Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
Herved drives og driver individet rundt som hjemløs i konstant søgen efter selvbekræftelse i form af
oplevelser. Oplevelser som potentielt kan iscenesættes kunstigt i form af systembrydende events,
som er eksternt styrede æstetiske frirum.
Ved at inddrage læringsteorier i sammenhæng med oplevelses og eventteori formes en
operationalisering af systembruddet igennem fokus på læringen i den iscenesatte kontekst. En
læringssituation kan gøres til en oplevelsessituation, som fungerer som iscenesat og kontrolleret
kropslig og mental frihed, f.eks. Roskilde Festival. Iscenesættelse handler om at tage kontrol over den
kreative situation, hvor man fortæller sit selv frem, dvs. tage kontrol over, hvad og hvornår der
brydes og hvordan der refleksivt genskabes mening igennem fokus på æstetik. Iscenesættelse er
samtidig et bedre udtryk end diskursteoriens italesættelse, fordi iscenesættelse inddrager hele det
kropslige og fysiske aspekt samt konteksten og rummet. På den måde tages højde for
senmodernitetens narcissistiske sanselighed (Giddens 2004 s. 208)
3.1 Det senmoderne samfund
Systembruddets præmis er den samfundsudvikling, som Giddens kalder senmoderniteten.
Udviklingen skaber nogle nye vilkår for individet, som det i mere eller mindre grad bliver nødt til at
forholde sig til. Senmodernitet er hos Giddens en udvikling i samfundet, som ses som fortsættelse af
modernistiske tendenser fra industrialiseringen og urbaniseringen. Det senmoderne samfund er
karakteriseret ved en stigende institutionel refleksivitet, som medfører at al viden reduceres til
hypotese og traditioner mister betydning. Samfundet er post-traditionelt og det som Ulrich Bech
ifølge Giddens kalder for et risikosamfund (Giddens 2004 s.41). Eksperter og ekspertsystemer i form
af computere, læger, regeringen, medier osv. udpeger og dementerer risici ofte uafhængigt af
hinanden. Derfor bliver man i stigende grad afhængig af en tillid til abstrakte ekspertsystemer, mens
samfundets forhold til angst og risiko forandrer sig. I dette samfund er viden og identitet ikke en
fastlagt størrelse, men tages konstant op til refleksion. Sociale relationer udlejres til abstrakte
systemer, eksempelvis erstattes byttehandel med abstrakte monetære systemer (Giddens 2004 s.
29). Det senmoderne samfund bliver afhængig af disse ekspertsystemer og en grundlæggende tillid
til, at disse systemer ikke kollapser. Tilværelsen bliver usikker i den forstand, at det er op til en selv at
sortere i en overflod af viden og vælge/fravælge livsstil og selv skabe mening ud fra mange forskellige
muligheder, hvor man i tidligere samfundsformer var mere bundet af sin sociale baggrund og
kulturelle klasse og dertil knyttede traditioner.
12/60