Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
bliver fremmedgjort. Det angstfremkaldende abjekt er i alle overgangsfaser, i alle brud på ens tillid og
forventninger til omgivelserne. Hos Kristeva findes det abjekte originalt kun med ond intention, men i
syntese med Giddens ses hvordan mekanismerne i systembruddet og det abjekte er blevet et
gennemgående fænomen for det senmoderne individ.
Bruddet bliver endnu mere markant i det traditions- og gudløse senmoderne samfund. Når man
møder det abjekte og bruddet på tillidssystemerne, afslører det livets meningsløshed og dødens
endegyldighed, ifølge Kristeva: The corpse, seen without God and outside of science, is the utmost of
abjection. (Kristeva 1982 s. 4) Hvor de store meningsgivende fortællinger er væk står liget tilbage
som uomgængelig afsløring af livets ustabilitet og døden. Giddens beskriver, hvordan angst intet
objekt har, og opmærksomheden kan derfor styres mod ting, som har en indirekte tilbagevirkning på
det, som oprindeligt fremkaldte den (Giddens 2004 s. 57). Det kan sammenlignes med, hvordan
systemers sammenbrud i transformation bliver en slags symbol på døden og meningsløsheden.
En grund til at bruddet kan fremstå kraftigere i dag end før, er erfaringens afsondring: i det
senmoderne samfund tilsidesættes eksistentielle spørgsmål om liv, død, seksualitet og natur – og de
overlades til mere eller mindre fordækte ekspertsystemer som plejehjem, hospitaler, bordeller o.lign.
(Giddens 2004 s. 184ff). På den måde tabuiseres og udelukkes flere oplevelser og erfaringer fra den
ontologiske sikkerhed. Des stærkere virker det til gengæld, når vi endelig konfronteres med dem.
3.2.2 The deject
Hos både Giddens og Kristeva er narcissistiske træk fremherskende ved individerne (Giddens 2004 s.
199ff, Kristeva 1982 s. 14), og hos begge har det udgangspunkt i den følelse af almagt, som det giver
at skabe sin egen mening og håbløsheden og angsten for intetheden, som opstår, når det ikke lykkes.
Mennesket som lever med det abjekte, beskrives af Kristeva som the deject, et væsen hvis identitet
og grænser aldrig er fastlagt, da kroppens grænse, identiteten og virkeligheden er flydende:
A deviser of territories, languages, works; the deject never stops demarcating his
universe whose fluid confines – for they are constituted of a non-object, the abject –
constantly question his solidity and impel him to start afresh. (Kristeva 1982 s. 8)
Herved tvinges individet til konstant at genopfinde sig selv, forandre sig for refleksivt at bekræfte sin
identitet, og her er der igen et sammenfald med det senmoderne. Individet bliver selv abjekt, da hvis
tilværelsen er meningsløs er selvet meningsløst. Hos Giddens beskrives dette fænomen igennem et
citat af Tillich som: Bevidstheden om at ikke-væren er en del af ens væren. (Giddens 2004 s. 64) Man
16/60