Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Michael Meier Sørensen
Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten
Det Informationsvidenskabelige Akademi
bruges til at undersøge og definere oplevelsen og eventen, fordi her meget tydeligt defineres hvilke
æstetiske krav, der stilles for at engagere og binde de involverede. Transformation føjer sig til som
nøgleord ud over de i indledningen nævnte: brud, transcendens og iscenesættelse. Herfra bevæger
jeg mig videre over inddragelsen af oplevelser som viden (læring), identitet igennem selvfortælling og
hvordan en iscenesat situation kan være med til at skabe ny viden og derved ændre det oprindelige
udgangspunkt.
Da hele selvfortællingsprocessen er en innovativ proces, hvor oplevet ny viden omsættes til identitet
og selv, betragtes systembruddet som en læringsproces. De oplagte læringsteorier, eksistentiel og
transformativ læring, inddrages her for at uddybe transformationsprocessen i bruddet, mens
Engeström har det innovative aspekt i sin ekspansive læring med udgangspunkt i virksomhedsteori
og inddragelsen af Batesons doublebind. Derudover er Engeström vigtig, fordi han tænker i form af
kollektiv læring, hvilket bibeholder specialets åbenhed overfor innovation i organisationer i stedet for
i selvet, og sammen med et skift fra ordet forandring til transformation har det bidraget til et ændret
fokus fra fortællesituationen og det kreative element i selvfortællingen til i stedet at fokusere på den
ekspansive læring som videns- og herved identitetsskabende. Da læring er et nyt felt, jeg i
forbindelse med dette projekt har sat mig ind i, tager jeg udgangspunkt i Illeris (Illeris 2007) og
Hermansens (Hermansen 2005) gennemgange af læring og forskellige læringsteorier, da jeg
indledende havde brug for et struktureret overblik.
Systembruddet foregår på et teoretisk abstraktionsniveau, hvor mit ønske om en operationalisering
netop har været at trække en linje fra det abstrakt almenmenneskelige ned til nogle praktiske men
stadigt akademisk begrundede arbejdsmetoder. Som nævnt er strategisk refleksiv konversation
(herefter forkortet: SRK) (bl.a. Kristiansson 2005 og Gaml 2006) et af grundlagende for min hypotese
om at operationalisere systembruddet igennem refleksion. SRK sammenholdes derfor som metode
med systembruddet, eventteori og læring for at undersøge, hvorvidt SRK kan fungere som metode til
at gennemføre systembruddet. Som et hypotetisk bud på maskinen, der skal drive værket i
systembruddet fylder afsnittet om SRK en del. Herunder definerer jeg også refleksion som akademisk
arbejdsmetode sat op mod individets selvrefleksion med udgangspunkt i Alvesson & Sköldbergs
’Reflexive Methodology’ (Alvesson 2007) mhp. en videre uddybning af bevidsthed.
Med henblik på operationaliseringen og med udgangspunkt i kritik af førnævnte arbejdsproces,
kommer jeg med et bud på hvilket nyt system, og hvilke værdier man kan søge at indlære for at
vedligeholde en åbenhed overfor forandring og herved fortælling, identitet og i sidste ende
innovation. Jeg har valgt at inddrage buddhistisk filosofi ved Hagens (Hagen 1997) lille vestlige
10/60