Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
transformationen her bliver et vedvarende systembrud igennem muligheden for selv at vælge
eventen til en del af sit selv. Fortidens karneval var et frirum for selvet, en leg, hvor deltagerne
vendte tilbage til en traditionsbundet livsstil bagefter.
En iscenesætter skal skabe en alternativ ontologisk sikkerhed, en frizone, hvor andre regler gælder
end i hverdagen, et rum for eksperimentation, udfoldelse og leg som leg og leg med identitet. Denne
æstetik fordrer en medleven fra de involverede, følelsen af selv at være med til at skabe sin mening.
Det skal strategisk styres udefra. Æstetik er et afsenderperspektiv, mens modtagernes reaktion er
umiddelbar, de er oplevende. Igennem mimesis kan vi møde den abjekte transformation. Den bliver
sikker ved at blive en på forhånd godkendt og genkendelig del af ens system, og derved mindre
angstfremkaldende.
4.2.3 Legens frizone
Det transformative frirum og den mimesis man søger at skabe i eventen, er meget lig Johan Huizingas
beskrivelse af det at lege. Legen er det irrationelle, leg for sjov, leg for legens skyld. Leg er ligesom
eventen afhængig af en speciel æstetik og iscenesættelse. Sociale regler som definerer øjeblikket
som leg og ikke alvor. Leg kan være ikke-refleksiv læring, hvor refleksionen følger bagefter. I leg kan
man ligesom i eventen æstetisere det abjekte i en mimesis og på den måde konfrontere det sikkert,
f.eks. igennem at lege krig, røvere og soldater etc. At lege og frisætte sig fra normer er ældre end
samfundet selv, selv dyr er i stand til at lege og instinktivt skelne mellem sjov og alvor, men leg er
meningsløst og formålsløst. Det bliver en måde at sætte sig ud over det meningsfulde og konfrontere
det ligegyldige, uvisse og meningsløse som abjekt. Løsrevet fra tilværelsens alvor kan the deject i
legen svælge sig i en transcendent katarsis. Leg er frihed fra samfundets normer præcis som
karnevallet. Leg handler ikke om the dejects to want og holden fast, men om at løsrive sig fra disse
hæmmende kriterier (Huizinga 2004).
Kan fri og uhæmmet leg kontrolleres og operationaliseres? Måske kan man bevidstgøre sig selv om
vigtigheden af livet som en frihed. En event indeholder den dobbeltfunktion, at man igennem
iscenesættelse kan organisere styringen efter et målrationelt perspektiv, f.eks. ideudvikle og løbende
refleksivt justere rammerne. Man får samtidig igennem oplevelsen og fællesskabet en kollektiv
brusen. Når Bakhtin peger tilbage på Kristeva igennem anskuelsen af karnevallet som legens frizone,
en mimetisk transformativ frizone, bliver læringen igennem transformation til mødet og
konfrontationen med døden og livet i ambivalens. De mimetiske riter kan sammenlignes med
litteraturen som Kristeva arbejder med, den metonymiske eller metaforiske fremstilling af
virkeligheden i æstetisk form.
29/60