Serpreg, sygdom serhed, - Elbo

Anmeldelse Af Bodil Claesson, Henrik Buss og Bjørn Jacobsen
22 Nr. 5 . 2001
Særpræg,
sygdom
særhed,
En unik bog, som trækker på en
guldgrube af erfaringer.
Og en begejstret anmeldelse,
som har været mere end fire år undervejs.
Dette er
en forsinket anmeldelse.
For denne vigtige bog burde have været
anmeldt for længe siden.
Bogen er Lars Sørensens ”Særpræg,
særhed, sygdom”, som udkom i 1996.
Den er vigtig, fordi den samarbejder
psykologien og psykiatrien. For os at
se har der altid været en afgrund mellem
psykiatriens symptombeskrivende
diagnostik og en diagnostik med
basis i udviklingspsykologien, der
beskriver sammenhænge mellem opvækstvilkår
og personlighedsstrukturer.
Lars Sørensen har stor viden om
begge disse verdener og sammenkæder
sin indsigt i de svære sindslidelser
med sine behandlingserfaringer.
Desuden integrerer han sine erfarin-
Modelfotos: Polfoto

Bog
ANMELDELSE
ger fra grupper i ikke-psykiatrisk
regi, der arbejder med
personlig udvikling og supervision.
Vi får som psykologer
kendskab til mange forskellige
teorier og metoder. Få af os
sætter os ned og tænker igennem,
hvordan de forholder
sig til hinanden, og arbejder
dem sammen til en helhed.
Dette kolossale arbejde har
Lars Sørensen gjort. Bogen er
helhedsorienteret, systematisk
og integrativ og giver en
syntese af mange forskellige
teorier om barnets udvikling.
Hans diagnostiske metode er
integrativ udviklingspsykologisk,
og han beskriver baggrunde
for udvikling af skizofreni,
borderline og depression,
så der etableres en meget
tydelig forståelsesramme.
Forfatteren integrerer med
holismen som overordnet
princip: han skifter synsvinkel
fra afsnit til afsnit, sætter
fokus på holistiske mønstre
og giver hermed mulighed
for indlevelse og en udvidet
forståelse, både hvad angår
overblik og nuancer. Interessen
ligger i den orale fases udviklingspsykologiske
temaer.
Bogen gennemgår ikke blot Freuds
og Erikssons faseudvikling, men også
Lowens og Lisbeth Marchers (Bodynamic).
De ser alle krop og psyke i
sammenhæng, og de to sidste tilbyder
også en psykoterapi, der hænger
ordentligt sammen med beskrivelser
af de personlighedsmønstre, der er
resultatet af udviklingen i de pågældende
faser. Som Lowen og Marcher
ser også Lars Sørensen den orale fases
karakterstrukturer som kreative løsninger
og nødvendige overlevelsesstrategier
under de givne opvækstbetingelser.
Fasernes problemstillinger
med tilhørende løsningsmuligheder
kalder Lars Sørensen ”modi”, dvs.
personlighedsmønstre, måder at leve
og opleve på. Disse mønstre er udtryk
for personens eksistentielle livsholdning
og beskriver både personens
egenart, overlevelsesstrategi, styrke
og sårbarhed. Og som forfatteren udtrykker
det: „Personens særpræg er
hans skæbne“.
Som hos Freud og Eriksson gælder
det, at jo tidligere faser, der optræder
vanskeligheder i, jo mere kritisk er
den pågældende fases udviklingspsykologiske
tema for den efterfølgende
udvikling og dermed for hele
personlighedsopbygningen.
Manglende fleksibilitet
Det er bogens holdning, at ingen udviklingsfases
tema eller problemstilling
i sig selv er patogen, men at sygdomsudviklingen
er knyttet til personlighedens
manglende fleksibilitet
i reaktionerne. Det er altså ikke en bestemt
personlighedsstruktur, der er
patologisk, men den manglende fleksibilitet.
Som titlen ”Særpræg, Særhed,
Sygdom” angiver, dækkes hele
spektret – fra den normale udviklings
normale særpræg over de mere fastlåste
særheder og til psykisk sygdom
og psykoser, i relation til faserne.
Den orale fase deles op i tre underfaser:
den tidlige, mellemste og den
sen-orale.
I den tidlige orale fase mener Lars
Sørensen, det er ”retten til at eksistere”,
der står på spil. I sygdomsmæssig
forstand er der ved den tidlige
orale fase tale om skizofreni.
Ved den mellemste orale fase ser
han det centrale udviklingspsykologiske
tema som ”retten til at få egne
behov tilfredsstillet”. Sygdomsmuligheden
er her borderline.
Af særlig interesse er bidraget om
den sen-orale fase, hvor han ser temaet
som ”retten til at blive elsket uden
at præstere”. Sygdomsmæssigt er der
risiko for psykotisk depression og
manio-depressiv psykose.
Kropslige sider
”Særpræg, særhed, sygdom” afspejler
en dyb respekt for mennesket og
Nr. 5 . 2001
23

dets forsøg på at tilpasse sig, forsvare
sig imod og overleve livet. Forfatteren
lever sig fint ind i de forskellige
personlighedsmønstres oplevelsesmåder
og er i stand til at flytte vægten
fra diagnosernes sygeliggørende fokus
på personernes vanskeligheder
til deres ressourcer og styrkesider
samt til en indlevende og solidarisk
beskrivelse af de psykodynamiske og
medmenneskeligt forståelige sammenhænge,
som han også understreger
at patienterne selv har brug for i
deres forsøg på at forstå sig selv.
I stedet for diagnoselisterne, der er
fastlåsende og blokerer for denne
psykodynamiske forståelse, foreslår
han begrebet ”afklaring”: afklaring
af, hvad personen udtrykker, når han
føler sig stoppet i sin udvikling, ønsker
hjælp eller føler sig syg.
Behandlingen af disse personer, ikke
mindst de psykotiske retspsykiatriske
patienter, kræver empati, følelsesmæssig
tilstedeværelse og autenticitet
fra behandlerens side. Fra vort
synspunkt er det særlig interessant, at
Lars Sørensen i sine grundige kapitler
om behandling, der hænger nøje sammen
med hans beskrivelser af henholdsvis
skizofren, borderline og depressiv
modus, også inddrager kropspsykoterapi
som en nødvendig terapiform.
Vi har i gennemgangen af terapien,
som i bogen kaldes ’afklarende interventioner’,
valgt at fokusere specielt
på disse kropslige sider. Det skal understreges,
at der her ikke tales om
24 Nr. 5 . 2001
udagerende eller regressive former
for kropspsykoterapi, men om arbejde
med opmærksomhedsfeltet, dvs.
at terapeuten spørger til følelsernes
og fornemmelsernes konkrete lokalisationer
i kroppen.
Ved den skizofrene modus, der i mange
henseender handler om ikke at
kunne være til stede, understreger
Lars Sørensen at der i psykoterapien
skal arbejdes med at være og komme
til stede. Den psykotiske proces afspejler
en flugt fra både den indre og
den ydre virkelighed. Dette foregår i
flere faser: først kontrolleres følelsesudtrykket,
herefter kropsoplevelsen
de steder, hvor følelserne udspringer
eller udtrykkes, og endelig kontrolleres
(forlades?) kroppen generelt og
totalt. I sidste stadium af denne udvikling
er personen i gang med det
endelige, vanvittige projekt, der
handler om at kontrollere sine tanker.
Som en modvirkning af flugten ind
i den del af opmærksomhedsfeltet,
der benævnes mellem-zonen og består
af tanker, ideer, forestillinger og
fantasier, kan man i kropspsykoterapeutisk
opmærksomhedsarbejde rette
patientens opmærksomhed både
mod yder-zonen (sansninger fra den
ydre verden) og specielt til inder-zonen
(sansninger fra egen krop). Baggrunden
herfor er, at personen med
den skizofrene modus karakteriseres
ved fuldstændig at have mistet kontakten
med sin krop.
Det kropspsykoterapeutiske opmærksomhedsarbejde
har et langsig-
~Forfatteren lever
sig fint ind i de
forskellige personlighedsmønstres
oplevelsesmåder
}
tet mål, nemlig at „vende den skizofrene
proces“ og arbejde hen imod at
komme til stede i sin krop og sine følelser.
Men på kort sigt, i en akut psykose,
kan det nævnte opmærksomhedsarbejde
være en rent teknisk,
men meget effektiv hjælp til, ved konstante
skift mellem inder- og yder-zone,
at forsøge at koble mellem-zonen
fra og dermed holde patienten væk
fra de psykotiske tanker.
At ”gå med”
Også når det drejer sig om borderlinemodus
understreger bogen nødvendigheden
af kropspsykoterapi som en
hjælp for patienten til at kunne mærke
sine behov, at turde gå efter dem
og få dem tilfredsstillet. Det drejer sig
først om, at terapeuten lærer personen
kropsligt at mærke, hvad der tidligere
har været umærkeligt. Dernæst
om, at terapeuten respekterer den
psykodynamiske modstand mod at
mærke det ubærlige og smertefulde,
fordi jeg-strukturerne i borderlinemodus
er mere løse end hos en neurotisk
person. Dermed bliver demarkationslinjen
mellem at gennemleve (integrere)
og at genopleve (re-traumatisere)
undertiden uhyggeligt smal.
Endelig må psykoterapeuten bistå
patientens mangelfuldt udviklede observerende
sansning („observerende
jeg“) af egne behov. Terapeutens opgave
ved borderline-modus bliver da
oplevelsesmæssigt, følelsesmæssigt
og kropsligt at „gå med“ patienten
ind i det orale univers og via projekti-

ve identifikationsmekanismer gennem
sin egen introspektion og kropsfornemmelse
så at sige opleve for patienten
og sammen med patienten.
Kropspsykoterapi ved den depressive
modus ligner meget den lige omtalte.
Den depressive person kan ofte ikke
mærke sig selv, sine egne behov eller
tilfredsstillelse. Det er specielt vigtigt
for en person i depressiv modus,
at han kropsligt mærker tilfredsheden
ved at gøre beslutninger og handlinger
til sine egne, fordi der på et tidspunkt
vil komme et oprør mod den
høje grad af konformitet og tilpassede
holdninger. Det kropslige fokus på
følelserne hjælper til, at dette opgør
ikke udvikler sig til uhensigtsmæssig
afreageren.
Da depressive patienter er præget
af stærke værdisætninger, skabes der
mentale strukturer, der også giver en
modstand mod at mærke kroppen.
Denne modstand understøttes oven i
købet af vores kultur. Det handler
med andre ord for terapeuten om at
hjælpe patienten „hjem til sig selv“
via egne kropsoplevelser.
Unik bog
”Særpræg, særhed, sygdom” er en
unik bog. Den bærer præg af, at dens
forfatter igennem snart 25 år har arbejdet
med nogle af de vanskeligste
patienter i landet, nemlig farlige psykotiske
kriminelle. Dette gør bogen til
en guldgrube af erfaringer.
Lars Sørensen giver ikke blot, hvad
det terapeutiske angår, et generelt
værktøj, men beskriver en præcis og
omhyggelig diagnostisk afklaring af
den udviklingspsykologiske tematik:
forudsætningen for at lave en meget
præcis intervention. Det handler om
at finde den røde tråd i personen.
Dramaet underneden, fx det desperat
kontaktsøgende eller angsten for ikke
at måtte eksistere.
Bogen kan også fungere som en terapeutisk
manual i forhold til hver
modus. Som en værktøjskasse, som
man kan tage præcise redskaber fra
og bruge i den terapeutiske situation.
Bodil Claesson,
Henrik Buss og Bjørn Jacobsen
Nr. 5 . 2001
BOGDATA
Lars Sørensen: ”Særpræg,
særhed, sygdom – Integrativ
psykoseterapi”. Hans
Reitzels Forlag, 1996. 314
sider, 325 kr.
25