Åbningstale - Åbne Samlinger

More documents

Recommendations

Info

2 [2] Maribo Bogsamling var et såkaldt provinsialbibliotek, dvs. et borger- eller bybibibliotek beregnet for et lidt større distrikt i provinsen. Til denne bibliotekstype kan man historisk set henregne 6-7 biblioteker, et fra 1790'erne og resten fra de følgende tiår i 1800-tallet. På tidspunktet for Maribo Bogsamlings grundlæggelse var der uden for København med de tre store biblioteker, historikeren P.F. Suhms store privatbibliotek, åbnet for offentligheden 1775, og de offentlige, men hidtil næsten lukkede Universitetsbibliotek og Det store kongelige Bibliotek kun ganske få bogsamlinger eller biblioteker, først og fremmest de lukkede latinskolebiblioteker. De forrige årtier havde set enkelte almuebiblioteker på landet, men Maribo var det første og hidtil største biblioteksprojekt uden for København med henblik på en bredere offentlighed. Ophavsmanden til dette det ældste provinsialbibliotek var den til dels selvlærte, intellektuelle altmuligmand Klaus Henrik Seidelin (1761-1811) (2). Som forfatter til "Plan til en offentlig Dansk Provinsialbogsamling i Mariebo " - udkastet i december 1794, trykt i København i 1795 og genoptrykt i facsimile i 1996 - har han ubestridt den ære at have startet hele denne provinsialbiblioteksbevægelse. K.H. Seidelin tilhørte 1790'ernes politiske, med et senere begreb liberalt orienterede, avantgarde. Han var en bogens mand, bogtrykker, skribent, redaktør og udgiver af adskillige aviser, tidsskrifter og årbøger, oversætter og biblioteksentusiast. Han var selv overordentlig produktiv, den fødte journalist, skrev i datidens oplysningstradition om hvad som helst, besjælet af reformiver og oppositionslyst. Han havde forbindelse til flere af 1790.ernes radikale, venstreorienterede oppositionelle som P.A. Heiberg, Otto Horrebow og Malthe Conrad Bruun, hvis skrifter i nogen udstrækning findes i Stiftsbiblioteket den dag i dag. En ordentlig biografi har denne interessante personlighed dog endnu fået, selvom flere andre af hans samtidige har fået det i de senere år. Lånerne Medens grundlæggelsen og indholdet af det gamle provinsialbibliotek er blevet gjort til genstand for beskrivelse, ved vi endnu meget lidt om lånerne. Biblioteket havde efter datidens forhold et forholdsvis stort udlån, hvilket er noteret af flere bibliotekshistoriske forfattere. Hvad der imidlertid ikke har været alment kendt, er, at biblioteket har bevaret 4 - så vidt det kan ses fuldstændige - håndskrevne udlånsprotokoller i folio fra perioden 1821-1914. Protokollerne er opbygget ud fra det udgangspunkt, at der er tale om en slags biblioteksforening eller læseselskab, som man skulle betale til for at få ret til at låne, og retten bevaredes kun, så længe man betalte. I protokollerne registreredes lånerne person for person på hvert sit blad, og under hver person indførtes de bøger, de pågældende lånte. Denne måde - der jo var begrundet i protokollens dobbelte funktion som betalings-
3 [3] og udlånskontrol - gør, at slutninger for materialet kræver betydelige undersøgelser for at give et billede af hvem, der lånte, og hvad, de pågældende interesserede sig for. Men det vil være muligt at give både en social belysning af lånerne og - især fra 1830.erne, hvor indførslerne i protokollen udvides - at følge læsningen på titelniveau, ikke mindst da også alle bibliotekets kataloger fra perioden er bevaret. Der synes således at være tale om et interessant og i flere henseender enestående kildemateriale til bibliotekets og læsningens lokalhistorie Vicebibliotekschef Bente Kaspersen gjorde allerede opmærksom på disse protokoller i en artikel fra 1988 og udtrykte dér ønsket om, at de kunne blive genstand for en nærmere undersøgelse frem til jubilæet (3). Det skete ikke, og den ide, vi havde i 1996 om at få en lovende yngre bog- og bibliotekshistoriker til at undersøge dem, er desværre heller ikke blevet realiseret endnu, men for at sætte gang i projektet har Bente Kaspersen og jeg så sent som i går aftalt, at disse protokoller nu bliver digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek og lagt op i Nationalbibliotekets e-magasin, således at Museet og Biblioteket kan linke direkte og fremvise det lokalt, og således at alle vil kunne gå i gang med at læse i dem, og måske kan vi gennem ”crowdsourcing” få dem transskriberet. Da jeg har lidt større indflydelse på realiseringen af dette end på en forskers løfter, kan jeg love, at der ikke skal gå 16 år, før sker. Formidling Hvordan kan nu en sådan samling, som biblioteket rummer, formidles og nyttiggøres i dag? I 1996 sagde jeg, at erkendelsen af, at her foreligger en kulturværdi for byen og Lolland, allerede var et stort skridt. Det er klart, at disse bøgers brugsværdi ikke er den samme i dag som for 200 år eller bare 25 år siden. Der vil være meget få, der vil have brug for dem på den måde, som bogbestanden i den moderne del af biblioteket eller Nationalbiblioteket har til formål at opfylde. Derfor er det kun naturligt, at bøgerne igen flyttes ind i museumssammenhæng og betragtes som en del af den fysiske kulturarv, der også kan formidles i museumsregi. Alene at kunne se hele samlingen opstillet fysisk er en væsentlig værdi for publikum, der i dag formentlig mindre end tidligere har fornemmelse for fortiden og udviklingen frem til i dag. Jeg er fortsat af den opfattelse, at skal man vinde forståelse for sin kulturarv, for at den fortsat skal bevares og derfor nødvendigvis koster ressourcer hele tiden, det være sig den lokale eller den nationale, skal denne også vises og til stadighed formidles gennem oplevelse/r, ikke mindst når perspektivet på samlingerne skifter fra den aktuelle brug som biblioteksbestand til museumsgenstande eller som kilder til historisk kulturel bevidsthed og udvikling. Det har museerne forstået, hvilket dagen i dag er et vidnesbyrd om.
Page 1: Direktør for Det kongelige Bibliot
Page 5: 5 [5] (1) Se f.o.f. Helge NIELSEN,

Åbningstale - Åbne Samlinger

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?