Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
sin mening (Giddens 2004 s. 62). Man genoptager det frastødte og udlever sig selv i konfrontationen
med døden og forandringen, ved Kristevas udtryk jouissance:
One does not know it, one does not desire it, one joys in it [on en jouit]. Violently and
painfully. A passion. (Kristeva 1982 s. 9)
Man kan beskrive denne jouissance, som en slags katarsis, en befrielse eller renselse. Man fascineres
og væmmes af forandring, fordi det abjekte forårsager angst i bruddet med tilliden og trygheden i
rutinen. Samtidig tiltrækkes man, fordi bruddet medfører en selvbekræftelse, en begejstret følelse,
en stolthed over den kontrollerede medleven i skabelsen af selv. Friheden til at skabe noget nyt, som
ved Giddens, hvor forandring som konstant genopfindelse i form af løbende selvfortællinger,
medfører skabelsen af identitet og væren. Identiteten bliver et mål og en eksistentiel berettigelse i
sig selv, som giver tryghed og holder den truende angst for meningssammenbrud på afstand.
Bruddet på tillidssystemer findes også hos Giddens i en udgave, der peger direkte på Kristevas abjekt.
Giddens beskriver, hvordan man, hvis man stiller spørgsmål ved de grundlæggende faktorer for ens
virkelighed, oplever angst. Angst er en eksistentiel følelse og er ikke frygten for noget konkret
(Giddens 2004 s.62f). Den er som hos Kristeva angsten for uvirkelighed – eller det symbol for døden,
som det abjekte altid udgør. Som værn mod angsten opbygges et beskyttende hylster af rutiner, som
nærmest sætter parentes om frygtelige hverdagsbegivenheder. Hvis et individ udsættes for
dramatiske begivenheder kan dette hylster dog hulles, som f.eks. hvis man selv ubevidst kører mere
forsigtigt efter lige at have passeret et ulykkessted. Transformation er angstfremkaldende, men uden
transformation intet selv – således kører ambivalensen mellem angsten og friheden til selv at skabe
sig selv. Ambivalensen i det hæslige og transformationen vil jeg søge at belyse igennem Bahktins
analyse af karnevallet, hvilket samtidig åbner op for eventteori og en mulighed for at iscenesætte
transformationen som identitetsgivende oplevelse.
3.4.2 Transformationens abjekte katarsis
Det hæsliges tiltrækningskraft ligger meget tæt op ad Mikhail Bakhtins teori om det groteske og
karnevalskultur. Her er fokus på den groteske kropslighed (jf. Kristevas hæslige abjekt) og det
overskridende æstetisk iscenesatte frirum, som kan fungere som grundlag for transformation i form
af karnevallet. Her forudsættes iscenesættelsen af transcendens og et aktivt handlende og
medfortællende/indlevende individ. For Bakhtin er karnevallet en transformation, det er katarsis.
Katarsis kan sanseligt uddybes som et adrenalinkick, en lykkefølelse eller følelsen af frihed til at være
selv og et med sin krop og sin placering i verden, dvs. at leve eller være kropsligt i verden.
21/60