Systembruddet som metode.pdf - Forskning

More documents

Recommendations

Info

Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi komme til avancerede, teknologiske ekspertsystemer. Alting er i forandring, og tilværelsen er på den måde angstfremkaldende, da vi fortrænger forandring for ikke hele tiden at blive mindet om det uvisse i vores egen dødelighed. Ved at anvende Kristeva får man blik for det hæslige i den transformation, som er nødvendigt for at opretholde identiteten som selvfortælling – dvs. tilværelsens dualistiske ambivalente spil ml. angst og frihed. En indtagelse af forandring i ens selv kan blive til en transformation af selvet. Transformation er tilstanden mellem to systemer og bliver herved det abjekte i bruddet – en hæslig, angstfyldt overgangsfase. Transformation vækker angst, fordi den peger på døden og stabilitetens kollaps. Fortælling om selvet i det senmoderne samfund er fortællingen om angsten, og hvordan man holder den på afstand. Bag identiteten lurer the deject og meningsløsheden. The deject er konsekvens af at ville mening i en transformativ tilværelse. Herved erkendes egen meningsløshed – selvet som abjekt. Det er også en innovativ proces, hvor man kun ved at holde sig i gang, konstant være på farten, kan konfrontere det uvisse i oplevelsens transcendens og på den måde bekræfte sit selv. Der er også en frihed i transformationen, en tiltrækningskraft, da man kun i forandring og fortælling kan søge at genoptage det abjekte og rekonstruere en ny stabilitet; en bekræftelse af livet (og selvet) i mødet med døden. I en tilværelse som flyder uden noget at tro på efter liget, bliver identiteten i sig selv en måde at holde døden på afstand. De nye store fortællinger bliver eksistentialistisk selvbekræftende identitetsfortællinger. Transformation er mere end bare en forandring. Transformation er når selvet forandres, transformationen er systembrudstransformationen, dvs. når en forandring er kraftig nok til at rykke ved selv og bryde system ned i kriselignende grad. Abjektet bliver ambivalent i transformationen. 3.4.1 Abjektets ambivalens Hidtil har især angsten været i fokus, men Kristeva søger jo netop at undersøge, hvad der tiltrækker os ved det hæslige. I det senmoderne findes der en form for dualistisk forhold mellem fare og mulighed, angst og katarsis (Giddens 2004 s. 23). Individet tvinges til at handle for at være i en meningsløs verden. Man må holde sig i gang med en kropslig og kreativ handlen for ikke at blive overmandet af angsten (sig selv som deject). Man må aktivt tage kontrol og vælge sin livsstil, sit selv igennem fortællingen, men man må have noget at fortælle om, så handling er påkrævet. Der er en ambivalens i fortællingen, fordi handlingen, transformationen altid peger på døden, mens det samtidige er den eneste måde man kan realisere sig selv, dvs. leve på. Abjektets tiltrækningskraft ligger i, at der heri findes en befrielse, en accept og en identifikation med selvet. Ved et eksempel fra Kierkegaard så er angst også frihedens mulighed, friheden til selv at ville 20/60
Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi sin mening (Giddens 2004 s. 62). Man genoptager det frastødte og udlever sig selv i konfrontationen med døden og forandringen, ved Kristevas udtryk jouissance: One does not know it, one does not desire it, one joys in it [on en jouit]. Violently and painfully. A passion. (Kristeva 1982 s. 9) Man kan beskrive denne jouissance, som en slags katarsis, en befrielse eller renselse. Man fascineres og væmmes af forandring, fordi det abjekte forårsager angst i bruddet med tilliden og trygheden i rutinen. Samtidig tiltrækkes man, fordi bruddet medfører en selvbekræftelse, en begejstret følelse, en stolthed over den kontrollerede medleven i skabelsen af selv. Friheden til at skabe noget nyt, som ved Giddens, hvor forandring som konstant genopfindelse i form af løbende selvfortællinger, medfører skabelsen af identitet og væren. Identiteten bliver et mål og en eksistentiel berettigelse i sig selv, som giver tryghed og holder den truende angst for meningssammenbrud på afstand. Bruddet på tillidssystemer findes også hos Giddens i en udgave, der peger direkte på Kristevas abjekt. Giddens beskriver, hvordan man, hvis man stiller spørgsmål ved de grundlæggende faktorer for ens virkelighed, oplever angst. Angst er en eksistentiel følelse og er ikke frygten for noget konkret (Giddens 2004 s.62f). Den er som hos Kristeva angsten for uvirkelighed – eller det symbol for døden, som det abjekte altid udgør. Som værn mod angsten opbygges et beskyttende hylster af rutiner, som nærmest sætter parentes om frygtelige hverdagsbegivenheder. Hvis et individ udsættes for dramatiske begivenheder kan dette hylster dog hulles, som f.eks. hvis man selv ubevidst kører mere forsigtigt efter lige at have passeret et ulykkessted. Transformation er angstfremkaldende, men uden transformation intet selv – således kører ambivalensen mellem angsten og friheden til selv at skabe sig selv. Ambivalensen i det hæslige og transformationen vil jeg søge at belyse igennem Bahktins analyse af karnevallet, hvilket samtidig åbner op for eventteori og en mulighed for at iscenesætte transformationen som identitetsgivende oplevelse. 3.4.2 Transformationens abjekte katarsis Det hæsliges tiltrækningskraft ligger meget tæt op ad Mikhail Bakhtins teori om det groteske og karnevalskultur. Her er fokus på den groteske kropslighed (jf. Kristevas hæslige abjekt) og det overskridende æstetisk iscenesatte frirum, som kan fungere som grundlag for transformation i form af karnevallet. Her forudsættes iscenesættelsen af transcendens og et aktivt handlende og medfortællende/indlevende individ. For Bakhtin er karnevallet en transformation, det er katarsis. Katarsis kan sanseligt uddybes som et adrenalinkick, en lykkefølelse eller følelsen af frihed til at være selv og et med sin krop og sin placering i verden, dvs. at leve eller være kropsligt i verden. 21/60
Page 1 and 2: Systembruddet som metode - En trans
Page 3 and 4: Michael Meier Sørensen Systembrudd
Page 19: Michael Meier Sørensen Systembrudd

Systembruddet som metode.pdf - Forskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?