uklassificeret
uklassificeret
uklassificeret
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Forsvarsakademiet<br />
VUT II 2002/2003<br />
Specialegruppe 10<br />
KN G. Kingo<br />
KN C. M. Møller<br />
KL J. Holm<br />
Det transatlantiske forhold<br />
“We have our best chance since the rise of the nation-state in the 17th century to build a<br />
world where the great powers compete in peace instead of prepare for war.”<br />
President Bush<br />
West Point, New York<br />
June 1, 2002
Det transatlantiske forhold.<br />
UKLASSIFICERET<br />
Udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og holdninger på begge sider af Atlanten<br />
har undergået en ændring siden den Kolde Krigs ophør.<br />
Hvordan påvirker dette skift det transatlantiske samarbejde?<br />
Gennem en analyse af USA’s og EU´s udenrigs- og sikkerhedspolitik undersøges,<br />
under inddragelse af et relevante NATO aspekter, hvorledes disse ændringer påvirker<br />
det transatlantiske forhold og samarbejde.<br />
UKLASSIFICERET<br />
2
Resumé<br />
UKLASSIFICERET<br />
Dette speciale tager sit udgangspunkt i oplevelsen af at der er sket et skifte i udenrigs-<br />
og sikkerhedspolitikken i USA og i Europa. Hertil hører naturligt spørgsmålet<br />
”hvordan påvirkes det transatlantiske forhold af denne perception?”<br />
NATO vil, som organisation, være det transatlantiske sikkerhedsfællesskab, hvor<br />
USA har indflydelse på de europæiske medlemmer, men også stigende indflydelse<br />
fra europæiske side på USA. Ud over at være den sikkerhedsmæssige platform i<br />
Europa er NATOs udvikling fæstet i tilpasning til den nye trussel og i større grad ”out<br />
of area” – operationer. NATO er edderkoppen, der binder USA og de europæiske<br />
allierede sammen. Nye medlemslande er optaget og flere kommer til – og alle søger<br />
de NATOs sikkerhedsgaranti og herved grundlaget for at blive integreret i den ”europæiske<br />
familie”. NATOs mulighed for at agere som sikkerhedspolitiks aktør afhænger<br />
af medlemslandene intentioner. Hvorvidt medlemslandene ønsker at gøre NATO til<br />
en mere fremtræden aktør synes uklart – dels er NATO jo forankret i FN pagtens artikel<br />
51 og samtidig er store dele af medlemslandene forankret i et EU-samarbejde,<br />
så de sikkerhedspolitiske diskussioner på tværs af organisationerne smitter af på<br />
NATO- samarbejdet. Endvidere er det militære troværdighed i NATO ikke udviklet i<br />
det tempo USA kunne ønske, hvilket kan sætte NATOs militære troværdighed på en<br />
prøve. NATO ønsker kapaciteter og strukturtilpasning, men medlemslandene reagere<br />
ikke umiddelbart hurtigt og aktivt på dette ønske. EU ser stadig NATO i et positivt lys.<br />
EU har ikke selv kapaciteterne og har behov for de midler USA kan tilføre til NATOsamarbejdet.<br />
NATOs mål ses derfor at være at holde sammen på alliancen. Forlader<br />
USA alliancen vil NATO kun være et politisk talerør – og den rolle kan EU løfte.<br />
NATO kan også lade USA være løsere tilknyttet og herved vil medlemslandene virke<br />
sammen med USA i en koalition – eller NATO kan beså som i dag med de nuværende<br />
problemstillinger, men med et Europa, der er opmærksom på USA forspring og i<br />
en vis grad søger at mindske forspringet.<br />
USA har i sin nationale sikkerhedsstrategi anført de sikkerhedspolitiske prioriteter<br />
som landet vil "”styre” efter i denne kommende periode. De overordnede mål for USA<br />
er at sikre statens overlevelse, økonomiske vækst, en sikker verdensorden, frihed og<br />
demokrati samt gode allianceforhold. USA ser primært truslerne mod landet som værende<br />
terrorisme og tyranner.<br />
I det transatlantiske forhold er det primært de to store europæiske organisationer<br />
som EU og NATO der har landets bevågenhed. EU er den store handelspartner,<br />
mens NATO er organisationen der sikre fred og stabilitet på det europæiske kontinent.<br />
USA ser EU som havende sammen globale interesser som amerikanerne og<br />
samtidig bidrager EU til stabilitet gennem optagelse af nye medlemslande. NATO er<br />
for USA stadig rammen for et kollektivt selvforsvar, og med det nye trusselsbilled og<br />
især terrortrusselen ser USA gerne en del ændringer i NATO. USA som ledende nation<br />
i en koalition er ledelsesmæssigt en fordel for USA, idet nationen her kan vælge<br />
sine partnere og samtidig selv udvælge de kapaciteter, det har brug for. At handle<br />
alene er en ret USA har påberåbt sig især efter 11. september 2001 med henvisning<br />
til FN pagtens paragraf 51. Generelt vil USA søge at opnå politiks legitimitet for sine<br />
handlinger dels gennem FN, men også blandt sine politiske allierede.<br />
Europa har siden 2. Verdenskrig været afhængig af et godt forhold til USA. Dels har<br />
relationerne været forankret i NATO-samarbejdet, men også bilateralt. EU har med<br />
UKLASSIFICERET<br />
3
UKLASSIFICERET<br />
sin opbygning af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) suppleret med<br />
den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP) skabt et grundlag, der vil kunne give<br />
europæerne mere indflydelse på den globale sikkerhedsarena. De nye politikker<br />
bygger på et etableret samarbejde med NATO, og samtidig har EU givet muligheder<br />
for at lande uden for EU kan deltage i eventuelle konfliktløsninger. Platformen for<br />
EU´s nye rolle er etableringen af nye institutioner, der på niveau med NATO kan løse<br />
konfliktopgaver i den lave ende af intensitetsskalaen. Over Atlanten har det transatlantiske<br />
bånd været præget at retoriske kampe, men det faktum, at EU nu vil til at<br />
være deltager som international aktør, har betydet, at USA har stillet forbehold og<br />
samtidig er nogle europæiske lande førende i kritik af USA’s agerende i forbindelse<br />
med aktuelle kriser som krigen i Afghanistan, og nu den igangværende krig i Irak. En<br />
af årsagerne til uenighed har været de væsentlige forskellige sikkerhedspolitiske<br />
dagsordner, der har været hos europæerne og amerikanerne. Nogle EU-lande vil<br />
bruge diplomati mens andre vil bruge militær magt. USA vil med militær magt tvinge<br />
sine sikkerhedsprioriteter igennem, når diplomatiske tiltag ikke har opfyldt nationens<br />
mål. EU fremtidige rolle som aktør afhænger af intern enighed og hermed er den<br />
fælles ramme grundlaget. Alternativet er indgåelse af bilaterale aftale mellem enkelte<br />
lande i Europa med USA – og herved deltagelse i koalitioner.<br />
En analyse efterfulgt af opstilling af scenarier viser at der mellem aktørerne er et antal<br />
muligheder for at virke i rammen af et transatlantisk samarbejde. Samtidig er de<br />
enkelte scenarier vurderet i forhold til det primære valg, aktørerne vil vælge. USA vil<br />
naturligt nok helst være den aktør der gennem samarbejde søger at få sine mål opfyldt,<br />
men kan ikke vente på at etablerede institutioner får afdiskuteret problemstillingerne<br />
og ej heller vil lade sig styre af en organisation, hvorfor USA vil søge at<br />
gennemføre sin udenrigs- og sikkerhedspolitik i rammen af koalitioner. EU og NATO<br />
vil søge at virke i organisationsramme, og vil, hvis der kan opnås intern enighed, understøtte<br />
en amerikansk ledet koalition.<br />
Perspektivet for det transatlantiske forhold ses opdelt i to dele. Er det den rationelle<br />
tilgang aktørerne anvender, vil de søge at nå egne mål gennem samarbejde og dialog,<br />
men også via en stillingtagen fra det ene politiske spørgsmål til det andet. Men<br />
ønsket om at forankre løsninger dels i organisationer, men også i forhold til de enkelte<br />
mål vil nyde fremme - hvilket vil forstærke det transatlantiske forhold. Altså er<br />
den nuværende nedkøling af forholdet midlertidig. Hvis aktørerne påvirkes af andre<br />
forhold end den direkte rationelle tilgang vil forhold som personspørgsmål og mærkesager<br />
spille ind på forholdet. Parterne kan være fristet til at forfølge kortsigtede<br />
løsninger, der dels har baggrund i indre anliggender, men også er forankret i positionering<br />
intern i f.eks. EU. I dette tilfælde vil det transatlantiske forhold blive forværret –<br />
hvorimod en hurtig afslutning af terrorkrigen vurderes at bedre forholdet. Samlet set<br />
er det svært at forudsige det transatlantiske forhold, dels fordi aktørerne for nuværende<br />
ikke har den store enighed, men også fordi de udenrigs- og sikkerhedspolitiske<br />
forhold kan få nye dagsordner, der tvinger partnerne til samarbejde på en ny måde –<br />
som det der skete omkring den 11. september 2001.<br />
UKLASSIFICERET<br />
4
UKLASSIFICERET<br />
Resumé ..............................................................................................................................................................3<br />
1. INDLEDNING. ...............................................................................................................................................8<br />
1.1. Baggrund. ..................................................................................................................................................8<br />
1.2. Emnediskussion........................................................................................................................................9<br />
1.2.1. Analyse af hovedtitel. .......................................................................................................................9<br />
1.2.2. Analyse af undertitel. ......................................................................................................................10<br />
1.2.3. Afgrænsning af problemfelt og opstilling af endelig titel. ..........................................................12<br />
1.2.4. Problemformulering. .......................................................................................................................13<br />
1.3. Opgavens relevans. ................................................................................................................................13<br />
1.4. Teori. ........................................................................................................................................................13<br />
1.5. Metode......................................................................................................................................................16<br />
1.6. Struktur. ...................................................................................................................................................16<br />
1.7. Definitioner. .............................................................................................................................................17<br />
1.8. Forudsætninger og afgrænsninger.......................................................................................................18<br />
1.9. Formalia. ..................................................................................................................................................18<br />
2. DET TRANSATLANTISKE FORHOLD OG NATO. ...................................................................................19<br />
2.1. Det transatlantiske forhold. ...................................................................................................................19<br />
2.2. NATO generelt. ........................................................................................................................................20<br />
2.3. NATO’s udvikling efter den Kolde Krigs ophør. ..................................................................................21<br />
2.4. NATO’s udfordringer. .............................................................................................................................23<br />
2.4.1. Den teknologiske kløft....................................................................................................................24<br />
2.4.2. Det ny trusselsbillede. ....................................................................................................................25<br />
2.4.3. NATO’s anden udvidelsesrunde....................................................................................................27<br />
2.5. NATO som sikkerhedspolitisk aktør. ....................................................................................................28<br />
2.5.1. USA’s holdning til NATO. ...............................................................................................................28<br />
2.5.2. Europas holdning til NATO. ...........................................................................................................29<br />
2.6. Applicering af Allisons model på NATO...............................................................................................30<br />
2.6.1. Mål.....................................................................................................................................................30<br />
2.6.2. Alternativer.......................................................................................................................................30<br />
2.6.3. Konsekvenser..................................................................................................................................31<br />
2.7. Vurdering. ................................................................................................................................................31<br />
3. USA’S SIKKERHEDSPOLITISKE MÅL OG MULIGHEDER I DET TRANSATLANTISKE<br />
SAMARBEJDE.................................................................................................................................................33<br />
3.1. Historisk og politisk baggrund. .............................................................................................................33<br />
3.2. Unilaterale tiltag og deres årsager. .......................................................................................................36<br />
3.3. Den seneste nationale sikkerhedsstrategi. ..........................................................................................39<br />
3.3.1. Det overordnede sikkerhedspolitiske mål....................................................................................39<br />
3.3.2. Den sikkerhedspolitiske trussel. ...................................................................................................39<br />
3.3.3. Mål for det transatlantiske samarbejde.........................................................................................40<br />
3.4. USA’s mål med EU..................................................................................................................................40<br />
3.4.1. EU som partner i verdenshandelen...............................................................................................40<br />
3.4.2. EU som stabiliserende faktor i Europa. ........................................................................................40<br />
3.5. USA’s mål med NATO.............................................................................................................................40<br />
3.5.1. Medlemsskaren skal udvides.........................................................................................................41<br />
3.5.2. De nødvendige styrker skal stilles til rådighed for NATO...........................................................41<br />
UKLASSIFICERET<br />
5
UKLASSIFICERET<br />
3.5.3. Udvikling af planlægning................................................................................................................41<br />
3.5.4. Teknologi og stordrift. ....................................................................................................................41<br />
3.5.5. Kommandostrukturen skal slankes og bibringes den nødvendige fleksibilitet.......................42<br />
3.5.6. Evnen til at samarbejde skal bevares under omstillingsprocessen. .........................................42<br />
3.6. USA’s muligheder (alternativer og konsekvenser)..............................................................................42<br />
3.6.1. USA handler indenfor NATO. .........................................................................................................43<br />
3.6.1.1. NATO Response Force. ..................................................................................................................43<br />
3.6.1.2. NATO skal have både strategisk og politisk fleksibilitet. ...........................................................43<br />
3.6.1.3. Informations interoperabilitet. .......................................................................................................44<br />
3.6.1.4. Anskaffelse af præcisionsvåben. ..................................................................................................44<br />
3.6.1.5. Styring af udviklingen.....................................................................................................................45<br />
3.6.2. ”Coalitions of the willing”. .............................................................................................................45<br />
3.6.3. USA handler unilateralt...................................................................................................................45<br />
3.7. Analyse af muligheder (konsekvenser). ...............................................................................................45<br />
3.7.1. USA handler i rammen af NATO. ...................................................................................................45<br />
3.7.1.1. Opnåelse af kompatibilitet på C 3 I. .................................................................................................46<br />
3.7.1.2. Rollespecialisering..........................................................................................................................46<br />
3.7.1.3. Sanktionsmuligheder......................................................................................................................46<br />
3.7.1.4. NATO i flere tempi. ..........................................................................................................................46<br />
3.7.1.5. EU-NATO samarbejde. ....................................................................................................................47<br />
3.7.1.6. Store forskelle i materielstandard inden for NATO. ....................................................................47<br />
3.7.2. USA handler sammen med skiftende koalitioner af europæiske lande. ...................................47<br />
3.7.3. USA handler unilateralt...................................................................................................................48<br />
3.8. Samlet delkonklusion over USA’s muligheder og konsekvenserne af dem.....................................48<br />
4. REDEGØRELSE OG ANALYSE AF EUROPAS OG EU´S MÅL OG MULIGHEDER I DET<br />
TRANSATLANTISKE FORHOLD....................................................................................................................51<br />
4.1. Indledning. ...............................................................................................................................................51<br />
4.1.1. Formål...............................................................................................................................................51<br />
4.1.2. Fokusområde...................................................................................................................................51<br />
4.1.3. Kapitlets struktur og indhold. ........................................................................................................51<br />
4.2. Europas/EU´s mål. ..................................................................................................................................51<br />
4.3. EU som sikkerhedspolitisk aktør. .........................................................................................................52<br />
4.3.1. Historien bag den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. ..........................................................52<br />
4.3.2. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik...................................................................................52<br />
4.3.3. Den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. .............................................................53<br />
4.3.4. Den militære kapacitet i ESDP. ......................................................................................................53<br />
4.3.5. Den civile kapacitet. ........................................................................................................................54<br />
4.3.6. EU ledede operationer i nærmeste fremtid...................................................................................54<br />
4.3.7. Konfliktforebyggelse.......................................................................................................................55<br />
4.3.8. EU’s institutionelle tilpasning........................................................................................................55<br />
4.3.9. FUSP og NATO. ...............................................................................................................................55<br />
4.3.10. FUSPens endelige udseende. ........................................................................................................56<br />
4.3.11. FUSPens påvirkning af det transatlantiske forhold.....................................................................57<br />
4.3.12. Kan aftalesættet i FUSPen holde internt i EU? ............................................................................58<br />
4.4. Forholdet mellem Europa og USA.........................................................................................................59<br />
4.4.1. Det europæiske forhold til USA umiddelbart efter 11. september. ............................................59<br />
4.4.2. Ændring i den amerikanske opfattelse af Europa og EU, som institution. ...............................61<br />
4.4.3. Udenrigspolitisk kultur i Europa og USA......................................................................................62<br />
4.4.4. Sammenspillet mellem EU, NATO og USA. ..................................................................................64<br />
4.4.5. Åben europæisk kritik af USA........................................................................................................64<br />
4.5. Det militære gab mellem Europa og USA.............................................................................................67<br />
4.5.1. EU militære formåen i forhold til USA...........................................................................................67<br />
4.5.2. Kan EU opbygge sin militære kapacitet? .....................................................................................68<br />
4.6. Analyse af forholdet mellem EU, Europa og USA. ..............................................................................69<br />
4.6.1. Generelt............................................................................................................................................69<br />
UKLASSIFICERET<br />
6
UKLASSIFICERET<br />
4.6.2. Analyse af EU som sikkerhedspolitisk aktør................................................................................69<br />
4.6.2.1. Analyse af EU’s aktørmuligheder set i et historisk perspektiv. .................................................69<br />
4.6.2.2. Analyse af EU’s sikkerhedspolitiske rolle i rammen af FUSP og ESDP....................................70<br />
4.6.2.3. Delkonklusion vedrørende EU som sikkerhedspolitisk aktør. ...................................................72<br />
4.6.3. Analyse af forholdet mellem EU/Europa og USA.........................................................................73<br />
4.6.3.1. Analyse af forholdet mellem Europa af USA efter 11. september 2001.....................................73<br />
4.6.3.2. Analyse af forholdet mellem EU, NATO og USA..........................................................................74<br />
4.6.3.3. Analyse af det politiske klima mellem Europa og USA. ..............................................................75<br />
4.6.3.4. Delkonklusion vedrørende forholdet mellem EU/Europa, NATO og USA. ................................76<br />
4.6.4. Analyse af det militære gab mellem Europa og USA. .................................................................76<br />
4.6.4.1. Delkonklusion vedrørende det militære gab mellem Europa og USA. ......................................77<br />
4.7. Opstilling af mål og muligheder. ...........................................................................................................77<br />
4.7.1. Europas mål.....................................................................................................................................78<br />
4.7.2. EU vil være aktør. ............................................................................................................................78<br />
4.7.2.1. Konsekvens. ....................................................................................................................................78<br />
4.7.3. EU kan afløse USA/NATO inden for Petersberg-opgavesættet..................................................79<br />
4.7.3.1. Konsekvens .....................................................................................................................................79<br />
4.7.4. Europæiske lande vil deltage i ad-hoc koalitioner. .....................................................................79<br />
4.7.4.1. Konsekvens. ....................................................................................................................................79<br />
5. VALG OG PERSPEKTIVERING.................................................................................................................81<br />
5.1. Scenarier..................................................................................................................................................81<br />
5.1.1. US: ”Coalitions of the willing” ↔ EU: Selvstændig aktørrolle. ..................................................81<br />
5.1.2. US: ”Coalitions of the willing” ↔ EU: Afløser USA / NATO........................................................82<br />
5.1.3. US: ”Coalitions of the willing” ↔ EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner. ..........82<br />
5.1.4. US: Unilateral handlen ↔ EU: Selvstændig aktørrolle. ...............................................................82<br />
5.1.5. US: Unilateral handlen ↔ EU: Afløser USA / NATO.....................................................................83<br />
5.1.6. US: Unilateral handlen ↔ EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner. .......................83<br />
5.1.7. US: NATO samarbejde ↔ EU: Selvstændig aktørrolle. ...............................................................84<br />
5.1.8. US: NATO samarbejde ↔ EU: Afløser USA / NATO.....................................................................84<br />
5.1.9. US: NATO samarbejde ↔ EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner. .......................84<br />
5.2. Det rationelle valg. (vurdering) ..............................................................................................................85<br />
5.3. Perspektivering. ......................................................................................................................................85<br />
5.3.1. Perspektivering, når alle aktører handler overvejende rationelt................................................85<br />
5.3.2. Perspektivering, når alle aktører ikke udelukkende handler rationelt.......................................86<br />
Bibliografi ..........................................................................................................................................................1<br />
Bilag 1 Analysemodel.......................................................................................................................................1<br />
Bilag 2 FUSP’ens endelige udseende.............................................................................................................1<br />
bilag 3 Organisationen af råd og stabe i forbindelse med FUSP’en ...........................................................2<br />
bilag 4 Europa og Amerika må stå sammen .................................................................................................1<br />
UKLASSIFICERET<br />
7
1. Indledning.<br />
UKLASSIFICERET<br />
Formålet med dette kapitel er at fastsætte rammerne for specialets indhold og udformning.<br />
Indledningsvis gennemføres en diskussion af opgaveteksten med henblik<br />
på at udlede specialets hovedspørgsmål. Denne diskussion efterfølges af en analyse<br />
af hovedspørgsmålet, som har til formål at udvikle den endelige problemformulering.<br />
Sluttelig diskuteres teori, metode og struktur samt forudsætninger og begrænsninger.<br />
1.1. Baggrund.<br />
Specialet omhandler det transatlantiske forhold mellem USA og EU/Europa.<br />
Der har eksisteret en særlig tilknytning – et bånd henover Atlanten siden de første<br />
europæere emigrerede til det nordamerikanske kontinent, hvilket dog primært beroede<br />
på det familiære og kulturelle plan.<br />
Oprindelsen af begrebet ”det transatlantiske bånd” har ikke kunne dokumenteres<br />
specifikt, men blev under 2. Verdenskrig anvendt ved flere officielle lejligheder.<br />
USA’s undsætning af det besatte Europa under 2. Verdenskrig udgjorde den afgørende<br />
forskel for kontinentets befrielse og vurderes at have været forudsætningsskabende<br />
for det transatlantiske forhold.<br />
Efter 2. Verdenskrig satsede USA på det ”transatlantiske bånd” – særlig i militær forstand,<br />
hvor landene i Vesteuropa, inklusiv tidligere modstandere, gennem bistand og<br />
samarbejde mm., skulle hjælpes til at blive fremtidige politiske og økonomiske partnere<br />
mod den stigende trussel fra Østeuropa og en potentiel kommunistisk ekspansion.<br />
1<br />
Særligt etableringen af den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) i 1949 og<br />
dens formelle grundlag, den Nordatlantiske Traktat, har med sin forankring i de Forende<br />
Nationers pagt været med til at præge kulturelle som demokratiske værdier,<br />
politisk samhørighed og ikke mindst sikkerhedspolitisk tryghed i efterkrigstidens<br />
Vesteuropa. Den Nordatlantiske Traktat ses således at have en hel essentiel rolle,<br />
hvorfor den vurderes, at have skabt det formelle fundament for det transatlantiske<br />
forhold.<br />
Under den Kolde Krig blev sammenholdet NATO-landene imellem og i særlig grad i<br />
relation til USA tillagt stor betydning. Forsvarsalliancen var Europas garant imod en<br />
aggressiv ekspansion fra Østeuropa. Her bidrog det transatlantiske forhold – manifesteret<br />
i rammen af NATO alliancen til, at den vestlige verden stod sammen om vitale<br />
udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, og formåede dermed at generere en<br />
troværdig militær kapacitet.<br />
Medlemslandene måtte i denne periode, ofte i rammen af NATO, forhandle sig til<br />
kompromiser til fællesskabets bedste og dermed tilsidesætte egne nationale interesser<br />
for at fremstå som en enig forsvarsalliance mod den daværende potentielle modstander.<br />
Men efter den Kolde Krigs ophør, herunder Warszawapagtens og Sovjetunionens<br />
opløsning, er dette incitament for politisk enighed og sammenhold ikke mere tilstede.<br />
1 NATO i det 21. århundrede, s. 4.<br />
UKLASSIFICERET<br />
8
UKLASSIFICERET<br />
Samtidig forsvandt den overvældende trussel som udgjorde hovedargumentet for<br />
USA’s særlige sikkerhedspolitiske fokus på Europa og dermed nødvendigheden af<br />
omfattende amerikansk militær tilstedeværelse. Bortfaldet af bipolariteten medførte,<br />
at konflikter, der havde ulmet under overfladen flere steder, men var blevet holdt nede<br />
af totalitære systemer, med et brød ud i lys lue.<br />
Op gennem 1990’erne er der talrige eksempler på amerikansk enegang, hvor allierede<br />
enten ikke som tidligere blev konsulteret på forhånd, eller hvor USA valgte at<br />
overhøre allierede landes argumenter og alene forfulgte egne nationale interesser.<br />
Tilsvarende har de vesteuropæiske lande i takt med den øgede økonomiske velstand<br />
og indflydelse, samt den øgede politiske integration i rammen af den Europæiske<br />
Union, fået en betydelig øget indflydelse og selvforståelse, der på flere måder udfordrer<br />
og modsætter sig det tidligere amerikanske lederskab i Europa.<br />
Af den grund synes der i stigende grad, at være en tendens til stærkt divergerende<br />
politiske synspunkter og interesser på afgørende punkter.<br />
Diskussionen omkring det transatlantiske forhold er derfor meget aktuel også set i<br />
lyset af det åbenlyse modsætningsforhold på tværs af Atlanten mellem især Frankrig<br />
og Tyskland i forhold til USA forud for Golfkrigen anno 2003.<br />
En konsekvensberegning af hvad det transatlantiske forhold måtte bære for fremtidens<br />
synes interessant.<br />
1.2. Emnediskussion.<br />
Hovedtitel:<br />
Det transatlantiske forhold.<br />
Undertitel:<br />
USA har på nogle områder ændret den udenrigspolitiske profil i forhold til Europa og<br />
andre allierede efter præsident George W. Bush fik regeringsmagten.<br />
Senest har USA bl.a. gennemtvunget særbehandling over for den Internationale<br />
Domstol i Haag og har endvidere i f.m. terrorkrigen samt krisen med Irak indikeret, at<br />
fremtidige missioner ikke nødvendigvis skal godkendes af FN Sikkerhedsråd, ligesom<br />
der også har været tendenser om fremover at løse sikkerhedspolitiske problemer i<br />
rammen af ”coalitions of the willing” frem for inddragelse af NATO.<br />
De europæiske reaktioner har gennemgående været reaktive i en fælles udenrigs- og<br />
sikkerhedspolitik (FUSP), som primært er styret af de toneangivende europæiske<br />
stormagter.<br />
Skal den amerikanske politik ses som et mere permanent amerikansk skift i det<br />
transatlantiske forhold, eller er der tale om mindre justeringer?<br />
Hvilke perspektiver ligger der for det fremtidige transatlantiske samarbejde?<br />
1.2.1. Analyse af hovedtitel.<br />
Indledningsvis skal det konstateres, at der ikke findes en specifik definition på ”det<br />
transatlantiske forhold”.<br />
”Transatlantisk” betyder 2 , at noget går henover Atlanten. Det transatlantiske forhold<br />
er således forholdet mellem USA på den side 3 og Europa på den anden – en relation<br />
2 Nudansk ordbog 1999.<br />
UKLASSIFICERET<br />
9
UKLASSIFICERET<br />
mellem to eller flere parter eller partnere. 4 Begrebet blev indledningsvis alene anvendt<br />
mellem allierede i rammen af NATO, men opfattes efterhånden i et bredere<br />
perspektiv. Med den brede fortolkning af det transatlantiske forhold tolkes Europa<br />
i den sammenhæng som lande, der enten er medlem af NATO eller medlem af EU 5 .<br />
Det synes i den sammenhæng ikke relevant at skelne mellem ”gamle” medlemslande<br />
og ”nye” lande, der er netop er blevet optaget hhv. i NATO på Prag topmødet og i EU<br />
på København topmødet – begge ultimo 2002.<br />
Det er specialegruppens forståelse, at der i det transatlantiske forhold er underforstået<br />
en nødvendighed af at Europa viser sammenhold for derved samlet at være<br />
interessant for USA. Derfor vil der kun i relevant omfang blive henvist til specifikke<br />
europæiske lande, hvoraf Frankrig, England og Tyskland pga. deres størrelse og<br />
indflydelse synes mest interessante.<br />
Da mange af de europæiske lande er medlem såvel af EU som af NATO vil der være<br />
behov for at skelne mellem ”EU” som fællesbetegnelse for et samlet EU og de europæiske<br />
lande, hvor der kan være særegne nationale interesser. Selve udtrykket synes<br />
at bero på et positivt forhold. Intentionen bag det transatlantiske forhold er en<br />
positiv synergieffekt netop ved at have synkroniseret synspunkter og holdninger for<br />
derved samlet overfor resten af verdenssamfundet at fremstå som et samlet hele.<br />
En yderligere refleksion over det transatlantiske forhold vurderes nødvendig for at<br />
specificere forholdet yderligere i mangel af valid og dokumenteret baggrundsviden.<br />
Følgende aktører ses relevante af undersøge i forhold til det transatlantiske forhold:<br />
• USA<br />
• EU/Europa<br />
• NATO<br />
1.2.2. Analyse af undertitel.<br />
Det postuleres, at ”…USA på nogle områder har ændret den udenrigspolitiske profil i<br />
forhold til Europa og andre allierede efter præsident George W. Bush fik regeringsmagten.”<br />
Opgaveteksten fremhæver flere eksempler på, at USA i stigende grad vælger at gå<br />
politisk enegang frem for gennem forhandlinger med dets traditionelt vigtige partnere<br />
og allierede fra Vesteuropa, at finde en fælles løsning. Som mulig grund herfor anføres,<br />
at europæiske politik, særligt indenfor en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik<br />
(FUSP) har været reaktiv og dermed underforstået langsommelig og ikke tidssvarende<br />
i relation til den eksisterende verdensorden.<br />
Formuleringen ” … ændret den udenrigspolitiske profil i forhold til Europa og andre<br />
allierede…”tolkes som om, at incitamentet for at afstemme og koordinere politiske<br />
holdninger mm. på tværs af Atlanten nu er borte, hvorved enegang på diverse områder<br />
m.h.p. at forfølge egne nationale interesser bliver konsekvensen.<br />
Det fremgår implicit af undertitlen, at der eksisterer betydelige forskelle på amerikanske<br />
og europæiske politiske standpunkter. 6<br />
3<br />
Indebærer reelt også Canada, dog mere af navn end gavn. For Europa er det forholdet til USA der er<br />
det eftertragtede gode.<br />
4<br />
Nudansk Ordbog 1999.<br />
5<br />
Se bilag 9 (skitse)<br />
6<br />
Robert Kagan: Power and Weakness, p. 1.<br />
UKLASSIFICERET<br />
10
UKLASSIFICERET<br />
USA synes at have den opfattelse, at såvel EU som de europæiske stater forhaler<br />
ting ved snak fremfor at handle. Mens Europa generelt og i langt større grad end<br />
USA søger at bilægge konflikter gennem diplomati og forhandlinger, helst gennem<br />
anerkendte organisationer, sætter amerikanerne i langt højere grad deres lid til ad<br />
hoc organisationer, der således oprettes ved behov og formår at handle mens tid er. 7<br />
Det synes derfor relevant at undersøge både USA som EU/Europas stater som aktører<br />
f.s.v.a. deres politiske mål og midler mv. og her undersøge hvilke holdninger, der<br />
måtte være tilfælles samt hvilke divergenser, der eksisterer mellem dem.<br />
Betegnelsen Europa i den sammenhæng udgøres af de europæiske stater, skulle<br />
nogle fremhæves særskilt må det være de toneangivende stater England, Frankrig<br />
og Tyskland. Disse lande synes generelt, at være de eneste i Europa, der har den<br />
fornødne politiske og økonomiske pondus og militære kapacitet til at agere på egen<br />
hånd. Alligevel vurderes aht. til den igangværende udvikling i Europa 8 at undersøge<br />
Europa som et samlet hele i rammen af den Europæiske Union. Såfremt EU fortsat<br />
skal fremstå som vægtig og respekteret samarbejdspartner i det transatlantiske forhold<br />
vurderes dette bedst at kunne ske i rammen af et overnationalt samarbejde,<br />
hvor de tilsammen udgør en stærkere faktor end hver for sig. Ved behov vil de enkelte<br />
europæiske landes særstandpunkter blive inddraget i relevant omfang<br />
Der spørges hvorvidt ”…den amerikanske politik skal ses som et mere permanent<br />
amerikansk skift i det transatlantiske forhold, eller er der tale om mindre justeringer?<br />
Hvilke perspektiver ligger der for det fremtidige transatlantiske samarbejde?”<br />
Ud fra et rent retorisk synspunkt synes det for opgavens helhed både logisk og relevant<br />
på forhånd at antage, at der er sket et skift i den amerikanske politik, for at specialet<br />
efterfølgende har mulighed for at beskrive deraf følgende konsekvenser.<br />
Den amerikanske udenrigspolitik bør dog undersøges nærmere for at fastslå, hvorvidt<br />
der reelt er sket et skifte, eller der kun er tale om mindre justeringer.<br />
For fuldstændighedens skyld bør man ligeledes undersøge om kursskiftet eventuelt<br />
kun er sket i europæernes perception af amerikansk politik.<br />
Postulatet synes dog umiddelbart noget unuanceret. Et givent skiftet synes således<br />
ikke alene begrundet ved præsident George W. Bush tiltræden – da USA allerede<br />
under præsident Clinton gik enegang 9 . Tværtimod søgte præsident Clinton end ikke<br />
om et mandat med henblik på at legitimere handlingen, hvilket den nuværende amerikanske<br />
regering trods alle postulater om det modsatte søger at gøre. Som tidligere<br />
indikeret kunne det meget vel være bipolaritetens ophør, der har forårsaget skiftet i<br />
såvel amerikansk politik, som en divergens i de fælles transatlantiske interesser og<br />
værdier indenfor det transatlantiske forhold. 10<br />
En del af den modgang amerikansk politik oplever i Europa p.t., personificeret i den<br />
præsident George Bush, synes at være en konsekvens af den sidste National Security<br />
Strategy, hvilket synes at nødvendiggøre en nærmere undersøgelse af denne<br />
også fordi den danner grundlaget for USA’s samlede politikker, og dermed synes at<br />
være en meget specifik indikator for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.<br />
7<br />
The Transatlantic Link, Introduktion af Bo Huldt, side 7.<br />
8<br />
Henimod et muligt overnationalt koordineret udenrigs- og sikkerhedspolitik som beskrevet af Michael<br />
Mathiesen.<br />
9<br />
Robert Kagan: Power and weakness, side 5.<br />
10<br />
Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce?, s.554 ff.<br />
UKLASSIFICERET<br />
11
UKLASSIFICERET<br />
1.2.3. Afgrænsning af problemfelt og opstilling af endelig titel.<br />
NATO har og har haft en afgørende rolle som alliance i det transatlantiske bånd.<br />
Den realistiske teoritradition postulerer, at en alliance ophører med at eksistere, hvis<br />
truslen mod den bortfalder. Men NATO synes trods den Kolde Krigs ophør fortsat at<br />
være en yderst eftertragtet organisation at blive optaget i. Flere af de nyligt optagne<br />
lande fra det tidligere kommunistiske stater havde det som første prioritet i deres sikkerhedspolitik<br />
at blive optaget i NATO. Det betyder, at NATO fortsat anses som værende<br />
en troværdig garant for sikkerheden i Europa. Rusland accepterede optagelse<br />
af syv nye medlemmer i Prag 2002 uden de store sværdslag. Kunne dette indikere at<br />
Rusland ikke anser NATO for at have samme signifikans som tidligere?<br />
Der er efterhånden opstået et betydeligt teknologisk gab mellem amerikansk og<br />
europæisk militærs formåen – både kvalitativt som kvantitativt. I øjeblikket synes ingen<br />
af de europæiske stater trods den militære tilbageståenhed i forhold til USA at<br />
øge deres forsvarsudgifter i sådan en grad, at europæisk militær kvalitativt kan nå op<br />
på amerikansk niveau. Tværtimod har mange europæiske lande netop udnyttet den<br />
bortfaldte trussel til at gennemføre betydelige personel- og materiel-, men også budgetreduktioner,<br />
hvorfor en teknologisk kvalitativ investering er udeblevet. Det teknologiske<br />
gab medførte ”Defense Capability Initiative” tilbage i 1999, hvor NATO medlemmerne<br />
forpligter sig til at tilføre især strategiske kapaciteter til NATO’s styrkestruktur<br />
– og forholdet er senest blevet understreget i f.m. NATO topmødet i Prag<br />
2002. Hvorvidt de enkelte medlemslande i fremtiden vil leve op til dette, vurderes at<br />
kunne få afgørende betydning for NATO’s troværdighed.<br />
Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt USA i fremtiden overhovedet har behov for<br />
NATO. Flere af de europæiske lande har bl.a. i Golfkrigen vist, at de er villige til at<br />
deltage i en ”coalitions of the willing”. Den igangværende proces i EU omkring den<br />
Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESDP) lader ligeledes flere amerikanere spekulere<br />
i, hvorvidt EU som helhed vil kunne støtte fremtidige amerikanske engagementer.<br />
På flere områder er der på nuværende tidspunkt en aftale, der beskriver en<br />
opgavefordeling, som f.eks. Petersbergsaftalen.<br />
Kampen mod terror og den igangværende Golfkonflikt viser med al tydelighed, at<br />
USA om nødvendigt er villige til at gå enegang. Det er dog ligeså klart, at USA ønsker<br />
en bred koalition, der sikrer en given aktion en vis politisk legitimitet. Politisk<br />
enegang vurderes at have potentiale til at kunne påvirke det transatlantiske forhold i<br />
betydelig grad – mest sandsynlig i negativ retning.<br />
Herudover må man spørge sig om, hvorvidt et fremtidigt EU med et fungerende<br />
ESDP koncept formår at tilegne sig så stor indflydelse som aktør at USA ser sin position<br />
udfordret og i hvilket omfang dette i givet fald vil påvirke det transatlantiske forhold.<br />
EU har befolkningstal og økonomi af størrelse og styrke som USA’s, men militært er<br />
der ikke udsigt til, at førerpositionen vil kunne trues.<br />
Indgangsvinklen er, at USA er den toneangivende aktør i det transatlantiske forhold.<br />
USA har mindre at miste end EU, da USA som eneste supermagt i større grad end<br />
Europa formår at agere selvstændigt.<br />
I lyset af dette vurderes opgavetekstens oplæg til perspektivering af det fremtidige<br />
transatlantiske samarbejde at være yderst relevant.<br />
I forlængelse af tidligere beslutning om fokusering på udenrigs- og sikkerhedspolitikken,<br />
fravælges en nærmere inddragelse og undersøgelse af økonomiske aspekter i<br />
relation til det transatlantiske forhold.<br />
UKLASSIFICERET<br />
12
UKLASSIFICERET<br />
Tidshorisonten for specialets afsluttende perspektivering fastsættes til 10 år, da dette<br />
vurderes at være den længst mulige fremskrivning af givne tendenser i relation til<br />
problemstillingen. 11<br />
1.2.4. Problemformulering.<br />
Det transatlantiske forhold.<br />
Udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og holdninger på begge sider af Atlanten<br />
har undergået en ændring siden den Kolde Krigs ophør.<br />
Hvordan påvirker dette skift det transatlantiske samarbejde?<br />
Gennem en analyse af USA’s og EU´s udenrigs- og sikkerhedspolitik undersøges,<br />
under inddragelse af relevante NATO aspekter, hvorledes disse ændringer påvirker<br />
det transatlantiske forhold og samarbejde.<br />
1.3. Opgavens relevans.<br />
I en verdensorden, hvor der er en nation som USA med altoverskyggende kapabiliteter<br />
på det sikkerhedspolitiske og militære område er det interessant at se, hvordan<br />
USA efter 11. september 2001 kan bruge sine traditionelle allierede på den udenrigsog<br />
sikkerhedspolitiske scene.<br />
Samarbejdet skal ses i lyset af en stigende antiamerikansk stemning i visse politiske<br />
kredse i Europa samt i rammen af en drejning af de overordnede dagsordner, som<br />
tidligere har været udbredelsen af demokrati, indbyrdes handel og frihed til nu at være<br />
hård sikkerhed som svar på 11. september 2001.<br />
Specialegruppen ønsker at vise de muligheder og konsekvenser, der er for det<br />
transatlantiske samarbejde med udgangspunkt i de to væsentligste med og modspillere<br />
på det europæiske kontinent. Derfor vil specialet vise de muligheder der umiddelbart<br />
ses for NATO og EU dels som organisationer, men også som enkelte medlemslande<br />
i et bilateralt samarbejde med USA. Således skal specialet bidrage til diskussionen<br />
vedr. de europæiske landes fremtidige muligheder i et samarbejde med<br />
USA.<br />
1.4. Teori.<br />
Emnet, det transatlantiske forhold, er meget stort og komplekst. Det spænder naturligt<br />
nok over Atlanten, men delelementerne der indgår, de europæiske forhold, forholdene<br />
internt i NATO og ikke mindst den amerikanske politik, er hver for sig meget<br />
komplekse. Forholdene er så komplekse, at det vil være en fordel at anvende en teoretisk<br />
model, der kan forenkle problematikken. Herved bliver det muligt indenfor et<br />
enkelt speciale, at gennemanalysere forholdet, og fremkomme med en vurdering af<br />
udviklingsmulighederne. Svarene, der fremkommer, vil ikke kunne betragtes som de<br />
endelige udtømmende svar på præcis, hvad der vil ske, hvornår og helt hvorfor. Men<br />
det bør være muligt at angive generelle retninger for hvor det transatlantiske forhold<br />
vil bevæge sig hen såfremt de opstillede forudsætninger for konklusionerne holder.<br />
11<br />
Hvilket ses underbygget af vejledningssamlingen for Fakultet for Højere Militær Uddannelse,<br />
Sikkerhedspolitisk analyse, pkt. 6.<br />
UKLASSIFICERET<br />
13
UKLASSIFICERET<br />
Netop en model, der forenkler de komplekse beslutningsprocesser for stater i international<br />
politik, er udviklet af Graham Allison.<br />
Graham Allison udviklede efter Cubakrisen i oktober 1962 tre modeller, der med hver<br />
sin indfaldsvinkel skulle kunne hjælpe med at analysere situationen under krisen<br />
mellem USA og Sovjetunionen og forklare, hvorfor den fik det forløb den fik. Cubakrisen<br />
havde omfanget af problemstillingen til fælles med det transatlantiske forhold.<br />
Den spændte over ganske kort tid, men den spændte i rum over to store parter, USA<br />
og Sovietunionen med hver sine komplekse interne og eksterne forhold. Til sammenligning<br />
spænder det transatlantiske forhold over længere tid (formentlig), og det<br />
spænder over store parter med meget forskellige interne og eksterne forhold.<br />
Meningen med de tre modeller er, at fungere som tre forskellige ”linser” hvorigennem<br />
analytikeren bliver i stand til at fokusere på en konflikt og dens elementer, så han<br />
bliver i stand til at forklare, forudsige og bedømme situationer indenfor udenrigspolitikken<br />
12 .<br />
De tre modeller, som Allison udviklede, har det fælles udgangspunkt, at de ser staterne<br />
i det internationale samfund som rationelle aktører. Aktørerne vil ud fra de muligheder,<br />
de ser, træffe de valg, der bedst vil føre dem til deres mål. Teorierne anskuer<br />
det internationale samfund ud fra en realistisk vinkel, som et sted, hvor der hersker<br />
kaos, og hvor staterne med magt skal sikre sig. Det er muligt at indgå i samarbejde<br />
mellem stater, men staternes sikkerhed afhænger af dem selv, og samarbejdet holder<br />
kun så længe, der er interessesammenfald mellem parterne.<br />
De tre modeller som Allison opstillede er:<br />
Den rationelle aktørmodel.<br />
Bureaukratimodellen.<br />
Organisationsmodellen.<br />
Den rationelle aktørmodel anskuer staten som een samlet rationel aktør, der ud fra<br />
sine mål opstiller muligheder og konsekvenser og træffer de optimale valg til opnåelse<br />
af sine mål. Modellen tager ikke højde for samspil og mekanismer, der kan påvirke<br />
beslutningsprocesserne inde i den enkelte stat, men ser staten som en enkelt aktør.<br />
Bureaukratimodellen ser på bureaukratiet, der styrer staten og på de formelle og<br />
uformelle strukturer, der er med til at påvirke beslutningsprocessen. Denne model er<br />
mere detaljeret i sin beskrivelse end den rationelle aktørmodel, idet den ikke blot<br />
analyserer statens samlede valg, men også hvilke strukturelle dele, der påvirker valget,<br />
som bliver truffet.<br />
Organisationsmodellen er yderligere detaljeret i sin beskrivelsen, da den analyserer<br />
samspillet mellem de enkelte beslutningstagere og de, som påvirker dem når beslutninger<br />
skal træffes af staten.<br />
Til opnåelse af fuld forståelse af hvorfor stater handler som de gør, er det formentligt<br />
ikke tilstrækkeligt at anvende den rationelle aktørmodel. Det vil formentligt heller ikke<br />
være dækkende at anvende to andre modeller opstillet af Allison, fordi de alle base-<br />
12<br />
Fra introduktionen til Allisson, Graham T og Philip Zelikow: ”Essence of Decision, second edition”<br />
side 2 pp.<br />
UKLASSIFICERET<br />
14
UKLASSIFICERET<br />
rer sig på nogle forudsætninger, som muligvis vil kunne vise sig ikke at holde. For<br />
eksempel forudsætningen om at det er muligt at opstille et enkelt mål og klart definerede<br />
muligheder at vælge imellem. Staten er så kompleks, at der fremkommer mange<br />
mål, og nogle af dem vil til tider kunne være i modstrid med hinanden. Mulighederne<br />
bliver i realiteten talløse og modstridende, og konsekvenserne er umulige at<br />
forudsige, idet andre stater, som ligeledes har mange mål og talløse muligheder for<br />
handlinger, vil påvirke dem.<br />
Derudover kan tilføjes, at Allisons modeller heller ikke tager interdependens i betragtning,<br />
det vil sige staters indbyrdes afhængighed og bånd, som kan påvirke staterne<br />
i deres beslutningstagen indenfor international politik. Bindende internationale<br />
aftaler og de overnationale organisationer som FN har formentligt også større eller<br />
mindre indflydelse på beslutningsprocesserne i medlemsstaterne. De medinddrages i<br />
analysen, når man anvender liberalistiske teorier, men ikke i Allisons modeller.<br />
Det vurderes, at det samlede billede af det transatlantiske forhold er så komplekst, at<br />
det kun er muligt at analysere det ved anvendelse af den rationelle aktørmodel.<br />
Det vil ske ved at fokusere på tre aktører, nemlig NATO, USA og EU/Europa. Der<br />
analyseres på sikkerheds- og udenrigspolitiske aspekter. NATO ses her som en aktør,<br />
også selv om det ikke er en stat, ses organisationen at kunne agere indenfor sikkerhedspolitikken<br />
og vurderes på forhånd at kunne få indflydelse på de øvrige aktørers<br />
valg af handlinger. Ved et udpege EU som én aktør tilskrives denne en enighed<br />
og noget unuanceret fremstilling af de enkelte europæiske landes, især de store landes<br />
særinteresser. Set i relation til det transatlantiske forhold synes sammenholdet<br />
internt i Europa dog som en nødvendighed for at den fælles politiske vægtklasse opnås<br />
og derfor giver ræson. EU/Europa vil i øvrigt blive nærmere beskrevet i kapitel 4.<br />
Ruslands rolle og mulige påvirkning vil blive behandlet, men landet ses ikke som en<br />
organisk del af det transatlantiske samarbejde.<br />
Den valgte analysemodel (den rationelle model) beskrives herefter.<br />
Teorien opstiller en model, som lister de parametre den rationelle aktør anvender til<br />
at træffe sine valg indenfor international politik. Modellen har fire elementer, der her<br />
beskrives kort:<br />
1. Mål. De mål og delmål, som aktøren kan nå, skal kunne vægtes med anvendelighed<br />
og værdi, og bieffekterne ved målene skal kunne forudsiges og ligeledes<br />
vægtes, så det er muligt at sammenligne muligheder og konsekvenser.<br />
2. Alternativer. Der skal opstilles alternative valgmuligheder, som aktøren kan vælge<br />
imellem.<br />
3. Konsekvenser. Der skal vurderes konsekvenser for de opstillede valgmuligheder.<br />
4. Valget. Aktøren træffer det valg, der rationelt giver det bedst mulige resultat i den<br />
givne situation pegende imod et opstillet mål.<br />
I næste afsnit vil blive beskrevet hvordan modellen gennemføres i dette speciale, og<br />
som bilag 1 findes en grafisk afbildning af, hvordan de tre aktører analyseres og vurderes<br />
særskilt for mål, alternativer og konsekvenser, og de forventede valg træffes<br />
ud fra konfrontationen mellem aktørernes muligheder.<br />
UKLASSIFICERET<br />
15
1.5. Metode.<br />
UKLASSIFICERET<br />
Specialegruppen har valgt at gennemarbejde specialet efter det følgende princip:<br />
Kapitel 1.<br />
Udarbejdelse af fælles<br />
grundlag.<br />
Allisons rationelle model anvendes på den måde, at der opstilles tre aktører: USA,<br />
EU/Europa og NATO. De tre parter vurderes hver især at kunne behandles som særskilte<br />
rationelle aktører. Derfor ses de hver især at kunne opstille mål, finde alternativer<br />
og konsekvenser samt vælge det alternativ der bedst vil bringe dem til opnåelse<br />
af deres opstillede mål.<br />
I separate kapitler bliver aktørerne, som illustreret herover beskrevet, og mål, alternativer<br />
og konsekvenser opstilles. Herefter sammenstilles aktørernes muligheder i<br />
kapitel 5 i et antal scenarier. Af scenarierne bliver det muligt at vurdere konsekvenser<br />
for det transatlantiske samarbejde af aktørernes individuelle valg. Det vurderes ud fra<br />
sammenspillet i scenarierne, hvilke valg der vil være de optimale for de enkelte aktører<br />
at træffe.<br />
Der perspektiveres herefter på det/de mest sandsynlige valg, som aktørerne træffer.<br />
Perspektiveringen vil have et fokus på udviklingen i det transatlantiske forhold.<br />
1.6. Struktur.<br />
Kapitel 2.<br />
NATO – mål,<br />
muligheder og<br />
konsekvenser<br />
Kapitel 3.<br />
USA – mål, muligheder<br />
og konsekvenser<br />
Kapitel 4.<br />
EU/Europa –<br />
mål, muligheder<br />
og konsekvenser<br />
I forlængelse af metoden ses følgende struktur for specialet:<br />
1. Kapitel: Indledning.<br />
Formålet med dette kapitel er at fastsætte rammerne for specialets indhold og udformning.<br />
Indledningsvis gennemføres en diskussion af opgaveteksten med henblik<br />
på at udlede specialets hovedspørgsmål. Denne diskussion efterfølges af en analyse<br />
af hovedspørgsmålet, som har til formål at udvikle den endelige problemformulering.<br />
UKLASSIFICERET<br />
Kapitel 5.<br />
Valg med udgangspunkt<br />
i<br />
mulige scenarier,<br />
og perspektivering.<br />
16
UKLASSIFICERET<br />
Sluttelig diskuteres teori, metode og struktur samt forudsætninger og begrænsninger.<br />
2. Kapitel: Det transatlantiske forhold og NATO’s rolle heri.<br />
Indledningsvis søges det transatlantiske forhold nærmere beskrevet. Dette vil som<br />
følge af manglende specifik litteratur ske primært ved ræson og refleksion.<br />
Det efterfølgende formål med kapitlet er på baggrund af en analyse af NATO som<br />
organisation, i det internationale politiske system mv. at opstille muligheder og konsekvenser<br />
for NATO fremtidige virke.<br />
3. Kapitel: USA.<br />
Kapitlet har til formål at beskrive og analysere USA’s mål for det transatlantiske samarbejde<br />
og mulighederne landet har for at nå sine mål. Det vil ske ved først at ridse<br />
den historiske baggrund op for at påvise eventuel kontinuitet eller forandring. Herefter<br />
uddrages USA’s aktuelle mål og muligheder (alternativer og konsekvenser) for<br />
det transatlantiske samarbejde af den seneste National Security Strategy.<br />
4. Kapitel: EU/Europa.<br />
Formålet med dette kapitel er at beskrive det transatlantiske forhold set fra Europa<br />
og EU som med– og modspillere til USA på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.<br />
Endvidere skal kapitlet beskrive de mål, muligheder og konsekvenser som EU<br />
og enkelte europæiske lande har for at virke som aktør på den internationale scene.<br />
5. Kapitel: Valg og perspektivering.<br />
Formålet med dette kapitel er at sammenholde USA, EU og NATOs muligheder og<br />
deres konsekvenser. Alle mulighederne opstilles overfor hinanden i scenarier. Herefter<br />
vil den mulighed (det rationelle valg), der bedst vurderes at føre til opnåelse af<br />
aktørernes mål, bliver perspektiveret med en transatlantisk vinkel.<br />
1.7. Definitioner.<br />
I henhold til tidligere beskrives ”det transatlantiske forhold” som forholdet mellem<br />
USA og de europæiske lande, hvor NATO ses at udgøre navet for dette.<br />
I specialet ses USA som en rationel aktør, der opstiller sine mål for international politik,<br />
vurderer den internationale situation, opstiller muligheder, afvejer konsekvenserne<br />
af mulighederne og træffer de rationelle valg, som fremmer aktørens interesser<br />
bedst.<br />
En supermagt forstås som en nation der grundet sin politiske, økonomiske og militære<br />
evne har viljen til at agere på den globale scene.<br />
Det transatlantiske forhold:<br />
Forholdet mellem USA og Europa i generelle vendinger, idet det i henhold til specialet<br />
fokuseres på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekt mellem USA og dets<br />
allierede i NATO, samt mulige samarbejdsaftaler med EU.<br />
Artikel 5.<br />
Dette er den femte artikle i Atlantpagten og operationer der sker i henhold til den.<br />
Artiklen fastslår at et militært angreb på et eller flere medlemslande anses for et an-<br />
UKLASSIFICERET<br />
17
UKLASSIFICERET<br />
greb på alle medlemslandene, og alle landene har både ret (efter FN pagtens paragraf<br />
51) og pligt til at svare igen 13 .<br />
Non-artikel 5.<br />
Dette er betegnelsen for de operationer som NATO deltager i, men som falder<br />
udenfor artikel 5 14 .<br />
Out-of-area:<br />
Operationer der gennemføres udenfor NATO medlemslandenes egne territorier.<br />
”Coalitions of the willing”:<br />
Et udtryk der anvendtes i.f.m. Golkrigen i 1991, hvor en USA ledt koalition befriede<br />
Kuwait.<br />
I den nordamerikanske sikkerhedsstrategi af SEP 2002 angiver USA at opnå fordele<br />
som burden sharing, kapaciteter mv. som incitamentet for ”coalition of the willing”,<br />
hvilket dog af specialegruppen også ses som en<br />
EU:<br />
Den Europæiske Union. Hermed menes de lander der i 2003 er medlem og de lande<br />
der under Københavnertopmødet ultimo 2002 søgte om optagelse i EU.<br />
Europæiske lande:<br />
Hermed menes de større europæiske lande der kan i kan have særstandpunkter i<br />
enkeltsager.<br />
1.8. Forudsætninger og afgrænsninger.<br />
Indhentning af data er afsluttet pr. 15 marts 2003. (idet Golfkrigen anno 2003 erkendes).<br />
1.9. Formalia.<br />
Forsvarskommandobestemmelse 305-1 af 2001-10 vedrørende skrivelsers udfærdigelse<br />
er anvendt som grundlag for formalia, mens disposition og indhold følger<br />
FHMUVEJSAM bestemmelser.<br />
Der er anvendt grammatisk kommatering.<br />
Faste udenlandske sproglige udtryk, der har fundet deres anvendelse i daglig dansk<br />
sprogbrug, er fastholdt på originalsproget, under anvendelse af anførselstegn.<br />
13 http://www.nato.int/docu/basictxt/treaty.htm (hentet 11 marts 2003) Atlantpagten, hvis artikel 5 omhandler<br />
pligten til kollektivt forsvar af NATO landene.<br />
14 http://www.nato.int/docu/handbook/2001/hb1201.htm (hentet 11 marts 2003) definitionen på nonarticle<br />
5 operationer givet i kapitel 12 i NATO handbook.<br />
UKLASSIFICERET<br />
18
UKLASSIFICERET<br />
2. Det transatlantiske forhold og NATO.<br />
Indledningsvis søges det transatlantiske forhold nærmere beskrevet. Dette vil som<br />
følge af manglende specifik litteratur ske primært ved ræson og refleksion.<br />
Det efterfølgende formål med kapitlet er på baggrund af en analyse af NATO som<br />
organisation, i det internationale politiske system mv. at opstille muligheder og konsekvenser<br />
for NATO fremtidige virke.<br />
2.1. Det transatlantiske forhold.<br />
NATO’s generalsekretær har udtalt at forholdet mellem Nordamerika og Europa er<br />
hjertet i den Atlantiske Alliance. 15 Selv beskriver NATO det således: ”I dag udgør<br />
NATO’s europæiske og nordamerikanske allierede et bredt transatlantisk sikkerhedsfællesskab,<br />
der dækker politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål.<br />
Det er et fællesskab baseret på indbyrdes afhængighed og fælles interesser samt<br />
samarbejde om stadig flere punkter på den transatlantiske dagsorden.” 16<br />
Det transatlantiske forhold hænger snævert sammen med NATO – der er flere sammenfald<br />
og paralleller, men er på ingen måde det samme. 17 Mens NATO hviler på et<br />
formelt grundlag og udgør det institutionaliserede samarbejdsforum henover Atlanten,<br />
findes der ingen formelle retningslinier for – endsige en specifik definition for det<br />
transatlantiske forhold. Derfor er der behov for en nøjere undersøgelse af NATO, da<br />
forholdet indenfor Alliancen på tværs af Atlanten synes at udgøre en relevant indikator<br />
for det aktuelle transatlantiske forhold.<br />
Begrebet ”det transatlantiske forhold” bruges i flæng sammen med bl.a. det transatlantiske<br />
samarbejde, det transatlantiske fællesskab, den transatlantiske agenda etc.<br />
Det transatlantiske forhold relaterer sig, ligesom NATO’s sikkerhedsfællesskab, til i et<br />
interesse- og værdifællesskab på tværs af Atlanten. Forholdet antager implicit en<br />
gensidig venskabelig forståelse for partneren 18 og en positiv forventning om, at man<br />
tilgodeser hinanden til fælles bedste. Dette synes at bero på en erkendelse af, at et<br />
godt transatlantisk forhold medfører en synergieffekt, der gavner begge parter, hvorfor<br />
det burde synes ønskværdig.<br />
Meget få kilder sætter navn på de implicerede lande i det transatlantiske forhold.<br />
USA’s synspunkt er uddraget af et møde i en underkomite under Repræsentanternes<br />
Hus 19 . Amerikanerne skelner mellem ”transatlantic allies” (NATO-medlemmer) og<br />
”transatlantic friends” (resten der enten er EU medlemmer eller af anden kulturel tilknytning<br />
til Vesteuropa), idet dog Rusland og Balkan mv. ekskluderes fra selskabet.<br />
Det transatlantiske forhold synes knyttet til en historisk betinget forståelse af begrebet,<br />
hvilket er problematisk i den henseende, at der ofte anlægges en forventning<br />
om, at partneren bør være imødekommende for gammel venskabs skyld uden at se<br />
de politiske realiteter i øjnene. For i den realistiske tradition der p.t. vurderes at kendetegne<br />
den nuværende amerikanske administration, er der dog ikke plads til venner<br />
i politik. Her anvendes magt til at forfølge egne politiske interesser.<br />
15 NATO i det 21. århundrede, s. 17.<br />
16 NATO i det 21. århundrede, s. 17.<br />
17 The Transatlantic Link: Bo Huldt s. 10.<br />
18 Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce?, s.554.<br />
19 Committee on International Relations, House of Representatives, Subcommittee on Europe: U.S.<br />
and Europe – The Bush Administration and Transatlantic Relations. Second Session, 13. marts 2002.<br />
(www.house.gov/international-relations)<br />
UKLASSIFICERET<br />
19
UKLASSIFICERET<br />
Derfor synes referencer i foråret 2002 til det transatlantiske forhold snarere at bunde i<br />
en idealiseret opfattelse af hvordan forholdet burde være frem for et reelt udtryk for<br />
den aktuelle situation.<br />
Tidligere stod et godt transatlantisk forhold højt prioriteret på både den amerikanske<br />
og europæiske udenrigspolitiske dagsorden 20 - og det gør den officielt stadigvæk.<br />
Men efter den Kolde Krigs ophør har Europa ikke den samme vigtige geostrategiske<br />
placering for USA 21 i relation til den aktuelle verdensorden, samtidig med at Europa<br />
ej heller har behov for USA’s militære beskyttelse.<br />
2.2. NATO generelt.<br />
Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) blev oprettet af 12 nordamerikanske<br />
og vesteuropæiske lande i 1949 på foranledning af USA. Oprettelsen af NATO skulle,<br />
udover at være en stærk modpol til truslen fra Østeuropa, bidrage til at skabe en<br />
velstående og demokratisk europæisk partner, samt opbygge en struktur, der tjente<br />
legitime nordamerikanske sikkerhedsinteresser. 22<br />
Europa var som følge af 2. Verdenskrig svækket såvel politisk, militært, økonomisk<br />
som infrastrukturelt. I efterkrigstiden spillede NATO en betydelig rolle for opbygning<br />
af de væbnede styrker i de europæiske medlemslande. Den amerikanske ledede<br />
støtte og engagement medførte et opsving i Europa 23 og muliggjorde dermed en<br />
genopbygning og i sidste instans en forsoning mellem de europæiske stater.<br />
NATO’s formål var og er fortsat, at fremme og opretholde sikkerhed og stabilitet i det<br />
nordatlantiske område gennem politisk, økonomisk og militært samarbejde.<br />
Demokrati, frihed, kultur, individuel frihed menneskerettigheder og retsstatsprincipper<br />
er vigtige elementer i det fælles værdigrundlag som fremgår af Den Nordatlantiske<br />
Traktat. NATO blev oprindeligt etableret primært som en kollektiv forsvarsorganisation<br />
24 , men har i dag en lang række aktiviteter, som går væsentlig videre end dette<br />
formål. Den gængse opfattelse er, at NATO udgør hjørnestenen i det transatlantiske<br />
forhold, der har gjort det muligt for USA at udøve indflydelse på de europæiske<br />
medlemmer, men også i stigende grad europæisk indflydelse på USA. 25<br />
NATO beskriver det selv således anno 2002:<br />
”Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) er en alliance af 19 nordamerikanske<br />
og europæiske demokratier, der ønsker at garantere den fælles sikkerhed gennem<br />
politisk og militært samarbejde. Alliancen er først og fremmest en kollektiv forsvarsalliance<br />
for medlemslandene. Siden den Kolde Krigs ophør, har NATO dog tilpasset<br />
sine strukturer og politik for at kunne give større sikkerhed i Europa som helhed,<br />
samt danne en stabil og fredelig ramme for politisk dialog mellem Allierede og<br />
nabolande. Som svar på den forbedrede sikkerhedssituation, man længe havde søgt<br />
at frembringe, har Alliancen også påtaget sig yderligere opgaver, bl.a. at svare på<br />
trusler mod den europæiske sikkerhed fra regionale og etniske konflikter. Alliancen er<br />
nu involveret i en lang række aktiviteter, der har til formål at fremme samarbejde med<br />
Rusland, Ukraine og andre lande uden for NATO, og aktivt imødegå sikkerhedsud-<br />
20<br />
Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce?, s. 566.<br />
21<br />
Robert Kagan: Power and weakness, s. 3.<br />
22<br />
NATO i det 21. århundrede, s. 17.<br />
23<br />
Hovedsageligt pga. Marshall hjælpen.<br />
24<br />
Den Nordatlantiske Traktat.<br />
25<br />
The Transatlantic Link: Bo Huldt, side 21-22.<br />
UKLASSIFICERET<br />
20
UKLASSIFICERET<br />
fordringer som kan påvirke, eller allerede påvirker, medlemslandene og deres befolkningers<br />
sikkerhed eller interesser.” 26<br />
Sikkerhed har altid været Alliancens primære formål – men traktaten rummer langt<br />
mere end det. NATO’s nuværende generalsekretær Lord Robertson gør ved sine<br />
taler 27 meget ud af at fremhæve NATO’s evne til tilpasning til den nye verdensorden<br />
og de deraf følgende behov for omstrukturering af såvel organisation og kommandostruktur<br />
– givetvis for at argumentere for NATO’s fortsatte eksistensberettigelse.<br />
Især NATO’s udvidelse mod øst anføres ofte som et bevis herpå. Betragter man den<br />
Nordatlantiske Traktat nærmere, vil man erkende at lande der tiltræder traktaten, udover<br />
at blive en del af en forsvarsalliance, også tilslutter sig et fælles værdi- og kulturfællesskab,<br />
hvilket fremgår af artikel 3, 4 og 10. Man kan derfor med en vis ret argumentere<br />
for, at den igangværende udvidelse mod øst ikke i væsentlig grad adskiller<br />
sig fra det der skete i Vesteuropa efter 2. Verdenskrig. Der hersker naturligvis ikke<br />
samme ydre trussel mod Alliancen i dag, men udvidelsen mod øst og den deraf følgende<br />
eksport af vestlige værdier, normer og demokratiforståelse bidrager, som<br />
samlet hele, til et mere stabilt Europa, hvilket er helt i tråd med ånden i traktaten.<br />
2.3. NATO’s udvikling efter den Kolde Krigs ophør.<br />
NATO’s primære formål var som forsvarsalliance, i overensstemmelse med FN pagtens<br />
artikel 51, at samarbejde om et fælles forsvar, for derved at imødegå den trussel<br />
datiden så i Østeuropa under Sovjetunionens herredømme.<br />
I 40 år havde NATO med succes været Vesteuropas garant for sikkerhed under den<br />
Kolde Krig, men på trods af at NATO regnes for at være den mest succesrige forsvarsalliance<br />
i historien, medførte Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning,<br />
samt den Kolde Krigs ophør krav om NATO’s nedlæggelse. 28 Hertil fremførte europæiske<br />
politikere tillige et generelt ønske om økonomisk at drage fordel af fredsdividenden<br />
ved kraftige reduktioner på forsvarsbudgetterne.<br />
Den stærkt ændrede sikkerhedsstruktur i Europa efter ”murens fald” medførte et betydeligt<br />
behov for tilpasning af Alliancens strategiske koncept 29 . Medlemslandene<br />
havde indtil omvæltningerne i Østeuropa prioriteret artikel 5 operationer – invasionsforsvaret,<br />
da et massivt angreb mod Vesteuropa ansås for at være den altoverskyggende<br />
trussel – men denne trussel bortfaldt i starten af 1990’erne.<br />
Ophøret af bipolariteten viste dog med al tydelighed at nationalistiske strømninger<br />
særligt i Østeuropa ikke var uddøde, men blot var blevet holdt i ave af kommunismen<br />
– kimen til uro og konflikt var fortsat til stede.<br />
NATO som organisation erkendte, at en tilpasning til den nye verdensorden var nødvendig<br />
for dens fremtidige beståen, hvilket medførte at det strategiske koncept blev<br />
ændret og for første gang offentliggjort i 1991 og siden i 1999.<br />
Det strategiske koncept er den formelle beskrivelse af Alliancens grundlag for dens<br />
virke, en vurdering af den generelle sikkerhedspolitiske situation og de deraf følgende<br />
opgaver og gengiver således medlemslandenes fælles forståelse for retningslinier<br />
af NATO’s prioriteter.<br />
26 NATO i det 21. århundrede: Forord, side 3.<br />
27 http://www.nato.int/docu/speech/sp2002.htm og http://www.nato.int/docu/speech/sp2003.htm<br />
28 Ib Faurby: NATO – den uerstattelige garant, s. 89.<br />
29 http://www.um.dk/publikationer/um/um-tema/16/13.asp.<br />
UKLASSIFICERET<br />
21
UKLASSIFICERET<br />
Det aktuelle koncept fra 1999 fastlægger Alliancens fire hovedopgaver 30 :<br />
1) at udgøre et grundlag for stabil sikkerhed i Europa,<br />
2) at tjene som transatlantisk forum gennem konsultationer og koordinering,<br />
3) at afskrække og forsvare imod enhver trussel mod et NATO-land, og<br />
4) at øge sikkerhed og stabilitet i det euro-atlantiske område gennem bidrag til krisestyring<br />
og øget partnersamarbejde.<br />
Tilbage i 1991 optog konflikten på Balkan i særlig grad de vesteuropæiske ledere.<br />
Konflikten skabte ustabilitet i deres nærområde. Det resulterede i, at FN lod fredsbevarende<br />
tropper udstationere i bl.a. Kroatien og senere i Bosnien-Hercegovina. FN<br />
formåede dog ikke, at løse konflikten. Først da NATO i 1995, efter anmodning fra FN,<br />
gik ind i konflikten og for første gang i Alliancens historie brugte militær magt var en<br />
løsning i sigte. Konsekvensen var, at FN tropperne blev afløst af nationale bidrag fra<br />
en lang række primært europæiske lande, herunder mange NATO medlemslande.<br />
Styrken benævnedes ”Implementation Force” (IFOR) og blev ledet af NATO, hvilket i<br />
væsentlig grad bidrog til styrkens troværdighed. Det bidrog også<br />
Efter ufrugtbare mæglingsforsøg i Kosovokonflikten i 1999 anmodede EU efter flere<br />
mæglingforsøg NATO om at iværksætte en operation med henblik på at fremtvinge<br />
en løsning. NATO valgte at agere, vel at mærke uden FN-mandat – operationen blev<br />
dog senere godkendt af FN. 31<br />
Men NATO’s interne arbejdsprocedurer og udbredt brug af politiske røde kort fra de<br />
enkelte medlemslande resulterede i, at amerikanerne mistede tilliden til at NATO som<br />
sikkerhedspolitisk organ, formåede at lede en moderne militær operation. 32 NATO<br />
som organisation led stor skade m.h.p. troværdigheden.<br />
Ved bortfald af truslen fra den tidligere østblok og dermed bipolaritetens ophør udeblev<br />
også det afgørende incitament for politisk enighed indenfor Alliancen. Senest<br />
har der i foråret forud for Golfkrigen anno 2003 været en krise i NATO, der ifølge medierne<br />
truede med at opløse Alliancen. Kontroverser og uenighed mellem medlemslandene<br />
er dog ikke noget nyt. 33 I historisk perspektiv har der været talrige eksempler<br />
på ganske store uoverensstemmelser, hvoraf flere har været udråbt til deciderede<br />
kriser. Den nuværende assisterende generalsekretær for politiske anliggender,<br />
Günther Altenburg, beskriver at Alliancens historie ”… kan karakteriseres som en<br />
succes, forklædt som uafbrudt krise.” 34<br />
Faktum er dog, at medlemslandenes udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser har<br />
bevæget sig væk fra hinanden i betydelig grad. 35<br />
For at en organisation som NATO fortsat skal nyde politisk anseelse og troværdighed<br />
er det essentielt at medlemslandenes sikkerhedspolitiske opfattelse er nogenlunde<br />
ens. En del af NATO’s troværdighed beror på disse mange demokratiske landes enstemmige<br />
holdning – det giver både Alliancen og dens beslutninger legitimitet.<br />
Krisen i NATO, der udspillede sig i de to første uger af februar 2003, var et tegn på at<br />
de enkelte medlemslande hver især forfulgte primært egne interesser. Generalse-<br />
30<br />
http://www.um.dk/publikationer/um/um-tema/16/13.asp.<br />
31<br />
DR2, Horisont, 16. marts 2003, kl. 2300: Mikkel Vedby Rasmussen<br />
32<br />
Ib Faurby: NATO – den uerstattelige garant, s. 99.<br />
33<br />
NATO Nyt, Sommer 2002: Plus Ça change.<br />
34<br />
NATO Nyt, Sommer 2002: Plus Ça change<br />
35<br />
Transatlantic Link, s. 16.<br />
UKLASSIFICERET<br />
22
UKLASSIFICERET<br />
kretæren havde forsøgt i henhold til artikel 4 i den Nordatlantiske Traktat at få medlemslandene<br />
til forlods at bidrage til beskyttelse af Tyrkiet mod et evt. angreb fra Irak.<br />
Generalsekretæren søgte at gennemtrumfe dette, men Tyskland, Frankrig og Belgien<br />
trak i nødbremsen. 36 Krisen er beskrevet som værende den største i NATO’s historie,<br />
men der har også været kriser tidligere i NATO’s historie. Hvorvidt denne krise har<br />
været i forhold til de øvrige kan være svært at bedømme, denne gang blev den blot<br />
udstillet for åbent tæppe. At Lord Robertson kort efter meddelte, at han ikke ønskede<br />
at genopstille efter sin nuværende embedsperiodes udløb, indikerer hvor stor skade<br />
denne uenighed har påført Alliancen.<br />
Krisen kan dog være med til at give en indikation af, at den tid hvor de europæiske<br />
medlemmer mere eller mindre blindt adlød amerikanske anmodninger er ovre.<br />
I den forbindelse er der dog en tendens i at de nye og de kommende medlemslande,<br />
der søger at nyde godt af den sikkerhedsparaply som NATO, men især USA kan tilbyde<br />
dem, vælger at stå sammen med den amerikanske holdning.<br />
2.4. NATO’s udfordringer.<br />
NATO’s succes som Alliance synes hævet over enhver tvivl. Befolkningen i den vestlige<br />
verden har generelt den opfattelse, at NATO-alliancen har været stærkt medvirkende<br />
til, at opretholde fred og stabilitet i Vesteuropa i tiden efter 2. Verdenskrig.<br />
Alligevel mener mange at dens rolle er udspillet i den nye verdensorden, mens andre<br />
modsat er overbeviste om, at dens fortsatte beståen og stabiliserende effekt er mere<br />
efterspurgt end nogensinde.<br />
NATO står p.t. overfor ganske betydelige udfordringer. Såfremt det med succes lykkes<br />
for organisationen og dens medlemslande at tage udfordringerne op og konstruktivt<br />
søge at tilpasse organisation til fremtiden og formår at ændre svagheder til<br />
styrker vil Alliancen have en god chance for også at være en vigtig og betydelig del<br />
af fremtidens sikkerhedskonstruktion på tværs af Atlanten.<br />
Den største udfordring af dem alle er organisationens overlevelse og fortsatte beståen<br />
– i en tilpasset tidssvarende men også fremtidssikret struktur.<br />
Kernen relateret til det transatlantiske forhold er, at USA siden den Nordatlantiske<br />
Traktats indgåelse altid har været den garant, der har sikret NATO militær og politisk<br />
troværdighed.<br />
Selvom der i øjeblikket ikke er nogen umiddelbart og direkte trussel mod NATO’s<br />
medlemslande i traditionel militær forstand, vil et NATO uden nordamerikansk deltagelse<br />
ikke være i stand til at agere på globalt plan.<br />
Dilemmaet for NATO er, at der i henhold til den realistiske tradition må være en forventning<br />
om at NATO kan bidrage til amerikanske interesser, såfremt landet fortsat<br />
skal stille deres militære kapaciteter til rådighed for Alliancen.<br />
I relation hertil kan de relevante udfordringer i rammen af det transatlantiske forhold<br />
beskrives som følger:<br />
• Det teknologiske gab.<br />
• Den ny trussel.<br />
• NATO’s anden udvidelsesrunde.<br />
36 Jyllandposten den 14. februar 2003, Pierre Collignon: NATO chef i skudlinien.<br />
UKLASSIFICERET<br />
23
2.4.1. Den teknologiske kløft.<br />
UKLASSIFICERET<br />
Den teknologiske kløft mellem USA og dets allierede har eksisteret siden Alliancens<br />
etablering og har talrige gange været genstand for diskussioner.<br />
USA har altid været i besiddelse af betydelige strategiske kapaciteter, dels pga. af<br />
deres engagement i NATO, hvor man så en mulig konflikt udspillet på europæisk<br />
jord, dels pga. deres engagement i resten af verden. De europæiske NATOmedlemslande<br />
har igennem mere end 40 år tilpasset deres kapaciteter til en potentiel<br />
konflikt i Europa, hvor strategiske kapaciteter ikke i samme grad var nødvendige.<br />
Golfkrigen i 1991 viste dog, at netop de strategiske kapaciteter, især hvad angår deployering<br />
var vitale. Hertil viste krigen med al mulig tydelighed behovet for og konsekvensen<br />
af teknologisk overlegenhed, hvilket medførte at teknologiaspektet blev prioriteret<br />
markant højere på den politiske dagsorden i NATO.<br />
Herudover synes Golfkrigen, at have givet amerikanerne den selvtillid til egen militær<br />
formåen de havde manglet siden Vietnamkrigen. Golfkrigen lod dem indse, at de<br />
alene og uden nogen form for allieret støtte havde alle fornødne kapaciteter til militært<br />
at kunne operere på globalt plan.<br />
USA satte i stigende grad kapacitets- og teknologikløften på NATO’s dagsorden og<br />
på 1999 topmødet i Washington blev ”Defense Capabilities Initiative” (DCI) iværksat.<br />
Initiativet indebar, at de europæiske medlemslande skulle iværksætte tiltag, der øgede<br />
deres militære formåen på specifikke strategiske og teknologiske områder. 37<br />
I erkendelse af at der indtil det sidst afholdte NATO-topmøde i efteråret 2002 i Prag<br />
kun er sket begrænsede forbedringer, blev fokus øget på de muligheder medlemslandene<br />
reelt har for at tilføre Alliancen yderligere ressourcer og kapaciteter.<br />
Resultatet blev ”Prag Capability Commitment”(PCC) 38 , der fastlagde meget specifikke<br />
og målbare krav til de enkelte medlemslande. Området har haft særlig bevågenhed<br />
og generalsekretæren for NATO, Lord Robertson, ved sin tiltrædelsestale som<br />
generalsekretær har udtalt, at de tre vigtigste forhold for NATO p.t., er ”kapabiliteter,<br />
kapabiliteter og kapabiliteter.” 39 Generalsekretæren har i erkendelse af, at tiden ikke<br />
er til betydelige øgede forsvarsbudgetter i NATO’s medlemslande, gjort sig til talsmand<br />
for ”modernisering eller marginalisering.” 40<br />
Hvorvidt nogle af de mindre medlemslande reelt er rede til, helt at ville give afkald på<br />
flere grundlæggende kapabiliteter inden for deres egne nationale forsvar for derved<br />
at frigøre midler til en specialisering af en eller flere kapabiliteter til Alliancens fælles<br />
bedste, synes tvivlsomt.<br />
Den teknologiske kløft medfører, at amerikanerne ikke har den store tillid til europæisk<br />
forsvar, hvorfor USA ikke synes, at Europa i fornøden grad tager sin del af byrden.<br />
Derfor har USA længe kritiseret sine europæiske allierede for ikke at udvikle og<br />
investere i de fornødne militære kapaciteter. 41 Dilemmaet består i al enkelhed i, at de<br />
europæiske medlemslande kun i yderst begrænset omfang kan tilbyde enten Alliancen<br />
eller amerikanerne kapaciteter, de ikke selv allerede er i besiddelse af eller har<br />
nok af.<br />
37<br />
NATO Handbook 2001, s. 50-53.<br />
38<br />
http://www.nato.int/docu/0211prague/after_prague.pdf<br />
39<br />
NATO Nyt, efterår 2002, Forord.<br />
40<br />
Ib Faurby: NATO – den uerstattelige garant, s. 93.<br />
41<br />
Mikkel Vedby Rasmussen, Rachel Lutz-Ellehuus, Stine Heiselberg og Kristine Kyllesbech: NATO’s<br />
dagsorden – Udvidelse og udvidet rolle.<br />
UKLASSIFICERET<br />
24
UKLASSIFICERET<br />
Selvom de økonomiske ressourcer, der tilsammen investeres i de europæiske<br />
NATO-medlemslande, er betydelige, foregår investeringer primært pba. overvejelser<br />
til de enkelte medlemslandes nationale forsvar og ikke i relation til NATO’s bedste –<br />
ofte fordi der står betydelige interesser i den nationale forsvarsindustri, og dermed<br />
arbejdspladser, på spil.<br />
Set i lyset af de betydelige ekstrabevillinger det amerikanske militær fik efter 11.<br />
september 2001, synes det indenfor overskuelig tid således ikke muligt for de europæiske<br />
medlemslande at mindske dette gab. Teknologikløften mellem USA og dets<br />
allierede vil i yderste konsekvens kunne betyde, at det vil være tvivlsomt hvorvidt det<br />
fremover overhovedet er muligt reelt at gennemføre et operativt forsvarligt samarbejde<br />
mellem amerikanske og europæiske styrker henset til ringe teknologisk interoperabilitet.<br />
NATO’s problem i denne sammenhæng er, at dets teknologiske gab givetvis gør det<br />
usandsynligt at en militær integration er mulig i fremtidens konflikter. Den rolle USA<br />
p.t. tiltror de europæiske partnere er, at de overtager kamppladsen i en ”post-war<br />
operation”, lidt udtrykt som ”we do the cooking – you do the dishes”. 42<br />
Formår den europæiske søjle i NATO ikke at øge sine militære kapaciteter, vurderes<br />
det at NATO i USA’s øjne ikke vil fremstå som en troværdig partner i en fremtidig<br />
sikkerhedspolitisk verdensorden, hvilket i yderste konsekvens kan bevirke, at USA<br />
ikke ønsker en videreførelse at det integrerede militære samarbejde. Det ses derfor<br />
som værende helt essentielt for NATO’s fremtid, at den europæiske søjle i NATO<br />
øger deres militære kapaciteter. Indledningsvis kan opstillingen af ”Nato Response<br />
Force” (NRF) på lidt over 21000 mand ses som en lakmusprøve fra amerikanernes<br />
side.<br />
2.4.2. Det ny trusselsbillede. 43<br />
Det ændrede trusselsbillede sætter flere udfordringer til et nyt forsvarskoncept både<br />
på medlemstaternes nationale plan som i rammen af organisationen NATO.<br />
Bortfald af den militære trussel i traditionel forstand har medført, at et massivt militært<br />
angreb mod NATO landene ikke vurderes sandsynligt i overskuelig fremtid. Den ny<br />
trussel er defineret ved asymmetrisk krigsførelse – med terrorisme som vigtigste<br />
eksponent.<br />
Det vurderes, at den ny trussel med stor sandsynlighed vil resultere i, at der i langt<br />
højere grad end tidligere er behov for, at der koordineres på tværs af ikke bare forskellige<br />
statslige organisationer i rammen af totalforsvaret, men også på tværs af<br />
landegrænser, for at kunne imødegå de nye udfordringer, som især terrorisme med<br />
”Weapons of Mass destruction” (WMD) herunder radiologiske, bakteriologiske og<br />
kemiske midler måtte udgøre. 44<br />
Den ny trussel vil derfor som konsekvens kræve, at en given militær styrke i langt<br />
større grad end tidligere vil skulle skræddersyes til de enkelte opgaver med enheder<br />
fra resortorganisationer, man ikke tidligere i international sammenhæng forbandt med<br />
forsvarsrelaterede opgaver.<br />
42 Robert Kagan: Power and weakness, s. 4.<br />
43 Forsvarets Forskningstjeneste: De nye trusler, s. 1-2.<br />
44 http://www.nato.int/docu/handbook/2001/hb0106.htm<br />
UKLASSIFICERET<br />
25
UKLASSIFICERET<br />
Den ny trussel udgøres næppe af et enkelt land eller en geografisk afgrænset region,<br />
men snarere et netværk af individer, der formår at operere globalt, og som oftest<br />
opererer fra lande, hvor statsmagten er svag. 45<br />
I relation til det transatlantiske forhold har dette medført en politisk diskussion omkring<br />
muligheden for, at anvende en militær forsvarsalliance som NATO til terrorbekæmpelse.<br />
Opfattelserne er delte på tværs af Atlanten. Mange europæiske lande<br />
oplevede fra 1970’erne diverse terrorbevægelser husere. Bekæmpelsen af disse<br />
skete primært med politi og paramilitære enheder. USA anvendte i forlængelse af<br />
begivenhederne efter 11. september 2001 i Afghanistan dog militærstyrker til terrorbekæmpelse.<br />
Sidstnævnte terror har dog en anden karakter – den er transnational<br />
modsat den europæiske terror, der var indenrigspolitisk funderet og mestendels var<br />
udtryk for ungdomsoprørets ”revolutionære kræfter”, der satte sig op mod det etablerede<br />
system. Med egne erfaringer in mente har europæiske ledere derfor generelt<br />
forholdt sig skeptiske overfor at lade militæret og dermed NATO blive en del af terrorbekæmpelsen.<br />
Alligevel lykkedes det at få vedtaget en terrorbekæmpelsesplan i<br />
NATO ved Prag topmødet – den såkaldte ”Partnership Action Plan against Terrorism”.<br />
Planen lister en lang række punkter, hvor øget samarbejde indenfor Alliancen<br />
er aftalt. 46<br />
Herudover har den nye verdensorden efter den Kolde Krig i relation til NATO som<br />
sikkerhedspolitisk aktør betydet, at såfremt medlemslandene fortsat ønsker at være<br />
en del af en organisation, der formår at skabe fred og sikkerhed, er der behov for at<br />
NATO må gøre op med, om forsvarsalliancen primært har sin berettigelse i medlemslandenes<br />
egne territorier eller at de tidligere ”out of area” operationer.<br />
NATO’s engagement på Balkan i 1990’erne viste, at der var behov for sådanne ”out<br />
of area” operationer såfremt NATO havde til hensigt at spille en aktiv sikkerhedspolitisk<br />
rolle.<br />
Hvorvidt Alliancen også fremover skal bidrage til fred og stabilitet udenfor dets egne<br />
nærområder, er p.t. uafklaret. Flere lande har, i forbindelse med overvejelser om et<br />
nyt strategisk koncept for NATO, udtrykt bekymring om NATO’s mulige globale rolle -<br />
og rollen som global politibetjent synes for flere europæiske lande ikke at være attraktiv<br />
47 .<br />
Spørgsmålet herom er blevet særdeles relevant, da NATO rådet dagen efter terroristangrebet<br />
på World Trade Center den 12. september 2001 enstemmigt aktiverede<br />
artikel 5 i den Nordatlantiske Traktat, der beskriver at et angreb mod et af Alliancens<br />
territorier er at betragte som et angreb mod dem alle.<br />
NATO’s øvrige medlemmer erklærede USA den nødvendige støtte til at bekæmpe<br />
aggressorerne. De enkelte NATO medlemmer havde dermed principielt allerede accepteret,<br />
at NATO fremover aktivt kunne agere udenfor NATO medlemslandenes<br />
territorier.<br />
Afhængigt om NATO fremover vælger at engagere sig i enten krigsoperationer eller<br />
ikke-krigsoperationer som f.eks. ”Crisis Response Operations” og artikel 5 i den<br />
Nordatlantisk Traktat kun forpligter medlemslandene til aktion i tilfælde af en forsvarssituation<br />
må det være op til de enkelte medlemslande at afgøre, hvorvidt de<br />
ønsker at deltage i en given operation eller ej. ”Coalition of the willing” synes derfor i<br />
overvejende grad allerede at være realpolitisk i NATO’s virke.<br />
45 DUPI research brief nr. 11: Lisbet Zilmer-Johns: NATO’s nye reaktionsstyrke.<br />
46 http://www.nato.int/docu/basictxt/b021122e.htm<br />
47 Ib Faurby: NATO – den uerstattelige garant, s. 96.<br />
UKLASSIFICERET<br />
26
2.4.3. NATO’s anden udvidelsesrunde.<br />
UKLASSIFICERET<br />
Alliancen er blevet udvidet i flere tempi – senest på Prag topmødet i efteråret 2002<br />
blev det vedtaget, at medlemsskaren udvides til i alt 26 lande – med fortsat mulighed<br />
for yderligere medlemstilgang.<br />
I en tid hvor mange sætter spørgsmålstegn ved NATO’s fortsatte eksistens viser<br />
dette, at det fortsat er yderst attraktivt for især tidligere østlande at søge om optagelse<br />
i forsvarsalliancen. I relation til NATO’s fremtid har Colin Powell udtalt, at det er<br />
vanskeligt at lukke en butik, når kunderne står i kø for at komme ind”. 48<br />
Man kan spørge sig selv, hvorfor disse lande ønsker optagelse i NATO, samt hvorfor<br />
NATO’s gamle medlemslande ønsker at optage disse i organisationen. De nye ansøger<br />
lande skal hver især opfylde de krav og kriterier som ”Membership Action<br />
Plan” 49 (MAP) sætter til lande, der ønsker at blive inviteret til medlemskab af NATO.<br />
Selve opfyldelsen af disse krav er i sig selv en gevinst for det europæiske kontinent,<br />
da de samlet er med til at stabilisere regionen. Man kan forvente, at hovedårsagen<br />
og hovedargumentet for de nye medlemslande for at tiltræde NATO er at kunne drage<br />
nytte af især USA militære kapaciteter og dermed sikkerhedsgaranti i tilfælde af<br />
en fremtidig krig. 50 Som konsekvens heraf er det sandsynligt, at netop de nye medlemslande<br />
i langt større grad end de gamle medlemslande vil acceptere amerikanske<br />
lederskab og tiltræde amerikanske sikkerhedspolitiske interesser.<br />
De 7 medlemslande, der blev inviteret til optagelse i NATO ved Prag topmødet i efteråret<br />
2002, bidrager kun i yderst beskeden grad til de efterspurgte strategiske kapaciteter.<br />
Ud over de betragtninger at netop optagelsen i NATO som helhed anses<br />
for at være en stabiliserende faktor i sig selv, grundet tidligere nævnte årsager, samt<br />
at NATO’s medlemstater ej lader uoverensstemmelser mellem hinanden eskalere til<br />
krig 51 .<br />
En uomtvistelig fordel ved optagelse af nye medlemsstater for Alliancen som helhed<br />
er naturligvis, at man kan forvente, at NATO, og især til fordel for amerikanske interesser,<br />
kan benytte især faciliteter som flyvestationer og logistisk opbygning, samt<br />
tilladelse til overflyvning ved behov i forbindelse med militære aktioner. Endvidere<br />
kan man gisne om, at der er andre bevæggrunde for at optage flere medlemslande.<br />
En af dem kunne være den fordel et medlemskab giver f.s.v.a. de aftaler som indgås<br />
mellem medlemslandene som f.eks. ”Status of Forces Agreement”. Disse aftaler muliggør<br />
en deployering af styrker uden forudgående forhandlinger mellem de enkelte<br />
medlemslande. Netop denne facet vil kunne bruges som argument for at NATO<br />
næppe opløses, men at kun det integrerede militære samarbejde reduceres.<br />
Konsensusprincippet via konsultation er et velkendt og accepteret system i NATO’s<br />
øverste organ. Selvom konsensus søges opnået ved konsultation og forhandling, og<br />
dermed ikke ved en forhastet afstemning, vil en øget medlemsskare på sigt medføre<br />
endnu flere særskilte interesser og begrænsninger i NATO’s beslutningsdygtighed,<br />
beslutningshastighed og handlefrihed.<br />
Her kunne man argumentere for, at netop dette forhold kunne være i USA’s interesse<br />
såfremt de måtte ønske en ”coalition of the willing” tilgang. NATO vil som organisati-<br />
48 Jyllandsposten den 19. juli 2002, Klaus Justsen: Forenet i uenighed.<br />
49 NATO Handbook 2001, s. 65-67.<br />
50 Ib Faurby: NATO – den uerstattelige garant, s. 101.<br />
51 Trods Cypern problematikken har netop tyrkisk og græsk NATO medlemskab formået at inddæmme<br />
konflikten mellem disse to stater. NATO vurderes på afgørende vis at have hindret en yderligere tilspidsning<br />
af konflikten.<br />
UKLASSIFICERET<br />
27
UKLASSIFICERET<br />
on dermed blive svækket i sådan en grad, at man må gribe tilbage på de enkelte<br />
NATO landene tilbud efter ”coalition of the willing” princippet. 52<br />
Ligeledes vil man kunne argumentere for, at Frankrig måske netop for at styrke den<br />
europæiske forsvarsdimension ønsker, at EU som helhed vil være i stand til at udvise<br />
større politisk beslutsomhed end NATO.<br />
Ved at øge ubeslutsomheden i organisationen vil en mulig konsekvens være at<br />
NATO de facto bliver en ”coalition of the willing”, hvor medlemstaternes nationale<br />
interesser er mere styrende end Alliancens interesser som helhed. Dette underbygges<br />
af den såkaldte renationalisering af europæiske forsvar, som iht. kritikere har<br />
stået på lige siden den kolde krigs ophør.<br />
En andet argument for udvidelsen er dog Alliancens legitimitet. Såfremt NATO fremover<br />
selv skulle agere som sikkerhedspolitisk aktør evt. uden et FN-mandat vil det<br />
have stor betydning, hvis NATO står som en regional aktør med bred politisk opbakning.<br />
Samlet set har en øget medlemstilgang skabt en øget legitimitet som helhed, men en<br />
potentiel øget politisk uenighed.<br />
2.5. NATO som sikkerhedspolitisk aktør.<br />
NATO’s muligheder for at agere på den sikkerhedspolitiske scene er afhængig af<br />
medlemstaternes ønsker. Det er givet, at organisationen som helhed har en selvopholdelsesdrift,<br />
men den understøttes nødvendigvis i fornøden grad af de medlemslande<br />
der fortsat er rede til at betale til organisationen.<br />
Spørgsmålet er blot hvordan NATO’s fremtid ser ud.<br />
NATO er blot en af mange sikkerhedspolitiske aktører på den europæiske scene.<br />
Det der adskiller den fra de andre organisationer og institutioner, er at den selv er i<br />
stand til at planlægge og udføre militære operationer med styrker som dets medlemslande<br />
stiller til rådighed. Denne facet råder FN ikke over.<br />
Hvorvidt NATO som organisation eller medlemslandene har ambitioner om, at gøre<br />
NATO til en mere aktiv sikkerhedspolitisk aktør synes på nuværende tidspunkt at være<br />
uafklaret. Da den Nordatlantiske Traktat underkaster sig FN-pagtens artikel 51,<br />
vurderes et FN-mandat også fortsat at danne det legitime grundlag for en fremtidig<br />
NATO indsats.<br />
Det anses som værende afgørende for NATO’s fremtidige rolle, at den bør bevare<br />
den troværdighed både hvad angår politisk beslutningsdygtighed, men også i militær<br />
kapacitet.<br />
NATO har behov politisk vilje til at tage nødvendige (konsensus-)beslutninger og militær<br />
evne til at kunne 53 . Om det måtte medføre en sikkert uønsket diskussion om<br />
konsensus princippet er tidssvarende henset til tidsaspektet i moderne militære operationer,<br />
kan der kun gisnes om.<br />
2.5.1. USA’s holdning til NATO.<br />
En af de tilbagevendende diskussionsemner indenfor Alliancen er de økonomiske<br />
ressourcer de enkelte medlemslande afsætter til deres militære apparater. Amerikanske<br />
kritikere har fra NATO’s oprettelse advaret om, hvis det ikke lykkes for de euro-<br />
52<br />
Militært Tidsskrift, nr. 3 2002, Lykke Friis: USA, NATO og Europa efter den 11. september 2001, s.<br />
268.<br />
53<br />
Såvel i relation til militære kapaciteter som evnen til at samarbejde på tværs i multinationalt regi.<br />
UKLASSIFICERET<br />
28
UKLASSIFICERET<br />
pæiske allierede at øge deres forsvarsudgifter eller på anden måde bidrage til den<br />
transatlantiske sikkerhedsbyrde, risikerede de at miste USA støtte og Alliancen ville<br />
blive opløst. 54<br />
Lige siden Alliancens oprettelse har der i USA været kritiske røster f.s.v.a. at Europa<br />
ikke i fornøden grad selv tager ansvar for sin sikkerhed.<br />
Et andet stridsemne har nok også i stigende grad været den forskel i opfattelsen af<br />
hvad NATO egentlig er. Der synes at være en betydeligt forskel mellem amerikanske<br />
og europæiske politikeres synspunkter herom.<br />
USA valgte trods en massiv opbakning fra europæisk politik efter den 11. september,<br />
at undlade at anmode landene om hjælp gennem NATO kommandostruktur som følge<br />
af at artikel 5 var blevet aktiveret, men derimod på baggrund af bilaterale aftaler.<br />
Noget senere kom der en detaljeret ønskeliste over militære kapaciteter, som USA<br />
ønskede stillet til rådighed, dog ikke kommandostrukturen.<br />
Sammenholdt med de amerikanske erfaringer, der er offentliggjort i relation til de politiske<br />
forviklinger indenfor NATO’s medlemslande under Kosovo krisen synes at angive<br />
en klar indikation af, at USA ikke ønsker at lade sig binde af organisationen<br />
fremover såfremt dette kan undgås.<br />
I en tid, hvor de militære doktriner søger at udnytte de fordele informationsteknologien<br />
giver på kamppladsen synes enhver form for politisk indblanding, at mindske den<br />
overlegenhed i teknologi amerikanerne p.t. er i besiddelse af.<br />
Den nuværende amerikanske regering ser således ikke, at den militære støtte den<br />
kan modtage som værende signifikant, men ønsker dog at dens handlinger i muligt<br />
omfang støttes politisk af NATO’s medlemmer. 55 Dermed vil NATO’s noget langsommelige<br />
beslutningsproces i form af konsultationer med henblik på opnåelse af<br />
konsensus ikke være militær endsige politisk acceptabel for USA i en konflikt, såfremt<br />
dette måtte være længerevarende. Netop hastigheden i krigsførelse, der bygger<br />
på højteknologiske og højmobile enheder, vurderes således ikke at være mulig.<br />
USA har siden oprettelsen af NATO ment, at landet som helhed bar langt største<br />
delen af byrden, hvorfor hele ”burden sharing” problematikken opstod – i realiteten<br />
det der i dag videreføres som DCI.<br />
2.5.2. Europas holdning til NATO.<br />
Senest siden optagelse af de nye NATO lande, hvilket blev besluttet på Prag topmødet<br />
i efteråret 2002, tales der om gamle og nye NATO lande.<br />
USA skelner mellem det gamle og det nye Europa. De endnu ikke indrullerede NATO<br />
medlemmer syntes i perioden op til Irak krigen at være langt mere pro-amerikanske<br />
end de gamle NATO lande.<br />
Europa, især de gamle medlemmer af såvel NATO som EU, synes at have fået en<br />
styrket selvforståelse. Som økonomisk og politisk magt overgår EU sin rolle i forhold<br />
til den reelle militære kapacitet, hvorfor det ikke sætter sin skæppe under et lys.<br />
Europa vurderes fortsat at se NATO i et meget positivt lys. De kapaciteter Europa<br />
ikke selv er i besiddelse af vil i nødvendig udstrækning kunne tilføres fra USA. Flere<br />
europæiske lande tager den igangværende debat omkring DCI til sig, men budgetterne<br />
viser, at der reelt sker lidt.<br />
54 NATO Nyt, Sommer 2002: Plus Ça change.<br />
55 Survival, Winter 2001, Philip H. Gordon: NATO after 11 september., s. 92<br />
UKLASSIFICERET<br />
29
UKLASSIFICERET<br />
Europa synes ikke at se deres sikkerhedspolitiske situation i samme lys som USA.<br />
For dem synes den politiske del af NATO, at være den vigtigste del af NATO som<br />
institution og sikkerhedspolitisk aktør på det europæiske regionale plan.<br />
Europa har ikke som USA det samme behov for at agere på globalt plan.<br />
Tidligere var NATO aktiviteter udset til primært at finde sted på det europæiske kontinent.<br />
Derfor synes det, senest i lyset af artikel 5 aktiveringen efter den 11. september,<br />
at kunne godtgøre, at der fremover kan være tale om, at NATO skal agere langt<br />
væk fra Europa.<br />
2.6. Applicering af Allisons model på NATO.<br />
NATO adskiller sig ved ikke at være en suveræn stat, men derimod en organisation,<br />
der danner rammen for en forsvarsalliance, der agerer på baggrund af dets medlemslande.<br />
Derfor vil der i gennemgangen blive fokuseret på NATO som den levende organisation,<br />
der varetager egne interesser ved hjælp af dets ansatte i den udstrækning dette<br />
synes muligt i politisk sammenhæng.<br />
Den agerende part i NATO sammenhæng vurderes således at være generalsekretæren,<br />
støttet af det politiske og militære generalsekretariet (kontrol f.s.v.a. militært).<br />
2.6.1. Mål.<br />
NATO vurderes primært at ville sikre sin egen overlevelse. Holdningen er, at NATO<br />
har været garant for Europas sikkerhed i næsten en hel menneskealder og også<br />
fremover er det bedste bud på en troværdig sikkerhedspolitisk aktør i den europæiske<br />
region.<br />
Der er på en række områder en betydelig diskrepans mellem USA på den ene side<br />
og Vesteuropa på den anden.<br />
Derfor vil NATO søge, at samle så mange synspunkter som muligt, og bestræbe sig<br />
på som organisation at opnå enighed på tværs af Atlanten i den udstrækning det er<br />
muligt. I erkendelse af at USA er den bærende militære kraft i Alliancen, der har kapaciteten<br />
til at træde ud af forsvarsalliancen og agere på egen hånd, må derfor være<br />
at de primære forhandling taktik er at ”holde amerikanerne inde” i Alliancen.<br />
Da synet på hvad NATO kan og bør bruges til sikkerhedspolitisk divergere mellem de<br />
”gamle” vesteuropæiske medlemslande og for USA synes det derfor nødvendigt at<br />
gennemføre en diplomatisk balancegang.<br />
Generalsekretæren vil søge at give USA hvad de efterspørger, på en måde som det<br />
synes acceptabel for de andre medlemslande.<br />
En betydelig omstrukturering og ændring af det strategiske koncept vurderes derfor<br />
uundgåeligt, men det ses som værende en forudsætning at dette stadigvæk sker på<br />
baggrund af den Nordatlantiske Traktats oprindelige tekst.<br />
2.6.2. Alternativer.<br />
Indenfor de rammer og muligheder NATO’s generalsekretær og dennes organisation<br />
har til rådighed vurderes der ikke at være gangbare alternativer, der adskiller sig væsentlig<br />
til det opstillede mål.<br />
NATO’s fremtid vurderes i sidste instans i altoverskyggende grad, at være influeret af<br />
USA’s ønsker. NATO som organisation ses derfor ikke at have andre alternativer.<br />
UKLASSIFICERET<br />
30
UKLASSIFICERET<br />
Det ses ikke som noget ønskeligt alternativ at lade USA udtræde af Alliancen. Hvis<br />
dette skulle indtræffe vil samfaldet af NATO og EU’s militære arm kun i beskedenhed<br />
adskille sig fra hinanden.<br />
2.6.3. Konsekvenser.<br />
I lyset af at USA skal holde inde i organisationen vurderes det nødvendigt, at fornøden<br />
grad at imødekomme deres ønsker til organisationen. Dette medfører et omfattende<br />
behov for at tilpasse organisationens struktur til fremtidige forsvarsrelaterede<br />
opgaver.<br />
2.7. Vurdering.<br />
NATO’s generalsekretær vurderes i realiteten ikke at stå overfor et valg.<br />
USA er det medlemsland der har alle trumfkort på hånden.<br />
Det er derfor ikke underligt at Lord Robertson langt hen af vejen anvende den amerikanske<br />
retorik i sine taler når talen falder på NATO’s fremtid.<br />
NATO har siden den kolde krigs ophør målrettet søgt at tilpasse såvel struktur og<br />
opgaveløsning uden dog helt af frigøre sig fra sin gamle rolle som forsvarsalliance og<br />
værdiformidler.<br />
Dette har medført en del definerede udfordringer for NATO med henblik på den fortsatte<br />
eksistensberettigelse som forsvarsalliance og sikkerhedspolitisk organisation.<br />
Overvindes disse forhindringer vurderes de iværksætte tiltag at styrke NATO som<br />
organisation, men også dens rolle i det internationale politiske system.<br />
De vigtigste vurderes at være DCI/PCC initiativet, tilpasningen til det ny trusselsbillede,<br />
samt udvidelsen mod øst. Lykkes integrationen af de tidligere østeuropæiske<br />
stater og formår NATO også at integrere Rusland i den europæiske sikkerhed enten<br />
som medlem eller som tilknyttet partner vil den europæiske sikkerhed være større<br />
end nogensinde før.<br />
Set i lyset af de komplikationer vedrørende et evt. forberedt forsvar af Tyrkiet gav i<br />
foråret 2003 bør det dog også ses en mulighed for at forudsætningen for at NATO<br />
reelt kan opnå den før beskrevne situation, at organisationen fortsat har den fornødne<br />
og helt essentielle opbakning på begge sider af Atlanten. NATO har været og er<br />
fortsat hjørnestenen i det transatlantiske forhold.<br />
Det helt afgørende parameter for NATO’s fremtid er, i hvilket omfang det fortsat udgør<br />
navet for et fælles interessefællesskab på tværs af Atlanten.<br />
NATO vurderes i betydeligt omfang at kunne bidrage til at forholdet på tværs af Atlanten<br />
trods uens interesser mv. trods alt vil søge at indgå kompromiser eller i det<br />
mindste være det organ, der medfører, at der lyttes til argumenter.<br />
Mange har siden den kolde krig indvarslet NATO alliancens endeligt. Mange har påstået<br />
at dens funktion som forsvarspagt er udspillet og ikke mere er relevant i den<br />
samtid vi lever i.<br />
Det kan dog undre, at en påstået ubetydelig organisation som NATO gives så meget<br />
plads i medierne og fortsat er eftertragtet for især tidligere østeuropæiske demokratier.<br />
(i hvis optagelse flere demokratier er interesseret i ).<br />
NATO’s rolle har ændret sig siden den kolde krigs ophør og organisationen er som<br />
helhed blevet mere politisk. Man bør dog erindre, at samtlige væbnede styrker op<br />
igennem 90’erne alle har oplevet i øget politisk bevågenhed og indblanding som føl-<br />
UKLASSIFICERET<br />
31
UKLASSIFICERET<br />
ge af kommunikationsteknologiens muligheder. Briterne kalder dette ”..- the threethousandmile<br />
screwdriver”.<br />
Der ses følgende muligheder indenfor udviklingen af NATO:<br />
• USA forlader de facto NATO, hvilket medfører at NATO kun opretholdes som politisk<br />
talerør, hvor hovedparten af bestræbelserne lægges i rammen af EU’s militære<br />
dimension.<br />
• NATO lader USA være løsere tilknyttet til Alliancen i dag, og NATO bliver dermed<br />
mere eller mindre rendyrket en pulje af militære kapaciteter der kan stilles til rådighed<br />
for medlemstaterne deltagelse i ”coalition of the willing” hvad enten det<br />
skulle ske under ledelse af USA eller under ledelse af f.eks. EU.<br />
• NATO består som i dag med mere eller mindre grad med samme problemstillinger.<br />
Der vil fortsat være en betydelig forskel i kapaciteter på tværs af Atlanten,<br />
idet Europa har forsøgt at mindske det.<br />
UKLASSIFICERET<br />
32
UKLASSIFICERET<br />
3. USA’s sikkerhedspolitiske mål og muligheder i det Transatlantiske samarbejde.<br />
Dette kapitel vil give en analyserende redegørelse for USA's sikkerhedspolitiske mål<br />
med det transatlantiske forhold.<br />
Da det transatlantiske forhold ikke er et frit i politikken svævende emne, men indgår i<br />
den samlede politik, vil de overordnede mål med sikkerhedspolitikken kort blive analyseret<br />
i afsnit 3.1.<br />
Målene er taget fra The National Security Strategy, og analyserne støttes af amerikanske<br />
kilder.<br />
3.1. Historisk og politisk baggrund.<br />
For at kunne analysere og vurdere på USA’s aktuelle og fremtidige handlinger vil det<br />
være nødvendigt at gå et stykke tilbage i amerikansk historie, at finde de linier frem,<br />
som har været generelle og konstante, og som derfor sandsynligvis stadigvæk er<br />
gældende.<br />
Det, der som det aller mest grundlæggende definerer Amerika og amerikanerne, er<br />
Den amerikanske uafhængighedserklæring. Den blev formuleret i forbindelse med<br />
amerikanernes løsrivelse fra kolonimagten England. At den stadig gør sig gældende,<br />
skyldes formodentligt det tidsuafhængige indhold. For eksempel starter den med at<br />
fastslå, at alle mennesker er skabt lige, og at de af Herren har fået givet umistelige<br />
rettigheder, blandt hvilke er: Livet, frihed og retten til at søge sin egen lykke 56 . Der<br />
står altså udtrykkeligt, at Herren har givet disse friheder til alle mænd, og det er vel<br />
egentlig den moralske baggrund, som den amerikanske sikkerhedspolitik har baseret<br />
sig på lige siden.<br />
I starten ønskede man blot fredelig sameksistens med andre stater og tog ikke aktivt<br />
part i konflikter mellem andre stater. Senere har man aktivt hjulpet andre med at opnå<br />
disse rettigheder.<br />
Der er stor kontinuitet i den amerikanske udenrigspolitik. Målene for udenrigspolitikken<br />
har været, og er 57 :<br />
• Statens overlevelse,<br />
• økonomisk vækst,<br />
• en sikker verdensorden,<br />
• frihed og demokrati i verden og<br />
• gode allianceforhold.<br />
Amerika er funderet på forfatningen 58 . Forfatningen viderefører frihedserklæringen og<br />
opretter unionen af forenede stater, som sikrer retfærdighed, ro indenfor grænserne<br />
56<br />
http://www.archives.gov/exhibit_hall/charters_of_freedom/declaration/declaration.html (senest hentet<br />
17 marts 2003) Den amerikanske uafhængighedserklæring.<br />
57<br />
Målene er her som præsenteret af Morten Ougård, Handelshøjskolen, som led i undervisning på<br />
FAK 22 JAN 03<br />
58<br />
http://www.archives.gov/exhibit_hall/charters_of_freedom/constitution/constitution.html (senest<br />
hentet den 17 marts 2003) Den amerikanske forfatning.<br />
UKLASSIFICERET<br />
33
UKLASSIFICERET<br />
og et fælles forsvar, fremmer generel velfærd og frihed for borgerne nu og i eftertiden.<br />
Til forskel fra de gamle europæiske lande, hvor ”forfatninger kommer og går, men<br />
lande består”, så er USA baseret på sin forfatning. Da ”The Founding Fathers” 59<br />
skrev den amerikanske forfatning, skrev de selve grundlaget for amerikanernes opfattelse<br />
af sig selv som nation.<br />
I forfatningen sikres individets ret til udfoldelse, hvilket afspejles i udenrigspolitikken.<br />
Hvor de europæiske stormagter var koloniherrer, var USA fortaler for samarbejde<br />
mellem selvstændige nationalstater. Herefter fastlagde USA den udenrigspolitik, at<br />
man ikke ville blande sig i andre staters interne anliggender. Man ville kultivere venlige<br />
forbindelser med alle stater og have samhandel med dem. Efter Napoleonskrigene<br />
i starten af 1800-tallet løsrev de spanske kolonier Argentina, Venezuela og<br />
Chile sig. Frankrig tilbød Spanien alliance med Frankrig for at kunne tvinge kolonierne<br />
tilbage under kronen og havde opbakning fra ”The Holy Alliance” Rusland, Preussen<br />
og Østrig. De to lande bejlede til USA om også at alliere sig eller på anden vis<br />
yde støtte, så Spaniens retmæssige krav på kolonierne kunne opfyldes. England,<br />
som lige havde overstået krigen med Frankrig, søgte at alliere sig med USA med<br />
henblik på at holde Frankrig ude af det amerikanske kontinent. Endelig bejlede de<br />
løsrevne kolonier til USA om anerkendelse som stater og hjælp imod den tidligere<br />
kolonimagt. Det medførte en del debat i USA, hvor parterne diskuterede, om man<br />
skulle opretholde fuld neutralitet, eller tage stilling og blive part i de europæiske konflikter.<br />
Som svar på konflikten valgte Præsident Monroe at fastlægge den politik, der<br />
blev kendt som Monroe doktrinen. Doktrinen fastslår, at USA forholder sig neutral, er<br />
ikke allieret med nogen europæisk magt og ikke vil involveres i interne konflikter i<br />
Europa. Derudover fastslår doktrinen, at det amerikanske kontinent ikke længere er<br />
åbent for europæisk kolonisation. USA vil ikke aktivt hjælpe europæiske magters kolonier<br />
i Sydamerika med at løsrive sig, men man vil heller ikke tillade europæiske<br />
magter at føre krig på det amerikanske kontinent for at fastholde kolonier. 60<br />
Da de europæiske stormagter blev viklet ind i 1. Verdenskrig, søgte den amerikanske<br />
præsident Wilson længe at holde USA fra at deltage i krigen. I 1914 fastholdt han<br />
den amerikanske neutralitetspolitik for den amerikanske kongres og advarede kraftigt<br />
mod handlinger, der af de krigsførende parter kunne anses for en stillingtagen i krigen<br />
61 . Wilson gik til (gen-)valg i 1916 på sloganet: "he kept us out of the war," men<br />
måtte dog kort efter bøje sig 62 , og USA gik ind i krigen på den franske og britiske side<br />
63 . En række faktorer bidrog formentligt til, at denne krig blev anderledes end de<br />
forrige krige. Den påvirkede befolkningerne og regeringerne kraftigere end hidtil. Aviserne<br />
rapporterede mere om kamphandlingerne, og offentligheden vidste dermed<br />
59<br />
De delegerede ved den grundlovgivende forsamling som underskrev Amerikas Forenede Staters<br />
Grundlov 7 september 1787 kaldes The Founding Fathers.<br />
60<br />
http://www.usinfo.state.gov/usa/infousa/facts/democrac/50.htm The Monroe Doctrin (1823) Kort<br />
tekst om Monroe doktrinen samt selve doktrinen.<br />
61<br />
http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/wilsonneut.html (senest hentet den 17 marts) Hentet på Brigham<br />
Young Universittets biblioteks hjemmeside. Det er en afskrift af præsident Wodrow Wilsons tale til<br />
kongressen i 1914, hvori amerikansk neutralitet fastholdes.<br />
62<br />
Tyskland havde iværksat ubådskrigsførelse mod den civile skibsfart og amerikanske skibe og søfolk<br />
var gået til.<br />
63<br />
http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1917/wilswarm.html er en afskrift af præsident Wilsons tale til kongressen<br />
hvori den amerikanske krigserklæring mod Tyskland sker.<br />
UKLASSIFICERET<br />
34
UKLASSIFICERET<br />
mere og hurtigere om de blodige krigshandlinger, der foregik. Nyudviklede automatvåben<br />
gjorde, at flere kunne nedkæmpes hurtigere, så de daglige tabstal var store.<br />
Efter krigen arbejdede den amerikanske præsident Wilson ihærdigt for oprettelsen af<br />
et internationalt system, Folkeforbundet, som skulle hjælpe til at fremtidige krige kunne<br />
undgås. Folkeforbundet skulle være rammen om internationale bindende aftaler<br />
mellem landene, hvorefter alle uoverensstemmelser kunne løses fredeligt.<br />
USA oplever selv at have en mission, nemlig at fremme samhandel og demokrati<br />
samt fredeligt samarbejde mellem selvstændige, suveræne stater. En meget levende<br />
del af arven helt tilbage fra grundlæggelsen er også, at man absolut ikke giver afkald<br />
på suverænitet. Retten til at bestemme selv er så vigtig for USA, at det er vanskeligt<br />
at binde sig til internationale aftaler. Internationale aftaler vil oftest betyde, at der på<br />
visse punkter kan komme bindinger på landet, så det ikke helt selv kan bestemme,<br />
hvad det skal gøre. Især i de konservativere kredse opfattes det som problematisk at<br />
indgå i bindende internationale aftaler. Den nuværende Præsident George Bush Jr.,<br />
som netop har de mere konservative kredse af det republikanske parti som sit bagland,<br />
vil ikke indgå aftaler, der kan opfattes som, at USA bøjer sig i et internationalt<br />
forum og lader USA følge en vej, som det ikke frivilligt har valgt 64 .<br />
Efter murens fald og etableringen af WTO 65 i 1994 har USA følgende ønsker internationalt:<br />
• Økonomiske interesser,<br />
• demokrati,<br />
• markedsøkonomi,<br />
• miljøsikkerhed og<br />
• internationalt samarbejde som et middel til at nå mål.<br />
Da USA i perioden efter murens fald og Sovietunionens opløsning er efterladt som<br />
eneste supermagt, og på mange måder nærmest urørlig i international politik, vil der<br />
formentlig komme større afsmitning af indenrigspolitikken på udenrigspolitikken, fordi<br />
USA i vid udstrækning selv kan sætte den udenrigspolitiske dagsorden 66 .<br />
Selvom USA prioriterer gode allianceforhold i international politik, er der dog en del<br />
nyere eksempler på, at landet har valgt at gå imod sine alliancepartnere, eller direkte<br />
at gå helt unilateralt i internationale sammenhænge. I afsnit 3.2 nævnes nogle større<br />
eksempler 67 , som har skabt utilfredshed hos ikke mindst de europæiske partnere og<br />
allierede.<br />
Der har i 2002 / 2003 under Irak krisen været særligt fokus rettet imod forskelle i opfattelse<br />
af hvordan internationale kriser skal løses. De europæiske alliancepartnere<br />
var efter amerikansk opfattelse indstillet på udelukkende at skabe løsninger ved<br />
64<br />
Dr Kenneth Moss, professor for Grand Strategy ved the National Defense University/Washington D.<br />
C. ved foredrag i Atlantsammenslutningen på FAK 6 februar 2003 med temaet ”U.S. National Security<br />
Policy and the Future of Transatlantic Relations”<br />
65<br />
World Trade Organisation, verdenshandels organisationen der afløste GATT (General Agreement<br />
on Tarifs and Trade) I 1995.<br />
66<br />
Som præsenteret af Morten Ougård, Handelshøjskolen, som led i undervisning på FAK 22 JAN 03<br />
67<br />
Fra Brookings Institute rapport : The United States and Europe: From Primacy to Partnership, sider<br />
15 -19.<br />
UKLASSIFICERET<br />
35
UKLASSIFICERET<br />
hjælp af diplomati og i rammerne af FN. USA anvendte fra et tidligt tidspunkt truslen<br />
om militær indgriben som pression. Da pressionen ikke gav det ønskede resultat<br />
valgte USA, med enkelte allierede at skride til militær handling.<br />
3.2. Unilaterale tiltag og deres årsager 68 .<br />
Helms-Burton og Iran-Libyen Sanktions Lovene er amerikanske love vedtaget i 1996,<br />
hvor der indførtes sanktioner imod udenlandske firmaer, der handlede med eksproprierede<br />
amerikanske firmaer på Cuba, eller foretog investeringer i olie eller gas i<br />
Iran eller Libyen.<br />
Lovene mødte kraftig modstand fra europæiske regeringer, som ikke fandt det betimeligt,<br />
at USA søgte at håndhæve amerikansk lovgivning internationalt 69 . Også OAS,<br />
Organisationen af Amerikanske Stater, reagerede negativt herpå og fastslog, at<br />
Helms-Burton loven var ulovlig. 70 Formålet med loven var angiveligt at forbedre den<br />
nationale amerikanske sikkerhed.<br />
Forbudet imod landminer. Da USA bruger panserminer i Syd Korea i forsvaret mod<br />
Nord Korea, tilsluttede de sig i 1998 ikke traktaten imod landminer. Den amerikanske<br />
præsident Clinton havde ellers selv været varm fortaler for forbudet tre år tidligere 71 .<br />
Clinton-administrationen forpligtede sig dog til at udvikle alternative teknologier til<br />
2006, hvorefter man ville kunne tilslutte sig traktaten. Da traktaten trådte i kraft 1.<br />
marts 1999 havde 133 lande skrevet under 72 .<br />
Den internationale krigsforbryderdomstol. USA er et af få lande, som ikke har tilsluttet<br />
sig oprettelsen af FN's internationale krigsforbryderdomstol 73 . Traktaten blev i første<br />
omgang underskrevet af præsident Bill Clinton i 2000 med forbehold for, at traktaten<br />
blev modificeret på punkter vedrørende retsforfølgelse af personer fra lande, der ikke<br />
har tilsluttet sig traktaten. USA var imod, at domstolen kan retsforfølge personer fra<br />
lande som ikke har tilsluttet sig traktaten 7475 . Rettelserne blev ikke gennemført, og<br />
den nuværende præsident George Bush har bekræftet de amerikanske forbehold og<br />
”unsigned” 76 traktaten ved at beskrive de specifikke forbehold USA har overfor at<br />
kunne tiltræde den 77 .<br />
68 De ni eksempler er hentet fra ”The United States and Europe: From primacy to Partnership?” af Ivo<br />
H. Daalder, Brookings Institute, 11. juni 2001.<br />
69 Pressemeddelelse fra EU, PR 97-6 af 12 februar 1997. Udtalelse fra Sir Leon Brittan. Pressemeddelelsen<br />
henfører stridigheder, hvor europæiske firmaer gennemfører forretninger, der er i strid med<br />
amerikansk national sikkerhed, til WTO, i stedet for at Amerika søger at håndhæve nationale love<br />
overfor udenlandske selskaber, der arbejder udenfor USA.<br />
70 OAS resolution AG/RES 1532 (XXVIII-O/98). Resolutionen fastslår, at Helms-Burton loven er i strid<br />
med international lovgivning.<br />
71 http://clinton6.nara.gov/1997/05/1997-05-16-fact-sheet-on-anti-personnel-landmines-banefforts.html<br />
(senest hentet 17 marts 2003) Fra tidligere præsident Bill Clintons arkiver. Teksten hvori<br />
præsidenten bekendtgør at han tager initiativet til et internationalt forbud mod anti personel miner.<br />
72 ABC NEWS 1. marts 1999: Land Mine Ban Takes Effect. Artikel af David Phinney der blandt andet<br />
refererer om demonstration i Washington foran det Hvide Hus for at USA skal tilslutte sig traktaten.<br />
73 Den internationale krigsforbryderdomsol kaldes ”International Criminal Court” (ICC).<br />
74 http://csf.colorado.edu/forums/isafp/2001/msg00001.html (hentet 27 feb 2003) indeholdet Præsident<br />
Clintons pressemeddelelse udsendt ved underskrivelsen af ICC traktaten.<br />
75 Som beskrevet I præsident Bill Clintons udtalelse udsendt I forbindelse med underskrivelsen af ICC<br />
traktaten 31 december 2000.<br />
76 “Unsigned” = annullerede den amerikanske præsidents godkendelse.<br />
77 http://usinfo.state.gov/topical/rights/law/rl31495.pdf (hentet 27 feb 2003) PDF version af rapport til<br />
den amerikanske kongres om Bush administrationens forbehold overfor ICC.<br />
UKLASSIFICERET<br />
36
UKLASSIFICERET<br />
Manglende betaling af bidrag til FN. USA har i nogle år nægtet at betale både sit<br />
faste bidrag samt sit bidrag til FN's fredsbevarende missioner. Gælden til FN beløb<br />
sig til op imod 2 MIA $ og betød, at der var alvorlige mangler i FN's budget. Årsagen<br />
til de manglende betalinger menes at være amerikansk utilfredshed med såvel beslutningsprocesserne<br />
i FN, som at FN anses for at være bureaukratisk og ineffektiv 78 .<br />
USA har siden 1999 ad flere omgange godkendt betalingen af afdrag på gælden mod<br />
at forhold, som USA fandt kritisable, blev rettet 79 .<br />
USA’s veto mod EU's kandidat til IMF 80 . I 2000 ønskede Tyskland at nominere EU's<br />
kandidat til formand for IMF 81 . USA lod forstå, at man ville støtte enhver kvalificeret<br />
kandidat fra EU. Da Tyskland foreslog den tyske vice finansminister Caio Koch-<br />
Weser, godkendte Clinton-administrationen alligevel ikke nomineringen, og advarede<br />
om, at man ville nedlægge veto, selv om EU eventuelt støttede valget. Dette blev<br />
taget ilde op af den tyske kanslers udenrigspolitiske rådgiver Michael Steiner, som<br />
udlagde hændelsen, som at USA udnyttede sin position som verdens største magt,<br />
og demonstrerede sin manglende hensyntagen til sine allierede. Resultatet for USA<br />
ville blive at forstærke modstanden imod USA blandt dets Europæiske allierede.<br />
Der var faktisk ikke ubetinget opbakning til Caio Koch-Weser fra de europæiske lande,<br />
men den amerikanske modstand syntes at få de europæiske lande til at stå<br />
sammen om at støtte ham. 82<br />
Afvisningen af at underskrive Comprehensive Test Ban Treaty (CTBT). I 1999 afviste<br />
senatet at underskrive CTBT, det internationale forbud imod atomprøvesprængninger<br />
og spredning af atomvåben. Dette kom ikke kun bag på den siddende præsident,<br />
Clinton, men også bag på det internationale samfund, ikke mindst fordi det havde<br />
været vigtigt for alle amerikanske regeringer siden Eisenhower. Årsagen til at traktaten,<br />
som præsident Clinton ellers havde underskrevet som den første, ikke kunne<br />
godkendes i senatet og derfor ikke blev godkendt af USA, var funderet i indenrigspolitikken.<br />
Det republikanske flertal i Senatet valgte at manifestere sig over for den<br />
demokratiske præsident. Ved afstemningen om traktaten stemte demokraterne for,<br />
og republikanerne stemte generelt imod med enkelte undtagelser. Kun fire republikanere<br />
stemte for underskrivelse. Med stemmerne 51-48 imod, manglede 19 stemmer i<br />
at opnå de 67 stemmer nødvendige for at traktaten kunne vedtages. I en pressemeddelelse<br />
udsendt af det republikanske flertal begrundes afslaget med, at traktaten<br />
er fejlbehæftet, men man er enige i dens mål om ikke-spredning og stop på atomprøvesprængninger<br />
83 .<br />
78<br />
Fra ”The United States and Europe: From primacy to Partnership?” af Ivo H. Daalder, Brookings<br />
Institute, 11 juni 2001.<br />
79<br />
http://usinfo.state.gov/topical/pol/usandun/01020702.htm (hentet 27 februar 2003) Pressemeddelelse<br />
fra department of state hvori det bekendtgøres at senatet har godkendt betalingen af en del af den<br />
amerikanske gæld til FN.<br />
80<br />
IMF=International Monetary Fund. Verdensbanken.<br />
81<br />
http://www.imf.org/external/np/ed/md/2000/ck.htm (hentet 27 februar 2003) Skrivelse fra uformelt<br />
bestyrelsesmøde i IMF hvor Caio Koch-Weser foreslås som ny managing director for IMF.<br />
82<br />
http://news.bbc.co.uk/1/hi/business/659907.stm (hentet 27 februar 2003) BBC artikel om Koch-<br />
Werses kandidatur.<br />
83<br />
http://usinfo.state.gov/topical/pol/arms/stories/99101508.htm (sidst hentet 4 marts 03) Rapport fra<br />
kongressen hvoraf det fremgår at på trods af at der blev stemt I ”partilinien” (altså republikanerne imod<br />
den demokratiske præsident, går man ind for formålet med aftalen om forbud imod atomprøvesprængninger<br />
og ikke spredning af atomvåben.<br />
UKLASSIFICERET<br />
37
UKLASSIFICERET<br />
Kosovo krigen. Amerikanske diplomatiske udmeldinger om, at man under ingen omstændigheder<br />
ville tillade en landkrig imod Serbien for at standse Kosovo konflikten,<br />
vakte stor utilfredshed i flere europæiske lande, idet det vurderedes, at den klare<br />
udmelding stærkt svækkede de diplomatiske muligheder for pression imod Serbien.<br />
Under gennemførelsen af krigen havde USA den største indflydelse på måludpegning,<br />
og kun Frankrig og England havde vetoret. Endelig forhindrede USA indsættelsen<br />
af landstyrker indtil de aller sidste faser af krigen.<br />
National Missile Defense. I januar 1999 bekendtgjorde den amerikanske forsvarsminister<br />
William Cohen, at USA ville deployere et begrænset missilforsvar til at forsvare<br />
sig imod Nordkorea og andre ”slyngel stater”. Forsvarsministeren gjorde det klart, at<br />
hvis Rusland modsatte sig forhandling af ændringer i Anti Ballistic Missile (ABM)<br />
traktaten, som forbyder opbygningen af et missilforsvar, ville USA trække sig helt ud<br />
af den 84 . Præsident Clinton undlod at træffe den endelige afgørelse om at deployere<br />
systemet. Hans efterfølger Bush har til gengæld bekræftet, at USA vil udvikle og deployere<br />
systemet. USA vil konsultere sine europæiske allierede, men vil ikke afvige<br />
fra den grundlæggende beslutning om at indføre et nationalt missilforsvar 85 .<br />
Global opvarmning (drivhuseffekten). USA har underskrevet Kyoto traktaten om begrænsning<br />
af udslip af drivhusgasser under præsident Clinton på betingelse af, at der<br />
kunne modificeres på, hvordan traktaten skal implementeres, og at udviklingslande<br />
også skulle begrænse deres CO2 udledning 86 . Præsident Clintons mål var at visse<br />
”nøgle udviklingslande” skulle bringes til at reducere deres CO2 udledning, inden<br />
Kyoto aftalen ville blive sendt til godkendelse i kongressen. Det skete ikke. Den nuværende<br />
præsident Bush har erklæret Kyoto traktaten for død. Officielt er man stærkt<br />
tvivlende overfor argumenterne for, at der er en drivhuseffekt, og hvor stærk den i<br />
bekræftende fald egentlig er 87 . I et svar til senatorerne Hagel, Helms, Craig og Roberts<br />
om holdningen til det globale klima fremhæver Bush at et stort problem ved<br />
Kyoto er, at den fritager 80 % af verden, herunder Kina og Indien fra at foretage indgreb.<br />
Dette findes urimeligt. USA vil arbejde for et bedre klima, men der skal mere<br />
forskning til og mere balancerede indgreb 88 .<br />
Sammenfattende om de ovenfor beskrevne eksempler på amerikansk enegang i international<br />
politik kan man konkludere, at USA ikke går enegang af principielle årsager.<br />
Det er ikke et mål i sig selv at handle unilateralt. Kombinationen af rodfæstede<br />
amerikanske principper om selvbestemmelse for en hver pris og forfølgelsen af de<br />
universelle amerikanske mål om fred, sikkerhed og velfærd for egne borgere, og i<br />
anden række for alle borgere i verden forklarer de amerikanske særstandpunkter.<br />
84 http://www.ceip.org/files/projects/npp/resources/CohenBMD12099.htm (sidst hentet 17 marts 03)<br />
Forsvarsminister Cohens briefing hentet på Carnegie fondens nonproliferation hjemmeside om at man<br />
trækker sig helt ud af ABM traktaten.<br />
85 http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/12/20021217.html (sidst hentet 4 marts 03) PræsidentBush<br />
pressemeddelelse hvori planerne for videreførelsen af NMD fremlægges.<br />
86<br />
http://yosemite.epa.gov/oar/globalwarming.nsf/UniqueKeyLookup/SHSU5BWJXD/$File/wh_full_rpt.pdf<br />
(sidst hentet 4 marts 03) ”The Kyoto Protocol and the Presidents Policies to Address Climate Change”<br />
Økonomisk analyse fra Præsident Clintons administration om bagrunden for underskrivelse af traktaten,<br />
og konsekvenserne af at efterleve den.<br />
87 http://www.state.gov/g/oes/rls/rm/4149.htm (sidst hentet 4 marts 03) Præsident Bush bemærkninger<br />
ved pressemøde 11 juni 2001 om det globale klima.<br />
88 http://www.whitehouse.gov/news/releases/2001/03/20010314.html (sidst hentet 4 marts 03) Præsident<br />
Bush svar 13 marts 2001 til tre senatorer om holdningen til det globale klima.<br />
UKLASSIFICERET<br />
38
UKLASSIFICERET<br />
3.3. Den seneste nationale sikkerhedsstrategi.<br />
Som det værktøj den amerikanske kongres har for at kunne følge med i præsidentens<br />
måde at føre sikkerhedspolitik på, udsender præsidenten principielt én gang<br />
hvert år enten en helt ny sikkerhedsstrategi, eller en opdatering af den gældende nationale<br />
sikkerhedsstrategi. Dokumentet hedder ”The National Security Strategy”. I<br />
den beskrives, hvordan USA’s sikkerhedspolitiske strategi aktuelt er. I den nationale<br />
sikkerhedsstrategi opstilles både USA’s overordnede sikkerhedspolitiske mål, og mål<br />
for specifikke områder.<br />
Den nuværende sikkerhedsstrategi afspejler, at USA både vil anvende diplomati og<br />
militære midler til at opnå sine mål. Det ses som en forskel mellem de europæiske<br />
alliancepartneres indstilling og USA’s, at USA er meget villigere til at anvende militær<br />
magt end europæerne. 89<br />
De følgende tre underpunkter i dette afsnit er taget fra og argumenteret med udgangspunkt<br />
i The National Security Strategy fra 2002 90 .<br />
3.3.1. Det overordnede sikkerhedspolitiske mål.<br />
Det overordnede mål med amerikansk international strategi er 91 og har altid været<br />
større end blot forsvaret af USA. Det er kampen for Freden. En fred, der fremmer<br />
frihed. Freden skal forsvares imod tyranner og terrorister. Freden skal bevares ved<br />
at opbygge alliancer mellem stormagterne. Freden skal udbredes ved at fremme og<br />
opmuntre frie og åbne samfund på alle kontinenter. Det overordnede mål er altså<br />
ikke blot fred og frihed for USA og dets indbyggere, men Verdensfreden, for alle<br />
mennesker. Dette overordnede mål er ikke nødvendigvis et nyt mål. Det afspejler jo<br />
faktisk den amerikanske frihedserklæring. USA har altid gerne villet have fred og frihed,<br />
og amerikanere mener, at det er rettigheder, som alle mennesker har. Ikke bare<br />
amerikanere.<br />
3.3.2. Den sikkerhedspolitiske trussel.<br />
Truslen imod freden og imod USA, som den ses i sikkerhedsstrategien, kommer fra<br />
terrorister og fra de tyranner, der huser og støtter dem. Terroristerne udgør en trussel<br />
imod USA, fordi de via skjulte netværk er i stand til at infiltrere USA og for meget små<br />
midler kan forrette stor skade på det åbne demokratiske samfund. De er trænede i at<br />
infiltrere det åbne demokratiske samfund og anvende den moderne teknologi imod<br />
det. Den allerstørste trussel vil komme fra terrorister med adgang til masseødelæg-<br />
89 http://www.policyreview.org/JUN02/kagan.html (senest hentet 24 marts 2003) Robert Kagans artikel<br />
”Power and Weakness”. Han advokerer for, at en stats villighed til at anvende magt til at nå sine mål<br />
er afhængig af statens mulighed for at anvende magt. Staten med de stærke magtmidler er mere villig<br />
til at anvende magt. Staten med begrænsede magtmidler vil være mere tilbøjelig til at ønske at løse<br />
stridigheder med diplomatiske midler. Kagan fremstiller det som et skifte, der er sket. Fra at være militært<br />
stærke verdensmagter er de europæiske stormagter efter to verdenskrige og den efterfølgende<br />
kolde krig idag militært svage. Amerika har oplevet det modsatte forløb I samme periode. USA er gået<br />
fra at være en svag stat til at være verdens ubestridt eneste militære supermagt. Samtidigt med ændringen<br />
i militær magt har parterne ændret holdning til brugen af militær magt til løsning af konflikter.<br />
90 www.whitehouse.gov/nsc/print/nssall.html The NationalSecurity Strategy of the United States of<br />
America<br />
91 Fra The National Security Strategy. side 2<br />
UKLASSIFICERET<br />
39
UKLASSIFICERET<br />
gelsesvåben. Meget indikerer, at terrorister netop arbejder målrettet imod at få masseødelæggelsesvåben<br />
92 .<br />
3.3.3. Mål for det transatlantiske samarbejde.<br />
I afsnittet om samarbejde med større centre for global magt beskrives målene for<br />
samarbejdet med de allierede i Europa 93 . Europa er hjemstedet for to af de stærkeste<br />
og mest handlekraftige internationale institutioner, NATO og EU. EU er den europæiske<br />
handelsmagt, og NATO er det effektive militære samarbejde. For begge har USA<br />
opstillet sine mål. Disse mål uddybes i de følgende afsnit 3.4 og 3.5.<br />
3.4. USA’s mål med EU.<br />
Af den nationale sikkerhedsstrategi fremgår, at det overordnede formål med USA’s<br />
politik er, at man ikke ønsker at bruge sin supermagtsposition til at skaffe sig ensidige<br />
fordele på verdensmarkedet. Man vil søge at udbrede de goder, som man selv<br />
mener at besidde, og som kommer af den demokratiske styreform og det kapitalistiske<br />
system – udbrede dem til gode for alle verdens lande.<br />
3.4.1. EU som partner i verdenshandelen.<br />
Økonomisk er USA ikke meget stærkere end et samlet EU. Politisk ses EU og USA<br />
at have samstemmende interesser globalt 94 .<br />
3.4.2. EU som stabiliserende faktor i Europa.<br />
Det vurderes, at EU landes interne konflikter er mindre, end konflikter mellem uafhængige<br />
lande udenfor EU kan blive det. Da stabilitet globalt er i USA’s interesse, vil<br />
det derfor være i USA’s ønske, at flest mulig lande bliver medlem af EU.<br />
Ikke mindst vil det være optimalt at få knyttet Tyrkiet til Europa ved hjælp af medlemskabet<br />
af EU. Dette sås under forhandlingerne i efteråret 2002, hvor USA lagde pres<br />
på EU for at give Tyrkiet termin for sine optagelsesforhandlinger til EU 95 .<br />
3.5. USA’s mål med NATO.<br />
NATO’s kernemission vil stadigvæk være kollektivt selvforsvar. Men for at kunne svare<br />
igen på nye trusler, kræves der forandring af NATO. Både strukturer og kapabiliteter<br />
må tilpasses. NATO skal kunne agere overalt, hvor ”vore interesser er truede”.<br />
Dette skal NATO kunne på kort varsel og med indsættelse af højmobile, specialtrænede<br />
enheder. Derfor må NATO leve op til følgende seks krav 96 :<br />
1. Medlemsskaren skal udvides, så alle demokratiske lande, som ønsker det og<br />
er villige til at dele byrderne ved at forsvare og udbrede de fælles interesser,<br />
kan komme med.<br />
2. Det skal sikres, at medlemslandene kan stille de kampstyrker til rådighed for<br />
NATO, som der er brug for.<br />
92 Fra The National Security Strategy, side 1<br />
93 Fra The National Security Strategy, side 17<br />
94 Fra The National Security Strategy side 17<br />
95 http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/2315057.stm (sidst hentet 17 marts 2003) BBC artikel om at USA<br />
presser EU til at optage Tyrkiet.<br />
96 Fra The National Security Strategy, side 17<br />
UKLASSIFICERET<br />
40
UKLASSIFICERET<br />
3. Der skal udvikles planlægningsprocesser, der gør det muligt at opbygge effektive,<br />
multinationale kampstyrker.<br />
4. Teknologiske muligheder og stordrift fordele skal udnyttes, så NATO styrker til<br />
stadighed har overvægten i forhold til eventuelle modstandere, og så egne<br />
svagheder begrænses.<br />
5. Kommandostrukturen skal strømlines og bibringes forøget fleksibilitet.<br />
6. Evnen til at samarbejde blandt de allierede skal bevares under processen med<br />
at modernisere styrkerne.<br />
De seks krav bliver uddybet og analyseret i det følgende.<br />
3.5.1. Medlemsskaren skal udvides.<br />
Det er et mål, at medlemsskaren for NATO skal udvides. Et formål med udvidelse er<br />
at udbrede sikkerheden som medlemsskabet af NATO giver igennem artikel 5 bestemmelsen<br />
om gensidigt forsvar. Et andet formål med at udvide medlemskredsen<br />
kan være, at medlemsskabet ligeledes beskytter medlemsstaterne imod hinanden.<br />
NATO kan formentligt ikke blive uendeligt stort, og Rusland er formentlig ikke en mulig<br />
kandidat i forudsigelig fremtid. Rusland er for stort og har ikke brug for den beskyttelse,<br />
som NATO kan give. Landet er så stort, at det snarere vil indgå i samarbejde<br />
med NATO end indtræde i alliancen. Men i alle demokratiske lande øst for<br />
Kaukasus og nord for Tyrkiet vil formentlig kunne bringe sig i position til at erhverve<br />
medlemskab. Dette vil udbrede fred, stabilitet og fjerne risikoen for væbnede lokale<br />
konflikter, da NATO lande ikke går i krig med hinanden. Set fra USA er det et stort<br />
gode, at freden og sikkerheden skabt af NATO udbredes mest muligt.<br />
3.5.2. De nødvendige styrker skal stilles til rådighed for NATO.<br />
USA ønsker at se de europæiske partnere levere mere end ord til det fælles sikkerhedssamarbejde.<br />
I nogle år har europæerne høstet fredsdividenden og reduceret<br />
deres forsvarsudgifter. Efter 11. september er der en ny dagsorden, og NATO skal<br />
kunne agere proaktivt på de nye globale militære trusler, som vil komme. Det kræver,<br />
at de øvrige NATO lande får omorganiseret styrker fra lokalforsvar til mobile enheder,<br />
der kan deployeres ”Out of Area” (det vil sige ud af det geografiske område for NATO<br />
medlemslandene).<br />
3.5.3. Udvikling af planlægning.<br />
Der skal udvikles planlægning, der kan gøre det muligt for de multinationale styrker<br />
at arbejde sammen som effektive kampenheder.<br />
Som en del af reorganiseringen af NATO skal planlægnings- og doktringrundlaget<br />
optimeres imod det nye miljø, hvor fleksibilitet og kapacitet til effektiv global indsats<br />
vil være primære parametre.<br />
3.5.4. Teknologi og stordrift.<br />
Teknologi og stordrift skal udnyttes til at holde NATO overlegen over mulige modstandere,<br />
samt til at mindske effekten af egne svagheder.<br />
Forskellige landes regeringer har en tendens til at prioritere nationale erhvervs interesser<br />
over effektive forsvarsanskaffelser 97 . Derved bliver de europæiske industrier<br />
97 Eksempelvis Storbritanien (Challenger Kampvogn), Frankrig (Le Clerc kampvogn), Tyskland (Leopard<br />
kampvogn). Lande med egen forsvarsindustri.<br />
UKLASSIFICERET<br />
41
UKLASSIFICERET<br />
konkurrenter til hinanden med statsstøtte. Og da de europæiske forsvarsbudgetter<br />
fortsat vil være begrænsede i forhold til det amerikanske, vil de europæiske virksomheder<br />
være interesserede i at konkurrere om amerikanske forsvarsmidler. Dette vil<br />
formentlig på et tidspunkt afstedkomme indgreb fra den amerikanske administration,<br />
fordi USA ikke vil være interesseret i at støtte den europæiske forsvarsindustri i konkurrencen<br />
med sin egen hjemlige industri 98 . Det, der bør arbejdes frem imod, er oprettelsen<br />
af et fælles militært marked indenfor NATO 99 . Her kan ressourcerne udnyttes<br />
optimalt ved, at materiellet udvikles til et stort samlet marked.<br />
3.5.5. Kommandostrukturen skal slankes og bibringes den nødvendige fleksibilitet.<br />
Den gamle kommandostruktur er målrettet imod et statisk territorial forsvar. En ny og<br />
mindre kommandostruktur skal udvikles. Den skal være tilpasset kravene om fleksibilitet<br />
og mobilitet. Så meget som muligt af NATO skal være umiddelbart deployerbart.<br />
3.5.6. Evnen til at samarbejde skal bevares under omstillingsprocessen.<br />
USA forventer, at NATO partnerne vil omstille og modernisere deres forsvar betydeligt.<br />
Dette er aftalt ved Prag topmødet. USA har voldsomt forøget sit eget forsvarsbudget<br />
og moderniserer kraftigt 100 . I en moderniseringsproces som denne vil det<br />
kræve tæt koordination mellem allianceparterne, at doktriner og materiel løbende<br />
samordnes, så evnen til at samarbejde multinationalt bevares.<br />
3.6. USA’s muligheder (alternativer og konsekvenser).<br />
Hvilke muligheder har USA for at nå sine mål med det transatlantiske samarbejde?<br />
Dette afsnit vil anlægge den amerikanske vinkel og anvende amerikanske kilder til<br />
belysningen af mulighederne.<br />
Der er grundlæggende to væsensforskellige veje, man kan følge i international politik:<br />
Enten handler man unilateralt, eller også søger man gennem alliancer eller via<br />
FN- resolutioner at fremme sin politik.<br />
Som omtalt i afsnit 3.1 er suverænitet og selvbestemmelse uendeligt vigtige principper<br />
for USA. Disse principper medfører, at internationalt samarbejde i videst muligt<br />
omfang er nødt til at ske på amerikanske præmisser. Ikke kun fordi USA er størst,<br />
men også kulturbundet af, at USA skal have størst mulig grad af selvbestem-melse i<br />
internationale anliggender. Det begrænser selvfølgelig de muligheder, USA reelt har<br />
for at nå sine mål med det transatlantiske samarbejde.<br />
Om USA handler unilateralt eller multilateralt er ikke det afgørende for USA. Det afgørende<br />
er, at der handles på basis af amerikanske værdier, og at der arbejdes hen<br />
imod opnåelsen af de opstillede amerikanske mål.<br />
98<br />
USA’s budget til forskning og udvikling i 2003 er på 50Mia $<br />
99<br />
“New capabilities: Transforming NATO Forces” Policy paper fra The Atlantic Council of the United<br />
States, september 2002 side 9-10.<br />
100<br />
Data fra: http://usinfo.state.gov/topical/pol/terror/02011009.htm (sidst hentet 17 marts 2003) pressemeddelelse<br />
fra Department of State om at præsidenten har underskrevet et nyt forsvarsbudget 10<br />
januar 2003. Det er på 318Mia $. Det er en stigning på mere end 30Mia $ fra året før.<br />
UKLASSIFICERET<br />
42
UKLASSIFICERET<br />
USA's medlemskab af NATO repræsenterer ikke-unilaterale handlinger og politikker.<br />
Fremtidige muligheder der herefter umiddelbart fremkommer for USA i det transatlantiske<br />
samarbejde skal herefter beskrives.<br />
3.6.1. USA handler indenfor NATO.<br />
For at NATO skal fortsætte med at være en troværdig ramme for USA at handle indenfor,<br />
skal NATO formentlig som et minimum kunne leve op til de krav der blev opstillet<br />
efter Prag topmødet i 2002. Herunder er der nogle af hoved elementerne set<br />
fra USA kort behandlet.<br />
3.6.1.1. NATO Response Force 101 .<br />
Brugen af den nyligt besluttede NATO Response Force 102 , vil ligeledes være en<br />
hurtigere måde at generere et militært respons fra NATO end artikel 5 afgørelser. En<br />
multinational NATO enhed, der på kort varsel er i stand til at generere slagkraftig militær<br />
tilstedeværelse hvor som helst i verden, vil ikke mindst være et kraftigt politisk<br />
middel.<br />
At det er et politisk middel, ses af, at den samlede størrelse på styrken kun er 21.000<br />
mand. Til gengæld repræsenterer den de samlede NATO lande og alliancens løfter<br />
om gensidig støtte. Så man kan sige, at styrkens tilstedeværelse i et konfliktområde<br />
viser potentialet for, at alle NATO landenes samlede politiske, økonomiske og militære<br />
midler vil kunne bringes i anvendelse i en konflikt.<br />
Enheden vil have deltagelse af medlemmer fra så mange NATO lande som muligt.<br />
Og enheden vil optræde med FN mandat. Dette sidste ikke mindst vigtigt i lyset af<br />
Irak krisen i foråret 2003, hvor NATO landene USA, Storbritanien og Spanien advokerede<br />
for en militær aktion for at fjerne Saddam Hussein i Irak også uden FNmandat<br />
om nødvendigt. NATO landene Tyskland og Frankrig var i kraftig opposition<br />
hertil. Tyskland som modstander af en militær aktion i det hele taget, og Frankrig<br />
modstander af en militær aktion uden FN-mandat.<br />
Styrken vil give alliancepartnerne mulighed for at vise tilstedeværelse og demonstrere<br />
solidariteten i alliancen.<br />
3.6.1.2. NATO skal have både strategisk og politisk fleksibilitet 103 .<br />
Den politiske fleksibilitet kommer med oprettelsen af NATO Response Force, og med<br />
accept af koalitionskonceptet (som beskrives i afsnit 3.6.2) for kommende operationer.<br />
Organisationen vil dermed få nogle virkemidler til rådighed, der fortsætter gradueret,<br />
hvor de diplomatiske midler slutter. Udsendelsen af NATO Response Force,<br />
eller dele af den i en observatør- eller fredsstøttende rolle, vil kunne være den ”blide<br />
101 http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/11/20021121-6.html (sidst hentet 17 marts 2003)<br />
Fact sheet fra Det Hvide Hus fra 21 september 2002 om målet med det på det tidspunkt kommende<br />
topmøde i Prag. Herunder omtales NATO Response Force.<br />
102 http://www.nato.int/docu/update/2002/11-november/e1121e.htm (sidst hentet 17 marts 2003) Pressemeddlelese<br />
fra NATO om resultaterne af Prag topmødet, herunder oplyses om den vedtagne NATO<br />
Response Force.<br />
103 The National Security Strategy side 17<br />
UKLASSIFICERET<br />
43
UKLASSIFICERET<br />
ende” af registeret, og koalitionen, der bliver sammensat for at gennemtvinge en militær<br />
løsning på en konflikt, er den ”hårde ende” af registeret over politiske midler,<br />
som vil kunne være til rådighed for NATO.<br />
Den strategiske fleksibilitet kommer af interoperabiliteten mellem NATO-landenes<br />
styrker, og af muligheden for at indsætte styrkerne globalt. Under moderniseringsprocessen<br />
som foregår, vil det være af største betydning, at de allierede bevarer interoperabilitet,<br />
så NATO styrker kan samarbejde i multinationale enheder.<br />
3.6.1.3. Informations interoperabilitet 104 .<br />
For at styrker fra forskellige nationer skal kunne operere sammen i multinationale<br />
styrker, er det af største vigtighed, at C 3 105 systemerne for de deltagende styrker er<br />
interoperable. USA har nu en overvægt i forhold til sine allierede på ”battle space<br />
awareness”, der gør dem i stand til at genkende en fjendtlig enhed og beordre den<br />
nedkæmpet hurtigere, end de allierede er i stand til. Leddene i denne proces går fra<br />
sensoren, der erkender enheden, til databasen, hvori enheden kan erkendes som<br />
fjendtlig, til kommunikationssystemerne, der formidler informationen, til chefen, som<br />
beordrer den fjendtlige enhed nedkæmpet og til våbensystemet, der nedkæmper den<br />
fjendtlige enhed. Alle disse led er integreret i et C4I 106 system, som USA ikke deler<br />
med andre allierede 107 . Informationsintegration vil kunne være et naturligt fokus for<br />
en styrkelse af alliancesamarbejdet, så data gnidningsløst og hurtigt kan udveksles.<br />
Det behøver ikke medføre en teknologioverførsel fra USA til partnere, men tværtimod<br />
at partnere udvikler og anskaffer systemer, der er i stand til at udveksle informationer<br />
med hinanden.<br />
3.6.1.4. Anskaffelse af præcisionsvåben 108 .<br />
Der er i disse år en forøget vilje til at anvende militær magt i forbindelse med fredsskabende/fredsbevarende<br />
operationer så vel som til egentlige krigsoperationer. Dog<br />
er det øjensynligt af voksende vigtighed, at civile tab så vel som tab af eget personel<br />
undgås. Dette medfører et behov for anvendelse af flere præcisionsvåben. Præcisionen<br />
medfører, at der skal anvendes færre våben for at nedkæmpe mål, og derved<br />
formindskes risikoen for eget personel, som derfor skal befinde sig i kortere tid i konfrontation<br />
med modstanderen. Risikoen for civile og tredjeparts skader formindskes<br />
ved, at kun de udpegede mål rammes, og våbenvirkningen doseres til kun at omfatte<br />
selve målet.<br />
104<br />
http://www.acus.org/Publications/policypapers/internationalsecurity/Capabilites%20Gap%20Report.pdf<br />
(Sidst hentet 17 marts 2003) Policy papir fra The North Atlantic Council of The United States med<br />
titlen “New Capabilities:Transforming NATO Forces”. Side 4.<br />
105 Forkortelsen C3 / C 3 står for Command & Control, Communications.<br />
106 Forkortelsen C4I / C 4 I står for Command & Control, Communications, Computers and Intelligence<br />
107<br />
http://www.acus.org/Publications/policypapers/internationalsecurity/Capabilites%20Gap%20Report.pdf<br />
(Sidst hentet 17 marts 2003) Policy papir fra The North Atlantic Council of The United States med<br />
titlen “New Capabilities:Transforming NATO Forces”. Side 4.<br />
108<br />
http://www.acus.org/Publications/policypapers/internationalsecurity/Capabilites%20Gap%20Report.pdf<br />
(Sidst hentet 17 marts 2003) Policy papir fra The North Atlantic Council of The United States med<br />
titlen “New Capabilities:Transforming NATO Forces”. Side 4.<br />
UKLASSIFICERET<br />
44
3.6.1.5. Styring af udviklingen 109 .<br />
UKLASSIFICERET<br />
Det er besluttet, at kommandostrukturen i NATO skal strømlines og gøres mindre og<br />
mere fleksibel. Som et redskab til at styre udviklingen af ny kommandostruktur og<br />
doktrinudvikling kunne en ”spearhead” eller foregangs enhed udpeges. På denne<br />
enhed kunne doktrinudvikling så vel som nyt materiel afprøves. Således ville man<br />
umiddelbart have en permanent enhed, hvorpå effektiviteten af fornyelsestiltag kunne<br />
vurderes.<br />
3.6.2. ”Coalitions of the willing” 110 .<br />
En anden samarbejdsform indenfor det transatlantiske samarbejde kunne også være<br />
”Coalitions of the willing”. Det er et løst samarbejde fra sag til sag af de nationer som<br />
ønsker at deltage 111 . I modsætning til NATO samarbejdet, der kræver enstemmighed<br />
for at kunne handle, vil koalitioner kunne dannes af de nationer, der kan blive enige<br />
om at handle. Til den enkelte operation vil der så mellem deltagerne kunne aftales<br />
ansvarsfordeling og styrkebidrag. Samarbejdet kan etableres politisk i Bruxelles, og<br />
være forankret i NATO.<br />
3.6.3. USA handler unilateralt.<br />
De i afsnit 3.2 beskrevne situationer viser, at USA tidligere har haft viljen til at gennemføre<br />
sin egen politik på trods af modstand fra sine transatlantiske partnere. Sikkerhedsstrategien<br />
omtaler, at det er en mulighed at handle unilateralt, hvis det skønnes<br />
vigtigt nok, og såfremt det ikke er muligt at skaffe sig allierede i en sag 112 . I sikkerhedsstrategien<br />
omtales unilateral handling som en mulighed, når amerikanske<br />
interesser og Amerika's særlige ansvar kræver det. Man vil søge at skabe gennemførlige<br />
alternativer, der kan skaffes samarbejdspartnere til, men man vil ikke tillade<br />
uoverensstemmelser at forhindre USA i at gennemføre den politik, som findes nødvendig<br />
af USA.<br />
3.7. Analyse af muligheder (konsekvenser).<br />
I de følgende underafsnit vil de tre hovedmuligheder blive analyseret og deres konsekvenser<br />
beskrevet.<br />
3.7.1. USA handler i rammen af NATO.<br />
Hvis de NATO allierede skal vedblive med at kunne operere sammen indenfor en<br />
fælles ramme - og eventuelt gennemføre krigsoperationer sammen, eller hvor enheder<br />
fra forskellige NATO-lande skal kæmpe sammen - vil det være uhyre vigtigt at<br />
opbygge/bevare evnen til at kommunikere både med egne nationale enheder og med<br />
alliancepartnernes enheder. Når man har fælles kommunikationssystemer, er det<br />
dernæst ligeledes af stor vigtighed at opbygge fælles kommando-, kontrol- og infor-<br />
109 The National Security Strategy side 17<br />
110 The National Security Strategy side 16<br />
111 WWW.Heritage.org/agenda Den konservative tænketank The Heritage Foundations bud på hvordan<br />
amerikansk politik bør forme sig. p 105 anføres at hvis ikke NATO som et hele gennemfører de<br />
tiltag som er vedtaget på Prag topmødet kan USA fremover søge at gennemføre sin politik fra sag til<br />
sag med enkeltlande i NATO.<br />
112 The National Security Strategy side 22<br />
UKLASSIFICERET<br />
45
UKLASSIFICERET<br />
mationssystemer (C 3 I), så styrkerne kan ledes optimalt. Ikke mindst er det vigtigt, at<br />
styrker fra de deltagende lande i en operation kan ledes i et fælles system.<br />
USA har et generelt teknologiforspring, og det øges i disse år, hvor både det amerikanske<br />
forsvarsbudget og midlerne afsat til forskning og udvikling af militært materiel<br />
er meget større end i de europæiske lande til sammen 113 . Det kan altså ikke forventes,<br />
at de europæiske partnere kan indhente USA, eller i virkeligheden bare formå at<br />
følge med den amerikanske udvikling generelt. Europæerne må vælge mellem forskellige<br />
måder at opnå grader af jævnbyrdighed.<br />
3.7.1.1. Opnåelse af kompatibilitet på C 3 I.<br />
For at have kompatibilitet indenfor kommunikation/C 3 -udstyr kan partnerlande:<br />
- Leje udstyr af USA.<br />
- Købe udstyr af USA.<br />
- Sammen med rollespecialisering udvikle eget udstyr, der er kompatibelt indenfor<br />
rollen.<br />
3.7.1.2. Rollespecialisering.<br />
For at kunne opnå et teknologisk niveau, der matcher det amerikanske, kan de europæiske<br />
partnere gennemføre en rollespecialisering 114 . Ved rollespecialisering vil et<br />
land opstille et specifikt styrkebidrag til NATO. Styrkebidraget vil så vil blive prioriteret<br />
så højt, at det kan udstyres og bemandes, så det lever op til de fælles krav til styrkerne<br />
tilmeldt NATO. Dette vil landet gøre samtidigt med, at de resterende forsvarsstyrker<br />
fra landet prioriteres ned, så de samlede forsvarsudgifter holdes konstante. Herved<br />
vil de enkelte europæiske medlemslande, uden at forøge forsvarsbudgetterne<br />
voldsomt kunne operere i NATO ved samtidig at reducere i deres lokalforsvarsstyrker.<br />
Rollespecialiseringen vil gøre det muligt for partnerne at bevare/opbygge kompatibilitet<br />
med USA/NATO-standarder, så det ultimative formål med NATO medlemskabet<br />
bevares, nemlig at landene samarbejder, og alle bidrager til det kollektive forsvar<br />
115 .<br />
3.7.1.3. Sanktionsmuligheder.<br />
Indførelse af sanktionsmuligheder imod NATO-lande, som ikke lever op til deres forpligtelser,<br />
vil sandsynligvis ses som en attraktiv opdatering af NATO. USA har i nogle<br />
år opfordret sine europæiske allierede til at forøge deres forsvarsbudgetter.<br />
3.7.1.4. NATO i flere tempi.<br />
Sammen med rollespecialisering, kan en direkte opdeling, enten officiel eller defacto<br />
af NATO medlemslandene i flere kategorier efter deltagelse og evner blive en mulighed<br />
for at bevare NATO som organisation. Alle de deltagende nationer vil være bundet<br />
af det generelle partnerskab og af ansvaret for det kollektive forsvar under artikel<br />
113 http://www.rand.org/publications/DB/DB358/DB358.part3.pdf (hentet 10 marts 03) Rand rapport om<br />
forsvarsudgifterne i Europa sammenlignet med det amerikanske forsvars budget.<br />
114 http://www.iss-eu.org/activ/content/rep1.pdf (hentet 10 marts 03) ISS-EU rapport der fremhæver<br />
behovet for at EU landene i NATO rollespecialiserer og optimerer udnyttelsen af forsvarsbudgetterne<br />
for at kunne opretholde deres indflydelse.<br />
115 http://www.nato.int/docu/basictxt/treaty.htm (hentet 11 marts 2003) NATO traktaten hvor artikle 5 er<br />
den såkaldte musketeer ed hvorefter et angreb på eet medlemsland anses som et angreb på alle, og<br />
derfor vil blive besvaret af alle medlemslandene.<br />
UKLASSIFICERET<br />
46
UKLASSIFICERET<br />
5 116 . De nationer der har midlerne og viljen, vil derudover indgå i samarbejdet om de<br />
såkaldte ”non-article 5” operationer. Altså operationer som NATO, eller dele deraf<br />
påtager sig at løse, men som ikke er operationer der direkte er et svar på et militært<br />
angreb på medlemslande.<br />
3.7.1.5. EU-NATO samarbejde.<br />
EU – NATO tættere samarbejde med arbejdsdeling: EU regional – NATO global. Hvis<br />
de europæiske allierede tager vare på sikkerhed og stabilitet indenfor deres region<br />
gennem EU, og NATOs ressourcer derved kan frigøres til operationer globalt, vil det<br />
være den bedste af verdener set fra USA. Så USA ser derfor gerne, at der udvikles<br />
tæt samarbejde mellem EU og NATO med den nævnte arbejdsdeling.<br />
3.7.1.6. Store forskelle i materielstandard inden for NATO.<br />
Hidtil har der i NATO været eet samlet sæt doktriner. Oprindeligt i form af planer for<br />
det fælles forsvar imod et angreb fra Warszawapagten. Herefter er der udarbejdet<br />
nye doktriner, der skulle imødegå nye og kommende trusler og virke under CJTF<br />
konceptet 117 .<br />
Med optagelsen af de nye medlemslande fra den tidligere østblok er der opstået<br />
endnu større forskel på landenes teknologiske stade. I forhold til de oprindelige<br />
NATO medlemslande har de nye medlemslande generelt udstyr af en betydeligt lavere<br />
teknologisk standard. Man kan generelt sige, at der i foråret 2003 er tre kategorier<br />
af materiel i NATO medlemslandene: USA’s nyeste materiel, de vesteuropæiske landes<br />
materiel, og de tidligere Warszawalandes materiel. I stedet for at stile efter at alle<br />
lande kommer op på amerikansk niveau, kunne det være en mulighed at ”lagdele”<br />
NATO operationsformer. Article 5 opgaverne med forsvar af medlemslandene imod<br />
militært angreb kunne foregå efter operationsformer tilpasset ”laveste fælles nævner”<br />
indenfor militær teknologi blandt medlemslandene. Ikke-artikel 5 operationer kunne<br />
foregå efter operationsformer tilpasset materiel af en højere teknologisk standard.<br />
Det vil især give de nye medlemslande en mulighed for gradvist at foretage den teknologiske<br />
opgradering fra deres hidtidige stade til et vesteuropæisk stade, i stedet for<br />
enten at være tvunget til at foretage hele teknologispringet på én gang, eller ikke at<br />
kunne deltage i det militære samarbejde i NATO.<br />
Det må som omtalt i afsnit 3.6.1.1 om NATO Respons Force vurderes, at NATO global<br />
indsats udelukkende vil ske som svar på relevante trusler med implikationer for<br />
NATO-landes sikkerhed og med FN-mandat.<br />
3.7.2. USA handler sammen med skiftende koalitioner af europæiske lande.<br />
Hvis ikke NATO kan leve op til de amerikanske krav, kan det medføre, at USA i stigende<br />
grad vil fravælge NATO som sikkerhedspolitisk aktør, og i stedet satse på at<br />
opbygge koalitioner fra sag til sag.<br />
Den nuværende tendens til, at europæiske lande vil forhandle og dyrke diplomatiske<br />
initiativer længere end USA er villig til, kan betyde, at det bliver slut med den amerikanske<br />
tålmodighed for konsensus organet NATO. USA vil så snarere kunne finde<br />
sig til rette med oprettelsen af alliancer i hver enkelt situation. USA har alle nødven-<br />
116 Artikel 5 operationer er beskrevet i afsnit1.7 (definitioner)<br />
117 CJTF = Combined, Joint Task Force. En styrke sammensat af styrker fra alle værn og fra flere lan-<br />
de.<br />
UKLASSIFICERET<br />
47
UKLASSIFICERET<br />
dige kapabiliteter selv, og alliancepartnerne vil primært skulle bidrage med at dele<br />
den politiske byrde. En fordel ved koalitioner er, at den politiske proces forventes at<br />
kunne gennemføres hurtigere end den fulde konsensus proces, som f.eks. er forbundet<br />
med en brugen af artikel 5 118 i NATO.<br />
Ved koalitioner indenfor NATO vil det give organisationen en mulighed for at deltage i<br />
operationer og hermed bevise sin eksistensberettigelse, også selvom ikke alle dens<br />
medlemslande bidrager med styrker.<br />
En tredje fordel for USA vil være at koalitionspartnerne påtager sig del i både det politiske<br />
og i det militære ansvar for gennemførelse af en operation.<br />
3.7.3. USA handler unilateralt.<br />
Hvis et emne er vigtigt nok, vil USA være villig til at handle unilateralt og har i den<br />
nuværende situation evnen til det.<br />
USA’s mål i international politik anses for universelle, hvorfor landet altid vil mene at<br />
handle i hele verdens interesse, når det handler internationalt. Målet: At beskytte og<br />
udbrede fred og fredelig sameksistens, vil altid kunne forsvares, og unilateral handlen<br />
for at fremme dette mål er rigtigt set ud fra USA’s synspunkt.<br />
Hvis der opstår en trussel imod Amerika, har landet også efter internationale konventioner<br />
ret til at handle i selvforsvar for at afværge truslen. Dette er et stridsspørgsmål i<br />
krigen imod terror. USA påberåber sig ret til selvforsvar, når det truer med at angribe<br />
Irak uden FN resolution, fordi Irak ses som en direkte trussel imod Amerika.<br />
På trods af at USA er meget aktiv i sin udenrigspolitik og lægger stor vægt på, at landet<br />
vil have sin vilje gennemført, og er villig til at tvinge sin vilje igennem alene, om<br />
det skal være, tyder det dog på, at man oftest vil kunne arbejde sig frem til at få et FN<br />
mandat. USA er stærkt kulturimperialistisk, og vil altid aktivt søge at udbrede sine<br />
værdier til så mange lande som muligt, fordi de menes bedst for alle mennesker. Men<br />
det er demokratiske værdier, og dermed er det givet, at USA vil samarbejde med andre<br />
lande, ikke erobre dem. Man vil altid søge at forhandle sig til at få sin vilje igennem,<br />
hvorved de unilaterale aktioner vil vedblive med at være undtagelserne, ikke<br />
reglen. Det giver demokratisk legitimitet. Derudover er logistik en faktor, der vil trække<br />
USA imod altid at have koalitionspartnere og FN-mandat til at gennemføre aktioner.<br />
Selvom landet er meget stort og magtfuldt, er det ikke uendeligt rigt og stærkt,<br />
så det er ikke ligegyldigt, om man har partnere til at dele byrderne med ved internationale<br />
aktioner. Den nuværende regering er ved at vedtage en amerikansk finanslov<br />
med det største underskud nogensinde (der er både store skattelettelser og store<br />
udgiftsforøgelser).<br />
3.8. Samlet delkonklusion over USA’s muligheder og konsekvenserne af dem.<br />
USA vil i en overskuelig fremtid fastholde retten til at gennemtvinge sine mål med sin<br />
sikkerhedspolitik. Hvis det er muligt at gennemføre den ønskede politik med accept<br />
af sikkerhedsrådet og FN mandater, vil man det. Hvis der ikke kan etableres støtte og<br />
godkendelse til handling, når det vurderes påkrævet af USA, vil man påberåbe sig<br />
retten til at handle i selvforsvar efter FN pagtens paragraf 51 og handle alene. Eller<br />
118 Artikel 5 operationer er beskrevet i afsnit1.7 (definitioner)<br />
UKLASSIFICERET<br />
48
UKLASSIFICERET<br />
man vil blot pege på sin særlige status og sine pligter og rigtigheden af at gennemføre<br />
sin politik.<br />
I afsnittene 3.7.1og 3.7.2 og 3.7.3 er analyseret de tre hoved retninger, der synes at<br />
åbne sig for USA, når det drejer sig om sikkerhedspolitisk handling indenfor det<br />
transatlantiske samarbejde. Enten i NATO, eller i til lejligheden sammensatte koalitioner<br />
af NATO lande, eller alene.<br />
Ren NATO løsning.<br />
Der er opstillet detaljerede betingelser for NATOs udvikling efter Prag topmødet. Hvis<br />
alle medlemslandene lever op til betingelserne, vil det betyde, at NATO vil fremstå<br />
som et meget handlekraftigt sikkerhedspolitisk instrument fremover. USA vil stadig<br />
være den største leverandør af styrker, men integrationen af styrkerne i NATO vil<br />
betyde, at de europæiske vil være mærkbart til stede på alle plan. Dog vil den politiske<br />
proces i NATO stadigvæk indebære, at alle medlemslande konsulteres forud for<br />
en hver NATO indgriben i en konflikt, og alle medlemslande skal bringes til konsensus.<br />
Dette vil kunne være for problematisk for USA at leve med. USA vil formentlig<br />
ikke kunne bindes så fast til NATO, at landet er villig til at give afkald på at forfølge<br />
vigtige politiske mål, fordi nogle europæiske lande er uenige.<br />
Det synes derfor ikke sandsynligt, at USA udelukkende vil handle indenfor rammerne<br />
af NATO. Navnligt synes det usandsynligt, at NATO vil kunne bruges som instrument<br />
til at få USA til at afholde sig fra at handle, hvis USA skønner det nødvendigt at<br />
handle.<br />
”Coalitions of the willing”.<br />
Samarbejde med en koalition af samarbejdspartnere fra NATO kredsen ser til sammenligning<br />
med det rene NATO samarbejde ud til at være en umiddelbart farbar vej<br />
frem. Teknisk vil det kunne aftales og smidigt afpasses med koalitionspartnerne,<br />
hvordan disse bidrager til en operation med styrker. Politisk vil USA ikke være tvunget<br />
til at vente på, at en politisk proces kører til ende, og ej heller, og vigtigst vil USA<br />
kunne føre sin egen politik. Man vil blot forhandle sig til rette med de partnere, som<br />
er enige med USA.<br />
Unilateral handling.<br />
Som sidste udvej, som kan benyttes hvis det ikke er muligt at opnå opbakning fra<br />
andre lande, kan USA vælge at handle alene. Det påberåber sig retten dertil i sikkerhedsstrategien,<br />
men det fremhæves, at man helst vil handle indenfor rammerne af<br />
organisationerne. USA’s størrelse og militære magt giver det muligheden for at<br />
handle alene. Militæret er så stort, og så teknologisk overlegent overfor alle andre<br />
landes militær i verden, at det umiddelbart vurderes overvejende sandsynligt, at en<br />
hver militær konfrontation vil kunne afgøres til amerikansk fordel, og at USA vil kunne<br />
gennemtvinge sin politiske vilje med militær magt, uanset hvem modstanderen skulle<br />
være.<br />
Men det vil ikke vurderes at være attraktivt for USA at gennemtvinge sin politik unilateralt<br />
imod alle sine transatlantiske partneres vilje, fordi de vil kunne søge at gøre<br />
gengæld med andre midler. De andre midler, som europæerne har, er handelsboykot<br />
og andre politiske modtræk, som i længden vil kunne ophæve de fordele, USA ville<br />
kunne få af at tvinge sin vilje igennem på trods af modstand fra verdenssamfundet.<br />
Og USA har på trods af sin størrelse og styrke brug for samhandel og samarbejde.<br />
UKLASSIFICERET<br />
49
UKLASSIFICERET<br />
Det må samlet vurderes, at USA vil forventes at følge en politisk linje i forhold til det<br />
transatlantiske samarbejde, der indebærer, at man samarbejder så meget som muligt.<br />
I tilfælde hvor det ikke er muligt at skabe konsensus indenfor NATO, vil man søge<br />
at opbygge en koalition af samarbejdspartnere helst indenfor NATO kredsen. Når<br />
alt andet svigter, vil det kunne blive så vigtigt for USA at efterleve sin egen politik, at<br />
man vil handle unilateralt.<br />
UKLASSIFICERET<br />
50
UKLASSIFICERET<br />
4. Redegørelse og analyse af Europas og EU´s mål og muligheder i det transatlantiske<br />
forhold.<br />
4.1. Indledning.<br />
4.1.1. Formål.<br />
Formålet med dette kapitel er at beskrive det transatlantiske forhold set fra Europa<br />
og EU som med– og modspillere til USA på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.<br />
Endvidere skal kapitlet beskrive de mål, muligheder og konsekvenser som EU<br />
og enkelte europæiske lande har for at virke som aktør på den internationale scene.<br />
4.1.2. Fokusområde.<br />
Umiddelbart kan det være vanskeligt at definere, hvad USA ser som den europæiske<br />
partner. Men USA har i en kongreskomité defineret den europæiske partner som en<br />
række lande i Europa og har ikke specifikt nævnte enkelte organisationer eller førende<br />
nationer. 119 Fra et europæisk synspunkt er EU den ledende organisation og<br />
derfor vil det være naturligt at fokusere på denne organisations formåen på det udenrigs-<br />
og sikkerhedspolitiske område.<br />
NATO som organisation og hermed denne organisations oplevelse af USA og det<br />
transatlantiske forhold er behandlet i kapitel Fejl! Henvisningskilde ikke fundet..<br />
NATO er primært anvendt i dette kapitel for at skabe sammenhæng til EU og øvrige<br />
europæiske lande. Europa er behandlet under et hele uden at nævne nogle lande<br />
specifikt. Enkelte lande nævnes i EU sammenhæng for at vise hvilke lande, der er<br />
ledende inden for EU-debatten på det sikkerhedspolitiske område.<br />
4.1.3. Kapitlets struktur og indhold.<br />
Kapitlet indledes med en beskrivelse af EU som sikkerhedspolitisk aktør gennem<br />
EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Herefter følger en redegørelse om de tvister,<br />
der har været mellem Europa og USA – og herunder baggrunden for uoverensstemmelser<br />
samt forholdet mellem EU og NATO. Endelig følger en kort gennemgang<br />
af EU’s militære formåen i forhold til USA. Kapitlet afsluttes med en analyse, uddragning<br />
af delkonklusioner og opstilling af mål, muligheder og konsekvenser.<br />
4.2. Europas/EU´s mål.<br />
Europas overordnede mål ses med baggrund i de historiske relationer til bl.a. NATO,<br />
som en stor del af de europæiske lande er medlem af. Derfor er det ønsket om stabilitet,<br />
økonomiske fremgang, frihed, demokrati og sikkerhed vil være styrende overordnede<br />
mål for det europæiske kontinent som et hele. Mere specifikke mål for EU er<br />
fortsat integration, styrkelse af det økonomiske samarbejde, fortsat fokusering på<br />
etablering af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og et styrket retsligt og politimæssigt<br />
samarbejde. 120<br />
119 www.house.gov/international-relations af 2002.<br />
120 http://europa.eu.int/comm/commissioners/prodi/artiicles/itimes_da.htm af 19 MAR 2003<br />
UKLASSIFICERET<br />
51
4.3. EU som sikkerhedspolitisk aktør.<br />
UKLASSIFICERET<br />
4.3.1. Historien bag den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.<br />
For at kunne vurdere om Europa og her især EU som organisation, har muligheder<br />
for at påtage sig en international rolle, er det essentielt at se på de redskaber, EU har<br />
til sin rådighed. Det historiske perspektiv er, at der allerede i 50érne var tilløb til en<br />
fælles forsvarspolitik, men dengang faldt planerne til jorden grundet Frankrigs<br />
manglende vilje til at afgive suverænitet. Resultatet af dette forsøg blev, at landene<br />
overlod europæisk sikkerhed udelukkende til NATO. Herefter var det generelt en oplevelse<br />
at en europæisk sikkerhedsdimension vil underminere NATO. Op igennem<br />
den Kolde Krig og frem til midten af 1990érne var det således NATO med USA ved<br />
bordenden, der var den sikkerhedspolitiske aktør i Europa. I perioden 1989 til 1998<br />
var der ved forskellige traktater indbygget dele af den kommende fælles udenrigs og<br />
sikkerhedspolitik. Det forhold, at England var uden for dele af samarbejdet i EU hidtil,<br />
fik i 1998 Tony Blair til sammen med Frankrig at etablere grundlaget for en fælles<br />
europæisk sikkerhedsplatform. Dette grundlag blev skrevet ind i Amsterdamtraktaten<br />
og hermed var den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i EU blevet støbt. 121<br />
4.3.2. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.<br />
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) bygger på det forhold, at EU stadig<br />
er interesseret i en tæt tilknytning til NATO. Det var således forudsætningen at NATO<br />
stadig var den organisation, der varetog det territoriale forsvar af Europa, mens EU<br />
rolle skulle være at holde ”ro og orden”. Fødslen af FUSP var især til Frankrigs tilfredsstillelse,<br />
idet landet herved så det amerikanske ”overformynderi” blive begrænset.<br />
I forbindelse med søjleopdelingen i EU blev FUSPen den 2. søjle 122123 Målsætningerne<br />
i FUSPen er følgende:<br />
♦ Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der dækker alle områder inden for udenrigs-<br />
og sikkerhedspolitikken.<br />
♦ Iværksættelse af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder en gradvis<br />
udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar.<br />
♦ Indgåelse af aftale med tredjelande.<br />
De beslutningsinstrumenter er er anvendt er:<br />
♦ Det Europæiske råd fastlægger overordnede principper og træffer afgørelse om<br />
fælles strategier<br />
♦ Fælles holdninger og fælles aktioner.<br />
Med FUSPen var EU klar til at spille en mere aktiv rolle. Men oplevelserne fra Jugoslavien<br />
sad stadig i hukommelsen. Her var EU ikke i stand til at gøre noget som helst<br />
uden amerikansk støtte – ja faktisk amerikansk overtagelse af opgaven. Med denne<br />
oplevelse som grundlag var det tid til at udvide FUSPen med en militær mulighed. 124<br />
121 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 112 af Lykke Friis, IIS.<br />
122 EU er opdelt i tre søjler, hvor søjle 1 er det Indre marked, landbrug ØMU, civilretligt samarbejde.<br />
Søjle 2 er FUSPen og søjle 3 er Europol, politi, told, strafferet og international kriminalitet.<br />
123 www.retssal.dk/emneindex.php3?vis=n&side=149 af 12 MAR 2003<br />
124 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 114 - 123 af Lykke Friis, IIS<br />
UKLASSIFICERET<br />
52
UKLASSIFICERET<br />
4.3.3. Den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.<br />
Sammen med Nice-traktaten blev det besluttet, at der i EU skulle etableres en militær<br />
mulighed i FUSPen – altså en mulighed for at medvirke til løsning af konflikter med<br />
militære midler. Med dette som grundlag blev den fælles europæiske sikkerheds- og<br />
forsvarspolitik (ESDP) grundlagt. Filosofien bag ESDP er et samlet koncept, hvor i de<br />
militære og civile EU-instrumenter spiller sammen til støtte for den fælles politik på<br />
området. Målet blev, at EU inden udgangen af år 2003 skulle kunne varetage de såkaldte<br />
Petersberg-opgaver. 125 Opgaverne omfatter humanitære opgaver og redningsindsats,<br />
fredsbevarende opgaver samt kampopgaver ved krisestyring, herunder<br />
fredsskabelse. 126<br />
EU, som krisestyringsorganisation, er ikke i FUSPen underlagt nogen geografisk begrænsning<br />
– altså vil EU kunne involvere sig globalt og ikke kun regionalt. Men praktisk<br />
vil indsatserne nok primært finde sted i nærområdet, det vil sige Balkan, Kaukasus,<br />
Mellemøsten og det nordlige Afrika. Operationer i EU-ramme kan gennemføres i<br />
områder, hvor NATO som helhed ikke er indsat. Dette kompromis er skabt for at sikre,<br />
at der dels ikke vil være konkurrerende organisationer i en konflikt og dels fordi<br />
ESDP er baseret på lån af NATO aktiver – altså styrker, der herved bliver dobbelthattet.<br />
ESDP set i lyset af 11. september, kan bidrage til en arbejdsdeling mellem<br />
USA og EU ikke mindst på Balkan. 127<br />
4.3.4. Den militære kapacitet i ESDP.<br />
Der er opstillet et overordnet styrkemål for den kommende reaktionsstyrke i EU. Det<br />
er bestemt at EU ved udgangen af år 2003 skal være istand til med 60 dages varsel<br />
at udsende en styrke på 60.000 mand i op til et år. I år 2000 er der på en tilsagnskonferrence<br />
givet tilsagn om styrkebidrag sammenstillet i et styrkekatalog. Ud<br />
over EU-lande har kommende medlemslande og andre lande både i og uden for<br />
NATO givet tilsagn om at deltage med styrker. Samlet set er der ikke flere styrker i<br />
Europa. Men grundet den tidligere omtalte dobbelthattethed er det nu mulig at bruge<br />
styrker, der som udgangspunkt er en del af NATO´s styrkestruktur. For nuværende er<br />
der lagt beslag på en stor del af disse styrker på Balkan. 128<br />
I forbindelse med reaktionsstyrken er der konstateret en række mangler i de kapaciteter<br />
EU i dag har til rådighed over. Det er primært deployeringsevne, udholdenhed<br />
og interoperabilitet. Medlemslandene har i den forbindelse forpligtet sig til at finde<br />
initiativer, der kan iværksættes nationalt eller i fællesskab, og som kan rode bod på<br />
disse mangler. Endvidere vil EU-landene søge at opnå en række fælles kapacitetsmål<br />
inden for C2 129 , strategisk efterretningsindhentning og strategisk transport. Disse<br />
projekter har dog en tidshorisont, der rækker ud over år 2003. 130<br />
125 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon,<br />
IIS.<br />
126 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 118 af Lykke Friis, IIS.<br />
127 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon,<br />
IIS<br />
128 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon,<br />
IIS.<br />
129 Kommando og kontrol<br />
130 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 - 87 af Kristoffer M Vivike og Lotte Ma-<br />
con, IIS<br />
UKLASSIFICERET<br />
53
UKLASSIFICERET<br />
Sammenfattende er der efter det foreløbige styrkekatalog en militær kapacitet på<br />
73.000 mand samt på sigt 150.000 - 180.000 mand i deltagerlandene klar til at afløse<br />
de indsatte inden for et vist tidsrum. Her ud over indeholder styrken 400 kampfly,<br />
100 krigsskibe og 100 jordbaserede anlæg til støtte, herunder korpshovedkvarterer,<br />
der kan bruges til C2. 131<br />
4.3.5. Den civile kapacitet.<br />
Sammen med opbygningen af en militærkapacitet har der været en tilsvarende på<br />
det civile område. Fundamentet omhandler et styrket samarbejde, koordination og<br />
udnyttelse af de civile ressourcer i hele unionen i fremtidige kriser og konflikter. Hensigten<br />
er, at der inden udgangen af år 2003 skal etableres en reaktionskapacitet inden<br />
for en række områder. Styrken skal kunne indsættes på anmodning fra OSCE og<br />
FN eller som en selvstændig ledet operation af EU. Følgende fire områder prioriteres:<br />
♦ Politi, hvor EU-landene har forpligtet sig til at bidrage, så styrken samlet set bliver<br />
på 5000 mand, hvoraf 1000 politifolk skal kunne indsættes inden for 30 dage. De<br />
politimæssige opgaver skal være et bredt spektrum af politimissioner. Halvmilitære<br />
politistyrker kan indgå i styrken.<br />
♦ Styrkelse af retsstatsprincippet, hvor medlemslandene skal kunne indsætte<br />
200 eksperter (hovedsagelig dommere, anklagere og fængselspersonale) inden<br />
for 30 dage. Hovedopgaven vil primært være at opbygge retsinstitutioner, gennemføre<br />
rådgivning og uddannelse af lokale. Der kan gives overordnet retskompetence<br />
til udsendte EU-dommerer, hvor dette måtte være nødvendigt.<br />
♦ Civil beskyttelse, hvor EU skal kunne udsende hold med 3 – 7 timers beredskab.<br />
Holdene skal primært være behjælpelig med at yde den akutte beskyttelse<br />
af civilbefolkninger. Styrken skal være på op til 2000 personer, der ikke alle er på<br />
samme høje beredskab. Ud over den akutte beskyttelse skal styrken kunne samarbejde<br />
med andre humanitære organisationer. Militærkapacitet skal kunne bruges<br />
til bl.a. transportopgaver.<br />
♦ Civil administration, hvor EU vil kunne sende et antal eksperter, der kan støtte<br />
med lokale forvaltningsopgaver, opbygning af infrastruktur m.m. 132<br />
4.3.6. EU ledede operationer i nærmeste fremtid.<br />
Det står ikke umiddelbart først på den europæiske dagsorden, at EU skal iværksætte<br />
autonome aktioner nu og her. Der er mere tale om aktioner i den lave ende af Petersbergskalaen.<br />
EU har ikke opbygget militære hovedkvarterer som SHAPE i NATO, og<br />
derfor er EU for nuværende stærk afhængig af NATO, dels som styrkebidragydere<br />
men også som støtte i f.m. planlægning og C2. Der har været drøftet retningslinier for<br />
EU’s adgang til NATO aktiver, og samtidig sikres der en større sammenhæng mellem<br />
FUSP, ESDP og de aktiviteter, der pågår i NATO gennem et tættere samarbejde. 133<br />
For nuværende har EU overtaget politiopgaven i Bosnien-Hercegovina efter FN. EU<br />
har aftalt med NATO at organisationen overtager nuværende operationer i Makedonien<br />
og i Bosnien-Hercegovina i løbet af år 2003 – 2005. 134 FN har via Kofi Annan<br />
131<br />
Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 134 af Lykke Friis, IIS<br />
132<br />
Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 - 87 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon,<br />
IIS<br />
133<br />
Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 - 87 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon,<br />
IIS.<br />
134<br />
Indlæg fra Direktør Michael Matthiesen på FAK MAN 20 JAN 2003.<br />
UKLASSIFICERET<br />
54
UKLASSIFICERET<br />
givet sig til talsmand for at gennemførelsen af FN resolutioner i fremtiden kan gøres<br />
til genstand til udlicitering blandt regionale sikkerhedsorganisationer. EU vil i fremtiden<br />
byde ind på disse opgaver. 135<br />
4.3.7. Konfliktforebyggelse.<br />
Med et ESDP, der både indeholder en militær og civil kapacitet samt et EU, der arbejder<br />
for optagelse af nye medlemslande, er EU blevet en stor international spiller i<br />
eget nærområde. Dels sikres der stabilitet gennem muligheden for at optage nye<br />
lande, der herved bliver en del af unionen og herved nyder den integration, som findes<br />
her. Men EU har et stort krisestyringsapparat i ESDP. Faktisk vil EU være den<br />
største globalt, der kan bidrage med militære og civile kapaciteter. FN har ikke umiddelbar<br />
indbygget de samme procedure og styrkebidrag som EU. EU har mange instrumenter,<br />
der kan anvendes lige fra handelspolitikker og andre økonomistabiliserende<br />
foranstaltninger som kriseforbyggende midler. 136 Med både en ”gulerod og en<br />
stok” er det opfattelsen internationalt, at EU har skabt et instrument, der gør EU til en<br />
unik aktør. NATO kan kun levere den militære krisestyring men skal ty til FN, når det<br />
handler om det civile område. FN kan i fremtiden bruge EU som leverandør af en<br />
”krisepakke”. 137<br />
4.3.8. EU’s institutionelle tilpasning.<br />
Som et led i ESDP er der oprettet en række organer, der kan forberede og gennemføre<br />
kriseoperationer og langsigtede forbyggelsesindsatser. I bilag 2 er vist de organer,<br />
der her bliver omtalt og deres sammenhæng. Der er etableret en udenrigs- og<br />
sikkerhedspolitisk komite (PSC), militærkomite, militærstab og civile krisekomite.<br />
PSC udgør det nye omdrejningspunkt for EU´s fremtidige fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.<br />
PSC har den fulde politiske og strategiske styring over EU operationer<br />
inden for de rammer, der er udstukket af ministerrådet. I forbindelse med etableringen<br />
af FUSP og senere ESDP er den tidligere NATO generalsekretær Javier Solana<br />
ansat som repræsentant for ministerrådet og varetager som en slags generalsekretær<br />
arbejdet i PSC. Det minder lidt om NATO. 138<br />
4.3.9. FUSP og NATO.<br />
NATO´s aktiver og beredskab overstiger langt alle andre organisationer i verden.<br />
Endvidere fungerer NATO som politisk og organisatorisk ramme for amerikansk engagement<br />
i Europa. Hermed er det muligt at trække på USA’s store militære kapaciteter<br />
og tyngde i international politik, hvilket også betyder Washingtons lederskab.<br />
NATO udgør den naturlige ramme for militære operationer af den ”hårde slags” og i<br />
stor skala samt afskrækkelseskapaciteten i Europa. Det forhold at regionale konflikter<br />
i ”Europas baggård” 139 pågår i øjeblikket, hvor der er en sammenblanding af militære<br />
og civile operationer er ikke den cocktail som USA ønsker – nærmest tværtimod.<br />
Med EU’s etablering af FUSPen og ESDP giver dette mulighed for en fleksibilitet, der<br />
135 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 152 af Lykke Friis, IIS<br />
136 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 87-89 af Kristoffer M Vivike og Lotte Ma-<br />
con, IIS<br />
137 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 145 af Lykke Friis, IIS<br />
138 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 87-89 af Kristoffer M Vivike og Lotte Ma-<br />
con, IIS<br />
139 Med Europas baggård forstås de lande, der grænser på til EU´s syd- og østlige grænser.<br />
UKLASSIFICERET<br />
55
UKLASSIFICERET<br />
tilgodeser dels EU’s formåen, men også de holdninger, som USA viser. NATO kan<br />
fremover være krisestyringscenter, men EU er et godt alternativ, når det gælder operationer<br />
i den lave ”ende af intensitetsskalaen”. 140<br />
Umiddelbart virker det oplagt, at når de to store organisationer er placeret i samme<br />
hovedstad ville det være naturligt med et tæt samarbejde. Men sådan forholder det<br />
sig ikke. De to organisationer har ingen formelle forbindelser mellem hinanden. Faktisk<br />
var det på morgenmadsniveau NATO´s generalsekretær og Solana mødtes i begyndelsen.<br />
Der er flere problemer i forholdet de to organisationer imellem. For det<br />
første var NATO ikke umiddelbart interesseret i at udlåne materiel til EU. Det kunne<br />
jo blive beskadiget. Det var primært USA, der her markerede. Samtidig frygtede<br />
NATO, at EU-operationer kunne komme ud af kontrol og efterfølgende udvikle sig til<br />
egentlige artikel 5 NATO-operationer, hvilket USA heller ikke var interesseret i. Det<br />
var først på NATO-topmødet 99 i Washington, at EU fik en udlånsaftale. Et andet<br />
problem var Tyrkiet, der ikke var EU-medlem og frygtede, at EU i en eller anden situation<br />
kunne bruges imod tyrkiske interesser. Grækenland er jo med i EU. USA ville<br />
have garanti for at alle NATO-lande kunne få adgang til deltagelse i EU-operationer<br />
og herved ville NATO-lande ikke hindre en EU-operation. Efter EU-topmødet i København<br />
er Tyrkiets forbehold over for EU som lånere af NATO aktiver væk. Endvidere<br />
er det besluttet, at der afholdes møder mellem europæiske NATO-lande og EU<br />
flere gange årligt. 141<br />
4.3.10. FUSPens endelige udseende.<br />
Med vedtagelsen af FUSPen og ESDP har ingen EU-medlemslande (altså dem, der<br />
deltager i FUSP og ESDP. Danmark deltager ikke i ESDP) ønsket at placere området<br />
i søjle et, hvor det overnationale råd i form af Kommissionen har sit virkefelt. Derfor<br />
er FUSP under Solanas ledelse placeret i 2. søjle, hvor det er ministerrådet, der har<br />
direkte kontakt til PSC. Inden EU kan gå i aktion skal alle medlemslande godkende<br />
aktionen og herefter er det op til det enkelte land at beslutte i hvor høj grad landet vil<br />
deltage og med hvad. Som forløber for FUSPen var der blandt en del europæiske<br />
lande et fælles militært samarbejde i Vestunionen (WEU). Denne organisation indeholdte<br />
elementer, der minder en del om NATO-partnerskabet. Disse aftaler er i et vist<br />
omfang overført til ESDPén. Med overførelsen er der nu kun en tom skal i det tidligere<br />
samarbejde i WEU. Skallen indeholder en ”musketeraftale” medlemslande imellem.<br />
Denne ”musketered” kan blive genstand for kommende traktatforhandlinger.<br />
Den endelige FUSP-aftale – altså søjle 2 er anført i bilag 3. Aftalen er udbygget i forhold<br />
til Amsterdamtraktaten. Således er aftalen om Petersberg-opgaverne, opbygning<br />
af komiteer, fælles forsvarspolitik og styrkebidrag såvel civilt som militært indbygget.<br />
Som beslutningsinstrument er endvidere en mulighed for et forstærket FUSP<br />
samarbejde. Inden for denne aftale forudses det, at resterne fra WEU-aftalerne havner.<br />
142 Det forhold, at EU nu med vedtagelsen af Nice-traktaten har en reaktionsstyrke<br />
giver også nye besværligheder. Et EU uden en strategi og et mandat til at bruge<br />
sin militære kapacitet frygtes, at kunne misbruges dels af et mediebaseret pres fra<br />
interessegrupper, men også i en fremtid, hvor der ikke skal være konsensus vedrørende<br />
en indsættelse. Der er faktisk kræfter internt i EU, der arbejder på at konsensusvedtagelser<br />
på det udenrigspolitiske område skal begrænses og over tid fjernes.<br />
140<br />
Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 87-89 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon,<br />
IIS<br />
141<br />
Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 138 - 140 af Lykke Friis, IIS<br />
142<br />
Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 132 - 133 af Lykke Friis, IIS<br />
UKLASSIFICERET<br />
56
UKLASSIFICERET<br />
Et brud med konsesusprincippet vil i fremtiden kunne favorisere enkelte større lande<br />
og bureaukratiet i EU. Endelig er det sådan, at den høje repræsentant i fremtiden<br />
skal udpeges ved flertalsafstemninger, hvilket vil kunne give lande i et forstærket<br />
samarbejde muligheden for at få valgt en repræsentant, der netop er kendetegnet<br />
ved deres holdninger vedrørende den fælles udenrigspolitik. Den høje repræsentant<br />
vil med sin egen stab også i fremtiden have stor indflydelse på hvilken udenrigspolitik,<br />
der skal kendetegne EU. Endelig er der paragraffen i aftalen om, at der mellem<br />
enkelte stater i EU kan være et forstærket samarbejde, hvor der er mulighed for, at<br />
en koalition af villige lande kan presse EU til at engagere sig i en konflikt, der ikke er<br />
fuld opbakning til i EU-kredsen. Umiddelbart er det udvidet forsvarssamarbejde ikke<br />
set som et samarbejde inden for udenrigspolitikken, men primært på det militære<br />
samarbejde som det der p.t. eksisterer mellem Tyskland og Frankrig. Men det er<br />
utænkelig at et sådant samarbejde ikke også vil indeholde fælles aftaler eller holdninger<br />
til udenrigspolitiske forhold. 143<br />
4.3.11. FUSPens påvirkning af det transatlantiske forhold.<br />
Udformningen af FUSPen er ikke et forsøg på at skubbe USA ud af Europa. Konflikterne<br />
i Golfen, Bosnien og Kosovo har klart vist, at Europa har brug for amerikansk<br />
tilstedeværelse. Man kan vel sige, at forholdet hen over Atlanten er ved at blive omdefineret<br />
efter den Kolde Krig og tilblivelsen af FUSPen er et bevis herpå. En usikkerhed<br />
på modpartens bagved liggende motiver for et stærkt engagement medvirker<br />
øjensynligt også til europæisk positionering. Med tilblivelsen af ESDPen har EUlandene<br />
fået et grundlag, hvorpå en modernisering sideløbende med NATOs initiativer<br />
kan gennemføres. Det er ikke sandsynligt at ESDP på lang sigt vil betyde øgede<br />
forsvarsudgifter, men skete det, vil USA formentlig frygte at NATO-samarbejdet blive<br />
presset og samtidig ville USA frygte, at EU på sigt kan stå på helt egne ben. Omvendt,<br />
gennemføres der ikke en omprioritering eller tilføres yderligere midler, vil det<br />
militære gab mellem Europa og USA bare vokse. Samtidig må den amerikanske<br />
skatteborger spørge sig selv om, hvor længe USA skal betale for europæisk sikkerhed<br />
med den nuværende fredstilstand og udbygget samarbejde landene imellem i<br />
Europa. 144<br />
En udbredt misforståelse i amerikanske politiske kredse er, at en europæisk reaktionsstyrke<br />
bliver en konkurrent til NATO vedrørende forsvar af det territoriale område.<br />
Denne opfattelse er med 2. søjles indhold ikke umiddelbar nærliggende, idet det primært<br />
er Petersberg-opgaverne, ESDP vil engagerer sig i. Snarere er det et spørgsmål<br />
om at leve op til forventninger fra den amerikanske side. Med ESDP er der sået<br />
et håb om større deltagelse i kriseoperationer og hermed leve op til det amerikanske<br />
krav om større ”burden sharing”. Formår Europa ikke at leve op til de forpligtelser,<br />
der ligger i etableringen af EU´s 2. søjle, vil det klart vise amerikanerne, at EU ikke<br />
mener noget med ønsket om at være en aktiv aktør på den sikkerhedspolitiske scene.<br />
Endelig er der den uvante rolle fra amerikansk side, om at skulle dele scene med<br />
EU. USA er vant til at være den toneangivende – og pludselig begynder EU - nærmest<br />
som en opkomling, at konkurrere på den internationale diplomatiske scene,<br />
hvor USA jo siden den Kolde Krigs afslutning har været førende. 145<br />
143 www.europeansecurity.net/Articles/ArticleSecretDen.html af 5 FEB 2003<br />
144 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 146 - 152 af Lykke Friis, IIS<br />
145 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 146 - 152 af Lykke Friis, IIS<br />
UKLASSIFICERET<br />
57
UKLASSIFICERET<br />
Forholdet til Rusland er også et emne, der har bekymret USA en del. For hvordan vil<br />
Rusland reagere, når der er to store sikkerhedsorganisationer lige uden for russernes<br />
dør. Faktisk har Rusland ikke udtrykt skepsis – faktisk modsat. Rusland har som tidligere<br />
antydet ønsket at tilmelde styrker til EU kriseoperationer. Dette kan skyldes at<br />
Rusland ikke anser EU med sin egen ESDP som en trussel, som Rusland jo tidligere<br />
opfattede NATO. Dette kan måske også ses afspejlet i den accept Rusland har givet<br />
til EU´s udvidelse mod øst. Et typisk forløb har jo været at nye EU-lande først blev<br />
NATO-medlemmer for senere at blive optaget i EU-samarbejdet. NATO var sikkerhedsgaranten,<br />
og EU sikrede økonomisk og handelsmæssig udvikling. Hermed bidrog<br />
EU og NATO i fællesskab til stabilitet på det europæiske kontinent. 146<br />
4.3.12. Kan aftalesættet i FUSPen holde internt i EU?<br />
Den 30. januar 2003 har 8 europæiske lande, her iblandt fem nuværende - og tre<br />
kommende medlemmer af EU underskrevet en fælles erklæring om sammenhold<br />
mellem USA og Europa ved en evt. væbnet konflikt mellem Irak og en koalition ledet<br />
af USA. Erklæringen i sig selv, har ikke et divergerende indhold i forhold til den fælles<br />
holdning, der blandt EU-udenrigsministrene er vedtaget medio januar år 2003 i Bruxelles.<br />
Det væsentlige i erklæringen er, at den kun er underskrevet af fem EU lande<br />
og 3 lande som er kommende medlemmer. Der er altså en række lande i EU, der<br />
ikke vil eller ikke har fået mulighed for at medunderskrive erklæringen og herved<br />
fremstår EU som splittet i forhold til USA’s eventuelle indgriben i Irak. Op til erklæringen<br />
har Tyskland sammen med Frankrig fremstået som talsmænd for EU (dog undtaget<br />
England) med en holdning, der ikke var tilhængere af en væbnet konflikt.<br />
Tyskland har på forhånd afskrevet muligheden for at stemme ja til en FN-resolution,<br />
der vil give USA et legitimt grundlag for at iværksætte en militær operation. Frankrig<br />
har der imod endnu ikke helt afskrevet muligheden for at deltage såfremt, der foreligger<br />
en FN –resolution. 147<br />
Ved at offentliggøre erklæringen i flere større europæiske aviser udstilles et EU, der<br />
er delt i Irakdiskussionen. En del af EU med England og Spanien i spidsen er for<br />
støtte til USA primært gennem en ny FN resolution. Det ”gamle Europa” 148 viser den<br />
tilbageholdenhed, der dels har baggrund i historiske begivenheder i Tyskland men<br />
også indenrigspolitiske forpligtigelser, den tyske kansler har givet i forbindelse med<br />
det tyske forbundsvalg. Frankrigs modstand tager sit udgangspunkt traditionelt i en<br />
generel mistænksomhed over for et toneangivende USA. Grækenland, der i første<br />
halvår af 2003 har formandstabet i EU, var ikke orienteret om erklæringen og ej heller<br />
Solana har haft mulighed for at kommentere erklæringen. Erklæringen er vedlagt i<br />
bilag 4. Formandskabet har udtalt, at det vil gennemføre et ekstra ordinært topmøde<br />
med et punkt på dagsordnen – nemlig hvordan EU fremover skal fremstå som en<br />
samlet organisation i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål i rammen<br />
af EU søjle 2 – FUSPen. 149 Dette topmøde er gennemført 17. februar 2003 i Bruxelles.<br />
En del europæiske topledere har opfattet topmødet som en skidt ide, idet de<br />
frygter, at mødet blot yderligere vil udstille EU som en splittet organisation. Mødet<br />
146 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 146 - 152 af Lykke Friis, IIS<br />
147 Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion.<br />
148 USA forsvarsminister har efter Tyskland og Frankrigs modstand imod en militæroperation mod Irak<br />
benævnt disse to lande for det ”gamle Europa” og fremhævet at der er et nyt Europa med tyngdepunkt<br />
om kring nye nye EU- og NATO-lande samt de mere liberale lande, her i blandt Danmark.<br />
149 Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion.<br />
UKLASSIFICERET<br />
58
UKLASSIFICERET<br />
indledes med et oplæg fra FN’s generalsekretær, der af mange vurderes at skulle<br />
forsøge at gyde olie på de splittede vande i EU. Endvidere gennemføres mødet før<br />
FN’s Sikkerhedsråd har afsluttet sin debat vedrørende Irak-spørgsmålet. 150 Oprindelig<br />
var det et EU med de kommende nye lande, der skulle mødes, men det lykkedes<br />
Tyskland, Frankrig og Belgien at få formandskabet til at trække invitationerne til de<br />
kommende nye lande tilbage. Herved udelukkes nogle af underskriverne af den erklæring,<br />
som 8 nuværende og kommende EU-lande underskrev ultimo JAN 2003.<br />
Ligeledes er det netop Tyskland, Frankrig og Belgien, der har skabt uenighed i NATO<br />
vedrørende støtte til Tyrkiet. Kritikere har måske ret i, at der er en opdeling i EU, de<br />
der støtter USA og dem der ikke vil og hellere ser en stærkere positionering af store<br />
EU-lande. 151<br />
Et andet spørgsmål melder sig herefter. Hvorfor blev erklæringen egentlig fremsendt i<br />
den form den gjorde? En grund ligger lige for. Nogle af EU medlemslandene var<br />
trætte af at Tyskland og Frankrig fremstod som talsmænd for EU. Samtidig frygtede<br />
de at disse to landes fremtoning ville svække et transatlantiske forhold til USA. En<br />
anden årsag kan være et tidsaspekt, hvor ”de gamle” europæiske lande vil have mere<br />
tid til at våbeninspektørerne kan finde beviser. Andre lande, her iblandt England,<br />
vil have en evt. FN- besluttet konflikt overstået hurtigt. 152 Englands Tony Blair har på<br />
et møde tirsdag 4. februar 2003 forsøgt at overtale Frankrigs præsident til at skifte<br />
holdning, men uden resultat. Således fastholder Frankrig at våbeninspektørerne skal<br />
have mere tid. 153<br />
Et afsluttende spørgsmål vil være om denne splittelse vil lamme den fælles FUSP<br />
fremover? Umiddelbart kan det se sådan ud, men der er tradition for at EU landene<br />
finder hinanden – det har de gjort i forbindelse med opbygningen af EU – så hvorfor<br />
skulle det så ikke også ske på det sikkerhedspolitiske område? Det er muligt, at der<br />
vil gå en rum tid og i den periode vil FUSPen ligge brak. Men EU har forpligtet sig til<br />
for nuværende at være aktør i eksempelvis Jugoslavien og i fremtiden overtage en<br />
NATO-operationen. Derfor er det nødvendig at regeringslederen finder hinanden. 154<br />
4.4. Forholdet mellem Europa og USA.<br />
4.4.1. Det europæiske forhold til USA umiddelbart efter 11. september.<br />
Efter 11. september 2001 reagerede den vestlige verden ved stort sammenhold. Angrebet<br />
samlede de typiske allierede til USA og alle udtrykte sympati for amerikanerne.<br />
Glemt var de transatlantiske diskussioner om Anti-ballistiske Missilaftalen (ABMaftalen),<br />
Kyoto protokollen, Ottawa aftalen vedrørende forbud mod personelmine og<br />
USA’s afvisning af den Internationale Krigsforbryderdomstol. Terrorangrebet havde<br />
på ny samlet de traditionelle allierede i en ny kamp mod international terrorisme.<br />
Denne trussel havde pustet nyt liv i et ellers ”lavenergi forhold” tværs over Atlanten.<br />
De ideologiske stridigheder var for en stund begravet. For første gang var NATO’s<br />
artikel 5 iværksat, hvilket gav en følelse af sammenhold ideologisk og med mange<br />
fællesnævnere. Europa oplevede, at USA’s præsident George W. Bush´s administration<br />
appellerede til sammenhold, og FN blev straks det forum, hvor terrorangrebet<br />
150 http://irak.tv2/nyhed.php3?id=32796 af 17 FEB 2003.<br />
151 www.dr.dk/nyheder/eu/article.jhtml?articleID=83473 af 3 FEB 2003<br />
152 Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion<br />
153 www.dr.dk/nyheder/eu/article.jhtml?articleID=83473 af 3 FEB 2003<br />
154 Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion.<br />
UKLASSIFICERET<br />
59
UKLASSIFICERET<br />
blev diskuteret. Dette opfattedes af Europa som om, at USA ville skabe det nødvendig<br />
politiske grundlag for at kunne gennemføre modforanstaltninger. Men denne opfattelse<br />
fik en kort levetid. USA ville ikke vente på at den europæiske ”diskussionsklub”<br />
blev færdig med at debattere, hvordan verden bedst kunne imødegå terroren.<br />
USA´s hurtige militære indsættelse i Afghanistan skabte en opfattelse af, at USA ville<br />
gå enegang og at Europa – endsige NATO ikke have kapacitet til at gøre noget.<br />
Europa oplevede sig selv blive ignoreret af USA og hermed var kimen lagt til mange<br />
uoverensstemmelser i det transatlantiske forhold. 155<br />
Da USA umiddelbart iværksatte en militær bekæmpelse af terrornetværket Al-Qaida,<br />
kunne Europa ikke tilbyde noget særligt. Dels var Europa meget usikker på sig egen<br />
identitet. ESDP er for nuværende mest en teoretisk mulighed. Europas mulighed for<br />
selvstændigt at virke militært kan endnu ikke gennemføres i den europæiske søjle.<br />
Der mangler de nødvendig kommando – og styrkestrukturer, der gør Europa til en<br />
troværdig militær medspiller på den internationale scene. USA har derfor valgt at se<br />
bort fra Europa som en seriøs medspiller i USA’s militære prioritet nummer 1 – nemlig<br />
bekæmpelse af terrorisme. Så den store udfordring for Europa – og nok mere for<br />
EU er at transformere sig til en troværdig partner for USA. 156<br />
Europa har stiltiende måtte se til, at USA har lederskabet globalt på det økonomiske,<br />
politiske og militære område, og har i politiske kredse i nogle europæiske stater ført<br />
til en vis antiamerikansk stemning. 157 Dette kan skyldes, at der på hver side af Atlanten<br />
er forskellige overordnede sikkerhedsdagsordner.<br />
I USA er det emner som:<br />
♦ Geo-økonomi primært omkring centerting af geografiske økonomivækstcentrer,<br />
herunder en langt større indflydelse til multilaterale handelsorganisationer som<br />
WTO,<br />
♦ Det handler om miljøspørgsmål, men udelukkende på det globale niveau.<br />
♦ Epidemier og globale sygdomme så som AIDS og spredningen af biologiske våben.<br />
♦ Organiseret kriminalitet, herunder en ”krig” mod narkotika.<br />
♦ Terrorisme, hvorunder den amerikanske regering har løftet koordineringen til kabinet-<br />
niveau. Endvidere er udviklingen af missilforsvar en del af dette emne.<br />
♦ Slyngel stater og spredningen af masseødelæggelsesvåben<br />
♦ Spredning af demokrati til fordel de enkelte folk og på bekostning af tyranni og<br />
eneherskende regimer.<br />
♦ Indvandringsspørgsmål.<br />
I Europa er det emmer som:<br />
♦ Truslen fra Europas fortid – altså en sikring af at Europa kan holde sammen og<br />
ikke igen skabe ufred internt. Det er de store lande som Tyskland, England og<br />
Frankrig der er ledende på dette område. Primært grundet de historiske bindinger<br />
fra de to verdenskrige.<br />
155 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 1 – 5.<br />
156 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 1 – 5.<br />
157 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 1 – 5.<br />
UKLASSIFICERET<br />
60
UKLASSIFICERET<br />
♦ Etniske konflikter i den østlige del af Europa. Her primært de voksende problemer<br />
med etniske mindretal, der fra Kaukasusområdet og det nordlige Afrika er flygtet<br />
til det centrale Europa og selvfølgelig befolkningsgrupperne i det tidligere Jugoslavien.<br />
♦ ”Failed States” tæt på Europas grænser. Her er det især Kaukasusområdet, Mellemøsten<br />
og det nordlige Afrika der giver anledning til denne fokusering.<br />
♦ Terrorisme, regionale konflikter, miljø og spredning af sygdomme. Europa viser<br />
stærk interesse i at begrænse disse problemområder, men primært med bløde<br />
midler og vedrørende terrorisme bakket op med politiindsats.<br />
♦ Samfundsdiskussioner, hvor dette emne primært skal ses i rammen af EU og de<br />
øvrige samarbejdsrelationer, der er i Europa ønsker integration.<br />
De forskellige dagsordner kan give en forskel i opfattelsen af sikkerhedsspørgsmål<br />
som i USA´s nye nationale sikkerhedsstrategi fra september år 2002 kan blive endnu<br />
mere udtalt. Denne divergens kan give en oplevelse af et forhold mellem Europa og<br />
USA, der afspejler splittelse og uenighed om de vigtigste sikkerhedsmæssige emner.<br />
158<br />
4.4.2. Ændring i den amerikanske opfattelse af Europa og EU, som institution.<br />
I Europa har der siden det sidste præsidentvalg i USA været en opfattelse af, at USA<br />
har ændret opfattelse af Europas fremtidige rolle og EU som institution og partner.<br />
Internt i det politiske miljø i Washington har der været en stigende debat vedrørende<br />
holdningen til Europa og EU og den europæiske dominans – eller den formodede<br />
domination i f.eks. NATO og i andre organer. Ændringerne i diskussionsemnerne har<br />
selvfølgelig baggrund i et regeringsskifte i USA både i selve regeringen, men også i<br />
kongressen og repræsentanternes hus. Emnerne har været følgende:<br />
♦ Europa i rammen af USA´s´”Grand strategy”.<br />
♦ Fremtiden for USA´s militære engagement og forpligtigelse i Europa.<br />
♦ Reaktioner i forhold til EU´s forsøg på at blive en større international aktør.<br />
♦ Fremtidig forsvars- og sikkerhedspolitik.<br />
USA har historisk i perioden fra 1918 – 1941 isoleret sig med henblik på at koncentrere<br />
sig om sig selv. Historien har i en vis udstrækning gentaget sig i det 21. århundrede.<br />
USA vil fokusere på sig selv uden at bruge al for mange kræfter på andre. Under<br />
præsident Clinton blev de europæiske lande ofte konsulteret inden USA lagde sig<br />
fast på en kurs. Dette er under Bush ændret til i langt højere grad igen at handle om<br />
USA og primært i det perspektiv, at USA skal være forrest og ledende. Eksempelvis<br />
er EU som organisation stort set ikke nævnt i USA nye National Security Strategy<br />
(NSS) ud over at være en attaktiv handelspartner. Samtidig har USA vist at landet<br />
gerne går imod andre traditionelle allierede. I sin regering har præsident Bush nogle<br />
meget konservative ministre og rådgivere. Sikkerhedsrådgiveren Condolezza Rice og<br />
Donald Rumsfeld tilhører de såkaldte hardliners, mens udenrigsministeren Colin<br />
Powell til hører den mere internationalistiske gren af centraladministrationen. Sikkerhedsrådgiveren<br />
vurderes at være den primære forfatter af NSS. 159<br />
Ved etableringen af EU’s 2. søjle altså FUSPen og herunder ESDP er der i det politiske<br />
amerikanske miljø bekymring om, at dette tiltag er startskuddet til enden på<br />
158<br />
Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, artikel af Ole Wæver, vedrørende Widening the<br />
concept of security.<br />
159<br />
Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The<br />
changing domestic scenery in the US<br />
UKLASSIFICERET<br />
61
UKLASSIFICERET<br />
NATO som forsvarsalliance. Vil EU virkelig kunne påtage kriseopgaver med et militært<br />
islæt? Faktisk er der også positive tilkendegivelser, der primært går på en forventning<br />
om at EU i rammen af ESDP påtager sig flere militære opgaver og herved<br />
medvirker til en mere ligelig “burden sharing” mellem USA og Europa. Endda forventninger<br />
om en snarlig tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Europa kunne<br />
være et resultat af EU’s initiativ. Nogle af de negative udtalelser er primært fokuseret<br />
på at EU-landene hellere skulle koncentrere sig om at opfylde deres forpligtelser til<br />
NATO i stedet for at etablere et konkurrende organ til NATO. NATO lancering af<br />
”Defence Capabilities Initiative” fra Washinton topmødet i år 1999 har ikke ansporet<br />
EU til at sætte fart i erhvervelsen af de nødvendige kapaciteter, så hvorfor så ”gå<br />
alene” med ESDP? 160<br />
Det amerikanske politiske miljø har heller ikke sparet på restriktioner i forhold til EU´s<br />
aktørrolle. Det er kraftigt pointeret, at NATO skal have eneret på artikel 5 operationer<br />
og at NATO skal godkende EU operationer, for så vidt at EU skal bruge NATO styrker.<br />
Disse restriktioner er da også efterfølgende indbygget i ESDPen. Endelig er der<br />
frygten for at EU landene – eller nogle af dem mellem hinanden afklarer sikkerhedsspørgsmål,<br />
for herefter at fremføre fælles holdninger i NATO. Denne situation vil<br />
sætte USA i en særdeles prekær situation, hvor den amerikanske side må forudse at<br />
møde en måske fast opinion ved forhandlingsbordet. En sådan tilstand vil klart medvirke<br />
til en transatlantisk splittelse opstår udtrykker amerikanske kommentatorer.<br />
USA betragter England som den nærmeste europæiske allierede. Der er forventninger<br />
om at englænderne vil tilsikre, at en sådan opinion ikke bliver sædvanen, men<br />
kun en yderst sjælden begivenhed. 161<br />
4.4.3. Udenrigspolitisk kultur i Europa og USA.<br />
Europa har siden 2. Verdenskrig baseret sig på internationale institutioner som FN,<br />
EU, OSCE og NATO samt andre samarbejdsorganisationer. Disse organisationer har<br />
skabt en samarbejdsramme om mange af de udenrigspolitiske problemstillinger, som<br />
Europa skulle forholde sig til. Europæerne har oplevet et USA, der også var bundet<br />
tæt til denne ramme indtil afslutningen af den Kolde Krig. Op igennem 1990erne har<br />
USA i flere tilfælde holdt sig uden for en del af disse organisationer og direkte brudt<br />
med dem. Op igennem historien har USA, der har haft en voldsom industrialisering<br />
kombineret med en fremherskende kristen religiøs befolkning, oplevet stor rigdom.<br />
På den baggrund er det lige som indgroet, at USA er skabt til at være førende og<br />
dette muliggjorde at befolkning og politiske ledere troede på det retfærdige og rigtige<br />
i at skulle påvirke alle andre folk. Det handler med andre ord om at vise, at den amerikanske<br />
livsform og indstilling til livet giver frihed og velstand, under forudsætning af,<br />
at den følger de normer, der betyder noget hos amerikanerne og hermed også burde<br />
gælde for andre. De stater, der ikke kunne identificere sig med dette menneskesyn,<br />
var amerikanske regeringer ikke særlig interesseret i at samarbejde med. Det amerikanske<br />
samfund kan med rette kaldes for kulturrealistisk 162 . Landet er voldsomt påvirket<br />
af befolkningens syn på forskellige problemstillinger, og derfor er det også en<br />
160<br />
Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The<br />
changing domestic scenery in the US.<br />
161<br />
Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The<br />
changing domestic scenery in the US.<br />
162<br />
Kulturrealisme betyder at et samfund med udgangspunkt i historiske normer reagerer i forhold til<br />
disse normer og vil ikke erkende sig til andres normer, fordi man antager at ens egne er de bedste.<br />
Reference til Lektor Lars Erslev undervisning på FAK Ultimo JAN 2003.<br />
UKLASSIFICERET<br />
62
UKLASSIFICERET<br />
målsætning for de fleste amerikanske politikere at sikre sig en folkelig opbakning.<br />
Denne frygt for at få befolkningen imod sig, har i mange sammenhænge været årsag<br />
til at udenrigspolitik har været bestemt af de indenrigspolitiske overskrifter. Udenrigspolitikken<br />
har været meget centreret om udbredelsen af demokrati og velstand sammen<br />
med frihed og menneskerettigheder. Disse fire områder repræsenterer netop de<br />
fokusområder USA altid i overskriftsform har holdt sig til. USA ser det som sin pligt på<br />
globalt plan at udbrede disse værdier. I USA er disse udenrigspolitiske holdninger<br />
oftest fremført af individualister - i det hele taget er politiske udmeldinger meget farvet<br />
af enkeltpersoner, der på USA’s vegne skal fremføre normer og samfundsværdier.<br />
Magtbaser i form af stærk økonomi, en politisk klarhed, en stærk sikkerhedspolitisk<br />
aktør og store personligheder gør måske netop den amerikanske udenrigspolitik<br />
magtfuld og førende. 163<br />
I Europa har der traditionelt været op til flere krige i hvert århundrede. Dette faktum<br />
har spillet en stor rolle i forholdet de enkelte lande imellem. Også interne sociale uroligheder<br />
har præget en del lande og dette kombineret med krige, har bidraget til, at<br />
Europa langt op i det attende og nittende århundrede var karakteriseret, som en<br />
række stater der var sig selv nærmest. Efter 2. Verdenskrig og op til 70érne var der<br />
spæde forsøg på at samle de europæiske stater om fælles projekter så som kul- og<br />
stålunionen – forløberen for EF og senere EU. Med etablering af EU’s FUSP er der<br />
for første gang i Europa grundlag for en fælles agerende rolle i forhold til de sikkerhedsspørgsmål,<br />
der opstår i nærområdet. EU er oplevet som en institution, der er<br />
fokuseret på at fastholde det etablerede samarbejde med udviklingen af dokumenter,<br />
men får reelt ikke gjort jobbet, som det er udtrykt af amerikanerne. Integration er det<br />
der bliver brugt ressourcer på og da EU ligeledes er i gang med en udvidelse med<br />
nye europæiske kulturer, der skal indpasses i EU-familien og hermed giver dette et<br />
indtryk af at Europa er et universeltkulturelt 164 samfund. I et sådant perspektiv er<br />
Europa nødt til at være åbne over for andre kulturelle traditioner og hermed bliver EU<br />
en samling af folk og samfund med forskellige traditioner og netop derfor, er der behov<br />
for tolerance og forsigtighed, for at få den europæiske integration til at lykkedes.<br />
Endvidere er EU oplevet som en mere pessimistisk og pragmatisk aktør, hvor USA<br />
klart savner en positiv, optimistisk og dynamisk tilgang til problemstillingerne. EU fokuserer<br />
på at løse udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål med diplomatiske værktøjer,<br />
som der jo siden 2. Verdenskrig har været tradition for. EU har en tendens til hele<br />
tiden at ville bruge institutioner som platform for løsninger og gerne suppleret med<br />
topmøder og konferencer, der skal give flest mulige indsigt i de opgaver, der skal løses.<br />
Og stadig, trods mulighed for fælles holdninger, har der i hele EU’s levetid været<br />
forskellige holdninger til udenrigspolitikken, hvor specielt nogle lande, som England<br />
og Frankrig har signaleret særstandpunkter. Hermed er der antydet, at nationale interesse<br />
stadig er styrende, og det formentlig vil være svært at nå til enighed i familien<br />
af EU-lande. De kulturelle forskelle gør det svært at nå til fælles standpunkter hen<br />
over Atlanten og hermed er der lagt op til en fremtidig større anvendelse af koalitioner<br />
frem for brug af institutioner. 165<br />
163<br />
Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The<br />
changing domestic scenery in the US.<br />
164<br />
Universieltkulturelt samfund repræsenterer en samling af forskellige kulturer der er åben over for<br />
omverden og ikke udelukker kulturer, der vil samarbejde. Reference til Lektor Lars Erslev undervisning<br />
på FAK Ultimo JAN 2003.<br />
165<br />
Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The<br />
changing domestic scenery in the US.<br />
UKLASSIFICERET<br />
63
UKLASSIFICERET<br />
4.4.4. Sammenspillet mellem EU, NATO og USA.<br />
I år 1991 da FN godkendte en militær aktion mod Irak, der havde invaderet Kuwait,<br />
var det USA, der i rammen af en koalition ledede operationen. USA var senere involveret<br />
i Kosovokrigen, hvor NATO var det ledende organ og de amerikanske erfaringer<br />
herfra var ikke positive grundet de stramme politiske bindinger fra NAC 166 . Efterfølgende<br />
har USA officielt foretrukket en koalition med deltagelse af lande, der frivilligt<br />
ville bidrage med styrker til en fælles operation. Denne form er foretrukket for<br />
herigennem at sikre, at politisk indblanding bliver mindsket mest muligt under en<br />
eventuel kampagne. Efter den 11. september år 2001 angreb USA Afghanistan og i<br />
den forbindelse bidrog europæiske lande med styrker, der primært var under europæisk<br />
kommando. Styrken var på 5000 mand og kom fra 12 EU-lande. International<br />
Security Assistance Force (ISAF) var skabt. Styrken fik et FN mandat, men var ikke<br />
underlagt FN, NATO eller EU. Der blev udpeget en ledende nation som i starten var<br />
England og senere overtog Tyskland og Holland i fællesskab ansvaret. Denne styrke<br />
er altså en samling af militære styrker i koalition, der arbejder på et FN mandat og i<br />
samarbejde med de amerikanske styrker. Denne konstruktion er set med amerikanske<br />
briller optimal. I ISAF er de enkelte lande repræsenteret henholdsvis i NATO og<br />
EU, men uden politisk interferens. Med relationer til både NATO og EU giver dette<br />
ISAF mulighed for at trække på de kapaciteter, der dels i NATO findes på den militære<br />
side, herunder støtte fra SHAPE 167 og dels på civil støttekapacitet fra EU. Sammen<br />
med betragtelig økonomiske bistand giver det ISAF gode betingelser for at virke.<br />
ISAF´s opgave er typiske Petersberg-opgaver – altså de opgaver, som EU i<br />
rammen af ESDP fokuserer på. Fra et amerikansk synspunkt, er de erfaringer der her<br />
drages særdeles gode, idet de giver fremtidsmuligheder for europæiske styrker,<br />
sammensat i en koalition, i operationer på den globale scene. ISAF´s opgave med at<br />
genopbygge Afghanistan som stat bliver nu klaret med et samarbejde mellem europæiske<br />
militære styrker og USA, der herved tilsikrer, at amerikansk tilstedeværelse<br />
kan begrænses til kun det absolutte minimum.<br />
I mindre tidsperioder har europæiske lande også bidraget direkte til USA´s indsats i<br />
mod Al-Qaida og Talaban i Afghanistan – altså afgivet styrker i kommando af USA.<br />
Dette har fungeret fint og USA har ved flere lejligheder påpeget disse styrkers kvalifikationer.<br />
168<br />
De fremtidige perspektiver for ad-hoc koalitioner, som ISAF er et eksempel på kan<br />
blive en øget amerikansk fokusering på dette område, og der kan på tværs af Atlanten<br />
skabes bilaterale aftale, som kan spænde ben for en reel udmøntning af de mål,<br />
der er sat for ESDP. USA håber på at eventuelle bilaterale aftaler kan bidrage til en<br />
revurdering af de nationale udenrigs- og sikkerhedspolitikker i Europa. Dette vil kunne<br />
give USA en bedre mulighed for at manøvrere, men også skærpe uenigheden<br />
internt i EU. 169<br />
4.4.5. Åben europæisk kritik af USA.<br />
Det har været en mere eller mindre uskrevet regel, at direkte og åbenlys kritik af USA<br />
var noget der ikke skete – det var vigtigt at signalere sammenhold, hvilket også er-<br />
166 North Atlantic Concil, NATO.<br />
167 Supreme Headquarters Allies Powers Europe.<br />
168 www.europeansecurity.net/Articles/articlepowerwith.html af 5 FEB 2003.<br />
169 www.europeansecurity.net/Articles/articlepowerwith.html af 5 FEB 2003.<br />
UKLASSIFICERET<br />
64
UKLASSIFICERET<br />
klæringen fra de 8 europæiske ledere fra 30. januar 2003 kan ses som et eksempel<br />
på. Udtalelser fra blandt andet EU Kommissionen udtrykker klart at EU bør have en<br />
rolle. Det forlyder blandt andet som følger:” Uanset hvor stor USA er, om USA er den<br />
eneste supermagt i verden – så kan USA ikke løse opgaven alene”. Ud over direkte<br />
kritik fra EU, har en del førende lande i EU åbent kritiseret USA for enegang. Europæisk<br />
kritik af USA kan ses i lyset af en stærk tiltagende europæisk patriotisme –<br />
primært i de store EU-lande, som umiddelbar stødte en del amerikanske politikere på<br />
deres opfattelse af de traditionelle europæiske allierede. Bush´s udtalelse: ”Enten er I<br />
med os eller også er I imod os ” er noget af den retorik, der har skubbet til denne<br />
antiamerikanisme. Den offentlige kritik af USA opleves som mangel på loyalitet. USA<br />
har altid støttet Europa og givet støtte politisk, militært og økonomisk – og nu tillader<br />
Europa sig, at modsige USA, der netop nu havde oplevet et direkte angreb. Denne<br />
afstandstagen, som Europa her viste, gjorde de transatlantiske bånd tyndere og<br />
nemmere at springe. Med introduktionen af den ”onde akse” 170 i januar 2002 havde<br />
USA ligeledes ikke taget Europa i ed, hvorfor alle europæiske lande ikke umiddelbart<br />
kunne slutte op om denne definition. Samtidig gennemførte USA en række antiterror<br />
love, der fra et europæisk synspunkt og støttet af menneskerettighedsorganisationer<br />
ikke overholdte menneskerettighederne. 171 USA opfatter Europa som værende mere<br />
bekymret om integration end forsvar mod udefra kommende trusler. 172<br />
Med udtalt velvilje til at bruge tvangsdiplomatik og forebyggende angreb opfatter<br />
Europa det bevist, at USA’s unipolære position er ved at tage overhånd. Flere lande<br />
opfatter USA’s parathed til at gennemføre forebyggende angreb som et brud på FNpagten<br />
om landes suverænitet. USA har udtalt, at det ikke vil vente med at slå til,<br />
hvis en organisation eller land har til hensigt at angribe det amerikanske fastland.<br />
USA har tidligere under præsident Kennedy, overvejet et forebyggende angreb mod<br />
Cuba i år 1962, men afholdte sig netop den gang fra at gøre det af hensyn til FNpagten.<br />
USA’s holdning om ikke at afvise forbyggende angreb og brug af taktiske Avåben<br />
mod slyngelstater, der har a-våben, er endnu engang grund til uenighed mellem<br />
USA og Europa. Mange europæiske ledere har anført at et forebyggende angreb<br />
vil udviske de regler, der i dag er normer i FN. Hvordan vil USA således reagere på<br />
et evt. kinesisk angreb på Taiwan eller et russisk angreb på Georgien. Det vil være<br />
som at åbne Pandoras boks af global anarki, hvis USA gør brug af forebyggende angrebsstrategien.<br />
Det at bruge A-våben som en agerende part er stik imod de atomvåbenaftaler,<br />
der er indgået med bl.a. Rusland. Der er stor risiko for at aftalen om<br />
ikke atomafprøvning på den bekostning bliver brudt ,og der iværksættes et kapløb<br />
om udvikling af nye masseødelæggelsesvåben. 173<br />
Et andet europæisk synspunkt er, at den 9. september 2001 bruges af den amerikanske<br />
regering til at forme en ny politisk retning, men også før terrorangrebet var<br />
USA i gang med at udvide sit manøvrerum. ABM traktaten, Kyoto protokollen og afstandtagen<br />
til den internationale kriminaldomstol er gode eksempler. Under præsident<br />
Clinton var det USA’s opgave at holde sig gode venner med flest mulige. Dette<br />
er afløst af en holdning om at USA selv skal i forreste række, og herefter kan der bli-<br />
170 USA opfatter Nordkorea, Syrien, Irak, Iran, Cuba og Libyen som de onde stater.<br />
171 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow. side 5 - 7<br />
172 Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Bo Huldt vedrørende Introduction<br />
173 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 7 – 12.<br />
UKLASSIFICERET<br />
65
UKLASSIFICERET<br />
ve taget hensyn, vis det viser sig nødvendig. Dette øger dels den åbenbare kritik af<br />
USA og dels øger det antiamerikanismen i Europa. USA kan opleves som den amerikanske<br />
Gulliver, der har sprængt de bånd, der knyttede landet multilateralt. De små<br />
kan skubbe og forsøge at påvirke, men de må acceptere realiteten. USA vil selv.<br />
Irak har længe været en torn i øjet på USA og sammenholdt med påstand om Iraks<br />
masseødelæggelesvåben og bevis på at Iraks leder Saddam Hussein tidligere har<br />
bevidst at han tør bruge dem, har gjort, at USA sammen med bekæmpelsen af terrornetværk,<br />
føler sig forpligtet til en gang for alle at gøre rent bord med Irak. Det er<br />
opfattelsen i USA, at Golfkrigen i år 1991 stoppede for tidligt, og at Irak ikke blev frataget<br />
deres kapacitet til igen at kunne true deres naboer og andre lande i regionen,<br />
her iblandt Israel. USA var meget selvstændig i den indledende fase, men har ultimo<br />
år 2002 formået at få to resolutioner igennem i FN, der giver et langt klare mandat –<br />
dog ikke med direkte ret til militær intervention. I forbindelse med Irakkrisen var en<br />
del europæiske lande afvisende for udsigten til en krig mod Irak med deltagelse af<br />
europæiske styrker. Kun England, der traditionelt er knyttet tæt til USA, gav uforbeholdende<br />
sin støtte. Europa erkender, at Irak tilhører den ”onde akse” og trods modviljen<br />
til militær indgriben mod Irak, kan Europa med EU i spidsen ikke give nogen<br />
alternativ plan for, hvordan den vestlige verden skal takle Irak. Der er forslået en diplomatisk<br />
løsning, men med et kendskab til Iraks leder giver ikke dette gode odds. 174<br />
Nogle af de mest USA-skeptiske lande i Irak-spørgsmålet har været Frankrig og<br />
Tyskland. Frankrig har, som permanent medlem af FN´s sikkerhedsråd, en afgørende<br />
rolle i forhold til gennemførelse af resolutioner. Faktisk har Frankrig bevæget sig<br />
fra at være en rimelig tæt samarbejdspartner med USA til i den nuværende debat at<br />
fokusere mere på egen interesse samt sin traditionelle rolle udenrigspolitisk, når USA<br />
træder i frem på scenen. Altså ”USA skal ikke tror at de er noget særligt”- holdningen<br />
er nu den styrende. Frankrigs rolle kan også sættes i et andet perspektiv. Frankrigs<br />
position i Irak-spørgsmålet er mere et spørgsmål om at kunne manifestere sin globale<br />
position, når nu landet har vetoret i FN. Frankrigs overordnede bekymring i forhold<br />
til en Irakkrig er ikke så meget den irakiske befolkning, men mere den indflydelse<br />
krigen vil have på den nuværende europæiske – og egen økonomiske situation.<br />
USA har modargumenteret at en krig, modsat Frankrigs opfattelse, vil bringe mere<br />
stabilitet og lavere oliepriser. Den tyske kansler har brugt Irakkrigen som tema i valgkampen,<br />
hvor der er givet garantier til det tyske folk om at landet ikke under nogen<br />
omstændigheder vil deltage i en krig mod Irak. Denne holdning har skabt en konfrontationskurs<br />
mellem Tyskland og USA, der er Tysklands traditionelle allierede i alle<br />
spørgsmål. Tyske politikere frygter at holdningen på sigt vil betyde en amerikansk<br />
afstandstagen til Tyskland og samtidig bevirke, at Tyskland får svære ved at etablere<br />
samarbejde både politisk og økonomisk over Atlanten. 175<br />
Efter perioden med USA’s enegang mod Irak og den massive modstand fra Europa<br />
har USA som tidligere nævnt fået to resolutioner igennem FN, der giver Irak meget<br />
begrænsede muligheder for at undgå en væbnet konflikt med USA. Visse europæiske<br />
ledere så det som om USA vred armen om på ryggen af FN og nærmest tvang<br />
FN til at beslutte resolutionerne ellers ville USA gå enegang. 176<br />
174 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 7 – 12.<br />
175 www.europeansecurity.net/Articles/articleeurope_us.html af 5 FEB 2003.<br />
176 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side 12 - 18.<br />
UKLASSIFICERET<br />
66
UKLASSIFICERET<br />
4.5. Det militære gab mellem Europa og USA.<br />
4.5.1. EU militære formåen i forhold til USA.<br />
Det er en almindelig opfattelse at våbenkapløb i dag er begrænset til faktisk kun at<br />
omhandle USA. USA er i kapløb med sig selv og den konkurrence har naturligvis kun<br />
en vinder – nemlig USA. En Revolution i militære forhold (RMA, revolution in military<br />
affairs) er påbegyndt. En del af RMA er udvikling af kommando, kontrol, kommunikation,<br />
computer, efterretning, overvågning og rekognoscering, data, links og præcisionsvåben.<br />
Udvikling betegnes som RMA. Revolutionen er overordnet set en måde<br />
hvorpå kampen føres under anvendelse af avanceret teknologi. Udvikling af disse<br />
våbensystemer vil i fremtidige konflikter give USA store ”force multipliers” 177 . Udviklingen<br />
af våbensystemer i RMA regi holder USA tæt til kroppen, således er det udelukkende<br />
USA, der for nuværende har kapacitet til forskning i området, hvorfor andre<br />
nationer har vanskeligt ved at få andel i den nye viden. RMA vil bringe USA’s styrker<br />
på et niveau, hvor de vil oplev sig som de eneste. Øvrige nationers væbnede styrker<br />
vil ”spille i 2. division”.<br />
I Europa opleves RMA som et resultat af stigende forsvarsbudgetter i USA, hvor<br />
imod Europa i tilsvarende periode har været udsat for en begrænsning i forsvarsudgifterne.<br />
Man kan sige at Europa hurtigt efter den Kolde Krig høstede dividenden af<br />
den nye situation efter 1991. ESDP kan på sigt vise sig at være base for en europæisk<br />
RMA, men EU diskuterer stadig rammer og vilkår for ESDP og derfor vil USA<br />
grundet udviklingstempoet være langt foran. USA bruger 4 gange så mange økonomiske<br />
midler på forskning pr. soldat som EU – hvilket selvfølgelig stiller udviklingstempoet<br />
i et andet lys set i forhold til Europa. 178<br />
USA´s operation i Afghanistan har været en kombination af specialstyrker støttet at<br />
højteknologiske fly både bemandede men også ubemandede fly som den nye Predator.<br />
Faktisk har det i visse tilfælde været mere besværligt for USA at have lande<br />
med i koalitionen end selv gøre hele arbejdet, hvilket har medført, at USA selv har<br />
valgt enkelte lande til at deltage. De allierede, der har deltaget, er i Pentagon betragtet<br />
som bidragydere uden politisk indflydelse. USA’s erfaring med kombination af<br />
special- og flystyrker har været en sådan succes at USA fremover vil prioritere disse<br />
typer styrker. 179<br />
Europas mulighed i denne situation ses som værende et valg mellem en større prioritering<br />
af den forsvarsmæssige industri og hermed en forøgelse af forsvarsbudgetterne,<br />
eller en marginalisation, hvor Europa som international bidragyder til løsning af<br />
militære operationer, er forvandlet til den mindst mulige faktor. Det er et spørgsmål<br />
om Europa og her specielt EU er i stand til - og har viljen til at indhente det amerikanske<br />
RMA forspring. Europa er primært bag ud på to områder. Det er først for nyligt,<br />
at der er etableret et koordinerende organ for militærudvikling industrielt. For det<br />
andet er der endnu ikke udviklet en integreret joint 180 militær strategi, som skal give<br />
177 Force Multipliers er systemer der har en afgørende betydning på kamppladsen og som forøger<br />
brugerens kapacitet betragtelig i forhold til en modstanders.<br />
178 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side 12 – 19.<br />
179 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side 12 – 19.<br />
180 Samarbejde mellem flere militære værn.<br />
UKLASSIFICERET<br />
67
UKLASSIFICERET<br />
grundlaget for udviklingen. Tempoet i politiske beslutning for området, der er relevante<br />
for RMA, er langt højere i USA end i Europa. Fremtidige militære operationer,<br />
med deltagelse af såvel styrker fra USA som fra Europa, vil blive mindre sandsynligt<br />
grundet forskellen i teknologi. 181 . Europa har accepteret rollen som ”oprydder” og<br />
leverandør af den lidt ”blødere” vare. Dette er et faktum og vil på sigt kunne give store<br />
besværligheder for det transatlantiske forhold, dels fordi EU hermed vil føle sig<br />
presset til at skulle betale regningen for krigshandlingerne. Men også fordi Europa er<br />
forvandlet til et militært underudviklet del af de traditionelle allierede og hermed kan<br />
dette på sigt begrænse EU’s ambitioner på den internationale scene om aktør. Det er<br />
et spørgsmål om omprioritering internt i Europa dels til NATO, som dele af de forpligtigelser<br />
182 , der accepteret ved Prag-topmødet, men også en diskussion om specialisering<br />
blandt de europæiske lande. En specialisering kan i sidste ende betyde en<br />
voldsom omstrukturering af de nationale militære enheder. Men der skal ske noget,<br />
for ellers kan Europa ikke yde sit bidrag på den militære front på det europæiske<br />
kontinent og samtidig være en troværdig partner.<br />
En udligning af ”burden sharing” kan i en begyndelse for Europa være en fordel, fordi<br />
der internt i Europa vil komme mere fokus på militære kapaciteter. Men i det lange<br />
løb vil forskellen teknologisk mellem Europa og USA være af en sådan størrelse at<br />
Europa trods en mere selvstændig indsats vil være hægtet af. Iagttagere påstår at<br />
det i virkeligheden ikke er USA´s forspring, der er hovedproblemet. Det i virkeligheden<br />
det faktum, at USA og Europa ser verdens problemer løst på to forskellige måder.<br />
USA vil løse konflikter mere hardcore og med militære midler, hvorimod Europa<br />
mere er til diplomatiske løsninger. 183<br />
4.5.2. Kan EU opbygge sin militære kapacitet?<br />
Da RMA er en refleksion af en ”Can do” 184 strategi, må Europa være statist, hvis de<br />
europæiske lande ikke kan eller vil deltage sammen med USA. Men faktisk har<br />
Europa jo økonomiske ressourcer til selv at iværksætte en RMA. Dette vil kræve en<br />
betragtelige midler, således at velfærd og social udvikling bliver nedprioriteret til fordel<br />
for en militær opbygning. Dette kan virkeliggøre EU’s ambitioner om international<br />
aktørstatus på højde med USA. Det er dog usandsynligt at noget sådant vil ske, idet<br />
den europæiske befolkning kulturelt altid har prioriteret folkesundhed og velfærd<br />
langt højere end militær kapacitet. 185 EU-landene har fra år 1996 til 2000 haft et fald<br />
i militærudgifter på 41 mil $. 186 Spørgsmålet er om den militære kløft mellem USA og<br />
Europa er så stor at det transatlantiske forhold militært er ved at være historie? Svaret<br />
på dette spørgsmål kan formodentlig først besvares når tiden har modnet ESDP<br />
og de endelige erfaringer fra Afghanistan, EU’s operationer i Jugoslavien og den nuværende<br />
konflikt i Irak er behandlet. 187<br />
181 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side 12 – 19.<br />
182 De tilsagn om kapacitetsbidrag der er aftalt ved NATO-topmødet.<br />
183 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 20.<br />
184 USA kan selvstændig gennemføre egentlige militære operationer, hvorimod Europa ikke er i stand<br />
til uden USA at gennemføre større operationer. USA har kapacitet til at gennemføre to større militære<br />
operationer samtidig.<br />
185 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 20.<br />
186 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 135 af Lykke Friis, IIS<br />
187 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende<br />
Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side 20 - 35.<br />
UKLASSIFICERET<br />
68
UKLASSIFICERET<br />
4.6. Analyse af forholdet mellem EU, Europa og USA.<br />
4.6.1. Generelt.<br />
Analysen er opdelt i delanalyser med hver sine sammenfatninger og delkonklusioner.<br />
Analysen afsluttes med opstilling af EU handlemuligheder set i et transatlantisk perspektiv<br />
med en vægt på EU som sikkerhedspolitisk aktør.<br />
4.6.2. Analyse af EU som sikkerhedspolitisk aktør.<br />
4.6.2.1. Analyse af EU’s aktørmuligheder set i et historisk perspektiv.<br />
I forbindelse med en analyse af EU som sikkerhedspolitisk aktør er det historiske<br />
perspektiv indledningsvis vigtig. EU og hermed store dele af Europa har i lange perioder<br />
været intern i konflikt med hinanden. Har det ikke være direkte krige, har det<br />
været af en anden art – f.eks. økonomiske hindringer og handelsspørgsmål. Man kan<br />
sige, at der før 2. Verdenskrig ikke var tradition for fælles samarbejde landene imellem<br />
i Europa. Efter 2. Verdenskrig er denne tendens vendt - dels grundet etableringen<br />
af NATO, den Kolde Krig og ikke mindst de indledende samarbejdsaftaler i<br />
1950erne f.eks ved stål- og kulaftalen. Europa har altså inden for en relativ kort tidshorisont<br />
- d.v.s. de sidste 50 år - måtte vende sig til at skulle samarbejde. Dette forhold<br />
har op i gennem tiden haft gode vilkår. Således kunne det europæiske samarbejde<br />
i 1970erne krones med et europæisk fællesmarked, der primært beskæftigede<br />
sig med fælles handelsvilkår. En del lande var ikke tilfreds med at skulle begrænse<br />
sig til handel og den økonomi, der faldt heraf. Derfor blev grundstene til det vi i dag<br />
kender som FUSPen grundlagt i perioden år 1989 – 1998. Der har aldrig i Europa<br />
været tradition for samarbejde på det udenrigspolitiske område. Det har været et område,<br />
hvor hvert enkelt land suverænt selv har besluttet sin politik. Det må for medlemmerne<br />
af EU have været et mærkelig oplevelse at se EU som grundsten blive<br />
drejet til nu også at være et fælles grundlag for udenrigspolitik. Med etableringen af<br />
ESDP i år 1998 og senest med Nice-traktaten var grundlaget for virket som sikkerhedspolitisk<br />
aktør på den globale scene skabt. Man kan anskue forløbet i et tidsmæssigt<br />
perspektiv og undre sig over at denne udvikling, men den må naturligt<br />
sammenkobles med det forhold at tidlige modstandere i Europa pludselig blev samarbejdspartnere.<br />
Efter sammenbruddet i de tidligere østbloklande blev der grundet<br />
vækstmuligheder og en øget fokus mod vest, et ønske om tilknytning til EU. Et NATO<br />
medlemskab blev i mange sammenhænge forudsætningerne for et EU medlemskab.<br />
Sikkerheden måtte sikres.<br />
Kigger man på EU for nuværende er der altså en fælles udenrigspolitik, der overordnet<br />
skal sikre, at EU-landene er enige i udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål for hermed<br />
at stå stærke og virke som en større mod- eller medspiller. Men er FUSPen<br />
skabt for at landene globalt kan vælge mellem USA og EU som mægler eller problemløser<br />
af udenrigspolitiske spørgsmål? Dette spørgsmål skal formentlig ses i<br />
rammen af den lange fredsperiode som Europa har oplevet siden 2. Verdenskrig. Nu<br />
er de europæiske lande været i fred med hinanden i næsten 60 år, og de har oven i<br />
købet kunnet enes om et udvidet samarbejde. Hvorfor skulle EU så ikke også have<br />
UKLASSIFICERET<br />
69
UKLASSIFICERET<br />
mere at sige på en internationale scene. Ud over enighed har EU også en ”gulerod” –<br />
nemlig muligheden for at tilføre store økonomiske bidrag, hvilket gør EU attraktiv. Har<br />
EU virkelig muligheder globalt? FUSPen er formuleret så EU kan virke globalt, men<br />
det er vel mest sandsynlig at hovedindsatsen vil ske i nærområdet, i Mellemøsten,<br />
Centralasien samt i Nordafrika. Det er her EU primært har interesse miljø-, migrations-<br />
og konfliktmæssigt. Det kan på sigt ikke udelukkes at EU også vil spille som<br />
aktør mere globalt, men det kræver en synliggørelse og en række succeshistorier,<br />
der gør EU til et oplagt valg. Med dette som udgangspunkt kan det sammenfattes at<br />
EU har mulighed for med sin FUSP at være et alternativ til de øvrige internationale<br />
aktører herunder medspiller og modspiller til USA på den europæiske scene og i<br />
Europas umiddelbare nærområde. Men EU skal vænne sig til at samarbejde på et<br />
område, der traditionelt har været et nationalt anliggende med vidt forskellige grader<br />
af tilknytninger til de store nuværende aktører.<br />
4.6.2.2. Analyse af EU’s sikkerhedspolitiske rolle i rammen af FUSP og<br />
ESDP.<br />
Under FUSPen blev der i år 1998 skabt grundlaget for en militærdimension. Denne<br />
fælles sikkerheds og forsvarspolitik var fra starten baseret på et samarbejde med<br />
NATO. Dels havde EU ikke et militærapparat som NATO og dels var ESDP baseret<br />
på styrker, der også var NATO-styrker. Det overordnede princip var en militærstyrke,<br />
der kunne medvirke ved konfliktløsning. ESDPen er todelt. Dels en militærdel, men<br />
også en ikke ubetydelige civil kapacitet. Denne kombination af et værktøj i form af<br />
ESDP, der både kan virke som et militært og civilt instrument, er ikke set i andre<br />
større internationale institutioner på dette niveau. De overordnede mål er umiddelbar<br />
at være operativt i år 2003 med en styrke på 60.000 mand og en civilkapacitet på et<br />
højt niveau. Med løsning af Petersberg-opgaver i forhold til NATOs opgaver, som i<br />
langt højere grad er baseret på ”out of area” operationer samt selvfølgelig artikel 5<br />
operationer var der med ESDP skabt et alternativ til NATO. Med aftalen om at NATO<br />
var den territoriale forsvarsorganisation blev EU en organisation, der skulle klare de<br />
bløde opgaver som netop er typiske fredsskabende og fredsbevarende operationer.<br />
Man kan sige, at der blev skabt en rolle fordeling mellem EU og NATO. Umiddelbart<br />
kunne man frygte, at EU ville være utilfreds med en sådan rolle fordeling. Men faktisk<br />
opfattes det sådan, at netop Petersberg-opgaverne tilgodeser de ambitioner som EU<br />
har på konfliktområdet. Det ligger ikke i kortene at EU med 60.000 mand skal ud i en<br />
krigsoperation med alt hvad det indebære. Hertil har de europæiske lande jo NATO.<br />
Samtidig er Petersberg-opgaverne vel også et opgavesæt, der ligger godt til europæerne.<br />
Her er mulighed for at bruge diplomatik, økonomisk bistand og synliggøre<br />
sin tilstedeværelse med militære stabiliseringsstyrker, der kan sikre en evt. genopbygning<br />
og sikring af lokalbefolkninger. Så alle onde tunger om at EU’s ESDP er minimeret<br />
til et oprydningshold passer for så vidt. NATO eller USA gør det hårde arbejde,<br />
og EU overtager og tilsikrer, at landet eller landene, indblandet i en konflikt, kan<br />
vende tilbage til mere normale tilstande. Hermed sikres at bl.a. USA ikke i længere<br />
tid behøver at blive i et konfliktområde. Der er skabt grundlag for, at EU kan overtage<br />
eller indsætte styrker i en konflikt, hvor der ikke er risiko for større tab. For bl.a. USA<br />
er der, efter indgåelse af de nødvendige aftaler med NATO, ikke tale om, at EU skal<br />
konkurrere med NATO men nærmere at EU skal løse en del af de samlede opgaver i<br />
en konflikt. Endelig er EU’s ”dobbelte” kapacitet i form af militær og civil kapacitet<br />
forventes at blive optimal for USA.<br />
UKLASSIFICERET<br />
70
UKLASSIFICERET<br />
EU har vist initiativ og er nu begyndt at signalere parathed til rent faktisk også at<br />
overtage igangværende operationer primært på Balkan. Med dette udspil har EU signaleret<br />
beslutsomhed og samtidig villighed til at påbegynde planlægning og gennemførelse<br />
af EU-ledede operationer. Nu er der ingen vej tilbage for EU – nu er institutionen<br />
på banen og en ”udvisning” kan kun gives af FN såfremt opgaven ikke<br />
løses. Denne mulighed er lille og selv FN er glad for den dobbelte kapacitet, der er<br />
skabt i ESDP og anser den faktisk som værende et særdeles godt aktiv.<br />
Som en naturlig konsekvens er EU institutionelt blevet tilpasset til en mere fremtrædende<br />
rolle. Med udpegningen af en repræsentant for FUSPen har omverden nu en<br />
person, der på EU’s vegne, kan forhandle og skabe forudsætninger for en evt. indsættelse<br />
af EU-kapaciteter. Repræsentanten har sin egen stab, der kan give grundlag<br />
og analyse forud for og under forhandlinger. Denne organisationstilpasning vurderes<br />
umiddelbart at være nødvendig, hvis EU skal kunne operere, og samtidig reagere<br />
i nuet.<br />
Forholdet til NATO er endelig afklaret dels via Washingtonmødet i år 1999 og endelig<br />
ved EU-topmødet i København, hvor tyrkernes forbehold over for EU som lånere af<br />
NATO aktiver blev fjernet. EU har via en tilsagnskonferrence opnået betydelig succes<br />
og blandt ikke-NATO og EU-lande har der været et ønske om bidrag til en EU-ledet<br />
operation. Således har også Rusland været en positiv medspiller. Med diplomatiet på<br />
plads og overstået tilmeldingsproces skulle EU være klar til at kunne indsætte sine<br />
militære kapaciteter. Det vurderes at samarbejdet med NATO og øvrige lande vil<br />
kunne udbygges så EU i fremtiden bliver en større platform for sikkerhed. EU indeholder<br />
jo ikke NATO s artikel 5 og ”out of area” hensigter, men indsættes udelukkende<br />
på initiativ af EU eller på opfordring af FN efterfulgt af en godkendelse af EU ministerrådet.<br />
Ligeledes er Petersberg-opgavekonceptet et ikke aggressivt opgavesæt,<br />
og vurderes at give EU en stor opbakning i Europa. Endelig er der også det aspekt,<br />
at der med EU er skabt en militærorganisation, der uden USA kan indsættes. Det er<br />
især Frankrig, der jo står uden for det militære samarbejde i NATO, som er stærkt<br />
fokuseret på dette.<br />
ESDP kunne bidrage til en større “burden sharing” i Europa. Faktisk ser visse dele af<br />
den amerikanske administration ESDP som det værktøj, der endelig kan bevirke at<br />
USA kan frigøre styrker fra det europæiske kontinent og herved kan Europa selv<br />
trække et større læs på den europæiske scene. Det ambitiøse projekt EU har iværksat<br />
med etableringen af ESDP skaber forventninger – primært i USA. Herved har EU<br />
påtaget sig et pres, hvor EU må vise en succes – sker det ikke vil oplevelsen af et<br />
EU med internationale aktørinteresser ingen fremtid.<br />
I EU’s 2. søjle er der i FUSPen indbygget en mulighed for et udvidet samarbejde visse<br />
EU-lande imellem og faktisk er der i denne ramme mulighed for at indbygge en<br />
”musketered” som den der er i NATO. Endvidere kan visse lande gå sammen og med<br />
tiden måske få gennemtrumfet beslutninger med flertalsafgørelser. Sker dette vil der<br />
uden for EU kunne opstå en opfattelse af et EU opdelt i en ”1. og 2. division”. 1. division<br />
besluttede foranstaltningerne, mens 2. division var rygklappere – mest fordi landene<br />
ikke havde vilje eller økonomi til at følge 1. division. En sådan udvikling vil helt<br />
sikkert skabe splittelse, og der kan være frygt for at EU på den bekostning kan tabe<br />
anseelse, indflydelse og dermed muligheden for at være aktør. Behovet for at EU<br />
taler med en stemme er af troværdighedsmæssige årsager særdeles vigtig, da organisationen<br />
ellers ikke vil kunne fremstå som et alternativ til andre aktører. De påta-<br />
UKLASSIFICERET<br />
71
UKLASSIFICERET<br />
gede operationer er et skridt i den rigtige retning, men der klart også en forventning<br />
om øgede forsvarsudgifter, hvilket der ikke har været tradition for de sidste 50 år i<br />
Europa. Den umiddelbare løsning må derfor være at få mere forsvar for de penge der<br />
anvendes. Dette kan ske gennem en national slankning og iværksættelse af fælles<br />
forsvarsprojekter, der kan medføre en national specialisering, der i sidste instans<br />
måske kan føre til nedlæggelse af værn eller nuværende kerneenheder.<br />
Som anført tidligere er EU jo en forholdsvis ung organisation, der har lært de europæiske<br />
lande at samarbejde, men det er nationale interesser internt i EU, der ofte<br />
styrer de enkelte landes holdninger til de udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner. De<br />
store EU-lande som England, Frankrig og Tyskland har forskellige interesser i forhold<br />
til bl.a. USA. Denne splittelse har medført en intern splittelse i EU, som gør det svært<br />
at leve op til FUSPen hensigt nemlig at tone frem som et enigt EU. Når en splittelse<br />
medføre blokdannelse i EU vil det naturligvis, i en opbyggende fase som FUSPen er<br />
for nuværende, være en stor svækkelse, der hele tiden vil forsinke opnåelsen af det<br />
endelige mål og samtidig er der jo frygten for at det vil ske igen. Aktuelt i Irakspørgsmålet<br />
er det umiddelbare indtryk, at det der kan samle EU-landene er sammenholdet<br />
omkring FN som institution, der har beføjelser til at iværksætte en aktion.<br />
Er man enig om det, behøver EU jo kun skændes om de vilkår der skal gælde for en<br />
eventuel indsættelse af styrker i Irak, og denne diskussion kan henlægges til FN. En<br />
ting er åbenlyst på baggrund af splittelsen – nemlig at EU’s befolkning også er splittet<br />
– så hvorfor skulle politikkerne så ikke også være det. Det må være muligt at nå til<br />
fælles holdninger på de udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål! Tiden har da<br />
også vist, at der er en pragmatisk holdning blandt de europæiske ledere til at nå til<br />
enighed om en fælles erklæring vedrørende Irak-spørgsmålet. Man kunne enes om<br />
en kæmpe udvidelse af EU med 10 nye lande – så hvorfor kan man ikke finde hinanden<br />
på emnet om Irak. Der er jo den store forskel i EU til forskel fra FN, at her sidder<br />
USA ikke med ved bordet og at EU tidligere har virket som en enig organisation. Med<br />
udgangspunkt i ovenstående er der følgende sammenfattende bemærkninger til<br />
EU´s aktørrolle. FUSPen og hermed ESDP må ikke blive en konkurrent til NATO. EU<br />
skal være en aktør, der virker der, hvor NATO ikke vil engagere sig. EU vil i rammen<br />
af FUSPen gennemføre sin udenrigspolitik under hensyn til de aftaler der er indgået<br />
dels internt i EU men også med andre aktører. Med den kommende indsats på Balkan<br />
er der grundlag for at høste nogle erfaringer for operationer i ESDP-ramme både<br />
på det civile og militære kapacitetsområde. Disse erfaringer bør, med de politiske<br />
aftaler der er truffet med NATO og FN kunne give et fundament for at få et EU, der<br />
som sikkerhedspolitisk aktør kan virke – hvis ikke for nuværende – så på sigt, når<br />
organisationen har høstet praktisk erfaring. Med den opbakning, der er opnået fra<br />
USA på trods af en indledende skepsis kan USA se et EU anvendt i forskellige situationer<br />
– og især der, hvor NATO ikke ønsker at engagere sig. Med den militære og<br />
civile kapacitet , guleroden med EU-pengene og en koncentration om Petersbergopgaverne<br />
bør EDSP blive et aktiv og ikke et område, der dyrkes af en elite inden for<br />
EU – nemlig dem der etablerer et udvidet samarbejde. Et EU med en velfungerende<br />
ESDP vil automatisk komme til at spille en aktørrolle.<br />
4.6.2.3. Delkonklusion vedrørende EU som sikkerhedspolitisk aktør.<br />
På baggrund af pkt. 4.6.2.1og 4.6.2.2 fremkommer der følgende delkonklusion:<br />
UKLASSIFICERET<br />
72
UKLASSIFICERET<br />
EU vil være – og kan i rammen af FUSPen blive en aktør, der med ESDP kan blive et<br />
aktiv for FN og andre samarbejdspartnere i sikring af fred og stabilitet i EU’s nærområde.<br />
Der vil gå en vis tid inden en sådan position er opnået fordi forudsætningen er<br />
succeser, som EU har muligheden for at skabe på Balkan via de nuværende og<br />
kommende operationer og den endelige færdig etablering af EU´s reaktionsstyrke.<br />
Ligeledes er forudsætningen, at enighed opnås internt, og EU ikke udstiller sig selv<br />
som en splittet organisation som ikke ved hvilket standpunkt organisationen, som et<br />
hele skal påtage sig. Umiddelbart forekommer det mere nødvendig for EU-landene<br />
som en ny aktør at fremstå samlet end for nogle af de lidt ældre aktører. Forholdet til<br />
FN, NATO og USA skal udbygges og vedligeholdes dels gennem accept af nuværende<br />
rolle og relationer til FN, dels ved at afholde sig fra at konkurrere med NATO<br />
om territorialforsvar og ved at tilbyde sig til FN-opgaver. EU vil være en aktør der kan<br />
afløse bl.a USA i opgaver der har relation til Petersberg-opgavesættet.<br />
4.6.3. Analyse af forholdet mellem EU/Europa og USA.<br />
4.6.3.1. Analyse af forholdet mellem Europa af USA efter 11. september<br />
2001.<br />
11. september år 2001 gav et indtryk af det forhold der under den Kolde Krig har<br />
kendetegnet det transatlantiske forhold mellem USA og Europa. Europa støttede<br />
USA og i NATO med artikel 5 iværksat for første gang. Den kortsigtede europæiske<br />
opbakning til USA skal ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv. Faktisk er der to forskellige<br />
dagsordner på området henholdsvis i USA og Europa. USA er fokuseret på emner<br />
som vækst, udbredelse af demokrati, bekæmpelse af terror og WMD og national<br />
sikkerhed, Hvor i mod Europa koncentrere sig om integration internt i Europa, etniske<br />
konflikter, terror og samfundsspørgsmål. Man kan vel sige at der er to forskellige hovedskudsretninger.<br />
Det er ikke sådan at Europa ikke vedkender sig til nogle af USA<br />
overordnede prioriteter, men de er bare ikke så højt oppe på listen i Europa.<br />
Europa oplever, at der i USA er en debat om Europas i rolle set i lyset af den amerikanske<br />
dagsorden. Frygten for at Europa i rammen af EU er ved at vokse sig så stor<br />
at den bliver en konkurrent til USA skaber en frygt i det amerikanske politiske miljø,<br />
der primært giver indtryk af et EU, der på vegne af Europa vil overtage USA’s rolle<br />
som sikkerhedsaktør i Europa. USA holdning om at være forrest og altid først er truet<br />
– og det bryder den amerikanske politiske elite sig ikke om. Frygten for at EU med<br />
ESDP er ved at udvande NATO var den indledende holdning, men den er nu skiftet<br />
til at EU kan blive en partner for USA. Men frygten for at et samlet Europa, i rammen<br />
af EU, kan danne en europæisk søjle i NATO, der kan hindre USA i at kunne manøvrer,<br />
er det alt overskyggende problem.<br />
Efter 2. Verdenskrig har der i Europa været en række institutioner, der var rammen<br />
for internationalt samarbejde. Disse organer er i efterkrigstiden blevet brugt af Europa,<br />
men USA har retorisk forsøgt at fjerne sig fra nogle af disse institutioner og herved<br />
givet indtryk af, at landet selv ville sætte dagsordnen uden at andre skulle blande<br />
sig. En del europæiske lande har påstået at USA’s udenrigspolitik har været bestemt<br />
af den amerikanske befolkning, og at USA altid har i sin udenrigspolitik har været<br />
påvirket at de indenrigspolitiske stemninger f.eks. i forbindelse med interne valg. En<br />
anden tendens har været USA opfattelse af at alt landet gjorde var retfærdigt, fordi<br />
det tog udgangspunkt i en kristent menneskesyn. Denne opfattelse deler Europa ikke<br />
og oplevelsen af, at USA normativt er hævet over alle andre er set fra et europæisk<br />
UKLASSIFICERET<br />
73
UKLASSIFICERET<br />
syn, grunden til at USA’s udenrigspolitik skaber en større unipolære situation. Som<br />
hegemon ser USA det som sin pligt at udbrede frihed, demokrati, velstand og menneskerettigheder<br />
globalt – og det netop denne ret som Europa i øjeblikket ikke er<br />
enig i. Ikke at Europa ikke kan identificere sig med de fire områder, men oplevelsen<br />
af, at det er USA’s ansvar er det, der skuer i ørene i Europa. Man kan så spørge sig<br />
selv – ”kan Europa da selv gennemføre dette projekt”? Det mener Europa, at det kan<br />
bidrage til, men ser det gerne gennemført sammen med USA – og herved presse<br />
USA til at lytte. I virkeligheden er det et spørgsmål om forskellen mellem Europa og<br />
USA ikke ligger i det syn de to parter ser verdenssituationen i. Sammenfattende må<br />
man sige at beslutningshastigheden og hermed de demokratiske processer i Europa<br />
har bevirket at USA ikke ville vente og ej heller lytte eller lade sig påvirke af de traditionelle<br />
allierede. Europa har en anden prioritering på sin sikkerhedspolitiske dagsorden,<br />
der gør at Europa og herunder EU ikke bare stiller op som den accepterende<br />
part uden at få indflydelse. Man kan vel sige at de fælles værdisæt, der generelt har<br />
været over Atlanten er ved at skilles på markante områder.<br />
4.6.3.2. Analyse af forholdet mellem EU, NATO og USA.<br />
Et andet spændende område er sammenspillet mellem EU, NATO og USA – hvordan<br />
vil dette forhold forløbe med en EU-militærdimension? USA kan vel med rette sige at<br />
de nuværende udstationeringer i Europa bliver af mindre betydning nu, hvor EU har<br />
ESDP. Vil USA påbegynde tilbagetrækning af styrker? Umiddelbart vil de amerikanske<br />
skatteborgere jo nyde godt af en tilbagetrækning og herved færre udgifter. Men<br />
omvendt vil USA miste sin militære position i Europa. Et bud kunne være, at USA<br />
over tid flytter sine styrker fra de nuværende lande til de nye NATO-lande længere<br />
mod øst i Europa. Her ved udnytter USA den pro-amerikanske stemning, der er i disse<br />
lande. Sker dette vil det nok ikke umiddelbart påvirke de europæiske lande til at<br />
øge deres militære udgifter og leve op til en bedre “burden sharing” og forpligtigelserne<br />
i NATO. En umiddelbar vurdering vil være, at USA stadig vil være tilstede, men<br />
i en anden form f.eks. med færre regulære hærstyrker, men mere med strategiske<br />
kapaciteter, som jo netop EU mangler for kunne klare sig selv. I lyset af et forstærket<br />
ESDP vil NATO så kunne fungere? Med de aftaler der er truffet vedrørende EU lån af<br />
NATO-styrker og NATOs ansvar for det territoriale forsvar, kan EU for nuværende<br />
ikke være den eneste organisation på det europæiske kontinent. EU er afhængig af<br />
NATO og med et intakt NATO kan USA også holde et vågent øje med EU’s militære<br />
ageren. Et andet udgangspunkt kunne være et samarbejde mellem EU og NATO,<br />
hvor EU overtager NATOs opgave og påbegynder løsning af Peterbergopgavesættet.<br />
Når nu USA helst er fri for politisk indblanding er det nærliggende at spørge om det<br />
udelukker europæiske lande fra at kunne operere sammen med USA? Og svaret er<br />
nej. I forbindelse med kampen mod Talaban har der været et ønske om støtte fra<br />
europæiske lande, men ikke i rammen af NATO eller EU. Med dette som udgangspunkt,<br />
lykkedes det USA at skaffe et FN-mandat til en europæisk styrke, der skulle<br />
gennemføre Petersberg-opgaver i Afghanistan. Der er et minimum af politisk indblanding,<br />
og der er adgang til EU’s civile kapaciteter og penge samt til NATO aktiver i<br />
form af planlægningsstøtte og infrastruktur. Det er ikke første gang USA benytter sig<br />
af koalitioner. Det var også tilfældet i Golfkrigen i år 1991 og vil formentlig blive det<br />
igen. Men samtidig viste Europa, at kontinentet kunne få noget til at virke, uden direkte<br />
indblanding fra de etablerede organisationer. Problemet er, at succesen i virke-<br />
UKLASSIFICERET<br />
74
UKLASSIFICERET<br />
ligheden giver EU et problem, fordi det jo viser at militærindsats med et europæisk<br />
opgavesæt sagtens kan gennemføres uden om EU og NATO. Når nu succesen er<br />
synlig via koalitioner, hvorfor skal der så fokuseres så meget på ESDP? Det franske<br />
standpunkt er klart. Fordi en EU-ledet operation fjerner USA fra at være initiativtageren.<br />
I fremtiden vurderes det derfor, at der internt i EU vil være tilbageholdenhed med<br />
at bruge koalitioner, fordi det fjerne fokus fra ESDP og FUSPen. Også fordi bilaterale<br />
aftaler med f.eks. USA kan bevirke, at bestræbelserne på at opnå en samlet militærkapacitet<br />
i EU rykkes ud i fremtiden, fordi enkelte lande vil kunne virke sammen med<br />
USA frem for i EU ramme.<br />
Et andet aspekt af interessekonflikt mellem EU og NATO vil være uenighed. Er der<br />
internt i EU uenighed om hvilken udenrigspolitik, der skal føres vil der øjensynligt også<br />
være en tilsvarende konflikt i NATO. Dette var tilfældet i forbindelse med Irakkonflikten.<br />
På europæisk plan er det stort set de sammen lande, der er medlem af<br />
EU som af NATO – dog selvfølgelig med visse undtagelser for eksempel Tyrkiet.<br />
Derfor må der kunne resoneres at en intern konflikt i EU også vil påvirke muligheden<br />
for at kunne nå til enighed i NATO.<br />
Som afslutning herpå kan sammenfattes at EU og Europa har brug for USA tilstedeværelse<br />
i Europa endnu en tid fremover dels fordi egen kapaciteter ikke er tilstede,<br />
men også fordi der med USA i Europa også vil være et NATO der har den nuværende<br />
rolle – og den er Europa afhængig af. Samtidig kan NATO og EU supplerer hinanden<br />
i konkrete opgaveløsninger. Men viser der sig en trend i at samle koalitioner<br />
uden om NATO og EU vil der helt sikkert internt i EU rejse sig en modstand – dels<br />
fordi det vil sinke EU-ambitionerne med sin egen FUSP og ESDP men også vil udhule<br />
muligheden for at EU kan fremstå som en samlet organisation. Splittelse internt i<br />
EU vil brede sig til NATO-samarbejdet.<br />
4.6.3.3. Analyse af det politiske klima mellem Europa og USA.<br />
Der har i tiden umiddelbar op til - og især efter 11. september 2001 været en udbredt<br />
kritik af USA’s enegang fra europæisk side. Et EU synspunkt er, at USA har brudt en<br />
række internationale aftaler og opført sig som en imperialist, der kunne dirigere med<br />
de øvrige allierede efter for godt befindende. Denne opfattelse har spredt en udstrakt<br />
antiamerikansk holdning i Europa, som også det europæiske politiske niveau har taget<br />
til sig. Bush´s retorik om USA’s forberedelse til at gå alene og EU’s svar, der påstår<br />
at USA ikke kan løse alle opgaver selv og herved opfordrer til samarbejde, er vel<br />
et godt billede af den nuværende forskellighed i opfattelsen på de to kontinenter.<br />
USA er fortørnet over, at Europa åbenlyst kritiserer USA, og at Europa har mistet<br />
respekten for USA og herved ikke længere er taknemmelig for USA’s indsats under<br />
den Kolde Krig og helt tilbage til 2. Verdenskrig. Det, der piner europæerne mest,<br />
vurderes at være USA undsigelse af internationale aftaler, hvor Europa påstår, at<br />
USA ikke respektere international orden. Initiativet om forebyggende angreb er blot<br />
en bekræftelse på dette synspunkt set med europæiske briller. Europa vil med andre<br />
ord have USA til at indrette sig efter de normative regler 188 , der er i FN og andre<br />
sammenhænge, som er styrende for Europas opfattelse af lov og orden internationalt.<br />
Ud over en stærk retorisk konfrontation over Atlanten er der selvfølgelig hele<br />
spørgsmålet om Irak, hvor det er lykkes USA at splitte Europa over i to lige store dele.<br />
Denne splittelse bruges af USA til at bevise, hvor ubeslutsomme EU og NATO kan<br />
være og samtidig beskylder USA Europa for ikke at ikke at have alternativer til USA’s<br />
188<br />
Regler såvel uskrevne som vedtagne, der beskriver de former, hvor under et internationalt samarbejde<br />
bør gennemføres.<br />
UKLASSIFICERET<br />
75
UKLASSIFICERET<br />
Irak-politik. Europa er ikke kun imod USA’s Irak-politik, men nok mere imod den prioritering,<br />
som indsatserne skal have i forhold til hinanden. Sammenfattende kan anføres<br />
at forholdet over Atlanten retorisk for øjeblikket er hektisk, og at især Europa forsøger<br />
at fastholde USA i et internationalt samarbejde. Et samarbejde USA indtil nu<br />
har vist det ikke fuldt ud eller ikke vil deltage i hvis USA’s interesser ikke bliver tilgode<br />
set. Dette kan, som tidligere nævnt, også ses som et tegn på at de fælles værdisæt<br />
er ved at være et spørgsmål om hvem der tror mest på værdisættene og hermed også<br />
er klar til at bryde med disse, såfremt det tjener enten EU eller USA bedst. Den<br />
antiamerikanske stemning i Europa forstærkes af amerikanske høges afstandstagende<br />
retorik og en påstået uvilje blandt det ”gamle Europa” til at påtage sig et ansvar.<br />
De europæiske lande som ”mundhugges” med USA må snarest søge at få reetableret<br />
en god tone over Atlanten for her igennem at kunne genoptage et ellers<br />
frugtbart samarbejde.<br />
4.6.3.4. Delkonklusion vedrørende forholdet mellem EU/Europa, NATO og<br />
USA.<br />
Med udgangspunkt i pkt. 4.6.3.1 til 4.6.3.3 ses følgende delkonklusion.<br />
Med et EU, der har behov for at markere sin berettigelse til en større rolle internationalt,<br />
er det nu et krav, at bl.a. USA lytter og koordinerer med Europa inden der reageres<br />
internationalt. Europa vil ikke bare overlade styringen til USA. Både den amerikanske<br />
regering og EU har i fremtiden brug for et godt samarbejde for her igennem<br />
at kunne løse de udenrigs- og sikkerhedspolitiske opgaver optimalt – og det kræver<br />
en mere afdæmpet retorik som signalere gensidig respekt for hinanden. USA har<br />
kulturelt gode bindinger til Europa. EU har brug for USA og NATO som medspillere<br />
på den europæiske scene, men er ikke umiddelbar villighed til at lade koalitioner<br />
overtage EU’s opgave. De fælles værdisæt, der har været knyttet i det transatlantiske<br />
forhold har for begge sider af Atlanten betydet stabilitet og enighed i mange år, men<br />
med den stigende antiamerikanske holdning i Europa grundet amerikansk enegang<br />
og europæiske lande behov for at markere særstandpunkter bevirker at værdisættene<br />
kan skilles og herved vil det i et fremtidigt samarbejde blive svære at finde hinanden.<br />
Et splittet EU vil brede sig til NATO-samarbejdet og herved lamme muligheden<br />
for at denne organisation kan agere.<br />
EU vil gerne løse opgaver enten sammen med, sideløbende med eller som afløser<br />
for NATO og USA. EU vil være en troværdig samarbejdspartner, men vil have USA til<br />
at lytte og acceptere de internationale spilleregler og aftaler, ellers frygter Europa at<br />
antiamerikaniseringen fortsætter.<br />
4.6.4. Analyse af det militære gab mellem Europa og USA.<br />
Hvorfor bruge store summer på militært isenkram, når den Kolde Krig er overstået?.<br />
Dette spørgsmål stillede en del europæiske lande sig selv umiddelbart efter år 1990.<br />
Mange lande så her deres snit til at får reduceret forsvarsudgifterne, for at kunne<br />
betale for de sociale og integrationsrelaterede udgifter, der opstod som resultat af<br />
murens fald og efterfølgende det faktum, at truslen mod Europa var væk. Også USA<br />
reducerede sine forsvarsudgifter i denne periode – men i langt mindre målestok end i<br />
Europa. I dag er der atter et våbenkapløb, men der kun en deltager nemlig USA og<br />
derfor også kun en vinder. Under Bush - regeringen har der været en voldsom forøgelse<br />
af forsvarsudgifterne især efter 11. SEP og denne budgetforøgelse har ikke<br />
gavnet interoperabiliteten mellem amerikanske og europæiske styrker. Det er nu i<br />
UKLASSIFICERET<br />
76
UKLASSIFICERET<br />
flere tilfælde mere besværligt for USA at have europæiske enheder med i en koalition<br />
end selv at gennemføre en operation. Derfor vælger USA også selv hvem og med<br />
hvilke type enheder, der kan deltage. I kampen mod terrorisme i Afghanistan er den<br />
nyeste højteknologi afprøvet og det er kun USA der har midler til at anvende denne.<br />
På sigt kan det give en naturlig rolle for de europæiske militære enheder. Når de nu<br />
ikke kan deltage sammen med USA må de jo nøjes med at løse andre opgaver som<br />
f.eks. Petersberg-opgaverne. Ikke alle europæiske ledere er glade ved den udsigt<br />
men der er i Europa i perioden efter 2. Verdenskrig været tradition for at øge forsvarsudgifterne.<br />
Det handler snare om at omprioritere de midler, der allerede anvendes<br />
og måske specialisere sig.<br />
EU har for så vidt midlerne til at konkurrere med den amerikanske RMA, men værdisættet<br />
i Europa er mere til sociale og velfærdsrelaterede udgiftsforøgelser – ikke til<br />
militære formål. Udviklingsmæssigt er EU og hermed ESDP handikappet af ikke at<br />
have en formuleret strategi, der kan give anvisninger på de kapaciteter skal internt i<br />
EU er brug for. NATO og kapacitetstilmeldingen via Prag-topmødet er et godt eksempel<br />
herpå. Er en specialisering så svaret – således forstået, at der inden for EU<br />
leveres forskellige kapaciteter. Umiddelbart er dette ikke sandsynligt. Hvilket land vil i<br />
sidste ende gå med til værnsnedlæggelse. De nationale forsvarsopbygninger er jo en<br />
del af de nationale kendetegn og identiteter.<br />
4.6.4.1. Delkonklusion vedrørende det militære gab mellem Europa og USA.<br />
Det optimale ville være at der i ESDP var indbygget en specialisering, der dels kunne<br />
tilgodese forpligtigelserne til NATO og samtidig kunne betyde mere europæisk militær<br />
for de samme penge. Men sådan er situationen jo ikke. Alle de enkelte nationer i<br />
Europa har deres egen identitet gennem bl.a. deres forsvar, og derfor er det svært at<br />
ændre så radikalt ved de enkelte strukturer. Bidraget til NATO vurderes at ske i mindre<br />
målestok, måske i form af fælles projekter og civile kontrakter, men en reel forøgelse<br />
militært er ikke aktuel. Hvis EU og resten af Europa ikke forøger deres forsvarsudgifter<br />
og samtidig får en fælles EU strategi, der kan være retningsviser, vil EU<br />
blive tvunget til at acceptere, at der faktisk kun er kapacitet til den bløde ende af Petersberg-opgaverne.<br />
Indsættelse i en ”full scale” operation med USA er ikke mulig<br />
grundet USA forspring. Det vil nok altid være muligt at deltage i koalitioner, men så<br />
bliver det USA, der bestemmer hvilke lande og med hvilke enheder – og så er USA<br />
den ledende nation. Det forudses ikke, at der sker en overordnet omprioritering i EU.<br />
Således vil integration, velfærd og folkesundhed have den største økonomiske bevågenhed.<br />
Det er der tradition for.<br />
4.7. Opstilling af mål og muligheder.<br />
Med udgangspunkt i analysen ses efterfølgende en del problemstillinger, dels kapabiliteten<br />
i Europa og EU, men også viljen til at agere enten alene, sammen med USA<br />
eller med andre organisationer. Med den antiamerikanske stemning der p.t. er i visse<br />
europæiske lande er det vanskeligt at se et EU, i rammen af FUSPen, for nuværende<br />
vil gå sammen med USA i en fælles konfliktløsning. Men EU er nødt til at være samarbejdspartner<br />
med USA, idet det er USA der dels igennem NATO, men også som<br />
den globale aktør landet for nuværende er, har de politiske pressionsmidler, kapabiliteten,<br />
viljen og evnen til at agere. Vil EU på banen for at vise sit værd, må organisationen<br />
som et hele acceptere USA nuværende globale rolle. EU er tvunget til som en<br />
samlet organisation at finde sammen og etablere et politisk forhold til USA, der gør<br />
UKLASSIFICERET<br />
77
UKLASSIFICERET<br />
en fornuftig dialog mulig. Med ovennævnte som grundlag ses følgende mål og muligheder<br />
for Europa og EU.<br />
4.7.1. Europas mål<br />
Europa har som overordnede mål at skabe stabilitet, demokrati og fred på det europæiske<br />
kontinet. En fortsat implementering af de opstillede EU mål, herunder optagelse<br />
af nye lande, fortsat udbyggelse af fælles økonomiske aftaler, etablering af den<br />
fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt det fælles retslige og politimæssige samarbejde<br />
er opgaver der prioriteres højt.<br />
EU vil i rammen af FUSPen være aktør og vil søge at fastholde de relationer, der er<br />
skabt til nærområdet og især med USA, idet EU´s afhængighed af USA stadig er de<br />
handelsmæssige relationer og den sikkerhed USA kan give til Europa gennem sin<br />
tilstedeværelse. EU vil samarbejde med NATO, fordi det er her den direkte link er til<br />
det transatlantiske samarbejde med amerikanerne og grundlaget for at EU kan påtage<br />
sig en international aktørrolle.<br />
4.7.2. EU vil være aktør.<br />
EU vil være en international aktør med mulighed for at kunne krisestyre med både en<br />
militær og civil kapacitet primært i rammen af FN og Petersberg-opgaverne suppleret<br />
med økonomisk bistand.<br />
EU har opbygget et krisestyrings- apparat og der er brugt mange politiske kræfter på<br />
at skabe grundlaget for at EU kan virke som aktør. Samtidig har EU opnået de nødvendig<br />
aftaler med NATO, der tilsikrer, at de to organisationer ikke for nuværende<br />
går hinanden i bedene, og der er aftalt udlånsordninger, som muliggør EU’s ambition.<br />
Udsigten til en forøgelse af de europæiske forsvarsbudgetter ligger ikke lige for, og<br />
samtidig kan det ikke forventes, at EU-landene vil deltage i en specialisering, der totalt<br />
nedbryder deres nuværende forsvarsstruktur. Sluttelig har EU en unik sammensætning<br />
med både en militær og civil kapacitet, der vil være særdeles anvendelig til<br />
Petersberg-opgaverne, men også som et godt supplement til kampen mod terror.<br />
4.7.2.1. Konsekvens.<br />
For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi<br />
EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO,<br />
vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i<br />
kraft af at den ville blive ”styrkeleverandør” til EU. Delmålet for EU med at etablere<br />
FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed.<br />
EU vil i rammen af FUSPen være deltager i udformningen af sikkerhedspolitikker –<br />
og selvstændigt kunne løse opgaver, som er indeholdt i Petersberg-opgavesættet.<br />
EU blive den egentlige aktør, hvor USA og NATO i en konkret situation ikke har direkte<br />
indflydelse – kun gennem de aftale der er mellem EU og NATO om lån af aktiver.<br />
USA kan i en vis grad læne sig tilbage og fokusere sine ressourcer anden steds.<br />
EU bliver et vigtigt instrument for FN der med EU’s kapaciteter løser kriser enten alene<br />
eller sammen med andre partnere.<br />
UKLASSIFICERET<br />
78
UKLASSIFICERET<br />
4.7.3. EU kan afløse USA/NATO inden for Petersberg-opgavesættet.<br />
EU vil inden for rammerne af Petersberg-opgavesættet kunne afløse NATO og/eller<br />
USA styrker indsat i en konflikt. EU vil overtage NATO styrker eller få rådighed og<br />
NATO allokerede styrker.<br />
EU har ikke kapaciteterne til at gennemføre egentlig artikel 5 operationer eller egentlige<br />
krigsoperationer, men EU har gode kapaciteter til at løse opgaver der ligger inden<br />
for rammerne i FUSPen.<br />
4.7.3.1. Konsekvens<br />
For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU<br />
afløser USA indenfor opgaver under ”Petersberg-opgavesættet”. Forholdet til NATO<br />
vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som ”styrkeleverandør”<br />
til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved<br />
denne mulighed.<br />
EU vil kunne opleves som den organisation der skal gennemføre ”oprydningen” efter<br />
egentlige krigsoperationer – og dette er der ofte ikke megen opmærksomhed omkring.<br />
EU har kapaciteter til at løse disse fredsstøttende eller fredsskabende oprationer<br />
som jo netop er inden for rammen af beslutningsgrundlaget i Petersbergopgavesættet.<br />
EU kan forudse at skulle bruge betragtelige midler på at løse disse<br />
opgaver og samtidig er der overvejende risiko for at et engagement vil binde både<br />
civile og militære styrker i en længere tidsperiode.<br />
4.7.4. Europæiske lande vil deltage i ad-hoc koalitioner.<br />
Europæiske lande deltager som enkeltlande i en koalition enten direkte sammen med<br />
en ledende nation, som f.eks. USA, eller som en del af et europæiske kontingent, der<br />
løser dele af den samlede opgave. Modellen kan være ISAF-modellen fra Afghanistan.<br />
I mange europæiske lande er der værdimæssigt store bindinger til USA, og samtidig<br />
er der stor forskel på landenes forhold til USA. Deltagelse i ad-hoc koalitioner vil være<br />
et godt alternativ til en mulig deltagelse i EU- eller NATO-ramme, hvor de enkelte<br />
lande ikke kan enes om rammerne og den overordnede politik.<br />
4.7.4.1. Konsekvens.<br />
For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større<br />
rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i<br />
Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen<br />
kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne<br />
primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi<br />
NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis.<br />
Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne<br />
mulighed.<br />
.<br />
Der etableres bilaterale aftaler mellem USA og enkelte europæiske lande. Dette vil i<br />
en vis grad hindre et samlet EU i at kunne reagere enten som konsekvens af manglende<br />
FN godkendelse eller på grund af intern splid i EU. Deltagelse i ad-hoc koaliti-<br />
UKLASSIFICERET<br />
79
UKLASSIFICERET<br />
oner vil underminere FUSPen og give det fælles samarbejde et tilbageslag, som ved<br />
gentagende tilfælde kan presse EU til at opgive en fælles politik på det udenrigs- og<br />
sikkerhedspolitiske område.<br />
UKLASSIFICERET<br />
80
5. Valg og perspektivering.<br />
UKLASSIFICERET<br />
Formålet med dette kapitel er at sammenholde USA, EU og NATOs muligheder og<br />
deres konsekvenser. Alle mulighederne opstilles overfor hinanden i scenarier. Herefter<br />
vil den mulighed (det rationelle valg), der bedst vurderes at føre til opnåelse af<br />
aktørernes mål, bliver perspektiveret med en transatlantisk vinkel.<br />
NATO ses af afsnit 2.7 at have følgende muligheder:<br />
• Overlevelse som sikkerhedspolitisk organisation.<br />
• NATO lader USA have en løsere tilknytning end i dag.<br />
• USA forlader de facto NATO – og NATO bliver et politisk talerør. EU overtager<br />
de militære opgaver.<br />
USA ses af afsnit 3.7 at have følgende muligheder:<br />
• ”Coalitions of the willing” samarbejde med skiftende partnere,<br />
• Unilateral handlen,<br />
• NATO samarbejde.<br />
EU/Europa ses i afsnit 4.7 at have følgende muligheder:<br />
• Selvstændig rolle,<br />
• Afløser USA/NATO,<br />
• Enkelt europæiske lande deltager i koalitioner.<br />
5.1. Scenarier.<br />
For at kunne vurdere aktørernes muligheder i et transatlantisk forhold er de enkelte<br />
muligheder holdt op mod hinanden og de enkelte konsekvenser danner herved baggrund<br />
for en vurdering af det transatlantiske forhold i hvert af de opstillede scenarie.<br />
NATO vil i scenarierne optræde som det ”edderkoppespind”, specialet tidligere har<br />
omtalt.<br />
5.1.1. US: ”Coalitions of the willing” ↔ EU: Selvstændig aktørrolle.<br />
For USA vil samarbejde indenfor “Coalitions of the willing” betyde, at EU som samlet<br />
samarbejdspartner bliver mindre vigtig. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation<br />
får en mindre rolle. USA’s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil<br />
kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor<br />
EU/Europa og NATO- ramme vil derimod ikke blive opnået.<br />
For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi<br />
EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO,<br />
vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i<br />
kraft af at den ville blive ”styrkeleverandør” til EU. Delmålet for EU med at etablere<br />
FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være, at det formentligt bliver lidt<br />
dårligere.<br />
UKLASSIFICERET<br />
81
UKLASSIFICERET<br />
5.1.2. US: ”Coalitions of the willing” ↔ EU: Afløser USA / NATO.<br />
For USA vil samarbejde indenfor “Coalitions of the willing” betyde, at EU som samlet<br />
samarbejdspartner bliver mindre vigtig. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation<br />
får en mindre rolle. USA’s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil<br />
kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor<br />
EU/Europa og NATO- ramme vil derimod ikke blive opnået.<br />
For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU<br />
afløser USA indenfor opgaver under ”Petersberg-opgavesættet”. Forholdet til NATO<br />
vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som ”styrkeleverandør”<br />
til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved<br />
denne mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være, at det sandsynligvis forbliver<br />
uforandret eller lidt bedre.<br />
5.1.3. US: ”Coalitions of the willing” ↔ EU: Enkelt europæiske lande deltager I<br />
koalitioner.<br />
For USA vil samarbejde indenfor “Coalitions of the willing” betyde, at EU som samlet<br />
samarbejdspartner bliver mindre vigtig. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation<br />
får en mindre rolle. USA’s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil<br />
kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor<br />
EU/Europa og NATO- ramme vil derimod ikke blive opnået.<br />
For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større<br />
rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i<br />
Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen<br />
kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne<br />
primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi<br />
NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis.<br />
Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne<br />
mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være, at det sandsynligvis bliver dårligere.<br />
5.1.4. US: Unilateral handlen ↔ EU: Selvstændig aktørrolle.<br />
For USA vil unilateral handlen medføre, at betydningen af EU som samlet samarbejdepartner<br />
får en mindre rolle. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation<br />
får en mindre rolle. USA’s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses<br />
gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor Europa og<br />
NATO udvidelse vil derimod ikke blive opnået. Snarere tværtimod grundet den sandsynlige<br />
kraftige modstand imod landets enegang udenom de etablerede organisationer.<br />
For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi<br />
EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO,<br />
UKLASSIFICERET<br />
82
UKLASSIFICERET<br />
vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i<br />
kraft af at den ville blive ”styrkeleverandør” til EU. Delmålet for EU med at etablere<br />
FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være det sandsynligvis bliver dårligere.<br />
5.1.5. US: Unilateral handlen ↔ EU: Afløser USA / NATO.<br />
For USA vil unilateral handlen medføre, at betydningen af EU som samlet samarbejdepartner<br />
får en mindre rolle. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation<br />
får en mindre rolle. USA’s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses<br />
gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor Europa og<br />
NATO udvidelse vil derimod ikke blive opnået. Snarere tværtimod grundet den sandsynlige<br />
kraftige modstand imod landets enegang udenom de etablerede organisationer.<br />
For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU<br />
afløser USA indenfor opgaver under ”Petersberg-opgavesættet”. Forholdet til NATO<br />
vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som ”styrkeleverandør”<br />
til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved<br />
denne mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis forbliver<br />
uforandret eller forbedres lidt.<br />
5.1.6. US: Unilateral handlen ↔ EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner.<br />
For USA vil unilateral handlen medføre, at betydningen af EU som samlet samarbejdepartner<br />
får en mindre rolle. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation<br />
får en mindre rolle. USA’s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses<br />
gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor Europa og<br />
NATO udvidelse vil derimod ikke blive opnået. Snarere tværtimod grundet den sandsynlige<br />
kraftige modstand imod landets enegang udenom de etablerede organisationer.<br />
For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større<br />
rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i<br />
Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen<br />
kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne<br />
primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi<br />
NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis.<br />
Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne<br />
mulighed.<br />
Anses ikke for gennemførligt scenarie.<br />
UKLASSIFICERET<br />
83
UKLASSIFICERET<br />
5.1.7. US: NATO samarbejde ↔ EU: Selvstændig aktørrolle.<br />
For USA vil samarbejde indenfor NATO-rammen medføre, at betydningen af<br />
EU/europæiske lande som samarbejdspartnere får en større betydning. NATO’s betydning,<br />
som styrende sikkerhedsorganisation, får en større rolle. USA’s mål om sikkerhed<br />
og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem NATO samarbejde. Målet om<br />
styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO vil ligeledes blive opnået.<br />
For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi<br />
EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO,<br />
vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i<br />
kraft af at den ville blive ”styrkeleverandør” til EU. Delmålet for EU med at etablere<br />
FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis er uforandret<br />
eller forbedres lidt.<br />
5.1.8. US: NATO samarbejde ↔ EU: Afløser USA / NATO.<br />
For USA vil samarbejde indenfor NATO-rammen medføre, at betydningen af<br />
EU/europæiske lande som samarbejdspartnere får en større betydning. NATO’s betydning,<br />
som styrende sikkerhedsorganisation, får en større rolle. USA’s mål om sikkerhed<br />
og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem NATO samarbejde. Målet om<br />
styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO vil ligeledes blive opnået.<br />
For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU<br />
afløser USA indenfor opgaver under ”Petersberg-opgavesættet”. Forholdet til NATO<br />
vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som ”styrkeleverandør”<br />
til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved<br />
denne mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis er forbedres.<br />
5.1.9. US: NATO samarbejde ↔ EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner.<br />
For USA vil samarbejde indenfor NATO-rammen medføre, at betydningen af<br />
EU/europæiske lande som samarbejdspartnere får en større betydning. NATO’s betydning,<br />
som styrende sikkerhedsorganisation, får en større rolle. USA’s mål om sikkerhed<br />
og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem NATO samarbejde. Målet om<br />
styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO vil ligeledes blive opnået.<br />
For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større<br />
rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i<br />
Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen<br />
kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne<br />
primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi<br />
NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis.<br />
UKLASSIFICERET<br />
84
UKLASSIFICERET<br />
Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne<br />
mulighed.<br />
Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis er uforandret.<br />
5.2. Det rationelle valg. (vurdering)<br />
Samlet vurderes det mest sandsynligt, at EU vil søge at arbejde sig frem mod at kunne<br />
optræde i en selvstændig aktørrolle, men det har formentlig forholdsvis lange udsigter,<br />
idet EU ikke for nuværende har de nødvendige kapaciteter. Hvorimod en EU<br />
overtagelse af en igangværende operation er langt mere sandsynlig, idet organisationen<br />
kan gå direkte ind og overtage en operation indenfor Petersberg-opgavesættet.<br />
Som sidste mulighed kan EU/Europas enkeltlande deltage i en koalition med USA,<br />
når der internt ikke er enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden.<br />
USA vil kunne nå størst målopfyldelse ved at vælge at arbejde indenfor NATO, hvor<br />
landet har direkte indflydelse på den fortsatte udvikling imod et samlet og fredeligt<br />
Europa. Da beslutningsprocesserne dog ofte viser sig problematiske, og USA ofte<br />
har større tilbøjelig til at handle end de europæiske stater som helhed, er det mere<br />
sandsynligt, at USA vil agere i rammen af ”Coalitions of the willing” også i forhold til<br />
sine transatlantiske partnere. Som sidste udvej forbeholder USA sig retten til at<br />
handle alene.<br />
NATO vil have overlevelse som øverste punkt på dagsordenen og vil derfor bestræbe<br />
sig på, at være den katalysator som muliggør/fremmer transatlantisk samarbejde.<br />
NATO vil være bindeled mellem Europa og USA, hvori fælles interesser og fælles<br />
værdier opretholdes.<br />
Herudfra vurderes det, at scenariet, hvor USA handler ud fra ”Coalitions of the willing”<br />
og EU optræder som afløser for USA/NATO, vil være det mest sandsynlige scenarie.<br />
Det vil formentligt generelt betyde, at det transatlantiske forhold vil kunne forbedres.<br />
5.3. Perspektivering.<br />
Generelt vurderes det transatlantiske forhold at blive forbedret, når det sammenholdes<br />
med den aktuelle samarbejde over Atlanten. Det transatlantiske forhold ”kan ikke<br />
opsiges”, men er et fællesskab, baseret på fælles interesser og værdier.<br />
I en ideel verden, hvor statsaktørerne rationelt foretager de valg, der fører til opnåelse<br />
af deres mål, kan følgende perspektivering være gældende.<br />
5.3.1. Perspektivering, når alle aktører handler overvejende rationelt.<br />
USA vil forfølge sine generelle mål om udbredelse af fred og samarbejde samt bekæmpelsen<br />
af terrorisme. Herunder vil målene for Europa som partneren i verdenshandel<br />
søges fremmet gennem samarbejde, såvel bilateralt, som i internationale organisationer.<br />
USA’s mål om udbredelse af fred og stabilitet vil for Europa betyde, at<br />
USA aktivt vil fortsætte udvidelsespolitikken i NATO, idet det vurderes at virke dob-<br />
UKLASSIFICERET<br />
85
UKLASSIFICERET<br />
belt stabiliserende, at lande optages heri. For det første er det usandsynligt, at NATO<br />
lande kommer i åben konflikt med hinanden, og for det andet rummer medlemsskabet<br />
fortsat den kollektive artikel 5 beskyttelse af medlemslandene imod angreb fra<br />
tredielande. USA vil også opmuntre til EU’s udvidelse af de samme stabiliserende<br />
grunde som for NATO medlemsskabet. Her ikke mindst udvidelse med Tyrkiet, som<br />
gennem EU medlemskab vil blive forankret i det vestlige Europa. Tyrkiets medlemskab<br />
vil kunne virke stabiliserende for fortsat udbredelse af den fredelige og positive<br />
udvikling - også i de arabiske nabostater, Mellemøsten og på sigt Nordafrika.<br />
Da det forventes fortsat at være tilfældet, at USA er mere villig til at intervenere militært<br />
i kriseområder end de europæiske allierede, forventes det, at en sådan handlen<br />
ikke vil kunne foregå i ren alliance sammenhæng, men vil blive i form af koalitioner -<br />
sammensat til lejligheden.<br />
EU vil i sin fortsatte stræben efter at udbygge samarbejdet og opnå, at FUSP bliver<br />
en fungerende realitet og lægge vægt på samarbejdet med NATO. EU vil også stræbe<br />
efter at opfylde intentionerne om at agere i Petersberg-opgavesættet. Begge dele<br />
vil bringe EU i stand til at fokusere sin politiske indsats i international sammenhæng,<br />
så EU bliver i stand til at udnytte sin position, som den ene af de tre ”søjler”, der bærer<br />
international økonomi sammen med Japan og USA. 189<br />
NATO vil opleve en forøget vigtighed som politisk organisation og et skift i den militære<br />
fokus over imod at være kapacitetscenter for medlemslandene, hvorfra styrker<br />
til Petersberg-opgaver under EU og andre opgaver i (USA ledede) koalitioner.<br />
Heraf følger, at det transatlantiske forhold set i dette rationelle perspektiv må forventes<br />
at blive godt da alle parter vil se fordele i at samarbejde.<br />
Hvis parterne derimod ikke udelukkende handler rationelt, eller der eventuelt er<br />
”skjulte motiver” der styrer deres handlinger kan perspektiveringen forme sig på denne<br />
måde.<br />
5.3.2. Perspektivering, når alle aktører ikke udelukkende handler rationelt.<br />
Her skønnes den førte politik både i USA og i EU i langt større grad at være styret af<br />
nationale (for EU overnationale), eller direkte personlige, interesser, hvilket vil have<br />
en højere prioritet på den politiske dagsorden end det transatlantiske forhold generelt.<br />
Parterne vil være tilbøjelige til at forfølge de kortsigtede gevinster på bekostning<br />
af samarbejde om langsigtede fælles mål. Her vil forholdet (kemien) mellem statslederne<br />
kunne påvirke det transatlantiske forhold både i positiv og i negativ retning.<br />
Intern positionering mellem landene i EU kan påvirke sammenholdet indenfor EU<br />
negativt, og efterfølgende have stor indflydelse på det transatlantiske forhold i negativ<br />
retning.<br />
Ydre påvirkninger for eksempel i form af væbnede konflikter vil kunne skabe problemer<br />
i det transatlantiske forhold (igen), hvis parterne ses at have modsatte interesser<br />
i forhold til konflikten. Denne konflikt kan både opstå internt i EU som over Atlanten<br />
og i kombination heraf.<br />
189 Indlæg fra professor Poul Hirst mandag d. 10 MAR 2003 ved FSMO.<br />
UKLASSIFICERET<br />
86
UKLASSIFICERET<br />
Et ophør af terrorkrigen og USA’s højlydte enegang i international politik, vil kunne<br />
bidrage til en positiv udvikling af det transatlantiske bånd.<br />
UKLASSIFICERET<br />
87
UKLASSIFICERET<br />
Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
Bibliografi<br />
Bibliografien er opbygget i tre afsnit med henholdsvis bøger, artikler, rapporter og<br />
internetkilder. Indenfor de tre afdelinger er kilderne angivet i den orden de er anvendt<br />
i specialet.<br />
I kapitel 3, der behandler USA, er der generelt benyttet amerikanske kilder. I kapitel 4<br />
der behandler EU / Europa, er der generelt benyttet europæiske kilder. Dette er sket<br />
for at få så reelle ”lokale” perspektiver på det transatlantiske forhold som muligt, og<br />
ikke tolket fra den modsatte side af atlanterhavet.<br />
Kilderne har hver fået en angivelse om pålidelighed tilføjet.<br />
For Internet kilder er yderligere angivet, hvornår adressen sidst er kontrolleret og<br />
fundet i orden.<br />
Bøger.<br />
• Swedish National Defence College: Strategic Yearbook 2002 – ”The Transatlantic<br />
Link”.<br />
Stockholm November 2001.<br />
ISBN: 91-87136-91-0<br />
• Bo Huldt: Introduction: The Transatlantic Link.<br />
• Lars Maddox: NATO after the cold war.<br />
• Ole Wæver: Widening the Concept of Security – And Widening the Atlantic<br />
?<br />
• Cathrine McArdle Kelleher: Foreign Policý Culture in the United States and<br />
in Europe.<br />
Kilden er det svenske forsvars akademi og må anses for pålidelig.<br />
• Allison, Graham T og Philip Zelikow: ”Essence of Decision, second edition” .<br />
ISBN 0-321-01349-2. 1999<br />
Kilden er ansete eksperter i international politik. Allisson har været ansat ved<br />
den amerikanske centraladministration og en periode som rådgiver for tidligere<br />
præsident Bill Clinton bag sig. Kilden må anses for pålidelig.<br />
• NATO publikation: NATO i det 21. århundrede.<br />
Kilden er downloaded fra NATO’s officielle hjemmeside på adressen<br />
http://www.nato.int/docu/21-cent/21st_da.pdf (senest hentet 2 april 2003) og<br />
må anses for pålidelig.<br />
.<br />
• Mikkel Vedby Rasmussen, Rachel Lutz-Ellehuus, Stine Heiselberg og Kristine<br />
Kyllesbech: NATO’s dagsorden: Udvidelse og udvidet rolle (Maj 2002).<br />
Kilden skrevet af anerkendte danske forskere i international politik.<br />
• Ib Faurby: NATO - Den uerstattelige garant.<br />
Artikelsamling med Mehdi Mozaffari som redaktør ”11 september. Internationale<br />
konsekvenser og perspektiver” Århus Systime 2002. Kilden er en anset<br />
dansk ekspert i international politik og må anses for pålidelig.<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
• Lykke Friis: Den europæiske byggeplads.ISBN 87 583 12749 IIS.<br />
Kilden er anerkendt dansk ekspert i international politik og må anses for pålidelig.<br />
• Kristoffer M Vivike og Lotte Macon: Forebyggelse og bilæggelse af voldelige<br />
konflikter. IIS.<br />
Kilden skrevet af anerkendte danske eksperter i international politik og udgivet<br />
af IIS. Kilden må anses for pålidelig.<br />
Artikler og rapporter.<br />
• Militært Tidsskrift, nr.3, juni 2002. Tema: ”EU og NATO udvidelse”.<br />
• Mikkel Vedby Rasmussen: Jo mere vi er sammen: NATO’s udvidelse og<br />
nye udfordringer.<br />
• Lykke Friis: Rejsebrev fra USA: USA, NATO og Europa efter 11. september.<br />
Mikkel Vedby Rasmussen, ph.d., er forsker ved Institut for Internationale Studier.<br />
Lykke Friis, ph.d., er konstitueret forskningschef ved Institut for Internationale<br />
Studier. Kilden anses for pålidelig.<br />
Militært Tidsskrift er et dansk uafhængigt tidsskrift, hvor faglige kapaciteter indenfor<br />
egne fagområder, oftest på opfordring, bidrager med indlæg i særlige<br />
temaer.<br />
Kilden tillægges stor troværdighed f.s.v.a. objektivitet, men vurderes i sagens<br />
natur samtidig at repræsentere en primært dansk (og dermed europæisk)<br />
synsvinkel.<br />
Kilden anses for pålidelig.<br />
• NATO Nyt – Sommer 2002. Amb. Günther Altenburg, ass. NATO-<br />
Generalsekretær for politiske anliggender.<br />
Kilden er højtstående NATO embedsmand og må anses for pålidelig.<br />
• DUPI research brief nr. 11: Lisbet Zilmer-Johns.<br />
DUPI nu IIS, er anerkendt dansk forskningsinstitut for internationale studier og<br />
må anses for pålidelig.<br />
• Survival, Winter 2001, Philip H. Gordon: NATO after 11 september.<br />
Kilden er et anerkendt tidsskrift for internationale politiske studier udgivet af<br />
det ansete britiske IISS (International Institute for Strategic Studies). Kilden må<br />
anses for pålidelig.<br />
• Pressemeddelelse fra EU, PR 97-6 af 12 februar 1997. Udtalelse fra Sir Leon<br />
Brittan.<br />
Kilden er en officiel EU pressemeddelelse og må anses for pålidelig.<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
• OAS resolution AG/RES 1532 (XXVIII-O/98).<br />
Kilden er en officiel OAS resolution og må anses for pålidelig.<br />
• Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion.<br />
Kilden er en anset dansk avis og må for det saglige indhold anses for ret pålidelig.<br />
• George C. Marshall Center; European Center for Security Stydy: Western<br />
Unity and the Transatlantic Security Challenge.<br />
The Marshall Center Papers, No. 4.<br />
• Peter van Ham: Europe and the Transatlantic Relationship in the shadow<br />
of tomorrow.<br />
• Richard L. Kugler: National Globalizing World of Chaos: The United States<br />
and European Responses.<br />
Kilden er udgivet af det anerkendte George C Marshall center og må anses for<br />
pålidelig.<br />
Internet kilder.<br />
• http://www.house.gov/international-relations af 2002.<br />
Kilden er den officielle hjemmeside for Det Hvide Hus i Washington og må anses<br />
for pålidelig.<br />
• http://www.altinget.dk/skoletinget/article.asp?Id=5946 (senest hentet 26 marts<br />
2003)<br />
Kilden er privat dansk ikke partipolitisk hjemmeside udgivet af en multimedie<br />
virksomhed. For faktuelle data om danske offentlige forhold må kilden anses<br />
for pålidelig.<br />
• http://europa.eu.int/futurum/documents/contrib/conv_da.htm<br />
Kilden er EU’s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.nato.int/docu/basictxt/treaty.htm (hentet 11 marts 2003) Atlantpagten.<br />
Kilden er NATO’s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.nato.int/docu/handbook/2001/hb1201.htm (hentet 11 marts 2003)<br />
NATO handbook.<br />
Kilden er NATO’s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.brook.edu/dybdocroot/views/articles/daalder/divorce.pdf<br />
Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce. International<br />
Affairs 77, no. 3 june 2001.<br />
Kilden er en anerkendt amerikansk tænketank baseret i Washington. Kilden<br />
anses for pålidelig.<br />
• http://www.archives.gov/exhibit_hall/charters_of_freedom/declaration/declarati<br />
on.html (senest hentet 17 marts 2003) Den amerikanske uafhængighedserklæring.<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
Kilden er den officielle hjemmeside for den amerikanske statsadministration og<br />
må anses for pålidelig.<br />
• http://www.archives.gov/exhibit_hall/charters_of_freedom/constitution/constitut<br />
ion.html (senest hentet den 17 marts 2003) Den amerikanske forfatning.<br />
Kilden er den officielle hjemmeside for den amerikanske statsadministration og<br />
må anses for pålidelig.<br />
• http://www.usinfo.state.gov/usa/infousa/facts/democrac/50.htm The Monroe<br />
Doctrin (1823).<br />
Kilden er den officielle hjemmeside for den amerikanske statsadministration og<br />
må anses for pålidelig.<br />
• http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/wilsonneut.html (senest hentet den 17<br />
marts). Det er en afskrift af præsident Wodrow Wilsons tale til kongressen i<br />
1914.<br />
Kilden er Brigham Young Universittets biblioteks hjemmeside. Et anerkendt<br />
universitets hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1917/wilswarm.html er en afskrift af præsident<br />
Wilsons tale til kongressen hvori den amerikanske krigserklæring mod Tyskland<br />
sker.<br />
Kilden er Brigham Young Universittets biblioteks hjemmeside. Et anerkendt<br />
universitets hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.brook.edu/dybdocroot/views/articles/daalder/useuropechapter.pdf<br />
(senest hentet 26 marts 2003) Brookings Institute rapport : The United States<br />
and Europe: From Primacy to Partnership. af Ivo H. Daalder, Brookings Institute,<br />
11 juni 2001.<br />
Kilden er internationalt anerkendt kommentator af internale politiske forhold og<br />
hjemmesiden tilhører det anerkendte Brookings Institute. Kilden må anses for<br />
pålidelig.<br />
• http://clinton6.nara.gov/1997/05/1997-05-16-fact-sheet-on-anti-personnellandmines-ban-efforts.html<br />
(senest hentet 17 marts 2003).<br />
Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration<br />
og må anses for pålidelig.<br />
• http://abcnews.go.com/sections/world/DailyNews/mines990301.html (senest<br />
hentet 26 marts 2003) ABC NEWS 1. marts 1999: Land Mine Ban Takes Effect.<br />
Artikel af David Phinney. Kilden er det anerkendte TV selskab ABC’s<br />
hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://csf.colorado.edu/forums/isafp/2001/msg00001.html (hentet 27 FEB<br />
2003) indeholdet Præsident Clintons pressemeddelelse udsendt ved underskrivelsen<br />
af ICC traktaten. Privat amerikansk hjemmeside for den amerikanske<br />
miljø organisation Communications for a Sustainable Future (CSF). Formentlig<br />
pålidelig for den aktuelle information.<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
• http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/1095580.stm (senest hentet 26 marts 2003)<br />
BBC artikel om præsident Bill Clintons udtalelse udsendt I forbindelse med<br />
underskrivelsen af ICC traktaten 31 december 2000. Kilden er den officielle<br />
hjemmeside for BBC og må anses for pålidelig.<br />
• http://usinfo.state.gov/topical/rights/law/rl31495.pdf (hentet 27 FEB 2003) PDF<br />
version af rapport til den amerikanske kongres om Bush administrationens<br />
forbehold overfor ICC. Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske<br />
statsadministration og må anses for pålidelig.<br />
• http://usinfo.state.gov/topical/pol/usandun/01020702.htm (hentet 27 februar<br />
2003) Pressemeddelelse fra department of state hvori det bekendtgøres at<br />
senatet har godkendt betalingen af en del af den amerikanske gæld til FN. Kilden<br />
er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration og<br />
må anses for pålidelig.<br />
• http://www.imf.org/external/np/ed/md/2000/ck.htm (hentet 27 februar 2003)<br />
Skrivelse fra uformelt bestyrelsesmøde i IMF hvor Caio Koch-Weser foreslås<br />
som ny managing director for IMF. Kilden er IMF’s officielle hjemmeside og må<br />
anses for pålidelig.<br />
• http://news.bbc.co.uk/1/hi/business/659907.stm (hentet 27 februar 2003) BBC<br />
artikel om Koch-Werses kandidatur. Kilden er den officielle hjemmeside for<br />
BBC og må anses for pålidelig.<br />
• http://usinfo.state.gov/topical/pol/arms/stories/99101508.htm (sidst hentet 4<br />
marts 03) Rapport fra kongressen om aftalen om forbud imod atomprøvesprængninger<br />
og ikke spredning af atomvåben. Kilden er en officiel hjemmeside<br />
under den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.ceip.org/files/projects/npp/resources/CohenBMD12099.htm (sidst<br />
hentet 17 marts 03) Forsvarsminister Cohens briefing om at man trækker sig<br />
helt ud af ABM traktaten. Kilden er Carnegie fondens nonproliferation hjemmeside<br />
og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/12/20021217.html (sidst<br />
hentet 4 marts 03) PræsidentBush pressemeddelelse hvori planerne for videreførelsen<br />
af NMD fremlægges. Kilden er Det Hvide Hus’ hjemmeside og må<br />
anses for pålidelig.<br />
• http://yosemite.epa.gov/oar/globalwarming.nsf/UniqueKeyLookup/SHSU5BWJ<br />
XD/$File/wh_full_rpt.pdf (sidst hentet 4 marts 03) ”The Kyoto Protocol and the<br />
Presidents Policies to Address Climate Change” Økonomisk analyse fra Præsident<br />
Clintons administration om bagrunden for underskrivelse af traktaten,<br />
og konsekvenserne af at efterleve den. Kilden er den officielle hjemmeside for<br />
det amerikanske miljøministerium og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.state.gov/g/oes/rls/rm/4149.htm (sidst hentet 4 marts 03) Præsident<br />
Bush bemærkninger ved pressemøde 11 juni 2001 om det globale klima.<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration<br />
og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.whitehouse.gov/news/releases/2001/03/20010314.html (sidst<br />
hentet 4 marts 03) Præsident Bush svar 13 marts 2001 til tre senatorer om<br />
holdningen til det globale klima. Kilden er Det Hvide Hus’ hjemmeside og må<br />
anses for pålidelig.<br />
• http://www.policyreview.org/JUN02/kagan.html (senest hentet 24 marts 2003)<br />
Robert Kagans artikel ”Power and Weakness”. Kilden er Policy Review, en<br />
anerkendt amerikansk tænketank. Kilden må anses for pålidelig.<br />
• http://www.whitehouse.gov/nsc/nss.html (senest hentet 26 marts 2003) The<br />
NationalSecurity Strategy of the United States of America. Kilden er Det Hvide<br />
Hus’ hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/2315057.stm (sidst hentet 17 marts 2003)<br />
BBC artikel om at USA presser EU til at optage Tyrkiet. Kilden er BBC’s officielle<br />
hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.acus.org/Publications/policypapers/internationalsecurity/Capabilites<br />
%20Gap%20Report.pdf (senest hentet 26 marts 2003) “New capabilities:<br />
Transforming NATO Forces” Policy paper, september 2002. Kilden er The Atlantic<br />
Council of the United States. En tænketank med formål at støtte det<br />
transatlantiske samarbejde I NATO. Kilden må anses for pålidelig.<br />
• http://usinfo.state.gov/topical/pol/terror/02011009.htm (sidst hentet 17 marts<br />
2003) pressemeddelelse fra department of state om at præsidenten har underskrevet<br />
et nyt forsvarsbudget. Kilden er en officiel hjemmeside under den<br />
amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/11/20021121-6.html (sidst<br />
hentet 17 marts 2003) Fact sheet fra Det Hvide Hus fra 21 september 2002<br />
om målet med det på det tidspunkt kommende topmøde i Prag. Kilden er Det<br />
Hvide Hus’ hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.nato.int/docu/update/2002/11-november/e1121e.htm (sidst hentet<br />
17 marts 2003) Pressemeddelelse fra NATO om resultaterne af Prag topmødet.<br />
Kilden er NATO’s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://WWW.Heritage.org/agenda (senest hentet den 26 marts 2003) Heritage’s<br />
bud på hvordan amerikansk politik bør forme sig. Kilden er den ansete<br />
konservative amerikanske tænketank The Heritage Foundation. Kilden må anses<br />
for pålidelig.<br />
• http://www.rand.org/publications/DB/DB358/DB358.part3.pdf (hentet 10 marts<br />
03) Rand rapport om forsvarsudgifterne i Europa sammenlignet med det ame-<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
rikanske forsvars budget. Kilden er en den ansete amerikanske tænketank<br />
Rand. Kilden må anses for pålidelig.<br />
• http://www.iss-eu.org/activ/content/rep1.pdf (hentet 10 marts 03) ISS-EU rapport<br />
der fremhæver behovet for at EU landene i NATO rollespecialiserer og<br />
optimerer udnyttelsen af forsvarsbudgetterne for at kunne opretholde deres<br />
indflydelse.<br />
Kilden er hjemmesiden for ISS, EU’s center for internationale studier. Kilden<br />
må anses for pålidelig.<br />
• http://www.nato.int/docu/basictxt/treaty.htm (hentet 11 marts 2003) NATO<br />
traktaten.<br />
Kilden er NATO’s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://wwwa.house.gov/international_relations/108/news0312.htm (senest<br />
hentet 2 april 2003)<br />
Kilden er den officielle hjemmeside for Repræsentanternes Hus og må anses<br />
for pålidelig.<br />
• http://www.retssal.dk/emneindex.php3?vis=n&side=149 (senest hentet 26<br />
marts 2003) af 12 MAR 2003<br />
Kilden er en hjemmeside der drives af et dansk advokatfirma. Kilden må anses<br />
for pålidelig med retsinformation.<br />
• http://www.europeansecurity.net/Articles/ArticleSecretDen.html (senest hentet<br />
26 marts 2003)af 5 FEB 2003<br />
Kilden er den europæisk tænketank European Security. Kilden må anses for<br />
ret pålidelig.<br />
• http://www.irak.tv2.dk/nyhed.php3?id=32796 (senest hentet 2 april 2003).<br />
Kilden er det danske TV2’s hjemmeside og må anses for pålidelig.<br />
• http://www.dr.dk/nyheder/eu/article.jhtml?articleID=83473 (senest hentet 26<br />
marts 2003) af 3 FEB 2003<br />
Kilden er Danmarks Radios officielle hjemmeside. Kilden må anses for pålidelig.<br />
• http://www.europeansecurity.net/Articles/articlepowerwith.html (senest hentet<br />
2 april 2003) af 5 FEB 2003.<br />
Kilden er den europæisk tænketank European Security. Kilden må anses for<br />
ret pålidelig.<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bilag 1 til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
Bilag 1 Analysemodel.<br />
Metode<br />
1. Mål<br />
2. Alternativer<br />
3. Konsekvenser :<br />
4. Valg<br />
Mål:<br />
Udførelse<br />
Alternativer<br />
NATO EU<br />
Konsekvenser<br />
Valg<br />
muligheder<br />
konsekvenser<br />
.<br />
muligheder<br />
konsekvenser<br />
UKLASSIFICERET<br />
USA<br />
muligheder<br />
konsekvenser<br />
Konklusion og perspektivering. Det vurderes hvilke muligheder<br />
der er mest sandsynlige, og hvilke konsekvenser<br />
valgene vil medføre for det transatlantiske forhold.
UKLASSIFICERET<br />
Bilag 2 til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
Bilag 2<br />
Bilag 2 FUSP’ens endelige udseende<br />
UKLASSIFICERET
UKLASSIFICERET<br />
Bilag 3 til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
bilag 3 Organisationen af råd og stabe i forbindelse med FUSP’en<br />
HR FUSP<br />
(Den højtstående repræsentant<br />
for udenrigs- og<br />
sikkerhedspolitikken)<br />
UKLASSIFICERET<br />
Det europæiske råde<br />
Rådet for generelle anliggender<br />
(Med støtte fra forsvarsministrene)<br />
Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske<br />
komité<br />
Militærkomité<br />
Den militære stab
UKLASSIFICERET<br />
Bilag 4 til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
bilag 4 Europa og Amerika må stå sammen<br />
Det egentlige bånd, som forener USA og Europa er de værdier, vi står sammen om:<br />
demokrati, individuel frihed, menneskerettigheder og retssikkerhed. Disse værdier<br />
førtes over Atlanten af de mennesker, der sejlede fra Europa for at hjælpe med at<br />
skabe USA. Værdierne er i dag mere truet end nogensinde.<br />
Angrebene den 11. September viste, hvor langt terrorister - vore fælles værdiers<br />
fjender - er rede til at gå for at ødelægge dem. De uhyrlige angreb var et anslag imod<br />
os alle. Ved at stå sammen om de fælles principper har regeringer og befolkninger i<br />
USA og Europa klart demonstreret styrken i deres overbevisning. Det transatlantiske<br />
bånd er i dag mere end nogensinde en garant for vor fælles frihed.<br />
Vi europæere har et forhold til USA, der har modstået historiens prøvelser. Takket<br />
være amerikansk mod, storsind og fremsynethed blev Europa befriet fra to former for<br />
tyranni, der lagde vort kontinent øde i det 20. århundrede: nazismen og kommunismen.<br />
Takket være det fortsatte samarbejde mellem Europa og USA er det lykkedes<br />
os at opretholde fred og frihed på vort kontinent. Det transatlantiske forhold må ikke<br />
blive offer for det nuværende irakiske regimes vedvarende forsøg på at true sikkerhed<br />
i verden.<br />
I nutidens verden er det mere end nogensinde afgørende, at vi fastholder vort fællesskab<br />
og sammenhold. Vi ved, at succes i den daglige kamp mod terrorisme og<br />
spredning af masseødelæggelsesvåben kræver urokkelig beslutsomhed og fast internationalt<br />
sammenhold mellem alle lande, der hæger om frihed.<br />
Det irakiske regime og dets masseødelæggelsesvåben udgør en klar trussel mod<br />
sikkerheden i verden. Denne fare er blevet udtrykkeligt erkendt af FN. Vi er alle bundet<br />
af sikkerhedsrådsresolution 1441, som blev vedtaget med enstemmighed. Vi<br />
europæere har siden gentaget vor støtte til resolution 1441, vort ønske om at fortsætte<br />
i FN-sporet og vor opbakning til FN’s Sikkerhedsråd i forbindelse med NATOtopmødet<br />
i Prag og Det Europæiske Råd i København.<br />
Herved har vi sendt et klart, fast og utvetydigt budskab om, at vi ønsker at frigøre<br />
verden for den trussel, som Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben udgør. Vi<br />
må fortsat stå sammen om kravet om, at hans regime afvæbnes. Det internationale<br />
samfunds solidaritet, sammenhold og beslutsomhed er vort bedste håb for, at dette<br />
kan opnås på fredelig vis. Vor styrke ligger i vor enighed.<br />
Kombinationen af masseødelæggelsesvåben og terrorisme er en trussel af uoverskueligt<br />
omfang. Vi bør alle være bekymret herom. Resolution 1441 er Saddam Husseins<br />
sidste chance for at lade sig afvæbne med fredelige midler. Han har muligheden<br />
for at undgå en større konfrontation. Desværre har FN’s våbeninspektører i denne<br />
uge bekræftet, at hans veletablerede mønster af bedrag, løgn og manglende<br />
samarbejde om FN’s Sikkerhedsråds resolutioner fortsætter.<br />
Europa har ikke noget udestående med det irakiske folk. De er i virkeligheden de<br />
primære ofre for Iraks nuværende brutale regime. Vort mål er at opretholde fred og<br />
sikkerhed i verden ved at sikre, at dette regime giver afkald på sine masseødelæggelsesvåben.<br />
Vore regeringer har et fælles ansvar for at stå op imod denne trussel.<br />
At mislykkes hermed vil være en alvorlig undladelsessynd over for vore egne borgere<br />
og i forhold til verdenssamfundet.<br />
UKLASSIFICERET<br />
1
UKLASSIFICERET<br />
Bilag 4 til speciale: Det Transatlantiske Forhold<br />
Ifølge FN-Pagten påhviler det FN’s Sikkerhedsråd at opretholde fred og sikkerhed i<br />
verden. I dette øjemed må FN’s Sikkerhedsråd opretholde sin troværdighed ved at<br />
sikre fuldstændig overholdelse af sine resolutioner. Vi kan ikke tillade, at en diktator<br />
systematisk krænker disse resolutioner. Hvis de ikke overholdes, vil Sikkerhedsrådet<br />
miste sin troværdighed og verdensfreden vil lide skade. Vi er overbevidst om, at Sikkerhedsrådet<br />
vil leve op til sit ansvar.<br />
UKLASSIFICERET<br />
2