Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
Den ontologiske sikkerhed er også en eksistentiel sikkerhed. Hvis systemet brydes, åbenbares
tilværelsens iboende meningsløshed og individet rammes af angst. At være ontologisk sikker er altså
såvel ubevidst som bevidst og praktisk at have svar på fundamentale eksistentielle spørgsmål. Dette
kan lede et individ til en konstant søgen efter nye oplevelser, ny udvikling, som kan omsættes til
refleksive historier og en stabilisering af selvet overfor uvisheden. På den måde bliver man afhængig
af kriser og oplevelser, afvigende hændelser som kan omsættes til fortælling, og som er med til at
definere en som person (Giddens 2004 s. 131). Individet får også øget fokus på kroppen, da kroppen
eller i al fald udseendet er del af iscenesættelsen af selvet udadtil. Kroppen bruges på den måde
refleksivt som livsstilsfænomen, som fortælling men også som aktivt handlende og sansende værktøj
til at handle selvet frem.
3.1.3 Ansvar
Med senmoderniteten og refleksiviteten følger et større individuelt ansvar. Det kunne let tænkes, at
uden faste normer og traditioner til at udstikke sociale spilleregler vil det senmoderne individ være
uden fast moral og ansvarsfølelse, men dette er ikke tilfældet. Tværtimod tvinges det gentagende til
at tage aktivt og selvreferentielt stilling til moral, etik og værdien af de handlinger, som det måtte
foretage uden den vejledning, som har ligget i traditioner. Man må udvise viljen til selv at tage ansvar
og handle, selv aktivt skabe sin mening, sin berettigelse og identitet. Ansvarliggørelse bliver herved et
nøgleord for dannelsen af et funktionelt senmoderne selv (Poder Pedersen 2008 s. 516).
3.2 Systembrud
Systemet er altså vores forforståelse af verden. Den forventning vi imødeser verden med. Trygheden
og tilliden udgøres af vores rutiner og evne til at lukke forstyrrende elementer ude. Kristeva beskriver
ikke på samme måde de systemer og den sikkerhed, som brydes. Hun omtaler det blot som en
fortrængning - hvad man skubber til side for at leve (Kristeva 1982 s. 2). Hendes fokus er på, hvad der
sker, og hvordan man reagerer, når systemet brydes i konfrontation med det uvisse.
Formålet med systembruddet er at bryde med rutiner og vanetænkning for at åbne op for, hvad der
ligger udenfor systemet. En identitet eller en kultur kan veje så tungt, at man hænger fast i rutiner og
en selvfortælling, som har en destruktiv virkning på selvet. Man kan f.eks. være i en krisesituation,
som man ikke kan bryde ud af, fordi hverdagen domineres af angsten for det uvisse i forandringen.
Systembruddet sigter mod at skabe en motiverende mening, som kan overskride angsten og bidrage
til gennemførslen af en forandringssituation, hvor ny mening refleksivt konstrueres. Mennesker har
altid defineret sig selv og historien ud fra kriser, konflikter og afvigelser fra rutinen. Vi har en fast
forestilling om at hverdagen er rolig og tryg, og at det er konflikterne som er afvigende. Dette er i høj
14/60