1 Erik fra Rønnebæk. En mørk aften ... - Åbne Samlinger

Erik fra Rønnebæk.
En mørk aften.
Efterårsmørket lå tungt over Rønnebæk i Det Herrens År 1656. Vejret var mørkt og regnfuldt og
efterårsstormene rev og flåede i de små forkrøblede træer i gårdenes kålhaver…
Blygrå skyer piskede hen over himlen, og det var, som om solen helt var forsvundet.
Og solen og glæden var forsvundet fra Rønnebæk på mere end en måde.
Den forfærdelige lungepest hærgede i egnen.
Hver eneste dag kunne man høre kirkeklokkerne ringe til begravelse. Den tunge, sorgfulde lyd
fyldte luften.
Fra hver eneste gård og hus blev der båret døde ud. Angsten lå som et mørkt tæppe over byen.
Her efter Mikkelsdag plejede man at samles om aftenen til kartegilder, hvor man sad hyggeligt og
kartede uld og fortalte historier og sang viser. Men nu holdt folk sig for sig selv, gemte sig i deres
huse som skræmte dyr. Døden lurede overalt, når som helst kunne den ramme..
Kun en gård i Rønnebæk var endnu blevet skånet, Lars Hemmingsøns gård ved gadekæret.
Gården lå tæt ved kirken, og Erik, den ældste søn på 10 år og hans to mindre søskende, Søren og
Kirsten, så daglig folk, som de kendte, blive båret til kirkegården i de sorte kister.
Det var så knugende at se de sørgende gå efter kisten, grædende og med angsten lysende ud af
øjnene: ”Hvornår bliver det mig”?
Det var som om byen ikke rummede andet end dødsangsten.
Det værste var dog at se de fattigste blive båret til graven. De havde ikke engang en kiste, men var
bare pakket ind i halm. Sommetider kunne man se en hånd eller fod stikke ud.
Farmor sagde, at børnene ikke skulle gå til vinduet når et ligtog gik forbi – den døde kunne drage
dem til sig..
Det lød frygtelig uhyggeligt, men de kunne alligevel ikke lade være med at se efter ligtogene.
Erik sad en sen, regnvåd eftermiddag ved vinduet med sin bog. Han var en kvik dreng, som lærte at
læse hos løbedegnen, en elev fra ældste klasse i latinskolen i Næstved, en mesterlektikaner, som hed
Jacob, og som Erik beundrede ud over alle grænser.
Præsten, Hr. Ebert, havde sagt, at Erik burde lære at læse, skrive og regne, så han kunne komme i
latinskolen inde i Næstved.
Der var ikke noget, Erik hellere ville. Det var det bedste der var sket i hans liv, da de sære tegn i
bøgerne begyndte at få liv og blive til historier og danne brogede billeder for hans indre syn.
Han fik lov at låne bøger hos Hr. Ebert, og hans far mukkede lidt over at han altid ”hang over
bøgerne”.
Erik var en stærk dreng, stor af sin alder, og hans far regnede med, at han som den ældste søn skulle
have gården i fæste efter ham. Gården var veldrevet og faderen kunne ikke se nogen bedre fremtid
for Erik, da nådigfruen – Fru Edele Urne- på Rønnebæksholm var en retfærdig og god frue, som
behandlede sine fæstere ordentligt.
Men Erik havde ikke lyst til at være bonde – der var så meget i verden han gerne ville lære at kende
- læse og lære- og måske komme ud at rejse – det var det han ville…
Erik sad denne mørke eftermiddag og prøvede at læse for at glemme mørket og angsten. Det var
ved at blive tusmørke, og han kunne snart ikke se bogstaverne mere. Og det gik ikke an at tænde
1

lys, før det blev helt mørkt, der skulle spares på lysene. Erik rykkede helt hen til ildstedet for at
kunne se lidt bedre.
Søren og Kirsten sad på gulvet og legede. Kirsten havde rullet sin kludedukke ind i halm fra
alkoven, og nu begyndte de at synge med tunge, slæbende stemmer:
Jeg lægges i Jorden i hvide Lin
Og gemmes i Gravens sorte Skrin..
Mit Øje er brustent
Min Læbe er blå…
De små legede begravelse..
Døren til bryggerset blev revet op og deres mor kom styrtende ind. –Så ti dog stille! Sådan noget
driver man ikke gæk med!
Hun løb hen og ruskede dem hårdt, så de forskrækket begyndte at græde.
- Sæt jer stille hos Erik og lad ham fortælle jer noget fra bibelen… Herren hjælpe os… nu er
fogedens kone død fra to små børn… Far er lige kommet tilbage fra gården ..tærskefolkene blev
sendt hjem.. sikke en elendighed.. der er ikke et hus i byen, som er sparet, undtagen vores.. bed til at
det varer ved…
- Ja, det er rigtigt, lille Mette- sagde farmor som sad stille ved ilden og kartede. –Herrens straf er
over os.. Men som den gode Hr. Ebert siger: Stor sygdom og pestilentze mildnes kan med
pønitenze..
- Hvad er pønitense? spurgte Kirsten. –Er det en slags medicin?
- Ak, nej, nej, lille barn, pønitentze er, når mennesker angrer deres synd og gør bod - skrifter deres
synder for præsten eller giver alt hvad de kan til fattige og syge. Så kan Herren måske formildes og
afvende pesten.
- Jamen, alle de mennesker som er syge og døde kan da ikke have gjort så meget ondt, så alle skal
straffes.. indvendte Erik.
- Nej, og Dorthe, fogedens kone, var da altid så glad og sød, hvorfor skulle hun dø, hun havde da
ikke gjort noget… Kirsten så undrende på farmor.
- Vi er alle syndere, børn, vi synder hver eneste dag mod Herrens bud, men vi sidder nok så fast i
synden og djævelens snare, at vi ikke tænker over det.
Herren har sendt pesten for at kalde os bort fra synden. .. bed ydmygt til ham børn, bed om, at han
forbarmer sig.. at bede er den bedste bod.
Hun sukkede dybt og fortsatte med sit arbejde, mens hun bevægede læberne i en lydløs bøn.
Børnene sad stille og bange. Det var nu mørkt udenfor, regnen piskede på ruden og vinden rev
arrigt i stråtaget. Erik prøvede at bede, men han kunne ikke lade være med at synes, at Gud var
uretfærdig. Hvorfor skulle så mange mennesker dø? Også små børn… de kunne da ikke have gjort
noget galt.. og Dorthe Ridefogeds, som altid var så venlig og glad , hvorfor skulle hun dø fra sin to
små piger? Og alle de andre mennesker han kendte, som var døde… Erik kunne ikke komme i tanke
om noget ondt, de havde gjort.. de levede jo bare som folk gør, passede deres arbejde, gik i kirke
om søndagen, holdt fest ind imellem og blev lidt fulde..
Selvfølgelig kunne det ske, at nogen blev uvenner og skældte ud eller kom op at slås, eller nogen
prøvede at snyde for skat og den slags, men det kunne da ikke være så slemt, at folk skulle rammes
af pest? Og så sagde Hr. Ebert at Gud er kærlighed. Erik kunne ikke få det til at hænge sammen.
Mor begyndte at gøre klar til aftensmaden. Hun satte et lys på bordet, lagde skeerne frem og Bodil,
den fjortenårige lillepige- bar et fad rugmelsgrød ind.
2

De havde indtil for kort tid siden også haft en ”førpige”- en voksen pige, som hed Ellen. Men hun
var stukket af over hals og hoved, da pesten brød ud.
Far og karlen, Troels kom ind og satte sig tavse ved bordet. Far foldede hænderne og bad stille
Fadervor.
- Ja, Mor har vel fortalt jer, at Dorthe Ridefogeds er død.. Det gik hurtigt, Gud ske tak.. Hun fik
feberen i morges og døde i eftermiddag. Åh, herregud, straks hun følte sig syg, låste hun sig inde…
gemte sig for at dø alene som et sygt dyr… hun ville beskytte mand og børn..
Fogeden blev som galen og ville sprænge døren, men Hr. Ebert fik standset ham..
Arme mand, han var så ulykkelig at en sten måtte kunne græde over det …
Kun Hr. Ebert fik lov at komme ind for at berede hende til døden, og han sad hos hende, til hun fik
fred…
Åh, sikke dog en sorg, sukkede farmor.
Ja, nu ligger hun på ligstrå til i morgen, så skal hun begraves, lig må ikke være over jorden længere
i denne pesttid. Og mand og børn må ikke se hende, det fik hun Hr. Ebert til at love… hun var
bange for at drage dem med..
- Fogeden og Dorthe levede godt med hinanden og var så glade for deres børn… Herregud, - men
pesten skåner ingen… det er svært at forstå , hvad Gud vil med al den elendighed.. her går man i
evig angst for børnene…Hvornår bliver det os? Moderens stemme slog over og hun vendte sig bort.
- Når lykken er størst må man frygte mest - sagde farmor. –Bed til, at vort hus må skånes… skønt..
vi har vel ikke fortjent bedre end andre…
- De siger, at der er folk i byen, som har set Helhesten – sagde Troels med en dirren i stemmen - den
løber gennem byen og råber: Herud! Herud! Den vil kalde folk til sig og ned i graven!
Kirsten begyndte at græde og klyngede sig til sin mor. – Mor, jeg er så bange… gispede hun.
- Du skulle ikke skræmme børnene, Troels, sagde mor – et voksent, kristent menneske skal ikke tro
på sådan noget!
- Jamen der er flere, som har set den… den er hvid- sådan helt lysende, den har kun tre ben og der
kommer ild ud af dens næsebor, når den fnyser..
Bodil lagde skeen fra sig. Hun var dødbleg og rystede over hele kroppen
- Nu holder du din brede kæft! Lars rejste sig i sin fulde højde. Du stopper den galmandssnak nu,
eller jeg jager dig på porten!
Troels dukkede hovedet og tav. Erik var rystet. Han havde aldrig før set sin blide, rolige far så vred.
I det samme bankede det på døren, og en høj, mørkhåret ung mand trådte ind. Det var Jacob, den
mesterlektikaner, som fungerede som løbedegn.
- Guds fred og godaften, Jacob, sagde Lars Hemmingsen – bringer du bud om nye ulykker?
- Nej ikke sådan, jeg skal bare tilsige dig, Erik, til at komme og synge med de andre børn til Dorthe
Ridefogeds begravelse i morgen. Nådigfruen vil bekoste begravelsen, og hun har tilbudt at sørge for
de to små piger og opdrage dem sammen med de adelsbørn, hun har i opfostring. Det er jo kønt af
hende, og jeg tror heller ikke, fogeden kan tage sig af børn nu, han er på det nærmeste forrykt, siger
Hr. Ebert.
Her i aften sad han ude på kirkegårdsdiget, han var våd som en druknet mus af regnen og han græd,
bad, bandede og sang salmer i en køre.. Hr. Ebert prøvede at få ham ind for at trøste ham, men han
flygtede ind i skoven som et vildt dyr..
- Gud nåde os! gispede Mette. Men - selvfølgelig skal Erik synge… Dorthe har fortjent en kristen
jordefærd..
3

Døren blev revet op, og en dyb stemme sagde: - Det er der andre, som ikke har - om ret skal have
sin gang! Det var skovfogeden som kom ind sammen med to skovløbere. De slæbte en dyngvåd
mand ind og lagde ham på gulvet. Han var frygtelig at se på, hvid som kalk og med store vidåbne
øjne – død…
Søren og Kirsten begyndte at skrige, og Bodil greb fat i sin madmors skørt. – Lauritz Ridefoged..
gispede Erik.
Ja, Gud bedre det, det gale menneske… vi var på vej hjem gennem skoven her i mørkningen, da vi
hørte nogen synge en mærkelig sang med omkvædet: ”Jeg kedes ved at leve, så længes nu mig…Så
fik vi øje på fogeden nede ved den lille skovsø østen for Rønnebækken. Han lagde hænderne i kors
over brystet og gik lige ud i søen, man siger, den er bundløs, det er den nu ikke..
Vi prøvede at redde ham, men da vi endelig fandt ham i det mørke vand, var han død – Gud være
hans sjæl nådig!
Lars bøjede sig ned og lukkede den dødes øjne.
- Bodil, læg dig ind i alkoven med de små, prøv at få dem til at sove.
Han så fast på de tre mænd.
-Lauritz Ridefoged faldt i søen ved et ulykkestilfælde- er vi enige om det? Vi ved alle, at han var en
hæderlig og retfærdig mand, og hans børn skal ikke hele livet huske på, at deres mor var pestoffer
og deres far selvmorder! Han skal jordes hæderligt sammen med Dorthe!
Men - indvendte skovfogeden – det er jo løgn – og en selvmorder må ikke komme i indviet jord.. vi
bryder Guds lov og risikerer vor salighed.
- Kærlighed står over loven – lød det stille fra farmor. Han kunne ikke bære sorgen… jeg tænker
Gud tager imod både Dorthe og Lauritz… og tilgiver os en løgn, som ikke gør nogen fortræd, men
beskytter de uskyldige børn.. vi må lægge det i Hans hænder…
- Jeg tror, du har ret, Trine. Skovfogeden sukkede tungt. – Kan vi arme mennesker dog snart bære
mere elendighed… Min halve slægt har jeg lagt i graven, må Gud være dem nådig…
- Ja, Han tilgiver os nok… I holder munden lukket, lov mig det! Lars så både skarpt og bedende på
de to mænd, som tavse nikkede.
Lars sendte Troels ud for at spænde for vognen, så den døde kunne blive bragt til Rønnebæksholm.
- Jeg kører, I følger med og så fortæller vi Nådigfruen om ulykken, som jeg har sagt! Lars` stemme
var fast og sikker, og der var ingen, som sagde ham imod.
- Jeg giver Hr. Ebert besked, så går jeg med ham til Rønnebæksholm, så Lauritz Foged kan blive
lagt på ligstrå, og der kan blive bedt og sunget over ham og Dorthe i nat, sagde Jacob – Guds fred!
Så forsvandt han hastigt ud i mørket.
- Åh, Lars, kunne du ikke lade Troels køre? Mette var bleg og klamrede sig til ham. –Jeg vil ikke
have, du går ud i nat… det er farligt at køre med lig i mørke.. og så nu…
- Lille Mette, så skulle jeg udsætte en ung dreng for fare – nej, så var jeg vist en dårlig husbond..
Bed en bøn for os, du skal se Herren beskytter os..
Erik beundrede sin far. Han var kun fæstebonde, og alligevel optrådte han så myndigt som en
herremand.. Men han kunne høre, at faderens stemme dirrede lidt. – Far er bange, tænkte han – og
alligevel gør han det han er mest bange for, fordi han ved, det er rigtigt…
Bodil havde lukket skabssengens låge, så de små ikke kunne se den døde. De lå og hviskede, men
de faldt hurtigt i søvn.
- Far, skal jeg ikke køre med? spurgte Erik
4

- Aldrig! råbte Mette. - Er du gal, dreng, sådan en færd er farlig, det er mere end nok, at din far…
- Nej, du og Troels må passe på kvinderne og de små – men jeg kan se, at du er ved at tænke som en
mand – bare du også opnå at blive det! Lars sukkede og gav Erik et hastigt knus, så gik han og de
andre mænd ud i mørket og stormen med deres uhyggelige byrde…
Erik satte sig hen ved ilden, hvor moderen, farmoderen og Troels sad, tavse og alvorlige.
Der var stille i stuen, men udenfor larmede stormen som et rasende dyr.
Erik følte det, som om han ikke kunne trække vejret rigtig igennem – men der var noget som han
MÅTTE spørge om.
- Troels, hvad var det med Helhesten – er det rigtigt, at nogen har set den?
- Så ti dog stille, barn – gispede moderen - vi må ikke tale om sådan noget – det er grim, hedensk
snak, du hørte hvad din far sagde - bed Gud beskytte ham og os alle..
- Det er rigtigt, Mette, men det onde har mange former… man ved aldrig, hvordan det viser sig…
Farmoderen sukkede og begyndte med rystende stemme at synge en salme.
Ak, vi er idel Støv og Muld og Aske
Og svage Synden daglig vil forraske
Og Nød og Død og tusind Trængsler plage
Os alle Dage..
”Nød og død og tusind trængsler”… Erik syntes ikke, han havde set andet i lang tid… Det var
så længe siden, han havde set nogen være glade.. og det med synden, som overraskede de
svage.. Lauritz Foged havde begået den værste synd.. taget det liv, som Gud havde givet ham…
Men i søndags sagde Hr. Ebert i sin prædiken, at ingen spurv falder til jorden, uden det er Guds
vilje… Så kunne fogeden da ikke gøre for det…
Sent på natten kom Lars Hemmingssøn tilbage fra Rønnebæksholm. Byen lå mørk og stille.
Alle lys var slukket. Kun stormen hylede stadig. Stille spændte han hesten fra og satte den ind i
stalden. –Det var en sørgelig færd, Sorte, sukkede han.
Aftenens begivenheder stod så knivskarpt for ham. Den druknedes kalkhvide ansigt, de små
pigers rædsel og sorg, og Edele Urnes vidende blik, da hun fik historien om ”ulykken”.
- Ja, lad det være sådan, I gode mænd, vi behøver ikke føje skam til skade, det har Lauritz
Foged ikke fortjent.. det er bedre at tage skade end volde den - havde hun sagt.
Den døde var blevet klædt og lagt på strå ved siden af Dorthe. Hr. Ebert havde bedt for deres
sjæle og der blev holdt vagt over de døde.
Lars stod i porten og så ud i mørket. Hvor længe blev hans hjem skånet? Var pesten på vej? Han
havde jo været med til at lægge fogeden på strå.. måske havde Lauritz haft smitten fra sin kone
uden at vide det..
Bar Lars nu døden med sig hjem? Skulle hans børn ikke opnå at blive voksne?
Lars følte brystet snøre sig sammen af en iskold angst.
Han hørte en hæs vrinsken og for hans trætte øjne så det ud som om en stor, hvid hest kom
galopperende ned af bygaden. Den havde kun tre ben, og da den kom ud for porten standsede
den og rejste sig på bagbenene. –Herud! lød det fra dens hæslige mund med de blottede tænder.
Angsten blev afløst af et vildt raseri. Lars gik frem mod uhyret med knyttede næver. – Forsvind
du djævelsdyr! Du får ingen herfra! I den korsfæstedes navn – vig fra os!
Ilden slog ud fra uhyrets næse og øjne – men pludselig forsvandt den i mørket.
5

Inde i stuen var kun Bodil og de små faldet i søvn. De andre sad tavse og bange. Farmor sang
salmer for at prøve at trøste dem.
Vor Gud han er så fast en borg
Han vil os vel bevare
Han er vor hjælp i al vor sorg
Vort værn i al vor fare..
Men Erik syntes, at det bare gjorde bare angsten større…
Da han hørte vognen, ville han løbe ud til sin far, men Mette standsede ham. –Du bliver inde!
Det er en ond nat.. man ved aldrig…
Erik kiggede ud af vinduet og så sin far stå i porten, belyst af månen, som sommetider kom til
syne bag de jagende skyer. Han så faderen gå frem med knyttede næver og true af noget eller
nogen, som kun han kunne se…
Så vendte han sig og gik med tunge skridt mod stuehuset. Mette kastede sig om halsen på ham,
grædende af lettelse over, at han var velbeholden tilbage.
Men Lars var bleg som et lig og hans hænder var iskolde. Øjnene var store og stirrende, som om
han så noget rædselsfuldt. –Lars, hvad er der sket? gispede Mette. – Gud i himlen - har du fået
pesten?
Lars trak vejret dybt og gjorde sin stemme fast. – Nej, men.. jeg tror, jeg har forjaget døden fra
huset her..
For Guds skyld, hvad mener du?
Ja, du må tilgive mig, Troels - jeg så Helhesten … du havde ret… men jeg bød den i den
korsfæstedes navn om at vige..
- Jesus! gispede Farmor.
Lad os ikke tale mere om det… der er meget vi mennesker ikke forstår…
Erik, jeg har talt med Hr. Ebert i aften, han mener, at du læser godt nok til at komme i
latinskolen straks efter julehelgen… jeg så helst, du blev her.. men jeg ved, du hænger ved
bøgerne..
Erik vidste ikke, om han var glad eller ked af det.. han kunne mærke, at hans far var skuffet
over, at Erik ikke ville være bonde som han. – Men - få lov at læse og lære! Det var stort..
Lars så alvorligt på ham og Erik vidste ikke, hvad han skulle sige.
- Der er så meget i verden, far.. fik han fremstammet.
- Ja, og det vil du gerne lære at kende… sukkede Lars. –I Guds navn da, min dreng, du har min
velsignelse – og også din mors, ved jeg, hun er jo ligesom lidt stor på det, og ser dig gerne som
en studeret mand!
- Stor på det… du skulle snakke.. sådan som du kommanderede med skovfogeden…Moderen
tjattede smilende efter faderen.
Det var en utrolig lettelse at se et smil på forældrenes ansigter – det var så længe siden…
-Lad os nu få lidt søvn… Lars strakte sig og gabede. –Jeg tror det vender nu… jeg ved ikke..
men jeg tror, at pesten er på vej bort.
Erik var nærmest svimmel af træthed og angst. Da han lå i skabssengen hørte han ligesom langt
borte, at hans fader bad Fadervor… havde han virkelig set Helhesten og jaget den fra gården?
Pesten var ebbet ud. Dorthe Ridefogeds blev dens sidste offer.
6

Skønt Lars forbød alle i huset at snakke om hans oplevelse med Helhesten, kunne Troels og
Bodil ikke lade være med at fortælle det til andre unge i byen…
Og snart vidste hele Rønnebæk, at Lars Hemmingsen havde jaget pest og død på porten.
Eriks far sagde, at det var ting, som man ikke skulle tale om, det samme sagde Hr. Ebert, men
Erik var meget stolt.
Og historien om manden, der havde en så stærk forsvarsvilje, at han satte sig op mod dødens
budbringer, blev fortalt i de lange vinteraftener i Rønnebæk gennem flere hundrede år…
Rådmandens hus.
Erik skulle i latinskolen inde i Næstved. Han glædede sig vildt til det. Men han vidste, at det var
svært for hans forældre at skaffe tøj til ham, så han så ordentlig ud. Det tøj han gik med hos
løbedegnen og når han skulle i kirke om søndagen, var ved at være for småt til ham...
Mor og Farmor snakkede om at prøve at sy noget af Larses tøj om – men han havde kun det han
selv skulle bruge.
Men problemet blev løst, da Fru Edele Urne sendte bud efter ham og forærede ham en brun,
ulden dragt, som et af hendes fosterbørn var vokset fra.
Til dragten hørte en hvid krave, og Erik så helt forandret ud i det nye tøj.
- Du ligner en hel herremand! sagde Mette og rodede ham kærligt i håret. – Ja, bare han ikke
kommer til at se os over hovedet med den stads og al den lærdom… sukkede farmor.
- Nej, han gør ikke, Erik glemmer ikke, hvor han kommer fra – sagde Lars alvorligt. Der bliver
nu heller ikke megen stads, vi kan ikke hjælpe med penge, og hans logi bliver heller ikke noget
at prale af – han har fået lov at sove i en krog af bryggerset hos Jacobs forældre.
- Men så kan jeg synge for døre – det gør de andre fattige diciple, siger Jacob – og Hr. Ebert
siger selv, at jeg har en god stemme!
- Ja, bare det ikke bliver for hårdt for dig, lille dreng – sagde farmor bekymret.
Men Erik glædede sig. At komme til at bo i byen… læse og lære alt det, han gerne ville…at
lære nye mennesker og skikke at kende.. det var som om han var en af personerne i de gamle
eventyr, som farmor fortalte..
Inderst inde havde han trods alt været lidt bange for skolen og alle de fremmede mennesker,
men så viste det sig, at Jacob havde fået bud fra rektor på latinskolen, at hans tid som løbedegn
var forbi, han skulle nu tilbage i mesterlektien og desuden undervise sinkerne – de yngste
elever. Når bare Jacob var der, skulle det nok gå.
En stjerneklar januaraften kørte Lars til Næstved med Erik. Erik havde tit været i Næstved til
markedsdagene, men da havde det været lyst og der havde været liv i gaderne og på torvet. Nu
var byen mørk og stille og virkede på en mærkelig måde meget større..
I Købmagergade holdt Lars hesten an foran et stateligt hus. - Så er vi her, Erik - sagde han stille.
Erik tog sin lille bylt med et par skjorter, hoser og lidt mad og hoppede af vognen.
De gik hen til den svære egetræsdør og bankede på. Dørhammeren rungede, så det måtte kunne
høres over hele byen, syntes Erik.
Døren blev langsomt åbnet af en pige, som så meget sur ud.
- Hvad vil I? Har I tiggertegn? Hun så hånligt op og ned ad Lars´slidte dragt.
- Vi er ikke tiggere, min søn skal i latinskolen og have logi hos rådmanden!
7

- Nå, så en vadmelsbonde vil holde sin beskidte hvalp til studeringer… Hva` bilder han sig ind..
nå, så kom ind!
De kom ind i en rummelig forstue med glaserede fliser på gulvet. –Vent her! nærmest hvæsede
pigen og forsvandt ind ad en svær dør. Erik stod tavs – det var en barsk velkomst..
Lars lagde beroligende sin arm om hans skulder.
Pigen kom tilbage. –Rådmanden siger, det er i orden. Kom så med, knægt. Du kan gå - sagde
hun henvendt til Lars - her er ikke mere for dig at gøre!
Lars var hvid i ansigtet af vrede og ydmygelse, men Eriks fremtid afhang af, at han havde et
sted at bo… Lars kendte sin lod - han var fattig og måtte bide vreden i sig, han kunne ikke
tillade sig at være stolt. Han gav Erik et hastigt knus og forsvandt ud af døren.
- Kom så, hvalp. Hvad står du der og glor for? snerrede pigen. Erik fulgte med hende ned af en
lille stentrappe til et køkken, hvor der duftede dejligt af suppe.
En stor, grov karl sad ved bordet og gnavede på et stort okseben.
-Hva` helvede, skal en bonderøv til at være en studeret mand? Hvem satan tror du, du er? Han
sprang op og gav Erik et slag med knytnæven, så han faldt over mod vandspanden, som
væltede. – Uh, din klodsede korøgter! skreg pigen. – Nå, se nu at komme i gang med at gøre
nytte! Vask fadene her, bagefter kan du bære skarnbøtten ud og feje gulvet!
Erik følte det, som om der blev hældt koldt vand over ham. Skulle han arbejde for den frygtelige
pige og endda skældes ud?
- Jeg kan godt forstå, de kaldes sinker - brølede karlen. - se hvor dum han ser ud - ligesom sin
fars køer – mø-ø-øh!
- Hi - hi - Asmus, du er bare så sjov! fnisede pigen.
Erik stod med gråden i halsen. Han var stiv i kroppen af angst og skuffelse. Var det sådan han
skulle leve fremover? Det ville han ikke kunne holde ud. Hvorfor talte de sådan til ham? Og
hvorfor hånede de hans far? Eriks forældre var fattige fæstebønder – men de talte altid
ordentligt til deres folk. Erik huskede, da Bodil blev kom til gården for tre år siden. Hun var
forældreløs og gik på omgang blandt byens gårde. Hun kom smågrædende og forskræmt til
gården, men Erik forældre bød hende velkommen og talte længe med hende, så hun snart følte
sig hjemme.
Og da hun var faldet til i huset, fæstede de hende, så hun fik løn som andre piger og ikke skulle
være et almisselem.
- Kom så for fanden i gang! skreg pigen og smed en klud hen til ham. Erik begyndte at vaske
fadene, mens han kæmpede vildt for ikke at komme til at græde..
- Se, Lisbeth, han tager på tingene som på en møggreb - grinede Asmus.
Erik strammede alle muskler og gjorde sit ansigt ubevægeligt. Han ville for alt i verden ikke
vise de modbydelige mennesker, at han var bange og ulykkelig.
Da han havde vasket fadene – som han måtte vaske om to gange før Lisbeth var tilfreds- måtte
han ud i baggården og tømme skarnbøtten på møddingen.
Det var rart at komme ud i mørket og være alene… Erik var frygtelig skuffet.
Han havde troet, at Jacob ville være der og tage imod ham, at Jacobs forældre ville byde ham
velkommen… var folk i byen virkelig sådan? Kunne han virkelig holde sådan et liv ud? Der
ville jo gå mange år, før han kunne klare sig selv…
Han tog sig kraftigt sammen og gik ind igen. Lisbeth kastede et blik på skarnbøtten.
- Du har ikke vasket den af! Svin! Ud til brønden med dig!
8

- Det fatter han ikke! brølede Asmus. – Han er selvfølgelig vant til gå i lort til anklerne! Han
ved ikke, hvad en skarnbøtte er! Hvordan kan det være anderledes.. hans far er et svin og hans
mor en so!
- Øf. Øf! Lisbeth grinede og markerede en grisetryne på sin næse, mens hun gryntede.
Erik følte det, som om der pludselig var et uvejr inde i hans hoved. Et vildt had til de to grove
mennesker tog helt magten fra ham. Som en kamplysten hankat sprang han i hovedet på Asmus,
bed og kradsede. - Hold kæft! Hold kæft! Hold kæft! skreg han. Asmus rystede ham af sig og
gav ham en lussing, så han faldt om på gulvet. Men Erik var lynhurtigt på benene og angreb
igen. - Du skal ikke svine min far og mor til! Du er et svin! En stor, fed, beskidt, grim orne er
du!
Asmus greb ham og holdt ham, så han ikke kunne røre sig. – Mon ikke pattegrisen her skal
svales af i brønden - hva` Lisbeth? Han slog døren op og bar Erik ud i gården, mens Lisbeth
fulgte efter, med et skadefro grin. Eriks raseri blev afløst af rædsel. Han var ikke et øjeblik i
tvivl om, at Asmus ville smide ham i brønden. Han sparkede og skreg vildt. Asmus holdt ham
ud over brøndrammen med et grin som en djævel…
Men pludselig slap han Erik, som faldt ned på stensætningen og blev liggende, uden at turde
røre sig.
- Hvad foretager I jer her? lød en kvindestemme. Lisbeth og Asmus trak sig lidt væk fra Erik.
- Det er bare hvalpen her som tror, han er noget.. han skal kues i tide… Asmus grinede – men
lidt usikkert.
- Rejs dig op, barn.. Erik blev hjulpet på benene af en lille, spinkel kvinde med rødt hår under en
hvid hue. Hendes stemme havde en fremmed klang.
– Hvad i alle djævles navn har I for med drengen? Hvad har han gjort?
- Hans bondetamp af en far kom med ham… han skal bo her! Han tror han kan blive en studeret
mand… jeg satte ham til at bestille noget… er han måske for fin til det? Men han skreg og
skabte sig, rev og bed Asmus – ligesom et vildt dyr..
- Ja, jeg gjorde! hvæsede Erik. – De sagde så meget grimt… min far og mor er ikke svin… de er
gode mennesker… Pludselig kunne Erik ikke klare mere, gråden huggede i struben, samtidig
med, at han dirrede af raseri.
Kvinden lagde en arm om hans skulder. – Det er godt, at du tør forsvare dig - bryd dig ikke om
de to tåber.. kom med ind, så skal du få noget at spise… Hvor er Jacob? Jeg troede, han var her
for at tage imod dig… Jeg var til aftensang i Sct. Peders… det var synd du fik sådan en
modtagelse… Jeg hedder Silke og er husholderske her… Jeg skal nok sørge for, at de to
skvatmikler ikke generer dig mere. – Stå ikke der og glo! Hvis du er færdig med dit arbejde,
Asmus, så forsvind! Og du, tøs, du skal ikke sætte nogen i arbejde, det skal jeg nok klare,
drengen her skal læse og studere, ikke være træl for sådan en møghakke!
Asmus og Lisbeth luskede væk og Erik så beundrende på den lille kvinde, som Asmus og
Lisbeth helt klart var bange for… sikke hurtigt hun snakkede.. og sikke et mærkeligt navn…
- Hedder I virkelig det? Silke? Ligesom… tøj? – Ja, det hedder jeg, jeg er egentlig fra Tyskland,
og der er Silke et almindeligt navn. Men der hedder silketøj Seide – så, nu har du allerede lært
noget nyt.
Silke fulgte Erik tilbage til stegerset. –Sig mig engang, tøs, hvorfor har du ikke sørget for mad
til Erik? Jeg.. jeg havde ikke tid… mumlede Lisbeth. – Nej, selvfølgelig! Du havde så travlt
med at fjante med Asmus og blære dig overfor den stakkels dreng! Sig mig, har du glemt, da du
kom her i huset… dengang havde du vist ikke nogen at kommandere med! Møgtøs!
9

Lisbeth begyndte at snøfte. –Lad være med at skabe dig! Varm noget suppe til Erik og opfør dig
som et voksent, ordentligt menneske!
Lidt efter sad Erik ved bordet og spiste en vidunderlig suppe, fyldt med urter og kød. Han var
ved at blive sig selv igen.. når Silke var her, skulle det nok gå..
Silke satte sig ved bordet og spurgte Erik ud om hans familie og om Rønnebæk. Hun havde
også hørt historien om Helhesten. - Det ser ud til, at du slægter din far på, der skal mod til at
angribe det store drog til Asmus, lo hun.
Erik følte, at han ligesom voksede. –Jeg blev så gal og ked af det… han er så led…
- Ja, det er han tit… men Erik, han er ikke så klog.. og så bliver han grov for at klare sig.. han er
såmænd ikke værre end så mange andre.. jeg tror, han holder sine beskidte labber fra dig nu -
ellers skal jeg gi` ham, ska` jeg! Den lille kvinde satte et truende ansigt op og viste Erik en lille
knytnæve. Erik kunne ikke lade være med at grine, men han var sikker på, at Silke kunne sætte
sig i respekt.
- Nå, de har vel ikke engang hilst på dig, kalkunerne deroppe?
- Kalkunerne?
Ja, Rådmanden og fruen, de ligner et par fede kalkuner, du skulle se dem komme brusende ind i
kirken - kalkunhønen kan sgu dårligt komme ind ad kvindedøren for bare skørter – hun har
mindst syv lag, foruden alt sit fedt! Pludr… pludr… pludr.. Silke pustede sig op og pludrede
som en kalkun.
Erik sprutgrinede. Det var så dejligt pludselig at kunne more sig. Silke var helt utrolig..
- Du skal bare bukke for dem og virke ydmyg og taknemmelig, så er de tilfredse, de synes jo, at
de gør en stor og from gerning ved at tage dig i huset - hvis du spiller med på komedien, kan du
få det bedre end så mange andre peblinge. Føden og tag over hovedet har du i hvert fald, og de
rige i byen giver også almisser til peblingene, så du skal nok klare dig..
- For resten, Lisbeth, har du vist Erik, hvor han skal sove? – Nø-eh… mumlede Lisbeth. – Nej,
selvfølgelig, du er lige så sløv som en grævling, der lige er vågnet af vintersøvnen.. –Han skal
sove i bryggerset, det siger fruen. – Nå, siger pludrehovedet det? Hun skulle selv sove i
bryggerset, skulle hun.. Se her, Erik, her har jeg tænkt mig, du kan sove i vinter. Her er altid
varme fra ildstedet.. Silke viste Erik hen til en dør, som førte ind til et lillebitte kammer, som
kun rummede et vægfast sengested, som var redt op med frisk halm, lagner og en stor dyne.
- Her ligger du godt og varmt, til sommer kan du sove på loftet, skal du læse, kan du sidde ved
det lille bord her i køkkenet, jeg skal nok sørge for, at fladpanderne ikke forstyrrer dig!
- Tak… hviskede Erik Han syntes næsten, at den lille skrappe Silke var en engel, som ville
beskytte ham. Hun var jo venlig ligesom hans far og mor. Erik begyndte igen at glæde sig til det
nye liv.
Så kom han til at tænke på Jacob. Hvorfor var han her ikke?
- Hvor er Jacob?
- Bare jeg vidste det - svarede Silke med et suk. Siden han kom tilbage fra Rønnebæk er der
begyndt at ske et og andet.. jeg ved ikke hvad der går af hvalpen…
Men sæt du dig nu her og få et lille bæger kryddervin- afbrød hun sig selv med et smil.
–Det drikker pludrefuglene altid om aftenen, men vi andre tager nu en tår med – hvorfor skulle
de have det hele? Hun vendte sig mod Lisbeth som kom ned ad trappen. – Nå, har du opvartet
dem deroppe? Godt, så sæt dig og hold op med det snøfteri, der er ingen der gør dig noget –
men så skal du fanden- tage- mig også behandle andre ordentligt! Det skal du lære, hvis der skal
blive et menneske af dig!
Lisbeths ansigt fortrak sig, hun græd som et barn og sparkede med benene, mens tårerne
dryppede ned i hendes bæger.
- Tossede tøs, det er spild af Guds gaver at salte den gode lutendrank…
10

Erik undrede sig. Hvad var der i vejen med Lisbeth? Inden Silke kom, var hun herskesyg og
grov, nu tudede hun som en lille unge.
Så glemte han alt om Lisbeth. Oppe i forstuen blev døren revet op, og han hørte nogen synge.
Det var Jacob! Erik blev glad og sprang op – nu kom Jacob også, det var dejligt!
Men så lød der et voldsomt spektakel, råben og banden deroppe fra. En dyb mandsstemme
skældte ud og en kvindestemme skreg og jamrede hysterisk.
Erik så forskrækket på Silke, som rystede opgivende på hovedet. – Nå, nu igen, sukkede hun –
det bliver vist ikke stort bevendt med hans lærdom og borgerskab til sin tid…
I det samme kom Jacob tumlende ned ad trappen. Han faldt ned af det sidste trin, kom på
benene igen og slog armene om Lisbeth. - Du er en dejlig kvie… kvieøjet..og med fine patter..
Lisbeth rev sig løs og styrtede ud af køkkenet. Jacob var fuld… meget!
- Så er det nok! Silkes stemme var skarp som en kniv. –Er det en måde at opføre sig på og så for
øjnene af en dreng som du skal give opdragelse og kundskaber!
Først nu fik Jacob øje på Erik. – Erik! Velkommen! Du er kommen i fint selskab! Herskabet
deroppe… har de hilst på dig.. nej gu har de ej… men her. .han hev Silke op fra bænken og
skubbede hende frem mod Erik. – Her ser du min mor… min rigtige mor.. min smukke dejlige
ulvemor, som aldrig går fra sin unge… nej… det gør du ikke… Silkemor…
Pludselig blev han helt grå i ansigtet og brækkede sig i et styrt ud over Silke. Så væltede han om
på gulvet og lå og mumlede noget uforståeligt.
Erik vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. Han havde tit set folk i Rønnebæk være
fulde til gilder og til fastelavn - men ikke så slemt… og så Jacob... hans lærer, som han
beundrede.
Silke tog det meget roligt. - Erik, hent noget vand og tør det svineri op. Så får jeg ham i seng
imens. –Ja, du bliver nødt til at sove sammen med ham i nat.. jeg kan ikke slæbe ham op ad
trappen… sengen er vist også bred nok… Hun fik med stort besvær bakset Jacob ind i det lille
kammer og væltet ham om i sengen.
Skønt det vendte sig i ham, fik Erik tørret op, mens Silke fandt en ren kjole.
- Åh, Herregud, lille hvalp, sikke dog en modtagelse du har fået.. først truer man med at drukne
dig… og så skal du tørre bræk op. Ja, det er et tosset hus du er kommet til, men du skal nok
klare dig, min unge..
- Silke… hvorfor kaldte Jacob dig mor?
Silke smilede, men hun så samtidig lidt trist ud. - Fordi han var min lille patteunge… den fede
deroppe var jo for fin til at amme sit barn, det måtte hun have en amme til… mig!
Tankerne kørte i Eriks hoved. – Jamen… når du havde mælk… så må du…
- Have født et barn… ja, lille kloge hvalp, det har jeg også… men det kunne ikke leve.. det var
også en lille dreng… en lille lansebærer… Silkes stemme slog over.
- Men.. Silke, havde du ikke nogen mand?
Silke lo. – Ikke sådan med præst og degn og ”ærligt ægteskab” som de siger. Men en mand var
han – på godt og ondt. Michael hed han …
- Ligesom ærkeenglen?
- Ja, men en engel var han ikke… nej, det skal himlen vide.. det er tyske landsknægte ikke.. men
god nok… havde han ikke fået en kniv mellem ribbenene i et forrykt slagsmål, var meget gået
anderledes…
- Hvorfor kom han op at slås?
11

- Ja, hvorfor? Det har jeg ingen anelse om.. landsknægte slås for et godt ord – det er jo også
deres bestilling.. Silkes ansigt blev mærkelig hårdt. Ja, hvalp, du kan lige så godt få det at vide –
jeg var felthore hos en gruppe landsknægte, som lå til borgeleje her i Næstved. Jeg kom med
dem fra Tyskland. Se ikke så forskrækket ud, det var ikke så slemt.. Jeg levede godt, havde fine
kjoler, fik god mad og vin hver dag… det var bedre end at være en fattig tjenestepige. Og der
var fest og farver i lejren, selvom der også altid var druk og slagsmål.. men det vænner man sig
til..
- Men hvad med ham Michael?
- Jo, efterhånden blev det sådan, at jeg var hans pige, ingen andre måtte ligge med mig… ja, vi
blev kærester, og da jeg skulle have et barn, var han helt vild af glæde. Der var da også flere i
lejren, som havde børn… Men så… ja så blev han stukket ned … døde i armene på mig… og så
var det, jeg fødte min lille dreng alt for tidligt… han kunne heller ikke leve..
- Åh, Silke.. Erik var lige ved at komme til at græde.
- Ja, lille hvalp, det var en hård omgang. Den lille levede kun et øjeblik, så han nåede ikke at
blive døbt.
Men jeg listede mig ind til byen om natten, og her ovre i søndre ende af Sct. Peders kirkegård
begravede jeg den lille indenfor kirkegårdsdiget – så var han dog i indviet jord..
Jeg ville bare væk fra lejren nu. Jeg gik ind til byen og prøvede at søge tjeneste. Så det var mit
held, at den fede deroppe havde fine fornemmelser og ikke ville amme sin unge. Jeg havde
strømme af mælk og var syg efter en lille unge… så Jacob blev min fostersøn, som de fine
siger…
Men nu har vi snakket nok for i aften, nu skal du sove, du får en lang dag i morgen,
sinkeklassen møder kl.7 - hvis jeres hører er vågnet.. Godnat, lille hvalp, sov så godt du kan, det
er synd du skal sove sammen med en fyldebøtte… men der er ikke noget at gøre ved det..
Erik gik ind i det lille kammer. Jacob snorkede med åben mund. Der drev savl ned ad hans hage.
Den flotte, kloge Jacob var grim at se på…
Erik var dødtræt. Han klemte sig ned ved siden af Jacob. Han kom i tanke om, at farmor havde
sagt, at han altid skulle huske at bede Fadervor før han sov. Erik prøvede også, men tanker og
sære billeder kørte rundt i hans hoved. Den frygtelige Asmus, Jacob, som pludselig var en helt
anden, larmende landsknægte, Silkes lille døde dreng…
Alt havde forandret sig på en aften… verden var pludselig blevet så stor og skræmmende.
Sinke.
Erik sad på den smalle bænk bøjet over sin bog. Han havde nu været i sinkeklassen i næsten tre
måneder. Han havde vænnet sig til skolestuen, som var et stort, koldt rum, hvor alle fire klasser
blev undervist på en gang. Skolen var ikke stor, så der var kun fyrre drenge, men Jacob sagde, at
nogen steder var der 70 drenge eller flere i samme stue. De første dage havde det været frygtelig
forvirrende. Der var ti drenge i sinkeklassen. De skulle lære at læse og skrive dansk og så skulle
de kunne katekismus, trosbekendelsen og rimstokken - en lille bog med et vers for hver søndag
og helligdag i året i året.
Nu var det snart påske, og de skulle kunne versene for påskedagene.
Langfredag døde Guds eneste Søn
12

På Korsets Galge for Menneskets Køn..
Erik remsede verset for sig selv. Han havde heldigvis let ved at lære udenad. Og han var blevet
meget glad, da han opdagede, at han var bedre til at læse og skrive end de andre sinker. Jacob
satte ham sommetider til at læse med dem, som havde svært ved det. Skolearbejdet var ikke
svært for ham. Det var værre med de ældre diciple. De var hele tiden efter sinkerne, truede og
skældte dem ud, og fandt tit en anledning til at banke dem. Sommetider lå de på lur, når de små
gik fra skole og kastede sig så over dem.
Erik havde prøvet at blive hældt over med iskoldt vand fra brønden på torvet, han havde været
spærret inde i et hønsehus og først blevet befriet sent om aftenen, da Jacob og Silke var gået ud
for at lede efter ham. Og han havde måttet løbe spidsrod, mens en flok fra 2. lektie slog ham
med pilekviste. Spark og skub fik sinkerne hver dag.
Diciplene i 2. lektie var de værste. Det var ikke så længe siden, de selv var sinker, så de glædede
sig ondskabsfuldt over, at der nu var nogen, som stod under dem.
Der vankede prygl, hvis Jacob så, at de mishandlede sinkerne, men han kunne ikke være alle
vegne. Erik lærte at klare sig. Når han skulle fra skole, fandt han alle mulige smutveje, men han
var også blevet helt god til at slå fra sig.
I den sidste tid havde de store ikke plaget ham så meget. De gad nok ikke mere, fordi de ikke
kunne få ham til at tude.
Pludselig blev Erik revet ud af sine tanker ved et forfærdeligt brøl. Det var høreren i 2. lektie
som gik amok overfor en discipel, som havde lavet en fejl i de første latinske gloser.
- En by hedder ikke oppida i neutrum! Kvajhoved! Den hedder oppidum! Dum, dum, dum! Det
er hvad du er! Det skal åbenbart bankes ind! Kom her! Alle, undtagen mesterlektikanerne, så
forskrækket hen på den rasende hører. Han greb ferlen, en stok med en rund plade for enden.
Drengen stod rystende foran ham. –Knoer! hvæsede høreren. Drengen knyttede hånden og fik
tre hårde slag over knoerne. Han gispede og fik tårer i øjnene, men skreg ikke. Da han gik ned
på sin plads, så Erik, at hans hånd blødte.
Drengen, Niels, var en af de værste til at plage sinkerne… men han var også den, som fik flest
slag af ferlen og riset og blev skældt mest ud…
Erik huskede, hvor bange han havde været for Niels i den første tid… Nu kunne han se, at Niels
var endnu mere bange. Han var bange for høreren, og hans modbydelige ferle, han var bange
for sin far, som blev rasende, når han fik dårlige karakterer. Og han var også bange for et par af
disciplene i 3. lektie, som havde udset sig ham som syndebuk…
Og som om det ikke var nok, var Niels udset til at være pennal – en slags tjener for en af
mesterlektikanerne. Han skulle pudse hans sko, bære brænde op og fyre i ovnen i hans logi.
Han skulle også hente øl til ham i det nærmeste værtshus og en masse andet. Og
Mesterlektikaneren var en grov og ubehagelig fyr, så Niels havde det bestemt ikke godt.
Erik kom til at tænke på Asmus og Lisbeth, som havde været så lede den første aften.
Erik havde opdaget, at Silke havde ret. Asmus var slet ikke så slem. Ganske vist råbte han op og
havde et forfærdeligt sprog, men Erik havde set ham hjælpe en gammel kone med at bære vand
fra brønden på torvet, og han var også god mod hestene, klappede dem og snakkede kærligt til
dem..
Lisbeth havde opført sig meget sært den første aften – tudbrølet fordi Silke skældte ud.
13

Erik havde syntes, hun var meget mærkelig. Men en aften, da Asmus og Lisbeth var ude, havde
Silke fortalt Lisbeths historie. Hun havde været tjenestepige hos en købmand i byen. En dag var
der kommet en masse nye varer i kramboden. Lisbeth vidste, at hun aldrig ville få råd til de fine
ting, og hun var faldet for fristelsen og havde taget et silketørklæde.
Det blev opdaget, og Lisbeth blev kagstrøget – pisket ved kagèn, den grimme pæl på torvet.
Da det var første gang hun havde stjålet, skete der ikke mere, men hvis hun stjal igen kunne hun
blive brændemærket og pisket ud af byen.
Silke havde fortalt, at der var tyvekvinder, som var blevet levende begravet under galgen. Men
det var kun noget, hun havde hørt engang, det var vist aldrig sket i Næstved..
Efter straffen havde Lisbeth ingen steder at gå hen, hun havde ingen familie. Silke havde så
uden videre snak taget hende med til rådmandens hus. Fruen gav sig ikke af med at fæste piger,
det overlod hun til Silke, og hun vidste ikke, at Lisbeth var straffet for tyveri. – Det var da et
held, at fedtklumpen havde lagt sig med hovedværk lige den dag- sagde Silke – hun render
ellers til alle kagstrygninger og den slags.. hun tror vel, hun bliver finere af at håne staklerne..
Lisbeth vidste, at hun ikke kunne få tjeneste andre steder, når hun var straffet, så hun var
frygtelig bange for, at Silke skulle jage hende bort.
- Men det kunne jeg aldrig finde på, sagde Silke – Herregud, hvor skulle tøsen gå hen? Jeg har
selv prøvet nogen ting… Det skal være en hård vinter, før den ene ulv æder den anden…
Lisbeth turde heller ikke skælde Erik ud mere. Og da han havde hørt hendes historie, syntes han
det var synd for hende. Hun var jo ligeså ensom og bange som Bodil havde været, da hun kom
hjem til Eriks forældre. Bare på en anden måde, Lisbeth var jo voksen og tyv…
Men det måtte være endnu mere forfærdeligt, for så var der jo ingen, som ville have med hende
at gøre – bortset fra Silke…
Rådmanden og fruen talte næsten ikke til ham, det var som om han bare var en stol eller et
dørhåndtag.
Dagen efter han var kommet i huset, var fruen kommet ned i køkkenet. Hun var som Silke
havde sagt. Stor og tyk – Erik havde aldrig set så tyk en kvinde- og i en masse skørter. Og så var
hun blårød i hovedet ligesom en kalkun. Erik var sprunget op og havde bukket dybt, som Silke
havde sagt, han skulle. Men han turde ikke se på Silke, for så var han kommet til at grine.
Kæmpekvinden skred frem imod ham, så skarpt på ham og rakte så sin fede hånd frem. Erik
blev klar over, at han skulle kysse den!
Han huskede, at adelsmænd, som besøgte Edele Urne på Rønnebæksholm, kyssede hende på
hånden. Men det var ligesom noget andet.. Det var jo sådan adelsfolk gjorde, men Fru Edele
havde da aldrig stillet sig sådan op overfor ham…
Han lukkede øjnene og markerede et kys uden at røre den væmmelige, kvabsede hånd.
Men fruen så ud til at være tilfreds. – Skik dig vel, det spørges mindst – sagde hun med skarp
stemme. Så forsvandt hun op ad trappen, pustende og stønnende.
- Hvad mente hun med det? havde han spurgt Silke.
- Bare at hvis du opfører dig ordentligt, er der ingen, som lægger mærke til dig, og så får du lov
at være i fred- svarede Silke.
Rådmanden, som var lige så stor og tyk som sin kone, havde aldrig sagt andet end godmorgen
eller godaften til ham.
14

Erik var ligeglad. Han havde det godt. Han havde jo Silke og Jacob, og han var ikke bange for
Asmus og Lisbeth mere.
I Bøddelstræde.
Jacob var dygtig. Det sagde hørerne og rektor også. Men de sagde også, at det ville gå ham ilde,
hvis han ikke kunne styre sig og opføre sig som det passede sig for en lærd mand.
Alt for ofte kom han fuld hjem, og hans mor græd over ham. Det vil sige, hun tudede højt og
arrigt, med bred mund, og blev endnu grimmere, end hun var i forvejen, syntes Erik
Jacobs far ville have, at Jacob skulle læse til præst. Erik kunne høre helt ned i køkkenet hvordan
han og moderen skældte ud på Jacob, fordi han absolut ikke havde lyst til det. Han ville gerne
læse og lære – og opleve så meget som muligt… men være præst… nej!
Silke var bekymret for ham. - Bare det ikke er min skyld… sukkede hun en aften, da Jacob igen
snorkede i det lille kammer. –Hvordan dog det? Spurgte Erik. – Måske har han drukket
Michaels og min galskab ind med min mælk… den var jo beregnet til vores lille vilde unge..
folk sagde jo, at vi var ligesom ulve, os i landsknægtlejren…
- Det gør da ikke noget! Jeg har læst en historie om to drenge, som blev opfostret af en ulv, og
de blev store mænd!
Silke smilede, men Erik kunne se, at hun var ked af det.
En lørdag aften i februar havde Jacob pjækket fra aftensangen i Sct. Peders Kirke. Erik havde
set, at han var gået i byen sammen med et par håndværkssvende. Det var en hylende snestorm,
og Silke var meget bekymret, da han ikke var kommet hjem ud på natten. Erik kunne ikke få sig
selv til at gå i seng, men blev siddende i køkkenet sammen med Silke. –Tænk hvis Jacob var
fuld og lå og sov i sneen! Han kunne fryse ihjel! Lisbeth var gået i seng, men Asmus sad stadig i
køkkenet. På et tidspunkt rejste han sig og gik ud. Han kom tilbage en times tid senere, helt
dækket af sne og med rimfrost i øjenbrynene. –Hvor har du dog været? spurgte Silke. – Åh, for
tusind djævle, jeg har ledt efter den satans knægt i alle kroge af byen - pis! Han er som sunket i
jorden! Erik blev helt varm indvendig. Asmus var gået ud i det frygtelige vejr for at finde
Jacob…
- Vi kan ikke gøre mere, sukkede Silke. – vi må bare håbe, at han er under tag.. Lad os få lidt
søvn, Jacob kommer nok hjem i morgen…
Men Jacob dukkede ikke op. Han skulle have sunget i kirken, både til fromesse og højmesse, og
Erik kunne se, at Rektor var meget vred. Rådmanden bandede og skældte ud, og fruen jamrede
over al den sorg, Jacob gjorde hende.
Men ved aftensangen var Jacob tilbage. Erik så, at Rektor talte med ham inden gudstjenesten
begyndte. Jacob var meget bleg og Rektor skældte ud, så det rungede under hvælvingerne.
I de følgende dage var Jacob meget stille. Erik troede først, det var fordi Rektor havde skældt
ham ud og truet med at smide ham ud af skolen, men det var sket før… Jacob havde aldrig før
været så underlig. I flere dage havde han hverken sunget eller grinet.
En nat vågnede Erik ved, at nogen ruskede i ham. Det var Jacob, og han så helt forstyrret ud.
- Erik, jeg må fortælle dig noget… du må aldrig sige det til noget menneske…aldrig!
15

- Nej, det gør jeg heller ikke, hvad er det? Erik var pludselig helt vågen. Jacob så uhyggelig
ud i skæret fra det lille tællelys, han havde sat på gulvet. Hans ansigt var helt hvidt, og Erik
kom til at tænke på sin far, den aften, han havde set helhesten…
- Erik, jeg er forbandet… jeg bliver aldrig en ærlig borger… jeg er mærket for livet!
- Hvordan det?
- Jeg har drukket sammen med Mestermanden… hans forbandelse er overført til mig..
Erik gøs. Alle vidste, at Mestermanden var en udstødt, som man ikke måtte have noget med at
gøre. En enkelt gang havde han mødt den høje, stærke mand med den sorte hætte, og Erik havde
skyndt sig ind i en port, til han var gået forbi.
Han havde fortalt Silke om det, men hun havde bare sagt: - Herregud, den arme djævel, det er
tungt at være hadet af alle… Det lød ikke, som om Silke var bange for Mestermanden – mon
hun i det hele taget var bange for noget?
- Erik, jeg MÅ fortælle det.. du holder kæft, ikke?
- Jo, jo, men hvad skete der?
- Jo altså, der lørdag aften… jeg havde drukket en masse og var kommet væk fra de andre… jeg
kan ikke rigtig huske det… men jeg kunne ikke finde hjem… Så faldt jeg vist om i sneen…jeg
husker bare, at en stor mand løftede mig op og bar mig ind i et hus, hvor der var en del
mennesker, som sad og drak. Jeg havde overbrækket mig selv… det var så flovt. Men manden
grinede bare og sagde: - Hva` helvede, det er bare sådan noget, der sker! Han hev tøjet af mig
og jeg kom hen at ligge i en seng
Så husker jeg ikke mere før næste morgen. Jeg havde det skidt, da jeg vågnede, men konen i
huset gav mig et bæger med et eller andet stærkt. - Drik det, knægt, så bliver du menneske igen,
sagde hun. Og manden grinede og sagde: Det er rigtigt, lille Nille, det har også fået de arme
djævle til at holde op med at ryste!
Det lød lidt mærkeligt, men jeg drak bare og tænkte ikke mere over det. Konen havde renset mit
tøj og tørret det ved ilden. Jeg ved ikke, hvad der var i den drik, men jeg fik det godt, spiste
sammen med folkene i huset og syntes, at det var rare mennesker.
Der sad ganske vist nogle mænd, som så skumle ud, men vi satte os til at drikke øl, og de
fortalte grove historier… det gik det meste af dagen med… vi havde det rigtig sjovt…
Men så var der pludselig en af dem, som begyndte at græde helt vildt. Han rystede over hele
kroppen og var frygtelig bange. De andre holdt op med at grine, og manden i huset klappede
ham på skulderen og sagde: - Du når ikke at mærke noget, jeg er lynhurtig!
Erik, så forstod jeg, hvor jeg var! I Bøddelstræde! Hos Mestermanden! Jeg havde drukket hans
øl, spist af hans skål, sovet i hans seng! Den grædende mand var dødsdømt!
Nu ville jeg bare væk! Jeg sprang op og skreg: - Lad mig komme ud! Jeg blev så bange, det var
ligesom alting væltede ned over mig..
Mestermanden sagde bare – og det var næsten det værste - Ja, gå du med fred… men tænk over,
om ikke maden, øllet og varmen har bekommet dig lige så godt, som hvis du havde været i en
ærlig mands hus!
Og han havde jo ret, Erik. Jeg havde det jo bare dejligt… men nu ved jeg, at jeg aldrig kan
blive en velagtet borger… Bøddelstræde er gået mig i blodet! Og jeg er sgu også ligeglad! Men
jeg var ved at brække mig af skræk og så løb jeg min vej uden at sige tak… det var en
svinestreg! Det er jeg ked af, det er meget værre end at blive skældt ud af rektor..
Jacob sukkede. –Nu fik jeg sagt det – du holder kæft, ikke? – Jo, selvfølgelig, men tror du
virkelig, at det betyder noget, at du har drukket med mestermanden? - Ja, det ved alle, man må
16

ikke modtage noget fra hans hånd, så får man selv forbandelsen over sig! – Men, hvis han ikke
havde samlet dig op, var du jo nok frosset ihjel… - Ja, for fanden, knægt, bedre at være en
levende rakker end en død borger! Jacob slog en rå latter op og forsvandt ud ad døren.
Erik var forvirret. Alle var bange for Mestermanden, alle vidste at han var en forbandet og
udstødt, som stod for alt ondt. Han havde det mest modbydelige arbejde i verden, mishandlede
og dræbte mennesker… Men han havde samlet Jacob op og taget sig af ham, og han havde også
ladet den dødsdømte sidde i sin stue, havde drukket med ham og trøstet ham i hans dødsangst…
Mestermanden og hans kone havde jo gjort, ligesom Eriks forældre ville have gjort, når nogen
havde brug for hjælp…
Mon rådmanden og hans fine frue ville have taget sig af en fremmed, fuld mand, som lå og
rodede rundt i sneen? Erik troede det ikke…
Silkes Michael havde været landsknægt, en barsk fyr, som uden tvivl havde dræbt adskellige
mennesker… Men han havde været god mod Silke og glædet sig til deres lille barn…
Erik begyndte at forstå, at mennesker ikke bare kunne opdeles i de gode eller onde… livet var
meget mere rodet end han havde forestillet sig…
Jacobs modige handling.
Erik var nu 12 år gammel. For et år siden var han kommet i 2. lektie – anden klasse i
latinskolen.
I begyndelsen havde det været hårdt. Han havde ikke længere Jacob som hører, men en hidsig,
ældre mand, som slog for den mindste fejl. Nu var det Eriks tur til at få blodige knoer af ferlen..
Men det skete ikke så tit. Jacob hjalp ham stadig, så latinen blev ikke så svær for ham. Han
syntes også det var spændende at lære det mærkelige sprog.
Da han kom op i 2.lektie, sagde Jacob: - Husk nu, hvordan det er at være sinke, lad de små være
- man bliver ikke stor af at træde på andre! Han sagde det så alvorligt, at det bed sig fast i Erik
Jacob var stadig mesterlektikaner, og skulle nok være det et par år endnu. Han var meget dygtig,
men bestemt ikke flittig. Han forsømte tit undervisningen, og da han i en periode var løbedegn i
Vallensved, havde han drukket så ustyrligt sammen med en flok svenske ryttere og skabt sig så
vanvittigt, at præsten sendte ham tilbage til skolen.
Her var det lige før, han blev vist bort, som det hed, men slap, fordi han var så dygtig, når han
tog sig sammen. Nu underviste han igen sinkerne.
Erik syntes, han havde det godt. Silke og Jacob kunne han altid stole på, de var der altid for
ham. Og han havde det også godt med Lisbeth og Asmus nu. Asmus var i virkeligheden bare et
stort buldrehoved, som bare skulle vise sig. Der var ingen ondskab i ham. Og Lisbeth havde det
nok på samme måde. Erik tænkte sommetider på, at når hun havde været så modbydelig mod
ham den første aften, var det nok fordi, andre havde hånet hende, og nu ville hun for en gangs
skyld være den stærke…
Erik gav hende tit en hånd med at hente vand eller bære brænde ind, og hun var blevet meget
venligere. Hun tudede heller ikke mere, når noget gik hende imod.
- Hun er på vej til at blive et fornuftigt menneske- sagde Silke med et tilfreds smil.
17

Allerede som sinke havde Erik været med til at synge i kirken til gudstjenesterne. De yngste
diciple blev kaldt diskanter og mesterlektikanerne, som havde mandsstemmer, blev kaldt
Davidsdegne.
Han syntes, det var dejligt at synge i det store kirkerum. Rummet var forskelligt efter årstiderne
og tiderne på døgnet.
Til fromesse og højmesse faldt lyset ind ad de store korvinduer, og hvis det var solskin, stod
man i et væld af lys. Ved aftensang var der mere dunkelt i kirken, om vinteren næsten helt
mørkt. Kun vokslysene på alteret og i et par vægstager lyste op. I krogene var der bælgmørkt.
En aften, kort efter Jacobs udflugt i snestormen, så Erik en mand gå ind og sætte sig i den
mørkeste krog bagest i kirken, langt fra resten af menigheden.
Han var klædt i en mørk kappe, og hætten dækkede næsten hans ansigt. Erik stod lige overfor
Jacob og så, at han stivnede og blev helt anspændt i kroppen. Han blev ved at se ned mod
manden i den mørke krog.
Pludselig fangede han Eriks blik og gjorde et lille kast med hovedet mod den kappeklædte
mand. Erik forstod. Det var Mestermanden, som ikke havde lov at sidde blandt de ærlige folk i
kirken…
Under den sidste salme rejste Mestermanden sig og gik mod udgangen. Da skete der noget helt
uhørt. Jacob forlod sin plads i koret og løb ned gennem kirken. Han stillede sig foran
Mestermanden, rakte ham hånden og sagde med en klar stemme, som kunne høres i hele kirken:
Guds fred og godaften, Mester Aage, og tak for Jeres hjælp!
Så gik Jacob roligt tilbage til sin plads og sang videre, som om der ikke var sket noget som
helst.
Men Erik kunne se, at Jacob var meget bleg og havde det samme udtryk i ansigtet, som Eriks far
havde haft, da han kørte med den døde foged under pesten.
- Han er bange, men gør, hvad han ved er rigtigt… tænkte Erik.
Eriks mor gispede og stønnede og så ud, som om hun skulle falde om, og Eriks far sendte sin
søn et rasende blik. Folk i kirken hviskede og puffede til hinanden. Det var tydeligt, at Jacob
havde bragt en frygtelig skam over sine forældre, Latinskolen og hele byen…
Men hvorfor i grunden det? Han havde jo bare sagt tak til et menneske, som havde hjulpet ham..
Efter gudstjenesten havde der været et frygteligt postyr.
Jacobs far havde skældt ud, Jacobs mor havde hylet op om skam og ærestab og det forfærdelige
barn, som hun havde sat i verden. Han ville ende i galgen, det var hun overbevist om!
Erik havde været frygtelig bange – nu blev Jacob nok smidt ud af Latinskolen…
Men så galt gik det ikke. Rektor havde faktisk givet Jacob ret i, at man skulle vise respekt og
taknemlighed overfor et hjælpsomt menneske, uanset hvem det var.
Men han fik dog besked om ikke oftere at omgås folk fra Bøddelstræde.
Hjemme hos rådmanden var der råben og skrigen det meste af aftenen. Moderen tudede og
faderen brølede som en gal tyr. Men endelig blev der stille, og Jacob kom ned i køkkenet.
Silke gav ham et knus. –Det var godt gået, min ulveunge! sagde hun med et glad smil.
Jacob så ud, som om han havde sluppet en stor byrde. – Pludselig kunne jeg mærke, hvad jeg
skulle – sagde han glad. – Jeg tror ikke mere på, at man bliver forbandet af at være ordentlig
overfor andre! Mestermanden er jo ikke nogen djævel, han er et menneske! Og selvom han har
18

sin modbydelige håndtering, er han meget mere venlig end mange af de fede borgere, som kun
tænker på at blære sig med deres rigdom!
Det kan da godt være, at folk ser ned på mig nu, - men jeg er ligeglad! Nu kan jeg holde mig
selv ud!
Erik beundrede Jacob mere end nogensinde. Tænk at turde sætte sig op imod hele byen… hilse
på Mestermanden midt i Sct. Peders Kirke! Selv om han risikerede at blive smidt ud af skolen
og familien! Det var utroligt modigt gjort…
Det er nok det modigste i verden at turde stå ved det, man inderst inde ved er rigtigt… tænkte
Erik.
Den nye rektor
Latinskolen havde fået en ny rektor. Peder Syv hed han. Han var ikke nær så streng som den gamle.
En af de første dage havde han reddet Erik fra at få en gang stokkeprygl for at tale dansk.
Nu hvor han gik i tredje lektie og var 14 år gammel var det forbudt at tale dansk i skolen, også i
frikvartererne!
Erik havde gengivet et af farmors ordsprog. Han havde fortalt en anden dreng, at Lisbeth var
forelsket i borgmesterens gårdskarl. Drengen havde grinet. –Det drog! Han er dum som en dør!
Erik havde svaret: - Kærlighed falder lige så vel på en lort som på et liljeblad!
Uheldigvis var høreren i nærheden, og Erik skulle have prygl…
Men Peder Syv havde hørt, hvad han sagde.
Han stoppede høreren. – Latinen er meget vigtig, sagde han. – men drengene må ikke mere straffes
for at bruge deres modersmål. Vi bliver fattige i ånden, hvis vi ikke bevarer vores arv!
- Hvad var det du sagde.. om lort og liljeblade? spurgte han Erik.
- Åh, det er noget min farmor siger, svarede Erik, rød i hovedet. ”Kærlighed falder lige så vel på en
lort, som på et liljeblad”…
Peder Syv lo. - Ja, det er rigtigt nok.. Kan din farmor mange ordsprog?
- Ja, rigtig mange - svarede Erik stolt. – Vil du ikke skrive dem op til mig? Jeg samler nemlig på
folks gamle talemåder, så de aldrig bliver glemt, men så man stadig kan bruge dem om mange
hundrede år. Det vil være en stor hjælp for mig! – Jo, jo, det skal jeg nok! Erik var meget stolt over,
at han kunne hjælpe Rektor med noget – og tænk, at de ting, som Farmor sagde, skulle skrives ned
og gemmes altid!
Erik glædede sig. Der skulle være stort bryllup i byen. En storkøbmand skulle gifte sin datter bort til
en anden rig købmand, så der skulle være stor fest, som skulle vare i flere dage.
Parret skulle vies i Sct. Peders Kirke, og festen holdes i Kompagnihuset.
Peblingene fra Latinskolen skulle synge i kirken og optræde med skuespillet Tobiæ Komedie til
festen.
Peder Syv instruerede dem, og det var sjovt og spændende. Han kunne spille alle rollerne så
levende, at Erik kunne se det hele for sig. Og han var venlig, skældte ikke ud, men spurgte
peblingene om deres mening, som om de havde været voksne!
Og så var han en flot mand, som man ikke kunne lade være med at kigge på.
Når han kom ind i et rum, var det som om han fyldte det hele.
Og det var i grunden mærkeligt, for han talte altid roligt og venligt, slet ikke højrøstet eller
pralende…
19

Erik var meget stolt, men også lidt bange. Han skulle spille rollen som ægteskabsdjævelen
Asmoudæus, som hentede Saras første syv brudgomme. Bare han nu kunne klare det!
Peder Syv sagde, at det skulle nok gå fint.
Jacob grinede og sagde, at han var som skabt til rollen, og Asmus sagde, at djævlemasken klædte
ham. – Den dækker dit grimme fjæs, du er meget kønnere som djævel!
Silke lærte ham nogle grove eder og forbandelser, som han kunne flette ind i teksten, som djævel
måtte man nemlig alt!
- Åh, herregud, du lyder ligesom min Michael... sukkede hun med et smil.
Erik syntes, det var lidt mærkeligt, at hun kunne blive rørt over nogle grove eder, men han var klar
over, at hun stadig savnede sin vilde landsknægt og tænkte på ham, både med glæde og sorg…
Da Erik sidst var på besøg hjemme i Rønnebæk, havde Fru Edele Urne givet ham en ny dragt,
mosgrøn, med en stor krave. Den skulle han have på til bryllupsfesten.
Mens peblingene sang i kirken, skulle de have sorte kapper på, men efter vielsen og skuespillet
skulle alle peblingene være med til festen, og så skulle han have den grønne dragt på.
Kirsten og Søren syntes, Erik var rigtig flot, og han kunne også se, at hans forældre var stolte af
ham. Det var farmor vist også, men hun trak i dragtens store ærmer og sagde, mens hun rystede på
hovedet. – Når stoddere får hæng-ærmer, går det ilde til!
Men hun sagde det med et smil, det var kun for at drille lidt. – Det der skal jeg huske at fortælle
Rektor! sagde Erik og fortalte, at han havde lovet at give hendes talemåder og ordsprog videre til
Peder Syv. – Men Herre Jøsses! Skal mit sludder gemmes af fine folk i mange hundrede år… hvad
skal han dog bruge det til? Sikke noget at finde på! Farmor rystede på hovedet, men Erik kunne se,
at hun var glad.
- Farmor, Rektors far var også fæstebonde ligesom Far, og han har taget navnet Syv, fordi han
kommer fra en lille by, som hedder Kirke Syv. Han har levet på en gård ligesom os, og han kender
en masse gamle sagn og historier. Og han skriver bøger, både på latin og dansk…og jeg tror næsten,
han har læst alle bøger i verden!
Lars lo. – Nej, det har han nok ikke, men han lyder som en klog og god mand, og jeg kan godt lide,
at han vil bevare vores gamle talemåder – og at I gerne må tale dansk!
- Men jeg kan også godt lide latinen, sagde Erik ivrigt – og jeg er god til det, siger Jacob. Nu kan
jeg læse om de romerske guder, om Jupiter og Mars og Venus og om alle de kloge mænd, som
vidste en masse om verden, om stjernerne og planeterne og de syv himle og…
- Hold op! lo Farmor, alt det kan mit hoved ikke rumme… bare du ikke bliver tosset i hovedet af al
den lærdom!
- Det gør han ikke, lærdom er godt... sagde Lars glad. - Hr. Ebert siger, at hvis Erik er flittig, kan
han måske blive sædedegn, når han bliver voksen og er færdig med skolen!
Farmor smilede stolt og de små så beundrende på Erik. Men Erik sagde ikke noget. Han kunne
mærke på sig selv, at han ikke ville være degn…
Mette strøg ham over håret. - Ja, ja, den tid, den glæde, måske viser der sig noget helt andet for Erik
– se bare på Peder Syv!
- Man skal ikke skræve længere, end bukserne kan holde… og hovmod står for fald… sagde Farmor
alvorligt.
- Men Erik har lige fået nye bukser, så de holder nok! sagde Kirsten.
20

- Det tror jeg også, lille pus, lo Mette
- Ja, ja, lad os håbe det, sukkede Farmor.
Erik var lidt ked af det. Han kunne mærke, at han igen skuffede sin far. Men han var kun 14 år, og
han ville så meget, selvom han ikke rigtig vidste hvad..
Der var så meget spændende i verden, og han ville ikke lukkes inde i det lille degnehus i Rønnebæk
og undervise børnene i katekismus hele livet! Nej! Erik følte det, som om han skulle kvæles ved
tanken.
Hans mor forstod det godt, det kunne han mærke… og han var selv så ustyrligt glad for at lære…
Hvorfor kan man ikke bare være glad og gøre det, man gerne vil, uden at gøre nogen kede af det…
tænkte Erik
Bryllupsfesten
Dagen før brylluppet var der travlt i rådmandens hus. Brudeparret skulle nemlig bade deres
brudebad her. For nogle år siden havde rådmanden fået bygget en badstue, som han og fruen var
meget stolte af. Der var ikke mange badstuer i byen, så det var virkelig et tegn på rigdom.
Silke fortalte, at man i gamle dage havde man offentlige badstuer, hvor folk tog bad i det mindste en
gang om ugen. Det havde vist været rigtigt muntert, nogen steder badede mænd og kvinder sammen
i store kar mens de hyggede sig med øl og vin.
Men så var det blevet strengt forbudt, fordi folk drak og horede i badstuerne..
- Nu er borgerne pæne og dydige - til gengæld er mange af dem møgbeskidte - sagde hun. –Det
havde såmænd ikke været til skade, hvis alle kunne få et bad… også selvom de morede sig lidt med
hinanden… herregud, hvad kunne det gøre?
- På den måde tog vi også lørdagsbad i landsknægtlejren - grinede hun. Vi varmede en masse vand
over bålet og så badede vi i store trækar, mens vi drak vin eller øl samtidig.. Vi var renere end de
”agtværdige borgere”, og vi havde det betydeligt mere festligt, lille hvalp!
Men nu skulle der ”bades brudebad” hos Rådmandens…
Bruden og brudgommen skulle bade lørdag eftermiddag. Silke og Lisbeth havde travlt med at gøre
badstuen ren, fyre op i ovnen og lægge rene håndklæder og duftende urter frem. Urterne skulle i
badevandet, så det duftede godt.
Silke havde tørrede rosenblade og jasminer i en lille pose, foruden lavendler og rosmarin. Hun
lagde nogen af dem på den varme ovn, så der bredte sig en dejlig duft i badstuen.
Hun satte også vin og øl frem, brød og ost og små, hårde mandelkager.
Bruden kom i et fint optog med fire føringspiger og fire føringskoner. Foran dem gik to
musikanter, den ene med en drejelire, den anden med sækkepibe.
Silke fortalte, at det var for at holde djævelskab væk fra bruden. Derfor skulle brudeparret også
have musik med på vejen til kirke om søndagen. Der skulle også bæres fakler - brudeblus- for dem.
Asmus grinede og foreslog, at Erik tog sin djævledragt på og listede ind i badstuen for at skræmme
hele selskabet. Erik var helt med på det, men Silke stoppede dem.
21

- Nu skal I være ordentlige! Det er synd at skræmme dem! Det er to kønne unge mennesker, som
skal giftes - og de er glade for hinanden! For det meste er det sådan, at penge og slægtskab
bestemmer ægteskabet - det gør det nok også her - men det er heldigt for de unge, at de er
forelskede og glæder sig til deres liv sammen! De skal have lov at være glade… så længe de kan…
Silke vendte sig bort.
- Silke, ønsker du sommetider, at Michael havde været en almindelig mand… så I havde været
gift… og sådan… spurgte Erik forsigtigt.
Silke lo med tårer i øjnene. –Nej, for så havde han ikke været min Michael! Men jeg ville ønske, at
han og drengen levede og jeg stadig var hos ham.. men man får ikke et langt liv med en
landsknægt.. nå, det nytter ikke at pibe…
Rådmanden og fruen tog imod bruden ved indgangen til badstuen. Fruen lignede mere end
nogensinde en kalkun i alle sine skørter og med masser af perlekæder.
Ursula og Lisbeth skulle hjælpe til i badstuen, mens bruden og hendes følge badede.
Erik og Asmus kunne høre, hvordan kvinderne pjaskede med vand og fnisede derinde.
-Førkonerne skal finde ud af, om bruden er jomfru… grinede Asmus - og så skal førpigerne passe
på hende hele aftenen ved lørdagsgildet og sove ved siden af hende i nat, så brudgommen ikke får
gode ideer!
Da bruden og hendes følge var taget af sted, kom turen til brudgommen. Hans følge var alle hans
venner, og de var allerede temmelig fulde!
- En brudgom skal være fuld på sin svendkvæld, sagde Silke.- Hvad er svendkvæld? spurgte Erik.
- Det er lørdagsgildet før brylluppet, det hedder svendkvæld for manden og møkvæld for bruden,
fordi det er sidste aften, de er jomfru og ungkarl.
- Men hvad så, hvis de har været gift før?
- Så holder man festen alligevel, men det er lidt sjovt at holde møkvæld for en enke på halvtreds,
som måske har født ti børn!
- Det kunne også være skægt at holde møkvæld for dig, Silke, grinede Asmus – skal du og Lisbeth
ikke hjælpe mandfolkene i badet?
- Jeg skal give dig bad, skal jeg! Silke greb vandspanden og tømte den over hovedet på Asmus. –Jeg
tror, de har brug for mere øl derinde, tap et par kander og gå ind med dem…
Asmus bandede og grinede, men havde ikke spor imod at gå ind til det lystige selskab i badstuen.
Han blev da også derinde, og det var tydeligt, at de havde det sjovt.
Det tog flere timer, før de kom ud af badstuen. Nu skulle de videre til gildet. –Bare de kan stå på
benene til brylluppet i morgen, sagde Silke. Nå, kom, vi må have ryddet op, badstuen ligner en
svinesti – bagefter tager vi et bad og et bæger lutendrank og spiser deres levninger..
Vielsen skulle foregå til højmessen kl. 10 søndag formiddag. Alle byens velhavende borgere skulle
med til vielsen og festen bagefter. Præsten og degnen var også inviteret og alle fra Latinskolen, lige
fra Rektor til den yngste sinke.
Sct. Peders kirke var fyldt med festglade mennesker. Alle var i deres fineste tøj, og de førte sig
rigtig frem.
Netop som degnen skulle til at bede indgangsbønnen, blev der en frygtelig ballade.
En anden borgerkone havde sat sig på rådmandsfruens plads, og fruen skældte ud, højt og
gennemtrængende. Da konen ikke flyttede sig hurtigt nok, greb den fine frue fat i hendes hue, rev
22

den af og hev hende i håret… Begge kvinder skreg og skabte sig, så et par kirkebetjente måtte skille
dem med magt…
Endelig blev der ro i kirken. Brudeparret ankom, og de blev modtaget ved kirkedøren af præsten.
Mens diciplene sang, blev bruden og brudgommen fulgt op til den særlige brudebænk, som stod i
koret. Det var kun storborgere, som måtte bruge brudebænken. Silke havde fortalt, at i gamle dage -
da man endnu bad til Jomfru Maria og de mange helgener - var brudebænken noget alle havde ret til
at bruge.
Kongen havde også lavet en lov om, at tjenestepiger ikke måtte have fine brudesmykker, som de
havde lånt. De måtte allerhøjest have en perlesnor i håret.
Men bruden her var temmelig rig, så hun havde en guldkrone på hovedet og flere perlekæder.
Hendes lyse hår hang løst - det var tegn på, at hun aldrig havde været i seng med en mand…
- Men det kan man ikke altid regne med - havde Silke sagt. – Brudekrone og jomfruhår i juni, barn i
vuggen i december, det er såmænd meget almindeligt!
Præsten holdt en tale, hvor han formanede bruden til at være lydig mod sin mand, og brudgommen
til at være god mod sin kone og ikke ”sla` og drage hende”...
Så blev de viet foran alteret. Bagefter var der brudemesse, hvor brudeparret og menigheden gik til
alters.
Så sang diciplene igen. Erik syntes, det var mærkeligt, at nogen af de fine borgere ikke kunne sidde
stille. De snakkede og grinede, nogen af dem var allerede temmelig fulde. Og rådmandsfruen blev
ved med at brokke sig over, at nogen havde taget hendes plads…
Og til sidst gik det helt galt. En fuld landsknægt kom ravende ind i kirken, mens han brølede en
temmelig sjofel vise. Inden nogen nåede at stoppe ham, gik han op til alteret, væltede hen over
alterskranken og greb alterkalken og tog nogle mægtige slurke.
Den gamle præst var forfærdet og prøvede at tale ham til rette, men han grinede bare og ræbede
præsten op i ansigtet.
Så smed kirkebetjentene ham ud. Han gjorde ikke modstand, men grinede bare fjollet.
Brudens mor græd og syntes det var en hel ulykke, at den slags kunne ske til hendes datters bryllup.
Men da Erik senere fortalte Silke om hvad der var sket, sagde hun bare: Sludder, hvis han havde
jaget sin kårde gennem en eller anden, så kunne de tale om ulykke! Herregud, han var jo bare lidt
fuld!
Da gudstjenesten var forbi, gik brudetoget til Kompagnihuset, hvor gildet skulle holdes.
Der var stadig musik, men faklerne havde man ladet ligge ved kirken.
Nu var brudeparret ægtefolk, og man behøvede ikke være bange for, at noget djævelskab skulle
forhindre brylluppet!
Gildet i Kompagnihuset
Da brudefølget kom til Kompagnihuset, skulle brudeparret allerførst drikke vin af samme bæger,
mens alle råbte og grinede. Så blev brudeparret ført op i et værelse ved siden af den store sal –
højenloftsalen.
Her stod en stor, udskåren himmelseng med silkepuder og brogede tæpper.
Præsten velsignede sengen, og så satte brudeparret sig op i den.
23

Nu kunne alle se, at de var ægtefolk, som på hæderlig vis var kommet i seng sammen.
Så blev der serveret vin og konfekt, alle lykønskede brudeparret, og mange af mændene fyrede
grove vittigheder af.
Erik kunne næsten ikke kende den alvorlige rådmand ..
Rådmanden var fuld og hoppede rundt og viste, hvordan en brunstig gedebuk bar sig ad. Og han
grinede sjofelt og råbte, at sådan skulle brudgommen snart gøre med bruden…
Erik syntes, han var væmmelig at se på.
Så stod brudeparret op igen, de skulle først rigtig i seng sent om aftenen, og hele selskabet gik ind i
salen, hvor gildet skulle holdes.
Nu skulle der spilles skuespil!
Erik var lidt bange, hans hænder var helt kolde, og han rystede lidt. Men Peder Syv trak ham til side
og sagde: - Du skal bare være glad, du er den bedste djævel, jeg har haft! Erik kom til at grine, og så
var han helt rolig.
Skuespillet handlede om en ung mand – Tobias - som drog ud i verden for at finde et middel, som
kunne hjælpe hans far, som var blevet blind.
Han mødte ærkeenglen Rafael, og sammen fangede de en stor fisk.
Rafael rådede Tobias til at gifte sig med den smukke Sara.
Der var bare det ved Sara, at hun havde været gift 7 gange, og hver gang havde ægteskabsdjævelen
Asmoudæus hentet brudgommen.
Gabriel fortalte Tobias, at han og Sara ikke måtte sove sammen de første 3 nætter, men skulle bruge
natten til at bede til Gud.
Og så skulle han brænde fiskens hjerte ved brudesengen, det ville jage djævelen bort.
Fiskens galde ville kunne give Tobias far synet igen…
Det lykkedes selvfølgelig alt sammen.
Skuespillet gik fint. Det var sjovt at spille djævel og trække af sted med brudgommene. Og alle
jublede, da Asmoudæus fnøs og hvæsede og bandede og til sidst blev lænket af Rafael.
Alle peblingene klarede sig godt, og Peder Syv roste dem til skyerne. De var meget lettede, og
glædede sig til festen, nu skulle de bare more sig!
I salen var der dækket lange borde med brogede duge og glas og tintallerkener, og der var høje
stentøjsstobe til at drikke øl af.
Der var selvfølgelig ingen, som havde så mange stobe eller glas, så brudens forældre havde lånt
hos venner og bekendte.
Peblingene skulle sidde ved et bord for sig selv. Der var ikke tintallerkener nok, så de måtte bruge
tykke brødskiver. Men det gjorde ikke noget, de fik samme mad som de andre gæster.
Der var en masse retter: Kød, fisk og postejer med en masse spændende krydderier. Der var også
frugt, kager og konfekt. Erik havde aldrig set så megen mad!
Han blev hurtigt mæt, og han undrede sig over, at mange af gæsterne bare kunne spise i timevis.
Og endnu mere mærkeligt var det, at de kunne drikke så meget!
Der blev holdt taler og ”rimet til brudeparrets ære”. En af gæsterne skulle begynde med et rim og så
skulle de andre fortsætte.
En af gæsterne sagde: Lev kærligt tilsammen, thi elskov er smuk..
24

Men så brølede rådmanden: - Se brudgommen, han er en liderlig buk!
Alle hylede af grin, men Erik kunne se, at bruden blev helt rød i hovedet. Brudgommen trøstede
hende med, at de ikke mente noget ondt med det, de var bare grove, fordi de var fulde…
Peblingene fik også al det øl og vin de kunne drikke, og Erik havde det rigtig sjovt. Han syntes alt
var helt ustyrligt morsomt, og han lagde mærke til, hvordan alle de fine borgere teede sig.
I kirken og på gaden var de altid så stive og alvorlige – men nu! Det var utroligt!
De råbte og grinede og mændene krammede hinandens koner.
Rådmandsfruen sad på skødet af degnen fra Sct. Mortens Kirke. Hendes fine kniplingskrave var
næsten revet af, og degnen havde hånden inde på hendes store bryster.
Hun hylede og fnisede, og når hun drak vin, spildte hun ned af sin fine fløjlskjole…
Erik havde også været til bryllupper hjemme i Rønnebæk. Der blev folk også fulde, men han vidste
helt sikkert, at sådan ville hans mor og far aldrig opføre sig…
Endelig var man færdig med at spise.
Nu skulle bruden danses af pigernes lag, og brudgommen af svendenes. Nu var de ægtefolk, og
skulle ikke mere feste sammen med de unge.
- For djævelen, sagde Jacob, - hvor kedeligt! Jeg tror aldrig, jeg gifter mig!
Af en eller anden grund kunne Erik heller ikke forestille sig Jacob som værdig borger og
ægtemand…
Først dansede de unge piger i en kæde med bruden. De dansede med hende over til brudgommen.
Så dansede de unge mænd med brudgommen. Til sidst dansede brudeparret sammen.
Nu var alle ceremonier overstået, og festen blev helt vild.
Langs væggene stod borde med øl og vin, og alle kunne bare drikke løs. Og de fleste benyttede sig
af det.
Peblingene blev også temmelig fulde. På et tidspunkt tog Erik sin djævlemaske på og løb rundt og
bandede og svovlede. Jacob sprang også op og spillede djævel. Gæsterne grinede og klappede, og
Erik syntes aldrig, han havde haft det så sjovt i hele sit liv.
Men da det havde stået på et stykke tid, trak Peder Syv ham til side.
- Jeg under gerne jer drenge en ærlig rus - sagde han med et smil. –Men husk, alt er godt med måde!
En drukken er som skibet uden ror, som vognen uden køresvend! I aften som en bjørn, i morgen
som en skudt ørn!
- Øl og vin er Guds gaver, brug dem med glæde og mådehold, ikke som galninge! Han nikkede hen
imod et par af byens største købmænd, som morede sig med at hælde øl ned i bukserne på en tredje,
som hang hen over bordet og snorksov.
Selv om Erik var fuld, kunne han godt se, at det var rigtigt, hvad Peder Syv sagde. Han drak jo
også, men ikke mere, end han kunne styre det. Han sang og dansede og fortalte historier, men han
vidste hele tiden, hvad han gjorde, og blev ikke dum og grim at se på, som mange af de andre…
Rådmanden vaklede rundt og ledte efter fruen. Han bad Erik være med til at lede. Erik løb rundt i
hele huset. Til sidst åbnede han en dør ind til et lille rum bag stegerset.
Det lå degnen og fruen og snorkede. Splitternøgne! Erik lukkede stille døren og overlod til
rådmanden at finde sin kone…
25

Ved midnat skulle brudeparret følges hjem til brudens forældre, hvor de skulle lægges i brudeseng
for alvor, og hvor søndagsgildet skulle holdes.
Bruden og brudgommens forældre havde bedt Peder Syv og peblingene om at lede optoget til
brudens hjem. De vidste nemlig, at Peder Syv ville kunne holde styr på de drukne mennesker. Der
var noget ved ham, som gjorde, at alle rettede sig efter ham.
Peblingene gik foran brudeparret. De bar igen fakler, for nu var det nat, og så var de onde magter
stærkere. Bag brudeparret kom gæsterne, det vil sige dem, som kunne stå på benene. En del af dem
sad stadig og drak eller lå og sov på bænkene eller gulvet i gildesalen…
Hjemme hos brudens forældre var der indrettet et brudekammer med en stor seng, ligesom i
Kompagnihuset. Præsten velsignede først brudesengen, og så blev først bruden og så brudgommen
fulgt til sengen.
Brudgommen tog brudens krone af og gav hende konehuen på.
Så sang peblingene en meget lang salme, hvor brudeparret blev formanet om, hvordan de skulle
leve fromt og godt sammen.
Der var mange vers, og Erik var træt. Et par gange var han ved at falde i søvn, men det lykkedes
ham at holde sig vågen.
Endelig sang de sidste vers:
Gud give eder både en rolig nat
- i tugt og ære
beder Gud om nåde
så bliver det godt
- i tugt og ære
Gud dennem velsigne og formere!
Så bredte brudens mor tæppet over dem, ønskede dem en god nat og trak forhænget omkring
sengen.
Så gik nogle af gæsterne hjem, mens andre gik tilbage til Kompagnihuset for at feste videre.
Men Peder Syv sagde til peblingene: - Nu slutter festen for os, fra nu af er der kun druk og vildskab.
I har haft en god fest og opført jer, så skolen kan være jer bekendt. Gå nu roligt hjem, vi ses til
fromessen!
Erik havde ikke spor imod at gå hjem nu. Han var dødtræt og havde ikke lyst til at gå tilbage til
Kompagnihuset. Men han så, at Jacob og et par andre mesterlektikanere gik tilbage for at feste
videre.
Da Erik kom tilbage til rådmandens hus, sad Silke og Lisbeth stadig i køkkenet. Lisbeth så ud som
om hun havde grædt, men hun så også lidt glad ud.
- Nå, Erik, blev de så ægtefolk for Gud og mennesker? Og var det et godt gilde? spurgte Silke.
Erik satte sig og begyndte at fortælle. Silke morede sig over hans beretning. Erik var lidt flov over
at fortælle om fruen og degnen, men kunne alligevel ikke lade være.
Ja, ja, lo Silke, når man klør svin på maven, vælter de sig i sølet! Jeg ville gerne have været en flue
på væggen og set de to ligge og snorke! Det vil jeg komme til at tænke på, hver gang hun skrider
ind i kirken med den fromme mine på! Der ser du, Lisbeth, de ”ærlige borgere” er ikke en pind
bedre end os andre! Fortæl Erik nyheden, tøsebarn, og vær lidt glad!
Lisbeth snøftede bare, rød i hovedet. – Åh, dit lille pjok, så lad mig! Vi skal også snart have bryllup
her i huset! Lisbeth og Asmus gifter sig meget snart! De vorder frugtbare og mangfoldige, som
26

præsten siger! Asmus har fået arbejde hos smeden nede ved havnen, og jeg tænker, kalkunerne
giver Lisbeth udstyr og holder brylluppet, når jeg skubber lidt til dem…nærige er de trods alt ikke!
- Men… jeg er ikke sikker på, at Asmus… er faderen…der er jo det med Svend…borgmesterens
karl….jeg kan blive straffet for lejermål…
- Sludder! Asmus er god nok, det store drog, og han er så glad for dig, at han gerne ville dække over
dig, om du så havde begået et rovmord! Tænk dig om, tøs, du har været sammen med Svend en
enkelt gang for længe siden, og du og Asmus har nu været kærester i tre måneder! Glem alt det og
glæd dig til din unge! Du må jo ikke bære brudekrone, men du skal vies med min perlesnor i håret!
Det bliver min brudegave til dig! Den har set megen glæde hos Michael og mig! Gid den må bringe
jer glæde, som varer længere end min…
Lisbeth og Asmus` bryllup
Silke fik ret. Rådmanden og fruen var tilfredse med, at Lisbeth kom ”i ærligt ægteskab”. De betalte
hendes udstyr og ville også holde brylluppet.
Da Silke tog Lisbeth med op for at tale med rådmanden og fruen, blev Lisbeth forvirret og bange og
fortalte om Svend og Asmus og om det barn hun ventede.
Da skete der noget helt utroligt - fruen lo! - Hun skrupgrinede, så tårerne trillede - fortalte Silke
bagefter.
Du skal ikke være bange - gispede hun, da hun fik vejret igen - der sker dig ikke noget….vi ligger
alle under for kødets lyst….fruen fnisede og Silke fortalte senere, at rådmanden blev meget stram i
masken.
Hun er pludselig blevet en slags menneske, sagde Silke tørt. –Jeg tror pokker tage mig, at hun er
forelsket! Ja, hun er! Op over begge ører forelsket i degnen fra Sct. Mortens!
- Men, sagde Erik –hun er gift, og det er degnen også…hvordan…?
- Ja, det må himlen vide! De må vel mødes i smug og håbe på, at ingen opdager noget…sikke en
ballade, der ville blive!
Erik fortalte, hvordan rådmanden havde opført sig til brylluppet.
- Ja, det tror jeg gerne, når vinen går ind, går forstanden ud! lo Silke.
Det var rigtigt, hvad Silke sagde. Rådmanden og fruen var ikke nærige. Lisbeth fik et fint udstyr. En
stor, opredt seng, en jerngryde, og noget smukt lertøj. Hun fik også en kiste fyldt med linned og et
stolpeskab. Lisbeth og Asmus var stolte og glade. Og rådmanden og fruen holdt også bryllupsgilde
for dem..
Det blev selvfølgelig ikke så fornemt som brylluppet i Kompagnihuset, men alligevel havde Lisbeth
aldrig drømt om at få så fint et bryllup..
Da hun kun var tjenestepige, skulle vielsen foregå til fromessen tidligt om morgenen – ikke til
højmessen, som hos fine folk.
Men Lisbeth og Asmus var ligeglade. De havde begge fået nyt tøj, og Asmus var helt flot at se på,
høj og stærk, som han var.
Lisbeth måtte jo ikke være pyntet som en fornem brud. Men hun var køn og glad i en blå kjole med
et hvidt hovedklæde.
Det er bedst, du dækker håret, havde Silke sagt –så er der ingen , som kan anklage dig for at have
båret jomfrukrans med urette, når de begynder at tælle på fingrene – grinede hun. – Men du skal
have min perlesnor, vi sætter den over hovedlinet, det er der ingen, som kan have ondt af!
Erik så, at Silkes hænder rystede lidt, da hun anbragte perlesnoren.
- Gid den må bringe dig lykke…og pas så godt på hinanden…sagde hun stille.
27

Lisbeth begyndte at græde og omfavnede Silke.
- Nej, nu vil vi ikke have noget piberi, lo Silke – selvom hun også var ved at græde- hvis der er
en himmel for landsknægte – og det må der være - så sidder Michael nu og er glad for at du får
mit smykke. Og han griner af os tossede kvindfolk, som tuder på sådan en glædesdag!
Ved brylluppet i Sct. Peders kirke sang latinskoledrengene, ligesom de havde gjort til det
fornemme bryllup.
Det var ellers ikke skik til et simpelt bryllup.
Men da Erik havde fortalt Peder Syv hele historien om Lisbeth og om hvordan Silke havde hjulpet
hende, havde rektor sagt, at der skulle synges til Lisbeth og Asmus` bryllup. Det var hans
bryllupsgave.
Erik beundrede Peder Syv mere end nogensinde. Han gjorde ikke forskel på fattig og rig og brød sig
ikke det fjerneste om, hvad folk mente.
Efter vielsen blev der festet hele dagen i rådmandens hus. Lisbeth havde jo ingen familie, men
Asmus`forældre og søskende var budt med. Og til Erik store overraskelse havde rådmanden også
indbudt hans familie!
Der blev spist og drukket i mange timer i rådmandens store stue. Lisbeth og Asmus sad til højbords
og vidste til at begynde med ikke, hvor de skulle gøre af sig selv…
Men så rejste Jacob sig og fremsagde et langt, morsomt rimedigt, hvor han fortalte alle mulige
sjove ting om Lisbeth og Asmus. Alle lo, og Lisbeth og Asmus glemte den uvante situation.
Erik var stolt af sin familie. Selvom de var fattige bønder, opførte de sig meget mere værdigt end
de fine borgere havde gjort til brylluppet i Kompagnihuset. Og Erik kunne se, at rådmanden og
fruen fik respekt for Farmor, da de hørte hende tale med Peder Syv og fortælle ham om gamle
skikke og talemåder.
Rådmanden drak lystigt med Eriks far, og Erik kunne høre, at de faktisk morede sig.
På et tidspunkt begyndte rådmanden på sin sjofle snak om brudgomme og gedebukke, men Lars
sagde bare med et lille smil :- Så vidt jeg husker min børnelærdom, er manden skabt i Vorherres
billede, det skulle da gerne gøre en forskel!
Erik kunne se, at rådmanden blev flov…
Fruen spurgte Eriks mor ud om , hvordan man levede på en bondegård, hun var nysgerrig og ville
også høre historien om Helhesten.
Erik far rystede på hovedet, men Peder Syv sagde: - Fortæl kun historien, Lars Hemmingsen, den
tjener jer til ære!
Sent om aftenen blev Lisbeth og Asmus fulgt hjem til deres hus ved havnen, ligesom det rige
brudepar. Og Peder Syv og peblingene bar fakler og sang. Lisbeth græd –som et vandfald –sagde
Silke.. – Men så længe du bare tuder af glæde, så kommer du nok over det - lo hun.
Sent på natten ,da gæsterne var taget hjem, sad Silke, Jacob og Erik i køkkenet. – Hvalp, jeg har
glemt at fortælle dig, at jeg har fæstet en ny pige. Hun kommer i morgen, vær nu rar imod hende –
det trænger hun til! Erik syntes, at Silke havde et særligt glimt i øjet. –Hvad hedder hun? spurgte
han.
- Birte Ågesdatter- svarede Silke alvorligt. –Ågesdatter…er hun… -Mestermandens barn, ja, hvalp,
som jeg siger, det skal være en hård vinter, før den ene ulv æder den anden!
- Silke, Ulvemor…du er utrolig! lo Jacob – der har da aldrig før været sådan en kvinde på hele Guds
grønne jord!
28

Fastelavnsspillet
Jacob var forsvundet. Pludselig var han væk. Han mødte ikke til fromessen, og i skolen ventede
sinkerne forgæves på ham. Det var sket før, men denne gang dukkede Jacob ikke op…
Hørerne rystede på hovedet og sagde, at det havde de ventet længe. Det værste var, at det var lige
før hans afsluttende eksamen. Peder Syv havde mange gange sagt, at hvis Jacob bare ville tage sig
sammen, ville han få meget fine karakterer og kunne komme på Universitetet uden problemer.
Nu så det ud til, at han havde tabt alle sine gode muligheder på gulvet…
Ingen vidste hvor han var , og i rådmandens hus var alt i oprør.
Rådmanden skældte ud, fruen græd –men mest over skammen, som hun sagde..
Silke var ked af det. – Det er nok som jeg siger, han har fået Michaels og min galskab med
modermælken!
- Men hvis Jacob bliver som dig, Silke…det er da bare godt…sagde Erik. Men Silke var ulykkelig.
Der havde lige ligget en flok tyske ryttere til borgeleje i byen, og hun var bange for, at Jacob havde
sluttet sig til dem.
- Hvorfor tror du det, Silke? spurgte Erik. – Fordi jeg kunne se, at han blev mere og mere urolig, der
kom et glimt i hans øjne, som jeg kender alt for godt…
- Ja, krage søger mage –og ravn søger galge.. sagde Birthe stille. – Sig ikke sådan noget! Vi vil ikke
have al den bøddelsnak her i huset! Silkes stemme var usædvanlig skarp. – Så, så lille tøs, sagde
hun mildere, da hun så Birtes forskrækkede ansigt – vi skal bare have en glad pige ud af dig, ikke
sådan en lille, sort galgenfugl!
Birthe var en spinkel , lille pige på femten år. Hun var meget kvik og havde let ved at lære sit nye
arbejde. Erik syntes aldrig , han set en så køn og mærkelig pige. Hun havde langt, kulsort hår, og
hendes øjne havde samme farve som mørkt rav.
Mon hendes far, mestermanden, havde samme mærkelige øjne? Og mon den dødsdømte så ind i
dem inden…Erik gøs.
Birthe havde en mærkelig måde at færdes i huset på. Lydløst som et lille dyr… Når hun kom ind ad
en dør , åbnede hun den ikke helt, men smuttede ind ad en smal sprække.
Erik syntes, hun lignede den væsel, som engang havde boet i brændestakken hjemme i Rønnebæk..
Birthe sang ofte, når hun arbejdede. Det gjorde Silke også, men det var mest lystige
landsknægtviser. Erik kunne ikke lide Birthes viser. De var sørgelige og uhyggelige. Især visen om
Valravnen.
Den havde et trist omkvæd:
Ravnen flyver om aften
Om dagen ikke han må
Den skal have den onde lykke
Den gode ikke kan få…
Det lød så mærkeligt – ond lykke?
Silke afbrød hende altid, når hun sang de sørgelige viser. – Op med næsen, tøs – sagde hun. –Du er
sammen med levende mennesker – du skal lægge al den ravneskræppen bag dig! Der er alt for
megen døds- og retterstedssnak i huset nu! Det er du alt for ung og køn til!
Birthe kunne nemlig godt finde på at fortælle uhyggelige ting fra Bøddelstræde og retterstedet.
Helst sent om aftenen, når der var mørkt i krogene…
29

Så rullede hun sig sammen på stolen som et smukt, lille dyr og fortalte med en mærkelig dyb
stemme de forfærdeligste ting om henrettelser, som hun havde set eller hørt om. Det så ud, som om
hun nød det.
Silke stoppede hende, når det blev for slemt. Lisbeth hjalp stadig til i huset, og Silke forbød Birthe
at ”snakke galgesnak” når hun var i nærheden. - Vi skal ikke have noget af, at hun nedkommer med
en ravneunge eller en lille djævel! sagde hun.
På latinskolen havde man travlt med at forberede fastelavnsspillet.Der skulle opføres et spil, som
hed Verden Og Den Fattige. Erik skulle spille hovedrollen – Den Fattige.
Stykket handlede om, hvor galt det kunne gå, hvis man kun søgte ære og rigdom og glemte Gud.
En god del af stykkets personer havnede i Helvede…
Erik nød alle prøverne. Det var så spændende at skulle leve sig ind i en anden person. Peder Syv
sagde også, at det var en god måde at lære om verden på…
Erik syntes, at han var meget heldig, at han havde den kloge og venlige mand som rektor. Det var
dejligt at få lov at lære så meget…
Skuespillet skulle foregå foran Kompagnihuset, hvor der blev bygget en scene op. Det var et stort
arbejde, for der skulle både være en kongesal og et helvedesgab, og man skulle kunne flytte
sætstykkerne. Det ville blive koldt for publikum, for det var hård vinter, men det var der ikke noget
at gøre ved.
- Skidt med det - sagde Silke – de pakker sig godt ind, og desuden drikker folk så bravt i
fastelavnsugen, at de ikke mærker kulden!
Fastelavnssøndag kom med klar frost . Ganske vist var det hundekoldt, men det blæste ikke, så
kulden var til at holde ud. Der var mange mennesker samlet ved Kompagnihuset, glade og
forventningsfulde – og mange også allerede temmelig fulde.
Prolugus – den skuespiller, som skulle fortælle om handlingen - trådte frem på scenen. Men han
havde kun fået sagt et par ord, da kirkeklokkerne i Sct. Peders Kirke begyndte at ringe…
Folk så på hinanden. Det var da helt forkert, der var da ikke gudstjeneste nu…kunne der være
udbrudt krig eller pest?
Alt gik i opløsning, folk løb om på kirkepladsen for at se, hvad der skete. Skuespillerne løb med,
det var for dumt at stå der på den tomme plads.
Omme ved kirken for en flok udklædte mænd rundt. De var klædt ud som djævle, med horn og
hale. Og oppe i et af tårnets glamhuller sad et frygteligt uhyre og vrængede af folk. Det var ham,
som havde ringet med klokkerne. Djævlene løb ind imellem folk og skræmte børn og gamle koner
fra vid og sans. Pludselig begyndte nogen at skrige. Uhyret i tårnet var begyndt at fire sig ned i et
reb. Da han var halvvejs nede, rev han sin maske af. Hans lange, mørke hår fløj om hans hoved som
en hestemanke. Det var Jacob! – Hej, gode folk, så er Djævelen kommet til byen! Alle er er indbudt
til fastenadver i Helvede! Der er fyret godt op, så I får varmen! Mange skreg og korsede sig, mens
andre lo. Rådmandens frue skreg og faldt i afmagt. Folk stimlede sammen om hende og hun måtte
bæres hjem. – Skaberi! sagde Silke tørt.
Djævlene havde tændt et bål , som de dansede rundt om, vildere og vildere. De var fulde og gale og
begyndte på et tidspunkt at overfalde folk for at røve penge og smykker.
Bysvendene var blevet tilkaldt, og snart var der et større slagsmål i gang. Folk flygtede i sikkerhed
hjem i deres huse, og skuespillerne fra Latinskolen skyndte sig tilbage til Kompagnihuset for at
passe på scenen, hvis de gale mennesker skulle finde på at komme den vej.
Fastelavnsspillet var ødelagt.
30

Peder Syv tog det roligt. –Vi prøver at spille i morgen. Der er det jo Blå Mandag – det skal nok gå.
Folk får nok raset ud i dag. Sådan lidt galskab hører med til Fastelavn. Jeg tror, det er de tyske
ryttere, som er gået grassat…
De tyske ryttere! Så havde Silke ret! Jacob havde slået sig sammen med dem! Hans fremtid som
agtet borger var grundigt ødelagt…
Eriks familie var kommet kørende fra Rønnebæk for at se fastelavnsspillet. Nu blev det ikke til
noget i dag. Kirsten og Søren var meget skuffede. Familien gjorde sig klar til at køre hjem til
Rønnebæk.
- Sludder- sagde Silke, I bliver her til i morgen! Det manglede bare! Rådmanden har råd til at huse
jer!
De voksne – og især Farmor- var lidt betænkelige, men de Søren og Kirsten syntes det var utroligt
spændende at skulle sove i rådmandens fine hus. – De små kan sove hos Erik, og der er et kammer i
andet stokværk, som næsten aldrig bliver brugt, der er tre sengesteder, der reder jeg op til jer
voksne!
-Men…hvad siger rådmanden og fruen? Farmor var ikke helt tryg ved bare at slå sig ned i det fine
hus.
- Hun? ingenting! Hun har alt for travlt med at skabe sig over Jacob – Gud hjælpe os – og
rådmanden er bare ligeglad. De under jer føden og husly…kan man ikke sige andet godt…nærige er
de ikke!
Om aftenen sad de alle hyggeligt i køkkenet. Silke havde sørget for god mad og øl, det var en hel
fest…
De små nød den gode mad og syntes, de oplevede et eventyr. På et tidspunkt trak Birte dem hen i
en krog og begyndt at fortælle historier. Selvom Silke sad ved bordet og snakkede, havde hun lange
ører. – Så, tøsebarn, ikke for megen galgesnak! sagde hun. – find på noget godt at fortælle!
Birte var nemlig godt til at finde på historier, de dukkede op, mens hun fortalte. Men hun elskede at
fortælle om spøgelser og varsler, om valravne og garmer – nogle frygtelige fugle, som bortførte
mennesker…
Silke havde fået hende til at holde op med at snakke om henrettelser, kagstrygning og den slags
ting. Birte var blevet klar over, at det var bedst ikke at tale om Bøddelstræde og retterstedet.
Alligevel besøgte hun næsten dagligt sine forældre, og en dag, da hun mødte mestermanden på
torvet, sprang hun ham glad om halsen, uden at bryde sig det fjerneste om folks skulende blikke.
- Det er rigtigt, min pige, havde Silke sagt.
Erik kunne ikke få øjnene fra Birte. Han syntes, at hun blev smukkere og smukkere. Hun var jo
også voksen – seksten år…Erik kom til at tænke på, at han selv var sytten – og snart
mesterlektikaner…
Peder Syv havde sagt, at der ikke ville gå mere end et par år, før han havde sin eksamen…
Hvad skulle der så ske?
Ud på aftenen dukkede Jacob op, fuld og grinende. – Forrykte hvalp, er det en måde at bære sig ad
- ødelægge fastelavnsspillet – skændte Silke. – Åh, pokker, de spiller det en anden dag…for Satan,
hvor var det stort at hænge i rebet og skræmme godtfolk til at skide i bukserne!
- Hvad siger din rektor? spurgte Silke alvorligt.
- Peder Syv er en brav mand…Jacob blev også pludselig alvorlig- jeg har sagt til ham, at skolen kan
glemme mig…jeg tager med de tyske ryttere sydpå…så snart jeg er lært op, lader jeg mig hverve…
Ja, han syntes ikke om det – men ønskede mig Guds fred…
- Herre Jesus! gispede Mette. Men Silke sagde bare: Det er som jeg frygtede, du har drukket vores
galskab i dig…min ulveunge…
31

Mesterlektikaner.
Erik var nu 18 år og mesterlektikaner. Han sang nu som Davidsdegn og havde en smuk, mørk
stemme. Om få måneder ville han have sin eksamen, og så var hans tid i Latinskolen forbi.
Han var i en periode løbedegn i Rønnebæk og boede hjemme hos forældrene.
Hr. Ebert havde gentagne gange sagt, at han meget gerne ville have ham som sædedegn, og der
var ingen tvivl om, at Fru Edele Urne ville give ham kaldet. Tog han imod det, ville hans
fremtid være sikret…
Erik vidste, at hans far og farmor brændende ønskede at se ham som degn i Rønnebæk. Det
gjorde hans mor sikkert også, men hun forstod, at det ikke var det, Erik ville.
Erik var forvirret og usikker. Hvad skulle der ske? Det eneste, han vidste med sikkerhed var, at
han ikke ville være degn. Det var ikke nok! Han ville ud at opdage verden, lære nye ting, stadig
komme videre…men hvordan? Og hvad med…
Her standsede hans tanker , her løb han panden mod en mur…Birte…
Erik og Birte var blevet kærester. Og selv om en ny og vidunderlig verden havde åbnet sig for
ham, stod han med spørgsmål, som han ikke kunne løse.
Birte var en udstødt. Hun stod foreløbig under Silkes beskyttelse i rådmandens hus – men det
varede jo ikke evigt. Hun var og blev mestermandens datter, som en ærlig mand ikke kunne
gifte sig med. Måske kunne han tage hende med sig til København, hvor ingen kendte hende.
Men en fattig student kunne ikke gifte sig…og hvis de fik børn…nej, det var håbløst…
Han havde betroet sig til Silke, som havde sagt, at der nok skulle vise sig noget. –Ja om ikke
andet, så kan jeg gøre som Jacob… og tage Birte med mig…havde Erik sagt.
- Nej , hvalp, det er du for blid til – Himlen være lovet! Det var noget andet med Michael og
mig…og altså også Jacob…men du skal bruge dine evner i livets tjeneste – ikke i dødens!
Du skal læse og lære og blive til gavn og glæde for en masse mennesker…ikke krepere med en
daggert mellem sidebenene efter at have spredt sorg og død omkring dig!
Erik vidste, hun havde ret. Det med at blive lejesoldat var heller ikke noget, han oprigtigt havde
overvejet, kun en desperat tanke.
En aften kort før Eriks afsluttende eksamen sad han i køkkenet sammen med Birte og Silke. De
talte om Jacob. Hvordan mon det gik ham? Var han i det hele taget i live? – Jeg kunne have
ønsket det bedre for ham, men hvad kan man vente, når han har diet en ulv? sagde Silke bittert.
Jeg har fostret en unge til blod og død…Erik blev helt kold indvendig. Silke havde forandret
sig. Tidligere havde hun på en måde været stolt af sit liv i landsknægtlejren, men nu, hvor
hendes fostersøn gik samme vej, var glansen forsvundet, hun så kun døden og smerten…
Erik blev revet ud af sine tanker ved at døren nærmest blev flået op, og en høj , stærktbygget
mand i blå rytteruniform kom stormende ind.
Silke skreg vildt, men det lød ikke, som om hun var bange. – Franz! Åh, Franz…er du levende!
-Tod und Teufel! brølede den fremmede – ja, gamle tøs! Da vi kom tilbage til denne her satans
by, hørte jeg ,at du var her i huset! Silketøs! Du ligner dig selv, dit hår er lige så dejlig ræverødt!
Han greb Silke og svingede hende rundt i luften.
32

Erik stirrede på den fremmede, som var kommet stormende som et uvejr. Han havde et bredt
ansigt med et sort overskæg. Dette i forbindelse med hans lidt skråtsiddende øjne gav ham en
vis lighed med en stor, godmodig hankat…
Silke havde fået vejret igen. –Erik, det er Franz – han var Michaels kammerat…han var sammen
med os da…Michael…
- Så, så , tøs…Michael kommer ikke tilbage – men vi er levende – vær nu glad for det!
- Silketøs, hør nu her: Jeg har været ved rytteriet i snart mange år, i Svenskekongens sold. Men
nu drager vi sydpå, nu er det slut med krigen for mig. Et og andet har jeg raget til mig i årenes
løb…vi lader os jo ikke helt nøje med soldet…det ved du jo ! Men…altså tøs…jeg tager hjem
til Sachsen! Min broder har en smedie i byen Dippoldiswalde. Jeg tager ned til ham og optager
mit gamle håndværk! Silke, vil du med? Vi fanger en præst og får ham til at vie os for gode ord
og betaling! Du bliver en ærbar kone…sådan da…oven i købet smedekone! Hva`siger du så?
-Franz, gale menneske…jeg er gammel…
Du er fanden , er du! Flotte tøs! Jeg er ved at være for gammel til krigerhåndværket, men ikke
for gammel til at svinge en forhammer! Åh, du , det bliver et fint liv! Byen ligger på et bjerg
med udsigt over skove og dale! Om efteråret står skovene ligesom i flammer så langt du kan se!
Byen er gammel, med brolagte gader , en stor markedsplads, hvor der tit holdes fest – og mange
lystige værtshuse! Det er Dippoldiswalde !
-Åh, Franz…jeg har jo mit liv her…jeg… Erik og Birte så på hinanden. De tænkte det samme.
Deres fremtid var mere end usikker, og hvis Silke forsvandt ud af deres liv, var den fuldstændig
håbløs. De havde begge haft en fornemmelse af, at Silke på en eller anden måde kunne hjælpe
dem, hvordan det så ellers skulle gå til…
Men nu! Det var tydeligt at se, at Silke var blevet glad, meget glad for rytterens forslag. Han
var jo en gammel ven, som havde kendt Michael. Og hun kunne komme tilbage til sit
hjemland…
Erik mærkede en iskold klump i brystet. Han vidste iskoldt og klart, at nu ville hans peblingeårs
gode engel forsvinde fra ham. Og Birte…hvad kunne han gøre?
Silke lo med tårerne piskende ned af kinderne. –Franz…åh dit forrykte menneske! Hvor du
ligner dig selv! Komme her og bare hive mig med til Tyskland! Men , gale menneske – Ja! Ja!
Ja! Jeg gør det! Men - hun stoppede Franz` glædesbrøl – der er ting, jeg skal ordne først! Silke
så fast på Erik og Birte. – En hunulv stikker ikke bare af fra ungerne!
Erik havde fået sin eksamen med meget fine karakterer. Peder Syv havde sagt, at han når som
helst kunne komme på Universitetet i København, og at han ville hjælpe ham på alle måder, kun
ikke med penge – det var umuligt for ham. Erik vidste, at Peder Syv forsørgede sin yngre broder
som boede hos ham…
Erik var i fuldstændig vildrede. Skulle han føje Hr. Ebert og blive degn? Han fik igen den
knugende fornemmelse, som om han blev spærret inde. Og desuden…Birte…mestermandens
datter som degnekone…umuligt!
Nu stod han på trappen til Rønnebæksholm og tog mod til sig. Silke havde sagt:- Prøv at snakke
med fruen på Rønnebæksholm, hun er jo en fornuftig kone, efter hvad du har fortalt..
Erik bankede på, og Karen, en af Lauritz Ridefogeds døtre, lukkede op.
- Goddag , Erik, tillykke med din eksamen! Du vil vel tale med Fru Edele? Karen var en køn
pige, som så glad ud. Det var godt, at fru Edele havde taget sig af de to piger …
Fru Edele er inde i vinterstuen, jeg tror, hun har ventet dig! Karen smilede underfundigt. Døren
stod halvt åben til vinterstuen, da Erik bankede på. – Kom ind, Erik – sagde Fru Edele venligt.
33

Tillykke med din fine artium –sagde hun med et stort smil. –Sæt dig ,Erik – du har vel noget, du
vil bede mig om, kan jeg tænke.
Erik følte sig helt stiv i kroppen. Fru Edele troede nok, han ville bede hende om degnekaldet!
-Fru Edele…jeg vil ikke være degn i Rønnebæk…Jeg har sagt det til Hr. Ebert!
Til Eriks overraskelse smilede Fru Edele. –Det anede mig, Erik. Jeg har ellers i årevis haft
planer med dig. Du skulle være degn i Rønnebæk og hvis I ellers kunne få sind til hinanden,
kunne du og Karen gifte jer…
Karen! Fru Edele havde siddet og planlagt Eriks liv! Oven i købet bestemt en kone til ham!
Fru Edele rystede på hovedet. – Men sådan går det, når et menneske vil spille Vorherre. Du vil
ikke være degn…jeg har jo også talt med Hr. Ebert. Det ville nok også være for lidt, så dygtig
som du er. Jeg tænker, du gerne vil på Universitetet i København? –Ja, ja, men…
- Du har ingen penge, men du har en kæreste, sådan er det? det glimtede drillende i Fru Edeles
gulgrønne øjne.
-Ja…og…men.. det…Erik gik i stå. – Det er Mester Åges datter- ikke? –Ja du ser, jeg ved
besked. En vis rødhåret tysker besøgte mig forgangen dag. Hun er en gæv kvinde! Hun gav
pigen det bedste skudsmål. Jeg tror også, der kan gro blomster på galgebakken…vi er alle Guds
skabninger. Erik, hvis hun vil, kan hun være hos mig sammen med mine andre perlehøns og
lære et og andet. Så ser vi hvad der sker hen ad vejen. Du, Erik, bliver min klient, jeg sørger for
logi og mad og også lidt penge, så du kan studere. Har du og Birte så stadig sind for hinanden
når du engang får kald, kan I gifte jer. Hvis ikke, kommer det hende vist aldrig til skade at være
oplært hos mig…
Erik bøjede sig dybt for Fru Edele. Det var ikke til at tro! Med et par venlige ord havde hun
ændret hans og Birtes liv! Erik følte det, som om hans krop blev så let, at han kunne flyve…
Han greb Fru Edeles hånd og kyssede den, det faldt ham pludselig helt naturligt. –
Tak…åh…tak.. stammede han. – Det er godt, Erik –jeg tror, vi er i verden for at hjælpe
hinanden. Fru Edeles ansigt blev pludselig alvorligt. –Men der er en ting du skal ,Erik. Birtes
forældre er ikke af godtfolk, som man siger. Men du ved, at Birte holder af sine forældre, og det
er der en grund til. De er, trods håndteringen, gode mod deres børn. Du, Erik, skal bede om
Birtes hånd hos hendes far, som du ville have gjort, hvis han havde været en ærlig borger…kan
du det?
Erik stivnede et øjeblik. Skulle han banke på i huset i Bøddelstræde…tale fortroligt med
mestermanden…måske drikke med ham…være bøddelens ligemand? Men så huskede han ,
hvad der var sket med Jacob, dengang i snestormen. Og Birte var jo godt nok bøddelens unge,
en rakkertøs i godtfolks øjne – men også et elsket barn, det var helt tydeligt.
- Ja, det kan jeg, Fru Edele - sagde han fast.
- Så tror jeg, det er alvor for dig…når du har fået hendes forældres velsignelse, bringer du Birte
til Rønnebæksholm. Og så drager du snarest muligt til København. Din rektor vil ordne alt med
universitetet. Og jeg skal nok passe godt på din lille galgenfugl!
Afsked.
Nu skulle det ske. Erik skulle tage afsked med sit liv i Næstved. Han skulle sige farvel til
rådmandens hus, og han skulle for altid sige farvel til Silke. Det sidste var hårdt. Hun havde
været hans beskyttende ”ulvemor”. Han kunne ikke forestille sig, hvordan livet i rådmandens
hus ville have været uden hende…
Og hun havde gjort alt, hvad der stod i hendes magt for at hjælpe Erik og Birte.
Men nu var det slut. Hendes ”unge” var voksen, nu måtte deres veje skilles.
34

Men foran den begge lå jo det, som de ønskede allermest. Erik skulle studere, der lå så
svimlende mange muligheder foran ham. Og Silke var jublende glad og vemodig på samme tid.
Hun skulle tilbage til sit hjemland, tale sit gamle sprog, leve sit liv sammen med et menneske,
som hun havde kendt på godt og ondt i sit gamle, vilde liv…Franz, som havde været Michaels
ven..
Trods det tunge ved afskeden glædede hun sig til at se byen Dippoldiswalde, glædede sig til at
få sit eget hjem…for første gang i sit liv.
Fruen havde tudet og skabt sig, da Silke meddelte hende, at hun rejste. Men Silke havde fået
ordnet det sådan, at Lisbeth overtog hvervet som husholderske. Hun og Asmus havde nu en lille
dreng, og rådmanden fik indrettet en bolig til den lille familie i en sidebygning. –Så kan
pludderhønsene få det som de plejer…alle er lykkelige! sagde Silke.
Erik havde med vild hjertebanken besøgt huset i Bøddelstræde. Men Birte var gået med ham,
det gjorde det meget nemmere. Det havde været mærkeligt at sidde i mestermandens stue, som
for resten ikke var uhyggelig…Der var rent og pænt, der sad ganske vist et par skumle fyre og
drak, men Mester Åge jagede dem ud.
Erik havde fortalt, at han og Birte var kærester og ville giftes engang. Mester Åge havde først
slået en høj ,bitter latter op, men da han hørte om Fru Edeles tilbud blev han alvorlig.
- Skulle en af vores små galgenfugle virkelig komme til et hæderligt liv hos godtfolk? Det lyder
som en af dine skrøner, tøs…han strøg Birte over håret. –Åh, Herregud da, kan det være rigtigt?
Birtes mor begyndte at græde. – Bryder en højbåren frue sig virkelig om en rakkerunge?
- Ja, det er ikke til at tro, men hvis mestermandens velsignelse kan betyde noget –Fanden forstå
det - så har I den, knægt. Tag vare på hende…du tager en tung byrde på dig , når du vedkender
dig en rakkertøs…det kan blive hårdt for jer begge…men fred med jer…jeg ønsker ikke andet!
Mester Åge rakte Erik hånden. Uhyggelige tanker for gennem Eriks hoved. Den hånd havde
dræbt…lemlæstet…
Men samme hånd føltes varm og stærk –ligesom hans fars hånd… Erik fik igen den stærke
fornemmelse af, hvor broget og sammensat livet var…
Nu var det alvor. En del af de tyske ryttere skulle af sted, og Silke og Franz fulgte med trosset.
De skulle med skib fra Karrebæksminde til Lübeck og videre til hest ned gennem Tyskland.
Erik og Birte havde taget afsked med rådmanden og fruen. Erik havde takket for de år, han
havde boet hos dem. Han havde jo trods alt haft det godt, men turde ikke tænke på, hvordan
huset havde været uden Silke…
Nu sad hun, strålende glad, på en lille, lavbenet hest. –Hest og kvinde skal passe sammen -
grinede Franz. Selv red han på en stor, sort hest – høj som et tårn- sagde Silke, som ikke var
vant til at ride og var tryg ved den lille, godmodige hest.
Hun havde omfavnet Erik og Birte, grinet og grædt på en gang. –Alt godt, ulveunger…havde
hun hulket.
Så havde hun givet Lisbeth og Asmus et knus, og Franz havde hjulpet hende i sadlen.
Nu satte trosset sig i gang. –Hvis du møder Jacob…råbte Erik. – Ja, hvis…så hilser jeg ,hvalp!
Erik og Birte stod med armene om hinanden og så trosset drage bort. Lars var kommet for at
hente dem til Rønnebæk. Han var glad, men alligevel urolig. Han kunne ikke lade være med at
tænke, at hvis Erik havde valgt at blive degn, havde fremtiden tegnet sig lys og fredelig.
Erik og Karen kunne have levet som agtede folk i degnehuset, og han og Mette kunne hver
søndag have glædet sig over hans smukke stemme i kirken…
I stedet var hans kloge søn nu kæreste med et udskud, selv om hun var en køn og rar pige…
35

Og nu rejste han til København. Hvordan skulle det dog gå? Men når Fru Edele havde taget dem
under vingerne gik det nok…med Guds hjælp…
Det var en klar aprildag med sol og blæst. Erik følte det, som om han var sprunget ud fra en stor
højde, ud i et stort, lyst rum. Verden var uden grænser…hvor ville han finde fodfæste?
36