Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
0. Indledning
Der stilles store krav til nutidens menneske. Man skal skabe sig selv og være på, mens man hurtigere
og hurtigere skal omstille sig til nye input fra et socialt og teknologisk omskifteligt samfund. Individet
er nu selv ansvarligt for at skabe en mening, for at vælge hvorfor det vil leve, og hvor det vil hen. Det
kan være en usikker tilværelse præget af narcissistiske svingninger mellem eksistentiel angst og en
stolthedsfølelse, når det lykkes at realisere sit ansvar udi noget, som man føler gør en til sig selv.
Lykken er desværre mere flygtig end angsten, som vedvarende truer med at bryde mening og
sikkerhed ned.
Hvert øjeblik trues vi som del af samfundet på vores sikkerhed. Det sker, når vores skrøbelige
verdensbilleder kollapser i mødet med det anderledes, det sære og det afvigende i form af livet selv
med alle dets udfordringer og evige forandring. Forandring bliver en trussel mod vores selv, vores
identitet. Alligevel overlever de fleste af os fra dag til dag på de vilkår, som samfundet nu byder os. Vi
eksisterer på den måde i en konstant foranderlighed, som de færreste af os overhovedet er bevidst.
Vi holder en indre og i social sammenhæng en ydre kronologisk fortælling om os selv i gang, og vi
udvider den, når vi påtager os at gøre de små brud på vores hverdag til farverige anekdoter om,
hvem vi er. Nye oplevelser og ny viden inddrages og forandrer vores verdensbillede, når vi skaber os
selv. Samtidig kører vi de nye indtryk igennem et filter, som dæmper vores angst for det foranderlige
ved at udelukke det, som afviger for kraftigt fra vores eksisterende verdensbillede.
Mit speciale søger at undersøge den beskrevne proces ved at betragte forandring som del af et
systembrud (et brud på rutiner og tryghed, se evt. side 14), som foregår i de individer, som er stærkt
præget af ovenstående tendenser i samfundet, nemlig Anthony Giddens senmoderne menneske – i
specialet kombineret med en teori om hæslig æstetik og derfor benævnt the deject (se side 16 for en
uddybning af begrebet). Jeg undersøger, hvordan man kan skabe en (selv)bevidsthed om
systembruddets og selvfortællingens proces, en ansvarstagen ved at kunne tilsidesætte angsten for
alt det nye og i stedet åbne og tilpasse sig til verdens foranderlighed
Projektet afspejler min baggrund som bachelor i dansk fra Syddansk Universitet med hovedinteresse i
æstetik og kommunikation samt de kultur- og organisationsfag, jeg har fulgt ved Danmarks
Biblioteksskole. Oprindeligt brugte jeg Julia Kristevas værk ’Powers of Horror’ til at analysere
forskelle i den hæslige æstetik ml. tegneserien ’Sin City’ og dens filmatisering. Samtidig læste jeg
Anthony Giddens ’Modernitet og selvidentitet’ i et fag om den senmoderne selvfortælling indenfor
litteratur. Jeg forbandt dog først de to teorier, da jeg havde været ude at rejse i et halvt år, og her ud
5/60