Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
Karnevallet er den æstetisk iscenesatte fest, hvor fokus ikke er på før eller efter, men på selve
forandringen. Karnevallet er lig det groteske, fordi det altid viser mennesket i selve transformationen
som en ufuldendt metamorfose (Bakhtin 2001 s. 50). Karnevallet bliver herved livsbekræftende, et
symbol på liv, død, genfødsel og livscyklus: en æstetisk iscenesættelse af livet, så det kan leves og
transcenderes ind i en evighed (Bakhtin 2001 s. 42). Det er en legeplads, hvor det uvisse konfronteres
og transcenderes.
Karnevallet ophæver forskelle, skaber sammenhold og begejstring i en renselse fra hverdagens alvor,
hvor man i stedet for at abjektere, svælger i det abjekte ”lort”, kroppens forfald og funktioner.
Enhver højtidelighed overføres i karnevallet til det materielle og kødelige plan (Bakhtin 2001 s. 44).
Igennem accept af kroppen accepterer man også livet og genskaber i karnevallet en tabt
sammenhæng mellem krop og sjæl. Det interessante ved karnevallet er, at det er en ritualiseret
svælgen i det profane og kropslige, i transformationen. Det er en art event (se evt. s. 25) SIDE!!!), der
meget konkret eksemplificerer abjektet og ambivalensen i en iscenesat situation.
3.5 Transcendens – strategi og forløsning
Et af de vigtigste begreber indenfor systembruddet er trancendens. Da læringsteorier som jeg vil
komme ind på senere taler om overskridende læring (se evt. s. 38), vil jeg allerede her definere
transcendens som værende separat fra dette udtryk. Transcendens er især baseret på eventteoriens
sammenligning af nutidens events og tidligere tiders traditionelle og religiøse overgangsritualer.
Transcendens er ideen om, at man igennem ritual kan bevæge sig fra det profane ind i det sakrale og
på den måde overskride ind til en evighed (Nielsen 2008). Hvis der ikke længere findes Gud(er) og
store ideologiske løsningsmodeller, så bliver døden nærværende i altings forandring. Man savner
muligheden for at overskride ind i en transcendent evighed. Transcendens er når livet og døden
sættes på spil, som f.eks. i Bahktins karneval og dyrkelsen af ambivalensen katarsis. Den opnås kun i
bruddet med trygheden og rutinen som lægger i tillidssystemer.
I rutinerne og den langsomme udvikling finder man ikke transcendens og en begejstret livs- og
identitetsbekræftende genoptagelse af abjektet og stabilitet. Hver gang noget forandrer sig, bliver
man gjort opmærksomhed på enten mål eller meningsløshed og dermed eksistentiel angst. Man
søger noget, der kan gøre en større end man er og stabilisere identitetens fortælling og transcendere
til en evighed. Kristeva sammenligner selv abjektet med det klassiske begreb det sublime: Det er ikke
det smukke, men det som er større end alt og skaber ærefrygt (Kristeva 1982 s. 11).
22/60