Lolland-Falsters Stiftsmuseums årsberetning - Åbne Samlinger

Lolland-Falsters Stiftsmuseum 

Årsskrift 

2008 

Udarbejdet og trykt af 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum

Udgiver: 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum 

Victor Kolbyes Vej 15 

4930 Maribo 

Layout: 

Elisabeth Abildtrup 

Forside: 

Thor Holmboe: Dampmaskine ”Fowler” fotograferet på Frilandsmuseet ved Damptræf d. 17.-18. 

maj 2008 

Bagside: 

Installation af Susan Walke ved udstillingen ”Kystnær” - Stiftsmuseet 1. marts - 10. august 2008 

ISBN: 87-877179-26-1 

Tryk: Museum Lolland-Falster, 2009 

Pris: 65 kr.

Indhold 

Stiftsmuseets sidste år - et rigtig travlt år 4 

Formandens forord 5 

Om konserveringen af Lolland-Falsters Stiftsmuseums samling af 

middelalderlige korbuekrucifikser 6 

Bygningsbevaring på Frilandsmuseet - er det overhovedet muligt 10 

Fra Damp til Diesel 13 

Årets formidling 15 

Partnerskabsaftale og mentorordning 16 

Afviklingen af Museet Saxtorp 18 

To udstillinger - samme koncept 20 

Stræderne i Nakskov - en anderledes udgravning 22 

Bøgelund – En samling af genstande fra mere end et århundrede 25 

Konservering af majstangen fra Slemminge 27 

Nakskovs befæstning 29 

Historisk mad 32 

Moder Jord Fødevarefestival 35 

Magasinet 36 

Et industrimiljø på landet 

- Sukkerfabrikken i Holeby går fremtiden i møde 38 

Årsberetning 2008 41

af Ulla Schaltz, museumschef og Leif Plith Lauritsen, souschef 

Stiftsmuseets sidste år 

- et rigtig travlt år 

Sidste års årsberetning blev indledt med, at 

museet havde indledt forhandlinger med Guldborgsund 

Museum om en sammenlægning. I år 

kan der så indledes med at fortælle, at forhandlingerne 

gik succesfuldt, og det nu er en realitet: 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum og Guldborgsund 

Museum er nu sammenlagt til Museum 

Lolland-Falster. 

Dermed er dette den sidste årsberetning for Lolland-Falsters 

Stiftsmuseum nogen sinde – vemodigt 

men alligevel glædeligt! 

En sådan beslutning og arbejdet med at føre 

den ud i livet tager tid og kræver masser af 

arbejde. Dette år har da også stået i sammenlægningens 

tegn for alle. Forandring fryder som 

bekendt; hvis det vel at mærke er en forandring 

til det bedre. På Stiftsmuseet har vi arbejdet på, 

at forandringerne skal komme borgerne, medarbejderne 

og samlingerne til gode. Det er derfor 

en usigelig fornøjelse at kunne konstatere, at 

medarbejderne har bakket op om beslutningen 

og fra start har etableret gode kontakter til kommende 

kollegaer. Det nye Museum Lolland-Falster 

får et helt anderledes volumen, og derfor 

kommer det nye museum også til at gå foran i 

arbejdet med at sikre og formidle kulturarven på 

Lolland-Falster. 

I juni 2008 fik museet besøg af daværende kulturminister 

Brian Mikkelsen. Han var på et uofficielt 

arbejdsbesøg og skulle bl.a. høre om, hvordan 

Stiftsmuseet har arbejdet med kvalitetsvurderingen 

og vores store arbejde med digitalisering af 

genstande. Det var et par spændende timer og 

museets personale nød den anerkendelse, som 

blev udtrykt fra ministerens side. 

I sensommeren var der endnu engang ministerbesøg 

på museet. Denne gang var det forsvarsminister 

Søren Gade, som var inviteret til 

at åbne Maribo Tattoo 2008 på Frilandsmuseet. 

Vi kan roligt konstatere, at Stiftsmuseet har fået 

sin del af ministerbesøg for et år. 

Med ansættelse af en formidlingsinspektør er 

der kommet fokus på formidling på museet. Det 

kan mærkes; 2008 bød på en flot rekord på Frilandsmuseet. 

Besøgstallet steg fra lige under 

15.000 til 21.000 gæster, og det er vel at mærke 

kun på 6 måneder. 

Denne rekord skyldes ikke mindst to nye formidlingstiltag, 

nemlig damptræf og fødevarefestivalen 

”Moder Jord”, som begge var meget store 

publikumssucceser. Dertil kommer, at vi også 

har fået nogle fine samarbejdspartnere. 

Der har også været nye formidlingstiltag i Museumsbygningen 

på Banegårdspladsen. Efter 

kunstmuseet er flyttet til Fuglsang, har Stiftsmuseet 

indtaget de store udstillingslokaler. Det 

er blevet til spændende udstillinger, som er et 

samarbejde mellem kulturhistorikere, kunstnere 

og borgere. Udstillingerne ”Kystnær” og ”Jagtens 

Element” er støttet af Region Sjællands 

kulturmidler. Dertil kommer endnu et samarbejde 

med ”Lys over Lolland”. 

Museets personale har vanen tro også været 

aktive ud af huset og deltaget i en lang række 

arrangementer som indlægsholdere og ivrige 

debattører. 

Også i år har museet nydt godt af stor interesse 

fra borgernes, faglige kollegaers og politikernes 

side. Det giver sig udslag på mange måder, og 

museets personale glæder sig hver gang, vi 

kan bidrage med sætte kulturarven på dagsordenen. 

Det er en stor glæde for museet, at museets 

venneforening og frivillige aktivt tager del i museets 

arbejde – ikke mindst i levendegørelsen 

af Frilandsmuseet. Der skal lyde en stor tak 

for hjælpen og for samarbejdet til alle museets 

samarbejdspartnere. Museets medarbejdere føler, 

at Stiftsmuseet har opbakning i vide kredse. 

I løbet af året har vi henvendt os til forskellige 

med ansøgninger om større og mindre beløb 

til forskellige arbejdsopgaver eller indkøb. Tak 

fordi I har set velvilligt på ansøgningerne og 

ment, at Lolland-Falsters Stiftsmuseum er værd 

at investere i. 

Vi vil gøre vores del for, at det gode samarbejde 

fortsætter i Museum Lolland-Falster.

Formandens forord 

”Hvis traditioner er det, 

vi plejer…” sådan indledte 

undertegnede sidste 

år på dette sted med 

en overvejelse over, at 

årsskriftet var ved at 

blive en tradition. I år 

må det så konstateres, 

at dette nummer med 

sikkerhed bliver det sidste, 

som Stiftsmuseet kommer til at udgive. Det 

er der ikke noget mærkeligt eller forkert ved, 

selvom tanken måske nok er ledsaget af et lille 

stik af vemod. 

For med udgangen af 2008 er der ikke noget 

mere, der hedder Lolland-Falsters Stiftsmuseum. 

Det betyder jo så til gengæld, at vore fælles bestræbelser 

er lykkedes: Et nyt museum for hele 

Lolland-Falster har set dagens lys. Og barnet er 

både sundt og velskabt. 

Arbejdet, der har strakt sig over hele året, indledtes 

med sonderinger hos vores hovedtilskudsgiver, 

Lolland Kommune, og hos Kulturarvsstyrelsen. 

Og da signalerne herfra var positive, blev 

der taget kontakt til vore kolleger hos den mulige 

fusionspartner, Guldborgsund Museum. 

Arbejdsgrupper blandt ledelse og medarbejdere 

blev nedsat, og de to bestyrelser holdt en række 

fælles møder for at afklare de gensidige forventninger 

og forhandle løsninger på plads. Hurtigt 

stod det klart, at der både var en fælles vision 

og vilje til at indgå de nødvendige kompromisser. 

”The rest is history”; den 28. november blev de 

nødvendige beslutninger truffet på samtidige 

møder i de to bestyrelser, der efterfølgende i 

fællesskab fejrede nedkomsten. 

Med Museum Lolland-Falster er der skabt en institution, 

der både har flere ”økonomiske muskler” 

og større faglige muligheder, end de to museer 

hver for sig. Større fleksibilitet i løsningen 

af de konkrete arbejdsopgaver og samordning 

af administration mv. på den økonomiske front, 

og dertil et stærkere museumsfagligt hold, og 

det forhåbentlig med plads til udvidelser. 

At vi så hurtigt og smertefrit er kommet hertil, 

er der mange at takke for: De to kommuner, 

der ikke blot kunne se idéen – og tilsluttede sig 

– men også har medvirket aktivt politisk og ikke 

mindst gennem de to kulturforvaltninger. (Et 

godt tegn for fremtiden er det i øvrigt, at Guldborgsund 

og Lolland Kommuner har besluttet, 

at hele museumsområdet fremover skal løftes i 

fællesskab), museumsledelserne, der har trukket 

et stort læs, og måske først og fremmest 

medarbejderne. 

Det er ikke altid let at være medarbejder, når forandringens 

vind blæser. Jeres vilje til at bygge 

vindmøller og ikke læhegn har været uvurderlig; 

og den lover godt for det nye museum. 

Bestyrelsen for det nye museum er i temmelig 

stor udstrækning udpeget af de samme organisationer 

som førhen. 

Og mange medlemmer fra den gamle bestyrelse 

fortsætter. Dog har vi måttet tage afsked 

med fire: Liljan Køcks fra Lolland kommune, 

der fremover kun udpeger et medlem, Erik F. 

Nielsen fra Håndværker- og Industriforeningen 

i Maribo, der ikke skal stille medlemmer, samt 

medarbejderrepræsentant Erik Mandrup Poulsen. 

Endvidere med Ole Brinch Petersen fra 

Dansk Landbrug Sydhavsøerne, der i årets løb 

er blevet løst fra posten. Alle har I gennem en 

stor og helhjertet indsats gjort jeres til at skabe 

gode og trygge vilkår for Stiftsmuseet! 

”Hvis traditioner er det, vi plejer…” ja så kan det 

nok slås fast, at vi heller ikke i det år, der nu 

er taget hul på, kommer til at ligge på den lade 

side. Opgaver er der nok af, hvis vi også i nye 

rammer skal leve op til de forventninger, omverdenen 

med rette kan stille til en institution, der 

er sat i verden med et så vigtigt formål som at 

tage vare på vores fælles kulturarv på Lolland 

og Falster. 

af Michael Fagerlund, bestyrelsesformand

af Anne-Marie Christensen, konservator, Bevaringscenter Næstved 

Om konserveringen af Lolland-Falsters 

Stiftsmuseums samling af 

middelalderlige korbuekrucifikser 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum besidder 

en enestående samling af middelalderlige, 

såkaldte korbue- eller triumfkrucifikser. 

Krucifikserne stammer fra kirkerne 

i Hillested, Holeby, Horbelev, Horreby 

Karleby, Musse, Nr. Ørslev, Skovlænge 

og Torslunde. 

I 2006 tildelte Kulturarvsstyrelsen museet 

470.000 kr. fra ENB-puljen til bevaring 

af genstande af Enestående National 

Betydning. Midlerne skulle bruges på 

konserveringen af krucifikserne, som 

generelt var i meget dårlig stand. 

Denne opgave tilfaldt Bevaringscenter 

Næstved. Arbejdet blev påbegyndt i 

2007 og har netop nu fundet sin afslutning. 

I tillæg til ENB-midlerne har museet 

selv bidraget til projektet med i alt 

tre konserveringsandele. 

Baggrund 

I middelalderen var landsbykirkerne indrettet 

anderledes, end vi kender det i dag. I kirkens 

vestlige ende var der anbragt to indgangsdøre 

– en i nordsiden til kvinderne og en i sydsiden 

til mændene. Inden for indgangen stod døbefonten 

som et symbol på selve adgangen til den 

kristne menighed. Kirkerummet var enskibet 

med et fladt bjælkeloft og opdelt i spindeside 

(nordsiden, for kvinder) og sværdside (sydsiden, 

for mænd). Der var ingen siddemuligheder, måske 

med undtagelse af en opmuret bænk langs 

muren. Væggene var glatpudsede og smykket 

med kalkmalerier. Vinduerne var relativt små 

og sad højt på væggen. De var forsynet med 

glasmalerier af figurer eller ornamentik, hvis 

man ikke havde valgt den enklere løsning med 

at anbringe et stykke udspændt pergament over 

vinduesåbningen. 

Middelalderlige korbuekrucifikser 

I korbuen på kirkerummets østlige endevæg, 

triumfvæggen, var ofte anbragt en bjælke, som 

spændte fra kragsten til kragsten. På bjælken 

var anbragt et stort krucifiks med front mod kirkens 

skib, et såkaldt korbue- eller triumfkrucifiks. 

Triumfkrucifikset fyldte korbuens i forvejen 

relativt lille halvrunding ud og spærrede for udsynet 

til koret og det fritstående højalter. Lægfolk 

havde ingen adgang til koret, som i katolsk 

tid var forbeholdt præsterne. Skibet derimod var 

menighedens rum, og her havde man tilgang 

til sidealtre samt til lægmandsalteret, som var 

anbragt mellem kor og skib, lige under korbuekrucifikset. 

Forskellige eksempler på korbuekrucifikser. Fremstillingen 

af den korsfæstede ledsages til venstre af figurer af 

den sørgende Maria og Johannes. 

I dag er de fleste kirkers korbuekrucifikser blevet 

flyttet, måske til en placering på en af skibets 

sidevægge. 

En af grundene til dette er, at kirkens indretning 

blev ændret efter reformationen, da præst og 

menighed nu skulle indtage nadveren i fællesskab. 

Lægmandsaltrene blev fjernet, menigheden 

fik adgang til koret, og med tiden opstod 

den indretning vi kender i dag med knæfald 

rundt om højalteret. 

Museets samling 

Lolland-Falsters Stiftsmuseums ni korbuekrucifikser 

stammer fra tiden omkring 1300-1350. De 

er skåret i egetræ og har oprindeligt alle været 

bemalet.

Ved projektets begyndelse var alle krucifikserne 

i kritisk bevaringstilstand, og flere af dem havde 

akut behov for konservering. Skaderne var generelt 

de samme: Borebiller og mikroorganismer 

havde svækket træet, mens klimasvingninger 

havde forårsaget kraftige op- og afskalninger i 

bemalingen. Dertil kom senere, mere eller mindre 

hensigtsmæssige, udbedringer. 

Horbelev, før konservering. Figurens bemaling er meget 

fragmentarisk bevaret og giver figuren et uroligt præg. 

Ved at arbejde bevidst med belysningen kan man 

fremhæve træfigurens relief, billedskæringen og den 

overordnede form, så stafferingens mangler nedtones. 

Sådanne lysretoucherende ”indgreb” er reversible og 

ikke særligt kostbare. 

Konservering og undersøgelser 

Den netop afsluttede konserverings mål er at 

bevare krucifikserne, at stoppe, hhv. forhale forfaldsprocesserne. 

Krucifikserne er ikke blevet forskønnet, retoucheret 

eller malet op, for det ville betyde et alt 

for stort indgreb på et alt for usikkert grundlag. 

Som museumsgenstande har krucifikserne lov 

til at være et vidnesbyrd om deres egen historie. 

På den måde bevares de tidens mærker, blandt 

hvilke vi både finder spor efter den middelalderlige 

billedskærer og den lokale handyman, 

ligesom vi fortsat vil kunne aflæse udsagn om 

praksis inden for handel og håndværk, teologi 

og kirkehistorie gennem 700 år. 

Torslundekrucifikset før konservering og efter fastlægning 

og overfladerensning 

Efter konserveringen fremstår samlingen med 

tydelige spor af tidens tand, men giver nu et velplejet 

indtryk. 

Jeg vil ikke komme nærmere ind på selve konserveringen 

i denne sammenhæng, for den interesserede 

læser kan – en tid endnu - finde det 

meste af forløbet beskrevet i den logbog, som 

ligger på museets hjemmeside. 

I stedet vil jeg - med udgangspunkt i krucifikset 

fra Skovlænge - præsentere nogle af de spændende 

opdagelser, som vi gjorde ved den grundige 

undersøgelse af krucifikserne, som ledsagede 

konserveringsbehandlingen. 

Skovlænge, efter konservering. 

Til trods for at bemalingen på dette krucifiks er 

næsten fuldstændig gået tabt, er Kristusfiguren 

en af samlingens mest særprægede og udtryksfulde. 

Det skyldes billedskærerarbejdets næsten 

frygtindgydende detaljerigdom. 

Middelalderlige korbuekrucifikser

Kristusfiguren skal forestille at være strakt ud på 

korset i yderste pine og i en grad, så huden omkring 

naglerne er bristet og senerne er synlige i 

de åbne sår! Man har ikke lyst til at vide, hvorfra 

billedskæreren har hentet sin inspiration. 

Figuren er 145 cm høj, men skikkelsen er spinkel, 

næsten mager. At skære en sådan figur 

kræver ikke de store mængder træ, alligevel 

opviser figuren et utroligt antal af tilstykninger, 

nemlig otte! Hertil kommer seks tilstykkede 

blodklaser på den bevarede arm samt en meget 

påfaldende tilstykning under sidesåret. 

Kunne der mon være tale om et relikviegemme? 

Skovlænge. Trapezformet tilstykning under sidesåret. 

Skovlænge. Røntgenfoto af tilstykningen under sidesåret. 

Middelalderlige korbuekrucifikser 

Fra starten var det tydeligt, at tilstykningen havde 

været fjernet og var blevet genanbragt med 

snedkerlim og to nye dybler, så forventningerne 

var ikke høje før røntgenoptagelsen. 

Billedet viste da heller ikke hverken relikvier eller 

hulrum. 

Men hvorfor er der så anbragt en tilstykning her? 

En mulig forklaring er, at der under sidesåret 

oprindeligt har været anbragt en udskåret blodklase, 

hvortil der krævedes mere træ end det, 

der var tilgængeligt fra grundformen. Af en uvis 

grund har man senere valgt at hugge blodklasen 

bort og i stedet forsyne partiet med en mere 

neutral gengivelse af ribben. 

Skovlænge. Rekonstruktion af lændeklædets oprindelige 

form. 

Skovlængekrucifiksets Kristusfigur er skildret 

med et lændeklæde, der rækker til knæene. 

Men ser man nærmere efter, må man konstatere 

noget mærkeligt: 

Flere steder på figuren ”ebber” stoffets folder ud 

for at glide over i benets form. Har lændeklædets 

afgrænsning alene været angivet i stafferingen? 

Nej – kaster man et blik om bag på figuren (med 

et spejl – figuren kan desværre ikke tages af 

korset) ser man læg og folder i et stykke stof, 

der ikke længere eksisterer på figurens forside. 

Lændeklædets form er blevet ændret, skåret ef-

ter. Det oprindelige klæde rakte ned til midt på 

figurens venstre skinneben 

Den senere billedskærer har kortet klædet af, 

men udelukkende koncentreret sig om figurens 

forside. Endvidere er en stor v-formet fold midt 

for blevet skåret igennem og reduceret, så stoffet 

nu kan smyge sig tættere om kroppen. 

Målet med dette indgreb var sikkert at efterkomme 

en ny tids opfattelse af Kristi passion. 

I senmiddelalderen ændredes fromhedslivet 

nemlig i retning af et øget fokus på den enkeltes 

medleven i den hellige historie. Kirkegængerne 

levede sig ind i de begivenheder, de så afbildet 

foran sig, så disse altid var aktuelle og vedkommende. 

Lidelsen og offerdøden rykkede i centrum i passionsfortællingen, 

begreber der ikke kunne formidles 

med det gamle lændeklædes stofmasser, 

men krævede et mere kropsbetonet udtryk. 

Ændringer af lændeklædet ses også på krucifikserne 

fra Nr. Ørslev og Horreby. 

Horreby, før konservering. Lændeklædets forløb er blevet 

ændret, ikke i billedskæringen, men i bemalingen. 

Kun ganske få farvefragmenter er overleveret 

på krucifikset fra Skovlænge, men netop nok 

til at antyde konturerne af en maler, der havde 

kendskab til de teknikker, der beskrives i håndværkertraktaterne 

fra middelalderen. 

På lændeklædets foer finder vi for eksempel en 

lysende blå (ultramarin?), som ligger på en rødviolet 

undermaling (caput mortuum?). På korset 

en grønlig blå (dekomponeret azurit?), som ligger 

på en grå undermaling. 

Netop brugen af undermaling beskrives i kilderne 

som en hensigtsmæssig og sparsommelig 

måde at omgås disse blå farver på – de var 

nemlig udvundet af halvædelstene fra fjerntliggende 

egne ved omstændelige metoder, kort 

sagt dyre importvarer, hvoraf prisen for ultramarin 

kunne konkurrere med prisen for guld! 

En lignende opbygning af et farvelag er fundet 

på krucifikset fra Musse, hvor en af de ældste 

stafferinger på lændeklædet er en polérforgyldning, 

mens foeret er malet lysende blåt på en 

grå undermaling. 

Med denne korte artikel er det forhåbentlig 

lykkedes mig at give læseren et indtryk af en 

genstandssamling, der rummer langt flere informationer 

og repræsenterer langt større kunnen 

og viden, end det, der i dag udtrykkes i krucifiksernes 

umiddelbare fysiske fremtoning. 

På Bevaringscenteret har vi glædet os over at 

bidrage til bevaringen af disse meget gamle og 

værdifulde genstande. Det skal blive spændende 

at indrette den nye udstilling sammen med 

museet og at se korbuekrucifikserne placeret i 

ny og større sammenhæng, så endnu flere besøgende 

kan få udbytte af denne enestående 

samling. 

Alle fotos og tegninger af Anne-Marie Christensen. 

Middelalderlige korbuekrucifikser

af Jesper Herbert-Nielsen, arkitekt m.a.a. 

Bygningsbevaring på Frilandsmuseet - 

er det overhovedet muligt 

Man skulle tro, at når en genstand endelig har 

fundet vej til museet, så er den ultimative bevaring 

sikret ved, at der på arkivet, magasinet eller 

i udstillingen hersker den evige hvile i tryghed 

og uforanderlighed. Men sådan forholder det sig 

ikke. 

Det er ikke mere end godt 100 år siden, at de 

første danske frilandsmuseer så dagens lys. 

Det første var en mindre udstilling i Kongens 

Have, hvor der i 1897 blev fremvist to bygninger 

efter initiativ af Bernhard Olsen, som senere 

etablerede Frilandsmuseet i Lyngby i 1901. 

Den gamle By i Århus blev åbnet i 1909, og som 

det tredje danske frilandsmuseum åbnedes ”De 

Gamle Huse” - Frilandsmuseet i Maribo i 1927. 

For nu at slutte ringen med de større frilandsmuseer 

i Danmark, skal nævnes Hjerl Hedes 

Frilandsmuseum i 1930 og endelig Den Fynske 

Landsby i Odense i 1946. 

Langt det største antal bygninger, der på den 

ene eller anden måde søges bevaret i Danmark, 

er de fredede bygninger, der står på 

hjemstedet. Disse bygninger er fredet i henhold 

til Bygningsfredningsloven fra 1918, der underlægger 

de pågældende bygninger en fredning, 

som nærmest må betyde ”at lade være i fred”. 

Men det er jo ikke muligt. Bygningerne derude 

skal jo bruges, eller har i det mindste en funktion, 

hvis det altså ikke drejer sig om deciderede 

”museumsbygninger”. 

Der indrettes moderne køkkener, badeværelser, 

El-installationer, Vvs-installationer, varmeisolering 

og i det hele taget en omfattende mængde 

indgreb, der gør det muligt af leve et - i hvert fald 

nogenlunde - almindeligt familieliv i det fredede 

hus. Et argument for at tillade sådanne indgreb 

er, at de fredede bygninger alene kan opretholdes 

og vedligeholdes, hvis de har en funktion. 

og ikke mindst udseendet. Af gode grunde er 

der normalt intet i vejen for at udskifte elementer 

som døre, vinduer, gulve, panelstykker, loftbrædder 

mv., hvis de er nedbrudte og ikke til 

at redde, så de kan fungere ordentligt bagefter 

- blot de ligner det, de erstatter. 

Dette er jo i grunden ganske nødvendigt, hvis 

mennesker skal kunne leve i og med de fredede 

bygninger. Men det er altså i høj grad udseendet 

- og indtrykket - som beskyttes og bevares i 

de fredede bygninger. 

Frilandsmuseet i Maribo blev åbnet i 1927 med 

7 bygninger. De følgende 10 år blev der suppleret 

med yderligere 3 bygninger, nemlig Falstergården, 

Sprøjtehuset og Reventlow-skolen. Den 

nyligt udkomne bog ”De Gamle Huse” redegør 

i det indledende kapitel om museets forudsætninger 

og etablering. 

I denne sammenhæng skal det fremhæves, at 

frilandsmuseet blev planlagt og bygninger anskaffet 

og genopført på forbløffende kort tid. 

Der var store planer og takket være heldige 

omstændigheder - og de rette personer på rette 

tidspunkt - blev der mulighed for at realisere 

dem. Desværre skulle dette komme til at medvirke 

til de meget store problemer, der opstod 

på bygningsmuseet i efterkrigsårene, for der var 

ikke ressourcer til at opretholde selv det mest 

nødvendige vedligehold. 

Der har næppe været de helt store vedligeholdelsesbehov 

i de første årtier, og da de fleste af 

bygningerne stort set var (gen)opført på samme 

tid, fremkom behovet tilsvarende samtidigt, hvilket 

blev katastrofalt. Først efter 1960 lettede 

situationen noget, og det næste årti gik med 

genopretning. 

Det kan virke som et paradoks, at den bedste 

Projekter, der omfatter flytning og genopførelse 

af bygninger, men også gennemgribende restaureringer, 

er ofte meget synlige og spektakulære 

beskyttelse opnås ved indgreb, der ændrer på og har i de fleste tilfælde bedre muligheder for 

bygningen, men nok bevarer nogle strukturer at blive finansieret end den løbende vedligehol- 

10 Bygningsbevaring på Frilandsmuseet

delse, der faktisk bevarer bygningerne bedst. 

På museet står huset altså overfor barske realiteter. 

For det første står det jo ”ude om natten” 

hele året rundt, og for det andet indgår det på 

museet i en formidling, som medfører et slid af 

visse bygningsdele på grund af det forholdsvis 

store antal besøgende, der ledes gennem rummene 

for at kunne se og opleve huset, der nu er 

blevet en museumsgenstand. 

Den nye museumsgenstand har allerede været 

ude for lidt af hvert. Den blev oprindelig opført 

for at opfylde nogle behov, det være sig såvel 

praktiske som æstetiske. Dernæst har den fungeret 

en lang årrække, og hvis det er en gård 

fra landsbyen, kan den have været nedtaget og 

genopført ude på de samlede jorder i forbindelse 

med de omfattende landboreformer og udskiftningen 

omkring år 1800, hvor gårdenes spredte 

jorder blev samlet og en stor del af landsbyens 

gårde flyttet uden for landsbyen - måske historiens 

største samfundsomvæltning. 

Foruden visse ændringer og tilpasninger ved 

udflytningen har bygningen herefter undergået 

en del tilpasninger til skiftende tiders behov for 

nye produktionsformer og -metoder, ligesom et 

naturligt forfald er blevet imødegået med vedligeholdelse 

og genopretninger - dengang bygningen 

var i drift. 

Så endelig har bygningen på et tidspunkt påkaldt 

sig bygnings- og kulturhistorisk interesse 

og er som oftest i en meget ringe tilstand blevet 

nedtaget (reddet?), lagt på magasin og på 

et senere tidspunkt genopført det nye sted: på 

museet. 

Afhængigt af, hvornår dette er sket, vil bygningen 

uvægerligt være præget af den tid, hvor flytningen 

eller genopførelsen har fundet sted. 

De enkeltdele, der er blevet indføjet i bygningen 

ved genopførelsen eller ved senere reparationer, 

kan få betydning som vidnesbyrd om, 

hvordan der rent museumshistorisk har fundet 

en udvikling sted. 

Eksempler herpå er den ofte noget håndfaste 

rekonstruktion og tilbageføring (med nye materialer 

og opretning af uønskede skævheder), som 

i de første årtier af 1900-årene prægede såvel 

restaureringer som genopførelser af museumsbygninger. 

På Frilandsmuseet ved Sorgenfri 

kan den opmærksomme iagttager aflæse en 

udvikling alene i den måde, hvorpå bygningerne 

er genopført. Dette skyldes dels den store bygningsmasse 

dels museets alder - over 100 år. 

I lyset af udviklingen, hvor museernes formål og 

fokusering har ændret sig med tiden, er dette 

blevet et interessant element, der i sig selv fortæller 

- og formidler - museets egen historie, 

altså som en væsentlig del af stedets museumshistorie. 

Museets praksis kan dermed ikke opfattes som 

et neutralt udtryk for simpel fastfrysning eller fiksering 

af en tilstand; men snarere den til enhver 

tid velovervejede, faglige vurdering, som ligger 

bag de beslutninger, der i sidste ende resulterer 

i det, som museumsgæsten skal møde. 

Tænk - måske har bygningen aldrig før set ud, 

som den gør på museet! 

Selv om der ikke foretages vidtgående rekonstruktioner 

og gennemgribende opretninger ved 

flytningen til museet, vil det ikke kunne undgås, 

at selve nedtagningen og dernæst genopførelsen 

medfører indgreb i den bygning, som man 

jo i grunden vil bevare. Genopførelsen på museet 

kan måske betragtes som en slags nulstilling, 

en regulering til en tilstand, som bygningen 

praktisk talt ikke vil ændre sig i forhold til nogensinde 

senere. Men sådan hænger det imidlertid 

ikke sammen. 

Det er overordentlig få genstande, hvis nogle 

overhovedet, der kan bevares uændret uden 

pleje eller en løbende indsats, om det så kaldes 

konservering, vedligeholdelse eller pleje. End 

ikke konservering er en engangsforeteelse; fra 

tid til anden skal der konserveres igen, og det 

ses meget ofte, at senere konserveringer foretages 

med nyere og mere sofistikerede metoder. 

Og så er det spørgsmålet, hvorvidt der i forhold 

til genstandens historie skal tages hensyn til de 

tidligere konserveringer, der jo er blevet en ikke 

ubetydelig del af genstandens historie. Ikke så 

få genstande har ”levet” langt den største del af 

deres tid på museum, altså set i forhold til den 

tid, de har været i brug eller på anden måde i 

funktion - før de blev interessante, indsamlet og 

bragt på magasin eller i udstilling. Derfor er museumsperioden 

en reel del af det kulturspor, der 

er afsat i, på eller omkring genstanden. Dette 

gælder indlysende nok også for museumsbyg- 

Bygningsbevaring på Frilandsmuseet 

11

1 

ninger. 

Der vil gennem tiderne - selv på museet - ske 

en transformation, en successiv udskiftning af 

bygningen, idet intet kan bevares evigt, og da 

slet ikke genstande, der er udsat for årstidernes 

klimapåvirkninger. Derfor er det vigtigt at holde 

fast i nogle principper for vedligehold og pleje. 

Tidligere var det et mål i sig selv, at man ikke 

skulle kunne se udskiftningerne af hensyn til 

helheden og formidlingen af den originale bygning. 

I erkendelsen af, at kopien antikvarisk set 

er uinteressant; men måske ikke historisk uinteressant, 

er det spørgsmålet, hvorvidt det ikke 

netop er vigtigt at kunne se, hvad der er foretaget 

i forhold til det originale eller eksisterende. 

Der må findes en balance mellem bevaring af 

helheden og redelige reparationer, som kan erkendes 

på flere niveauer. 

Af hensyn til formidlingen af bygningen som 

ramme om kulturhistoriske fænomener er det 

vigtigt, at bygningen kan opleves sammenhængende 

og i øvrigt som en del af større sammenhænge, 

herunder bygningsmæssige omgivelser 

og landskab; men også interiøropstillinger. 

Selv om kopien rent genstandsmæssigt ikke har 

den store værdi, så kan den være nødvendig 

for at samle en helhed, der ellers ville ”falde fra 

hinanden”, blive fragmentarisk og på den måde 

ikke være egnet til formidling for et publikum. 

Af hensyn til bygningen som studieobjekt, er det 

imidlertid overordentlig vigtigt, at der kan skelnes 

mellem originale og udskiftede dele. Det 

kan måske være ved en nøjere betragtning eller 

undersøgelse; men det bør være muligt. 

Endelig er der hensyn at tage i forhold til bygningen 

som museumsgenstand. Hvis der skal kunne 

registreres, måles op, tages materialeprøver, 

afdækkes malingslag mv., så er det naturligvis 

overordentlig vigtigt at kunne skelne mellem originale 

og senere udskiftede dele. Faktisk kan 

det af og til i praksis være meget vanskeligt at 

afgøre, hvorvidt en bygningsdel er original, altså 

fra hjemstedet, eller om den er indføjet på frilandsmuseet. 

Det er naturligvis mest aktuelt jo 

ældre museet er. 

På Frilandsmuseet ved Sorgenfri har dette været 

tilfældet på nogle af de bygninger, der blev 

Bygningsbevaring på Frilandsmuseet 

flyttet dertil blandt de første. 

Det er indlysende, at dette aspekt så at sige 

”indhenter” alle bygninger før eller siden, og det 

er derfor også indlysende, at det at påføre nye 

dele en kunstig patinering, nye ”slidmærker” og 

den slags, bør være bandlyst i museumssammenhæng. 

Overfor dette kan det gøres gældende, at vi jo i 

dag dokumenterer alle indgreb, alle reparationer 

og ombygninger med opmåling, foto og notater i 

et helt andet omfang end man gjorde for 100 år 

siden, og det er faktisk korrekt! Men sagen er, at 

lige meget hvor meget, der optegnes, beskrives 

og fotograferes, så er det genstanden selv, der 

er den egentlige bærer af egne spor. 

Man kan jo heller ikke konservere et maleri eller 

et historisk møbel alene ud fra tidligere notater 

og rapporter. Den primære kilde til erkendelse 

vil altid være iagttagelser og undersøgelse af 

selve genstanden. 

Endelig kan arkiver gå til, og i dag, hvor det meste 

opbevares på digital form, er risikoen for at 

miste data blevet endnu større. Der er måske 

ikke engang tale om et ”hvis”; men snarere om 

et ”hvornår” det sker. 

Det er derfor vigtigt med de små skridt - for at 

bevare kontinuiteten og forbindelsen bagud. Det 

er og bliver selve bygningen, der i og med sine 

egne materialer og disses udformning og forbindelser 

skal fortælle om nutid og især fortid. 

Da det i praksis er meget vanskeligt at etablere 

en ideel balance i ressourcetildelingen overfor 

projekter og den løbende drift, ligger det lige for, 

at selve vedligeholdelsen inddrages som en del 

af de museumsaktiviteter, der kan opleves af 

publikum. 

Dette er ganske oplagt på netop frilandsmuseer, 

hvor ældre byggeteknik og regionale byggemåder 

jo er en central del af formidlingen. Alt efter 

behov og sæson kan sådanne aktiviteter også 

indgå i sammenhæng med demonstrationer af 

andre ældre håndværk, dyrkningsmetoder og 

husholdning - og oven i købet som en integreret 

del af museets levendegørelse. 

- Så der er håb forude!!

Fra Damp til Diesel 

Frlandsmuseet i Maribo Havde i 2008 flere store 

arrangementer. Et af dem var ”Fra Damp til Diesel”. 

Hele arrangementet udspringer af, at museet i 

1988 fik et lokomobil foræret af Knuthenborg, 

som man i 2005 fik sat i stand med meget stor 

lokal opbakning. Lokomobilet blev efter istandsættelsen 

en meget eftertragtet dampmaskine 

at få ud til forskellige Mølledage, Veterantræf 

o.l. 

Museet blev i 2005 kontaktet af Søren Lindkilde 

fra Græsted Veterantræf med henblik på at deltage 

i træffet i 2006. Vi tog derop - og sikke en 

oplevelse! Der var 17000 besøgende, og Lolland-Falsters 

Stiftsmuseum blev verdenskendt. 

Vi fik megen ros for istandsættelsen af Lokomobilet 

af besøgende på træffet. Vi talte meget 

med Søren L. om, hvorvidt et mindre træf 

kunne være i Maribo på engen ved Frilandsmuseet. 

Søren var med på idéen, så det sydlige 

Danmark også kunne få en stor oplevelse. 

Aftalen blev så, at når vi i 2008 havde været i 

Græsted i pinsen, ville han hjælpe os med at 

få nogle damptraktorer til at komme til Maribo i 

weekenden efter. Det lykkedes! Vi havde i de to 

foregående år haft minidamp, hvor dampnørder 

kom og viste deres små dampmaskiner frem til 

stor glæde for de besøgende. Da vi gerne ville 

henvende os til et så bredt publikum som muligt, 

kontaktede vi også Traktormuseet i Eskilstrup, 

Lolland-Falster veterantraktorklub, wv – luftkølede 

biler, Leif Nowicki, som har den gamle 

vejtromle fra Maribo, Lollands Brandvæsen, 

forskellige ejere af veteranbiler, Landbrugsmuseet 

på Christiansæde, minidampfolkene, Elisabethsminde 

med de gamle danske husdyrracer, 

Engestofte, der kunne bidrage med en stor 

moderne traktor, samt ikke mindst Museumsbanen, 

som kørte med særtog og havde åben 

remise, og samtidig var meget behjælpelig med 

arrangementet. Frilandsmuseet viste sit eget 

Lokomobil frem. Desuden kunne vi for første 

gang også køre med Atlas dampmaskinen, som 

var hjemtaget fra Nysted Savværk, for et større 

publikum. Alle syntes, det var en god idé med et 

sådant træf og ville meget gerne komme. 

For at vi kunne få de store blokvogne med 

damptraktorerne frem til Frilandsmuseet, måtte 


af Leif ”Salle” Nielsen, forvalter 

1

vi skrive til beboerne på Bangshavevej, om de 

ville lade være med at parkere deres biler på 

vejen, når transporterne skulle foregå frem og 

tilbage fra museet. Det gjorde alle beboerne, 

uden at vi havde nogle problemer med det. Lolland 

Kommune var en meget stor hjælp med 

græsslåning, lån af toiletvogn , skilte samt andre 

mindre opgaver. Campingvogne til overnatning 

for englænderne fik vi lov til at låne af personale 

på museet samt en nabo til museet, som har en 

campingvognsforretning. Mad og drikke til udstillere 

og personale sørgede museet for. 

Lørdag aften grillede vi for de udstillere som 

overnattede i campingvogne. Til denne aften 

havde vi fået et vinfirma til at sponsere vinen, og 

samtidig havde vinfirmaet givet 5000 kr. til kul til 

dampmaskinerne. De første udstillere begyndte 

at komme om torsdagen, så vi fik rimelig tid til at 

få dem placeret på de pladser, de skulle have. 

Vi havde i forvejen lavet en plads, der var sat 

tov omkring, hvor damptraktorer og almindelige 

traktorer kunne køre rundt på sikker afstand af 

de besøgende, stillet telte op samt gjort el klar 

til øl, kaffe pølser osv. Op til træffet var vi meget 

spændt på, om vejret ville arte sig til det bedste, 

da vi ellers kunne få store problemer med om 

engen kunne bære de store damptraktorer samt 

en Showmans engine – N0 1, som vejer 21 tons. 

Heldigvis var vejret med os - det betyder alt for 

sådan et arrangement! 

1 Fra Damp til Diesel 

Om lørdagen da det hele skulle starte op havde 

vi nogle nerver på, da vi var meget spændt på 

om der var interesse på Lolland-Falster for sådan 

et arrangement. Men vi havde ikke behøvet 

at være nervøse, idet besøgende allerede da vi 

skulle åbne lørdag stod i kø for at komme ind. 

Der kom 2500 besøgende. Englænderne havde 

forvejen kørt rundt i byen med deres damptraktorer 

og gjort ophold på torvet for at gøre reklame 

for træffet. 

Det blev nogle fantastiske dage, hvor damptraktorer 

og almindelige traktorer kørte rundt på den 

indhegnede plads med besøgende. Her kom 

køkulturen på prøve! 

De stationære motorer blev startet op en gang 

imellem, så man kunne høre, hvordan sådanne 

maskiner kunne lyde. At høre disse gamle motorer 

køre var der mange der syntes var en ren 

fornøjelse. Den gamle vejtromle fra Maribo fra 

år 1925 kørte også rundt på pladsen. Der var 

forældre der måtte af sted både lørdag og søndag, 

da deres børn syntes, at der var så mange 

spændende ting at se på både inde på Frilandsmuseet 

og ude på engen. 

Sådan et arrangement kæver en stor planlægning 

og nogle medarbejdere som er engagerede 

(det har vi!). Men hele arrangementet havde 

ikke kunne lade sig gøre, hvis vi ikke havde haft 

frivillige til at hjælpe os med de ting som følger 

med i sådan et stort arrangement. Alle de personer 

vi spurgte var meget villige til at stille op 

- nogle både lørdag og søndag. Museet skylder 

alle frivillige, udstillere og personale en stor tak 

for indsatsen i hele dampweekenden. Det glædelige 

for museet var, at alle syntes det havde 

været sjovt at være med. 

Museet har efterfølgende besluttet at lave et 

damptræf igen i 2009, da alle syntes det havde 

været sliddet og bekymringerne værd.

Årets formidling 

2008 har budt på mange forskellige formidlingstiltag 

og arrangementer. Arrangementer som 

museet har fået stor opbakning til, hvis man ser 

på antallet af deltagere. Det har været positivt at 

se det store publikum, der har interesseret sig 

for museets tiltag. 

Fra kyst til jagt 

Hovedvægten af årets formidling har været i forbindelse 

med Lolland-Falsters Stiftsmuseums 

to store særudstillinger ”Kystnær – Menneske 

og havet, Kulturhistorie og kunst” og ”Jagtens 

Element”. Her er blevet udarbejdet forskellige 

formidlingstilbud til hver af udstillingerne. 

I forbindelse med ”Kystnær” udarbejdede museet 

i samarbejde med en af kunstnerne et detaljeret 

program for institutioner. Dette program 

bød på forskellige kystrelaterede aktiviteter, som 

var gratis at deltage i. Der var her bl.a. mulighed 

for at høre om får og uld og prøve at karte, stifte 

bekendtskab med skibsforlis, høre om pirater 

og havets påvirkning af Lolland og Falster samt 

studere bølgerne i sandrillemaskinen, der var 

en del af udstillingen. 

Falkoner Jack Kjærulff-Olsen med en af sine falke 

Under udstilling nr. to ”Jagtens Element” var 

aktivitetskonceptet anderledes. Her havde vi 

fra museets side valgt at lave enkeltstående arrangementer, 

der henvendte sig til et bredere 

publikum. Her har der været arrangeret jagtmiddag, 

jagtgudstjeneste, foredrag samt forskellige 

jagtrelaterede familieaktiviteter i børnenes 

efterårsferie. Alle arrangementerne, der har 

været afholdt i forbindelse med ”Jagtens Element”, 

har været en stor succes. Men især de 

arrangementer der blev afholdt i efterårsferien 

var rene tilløbsstykker. Her var der aktiviteter tre 

af dagene, og de foregik alle sammen på Frilandsmuseet. 

Ved det første arrangement kunne de mange 

fremmødte møde schweisshundeføreren Lars 

Knudsen og hans to hunde Siw og Babett. Lars 

Knudsen demonstrerede hundenes kunnen, 

hvordan han træner med dem og fortalte om 

erhvervet og det udstyr schweisshundeførerne 

anvender. 

Det andet arrangement bød på en vaskeægte 

falkoner og hans fugle. Under arrangementet 

lavede falkoner Jack Kjærulff-Olsen opvisning 

med sine falke, og den store mængde af fremmødte 

mennesker kunne nyde synes af den 

fantastiske opvisning med fugle flyvende rundt 

omkring hovedet. 

Det sidste arrangement var for de aktive. Her 

bød to medlemmer fra middelaldergruppen 

Sankt Jørgens Brødrene velkommen til en dag 

med bueskydning. Her deltog alle aldre, og de 

dragtklædte bueskytter var et festligt indslag. 

Hovedparten af de arrangementer, der har været 

gennemført i forbindelse med de to særudstillinger, 

har inddraget borgere og personer udenfor 

museumsverdenen. De har enten ageret som 

hovedaktører eller har samarbejdet med museets 

faglige personale. Museet har i alle tilfælde 

været en del af arrangementerne. 

Sommerferiearrangementer 

Igen i år har museet tilbudt sommerferiearrangementer 

på Frilandsmuseet. Arrangementerne 

har alle været godt besøgt, og børn og barnlige 

sjæle har været meget interesserede i de forskellige 

tiltag. 

Museet har i år tilbudt så forskellige ting som 

smørkærning, fremstilling af ost, gamle lege, 

gættekonkurrence, karte og spinde uld samt 

fremstilling af kludedukker. De fremmødte har 

deltaget interesseret i arrangementerne, og 

nogle er vendt tilbage flere gange. 

Årets formidling 

af Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinsp., cand. mag. 

1

1 

af Merete Klitgaard Andersen, mentor 

Partnerskabsaftale og mentorordning 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum indgik i april måned 

en partnerskabsaftale med Jobcenter Lolland 

med henblik på at opbygge et formaliseret 

samarbejde omkring udviklingen af virksomhedspraktikforløb. 

I forbindelse med etableringen af de nye Jobcentre, 

har man introduceret mulighed for tilskud til 

oprettelse af mentorordning på arbejdspladsen, 

for at støtte op omkring iværksættelse og afvikling 

af virksomhedspraktikker og indkøring 

af nye medarbejdere på arbejdspladserne. I 

praksis er målene at fastholde medarbejdere 

på arbejdsmarkedet, at forebygge at potentielle 

medarbejdere udelukkes fra arbejdsmarkedet 

og at sikre praktikanter en hensigtsmæssig integrering 

på arbejdspladsen. 

For museets vedkommende indebærer oprettelsen 

af en mentorstilling, at der nu er afsat et 

antal timer knyttet til én person til varetagelse af 

den faste kontakt til praktikanterne, til mødevirksomhed 

med Jobcenterets konsulenter samt det 

medfølgende kontorarbejde (udfyldning af timesedler 

og afrapportering). I alt lyder det afsatte 

timetal på max. 2 ½ ugentlig time pr. praktikant, 

fordelt på 2 timer til samtaler / møder med praktikanten 

og ½ time til administration. 

Museet har fra tidligere tradition for at stille pladser 

til rådighed til aktiveringsforløb og arbejdsprøvninger, 

men har administreret disse forløb 

ved hjælp af timer taget fra personalets almindelige 

arbejdstid – en praksis, der ind imellem 

har givet belastninger i den daglige drift. 

Muligheden for at knytte en fast medarbejder 

til opgaven ville derfor fra museets synspunkt 

betyde en betydelig hjælp til administrationen. 

For Jobcenter Lollands vedkommende ønskede 

man gennem indførelsen af mentorordningen at 

sikre en mere målrettet og fast styring af forløbene. 

Jobpraktikken skulle så vidt muligt tilrettelægges 

som et ordinært job. Museet skulle 

fremstille et præsentationsmateriale til kommunens 

jobklubber, som fortalte om de forskellige 


arbejdsområder, det er muligt at blive tilknyttet 

som praktikant. Ud fra dette kan ansøger henvende 

sig til museet og bede om en samtale 

med henblik på at søge praktikforløb indenfor et 

nærmere præciseret område. 

Forretningsgangen er så, at mentor sammen 

med ansvarshavende for det ønskede område 

efterfølgende vurderer, om der er en ledig 

plads, og i bekræftende fald giver ansøger og 

Jobcenter besked om, at praktikken kan starte. 

Jobcenter og praktikant modtager desuden en 

”jobbeskrivelse”, der orienterer om mulige arbejdsopgaver, 

arbejdstid og sted. 

Efter gældende regler kan museet indskrive 4 

– 5 praktikanter ad gangen (antallet fastsættes 

i forhold til antallet af fastansatte medarbejdere 

som 1/5). Praktikperioden fastsættes for det 

meste til 3 måneder, hvorefter mentor og ordningens 

konsulent i Jobcenteret sammen evaluerer 

forløbet og vurderer, om praktikanten vil 

kunne profitere ved en forlængelse af forløbet 

til max. 3 måneder mere eller har mere ud af 

et ”jobskifte”. Ved afslutningen af det samlede 

praktikophold sender mentor en rapport om forløbet 

til jobcentret. 

På Lolland-Falsters Stiftsmuseum har vi til dags 

dato haft 6 praktikanter under mentorordningen. 

Starten forløb lidt tøvende. Dels tog det tid, inden 

ordningen blev kendt ude i Lolland Kommunes 

jobklubber, og dels tog vi afsæt ved ferieperiodens 

start, hvor mange afdelinger kørte på lavt 

blus. Som joker i spillet optrådte også den indtil 

sensommeren herskende høje beskæftigelse. 

Ordningen var fra starten målrettet jobsøgningskategoriernes 

matchgruppe 1 og 2 med 

yderligere mulighed for at omfatte gruppe 3 i 

forbindelse med arbejdsprøvninger til fleksjob. 

Princippet var for de to første grupper, at praktikken 

skulle fungere som en hurtig overgang til 

fast job. Men som situationen nu tegnede sig, 

kunne jobsøgeren i de fleste tilfælde springe

over praktikken og direkte i job. Og det må jo 

betegnes som positivt, men gav ingen praktikanter. 

For fleksgruppens vedkommende viste det sig 

derimod, at mulighederne for at tilpasse opgaver 

og jobs i museets regi var specielt gode. 

Først og fremmest omfatter museet i forhold til 

andre virksomheder en stor vifte af forskellige 

arbejdsområder og mulighederne for at skifte 

mellem opgaver og arbejdstempo i dagens løb 

eller i perioder er også generelt til stede. Museumsarbejdet 

fordrer en god portion af omstillingsparathed 

og kreativitet, men ikke nødvendigvis 

stabile kræfter. 

Der er ikke tvivl om, at netop dette forhold har 

gjort museet til et eftertragtet sted for en stor 

gruppe arbejdsinteresserede og motiverede 

praktiksøgende, der i perioder har problemer 

med at leve op til ordinære arbejdsmarkedskrav, 

men som gerne vil finde sig et afvekslende og 

udfordrende job. 

Set fra museets synsvinkel rummer denne 

gruppe virkelig gode emner til supplering af 

medarbejderstaben, når der opstår behov for 

arbejdskraft. 

Hermed være ikke sagt, at museet har plads til 

alle – kvalifikationer der matcher arbejdsområdernes 

behov er væsentlige, men meget betydningsfuldt 

er især den grundlæggende interesse 

for museets verden. Den viser sig både i grundighed, 

omhu og tålmodighed i håndteringen af 

samlingen, dens bygninger og grønne områder 

og interesse og åbenhed i betjening af besøgende 

og formidling. 

Nu går der sjældent en uge uden vi får henvendelser 

fra praktiksøgende, sagsbehandlere eller 

jobklubber, der vil forhøre sig om mulighederne 

for at komme i praktik på museet. 

Mange har set vores præsentationsmateriale, 

men en del kommer også, fordi de har hørt os 

omtale – og vi har åbenbart en fin omtale i vide 

kredse, for vi bliver jævnligt kontaktet fra hele 

Lolland-Falster og det sydlige Sjælland. Vi bliver 

ligeledes spurgt, om det er muligt for mindre 

grupper af jobsøgende eller medarbejdere 

i Jobcentre og Jobklubber at komme på besøg 

og høre om vore tilbud. 

En af de klare fordele ved mentorordningen er, at 

vi nu har ressourcer til at modtage disse besøg 

og også efterhånden har fået udarbejdet så fast 

en strategi omkring vores virksomhedspraktik, 

at vi både kan præsentere vores virksomhed, 

og konstruktivt kan informere om praktikker og 

mentorarbejde. 

Ofte modtager vi i tilgift tilbagemeldinger lydende 

på stor tilfredshed med disse besøg og 

kan da også glæde os over at se de besøgende 

vende tilbage ved senere lejlighed. 

I dagligdagen fungerer vores mentorordning 

gennem ugentlige samtaler mellem praktikant 

og mentor. Fra praktikkens start sørger mentor 

for, at praktikanten bliver introduceret til medarbejdere 

og arbejdsplads, ligesom mentor træffer 

aftale med den afdeling, praktikanten tilknyttes, 

om hvilke arbejdsopgaver, vedkommende skal 

have. 

Undervejs i forløbet justeres forløbet efter behov 

ved at mentor og praktikant sammen taler 

om, hvilke muligheder, der kan knyttes til forløbet. 

Det er væsentligt, at mentor inddrager 

den enkelte praktikant, således at arbejdet ikke 

fremstår som ”en fast pakke”, mentor arrangerer 

og som alle køres igennem, men et forløb, 

som vedkommende selv kan påvirke gennem 

sin egen indsats, f.eks. ved at tale med de rigtige 

personer på arbejdspladsen eller tilegne sig 

færdigheder, der er forudsætning for at deltage i 

bestemte opgaver. 

Det drejer sig med andre ord om i ordets egentlige 

forstand at vedkommende oplever sig som 

medarbejder. Mentor er ikke arbejdsgiver, men 

en vejleder, der åbner øjnene for de muligheder, 

rettigheder og pligter, en medarbejder har. En 

hjælp(er) til selvhjælp. 

Mentorordningen har i sin indkøringsperiode 

vist sig på mange områder at være et aktiv for 

museet. 

Den har dels skabt grunden til et godt netværk, 

der underbygger samarbejdet mellem Kommunens 

Jobcenter og museet, dels har den medvirket 

til at give virksomhedspraktik-ordningen 

faste rammer og timetal, der sikrer gennemarbejdede 

praktikophold, med nyttig læring tilpasset 

den enkeltes muligheder og behov og endelig 

gennem samarbejde og opfølgning giver 

praktikanten en styrket mulighed for at skabe 

sig en fast plads på arbejdsmarkedet. 


1

1 

af Katha Qvist, etnologistuderende 

Afviklingen af Museet Saxtorp 

Trappen op til de mange fine genstande fra Sakskøbing og omegn 

I august 2008 lukkede museumsforeningen Saxtorp 

i Sakskøbing 

Museet Saxtorp var nødt til at lukke på grund 

af manglende tilgang i bestyrelsen samt et dalende 

besøgstal efter flytningen til den gamle 

sukkerfabrik i Sakskøbing. Man havde ellers 

på forholdsvis kort tid samlet mange gode genstande 

sammen, hovedsageligt fra 1900-tallet. 

Der var høstmaskiner, tækkeudstyr og mange 

andre håndværksredskaber. Kaffemøller, vægte 

og skrivemaskiner, samt en skolestue, legetøj, 

køkkenudstyr, stuer og soveværelsesmøblementer. 

Efter bestyrelsens beslutning om en lukning, 

blev der til hjælp med afviklingen af museet i 

november 2007 søgt midler til konsulentbistand 

fra Lolland-Falsters Stiftsmuseum og Guldborgsund 

Museum hos Guldborgsund Kommune. 

Fra Lolland-Falsters Stiftsmuseum indgik museumschef 

Ulla Schaltz som konsulent, og fra 

Guldborgsund Museum undertegnede i arbej- 


det med planlægningen og afviklingen. 

Bestyrelsen søgte primært konsulentbistand 

fra de to museer, for at afviklingen af Saxtorp 

kunne ske på en sober og korrekt måde. Man 

ønskede, at afviklingen skulle foregå professionelt, 

af respekt for såvel genstandene og deres 

kulturhistoriske værdi, som for de personer, der 

havde indleveret genstande i ønsket om, at de 

skulle bevares for eftertiden. 

Der aftaltes i begyndelsen af samarbejdet en 

slagplan for fremgangsmåden. Det første skridt 

var at annoncere i de lokale aviser for at tilbyde 

tilbagelevering til de givere, der ikke måtte 

ønske, at de genstande, de havde indleveret, 

skulle gå til andre museer. Derefter skulle genstandene 

så vidt muligt videreformidles til museer 

og andre institutioner, der formidler kulturhistorie. 

For at sikre genstandene den bedste 

bevaring og formidling på sigt, havde de statsanerkendte 

museer første prioritet. For at tilgodese 

genstandenes lokale tilknytning var ønsket 

desuden at Lolland-Falsters Stiftsmuseum

Kaffemøllerne blev desværre ikke afsat 

og Guldborgsund Museum først og fremmest 

skulle tage de genstande hjem, som de havde 

interesse i. Repræsentanter for de forskellige 

faggrupper fra de to museer var i flere omgange 

på besøg i lokalerne i den gamle sukkerfabrik, 

hvor museet havde til huse de sidste år, og udså 

sig genstande til deres samlinger og til formidlingsformål. 

Herefter blev de øvrige genstande tilbudt og givet 

til forskellige museer i hele Danmark, lige fra 

Fotomuseet i Herning til Østsjællands Museum, 

ligesom der blev annonceret på Organisationen 

Danske Museers hjemmeside, for at give alle 

museer mulighed for at byde ind. 

Desværre står stort set alle museer med det 

samme problem; de har allerede de fleste af de 

typer genstande, som Saxtorp kunne tilbyde, 

repræsenteret i deres samlinger, og har i øvrigt 

heller ikke plads og ressourcer til at tage 

mere ind. Derfor blev en del genstande, efter 

at være blevet tilbudt til samlingerne, givet til 

formidlingsaktiviteter på både museer og andre 

typer samlinger. Frilandsmuseet i Brede, som 

hører under Nationalmuseet fik f.eks. mange 

genstande – lige fra redskaber og lamper til 

filmblade. Et eksempel på en anden type af 

samlinger, som også hjemtog genstande er det 

lokale Elisabethsminde på Lolland, bevarings- 

og besøgscenter for gamle danske husdyrracer. 

Derudover blev en del genstande givet til 

de lokale teatre, Nørregadeteatret i Maribo og 

Egnsteatret Masken i Nykøbing, til brug som kostumer 

og rekvisitter. 

Desværre kunne det ikke undgås, at der til sidst 

stadig var genstande, som ikke var blevet afsat. 

Lokalerne skulle og måtte ryddes, huslejekontrakten 

var opsagt til d. 1. august. Da Museet 

Saxtorp ikke var et statsanerkendt museum, var 

det heller ikke underlagt de samme regler som 

disse i forbindelse med afvikling. For eksempel 

forpligtelsen til destruktion af genstande, der 

ønskes bortskaffet. Derfor forelå muligheden for 

salg af de genstande, der ikke kunne videreformidles 

til andre museer. 

Resultatet blev, at en større antikhandler fra 

Sjælland midt i juli hentede hvad der var tilbage, 

efter at andre muligheder var udtømte. Mod at 

han fik, hvad han mente at kunne sælge, lagde 

han med sine flyttefolk muskelkræfterne til, og 

fik på en enkelt dag ryddet Saxtorp for de resterende 

genstande. 

Den ene af de tunge arrestlåger fra Sakskøbing Arrest 

bæres ud og køres til Victor Kolbyes Vej 

Sådan blev altså slutningen for et ungt museum 

med gode gamle genstande og en bestyrelse, 

der har lagt mange frivillige kræfter i arbejdet 

med at skabe et lokalhistorisk museum for 

Sakskøbing og omegn. 


1

0 

af Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinsp., cand. mag. 

To udstillinger 

- samme koncept 

Lolland-Falsters Stiftemuseum har i løbet af 

2008 haft to særudstillinger i Museumsbygningen 

på Banegårdspladsen. Udstillingerne er 

kommet i stand ved, at en projektgruppe bestående 

af borgere, kunstnere og ikke-kunstnere 

og forskellige fagfolk i samarbejde med museet 

har udarbejdet konceptet for de to udstillinger. 

Udstillingernes formål har været, at de skulle 

nytænke formidlingen af den lokale kulturarv. 

Dette skulle gøres ved, at museet samarbejdede 

med nye og anderledes samarbejdspartnere 

samt satte stor fokus på borgerinddragelse. 

Selvom de to udstillinger har været meget 

forskellige, er de fremstillet ud fra de samme 

koncepter. Selve udstillingerne er crossover-udstillinger, 

der med hver sit tema blander kulturhistorie 

og kunst. I begge tilfælde har der været 

tilknyttet ni danske og udenlandske kunstnere til 

projekterne. Der har overvejende været forskellige 

kunstnere til de to udstillinger, men enkelte 

har været gengangere. 

I forbindelse med opsætningen og planlægningen 

af de to udstillinger har museets personale 

arbejdet tæt sammen med kunstnerne. Størstedelen 

af kunstnerne var selv med til at hænge 

deres værker op, så de var i harmoni med det 

kulturhistoriske. 

Det har været muligt at lave de to udstillinger, 

da Region Sjælland har støttet projektet økonomisk. 

”Kystnær – Mennesket og havet, kulturhistorie 

og kunst” 

1. marts åbnede udstillingen ”Kystnær – Mennesket 

og havet, kulturhistorie og kunst” i museets 

nye udstillingssal i Museumsbygningen. 

Udstillingen viste ved hjælp af kulturhistoriske 

genstande, arkæologiske fund og dykkerfund, 

film og informative plancher, hvordan kysterne 

har haft utrolig stor indflydelse på livet, naturen 

og menneskene langs kysterne på Lolland og 

Falster gennem historien. Udstillingens kulturhistoriske 

del spændte over emner fra de første 

To udstillinger - samme koncept 

rensdyrjægere, der kom til landet mellem år 

13.000 og 12.000 f.Kr., til stormfloden i 1872 

over dyrelivet langs kysterne til nyere tiders inddæmninger. 

Derudover var der lavet små stemningshjørner, 

der bl.a. viste en havbund med 

vraggenstande fra 2. Verdenskrig, et udsnit af 

en strand med fugle, et stort rød og hvidstribet 

fyrtårn samt et rum for børn og barnlige sjæle, 

hvor der var mulighed for at tegne og male ting 

fra ustillingen. 

I 1936 blev der på Fejø fundet et menneskekranium og 

spredte udskyllede menneskeknogler i strandkanten. 

Omkring skelettets fod var rester af en sko, som er 

dateret til ca. 1500 e.Kr. Knoglerne er genbegravet tæt 

ved fundstedet, mens skoen findes på Lolland-Falsters 

Stiftsmuseum. Skelettet der ses i udstillingen er af 

samme alder som det, der blev fundet på Fejø. Sammen 

med den rigtige sko leder scenen tankerne hen på den 

dag i 1936, da genstandene blev fundet - Kystnær. Foto: 

Thor Holmboe 

De kunstneriske indslag var udarbejdet af ni forskellige 

danske og tyske kunstnere, der i form af 

fotografier, malerier, skulpturer og installationskunst 

viste kunstnernes opfattelse af begrebet 

kystnært. I udstillingen havde de besøgende 

mulighed for at stifte bekendtskab med kunstnerne 

Zuzana Hlinákova, Susan Walke, Peter 

Nagel, Ole Holm, Kit Kjærbye, Stig Weye, Ole 

Bjørn Petersen, Erwin Doose og Niels Vollertsen. 

Blandingen af kulturhistorien og kunsten gav 

den besøgende mange input til selv at danne 

sig en mening om, hvad og hvordan livet ved 

kysterne har været og er den dag i dag. 

I forbindelse med udstillingen havde museet i

samarbejde med en af kunstnerne udarbejdet 

et detaljeret aktivitetsprogram for institutioner. 

Programmet var delt op i forskellige temaer, 

der skiftede i løbet af udstillingsperioden, så 

der hele tiden var noget nyt for institutionerne 

at prøve. 

Havbund med vragrester fra 2. verdenskrig – Kystnær. 

Foto: Thor Holmboe 

”Jagtens Element” 

D. 3. oktober åbnede den anden af de to crossover-udstillinger 

under titlen ”Jagtens Element”. 

Udstillingens kulturhistoriske side giver et view 

over jagten, dens principper og udvikling gennem 

historien. Her er der mulighed for at stifte 

bekendtskab med landets første jægere, parforcejagtsystemet, 

krybskytteri, jagthunden, 

jagtrettigheder, arkæologiske og historiske artefakter 

og meget andet. Plancherne overfor de 

kulturhistoriske genstande giver den besøgende 

et helhedsindtryk af jagten gennem historien. 

Skovbund med fasanpar - Jagtens Element. Foto: Anne- 

Lotte Sjørup Mathiesen 

Der er denne gang også lavet små nicher, den 

besøgende kan udforske. Denne gang er der 

mulighed for at gå på opdagelse i klippehulen, 

hvor stenaldermennesker har malet hulemalerier 

med jagtscener, dyr og mennesker, i nogle 

tilfælde for mere end 32.000 år siden. Børnerummet 

har også fungeret som tegnerum i for- 

bindelse med denne udstilling. I dette tilfælde 

har rummet også været et hit med forskellige 

”nye” hulemalerier. 

Blandet med det kulturhistoriske findes værker 

udarbejdet af ni danske og tyske kunstnere. De 

er alle kommet med værker, der på hver deres 

måde fortæller om kunstnerens forståelse af begrebet 

jagtens element. 

Værkerne består af malerier, installationskunst, 

fotografier og skulpturer. 

De deltagende kunstnere er Susan Walke, 

Angela Siegmund, Poul Janus Ipsen, Herold 

G. Kristensen, Hans Christian Rylander, Peter 

Severin, Ole Holm, Kit Kjærbye og Karen Land 

Hansen. 

Værk af Karen Land Hansen - Jagtens Element. Foto: 

Anne-Lotte Sjørup Mathiesen 

I forbindelse med denne udstilling var konceptet 

for arrangementer anderledes. I stedet for de 

månedlange temaer valgte vi at lave flere større 

arrangementer der kun varede en enkelt dag og 

som tiltrak et bredere publikum. 

Der har bl.a. været jagtgudstjeneste, jagtmiddag 

samt forskellige familiearrangementer i efterårsferien, 

der har budt på falkoner, bueskydning og 

fremvisning af schweisshunde-arbejde. 

Jagtavisen 

En del af udstillingen ”Jagtens Element” var at 

få udarbejdet en avis om udstillingen, om jagt 

og ikke mindst om de ni kunstnere. 

Museet havde imidlertid lidt vanskeligt ved at få 

samlet materialet ind fra kunstnerne, men det 

lykkedes til sidst at få fremstillet avisen. 

Avisen har været populær blandt udstillingens 

gæster, da den giver dem mulighed for at tænke 

videre over udstillingen, når museet er forladt. 

To udstillinger - samme koncept 

1

af Thit Birk Petersen, arkæologistuderende 

Stræderne i Nakskov 

- en anderledes udgravning 

Markering af kulturarvsarealet i Nakskov fra www.dkconline.dk 

Når man nævner arkæologi og udgravninger, 

forestiller de fleste sig, at arkæologen står på en 

mark i høj sol, og med lærken hængende over 

sig. Der er huskonstruktioner i form af stolpehuller, 

og der dukker keramikskår op af gruberne 

og eventuelt en gravplads med fine gravgaver. 

Der er tid til at fordybe sig i fundene. 

Sådan er det så langt fra altid. Udgravninger på 

marker er ikke et sjældent syn, men der findes 

også andre former for arkæologiske udgravninger. 

I vores byer og købstæder findes der uanede 

mængder af levn fra fortiden, der ligger og lurer 

lige under asfalten. En byudgravning kræver 

en anderledes tilgang til materialet end fladeudgravningen 

på marken. En sådan undersøgelse 

er sjældent på museets præmisser, men dikteret 

af hvad der har forårsaget udgravningen. I 


dette tilfælde nedlæggelse af nye vandrør samt 

ny belægning på vejene. 

I perioden 25.07.2008 til 24.11.2008 udførte Lolland-Falsters 

Stiftsmuseum en udgravning, som 

foregik i 4 af de gamle stræder i Nakskov, nemlig 

Bibrostræde, Tolderenstræde, Kongens Tofte 

og Kattesundet. De tre førstnævnte stræder var 

tidligere vigtige i forbindelse med transport af 

varer til og fra havnen og torvet, mens Kattesundet 

formentlig løb parallelt med befæstningen. 

Nakskov nævnes første gang som købstad i Valdemars 

Jordebog som ”Nacascogh” i 1280. På 

grund af byens fugtige opland og en beliggenhed, 

der var fordelagtig både i forhold til fiskeri, 

skibsbyggeri og handel med de nordtyske byer, 

var Nakskov i middelalderen en vigtig by. Alle-

ede i middelalderen strakte bebyggelsen sig 

fra den gamle bykerne omkring kirken ned mod 

fjorden omkring Bibrostræde. Havnen var oprindeligt 

yderst primitiv og bestod kun af en simpel 

skibsbro. Christian III’s voldanlæg fulgte det nuværende 

Kattesundet og Hollændergade. 

Der var derfor stor sandsynlighed for, at man 

ved udgravningen kunne iagttage vejlag fra 

middelalder og renæssance samt den gamle 

befæstning. 

Måden, hvorpå udgravningen foregik, var meget 

anderledes end bygravninger normalt, idet 

der blev brugt en ny metode til at lægge vandrør, 

der gør, at man kan undgå at grave hele 

vejen op og kun behøver at grave ned, der hvor 

vandledningen skal sluttes til husene. Dette 

sparer en masse tid og penge. Metoden hedder 

at cracke, idet man skyder den nye plasticvandslange 

igennem det gamle vandrør og 

samtidig knuser det gamle jernrør. Dette er en 

for de arkæologiske forekomster meget bevarende 

metode, da det er minimalt, hvor meget 

kulturarv, der berøres. Det var ikke museet, der 

tilrettelagde, hvordan gravningen skulle foregå, 

da det på forhånd var bestemt af, hvor vandledningen 

skulle sluttes til husene. Museet har 

blot været til stede og gennemgået alle huller og 

tegnet samt registreret profiler, hvor disse fremkom. 

Det var derfor kun et smugkig i, hvad der 

gemmer sig i Stræderne. 

Der blev kun gravet ned i 1,20 m dybde, og det 

var tydeligt, at kulturlagene fortsatte langt under 

dette niveau. Vi kom derfor ikke ned i de middelalderlige 

lag, men tidligst ned i 1500-tallet. 

Udgravningen var også speciel, idet den foregik 

i fire forskellige gader, som alle viste sig at være 

meget forskellige i forhold til, hvad de kunne 

frembringe af information. 

Keramikskår med kohornsbemaling 

Foto: Thit Birk Petersen 

Genstandsfund var ikke det, der prægede udgravningen. 

Fortrinsvis fremkom genstande 

i profilerne, eller som løsfund i jordbunkerne, 

hovedsageligt keramik og knogler. Der fremkom 

flere stykker af keramik med kohornsbemaling, 

som er meget karakteristisk for 1600-tallet, og 

selvfølgelig stjertpotteskår, som også er meget 

almindelige i perioden. 

Selvom udgravningen ikke var på museets 

præmisser, fremkom der mange interessante 

oplysninger om Nakskov, og nogle af de ting 

skal der i det følgende kigges nærmere på. Der 

fremkom vejlag og affaldslag i mange profiler, 

som det også var forventet. Disse lag kunne bestå 

af meget forskelligt materiale. Ofte var der 

tale om et forholdsvis tykt lag sortbrun jord med 

keramikfragmenter, nøddeskaller, træ og knogler, 

altså et regulært affaldslag, som formentlig 

afspejler brugen af vejen, hvor der gennem tiden 

er blevet tabt diverse ting, smidt skår og 

madaffald ud, som senere er blevet trampet ned 

i jorden. Ofte var der ovenpå et af de sorte lag 

et lidt tyndere ler- eller sandlag, som formentlig 

er rester af en brolægning, som senere er taget 

op. Der fandtes dog også andre former for vejbelægning. 

I Tolderenstræde fremkom der for 

eksempel et helt lag af træ ned mod havnen. 

Træet er lagt ud for at stabilisere en våd undergrund, 

så det var muligt at komme helt ned til 

havnen med vogne og varer. 

Profil 1 Tolderenstræde, bemærk de meget lige vejlag 


Imellem Tolderenstræde og Havnegade blev der 

gravet et ekstra hul. I dette fremkom rester af et 

bolværk, og dette er et tydeligt tegn på, at man 

har forstærket kysten ned mod havnen ikke kun 

for at stoppe oversvømmelser, men også for at 

lette af- og pålæsning af gods på skibene. Det er 

et forholdsvis primitivt bolværk, og det er muligt, 

at det stammer fra den havn, der eksisterede 

Stræderne i Nakskov

før man udvidede og forbedrede havnen. Der er 

taget et stykke træ ud til datering ved dendrokronologi, 

som vil give os et klart bud på, hvor 

langt tilbage i tid, vi kom. Bolværket lå nemlig i 

niveau med et af de nederste lag fra profilen i 

Tolderenstræde – det nederste trælag, og det 

kunne være interessant at se, hvor gammelt det 

var. 

Ud fra de lag, der fremkom i Tolderenstræde, er 

det muligt at konkludere, at denne gade har været 

vigtig, dels pga. den udlagte træbelægning, 

dels på grund af de mange vejlag. 

Ifølge skriftlige kilder blev Nakskov i 1420 og 

1528 ramt af voldsomme brande, der ødelagde 

store dele af byen. I Bibrostræde stødte vi på to 

meget markante brandlag, og det er muligt at 

disse lag kan dateres til et af årstallene. Ifølge 

keramikdateringerne vil det højest sandsynligt 

være 1528. Vi har taget prøver af trækullet og 

sendt dem til datering. Det er også muligt, at 

brandlagene stammer fra en lokal brand af et 

tidligere hus, der lå på matriklen, idet der er et 

lag, som består af brændt lerklining. Det er derfor 

ikke sikkert, at brandlagene stammer fra en 

af de store brande, men det kan dateringerne 

give et fingerpeg om. 

Kongens Tofte er en meget smal gade og var 

derfor meget forstyrret af tidligere nedgravninger. 

Der fremkom dog et interessant fund, nemlig 

en lerfyldt brønd. Den var placeret ude midt 

i vejen og ledte derfor tankerne hen på, at den 

må have ligget der, før vejen blev etableret. Det 

var desværre ikke muligt at få noget materiale, 

der kunne bruges til datering af brønden, og en 

datering må derfor stå hen i det uvisse. Det er 

dog muligt ud fra navnet ”Kongens Tofte” at kaste 

et muligt lys over, hvorfor der skulle være en 

brønd der. Tofte betyder gård. At det er Kongens 

Tofte gør det mere interessant, idet kongen havde 

gårde rundt om i landet, som han boede på, 

når han besøgte købstæderne rundt omkring. 

Det var også der, kongens foged holdt til, og det 

er altså muligt, at dette navn kan spores tilbage 

til en sådan gård. Den blev der dog ikke fundet 

spor af i denne udgravning, og det er derfor op 

til fremtidige udgravere at være opmærksomme 

på spor efter denne gård. 

Kattesundet var den længste af de fire stræder, 

og den vi havde set mest frem til at undersøge, 

idet tidligere udgravninger havde givet gode 

resultater og vist spor efter befæstningen. Det 


er desværre ikke muligt at sige, om vi er stødt 

på befæstningen, idet den profil, som så ud til 

at have spor efter volden ved senere bearbejdning, 

viste sig at bestå af flere lag, der blot ikke 

var synlige ved registreringen i felten. Det kan 

derfor hverken be- eller afkræftes. Hullerne var 

simpelthen for små til, at en så stor struktur kunne 

genkendes 100%. Ud for hus nr. 4 fremkom 

der en brolægning. Det er muligt, den har været 

en del af indgangen til et tidligere hus, for da 

der ikke er fundet brolægning i andre lag, er det 

ikke sandsynligt, at der er tale om et vejlag. Dog 

kan det være rester af en vejbelægning med 

brosten, som man blot ikke tog op, da resten 

blev pillet op, som nævnt tidligere. 

Brolægning ved hus nr. 4 i Kattesundet 


Resultaterne fra udgravningen kan forekomme 

meget rodede, idet de er observeret i forskellige 

stræder og derfor ikke nødvendigvis hænger 

sammen. Men de giver alle sammen et varieret 

og interessant billede af Nakskov i 16-1700 tallet. 

Nakskov har ikke været genstand for mange 

arkæologiske undersøgelser, og derfor er hver 

enkelt bid af information, vi kan få, en meget 

vigtig brik i det puslespil, som danner Nakskovs 

historie. Den arkæologiske undersøgelse, der 

blev foretaget i efteråret, giver os et klart billede 

af, at Nakskov var en vigtig by og bekræfter 

derved de skriftlige kilder og de gamle kort over 

byen. Der er mange historier at komme efter i 

Nakskov, og fremtidige udgravninger vil med 

sikkerhed bringe mere viden om livet i den store 

købstad. 

Litteratur: 

Trap, J.P: Danmark, Maribo amt bd. IV,3, femte 

udgave 1955, afs. Nakskov 

Uldall, Kai: ”Lertøj, stentøj og fayance fra middelalders 

begyndelse til ca. 1850” særtryk af 

”KERAMIK – kunst- teknik”

Bøgelund – En samling af genstande 

fra mere end et århundrede 

Bøgelund 

Hvis man i dag kører væk fra Maribo i retning 

mod Holeby og Rødby ad Rødbyvej, møder 

man på adressen Rødbyvej 49, matrikel nr. 43a, 

ejendommen Bøgelund. Helt præcist nær Hillested 

i området omkring Håred. Denne ejendom 

havde i starten af 1900-tallet et jordtilliggende 

på 52 td. land. Herudover oplyses det i bogen 

”Danske gårde”, at dyreholdet var på 15 malkekøer, 

7 stykker ungkvæg og kalve, 6 heste, 2 får 

samt 16 fedesvin og 50 smågrise. Det oplyses 

yderligere, at man i starten af det 20. århundrede 

dyrkede roer, havre og byg samt havde græs 

til græsning og staldfoder. 

Ejendommen Bøgelund var oprindeligt en fæstegård 

i landsbyen Håred, som var under 

Grevskabet Knuthenborg. Bøgelunds bygninger 

samt indbo blev dog udflyttet til den nuværende 

placering i 1805. En tilsvarende udflytning gjorde 

sig gældende for den nuværende nabogård 

til Bøgelund. 

Bøgelund blev dog ikke ved med at være under 

Grevskabet Knuthenborg. I 1846 købtes den 

fri, og der blev udstedt arvefæste og skøde på 

ejendommen. Slægten Kock, som havde fæstet 

gården siden 1776, fik ejerskab på ejendommen 

og dens indbo. Ligesom i det øvrige landbosamfund 

betød landboreformerne og opbruddet med 

landsbyfællesskabet en produktionsfremgang 

og derved en større velstand for landboerne. 

På Bøgelund betød denne fremgang og arven 

af ejendommen fra slægtled til slægtled, at man 

i 1860 ombyggede ejendommen første gang. 

Siden startede man en større modernisering af 

Bøgelund fra 1894. 

Ejendommen blev i øvrigt fra 1894 overtaget af 

den tidligere ejers søn, Mads Peter Emil Rasmussen 

Kock kaldet Emil Kock, som var gift 

med Martine Marie Frederikke Petersen, kaldet 

Marie Kock. Emil var født på ejendommen den 

2. oktober 1869. For at parret kunne overtage 

gården, måtte de dog, som det var tradition i 

landbosamfundet, lave en aftægtskontrakt med 

Emils mor, Karen Kirstine Thomasdatter. Karen 

havde drevet ejendommen med sønnens hjælp, 

siden hun var blevet enke efter faderen Rasmus 

Hansen Kocks død i 1880. 

Ombygningen forløb ved, at man i år 1900 ombyggede 

staldbygningen og bl.a. lagde nyt tag. 

Et levn fra ombygningen, som stadig ses den 

dag i dag, er vejrhanen på bygningens tag, hvori 

der er udformet Emil og Marie Kocks initialer. 

1901 byggede man endvidere et landarbejderhus, 

der lå ud til Rødbyvej. Heri skulle medhjælperne 

på gården bosætte sig. I 1911 byggede 

man nyt stuehus og endelig i 1914 fik ejendommen 

officielt navnet Bøgelund, som ellers havde 

været kaldenavnet hidtil. 

Koch-familien 

Marie og Emil Kock fik flere børn i deres ægteskab. 

De fik sønnerne Rasmus, Erhard og 

Thorvald samt døtrene Hilleborg, Ester og Elna. 

Rasmus, der var opkaldt efter sin farfar, flyttede 

tidligt hjemmefra og var løsarbejder forskellige 

steder på Midtlolland. Han døde 1974. Erhard, 

som ellers var udset til at arve gården, havde 

sukkersyge og fik tuberkulose med døden til følge 

i 1935. Endelige var der Thorvald, der som 

ung arbejdede som sælger og derved ikke var i 

landbruget i en længere periode, indtil han flyt- 

Bøgelund 

af Anders Peter Koch Hansen, projektmedarbejder, cand. mag.

Vejrhanen 

tede til Fyn og arbejdede som medhjælper på 

et gods. 

Hilleborg den ældste af de tre pigebørn kom 

som ung ud at tjene og blev først gift som 51årig 

i 1948 med Alfred, hvorefter parret flyttede til 

Falster. Den næstældste datter Ester blev gift 

i 1928 med en ung mand ved navn Ove, som 

tjente samme sted som Ester. Parret fik deres 

egen ejendom i Krårup. Den yngste datter Elna 

blev aldrig gift og arbejde som ung hos Caspersen 

i Maribo som ekspeditrice. Som ældre passede 

hun sine forældre i deres alderdom indtil 

deres død som henholdsvis 85 og 90 årige. Marie 

Kock blev ældst og døde i 1963, hvor Elna 

blev boende og arvede ejendommen, mens de 

øvrige overlevende børn fik et større pengebeløb. 

Elna valgte at bortforpagte Bøgelunds jordtilliggender, 

således som de formentligt havde 

været, siden Emil ikke mere kunne dyrke dem. 

Herudover valgte hun at sælge Landarbejderhuset 

på Rødbyvej. Elna boede som enke i huset 

sammen med en ældre lejer indtil sin død 

i 1997. Da Elna ikke selv havde børn, overgik 

ejendommen til hendes andre søskende samt 

til disse søskendes børn. Arvingerne havde dog 

ikke mulighed for at overtage ejendommen, og 

havde heller ikke plads til de mange genstande 

i husene på ejendommen. Ejendommen blev 

derfor solgt ud af slægten og skulle tømmes 

for indbo. Familien fik den idé, at man kunne 

spørge Stiftsmuseet i Maribo, om man var interesseret 

i at modtage det indbo, man ikke selv 

ønskede at beholde. 

Daværende museeumschef Thomas W. Lassen 

var meget interesseret i at se ejendommen 

og indboet, da indretning og indbo i husene på 

ejendommen stort set ikke havde ændret sig siden 

starten af 1900-tallet, da Elna ikke havde 

ønsket ændringer. Bøgelund kunne altså blive 

et fantastisk eksempel på en midtlollandsk 

slægtsejendom gennem i hvert fald 100 år. Museet 

ønskede altså at modtage genstandene fra 

Bøgelund. Til at registrere hvor genstandene 

havde været placeret i husene samt til at op- 

Bøgelund 

tegne ejendommens huse blev Ester og Oves 

barnebarn Käte ansat på museet. 

Käte gennemførte gennem en længere periode 

en temmelig gennemgribende grundregistrering 

samt optegning af Bøgelund. Dette arbejde 

skulle senere bruges til en udstilling om Bøgelund 

og dens slægt gennem 100 år. Udstillingen 

kunne ses på museet fra 1998 og ca. 3 år frem, 

indtil den blev fjernet. 

Efter udstillingen endte de mange genstande 

og optegnelser fra Bøgelund i papkasser og lignende 

rundt omkring på museet uden at have 

modtaget museumsnummer. Derved indgik Bøgelund 

ikke i museets registrerede samling. 

Omkring år 2006 fik museet dog, under foranledning 

af den nye museumschef Ulla Schaltz, 

mulighed for at få et midlertidigt magasin på Victor 

Kolbyes vej i Maribo. På magasinet skulle 

alle museets genstande placeres, og dermed 

kom Bøgelund også frem i lyset igen. I efteråret 

2008 blev historiker Anders Peter Koch Hansen 

ansat til sammen med museets arkivar Marianne 

Hansen at ordne, fotografere, nedpakke og 

Regin-registrere indboet fra Bøgelund. 

Registreringen har vist, at der fandtes næsten 

500 genstande fra Bøgelund, hvoraf kun en del 

var udstillet i Bøgelund-udstillingen. Indboet fra 

Bøgelund afspejler ganske fint, hvor forskelligt 

indboet på en ejendom kan være, når ejendommen 

er blevet drevet af samme slægt i over hundrede 

år. Der findes lige fra statuer og malerier 

og souvenirs fra rejser til en samling af tapet og 

familiens brugsgenstande i husholdningen. Man 

må derfor også under den nuværende registrering 

stille sig spørgsmålet hvilken relevans genstandene 

fra Bøgelund har i den øvrige museale 

samling ikke kun lokalt men også nationalt. 

Der er ingen tvivl om, at de genstande, som findes 

i Bøgelund-samlingen, allerede kunne findes 

i museernes samlinger - sikkert også i en 

bedre kvalitet. Men ud fra en betragtning om, 

at genstande ofte får deres sande identitet, hvis 

de er samlet i den sammenhæng de tilhører og 

derved kan fortælle Bøgelunds kulturhistorie, 

mener jeg, at genstandene fra Bøgelund set 

som en samling giver mening. Samlingen kunne 

i form af en udstilling bl.a. vise noget om hvordan 

man boede, hvilke ting der fandtes på en 

ejendom på Midtlolland, samt endelig hvordan 

traditionerne og brugen af traditionelle redskaber 

er vedblevet helt op i det 19. århundrede. 

Endelig er Bøgelunds store relevans for den lollandske 

slægt Kock heller ikke uvæsentlig.

Konservering af majstangen 

fra Slemminge 

Traditionen omkring sommerstænger eller majstænger 

kommer antageligt fra Sverige. Den 

er kendt tilbage fra ca. 1200, og holdes i hævd 

flere steder i Danmark den dag i dag. 

Der er kun ganske få historiske majstænger bevaret 

i Danmark. Så vidt vides findes der tre, der 

alle befinder sig på Museet i Maribo. Derfor var 

det oplagt at søge penge i Kulturarvsstyrelsens 

ENB-pulje. ENB står for Enestående National 

Betydning. Der blev valgt en majstang ud fra 

kriteriet, at der skulle være mest mulig originalt 

bevaret, samt hvilken, der trængte mest. 

Pengene blev bevilget af KUAS i foråret 2008, 

og arbejdet med at konservere majstangen blev 

påbegyndt samme efterår. 

Majstangen før konservering 

Tilstanden af majstangen var inden konservering 

således, at den ikke uden videre kunne 

transporteres. Museet konstruerede derfor en 

kasse til transport, så stangen ikke fik yderligere 

skader. 

Vel ankommet til Bevaringscenter Næstved går 

konserveringen af majstangen i gang. Hoved- 

indtrykket af genstanden er, at den er meget 

snavset, og især tekstildelene er meget nedbrudte. 

Der første der sker, er en grundig gennemgang 

af genstanden. Alt måles op, og alle skader registreres. 

Genstanden fotograferes, og alt beskrives 

i ord og billeder. 

Båndene der løber rundt øverst tages af. Det 

rød/hvide bånd nederst og det blå øverst er ret 

nedbrudte. Det gyldne i midten er til gengæld 

velbevaret. Der er foretaget en del reparationer 

med stofstykker, bændel, lim og søm. 

Limen ligner kontaktlim, men kan også være en 

animalsk lim. Limen er i dag meget sort og har 

misfarvet båndene. Sømmene har afgivet en 

del rust. 

På den lodrette stang er der også stof. Dette er 

et mønstret stykke, der er syet sammen. Øverst 

er der sat et smalt lilla bånd til pynt. Stoffet på 

stangen er meget nedbrudt. Der er en del misfarvninger. 

Der er foretaget reparationer med 

lim og søm. 

For at kunne yde den bedst mulige konservering, 

er det en stor hjælp at vide, om stofferne er 

lavet af f.eks. silke, hør eller bomuld. Oplysninger 

kan skaffes på flere måder, men den nemmeste 

og hurtigste måde er at studere en lille 

fiber i mikroskop og så lave en bestemmelse. 

Resultatet blev således, at det blå og lilla bånd 

er af silke, resten af bomuld. Limen lader sig 

ikke bestemme, men den er opløselig i et mildt 

opløsningsmiddel. 

Efter at alle stofstykkerne er taget af, kan de 

rengøres. De fleste af stofbåndene er temmelig 

nedbrudte, hvorfor det kræver særlig opmærksomhed 

under rengøringen. 

Hele renseprocessen sker under tryk. Først 

fjernes mest muligt løst snavs. Herefter fjernes 

limrester med opløsningsmidler og sug. Rusten 

fjernes med midler, der binder metaller til sig. 

Dette volder ind i mellem vanskeligheder, da de 

farver der bruges til at farve tekstiler med også 

indeholder metalforbindelser. Derfor kan rustfjerning 

give problemer. Her er det dog kun det 

Majstangen fra Slemminge 

af Pia Lyngberg-Larsen, konservator, Bevaringscenter Næstved

lå bånd, der virker ustabilt. Båndene vådrenses 

under tryk. Herved kommer båndenes klare 

og flotte farver frem igen. Især det blå bånd viser 

sig at være meget smukt petroleumsfarvet. 

Der fjernes lapper og lim på sugebord. Bemærk alle de 

sorte pletter. Det er lim. 

For at styrke båndene er det nødvendigt at 

forstærke dem på bagsiden. Dette sker ved at 

sætte et støttestof bagpå. Over alle skader sys 

der, med en særlig tråd og en særlig teknik, der 

ikke skader originalen. Herved bliver det ikke 

originalen, der skal bære sin egen vægt, men 

støttestoffet. 

Træstativet er malet i en rødbrun farve. Som 

resten af genstanden er også denne del meget 

snavset. Især på fladerne, der vender opad er 

træet ganske tilsmudset. Farvelaget er lidt nedbrudt 

og virker livløst og tørt. 

Der mangler dele af træstativet, men ikke mere 

end man sagtens kan erkende, hvordan konstruktionen 

har været, da den var hel. 

På den ene møllevinge, nederst, kan man se rester 

af en ring tilsvarende den, der ses på øverste 

lille mølle. Midtermøllen har sandsynligvis 

også haft sådan en ring. Enderne af vingerne 

har facon således, at der også har siddet en ring 

her. 

Afrensning af træstativet. Bemærk hvor tilsmudset 

overfladen er. 

De bemalede trædele renses, således at den 

flotte røde farve kommer til sin ret. Sluttelig be- 

Majstangen fra Slemminge 

handles trædelene med fernis for at give farvelaget 

styrke og liv. 

Majstangen er også smykket med en vindfløj 

udformet som en rytter til hest og små beslag 

som stjerner og flag. Alt udført i malet blik. Metaldelene 

er inden konserveringen noget rustne. 

Især rytteren er snavset. Metaldelene renses 

også for både rust og snavs. Vindfløjen viser 

sig at have nogle rigtig fine farver. Metaldelene 

tilføres også nyt liv via en fernis. 

Alle bånd skal genmonteres. Båndet på den 

lodrette stang kan umiddelbart genmonteres. 

Båndene sys på og søm udelades. 

På møllehjulene er det kun det rød-hvide bånd, 

der sidder hvor man må formode, at det skal sidde. 

Det gyldne og det petroleumsfarvede bånd 

flyttes op på plads, således at de også kommer 

til at sidde på møllehjulene. 

For at skabe et helhedsindtryk forlænges båndene 

på møllehjulene med en anden type stof. 

Der vælges en type, der skiller sig tydeligt ud fra 

originalen, men som illustrerer og kompletterer, 

så der skabes en helhedsforståelse. 

Majstangen efter endt konservering 

Det er altid en udfordring at konservere, men 

det giver lidt ekstra pift når genstanden er så 

unik.

Nakskovs befæstning 

Alle fotos er taget af Bevaringscenter Næstved. 

Biskop Gunner af Viborg skrev i 1241 i indledningen 

til Jyske Lov ”med Lov skal Land bygges 

– men ville Enhver nøjes med sit eget og ikke 

efterstræbe andres var ingen Lov nødig”. 

Det skyldes, at der til menneskets basale karaktertræk 

hører dels en hang til privat ejendomsret, 

dels et begær efter det, andre ejer. Derfor vil 

det også meget hurtigt stå klart, at det er nødvendigt 

at beskytte sit hjem og sin ejendom og i 

videre konsekvens også sin by eller det fællesskab, 

man lever i. 

Befæstningen – og dermed beskyttelsen – af en 

by eller et bofællesskab har ofte hvilet på fællesskabet, 

således også i de middelalderlige 

byer og landsbyer. 

Forsvarets karakter måtte tilpasse sig det, man 

ønskede at beskytte sig imod, hvilket i middelalderens 

danske landsbyer og købstæder primært 

var vilddyr og røverbander. Forsvaret mod en 

egentlig fjende var på det tidspunkt sekundært. 

Derfor så man heller ikke, som man gjorde i andre 

lande, at alle købstæder fik en mægtig mur. 

Dette kendes kun fra ganske få byer, nemlig 

Kalundborg og muligvis Randers, hvor ni kirker 

blev nedrevet for at kunne befæste byen, samt 

måske Stege og København. Selv i København 

er befæstningen dog helt frem til efter 1500 kun 

delvis mur og delvis palisader. 


En af de byer i Danmark, hvis befæstning vi har 

bedst mulighed for at finde beskrevet i kortmateriale, 

er Nakskov. 

Det ældste kort vi kender er fra 1625, altså kun 

få år efter at Perlestikkeren skriver sin kendte 

bog om Nakskov. Desværre er dette kort kun en 

tegning af byens befæstning. Her ses intet af de 

huse eller gader som omtales i perlestikkerbogen 

– desværre! Men kortet har en værdi som 

kun få andre kort har tilsvarende i Danmark, ikke 

mindst på grund af sin alder og nøjagtighed. 

Kortet viser os en situation, hvor byens befæstnings 

sidste fornyelse, fra midten af 1500 tallet, 

ikke er blevet ændret endnu. At denne befæstning 

i store træk stadig er den middelalderlige 

Nakskov 1625. På dette kort, det ældste bevarede af 

Nakskov, ses byens befæstning. De tre byporte i tegl 

er tegnet med, men en palisade på volden er der ikke. 

Voldforløbet er i det store hele fuldstændig som et 

middelalderligt forløb. Her ses ingen runde bastioner, 

der var moderne omkring år 1500, og heller ikke de 

mere moderne pilformede er at se. 

befæstning, skal belyses herefter. 

Frem og tilbage er lige langt 

I årene inden middelalderen slutning kæmpede 

to konger om magten, og fra Christian II i 1523 

blev fordrevet og frem til Grevens fejdes afslutning 

i 1536 var der oprør i landet. 

Det første egentlige oprør var i Skåne i 1525 til 

fordel for Christian II og ledet af dennes mand, 

Søren Nordby. Oprøret blev slået ned af Frederik 

Is hær, ledet af Johan Rantzau og dennes 

sorte hær – men det er en helt anden historie. 

Oprøret fik under alle omstændigheder rigsrådet 

til, i 1525, at give påbud om, at en række 

danske byer skulle nedrive deres befæstninger, 

således at de ikke fremover kunne bruges som 

befæstninger af evt. oprørere. Et udsnit af dette 

påbud lyder således: ”det synes nyttigt, at den 

Befæstning udi Ydstad, Landskrona, Aarhus og 

Nakskov med det allerførste nedlægges!” Ifølge 

dette skulle Nakskovs befæstning altså sløjfes. 


af Leif Plith Lauritsen, souschef, arkæolog

0 

Men blev den det? 

Meget tyder på, at det gjorde den ikke – ikke 

over hele strækningen i hvert fald. Da byen atter 

fik lov til at blive befæstet af Christian III i 1539, 

synes det, som om man byggede videre på de 

middelalderlige volde og grave. 

Det hedder sig, at borgerne fik lov til at befæste 

byen med ”Volde, Mure og Grave”. Det skulle 

udføres således at: ”Borgerne kunne holde den 

mod Angreb fra Rigets Fjender, så Borgerne 

altid kunde vise sig som villige og tro Undersåtter”. 

Stort set samtidig udstedte kongen et andet 

brev, der gav nakskovborgerne lov til at nedbryde 

Krogsbølle kirke og anvende materialerne til 

porttårne i den nye fæstning. 

De sparsomme, men spændende, udgravninger 

tyder på, at man i området omkring Kattesundet 

muligvis ikke har nedlagt befæstningen i 1525 

og derfor i stedet har befæstet og forstærket 

den gamle voldlinje. 

Denne viden skyldes de sidste års gravninger 

og boringer, der med tydelighed viser, at husene 

på den østlige side af gaden ligger på en opfyldt 

voldgrav. Denne grav blev formodentlig opfyldt 

før 1500, idet den overlejres af byggespor indeholdende 

keramik fra omkring 1500 og flere 

gulvlag, før vi støder på keramik fra 1550 og 

frem. 

Denne voldgrav er dermed muligvis led i en ældre 

befæstning af byen. 

Den befæstning, der skulle nedlæges i 1525, 

må altså findes længere mod øst. 

Hvordan så den befæstning så ud, som man anlagde 

eller måske rettere fornyede i 1539? Det 

viser kortet fra 1625 ganske tydeligt. 

Her ser man volden og graven omkring byen. 

Har man lidt kendskab til befæstninger fra omkring 

1530’erne, vil man tydeligt kunne se, at 

Kronborg 1588. I perioden 1520-40 blev Kronborg 

omdannet fra en middelalderlig borg til en moderne renæssancebefæstning. 

Bemærk de moderne pilformede 

bastioner. 


denne befæstning ikke er moderne efter 1530’er 

principper. 

Befæstningen burde være forsynet med runde 

bastioner, som vi kender fra flere andre befæstningsværker 

fra omring 1520 og frem. Bastionerne 

mangler ganske simpelt. De har aldrig været 

der, og man har formentlig aldrig gennemført 

nedlæggelsen af den gamle befæstning. 

Derimod fik byen i 1539 murede porte i både 

Søndergade, Tilegade og Vejlegade. For enden 

af voldene ud mod fjorden etableredes stærke 

brohoveder, der endnu kunne ses godt 200 år 

senere. Foran voldene forstærkedes det naturlige 

forsvar bestående af fugtigt morads med 

dybe voldgrave, der, for ikke at skulle være påvirkelige 

af vandstanden i fjorden, var således 

afskåret, at de på det nærmeste dannede indsøer. 

Med meget stor sikkerhed har der ikke været 

mur men palisader på toppen af volden, sådan 

som det er normalen i Danmark. 

1625 kortet - hvorfor blev det tegnet? 

Eftersom Nakskov var en af Danmarks vigtigste 

byer frem til omkring 1660, var forsvaret af 

den naturligvis højt prioriteret på nationalt plan, 

og Christian IV var meget interesseret i at sikre 

dens befæstning. Gennem flere år syslede han 

med planer for byens befæstning, og kortet fra 

1625 er sikkert et led i denne plan. Kortet viser, 

ud over selve vold- og gravbefæstningen, også 

et par sejlspærringer, hvoraf mindst den ene tilskrives 

Christian IV. 

I 1628 blev der gjort alvor af Christian IV’s tanker. 

Den 24. februar kom kongen på besøg i 

byen, hvor han besøgte det nystartede voldarbejde. 

Allerede første dag han var i byen, udstedte 

han ordre til lensmanden om at bringe 

500 spader, 500 skovle og 30 til 40 hakker til 

Nakskov. Arbejdet skulle gå hurtigere. I tre uger 

var kongen selv tilstede hver dag på arbejdspladsen. 

Efter sigende greb han selv fra tid til 

anden måleudstyr og afstak placeringen for 

voldene. Selv gravearbejdet skulle han have 

blandet sig i. Man fristes til at sende de stakkels 

bygningsarbejdere en tanke. 

Christian IV kasserede muligvis ikke de gamle 

volde over en kam, men udbyggede nogle af 

dem voldsomt, hvorimod man må have sløjfet 

andre, bla. dem i Kattesundet. Her kastedes 

graven til, sikkert med jorden fra de gamle volde,

og en ny byggedes lidt længere ude, således at 

man fik en fremskudt vold. 

Eftersom portene var det svageste led, valgte 

han at opføre en ny voldlinje og at bevare de 

gamle porte. I denne fremskudte voldlinje lavedes 

nu kun en port. For at kunne komme gen- 

København 1624. Kortet her næsten samtidig med kortet 

over Nakskov fra 1625. Om end kortene er skabt til to 

forskellige formål ses dog tydeligt forskellene i befæstningens 

udførsel. Københavns befæstning blev efter 

Grevens Fejde i 1536 moderniseret. Bemærk igen at 

befæstningen har spidse, pilformede bastioner. 

nem denne måtte man så at sige over tre voldgrave. 

Efter at have sat gang i byggearbejdet vendte 

Christian IV hjem til København. 

Man startede øst for byen, men det gik åbenbart 

for langsomt for den ivrige konge. Den 27. 

maj udgik der nemlig bud fra kongen om, at de 

lollandske købstæder skulle hjælpe med til at 

befæste Nakskov. Dette arbejde skulle være 

færdigt til Mikkelsdag. 

Men sådan gik det ikke. Året efter skrev kongen 

atter til byen, for han havde erfaret, at befæstningen 

endnu ikke var færdig. Endelig i 1630, 

efter mere end to års arbejde, var arbejdet færdigt 

– i hvert fald det planlagte arbejde. 

I 1639 blev kongen gjort opmærksom på, at byen 

lå meget åben mod vandsiden. Men først i sommeren 

1645 kom der gang i byggeriet. Derfor 

anlagdes der nye og flere sejlspærringer. Igen 

i 1657 klagede kongen over, at byggeriet ikke 

var færdigt. Denne gang var det forværkerne 

mod vest, der ikke var i orden. Dette medførte, 

at borgerne ikke længere måtte lade deres svin 

gå på volden, og at vagtfolkene på volden ikke 

måtte bruge voldens palisader til brænde! Ikke 

mærkeligt, når man tænker på, at krigen mod 

svenskerne rasede i Jylland. Men endelig i 1657 

stod Nakskovs befæstning færdig. Det var den 

befæstning, svenskerne mødte i 1658 og igen i 

1659. 

Her ses et kort over Nakskovs befæstning, tegnet af den berømte, svenske militærkartograf Dahlberg. Dahlberg er 

kendt for sine uhyre nøjagtige kort fra svenskekrigene i midten af 1600-tallet. På kortet over Nakskov ses tydeligt 

moderniseringen, som befæstningen har gennemgået siden kortet fra 1625. Væk er den gamle middelalderlige 

befæstning. Byen har nu kun to byporte, og et massivt vold- og gravanlæg beskytter den. De middelalderlige byporte 

blev dog ikke fjernet i første omgang, men lå bag volden og indgik i bybilledet frem til omkring år 1700 og kan svagt 

anes bag de nye volde. 


1

af Bi Skaarup, madhistoriker 

Den 16. juni 2008 blev der i Skovpavillonen 

på Frilandsmuseet holdt et foredrag 

af madhistoriker Bi Skaarup i forbindelse 

med Moder Jord, en fødevarefestival 

arrangeret af Kulinarisk Netværk, Slow 

Food og LF-naturligvis. 

Foredraget bar titlen ”Groffenbrad, kalvedans 

og mikmuskage - genbrug af den 

gamle mad”. 

Artiklens fotos er fra foredraget. 

Kulturhistorie er ikke bare en beskrivelse af, 

hvordan vore forfædre gebærdede sig. Det er 

også en skattekiste af viden om, hvordan man 

kan gøre. 

Når man læser om vore øers madkultur, lyder 

retterne ofte uappetitlige og helt uegnede til vores 

forkælede ganer. Men der er faktisk noget at 

hente hos de gamle. De kunne nogle ting, som 

er gået i glemmebogen med rationaliseringen af 

landbruget og moderniseringen af husholdningen. 

Derfor arrangeredes et foredrag om den 

gamle lokale madkultur som optakt til Moder 

Jord fødevarefestivalen den 21.-22. juni. 

At høre et helt foredrag om mad uden at kunne 

få lov til at smage den er for kedeligt, så derfor 

var der indlagt smagsprøver af såvel mad som 

drikkevarer ved arrangementet. 

Foredragets titel var valgt med velberåd hu. Læser 

man beskrivelser af den gamle bondemad 

fra øerne, støder man på den ene besynderlige 

betegnelse efter den anden, mange af dem ikke 

uden den så typiske lokale humor. De tre ord 

groffenbrad, kalvedans og mikmuskage betegner 

alle typiske retter fra området. Groffenbrad 

er egentlig tysk og betyder grydesteg, af graben 

gryde og brad steg, men det var tidligere såvel 

i Tyskland som herhjemme betegnelsen på et 

stykke oksekød. Her på øerne kom det dog til 

at betyde en ret bestående af ”plukkesul” dvs. 

det småkød man fik til overs, når man havde 

Historisk mad 

Historisk mad 

udskåret det, man skulle bruge fra lam, svin eller 

evt. gås. Dette plukkesul blev kogt sammen 

med tørrede pærer evt. også æbler. Kalvedans 

var kød fra spædekalv kogt med krydderier og 

salt og bagefter afkølet dækket af kogevandet. 

Det høje gelatineindhold i kødvævet fik retten til 

at blive til gele, og man kan selv gætte, hvordan 

den kom til at erhverve navnet kalvedans. Sidste 

ret, mikmuskage, var en kage, der blev givet 

til høstarbejderne, også børn, der havde hjulpet 

med ved høsten, til Mikkelsmesse, som markerede 

afslutningen på høsttiden. Det var flade, 

cirkulære hvedebrød af en søsterkagedej med 

kardemomme og rosiner. Kagerne var i deres 

sidste form op mod år 1900 30-40 cm i diameter 

og dekorerede med sukkerglasur sommer tider 

med kanel. 

Et stykke mikmuskage 

Bortset fra de besynderlige navne var der tale 

om 3 rigtigt gode og velsmagende retter. Groffenbrad 

og kalvedans fandtes især på Falster, 

mens kagen optrådte på begge øer. Det var dog 

ingen af disse retter, der blev serveret smagsprøver 

på. Her var valgt en gang sulevælling, og 

da det nu var sommer, tykmælk, eller rettere oplagt 

mælk, som det hed dengang: dvs. tykmælk, 

som var afdryppet, serveret med fløde. 

Den lolland-falsterske madkultur 

Det er kendetegnende for egnens retter, at de 

gennemgående er lavet af gode ting. Der optræder 

masser af kød, fisk, især sild, grønt og 

frugt i modsætning til de magre dele af Jylland,

hvor man var henvist til at strække maden på 

grund af den evige mangelsituation. 

De fede jorder har givet muligheder for gode afgrøder. 

Bl.a. kunne man her i modsætning til i 

resten af landet dyrke hvede, hvilket betød, at 

hvedebrød var almindeligt, når der skulle være 

fest. I resten af landet stod den på rugsigtebrød, 

når det gik højt, og det var vel at mærke brød 

bagt udelukkende af den sigtede rugmel, og 

ikke som vore dages sigtebrød, som indeholder 

meget hvede. Til hverdag har man – som i resten 

af landet – spist rugbrød. Brødet blev bagt 

ca. en gang om måneden og i tiden før plastikposen 

og den lufttætte brødkasse har det ofte 

været hårdt og tørt, når man nåede et stykke 

hen mellem to bagninger. Dette afholdt dog ikke 

madmor fra at anvende det. 

Det tørre brød fandt mange anvendelser, bl.a. 

som rugbrødsrasp, der indgik i kager eller som 

tilsætning til det nye rugbrød. De afgnavede 

levnede stumper kunne også bruges. Det er 

bl.a. her øllebrøden kom ind. Denne ret, som 

kendes fra det meste af landet, bestod i en stor 

gryde, hvori man smed alle levnede brødrester. 

Det kogtes så op med dagens ølsjatter til en tyk 

grød, der var en god og mættende ret. 

Artiklens forfatter blandt lækkerierne 

Egnsretternes endeligt 

De mange gode lokale retter forsvandt i slutningen 

af 1800-årene. Før den tid var Danmark 

præget af mange regionale køkkener, der hver 

for sig var baseret på de muligheder, som naturen 

gav for agerbrug og dyrehold. Det betød, 

at Sjælland med tilhørende øer især havde en 

madkultur præget af brød, øl og flæsk. Hernede 

i syd suppleredes dette især af ærter, både de 

grå, såkaldte lollandske rosiner, som er det, 

man også kalder markært, samt de almindelige 

grønne, som er en umoden haveært og de gule, 

som er det samme blot som modne og tørrede. 

Frugt må der også til 

Som alle andre steder i landet spiste man, før 

kartoflen i løbet af 1800-årene blev almindelig, 

masser af korn i form af gryn, grød og brød. Det 

var især fra byg og rug, men altså også her på 

øerne hvede ved særlige lejligheder. Kød var ud 

over flæsket især fra lam og gæs, mens oksekødet 

mest var til fest, da kvægholdet ikke spillede 

en særlig stor rolle på øerne. Derfor var 

mælkeretter heller ikke noget, der optrådte så 

meget på menuen, selvom man selvfølgelig 

havde køer. 

Fra køkkenhaven kom grønt: dvs. grønkål, hvidkål 

og rødkål, porrer, løg og diverse rodfrugter 

samt i hvert fald persille, timian og purløg. Det 

særligt karakteristiske for Lolland-Falster var 

dog, at man her havde mange frugter, især 

stenfrugterne æbler, pærer, kirsebær og blommer. 

Det afslører sig også i de lokale retter, hvor 

disse indgår i rigt mål. Tørrede æbler, pærer 

og blommer blev anvendt i mange retter som 

et kærkomment smagstilskud til det kedelige 

udvandede kogte salte kød. Ingen andre steder 

i landet ses dette så gennemført og i så store 

mængder. Såvel æbler som pærer blev også 

presset og saften kom på tønder. Når disse tønder 

havde stået vinteren over, kunne de give en 

særlig god perlende most, fortælles det af landøkonomen 

Gregers Begtrup i hans værk om 

Agerdyrkningens tilstand i Danmark fra 1806. 

Cideren er altså ikke nogen ny opfindelse på 

vores øer. 

I de sidste årtier af 1700-årene og i de tidlige 

1800-år blev landsbyerne på Lolland-Falster 

som i resten af landet udskiftet, bønderne blev 

Historisk mad

selvejere og dette indledte en revolution af hele 

det danske landbrug. 

Det danske landskab blev i løbet af det 19. århundrede 

fuldstændigt forandret. Gårdene, som 

før lå og puttede sig inde i landsbyerne flyttede 

ud på de samlede jorder. Nye samarbejdsrelationer 

og en imponerende koordineret indsats fik 

den danske landbrugsproduktion koncentreret 

om ganske få produkter egnede for det udenlandske 

marked: smør og bacon. På gårdene 

gik man fra at være selvforsynende enheder til 

producenter af eksportvarer, eller som det også 

sås hernede, sukkerroer, som forsynede landet 

med billigt sukker. Man begyndte at tjene penge 

i stedet for som tidligere at producere den mad, 

man selv skulle bruge til gårdens folk. 

1800-årenes store teknologiske revolution kom 

ikke bare landbrugsproduktionen til gode, den 

revolutionerede også arbejdet i den daglige 

husholdning. Den største omvæltning skabte 

nok komfuret, som gav en langt mere rationel 

udnyttelse af brændslet, og gav helt nye muligheder 

i madlavningen. Jernkomfurene var 

indrettet med en ovn, der nemt kunne bruges 

hver dag. Et andet vigtigt stykke værktøj var 

kødhakkemaskinen. Den betød, at det hakkede 

kød ikke mere kun var forbeholdt fine folk, der 

havde overskud og personale nok til at få kødet 

håndhakket med kniv. Og hjulpiskeren, der som 

erstatning for piskeriset gjorde, at æggehvider 

og fløde kunne piskes i løbet af ingen tid. 

Historisk mad 

Tiden var også præget af en tro på autoriteterne, 

som netop i denne periode kom frem med anbefalinger 

på, hvad man burde spise og hvordan. 

Husholdningsskoler og husmoderforeninger 

skød op, og man lærte at bruge nye retter. Det 

hakkede kød (som ofte var produceret af en del 

af det, der ikke kunne eksporteres af baconsvinene) 

blev en almindelig foreteelse. Det er det 

stadig. Vi er den nation i verden, der spiser mest 

hakket kød. Sovs og kartofler kom til at erstatte 

gryn og grød, mens rugbrødet, i hvert fald knapt 

et århundrede endnu ville stå distancen. 

Med penge mellem hænderne fik man også nye 

ambitioner. Det var en lise at kunne begynde 

at købe mange af de produkter, som man før 

havde måttet arbejde så hårdt for at producere 

og forarbejde selv i husholdningen. Men det betød 

også, at mange retter og produkter i løbet af 

få generationer gik i glemmebogen, og nu mere 

end 100 år efter lyder navne som mikmuskage 

og groffenbrad ikke bare spøjst, men også fremmede 

og helt eksotiske. 

Der er dog god grund til at tage nogle af disse 

retter frem igen. Dels smager de godt og er 

nemme at lave, dels består de af netop de råvarer, 

som bliver særligt gode her på vore øer. 

Ingen andre steder vil man være i stand til at 

lave dem så godt, som vi kan her, derfor ville det 

da være en skam, hvis vi ikke udnyttede det og 

viste hvad vi kan her på øerne.

Moder Jord Fødevarefestival 

På Frilandsmuseet 21.-22. juni 2008 

Lolland-Falster er med sin fede jord og mange 

solskinstimer et solidt landbrugsområde. Efter 

mange år med storproduktion af sukkerroer og 

korn, går udviklingen nu i retning af, at flere 

både større og mindre producenter er begyndt 

på at dyrke specialafgrøder og frugt og samtidig 

forarbejde afgrøder fra egen produktion. 

Som følge deraf er der nu dukket en mængde 

producenter op, som fremstiller most, vin, 

pølse, ost, marmelade og meget mere. Kendskabet 

til de mange spændende produkter skal 

bredes ud både lokal og nationalt, men hvad 

der er lige så vigtigt, de nuværende producenters 

succes skulle gerne give andre lyst til at 

starte op. 

Planlægningen til årets fødevarefestival har 

været langvarig. Helt tilbage i efteråret 2006 fik 

museet kontakt til en planlægningsgruppe, som 

allerede var etableret omkring en fødevarefestival 

på Lolland-Falster. Lolland-Falsters Stiftsmuseum 

var på dette tidspunkt på udkig efter 

en event, der kunne afløse børnedyrskuet, som 

vi havde måttet aflyse på grund af manglende 

tilmelding. Museets opgave på Frilandsmuseet 

er at formidle landbrugskultur og historie, 

således også den nyeste udvikling inden for 

erhvervet på Lolland-Falster. Derfor var tanken 

om en fødevarefestival oplagt. 

Den hårdtarbejdende planlægningsgruppe bestod 

af Kai Winther, Slow Food Lolland-Falster, 

Anne Albrechtsen, Kulinarisk Netværk, Susanne 

Hovmand, Lolland-Falster NATURligvis, Peter 

Thorlin, Thorlin Gedeavl, Carsten Ulendorf, 

Celcius360 Reklamebureau og undertegnede 

fra Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Planlægningsgruppen 

er nu blevet udvidet til arbejdet 

med Moder Jord 2009. En lang række af lokale 

firmaer tegnede et sponsorat, som bl.a. også 

sikrede, at festivalen også fik en fin profilavis i 

Lolland-Falster Folketidende. 

Festivalen blev en stor succes med de ca. 25 

veloplagte udstillere, talere, Folkekøkken og 

foredrag. Der var gratis adgang til arrangementet, 

og det benyttede mere end 3500 gæster 

sig af. Festivalens hovedbudskab, nemlig at 

præsentere de lækre og veltilberedte produkter 

fra Lolland-Falster, gik rent ind. De veloplagte 

udstillere havde travlt med at formidle deres 

produkter, og der blev rakt store mængder af 

smagsprøver over bordene i Frilandsmuseets 

huse og på plænerne. 

En veltilrettelagt reklamestrategi sikrede, at 

budskabet om Moder Jord Festivalen nåede 

langt ud over Lolland og Falster og sikrede 

også Frilandsmuseet en publikumsrekord. 

Fødevarefestival 

af Ulla Schaltz, museumschef

af Birgit Wilster Hansen, magasinforvalter 

Arbejdet med at flytte vore samlinger fra diverse 

opbevaringssteder til vores store lejede hovedmagasin 

fortsatte i 2008. 

I marts måned havde vi igen indlejet den store 

frysecontainer fra Bevaringscenter Øst i Køge. 

I løbet af de 3 uger den stod hos os, fik vi frysedesinficeret 

et større antal genstande, blandt 

meget andet museets fine samling af kaner og 

slæder samt flere vogne Disse kan så efterfølgende 

indplaceres på magasinet. 

Ved at fryse alle genstande som kan være angrebet, 

forsøger vi at sikre os mod skadedyrsangreb, 

så som borebiller og møl, i magasinet. 

Derudover er der udplaceret et antal fælder, 

således at eventuelt kryb kan registreres hurtigt. 

Samtidig forsøger vi at holde en passende 

lav relativ fugtighed i magasinet for at modvirke 

angreb. 

Til registrering af fugtigheden er anskaffet et an- 

Magasinet 

Magasinet 

Bagerens vogn som, efter sigende, har brugt geder som trækkraft 

tal dataloggere, som hver 30. minut registrerer 

temperatur og fugtighed. Disse kan, i en PC, enkelt 

aflæses og udskrives som graf eller tabel. 

Efterhånden som arbejdet skrider frem, må vi 

nok erkende, at det vil blive svært at få plads 

til alle samlinger på hovedmagasinet. Samtidig 

ved vi, at Lolland-Falsters Stiftsmuseum pr. 

01.01.2009 fusionerer med nuværende Guldborgsund 

Museum, som har samme udfordring 

vedrørende manglende plads på deres magasiner. 

Derfor begyndte vi i 2008 at undersøge diverse 

løsninger på øget magasinplads. Foreløbig er 

der dog ikke kommet noget konkret ud af vore 

anstrengelser. Vi har visse krav til bygninger og 

lokaler, som skyldes hensynet til museumssamlingernes 

bevaring, samtidig med at lejen skal 

kunne forsvares i museets budget. 

Med flytningen i maj af ledelses- og kontorfunk-

tionerne fra Victor Kolbyes Vej til Museumsbygningen 

på Banegårdspladsen, fik vi mulighed for 

at indrette et studierum i samme bygning som 

magasinet. Det betyder, at vi undgår megen 

transport af genstande. Dette er en stor fordel 

både med hensyn til at mindske slitage på genstandene 

og på tidsforbrug ved henvendelser 

om adgang til genstande og samlinger. 

Rummet fungerer i det daglige som registrerings- 

og foto-/pakkerum foruden funktionen 

som studierum. Det er bl.a. indrettet med et 

stort bord, som kan deles og flyttes på hjul samt 

en pc-arbejdsplads og en opstilling til fotoregistrering 

af mindre genstande. 

Vi fik også taget hul på flytningen af de mange 

bøger, som er registret i museets samlinger. Ligesom 

de andre genstande skal bøgerne rengøres, 

fotodokumenteres, nedpakkes i syrefrit 

silkepapir og mærkes med museumsnummer. 

De indpakkede bøger lægges i nummererede 

kasser og er klar til placering på magasinet. 

Endelig kom vi i gang med ”magasinrevision 

2008”. Hele flytningen er selvfølgelig én stor 

magasinrevision, men med ”magasinrevision 

2008” har vi taget systematisk fat på de genstande, 

som tidligere er sat til side på grund af 

manglende nummer, svært læsbart nummer, 

manglende dele, større skader eller lignende. 

Disse genstande skal vi så forsøge at identificere 

på grundlag af protokoller, gave- og indkomstsedler 

og andre ældre registreringssystemer. 

Lykkes det ikke, eller er genstanden i en sådan 

forfatning, at den museale værdi er tvivlsom i 

forhold til udgiften for en konservering, skal udskillelse/kassation 

overvejes. 

Udskillelse kan ske til et andet statsanerkendt 

museum, såfremt genstanden optages i dette 

museums samling som egentlig museumsgenstand. 

Er dette ikke muligt, skal Kulturarvsstyrelsen 

ansøges om tilladelse til kassation af den pågældende 

genstand. 

Der indsendes en begrundet ansøgning vedlagt 

fotodokumentation samt tilgængelige oplysninger 

om genstanden. 

Tillades kassationen, skal museet, såfremt det 

er muligt, kontakte giver eller dennes arvinger 

for at tilbyde returnering af genstanden. 

Såfremt giver/arvinger ikke ønsker genstanden 

retur, eller oplysningerne tilknyttet genstanden 

ikke er tilstrækkelige for at giver eller dennes 

arvinger kan lokaliseres, skal følgende muligheder 

undersøges: 

Genstanden indgår i museets egen formidlings- 

/rekvisitsamling, genstanden tilgår et andet 

museum som formidlingsgenstand/rekvisit eller 

genstanden destrueres. 

Hvilken af disse muligheder for udskillelse der 

ønskes, skal fremgå af ansøgningen til Kulturarvsstyrelsen. 

En kassation af en museumsgenstand er således 

ingen enkel sag. Det skal det heller ikke 

være. Genstande som indsamles eller modtages 

som gave til museets samlinger, skal være 

sikret for eftertiden, så længe det er fysisk muligt. 

Et øget fokus på hvorfor museet ønsker at indlemme 

en given genstand i museets samling, 

samt et øget kendskab til under hvilke forhold 

forskellige materialer bedst opbevares, skulle 

gerne gøre ovenstående mere eller mindre 

overflødigt i fremtiden. Dog vil der altid være 

genstande, som må udskilles på grund af dårlig 

bevaringsstand. 

Langt hen ad vejen vil nedbrudte genstande 

kunne konserveres, og med øget fokus på 

og viden om de ideelle opbevaringsforhold vil 

museumsgenstande kunne bevares langt ud i 

fremtiden - men ingenting varer evigt. 

Publikum mærker måske, at museet er mere tilbageholdende 

med at modtage genstande. Det 

er ikke længere nok, at genstanden er gammel 

og lokal. 

Det skal her understreges, at dette ikke betyder, 

at vi ikke er glade for henvendelser fra 

publikum. Dersom man mener man har noget, 

vi kunne have glæde af at indlemme i vore samlinger, 

hører vi det gerne. Det betyder blot, at vi 

nogle gange venligt takker nej. 

Museet har dog i 2008 modtaget flere fine genstande, 

som er blevet indlemmet i museets 

samlinger og efter registrering har fundet vej til 

magasin eller udstilling. 

Magasinet

af Hanne Christensen, industrihistoriker 


Sukkerfabrikken i Holeby går fremtiden i møde 

Højbygaard Sukkerfabrik, set fra syd. Foto Hanne Christensen, 2008 (Museum Lolland-Falster) 

Sukkerfabrikken ”Højbygaard” blev i 2007 udpeget 

af Kulturarvsstyrelsen som et af Danmarks 

25 nationale industriminder. Det betyder, at stedets 

historie skal søges fastholdt og genfortalt 

i den nye virkelighed, der er ved at tage form 

med den forventede omdannelse til multifunktionelt 

center for forskning og formidling om klimaforhold. 

Carlsbergbryggeriet i Valby, et andet 

af de udpegede industriminder, blev i 2008 endegyldigt 

fraflyttet, samtidig med at der sattes 

fokus på en mulig genanvendelse af kompleksets 

bygningsmasse. 

Problemstillingen er med andre ord højaktuel. 

I Danmark erkender og anerkender vi stadig 

mere åbenlyst vor industrielle fortid som en væsentlig 

del af kulturarven. Ikke mindst de gamle 

industribygninger kommer hermed til ære og 

værdighed. 

Nærmer man sig den nedlagte sukkerfabrik i 

Holeby, møder man i dag et oversigtsskilt, pænt 

friserede plæner samt bygninger, der er tæt på 


tag og fag og med nymalede porte. Alt signalerer, 

at der er nogen, der tager sig af stedet. 

Ejeren er Martin Skibsted, der også står bag bevaring 

og genbrug af Sakskøbing Sukkerfabriks 

gamle industribygninger. Men selv om der er ved 

at komme styr på anlægget, er det ikke lige til at 

overskue alle de mange sammenbyggede eller 

fritliggende bygninger, delvis præget af knopskydning 

og forhøjelser - eller flytninger, når der 

opstod nye behov. Og ruller vi tiden nogle få år 

tilbage, til 2005-06, så det hele anderledes trøstesløst 

ud, blandt andet på grund af en brand i 

tagetagen på den gamle modtagelsesfløj. For at 

få overblik over bebyggelsen, før ombygningen 

for alvor tager fat, bad Kulturarvsstyrelsen Lolland-Falsters 

Stiftsmuseum om en redegørelse 

for anlæggets historie og udvikling. Dette resulterede 

i november 2008 i en rapport med detaljerede 

oplysninger om bebyggelsens og anlæggets 

udvikling. I nærværende sammenhæng er 

det kun de store linier, der kan blive plads til at 

trække op.

Sukkerfabrikken ”Lolland”, som var fabrikkens 

oprindelige betegnelse, blev opført af brødrene 

Erhard og Johan Ditlev Frederiksen i 1872-74 

efter tysk forbillede som et nøglefærdigt anlæg, 

hvortil der leveredes såvel bygningstegninger 

- en form for typetegninger - som maskiner 

fra Braunschweigische Maschinenbauanstalt 

(BMA). Forbilledet var en nybygget fabrik ved 

Peine nær Hannover. 

Det dominerende bygningselement var den ca. 

100 meter lange hovedfløj, to etager høj og med 

flugtende tag, inddelt i tre afsnit: 

Modtageafsnittet i syd med roevasken, hvorover 

der var kontorer og boliger til funktionærerne. 

Fabriksafsnittet i midten i form af en stor hal 

med galleri til specialmaskineri markerede sig 

udadtil med høje katedralvinduer. I saftfabrikken 

var opstillet snittemaskine, diffusionsbatteri 

- til udludning af saften, kedler til saturation 

(rensning af saften med kalk), fordampning af 

tyndsaften til tyksaft og endelig krystallisering - 

den såkaldte vacuumpande. I den lille tværbygning 

på dette afsnit blev roesnitterne presset og 

dumpet ned i en gennemkørsel med henblik på 

returnering til brug som kvægfoder. 

Endelig fulgte i nord sukkerhuset, der rummede 

centrifugestationen, hvor siruppen blev slynget 

fra sukkerkornene, og et lager for sukkersækkene. 

Det ”tyske” - gotiske - udtryk, som karakteriserede 

fabrikkens arkitektur genkendes 

også på samtidige svenske fabrikker, der blev 

importeret som pakkeløsninger fra Tyskland. 

På bagsiden af den lange bygningsflugt lå kedelhuset 

med skorsten og filterbygninger samt 

andre hjælpefunktioner, herunder fabrikkens 

egen kalkovn. 

Fra starten blev også opført en lille arbejderkoloni, 

den såkaldte Haveby, med 42 små boliger 

i dobbelthuse og med store nyttehaver. I tilknytning 

hertil oprettedes både en husholdningsforening, 

”brugs” og skole. 

Brødrene gik konkurs i 1877, hvorefter et konsortium 

førte virksomheden videre, indtil den i 

1880 blev opkøbt af De Danske Sukkerfabrikker 

A/S. Bygningsmæssigt blev den første mere 

synlige forandring opførelsen af den stadig eksisterende 

funktionærbolig vest for fabrikken - til 

fabrikkens bogholder. 1903 opførtes i samme 

strøg en forvalter- og en sukkermesterbolig 

samt kuskebolig med tilhørende hestestald. 

Alt - som Havebyen - i tidens gængse senklassicistiske 

stil. De nye boliger var placeret vis à 

vis det nye bølgeblikslager fra 1898, som var 

lagt i forlængelse af sukkerhuset for at afhjælpe 

pladsmanglen efter ibrugtagningen af roebanenettet 

i 1894, der på Højbygaard fra starten blev 

betjent af engelske Bagnall-lokomtiver og indebar 

mærkbart øgede leverancer. 

I 1930’erne satte et større ”byggeboom” sig 

spor. I 1936 byggede man et nyt maskinværksted, 

beliggende vinkelret på hovedlængens 

bagside med store jernsprossevinduer i facaden 

mod syd - og med kontor til fabrikkens første 

ingeniør samt laboratorium på 1. sal. Året efter 

nedrev man det gamle såkaldte sukkerhus og 

erstattede det af et fire etager højt nyt fabriksafsnit 

med flere funktioner i samme bygning, både 

fordampning, krystallisering, centrifugering og 

sækning. Samtidig opførtes bag bølgeblikslageret 

et nyt stort grundmuret lager. 

Højbygaard Sukkerfabrik i begyndelsen af 1900-tallet 

med fuld damp på maskinerne! Hovedfabrikken står stort 

set uændret, men der er kommet et rundbuet, skotsk 

bølgeblikslager til i 1898, ligesom man helt til venstre ser 

hestestalden til kuskeboligen fra 1903. I forgrunden den 

spejlende overflade fra det store jordafsætningsbassin, 

der blev anlagt o. 1900. Den lille bygning til højre for 

fabrikken er den oprindelig smedje i bindingsværk med 

spåntag. Her var også et rum til avlsgårdens to engelske 

pløjemobiler - hvoraf det ene i dag befinder sig på 

Frilandsmuseet i Maribo. (Holeby Lokalarkiv) 

Alle tre nybygninger fra 1936-37 fik samme 

arkitektoniske udformning som det oprindelige 

anlæg - dvs. blev opført i gul mur med røde 

murstenslisener og gesimser. Endelig opførtes 

i 1940 en bestyrerbolig i rød mur, lidt tilbagetrukket 

- i nordvest - omgivet af et parklignende 

haveanlæg. 

Efter Anden Verdenskrig fulgte endnu en bølge 

af nybyggerier. Denne indebar blandt andet i 

1950 indretningen af en lokomotivgrav i neder- 

Et industrimiljø på landet

0 

ste etage af en nybygning i sydøst - umiddelbart 

nord for den nye lokomotivremise med fire porte 

i syd, der var opført året før. Disse bygninger 

opførtes udelukkende i gule sten og med meget 

beherskede dekorationselementer - funktionalismen 

gjorde sig gældende. Sideløbende moderniseredes 

roemodtagelsen med det anlæg, 

der ses på billedet, hvor roerne kunne tippes af 

og på gummibåndet føres hen over roekulerne, 

hvor de blev skubbet ned og via underjordiske 

svømmerender ført ind i fabrikken. I 1956 fornyedes 

skorstenen. 

Endelig opsattes i slutningen af 1950’erne det 

af den unge ingeniør H. Brüniche-Olsen udviklede, 

kontinuerlige diffusionstrug. Netop denne 

effektive teknik blev udslagsgivende for, at en 

rationaliseringsbølge satte ind og startede udviklingen 

hen mod færre og større fabrikker. 

Medvirkende hertil var dog også roebanernes 

afløsning af den mere fleksible transport med 

lastbiler og traktorer. Den første danske sukkerfabrik, 

der blev lukket, blev Højbygaard - efter 

kampagnen i 1960. Stedet fik dog en efterhistorie 

som papemballagefabrik - og er nu på vej ind 

i en helt ny æra. 


Litteratur: 

Boyhus, Else-Marie 1973, ”Lolland” og dens 

avlsbrug” i: Lolland-Falsters Historiske Samfund, 

7-41. 

Christensen, Hanne 2007, ”Da roerne kom til 

Lolland”, Industri, industri, 68-73. København: 

Gad. 

Christensen, Hanne 2007, Dansk industri. Sukkerfabrikkerne. 

Roer i lange baner. Nykøbing F: 

Guldborgsund Museum. 

Christensen, Hanne 2008, Sukkerfabrikken Højbygaard 

- og koblingen til det omgivende kulturlandskab, 

upubliceret rapport/Lolland-Falsters 

Stiftsmuseum. 

Drachmann, Povl; Estrup, L 1922, De danske 

Sukkerfabrikker 1872-1922. København: Egmont 

H. Petersen. 

Jensen, Hannelene Toft; Axelsen, Per 1982, Fabriksboliger 

i Danmark. Lolland-Falster, Maribo 

amt. Selskabet til bevaring af industribygninger. 

Den høje bygning til venstre - bag dampen - er det nye fabriksafsnit fra 1937, der erstattede det gamle sukkerhus. 

Foran ses den oprindelige fabrikshal, der fik en ekstra etage på i 1940erne. Til venstre herfor ses det såkaldte diffusionstrug. 

Foto ca. 1958. (Holeby Lokalarkiv).

Årsberetning 2008 

1.0 Museets arbejdsgrundlag og formål: 

1.1 Navn 

Museet hed frem til 31. december 2008 Lolland 

- Falsters Stiftsmuseum. Efter 1. januar 2009 

indgår det sammen med Guldborgsund Museum 

i Museum Lolland-Falster. 

1.2 Adresse og telefon 

Kontor: Banegårdspladsen, 4930 Maribo, tlf. 

7240 1620 

Udstillinger: Banegårdspladsen, 4930 Maribo, 

tlf. 7240 1620 

Frilandsmuseet: Meinckesvej 5, 4930 Maribo, 

tlf. 7240 1620 

Magasin: Victor Kolbyes Vej 15, 4930 Maribo tlf. 

7240 1620 

1.3 Kategori og ejerforhold 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum er et statsanerkendt 

kulturhistorisk museum for Lolland Kommune, 

dog har der siden 2007 eksisteret et 

samarbejde med Guldborgsund Museum om 

Stiftsmuseets tidligere ansvarsområde, nuværende 

Guldborgsund Museums ansvarsområde 

i tidligere Nysted og Sakskøbing kommuner om 

kapitel 8 arbejdet. Museet er en selvejende institution, 

der drives af bestyrelsen bag Lolland- 

Falsters Stiftsmuseum. 

1.4 Museets formål, herunder ansvars- eller 

virkeområde 

Museet virker ifølge museumsloven gennem 

indsamling, registrering, bevaring, forskning 

og formidling inden for sit ansvarsområde for 

sikringen af lokalområdets kulturarv samt for 

at belyse tilstande og forandringer i lokalområdets 

kulturhistorie. Museets ansvarsområde er 

Lolland-Falsters Stift, dog begrænset af de ansvarsområder, 

der er tillagt de øvrige statsanerkendte 

museer i stiftet. Museet havde i 2008 det 

arkæologiske og etnologiske ansvar for Lolland 

Kommune. 

1.5 Oprettelse 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum er stiftet i 1879 

og statsanerkendt i 1890. 

1.6 Medlemskab af foreninger og organisationer 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum er medlem af: 

Organisationen Danske Museer, Dansk ICOM, 

Museumsformidlere i Danmark, Museumstjenesten, 

Museumshøjskolen, Industripuljen, 

Landbrugspuljen, Fagudvalget for Nyere Tid i 

Storstrøms Amt, Fagudvalget for forhistorisk 

arkæologi i Storstrøms Amt, Fagudvalget for 

Middelalder Arkæologi i Storstrøms Amt, Fagudvalget 

for kulturmiljø i Storstrøms Amt, Fagudvalget 

for IT i Storstrøms Amt, Kulturmiljørådet 

i Storstrøms Amt, Bestyrelsen Digteren for Emil 

Aarestrups hus i Nysted, Maribo Uddannelsesråd, 

Sukkermuseet i Nakskov, bestyrelsen bag 

naturvejledningen Maribo søerne. 

1.7 Samdriftsaftaler 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum modtog i 2008 

driftstilskud fra staten, det tidligere Storstrøms 

Amt i en overgangsordning samt Lolland kommune. 

De tidligere kommunale samdriftsaftaler 

blev overført i 2007 til Lolland Kommune. Det 

medførte, at det tidligere Maribo Kommune bidrog 

med ca. 26,50 kr. pr. indbygger, og de tidligere 

6 andre kommuner bidrog med 13.50 kr. 

pr. indbygger. 

Lolland Kommune har valgt at hæve tilskuddet 

til 50 kr. pr. indbygger, hvis museet sammenlægges 

med et andet statsanerkendt museum. 

1.8 Samarbejde med, arbejde og konsulentbistand 

for myndigheder, andre museer, institutioner 

og andre 

Museet yder generelt arbejde og konsulentbistand 

for offentlige myndigheder, i særlig grad 

kommuner og amt, bl.a. ved gennemgang af 

byggetilladelser og lokalplaner, hvilket omhandler 

ca. 1200 sager i 2008. Men også på en lang 

række af andre områder samarbejder museet 

med kommunen f.eks. ved udarbejdelse af kulturplan, 

omkring det rummelige arbejdsmarked, 

på børnekulturområdet og med Erhvervs- og 

udviklingskontoret. Det omfattende arbejde er 

pålagt museerne gennem museumslovens kapitel 

8. 

Årsberetning 

af Ulla Schaltz, museumschef 

1

Museet samarbejder også med kommunens 

skoler og børneinstitutioner. 

I henhold til samarbejdsaftale med Nakskov Lokalhistoriske 

Arkiv er museet ansvarligt for lønudbetaling 

til en af arkivets medarbejdere. 

Igennem kulturaftalen er regionaliseringen slået 

igennem på hvert af de statsanerkendte museer 

i Storstrøms Amt. Regionaliseringen betyder, at 

arbejdet på hvert af museerne indenfor områderne 

undersøgelser, indsamling, registrering, 

bevaring, forskning og formidling udføres med 

lokale, regionale og nationale synsvinkler. 

På det regionale område har Lolland - Falsters 

Stiftsmuseum fået tildelt det koordinerende ansvar 

for IT, det vil bl.a. sige museernes fælles 

webportal Åbne Samlinger. 

Museet deltager i øvrige regionale arbejdsfelter 

gennem de andre regionale fagudvalg. 

Forhistorisk arkæologi: Leif Plith Lauritsen 

Middelalderarkæologi: Leif Plith Lauritsen 

Nyere Tid: Ulla Schaltz 

IT: Leif Plith Lauritsen og 

Ulla Schaltz 

SAML(Storstrøms Amts museumsledere): Ulla 

Schaltz (Formand) 

STAK (Storstrøms Amts konserveringscenter, 

Nu ”Bevaringscenter Næstved”): Ulla Schaltz 

(Næstformand) 

Dertil kommer, at museet indgår i samarbejde 

med menighedsrådene på Lolland i forbindelse 

med arbejdet med gravminderegistrering, 

kunstværksteder- og foreninger, lokalhistoriske 

arkiver, turistforeningen og turistkontoret samt 

naturvejleder ved Maribo søerne. 

Øvrige samarbejdspartnere i 2008 har været 

KUAS, Kulturaftale Storstrøm, LASA, Turistkontoret 

i Maribo, Rigspolitiets kriminaltekniske afdeling, 

Ammunitionsrydningstjenesten på Skive 

kaserne, kommuner på Lolland og Storstrøms 

Amt og sidst men ikke mindst, Elisabethsminde, 

Åvænget, Museumsbanen og folkene på Idasminde. 

Alle skal have en stor tak for året, der 

er gået. 

Amatør historisk/arkæologisk forening 

I 2008 har foreningen deltaget i forskellige aktiviteter 

og udgravninger. Det er for museet utroligt 

vigtigt at have en sådan gruppe at kunne 

trække på, da de ofte kan træde til med relativt 

kortvarsel. 

1.9 Museets leder, navn og stilling 

Museets leder er cand.mag. i etnologi og histo- 

Årsberetning 

rie Ulla Schaltz. Den daglige ledelse af museet 

foregår i tæt samarbejde med museets bestyrelse 

og museets souschef cand. mag. i middelalderarkæologi 

Leif Plith Lauritsen. 

2.0 Samlinger, arkiver og bibliotek 

2.1 Generel beskrivelse af samlinger 

Nyere Tid 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum har en stor, gammel 

og meget varieret samling af genstande 

indsamlet over en mere end 125-årig periode. 

Vi antager, at museets samling rummer op mod 

100.000 genstande fordelt på alle tidsperioder 

og genstandsgrupper. Der er så godt som alt, 

hvad hjertet begærer i samlingen og mere til. 

Der er alt fra ganske uanselige hverdagsting i 

husholdningen eller hos den fattige husmand 

til unika og værdifulde genstande. Der er genstande 

såvel arkæologiske som nyere tids, men 

også en rig samling af fotografier, malerier, 

arkivalier og museumssager, som vidner om 

tidligere tiders undersøgelser, indsamlinger og 

forskning. 

Til museets betydningsfulde samlinger regnes 

krucifikssamlingen, som i 2006 fik ca.500.000 

i de såkaldte ENB-midler fra Kulturarvsstyrelsen 

til konservering. ENB står for Enestående 

National Betydning. Den polske samling er en 

anden helt særlig samling på museet, idet den 

beskriver den polske indvandring i forbindelse 

med den tidligste del af sukkerroeeventyret på 

Lolland og Falster omkring 1900. Dertil kommer 

et pløjemobil, som knytter direkte an til historien 

om sukkerets indførelse i Danmark, fordi det var 

ejet af brødrene Frederiksen, der grundlagde 

Sukkerfabrikken i Holeby, landets første. 

I samlingen af nyere tids genstande findes 

en stor møbelsamling, en righoldig samling af 

ovne, en rig ursamling og en stor samling af 

landbrugsredskaber. Dertil kommer, at Stiftsmuseets 

tekstilsamling er unik, herunder særlig 

samlingen af dåbsdragter. Der er også i museets 

samling hele værksteder bl.a. et karetmagerværksted. 

Blandt genstande indsamlet til belysning af den 

nyeste tid hører f.eks. Man B&W i Holeby og en 

dampmaskine fra savværket i Nysted. I forbindelse 

med denne undersøgelse er der hjemtaget 

genstande og et meget stort og enestående 

tegningsmateriale. Det samme gælder for Højbygård 

Sukkerfabrik i Holeby. 

Til Stiftsmuseet hører et frilandsmuseum belig-

gende ved Maribo Søerne. Det består af ca. 

16 bygninger af forskellige størrelser lige fra 

en firelænget gård til husmandshuse, skole og 

smedje. Bygningerne er hjemtaget fra Lolland 

og Falster. Frilandsmuseumsafdelingen åbnede 

i 1927, og de fleste bygninger blev hjemtaget i 

1920erne og 1930erne, dog har museet i perioden 

2004-2006 genopført et landarbejderhus. 

Den arkæologiske samling 

Lolland-Falsters Stiftsmuseums samlinger fra 

ældre stenalder var til for få år siden ganske 

almindelige. I de seneste år er der dog fremkommet 

enkelte ældre stenalderbopladser 

(Hamborgkultur) i området. Dette har medført, 

at museet har et relativt rigt materiale fra langt 

de fleste perioder af stenalderen, men især 

fundmaterialet fra yngre stenalder er særdeles 

omfattende med mange og gode fund fra både 

tragtbægerkultur, enkeltgravskultur og dolktid. 

Der er fra denne tid især bevaret mange flint- og 

stridsøkser. 

Samlingerne omfatter endvidere et meget stort 

og varieret antal bronzegenstande. Genstande 

som sværd fra ældre bronzealder og rageknive, 

pincetter, syle og andet personligt udstyr fra 

yngre bronzealder er en ikke ubetydelig del af 

samlingen. 

Eftersom øen, der vel at mærke ikke hører til de 

til dato bedst arkæologiske undersøgte områder 

af Danmark, er ganske rig på spor fra jernalderen, 

især de berømte grave som Hobygraven 

og Jullingegraven, er der en stor bevidsthed om 

jernalderen både i lokalsamfundet og på museet. 

En bevidsthed der til stadighed holder fokus på 

de mange spændende løsfund fra jernalderen 

og vikingetiden, der findes i museet samling. 

Af vikingetidens bopladser kendes kun få på 

Lolland. Mange enkeltfund og metaldetektorfund 

indikerer dog, at der også i vikingetiden 

har boet en del mennesker på øen. Beboelse 

fra overgangen mellem vikingetid og middelalder 

er f.eks. fundet ved udgravninger i Hollenæs 

og Rødby. 

Middelaldersamlingen er relativt svag, ikke 

mindst for de områder af genstande, der hører 

til i den profane side af middelalderen. Dette 

på trods af de nyeste, men små, undersøgelser 

både i by og på voldsteder som Vesterborg 

og Refshaleborg. Derimod er museets samling 

af sakrale effekter fra kirker og klostre ganske 

omfattende ikke mindst på grund af museets 

imponerende samling af unggotiske korbuekru- 

cifikser. Denne imponerende samling lader dog 

resterende middelalderlige perioder fremstå 

knapt så imponerende, men i samlingen findes 

dog fine genstande fra både den romanske og 

den sengotiske periode. 

Stiftsmuseet ejer ligeledes klosterruinerne fra 

Maribo Kloster beliggende ved domkirken. Om 

mindre end 8 år har Maribo, og derved klostret, 

600 års jubilæum. I den anledning tages der fat 

på at få en permanent og stabil løsning for ruinerne. 

De fleste genstande der kommer til museet må 

stadig siges at være danefæ, som bliver indleveret 

i hundredevis på årsplan, men som stort 

set alle bliver sendt til Nationalmuseet, hvorfra 

vi med tiden kan låne dem tilbage. 

2.2 Samlinger 

Det store projekt med at fotodokumentere og 

flytte samlingerne til nyt magasin er fortsat i 

2008. Som tidligere er alle genstande af materialer 

som træ, læder og tekstil frysedesinficeret 

inden de indføres i magasinet. 

Samtidig er arbejdet med at udskille genstande 

af samlingerne sat i system. Således at genstande, 

der pga. bevaringstilstand, manglende 

oplysninger eller lignende ikke vurderes at 

have værdi som en del at samlingen, kan søges 

kasseret. Tilladelse til kassation sker efter 

ansøgning til Kulturarvsstyrelsen og disse ansøgningerne 

skal begrundes og understøttes af 

dokumentation inkl. foto. 

2.6 Arkiver 

I Stiftsmuseets samlinger findes også en del 

arkivalier af forskellig karakter. I disse år er museets 

medarbejdere ved at få skabt et overblik 

over, hvad der findes i arkivkasserne, og ikke 

mindst hvordan det er registreret for indeværende, 

og hvordan arkivalierne, hvis de gør det, 

hæfter sig op på genstande. 

Museet har dertil et stort arkiv, som indeholder 

materiale, der beskriver museets tilblivelse og 

historie. Dette arkiv tilføres løbende nye arkivalier 

i form af den løbende førte brevjournal. 

Dertil kommer 125-150 kasser med arkivalier 

relateret til nyere tids sager og undersøgelser. 

Disse arkivalier er ikke registreret i Regin, men 

det arbejdes der på i de kommende år. I denne 

del af museets arkivalier ligger fantastiske undersøgelser 

som Stiftsmuseet blev landskendt 

for at have foretaget i 1960erne, 70erne og 

80erne under tidligere museumsleder Else-Ma- 

Årsberetning

ie Boyhus. 

På det arkæologiske område findes både sognearkiver 

og arkæologiske sager af ældre dato. 

Størstedelen af dette materiale er registreret i 

EDB, men dataene skal overføres til Regin. 

Museet har en meget stor billedsamling. Den 

består af billeder af museets genstande, historiske 

billeder og et par meget store samlinger af 

glasnegativer, som er uregistrerede. 

I 2008 blev Rådhusundersøgelsen færdig registreret 

og pakket i arkiv. Det blev også året 

hvor der blev taget hul på en indsamling/indlevering 

fra 1997 kaldet Bøgelund-samlingen. Det 

er en meget stor samling med mere end 400 

genstande og næsten lige så mange arkivalier. 

Alle genstande og næsten alle arkivalier fra den 

oprindelige indlevering er registreret i Regin. 

Museet modtog i slutningen af året flere genstande 

og arkivalier til Bøgelund-samlingen, der 

efterfølgende skal registreres. 

En lånt mappe med dokumenter og billeder fra 

Waggon fabrikken VULCAN er scannet, en anden 

lånt mappe med billeder af dragter fra museets 

samling er ligeledes scannet. Der har været 

en del forespørgsler vedr. billeder og øvrige 

oplysninger om huse og personer. Især har der 

været stor interesse for ”de polske indvandrere” 

(roepolakkerne). 

Tegningerne fra Holeby Diesel og Holeby Sukkerfabrik 

er ved at blive indtastet i Regin. 

2.7 Bibliotek 

Biblioteket har igen i 2008 til stadighed udbygget 

sin righoldige samling af relevant litteratur såvel 

i form af tidsskrifter som af bøger. Det sker gennem 

indkøb samt gaver og bytteforbindelser. 

I første halvdel af 2008 har en medarbejder været 

ansat til at varetage biblioteket. Pga. denne 

medarbejders overgang til efterløn, er det kun 

de helt nødvendige arbejdsopgaver, der er foretaget 

på biblioteket i andet halvår. 

Det forventes, at der i 2009 vil være en bibliotekar 

til at forestå museets bibliotek, således at 

bogsamlingen kan behandles mere professionelt, 

end det hidtil har været tilfældet. 

Der arbejdes på at få gjort bogsamlingen tilgængelig 

for publikum, og i den forbindelse 

har museet kontaktet Stiftsbiblioteket i Lolland 

Kommune med henblik på, at samlingen skal 

gøres tilgængelig over bibliotekets søgesystem, 

og bøgerne skal kunne læses på læsesal på 

museet. 

Årsberetning 

3.0 Indsamlinger, erhvervelser og undersøgelser 

3.1 Indsamling 

Den store revision af samlingerne skal medvirke 

til at skabe overblik, således at en indsamlingspolitik 

kan udformes og nedskrives. 

Primo 2008 blev det bestemt at Lolland-Falsters 

Stiftsmuseum pr. 1.1.2009 skulle fusionere med 

Guldborgsund Museum under navnet Museum 

Lolland-Falster. Denne sammenlægning medfører 

at en nedskreven indsamlingspolitik bør 

udformes på grundlag af det nye museums fusionerede 

samlinger. 

I 2008 er der derfor kun indsamlet meget få 

genstande og primært gennem undersøgelsesvirksomhed 

og kapitel 8 gravninger, samt 

genstande som styrker allerede veletablerede 

fokusområder. 

3.2 Erhvervelser 

Ligesom tidligere år er museet gennem 2008 

ofte blevet kontaktet af kommunens borgere 

med tilbud om at overtage diverse effekter. Der 

er i 2008 indkommet et antal fine genstande til 

styrkelse at museets samlinger. Museet er taknemlig 

for denne bevågenhed og møder stor forståelse 

enten vi vælger at hjemtage effekterne 

til den egentlige museumssamling, til studie- og 

formidlingssamlingen eller ser os nødsaget til at 

takke nej med begrundelse i f.eks. genstandenes 

manglende proveniens eller i at et større 

antal lignende genstande allerede indgår i museets 

samlinger. 

I løbet af 2008 var Stiftsmuseet konsulent på 

nedlæggelsen af Museum Saxtorp i Sakskøbing; 

i den forbindelse modtog museet også en 

række genstande. 

Som hovedregel erhverves de indkomne genstande 

som gaver, men også i 2008 har museet 

indkøbt et enkelt stykke: 

Et ur tilvirket at den kendte urmager Smith som 

var borger i Maribo fra 1772 til sin død i 1819. 

Museet har ure som fokusområde og råder over 

en fin samling, hvori indgår flere ure af ovennævnte 

Smith. Indkøbet styrker forskningsværdien 

af denne samling. 

3.3 Undersøgelser 

Arbejdet med museumslovens kapitel 8 

Byggesager: 

En del af det arkæologiske arbejde på museet 

er den arkivariske og fysiske kontrol i forbindelse 

med byggesager. Hvor året 2007 var et

elativt stille år, var der en tydelig fremgang at 

mærke i 2008. Dette betød, at museet havde en 

række mindre selvfinansierede markvandringer 

og undersøgelser, men også enkelte egentlige 

forundersøgelser og udgravninger. 

Alle byggesagerne er blevet gennemgået for arkæologisk 

og kulturhistorisk interesse. I mange 

tilfælde er der ingen fare for kulturarven, men på 

trods af dette er det er dog vigtigt, at museet får 

muligheden for at gennemgå sagerne. Tidligere 

var der en del byggesager, som desværre aldrig 

kom museet i hænde. På dette område er det 

blevet langt bedre, da museet nu kun skal samarbejde 

med Lolland Kommune, og vi allerede 

fra start har fået etableret et fint samarbejde om 

dette meget vigtige arbejdsområde. 

Arkæologisk tilgang 

Som nævnt ovenfor modtager museet mange 

byggesager fra kommunen. Disse byggesager 

bliver i første omgang kontrolleret arkivarisk og 

via diverse databaser samt kortmateriale. Er der 

interessante sager, der springer i øjnene, enten 

på grund af nærtliggende registreringer eller på 

grund af topografiske forhold, bliver disse sager 

undersøgt nærmere. 

I første omgang arbejdes der mere intensivt i 

museets arkiver. Alt efter sag kan denne undersøgelse 

fortsætte i det pågældende område, 

hvor der evt. kan foretages en hurtig markvandring. 

Hvis der ikke dukker noget af interesse op, stoppes 

gennemgangen af sagen her. Findes der 

derimod noget af interesse, bliver der i første 

omgang skrevet et brev til pågældende bygherre, 

hvor museet anbefaler en forundersøgelse. 

Resultatet af denne undersøgelse afgør, om 

museet ønsker en egentlig gravning i området 

eller ej. 

Nyere tid byggesager 

I forbindelse med museets kap. 8 arbejde sender 

Lolland Kommune deres byggesager ind til 

gennemsyn på museet. 

Sideløbende med arkæologiens gennemgang 

af byggesagerne bliver disse sager ligeledes 

gennemgået og registreret. Det kan medføre et 

egentligt besøg af museet på stedet for at vurdere 

konsekvens, omfanget af indgreb eller for 

at rådgive. I tilfælde af nedrivning af en kulturhistorisk 

interessant bygning eller bygningsanlæg 

foretages en fotodokumentation. 

Danefæsager 

Museet modtager jævnligt en del danefæobjekter. 

Disse bearbejdes løbende, dog samles der 

ind til en dags arbejde eller mere pr. behandling. 

I forbindelse med sagerne noteres det, hvorfra 

fundet er indkommet og under hvilke omstændigheder, 

det kom for dagen. Endvidere noterer 

man på DKC-Online, hvor fundet kommer fra, 

og sluttelig sender man det til danefævurdering. 

Det kan nævnes at der i perioden 2006-2008 

indkom over 50 forskellige danefæfund, med 

tilsammen over 500 genstande. 

Arkæologien 2008 

2008 var året hvor arkæologien fandt sine ben 

i den nye kommune. Et samarbejde med kommunens 

byggesagsforvaltning gik i løbet af året 

fra at have været ok til at være udmærket. Dette 

skyldes ikke mindst en virkelig god kommunikation 

mellem kommunen og museet. 

Blandt de mest spændende reelle undersøgelser 

vi foretog i 2008 var Nysteds sognegård og 

arbejdet med at følge gravningerne i stræderne 

i Nakskov. 

Sognegården i Nysted 

Forud for påbegyndelsen af den nye sognegård 

i Nysted foretog museet er egentlig forundersøgelse 

af arealet, hvor bygningen var tænkt 

at skulle ligge. Området mellem præstegården 

og kirken syntes at være oplagt for at indeholde 

flere spor af nu forsvundne bygninger. Det var 

bl.a. klart, at den ældste præstegård tidligere lå 

langs kirkegårdsmuren. 

Denne bygnings stensatte kælder afslørede udgravningen 

dog også spor af, men noget omrodet 

som om den var blevet ødelagt i forbindelse 

med husets nedrivning. 

Hvad der var overraskende var bygningen, som 

blev påtruffet godt 12 meter længere inde på 

matriklen. Dette hus, hvor vi påtraf en syldstensrække 

og et par gulve, syntes at være fra tiden 

lige efter middelalderen. Ved at grave et lille hul 

gennem gulvet, fandt vi endnu et gulv længere 

nede, 20 cm under det øverste gulv. Hvor det 

øverste gulv bestod af brosten og teglsten, syntes 

det underliggende at være udelukkende af 

tegl, endda de såkaldte munkesten. 

Hvorledes denne bygning forholder sig til kælderen 

fra den gamle præstegård vides ikke. Her 

vil kun fremtidens udgravning afsløre, hvilken 

evt. forbindelse der er mellem de to bygninger. 

Prøvegravningen afslørede, at en udgravning 

Årsberetning

i området hvor sognegården skal placeres, vil 

være givtig for forståelsen af udviklingen på 

præstegårdsmatriklen og samtidig give en dokumentation 

af de tidligere bygninger i området. 


Gennem hele efteråret fulgte museet renoveringen 

af vandledningerne i 4 af Nakskovs gamle 

stræder. Generelt var hullerne ganske små, 

hvilket også kunne ses på genstandsmaterialet. 

Ikke desto mindre var resultaterne af udgravningen 

meget spændende og vil her blive beskrevet 

ganske kort, da efterbehandlingen endnu 

ikke er helt færdig. 

De gader der blev undersøgt var: Kongens Tofte, 

Tolderenstræde, Bibrostræde og Kattesundet. 

De umiddelbart mest spændende resultater 

fremkom i Kongens Tofte og Tolderenstræde. 

I den førstnævnte fremkom midt i gadeforløbet 

en nedgravning der tolkes som en brønd. 

At denne brønd dukkede op midt i gaden var 

ganske uventet. Normalt betragter vi gadenettet 

i Nakskov som rimeligt tæt på middelalderen. 

At der nu pludselig ligger en brønd midt i den 

smalle Kongens Tofte, tyder - ligesom gadenavnet 

- faktisk på, at kongen her havde en tofte, 

altså en gård. Denne gård må have været meget 

stor eller have ligget forskudt i forhold til det 

moderne vejforløb. Brønde hører nemlig ikke til 

i en smal gade, men inde på en gårdsplads eller 

på et større torv. 

I Tolderenstræde stødte vi under udgravningen 

på bolværk nede for enden af gaden. Dette bolværk, 

der ligger lige ud for husrækken, må høre 

til en relativ tidlig havnefront. Vi har taget prøver 

af træet og venter nu på en endelig datering. 

Om bolværket er fra 1600årene eller måske ligefrem 

fra 14-1500årene må tiden vise – men 

spændende er det. 

Nyere tid 

Kvindelejr 

I sommeren 2008 havde museet stud.mag. 

Anne Brædder på feltarbejde på kvindelejr på 

Femø. Kvindelejr på Femø er en vigtig del af 

Lollands kulturhistorie og ikke mindst vigtig for 

småøernes branding. Feltarbejdet blev en succes, 

og der blev skabt en positiv kontakt til arrangementsgruppen 

bag lejren. Museet søgte 

midler i Kuas´ rådighedssum til videre undersøgelser 

med efterfølgende udstilling. Bevillingen 

gik igennem, og Anne Brædder fortsætter pro- 

Årsberetning 

jektet til sommer. 

Den sidste Maribo øl 

En epoke er slut; den sidste øl blev brygget 

på bryggeriet i Maribo i begyndelsen af 2008. 

Museet gik i samarbejde med Holeby LokalTv 

om at lave en film om bryggeriet. Indtil dato har 

Holeby LokalTv udført størstedelen af det fælles 

projekt. Museets andel afventer ansættelse af 

ny Nyere tids inspektør i Museum Lolland-Falster. 

Museum Saxtorp 

I 2008 har museet også medvirket til en trist begivenhed. 

Museum Saxtorp i Sakskøbing måtte 

give op og dreje nøglen om grundet manglende 

tilførsel af frivillig arbejdskraft. Museet søgte 

sammen med Museum Saxtorp penge i Guldborgsund 

Museum til ansættelse af en projektmedarbejder, 

der kunne medvirke til at afvikle 

museets på en god og forsvarlig måde. Dette 

arbejde blev gennemført af stud.mag. Katha 

Qvist. 

Saveregistrering af herregårdsmiljøer 

Museet samarbejder med Lolland Kommune, 

Reventlow Museet Pederstrup og Kulturarvsstyrelsen 

om et forsøgsprojekt støttet af Real 

Dania. Projektet skal udvikle nye metoder til at 

Save registrere hele herregårdsmiljøer. 

Det Maritime Danmark 

Stiftsmuseet har bidraget med artikler til Kulturarvsstyrelsens 

guide om maritime miljøer i 

Danmark. Det blev til et frugtbart samarbejde 

mellem kulturregion Storstrøms museer og Fiskeri- 

og Søfartsmuseets museumsinspektør 

Mette Guldberg, der forestod projektet. Guiden 

ventes at udkomme på nettet i løbet af første 

kvartal 2009. 

Landsby- og havnekataloget 

I samarbejde med Lolland Kommune har Stiftsmuseet 

i 2007 udarbejdet et katalog, der kort og 

ud fra få kilder samt en besigtigelse, beskriver 

kommunens landsbyer. 

Kataloget indgår som et arbejdspapir i Lolland 

Kommunes store Real Dania Projekt ”Mulighedernes 

Land”, men bruges også i arbejdet med 

Kommuneplanen 2009, hvortil museets leder 

også kommer med bidrag om kulturmiljøer. 

I begyndelsen af året blev der også udarbejdet 

et katalog over kommunens havne.

Sukkerfabrikken i Holeby og andre industriminder 

Det er en stor glæde for Stiftsmuseet, at Danmarks 

første sukkerfabrik, nemlig Sukkerfabrikken 

Lolland beliggende i Holeby blev udpeget 

til ét af de 25 nationale industriminder. Stiftsmuseet 

har i den forbindelse holdt en tæt kontakt 

med fabrikkens ejer og samarbejder med ejeren 

om formidling af fabrikkens bygninger og 

historie. I 2008 gennemførte industrihistoriker 

Hanne Christensen en undersøgelse af fabrikkens 

bygningers udvikling. Den færdige rapport 

indgår nu som arbejdsredskab for både ejer og 

kommune med henblik på den optimale bevaring 

og formidling af bygningen. Undersøgelsen 

blev støttet af Kulturarvsstyrelsen. 

Under det nationale niveau ligger det regionale. 

På det regionale niveau er der også udpeget industriminder, 

og det drejer sig for Lolland Kommune 

om: Ota og Nakskov Skibsværft, begge 

Nakskov og Holeby Dieselmotor fabrik. 

3.4 Forskning 

Arkæologi 

Museet har ikke som sådan foretaget egentlige 

forskningsudgravninger 2008. 

Museets krucifikssamling 

Krucifikset fra Horbelev 

I 

2006 fik museets krucifikssamling ENB midler 

til konservering. Samlingen er unik, fordi den 

består af hele 9 styk, men også fordi de alle er 

fremstillet inden for en relativ kort periode og på 

meget forskellige vis. I forbindelse med konserveringsarbejdet 

og den efterfølgende etablering 

af ny udstilling vil der blive udgivet en bog om 

samlingen og de sammenhænge, den indgår 

i med hensyn til liturgi og kirkebyggeriet i middelalderen, 

særlig på Lolland og Falster. Bogen 

ventes udgivet i 2009. Arbejdet med konservering 

af krucifikserne gik i gang på Bevaringscenter 

Næstved i 2007 og blev færdigt i 2008. 

4 konservering og bevaring 

4.1 Konservering 

I 2008 har der fra den magasinansvarlige været 

fokus på den præventive konservering. Rutiner 

i forbindelse med håndtering, pakning og flytning 

og frysedesinfektion er gennemgået. Der 

er indkøbt et antal dataloggere med henblik på 

kontinuerlig registrering af temperatur og relativ 

fugtighed i museets magasiner og udstillinger 

samt udsat feromonfælder til indfangning/registrering 

af eventuelle skadedyr. 

En del af museets genstande har lidt overlast, 

så som skadedyrsangreb eller skimmelsvamp, 

på grund af tidligere dårlige opbevaringsforhold. 

En del af disse kan vi selv afhjælpe ved hjælp 

af ovennævnte nedfrysninger til -40C, rengøring 

eller mindre restaureringer, som kan udføres på 

museets egne værksteder. 

Derudover har museet 5 andele, svarende til 

ca. 60.000 kr., i Bevaringscenter Næstved. Disse 

andele anvendes til mere udstyrskrævende 

specialopgaver. Bevaringscenter Næstved har i 

2008 færdiggjort den store opgave med konservering 

af museets krucifikssamling. Dette arbejde 

er primært udført for ENB midler men med 

tilskud af egne andele. Også i 2008 lykkedes 

det museet at få bevilget ENB midler fra Kulturarvsstyrelsen. 

Denne gang til konservering af 

en maj-/sommerstang. Lolland-Falster Stiftsmuseum 

er eneste danske museum ud over Nationalmuseet, 

som har en sådan genstand i sine 

samlinger - faktisk har museet hele tre stykker, 

som alle indgår i museets basis-udstilling. 

4.3 Bevaringsarbejdet 

Kapitel 8 -bevaringsarbejdet 

Indtil nu har museet kommenteret lokal-, kommune- 

og regionsplaner fra kommuner og amt. 

Fra 1. januar 2007 fik museet Lolland Kommune 

som område og amtet blev nedlagt. Der er nu 

kun én samarbejdspartner, hvor der tidligere var 

9 kommuner og 1 amt. Det har givet en god mu- 

Årsberetning

lighed for at styrke samarbejdet med kommunen 

om planarbejdet. Museet deltager nu langt mere 

i arbejdet med udarbejdelse af kommuneplaner. 

Museets faglige medarbejdere arbejder tættere 

sammen med både plankontoret i Lolland Kommune 

og Erhverv og Udvikling. 

Museet kører jævnligt rundt i området og tilser 

enkelte gravhøje, voldsteder m.m., der er mere 

eller mindre truet af enten dyrkning eller naturlig 

nedbrydning. Monumenterne bliver fotodokumenteret 

og arkiveret lokalt hos museet. 

I de tilfælde hvor vi ser eller bliver informeret 

om f.eks. en landmand, der pløjer for tæt på en 

gravhøj, laver vi naturligvis en personlig opfølgning 

hos landmanden efterfulgt af et brev. 

5 Formidling 

5.1 Formål 

Museets overordnede mål på formidlingsområdet 

er at formidle Lollands kulturhistorie. Museets 

samlinger stammer fra Lolland og Falster, og 

således inddrages Falster også i formidlingen. 

Det er ligeledes museets mål, at Lollands kulturhistorie 

perspektiveres i forhold til nationale 

og internationale forhold. 

Der samarbejdes i vid udstrækning med andre 

museer. Det er museets opgave at indgå i formidlingssamarbejder 

med andre museer dækkende 

forskellige temaer og geografi. Det giver 

mulighed for at perspektivere og derved styrke 

formidlingen. 

Der er ikke blevet etableret nye dele af den 

permanente udstilling i 2008. Dette hænger 

sammen med, at kræfterne er anvendt på andre 

områder som magasin, andre formidlingsaktiviteter 

og ikke mindst på sammenlægningen 

med Guldborgsund Museum. Da museets faste 

basisudstillinger er etableret for mere end 25 år 

siden, er udstillingsudtrykket ved at være forældet. 

Der arbejdes derfor på en fælles plan for 

nye faste udstillinger i samarbejde med Guldborgsund 

Museum. 

5.2 Udstillinger 

Særudstillinger 

To store særudstillinger i den store sal 

I januar 2008 overtog Lolland-Falsters Stiftsmuseum 

Storstrøms Kunstmuseums gamle udstillingslokaler. 

Det åbnede for nye muligheder for 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum, der pludselig fik 

nye store og fine lokaler. De nye lokaler har betydet, 

at museet har haft mulighed for at lave 

to store særudstillinger i løbet af året. Udstillin- 

Årsberetning 

gerne er begge crossover udstillinger, hvilket vil 

sige, at det er udstillinger, der blander kulturhistorie 

og kunst. De to udstillinger er lavet i samarbejde 

med projekternes kunstnere og støttet 

økonomisk af Region Sjælland. 

Lokalerne blev indviede d. 1. marts med åbning 

af den første særudstilling med titlen ”Kystnær 

– Mennesket og havet, Kulturhistorie og kunst”. 

Udstillingen gav de besøgende indblik i livet og 

historien langs Lollands og Falsters kyster. Det 

blev gjort ved hjælp af kulturhistoriske genstande, 

arkæologiske fund, informationsplancher og 

forskellige stemnings artefakter, der var med til 

at skabe en helhed i udstillingen. Rundt mellem 

det kulturhistoriske udstillede ni forskellige danske 

og udenlandske kunstnere. De havde hver 

især udarbejdet værker, der skulle vise netop 

deres forståelse af begrebet Kystnær. 

D. 3. oktober åbnede den anden crossover udstilling 

i rækken. Denne gang var temaet jagt og 

udstillingen kom til at hedde ”Jagtens Element”. 

Udstillingen var i princippet bygget op på samme 

måde som den første – med kulturhistorie 

blandet med kunst. Også denne gang deltog ni 

danske og udenlandske kunstnere med værker, 

der på en eller anden måde omhandler jagtens 

element. Blandet med kunsten ses kulturhistorien, 

der ved hjælp af kulturhistoriske- og arkæologiske 

genstande og informationsplancher 

tager den besøgende en tur med tilbage til de 

første jægere og frem til i dag. 

Kunstudstillinger på 1. sal. 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum lavede for nogle 

år siden en aftale med Maribo Kunstforening 

om, at de kan låne museets to særudstillingslokaler 

på 1. sal, når der er plads til det. Denne 

aftale har kunstforeningen i 2008 benyttet sig af 

tre gange. 

Fra 1.februar til 2. marts udstillede maler John 

Olsen sine værker under titlen ”Tegninger, tusch 

og pensel med forskellige temaer”. Udstillingen 

koncentrerede sig om kunst på papir i form af 

tegninger med tusch og pensel. John Olsen har 

i mange år arbejdet med naturen og mennesket, 

hvilket kom tydeligt frem i kunstnerens værker. 

Her gav han sine tolkninger på fugle, kvinder, 

organer, dyr og mennesker. 

Fra 9. maj til 7. juni udstillede de to lokale kunstnere 

Lise Ring og Else Visholm under titlen ”Fra 

Rom til Bornholm”. Lise Rings værker er inspire-

et af hendes ophold i Rom, hvor hun har tegnet 

og malet forskellige motiver af området, mennesker 

og dyr, som har været en del af hendes 

ophold i det italienske. Else Visholms værker er 

inspireret af Bornholm og øens skønne natur. 

Fra 3. oktober - 1. november udstillede billedkunstneren 

Jens Bohr under titlen ”Danmarksbilleder 

- træsnit af Jens Bohr”. Udstillingen bestod 

af træsnit som kunstneren har hentet inspiration 

til rundt om i hele Danmark. Som billedkunstner 

arbejder Jens Bohr primært med keramik og 

grafik. Grafikken er hans største arbejdsfelt, og 

det består hovedsageligt af træsnit. 

”Lys over Lolland” 

Igen i år lagde Lolland-Falsters Stiftsmuseum 

lokaler til Lys over Lolland. Denne gang var 

udstillingen rykket ind i Museumsbygningen på 

Banegårdspladsen og var en ren kunstudstilling. 

Årets udstiller var den tyske maler og professor 

Matthias Koeppel, der med sine fotografilignende 

malerier gav tilskueren et indblik i Berlins historie. 

Dog med særlig interesse for Den Kolde 

Krig med Muren som det centrale symbol. 

Det var fra begyndelsen bestemt, at udstillingen 

skulle blive på museet i tre uger og ikke 

kun den ene uge, hvor Lys over Lolland fandt 

sted. Selvom det var en fantastisk udstilling trak 

den desværre ikke det ønskede antal gæster. 

Det publikum der var forbi og se udstillingen var 

imidlertid alle enige om, at det var en helt fantastisk 

udstilling. 

Juleudstillingen der blev til ”Kugleudstillingen” 

21. november åbnede særudstillingen ”Dansk 

Flinteindustri fra 1880 – 1980”. Udstillingen viser 

hvordan flintindustrien langsomt begyndte 

at dukke op rundt om i landet i 1880’erne. Dog 

med hovedpart i den østlige del af landet med 

Stevns og Møn som de primære resurseområder. 

Udstillingen tager den besøgende med på 

en fantastisk industrihistorie, der både byder på 

spændende informationer om industrien og personerne 

bag, utrolige billeder af det arbejdende 

folk samt genstande, der viser hvad kugleflint 

egentlig er. Udstillingen er et dyk ned i en for 

mange ukendt men alligevel fascinerende verden. 

Udstillingen viser samtidig lidt om hvad flint 

har været brugt til gennem historien, heriblandt 

flintøkser og bøsseflint. 

Udstillingen er en vandreudstilling, der er lavet 

af Gunnar Solvang fra Køge Museum. Udstillingen 

kan ses frem til 12. september 2009. 

Samlernes rum 

Samlernes Rum på 1. sal i Museumsbygningen 

har i en årrække stået åben for private og i de 

fleste tilfælde lokale samlere. Rummet har i gennem 

årene været anvendt til at udstille mange 

forskellige genstande og 2008 har ikke været 

anderledes. 

Året startede med udstillingen ”Kors og ikoner”, 

der viste forskellige smukke kors og ikoner. 

Herefter fulgte udstillingen ”Nostalgi - fra fonograf 

til cd”, der viste musikafspillerens historie 

fra de første grammofoner til nutidens cd- og 

dvdafspillere. Den sidste udstilling i Samlernes 

Rum i 2008 var udstillingen ”Porcelæns- og juledukker”. 

Her kunne opleves forskellige typer 

af porcelænsdukker, og man kunne se hvordan 

sådanne dukker fremstilles. 

5.3 Anden formidling 

Feriearrangementer 

Vinterferien stod i 2008 i kunstneren John Olsens 

tegn. Her havde alle børn og unge mulighed 

for at gå i kunstnerens fodspor, og eksperimentere 

med former, farver og billedsprog. 

Tegnekurset bestod i, at deltagerne først var på 

rundvisning i John Olsens udstilling på museet, 

hvorefter de fik lov til selv at være Leonardo da 

Vinci eller Van Gogh. Dog med baggrund i John 

Olsens værker og motiver. 

Sommerferien bød igen i år på det efterhånden 

traditionsrige sommersjov. Her havde museet 

Årsberetning

0 

valgt at udvide tidsrummet for aktiviteterne med 

en time. Det betød, at Frilandsmuseet hver tirsdag 

i skolernes sommerferie bød på fire timers 

sommerferieunderholdning. Museets tilbagevendende 

sommerferieaktiviteter er efterhånden 

blevet en stor succes, og 2008 var ingen 

undtagelse. I løbet af de seks tirsdage havde 

vi rigtig mange glade børn og unge på Frilandsmuseet, 

der var meget interesseret i at deltage i 

de planlagte aktiviteter. 

Efterårsferien var præget af udstillingen ”Jagtens 

Element”. Arrangementerne var på trods 

af jagttemaet meget forskellige, hvilket trak et 

meget bredt publikum af børn og voksne til Frilandsmuseet. 

Maribo Tattoo 

Efterhånden er det blevet en tradition, at Frilandsmuseet 

i samarbejde med bl.a. Maribo 

Turistbureau, Maribo Borgervæbning og Beredskabstjenesten 

i Maribo byder velkommen til 

årets Maribo Tattoo. I år var ingen undtagelse. 

Lørdag d. 13. september slog Frilandsmuseet 

dørene op til årets tattoo med temaet ”In Army”. 

Et sådan tema har visse forpligtelser. Det var 

derfor også med stor glæde man kunne byde 

velkommen til årets åbningstaler forsvarsminister 

Søren Gade. Årets tema betød samtidig, at 

der deltog forskellige typer af militære køretøjer, 

der i løbet af eftermiddagen lavede opvisning 

på pladsen. Udover årets militære indslag bød 

årets tattoo også på gamle kendinge som f.eks. 

Skt. Jørgens Brødrene, Sjællandske Artillerie 

og Feldtkorps, Roskilde Garden, Helsingør Pigegarde, 

Maribo Borgervæbning og Slagelse 

Garden. 

Det brede spektrum af deltagere betød, at det 

trak et stort antal gæster til arrangementet. 

Tattoo vender tilbage i 2010. 

Håndværkerdage på Frilandsmuseet 

I 2008 blev der afholdt to håndværkerdage på 

Frilandsmuseet. Museets håndværkerdage 

vokser sig større år for år, og det bliver mere og 

mere interessant at afholde arrangementerne, 

da viften af håndværkere efterhånden er meget 

bred. 

På årets første håndværkerdag kunne de besøgende 

stifte bekendtskab med bl.a. kobbersmeden, 

sortkrudtskytten, pilefletteren, maleren, 

tækkeren, væveren, smeden, tømreren, mureren, 

tinstøberen og rebslageren. Derudover var 

der i løbet af dagen forskellige aktiviteter. Her 

Årsberetning 

kunne man få en snak med ornitologen, hønseavleren 

og gartneren eller følge beslagsmedens 

arbejde med skoning af hest, fåreklipperens arbejde 

med af få vinterulden af fårene samt tømrerens 

arbejde med at fremstille køkkenbordet 

til Havehuset. 

Ved den anden håndværkerdag, der fandt sted 

hen på sensommeren havde antallet af håndværkere 

snegen sig op på 24 forskellige. Det 

betød, at der selvfølgelig var en del nye - heriblandt 

guldsmeden, hørværkstedet, stenhuggeren 

og møbelpolstreren. Men der var også rigtig 

mange kendinge, heriblandt mange af forårets 

deltagere. Som et ekstra indslag bød årets sidste 

håndværkerdag også på folkedansere. De 

underholdt de besøgende med dans samt fremvisning 

af deres dragter mm. Køkkenpigerne- 

og drengene i Havehuset havde under begge 

dagene meget travlt med pandekage- og brødbagningen, 

hvilket efterhånden er en forventet 

del af Frilandsmuseets håndværkerdage. 


Igennem de sidste par år har der været en dag 

med minidamp på Frilandsmuseet i løbet af sæsonen. 

I år var arrangementet imidlertid udvidet 

til et stort damptræf, der løb henover en weekend. 

Museet havde i den forbindelse fået mange 

forskellige klubber og institutioner, der havde 

noget med damp at gøre, til at komme. Det betød, 

at man på Frilandsmuseet og på engen bag 

kunne opleve maskiner fra Landbrugsmuseet 

Christianssæde, fra Traktormuseet Eskildstrup, 

biler fra Lolland-Falster Veterantraktorklub, WV 

- luftkølede biler, Maribos damptromle fra 1925, 

store damptraktorer, ballonpustemaskine, Frilandsmuseets 

egen lokomobil, dampmaskinen 

fra Nysted, Engestoftes store traktor, Lollands 

Brandvæsen, dyr fra Elisabethsminde, minidampmaskiner, 

veteranbiler, jazzmusik, dampgrammofon 

og meget andet.

I løbet af dagen kunne de besøgende få en tur 

med de store maskiner, der kørte rundt på en 

lukket bane på engen eller høre og se dampmaskinen 

fra Nysted køre. 

Arrangementet var en utrolig stor succes, og 

både besøgende og udstillere var glade for arrangementet. 

Moder Jord – fødevarefestivalen 

I weekenden d. 21. og 22. juni blev det nye tiltag 

”Moder Jord” fødevarefestival afholdt på Frilandsmuseet. 

Festivalen var et forsøg på at profilere 

Lolland og Falster som Danmarks centrum 

når det gælder produktionen af kvalitetsfødevarer. 

Claus Meyer åbnede festivalen ved at slå et 

slag for de lokale producenter i sin tale. Der var 

mødt et stort antal gæster op for at høre Claus 

Meyer. Efterfølgende begyndte de besøgende 

at bevæge sig rundt mellem udstillerne for at se 

og smage alle de spændende smagsprøver og 

varer som de 25 udstillere havde med. 

Der var et bredt udvalg af producenter fra Lolland 

og Falster. Faktisk var det muligt at købe 

ind til flere forskellige menuer. Der var alt fra kartofler, 

jordbær, asparges, marmelader og kød, til 

øl, vin, likør, æblemoste og fåreskind m.m.. Så 

der var alt hvad hjertet kunne begære. 

Succesen var imidlertid så stor, at nogle af producenterne 

allerede lørdag havde solgt hele 

weekendens varelager. De handlede imidlertid 

hurtigt og fik skaffet flere varer til om søndagen. 

Det tyske udstillerhold tog faktisk til Tyskland 

om natten for at hente ekstra varer, de kunne 

sælge om søndagen. 

Arrangementet var en utrolig publikumsmagnet 

med ca. 3500 besøgende i løbet af weekenden. 

LandArt 2008 

I år havde Frilandsmuseet den fornøjelse at 

være en del af LandArt. LandArt 2008 var anderledes 

end tidligere, da personerne bag havde 

besluttet at værkerne skulle samles to steder, og 

ikke stå frit ude i landskabet. Det betød, at fire 

danske og udenlandske kunstnere var ude på 

Frilandsmuseet, hvor de fremstillede og opsatte 

deres værker. Det var imponerende værker, der 

var i godt samspil med naturen og bygningerne 

ved og på Frilandsmuseet. 

I forbindelse med årets LandArt var der arrangementer 

for børn. Her kunne de komme ud på 

engen bag Frilandsmuseet og fremstille deres 

eget papir. Arrangementerne var godt besøgt, 

og børnene fik prøvet at lave forskellige typer 

af papir. 

Som tak for husly for årets LandArt værker fik 

Frilandsmuseet en gave fra LandArt. Det var 

en legeplads for børn bestående af forskellige 

dyr, bogstaver og blomster udskåret i træ. 

Denne legeplads kaldes årets niende værk og 

er fremstillet af billedhugger og smykkekunstner 

Dorthe Wolff Sørensen. Det var muligt at følge 

hendes arbejde i løbet af juli, da hun fremstillede 

sit værk ude på Frilandsmuseet. Legepladsen 

er helt fantastisk, og det er nærmest umuligt 

at forestille sig, at den er fremstillet med motorsav. 

Frilandsmuseet var også en del af Sund Sans 

over Sundet, der var en del af Børne LandArt. 

Her havde folkeskoleklasser muligheden for at 

komme ud på Frilandsmuseet og lave kunst, 

som så blev udstillet i skoven mellem Frilandsmuseet 

og Bangs Have. Formålet var at få børnene 

til at tænke kreativt ud fra nogle specifikke 

materialer, som de fik udleveret på stedet. Projektet 

var vellykket og børnenes kunst kunne 

opleves i skoven i mange uger. 

Lokomobil fra Knuthenborg 

2008 har været et aktivt år for museets lokomobil. 

Det er efterhånden blev kendt mange steder, at 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum har et nyistandsat 

lokomobil, der kan køre. Det har betydet, at 

lokomobilet har været på en lille Danmarksturné 

og derved lavet en masse god reklame for museet. 

Alle de steder hvor det kommer hen, er 

alle begejstrede for det arbejde som museet har 

gjort for at få det funktionsdygtigt igen. 

Lokomobilet har i år været ude til så forskellige 

arrangementer som Græsted Veterantræf, 

Høstmarked på Elisabethsminde, Mølledag ved 

Kettinge Mølle, et arrangement for Møens Museum 

og ikke mindst ved Lolland-Falsters Stiftsmuseums 

eget damptræf ”Fra Damp til Diesel”. 

Huset fra Godsted 

Arbejdet med genopførelsen af landarbejderhuset 

fra Godsted er næsten færdigt. Det skyldes 

ikke mindst en stor donation fra Engestofte- 

Søholt fonden, som har ydet et beløb til stråtaget. 

De midler museet modtog fra Maribo Kommune 

i 2004 til taget, er efter aftale med kommunen 

overført til gulve, indretning og formidling af 

huset. Lolland-Falsters og Langelands Købstæders 

Brandsocietet Fond bidrog med et beløb til 

spærene. Murearbejdet, pudsning o. lign. blev 

Årsberetning 

1

udført af en gruppe af frivillige håndværkere på 

håndværkerdagene. 

Havehuset har i løbet af 2008 været brugt i forbindelse 

med mange af de store arrangementer, 

der har været på Frilandsmuseet. Her er der 

blevet bagt pandekager og brød i forbindelse 

med de to håndværkerdage, lavet smør og ost i 

sommerferien og serveret gløgg, æbleskiver og 

risengrød til årets julemarked nr. 2. 

I løbet af årets håndværkerdage har en af de frivillige 

tømrere fremstillet et bord med håndvask 

til Havehusets køkken. Bordet er allerede blevet 

taget i brug og er rigtig funktionelt. 

I 2008 var Lolland-Falsters Stiftsmuseum med til 

at lukke lokalmuseet Saxtorp i Sakskøbing. Det 

betød, at der blev overdraget genstande, der 

indenfor den nærmeste fremtid vil blive brugt i 

bl.a. Havehuset til udsmykning og formidling. 

Det bliver spændende at få de nye rekvisitgenstande 

ind i huset, så der kan kommer mere liv i 

arbejderboligen fra Godsted. 

Julemarkeder 

Julemandstræf og julemarked i maj 

I år blev der afholdt to julemarkeder på Frilandsmuseet, 

et i maj og det traditionelle 1. søndag 

i advent. Dette skyldes, at der i maj var julemandstræf 

i Maribo by. I den forbindelse valgte 

museet at hoppe med på vognen og arrangere 

et julemarked d. 25. maj. Julemarked blev bakket 

op af mange af vores sædvanlige julemarkedsudstillere, 

og gæsterne skortede det heller 

ikke på. I løbet af julemarkedet fik vi besøg af 

omkring 20 julemænd og koner, der sang og 

underholdt de besøgende. Selvom det var en 

rigtig dejlig dag, var det dog lidt underligt at se 

julemænd vandre rundt og synge julesange på 

Frilandsmuseet i 25 graders varme. 

I forbindelse med julemandstræffet i byen havde 

museet lavet en lille udstilling om julemanden, 

som kunne opleves i Museumsbygningen 

på Banegårdspladsen. Her kunne man blive lidt 

klogere på julemanden, og institutioner kunne 

komme ind og få en rundvisning i udstillingen. 

I forbindelse med udstillingen havde museet i 

samarbejde med byens handelsstandsforening 

lavet en tegnekonkurrence for børn og institutioner. 

Her var 1.præmien en julefest for ens stue 

eller klasse og 2. og 3. pladsen rundvisninger i 

de gamle lege på Frilandsmuseet. Der var mange 

børn, der deltog i konkurrencen og mange, 

der synes det havde været sjovt at holde jul midt 

om sommeren. 

Årsberetning 

Det traditionsrige julemarked 1. søndag i advent 

Selvom Frilandsmuseet lukker ned for sæsonen 

efter efterårsferien, lukker det traditionen tro altid 

op 1. søndag i advent for at afholde årets 

julemarked. Frilandsmuseet var ved årets julemarked 

fyldt med god stemning og glade udstillere 

og gæster. I år bød julemarkedet på en 

del nye udstillere, som havde medbragt så forskellige 

ting som lys, dekorationer, patchwork, 

lokal øl, glaskunst, kandiserede æbler, juleklip 

og meget andet. Men julemarkedet bød også 

på gamle kendinge, der serverede varm æblemost, 

stegte æbler med sukker og kanel, frugt, 

keramik, Borgervæbningen med julemusik, julepynt, 

gløgg, æbleskiver, risengrød, strikkede 

nisser, strømper og huer, spegepølser, honning 

og meget andet. 

Igen i år havde museet udskrevet en kage- og 

snapsekonkurrence. Der var seks kager med i 

konkurrencen og to snapse. Det var imidlertid 

alligevel lidt svært for dommerne at finde vinderen, 

da der var rigtig mange gode og spændende 

julekager. Men det lykkedes alligevel 

dommerpanelet. Der blev fundet vindere både i 

kage- og snapsekonkurrencen, der blev præmieret 

med gaver fra museets butik. 

Foredrag i Museumsbygningen 

Industriforedrag i Museumsbygningen 

Første halvår af 2008 bød på fem industriforedrag 

med meget forskellige men dog lokale 

temaer. Foredragene omhandlede nogle af Lol-

lands største og vigtigste industrielle virksomheder. 

I januar måned startede foredragsrækken med 

industrihistoriker Hanne Christensen. Hun fortalte 

livligt om sukkereventyret på især Lolland 

og Falster. Et eventyr, der startede i 1872 og 

som stadig spiller en vigtig rolle for samfundet 

og øens befolkning. Hanne Christensens store 

viden om sukkerindustrien blev formidlet til et 

bredt publikum, der efter to timers indholdsrigt 

foredrag kunne gå hjem lidt klogere på Lolland 

og Falsters ”guld”. 

Andet foredrag i rækken stod skibsingeniør Per 

Koch for. Her havde de fremmødte mulighed 

for at høre historien om, hvad der engang var 

landsdelens største arbejdsplads - Nakskov 

Skibsværft. Værftets historie blev billedligt fortalt 

ud fra personlige oplevelser og samtaler 

med tidligere ansatte. Per Koch er en ekspert 

indenfor Nakskov Skibsværft. Ikke bare har han 

været ansat på stedet i en årrække, han har 

også skrevet en omfattende bog om stedet og 

dets ansatte. I løbet af foredraget kom skibsingeniøren 

ind på de fleste aspekter af værftets 

historie så de tilstedeværende fik et grundigt 

indblik i hvad der engang var Nakskovs mest 

betydningsfulde arbejdsplads. 

Museets tredje foredrag løb af stablen i marts 

og omhandlede noget så lokalt som Maribos 

togfabrik Vulcan. Foredragsholder og historiker 

Søren Kolstrup indfangede sit publikum, 

der levende blev sat ind i, hvordan situationen 

i Danmark og ikke mindst i Maribo så ud, da 

industrialiseringen begyndte at tage fat. I løbet 

af mere end to intense timer kom Søren Kolstrup 

bl.a. ind på områder og baggrunde for 

fabrikkens produktioner, grundlag, eksistens og 

lukning, med udgangspunkt i arbejderhusene i 

Skimminge samt fabrikkens maskinværksteder 

på Lilletorv og Nørremark. 

Efter foredraget var der en længere debat, der 

både omhandlede lokale og internationale emner. 

Dette skyldes, at der udover Søren Kolstrup 

også var andre eksperter til stede, som fik gang 

i en livlig debat, hvor det ikke bare var spørgsmål 

der blev besvaret. 

Det fjerde foredrag stod musemschef Ulla 

Schaltz for. Dette var et foredrag, der hovedsageligt 

beskæftigede sig med Lolland-Falsters 

Stiftsmuseums industriundersøgelser gennem 

de senere år. Her satte Ulla Schaltz især fokus 

på fabrikken ”Holeby Diesel” og museets industriundersøgelse 

af stedet. Ulla Schaltz kom 

også ind på undersøgelsen af Nysted Savværk. 

I løbet af foredraget blev der vist brudstykker af 

film, der var blevet optaget i forbindelse med 

museets undersøgelser af de to virksomheder. 

De fremmødte kunne ikke kun gå fra foredraget 

lidt klogere på de to virksomheder, de var også 

blevet lidt klogere på, hvordan et museum laver 

industriundersøgelser. 

Det femte og afsluttende foredrag var mere 

fremadrettet end de fire første. Dette foredrag 

stod Projektchef i Lolland Kommune Leo Christensen 

og direktør i Baltic Sea Solutions Gunnhild 

Utkvitne for og foredragets titel var ”Kommunen 

som innovativ partner i den nye industrielle 

udvikling”. Her fortalte de to foredragsholdere 

om kommunens rolle overfor nye innovative industrier 

og om, at fremtidens partnere er den 

private industri som kommunen understøtter 

gennem sin planlægning. Derudover kom de ind 

på universiteternes samarbejdsrolle med de to 

parter, så der blev sikret den nyere langsigtede 

udvikling for alle tre parter. De kom med eksempler 

fra igangværende projekter på Lolland, der 

er meget innovative og fremadrettede. De fremmødte 

blev ved dette foredrag lidt klogere på 

Lollands fremtid, hvor de tidligere fire foredrag 

havde beskæftiget sig med øens fortid. 

Andre foredrag 

I juni kunne man i Museumsbygningen høre 

museumsinspektør ved Strandingsmuseet St. 

Georg, Lars Froberg Mortensen, fortælle om 

St. Georg strandingen i 1811. Han berettede 

om stormen, skibene og ikke mindst de mange 

mennesker, der omkom ved forliset. 

I december kunne man i Museumsbygningen 

høre foredraget ”Hvad er der under den røde 

hue?” Her fortalte formidler ved Guldborgsund 

Museum Anne Elmer om nissens kulturhistorie, 

fra den første tid og frem til i dag. 

Formidling ud af huset 

I 2008 var der arrangeret to ture med arkæolog 

og souschef Leif Plith Lauritsen ud i landskabet. 

Her havde man mulighed for at komme ud 

i landskabet og blive lidt klogere på Lollands 

voldanlæg. 

Tur nr. to blev desværre aflyst på grund af manglende 

deltagere. 

Nakskov Fjorddage 

Niels Carøe og Erik Mandrup-Poulsen deltog fra 

Stiftsmuseets side. 

Årsberetning

Interreg projekter: 

I 2008 blev der arbejdet på at få startet to interreg 

projekter op. 

Et projekt omfattende alle landene rundt om 

Østersøen, det blev desværre ikke godkendt. 

Pt. arbejdes der på et Interreg. projekt kaldet 

”Munkeruten”. 

5.4 Undervisning 

Henvendelser, foredrag, lærerkurser og ekskursioner: 

Museet får gennem et år mange henvendelser 

fra utrolig mange forskellige - heriblandt privatpersoner, 

institutioner, offentlige og private 

museer og mange andre. Disse henvendelser 

er en stor del af museets hverdag, da en henvendelse 

ofte kræver en dybere undersøgelse, 

Det kan være i museets arkiv og samling eller 

hos andre arkiver, biblioteker eller museer. En 

henvendelse kan dreje sig om alt lige fra en arkæologisk- 

eller nyere tids genstand, til en artikel 

i et gammelt årsskrift til oplysninger om en 

af sognets kirker. Så det er aldrig til at vide hvor 

man ender, når en person henvender sig med 

et spørgsmål. 

Museet har endnu ikke en decideret skoletjeneste, 

men der har været arrangeret forskellige tilbud 

i forbindelse med årets forskellige udstillinger. 

Disse tilbud har været sendt ud til forskellige 

institutioner og har været omtalt i dagspressen 

og på museets hjemmeside. Det har imidlertid 

været meget forskelligt, hvor mange der har 

deltaget i tilbudene. Dette skyldes uden tvivl det 

meget brede emnespekter, der har været. Det 

der har været et fast tilbud har været omvisning 

og fortælling om de gamle lege på Frilandsmuseet. 

Det er altid en meget populær aktivitet, for 

børn i alle aldre. 

Museets personale har givet foredrag på og 

udenfor museet. Følgende personer har givet 

foredrag: 

Ulla Schaltz: 

Leif Plith Lauritsen 

Leif ”Salle” Nielsen 

Erik Mandrup Poulsen 

Udflugt for museets ansatte m.v. 

Omkring 20 stk. af museets personale var i begyndelsen 

af november på en forlænget weekendtur 

til Tallinn i Estland. Personalet mødtes 

på Maribo station meget tidligt om morgenen 

for at tage det første tog mod Kastrup lufthavn, 

hvorfra vi skulle flyve. Vi nåede Tallinn omkring 

Årsberetning 

middagstid, hvilket gav os god tid til allerede at 

se noget den første dag. Det blev en meget kulturelt 

inspirerende tur, der både bød på et besøg 

i det tidligere Birgittinerkloster, deres enorme 

Frilandsmuseum, bymuseer, byvandringer med 

forskellige destinationer og meget, meget mere. 

Udover det kulturelle ved turen hyggede personalet 

sig med spændende madkultur og socialt 

samvær. Alt i alt var det en rigtig fantastisk tur. 

Venneforeningens arrangementer 

Museets venneforening har deltaget i forskellige 

af museet arrangementer, men de har også arrangeret 

nogle selv. Dette har bl.a. været sydage 

i foråret hvor alle der havde lyst kunne komme 

ind og høre om foreningens arbejde med deres 

dragter eller prøve selv at være med til at sy. 

Foreningen har også afholdt caféarrangementer 

i Skovpavillonen på Frilandsmuseet, hvor de 

har solgt forskellige historiske kager med stor 

succes. 

Venneforeningen har hjulpet til i forbindelse med 

museets julemarked og i forbindelse med nogle 

af sommersjov arrangementerne. 

5.5 publikationer 

Museet har ikke udgivet større publikationer i 

2008 

5.5a Besøgsstatistik 

Besøgsstatistik 

Frilandsmuseet: Sæsonen 2008 har været rekordår 

for Frilandsmuseet. Her har der i perioden 

fra 1. maj til og med uge 42 været 20.639 

besøgende, hvilket er en betydelig stigning i 

forhold til 2007 sæsonen, hvor der var lidt over 

15.000 besøgende. Det stigende besøgstal 

skyldes uden tvivl de mange store arrangementer, 

der har været på Frilandsmuseet i løbet af 

sæsonen. Ved samtale med nogle af de besøgende, 

der har deltaget i museet arrangementer

har vi kun fået positive tilbagemeldinger. Det er 

dejligt at høre, at de besøgende synes godt om 

de arrangementer museet sætter i gang. 

Museumsbygningen: Besøgstallet er her næsten 

det samme som i 2007, med 3.738 besøgende. 

De besøgende er fordelt på almindelige 

hverdags besøgende, deltagere ved foredrag 

samt besøgende ved specielle arrangementer. 

Åbne samlinger, som er en fælles webportal for 

museerne i det tidligere Storstrøms Amt: Der 

var været 521,791 hits og 31,930 besøgende 

på museets hjemmeside i 2008. 

Billetprisen er 30 kr. Billetten gælder til både 

Museumsbygningen og Frilandsmuseet. 

I 2008 ændrede museumsbygningen åbningstider; 

nu holdes der lukket søndag, men den 

daglige åbningstid tirsdag til lørdag er udvidet 

til 10-16. 

5.6 Video- og Av-produktion 

Museet har i forbindelse med udstillingen ”Kystnær 

– mennesket og havet, kulturhistorie og 

kunst” fået fremstillet en video, der viser Vesterhavet. 

Videoen er produceret af Finn Brasen. 

Dertil kommer at museet har en andel i, at Holeby 

LokalTv filmede produktionen af den sidste 

øl på Maribo Bryghus, inden det lukkede i 1. 

kvartal 2008. 

5.7 PR-virksomhed 

Museet har i løbet af året annonceret i enkelte 

tilfælde i forbindelse med specielle arrangementer. 

Ellers har pr-virksomheden hovedsageligt 

gået gennem den lokale dagspresse, som 

indbefatter både nyhedsaviser og radio. Der har 

været enkelte reklamefremstød i uge- og månedsblade. 

Derudover har der været forskellige reklamer 

for Lolland-Falsters Stiftsmuseum i forskellige 

Turistmagasiner- og hjemmesider. 

Lokalpressen har i løbet af 2008 været en fantastisk 

hjælpsom samarbejdspartner, som museet 

på ingen måde kunne undvære i dagligdagen. 

Den har lavet føromtale på museets arrangementer, 

og samtidig lavet opfølgende ekstra research 

og dukket op til mange af vores arrangementer 

for at lave reportage til morgendagens 

avis. 

Der er cirka blevet sendt en pressemeddelelse 

ud om ugen, hvilket har gjort, at der er sket meget 

på museets hjemmeside. I løbet af året er 

der kommet en stigning i antallet af personer, 

der modtager nyhedsbrev fra museet, når der 

sker noget. 

Museet har været i TV2-øst af flere omgange. 

Heriblandt i forbindelse med årets Tattoo, årets 

fødevaremesse og i forbindelse med restaureringen 

og røntgenfotograferingen af et af museets 

krucifikser. 

Derudover har museet fået meget taletid i P4regionalen 

i forbindelse med mange af museets 

store arrangementer. 

5.8. Anden formidlingsvirksomhed 

Internetportalen for museerne i Storstrøms Amt 

”Åbne Samlinger” administreres fra Museum 

Lolland-Falster. Det er museets opgave at føre 

denne institution videre efter den 4årige overgangsperiode, 

hvor projektet vil blive støttet via 

det tidligere amtstilskud. 

”Åbne Samlinger” arbejder hele tiden mod at udvide 

kredsen af museer tilknyttet webportalen, 

ligesom arbejdsopgaverne til stadighed udvides 

i takt med at mulighederne i de digitale medier 

og dermed museernes efterspørgsel af ydelser 

hele tiden bliver større. 

5.9 Kiosk- og cafeteriavirksomhed 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum har to museumsbutikker 

– en på Frilandsmuseet og en i Museumsbygningen 

på Banegårdspladsen. Museets 

to butikker byder på et bredt udvalg af varer, der 

giver den besøgende mulighed for at få noget 

med hjem, der er med til at give et godt minde 

fra besøget på museet. De to butikker har tidligere 

haft et begrænset udvalg af varer men har 

indenfor de senere par år udvidet deres sortimenter 

betydeligt. 

Frilandsmuseet sælger samtidig kaffe, kage og 

is. I forbindelse med udstillingen ”Jagtens Element” 

og Lys over Lolland har der i Museumsbygningen 

været en café, hvor de besøgende 

kunne købe, kaffe, vand og kage. 

Museets butik forhandler bomuldstekstiler, der 

Årsberetning

er fremstillet som kopier af 1700-tals mønstre. 

Museet havde i 2008 den store fornøjelse at 

have besøg fra Duran Textiles, som gennemgik 

museets samling af kristentøj med henblik på at 

fremstille kopier af kattunmønstrene. Når disse 

foreligger, kan de selvfølgelig købes i museets 

butik. 

6 Bygninger og udendørsarealer 

6.1 generel beskrivelse af bygningsvedligeholdelse 

Lolland-Falsters Stiftsmuseum råder over en 

meget stor bygningsmasse. Det gælder den 

store bygning fra 1889 på Banegårdspladsen 

med i alt 1600 udstillingskvadratmeter og bygningerne 

på Frilandsmuseet og Laden samt Mejeriet/Skovpavillionen 

i umiddelbar forbindelse 

med Frilandsmuseet. 

En sådan bygningsmasse er naturligvis meget 

dyr at vedligeholde, især fordi der ikke har været 

hensat midler til dette arbejde. 

Ledelsens ønsker er, at der inden for en kort årrække 

bliver mulighed for at lave egentlige hensættelser 

samtidig med, at museet hvert år tager 

en del af vedligeholdelsen enten for egne midler 

eller via projekt-, sponsor- eller fondsmidler. 

Frilandsmuseet 

Et af de større vedligeholdelsesarbejder var 

skorstenen på Ane Huggemands Hus. Den er 

blevet renoveret og er nu ikke længere i fare for 

at vælte. 

Skovridergården, Lokhuset, Ane Huggemands 

Hus, Maltkøllen, Havehuset og Skolen er alle 

blevet repareret og kalket over det hele, mens 

Falstergården er repareret og kalket på nord- og 

vestsiden og Kapellanboligen pletrepareret. 

På Skolens vestside er pudset blevet renset 

af helt ind til lervæggen under vandbrættet, og 

væggen er oppudset igen med lerpudsblanding. 

Årsberetning 

Efterfølgende er der kalket fem gange. 

Enkelte huse er blevet repareret indvendigt og 

kalket i enkelte rum. Falstergården fik rettet sit 

køkkengulv af tegl op, da det var meget ujævnt 

pga. rotter. Mejeriet fik lagt ny mønning og malet 

døre og vinduer indvendigt. Også Maltkøllen 

og Bihuset fik ved håndværkerdagene ny mønning. 

På Laden blev trådene, som taget er syet fast 

med, ødelagt under en storm i januar, så taget 

er blevet nødtørftigt repareret, indtil der bliver 

økonomisk mulighed for en udskiftning. 

Endelig er der med økonomisk hjælp fra Mørenbogårdfonden 

gennemført sprøjtning af træværk 

for borebiller. 

Museumsbygningen 

Museets bygning på Banegårdspladsen er bygget 

i 1889. Bygningen er gedigen, men trænger 

i de kommende år til en restaurering samt modernisering 

på flere områder. 

Varme-, vand og ventilationsforhold skal bringes 

i orden, ligesom museet skal gøres tilgængeligt 

for handicappede borgere. 

Klimaet på museet er meget fint, dog er der en 

tendens til, at der bliver for varmt i dele af udstillingen. 

I 2008 overtog museet 1. januar de lokaler, der 

hidtil har været benyttet af Storstrøms Kunstmuseum. 

Dette medførte et stort arbejde i form af 

istandsættelse med bl.a. maling og gulvlakering. 

Endvidere flyttedes en del af museets kontorfaciliteter 

fra magasinet på Victor Kolbyes Vej til 

museumsbygningen. Endelig har der været en 

del arbejde forbundet med opstillingen af udstillinger, 

og der er blevet ryddet op og sat på plads 

i kælderen. 

6.2 Generel beskrivelse af udendørsarealer, 

størrelse og anvendelse og disses vedligehold 

Frilandsmuseet 

Haver, stier og græs er blevet passet. Ane Huggemands 

Hus fik nyt risgærde, og der blev arbejdet 

videre på Kapellanboligens stengærde. 

Den traktor, der er blevet indkøbt ved hjælp fra 

sponsorer, er blevet istandsat og synet uden anmærkninger. 

Efter at have været skilt ad, repareret og malet, 

blev dampmaskinen fra Nysted opsat, hvilket 

gav anledning til en hel del besøgende. Det er 

et håb, at save, kedel og pumper kan blive opsat 

i 2009.

7.0 Inventar og materialer 

7.1 Museumstekniske udstyr 

Der blev indkøbt ny græsslåmaskine og buskrydder 

til Frilandsmuseet. Dertil er der indkøbt 

pallereoler til magasinet. 

7.2 undervisningshjælpemidler (filmfremvisere, 

tavle mv.) 

I forbindelse med udstillingerne i den nye store 

sal er der indkøbt projector til filmfremvisning og 

et styk DVD-fremviser. 

7.3 andet teknisk udstyr (kontormaskiner fotokopiering, 

it) 

I 2008 anskaffede museet sig en lille printer til at 

printe på plastikkort. 

Det er meningen, at det nye museums venneforeninger, 

museets frivillige, ansatte med flere 

skal have personlige kort udprintet, således at 

personalet i det nye museums mange billetsalg 

kan se, hvem der er del af museet og derfor kan 

komme ind enten gratis eller til en fordelagtig 

pris. 

Produktionsprisen af sådanne kort er ca. ¼ af 

prisen i forhold til, hvis man skulle købe det færdige 

kort. Dermed er maskinen allerede tjent ind 

efter max to års udprint af plastikkort. 

Museets bredformatprinter indkøbt i 2007 har 

været flittigt brugt. 

7.4 Udstillingsinventar og lign. 

Museet har fået specialfremstillet en stor liggende 

montre til at fremvise en 1600-tals jagtdug. 

Dertil kommer, at museet har fået foræret 

6 montrer af Museum Amager. 

7.5 Magasinindretning og udstyr 

Magasinet er stadig under opbygning, med indkøb 

af pallereoler, lys mv. 

I forbindelse med flytningen af museets kontor 

fra Victor Kolbyes Vej til Banegårdspladsen er 

det tidligere ledelseskontor omdannet og indrettet 

til kombineret pakke-, foto- og studierum. 

8.0 Museets organisation og administration 

8.1 Vedtægter 

Med indgang til 2007 fik museet nye vedtægter, 

dette skete som følge af kommunalreformen. 

De nuværende vedtægter erstatter vedtægterne 

fra 1989 med ændringer i 1998. Vedtægterne 

er godkendt af Kulturarvsstyrelsen og Lolland 

Kommune. 

8.3 Bestyrelsen i 2008 

Museets bestyrelse har følgende sammensætning: 

Michael Fagerlund, Formand, udpeget af Menighedsrådsforeningen 

Steffen Rasmussen, Næstformand, udpeget af 

Lolland Kommune 

Liljan Køcks, medlem af FU, udpeget af Lolland 

Kommune 

Ole Munksgaard, udpeget af Lolland-Falsters 

Historiske Samfund 

John Danielsen, udpeget af Stiftsmuseets Venner 

Erik F. Nielsen, udpeget af Håndværker- og Industriforeningen 

John Sørensen, udpeget af advokatkredsens 4. 

kreds for Storstrøms Amt 

Ole Brinch Petersen, udpeget af Dansk Landbrug 

Sydhavsøerne, blev i løbet af året erstattet 

med Ole Lauridsen 

Dertil kommer Erik Mandrup-Poulsen som medarbejderrepræsentant. 

Forretningsudvalg: 

Michael Fagerlund, Formand 

Steffen Rasmussen, Næstformand 

Liljan Køcks 

8.4 Foreninger 

Stiftsmuseet fik i 2005 en ny venneforening, 

hvis arbejde det er at understøtte Stiftsmuseets 

arbejde. Der er ca. 60 medlemmer, og foreningens 

bestyrelse har en plads i museets bestyrelse. 

Venneforeningen arbejder tæt sammen 

med museets medarbejdere om arrangementer 

og står bl.a. for levendegørelsen på Frilandsmuseet 

og årets julemarked. 

8.5 Forsikringer 

Museet er forsikret hos Topdanmarks Museumsforsikring. 

9.0 Personale 

9.1 Generelle forhold vedr. museets personale 

Medlemmer af råd, nævn, bestyrelser m.v. 

Ulla Schaltz: Håndværk- og Industripuljen, Nyere 

Tids Udvalg i Storstrøms Amt, Udvalget bag 

Åbne Samlinger, Saml, Stak, Foreningen for 

Emil Aarestrups hus bestyrelse, Lolland Bibliotekernes 

Tænketank, Ekspertpanelet i ”Mulighedernes 

Land”, planlægningsgruppe for Nyere 

Tids udvalg i ODM. 

Årsberetning

Leif Plith Lauritsen: Faggruppen for middelalder 

i Storstrøms amt, Deltager i »Turismestrategi 

Lolland« i »Projektgruppe turisme«, Kulturmiljørådet 

i Storstrøms Amt, 

Leif ”Salle” Nielsen 

Bestyrelsen for Lokomobilets venner, Naturfredningsforening 

i Maribo, arbejdsgruppe bag 

oprensning af Maribo Sø. 

Anne-Lotte Sjørup Mathiesen: Sund Sans over 

Sundet gruppe, Børnekultur i Lolland Kommune. 

9.2 Personale 

Se skema 

9.4 Efter- og videreuddannelse 

Det er museets politik, at samtlige faste medarbejdere 

skal løbende på kursus. Det er vigtigt 

for museets håndtering af museumsarbejdet, at 

personalet er professionelt. Museet benytter sig 

af tilbud fra ODMs efteruddannelsestilbud, men 

har også en uddannelsesaftale med Storstrøms 

Amts Konserveringscenter i Næstved. 

Årsberetning 

Museets leder underviser museumsfolk i det 

fælles registreringsprogram Regin. 

Personalet på Frilandsmuseet har fået et kursus 

i forskellige maleteknikker 

Butikspersonalet samt en del af kontorpersonalet 

har været på Frontpersonalekursus. 

Anne Larsen og Freddie Larsen: Konserveringskursus 

i Næstved. 

Birthe Johansson: Personalejura 

Elisabeth Abildtrup og Marianne Hansen: Digitale 

billeder og film – hvad gør vi med dem, 

Nationalmuseet april 2008. 

Birgit Wilster Hansen og Marianne Hansen: Regin 

i maj og juni 2008 

Ulla Schaltz: Påbegyndt diplomuddannelse i 

Museumsledelse og Leisures Management. 

Dertil kommer at museets personale har deltaget 

i Kuas årsmøde, ODMs Fuglsømøde og 

ODMs formidlingsmøder. 

10 Museets økonomi 

Der henvises til museets regnskab.

Årsberetning

40 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

0 Årsberetning 

5 

0 

16.000 

14.000 

12.000 

10.000 

8.000 

6.000 

4.000 

2.000 

600.000 

500.000 

400.000 

300.000 

200.000 

100.000 

0 

0 

34 

35 

Omvisninger 2007-2008 

16 

Husene på FM Legene på FM Udstillingerne på MB 

10.716 

14.842 

1 1 

389.602 

4.612 

521.791 

25 

Besøgsstatistik 2007-2008 

6.015 

Voksne FM Børn FM Voksne MB Børn MB 

Åbne Samlinger 

2.601 

29.680 

3.948 

4 

Hits Gæster 

31.930 

15 

1.045 

807 

2007 

2008 

2007 

2008 

2007 

2008

Lolland-Falsters Stiftsmuseums årsberetning - Åbne Samlinger

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?