Systembruddet som metode.pdf - Forskning

More documents

Recommendations

Info

Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi bliver fremmedgjort. Det angstfremkaldende abjekt er i alle overgangsfaser, i alle brud på ens tillid og forventninger til omgivelserne. Hos Kristeva findes det abjekte originalt kun med ond intention, men i syntese med Giddens ses hvordan mekanismerne i systembruddet og det abjekte er blevet et gennemgående fænomen for det senmoderne individ. Bruddet bliver endnu mere markant i det traditions- og gudløse senmoderne samfund. Når man møder det abjekte og bruddet på tillidssystemerne, afslører det livets meningsløshed og dødens endegyldighed, ifølge Kristeva: The corpse, seen without God and outside of science, is the utmost of abjection. (Kristeva 1982 s. 4) Hvor de store meningsgivende fortællinger er væk står liget tilbage som uomgængelig afsløring af livets ustabilitet og døden. Giddens beskriver, hvordan angst intet objekt har, og opmærksomheden kan derfor styres mod ting, som har en indirekte tilbagevirkning på det, som oprindeligt fremkaldte den (Giddens 2004 s. 57). Det kan sammenlignes med, hvordan systemers sammenbrud i transformation bliver en slags symbol på døden og meningsløsheden. En grund til at bruddet kan fremstå kraftigere i dag end før, er erfaringens afsondring: i det senmoderne samfund tilsidesættes eksistentielle spørgsmål om liv, død, seksualitet og natur – og de overlades til mere eller mindre fordækte ekspertsystemer som plejehjem, hospitaler, bordeller o.lign. (Giddens 2004 s. 184ff). På den måde tabuiseres og udelukkes flere oplevelser og erfaringer fra den ontologiske sikkerhed. Des stærkere virker det til gengæld, når vi endelig konfronteres med dem. 3.2.2 The deject Hos både Giddens og Kristeva er narcissistiske træk fremherskende ved individerne (Giddens 2004 s. 199ff, Kristeva 1982 s. 14), og hos begge har det udgangspunkt i den følelse af almagt, som det giver at skabe sin egen mening og håbløsheden og angsten for intetheden, som opstår, når det ikke lykkes. Mennesket som lever med det abjekte, beskrives af Kristeva som the deject, et væsen hvis identitet og grænser aldrig er fastlagt, da kroppens grænse, identiteten og virkeligheden er flydende: A deviser of territories, languages, works; the deject never stops demarcating his universe whose fluid confines – for they are constituted of a non-object, the abject – constantly question his solidity and impel him to start afresh. (Kristeva 1982 s. 8) Herved tvinges individet til konstant at genopfinde sig selv, forandre sig for refleksivt at bekræfte sin identitet, og her er der igen et sammenfald med det senmoderne. Individet bliver selv abjekt, da hvis tilværelsen er meningsløs er selvet meningsløst. Hos Giddens beskrives dette fænomen igennem et citat af Tillich som: Bevidstheden om at ikke-væren er en del af ens væren. (Giddens 2004 s. 64) Man 16/60
Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi afstøder kroppen og ved at miste selvet, skabes en ustabilitet som gør at man vil (Kristeva: To want) skabe ny mening. There is nothing like the abjection of self to show that all abjection is in fact recognition of the want on which any being, meaning, language or desire is founded. (Kristeva 1982 s. 5) The deject vil have noget, han aldrig kan få: en mening i en meningsløs verden. Angsten må konstant konfronteres og transcenderes. The deject er på den måde en hjemløs. Kun i vildfarelsen og ved aldrig at slå sig ned, ved som det senmoderne individ at holde sig i gang, findes forløsningen. Kristeva beskriver forhold for mennesket, som er blevet mere prægnante i det senmoderne samfund. Man konfronteres oftere med det abjekte. Kristevas mennesketype, den narcissistiske deject bliver almindelig. En eksistens som Kristeva beskriver som grænsetilfælde, bliver til alment livsvilkår og en tendens man må forholde sig til. Samfundet er dog ikke blevet mere angst, men angsten har ændret karakter. Angst og usikkerhed har plaget andre tidsperioder end vores, og det er svært at finde begrundelse for den relativt udbredte opfattelse, at tilværelsen i mindre, mere traditionelle kulturer havde et mere uproblematisk forløb end livet i dag. De fremherskende angstformer og indholdet i af dem har derimod ændret sig betydeligt. (Giddens 2004 s. 46) Individet bærer nu selv ansvaret for at skabe den mening i tilværelsen, som ikke længere videregives af tradition. Det giver en angst for selvets utilstrækkelighed og for forandringen, som konstant udfordrer ens system. 3.2.3 Stolthed og skam Giddens beskriver to motivatorer (individets underliggende følelsestilstand, ikke en ’begrundelse’ som er en selvrefleksiv regulering af ens handlinger) bag ens handlinger. Den ene er stolthed og selvværd: en tillid til ens livsfortælling og ens identitet. Stolthed har sit udgangspunkt i sociale bånd og er meget sårbar overfor brud på livsfortælling. Stoltheden er mere umiddelbar end skam – det er en følelse af transcendens (mere om transcendens s. 22), af en selv som middel til en mening. Stoltheden er derfor drevet af en umiddelbar katarsis, som omdannes til et sikkert system på længere sigt – en tryghed i ens ontologiske sikkerhed. Den anden motivator er Giddens’ begreb skam, som er fremherskende i det senmoderne samfund og også kendetegnende for the dejects 17/60
Page 1 and 2: Systembruddet som metode - En trans
Page 3 and 4: Michael Meier Sørensen Systembrudd
Page 15: Michael Meier Sørensen Systembrudd

Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?