Systembruddet som metode.pdf - Forskning

More documents

Recommendations

Info

Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi Herved drives og driver individet rundt som hjemløs i konstant søgen efter selvbekræftelse i form af oplevelser. Oplevelser som potentielt kan iscenesættes kunstigt i form af systembrydende events, som er eksternt styrede æstetiske frirum. Ved at inddrage læringsteorier i sammenhæng med oplevelses og eventteori formes en operationalisering af systembruddet igennem fokus på læringen i den iscenesatte kontekst. En læringssituation kan gøres til en oplevelsessituation, som fungerer som iscenesat og kontrolleret kropslig og mental frihed, f.eks. Roskilde Festival. Iscenesættelse handler om at tage kontrol over den kreative situation, hvor man fortæller sit selv frem, dvs. tage kontrol over, hvad og hvornår der brydes og hvordan der refleksivt genskabes mening igennem fokus på æstetik. Iscenesættelse er samtidig et bedre udtryk end diskursteoriens italesættelse, fordi iscenesættelse inddrager hele det kropslige og fysiske aspekt samt konteksten og rummet. På den måde tages højde for senmodernitetens narcissistiske sanselighed (Giddens 2004 s. 208) 3.1 Det senmoderne samfund Systembruddets præmis er den samfundsudvikling, som Giddens kalder senmoderniteten. Udviklingen skaber nogle nye vilkår for individet, som det i mere eller mindre grad bliver nødt til at forholde sig til. Senmodernitet er hos Giddens en udvikling i samfundet, som ses som fortsættelse af modernistiske tendenser fra industrialiseringen og urbaniseringen. Det senmoderne samfund er karakteriseret ved en stigende institutionel refleksivitet, som medfører at al viden reduceres til hypotese og traditioner mister betydning. Samfundet er post-traditionelt og det som Ulrich Bech ifølge Giddens kalder for et risikosamfund (Giddens 2004 s.41). Eksperter og ekspertsystemer i form af computere, læger, regeringen, medier osv. udpeger og dementerer risici ofte uafhængigt af hinanden. Derfor bliver man i stigende grad afhængig af en tillid til abstrakte ekspertsystemer, mens samfundets forhold til angst og risiko forandrer sig. I dette samfund er viden og identitet ikke en fastlagt størrelse, men tages konstant op til refleksion. Sociale relationer udlejres til abstrakte systemer, eksempelvis erstattes byttehandel med abstrakte monetære systemer (Giddens 2004 s. 29). Det senmoderne samfund bliver afhængig af disse ekspertsystemer og en grundlæggende tillid til, at disse systemer ikke kollapser. Tilværelsen bliver usikker i den forstand, at det er op til en selv at sortere i en overflod af viden og vælge/fravælge livsstil og selv skabe mening ud fra mange forskellige muligheder, hvor man i tidligere samfundsformer var mere bundet af sin sociale baggrund og kulturelle klasse og dertil knyttede traditioner. 12/60
Michael Meier Sørensen Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten Det Informationsvidenskabelige Akademi 3.1.1 Den refleksive selvfortælling Det senmoderne samfund medfører en tendens til at individet skaber sig selv igennem en refleksiv selvfortælling, hvor man fortæller sig selv frem. Selvidentitet forudsætter en refleksiv bevidsthed og må rutinemæssigt skabes og opretholdes i individets refleksive aktiviteter: Selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af vedkommendes biografi (Giddens 2004 s. 69) At ”holde sig i gang” (”to know how to go on”) bliver væsentligt for kreativiteten. Identiteten er evnen til at holde den særlige biografiske fortælling i gang. I stigende grad forholder vi os ikke blot til os selv og vores omgivelser, men vi forholder os til, hvordan vi forholder os. Dette medfører, at gammel viden og værdier løbende tages op til diskussion og forkastes til fordel for ny videnskabelig viden og rationel indsigt, som jf. risikosamfundet er en ustabil størrelse. Al den viden nødvendiggør et værn eller et filter, så man ikke drukner i usikker information. Handling, at holde sig i gang og rutiner skaber en ontologisk sikkerhed, et stabilt værn mod angsten - en væren som nærmest er en eksistentiel følelse af ”jeg er, hvad jeg laver” - men ikke i en traditionel forstand, hvor det, man laver, er givet af ydre, normative omstændigheder - nu som aktivt valgt livsprojekt. 3.1.2 Systemet – den ontologiske sikkerhed Ontologisk sikkerhed er den følelse af balance og stabilitet, man opnår ved at sætte parentes om viden og erfaring, som støder mod ens umiddelbare verdensbillede. Systemet består på den måde af vaner og rutiner i ens hverdag og den ideologi eller det verdensbillede, som man baserer sin virkelighedsforståelse på. Systemet er en social coping-mekanisme, som f.eks. er nødvendig for at indgive tillid til sociale relationer, f.eks. i hverdagens omgangsformer og tydningen af socialt kulturelle koder som almindelig takt og tone (Giddens 2004 s. 61f). På den måde er systemet essentielt for at bibeholde tillid til en positiv kausalitet og herved trygheden i hverdagen. Ifølge Giddens skabes tillid og herved ontologisk sikkerhed allerede som spædbarn igennem kærlig pleje og omsorg fra en plejeperson/forældre. Igennem denne pleje opstår en fundamental tillid til hverdagsforhold som tid, rum og kontinuitet. Denne fundamentale tillid har udgangspunkt i det voksende barns stigende tillid til, at plejepersonens fravær ikke er permanent, hvis f.eks. personen forlader rummet. Igennem fraværet lærer barnet forskel på sig selv og sin plejeperson, hvorved grundlægges den for selvidentiteten så væsentlige skelnen mellem ”mig” og ”ikke-mig” (Giddens 2004 s. 57-62). 13/60
Page 1 and 2: Systembruddet som metode - En trans
Page 3 and 4: Michael Meier Sørensen Systembrudd
Page 11: Michael Meier Sørensen Systembrudd

Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?