Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
introduktionsbog til buddhismen, da den repræsenterer en kontrasterende forståelse af individets
muligheder i det senmoderne. Bogen løsriver til dels buddhismen fra kulturelle traditioner og riter for
at fremhæve de bagvedliggende værdier. Hvor buddhismen i starten var tiltænkt en mindre rolle som
perspektivering, så fandt jeg ligheder mellem SRKs scenarieplanlægning og buddhismen, som peger
på en form for ekstrarefleksiv selvbevidsthed igennem det senmodernes eksistentialistiske
ansvarliggørelse. Bevidstheden bliver et bud på et mål i det, som jeg i specialet kalder transcendens
– eller den transcendente læring.
Da dette speciale arbejder på at undersøge, hvorvidt systembruddet som syntese kan anvendes som
metode, og hvorvidt individet derigennem kan transformeres, har jeg i syntesens navn stædigt søgt
efter systembruddet i de gennemgåede teorier. Det eneste sted, hvor teorierne virkelig står i
kontrast, er senmodernitetens og systembruddets fokus på fragmenter i form af oplevelser sat op
imod buddhismens helhedstankegang. Alligevel mangler desværre en form for modsætning eller en
modstilling af de vestlige senmoderne teorier, da selv buddhismen netop præsenteres på
senmodernitetens præmisser, da senmoderniteten udgør systembruddets fundament.
3. Præsentation af syntesen
Min syntese er baseret på sociologien Anthony Giddens teorier om det senmoderne samfund og den
franske filosof, psykoanalytiker m.v. Julia Kristevas teori om det hæsliges æstetik. Syntesen
omhandler, hvad jeg betegner systembruddet, dvs. bruddet med de systemer af rutiner, erfaring og
refleksivt organiseret viden som udgør individets verdensbillede, og som selvfortællingen baseres på.
De to teoretikere siger på mange måder det samme, men med forskellige termer og i hver sin
kontekst, men at inddrage især Kristeva i Giddens’ kontekst indebærer nogle interessante
perspektiver for en operationalisering af individets selvfortælling i form af systembruddet. Syntesen
mellem de to søger at demonstrere, hvordan forandring bliver et abjekt brud på tillidssystemer, og
ambivalensen i at man både væmmes ved og tiltrækkes af forandringen, fordi man kun i forandring
har mulighed for at opnå en form for katarsisk livsbekræftelse igennem genskabelse af en brudt
stabilitet.
Det senmoderne individ har brug for at opnå katarsis, altså – så at sige- virkelig leve og være i verden
og i forandringen for at bekræfte sig selv. Det kan man kun ved at bryde rutinerne, og aktivt vælge at
gøre en krise eller oplevelse til en del af sin identitet og sin selvfortælling. I det senmoderne bliver
det transcendente eksistensbekræftende mål ikke længere en guddommelige eller ideologisk
fortælling men ens selvfortælling. Ens egen identitet er vision, mål og motivation for forandring.
11/60