ny forskning. Disse er emner størsteparten af borgerne i 2008 er 

bekendte med. Dog er der en undtagelse i beskrivelse af nye metoder til at opnå sundhed gennem 

motion. 

Forfatteren refererer et nyt begreb under overskriften, det nye konditionsbegreb, stofskiftekondition, 

der i modsætning til kredsløbskonditionen ikke kræver motion med et højt intensitetsniveau. Det er 

derimod muligt, at forbedre sin stofskiftekondition bare med et almindeligt dagligdags aktivitetsniveau. 

For at finde aktualitetsniveauet for den nyhed blev der foretaget en søgning i Infomedia og det 

fremkommer at begrebet har en rimelig nyhedsværdi. Første gang det bliver omtalt er i artikel i 

Ugeskrift for læger i januar 2006 og det omtales i efterfølgende periode sporadisk. 62 

Med titlen ”Aldringen Molekylærbiologi”, gives der lovning på seriøs videnskabskommunikation af for 

ikke-specialister, svære videnskabelige felter. 

Gennem artiklen tydeliggøres det, at cellen er omdrejningspunktet for aldringens processer, set i en 

molekylærbiologs perspektiv. Hvilket grundlæggende er det molekylærbiologien videnskabelige felts 

perspektiv cellen som forklaring til hele mennesket. 

Derfor forsker denne gruppe i cellens gener og proteiner for at kortlægge ændringsmønstre i disse. Der 

kommunikeres her en populærvidenskabelig historie om aldringens mysterier, der kan findes i cellen 

60 Se bilag 2f 

61 Oldetopia s. 8 

62 Pedersen, Andersen, Frette, Sandholt 

55


processer og funktioner. Der opereres med to teorier der populærvidenskabeligt beskrives Cellens ur og 

Mitokondrier – Cellens kraftværk. 

Der er opstået et nyt begreb i kølvandet på det ændrede alderdomsbillede, supercentenarians eller på 

dansk længelevere som beskriver den voksende gruppe af individer, der er i aldersgruppen 100 år plus. 

Forfatteren til artiklen om dette emne refererer til statistiske undersøgelser, der påviser at, det er blevet 

rimeligt dokumenteret 63 , at der er siden 1990’erne er 20 personer i verden, der er blevet 115 år eller 

mere. 

Borst fra at fænomenet er interessant, åbner det op for at aldersforskningen kan finde mulige årsager og 

sammenhænge til disse fænomener gennem den voksende undersøgelsespopulation. Artiklen vælger at 

beskrive emnet gennem mulige årsagssammenhænge, uden dog at kunne påvise nogle eksakte 

resultater. 

Forfatteren vælger dog forsigtigt at konkludere, og holder sig derfor inden for sundhedsdiskursen, at de 

fleste længelevende var ikke-rygere, slanke og havde i øvrigt aldrig været overvægtige. Havde aldrig 

lidt af diabetes relaterede sygdomme, kræftsygdomme eller hjertekarsygdomme i den problematiske 

ende af sygdomsskalaen. 

Han vælger fuldstændig diskussionen fra omkring de etiske problemer, der kan opstå omkring gruppen 

af de meget gamle. Han kommer forsigtigt inde på emnet gennem sætningen med det centrale moment, 

livsforlængende: 

”Muligvis havde deres lange liv ikke været muligt uden den livsforlængende sidegevinst, der ligger i 

moderne medicinsk behandling.” 64 

Artiklen mål eller fokus har ikke været at sætte spørgsmål ved ”gevinsten” at leve til en alder på 115 år 

eller mere. Tværtimod refereres der en diskurs eller opfattelse, at målet må være for alle individer, at 

kunne opnå en høj alder. 

Grunden til at denne population er interessant i selve alderdomsforskningen, bliver formuleret gennem 

den betydning gruppen af lægelevende sammen med biologiske eksperimenter har for en forståelse af 

at aldring kan foregå langsommere end først antaget. 

I næste artikel refereres to diskurser, den traditionelle der har været den mest udprægede i de vestlige 

samfund og den ændrede og rimeligt nyligt opståede. 

I den første er betydningen omkring punktet gammel, eksempelvis det gamle menneske, at den fysiske 

aldring er sat ind med tydelige spor og har betydning for individernes mobilitet. Det gamle menneske 

her er sat på en rimelig inaktiv pension, dels grundet tabt erhvervsevne og dels grundet økonomisk 

fattigdom både den reelle og den valgte. 

I den nyere diskurs eksisterer helt andre forståelseshorisonter, hvor de vigtigste er en drejning af 

alderdomsperspektiver. Dette medfører en opfattelse af alderdom som noget, der på mange måder kan 

fravælges. Fravalget kan ske gennem de udpræget større muligheder de ældre ifølge opfattelsen har nu, 

med muligheder for en aktiv og kvalitativ livsførelse. En meget bedre fysisk formkurve, mulighed for 

forebyggelse af sygdomme gennem større viden om sundhed og motion, større mulighederne for 

medicinsk behandling og kirurgisk behandling og bedre økonomi, end det tidligere i historien er set. 

Forfatteren af artiklen referer til forskning inden for gerontologi, der understøtter en opfattelse af at 

alderdommens fremtræden og reelle fysiske vilkår har ændret sig markant. 

Sidste artikel undersøger de etiske perspektiver ved aldringen, fordele og ulemper, fordomme og 

realiteter. 

Præsentationen af artiklen hævder, at der er andet hæftet til aldringsbegreberne – og vilkårene, end det 

naturvidenskabelige syn. Nemlig eksistentielle spørgsmål og de reelle fysiske forandringer, der foregår. 



56


Smith vender helt rigtigt perspektivet fra, det naturvidenskabelige med den undren, undersøgelser og 

begejstring over de mulige lange liv, der dels kan registreres, men som samtidigt bliver muliggjort i 

højere grad med ny teknik. 

Det vil sige er det er ikke forskning generelt eller ny forskning, der bliver formidlet her. Det er 

nærmere nogle etiske og kritiske spørgsmål. 

Til sidst skal nævnes de to billedserier, der er indeholdt i kataloget. 

Disse to fremtræder meget forskelligt. Den nye og nutidige serie er også ophængt på museet i 

forbindelse med udstillingen. Kunstneren har ved hjælp af en fotomontageteknik skabt nogle billeder, 

der skal vise de meget gamle kvinder, der er i fokus, og samtidigt fastholde dele af deres liv gennem 

nogle for kvinderne vigtige historier eller forløb. 

Billederne giver ikke et idylliseret billede af de 100-årige, men kunstneren har formodet at gøre deres 

liv til interessante fortællinger gennem billeder. 

Den anden billedserie er gengivelser af 100 år gamle fotos, der ophængt på museet sammen med den 

permanente udstilling. Det er gammelt undervisningsmateriale til medicinstuderende med eksempler på 

en række aldersrelaterede sygdomme. Det er et andet alderdomsbillede, der vises gennem denne 

samling af sygdomsramte gamle. Selvom nogle af sygdommene i dag kan kureres i deres opløb, viser 

denne samling alligevel sandheder om alderdommen, der ikke normalt vises frem. 

Kataloget og særudstillingen supplerer hinanden, hvor kataloget med uddybende beskrivelser bringer 

den forskning ind, der relaterer sig til de specielle emner. Udstillingen leverer den visuelle side med 

pædagogiske illustrationer, samlinger af enkeltdele og sammensætninger af enkeltdele. Disse får 

emnerne til at fremstå tydeligere. For at sikre en reel forskningskommunikativ værdi er det nok 

nødvendigt, at kataloget købes i forbindelse med besøget på udstillingen og læses efterfølgende. 

Emneafgrænsningen virker meget bred. Første artikel viser, at i overvejelserne omkring udstillings 

afgrænsning har det haft betydning, at udforskning af aldring foregår på mange forskellige faglige 

områder. Det nævnes ikke om det drejer sig om parallelforskning, som den multidisciplinære forskning 

er udtryk for. Dette betyder i praksis, at en del forskningsprogrammer bliver sat i gang under samme 

tema, med et resultat der viser forskellige perspektiver på det pågældende tema. 

Eller om det drejer sig om interdisciplinaritet er der fokus på selve problemløsningen som et fælles 

mål. 65 Dette kan være væsentligt at kommunikere til borgeren, eftersom den første udgave af 

samarbejdende forskning kan være næsten uendeligt bredt, som det ses gennem ”aldersforskning” 

Der er ikke gået i dybden med nogle af emnerne, hvilket den udstillingsansvarlige selv gør 

opmærksomt på. Hvor overfladisk udstillingen egentligt bevæger sig, kan være svært at bedømme for 

ikke-eksperter, med det er tydeligt at den favner meget bredt, og både dækker naturvidenskab og kultur. 

Kultur både som kunst og som kulturstudier. Den ansvarlige hævder, at det er ikke udstillingen opgave 

at udrede de omfattende sammenhænge, der omgiver de videnskabelige felter. 

Selve døden berører udstillingen ikke. 

Det videnskabelige niveau i kataloget er tydeligt lagt efter at skulle være tilgængeligt for alle, med 

pædagogiske forklaringer og det er meget let at forstå. Forfatternes evne til at kommunikere er 

passende til formålet, da sprogbruget er tydeligt og enkelt. 

Metode til at belyse emnet er velafprøvet og populærvidenskabelig med letlæselige artikler og fungerer 

som et godt supplement til selve udstillingen 

Medier der bliver anvendt i kommunikationsprocessen er skriftsprog og billedsprog gennem et grafisk 

enkelt opsat katalog. 

Hvad modtagerens motivation angår, kan man hævde, for at anskaffe sig kataloget og læse det skal man 

være lidt mere motiveret for at anskaffe det katalog og frem for bare at se udstillingen. 

65 Balsinger 

57


4.5 Forskerbloggen 

Forskerbloggen blev startet i september 2003, og afsenders motivationer for at starte den formuleres på 

Medicinsk Museion’s webpage som følgende: 

”Medicinsk Museion har en blog hvor du kan følge med i forskningsprojektet om biomedicinens kultur 

og nutidshistorie – og selv skrive kommentarer. 

….. fungerer som kombination af opslagstavle, nyhedsbrev, dagbog og internt diskussionsforum. Den 

støtter forskerne i deres networking og skaber grobund for en mere demokratisk 

forskningsformidling.” 66 

Bloggen fungerer ydermere som en intern informationsressource. I Årsskriftet 2007 kan oplysninger 

findes om de fastansatte og de løsere tilknyttede til institutionen for året 2006. I alt er der i dette år 45 

ansatte, hvoraf 9 er fastansatte med en aflønning gennem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. 67 Dette 

er en rimelig stor gruppe af individer, der ikke kan samles på samme geografiske plet i ret mange 

situationer. Dvs. kommunikationen mellem dem skal have en platform. Der eksisterer andre 

kommunikationskanaler gruppen kan benytte sig af, men det officielle interaktive tovejs 

kommunikative element er denne blog. Den ér også meget aktiv, eller nærmere en enkelt af 

indlægsskriverne er meget aktiv. 

I perioden fra d. 8. august 2007 til d. 1. marts 2008 er antallet af indlæg fra Thomas på 152. På nogle 

dage har hans indlægsfrekvens været oppe på 3 om dagen. Han får ikke kommentarer på alle sine 

indlæg. Han har fået 76 comments fordelt på 27 indlæg. I den samme periode har følgende profiler 

været aktive med indlæg: Sniff 4, Søren 9, Susanne 5, Rikke 1, Adam 2, JEO 6 og Camilla 3. 

Dette leder hen mod spørgsmålet om, hvilken funktion denne blog har. Den har muligvis en funktion 

som museumslederens kommunikationskanal for informationer, han finder relevante. Dvs. hvilke 

nyheder fra det videnskabelige felt han finder er vigtige nok til at informere resten af gruppen med. 

Dette forenkler også spørgsmålet om, hvem afsender af meddelelser i dette forum er. Det er 

institutionsledelsens blog. Muligvis er bloggen også institutionsledelsens mulighed for at kommunikere 

den oversigt han skaber over feltet, samtidigt med at der sker en reduktion i den kompleksitet 

institutioner generelt oplever i deres omverden. Muligvis er personen bag tagget Thomas, translatøren 

af disse komplekse tilstande, og samtidigt personen, der sætter et fokus på, hvad der er væsentligt at 

beskæftige sig med. Dette betyder, at bloggen får en udvidet sine funktioner fra kun at være til et 

kommunikationsforum til at være et ledelsesværktøj. 

Hvilke faglige felter bliver der kommunikeret? 

En forskerblog vil pr. natur kommunikere feltet på feltets præmisser. Det er den gruppe af individers 

kommunikation, der enten tegner eller er med til at tegne den retning forskningen skal tage, hvad den 

skal bestå af og hvilken traditioner den skal bygge på. Denne blog er i vid udstrækning præget af en 

enkelt indlægsholder, hvilket betyder at formålsparagraffen om at bloggen skal skabe et 

diskussionsforum, et offentligt forum, virker vanskeligt at realisere. Men som tidligere nævnt eksisterer 

der muligvis andre fora for gruppen omkring denne institution, og da objektet for speciale ikke er 

forskningsfeltets interne kommunikationsmønster, men nærmere kommunikation udad med 

offentligheden er det et uvæsentligt problem at kortlægge. 

Sproget, der anvendes i bloggen er udelukkende engelsk, hvilket ikke ses som et problem, medmindre 

målgruppen er meget unge skoleelever eller nogle medlemmer af den meget ældre generation. Dette er 

et vilkår, som befolkninger der tilhører et meget lille sprogområde, har lært i vid udstrækning at tilpasse 

sig. Det, der er mere væsentligt i denne sammenhæng, er at prøve at skabe et overblik over den reelle 

fordeling af de emner, der behandles. Det software der styrer bloggen viser nogle statiske data, som 

66 http://www.museion.ku.dk/blog.aspx 

67 Årsskrift (2007) 

58


måler hvor mange indlæg, der skrives, og hvilke emneord de tildeles. Dataene er opdelt i følgende 

emnegrupper, og hvert indlæg kan have flere emeord tilknyttet: 

general (196), recent biomed (269), acquisition (86), Museion concepts (75), blogging (75), 

displays/exhibits (166), conservation (29), registration (16), news (115), new books etc (37), 

conference (177), web resources (75), jobs/grants (20), draft papers (31), teaching (17), seminars (67), 

art and biomed (95), curation (19), haptics (3), museum and knowledge politics (13), marketing and 

advertising (5), science communication studies (3), material studies (material studies), museum studies 

(museum studies), history of science (1), history of technology (1), history of medicine (1). 

Science communication studies (3) 

Det tal og emne der springer mest i øjnene er emnet science communication studies med en af de 

laveste indlægsscorer på kun tre. Dette emne dækker det videnskabelige felt, der bl.a. omhandler 

kommunikation med offentligheden. 

Det første publicerede indlæg under denne emnegruppe er fra d. 9.2.2008, hvor indlægsholderen 

forholder sig kritisk til begrebet kommunikation af videnskaber. Ifølge ham er den udgave af 

kommunikation af viden der foregår i praksis, ikke en udgave, der fungerer som en dialogisk og 

udvekslende kommunikation af viden, men foregår som noget belærende og udføres af professionelle 

på netop det område. Problemet i dette er, at emnet har fået sit eget videnskabelige felt, der opererer på 

helt egne præmisser med fokus på undervisning og i øvrigt opererer efter regeringers og private 

firmaers egeninteresser. 

Den diskursive analyse af indlægget viser konkret, at den styrende diskurs er den formidlingskritiske. 

68 Denne kritik i disse indlæg tager afsæt i den selvstændiggørelse der er skabt af det videnskabelige felt 

kommunikation – formidling. Indlægsholderen tilhører den ældre formidlingsskole, hvor det at fortælle 

sit fag, var noget en akademiker selv foretog. Specielt ældre historikere tilhører denne diskurs, eftersom 

de i kraft af deres populære felter har haft en meget bred læserkreds, også udover deres egne fagfæller. 

En hel del andre videnskabelige felter specielt de tekniske og naturvidenskabelige, har ikke helt på 

samme måde haft en bred folkelig appel, og har pr. natur ikke været motiverede for at forenkle deres 

forskningsresultater fremtrædelsesform blot for at sikre et publikum. Det betyder, at der helt naturligt er 

opstået et behov for formidling af svært tilgængelige videnskaber, og det er i forlængelse af dette af 

hele feltet opstår. Så man kan konkludere, at indlægsholderen i sin kritik har et perspektiv, der ikke når 

ud over eget videnskabeligt felt. 

Denne diskurs finder man også beskrevet hos Stocklmayer 69 , hvori forskere har meget svært ved at 

acceptere, at eftersom deres videnskab er meget kompliceret og tidskrævende: 

”… they find it difficult to imagine that it can be understood by someone who has not put in the same 

effort. It threatens both their standing with their colleagues and their self-respect. 

This idea that their science might be accessible to a lay public is abhorrent to many western scientists 

who seek certainty and absolute truth. Theirs is a view akin to those of the mediaeval guilds that 

protected their knowledge by allowing only initiates into full understanding of the one truth. 

Knowledge was power and was not to let go; its communication was only permitted between initiates. 

It often required special language and signs; and it was not for the general public” 

Den diskurs, der plæderer empowerment som et projekt med oplysning og deling af viden for at sikre 

veloplyste og selvengagerende borgere, er det ovenstående ikke en del af. 

I indlægget om forskningskommunikation, der blev nævnt i det ovenstående, er der indbygget en 

forståelse af en magtdiskurs, hvor kommunikation af videnskaber er et legitimeringsværktøj for 

nationalstaters regeringer og industrien, der har interesser i felterne. 

En yderligere diskurs indlægsholderen er underlagt, er den, der ser den store udvidelse af de 

videnskabelige felter med selvstændiggørelser og løsrivelser, der forgår i et senmoderne samfund, som 

68 Se bilag 2d 

69 Stocklmayer 

59


en trussel. Emner der ikke før har været selvstændige, opstår gradvist og opnår en selvstændiggørelse, 

hvilket kan være svært at acceptere og forstå, og der kan være tale om sammenstød mellem de nye og 

gamle generationer inden for de videnskabelige felter. 

Videnskaberne overlapper hinanden, supplerer hinanden og burde i realiteten samarbejde mere, 

eftersom de ’gamle elefanters’ politik er passé og en projektorienteret holdning til forskning med en 

pragmatisk overskridning af faggrænser, er en fremtidsvision der allerede er et nutidigt vilkår. 

Det andet indlæg er fra d. 11.2.2008 og konkluderer at teknik og naturvidenskaber har opnået global 

vigtighed, og at det har en afsmittende effekt på kommunikation af disse videnskaber. Her udbygges 

ideerne om, at det er virksomheder og regeringer, der har en interesse i videnskommunikation som et 

led i en koncentrering af magt omkring de biologisk – tekniske videnskaber. 

Den diskursive analyse viser en cementering af indlægget i en magtdiskurs, hvor ’Imperiet’ bestående 

af de institutioner og regeringsstrukturer, er faktoren der regulerer den globale økonomi, politik og 

kultur. Bioteknologien er forstået inden for denne diskurs ved at blive en vigtig part i den 

imperiekonstruktion, der kan opleves i det senmoderne, og som efterlader den almindelige befolkning 

uden reel indflydelse. Den funktion videnskommunikation får i dette, er som opdrager og manipulator 

af den perifere befolkning. 

Det tredje og sidste indlæg fra d. 12.2.2008 og omhandler bloggens store stigning i popularitet over de 

sidste 10 år, og det postuleres heri, at det er ved at transformere hele mediebilledet. Der refereres til 

nogle statistikker, med 113 millioner aktive blogs med daglige indlæg på omkring 1,6 millioner. 

Forfatteren til indlægget konkluderer, at selvom ikke alle er aktive og omhandler naturvidenskab og 

teknologi, er der stadig en imponerende del. Dette indlæg hænger sammen med de to foregående og er 

en del af et oplæg, der blev holdt på en workshop ”Science communication as the co-product of 

sciences and their publics”. Konklusionerne på dette sidste indlæg om emnet, forholder sig til den 

frihed, væk fra autoriteterne, der er indbygget i bloggingmediet. 

Den diskursive analyse viser, at på nuværende tidspunkt er der stadig lidt frihed tilbage i 

bloggingmediet, selv om private firmaer og organisationer i vid udstrækning er begyndt at vise sig på 

scenen. Dette giver problemer i retning af, at en af de sidste forposter for autonomi og frihed er ved at 

blive opslugt i imperiets umættelige magtbegær. 

Hvilken betydning har afsenderen for diskursens magtfelt? At han er leder af et museum med en 

forankring i et videnskabeligt felt betyder at han som en del af kredsen, der tegner feltet og samtidigt 

har belæg for at have en holdning til kommunikationsvidenskaber, skønnes det, at han har stor 

betydning. Ikke for reelle ændringer i det videnskabelige felt, der omgiver kommunikation af viden, 

men som en kritisk røst og generel meningsdanner. 

Samtidigt er hans indlæg offentligt tilgængeligt, ikke gennem et populært og meget læst medie med 

muligheder for ’Søvndahl’ effekter, så er han dog alligevel til stede i det offentlige rum eller nærmere 

public cyberspace. Det er desværre meget svært at checke en blogs popularitet, men tilbagemeldinger i 

form af ’comments’ giver en idé om indlæggenes gennemslagskraft. Generelt får ’Thomas’ ikke ret 

mange tilbagemeldinger på den offentlige blog, dog har han fået én til det sidste af indlæggene i denne 

tredelte samling. Denne kommentar er en kritik af det rimelige målløse og uklare angreb, ’Thomas’ 

verbaliserede, og en opfordring til at gøre sin kritik fokusorienteret. Kommentatoren var deltager i den 

omtalte workshop og deler ’Thomas’s’ holdninger omkring videnskabskommunikation 

Recent biomed (269) 

Topscoren på emnelisten er ’recent biomed’, og de seneste 12 indlæg drejer sig om: 

1. Prisuddeling til fotografer af billeder, der omhandler biomedicin. 

2. Referat fra en workshop ’Communicating Medicine; Objects and Objectives’ 

3. Refererer til en udstilling om perception, hvor de undersøger grænsen mellem kunst og 

videnskab. 

4. Causering over Museion’s mangler i samlingen. Der mangler tilsyneladende helt banale emner, 

så som laboratoriets dagligdags hjælpemidler. 

60


5. Forslag til at høre en præsentation, af et forskningsprojekt. 

6. Oplysning om en udstilling i Bonn om fremtidens mulige organismer, der kan skabes gennem 

genteknologi. 

7. Da dette medicinske museum ikke intenderer, at vedblive med at være begravet i fortiden, er 

det nødvendigt at prøve at forstå hvad fremtiden vil bringe. 

8. Diskussion af afslutningen af ’Oldetopia’. Det vil på en eller anden måde omhandle 

’Biomedicine on display’. 

9. Omtale af en sommerskole. 

10. Omtale af en workshop. 

11. Omtale af udstilling om hud, som et møde mellem kunst, videnskab, filosofi og social kultur 

mødes. 

12. Omtaler en billeddatabase og de mere lempelige regler for brugen af billeder, der er ved at 

blive gennemført. 

De to første indlæg og indlæg nummer otte undersøges nærmere i en diskursiv analyse. Grunden til at 

disse vælges er at de dækker flere områder: ét indlæg undersøger billedmateriale der omhandler 

biomedicin, ét undersøger gennem en workshop kommunikation af feltet medicin og ét omhandler 

museion’s næste udstilling og vil dermed være et udtryk for den biomedicinske diskurs institutionen 

officielt forholder sig til. 

Microfotografering 

Indlæg nummer ét er en beskrivelse af en prisuddeling af biomedicinske microfotografier, der foregår 

gennem den engelske Wellcome Collection. Der er links til firmaet webpage og for at få det fulde 

udbytte af samlingen er det nødvendigt, at anvende denne. 

Samlingen består af digitale fotos, der gennem fotografiske illustrationer dækker et bredt spektrum af 

videnskaberne. 70 

Deres objekt er, at vise de billeder, der bliver skabt som en del af forskeres arbejde. Samtidigt er det et 

mål at belønne de absolut bedste. 

Fotografierne er, trods emnerne, meget æstetiske og interessante, og væsentlige at fremhæve og sætte 

fokus på i en formidlingssammenhæng eller kommunikationssammenhæng. 

De 22 micofotografier er alle meget farvestrålende, hvilket hænger sammen med den fototeknik og 

belysningsteknik fotograferne anvender. Hvis man starter med at se på afsender og dermed fotografens 

motivation og intention, viser det sig at fotograferne er meget fokuserede på billederne som en metode 

til at udstille, vise og forklare det microtekniske arbejde, de udfører gennem deres forskning. De bruger 

nødvendigvis billederne selv som undersøgelsesobjekter, men samtidigt er de bevidste om det visuelle 

aspekt i dem. En af fotograferne giver udtryk for, at når hun farvelægger billederne i det sidste stadie 

digitalt er hun meget opmærksom på farvekompositionen. Alle giver udtryk for den skønhed de finder, 

der er i de allermindste dele af verdens eksistenser. 

De emner der bliver belyst gennem billederne, er emner, der normalt er gemt og uset for alle andre, end 

den gruppe af eksperter, der arbejder med emnerne. Så samtidigt med at billederne er visuelle 

attraktive, fortæller de alle historier om det mere usete liv, der foregår i mennesker og dyr. De emner 

der belyses gennem fotografierne spænder rimeligt vidt: cancerceller af forskellige typer, vira, vitamin 

c krystal, et musefoster, flue på et sukkerkrystal, blodårers formationer og iturevne blodårer. Titlerne på 

billederne, der henviser til realiteterne om objekterne, skaber en besynderlig dissonans til de tiltalende 

fotografier. Samtidigt med at billederne er attraktive, indeholder de samtidigt en del skræk og afsmag. 

Cancerceller, meningitisceller, colibakterier og Hiv vira er pr. definition elementer, det menneskelige 

individ ikke ønsker en personlig kontakt med. Egentligt bærer udstillingen lidt præg af en nutidig 

udgave af et gammeldags freakshow. 

En vigtig pointe i en fremvisning af denne type af billeder til ikke-eksperter er, at meget kompleks 

viden gennem billedmediets illustrationer, pludselig opstår som tilgængeligt og tydeligt. At kunne vise 

en illustration af f. eks. en cancercelle, en HIV virus og i det hele taget at kunne vise de allermindste 

70 http://images,wellcome.ac.uk/ 

61


dele i levende organismer, kan give en bedre forståelse af hvordan en levende organisme egentligt er 

opbygget. Disse illustrationer tager en del af den mystik væk, der kan ligge i uvidenheden omkring 

udseendet af de indre strukturer. 

Evnen til at kommunikere meget kompleks viden og meget komplekse tilstande gennem denne type af 

billeder bedømmes til at være meget virkningsfuld. Dels er billederne af en høj kvalitet, hvilket betyder 

at detaljer vises tydeligt, og betragteren kan uden at være ekspert skelne de meget forskelligartede 

strukturer på celler, vira og krystaller, billederne giver udtryk for. Samtidigt har kunstner/forskerne 

gjort meget for at gøre billederne så iøjnefaldende som muligt. Der er anvendt meget stærke farver, der 

samtidigt skaber nødvendige kontraster mellem billedets enkeltelementer. Denne kontrast er vigtig for 

at kunne skelne de enkelte dele i fotografiet. 

Modtageren af denne type af videnskabelig kommunikation, behøver ikke at bevæge sig på et højt 

vidensniveau for at kunne forstå dem og værdsætte dem. De fleste emner bliver berørt gennem det 

almindelige massemedie, forstået som artikler om sygdomme og deres forløb, problematikker og nye 

opdagelser. Den sociale scene eksisterer ikke for personen, der må nøjes med at se billederne over 

Internettet; det er dog muligt at se dem udstillet i London. 

Diskursen en så tiltalende og samtidigt afskrækkende udstilling refererer til, er diskursen eller 

fortællingen om den fantastiske videnskab. Videnskaben der ved alt, ikke nødvendigvis kan kurere alt, 

selvom det er lige om hjørnet, så dog den uendelige muligheder videnskab. Den biotekniske og den 

medicinske. 

Samlingen som det essentielle 

Det andet nyeste indlæg med ’recent biomed’ som emneord drejer sig om den status genstandene har i 

en museumssamling og under hvilke præmisser, den skal skabes. 

Indlæggets emner behandles gennem et rimeligt kort og ikke fyldestgørende referat fra en workshop 

med titlen ’Communicating Medicine: Objects and Objectives’. 71 

Det første emne, der fokuseres på i blogindlægget er en intern diskussion omkring præsentation af 

emner i museer og hvilken kommunikativ betydning, man tillægger dem. Kommentarerne i indlægget 

er del af en intern og indforstået diskussion. 

Sidste emne drejer sig om i hvor stor eller ringe grad de medicinske museer fokuserer for meget på 

nutidige effekter, der umiddelbart ikke synes af stor værdi for bevaring for eftertiden. Dette emne er 

også del af en intern diskussion der omhandler forskning versus offentligheder som museet skal 

servicere og de genstande det hele reelt set drejer sig om. 

Dette indlæg er ikke nødvendigvis tænkt som en kommunikation til andre end den interne gruppe, der 

er tilknyttet Museion, og det faglige felt der bliver kommunikeret er udstillingsteknikker, metoder til at 

opbygge samlinger og under hvilke teoretiske perspektiver det skal vises frem til offentligheden. 

Der ikke tænkt på andre end den omtalte forskergruppe i modtagende del. 

Den næste særudstilling 

Gruppen bag Museion er allerede (indlægget er fra d. 19.2.2008) ved at planlægge den næste 

særudstilling, som afløser for ’Oldetopia’. Den nye udstilling har fået en midlertidig titel ’Biomedicine 

on Display’. 

Afsender er interesseret i at annoncere, at der er fundet nyt emne til udstillingen og at det at omhandle 

en af institutionens kerneemner og satsningsområder ’Biomedicinens kultur og historie gennem de 

sidste 50 år’. 

Kommunikation af biomedicin gennem HeartMate 1 og 2 

Eftersom indlæg to og tre ikke har den store relevans for den brede offentlighed men mere er interne 

diskussioner omkring relevante emner, afsøges bloklisten for indlæg, der skønnes at kunne have en 

mere almen interesse og samtidigt på samme måde som microfotografierne, der blev omtalt under det 

første indlæg, har en bredere appel. 

71 http://www.chstm.manchester.ac.uk/ 

62


Det nyeste indlæg i bloggen er fra d. 14.4.2003 og er skrevet af ’Søren’, og det omhandler hvad der må 

karakteriseres som første generations kunstigt hjerte eller nærmere hjælpemekanisme til 

hjertepumpning. Det er en større konstruktion af et vist fysisk omfang og med en stor vægt på 1.6 kilos. 

Indlægget illustreres med et foto af en person, der bærer det mekaniske hjerte uden på kroppen. Dette 

gør det visuelt muligt at bedømme hvor stor og klodset indretningen egentlig er. 

Det mest paradoksale ved indretningen er, at den er forholdsvis nutidig. Ifølge indlægsbloggeren blev 

hjertet udviklet i 1980’erne og først gang anvendt i 1998 på Rigshospitalet i København. 

Den blev dog allerede udskiftet i 2006 med en mindre udgave. 

For lægmanden virker konstruktionen så absurd, at selvom Medicinsk Museion´s forskerblog 

bedømmes til at være seriøs og citerbar, checkes historien på Ugeskrift for læger. I en artikel fra 

september 2007 beskrives de erfaringer der er blevet gjort med den første udgave af det mekaniske 

hjerte. 72 

I ’Sørens’ blogindlæg bliver det videre beskrevet, hvordan indretningen bliver indopereret i patienten, 

og hvor længe den kan anvendes. 

Afsenderen af dette stykke kommunikation, ønsker tydeligvis at dele sin undren og overraskelse over 

denne klodsede indretning og tilsyneladende acceptable effekt, den havde for patienterne. Samtidigt er 

det en nutidig genstand, der for nylig er blevet erstattet af en mere enkel indretning. 

For at beskueren ikke skal forlade indlægget uden tvivl om, hvordan det kunstige hjerte reelt blev 

indopereret i patientens maveregion, er der udover fotoet af en person med hjertet placeret på kroppen, 

en tegnet planche, der viser genstandens reelle placering i et menneske. 

Selve det sproglige og faglige niveau i kommunikation af fænomenet, er klar, koncis, pænt engelsk og 

let tilgængelig. Måden emnet bliver kommunikeret på, er et eksempel på at selv emner med en rimelig 

høj grad af kompleksitet, kan med en god kommunikator fortælles enkelt uden at vital information 

forsvinder eller udelades. 

Mediet han har valgt at bruge i kommunikationsprocessen, er det virtuelle gennem en blogportal. Dette 

egner sig i til at fortælle og formidle både kompleks og mere enkel viden. Fordelen ved mediet i denne 

sammenhæng, er følgende: det er ikke pladskrævende, og en tilsvarende fysisk udstilling ville kræve 5- 

10 m² vægplads for at kunne kommunikere det samme som ca. ét skærmbillede. 

En af de andre fordele ved en virtuel formidling er de aktive henvisninger, man kan skabe til den aktivt 

interesserede til at hente yderligere oplysninger. Denne indlægsholder har valgt ikke at indsætte 

hyperlinks, man kunne have valgt et til artiklen der omhandler teknikken i Ugeskrift for læger’. 

Angående muligheden for en reel kommunikativ situation med mulighed for at stille spørgsmål for 

modtageren af informationen, ligger det i blogmediet. 

72 Ugeskrift for læger 

63


5.0 Syntese 

Hvad kan de, hvad gør de og understøtter de den reduktion af kompleksitet, man kan stille som 

krav til en uformel lærende institution? 

Denne samling af kommunikative elementer, der tilsammen udgør institutionens 

forskningskommunikation eller forskningsformidling, som er det udtryk de har valgt at anvende, hvilke 

samlende træk kan opsummeres. Hvad er de overordnede spor i de formidlingsprincipper, de viser 

frem. I det foregående har den institution, der undersøges gennem specialet, været underkastet en 

opsplitning af institutionens elementer i enkelte dele. 

Hvis disse dele atter skal sammenfattes, bliver det under andre perspektiver, eftersom de enkelte dele i 

vid udstrækning har fået deres betydningsdannelse undersøgt og dermed bidraget til nye forståelser. 

Gennem enkeltelementerne analysedele vil i det følgende disse spørgsmål blive besvaret: 

Hvad vil de? 

Hvad gør de? 

Hvad kan de? 

Hvad er deres kommunikationsstile? 

Ændrer selve mediet kommunikationsindholdet? 

Ad. 1, hvad vil de? 

Gennem Medicinsk Museions webpage og årsberetninger var det muligt at få et indtryk af 

institutionens mål og visioner. Der beskrives gennem disse offentligt tilgængelige sider, hvor 

institutionen mener deres arbejdsområde er. 

For det første har de en forskningsforpligtigelse og denne ønsker de at foretage gennem undersøgelser 

af den påvirkning det medicinske felt har haft på samfundets individer. Samtidigt er deres 

undersøgelsesområde hvordan samfundets individer gennem deres kultur har påvirket den medicinske 

forskning. Så man arbejder implicit på institutionen med en formodning om en gensidig påvirkning. 

Denne forskning skal foregå gennem de forhold, der er mellem de medicinske felter, de traditionelle 

humanistiske forskningsfelter og andre videnskaber generelt. 

Samtidigt havde man ambitioner, der mest gik på fremtiden, og som kom til udtryk gennem de 

projekter, den kultur og den interdisciplinaritet, man har intentioner om at skulle opbygge. Dette blev 

beskrevet gennem Fleming’s artikel, og samtidigt med det samarbejde hun forestiller sig skal ske 

gennem de forskellige videnskabelige felters er specielt det kunstneriske og det biotekniske. 

64


Det betyder at intentioner om at kommunikere bioteknologi er noget, der først kommer til at foregå i en 

ikke nærmere bestemt fremtid. 

De vil også gerne være med til at sikre formidling og vidensudveksling, som de mener de har en 

forpligtigelse for gennem universitetsloven, her nævnes ikke museumsloven, og som de fremstiller som 

noget selvfølgeligt og væsentligt. 

De kritiske stemmer der høres i debatten omkring kommunikation af viden og videnskaber føres 

paradoksalt nok af museumsleder for Medicinsk Museion Thomas Söderquist. Gennem institutionens 

offentligt tilgængelige forskerblog giver han udtryk for sin afstand til, hvordan begrebet praktiseres 

nutidigt og grunden til, at det praktiseres. Han tilbyder ikke nogle alternativer, heller ikke i rollen som 

museumsleder. 

Han viser sympati for begrebet blogging, men det er ikke helt klart om han ser begrebet som et 

alternativ til en traditionel kommunikation af viden, som han udpræget ser som magtorganers 

legitimeringsudtryk. Dette burde have fremstået gennem de tre indlæg om science communication, han 

lagde på bloggen. 

Hvis kommunikation af forskning skal væk fra det professionelle felt, der er blevet opbygget omkring 

emnet, må der skabes et alternativ, og han giver udtryk for, at disse virtuelle kommunikative rum som 

bloggingmediet er et udtryk for, er demokratiske, de repræsenterer ikke nødvendigvis organiserede 

grupper, og opererer rimeligt autonomt. 

Ad. 2, hvad gør de? 

Det næste spørgsmål der melder sig er, hvilke midler anvender de i kommunikation af forskning? 

Institutionens kommunikative elementer er blevet undersøgt gennem den analyserende del af dette 

projekt og er der nogle væsentlige træk, der melder sig. 

For at tilfredsstille en forventning til institutionen omkring en præsentation af den medicinske historie 

og kultur eksisterer den permanente samling. Denne er første og fremmest en samling, forstået på den 

måde, at man som en museumsinstitution har til opgave at gemme for eftertiden. Alt hvad der bliver 

gemt er ikke offentligt tilgængeligt, men kun et udvalg som skal repræsentere udvalgte emner og 

perioder. Men hvad er det reelt set den permanente samling præsenteres? Den viser de effekter, der har 

overlevet tiden, som er samlet og efterfølgende givet til museet. Det betyder i en sådan samling, at der 

er indbygget en vilkårlighed, som bliver afgjort ved at nogle individer beslutter sig for at aflevere noget 

fysisk, som de selv finder vigtigt. Måske fordi det har overlevet en lang tidsperiode, eller måske fordi 

det skønnes interessant og væsentligt. Forcen ved denne medicinske samling er, at fra museets start i 

1907 og indtil for nylig blev alt repræsentativt samlet, så inden for en vis tidsperiode burde museet 

være i besiddelse af mange repræsentative effekter. Og burde dermed være i stand til at fortælle alle de 

væsentligste historier inden for den medicinske historie. 

Og hvad er det så de vælger at vise og fortælle gennem den permanente samling? Det er historien 

omkring Frederiks Hospital, Fødselsstiftelsen og Sct. Hans Hospital. Det er den mindre historie 

omkring datidens apotek, dets funktion og vareudbud. Det er tandplejen omkring århundredeskiftet. 

Der er de rigtigt store historier om epidemierne pest, kolera, tyfus, syfilis og tuberkulose. Dog alt 

sammen set gennem det nationale perspektiv eller endnu snævrere det københavnske perspektiv med de 

genstande, der har overlevet perioderne. 

Der fortælles om starten af den medicinske historie fra 1700-tallet og om det nystartede erhverv 

kirurgien og hvordan det adskilte sig fra det medicinske videnskabelige felt uden at bruge ret mange 

ressourcer på medicineren. Der er en del redskaber fra den tidligste kirurgiske periode og der er et 

specielt fokus på den periode i historien, hvor faget begyndte at adskille sig fra selve barberhåndværket. 

Der er også eksempler på det undervisningsmateriale fra perioden med en del præparater, hvilket vil 

sige humane vævsdele. 

Al den viden man trods alt må have fra perioden, hvordan bliver den vist? Først og fremmest er det en 

meget kondenseret form man vælger at fremstille. Museet er meget lille og man har måske derfor et 

overskueligt perspektiv, som netop er det oprindelige Frederiks Hospital. 

Opfylder en institution som Medicinsk Museion de tidligere opsatte mål for den ideelle kommunikative 

situation, hvor der er påståede sammenhænge mellem valg af medie og emnets, informationens eller 

65


videns kompleksitet. Hvor det dengang blev postuleret, at det er nødvendigt at vælge den personlige 

ansigt til ansigt kommunikation, for at sikre at modtager forstår og for at give mulighed for 

tilbagemelding. 

Kravet til rich informations – eller vidensoverførsel kan institutionen ikke leve op til – hvilket også 

ville være et urealistisk krav at stille, men måske kunne situationen etableres under andre forhold. Dette 

er et spørgsmål der blev stillet allerede i indledningen, og gennem problemformuleringen omkring 

alternative platforme, og vil forsøges besvaret i konklusionen. 

Ad. 3, Hvad kan de? 

Hvad er det, der bliver kommunikeret gennem udstillingsgenstandene og guidens verbale 

fremstillinger? 

Det er fastslået, at det ikke er feltet medicinsk forskningshistorie eller bioteknologier. Området kan 

nærmere betragtes som medicinsk historie og kultur. 

Helt sikkert bliver den moderne medicin legitimeret gennem alle disse horror stories. Den besøgende 

kan opnå en tilstand af dyb taknemmelighed efter det forholdsvis korte besøg, over at den moderne 

medicin har bevæget sig så langt videns- og forskningsnæssigt, at de rædsler datiden borgere måtte 

igennem under betegnelsen lægelig behandling, er ikke eksisterende i nutiden. 

En anden overvejelse, der kan gøres er, hvorfor er det historiske felt generelt så taknemmeligt at 

kommunikere og hvorfor er der så stor interesse blandt borgerne til at opsøge historien bl.a. gennem 

museer. Er det de traditioner der ligger i oplysningsprojektets konstruktioner af museer? Det vil sige 

borgeren er blevet historiesocialiseret. 

Muligvis ligger det i selve historierne, specielt de spændende og de lidt makabre og alle de makabre 

effekter, der kan vises frem. 

Samtidigt kan det ses at de senmoderne teknisk videnskabelige institutioner så som ’Eksperimentariet’ i 

København, ’Marian Koshland Science Museum of the National Academy of Sciences’ i Washington 

DC, Smithsonian National Air and Space Museum’ i Washington DC og ’Liberty Science Center’ i 

New Jersey er institutioner, der er meget populære hos disse landes befolkningsgrupper og også 

turister. 

Disse observationer inddrages som et perspektiv på, at de tekniske og naturvidenskabelige felter 

sagtens kan kommunikeres gennem meget oplevelsesorienterede metoder. 

De dialogiske principper kan det være lidt svære at få stadfæstet fra de nævnte teknisk videnskabelige 

institutioner. Dog kan den interaktion, der er integreret i mange af de exhibits de fire udstiller, til en vis 

grad substituere den dialogiske situation. 

Ad. 4, hvad er deres kommunikationsstile 

Angående det fysiske univers versus det virtuelle univers versus det tegnbeskrevne univers 

Hvis borgeren skal få et fuldt udbytte af den rige og komplekse viden og informationer som Medicinsk 

Museion er i besiddelse af, bør alle tre videns universer besøges. Det traditionelle fysiske museum 

gennem den permanente udstilling giver et indblik i den historiske og kulturelle sygdomsopfattelse de 

sidste par hundrede år. Samlingen er til huse i de historiske rammer, der passer dem bedst, set i en 

undervisnings – og videns kommunikativ sammenhæng. Gennem placeringen på det gamle kirurgiske 

institut giver den permanente samling sammen med bygningerne et indblik i den herskende kultur. 

Men da det kun er muligt at besøge den permanente samling med guide af én times varighed, er det 

meget begrænset hvor meget viden omkring tiden syn på medicin og behandling, der kan tages med ud. 

Udstillingen kan da også besøges virtuelt, ikke som et tredimensionelt computeranimeret 

museumsbesøg spil, men som en beskrivelse af alle de rum museet består af og hvilke samlinger der 

bliver opbevaret der. 

Kommunikerer Museion eller meddeler de sig? 

Den kommunikationsmodel der har ligget som en ramme for, hvordan kommunikation kan se ud, 

forudsætter en form for tilbagemelding. En dialogisk proces som det er forstået i begrebet 

kommunikation. Samtidigt er det et mål for nogle forskergrupper og regeringens tænketank (se det 

indledende afsnit), at der netop skal være muligheder for en to – vejs proces. 

66


Den kommunikative metode institutionen i størst udstrækning anvender, giver ikke mulighed for at den 

besøgende videnssøgende borger stiller verbalt udformede spørgsmål. En undtagelse er forskerbloggen, 

som behandles særskilt i det nedenstående. 

Ved den verbalt orienterende rundvisning er der som tidligere nævnt mulighed for at stille spørgsmål 

og dermed indgå i en dialog. Dette har dog nogle begrænsninger i, at turen er meget kort, og hvis en 

dialog for den besøgende skulle have en betydning, ville dette optage en for stor del af rundvisningen. 

Der ligger en mulighed i kun at afholde en rundvisning pr. åbningsdag for at give de besøgende større 

mulighed for at stille spørgsmål. Det vil igen kræve en ændring af den kultur, der er omkring 

museumsbesøg, hvor borgeren først skulle lære at bruge museet og de ansatte på en anderledes mere 

verbal undersøgende måde. 

På hvilken måde kommunikerer, som udtrykket reelt betyder, institutionen? Som vist i det overstående 

tilsyneladende ikke med borgeren, men muligvis med det omkringliggende samfund og med sponsorer. 

Det er tydeligt og vist tidligere, at den nye bioteknologi er et felt, der i fremtiden skal have meget mere 

opmærksomhed. Er det institutionens kommunikative tilbagemelding, der her kommer til udtryk og er 

det udtryk for et samfundsmæssigt krav eller vidensbehov eller er det borgerens behov, dette er udtryk 

for? 

Hvis man anskuer det enkelte emne nye bioteknologier ude fra ovenstående forudsætninger, melder 

spørgsmålet sig, hvem er det der har et behov for at emnet bliver kommunikeret? Man kan hævde, at 

presset kommer fra industrien gennem en specifik national politik, hvor symbiosen 

forretningsmuligheder og legitimering og rekruttering afgør handleplaner. For at vende tilbage til 

Habermas er det vel i dette tilfælde et pres der udøves fra ’systemet’ mod livsverdenen, her forstået 

som den deltagende borger. Hvis vi med den kritiske teoris perspektiv hævder dette, er det dermed 

udelukket, at borgeren kan have en reel interesse i dette emne og i disse forretningsmuligheder. Dog er 

det ikke et så helt indsnævret perspektiv, den kritiske skole lægger op til. Der er en mulighed for at 

oplyses borgeren, netop for at opfylde de muligheder der ligge i et selvstændiggørelses- og 

myndighedsbegreb, og hvis dette effektueres bliver det ikke muligt for ’systemet’ at handle 

egensindigt. Det bliver netop kun muligt at handle med et meget større legitimeringsansvar og dermed 

mere indsnævrede rammer. 

I dette brændpunkt mellem borgeren og nationalstaten og dens forretningsmæssige interesser står netop 

de uformelle læringscentre så som museer og biblioteker, og spørgsmålet om hvorvidt de 

kommunikerer eller meddeler sig kan som konklusion på ovenstående besvares under to perspektiver, 

eller bliver besvaret under to perspektiver. Under det første er de uformelle læringscentre et redskab til 

at meddele for borgeren, hvad der er væsentligt at beskæftige sig med. Bare i det øjeblik et museum 

udvælger et emne til kommunikation, har de signaleret, at dette er et væsentligt emne og gennem den 

måde det bliver præsenteret på er der foretaget et valg, og dermed et enormt fravalg. Hvilke 

perspektiver, der vælges kan afhænge af hvilke sponsorer man læner sig op ad. Hermed postuleres ikke 

at en sponsor har en afgørende indflydelse på hvad og hvordan der bliver kommunikeret i en institution, 

men en form for påvirkning vil logisk være til stede. 

Under det andet perspektiv gøres borgeren bevidst om de muligheder der ligger f.eks. i 

bioteknologierne og er derfor med til at skabe myndiggjorte borgere, der kan deltage i en 

kommunikation omkring emnerne. 

Forskerbloggen som kommunikation 

Jeg vil i det følgende centrere nogle bemærkninger omkring forskerbloggen, specielt fordi jeg i det 

afsluttende afsnit konkluderer, at netop denne åbner op for nogle perspektiver, der kan anvendes af 

andre institutioner. 

En alternativ mulighed for anvendelse, hvor den virtuelle kommunikation af relevante emner for en 

museumsbesøgende kunne gøres mere målrettet, var ved at opdele bloggen lidt, så lægmænd der bare er 

nysgerrige på hvilke nogle medicinske emner, ikke behøver at deltage i de interne diskussioner, der 

foregår på bloggen og som ikke er så relevante for udenforstående. Samtidigt kunne ’Thomas’s’ 

indlæg, der i øvrigt virker som et ledelsesværktøj, holdes lidt tilbage fra det offentlige rum. 

67


Hans indlæg må gerne være tilgængelige, de fylder bare alt for meget i en sammenhæng, hvor man 

også ønsker at kommunikere det videnskabelige felt ud til offentligheden. Det virker som om at ’Søren’ 

har fundet en lidt heldigere balance. 

Forskerbloggen er et medie, der anvendes af en gruppe af specialister, der fagligt er koncentreret på det 

medicinsk historiske område. Ydermere er det sprog, der anvendes, engelsk. 

Hvilken betydning har det for lægmanden eller den studerende, der har et behov for at søge noget 

information gennem mediet? 

De vil begge i større eller mindre grad bliver udsat for oversættelsesproblemer. Her betragtes 

oversættelse gennem et Kuhn’sk perspektiv, hvor oversættelse ikke kun er det der sker, når der 

oversættes intersprogligt, men også når to fagligt forskellige verdener skal stemmes af. Kuhn refererer 

sig selv fra en tidligere periode (Structure of Scientific Revolution) hvor netop pointen i forbindelse 

med kommunikation mellem aktører var at: 

”[what] the participants in communication breakdown can do is to recognize each other as members of 

different language communities and then become translators.” 73 

Men dette udgangspunkt er ikke længere tilstrækkeligt for ham, der må være andre faktorer, der kan 

hindre en kommunikation og dermed en oversættelse fra et sprog til et andet og fra et paradigma til et 

andet. 

Han giver bud på fire betydningsfulde faktorer, hvoraf dog kun de første tre er forsket færdige til et 

acceptabelt resultat. 

De problemer han referer er for det første, at inkommensurable termer altid er grupperet om nogle 

specielle begreber. Og det er disse begreber, der afgør og styrer bestemte betydninger. 

Det kan bedst sammenlignes med diskursbegrebet, hvor det er essentielt at kunne finde nodalpunkterne, 

for at definere den mening, de giver resten af teksten og den diskurs, de er en del af. 

Det andet problem, han refererer til, er oversættelsen mellem sprog. Han er selv oprindelig 

naturvidenskabsmand, og det er herfra han har sit afsæt. Han hævder, at naturvidenskabelig viden er 

forankret i sproget, derfor støder man på problemer ved intersproglige oversættelser. 

Det tredje punkt han behandler er det paradoks, at hvor det er rimeligt let at lære et nyt sprog, er det 

betydeligt vanskeligere, at oversætte fra et sprog til et andet. Ikke alt kan udtrykkes på alle sprog. 

Dette bringer os over i det sidste problemkompleks, han dog ikke nåede at løse, men dog så som 

relevant nok til at arbejde videre med. 

Han ville forsøge at tilbagevise Davidson’s påstand, at når man behersker to sprog og skal oversætte fra 

ét, værdiforøger man det sprog, man oversætter til, fordi man mangler termer. Dette mener Kuhn er 

farligt, eftersom det ville betyde, at en gruppering omkring et sprog eks. et samfund eller en nation, 

ville have flere og parallelle betydninger for det samme. 

Dette er nogle interessante overvejelser og hvilken betydning, det kan have for en blogbruger, skal 

undersøges i det følgende. Blogbrugerne vil blive opdelt i to kategorier, lægmand og den studerende. 

Skoleelevens mulige anvendelse af bloggen tages ikke ind i overvejelserne, og gymnasieeleven må man 

til finde behandlet under den studerende. Lægmand bliver i dette tilfælde betragtet som en hvilken som 

helst person uden for det pågældende faglige felt. 

Hvis en lægmand ønsker at anvende de oplysninger, der er tilgængelige på bloggen, løber han ifølge 

den nævnte teori ind i en samling af problemer. 

Jeg vælger at behandle de intersproglige og faglige oversættelsesproblemer under et. Som nævnt så er 

der i en faglig tekst nogle bærende termer, der er afgørende for resten af teksten. En udenforstående og 

nybegynder på et videnskabeligt felt, må for at opnå et fuldt udbytte af en tekst finde de bærende 

kodeord. Dette gælder ifølge Kuhn når det drejer sig om det naturvidenskabelige felt. Gælder det 

samme for de andre felter, eller er for eksempel faget historie mere brugervenligt, dvs. lettere for den 

udenforstående at få et udbytte af? Der skal forsigtigt konkluderes, at dette afhænger af om teksten er 

73 Kuhn 

68


skrevet til piers på det videnskabelige område eller om teksten er konstrueret under temaet 

populærvidenskab. Hvis den historiske tekst henvender sig til fagfæller, vil indholdet på næsten samme 

måde som den naturvidenskabelige tekst være svær at dechifrere for individer, der ikke er trænede i 

tanke – og udtryksmåden. Dog på en blog varierer sværhedsgraden, eftersom der ikke på samme måde 

er krav til fremstillingsform på et medie, der stadig betragtes som autonomt og selvstændigt. 

Jeg vil give Kuhn medhold for så vidt angår metoden af forståelsen. Hvis en meddelelse eller 

information skal forstås 100 % som afsender intenderede, viser tesen problemerne ved ikke at have 

forstået en meddelelse korrekt. Men det er kun, hvis kommunikation betragtes under det traditionelle 

kommunikationsbegreb, hvor kommunikation er et spørgsmål for modtageren om at forstå meddelelsen 

korrekt. Hvis man arbejder med kommunikationsbegrebet, hvor under vi accepterer at modtageren altid 

vil indgå i en fortolkning af informationen, og det dermed ikke kan lade sig gøre at sikre en fuld 

overensstemmelse mellem afsenders intention og modtagers opfattelse. 

Betyder dette, at det i princippet er ligegyldigt hvad der meddeles, for modtager beslutter under alle 

omstændigheder selv, hvad den består af? 

Den optimale situation må dermed være når de to der deltager i kommunikationen beslutter sig for at 

nærme sig så meget som muligt til hinanden. Specielt hvis de har en mulighed for en dialogisk 

kommunikation gennem et rich medie, som et nutidigt interaktivt blogging medie kan være udtryk. 

Hvis modtageren af den kommunikerede information ikke har mulighed for eller lyst til at indgå i en 

dialog, men foretrækker at søge sine oplysninger for at tilfredsstille sit vidensbehov, vil nødvendigvis 

være nødt til at indgå i en afkodningsseance. Denne gøres vanskeligere jo mere teksten anvender, 

termer for begreber af en meget teknisk type. 

Men fordelen er samtidigt at bliver nøglebegreberne afkodet uproblematisk, fremstår teksten mere 

problemfrit. 

For den studerende, der arbejder inden for feltet, er der ikke de større afkodningsproblemer, dels er 

begreberne kendte dels er den studerende trænet i at afkode komplekse størrelser. For den studerende 

uden for feltet eller novicen er principperne lidt de samme, men der må forventes et større stykke 

arbejde. 

Hvis vi fortsætter til Kuhn’s næste tese, at naturvidenskabelig viden er indlejret i sproget og projekteret 

ud derfra og derfor vil der opstå problemer i en oversættelse. I dette tilfælde kræver det en aktør inden 

for feltet for at kunne have udbytte af at bruge en forskerblog til understøttelse af sit information –og 

vidensbehov. En udenforstående vil have meget svært ved at få noget udbytte af denne type af 


Hvis man specifikt undersøger Museions Forskerblog, som nødvendigvis ikke er naturvidenskabelig på 

nuværende tidspunkt, men kunne igennem deres fremtidsambitioner komme i situationer, hvor 

kommunikation med denne type af fagfolk vil være et vilkår . Hvis vi ser på nutiden, så er bloggen som 

tidligere nævnt centreret på specielt medicinsk historisk og kulturelle felter. 

Der er 269 indlæg med emneord recent biomed. Emneordene er dog organiserede således, at de deler 

indlæg, hvor ét indlæg sagtens kan have 5-10 emneord. Og det skal endnu en gang pointeres, at 

indlæggene der omhandler ’recent biomed’ er en del af institutionen Museions felt og ikke et udtryk for 

forskere inden for det biomedicinske felt, der bidrager med indlæg. 

Efter disse overvejelser og forbehold, hvor ligger specifikt de overførsels og oversættelsesproblemer i 

bloggens indlæg? 

Det umiddelbart største problem for en outsider, der forsøger at anvende bloggen konstruktivt, er at en 

stor del af indlæggene rent logisk cirkler omkring problematikker omkring udstilling og præsentation af 

genstande, udstillingsteknikker og generel kommunikation af emnet. Dvs. problematikkerne også i vid 

udstrækning er metaovervejelser omkring emnet biomedicin, hvilket er helt logisk eftersom gruppen 

ikke er aktører fra dette naturvidenskabelige felt. 

Så problemerne, der med et afsæt fra specielt denne institution, er ikke oversættelses - og 

overførelsesproblemer, men nærmere at relevanskriteriet er meget lavt. Og dette problem vil være 

gennemgående samtidigt med de nævnte overførsels- og oversættelsesproblemer for alle institutioners 

nuværende eller fremtidige blogge. 

69


Dette betyder ikke, at bloggene ikke kan fungere som et forskningskommunikativt medie, nærmere at 

det bliver på forskernes præmisser, og ikke på den brede gruppe af borgere. Og samtidigt betyder det, 

at det kræver et specielt initiativ for at gå ind og anvende mediet, også selvom der ikke deltages aktivt. 

Hvad specifikt angår de problemer, man konfronteres med i en oversættelse fra ét sprog til et andet, fra 

en diskurs til en anden eller fra et videnskabeligt felt til mindre kompleks viden, er de ikke af så stor 

relevans i denne sammenhæng. Det er universelle problematikker Kuhn her skitserer og har kun den 

betydning i denne sammenhæng, hvis informationssøgeren konkret skal fortage en verifikation af nogle 

tekstelementer. 

Omkring Davidson´s berigelse af sproget, hvor der konstrueres nye termer gennem en værdiforøgelse 

af sproget, kommer problematikken omkring bl.a. fejlfortolkning ind her. Hvis der i den omtalte proces 

sker en udvidelse af termbeholdningen, kan der i samme proces ske en forandring af termens 

betydning, og i samme proces ligger faren for en meningsændring. 

Dette er vilkår, der muligvis er umulige at løse teoretisk, og Kuhn nåede det heller ikke, men muligvis 

kan problematikken løses diskursteoretisk, hvis man i processen med en omskrivning eller oversættelse 

af en tekst, inkorporerer nogle diskursive overvejelser, der tydeliggører tekstens tilhørsforhold. 

Kommunikation af alderdomsdiskursen 

Man får det indtryk, når man bevæger sig igennem den fysiske særudstilling, at skaberne af udstilling 

gerne vil flytte grænser for opfattelse af alder og den gamle befolkningsgruppe. 

Eller måske ønsker man bare at provokere den besøgende til at afsøge sine egne fordomme, 

forforståelser og opfattelser. 

Det er ikke kun de statistiske vilkår med den aldrende verdensbefolkning, der vises gennem 

udstillingen, det er samtidigt de opfattelser, der ligger i samfundenes alderdomskultur. Man fortæller 

gennem forskelle på de opfattelser, der har været meningsdannende gennem historien, at det er lidt et 

spørgsmål om at vælge et objektiv, når alderdommen skal defineres. Samtidigt har man også valgt at 

vise de reelle vilkår, alderdommen er underlagt med de specifikke medicinske problemer de medfører. 

En diskurs, der slår tydeligt igennem nogle af værelserne, er sundheds- og motionsdiskursen, hvor man 

lægger ansvaret over på individet, hvor der igennem udstillingen er et specielt fokus på motionens 

betydning for en sundere og mere ubesværet alderdom. 

I denne sammenhæng skal det gentages, at der er alternative måder at betragte kommunikation på end 

ved bare at transportere viden fra vidensbesider til en videnssøger. 

Kommunikation, som det har været foreslået af Carey 74 , kan også være en måde at sammenholde en 

kulturel enhed. Det betyder, at fra at have været en ren overfører af information fra afsender til 

modtager, er betydningen udvidet eller nærmere ændret til en fastholdelse af en gruppe af individer 

eller større population af individer i et samfund eller ’community’ som også ordet kommunikation 

stammer fra. 

Hvis dette perspektiv overføres til Museions kommunikative betydninger, får det samme effekt som i 

Bourdieu’s opfattelse af de videnskabelige felter, hvorigennem deltagerne bliver socialiseret til en 

bestemt form for deltagelse, ontologi og epistemologi og bliver hermed udvidet til at omfatte borgeren, 

der bliver delagtiggjort i noget forskning. 

Hvilket betyder, at forskningskommunikation kan udvides til at omfatte en socialisering af borgeren 

med en slags opdragelse til at forstå et stykke viden efter nogle ganske bestemte præmisser. 

Dette vil igen bevirke, at hvis vidensoverførelse skal føre til individets empowerment, bliver det 

empowerment inden for rimeligt stramme grænser. 

Og borgerens frihed til at vælge mellem forskellige positioner bliver til en illusion. 

Hvor er det at denne institution adskiller sig fra tilsvarende institutioner? 

Projektet for denne var at skabe en symbiose af forskning og det traditionelle museums formål at 

fortælle, formidle og kommunikere. I hvilken grad det adskiller sig fra de andre vil kræve en større 

undersøgelser, der ville involvere mange institutioner. 

74 Carey 

70


Derfor må objektet i stedet være, i hvor stor grad opfylder institutionen sine mål og visioner og 

omverdenens forventninger til den. 

Egen forventninger og de officielle blev behandlet i analyseafsnittet og en samlet observation herfra 

var, at specielt gennem den nuværende særudstilling, de tidligere, de fremtidige og forskerbloggen blev 

der i vid udstrækning kommunikeret de elementer, der er indeholdt i formålsparagraffen. 

Om de opfylder omverdenens forventninger kan kun i dette besvares ved at tage udgangspunkt i 

specialekonstruktørens forventninger og subjektive perspektiv. 

Bliver borgeren oplyst og får han indblik i den forskning som Museion er formidlingsgaranti for? 

Den viden, man får ved at besøge institutionen virtuel og fysisk, er rimelig indsigtsgivende, hvis éns 

vidensniveau er lavt ved udgangspunktet. Det er en overfladisk tour, der spænder rimeligt bredt og 

med få ressourcer skal kommunikere meget kompliceret forskning. Hvis dette niveau er 

udgangspunktet, kan man hævde, at det lykkes for institutionen. 

Hvis behovet er, at få en lidt dybere forståelse af det videnskabelige felt, kræver det et betydeligt stykke 

opsøgende arbejde, der muligvis kan tilfredsstilles gennem forskerbloggen. Det vil dog kræve et 

sorteringsarbejde af alle de indlæg, der kommer på bloggen og som i vid udstrækning bliver brugt som 

et ledelsesværktøj. 

Institutionen burde etablere en sorteringskanal gennem en person med medansvar for kommunikationen 

udadtil mod borgerne og brugergrupperne. Forskerblokken kan sagtens bruges som et kommunikativt 

redskab til deling af viden med offentligheden, men det forudsætter at informationerne bliver sorteret i 

væsentlige for kommunikationsprocessen og de uvæsentlige. 

Ad. 5, Ændrer selve mediet kommunikationsindholdet? 

Hvad gør mediet egentlig ved selve kommunikationen? Skaber det ikke i sig selv en kommunikation og 

tager fokus fra selve kommunikationens indhold? 

Gennem de medier Museion anvender, er der muligvis en fare i at mediet og den umiddelbare 

betydning beskueren lægger i en udstillet genstand, selve mediet, og den historie der skal fortælles om 

en bestemt historisk periode eller en bestemt kulturel synsvinkel. 

For eksempel viser man gennem den permanente udstilling kirurgiens historie, et selvstændigt værelse 

med montrer, der samlet set signalerer makabre metoder. Hvis genstandene blev fjernet og kun 

tekstplancherne var tilbage, ville en besøgende få et andet indtryk af den historie, museet forsøger at 

fortælle om perioden. 

Hvis vi går tilbage til afsnit 4.3 Den permanente udstilling og fokuserer på værelset, der beskriver 

kirurgiens historie, er der overordnet set to typer af kommunikative elementer repræsenteret. 

Der er montrene med de historiske kirurgiske instrumenter hvoraf mange har en forklarende tegning 

tilknyttet. Den anden type element er de store forklarende tekstplancher. 

Montrene med genstandene får automatisk et visuelt hovedfokus og dette af flere årsager. For det første 

er der som tidligere nævnt ikke mulighed for at besøge den permanente udstilling i eget tempo. For det 

andet er det hurtigere for individer at læse og afkode en genstand og en tegning, end det er at læse en 

længere tekst. Også selvom teksten er kort og skrevet så alle dansktalende besøgende kan læse og forstå 

den uden problemer. 

Selvom muligheden var til stede for en besøgende at bruge mere tid i rummet, er det stadig de 

udstillede genstande, der har hovedfokus og er et af de væsentligste elementer for kommunikation i et 

museum. Når denne påstand er blevet etableret, skal det undersøges, hvilke konsekvenser det får for 

kommunikationen. 

De genstande der bliver vist refererer til den historisk kirurgiske diskurs, hvor behandling var markant 

ubehageligt og markant farligt. Genstande kan ikke, som f.eks. en tekst kan, skabe formildende 

omstændigheder, skabe forståelse for tiden, skabe en forståelse af at den behandling, der blev tilbudt 

datidens befolkning var den eneste eksisterende og de kan heller ikke skabe en forståelse af, at det var 

en start og en begyndelse på viden og forskning og havde dermed også en værdi. 

Disse genstande kan kun vise de rå fakta og det er op til beskueren at forestille sig anvendelsen. 

71


Hvis man sammenligner genstandenes associative betydning med rummets store tekstplanche og 

opdagelsen af bakteriers betydning for infektioner, virker planchen som en overfører af viden, 

selvfølgelig inden for et bestemt perspektiv, og genstanden som oplevelsen der kan associeres omkring. 

Hermed skal det ikke konkluderes, at genstande ikke kan kommunikere viden med kun oplevelser. Det 

væsentlige i disse observationer er derimod, at mediet kan overtage meddelelsen, så den drukner i 

associationer og deviationer. 

6.0 Konklusion 

I problemformuleringen blev der spurgt til Københavns Universitets Medicinsk Museion’s forskellige 

former for kommunikation af viden og forskning og om der findes modeller og metoder, som kan 

anvendes af de uformelle læringscentre så som de offentlige biblioteker som et alternativ til den 

litterært orienterede videnskommunikation. 

De to typer af institutioner, biblioteket og museet, har pr. princip forskellige udgangspunkter i deres 

kommunikation af viden og forskning. 

Bibliotekerne har traditionelt haft et fokus på tegnet og teksten, der dog er ændret i nyere tid med et 

yderligere fokus på musikken og de virtuelle medier. 

Museer har pr. tradition haft et fokus på genstanden og den information, viden og historie der kan 

udledes herigennem. Det vil sige, at disse institutioner pr. tradition har haft hver sit udgangspunkt og 

hvert sit perspektiv, der umiddelbart forekommer lidt uforenelig. 

Den permanente udstilling som er et visuelt kommunikativt resultat af den samling af historiske 

genstande, der er fortaget i årevis og den tilknyttede forskning kan ikke umiddelbart overføres til andre 

institutioner. Samtidigt kan man stille spørgsmålstegn ved en samlings faktiske værdi. Eftersom vi 

gennem analysen af case institutionens elementer kunne konkludere, at det kun er et meget indsnævret 

perspektiv der kan vælges og kun en vinkel ud af et uendeligt antal mulige, er det ikke den eneste og 

endegyldige viden man kan møde gennem en samling og dens fremstillingsform. 

Disse konklusioner betyder ikke at museer og deres samlinger generelt dømmes uvæsentlige i en proces 

af uddeling af viden. Det er bare meget væsentligt at have i mente, at den aldrig kan stå alene i 

processen, hvor der søges i viden. 

Særudstillinger som ’Oldetopia’ er opbygget anderledes end den permanente udstilling, med et tematisk 

udtryk, der ikke kun har relevans til den historiske viden institutionen besidder. Den er derimod udtryk 

for en kraftig indsnævring af et perspektiv og er et eksempel på en institutions muligheder for 

koncentreret og kondenseret at vise resultater af forskning inden for meget snævre rammer. Her forstået 

som meget snævre emnemæssige rammer. 

Samtidigt sidder institutionen inde med et forskernetværk, erfaring i opstilling af udstillinger og 

erfaring i visuel og fysisk kommunikation. Hvis principperne skule overføres til et bibliotek, ville det 

kræve helt nye fokuspunkter, ansatte med anderledes kvalifikationer og den fysiske plads det kræver at 

rumme en udstilling. Dvs. det forekommer urealistisk og unødvendigt for bibliotekerne at bevæge sig 

ind på kommunikative områder, der forvaltes udmærket af andre institutioner. 

72


Det eksisterende samarbejde, der allerede eksisterer mellem de tre institutionstyper arkiver, biblioteker 

og museer omkring en standardisering af katalogiseringsregler dømmes hermed ikke redundant, men 

betragtes som et meget anderledes problemkompleks. 

Men er der andre metoder eller platforme for kommunikation af forskning og viden, som undersøgelses 

casen anvender, som kunne have en interesse for andre institutioner, specielt bibliotekerne? 

Den virtuelle kommunikation med en homepage, der præsenterer institutionen med forskellige 

oplysninger og illustrationer er blevet en tradition for alle institutioner, og dette er der dermed ikke 

nogen nyhed i. 

Min umiddelbare konklusion er, at platformen med forskerbloggen viser nogle ideelle alternativer til 

den historisk traditionelle metode med monografier, artikler og virtuelle information gateways. Disse er 

netop kendetegnede ved ikke at være dialogiske i deres principper, hvilket en blog er. 

Hvor kunne en forskerblog af denne type finde en anvendelse, dvs. på hvilken type af biblioteker. Der 

er stadig en meget skarp faglig og funktionel grænse i DK mellem folkebiblioteket og 

forskningsbiblioteket. Så længe denne opretholdes, kan muligheder for at oprette, vedligeholde og 

facillitere blogs af denne type undersøges for forskningsbibliotekerne. Det kendetegnende i 

modsætning til folkebibliotekerne er netop deres tilknytning til en uddannelsesinstitution eller til en 

faglig institution, hvilket har en betydning for rekruttering af kommunikatorer til en faglig virtuel 

platform. 

Dette betyder, på disse institutioner er platformen til rådighed, aktørerne er til rådighed, en ansvarlig 

administrativ enhed i form af biblioteket med deres ansatte er til rådighed og det faglige felt der skal 

kommunikeres omkring er til rådighed. 

En problemstilling, der er vigtig ikke at overse er spørgsmålet om, hvordan specielt forskergruppen, der 

har funktionen som den vidende ekspertgruppe, motiveres til at deltage i projekter, der umiddelbart 

betyder en større arbejdsbyrde? 

Hvis man ser bort fra de lovmæssige krav og fokuserer på fordelene ved at deltage i en blogmedie, kan 

der opsummeres en del fordele: 

Jeg foreslår, at konceptet afprøves igen på Danmarks Biblioteksskole med en anden ansvarlig 

facilitatorer end tidligere, og med et mere demokratisk grundlag, hvor bloggen netop er gruppen af 

forskeres mulighed for at diskutere indbyrdes i det virtuelle rum og en mulighed for interessenter til at 

’være med på en kigger’, men også samtidigt være med i en dialog eller have en mulighed for at stille 

spørgsmål. 

Visionerne i et projekt af denne type er utallige. Set fra selve bibliotekets perspektiv er det et oplagt 

ansvar at påtage sig, dels for at flytte og udvide sine faglige grænser, men også samtidigt for at være 

med til at facilliterere et fremtidens medie. 

Set fra ud fra de videnstunge agenters i organisationens perspektiv, åbner en blog af denne type 

muligheder for at lette deres kommunikative ansvar, dels over for omverdenen, men også over for 

gruppen af studerende. 

Perspektivet for den der aktivt søger viden og informationer, åbnes der gennem dette medium en 

mulighed for at undersøge et fagligt område nærmere, da det er muligt at følge med i de allernyeste 

bevægelser inden for feltet. 

De tidligere erfaringer der er gjort med mediet på Danmarks Biblioteksskole og måden som mediet 

anvendes på Medicinsk Museion skal ikke betragtes som den eneste mulige metode. 

Jeg har tidligere nævnt, at bloggen på Museion giver indtryk af at være et ledelsesredskab, hvor 

museumslederen påtager sig et ansvar i at give pejlemærker for, hvad der er væsentligt at beskæftige 

sig med inden for feltet. Bloggen der tidligere blev oprettet på Danmarks Biblioteksskole havde lidt 

samme funktion, hvor det samtidigt var initiativtagers ønske, at den skulle fungere som institutionens 

offentlige diskussionsforum. Dette mener jeg ikke er den eneste og mest korrekte anvendelse for en 

blog, da den dermed kan risikere, at få en funktion som en opsamling af små kommentarer, der egentlig 

ikke er relevant i det offentlige rum. Jeg mener, at der kan høstes en del gode erfaringer ved en 

undersøgelse af min caseinstitutions blog for indhold, funktionalitet og relevans med henblik på en 

forsøgsvis implementering og en udvidelse af nuværende initiativer. 

73


I indledningen, problemformuleringen og synteseafsnittet blev der beskrevet et ønske om at finde 

alternative kommunikationsmuligheder – og platforme. Der blev antydet, at eks. faggrupper eller en 

faglig læsegruppe kunne løse et kompleksitetsproblem for en mindre gruppe individer og samtidigt 

fylde et formidlingshul eller kommunikationshul. På samme tid ville der være muligheder netop for at 

vælge så rich et medie som det er muligt, netop ansigt til ansigt kommunikationen. Dette ønske kan 

ikke opfyldes gennem eksempler taget fra Museions strategier for kommunikation, men det skal 

stadigvæk bibeholdes som et kreativt forslag på samme måde som den verificerede forskerblog kunne 

være en del af et større nyfortolkningsprojekt af videnskabelig viden og forskning. 

Litteraturliste 

Andersen, Heine (2005). Jürgen Habermas. I Heine Andersen, red.: Klassisk og moderne 

samfundsteori. Hans Reitzels Forlag. 

Andersen, Nina Winther. MOTION i stedet for piller. I: Samvirke, 02.02.2006. 

Baeyer, Hans Christian von (2004). Information. The New Language of Science. Harvard University 

Press, Cambridge, Massachusetts. 

Balsiger, Philip W.(2004). Supradisciplinary research practice: history, objectives and rationale. I: 

Futures. 36. 

Bourdieu, Piere (2005). Viden om viden og refleksivitet. Hans Reitzels Forlag, København 

Burchardt, Jørgen (2007a). Hvidbog om dansk forskningsformidling. Viden giver velstand. Syddansk 

Universitetsforlag. 

Burchardt, Jørgen (2007b). Fra universitet til samfund. Forskningsformidlingens infrastruktur. Bilag 1 

til Hvidbog om dansk forskningsformidling. Syddansk Universitetsforlag. 

Carey, James W. (2007). A Cultural Approach to Communication. Robert T. Craig & Heidi L. Muller, 

ed.: Theorizing Communication. Sage Publications. 

Craig, Robert T. (2007). Communication Theory as a Field. I Robert T. Craig & Heidi L. Muller, ed.: 

Theorizing Communication. Sage Publications. 

Daft, Richard L., Robert H. Lengel (1983). Information Richness: A new approach to Managerial 

Behaviour and Organization Design. Department of Management, Texas A & M University. 

Daft, Richard L., Robert H. Lengel (1984). Information Richness: A new approach to Managerial 

Behaviour and Organization Design. I Berry Staw og Larry L. Cummings, red.: Research in 

organizational Behaviour, vol. 6. 

74


Daft, Richard L., Robert H. Lengel & Linda Klebe Trevino (1987). Media symbolism, media richness 

and media choice in organizations: a symbolic interactionist perspective. I: Communication Research 

14; 553. 

Dean, David (2003). Museum Exhibition. Theory and Practice. Routledge, New York. 

Eckersley, Richard (2001). Postmodern Science: The Decline or Liberation of Science. I: Susan 

Stocklmayer, red. Science Communication in Theory and Practice. Kluwer Academic Publishers, 

Dordrecht, The Netherlands. 

Fiske, John (1990). Introduction to communication studies. Routledge, New York. 

Frette, Hanne D. Og oooooooooooooop og neeeeeed og op.I: Jydske Vestkysten, 17.03.2007. 

Illeris, Knud (2006). Læring. Roskilde Universitetsforlag. 

Jørgensen, Marianne Winther & Louise Phillips (1999). Diskursanalyse. Som teori og metode. 

Samfundslitteratur, Roskilde Universitetsforlag. 

Kjærgaard, Rikke Schmidt, Redaktør (2006). Elfenbenstårnet. Universiteter mellem forskning og 

formidling. Aarhus Universitetsforlag. 

Knox, Karl T. (2007). The various and conflicting notions of information. I: The Journal of Issues in 

informing Science and Information technology. Volume 4. 

Kuhn, Thomas S. (1999). Remarks on Incommensurability and Translation. I: Rema Rossini Favretti, 

red. Incommensurability and Translation. Kuhnian Perspectives on Scientific Communication and 

Theory Change. Edward Elgar, uk. 

Københavns Universitets udviklingskontrakt 2008 – 2010 (2007). Københavns Universitet, 

Nonaka, Ikujiro & Hirotaka Takeuchi (1995). The Knowledge-Creating Company. How Japanese 

Companies Create the Dynamics of Innovation. Oxford University Press. 

Medicinsk Museion. Hjemmeside med oplysninger: 

http://www.museion.ku.dk 

Medicinsk Museion’s blog: 

http://corporeality.net/museion/ 

Oldetopia – en udstilling om alder og aldring (2007). Medicinsk Museion, Det 

Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. 

Polanyi, Michael (2000). Den tause dimensjonen. En introduktion til taus kunnskap. Spartacus Forlag, 

Norge. 

Polanyi, Michael (1962). Personal Knowledge. Towards a Post-Critical Philosophy. The University of 

Chicago Press, USA. 

Platon (2007). Theaitetos. Museum Tusculanums Forlag. 

Pedersen, Bente Klarlund. Videnskab og praksis: Fitness, fysisk aktivitet og død af alle årsager. I: 

Ugeskrift for læger, 09.01.2006. 

75


Sander, Kåre et al. (2007). Det mekaniske hjerte – HeartMate 1 – de danske resultater. I: Ugeskrift for 

læger. 169/39. 

Sandholdt, Sine Nyeland. Hvad er motion? I: Marengs, 14.11.2007. 

Stocklmayer, Susan M., Michael M. Gore & Chris Bryant (2001). Science Communication in Theory 

and Practice. Kluwer Academic Publishers, Dordrecht, The Netherlands. 

The University of Manchester. Centre for the History of Science, Technology and Medicine: 

http://www.chstm.manchester.ac.uk/ 

Wellcome Image Collection: 

http://images,wellcome.ac.uk/ 

Årsskrift for Medicinsk Museion (2007). Medicinsk Museion, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Det 

Sundhedsvidenskabelige Fakultet, København Universitet. 

250-års-jubilæum for Rigets hospital. Det Kongelige Frederiks Hospital, det gamle og det ny 

rigshospital. Ugeskrift for læger. 169/14-15. 

Vild med viden! – Rapport fra en arbejdsgruppe vedrørende forskningskommunikation til børn og 

unge. (2005). Ministeriet for Videnskab Teknologi og Udvikling. 

76

Yvonne Skov Speciale 2008 - Forskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?