U e n i g h e d om adgangsfo r h o l d - Dansk Vejtidsskrift

U e n i g h e d
om adgangsfo r h o l d
■ Af afd e l i n g s l e d e ,l ra
n d i n s pe k t ø r
Hans Fa a ru p,
Århus Am t
Vejlovens §69 igen
Lovbestemmelsen har endnu engang
været sat under lup, fordi den indeholder
nogle meget præcise bestemmelser, der
forhindrer erstatningsydelse. Betænkningen
om §69 fylder 121 sider, så alene det
viser, at paragraffen er en ganske vigtig
del af vejloven. §69 forpligter vejmyndigheden
til at vurdere, hvordan ejendomme,
der grænser til nye eller ombyggede veje,
skal have vejadgang. Hvis en hidtidig vejadgang
bliver afbrudt, skal der etableres
en anden fornøden adgang.
Den nuværende ordlyd har været gældende
i 25 år. Dengang, i 1975, var det
nødvendigt at præcisere, hvad der skal
forstås ved fornøden vejadgang. Det er et
helt grundlæggende vejmæssigt princip,
at der ikke er noget retskrav på at have
direkte adgang til offentlig vej eller bevare
en ejendoms hidtidige beliggenhed i
forhold til omgivelserne. Derfor blev følgende
præciseret i 1975 i §69 stk. 2, 2.
punktum:
”Ved bedømmelsen af, om der er etableret
fornøden vejforbindelse, skal der ikke
tages hensyn til, at de ændrede adgangs -
forhold giver ejendommen en mere afsi -
des beliggenhed i forhold til offentlig vej,
til en bebyggelse eller en lokalitet, helt
eller delvist afskærer en ejendom fra dens
hidtidige kundekreds eller påfører ejen -
dommen fremtidige udgifter til istandsæt -
telse, vedligeholdelse eller renholdelse af
vej”.
Den bestemmelse har tusindvis af ejere
måttet acceptere de sidste 25 år. Den er og
har været kolossal væsentlig for vejmyndighederne,
og samfundet er blevet sparet
for store sagsomkostningsbeløb, forbi
bestemmelsen er så klar.
Klassisk problemstilling
Når trafikministeren netop nu har bedt et
30 3 • 2001 Dansk Vejtidsskrift
Tra f i km i n i s te en r nedsatte i 1997 det såka l d te ekspe rt u d va l g,
der blandt andet skulle se på erstatningsbe s temmelserne fo r
æ n d rede adgangsforhold ved anlæg eller ombygning af ve j e.
U d valget har afg i vet be t æ n kning nr.1391 i dece m ber 2000.
Art i klen redegør ko rt f a t tet for meningsfo r s kellene i udva l g e t.
Fig. 1. Romalt-sagen. 500 m privat adgang. Ingen erstatning. OK. (Korttegning:
Landinspektør Carsten Bitsch).
udvalg undersøge kritikken af vejlovens
§69 og vurdere, om der kan fastsættes
juridisk anvendelige og økonomisk forsvarlige
regler, der kan imødekomme kritikken,
så er det formentlig et udtryk for
holdningen i tiden. Der fokuseres i disse
år på det individuelle, på den enkelte
ejendoms og den enkelte ejers forhold.
Derved træder helheden og samfundets
samlede interesser i baggrunden. §69 støtter
samlede samfundshensyn, og det har
derfor været udvalgets opgave at lave en
vis forbedring for visse erstatningssituatio
n e r, uden at helheden mistes. De
vejmæssige hovedhensyn skal fortsat
være gældende, men der skal efter udvalgets
opfattelse være mulighed for at give
erstatning i det ”sære og det Skæve tilfælde”.
Der er dog opstået stor uenighed i
udvalget om, hvordan loven så skal formuleres.
De to næste afsnit omtaler
udvalgets overvejelser, dels når der sker
en forringelse af en ejendoms værdi på
grund af afsides beliggenhed og øgede
udgifter til vedligeholdelse af privat fællesvej,
dels når en ændring af det offentlige
vejnet medfører omvejskørsel mellem
lodder af samme ejendomme.
Værdinedgang ved afsides beliggenhed
Udvalget gennemgår nogle konkrete
sager, der har medført en ikke ubetydelig
ændret færdsel til ejendomme ad private
fælleseje. Her nævnes sagerne kortfattet:
Romalt-sagen
En ejendom havde direkte overkørsel til
en statsvej og fik efter vejombygning og
lukning af overkørslen 500 m adgang ad
privat fællesvej. Udvalget er enig i, at der
ikke ydes erstatning i en sådan situation.
(Figur 1.)
Alsbro-sagen
En ejendom fik 400 m ekstra adgang ad
privat fællesvej. Også her er udvalget
enig i, at der ikke ydes erstatning. (figur
2). På samme måde Kliplev-sag (figur 3)
og Sulsted-sagen (figur 4).
Pederstrup-sagen
Kun i en enkelt sag, Pederstrup-sagen
(figur 5), vil der efter udvalgets opfattelse
være anledning til en bedre retsbeskyttelse
end den nuværende §69 giver. Ejendommen
fik ændrede adgangsforhold fra
100 m til offentlig vej til 1.600 m. Des

Fig. 2. Alsbro-sagen. 400 m privat adgang.Ingen erstatning
OK. (Korttegning: Landinspektør Carsten Bitsch).
Fig. 3. Kliplev-sagen. Forøget afstand til arbejdsplads, 15 km.
Afsides beliggenhed. Ingen erstatning OK. (Korttegning: Lan -
dinspektør Carsten Bitsch).
uden var der tale om to erhvervslejemål,
der eventuelt ville blive opsagt.
Udvalget konkluderer, at der foreligger
et begrænset behov for at give en bedre
retsbeskyttelse.
Set udefra forekommer udvalgets
grundlag for denne konklusion at være
yderst spinkel.
Flertallet på 7 i udvalget, (professorflertallet),
professor Orla Friis Jensen, professor
Bo von Eyben, professor Karsten
Revsbech, kommissarius
i Jylland,
Tr a f i k m i n i s t e r i e t ,
J u s t i t s m i n i s t e r i e t
og Miljøministeriet,
mener, at der
skal ydes erstatning
i særlige tilfælde.
Dette indebærer, at der i ganske særlige
tilfælde, hvor ændrede adgangsforhold i
forbindelse med nyanlæg af veje og
ombygninger af bestående veje mv. med-
Fig. 4. Sulsted-sagen. 500 m privat vej. 4-5 km længere
arbejdstransport. Ingen erstatning OK. (Korttegning: Landin -
spektør Carsten Bitsch).
Fig. 5. Pederstrup-sagen. Eventuelt erstatning. (Korttegning:
Landinspektør Carsten Bitsch).
fører en ejendomsforringelse som følge af
afsides beliggenhed i forhold til off e n t l i g
vej eller som følge af forøgede udgifter til
vejvedligeholdelse, som det er åbenbart
3 • 2001 Dansk Vejtidsskrift 31

urimeligt, at ejeren skal bære fuldt ud, kan
tilkendes ejeren erstatning for dette tab.
Det er herved forudsat, at ejere af ejendomme
som hidtil må tåle omlægning af
deres adgangsforhold som følge af vejændringer,
og derfor normalt ikke har krav
på erstatning, uanset at de ændrede forhold
medfører nogen forringelse af ejendomsværdien.
Flertallet lægger herved vægt på, at forslaget
alene har karakter af en sikkerhedsventil,
der skal dække særligt grelle situationer,
og at der ikke er tale om nogen
principiel ændring i de hidtil hældende
regler, hvorefter omlægning af ejendommes
adgangsforhold normalt sker erstatningsfrit
som led i en almindelig regulering
af ejendomsrettens grænser.
Mindretallet bestående af alle vejmyndighedsrepræsentanter,
KL, ARF og VD
samt København Kommune mener, at det
særlige tilfælde skal tilgodeses med en
overtagelsesmulighed.
Da gennemgangen af taksations- og
domspraksis i betænkningen viser, at der
ikke hidtil har foreligget sager, hvor der
burde have været mulighed for udbetaling
af erstatning for forringede adgangsforhold,
mener mindretallet ikke, at der bør
indføres en erstatningsregel, som foreslået
af flertallet. Mindretallet vil på den anden
side ikke udelukke, at der kan forekomme
særlige tilfælde, hvor ændrede adgangsforhold
– uanset at der er etableret fornøden
forbindelse til offentlig vej – kan medføre,
at ejendommen får en afsides beliggenhed
i forhold til offentlig vej, eller kan
medføre forøgede udgifter til vejvedligeholdelse,
der forringer ejendommens værdi
i et omfang, som det er åbenbart urimeligt,
at ejeren skal bære. Hvis man lovgivningsmæssigt
ønsker at tage højde for disse
helt specielle tilfælde, bør det efter
mindretallets opfattelse ske ved, at der
åbnes mulighed for, at ejeren kan kræve
ejendommen overtaget af det off e n t l i g e .
32 3 • 2001 Dansk Vejtidsskrift
Mindretallet lægger vægt på, at en
sådan ordning er i overensstemmelse med
en række andre bestemmelser i vej- og
planlovgivningen, hvor konsekvenserne
af en almindelig regulering af ejendommens
grænser medfører urimelige konsekvenser
for den enkelte grundejer. I disse
tilfælde er der normalt kun en overtagelsesmulighed
og ikke nogen mulighed for
at få tilkendt erstatning for tabet.
Hertil kommer, at grundejerens ret til at
kræve sin ejendom overtaget af det
offentlige som følge af (stærkt) forringede
adgangsforhold sandsynligvis kun vil blive
aktuel i de helt specielle situationer,
hvor indgrebet har uacceptable konsekvenser
for ejendommens værdi.
Erstatning for omvej
Udvalget har vurderet spørgsmålet om
erstatning for forlænget kørsel på det off e n tlige
vejnet som følge af ændringer på vejnettet.
Dette spørgsmål har grundlæggende
ikke noget med §69 at gøre, fordi der ikke
sker nogen ændring af adgange til ejendomme.
Udvalget har alligevel beskæftiget sig
med problemet dels ud fra nogle spredte
t a k s a t i o n s k e n d e l s e , dels r ud fra to landsretsdomme,
der tidligere er blevet omtalt i
Dansk Vejtidsskrift, Tørvegydesagen og
Vilstrupsagen. Sidstnævnte behandles af
Højesteret i slutningen af marts 2001.
Ingen af dommene tilkender erstatning
for ændringer på det offentlig vejnet. Derfor
foreslår flertallet i udvalget, de 4
vejmyndighedsrepræsentanter samt Trafikministeriet
og Justitsministeriet, at der
ikke bør indføres særlige regler om erstatning
for omvejskørsel i tilfælde, hvor
omvejskørslen er forårsaget af foranstaltninger
på det offentlige vejnet. Ejere af
landbrugsejendomme mv. må efter flertallets
opfattelse betragtes som almene brugere
af det offentlige vejnet på linie med
andre trafikanter. Det er derfor flertallets
opfattelse, at kørsel på de offentlig veje
ikke bør indebære særrettigheder for ejere
af landbrugsejendomme mv., med mindre
der foreligger helt specielle omstændigheder
(opsat erstatning).
Mindretallet, de tre professorer, kommissarius
i Jylland og miljøministeriet går ind
f o r, at §69 suppleres med en bestemmelse,
der angiver visse begrænsede muligheder
for erstatning som følge af omvejskørsel
mellem lodder af en ejendom, når omvejskørslen
skyldes foranstaltninger på det
o ffentlige vejnet uden indgriben i ejendommens
overkørselsforhold. Forslaget vil
efter mindretallets opfattelse bidrage til at
afslutte en langvarig politisk og juridisk
diskussion om emnet på en måde, der tilsigter
et rimeligt kompromis.
Afslutning
Uenigheden om de to væsentlige punkter
er markant, og det bliver spændende at
følge lovgivningsprocessen. Vil Folketinget
følge den teoretiske professorgruppe,
eller vil der blive lovgivet på grundlag af
de samlede vejmyndigheders vurdering?
Det vil de kommende folketingssamlinger
måske give svar på.
Betænkningen er meget grundig, og er
yderst velskrevet. Der er trods alt enighed
i udvalget om at ”modernisere” §69. Der
er også enighed om at ændre vejlovens
§56, så ejere der ikke omfattes af ekspropriation
til gennemførelse af et vejanlæg
får ret til at få eventuelle erstatningsspørgsmål
påkendt af taksationsmyndighederne,
hvis deres krav rejses inden for
en nærmere angivet frist.
Endelig er der grund til at bemærke, at
udvalget i enighed ikke ønsker at forslå
øgede erstatningsmuligheder i anledning
af tab af kundekreds i forbindelse med
ændrede adgangsforhold. Her er vejlovens
§69 uændret.