jøder i danmark og næstved gennem tiderne - Åbne Samlinger

JØDER I DANMARK OG NÆSTVED GENNEM TIDERNE 

Af Jacob B. Nielsen 

De første jøder i Danmark 

De jødiske diasporaer i Europa har en lang historie. Der blev allerede etableret jødiske kolonier i 

Europa fra omkring 0 i kølvandet på den romerske ekspansion mod nord op til Rhinen. 1 I Danmark 

er jødernes historie dog en del kortere; jøder afbildedes for første gang omkring 1300 på 

kalkmalerierne i Vislev Kirke ved Ribe( let genkendelige på deres karakteristiske hatte og 

klædedragt). 2 Om end der naturligvis godt kan have indvandret jøder sydfra før, dukkede de første 

dokumenterede bosættelser af jøder i Danmark først op i 1600-årene. Christian IV inviterede for 

eksempel et antal jøder til den nyanlagte by Glückstadt i Slesvig-Holsten, som dengang var en del 

af Danmark. Disse fik lov til at dyrke deres tro, dog kun under private former, og anlægge en jødisk 

kirkegård i byen. 3 Senere, omkring 1658-1660, hentedes et antal sefardiske 4 jøder til Danmark, som 

blev udstyret med udstrakte handelsprivilegier. Senere kom også askenasiske 5 jøder til landet. 

Dette skulle ses i sammenhæng med, at kongemagten i disse år bestræbte sig på at hente driftige 

udlændinge til landet, for at disse med deres flid, deres driftighed og deres kapital 6 skulle bidrage til 

at få landet ud af krisen efter de nyligt overståede ødelæggende krige med svenskerne. Og, i 

jødernes tilfælde, fordi nogle af dem havde familiære, personlige og forretningsmæssige bånd til 

pengestærke, jødiske handels- og finanshuse i udlandet. 

Jøder etablerede sig i disse år blandt andet i Ribe, Nakskov, København og ikke mindst i Fredericia. 

I København fik de jødiske indbyggere lov at holde jødiske gudstjenester i 1684, men igen under 

private former og uden ret til at prædike, ”så ingen forarges deraf.” Den samme ret fik de sefardiske 

jøder under ét i 1695. 7 Det var formentlig kapitalstærke folk, som kom til landet i disse år; de 

åbnede tobaksspinderier eller handlede med juveler som for eksempel hofjuveler Israel David (død 

1699). 8 

1 Thing, Morten, De Russiske Jøder i København 1882-194, s 13 

2 Blüdnikow og Jørgensen i Jørgensens (red) Inden for Murene -jødisk liv i Danmark 1652-1984 , s 15 

3 Blüdnikow og Jørgensen i Jørgensen (red), s 18 

4 Sefardiske jøder = ”Spanske/portugisiske” jøder, det vil sige efterkommere af de jøder, der blev fordrevet fra Spanien 

og Portugal ifbm Reconquista, den kristne generobring af den Iberiske Halvø fra de muslimske mauere, som afsluttedes 

1492. I den forbindelse og i kølvandet på dette blev både muslimer og jøder udrenset fra halvøen, hvorefter jøderne 

søgte mod Nord- og Vesteuropa eller sammen med muslimerne mod øst til Osmannerriget. 

5 Askenase = ”Tyske” jøder, det vil sige jøder fra Tyskland, Østeuropa, Mellemeuropa og Rusland. De var ofte relativt 

fattige ifht de sefardiske jøder og talte deres eget sprog, jiddish, en art tysk blandet med hebraisk. 


7 Blüdnikow og Jørgensen i Jørgensen (red), s 23-24 


1

De danske jøders forhold i Danmark indtil 1814 

Selv om driftige jøder som nævnt overfor var velkomne i kongeriget Danmark, holdt kongemagten 

op igennem 16-og 1700-årene nøje hånd i hanke med, hvilke jøder der kom ind i landet, og at de, 

som kom ind, var ressourcestærke, for eksempel i 1726 ved at stille krav om, at jøder kun kunne 

opnå opholdstilladelse (det kongelige Lejdebrev) ved at besidde mindst 1000 rigsdaler i kapital. 

Senere skulle nyankommende jøder bygge et hus og/eller en manufaktur, samt i København betale 

100 rigsdaler til politiet, som jagtede jøder uden gyldig opholdstilladelse. 9 Ironisk nok gjorde 

forhold i kongeriget det somme tider svært for jøder at få et udkomme. Det var dem forbudt at være 

medlemmer af håndværker- og købmandslaugene samt at eje jordegods, hvilket alt sammen 

besværliggjorde deres deltagelse i almindelige borgerlige erhverv. Også deres bevægelsesfrihed 

med hensyn til at skifte opholdssted med mere var ret begrænset af loven. Følgelig kunne de enten 

kun ernære sig ved omkringfarende sjakrehandel, som generede de ”rigtige” bofaste kristne 

købmænd, eller de kunne påtage sig nicheerhverv så som tobaksspinding eller juvelerbranchen, eller 

de kunne befatte sig med pengeudlåning. Sidstnævnte var et givtigt, men i datiden ret foragtet 

erhverv, en branche som sås som et nødvendigt onde, som pæne (kristne) mennesker ikke burde 

beskæftige sig med. 10 Men nogen stor økonomisk gevinst for Danmark så jøderne i det store hele 

egentlig ikke ud til at have været i 1700-årene. 11 

Jøderne i Danmark blev altså (som i resten af Europa) tildelt en rolle som værende forbundet med 

handel og pengeudlån/finansiering, knapt så meget med arbejde, jordbrug og produktion. 

Formentlig et forhold, der blandt andet gav næring til antisemitisme senere hen (som en tilføjelse til 

den gammeldags, religiøst begrundede modvilje, hvis hovedanke det var, at jøderne var 

Kristusmordere og vantro i forhold til den kristne religion). 

Set i forhold til en del andre lande i Europa blev jøderne i Danmark behandlet relativ liberalt. Der 

var ingen pålægning af ekstraafgifter, når først lejdebrevet var givet; jøderne var ikke tvunget til at 

bære særlige ydre kendetegn, og de blev ikke tvunget til at bo i særlige ghettoer (om end jøderne 

måske af egen fri vilje selv somme tider klumpede sig sammen i bestemte boligblokke og gik med 

særegent tøj og havde langt skæg). 12 Helt og holdent ligestillede med den luthersk-kristne majoritet 

9 Blüdnikow og Jørgensen,i Jørgensen (red), s 28-29 

10 Blüdnikow og Jørgensen, i Jørgensen (red), s 30 f 

11 Blüdnikow og Jørgensen, i Jørgensen (red), s 34 


2

kunne man dog ikke sige, at jøderne var. Det var dem i perioder forbudt at fæste kristne tjenestefolk 

under en vis alder, og legemlig omgang for jødiske mænd med kristne kvinder var strengt forbudt. 13 

Dertil kom som nævnt udelukkelse af jøder fra lavene. Jøder blev somme tider også fra statsligt 

hold pålagt at møde op og overvære lutheranske kristne gudstjenester. Nogle jøder konverterede da 

også frivilligt, hvilket altid blev hilst velkommen fra staten og kirkens side. 14 

Også fra folkeligt hold var der en vis diskrimination over for den jødiske befolkningsgruppe i 

landet. Jøderne blev af kristne forretningsfolk og andre beskyldt for at være udsugere med en 

foragtelig religion; somme tider blev de ofte let genkendelige jøder udsat for overgreb, såsom tilråb, 

hærværk, stenkast og voldelige overfald. Ved Københavns Brand i 1728 blev syv jøder endda 

arresteret, mistænkt for at have startet branden, om end de hurtigt blev løsladt efter nærmere 

undersøgelser af forløbet. Overgreb og vold var dog så vidt vides ikke noget stort problem, og 

regeringen/kongemagten beskyttede jøderne effektivt. 15 

Samfundet af jøder i Danmark havde en vidtgående autonomi. Inden for nogle områder gjaldt den 

talmudiske lov, som omfattede familieret, skifteret og det jødiske fattigvæsen. Der blev også fra 

1757 tilladt jøder at aflægge ed på Toraen i synagogen i forbindelse med retssager med lige så stor 

retskraft som det kristne modstykke: at sværge ved Biblen. 16 Det jødiske fattigvæsen blev også 

pålagt at sørge for de ubemidlede jøder, der sneg sig over grænsen i ret stort antal i 1700-årene 

(ligesom andre etniske grupper fra udlandet), hvilket Mosaisk Trossamfund klagede en del over. 17 

Ud over de nævnte periodiske tvangspålæg om at overvære kristne gudstjenester blandede 

staten/kongemagten sig stort set ikke i den jødiske menigheds interne affære. Den jødiske 

befolkning i Danmark levede ud over det ret isoleret fra resten af den danske befolkning. Jøderne 

omgikkes mest trosfæller, levede efter jødiske skikke, var ofte aparte klædt og levede i vid 

udstrækning efter egne religiøse love og regler, overvåget af menighedens ældste. Mange jøder talte 

endda ikke de dengang gængse sprog i landet: tysk og dansk. 18 

Op mod 1814 og frem -borgerlig ligestilling og samfundsmæssig deltagelse 

13 Blüdnikow og Jørgensen i Jørgensen, (red), s 34 





18 Blüdnikow og Jørgensen i Jørgensen(red), s 58-63 

3

Man kan altså sammenfattende sige, at den jødiske minoritet i Danmark i 1700-årene levede i, hvad 

man med et i vor tid meget brugt udtryk kan kalde et parallelsamfund. Jøderne levede efter egne 

regler, uden megen kontakt til majoritetsbefolkningen og uden at kunne eller ville deltage i 

majoritetssamfundets liv og affærer. 19 Men i løbet af sidste halvdel af 1700-årene blæste nye vinde. 

Den såkaldte Hashkala, den jødiske oplysning, fik mere og mere indflydelse i takt med majoritetens 

kristne oplysning, der fandt sted i hele Europa på den tid. Hovedindholdet i de nye strømninger var, 

at jøderne skulle deltage i det omgivende samfund både til gavn for de rige jøder, men også for at 

øge deres (talrige) fattige trosfællers mulighed for at opnå bedre forhold. Også menighedens ældste 

og ortodoksiens magt skulle begrænses, og dette at lære majoritetens sprog og (sekulær) uddannelse 

regnedes for at være vejen frem. 20 Det var lidt af en udfordring for menighedens ældste, som følte 

deres magt i gruppen truet, og i en vis udstrækning var det også en udfordring for jødiskheden som 

sådan. Fra 1788 var menigheden i København hjemsted for diverse stridigheder imellem 

reformtilhængere og de konservative kræfter i menigheden. Stridighederne handlede om 

klædedragt, om hvorvidt jøder måtte følge moden eller ej med hensyn til tøj og parykker, samt om 

fordelingen af menighedens midler. 21 Fra 1790’erne blev der så småt oprettet håndværksskoler og 

andre sekulære uddannelsesinstitutioner til jødiske drenge og piger, finansieret af jødiske 

rigmænd. 22 

Samtidig blev der fra statsligt hold gjort forsøg på at udvide jødernes rettigheder og muligheder for 

ligeberettiget deltagelse i samfundslivet som for eksempel at åbne op for, at jødiske drenge kunne 

optages som lærlinge i håndværkerlavene, eller at jøder skulle kunne eje jordegods. I 1798 blev et 

ægteskab imellem en kristen kvinde og en jødisk mand endda godkendt af kongen, om end børnene 

skulle opdrages lutheransk. 23 

I 1814 kom der endelig en samlet kongelige forordning omkring jødernes forhold. Den gav jøderne 

(næsten) fuld ligestilling med de andre undersåtter og gav dem ret til at udøve erhverv og dyrke 

deres religion på lige fod med den lutheranske majoritet. Til gengæld skulle de indordnes under den 

gældende danske borgerlige lovgivning, også i forhold til fattigvæsen, familieret og skifteret, og 

19 Jeg vil for egen regning tilføje, at jøder og kristne i det muslimske Osmannerrige på den tid havde det på nogenlunde 

samme måde, bortset fra at de som dhimmier, altså ikke-muslimer i en islamisk stat, måtte betale en særlig skat til 

staten/kaliffen, djizira. Her hed systemet ”Milliyet” 




23 Blüdnikow og Jørgensen i Jørgensen (red), s 78 og 79 

4

etsdokumenter skulle fra da af skrives på dansk eller tysk, de gængse majoritetssprog i landet. 24 

Jøderne skulle altså til at være medborgere med rettigheder og pligter i samfundslivet, undersåtter af 

mosaisk tro under kongen, hverken mere eller mindre (senere, med Grundlovens indførelse i 1849, 

blev det til ”danskere af mosaisk tro”). 

Vejen til den jødiske emancipation var dialektisk og blev ikke gennemført uden sværdslag.. 

Samtidig med at statsmagten åbnede op for øgede rettigheder og muligheder for deltagelse i 

majoritetssamfundet, åbnede de liberale haskala /oplysningsjøder op for et øget engagement i 

majoritetens offentlige liv med sekulær og praktisk uddannelse og brug af majoritetssprogene dansk 

og tysk i stedet for hebraisk eller jiddisch, til en vis grad endda i synagogen. Faktisk havde en 

komité af embedsmænd og repræsentanter for Mosaisk Trossamfund allerede i 1796 barslet med en 

betænkning, der i sine forslag lignede de i 1814 gennemførte bestemmelser. Men denne betænkning 

var faldet og blev henlagt på grund af modstand fra selve den jødiske menighed. 25 

Dette var nok fordi de nye bestræbelser fra statsmagten mindskede menighedens ældstes magt over 

de danske jøder, og desuden skulle enhver synagoge have tilknyttet en af kongen udnævnt præst, 

ligesom de unge jøder skulle igennem en offentlig ”konfirmation” modvarende den lutherske, hvor 

de, for at blive myndige juridiske personer, skulle bevise deres kendskab til jødedommen som 

defineret i en af kongen godkendt lærebog. 26 

Jødernes emancipation blev heller ikke hilst velkommen af alle i majoritetssamfundet. Omkring år 

1814 udbrød der en litterær ”Jødefejde”, hvor jøderne blev angrebet på skrift, og i september 1819 

kom det til deciderede antisemitiske optøjer i København og et antal provinsbyer. Urolighederne 

fortsatte ind i januar, før de blev slået ned af kongens politi og militær. Gerningsmændene 

ophængte plakater med paroler vendt imod jøderne, som blev fremstillet som ”samfundets pest” og 

udsugere og ågerkarle. Desuden var nogle af plakaterne vendt imod den enevældige konge. Det gik 

ud over jødisk ejendom, butikker og private hjem blev udsat for hærværk og plyndring, og nogle 

jøder fik bank, men der var formentlig ingen dødsofre, hverken iblandt jøder eller nedkæmpede 

overfaldsmænd. 27 





5

Yderligere ligestilling og emancipation. Frem mod borgerlig deltagelse og sekularisering 

Fra indførelsen af Grundloven i 1849 blev jøderne yderlige ligestillet, for eksempel med indførelsen 

af borgerlige vielser 1851, hvor forældrene selv kunne vælge børnenes religiøse tilhørsforhold, i 

1857 afskaffelsen af dåb som forudsætning for arveret, og derefter mulighed for udskrivelse af 

skolen uden forudgående konfirmation samt mulighed for borgerlig begravelse. Dermed var jøderne 

ikke kun befriet og ligestillet med majoriteten som jøder, men fik også muligheden af at nyde 

trosfrihed i bredere forstand, altså også at bryde helt eller delvist med jødedommen og dens 

traditioner uden at få sine borgerlige rettigheder beskåret i nævneværdig grad. 

Efter anordningen af 1814 var det jødiske samfund i Danmark stadigvæk præget af stridigheder 

internt i menigheden imellem traditionalister og modernister. I Århus blev der for eksempel oprettet 

en ”reformert” jødisk menighed med korsang og prædiken på dansk. Og jødisk fattigforsorg med 

mere blev forsøgt frigjort fra menighedens ældstes kontrol med oprettelsen af private fonde og 

initiativer fra jødiske rigmænd. 28 

Selvom det varede et stykke tid, inden det rigtig slog igennem, så vandt de liberale modernister i 

den jødiske befolkning på den lange bane efter Anordningen af 1814. Hvis man sammenligner 

jødernes stilling i de danske samfund i år 1800 og i år 1900, så vil man hurtigt se en række meget 

markante og dybtgående forskelle. 

I år 1800 var jøderne i Danmark et religiøst mindretal, som var synligt forskelligt fra resten af 

befolkningen, isoleret i deres egen gruppe (parallelsamfund), i vid udstrækning underlagt talmudisk 

lov og selvstyre inden for gruppen. De måtte ikke eje jord eller beklæde embeder. Mange af dem 

talte ikke en gang dansk eller tysk, kun jiddisch og hebraisk. 

I år 1900 var jøderne derimod som oftest almindeligt klædt, omgikkes tit med kristne danskere, 

havde fulde borgerrettigheder og var ofte aktive i politik og i kulturelle sammenhænge. 29 Til 

gengæld blev den jødiske religiøse og kulturelle identitet i nogen grad udvandet. Mange jøder 

forlod helt eller delvist religionen, og i mange provinsbyer uddøde de jødiske menigheder (om end 

det også ofte skete, fordi mange jøder i løbet af århundredet flyttede til København fra provinsen). 

Jødernes vilkår i Danmark gik, også set i forhold til resten af Vesteuropa, i vid udstrækning i 

retning af decideret assimilation, blandt andet på grund af udbredt eksogami (blandede 

28 Christensen og Syskind i Jørgensen (red), s 115 

29 Christensen og Syskind i Jørgensen (red), s 104-105 

6

ægteskaber). 30 Havde det ikke været for indvandringen af østjøder til landet i slutningen af 1800årene 

og begyndelsen af 1900-årene (mere derom senere), var jødedommen måske næsten 

forsvundet som religion og kultur i Danmark. 

Jøder i samfundet - politik, kultur og erhverv 

Det blev juridisk set nemmere og nemmere for jøder at deltage i politik efter Anordningen 1814, 

hvilket kulminerede med deres fulde emancipation ved Grundlovens bestemmelse om 

religionsfrihed i år 1849. Op imod 1880 var de fleste jødiske politikere groft sagt placeret på den 

konservative eller nationalliberale højrefløj, hvilket modsvarede deres sociale position, som indebar 

at de ofte var relativt velstående borgere (primært handelsfolk). 31 Før Grundloven i 1849 kunne man 

finde både modstandere og tilhængere af enevælden iblandt jødiske bladudgivere og andre politiske 

aktører og meningsdannere. 

Fra omkring 1880 blev mange unge jøder, navnlig af intelligentsiaen, imidlertid revet med af den 

radikal-liberale (kulturradikale) bølge, i vid udstrækning startet af jøden (!) Georg Brandes (som 

dog var a-religiøs). 32 I slutningen af 1800-årene sluttede en del jøder sig også til den på den tid 

fremvoksende socialisme, som i nogen udstrækning samarbejdede med den radikal-liberale 

strømning, for eksempel om oplysningsarbejde iblandt arbejderne. Den udprægede jødiske 

tilslutning til venstreliberale og socialistiske angreb på det etablerede samfund førte til en del 

antisemitiske udladninger fra især konservativt og kirkeligt hold. Nu begyndte antisemitterne også 

at tale om ”medfødte” uheldige karaktertræk hos jøderne, således at antisemitisme ikke kun blev 

begrundet religiøst-teologisk, men i stigende grad også race-biologisk og nationalt. Hele 

århundredet igennem måtte jøderne se sig angrebet af vittighedsblade som for eksempel det 

konservative Punch. Ikke mindst Brandes-brødrene, Georg, Edvard og Ernst, henholdsvis 

litteraturkritiker, politiker og børsmand, måtte se sig angrebet for deres jødiskhed, selvom de ikke 

havde noget religiøst forhold til denne. 33 Desuden gik angrebene ikke kun på jøden som pengepuger 

eller kætter, men jøden som samfundsnedbryder, på grundlag af jødisk tilslutning til radikal-liberal 

og/eller socialistisk kristendoms- og kulturkritik. Antisemitismen var dog ikke mere udbredt, end at 

Edvard Brandes kunne komme i Rigsdagen, valgt af pæredanske bønder fra sin kreds på Langeland. 

30 Christensen og Syskind i Jørgensen (red), s 140 

31 Manniche i Jørgensen (red), s 237 



7

Inden for erhvervslivet var jøderne stadigvæk overrepræsenteret inden for handel og pengevæsen. I 

løbet af århundredet havde jøderne gjort sig gældende inden for handel i større målestok, som for 

eksempel en gros handel. 34 En del jøder havde også gjort sig gældende inden for de 

immaterielle/liberale erhverv såsom lægegerningen eller som sagførere. 35 Alt i alt var jøderne at 

regne for en ganske velstående minoritet. 

Østjødernes immigration 

I begyndelsen af 1900-årene blev Rusland hjemsøgt af antisemitiske pogromer, det vil sige hærværk 

og voldelige overgreb og endda mord på adskillige hundrede jøder med den zaristiske stats 

velsignelse. Zaren indførte desuden en række antijødiske love. 36 Strømmen af jøder fra øst (hvoraf 

ca. halvdelen rejste videre til USA og andre lande) 37 satte de danske jøder i forlegenhed af tre 

hovedgrunde: for det første fordi de tilrejsende jøder som oftest var fattige og uden de store 

økonomiske eller uddannelsesmæssige resurser og følgelig i høj grad var til byrde for Mosaisk 

Trossamfunds fattigkasser og desuden fungerede som løntrykkere inden for især 

skrædderbranchen 38 . For det andet fordi de tilvandrende var meget synligt jødiske, fulgte de jødiske 

traditioner og talte jiddisch indbyrdes, i modsætning til de i høj grad assimilerede danske jøder. De 

danske jøder var bange for, at de nyankommendes synlige jødiskhed ville fremprovokere øget 

antisemitisme i den danske befolkning. Og desuden fordi mange af de nyankommende var unge 

socialister (som oftest organiseret i det socialdemokratiske jødiske forbund BUND, som var 

tilknyttet de russiske socialdemokrater), hvilket også gjorde de danske jøder bange for at blive 

(endnu mere, jævnfør afsnittet om Brandes-brødrene ) identificeret med farlige, 

samfundsnedbrydende ideer. 39 Følgelig gjorde de danske jøder en del for at begrænse 

indvandringen og videresende immigranterne til USA og andre lande. 40 

Immigranternes politiske radikalisme afsvækkedes dog i takt med deres sociale opstigning, og 

allerede i 1912 blev de jødiske skræddere organiseret i samarbejde med den danske fagbevægelse. 41 

34 Boje i Jørgensen (red), s 282 

35 Boje i Jørgensen (red), s 257 og 265 

36 Blüdnikow i Jørgensen (red), s 291 


38 Blüdnikow i Jørgensen (red), s. 304 og 298 

39 Blüdnikow i Jørgensen (red); s 298 


41 Blüdnikow i Jørgensen (red), s 298-299 

8

På den positive side må man anerkende, at de immigranter, der blev i Danmark, gav en 

saltvandsindsprøjtning til jødedommen som kultur netop på grund af deres stærke kulturelle, men 

ikke specielt religiøse bånd til jødedommen, som stod i modsætning til de mere lunkne og 

assimilerede danske jøder. I løbet af 1920’erne og 1930’erne gik østjøderne dog også op i den 

danske jødedom med tilegnelse af det danske sprog og opnåelse af indfødsret og fulde rettigheder i 

det danske samfund. 42 Men de betød under alle omstændigheder nyt blod til den jødiske befolkning 

i Danmark, også kulturelt, med oprettelse af diverse kulturforeninger, sportsklubber, sangkor med 

mere. 43 

Jøderne under Besættelsen 

Med Hitlers magtovertagelse i vort store sydlige naboland Tyskland i 1933 blev ”jødespørgsmålet” 

så at sige aktualiseret. Endnu mere udpræget blev det, da Danmark i 1940 blev invaderet af denne 

stormagt med en statsbærende ideologi, der var erklæret antisemitisk. Tysklands ret milde 

besættelse af Danmark gjorde dog, at jødernes stilling indtil 1943 var relativt sikker i forhold til 

andre besatte lande. Den af regeringen førte samarbejdspolitik, som indtil august 1943 gav 

Danmark en udstrakt autonomi i interne forhold, gjorde, at jøderne stadigvæk var under 

myndighedernes beskyttelse, om end det var en prekær balancegang for regeringen også at skulle 

tage hensyn til besættelsesmagten. Et tilfælde af hærværk imod synagogen i København blev for 

eksempel straffet hårdt. 44 

Jøderne selv holdt i det store hele lav profil og deltog for eksempel ikke i modstandsarbejdet for 

ikke at provokere besættelsesmagten. Også unge, handlekraftige zionisters flugt og flugtforsøg til 

Sverige og mod syd mod Palæstina blev fordømt som brushovedagtigt og uansvarligt. 45 

Med ophøret af samarbejdspolitikken august 1943 blev jødernes stilling selvsagt mere udsat, da den 

danske stat ikke længere kunne beskytte dem. Da besættelsesmagten nu ikke behøvede tage hensyn 

til de danske myndigheder, forberedtes en løsning på ”jødespørgsmålet” i Danmark. Men takket 

være en lækage kom man aktionen i forkøbet, og netværk af danskere fik hjulpet langt de fleste 


43 Melchior i Jørgensen (red), s 351 

44 Hæstrup i Jørgensen (red), s 331 

45 Hæstrup i Jørgensen (red), s 336-338 

9

jøder over Øresund til Sverige. De netværk, der fik dem over, har udgjort tusindvis af danskere fra 

alle samfundslag. 46 Også de ret få jøder, der havnede i kz-lejren Theresienstadt, fik hjælp og støtte i 

form af pres på Tyskland og pakker med fødevarer fra Danmark, hvilket gjorde, at ingen endte i 

deciderede udryddelseslejre, og at de fleste danske jøder i fangenskab overlevede. 47 

Jøderne i Danmark i moderne tid 

Efter østjøderne kom der to store influx af jøder fra udlandet; flygtninge fra Tyskland fra 1933 og 

jøder fra Polen i slut-tresserne til midt-halvfjerdserne på grund af en genopblussen af antisemitisme 

i det dengang stalinistiske Polen. Østjødernes første bølge i begyndelsen af århundredet var dog det, 

der kom til at betyde mest for den jødiske kultur i Danmark. 48 Som nævnt bidrog de sidstnævnte til 

at grundlægge et levende jødisk kulturliv med diverse kulturelle foreninger og reddede muligvis 

dansk-jødisk kultur fra at uddø. Også jøder fra Israel er senere kommet til sammen med et stigende 

antal konverterede jøder, det vil sige folk, der aktivt har valgt jødedommen som tro og altså ikke er 

født ind i den som religion og/eller kultur (hvilket er ret sjældent, eftersom jødedommen ikke er 

nogen universalistisk missionerende religion). 

Den jødiske menighed i Danmark må siges at være ret heterogen, eftersom den, udover de 

forskellige etniske grupper, rummer alt fra de strengeste, ortodokse fundamentalister over de mere 

liberalt religiøse til decideret ateistiske kulturjøder. Ikke des mindre er den jødiske menighed 

stadigvæk en enhedsmenighed, som formår at rumme disse modsætninger. 49 

Litteratur: 

Jørgensen, Harald (red): Inden for Murene. Jødisk liv i Danmark 1684-1984, C. A. Reitzels Forlag 

1984 

Thing, Morten: De russiske Jøder i København 1882-1943, Gyldendal 2008 





10

jøder i danmark og næstved gennem tiderne - Åbne Samlinger

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?