Systembruddet som metode.pdf - Forskning

More documents

Recommendations

Info

Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi ontologisk sikkerhed kan man potentielt opnå katarsis igennem drivet for at transformere systemet, som brydes til et nyt system. Den situation kan skabes og kontrolleres i form af en iscenesættelse. Det hæsliges æstetik bliver oplevelsens æstetik i transformationen. Aktiv handling og selvfortælling forudsætter hos det senmoderne individ hinanden. Sker der en ubalance, følges det op af endnu en krise og endnu et systembrud pga. angstfremkaldende skamfølelse. Rekonstruktionen af systemet skaber en katarsis hos the deject, en begejstring – eller følelse af genskabt mening igennem aktiv ansvarstagende handling, som fungerer som motiverende belønningssystem og drivkraft for videre forandring. I samme øjeblik katarsis fortager sig, møder the deject igen abjektet og må igen bryde systemet i en transformation. Systembruddet kan iscenesættes ved at love denne katarsis i form af et stærkere system på den anden side af transformationen, et transcendent pejlemærke, der kan skubbe uvisheden i systembruddet på afstand. Angst kan ikke alene fungere som drivkraft, da for megen angst resulterer i et handlingslammet individ. Systemet dannes ved the dejects selvfortælling, som han enten må handle sig ind i – eller en handling/oplevelse, som der kan fortælles om. Hvilken æstetik ligger til grund for oplevelsen og iscenesættelsen? Her kan man anvende eventteori. Eventen er den iscenesatte oplevelse. Et transformativt og kontrollerbart rum, som er scene for bruddets innovative processer. 4.1 Oplevelse Når the deject søger at skabe sig selv, gøres det igennem oplevelser, som omsættes til fortællinger og selv. Jørgen Stigel beskriver kort oplevelsen som en transformation og uddyber: Når man løfter sig eller har overskud til at løfte sig op over en mindre begivenhed eller hændelse og de umiddelbare konstellationer af motiver og interesser og handlinger, der kan gøre sig gældende i den, og se den i et nyt perspektiv og på et andet niveau, så kan også ubehagelige overraskelser og hændelser have kvalitet i kraft af selve det overraskende eller overrumplende i begivenheden. (Stigel 2007 s. 115) Det som gør oplevelsen til en transformation, er bruddet med rutinerne. Oplevelsen bliver anekdotisk og til en del af individets selvfortælling, fordi der er noget at fortælle om, som på en eller anden måde har brudt med ens system. På den måde skal oplevelsen have en karakter eller en styrke, så man kan omforme den til en ikke-triviel beretning. Oplevelser er altså i høj grad bundet op på selvfortællinger – man skal have viljen til at gøre en hændelse til noget særligt og omforme det til identitet igennem selvfortælling (Stigel 2007 s. 116-117). 24/60
Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi At gøre noget til en oplevelse er ikke nødvendigvis et senmoderne fænomen, f.eks. er noget så simpelt som HCA Andersens: ”At rejse er at leve” et eksempel på oplevelsen som eksistentielt fænomen, men det at søge efter oplevelser for aktivt at ville sig selv frem, er typisk for senmoderniteten (Stigel 2007 s. 118). På den måde bliver hverdagens kriser til oplevelser, hvis man vælger at tage dem på sig og gøre dem til del af sin selvfortælling. Man bliver summen af sine oplevelser – ikke nødvendigvis fortalt overfor andre, men sådan som man vælger at kausalisere det i sit system. Oplevelse adskiller sig fra erfaring (de akkumulerede oplevelser), ved at oplevelse er umiddelbart og følelsesbetonet i nu’et. Kroppen reagerer, abjekterer, overfor det brud på rutinen i form af følelse: væmmelse, glæde, lyst eller frygt afhængig af om oplevelsen er forbundet med stolthed eller skam. Nødvendigt for oplevelsen er at ville kaste sig ud i noget uvist og uberegneligt. En oplevelse er altså forbundet med angst i en eller anden form, hvor oplevelsen og udfaldet på den anden side vurderes til at være angsten værd, dvs. transcendent. Stigel peger ud fra Horkheimer og Adornos ’Oplysningens dialektik’ tilbage på vigtigheden af det kropslige i oplevelsen. Igennem menneskets beherskelse af natur og stigende fokus på den instrumentelle fornuft, det som Giddens kalder erfaringens afsondring, fjerner man sig fra noget, som kan betegnes livet, dvs. følelsen af væren i verden igennem kroppen (Stigel 2007 s. 122). Fokus på rationalitet og fornuft gør på den måde mennesket dummere på ny i form af en blindhed overfor det intuitive. Hvor møder man så naturen, når erfaringen er afsondret? Her inddrager Stigel æstetikken og havner herved i samme boldgade som Kristeva. Man kan konfrontere abjektet i den undertrykte natur og kroppens pegen mod døden igennem æstetisk iscenesættelse, f.eks. i form af litteratur, medier eller lignende abstraktioner. På den måde kan man erfare abjektet uden at abjektere – uden at det bryder for stærkt med systemet. Æstetik er en form for legen med livet. Det voksne menneskes reflekterede svar på barnets læring igennem leg. Stigel betegner det legens frizone (Stigel 2007 s. 123. Se mere om legens frizone specialets s. 28). Det handler om at udfordre og afprøve sig selv under kontrollerede rammer og vilkår. 4.1.1 Skæbnesvangre øjeblikke Brud på ontologisk sikkerhed kan i visse tilfælde blive til de af Giddens definerede skæbnesvangre øjeblikke. Det er de øjeblikke, hvor et individ må tage beslutninger, som har afgørende betydning for dets fremtidige liv. Det indebærer en form for tro på en sammenhæng, en kausalitet i tilværelsen, 25/60
Page 1 and 2: Systembruddet som metode - En trans
Page 3 and 4: Michael Meier Sørensen Systembrudd
Page 23: Michael Meier Sørensen Systembrudd

Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?