Indholdsfortegnelse - DDS.dk - Det Danske Spejderkorps

Indholdsfortegnelse
1. VÆRDIER I ORGANISATIONER.................................................................................1
1.1 Problemfelt......................................................................................................................2
1.1.1 Værdier anvendes strategisk.......................................................................................2
1.1.2 Formidling af værdier ................................................................................................3
1.1.3 Det Danske Spejderkorps...........................................................................................4
1.1.4 Opsamling .................................................................................................................6
1.2 Problemformulering .......................................................................................................7
1.3 Uddybning og afgrænsning af problemformulering......................................................7
1.4 Valg af case .....................................................................................................................8
1.5 Specialets opbygning.......................................................................................................9
2. SPECIALETS ORGANISATIONSSYN........................................................................11
2.1 Hermeneutikken ...........................................................................................................12
2.2 Teoretiske overvejelser.................................................................................................13
3. METODE TIL INDSAMLING OG BEARBEJDNING AF DATA..............................14
3.1 Den narrative tilgang....................................................................................................14
3.1.1 Overvejelser i henhold til indsamling af historier i praksis .......................................15
3.2 Kvalitative interviews ...................................................................................................17
3.2.1 Fokusgrupper...........................................................................................................17
3.2.2 Individuelle interviews.............................................................................................18
3.3 Metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af interviewene .............................18
3.3.1 Børn som respondenter ............................................................................................18
3.3.2 Børn og kamera........................................................................................................19
3.3.3 Interviewguide .........................................................................................................21
3.3.4 Tid og sted...............................................................................................................22
3.3.5 Udvælgelse af deltagere ...........................................................................................22
3.3.6 Gennemførelse af fokusgrupper ...............................................................................23
3.3.7 Interviewene i praksis ..............................................................................................24
3.3.8 Bearbejdning af empirien .........................................................................................27
4. KULTURTEORI OG VÆRDIER .................................................................................30
4.1 Forskellige kulturopfattelser........................................................................................30
4.1.1 Symbolisme og funktionalisme – organisationen er eller har kultur .........................31

4.2 Specialets kulturdefinition............................................................................................33
4.3 Symbolernes betydning.................................................................................................34
4.3.1 Symboler og artefakter.............................................................................................35
4.3.2 Den kulturelle dynamikmodel ..................................................................................36
4.3.3 Fortolkningsfællesskaber .........................................................................................37
4.3.4 Kultur, identitet og image.........................................................................................39
4.4 Kritik af det symbolske perspektiv ..............................................................................41
4.5 Opsamling – specialets syn på kultur og værdier........................................................42
5. DET DANSKE SPEJDERKORPS.................................................................................44
5.1 Præsentation af Det Danske Spejderkorps ..................................................................44
5.1.1 Organisering ............................................................................................................45
5.2 Værdiproblematikken – tradition eller fornyelse?......................................................47
5.2.1 Det Danske Spejderkorps’ fem værdier ....................................................................48
5.3 Opsamling .....................................................................................................................49
6. VÆRDIER I NARRATIVER ........................................................................................51
6.1 Narrativer og værdier...................................................................................................51
6.1.1 Begrebsafklaring......................................................................................................53
6.2 Kategorisering af narrativen........................................................................................54
6.2.1 Et eksempel på narrativens enkle struktur.................................................................56
6.3 Kritik og udvidelse af narrativmodellen......................................................................56
6.3.1 Pointen.....................................................................................................................56
6.3.2 Flere medfortællere af historien................................................................................58
6.3.3 Historier fortalt i 1. 2. eller 3. person........................................................................58
6.3.4 Specifikke eller generelle historier om fortiden og fremtiden....................................59
6.3.5 Et eksempel på narrativens komplekse struktur ........................................................60
6.4 Specialets udvidede definition af narrativer................................................................61
6.5 Tekstanalyse..................................................................................................................61
6.6 Specialets analysemodel................................................................................................62
6.7 Opsamling .....................................................................................................................63
7. VÆRDIANALYSE.........................................................................................................64
7.1 KAFSU..........................................................................................................................65
7.1.1 Hvordan identificeres værdierne...............................................................................65
2

7.1.2 Kammeratskab .........................................................................................................66
7.1.3 Ansvar .....................................................................................................................68
7.1.4 Friluftsliv .................................................................................................................69
7.1.5 Sjovt ........................................................................................................................70
7.1.6 Udfordrende.............................................................................................................71
7.1.7 Opsamling på KAFSU .............................................................................................73
7.2 Tradition og fornyelse...................................................................................................74
7.2.1 Tradition..................................................................................................................75
7.2.2 Fornyelse .................................................................................................................77
7.2.3 Opsamling på Tradition og fornyelse........................................................................79
7.3 Hvad er en ’rigtig’ spejder? .........................................................................................79
7.3.1 Juniorspejdere..........................................................................................................80
7.3.2 Tropsspejdere...........................................................................................................82
7.3.3 Klanspejdere ............................................................................................................90
7.3.4 Ledere......................................................................................................................91
7.3.5 Opsamling på Hvad er en ’rigtig’ spejder? ...............................................................93
7.4 Opretholdelse af det traditionelle spejderbillede.........................................................94
7.4.1 Identitet og image ....................................................................................................97
8. HISTORIER SOM FORMIDLERE AF VÆRDIER ..................................................102
8.1 Organisatoriske historier............................................................................................103
8.2 Historier skaber mening.............................................................................................104
8.3 Læring og historier.....................................................................................................105
8.4 Fra værdier til historier – opsamling.........................................................................107
9. AFSLUTNING..............................................................................................................110
9.1 Konklusion ..................................................................................................................110
9.1.1 Generelle teoretiske og metodiske overvejelser ......................................................113
9.2 Perspektivering ...........................................................................................................116
LITTERATURLISTE ......................................................................................................120
BILAG (SEPARAT BILAGSMAPPE)
3

1. Værdier i organisationer
”Alle virksomheder har værdier” (Morsing, 2001: 5). Så kort kan det siges, om end der i
praksis er utallige måder at forstå og håndtere værdibegrebet på i den organisatoriske
kontekst. Den værdibaserede virksomhed, værdibaseret ledelse, det etiske regnskab,
corporate branding, storytelling, virksomhedens legitimitet og mange andre af tidens
populære begreber er klare beviser på, at værdierne for alvor er sat i fokus, når det gælder
organisationens 1 eksterne og interne kommunikation af, ’hvem vi er’.
Værdierne kom for alvor ’på mode’ i starten af 1990erne som et redskab til organisationens
selvbeskrivelse, og mange – store som små, offentlige, private som frivillige – har i dag et
eksplicit formuleret værdigrundlag, der skal signalere, hvad organisationen står for. Dette
gælder også specialets konkrete case; den frivillige børne- og ungdomsorganisation Det
Danske Spejderkorps (DDS), der nu brander sig gennem de værdier, som kendetegner det at
være spejder.
Når vi her indledningsvist definerer værdier, mener vi de holdninger og normer, der
bedømmer, hvad der er rigtigt og forkert 2 . Vi tager teoretisk udgangspunkt i, at en værdi ikke
er udtrykt ved dens skrevne ord, men gennem det indhold og den mening, den forbindes med,
og dens fortolkning forandres derfor konstant i organisationsmedlemmernes daglige
interaktion og meningsdannelse. Hermed sætter vi værdierne ind i en kulturel kontekst, hvor
de reelt udtrykkes gennem de aktiviteter, sprog og handlinger, der er en del af organisationens
hverdagsliv.
Problemet med mange organisatoriske værdier er ofte, at de er formuleret så overordnet,
generelt og positivt, at det er begrænset, hvad de egentligt siger om organisationen (Højberg
Christensen, 2003: 117). Vi drukner efterhånden i ord som åbenhed, troværdighed,
ansvarlighed, effektivitet og viden, hvis almenhed giver dem karakter af ’hurra ord’, fordi
ingen ville drømme om at være uenige i dem, selvom de reelt set er intetsigende og
fuldstændig selvindlysende for langt de fleste organisationer (Becker Jensen, 2003: 149;
1
Vi vælger konsekvent at benytte ordet organisation som en samlet betegnelse for alle typer af virksomheder,
organisationer og institutioner, hvad enten de opererer som private, offentlige eller frivillige. Vi anser endvidere
værdierne, som havende den samme betydning i alle former for organisationer.
2
Inspireret af Mejlby et. al., 2003: 130. Denne definition bygger forfatterne på Scheins værdidefinition, som
diskuteres nærmere i kapitel 4.
1

Christensen, 2003: 3) – hvem ville eksempelvis skrive under på ikke at være troværdige og
ansvarsfulde? Selv om mange for 15-20 år siden ikke spåede værdierne den store fremtid
(Morsing, 2001: 6), så må de siges at være kommet for at blive, og stadig flere organisationer
arbejder den dag i dag med deres værdier som et strategisk redskab til både intern styring og
ekstern profilering. Derfor ses der også et øget fokus på begrebet værdier som udtryk for,
hvilke mål organisationen i særlig grad lægger vægt på at leve op til, og hvilke metoder den
vil anvende for at nå dertil, og værdierne formuleres ofte i form af visioner og missioner eller
egentlige værdigrundlag, der bruges som redskab for ledelse, kommunikation, organisering
eller strategi (Mac, 2003: 1-2).
1.1 Problemfelt
Samfundet har tre idealtypiske forestillinger om en organisation – den økonomiske, den
lovlige og den ansvarlige – og stadig flere organisationer oplever i dag, at der stilles krav om,
at de opfylder alle tre kriterier på samme tid. Udover at være profitmaksimerende og
underlagt retslige reguleringer skal organisationerne altså også imødekomme krav fra
offentligheden og være samfundsmæssigt forpligtede, legitime, ansvarlige og gennemskuelige
(Jensen, 2001: 284-285), og skiftet til denne mere komplekse organisationsforståelse har
medført, at organisationens interesser nu i langt højere grad befinder sig udenfor dens egne
rammer, fordi omverdenen stiller stadig større krav om, at organisationen legitimerer selve sin
eksistensberettigelse gennem sine handlinger og aktiviteter – og dermed værdier.
1.1.1 Værdier anvendes strategisk
Arbejdet med værdier har dybest set til formål at profilere organisationen både internt og
eksternt i forhold til dens medlemmer og omverdenen, så alle ved, hvem den er, og hvad den
står for, og derigennem bliver værdierne koblet til organisationens identitet og image, og
værdierne kan med andre ord anvendes strategisk (Helder, 2003: 101-102). Ser man
overordnet på de værdier, der kommunikeres i private virksomheder, offentlige institutioner
og frivillige organisationer, kan der nemlig argumenteres for, at de i virkeligheden ikke
adskiller sig meget fra hinanden, og værdigrundlaget bliver derfor et parameter, som alle
organisationsformer må benytte sig af for at opnå et godt image og tiltrække medarbejdere,
kunder eller medlemmer og kan derfor også jævnføres Det Danske Spejderkorps. En stor
dansk undersøgelse (Morsing, 2001) viser dog, at mange organisationer i dag benytter sig af
stort set samme ord, når de skal beskrive, hvilke værdier de selv synes at stå for. Vi mener
2

derfor heller ikke, at differentieringen sker alene på baggrund af det skrevne ord, men ud fra
den mening, der knyttes til værdiernes indhold, og ud fra hvorvidt værdierne reelt afspejler,
hvad organisationen er.
Det er ikke vores påstand, at organisationer ikke tidligere har været bevidste om deres
værdier, da vi anser organisationen for at være sine værdier, og derfor mener vi også, at alle
organisationer har værdier. Vi mener dog, at det, der kendetegner værdierne i dag, er, at de i
langt højere grad formuleres og kommunikeres med et eksternt sigte samtidig med, at der er
sat større fokus på den interne proces med at udvikle og identificere dem. På den måde kan
værdierne også blive et ledelsesværktøj, der skal være retningsanvisende eller ligefrem
styrende for medlemmernes måde at handle, tænke eller føle på, og det ligger også i denne
ledelsesmæssige tilgang, at værdierne bevidst kan ændres for at opnå en større effektivitet i
organisationen. Vi er dog af den overbevisning, at værdier ikke kan determineres, styres eller
implementeres, da de bunder i noget organisationen er og ikke noget den har, og er en dyb og
indlejret del af selve organisationskulturen, men vi er åbne over for, at værdier kan være
foranderlige i den forstand, at deres indhold kan udvikles ved, at værdien er åben for nye
fortolkninger skabt i meningsudvekslingen mellem organisationens medlemmer.
1.1.2 Formidling af værdier
Hvis man antager, at organisationer er kulturer og værdier, kan begrebet historiefortælling
hjælpe med at reducere en kompleks virkelighed ved at give handlinger og værdier mening
(Højberg Christensen, 2003: 117; Niss, 2003: 20; Rosholm & Højberg, 2004: 38), og i den
forbindelse er konstruktionen og kommunikationen af historier med til at konstruere og
opretholde kulturen – historier er altså værdibærende. Det vil sige, at historier kan være et
redskab til at reflektere og påvirke identiteten og kulturen (Rosholm & Højberg, 2004: 28;
Niss, 2003: 27).
I den forbindelse kan den narrative analysetilgang bruges til at afdække medlemmernes egne
– og uformelle – historier og undersøge, hvilke holdnings- eller værditilkendegivelser, der
ligger i historierne. Historier tilfører netop faktuelle begivenheder en bestemt mening, og gør
det abstrakte langt mere konkret og dagligdags (Gabriel, 2000), hvorfor vi også vurderer, at
denne tilgang er velegnet til at identificere, hvilke værdier og hvilken forståelse af værdierne,
der kommer til udtryk blandt organisationens medlemmer. At fortælle historier er for de fleste
mennesker lige så naturligt som dagligdags samtale, og derfor er det let for medlemmerne at
3

svare i form af historier og på den måde konstruere og udtrykke en mening (se bl.a. Mishler,
1986; Gabriel, 2000; Søderberg, 2004; Weick, 1995).
Vi mener dog, at i mange organisationer bliver værdierne formuleret og kommunikeret ud fra
en forudbestemt og fastlagt fortolkning med det ønske at vise en bestemt kurs for
organisationens medlemmer. Derved får værdierne en handlings- eller retningsanvisende
funktion i organisationen, men er de derimod formuleret meget bredt og er åbne for
fortolkning (eksempelvis ved ord som ’udfordrende’, hvilket er en af Det Danske
Spejderkorps’ værdier), så kan det være svært for organisationens medlemmer at nå til
enighed om gennem hvilke aktiviteter, man bedst muligt og mest ’rigtigt’ realiserer værdierne
(hvordan og i hvilke situationer er vi eksempelvis udfordrende?) (Christensen, 2003: 6). I
forlængelse af dette ser vi følgende problemer forbundet med arbejdet med organisatoriske
værdier. For det første kan fortolkningen af værdierne være ’lukket’, fordi de er ekspliciteret
gennem direktiver eller konstativer. Ser man på spejderværdien ’udfordrende’ kan en fastlåst
tolkning eksempelvis ligge i formuleringen vi opnår udfordringer gennem hårde
friluftsaktiviteter, hvilket ikke åbner ikke op for, at udfordringer også kan henføres til andre
aktiviteter. Et andet problem består i, at de formulerede værdier ikke er reelt til stede i
organisationen, da de er blevet vedtaget ud fra strategiske differentieringsovervejelser og ikke
på baggrund af, at organisationen rent faktisk er sine værdier. Endeligt kan fortolkningen af
værdierne være implicit ’lukket’, fordi der trods en åben formulering alligevel ligger en
normativ forståelse blandt medlemmerne og/eller ledelsen af, hvad der er den ’rigtige’
fortolkning af værdien.
1.1.3 Det Danske Spejderkorps
Som nævnt indledningsvist omhandler dette speciale Det Danske Spejderkorps, der er en godt
100 år gammel frivillig børne- og ungdomsorganisation med ca. 30.000 medlemmer, hvoraf
ca. 6000 er frivillige ledere. Formålet er ”at udvikle børn og unge til vågne, selvstændige
mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det
danske samfund og ude i verden” (Velkommen, 2004: 4), hvilket søges opnået gennem en
række forskellige aktiviteter, der skal lære spejderne det værdifulde ved spejderarbejdet.
DDS har i den forbindelse formuleret en kommunikationsstrategi, der fokuserer på, hvad det
er, man ønsker at udtrykke over for såvel medlemmer som omverden, og i denne hedder det,
at ”DDS skal fremstå og opfattes som en tidssvarende, værdibaseret børne- og
4

ungdomsorganisation. Vi vil kommunikere ud fra vores målgruppers hverdag og
tolkningsrammer. DDS skal fremstå som en åben, troværdig, naturlig og seriøs organisation
[…] At vi er en tidssvarende børne- og ungdomsorganisation betyder at vi skal være i stand
til at tiltrække børn og unge – og at vi omgiver os med de ting som målgruppen omgiver sig
med, og ikke gemmer os bag historiske artefakter” (Bilag Q: 1). I kommunikationsstrategien
fremgår det endvidere, at DDS skal udtrykke en række værdier, der skal bruges som grundlag
for al formidling af spejderarbejdet. Disse værdier er: Kammeratskab, ansvar, friluftsliv, sjovt
og udfordrende. De valgte værdier stammer fra en værdiproces, der startede tilbage i 2001, og
omhandlede interne og eksterne synspunkter på ’det at være spejder’, og værdierne er
efterfølgende blevet kommunikeret til medlemmerne og omverdenen gennem en lang række
interne og eksterne kommunikationsmaterialer.
I tråd med kommunikationsstrategien er DDS begyndt at indføre en række nye aktiviteter,
som umiddelbart indgår i spejderarbejdet på lige fod med de traditionelle spejderaktiviteter.
Det er vores tese, at en organisation som DDS, der har eksisteret så længe givetvis har nogle
stærke traditioner, og derfor kan opleve nogle ’overgangsproblemer’, når man søger at
modernisere sig. Kan aktiviteter som spejdernes eget Melodi Grand Prix eksempelvis indgå i
spejderarbejdet på lige fod med traditionelle spejderaktiviteter, eller er man kun en ’rigtig’
spejder, når man laver bål og binder råbåndsknob? På den måde er det vores mål at lade DDS
fungere som case i forbindelse med problematikken omkring fortolkningen af værdier og den
interaktion, som medlemmerne bygger deres meningsdannelse på, og som medfører, at der
ofte opstår fælles opfattelser af værdiernes mening. Et aspekt der i DDS i høj grad også
bygger på forholdet mellem tradition og fornyelse, og som åbner op for nogle interessante
problemstillinger i henhold til organisationens arbejde med værdier, når nye aktiviteter møder
gamle traditioner. I den forbindelse kan ’kampen’ mellem fortolkninger – eller mellem
tradition og fornyelse – medføre, at der opstår en traditionsbunden opfattelse af det at være en
’rigtig’ spejder, som ikke anerkender, at samfundet og de børn og unge, der er en del af det,
har ændret sig igennem de sidste 100 år, og at eksempelvis kammeratskab kan opnås på
mange andre måder end på hårde vandreture. Det betyder, at DDS skal gøre op med tidligere
tiders traditioner og ”sådan plejer vi at gøre”-holdninger – også i forhold til værdierne og
disses indhold, så man netop kan blive en tidssvarende og værdibaseret børne- og
ungdomsorganisation, der kan rumme flere forskellige – og nye – opfattelser af, hvad det vil
sige at være en ’rigtig’ spejder.
5

1.1.4 Opsamling
På baggrund af ovenstående kan vi afslutningsvist opsummere en række interessante
problemstillinger, som gør sig gældende med hensyn til Det Danske Spejderkorps’ værdier.
For det første er de formulerede værdier netop et udtryk for, hvad vi tidligere omtalte som
selvindlysende rigtige værdier, der ikke kan anfægtes af nogen. Derfor er det vores tese, at
medlemmerne heller ikke vil være uenige i dem, da de er udtryk for holdninger og handlinger,
der for de fleste spejderes vedkommende er så grundlæggende i dem selv, at de per automatik
må være til stede i organisationen. Desuden er værdierne åbne, hvilket vil sige, at der ikke er
knyttet en eksplicit mening til selve ordene, hvilket igen fordrer, at medlemmerne enten er
enige om dem, eller at det er alment accepteret, at man fortolker værdierne forskelligt. Det er
dermed ikke nødvendigvis den samme mening, medlemmerne lægger i værdierne, og hvad
der er sjovt og udfordrende for én behøver jo ikke nødvendigvis være sjovt og udfordrende
for en anden.
Dette leder os direkte over i en anden interessant problemstilling; forholdet mellem tradition
og fornyelse i DDS. I den forbindelse er det væsentlig for os at undersøge, hvorvidt dette
forhold har en betydning for den måde, hvorpå værdierne fortolkes. Hvis det er muligt at
tænke enhver form for aktivitet ind under værdien udfordrende, er enhver form for aktivitet i
så fald lige så accepteret – eller ligger der en forudindtaget, normativ fortolkning af, at
værdien reelt kun kan rumme visse meninger. Er det eksempelvis udfordrende at anvende en
GPS, når man er på orienteringsløb, eller skal man stadig løbe efter et kort? Derfor finder vi
det interessant at undersøge, hvorvidt der blandt spejderne er en traditionsbunden og fælles
opfattelse af, hvilke værdier, der kendetegner det at være en ’rigtig’ spejder.
Slutteligt finder vi det interessant at undersøge, hvordan DDS kan anvende værdierne
strategisk som et formidlingsværktøj til at kommunikere værdiers indhold. Vi ønsker derfor at
diskutere, hvordan historier kan være medvirkende til, at medlemmerne ændrer den mening,
som de tillægger værdierne, så der skabes en ny fortolkningsramme, der bryder med den
etablerede opfattelse af organisationen.
6

1.2 Problemformulering
Med udgangspunkt i ovenstående har vi valgt at arbejde ud fra følgende problemformulering:
Forbinder spejderne de formulerede værdier med forskellige aktiviteter og meninger, og
eksisterer der blandt medlemmerne en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil
sige at være en ’rigtig’ spejder? Slutteligt ønsker vi at reflektere teoretisk over, hvordan
organisatorisk historiefortælling kan påvirke spejdernes opfattelse af, hvad det vil sige at
være en ’rigtig’ spejder.
1.3 Uddybning og afgrænsning af problemformulering
I problemformuleringens første del mener vi med værdier de fem konkrete værdier, som vi
tidligere har beskrevet er formuleret og kommunikeret af Det Danske Spejderkorps. Med
værdier mener vi selve de(t) ord, organisationen bruger kommunikativt, og vi skelner ikke
mellem, om værdien er formuleret som et adjektiv (eksempelvis ’sjovt’) eller substantiv
(eksempelvis ’kammeratskab’), da vi er interesserede i den mening, der tillægges værdierne,
og det er således meningen, vi identificerer, når vi undersøger spejdernes holdning til og
opfattelse af de aktiviteter, der ligger i det daglige spejderarbejde. Vi forholder værdierne til
konkrete aktiviteter, da vi mener, at aktiviteterne viser det enkelte medlems forståelse af
værdien, og dette argument er særligt relevant, idet vi interviewer børn, der måske ikke kan
forholde sig til værdier, men lettere kan forholde sig til aktiviteter. Her er aktiviteter defineret
som alt, der finder sted, når spejderne er samlet, og det kan derfor både være større aktiviteter
af mere formel og planlagt karakter eller mere uformelle aktiviteter, der spontant opstår.
Vi undersøger konkret, hvordan spejderne fortæller om aktiviteterne gennem historier.
Således er det historiernes værdiorienteringer, der har vores interesse, idet disse kan afsløre,
hvilken mening der tillægges værdierne. Vores analyse har med andre ord ikke til formål at
identificere, hvorvidt værdierne reelt er til stede blandt DDS’ medlemmer, men derimod at
belyse, hvordan værdierne bliver fortolket i forhold til aktiviteterne, hvorved vi kan afdække,
hvorvidt en værdi kan være udtrykt gennem flere forskellige aktiviteter. Vi vurderer i den
forbindelse, at DDS’ værdier er så åbent formuleret og generelt kendetegnende for børn og
unges incitament til overhovedet at være spejdere, at såfremt medlemmerne ikke var enige i
disse værdier, ville de næppe være en del af korpset, og vi har derfor ikke set grund til at
anfægte de formulerede værdier.
7

Når vi ønsker at undersøge om der eksisterer en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad
det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, er det ikke forstået på den måde, at opfattelsen skal
være både traditionsbunden og fælles på én og samme tid. Den traditionsbundne opfattelse
henviser til, hvorvidt de aktiviteter, som spejderne har nævnt i forbindelse med værdierne,
bliver forbundet med noget nyt eller gammelt, mens den fælles opfattelse omhandler enighed
omkring de aktiviteter og begreber, der beskriver en ’rigtig’ spejder. Vi er dog bevidste om, at
der kan eksistere enighed blandt spejderne om andet, end hvad der kendetegner en ’rigtig’
spejder, men en sådan undersøgelse ligger uden for specialets fokus.
Ved at henvise til begrebet en ’rigtig’ spejder præsupponerer vi, at der blandt spejderne er en
klar opfattelse af, hvilke værdifulde aspekter der ligger i spejdervirket, og som afgør, hvad der
normativt opfattes som værende en ’rigtig’ spejder. Dette er et aspekt, vi inddrager i analysen
på baggrund af en forudindtaget forståelse af de problematikker, der eksisterer i DDS, og som
vi har erfaret via gennemlæsning af organisationens kommunikationsmateriale, interview med
DDS’ kommunikationsansvarlige og igennem et pilotinterview med en lokal spejdergruppe
forud for udarbejdelsen af specialets problemstilling.
1.4 Valg af case
Problemformuleringen er dels udarbejdet på baggrund af vores interesse for en række
teoretiske perspektiver i forbindelse med værdibegrebet og dels ud fra nogle konkrete forhold,
der gør sig gældende i Det Danske Spejderkorps.
Desuden skal det understreges, at vi har valgt DDS som case ud fra ønsket om at samarbejde
med en organisation, der er bevidst om dens arbejde med værdier, og som har en række
eksplicit formulerede værdier. Ligeledes har vi vægtet, at disse værdier er bevidst
kommunikeret i såvel eksternt som internt kommunikationsmateriale, da vi herigennem havde
noget håndgribeligt at tage udgangspunkt i, og som vi ikke søgte at anfægte i vores
undersøgelse af, hvordan værdierne konkret bliver tillagt mening, og hvordan man i en
traditionsforankret organisation som DDS opfatter spejderarbejdet i dag.
Derudover udviste DDS selv stor interesse for en undersøgelse af en række interne såvel som
eksterne processer og problematikker i forbindelse med deres identitet og image, hvilket
bevirkede, at vi ikke var begrænsede af bestemte krav, resultater eller interesser. Dette betød
8

også, at vi havde fri adgang til al materiale og udvælgelse af respondenter, hvilket bevirkede,
at vi selv kunne determinere de udvælgelseskriterier, der var relevante for vores undersøgelse
og ikke var styret af, at medlemmerne eksempelvis var udvalgt af en ledelse. Deraf mener vi,
at disse forhold styrker betingelserne for, at undersøgelsen bliver så valid som mulig.
1.5 Specialets opbygning
Nedenstående er en gennemgang af specialets overordnede struktur og forklarer
sammenhængen mellem de enkelte kapitler.
Kapitel 2: Specialets organisationssyn
I kapitel 2 redegør vi for specialets organisationssyn, da dette har betydning for den teoretiske
og metodiske tilgang, vi søger at belyse problemstillingen ud fra, og for den rolle kulturen og
værdierne tillægges i det organisationsteoretiske perspektiv, vi vælger at anskue vores
opfattelser på baggrund af.
Kapitel 3: Metode til indsamling og bearbejdning af data
I kapitel 3 klarlægger vi sammenhængen mellem de teoretiske og analytiske valg, vi har
truffet i forbindelse med problemstillingen, og belyser hvordan vi metodisk og praktisk har
grebet dataindsamlingen til den empiriske analyse an.
Kapitel 4: Kulturteori og værdier
I kapitel 4 diskuterer vi kulturbegrebet med henblik på at opnå en forståelse af værdiernes
rolle i den organisationskulturelle kontekst. Kapitlet vil kort opridse kulturfeltets bredde og
introducere, hvordan forskellige syn opfatter kulturens rolle i organisationen. Derefter går vi i
dybden med at præsentere specialets valg af det symbolsk-fortolkende
organisationsperspektiv. Formålet er at skabe den overordnede teoretiske ramme for specialet,
hvor indenfor vi forstår værdiernes betydning, og som desuden definerer vores analytiske
tilgang.
Kapitel 5: Det Danske Spejderkorps
I kapitel 5 går vi i dybden med at præsentere Det Danske Spejderkorps og den problemstilling
omkring tradition og fornyelse, vi mener, der gør sig gældende for medlemmernes opfattelse
af det at være en ’rigtig’ spejder. Dette kapitel giver os endvidere en vigtig forståelse for,
9

hvilken organisation vi konkret har med at gøre, og derved opnår vi en viden om DDS, som er
essentiel for den senere værdianalyse.
Kapitel 6: Værdier i narrativer
I kapitel 6 diskuterer vi narrativbegrebet og klarlægger de kriterier, vi selv opstiller som
forudsætning for, at en historie kan kategoriseres som en narrativ. Vi har endvidere valgt at
udvide den narrative analysemetode med en analyse af blandt andet respondenternes
pronominalbrug og talehandlinger, da vi i interviewene også finder andre tekststykker end
historier, der er værdibærende. Kapitlet giver os derved en konkret forståelse for, hvad en
narrativ kan rent kommunikativt og opstiller den analytiske ramme, hvor indenfor vi kan
identificere værdierne og deres indhold. Slutteligt opridser vi, hvordan vi har udarbejdet den
samlede analysemodel.
Kapitel 7: Værdianalysen
I kapitel 7 analyserer vi de narrativer og andre værdibærende ytringer, vi har fundet i de
mange fokusgruppeinterviews, vi har foretaget. Formålet er at belyse, hvilke aktiviteter der
konkret bliver forbundet med de forskellige værdier, og om der er en traditionsbunden og
fælles opfattelse af, hvordan værdierne skal forstås, og dermed af hvad det vil sige at være en
’rigtig’ spejder.
Kapitel 8: Historier som formidlere af værdier
I kapitel 8 fokuserer vi på, hvordan organisatoriske historier kan anvendes strategisk, og vi
skitserer, hvordan historier kan være medvirkende til, at medlemmerne ændrer den mening,
som de tillægger værdierne, så der skabes en ny fortolkningsramme, der bryder med den
etablerede opfattelse af organisationen. Således søger vi også at imødekomme noget af den
kritik, vi retter mod det symbolske perspektiv i henhold til manglen på handlingsanvisninger
til forandring.
Kapitel 9: Konklusion
I kapitel 9 konkluderer vi på specialets problemstilling og forholder os kritiske og
reflekterende til, hvilke faktorer der kunne have styrket eller nuanceret vores undersøgelse og
dens ’resultater’. Desuden vil vi perspektivere konklusionerne til at omhandle et mere eksternt
sigte, hvor vi inddrager DDS’ image.
10

2. Specialets organisationssyn
Dette speciale centrerer sig om værdier i organisationer, hvorfor vores overordnede
organisationssyn selvsagt vil have en afgørende betydning for vores teoretiske og metodiske
tilgang til arbejdet med problemstillingen alt efter hvilket videnskabsteoretisk syn, vi lægger
ned over specialet. Vores organisationssyn manifesterer sig primært ved, hvilken mening eller
anvendelse værdier har i den organisationsteoretiske kontekst, og som vi allerede har skitseret
i specialets problemfelt, ser vi værdier og kultur som værende noget organisationen er,
hvorved vi lægger os op ad det symbolsk-fortolkende perspektiv (Hatch, 1997; Hatch &
Schultz, 1993). Her ses den organisatoriske virkelighed som en social konstruktion, hvor
medlemmerne kan indgå i socialt konstruerede aspekter af organisationens liv, fordi de
konstruerer, anvender og fortolker symboler, og fordi de er modtagelige for andres
fortolkninger. Det betyder samtidigt, at organisatoriske fænomener ikke er fakta, som man
blot kan reagere på, men udtryk for sociale definitioner, som den enkelte handler ud fra som
et resultat af en kollektiv meningsdannelse.
Vores organisationssyn implicerer også, at vi ikke ser på organisationer som et objektivt
fænomen, som vi kan studere og analysere, men derimod mener vi, at enhver organisation er
kendetegnet ved unikke karakteristika, hvilket betyder, at vi arbejder case-specifikt med at
forstå de særlige karakteregenskaber ved Det Danske Spejderkorps. Dette har selvfølgelig
betydning for vores analytiske resultater og generaliserbarheden af disse, og de ’resultater’ og
konklusioner, vi uddrager på baggrund af vores undersøgelser, vil således ikke være generelt
kendetegnende for alle organisationer eller kunne anvendes komparativt, hvilket er et
videnskabeligt ideal inden for eksempelvis funktionalismen (Hatch & Schultz, 1993: 7-8). Da
den empiriske undersøgelse kun tager afsæt i en enkelt af DDS’ over 500 spejdergrupper, vil
det teoretisk set heller ikke være muligt at sige noget generelt om, hvorvidt der inden for det
samlede DDS er en fælles opfattelse af værdierne. I den henseende fungerer den specifikke
spejdergruppe i Espergærde som en ’case i casen’, der har til formål at belyse, hvorvidt man
inden for en afgrænset organisationskultur kan tale om en fælles værdiforståelse.
Det symbolsk-fortolkende perspektiv anvender forskellige etnografiske teknikker til at
analysere genstandsfeltet, som alle bygger på den kvalitative metode, da meningsdannelse og
fortolkning ikke kan studeres objektivt. I tråd med den kvalitative metode har vi valgt en
analysetilgang, der tilgodeser den fortolkende tilgang, nemlig narrativanalysen. I selve
11

interviewsituationen vil vi dermed lægge vægt på at få respondenterne til at fortælle historier,
og i den efterfølgende behandling af analysematerialet identificere de værdier, der kommer til
udtryk i disse historier – for hvis vi ser organisationer som socialt konstruerede, må værdierne
også skinne igennem, når medlemmerne fortæller om episoder, der skaber mening i deres
daglige virke i organisationen. Klarlæggelsen af de værdier, der ligger til grund for
historierne, bygger igen på vores fortolkning, og således kommer fortolkning til at have en
afgørende betydning i dette speciale.
2.1 Hermeneutikken
Hermeneutikken er central for specialet, da vores datamateriale består af fænomener, som
kræver fortolkning, hvilket er karakteristisk for datamateriale indsamlet kvalitativt. Samtidigt
er vi bevidste om, at vi i vores undersøgelser selv er med til at konstruere meningsdannelsen,
da organisationer kun kan forstås indefra – og således kommer vi også selv til at indgå i den
sociale konstruktion og fortolkning.
En grundtanke i hermeneutikken er, at man altid forstår noget på grundlag af bestemte
forudsætninger; forforståelsen 3 : ”Når vi skal fortolke en tekst eller et annet meningsfullt
fenomen, må vi starte med visse ideer om hva vi skal se etter. Uten slike ideer ville våre
undersøkelser i utgangspunktet ikke ha noen retning. Vi ville ikke vite hva vi skal rette vår
oppmerksomhet mot” (Gilje & Grimen, 1993: 148).
Forforståelsen er med andre ord nødvendig for, at forståelse overhovedet er mulig, når man
undersøger fænomener, men vi mener også, at det er vigtigt, at man som forsker er bevidst om
sin forforståelse, så den ikke udelukker uventede forståelser eller fortolkninger. Når vi
påbegynder vores undersøgelse, har vi altså nogle helt klare idéer om, hvilke forhold der gør
sig gældende i Det Danske Spejderkorps, og hvad vi vil lede efter, men i takt med, at de
faktiske forhold ikke stemmer overens med vores forforståelse (eller fordomme), er det
essentielt at have for øje, at forforståelsen er og bør være reviderbar, og vi skal således
revidere vores forforståelse i mødet med virkeligheden og de reelle erfaringer, vi gør os. Dette
er en proces, der sker løbende, og som også kom til udtryk i vores forforståelse af spejderne,
der bundede i et stereotypt billede af en flok uniformerede friluftsmennesker med hang til
raftebygning og snobrødsbagning, men som vi i vores møde med spejderne måtte tage til
3 I henhold til Hans-Georg Gadamers definition af begrebet (Gilje & Grimen, 1993).
12

overvejelse. Ligeledes afspejler problemformuleringen også, at vi har en forventning om, at
værdierne kan tillægges forskellige meninger, hvilket vi begrunder med valget af det
symbolsk-fortolkende organisationssyn. Desuden lægger vi op til, at der kan være en
traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, hvilket
blandt andet begrundes med, at DDS er en organisation med årelange traditioner, hvor
medlemmernes fælles oplevelser giver dem et ens grundlag at bedømme spejderarbejdet på
baggrund af. Dog skal vi være bevidste om, at DDS i dag er en del af et helt andet samfund og
står overfor nye udfordringer og krav, end da korpset blev stiftet for godt 100 år siden,
hvorfor vi skal være bevidste om ikke at søge at bekræfte vores egne formodninger, men
revidere disse i mødet med virkeligheden.
Slutteligt mener vi ikke, at vi kan bearbejde vores datamateriale uden at tage højde for den
kontekst, indsamlingen er sket i – med andre ord i hvilken sammenhæng historierne er blevet
fortalt. Vi har derfor valgt at anskue vores analyse ud fra den hermeneutiske cirkel, der peger
på forbindelsen mellem det, vi skal fortolke, forforståelsen og den kontekst, det må fortolkes i
(Gilje & Grimen, 1993). Det betyder, at vi både skal tage højde for del og helhed; hvordan
delen skal fortolkes afhænger af, hvordan helheden fortolkes, og hvordan helheden fortolkes
afhænger af den måde, delene fortolkes på og så fremdeles.
2.2 Teoretiske overvejelser
Når vi arbejder ud fra et symbolsk-fortolkende perspektiv indbefatter dette også nogle
teoretiske valg og fravalg. Det betyder, at de teorier, vi anvender, skal være funderet i samme
organisationssyn – eller i alle tilfælde ikke være i modstrid med dette. Deraf vil det
eksempelvis ikke være metodisk foreneligt med vores organisationssyn at arbejde ud fra en
teoretisk tilgang om, at alle organisationens medlemmer nødvendigvis deler ledelsens
værdigrundlag, og at dette kan ændres og implementeres af en ledelse, da dette syn ikke er
åbent for fortolkning og meningsdannelse. Vi vil dog introducere andre
organisationsopfattelser, hvor de synes at kunne nuancere vores forståelser, og derfor vil
vores organisationsteoretiske kapitel også inddrage pointer fra det funktionalistiske
perspektiv, der står i direkte modstrid til det symbolsk-fortolkende, for at vi derved kan
forholde os kritiske til vores valgte tilgang (jf. Kapitel 4).
13

3. Metode til indsamling og bearbejdning af data
I det følgende kapitel klargør vi sammenhængen mellem de teoretiske og analytiske valg, vi
har foretaget i henhold til arbejdet med vores problemstilling. I kapitlet vil vi desuden
diskutere den overordnede dataindsamling i forbindelse med den empiriske analyse og de
valg, vi har foretaget i forbindelse med denne. Endelig vil vi reflektere over dataindsamlingen
i praksis og klargøre, hvordan vi metodisk har valgt at bearbejde de indsamlede data.
Som vi også har diskuteret i kapitel 2, har vi valgt at tage metodisk afsæt i det kvalitative
interview, da vi via dette kan undersøge vores subjekt, Spejdergruppen i Espergærde, indefra
og i dybden, og vi tager derved højde for vores videnskabsteoretiske ideal om, at ethvert
fænomen består af en unik kombination af karakteristika, som ikke kan tælles, måles eller
vejes (Andersen & Gamdrup, 1994: 60-61). I henhold til det kvalitative interview vil vi også
behandle de overvejelser og begrundelser, vi har haft i forbindelse med valget af den narrative
tilgang, og det faktum at langt den overvejende del af vores respondenter er børn/unge,
hvilket vi metodisk har taget højde for.
Vi har tillige indsamlet en mængde tekstmateriale udarbejdet af Det Danske Spejderkorps,
som består af eksternt og internt informationsmateriale og DDS’ kommunikationsstrategi,
hvor vi har fundet de fem værdier beskrevet. Indsamlingen af tekstmaterialet vil ikke blive
behandlet særskilt i nedenstående gennemgang, da materialet har haft en mindre rolle i vores
samlede analyse, eftersom vi har valgt at tage udgangspunkt i de værdier, DDS selv har
formuleret. Materialet har således ikke været underlagt en analyse med det formål at
identificere værdierne, men er primært anvendt til at afdække faktuelle forhold om DDS (jf.
Kapitel 5).
3.1 Den narrative tilgang
Da vi ved, at det ofte er metodisk vanskeligt at spørge ind til noget så abstrakt som værdier,
og det ligeledes er vores opfattelse, at det ikke er muligt at afdække forskellige opfattelser af
værdiernes indhold ved blot at spørge medlemmerne direkte om, hvordan de opfatter en
bestemt værdi, har vi valgt at benytte os af den narrative tilgang. Valget af denne tilgang
begrundes i, at historier tilfører faktuelle begivenheder en bestemt mening, og gør det
abstrakte langt mere konkret og dagligdags (Gabriel, 2000). Desuden har vi i metodevalget
14

også taget hensyn til, at en overvejende del af respondenterne er børn og teenagere, for hvem
det kan være svært at reflektere over værdier: ”One of the primary ways – probably the
primary way – human beings make sense of their experience is by casting it in a narrative
form…This is an ability that develops early and rapidly in children, without explicit training
or instruction” (Gee, 1985: 11 i Mishler, 1986: 67). En anden begrundelse for ikke at spørge
direkte ind til værdiernes betydning er også , at der er en risiko for, at vi ville blive
præsenteret for organisationens ’officielle’ historie (Søderberg, 2004: 58) – det vil sige de
opfattelser, der ideelt set burde være knyttet til værdierne.
Det at udtrykke sig i historier er en af de mest almindelige måder for individer at konstruere
og udtrykke mening. At fortælle historier er for de fleste mennesker lige så naturligt som
dagligdags samtale, og derfor er det let for respondenter at svare i form af narrativer (Mishler,
1986: 69). Anne-Marie Søderberg skelner mellem beskrivelse/redegørelse og fortælling på
følgende måde: ”Hvor en beskrivelse eller redegørelse kan fokusere på sagsforhold, fokuserer
en fortælling på menneskelig handlen, fortællerens egne handlinger og hans/hendes
fremstilling af andre aktørers handlinger. Fortællinger er desuden processer, hvorigennem
identiteter konstrueres og forhandles” (Søderberg, 2004: 55). Vi mener derfor, at historier er
langt mere egnede til at afdække værdiers indhold end andre gængse metoder inden for
området, som hviler på argumentation og paradigmer frem for narrativer – og som derfor ikke
altid er egnede, da de fleste organisatoriske realiteter hviler på narrativitet (Weick, 1995:
127), og dermed bliver organisationsmedlemmernes fortolkningsrammer en væsentlig
forudsætning for at konstruere organisationen. Dette kommer vi nærmere ind på i kapitel 6.
3.1.1 Overvejelser i henhold til indsamling af historier i praksis
Indsamlingen af organisatoriske historier skal selvsagt tage udgangspunkt i den konkrete
problemstilling, vi har formuleret. Derfor skal vi være bevidste om, hvilken type historier vi
søger, og hvordan vi efterfølgende udvælger og analyserer historierne. Første trin er dog at
finde og indsamle de organisatoriske historier, hvilket blandt andet kan gøres ved, at
intervieweren stiller respondenterne eksplicitte spørgsmål tilpasset undersøgelsens konkrete
formål med henblik på at få dem til at udtrykke sig i historier. Fordelene er her, at man på
relativt kort tid kan indsamle mange historier, og at man allerede i indsamlingen sorterer en
række irrelevante historier fra, da respondenterne primært vil tale ud fra de kriterier, vi
opstiller. Ulempen er dog, at intervieweren i kraft af sin tilrettelagte interviewguide på
forhånd determinerer, hvad der er vigtige emner eller pointer, og hvad der ikke er, med risiko
for at centrale historier aldrig bliver fortalt. En anden metode er derfor at indsamle historierne
15

i det naturlige miljø og de situationer, hvori de opstår, hvilket er en tilgang blandt andre David
M. Boje (1991) har benyttet. Hermed undgår man usammenhængende og fragmenterede
historier, der nok giver mening for de indforståede medlemmer, da de ’manglende’
informationer tages for givet, men det betyder samtidigt, at intervieweren som udenforstående
går glip af essentiel viden og pointer, idet hun ikke er en del af den organisatoriske diskurs
(Boje, 1991). Metoden er dog utrolig tidskrævende, idet det fordres, at intervieweren i en
længere periode opholder sig i organisationen som observatør, og derved indsamles der også
en stor mængde materiale, der ikke er tilpasset undersøgelsens formål.
Når vi har valgt at indsamle historier ved at stille eksplicitte og tilpassede spørgsmål,
begrunder vi det ud fra, at vi med dette speciale arbejder inden for en begrænset tidsperiode.
Ved denne metode har vi desuden mulighed for at anvende en båndoptager, så historierne kan
transskriberes i deres præcise form og anvendes til den videre værdianalyse. Vores proces kan
skitseres i nedenstående figur, som desuden inkluderer det aspekt, at historier også kan
anvendes i organisationers strategiske kommunikation. Denne (sidste) del af processen
diskuterer vi særskilt i kapitel 8.
Figur 3.1 Anvendelse af historier i praksis
Field of practice (e.g. management):
• watch how the stories are being made
• collect the stories
• provoke story telling
• interpret the stories (what do the say?)
• analyze the stories (how do they say it?)
• deconstruct the stories (unmake them)
• put together your own story
Kilde: Tilpasset på baggrund af Czarniawska, 2000: 5
Det er vigtigt at fastslå, at det indsamlede materiale er produceret i samspil mellem de
tilstedeværende i de respektive interviewsituationer. Interviewerens tilstedeværelse, den måde
hun lytter, afbryder eller opmuntrer respondenterne på, har stor betydning for, om og hvordan
respondenten fortæller sin historie. Således bliver de historier, vi indsamler, en ’fælles’
produktion (Mishler, 1996: 82-83). Vi har som interviewere med andre ord selv været med til
at forme det materiale, vi står tilbage med (Søderberg, 2004: 57), hvilket selvfølgelig er
16

vigtigt at være bevidst om. Eftersom vi ikke har været interesserede i at få forudindtagede
holdninger bekræftet, ser vi dog ikke dette som en svaghed, men snarere som et faktum, vi må
forholde os til i bearbejdningen af empirien.
3.2 Kvalitative interviews
Vi har i forbindelse med indsamlingen af historier valgt at benytte os af
fokusgruppeinterviewet, som hører ind under den kvalitative interviewform. Denne form for
interview giver respondenten større mulighed for at komme med nuancerede svar i
interviewsituationen, da der ikke – som ved den kvantitative interviewmetode – er tale om
forudbestemte og afgrænsede svarmuligheder. Da metoden ikke anser alt for målbart, er det
heller ikke muligt at generalisere ud fra det kvalitative interview (Kvale, 1996: 66-69). Her
skal det understreges, at vi heller ikke har nogen ambition eller ønske om at generalisere ud
fra de konklusioner, vi uddrager af vores undersøgelser, da dette videnskabelige ideal ikke
hører under den symbolsk-fortolkende tilgang, hvor man arbejder ud fra fortolkning,
meningskonstruktion og subjektivitet.
3.2.1 Fokusgrupper
Fokusgruppeinterviewet er anvendeligt til at studere deltagernes indsigt i, holdning til,
opfattelse af og argumentation omkring et givent emne, og målet med fokusgruppeinterviewet
er, at deltagerne gennem fri diskussion og social interaktion skal komme videst muligt rundt
om emnet (Wibech, 2000: 9, 20). Med andre ord åbner fokusgruppeinterviewet op for, at den
enkelte deltager løbende får nye associationer baseret på de bidrag, denne modtager fra de
øvrige deltagere. Den interpersonelle gruppedynamik, der opstår mellem deltagerne og
mellem den enkelte deltager og intervieweren, kan desuden være medvirkende til, at
deltagerne ligeledes udtrykker viden, som ellers er tavs eller tages for givet (Halkier, 2002:
13). I og med at mennesker ofte oplever emner og begivenheder forskelligt, betyder
interaktionen yderligere, at deltagerne får mulighed for at udtrykke deres egne oplevelser
gennem indsigten i andres oplevelser – hvad enten opfattelsen er ens eller forskellig (Wibech,
2000: 41), hvilket kan gøre det lettere for dem at formulere og nuancere deres synspunkter.
Ifølge Bente Halkier er fokusgruppeinterviewet velegnet til at belyse ”[…] normer for
gruppers praksisser og fortolkninger” (Halkier, 2002: 113), hvorfor vi mener, at det er et
vigtigt analyseredskab i forbindelse med at identificere, om respondenterne har en fælles
17

forståelse af det at være en ’rigtig’ spejder. I forhold til det symbolsk-fortolkende perspektiv
ser vi med andre ord på, hvordan en gruppe organisationsmedlemmer – gennem deres
historier – opbygger en virkelighedsopfattelse i en organisatorisk sammenhæng, hvor de i
fællesskab forstår og fortolker de aktiviteter og handlinger, der knyttes til de enkelte værdier.
3.2.2 Individuelle interviews
Vi har i et enkelt tilfælde valgt at gennemføre et individuelt interview med den
kommunikationsansvarlige i Det Danske Spejderkorps. Formålet med dette interview var ikke
at identificere værdierne og deres indhold, men at producere faktuelle oplysninger om DDS’
administration, organisering og kommunikationsstrategi. Her vurderede vi, at den interaktion,
som et fokusgruppeinterview tilbyder, var mindre relevant.
3.3 Metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af
interviewene
I forbindelse med den konkrete historieindsamling har vi gjort os nogle praktiske og
metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af fokusgrupperne.
3.3.1 Børn som respondenter
I forbindelse med vores metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af vores
undersøgelser, er vi stødt på en spændende udfordring; børn som respondenter. Hvordan
opfatter og beskriver børn verden, og hvordan kan vi tage højde for, at vi skal interviewe
børn/unge i flere forskellige aldersgrupper?
I arbejdet med børn er der nogle særlige kvalitetskriterier, som undersøgelsen skal leve op til.
Vigtigst er det at optone barnets perspektiv og nedtone forskerens forforståelse og dermed
vise, at man opfatter børnene som kompetente deltagere i kommunikationen. Her er det
centralt, at man har evnen til at forstå det enkelte barns individuelle væremåde. Derudover er
det vigtigt at give barnet mulighed for at vise sine kompetencer – for jo mere trygt barnet er,
des mere virkningsfuld bliver kommunikationen, og jo mere pålidelige informationer får man.
Desuden får nogle voksne bedre informationer fra børn end andre, da det at interviewe børn
kræver et særligt kendskab til børn (Jensen, 2002: 81-82).
18

Gustav Haraldsen og Trine Dale fra Socialforskningsinstituttet har oplistet 10 punkter, der er
væsentlige at have med i sine betragtninger i arbejdet med børn som respondenter, som vi har
forsøgt at følge, så vidt det var muligt; 1) Spørg børnene om det, de ved noget om, 2) tag
hensyn til barnets udviklingsniveau, 3) spørg konkret, 4) stil ét spørgsmål ad gangen, 5)
undgå negationer, 6) vær forsigtig med sensitive spørgsmål, 7) brug få og entydige
svaralternativer, 8) det er i orden, at man ikke kan svare, 9) brug kvalitative metoder og 10)
børn har ret til privatliv (Haraldsen & Dale, 2002: 145-146).
Der er ingen af os, der har særlige uddannelsesmæssige forudsætninger for at interviewe børn,
men vi forsøgte at skabe en god atmosfære med hygge og slik. Forud for interviewene havde
alle spejderne fået at vide, at vi ville komme, og at interviewet ’bare’ skulle være en snak om
det at være spejder. Vi lagde ved interviewets start ud med at fortælle spejderne, at der ikke
fandtes nogle rigtige eller forkerte svar og fortalte, at det de sagde, ikke ville blive fortalt
videre til lederne. Børnenes svar blev af intervieweren tilkendegivet med interesserede nik,
grin og verbal respons, som vi erfarede motiverede alle spejdere uafhængig af alder til åbent
at fortælle om deres oplevelser, og selv kritiske indvendinger mod ledelsen og navngivne
personer inden for Det Danske Spejderkorps blev fremført.
3.3.2 Børn og kamera
I en erkendelse af at det kan være svært at få børn til at reflektere over episoder, de har
oplevet – og at de måske kan have svært ved at huske dem – valgte vi at forsøge os med
kamerametoden. Kamerametoden går i al sin enkelhed ud på, at de implicerede børn udstyres
med et engangskamera, hvorefter børnene i en aftalt periode skal fotografere ting/episoder fra
deres dagligdag (Staunæs, 2000; Rasmussen, 1999). Idéen er at invitere de udforskede til at
’forske med’ ved at producere datamateriale og repræsentationer af sig selv (Staunæs, 2000:
104). Billedet bliver dermed dokumentarisk, da man forsøger at fange aspekter af
dokumentariske historier – det vil sige af noget, der rent faktisk har fundet sted. Metoden er
særlig velegnet til børn, da et fotografi kan indeholde flere og mere detaljerede informationer,
end det gængse børneinterview ofte er i stand til at frembringe. Og metoden baseres på, at de,
der udforskes, selv fotograferer og fortæller om egne billeder (Rasmussen, 1999: 64-66).
Kultursociologen Kim Rasmussen, der har arbejdet med fotografiet som forskningsstrategi,
fremhæver blandt andet ’Foto-fortælle-tesen’, hvor ”[…] et fotografi kan, når det ’læses’ højt,
fungere som et ferment for narrativitet” (Rasmussen, 1999: 65), hvilket betyder, at fotografiet
i mødet mellem fotografi og beskuer fungerer som et hjælpemiddel til at bringe de historier,
der er ’lagret’ i beskueren frem (Rasmussen, 1999: 65).
19

Det er vores antagelse, at den narrative analysemetode er særlig anvendelig i forhold til børn,
når man arbejder med noget så diffust som værdier, men problemet opstår, når børn ikke
umiddelbart erindrer de konkrete historier, der kan være interessante i narrativanalysen, men
snarere udtrykker sig i korte svar som ”så laver vi også nogle gange bål” og lignende. Inden
for børneforskningen er det en almindelig opfattelse, at jo ældre barnet er, jo dygtigere vil det
være til at besvare spørgsmål på kompetent vis. Det vil sige, at evnen til at opfatte
kendsgerninger akkurat, erindre og genkalde begivenheder, evnen til at skelne sandt fra falsk
og evnen til at kommunikere, hvad man husker, øges med alderen (Larsen, 2002: 101).
Fotografiet kan her hjælpe barnet med at erindre konkrete episoder og vise, hvad de kun selv
kender helt til bunds og ’indefra’ (Rasmussen, 1999: 65).
Vi valgte konkret at afprøve metoden med spejderne i aldersgruppen 10-12 år, da vi gik ud
fra, at de grundet deres alder ville være de mindst reflekterende og dem, der ville være
sværest at interviewe. Hvert barn i denne aldersgruppe blev udstyret med et engangskamera
og få klare instruktioner om kameraets brug og med instruktioner til lederne om, at billederne
kun skulle tages i forbindelse med spejdermøderne – vi var med andre ord ikke interesserede i
private familiebilleder, hvorfor børnene heller ikke måtte tage kameraerne med hjem.
Hensigten var, at lederne skulle indsamle kameraerne inden en aftalt dato, og vi skulle forestå
femkaldelsen. Ved interviewene medbragte vi billederne, så ’fotografen’ først selv kunne
fortælle om sine billeder, hvorefter resten af patruljen kunne supplere med kommentarer og
historier, da de fleste kunne genkende situationerne grundet patruljernes samhørighed og
fælles oplevelser (billederne forefindes i Bilag K).
Metoden havde desværre ikke den ønskede effekt, idet en række af aftalerne ikke blev
overholdt. Det gjaldt dels uddeling af kameraerne, som lederne skulle forestå, hvor alle børn
ikke havde fået tildelt et kamera. Meningen var, at billederne primært skulle tages i
forbindelse med de daglige spejderaktiviteter, men da spejderne skulle på Blå Sommer 4 , var
det nærliggende, at de medbragte kameraet til denne begivenhed også. Desværre havde langt
de fleste spejdere efterfølgende taget deres kamera med hjem, hvilket for det første medførte,
at kameraerne ikke blev medbragt på de følgende spejdermøder, og nogle film indeholdt
derfor også personlige feriebilleder. For det andet indsamlede lederne ikke kameraerne
tidsnok til, at vi kunne nå at få billederne fremkaldt inden interviewenes påbegyndelse. Vi fik
dog nogle få kameraer retur, og i det tilfælde vi benyttede metoden, afstedkom billederne stor
4 Blå Sommer er DDS’ store sommerlejr, der afholdes hver 5. år.
20

egejstring ved gensynet af de episoder, der var afbildet på fotografierne, og alle spejderne i
den pågældende patrulje kunne fortælle om billederne. Set i det lys kunne vi godt have
ønsket, at metoden var blevet taget mere seriøst af lederne, således at vi kunne have anvendt
den med alle de implicerede børn.
3.3.3 Interviewguide
Da vi har valgt den narrative tilgang, er det selvsagt vigtigt, at vi som interviewere stiller
spørgsmål, der lægger op til, at respondenterne svarer i form af konkrete historier fra deres
hverdag. Hvis respondenterne imidlertid svarer mere ’faktuelt’, kan intervieweren derfor med
fordel stille tillægsspørgsmål som ”har du et konkret eksempel på sådan en episode?” (Bilag
A). Det er dog væsentligt at have med i betragtningerne, at modsat en almindelig
dagligdagssamtale kan en interviewsituation medføre, at nogle respondenter vil undgå at
fortælle historier, da det er manges opfattelse, at det at fortælle i form af konkrete historier er
mindre ’videnskabeligt’ (Czarniawska, 2000: 14) – og det er således interviewerens
udfordring at forsøge at stille spørgsmål, der fordrer historier.
Et ideal ved fokusgruppens metode til indsamling af data er ”[…] at forløbet ikke skal være
mere formelt, styret og struktureret, end at der inspireres til en interaktiv og stort set
selvkørende proces” (Dahler-Larsen & Dahler-Larsen, 1999: 3). Vi benytter derfor den
semistrukturerede interviewmetode, hvor intervieweren lader deltagerne diskutere forholdsvis
bredt, inden denne vælger at bryde ind i diskussionen. På den måde bliver diskussionen til en
vis grad styret af intervieweren og den forudbestemte interviewguide, da vi finder det vigtigt
at få så stor viden om aktiviteterne som muligt. Dette kræver, at diskussionerne ikke kommer
for langt væk fra emnet, da vi ved hjælp af den narrative tilgang skal kunne finde værdierne
og deres indhold på baggrund af de historier, som deltagerne fortæller. Samtidig er det dog
vigtigt, at vi i arbejdet med børn stiller spørgsmål, der er så åbne som muligt, og som giver
barnet mulighed for at formulere sig frit og i eget tempo (Larsen, 2002: 111). Det har således
været en udfordring at søge at holde interviewet på en bestemt ’kurs’ samtidigt med, at
børnene skulle have lov til at formulere sig relativt frit uden for mange afbrydelser.
Vi valgte indledningsvist at afholde et pilotinterview med en spejdergruppe på Amager for at
afprøve vores spørgsmål. Eksempelvis ville vi gerne vide, om spørgsmålene var svære at
forstå, hvilke spørgsmål der afstedkom gode historier, om der var spørgsmål, der var
irrelevante, og om interviewsituationen generelt forekom behagelig (Jensen, 2002: 80-81;
Larsen, 2002: 132-133). Efter pilotinterviewet justerede vi spørgsmålene (Jensen, 2002: 81),
21

ligesom vi vurderede, at de yngste børn simpelthen blev for utålmodige af at sidde stille i en
time, hvorfor interviewene med aldersgruppen 10-12-årige blev afkortet til at vare mellem en
halv time og tre kvarter. Vi valgte også at tilpasse interviewguiden til de enkelte
aldersgrupper, da der er stor forskel på en eksempelvis en 9-årig og en 19-årigs fortolkningsog
forståelsesramme, ligesom at spørgsmålene til lederne også var tilpasset det faktum, at
ledernes og spejdernes rolle i spejdergruppen er forskellig.
3.3.4 Tid og sted
Interviewene kunne i princippet både foretages, når deltagerne var samlede i spejderhytten,
eller når de havde ’fri’. Af praktiske årsager valgte vi dog at gennemføre vores fokusgrupper i
forbindelse med de allerede arrangerede spejdermøder, således spejderne på forhånd var
samlede og ikke behøvede at afsætte yderligere tid til interviewene. Det var også vores klare
opfattelse, at spejderhytten er et forum, hvor spejderne føler sig godt tilpas og trygge, hvilket
er en fordel, hvis man ønsker at få dem til at åbne sig og fortælle historier (Gabriel, 2000:
138-141; Czarniawska, 1998: 33-40). Interviewene med lederne blev af praktiske hensyn
afholdt uden for spejdermøderne og foregik altså i ledernes fritid.
3.3.5 Udvælgelse af deltagere
Som tidligere nævnt fungerer Espergærde Spejderne i dette speciale som en ’case i casen’, og
det er derfor denne ene gruppe, vi gør til genstand for vores analyse. Udvælgelsen af deltagere
til fokusgrupperne er baseret på, at de enkelte grupper skulle bestå af de medlemmer, der
normalt er sammen i en patrulje. Dette fordi det er patruljen, der primært er sammen om de
forskellige spejderaktiviteter, hvorfor vi har vurderet, at spejderne kunne tale om fælles
erfaringer og delte oplevelser, og det dermed ville fordre flere historier. Valget af patruljer
begrunder vi også ud fra specialets teoretiske ramme, hvor vi anskuer organisationer som
kulturer (jf. Kapitel 4), og en afgrænset patrulje er i den forbindelse ’en kultur i kulturen’. Det
betød også, at grupperne generelt var meget homogene og enige – og ofte meget indforståede
– men det skal understreges, at det til trods for enigheden var muligt at fordre diskussioner,
især blandt teenagespejderne, der afstedkom flere gode narrativer, hvor hele patruljen ofte
kunne deltage i fortællingen af samme historie grundet deres fælles erfaringsgrundlag. Med
reference til fokusgruppernes homogenitet kan der argumenteres for, at vi kunne have
sammensat grupperne på tværs af patruljer, hvilket muligvis havde medført mindre
indforståethed. Dog er det vores overbevisning, at sådanne grupper måske ville have brugt
mere energi på at positionere sig i forhold til hinanden internt med udgangspunkt i, at ’sådan
gør vi i vores patrulje’, end de ville have brugt på at fortælle os historier om konkrete
22

egivenheder, de har oplevet baseret på fælles oplevelser i patruljen, og på den måde havde en
sådan fordeling ikke været optimal for produktionen af narrativer.
3.3.6 Gennemførelse af fokusgrupper
Vi har som sagt valgt at lade vores undersøgelse taget afsæt i én gruppe; Espergærde
Spejderne. Gruppen er ikke udvalgt på baggrund af særlige kriterier, udover at det skulle være
en gruppe, der var villig til at tage undersøgelsen seriøst og afsætte den nødvendige tid til
interviewene. Tillige er der mange grupper, der ikke har nok medlemmer til at repræsentere
spejdere i alle aldersgrupper – navnlig fra teenagealderen, hvorfor Espergærde Spejderne også
var en ideel gruppe, da der eksisterer patruljer på alle alderstrin.
Interviewene blev afholdt med samtlige patruljer i alderen 9-19 år, hvilket konkret medførte,
at vi talte med seks spejderpatruljer fordelt på i alt 32 personer. Derudover valgte vi også at
foretage to dobbeltinterviews med ledere i gruppen udvalgt på baggrund af deres alder,
anciennitet – forstået som det antal år de har været spejdere/ledere – og deres tilknytning til
aldersgrupperne, så de samlet set repræsenterede et så bredt udsnit af ledere som muligt. De
’ældre’ ledere havde deres virke hos juniorerne, mens de ’yngre’ ledere var i troppen, og
denne differentiering er bevidst foretaget med baggrund i, at vi har fundet det mest
hensigtsmæssigt for at opnå den mest nuancerede opfattelse af værdierne, da der er en
væsentlig forskel på de aktiviteter, aldersgrupperne stiller krav om og foretager sig. Vi
overvejede, om vi skulle sammensætte de ’ældre’ ledere med de ’yngre’, men valgte at
interviewe dem hver for sig af frygt for, at de ældste ledere ville virke dominerende og
styrende i forhold til de yngre, så nogle forståelser eventuelt ikke ville komme frem. Af
samme årsag lavede vi ikke fokusgrupper med lederne, da vi mente, at det ville være mest
optimalt at undersøge fælles forståelser blandt ledere, der også normalt ’arbejder’ sammen –
og denne overvejelse har således vejet tungere end de fordele, der er med henblik på den
interaktion, som fokusgruppeinterviewet giver.
Vi valgte ikke at inddrage de mindste spejdere (fra 6-9 år) i analysen, hvilket begrundes med,
at disse ikke kan reflektere over aktiviteterne i samme omfang som de større børn og unge.
Dertil kommer, at de større spejdere også stiller større krav til aktiviteterne (Bilag B: 17),
hvorfor vi vurderede, at vi kunne få dem til at være mere kritiske.
Begge studerende var til stede under alle interviews, hvor den ene fungerede som interviewer,
mens den anden fungerede som observatør og styrede båndet og tog generelle notater om
23

gruppedynamik. Observatøren stillede også tillægsspørgsmål, såfremt intervieweren overså at
spørge ind til vigtige ting. Under fokusgruppeinterviewene var der på intet tidspunkt ledere til
stede, så der var mulighed for, at respondenterne kunne udtrykke sig frit og kritisk. Forud for
alle interviews ekspliciterede vi, at respondenterne meget gerne måtte udtrykke sig i konkrete
historier, men ellers pointerede vi blot, at interviewet omhandlede ’det at være spejder’,
hvorfor de også selv var ansvarlige for at fremhæve, hvad de syntes var væsentligt.
3.3.7 Interviewene i praksis
I det følgende vil vi beskrive og reflektere over de enkelte interviewsituationer i praksis.
Interview nr. 1: Fokusgruppeinterview, Kærhøgen, trop 13-15 år.
Patruljen består af syv drenge, hvoraf den ene var fraværende, så der var seks drenge til stede.
Alle har været spejdere i mellem tre og seks år, og der var ikke nogen sammenhæng mellem
’anciennitet’, alder og taletid. Der var en god stemning under hele interviewet, og alle deltog
aktivt i samtalen, hvilket medførte, at der blev fortalt mange historier. To-tre af drengene var
mest dominerende, og især én af drengene tog rollen som ’ordstyrer’ og afbrød ofte de andre.
Det var dog vores oplevelse, at når de mest stille af drengene sagde noget, blev der lyttet, og
det var også de mest stille, der havde de mest velovervejede refleksioner.
Interview nr. 2: Fokusgruppeinterview, Snerævene, juniorer 9-11 år.
Patruljen består af syv børn, hvoraf to piger og fire drenge var til stede, og de fleste har været
spejder siden 6-7-års alderen. Alle børnene deltog livligt i interviewet og var meget
begejstrede over at skulle interviewes, og derfor var de generelt også meget ivrige efter at
fortælle historier. Dette medførte dog, at samtalen havde en tendens til at dreje sig væk fra
emnet over i mere private historier, og det var således en svær balancegang at give børnene fri
taletid uden for mange afbrydelser, samtidig med at vi havde brug for konkrete historier om
det at være spejder. Hen imod slutningen af interviewet begyndte nogle af drengene desuden
at blive meget utålmodige, og da interviewet fandt sted i et shelter i skoven medførte det, at
de havde svært ved at sidde stille, samtidig med at støjen fra vinden efterfølgende gjorde det
svært at høre, hvad der blev sagt på båndoptagelserne. Der var ingen af børnene, der havde
fået taget/fremkaldt deres film fra kameraet, hvorfor vi desværre ikke kunne bruge
kamerametoden i dette interview.
24

Interview nr. 3, Fokusgruppeinterview, Skarven, trop 12-15 år.
Patruljen består af fem piger, hvoraf den ene var syg, således der var fire piger til stede. Alle
har været spejdere i mellem et og syv år, og der var en god gruppedynamik under hele
interviewet, hvor alle deltog aktivt i samtalen. Især én af pigerne var meget snakkesaglig og
havde en tendens til at føre samtalen væk fra emnet over mod private emner, og i disse
tilfælde var der brug for en del styring fra interviewerens side. Den ældste af pigerne var
patruljeleder, og den der var mest velovervejet og reflekteret, men der var på intet tidspunkt
nogle af pigerne, der dominerede interviewet, og på trods af meget fnisen afstedkom
interviewet en mængde gode historier.
Interview nr. 4, Fokusgruppeinterview, Flamingoerne, trop 12-15 år
Patruljen består af fem piger, hvoraf den ene var syg, således der under interviewet var fire
piger til stede. Alle har været spejdere i mellem seks og otte år. Til forskel fra de andre
patruljer, var der i denne fokusgruppe en pige, der stort set ikke sagde noget, på trods af at
hun var den ældste og havde været spejder i seks år. Derfor vurderede vi, at hendes stille
fremtræden ikke skyldtes alder eller ’anciennitet’, men snarere, at én af pigerne i gruppen var
meget dominerende og højrøstet, og hun havde tendens til at afbryde de andre og dreje
samtalen bort fra emnet, da hun fortalte meget om sig selv, hvorfor der også var brug for en
del styring fra vores side. Der var dog en god stemning under interviewet, og den stille pige
grinede også med, når de andre fortalte. Interviewet afstedkom rigtig mange gode historier,
idet pigerne var meget fortællevillige og gode til at huske konkrete historier.
Interview nr. 5, Fokusgruppeinterview, Bæverne, juniorer 10-11 år.
Patruljen består af tre drenge og én pige, som alle var til stede, og børnene var generelt gode
til at holde fokus på interviewet, og lod hinanden tale færdig uden at afbryde. Alle deltog
aktivt i samtalen, og på trods af at pigen var den eneste af sit køn, var hun den mest
dominerende – måske i kraft af at hun både var den ældste og patruljeleder. Interviewet
foregik i et shelter i skoven, og da flere børn i denne patrulje havde taget billeder, som vi
medbragte til interviewet, vanskeliggjorde det kamerametoden, da det var nærmest umuligt at
sidde samlet i shelteret, hvilket betød, at børnene ikke havde mulighed for at se billederne
samtidigt, hvilket yderligere forværredes af, at det blev hurtigt mørkt. Dog hjalp fotografierne
alligevel en del på det faktum, at det var svært at få børnene til at udtrykke sig i konkrete
historier, og trods de vanskelige ydre omstændigheder afstedkom billederne nogle gode
historier.
25

Interview nr. 6, Fokusgruppeinterview, Nirvana, klan 15-19 år.
Klanen består af ni medlemmer, hvoraf fire drenge og fire piger var til stede. Alle har været
spejdere siden de var helt små, og der var generelt en god gruppedynamik, selvom et par
respondenter ikke deltog i samtalen. To af drengene havde nogle kritiske overvejelser, hvilket
afstedkom nogle gode diskussioner blandt respondenterne. Til vores store overraskelse var det
svært at få de unge til at udtrykke sig i historier, hvilket blandt andet kan skyldes, at de
nærmest var for reflekterede og tænkte meget over, om det de sagde lød velovervejet, og de
syntes måske, at det at fortælle en historie virkede banalt i forhold til saglige argumenter og
forklaringer. Interviewet indeholdt mange interessante diskussioner og argumenter, men vi fik
desværre ikke mange konkrete historier.
Interview nr. 7, Dobbeltinterview, ’ældre’ ledere, juniorerne.
Dette interview blev foretaget med to mandlige spejderledere på henholdsvis 39 og 48 år.
Begge har været spejdere siden de var børn, og har haft deres virke som ledere i Espergærde i
mange år, hvorfor de kendte hinanden godt. Interviewet foregik i den ene af respondenternes
hjem, og stemningen var hyggelig og afslappet. Interviewet afveg en del fra interviewene med
patruljerne og vidner derfor om den store forskel, der er på at interviewe børn og voksne.
Dette sås ved, at respondenterne lod hinanden tale færdig uden at afbryde, hvilket afstedkom
betydelig længere taleture, og de var mere eksplicitte i historiernes evalueringer, hvilket
medførte få, men mere sammenhængende og helstøbte historier, om end lederne også ofte
havde svært ved at huske konkrete episoder til at illustrere deres svar.
Interview nr. 8, Dobbeltinterview, ’ yngre’ ledere, troppen.
Det andet lederinterview blev foretaget med en mandlig og en kvindelig spejderleder på
henholdsvis 28 og 26 år. Begge har selv været spejdere fra de var børn, og de var meget
engagerede i spejderarbejdet. Der var en god dialog mellem respondenterne, der kendte
hinanden godt og havde flere fælles oplevelser at snakke ud fra. Begge havde desværre meget
svært ved at udtrykke sig i konkrete historier og var mere argumenterende i deres svar. Dette
kan til dels skyldes, at vi var dårlige til at stille historiefordrende spørgsmål, men også at
respondenterne forvekslede det at fortælle historier med det at give mere generelle eksempler.
Så på trods af gode intentioner, så medførte interviewet få historier.
26

3.3.8 Bearbejdning af empirien
Transskriberingen
I den indledende bearbejdning af empirien har første trin været at transskribere alle
interviewene, og i den forbindelse har vi gjort os en række overvejelser. Inden for den
samtaleanalytiske tradition medtages alle pauser, intonationer, taleoverlap, stammen,
ekstralingvistiske lyde (raslen med papir, rømmen, grin etc.) og uforståelig tale i
transskriberingen (Kjærbeck, 2004: 155). På den måde er pauser eksempelvis angivet i tid, og
talens styrke markeret, der hvor betoningen har ligget kraftigst eller svagest. Denne
omfattende transskriberingsmetode bunder i, at interaktionsforskerne fokuserer på den
mundtlige kommunikations interaktionelle faktorer, hvor også modtageren spiller en vigtig
rolle i kommunikationssituationen ved at deltage med forskellige former for verbal eller nonverbal
respons undervejs. Desuden gælder det for fokusgruppeinterviewet, at alle
tilstedeværende respondenter deltager på lige fod i historierne, hvorfor der også internt i
gruppen kan foregå en forhandling af taleture, når alle gerne vil til orde samtidig eller nogle
gerne vil ’overtage’ andres historier, hvilket vi ofte så det ske i flere af vores interviews.
Vi vil bestemt ikke negligere interaktionens og kommunikationssituationens betydning i den
narrative kontekst, men vi har alligevel valgt at se bort fra de samtaleanalytiske faktorer i
transskriberingen af vores interviews, da de ikke har været afgørende for vores analytiske
ærinde. Vi har derfor valgt at transskribere interviewene alene ud fra det sigte, vi har haft med
fokusgrupperne, nemlig at identificere narrativer og andre passager, der er værdibærende,
samt identificere om der indikeres en eller anden form for enighed fra de andre deltagere. I
lighed med den samtaleanalytiske tradition har vi i transskriptionerne anført de steder, hvor
respondenterne griner eller kommer med andre tilkendegivelser såsom ’ja’, ’mmm’ og
lignende, da sådanne ekstralingvistiske lyde er med til at dels at vise enighed fra de andre
respondenter, og dels kan virke opmuntrende i forhold til den, der har taleturen, således
han/hun opmuntres til at fortsætte sin historie/ytring og dermed kan et ’mmm’ indikere en
interesse eller forståelse fra de andre respondenter (Schegloff, 1982: 72-81). Nik og andet
kropssprog kan i lighed med ovenstående også vise tilkendegivelser, hvilket vi dog har
afgrænset os fra at medtage i transskriberingen, da vi har koncentreret os om de sproglige
ytringer i forhold til vores konkrete problemstilling, og vi har derfor heller ikke optaget
interviewene på video.
For kort at opsummere har vi i bearbejdelsen af interviewene valgt at følge et par få
transskriptionskonventioner:
27

• Vi har valgt at anvende almindelig grammatisk tegnsætning for at lette læsningen af
interviewene og tydeliggøre den mening, der ligger i respondenternes svar.
• Utydelig tale er markeret med […] i de tilfælde hvor støj, mumlen eller for mange
taleoverlap har gjort det helt umuligt at høre, hvad der bliver sagt.
• Grin og andre tilkendegivelser fra de andre respondenter er angivet i [grin].
• Pauser er markeret med … i de tilfælde hvor fortælleren er begyndt på en formulering
som ikke fuldføres, men hvor respondenten stadig beholder sin taletur og ikke bliver
afbrudt af andre deltagere.
• Transskriptionerne er forsynet med linieangivelser, hvilket letter henvisningen til dem i
den senere analyse.
Konteksten og vores rolle
Da vi er bevidste om, at historier ikke fortælles ’ud af den blå luft’, deler vi konversationsanalytikernes
fokus på, at historierne altid er tilpasset det aktuelle og på forhånd definerede
samtaleemne eller er knyttet til emner i samtalen (Kjærbeck, 2004: 146), der er blevet bragt på
banen af andre deltagere i konteksten. Derved er historier interaktionelle konstruktioner, hvor
både vi som interviewere og de andre respondenter i fokusgruppen deltager aktivt ved at
kommentere og reagere på det sagte. Med andre ord er vi opmærksomme på, at vi selv har
været med til at skabe den situation, historierne fortælles ud fra, da vi har opstillet en
interviewsituation, der selvfølgelig adskiller sig fra en almindelig samtalesituation.
Som sagt har vi selv som interviewere haft en aktiv rolle i fokusgruppen ved først og
fremmest at stille konkrete spørgsmål i interviewsituationen, men også ved løbende at
opfordre respondenterne til at fortælle historier og reagere på disse ved eventuelt at stille
uddybende spørgsmål. Vi tilslutter os altså, at narrativer bygger på menneskelig handlen, hvor
fortælleren fremstiller egne eller andres handlinger, og at historierne altid opstår i et socialt
rum, hvor der er interaktion mellem tilhørerne, og hvor vi selv spiller en rolle som
medforfattere til narrativen. Dette fordi vi som udefrakommende har taget initiativ til
interviewene, og fordi vi har en bestemt målsætning med vores arbejde, hvilket selvfølgelig
afspejler sig i de spørgsmål, vi har stillet i fokusgrupperne. Dog forsøgte vi for så vidt muligt
at holde lav profil under interviewet, så det i høj grad var respondenterne selv, der gennem de
åbne spørgsmål, var ansvarlige for at fortælle de historier, som de syntes var væsentlige. På
den måde har vi som interviewere fungeret som det, Yiannis Gabriel kalder ’rejseledsagere’:
”The researcher’s demeanour, attentiveness, and reactions play a decisive role in the
28

generation of stories […] The stance advocated here is that of a fellow-traveller” (Gabriel,
2000: 136), ved at engagere os i historien og verbalt vise vores interesse for det sagte.
At historierne er opstået i en kommunikationssituation, hvor der har deltaget flere aktører,
betyder også, at nogle historier er lange personlige fortællinger, mens andre er mere
’fragmenterede’, idet flere har delt samme historie. Det betyder også, at vi selv har haft en
mere fremtrædende og aktiv rolle i nogle af historierne, fordi vi har søgt at få en eksplicit
evaluering eller afslutning på det sagte, mens vi andre gange har forholdt os afventende og
mere passive i interviewet, fordi fortælleren selv har ’styret’ det.
Anonymitet
Derudover skal det understreges, at vi har lovet alle spejderne – såvel ledere som børn – fuld
anonymitet, hvilket betyder, at de personnavne vi anvender i analysen er angivet med
uigenkendelige angivelser som R1 (= Respondent 1) og så fremdeles. Anonymiteten er med
til at sikre, at alle respondenter kunne føle sig frie til at udtale sig, som de ville, uden
hensyntagen til, hvorvidt ’højtstående’ medlemmer af Det Danske Spejderkorps læser
specialet. Det har derfor også været muligt for os at få spejderne til at være mere kritiske over
for spejderarbejdet, da de ikke har skullet tage stilling til, hvorvidt eventuelle kritiske
holdninger ville blive opfattet af eksempelvis deres spejderledere. Af den årsag vil
transskriptionerne heller ikke blive udleveret til DDS, da vi dermed ikke kan garantere
spejderne den anonymitet, vi har lovet dem forud for interviewene – dette også fordi de
specifikke historier måske nemt kan afsløre fortællerens identitet, da de bygger på fælles
oplevelser.
Anonymiteten skal derfor heller ikke forstås som en måde, hvorpå respondenterne har fået lov
til at distancere sig fra deres holdninger og opfattelser, da vi har den opfattelse, at de står inde
for det, de siger, selvom de ved, at det ikke vil kunne spores direkte tilbage til dem. På den
måde er anonymiteten et attraktiv, og ikke en hæmsko, for vores analytiske resultater, og vi
har dermed formået at danne rammerne for en så troværdig, realistisk og kritisk skildring af
DDS som muligt, hvilket gavner undersøgelsens generelle validitet.
29

4. Kulturteori og værdier
Vi ønsker at undersøge, hvorvidt der inden for Det Danske Spejderkorps er en fælles
forståelse af de værdier, der kendetegner det at være en ’rigtig’ spejder, hvorfor vi finder det
væsentligt at tage teoretisk afsæt i begrebet kultur, da vi ser værdierne som en del af kulturen,
og kulturbegrebet fokuserer netop på de grundlæggende antagelser, som tages for givet i
fællesskabet og den mangfoldighed af meninger, som organisationsmedlemmerne skaber for
sig selv og hinanden. På den måde er organisationen ikke givet på forhånd, men er socialt
konstrueret og udviklet igennem de kollektive mønstre af meninger og fortolkninger, som
medlemmerne tillægger handlinger og erfaringer i organisationen (Schultz, 1990: 13). Derfor
mener vi også, at værdierne – eller rettere sagt den mening de indholdsmæssigt tillægges – er
med til at skabe og definere organisationen, i kraft af at de er underlagt en konstant
forhandling og meningsdannelse.
At vi indledningsvist introducerer forskellige teoretiske syn på kulturbegrebet belyser først og
fremmest den mangfoldighed, der tegner det organisationskulturelle felt, men det gør os også
i stand til at begrunde, hvorfor vi har valgt det symbolske perspektiv som den overordnede
teoretiske ramme for vores forståelse af, hvordan værdier opfattes i den
organisationsteoretiske kontekst. Med andre ord er kapitlet udtryk for specialets teoretiske
ståsted, og definerer derfor også den analysetilgang, vi anvender i vores empiriske
undersøgelse af DDS’ værdier.
4.1 Forskellige kulturopfattelser
Den mest fundamentale forskel mellem kulturopfattelser ligger i, hvorvidt kulturen opfattes
som noget organisationen er eller har. Derfor er det også denne distinktion, der danner
grundlaget for vores forsøg på at opnå en mere nuanceret og konkret forståelse for, hvilken
rolle værdier har i organisationskulturen. Hvis kulturen er noget organisationen har, så ses
kulturen som en variabel på linie med eksempelvis opgaver, struktur, aktører og teknologi, og
kulturen er en afgrænset egenskab ved organisationen – typisk defineret som dens værdier og
holdninger – der kan besiddes, styres og ændres af organisationens medlemmer (Smircich,
1983: 343-344; Schultz, 1990: 16). Hvis kulturen derimod er noget organisationen er, så ses
kulturen som en metafor til at forstå det menneskelige liv, der leves i organisationen, og
kulturen er ikke relateret til fysiske objekter, men er et socialt fænomen, hvor der lægges vægt
30

på de symbolske aspekter. Kulturen kan ikke reduceres til bestemte egenskaber i
organisationen, men omfatter de mønstre af fortolkninger, erfaringer og meningsdannelser,
som medlemmerne kontinuerligt udvikler i fællesskab (Smircich, 1983: 347-348; Schultz,
1990: 17).
Hvor kulturen i begge de ovenstående tilgange ses som en integreret del af organisationen,
fordi den er fælles for alle organisationens medlemmer, hvad enten de deler fælles værdier og
meningsdannelser eller ej (Schultz, 1990: 17), så kan kulturen også forstås ud fra
perspektiverne differentiering og fragmentering. Fordi integrationsperspektivet er kendetegnet
ved organisatorisk konsensus, enighed og klarhed om en fælles delt kultur, så er flertydighed
og kollektive meningsforskelle generelt ikke til stede, og kulturen kan bevidst udvikles og
ændres, så den eksempelvis fører til stærk loyalitet og engagement eller øget effektivitet
(Martin, 1992: 45 ff.). Differentieringsperspektivet er derimod beskrevet ved inkonsistens,
forskellighed og konflikt, og der eksisterer ikke enighed blandt organisationens medlemmer,
da de har forskellige opfattelser af, hvordan kulturen lever op til de værdier, den foreskriver.
Dog forudsættes der stadig klarhed om kulturens indhold, selvom den er delt, og i praksis
betyder det, at der kan opstå enighed blandt medlemmerne på gruppeniveau inden for en
subkultur (Martin, 1992: 83 ff.). Endeligt fokuserer fragmenteringsperspektivet på
flertydighed, kompleksitet og forvirring, hvor flertydigheden er selve kulturens essens.
Enighed og uenighed er bundet til den enkelte situation og er konstant foranderligt på grund
af skiftende og tilfældige meningsdannelser, og derfor er det vanskeligt at opnå en generel
fælles forståelse. Gruppeidentitet fører heller ikke til en stabil subkultur, da folk indgår i flere
midlertidige og løse sammensætninger. Kulturændring sker derfor i en konstant strøm, og der
lægges især vægt på omgivelsernes indflydelse, som ikke kan kontrolleres eller påvirkes
(Martin, 1992: 130 ff.; Schultz, 1990: 18).
4.1.1 Symbolisme og funktionalisme – organisationen er eller har kultur
Både Joanne Martins differentierings- og fragmenteringsperspektiv retter kritik mod
entydigheden om en fælles kultur, og på den måde beriger hun kulturdebatten ved netop at
pointere den fare, der ligger i, at man overser kulturelle uenigheder og flertydigheder blandt
organisationens medlemmer. Således undersøger vi i vores kulturanalyse af Det Danske
Spejderkorps om spejderne forbinder værdierne med forskellige meninger, men vi mener
ikke, at dette er ensbetydende med, at kulturen ikke kan være fælles, selvom spejderne knytter
forskellige aktiviteter og handlinger til samme værdi. Vi vælger derfor at gå i dybden med den
diskussion, der ligger i Linda Smirchics distinktion mellem kulturen som noget
31

organisationen er (det symbolske perspektiv) eller har (det funktionalistiske perspektiv), da
begge disse syn implicerer muligheden for en fælles kultur, og da det er i denne skelnen, at vi
bedst anskueliggør, hvordan det symbolske perspektiv netop imødekommer, at der stadig kan
være flertydige opfattelser af den mening, der tillægges værdierne. I vores gennemgang af det
symbolske perspektiv vil vi også referere til dets modsætning – nemlig det funktionalistiske
perspektiv – dels fordi symbolismen er opstået som en konkret kritik af funktionalismen, og
dels fordi det nuancerer vores forståelse af de dynamiske processer og kontinuerlige
meningsdannelser, som værdierne indholdsmæssigt fortolkes i. Nedenfor introducerer vi kort
begge perspektiver, hvorefter vi går i dybden med at forklare det symbolske perspektiv, og
den betydning det har for specialets organisationsteoretiske syn på kultur.
Det symbolske perspektiv ser organisationen som et selvstændigt menneskeligt system, der
udtrykker komplekse mønstre af symbolske handlinger ud fra sociale forestillinger om,
hvilken betydning forskellige handlinger har for organisationens medlemmer. Kulturen er et
mønster af socialt skabte symboler og meningsdannelser og er det fortolkningsmønster, der
binder medlemmerne sammen og giver dem et fælles sprog. Brugen og fortolkningen af
symboler gør det derved også muligt for medlemmerne at skabe og fastholde deres kultur,
fordi de konstruerer, anvender og fortolker symboler, og fordi de er modtagelige for andres
fortolkninger. Det symbolske perspektiv lægger dermed vægt på meningsdannelser og
fortolkninger, der fordrer flertydighed, da den samme handling kan tillægges forskellige
betydninger (Hatch, 1991; 1997).
Det funktionalistiske perspektiv ser derimod organisationer som sociale, kollektive systemer,
der varetager en række ’livsnødvendige’ funktioner for at overleve, og kulturen udgør én af
flere funktioner. Kulturen ses som et tillært produkt af gruppeerfaringer og opfattes som et
mønster af fælles værdier og antagelser, der, som en integrationsmekanisme, binder
organisationen sammen, og hvis konsensusskabende funktion tages for givet og med til at
opretholde systemets balance. Det funktionalistiske perspektiv ser kulturen som et redskab,
der (af lederen) kan manipuleres og styres til at fremme organisationens effektivitet og derved
øge sandsynligheden for at opnå bestemte præstationer fra organisationens medlemmer
(Schein, 1985; Smirchic, 1983).
32

4.2 Specialets kulturdefinition
Den symbolske tilgang fokuserer som sagt på, hvordan organisatoriske fænomener tillægges
mening, og hvordan disse overføres mellem organisationens medlemmer via symboler, hvor
medlemmerne responderer på forståelserne af objekter, ord og handling (Hatch & Schultz,
1993). Den organisatoriske virkelighed bliver derved til en symbolsk konstruktion, hvor den
fysiske verden omdannes til et symbolsk univers. At det er organisationsmedlemmers
fortolkninger, der udgør kulturen, indfanger den amerikanske professor i organisationsadfærd
Joanne Martin i sin definition af kulturen:
”As individuals come into contact with organizations, they come into contact with dress
norms, stories people tell about what goes on, the organization’s formal rules and
procedures, its informal codes of behaviour, rituals, tasks, pay systems, jargon,
manifestations of organizational culture. When cultural members interpret the meanings of
these manifestations, their perceptions, memories, beliefs, experiences, and values will vary,
so interpretations, and the ways they are enacted, constitute culture” (Martin, 1992: 3).
Ovenstående definition giver dog en meget bred forståelsesramme at opfatte kulturbegrebet
indenfor, hvorfor vi heller ikke mener, at den indfanger den egentlige substans, der ligger i
vores kulturforståelse. Som tidligere nævnt kommer meningsdannelsen til udtryk gennem
symboler, og mennesker kan indgå i socialt konstruerede aspekter af organisationer ved, at de
bruger, skaber og fortolker disse symboler – og ved at de er lydhøre overfor andres
fortolkninger af dem. Med andre ord er det netop brugen og fortolkningen af symboler, der
gør, at medlemmerne kan skabe og opretholde kulturen, og derfor mener vi, at vores
definition af organisationskultur både må omfatte de processer, der skaber og opretholder den
fælles konstruerede virkelighed og de symbolske mønstre, der er med til at forme
meningsdannelsen. Vi lægger os derfor op af den amerikanske professor og antropolog
Clifford Geertz’ – som er den nærmeste man kommer på en ’guru’ inden for det symbolske
perspektiv – definition af kultur:
”That man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun, I take culture
to be those webs, and the analysis of it to be therefore not an experimental science in search
of law but an interpretative one in search of meaning” (Geertz, 1973: 5).
33

Denne definition er dog ikke eksplicit omkring symbolbrugen, hvorfor vi yderligere udvider
vores forståelsesramme med den svenske organisationsprofessor Per-Olof Bergs definition:
”The structural dimension of a corporate culture can be seen as a symbolic field. This field is
essentially a holographic pattern of clustered symbolic representations which constitute
reality in organization” (Berg, 1985: 285).
Da ovenstående definitioner stadig ikke giver os mulighed for at forstå de mere konkrete
udmøntninger af kulturen, forsøger vi i nedenstående afsnit at danne os et klarere billede af,
hvordan symbolismen opfatter interaktionen mellem de forskellige kulturniveauer, hvilket
fører os nærmere mod en forståelse af, hvordan værdierne placeres i den kulturelle kontekst.
4.3 Symbolernes betydning
Et symbol defineres indenfor den symbolske tilgang som alt, der repræsenterer en bevidst
eller ubevidst forbindelse til et bredere koncept eller mening. Symboler består både af deres
håndgribelige form og den bredere mening, som de associeres med, og det samme symbol kan
understøtte forskellige – og endda modstridende – meninger (Hatch, 1991: 7-8; Hatch: 1997:
219; Schultz, 1990: 74). Ifølge organisationsprofessor Mary Jo Hatch er det gennem
observation af symbolkonstruktionen og symbolbrug, at man som udefrakommende gør sig
bedst bekendt med kulturen (Hatch, 1997: 218).
Symboler fremkommer i mange former, men alle falder ind under én af tre overordnede
kategorier:
• Fysiske objekter
• Adfærdsmæssige handlinger
• Verbale ytringer
Vi finder især de verbale ytringer interessante i forhold til specialets problemstilling, da disse
ytringer eksempelvis kan være bestemte begreber, myter og historier (Hatch, 1991: 8). Vi
mener derfor også, at de verbale ytringer er relevante i forbindelse med vores undersøgelse af,
hvordan spejderne fortæller om det at være spejder.
34

4.3.1 Symboler og artefakter
Symbolkategorierne kan passes ind under det, som funktionalisten Edgar H. Schein kalder
artefakter, da der er teoretisk sammenhæng mellem kulturelle symboler og artefakter (Hatch,
1997: 220). Ifølge Schein er det nemlig medlemmernes egne underliggende overbevisninger
og antagelser, der gør, at de tilslutter sig værdierne og følger de kulturelle normer i
organisationen, og disse værdier og normer vil fremme aktiviteter, der danner artefakter
udgjort af organisationens fysiske og sociale miljø (Schein, 1985: 14-15). Schein skelner dog
ikke selv mellem artefakter og symboler, men symbolerne kan, ifølge Hatch, inkorporeres i
hans vertikalt lagdelte model af kulturens tre niveauer:
Figur 4.1 Scheins kulturniveauer og deres interaktion
Artefakter
Værdier
Grundlæggende
antagelser
Kilde: Schein, 1985
Artefakterne er det mest synlige niveau af kulturen, da de udgør organisationens fysiske og sociale
miljø og derved er mulige at observere, selvom kulturens egne medlemmer ikke nødvendigvis er
bevidste om dem. Artefakterne viser værdierne i de grundlæggende antagelser. Værdierne er
bevidste for medlemmerne, da de er udtryk for holdninger og normer, der definerer, hvad
organisationen anser som ’rigtigt’ og ’forkert’. Værdierne er ikke accepteret som en del af
’virkeligheden’, men kan diskuteres på baggrund af individuelle værditilkendegivelser, hvor
’gyldige’ værdier kan blive til ubevidste antagelser, der bliver taget for givet. Det dybereliggende
niveau af grundlæggende antagelser og overbevisninger holder organisationen sammen og
definerer dens syn på sig selv og dens omgivelser. De er dannet af medlemmerne i fællesskab og er
kernen i organisationskulturen. Da de tages for givet og er ’usynlige’, er de heller ikke til genstand
for diskussion eller ændring (Schein, 1985: 14-20).
Ifølge Hatch kan den nedadgående interaktion i Scheins hierarkiske model findes i
symbolernes meningsskabende rolle. Hun argumenterer for, at alle symboler er artefakter,
men ikke alle artefakter er symboler. Det er den menneskelige respons, der adskiller et
symbol fra et artefakt, der ikke har nogen symbolsk funktion. Et artefakt bliver et kulturelt
symbol, når medlemmerne af kulturen responderer på det som et sådant. Et eksempel på et
artefakt er et nationalt flag, som bliver til et symbol grundet den måde, hvorpå indbyggerne i
det givne land opfatter det. Det er dog essentielt, at artefakter kun bliver kulturelle symboler,
når medlemmerne af kulturen anvender symbolet til at kommunikere forståelser/betydninger
til andre. Hvad der gør et artefakt til et symbol er menneskers brug af det til at skabe mening,
men mening involverer ifølge Hatch også fortolkning. Symboler er som sagt flertydige – og
medlemmer af en kultur kan tillægge forskellige forståelser til det samme symbol. Men
selvom medlemmerne kan tillægge flertydige symboler individuelle fortolkninger, er deres
fortolkning formet under en mere eller mindre konstant regn af indflydelse, som stammer fra
de andre medlemmer. Fortolkninger sker med andre ord ikke i et vakuum, men er socialt
35

konstruerede realiteter. Symbolerne fremtræder derfor på overfladen af kulturen som
artefakter – og det bliver dermed muligt for andre end dem der ’producerede’ symbolerne at
fortolke dem (Hatch, 1991: 8; Hatch, 1997: 220).
Schein argumenterer for, at de grundlæggende antagelser kun kan studeres via værdier og
artefakter, men pointerer dog også, at niveauerne gensidigt påvirker hinanden, så selvom de
grundlæggende antagelser og værdierne styrer og former artefakterne, så bliver artefakterne
også tolket på måder, der kan præge eller ændre på antagelserne og værdierne (Schein, 1985:
17). Dette synspunkt åbner umiddelbart op for betydningen af medlemmernes
meningsdannelse, men da Schein gentagne gange ekspliciterer, at det er ledelsen, der har den
altafgørende rolle i påvirkningen af kulturen – og derved også for fortolkningen af værdier –
mener vi ikke, at det funktionalistiske perspektiv reelt anerkender medlemmernes indflydelse
på meningsdannelsen omkring værdierne, da de forventes at følge ledelsens udmeldinger.
4.3.2 Den kulturelle dynamikmodel
Vi tilslutter os Hatchs kritik af Scheins statiske afbildning kulturniveauerne, da vi ikke anser
organisationer som statiske, men som dynamiske processer i konstant forandring (Hatch,
1997: 352). Nedenstående dynamikmodel fokuserer derfor heller ikke på Scheins niveauer af
kultur, men netop på de processer, der linker dem sammen, og derved underminimeres det
hierarki, som implicit eksisterer i Scheins model, og som, vi mener, er misvisende i forhold til
at forstå den meningsdannelse, der sker i organisationen (Hatch, 1997: 362).
Figur 4.2 Den kulturelle dynamikmodel
Manifestation
Grundlæggende Erfaring Artefakter
Fortolkning
Kilde: Hatch, 1991
Værdier
Symboler
Realisering
Symbolisering
36

Modellen forklarer kulturen som den proces, hvori artefakter og symboler skabes i konteksten
af organisatoriske værdier og antagelser. Den forklarer også, hvordan artefakter og symboler
fastholdes ved anvendelse og fortolkning af disse. Der er med andre ord lige indflydelse
mellem artefakter, værdier, symboler og antagelser, således at forandringen i den ene kan
påvirke de andre.
I den første halvdel af de artefaktskabende processer skaber antagelser og værdier
forventninger om den verden, der producerer billeder og visioner, der guider til handling, og
denne proces kaldes manifestation. Når kulturen påvirker handlinger ved at manifestere
billeder og værdier, producerer kulturelt påvirkede handlinger artefakter. Denne proces kaldes
realisering. Det er ved denne proces, at billeder – der er grundet i antagelser og værdier –
gøres virkelige (dvs. håndgribelige). I den sidste halvdel af modellen beskrives, hvad der sker,
når artefakter bliver en del af organisationens symbolske ressourcepulje af aktiviteter. De
organisatoriske medlemmer vælger nogle (men ikke alle) artefakter, der er tilgængelige og
bruger disse til at symbolisere deres mening i kommunikationen med andre. Den proces hvor
symboler formes af artefakter kaldes symbolisering. Fortolkninger der lægges i de udvalgte
symboler påvirker, hvad mennesker tror og går ud fra om organisationen. Denne
fortolkningsproces fungerer i to retninger, hvor den anvender antagelser til at hjælpe med at
determinere betydningen af symbolerne, men tillader symboler enten at bevare eller udfordre
eksisterende antagelser. Bevarelse af antagelserne sker, når fortolkningerne understøtter, hvad
der allerede er forventet, men fortolkninger går nogle gange udover forventningerne. Det vil
sige, at mulighed for kulturel forandring opstår, når antagelser udfordres symbolsk indenfor
fortolkningsprocessen (Hatch, 1991: 5-7; Hatch, 1997: 363-364).
4.3.3 Fortolkningsfællesskaber
I forlængelse af ovenstående betragtninger om fortolkningsprocesser ser vi det relevant at
inddrage begrebet fortolkningsfællesskaber, som blandt andet er blevet fremført af den
amerikanske litterat Stanley Fish til at forklare, at mening ikke per definition er indlejret som
en essens i litterære værker, men at kulturelle fænomener altid er afhængige af de øjne, der
ser. Til at illustrere fortolkningsfællesskabets betydning, anvender han et eksempel fra sin
egen hverdag, hvor en klasse med digtinteresserede litteraturstuderende skal undervises i et
lokale, hvor der fra en tidligere time allerede står en række ord på tavlen. Eleverne opfatter
det straks som et digt og tolker derved ordene ind i en forståelsesramme, hvor de slet ikke
hører hjemme, men de formår trods alt at få skabt en mening med dem (Fish, 1980: 322 ff).
Pointen er, at eleverne tolker de tilfældige ord som et digt, fordi de er del af et særligt
37

fortolkningsfællesskab af litterater, der kender og kan bruge litterære koder på sproglige
fænomener, og de tilfældige ord bliver af fællesskabet opfattet som meningsgivende, hvor
meningen – i tråd med det symbolske perspektiv – ikke kommer fra selve ordene, men fra den
fortolkning, der lægges ned over dem (Jessen, 2001: 118-119). På den måde mener vi også, at
fortolkningsfællesskaber generelt findes i organisationer, og at de forståelsesrammer, som
medlemmerne udvikler og anvender, er afgørende for, hvordan de opfatter og fortolker
kulturens fænomener, og for hvordan de tillægger bestemte aspekter fælles mening. Vi mener,
at det kan sammenlignes med det, som professor i administrationsvidenskab Nancy Dixon 5
kalder ’de kollektive meningsstrukturer’, som også kan betegnes som den fælles viden
(Dixon, 1994: 39-40). Vi mener, at Dixons kollektive meningsstrukturer ligger tæt op af vores
definition af ’fortolkningsfællesskaber’, idet det er den fælles mening og medlemmernes
grundlæggende antagelser, der danner de kollektive meningsstrukturer: ”’Collective meaning
structures’ are those which organizational members hold jointly with other members of the
organization. Collective meaning structures include, but are not limited to, the set of norms,
strategies and assumptions which specify how works gets divided and how tasks get
performed” (Dixon, 1994: 39).
Dixon understreger dog samtidigt, og i lighed med vores perspektiv, flertydigheden, for
selvom de organisatoriske medlemmer anvender samme ord til at udtrykke normer og
antagelser, så kan de alligevel godt have individuelle fortolkninger af disse ord. Derfor kan
man aldrig tale om fuldstændig fælles viden. I lighed med vores analytiske pointe peger hun
på, at de fleste kollektive meningsstrukturer er ubevidste og tavse og har stor indvirkning på
den måde, organisationen fungerer på – og det er også dem, der bevirker, at organisationens
medlemmer handler og tænker ens i mange situationer. De kan dog have den ’negative’
effekt, at de er svære at ændre, fordi de af medlemmerne anses som ’sandheden’, og de ser
derfor ingen grund til at anfægte dem (Dixon, 1994: 40).
I den forbindelse er det også væsentligt at understrege, at udefrakommende let kan mistolke
forholdet mellem, hvad kulturens fænomener optræder som og den mening, de rent faktisk har
for medlemmerne, da det, de forestiller, ikke nødvendigvis er det, de reelt er. Dermed er
sammenhængen ikke entydig og enkel, og ved at noget bliver anbragt i en anden
forståelsesramme, end den organisationsmedlemmerne selv bruger, kan fænomenerne opleves
5 Nancy Dixon går i sin bog ”The Organizational Learning Cycle” i dybden med forskellige meningsstrukturer,
herunder individuel og kollektiv læring, hvor vi dog kun vil berøre enkelte af hendes mange interessante pointer
og i det omfang, vi finder dem relevante i forhold til specialets problemstilling.
38

uforståelige og meningsløse for udefrakommende (Jessen, 2001: 118). Hvis vi overfører
ovenstående til Det Danske Spejderkorps, så deler spejderne også et stærkt
fortolkningsfællesskab, der giver dem nogle forudsætninger – eller en forståelsesramme – at
forstå og fortolke verden ud fra i kraft af, at de er spejdere i Espergærde, og derfor tillægger
de aktiviteterne og værdierne en særlig mening, der ikke nødvendigvis er klar for de, der ikke
er en del af fortolkningsfællesskabet. På den måde kan man sige, at spejdernes
fortolkningsfællesskab giver mulighed for, at der opstår fælles opfattelser af det at være
spejder selvom en pointe i det symbolske perspektiv er, at organisationen og kulturen er
socialt skabt gennem medlemmernes konstante meningsdannelser.
4.3.4 Kultur, identitet og image
Idet organisationens medlemmer selv konstruerer deres mening, er de kollektive
meningsstrukturerer også med til at skabe kulturen, og i den forbindelse er det, hvad Karl
Weick beskriver som medlemmernes kontinuerlige sensemaking, der er afgørende for, om
noget giver mening, og for hvordan verden opfattes og forstås: ”Sensemaking is best
described as a developing set of ideas with explanatory possibilities, rather than a body of
knowledge. This means that the topic exists in the form of an ongoing conversation” (Weick,
1995: xi). Weick fremhæver især identiteten som væsentlig i sensemakingprocessen, da
identiteten bliver skabt igennem social interaktion. Desuden er identiteten præget af den
enkeltes opfattelse af, hvordan omverdenen opfatter organisationen, og medlemmernes
fortolkning af, ’hvem vi er’ afhænger derfor også af, hvordan andre opfatter dem (Weick,
1995: 20).
Vi finder det væsentligt at pointere en nærmere sammenhæng mellem begreberne kultur,
identitet og image, da organisationens selvforståelse – dens identitet og kultur – er essentiel
for omverdenens opfattelse af den, og på den måde kan identiteten opfattes som en
forståelsesramme i forhold til organisationens kultur (det daglige organisatoriske liv som
erfares af medlemmerne) og image (den opfattelse af organisationen, som skabes eksternt).
For at forstå dette henviser Mary Jo Hatch & Majken Schultz til, at organisatorisk identitet
”[…] refers to how organizational members perceive and understand ’who we are’ and/or
’what we stand for’ as an organization” (Hatch & Schultz, 2000: 15) med fokus på de mange
forskellige måder, hvorpå medlemmerne opfatter sig selv som en organisation, og hvor
identiteten er et produkt af interaktion mellem individer og grupper internt i organisationen.
Set ud fra den kulturelle og sociale kontekst, som interaktionen danner, er identiteten direkte
39

erfaret gennem daglig adfærd og sprog, hvorigennem mening skabes (Hatch & Schultz, 2000:
15-16).
Da vi primært er interesserede i at sætte identiteten i relation til kulturen, vil vi i det følgende
fokusere på dette aspekt, mens vi vil komme nærmere ind på samspillet mellem identitet og
image i specialets perspektivering (jf. Kapitel 9).
Identiteten er som sagt det ’vi’, der refleksivt definerer og konstruerer medlemmernes fælles
forståelse af sig selv som organisation og deres forhold til omverdenen: ”It is the meeting of
internal and external definitions of an organizational self that identity, whether social or
personal is created” (Jenkins, 1994: 199 i Hatch & Schultz, 2000: 22). Derfor kan ’hvem vi
er’ heller ikke adskilles fra den opfattelse, andre har af ’os’, ligesom ’vores’ opfattelse af
andre er influeret af, ’hvem vi er’, og det er dermed selvet, der hjælper med at definere og
differentiere organisationen i forhold til andre (Hatch & Schultz, 2000: 23).
Forholdet mellem kultur og identitet er ikke så entydig, som det er mellem identitet og image.
Dette primært fordi selve kulturen er et vigtigt element i identitetsdannelsen: ”[…] identity
involes how we define and experience ourselves and this is at least partly influenced by our
activities and beliefs, which are grounded in and interpreted using culural assumptions and
values. What we care about and do defines us to ourselves and thereby, to some extend,
forges our identity to our culture” (Hatch & Schultz, 2000: 25). Da mening, værdier og
antagelser udtrykkes gennem medlemmernes adfærd og fortolkninger af artefakter og
symboler, er kulturen – på trods af at den tages for givet og er ubevidst – med til at skabe
sammenhæng for identiteten (Hatch & Schultz, 2000: 25). I relation til dette anvendes
symboler og artefakter til at skabe bevidsthed om et ønsket organisatorisk selv og til at
kommunikere identiteten eksternt. I deres beskrivelse af ’hvem vi er’ bruger medlemmerne
altså forskellige artefakter og symboler skabt af kulturen, men de er også påvirket af den
måde, hvorpå andre opfatter organisationen og fortolker dens symboler og værdier. Med
kulturelle briller fokuseres der derfor på, hvordan organisationen opretholder sit
fortolkningssystem som kontekst for organisationens sensemaking aktiviteter, mens fokus på
identitet omhandler, hvordan symboler og værdier i samspil med ekstern påvirkning bruges
som en ressource til at konstruere identitet og projicere den til andre (Hatch & Schultz, 2000:
26).
40

Det betyder, at symboler bevidst kan bruges til at påvirke identiteten i en ønsket retning, og
identiteten er dermed dynamisk og kan – i modsætning til kulturen – fordre organisatorisk
forandring og udtrykke organisationens indre i forhold til dens omverden. For os er dette
væsentligt i vores forståelse af kulturen, da identiteten netop er et produkt af denne og
repræsenterer en fælles, bevidst og artikuleret opfattelse af ’hvem vi er’, der håndgribeligt kan
arbejdes med internt i organisationen. Derfor er det heller ikke kulturen, vi eksplicit søger at
påvirke, men derimod identiteten, og dermed er det essentielt for os at undersøge, hvordan
spejderne opfatter og forstår det at være en ’rigtig’ spejder, da dette syn også har indflydelse
på, hvordan andre opfatter dem. Dette aspekt vil vi vende tilbage til slutteligt i specialet, mens
vi her vil fortsætte vores mere overordnede kulturdiskussion med en kritik af det symbolske
perspektiv for derigennem at opnå større forståelse for organisationssynets mangler.
4.4 Kritik af det symbolske perspektiv
Det skal påpeges, at vi ikke ser ukritisk på det symbolske perspektiv. Symbolismen eksisterer
i høj grad i kraft af sin kritik af det funktionalistiske perspektiv, hvilket perspektivet også
bærer præg af – eksempelvis er det ikke lykkedes at komme med en helstøbt, konsistent
kulturopfattelse, der repræsenterer perspektivet, og det er således vanskeligt at skabe sig et
teoretisk eller empirisk overblik over feltet, og der kan blandt forskerne på området
forekomme indbyrdes uoverensstemmelser. Vi finder især den vage (eller helt udeblevne)
stillingtagen til konkret handling og kulturforandring vanskelig – især i forhold til den
empiriske virkelighed – specielt når nogle tilhængere af det symbolske perspektiv helt afviser,
at bevidst kulturforandring er mulig. Her er kulturel forandring i et symbolsk perspektiv
ensbetydende med en ændring i den mening, som organisationsmedlemmerne tillægger
fænomener i organisationen, og det afgørende er, at der skabes en ny fortolkningsramme, der
bryder med den etablerede opfattelse af organisationen (Schultz, 1990: 128). Det symbolske
perspektiv er dog ikke særlig eksplicit med henblik på, hvordan ændringen af
meningsdannelsen blandt medlemmerne kan ske, og det betyder, at manglen på
handlingsanvisninger indbefatter en udfordring for de personer, der arbejder med
kulturforandringer i organisationer.
I forbindelse med kulturforandring nævner det symbolske perspektiv dog, at ledere kan blive
magtfulde symboler og dermed repræsentere den mening, som knyttes til organisationen af de
ansatte, men deres mulighed for at påvirke kulturen følges ikke automatisk af en garanti for,
41

at intentionerne bliver fulgt op af medlemmerne (Hatch, 1997: 235), da ledelsens symbolske
magt afhænger af de fortolkninger, som organisationens medlemmer tillægger dem. Eftersom
lederne også er en del af kulturen, vil de således selv blive styrede af den – også i det øjeblik,
de forsøger at styre den. Pointen bliver dermed – set fra det symbolske perspektiv – at i stedet
for at styre kulturen, bør man tage den kulturelle kontekst med i betragtningerne, når man
forsøger at gennemføre organisatoriske forandringer, der ofte vil være uforudsigelige – og
måske ikke ønskværdige, da meninger og fortolkninger er særdeles svære (om muligt) at styre
(Hatch, 1997: 235). Vi mener dog, at det i det symbolske perspektiv stadig er muligt at
påvirke meningsdannelsen uden, at der som i det funktionalistiske perspektiv er tale om en
manipulation eller styring. Kulturpåvirkningen kunne i den forbindelse ske gennem
forskellige ’input’ til fortolkningsprocessen, hvor eksempelvis illustrative og inspirerende
historier kan fungere som konkret formidlingsværktøj i forbindelse med kommunikationen af
organisationens værdier. Denne diskussion tager vi op i kapitel 8.
4.5 Opsamling – specialets syn på kultur og værdier
Som det også er opridset i metoden, vælger vi at anskue specialets problemstilling ud fra et
symbolsk perspektiv, da vi mener, at kultur grundlæggende er noget organisationer er. Vi er
således enige i den kritik, man inden for det symbolske perspektiv retter mod
funktionalismen, og især ser vi funktionalismens hierarkiske syn på kulturen som
problematisk og ikke særligt tidssvarende i forhold til nutidens dynamiske organisationer.
Yderligere ser vi det funktionalistiske syn på kultur, som noget man har og kan ændre som
urealistisk og managementorienteret, netop fordi vi tillægger os det syn, at al
meningsdannelse sker i interaktion med andre, hvorfor vi mener, at det er problematisk at
antage, at man kan styre disse processer eller sågar forvente, at man kan opnå en bestemt
ønskværdig forandring.
I naturlig forlængelse af vores kulturforståelse ligger vores værdiopfattelse, da vi som sagt ser
værdierne som en del af kulturen. Derfor er det også det symbolske perspektivs tankegange,
som vi forstår værdierne ud fra. Det skal dog understreges, at man inden for det symbolske
perspektiv ikke definerer værdibegrebet hverken teoretisk eller empirisk, hvorfor vi anvender
værdier i den generelle betydning, at de er holdninger og normer, der determinerer, hvad
organisationens medlemmer anser som værende ’rigtigt’ og ’forkert’, og på den måde er det
værdierne, som medlemmerne fortolker verden på baggrund af og handler ud fra. Vi vil
42

ligeledes understrege vores kritik af Scheins model, hvor vi mener, at værdier, artefakter,
symboler og antagelser opererer på lige fod i organisationskulturen forstået på den måde, at
forandringer på det ene niveau kan påvirke de andre. Hermed anerkender vi ikke den
umiddelbare ’dobbeltvirkning’, der teoretisk er indbygget i Scheins model, da vi mener, at
han empirisk lægger op til, at man så at sige starter fra en ende af i den vertikale niveaudeling
af kulturen, hvor man på hvert sekventielle niveau nedad kommer tættere på forståelsen af
kulturens kerne, og derved er kulturens niveauer reelt forbundet i et statisk hierarki. Her giver
det symbolske perspektiv en mere holistiske fremgangsmåde, der bygger på en horisontal
kulturforståelse af mønstrene mellem kulturens symboler – som det er illustreret i den
kulturelle dynamikmodel – og efter vores opfattelse deraf et mere udfoldet og helhedsstøbt
billede af kulturen. Dermed deler vi den opfattelse, at fokus ikke skal ligge på kulturens
elementer, men på de processer, der binder dem sammen – herunder blandt andet den
fortolkningsproces, der er forbundet med muligheden for symbolsk at udfordre antagelserne.
Værdianalysen i kapitel 7 vil således fokusere på vores opfattelse af, at der i organisationen
skal være mulighed for, at værdiernes indhold kan underlægges fortolkning og
meningsdannelse i interaktionen mellem medlemmerne, hvor de konstruerer ’virkeligheden’,
således at der ikke nødvendigvis er eller skal være en entydig opfattelse af de værdier, der
kendetegner organisationen eller dens aktiviteter og handlinger, uanset om værdierne er
formuleret med det formål at være handlingsanvisende eller ej. Samtidigt anerkender vi dog
de fortolkningsfællesskaber, der er indlejret i kulturen, som er ubevidste, tavse og bevirker, at
organisationens medlemmer handler og tænker ens i mange situationer. De kan dog som sagt
have den ’negative’ effekt, at de er svære at ændre, fordi de tages for givet af medlemmerne,
og de ser derfor ingen grund til at anfægte dem.
43

5. Det Danske Spejderkorps
Ved at tage udgangspunkt i begreberne organisationskultur og værdier har vi i det foregående
kapitel opstillet en overordnet teoretisk ramme for specialet og dets metode. På baggrund af
vores symbolsk-fortolkende tilgang arbejder vi case-specifikt, og formålet med nærværende
kapitel er derfor at skabe klarhed over de karakteristika, der kendetegner Det Danske
Spejderkorps og dets værdier, så vi kan danne os et billede af, hvordan organisationen
fungerer og eksplicitere, hvorfor vi finder specialets problemstilling relevant.
Nedenstående vil være udtryk for en deskriptiv såvel som en mere analyserende gennemgang
af DDS byggende på de interviews, vi har foretaget
med medlemmer i organisationen, gennemlæsning af
FAKTA OM DET DANSKE
SPEJDERKORPS
internt og eksternt kommunikationsmateriale
• 1907: Spejderarbejdet startes af
samt de subjektive vurderinger, som vi løbende
Robert Baden-Powell.
har kunnet drage ud fra dette. Desuden har vi gjort
• 1909: Det Danske Spejderkorps
(DDS) stiftes af Rektor Hartvig
brug af debatbogen ’Gode gerninger – en udfordring
•
Møller.
1911: Det Danske
til Det Danske Spejderkorps’ (2003) skrevet af
Pigespejderkorps (DDP) dannes.
journalist Jørgen Aagaard i forbindelse med korpsets
• 1973: Sammenslutning af DDP
og DDS – bliver til DDS.
snart 100 års jubilæum. Bogen er ud fra et
• 1984: En gruppe utilfredse
ledere bryder ud og danner De
samfundsmæssigt perspektiv tænkt som et kritisk Gule Spejdere.
bidrag til debatten om DDS’ virke og værdi i forhold
til samfundet. Bogen er skrevet på opfordring af
• 2004: DDS har ca. 30.000
medlemmer.
DDS, men af en ’uvildig’ person, der gennem egne studier af korpset giver et nuanceret og
kritisk billede af DDS’ historiske udvikling og fremtidige udfordringer. Bogen bygger på
såvel historisk materiale som utallige interviews med spejderne, og er det tætteste, vi kan
komme på en objektiv skildring af eksterne og interne problemstillinger i organisationen, som
vi ikke selv har haft mulighed for at afdække gennem vores interviews eller gennemlæsning
af kommunikationsmateriale, hvilket også er en begrundelse for, at vi har valgt at inddrage
bogen i præsentationen.
5.1 Præsentation af Det Danske Spejderkorps
Det Danske Spejderkorps er en landsorganisation af børn og unge bestående af 510 lokale
foreninger – kaldet grupper – fordelt på hele landet, der hver især fungerer autonomt som en
44

selvstændig juridisk enhed med en bestyrelse, der er pædagogisk ansvarlig for, hvordan
arbejdet foregår. Gruppernes størrelse kan variere fra 20 til helt op mod 200 medlemmer, der
igen er inddelt i mindre patruljer med 5-8 spejdere i hver, hvoraf én fungerer som patruljens
leder med ansvar for de konkrete aktiviteter, der foregår på møder eller ture – et princip som i
DDS hedder ’børn leder børn’, og som sikrer, at spejderne lærer at tage ansvar både socialt og
individuelt (Velkommen, 2004: 7).
5.1.1 Organisering
Tidligere havde Det Danske Spejderkorps faste standarder for inddelingen af spejderne i de
mindre enheder, men siden 2003 har det været op til den lokale gruppe selv at bestemme,
hvordan de bedst muligt vil organisere spejderarbejdet.
Patruljeinddeling i Det
Dog vælger mange stadig at følge den traditionelle
Danske Spejderkorps
aldersinddeling af spejderne med følgende begrundelse: • Mikro: 6-8 år
”[…] fordi det kender man” (Bilag B: 1). Den generelt høje • Mini: 8-10 år
• Junior: 10-12 år
grad af metodefrihed betyder, at det kan variere fra gruppe til • Trop: 12-16 år
• Senior: 16-23 år
gruppe, hvilke dele af spejderarbejdet man lægger vægt på,
men ens for alle er dog, at der tages udgangspunkt i
Spejdermetoden og de værdier, der er formuleret i korpsets formål (5.2.1 Det Danske
Spejderkorps’ fem værdier). Det betyder, at der i den enkelte gruppe kan være stor forskel på,
hvordan man individuelt søger at opnå disse mål og værdier, og kommunikationsansvarlig i
DDS, Morten Lykkeberg, tilføjer, at ”DDS er meget autonome i vores organisering. Det
betyder også, at når vi fra centralt hold kommer med nogle idéer eller initiativer til aktiviteter
eller strukturering, så skal vi ud og sælge dem. Det er meget få steder vi kan sige, at
grupperne skal gøre sådan og sådan, og når vi endelig gør det, lyder der et ramaskrig […] for
kulturen er, at man ikke vil bestemmes over” (Bilag B: 4). En holdning der både afspejler sig i
grupperne, men også i den centrale struktur, hvorfor det i praksis kan være noget af en
udfordring at ændre noget i en organisation som DDS, hvor alle har forskellige holdninger til,
hvordan eller hvorvidt tingene skal gøres.
I DDS hedder demokratiet i daglig praksis ’børn leder børn’, hvilket er udtryk for den særlige
form for pædagogisk ledelse og organisering, som korpset har valgt at arbejde ud fra. Med
’børn leder børn’ vælges én spejder til patruljeleder med ansvar for at tilrettelægge og
organisere de aktiviteter, der foregår, når patruljen mødes. Herved bliver den voksne lederes
rolle blot at støtte, men ikke at styre spejderarbejdet. ’Børn leder børn’ princippet er gældende
på alle organisationens alderstrin, mens det selvfølgelig i praksis hovedsageligt er de unge,
45

der oplever selv at kunne varetage opgaven, hvorimod de mindste aldersgrupper stadig er
under reel ledelse af en voksen. Idealet er dog, at alle patruljer en gang imellem oplever ’at
være sig selv’, da det netop er en del af den pædagogiske grundtanke, at børn og unge har
godt af at udvikle sig med sig selv og lære at tage aktivt del i et fælles ansvar.
I DDS fungerer grupperne som sagt som selvstændige enheder, hvilket betyder, at der kan
opstå problemer i forbindelse med organisationens ledelse, som blandt andet kan medføre, at
det kan være svært at gennemføre ændringer, da disse ikke kan dikteres af den øverste ledelse.
Det udmøntes konkret i, at DDS’ ledelse ofte bliver ’skældt ud’ af medlemmerne for – på
centralt hold – at indføre regler eller fremsætte forslag, som ikke bakkes op ude i de autonome
grupper (Bilag B: 4). At ændringer/fornyelser, der er vedtaget fra central side, langtfra altid
accepteres af medlemmerne illustreres af en episode, som kommunikationsansvarlig Morten
Lykkeberg refererer, hvor man sidste år indførte en ny grafisk linie med et ændret logo.
Ændringen affødte et mindre ’ramaskrig’ internt i DDS, og mange syntes, at ændringen var en
dårlig idé, og vreden kom tydeligt til udtryk blandt spejderne: ”[…] og det der nye klamme
mærke […] Det Danske Spejderkorps’ nye mærke er sådan et blåt et, og det gamle var meget
flottere. Og det er lidt sådan, at I kan da ikke bare skifte det, for sådan har det bare altid
været” (Bilag F, linie 390-393). Dette skal ses
i lyset af, at der i DDS’ kommunikationsstrategi
Det Danske Spejderkorps’ vision for 2010
blandt andet står, at ”DDS skal fremstå som
• At tage blåt ansvar skal føre til, at børn
og unge oplever at:
en tidssvarende, værdibaseret børne- og
ungdomsorganisation kommunikeret ud fra
• DDS giver et væsentligt bidrag til deres
personlige udvikling.
målgruppernes hverdag og tolkningsramme”
• DDS sætter dem i stand til at tage
(Bilag Q: 1), og i den forbindelse kan det virke ansvar og præge fremtidens samfund.
absurd, at traditionen vejer stærkere end det • DDS er toneangivende i samfundet i
faktum, at man gerne vil følge med tiden.
forbindelse med børn og unges livsvilkår.
Ligeledes oplevede man i DDS en ophedet debat omkring uniformeringens berettigelse og
udseende i det nye årtusinde, hvor man fra centralt hold prøvede at kommunikere de mere
lempede regler med den effekt, at nogle medlemmer blev fortørnede, fordi de stadig syntes, at
korte bukser og spejderhatten er en del af kulturen, man ikke kan bortskaffe. I begge tilfælde
hævder Morten Lykkeberg, at ”[…] hovedbestyrelsen formelt kunne sige ’det er vores
beslutning, og den er vi bemyndiget til at træffe’, men det tør man ikke rigtigt – eller man gør
det i hvert fald ikke. Man vil gerne forsøge at tale sig til rette” (Bilag B: 5), og han fremhæver
46

endvidere, at det er vigtigt for den centrale ledelse at tage ”[…] små skridt ad gangen, for ikke
at få alt for mange fjender” (Bilag B: 12).
5.2 Værdiproblematikken – tradition eller fornyelse?
Mens offentlige og privatøkonomiske organisationer handler ud fra et langt mere
målorienteret rationale, handler de frivillige organisationer på baggrund af normer og værdier,
hvor rationalet for handling ikke skal resultere i eksempelvis profit eller politisk legitimering,
men snarere være et mål i sig selv gennem de aktiviteter organisationen igangsætter. Det
betyder også, at det i langt mere udtalt grad er emotionelle og traditionelle tilknytninger, der
ligger bag de frivillige organisationers handlemønstre, hvilket især bliver tydeligt, når
medlemmerne føler sig truet på deres identitet eller kultur, som det blandt andet har været
tilfældet i Det Danske Spejderkorps med hensyn til debatten om uniformering og den grafiske
linie. Selvom alle medlemmer kan være enige i, at DDS skal ruste sig til fremtiden ved at
være mere moderne og tidssvarende, så er der alligevel utallige situationer, hvor selv den mest
frisindede spejder føler, at nogle ændringer er at gå på kompromis med selve grundtanken i
det at være spejder. Som en spejder siger, så er der også ”[…] stor forskel på, hvad
opfattelsen af DDS er, og så hvad DDS i virkeligheden er” (Aagaard, 2003: 16), hvilket på
den ene side vidner om, at DDS er andet og mere end en flok uniformerede friluftsmennesker
med hang til raftebygning og snobrødsbagning, mener også udtryk for, at dette ’andet og
mere’ er svært at få øje på for den, der står uden for organisationen og kigger ind. Et par
eksempler på, at nye tanker og aktiviteter dog er rykket ind blandt telte og råbåndsknob er
orienteringsløb via SMS og GPS, spejdernes eget Melodi Grand Prix (SMG) og nogle
gruppers afskaffelse af uniformen, der i stedet er blevet udskiftet med mere praktisk og smart
beklædning. Men på den anden side er der også bred enighed om, at nogle aktiviteter er så
indbegrebet af det at være spejder, at de aldrig forsvinder. Så selvom nogle spejdere hellere
vil drikke te og hygge sig, når de mødes, vil de alligevel ikke undvære det at kunne bygge et
køkkenbord af rafter.
Forholdet mellem den ’traditionelle’ og den ’moderne’ spejder er et yndet emne for debat og
stridighed i DDS, og som Morten Lykkeberg nævner: ”Og jeg ved, at i Silkeborg lavede de
for et års tid siden noget diskotek for juniorerne, hvor de dansede og ikke havde uniform med.
Det havde vi for eksempel også på forsiden af et af vores blade, hvor nogle syntes, at det var
da ikke spejder” (Bilag B: 14). Som udgangspunkt er korpset åbent for, at alt i princippet kan
47

være en spejdeaktivitet eller spejderarbejde. Den eneste betingelse er nemlig, at aktiviteten
skal fremme formålet om at ’udvikle børn og unge’, hvorfor der både lokalt og regionalt kan
være stor forskel på, hvilke aktiviteter, der gennemføres. Den store metodefrihed ses også i en
leders udtalelse: ”Så længe vi laver nogle aktiviteter med ungerne, der kan rumme det formål
[…] så kan vi stort set lave hvad som helst. Men selvfølgelig er det til stadig diskussion hvad
spejderarbejde er, og hvad godt spejderarbejde er” (Bilag I, linie 222-225), men friheden er
netop et problem der, ifølge Aagaard, er med til at give det samlede DDS store
profileringsvanskeligheder og nødvendiggør behovet for at udvælge få, men primære og
fælles aktiviteter at fokusere på (Aagaard, 2003: 216-217). Vigtigt er det også, at det er
aktiviteter, der formår at tiltrække de unge, da DDS oplever en stor udmelding af spejdere, der
– når de kommer i teenageårene – ikke længere kan identificere sig med fællesskabet og
foreningsstrukturen, fordi de i højere grad har brug for at udtrykke deres individualisme på
andre måder. Her kunne en mulighed eventuelt være – foreslår Aagaard – at organisere
spejderarbejdet som ’projektgrupper’ med forskellige profiler og mulighed for, at
medlemmerne kan gå til og fra alt efter tid og lyst – en løsning der dog ikke vækker den store
jubel blandt spejderne, der alligevel synes, at fællesskabet er forpligtende: ”For hvis man skal
nyde i fællesskabet, skal man også selv putte noget i det […] Man skal deltage i
diskussionerne, tage fat, også når det er surt og ikke kun, når det er sjovt” (Aagaard, 2003:
19).
5.2.1 Det Danske Spejderkorps’ fem værdier
Det Danske Spejderkorps er baseret på en række kollektive værdier, og uden at der er tale om
en egentlig ideologi, er man fælles om tilhørsforholdet til den internationale
spejderbevægelses grundlæggende idé og hovedformål om at udvikle børn og unge både
fysisk, intellektuelt, socialt, åndeligt, følelsesmæssigt og kreativt, hvilket manifesteres i
følgende: ”Det Danske Spejderkorps har til formål at udvikle børn og unge til vågne
selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt
ansvar i det danske samfund og ude i verden” (Vores Program, 2000: 3).
Det overordnede formål omsættes konkret via Spejdermetoden, som beskriver de aktiviteter,
arbejdsformer og ledelse, som DDS opererer med. Spejdermetoden består af otte elementer:
Oplevelser, learning by doing, patruljeliv, friluftsliv, værdier, medbestemmelse og
ansvarlighed, aktiviteter og færdigheder samt samfundsliv. (Vores Program: 2000: 4-6). En
del af disse elementer går igen i DDS’ formulerede værdier.
48

Til daglig betegnes værdierne KAFSU, hvilket er et
vrøvleord, DDS har sammensat af ordenens
forbogstaver med den ønskelige effekt, at det derved
skulle være lettere for spejderne at lære og huske
værdierne.
Det er disse fem værdier, der fungerer som DDS’ brand, og som – ifølge kommunikationsstrategien
– skal bruges som grundlag for al formidling af spejderarbejdet og bruges aktivt
over for den enkelte spejder, så denne bliver i stand til at forstå og forklare, hvad
spejderarbejdet står for (Bilag Q: 2). Værdierne er delvist hentet i Spejdermetoden og i
Spejderloven ved, at man har forsøgt at oversætte, hvad det vil sige at være hjælpsom og en
god kammerat (Bilag B: 7). Selvom værdierne bruges aktivt i al DDS’
kommunikationsmateriale og er udvalgt gennem en længere værdiproces internt i
organisationen, så er der alligevel en vis tvivl at spore omkring, hvad det egentlige
værdigrundlag er: ”Vores værdier er… det kommer meget an på, hvem man spørger. Vi har
metoder, værdier og traditioner for, hvad vi gør, men det er svært at sige det meget firkantet”
(Bilag B: 7). En ’forvirring’ der også kommer til udtryk blandt spejderne: ”for min skyld
kunne KAFSU være en russisk popstjerne” (Bilag H, linie 1014), og som indikerer, at
værdiformidlingen måske ikke har haft den ønskede effekt. Og netop derfor er det også svært
– især som udefrakommende – at gennemskue, hvad det præcist er værdierne dækker over, og
hvad det er DDS vil tilbyde ungdommen anno 2004.
5.3 Opsamling
I dette kapitel hat vi set nærmere på, hvordan Det Danske Spejderkorps er sammensat og
fungerer som organisation. Grundet specialets problemstilling har fokus været lagt på DDS’
værdier og den betydning, de har for spejderarbejdet. Endvidere har vi søgt at opridse det
forhold, der er mellem tradition og fornyelse i organisationen, og som spiller en væsentlig
rolle i spejdernes opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, fordi korpset på én
og samme tid lægger vægt på at ville være moderne og tidssvarende samtidig med, at store
dele af det praktiske spejderarbejde stadig er baseret på en række gamle, traditionelle
færdigheder.
49
Det Danske Spejderkorps’ værdier
Kammeratskab
Ansvar
Friluftsliv
Sjovt og Udfordrende

Vi kan i vores undersøgelse af specialets problemstilling ikke se bort fra det faktum, at DDS
snart fylder 100 år og er en organisation, der bygger på årelange traditioner, et internationalt
anerkendt værdigrundlag og en stærk kultur, der måske er svær at sætte sig ind i som
udenforstående. Som skitseret tidligere er netop traditionen og kulturen – eller rettere dets
fortolkningsfællesskab – aspekter, som har betydning for, hvordan spejderne forstår og
definerer ’hvem vi er’ og dermed også for, hvordan de tolker de værdier, der kendetegner det
at være spejder. I den forbindelse er det interessant for os at opnå en dybere forståelse for,
hvad spejderne konkret forbinder med de fem værdier, DDS har formuleret som essentielle
for spejdervirket i en tid, hvor samfundsudviklingen har sat nye standarder for, hvad børn og
unge anser som værdifuldt, og hvor fordomme som ”de følger gamle damer over vejen”
tilsyneladende stadig hersker og opretholder spejderne i et traditionelt billede, de søger at
komme ud af, hvilket både deres vision og værdier umiddelbart vidner om. På den måde
ønsker vi ikke at stille os kritiske over for selve værdierne, da vi grundlæggende mener, at det
værdimæssige aspekt er et aktiv i DDS set i forhold til mange andre organisationer eller
foreninger, som børn og unge kan være en del af. I stedet søger vi at belyse, hvorvidt
værdierne er omsat til ’praksis’, forstået på den måde, at de gerne skulle være synlige, når
spejderne fortæller om ’det at være spejder’ og de aktiviteter og handlinger, der knytter sig
dertil.
Metodefriheden betyder, at det er muligt at definere spejderarbejdet på mange forskellige
måder, hvilket også afspejles i det forhold, der kan spores mellem tradition og fornyelse, hvor
man på den ene side gerne vil udvikle sig i takt med tiden, men stadig lægger stor vægt på, at
nogle ting skal være, som de altid har været, og det kan derfor være svært at ændre ved
traditionerne. Selvom DDS er bevidste om, at de i dag er del af et samfund, der ikke ligner det
samfund, der tegnede sig, da organisationen blev stiftet for snart 100 år siden, kan det være
svært for spejderne at anerkende, at nye aktiviteter som SMG kan være lige så udfordrende
som et traditionelt orienteringsløb. Så på trods af, at man i DDS viser lyst og vilje til at følge
med tiden, kan det være problematisk at skabe accept af disse fornyelser ude i de lokale
grupper. Vi finder det derfor interessant at undersøge, hvorvidt der er en traditionsbunden
opfattelse af det at være en ’rigtig’ spejder.
50

6. Værdier i narrativer
Vi ser overordnet historier som noget, der er meningsskabende og værdibærende, når de
fortælles, hvorfor vi finder dem relevante som metode til at identificere værdier og den
mening, de tillægges. Dette kapitel vil derfor fokusere på, hvordan vi gennem den narrative
metode kan afdække de værdier, som spejderne udtrykker gennem de historier, de har fortalt i
interviewsituationen. Da et fokusgruppeinterview oftest vil rumme andet og mere end
historier – og da alle historier ikke er narrativer – har vi været åbne for, at der i
interviewsituationen også fremkommer tilkendegivelser, der ikke er udtrykt i narrativform,
men stadig har vurderende karakter. Disse tilkendegivelser er også interessante for
værdianalysen, og bør derfor behandles analytisk, hvorfor vi har valgt at udvide den narrative
analysemetode med en tekstanalyse, der har til formål at analysere spejdernes
holdningstilkendegivelser.
6.1 Narrativer og værdier
De fleste, der har arbejdet med organisatoriske værdier, har erfaret, at værdier er svære at
identificere. Værdierne er dybt indlejrede i den kultur, som organisationsmedlemmerne er en
del af, hvilket også fremgår af vores kulturteoretiske diskussion (jf. Kapitel 4), og det er
derfor vores overbevisning, at det hverken er muligt eller særligt givtigt at afdække værdier
og deres indhold ved at spørge direkte ind til dem. Dels fordi medlemmerne ikke
nødvendigvis er bevidste om værdierne, og dels fordi der er risiko for, at medlemmerne
præsenterer os for det, de tror, vi gerne vil høre. Dette begrundes i vores symbolskfortolkende
organisationssyn, hvor værdier ikke ses som statiske og uforanderlige, men
tværtimod kan de – eller fortolkningen af dem – konstant forandres i meningsdannelsen. Det
er derfor først, når medlemmerne udvælger artefakter (eller i interviewsituationen fortæller
historier) og bruger dem til at symbolisere deres mening, at vi har mulighed for at forstå de
bagvedliggende værdier. Igennem historier kan medlemmerne nemlig give mening til de
begivenheder, handlinger og aktiviteter, de oplever i deres dagligdag ved at fortælle andre om
dem. Lektor i sociologi Deirdre Boden fremhæver i den forbindelse – og i tråd med vores
organisationssyn – sprogets rolle i organisationskulturen. Teoretisk set involverer tegn,
symboler og sprog fortolkning, hvorigennem aktører tilskriver disse elementer mening i
samarbejde og vekselvirkning med andre, og det betyder, at der helt konkret er sproglige
51

’tegn’ 6 mellem objektet og den fortolkende, og ethvert individ bliver således bevidst om
verden gennem ’tegnede objekter’ (Boden, 1994: 55). Denne såkaldte ’tegning’ opnås
gennem sproget, hvilket i praksis betyder, at eksempelvis en spejder skaber mening med sit
spejdervirke via tegn og signaler fra andre spejdere i gruppen – og disse tegn ’står for’
organisationskulturen og bringes til live og opretholdes gennem sproget og sproglige
interaktioner. Det betyder ligeledes, at eksempelvis fysiske objekter i organisationen også kun
er tilgængelige gennem sproget og andre symboler, der anvendes til at fortolke dem (Boden,
1994: 56). I relation til dette mener vi, at når organisationsmedlemmerne kommer med
sproglige ytringer, er de med til at kommunikere, forme og opretholde organisationskulturen,
og det må således være gennem de sproglige konstruktioner, at vi har mulighed for at studere
kulturens elementer – og i vores specifikke tilfælde; værdierne og disses indhold.
Lektor i kulturelle dimensioner i pædagogisk og socialpædagogisk arbejde Marianne Horsdal
påpeger i forlængelse af ovenstående, at narrative kompetencer er betydningsfulde, da de
giver os mulighed for at udtrykke os selv og dele vores erfaringer med andre – og samtidig gå
i dialog med andres fortællinger og deltage i deres forståelseshorisont (Horsdal, 1999: 65).
Historier bliver dermed en vigtig social ressource, da vores oplevelser får mening i
konstrueringen af disse, og vi iscenesætter os selv som individer ved at fortælle andre om
vores oplevelser (Kjærbeck, 2001: 125).
Det er især, når vi står overfor særlige, uventede eller kritiske begivenheder, at vi bliver
bevidste om, at vi forholder os til omverden gennem analogier til andre lignende situationer,
og i sammenligningen af nye og tidligere erfarede oplevelser får vi mulighed for at udvide
deres mening. Ved at dele de særlige begivenheder med andre, kan det ’usædvanlige’ blive en
del af en fælles verden, og den symboliserede oplevelse bliver dermed sat ind i en kulturel
ramme, idet genfortællingen distancerer den fra den konkrete begivenhed (Horsdal, 1999: 67-
68). Horsdal påpeger samtidig, at identitet er en narrativ konstruktion, hvilket vil sige en
fortælling om, hvor man befinder sig i relation til fortiden og fremtiden. Og da den narrative
diskurs’ funktion er at skabe mening og sammenhæng i midlertidige adskilte erfaringer, er
den også værdiorienteret ved at være forankret i sproget og kulturelle fortællinger om, hvad
man er fælles med og forskellig fra. Men den individuelle fortælling er nok individuel i den
forstand, at det netop er en fortælling om bestemte personer, men samtidig er plottet påvirket
af de kulturelle fortællinger, der udspiller sig i de omgivelser, individet befinder sig i
6 Forfatteren bruger det engelske ord ’sign’, som vi har valgt at oversætte til tegn og deraf også ’tegning’.
52

(Horsdal, 1999: 76). Det føles således ’trygt’ at være sammen med de mennesker, der kender
en og deler ens tolkninger, fordi man har de kulturelle fortællinger og deres
værdiorienteringer til fælles (Horsdal, 1999: 79). Det er således disse ’værdiorienteringer’, vi
finder interessante at afdække via spejdernes historier.
Organisationsteoretikeren Karl Weick betragter historier som en del af den proces, hvor
aktørerne i en organisation knytter betydninger til begivenheder og aktiviteter ved hjælp af et
fortolkningsskema, der hviler på egne erfaringer (Søderberg, 2004: 60), og som vi tidligere
har været inde på kaldes sensemaking (Weick, 1995). Ifølge Weick kan historier anvendes i
mange sammenhænge, og i tråd med Horsdal påpeger han, at “[…] telling stories about
remarkable experiences is one of the ways in which people try to make the unexpected
expectable, hence manageable” (Robinson, 1981: 60 i Weick 1995: 127). Når vi fremhæver
vores erfaringer i form af historier, tillægger vi en formel sammenhæng til det, der normalt er
diffust og flydende. Dermed bliver det at fortælle historier en måde, hvorpå organisationens
medlemmer kan viderebringe og bearbejde begivenheder, der ikke kun er faktuelle, men også
følelsesbetonede. Og en historie er netop ikke blot en objektiv gengivelse af en given
situation, men viser også fortællerens opfattelse af situationen eller de personer, der indgår i
historien. I relation til dette taler man om ’fact-as-information’ overfor ’fact-as-experience’
med den pointe, at en historie ikke er interessant i form af de faktuelle oplysninger, den giver,
men i form af den mening, der ligger i den (Gabriel, 2000: 31; 35). Derfor mener vi også, at
historier er et velegnet redskab til at afdække værdier og deres indhold.
I det følgende diskuterer vi, hvordan vi mere konkret definerer en narrativ, og hvilke
forudsætninger vi stiller til den i forbindelse med vores analytiske fokus på dens
værdiorientering.
6.1.1 Begrebsafklaring
Da de teoretiske begreber narrativer, fortællinger og historier ofte er defineret forskelligt og
derfor mangler en mere overordnet sammenhæng, finder vi det nødvendigt at eksplicitere,
hvorvidt vi selv forstår og identificerer en narrativ.
Med reference til den danske samtaleanalytiker Susanne Kjærbeck vælger vi at opfatte en
historie som ”fortællingen af en begivenhedsrække” og en narrativ som ”en mere omfattende
konstruktion, som, udover selve fortællingen af begivenhederne, også indbefatter
evalueringen af det fortalte” (Kjærbeck, 2004: 148). Sagt med andre ord så fortæller
53

spejderne os historier, som vi analytisk kan definere som narrativer, hvis de opfylder en række
opstillede kriterier – herunder at de indeholder en evaluering. Derudover er konversationelle
historier en narrativ genre kendetegnet ved, at de udtrykker en forandring over tid, hvilket
betyder, at de sprogligt fremstiller minimum to begivenheder, der anbringes tidsligt i forhold
til hinanden (se f.eks. Ochs, 1997; Polanyi, 1985; Labov & Waletzky, 1967).
6.2 Kategorisering af narrativen
Som tidligere nævnt, kan det være let for folk at svare i form af historier, men det kan være
problematisk efterfølgende at skulle strukturere narrativen, da den ofte bliver fortalt
usammenhængende, da fortælleren let kommer til at springe i tid og sted. Dette skyldes flere
forhold; at narrativen er udtryk for personlige oplevelser – hvad enten den er baseret på
fortællerens egne erfaringer eller refererer andres – og ikke faktuelle sagsforhold; at
narrativen tilpasses interviewsituationen og endelig, at den narrative metode åbner op for, at
andre aktører kan indgå som medfortællere af narrativen, hvilket betyder, at fortællerens egne
eller tilhørernes pludselige associationer, refleksioner eller meningstilkendegivelser kan være
afgørende for, hvordan fortællingen udvikler sig, og hvad der lægges vægt på. Derfor er vores
første opgave i narrativanalysen også at skabe struktur i det fortalte og på den måde finde en
sammenhæng i fortællerens historie.
Sociolingvisterne William Labov og Joshua Waletzky var de første, der metodisk
beskæftigede sig med at beskrive narrativens fundamentale struktur ud fra mundtlige
fortællinger af personlige oplevelser. Ved hjælp af teknikker fra den tekstlingvistiske analyse
isolerede de narrativens forskellige elementer og opstillede en række krav til historien, som
skulle være opfyldt, førend den kunne kategoriseres som en narrativ. Vi vælger at tage
udgangspunkt i Labov & Waletzkys kendte narrativmodel fra 1967 – ligesom mange andre
narrativteoretikere også gør det den dag i dag (se f.eks. Ochs, 1997; Polanyi, 1985; Mishler:
1986; Kjærbeck, 2004) – da deres tilgang til narrativbegrebet er meget konkret og tekstnært
forankret, hvilket giver os et solidt og forståeligt grundlag at bygge videre på, hvorimod andre
teoretikere har mere udefinerede og fortolkningsmæssige tilgange til narrativbegrebet (se
f.eks. Søderberg, 2004; Boje, 1991).
Labov & Waletzky definerer narrativen ud fra dens to funktioner; den referentielle og den
evaluerende og argumenterer for, at den skal opfylde nogle semantiske og syntaktiske
54

mindstekrav, der fordrer, at den fortidige begivenhed både kronologisk og logisk gengives i
overensstemmelse med den rækkefølge, den oprindelige foregik i samtidig med, at narrativen
minimum skal indeholde to narrative sætninger med en temporal lås – dvs. at de er temporalt
ordnede i en kronologisk rækkefølge, der betinger historiens form, og som ville gøre historien
anderledes, hvis man byttede om på rækkefølgen (Labov & Waletzky, 1967: 21).
Labov & Waletzky mener desuden, at narrativen er bygget op af følgende fem strukturelle
elementer, der kan overføres til narrativen på dens sætningsniveau:
1. Orientering (orientation)
Orienteringen har en referentiel funktion, da den ‘meddeler’ tilhøreren om begivenhedens
baggrund (’hvem, hvor, hvornår og hvad’), så denne kan forstå, hvad der fortælles om.
Orienteringen behøver dog ikke indeholde svar på alle fire spørgsmål, og især i børns
narrativer er manglen på en orienterende fase udtalt (Labov & Waletzky, 1967: 32).
2. Handlingssekvens (complication)
Handlingssekvensen beskriver begivenheden som en række handlingsforløb fortalt i
overensstemmelse med den rækkefølge, som begivenheden oprindelig skete.
Handlingssekvensen er ofte bundet op omkring en konflikt, et vendepunkt eller problem og
bliver derfor ofte afsluttet af et resultat (Labov & Waletzky, 1967: 32).
3. Evaluering (evaluation)
Evalueringen er den pointe, der fremkommer, når handlingen har nået sit klimaks, og det er
her, det fremgår, hvorfor narrativen bliver fortalt, og hvad fortælleren vil med den, idet denne
tilkendegiver den mening, som lægges i fortællingen af begivenheden. Evalueringen kan falde
sammen med resultatet (Labov & Waletzky, 1967: 33-37).
4. Resultat (resolution)
Resultatet er en opfølgning på handlingssekvensen, men kommer som regel først efter
evalueringen. Resultatet kan dog også være en del af handlingssekvensen eller
sammenfaldende med evalueringen. Resultatet indeholder – som betegnelsen antyder –
resultatet af narrativens handling eller konflikt (Labov & Waletzky, 1967: 39).
55

5. Afslutning (coda)
Mange narrativer slutter med et resultat, men nogle har også en ekstra afslutning, der fører det
fortalte op til nutiden og den aktuelle samtalesituation, hvor narrativen blev påbegyndt.
Afslutningen er en identifikation af, at narrativen er færdig, men kan også have vurderende
karakter (Labov & Waletzky, 1967: 39).
6.2.1 Et eksempel på narrativens enkle struktur
Med følgende historie taget fra et af vores fokusgruppeinterviews viser vi, hvordan vi har
defineret en narrativ ud fra Labov & Waletzkys ovenstående narrativmodel:
Orientering: R1: Ja, det er det, for jeg kan huske, at jeg var på et skide hårdt løb, og mit knæ var ’øv’, og jeg
var blevet overfaldet af bøge,
Evaluering: og det var bare ikke fedt,
Handlingssekvens: og det var lige i starten af dagen, og jeg skulle alligevel også på natløb senere, og jeg kom
slet ikke hjem for at skifte bukser, og jeg havde rigtig våde bukser, og det var rigtig ulækkert ik’.
Evaluering: Og jeg tænkte, at det bare var et lorte løb, men så tænkte jeg alligevel også ’nej, for helvede
Resultat: jeg har fået skide gode venner’, og jeg har mødt mange af dem senere, selvom de bor på Bornholm.
Evaluering: Og det var rigtig, rigtig sjovt, og jeg har virkelig fået et godt sammenhold med dem. Det synes jeg
var rigtig godt, så selvom det er hårdt,
Afslutning: så kan det altså også være rigtig sjovt, når man tænker på det bagefter.
Det skal nævnes, at Labov & Waletzkys model ikke kræver en streng opbygning af
narrativen, som slavisk følger elementernes nummerering, da man ofte ser narrativer, hvor
elementerne kommer i en anden rækkefølge end den nævnte og eventuelt også gentages flere
gange i samme narrativ (jf. ovenstående eksempel). Det skal i den henseende understreges, at
Dog skal handlingssekvensen altid være til stede grundet kravet om narrativens referentielle
og evaluerende funktion, mens de øvrige elementer ikke behøver at optræde eksplicit i
narrativen. Ofte mangler der en afslutning, da narrativen mange gange slutter ved resultatet.
6.3 Kritik og udvidelse af narrativmodellen
På grund af vores analytiske fokus på narrativens værdiorientering, finder vi det nødvendigt at
udvide og kritisere Labov & Waletzkys narrativmodel med betragtninger, som, vi mener, er
væsentlige for kategoriseringen af narrativer i forhold til vores specifikke ærinde.
6.3.1 Pointen
Det er i evalueringen, at vi som udenforstående får en forståelse af den refererede begivenhed,
og det er også her, at vi kan se fortællerens værditilkendegivelse og fortolkning af, hvad der
56

lægges i værdiernes indhold baseret på den vurdering eller mening, som fortælleren tillægger
historien i form af en evaluering. Dette sammenfatter vi i pointen. Pointeformuleringen er
således subjektiv, og er formuleret på baggrund af vores fortolkning af historien og dens
evaluering.
Stort set alle teoretikere er enige om, at narrativer har en pointe – eller en mening – der har til
formål retrospektivt at forklare tilhørerne, hvorfor dette overhovedet blev fortalt (se f.eks.
Møller, 1993; Ochs, 1997; Polanyi, 1985; Labov & Waletzky, 1967). En historie bliver
fortalt, fordi fortælleren finder noget eksempelvis overraskende, interessant eller
foruroligende, og i pointen findes en moralsk evaluering af begivenheden eller oplevelsen og
det budskab, man ønsker at præsentere for tilhørerne. Ifølge psykolog og interaktionsforsker
Ellinor Ochs er det netop fordi narrativen er en hverdagsberetning, at den også kan indfange
generelle opfattelser af, hvad kulturen anser som ’almindeligt’. Derfor er narrativer også en
god måde, hvorpå især børn bliver socialiseret til at forstå, hvad der er forventet, normal og
passende adfærd (Ochs, 1997: 193).
Lingvisten Livia Polanyi definerer ligeledes en historie opstået i en samtale ud fra, at den må
have en pointe i form af et budskab: ”To be a story, a recital of events and circumstances
must have a point, must be told to communicate some message about the world in which the
speaker and hearer actually live” (Polanyi, 1985: 189). Både Ochs og Polanyi ser pointen
som den evaluering, der finder sted efter, at begivenhederne er fortalt, som en reaktion på,
hvorfor fortælleren valgte sin historie. På den måde skal en historie altså have en pointe,
førend vi kan kategorisere den som en narrativ.
At vi fremhæver pointen som et fikspunkt i vores narrativdefinition skal begrundes med, at
det er på baggrund af denne, at vi udleder værdierne. I tråd med Labov & Waletzky mener vi
som sagt, at pointen skal forstås som – og findes i – den evaluering, der foregår efter
begivenhederne (handlingen) er fremstillet. På den måde ser vi altså en sammenhæng mellem
narrativer og værdier, da det netop er fortolkninger af værdiernes indhold, der skaber mening
for spejdernes aktiviteter, og selve meningen bliver til ved, at de gengiver deres oplevelser i
narrativform: ”[…] telling stories is a significant way for individuals to give mening to and
express their understandings of their experiences” (Mishler, 1986: 73).
57

6.3.2 Flere medfortællere af historien
Som aktive deltagere i interviewsituationen indgår vi selv som medfortællere af historierne
(se f.eks. Kjærbeck, 2004; Søderberg, 2004), i og med at vi søger efter meningen med den
genfortalte oplevelse, og gennem vores spørgsmål ’fremprovokerer’ en dybere og mere
nuanceret evaluering, end den fortælleren umiddelbart kommer med. Dette kan begrundes
med vores analytiske formål, da det er i evalueringen, at vi kan finde tilkendegivelser, der
indikerer, hvilke værdier der ligger til grund for historien, og vi har derfor eksplicit forsøgt at
få spejderne til at evaluere deres historier ved bevidst at stille uddybende spørgsmål, der
afleder en nærmere refleksion over det sagte. At vi desuden har snakket med mindre børn har
også betydet, at evalueringerne mange steder ikke har været særlig udtalte eller reflekterede,
og vi har derfor i de tilfælde været nødsaget til at stille mere ledende spørgsmål for at få de
værdibærende meninger frem.
Ud over intervieweren indgår de andre tilhørere også som medfortællere af historien. Dermed
er vi enige med den danske sprogforsker Erik Møller i, at fortælleren af en historie kan være
en eller flere af de tilstedeværende personer, og vi mener derfor, at et krav til narrativen må
være, at den kan deles af flere personer. Derfor er det vigtigt for vores narrativforståelse, at
dette aspekt bliver fremhævet, hvilket det ikke bliver i Labov & Waletzkys tekstnære og
minimalistiske narrativdefinition. Vi kritiserer derfor de to teoretikere for ikke at anerkende
historier som sociale konstruktioner, der opstår i interaktion og kommunikation med andre
aktører (Kjærbeck, 2004: 9). Dermed deler vi heller ikke den opfattelse, der synes at præge
Labov & Waletzkys tankegang, nemlig at vi alle er udstyret med bestemte historier, som vi
bare venter på lejlighed til at udtrykke. I denne opfattelse ligger nemlig, at en historie kan
reduceres til en fast størrelse, hvilket ikke korresponderer med vores organisationsteoretiske
perspektiv, der netop lægger vægt på aktørernes interaktion og fælles meningsdannelse. Det
skal slutteligt pointeres, at vi endvidere tillægger det syn på historier, at de kan fortælles med
udgangspunkt i andre tidligere fortalte historier eller med udgangspunkt i en generel dialog
blandt tilhørerne, der associerer en historie baseret på, hvad den enkelte eller gruppen tidligere
har oplevet.
6.3.3 Historier fortalt i 1. 2. eller 3. person
I forlængelse af ovenstående vælger vi at udvide vores narrativdefinition til at omhandle
historier fortalt i 1., 2. og 3. person ental og flertal, således at narrativen ikke behøver være en
personlig 1. håndsberetning fortalt i formen ’jeg’, hvilket Labov & Waletzky argumenterer
for. Dette begrunder vi dels med, at medlemmer af en gruppe ofte vil udtale sig på hele
58

gruppens vegne gennem brug af det personlige pronomen ’vi’, da de deler fælles oplevelser,
og dels fordi et medlem af gruppen ikke nødvendigvis ønsker at fremhæve sig selv i forhold
til gruppen. At en narrativ kan fortælles i 2. person – om end vi erkender, at denne
fortælleform er ret atypisk, da det vil betyde, at man fortæller en historie på en andens vegne
– begrunder vi med, at man godt kan forestille sig, at en respondent vil udtrykke en pointe,
men at han/hun ikke selv har haft en oplevelse, der illustrerer denne pointe, hvorfor
fortælleren vælger at gengive en historie, som er ’overleveret’ af en af de andre
tilstedeværende. Derfor kan en historie i stil med ”da du var på oprykningsweekend, oplevede
du…” være en fuldgyldig narrativ, om end den ikke bygger på oplevelser, der er direkte
oplevet men blot overværet af eller genfortalt til fortælleren. Ligedan gælder det for brugen af
3. person, hvor en narrativ kan referere til oplevelser fortælleren ikke selv har haft.
Endvidere mener vi, at narrativer kan fortælles gennem det ubestemte pronomen ’man’ , da
dette er en gængs og generaliserede pronominalbrug, der ofte refererer indirekte til et ’vi’ eller
’jeg’, og som udtrykker holdninger, der – om end de er blevet ytret i forbindelse med en
specifik begivenhed eller oplevelse – også gerne har en mere generel vurderende betydning.
På baggrund af ovenstående kan der argumenteres for, at brug af ubestemte og 2. og 3.
persons pronomener en måde, hvorpå fortælleren kan distancere sig fra den fortalte historie. I
den forlængelse lægger vi dog ikke vægt på, hvorvidt narrativen i sig selv er udtryk for den
præcise sandhed, da vi som sagt fokuserer på den mening, den er fortalt ud fra. Derfor er 2. og
3. persons narrativer ikke noget, vi anser som problematisk for validiteten af værdianalysen,
da historiens sandhed ikke ligger i dens fakta, men netop i dens mening baseret på, at
fortælleren selv tror på historien uanset om begivenhederne rent faktisk fandt sted (Gabriel,
2000: 4). Hermed tilslutter vi os, at der inden for organisatorisk historiefortælling ikke findes
’rigtige’ eller ’forkerte’ historier, da de netop beror på fortolkning.
6.3.4 Specifikke eller generelle historier om fortiden og fremtiden
I tråd med Labov & Waletzky definerer Livia Polanyi narrativen som en måde, hvorved man
kan fortælle om fortidige, specifikke oplevelser, hvilket betyder, at narrativen ikke kan
omhandle betragtninger om, hvad der sker nu og slet ikke kan fremsætte synspunkter om
fremtidige hændelser, da disse ville være hypotetiske og ikke kunne sættes ind i en tidslig
struktur: “Those events in stories that are on the defining timeline of the story (the ‘right
nows’ of the narrative) tell of a series of events (in any case more, than two) that did take
place at specific unique moments in a unique past-time world” (Polanyi, 1985: 189). Denne
59

definition mener vi dog ikke skal være gældende for de narrativer, vi analyserer, da generelle
historier om spejdernes aktiviteter også kan indeholde pointer, der er værdibærende. Vi vil
derfor udvide vores narrativforståelse med de tanker, der ligger indenfor begrebet generiske
narrativer, der udtrykker generaliserende, gentagne oplevelser (Kjærbeck, 2004: 149). Dette
fordi mange af aktiviteterne netop er tilbagevendende begivenheder, hvorfor de ofte bliver
tillagt generelle meningsfortolkninger baseret på, at ’sådan er det altid, når vi eksempelvis er
på løb’. Ud over at narrativen ikke nødvendigvis skal omhandle en specifik begivenhed,
mener vi heller ikke, at den behøver omhandle en fortidig oplevelse, men også godt kan være
en historie om fremtiden, om end vi er bevidste om, at denne ikke kan fortælles på samme
måde som en tidligere oplevet begivenhed. At vi alligevel inddrager fremtidsaspektet skal
begrundes med, at vi eksplicit har spurgt spejderne ind til, hvorvidt der var ændringer, de
gerne så indført i Det Danske Spejderkorps. Derfor er nogle af de historier, vi har fået fortalt,
også refleksioner over, hvordan tingene kunne være, hvis nogle aktiviteter eventuelt erstattede
eller supplerede andre. Endvidere er fremtiden væsentlig, fordi spejderne som sagt fortæller
mange af deres historier som generelle betragtninger, hvilket betyder, at de også må forventes
at være gældende i tiden fremover i det omfang, aktiviteten gentages. Her kan der netop i
pointen (eller værditilkendegivelsen) ligge (implicitte) ønsker for fremtiden, idet at spejderen
eksempelvis beskriver de negative sider ved det at være spejder, og dermed direkte eller
indirekte opfordrer til, at nogle aktiviteter udvikles. Alt i alt er dette essentielt for vores
analyse af fortolkningen af værdiernes indhold, da ’historier’ (eller tilkendegivelser) om
fremtiden også kan belyse de områder, hvor der eventuelt er behov for en (bredere)
fortolkning af, hvad der eksempelvis kan forstås som en ’sjov og udfordrende’ aktivitet.
6.3.5 Et eksempel på narrativens komplekse struktur
Følgende narrativ viser, hvordan en mere kompleks narrativopbygning ser ud, i kraft af at
flere personer er med til at fortælle samme historie, hvilket også betyder, at nogle elementer
gentages, da hele fire spejdere supplerer og uddyber hinandens beretninger undervejs i
forløbet. Desuden indgår vi selv i narrativen ved at stille et eksplicit spørgsmål til den fortalte
aktivitets mening, hvilket har en betydning for historiens fortælling og pointe.
Orientering: R1: Vi har bygget en slikmaskine. R2: Ja, en slik-henter-maskine
Evaluering: og det var rigtig sjovt.
Orientering: R3: Nede på Gurredam. I: Hvordan gjorde I det?
Handlingssekvens: R3: Vi tog to tre-bukke. R1: Nej, a-bukke og gravede dem ned i jorden. R3: Ja, a-bukke og
så tog vi en snor, og så havde vi en spand og så skulle man hive ude i siderne i snorene, og så var der sådan en
flasketing med vand. R2: Nej. R4: Nej, de der store mælkeflasker. R3: Ja, en mælkekarton, de der 1½ liters. Og
så skulle man hive, og så rejste den sig. I: Hvad så når man hev i den?
Resultat: R3: Ja, så rejste den sig, og så stod jeg og hev i den ene ende.
60

Handlingssekvens: R4: Ja, så skulle man have den ud, og så kunne man tage flasken, og hvis man åbnede låget,
så kom der slik ud.
Evaluering: Men det ville være nemmere bare at gå ind og tage det.
Pointe: Det er sjovt og lærerigt at bygge ting af rafter.
6.4 Specialets udvidede definition af narrativer
Som opsamling på ovenstående betragtninger udbygger vi Labov & Waletzkys strukturelle
narrativdefinition med følgende karakteristika, så narrativen:
• Skal indeholde en evaluering – enten eksplicit eller implicit.
• Har en pointe.
• Kan deles af flere fortællere, hvoraf vi også selv spiller en rolle som medfortællere.
• Kan fortælles ved brug af alle personlige pronominer samt det ubestemte ’man’.
6.5 Tekstanalyse
Vi har valgt at udvide den narrative analysetilgang med en tekstanalyse, da vi gennem sproget
og dets virkemidler kan nuancere en dybere forståelse af den mening, der tillægges værdierne
og den opfattelse, der ligger i at være en ’rigtig’ spejder. Tekstanalysen er relevant fordi, vi
analytisk er nødt til at fortolke den mening eller værdiorientering, der ligger i respondenternes
evaluering, og fordi vi – ud over narrativerne – også analyserer på andre dele af interviewene,
hvor der forekommer ytringer, der er værdibærende, men hvor vi ikke har narrativens
evaluering og pointe at identificere værdien ud fra. Vi identificerer disse ytringer ud fra vores
værdidefinition, hvor værdier er de holdninger og normer, der bedømmer, hvad der er rigtigt
og forkert. Det betyder, at vi ser efter passager, hvor respondenterne er normative og
vurderende i forhold til det at være en ’rigtig’ spejder. Derfor har vi brug for andre metoder til
at begrunde tekstens værdiorientering med, hvilket vi blandt andet gør ved at analysere:
• Pronominalbrug
• Talehandlinger (så som direktiver; konstateringer; præsuppositioner; ironi)
• Feedback (verbal respons; enighed/uenighedsmarkører, grin)
61

6.6 Specialets analysemodel
På baggrund af ovenstående betragtninger kan vi opstille følgende analysemodel, som vi vil
anvende i den videre værdianalyse. Det skal i den forbindelse understreges, at vi analytisk
søger at behandle narrativer og andre tekststykker, der er værdibærende, ens, hvorfor vi også
vil argumentere for, at de indgår på lige fod i analysen og samlet set bidrager til en nuancering
af specialets resultater. Det skal dog pointeres, at de analytiske redskaber vil blive vægtet
forskelligt i analysen begrundet med de tre delanalysers forskellige ærinde (jf. Kapitel 7).
Eksempelvis er den narrative metode primært anvendt i forbindelse med identificeringen af
værdierne KAFSU og i forholdet mellem tradition og fornyelse, mens det i forbindelse med
opfattelsen af begrebet en ’rigtig’ spejder har været ligeså interessant at se på andre
værdibærende tilkendegivelser. I disse kan vi ved blandt andet at afdække respondenternes
pronominalbrug og talehandlinger klarlægge, hvordan spejderne eksempelvis konstaterer, at
noget er mere ’rigtig’ spejder end andet. Ligeledes er det gennem den feedback, som
respondenterne giver hinanden undervejs i interviewet, at vi kan spore, om der er en fælles
opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder.
Figur 6.1 Specialets analysemodel
Egen tilvirkning
Fokusgruppeinterviews
Historier Andre tekststykker
Narrativer
Tekstanalyse
Delanalyse 1 Delanalyse 2 Delanalyse 3
KAFSU Tradition og
fornyelse
Hvad er
en ’rigtig’
spejder?
Opretholdelse af det traditionelle billede
62

6.7 Opsamling
Med vores narrativdefinition har vi sammenfattet et konkret redskab til at kunne identificere
de værdier, der ligger i historierne for deraf at kunne belyse, om den samme værdi kan
udtrykkes på flere forskellige måder. Først har vi dannet os et klart billede af, hvad der ligger
af teoretiske overvejelser inden for feltet organisatoriske historier og narrativer – dels med
henblik på hvad historier ’kan’, og hvorfor personer udtrykker sig i konkrete historier, og dels
med henblik på at diskutere de teoretiske kriterier, der forudsættes, før man kan definere en
historie som en narrativ, og hvorudfra vi har opstillet vores egen kriterier. Endelig har vi
redegjort for, hvorfor vi vælger at udvide vores narrative analysemetode med en tekstanalyse,
og hvad vi har valgt at lade denne fokusere på. Med udgangspunkt i ovenstående gennemgang
har vi illustreret vores samlede analysetilgang, som i det efterfølgende kapitel vil danne
baggrund for vores analytiske arbejde med de fokusgruppeinterviews, vi har gennemført med
Espergærde Spejderne.
63

7. Værdianalyse
Værdianalysen er svar på specialets problemformulering og har til hensigt at undersøge
børne- og ungdomsorganisationen Det Danske Spejderkorps’ værdier. Vi har i den konkrete
besvarelse valgt at opdele analysen i tre sammenhængende delanalyser, da vi mener, at dette
er mest hensigtsmæssigt for forståelsen og bearbejdelsen af problemformulerings forskellige
spørgsmål.
Første del af analysen har til formål at afdække, hvilke aktiviteter der forbindes med de
enkelte værdier, da vi herigennem kan konkludere, hvorvidt værdierne tillægges forskellig
mening. Den anden delanalyse undersøger, hvorvidt spejderne betegner aktiviteterne som
traditionelle eller moderne, da vi ved – hvilket også er skitseret i kapitel 5 – at der i DDS er en
intern organisatorisk diskussion om forholdet mellem tradition og fornyelse, fordi korpset på
én og samme tid lægger vægt på at ville være moderne og tidssvarende samtidig med, at store
dele af det praktiske spejderarbejde stadig er baseret på en række traditionelle færdigheder og
aktiviteter. På den måde danner anden del af analysen også baggrund for, at vi slutteligt i
tredje delanalyse kan undersøge, hvorvidt der blandt spejderne eksisterer en traditionsbunden
og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder begrundet med normative
tilkendegivelser omkring spejderarbejdet og de aktiviteter, spejderne fortæller om.
Problemformuleringens sidste del, hvor vi vil reflektere over, hvordan organisatorisk
historiefortælling kan påvirke spejdernes opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’
spejder, vil blive nærmere behandlet i kapitel 8, da vi vælger at afdække problematikken rent
teoretisk og derfor ikke inddrager overvejelserne i selve analysen, om end refleksionerne
bygger på konklusionen af, hvad der lægges i begrebet en ’rigtig’ spejder.
Det skal desuden nævnes, at vi har valgt at belyse spejdernes positionering over for
henholdsvis os som udefrakommende, hinanden internt i DDS og omverdenen generelt, da
dette vidner om, hvordan spejderne fremstiller sig selv og gerne vil opfattes. Dette mener vi
også er væsentligt for den fælles forståelse af, hvad der er en ’rigtig’ spejder og det faktum, at
spejderne reelt tilkendegiver at have en identitetsopfattelse, de samtidig gerne vil tage afstand
fra. Vi har dog valgt ikke at behandle positioneringen i selve værdianalysen, da dette aspekt
ikke umiddelbart besvarer den konkrete problemformulering, men pointer fra undersøgelsen
vil indgå i kapitlets sidste del. Positioneringsanalysen er at finde i bilag L.
64

7.1 KAFSU
Denne delanalyse har til hensigt at besvare første del af vores problemformulering; Forbinder
spejderne de formulerede værdier med forskellige aktiviteter og meninger? Det primære sigte
med denne del af analysen er således at afdække, hvordan værdierne kammeratskab, ansvar,
friluftsliv, sjovt og udfordrende 7 kommer til udtryk, når respondenterne fortæller om det at
være spejder. I den forbindelse er det væsentligt for os at forbinde de organisatoriske værdier
med konkrete aktiviteter, da vi herigennem får mere at vide om værdiernes indhold og kan
undersøge, hvorvidt de reelt tillægges forskellige meninger (jf. Kapitel 1). Idet værdierne er
dybt indlejrede i den kultur, som spejderne er en del af, mener vi som sagt ikke, at det
hverken er muligt eller særligt givtigt at afdække værdier og deres mening ved at spørge
direkte ind til dem, og vi vælger derfor at benytte den narrative metode til at identificere
værdierne (jf. Kapitel 6). Dette er også en væsentlig pointe i forhold til, at vi interviewer børn,
for hvem begrebet værdier kan være meget diffust.
7.1.1 Hvordan identificeres værdierne
Som tidligere beskrevet er det navnlig i narrativerne, at vi kan identificere de værdier, som
spejderne tillægger deres spejdervirke, men også i andre dele af interviewene ser vi ytringer,
som er værdibærende, og disse er derfor også behandlet i analysen.
I forbindelse med identificeringen af værdierne er det i narrativens evaluering og pointe, at
den værdiorienterede holdning kommer til udtryk. Dermed bliver pointen et analytisk redskab
til dels at identificere værdiernes mening, og dels indgår pointen som et krav i vores
narratividentifikation, da respondenten dermed har et budskab, som han/hun gerne vil
videreformidle (jf. Kapitel 6). Det skal desuden påpeges, at værdiidentificeringen bygger på
en subjektiv fortolkning fra vores side, og det er i evalueringen, at vi kan tolke respondentens
værditilkendegivelse og den mening, som han/hun tillægger historien. I den forbindelse er det
også væsentligt at fremhæve, at en pointe kan indeholde flere værdier, idet den samme
aktivitet eksempelvis kan tillægges værdierne sjovt, udfordrende og kammeratskab, ligesom
pointen naturligvis også kan udtrykke andre værdier end KAFSU, da respondenterne
selvfølgelig vil kunne tillægge spejdervirket en lang række værdier ud over disse fem i kraft
af, at vi har spurgt åbent ind til, hvad de forbinder med at være spejder. Af andre værdier har
vi blandt andet identificeret værdierne ’hjælpsomhed’ og ’learning by doing’, hvilke dog ikke
7 I resten af analysen vil vi henvise til disse værdier som KAFSU, der er en sammentrækning af de fem værdiers
begyndelsesbogstaver og et ord, som DDS selv opererer med.
65

vil blive yderligere behandlet, da refleksioner over andre værdier ligger uden for specialets
problemstilling og analytiske fokus, eftersom vi ikke søger at ’teste’, om de formulerede
værdier reelt er til stede i organisationen eller vurdere, om de formulerede værdier reelt burde
være nogle andre (jf. Kapitel 1). Alle andre værdier, vi har identificeret, vil dog være at finde
i analysebilag P.
Endelig har vi valgt at medtage værdiernes ’modpoler’ i analysen, hvilket vi begrunder med,
at en værdi som for eksempel ’kedeligt’ også belyser en mening af værdien ’sjovt’.
I det følgende vil vi fremstille, hvilke aktiviteter og meninger spejderne forbinder med
værdierne KAFSU. Vi kan af pladsmæssige årsager selvfølgelig ikke præsentere alle
narrativer og værdibærende tekststykker eksplicit i analysen, men vi har udvalgt nogle få
narrativer fra vores bilag under hver værdi. Udvælgelsen af narrativer, der præsenteres i
analysen, bygger på en subjektiv vurdering fra vores side, men hensigten er, at vi jævnfør
vores problemformulering gerne vil anskueliggøre, om en værdi kan komme til udtryk på
flere – efter vores mening – forskellige måder, og dette har således dannet grundlag for
udvælgelsen af de narrativer og tekststykker, der præsenteres nedenfor.
7.1.2 Kammeratskab
Kedelig gåtur: Bilag E, linie 466-471; Bilag O: 8m
Orientering: R1:Jeg kan huske på oprykningsweekenden.
Handlingssekvens: Jeg har aldrig før været i patrulje med nogle af dem her, og på en måde syntes jeg, at det var
kedeligt at skulle gå de der mange kilometer, og alligevel tænkte jeg også, at vi da fik snakket sammen.
Resultat: Og det var da en fed måde at lære hinanden at kende på,
Handlingssekvens: og jeg tænker også på alle de løb, hvor vi skifter patruljer og alle er blandet sammen,
Evaluering: at det er fedt, fordi vi bliver blandet sammen med nogen vi ikke kender og får rigtig mange nye
venner.
Pointe:
Lange gåture er kedelige, men det giver også mulighed for at man kan lære hinanden at kende og udvikle
venskaber, hvilket gør det værd alligevel.
I narrativen har vi identificeret værdien kammeratskab i forbindelse med aktiviteten ’gåtur’ og
’løb’. Respondenten udtrykker eksplicit, at det er kedeligt at gå (handlingssekvensen), men
pointerer, at det er en måde, hvorpå man får snakket med hinanden og deraf får nye venner
(evaluering).
Værdien kammeratskab udtrykkes også som et internationalt sammenhold, et fællesskab og en
mangfoldighed:
66

Velkommen til Sydafrika: Bilag I, linie 91-94; Bilag O: 11m
Orientering: R1:Jeg skrev en mail, fordi jeg skal på en privat ferie til Sydafrika til november.
Handlingssekvens: Så havde jeg lige en enkelt mailadresse på en mand i Sydafrika, og så skrev jeg til ham, at
jeg kom der, og egentligt godt kunne tænke mig at mødes med dig eller måske nogle af de Sydafrikanske
spejdere.
Resultat og evaluering: Og det var bare ’du er velkommen’.
Pointe:
Spejderne har et stærkt sammenhold på verdensplan.
Respondenten fremhæver, hvordan spejdere har et stærkt sammenhold på verdensplan, hvor
hans pointe er, at det faktum at de er spejdere gør, at man automatisk er accepteret af andre
spejdere. Dette aspekt fremhæves som en positiv og unik egenskab ved spejderkorpset,
hvilket vi identificerer i kraft af, at historien fortælles i forlængelse af den anden respondents
ytring: ”Og det er nok spejderbevægelsens rigtig store force synes jeg, at man har et netværk,
der går ud over lige mig og min familie. Jeg kan rejse til den anden ende af verden og vide, at
uanset hvor jeg lander, så er der nogle mennesker, der vil tage sig af mig” (Bilag I, linie 85-
88). Her fortæller respondenten, at mangfoldigheden er en force og supplerer følgelig denne
pointe med et konkret eksempel i form af ovenstående narrativ.
Begge narrativer illustrerer med andre ord, hvordan værdien kammeratskab bliver konkret
knyttet til aktiviteter som ture eller løb, men også hvordan sammenholdet og venskabet får en
særlig betydning for selve det at være spejder – også på verdensplan. Endvidere viser vores
analyse, at kammeratskab forbindes med tovtrækning, det at bygge et køkkenbord samt at
hygge foran et bål (Bilag O: 16ø) eller at kunne samarbejde (Bilag O: 14ø).
Værdien kammeratskab fremhæves – naturligt nok – også af respondenterne som en væsentlig
forudsætning for, at man overhovedet er spejder, og manglen på kammeratskab kan være
medvirkende til, at respondenterne overvejer at forlade Det Danske Spejderkorps (Bilag O
narrativen Den provokerende Nicklas: 2m; narrativen Eneste pige i patruljen: 6n):
Da drengene drillede: Bilag F, linie 453-458; Bilag O: 9m
Orientering: I: Er der nogle af jer, der har overvejet at stoppe med at gå til spejder? R1: Nej. R2: Selvfølgelig
har man det. Jeg har da overvejet at stoppe, når man f.eks. bliver uvenner med de andre.
Handlingssekvens: F.eks. da nogle af drengene drillede mig meget, der overvejede jeg at stoppe, men så
snakkede jeg med dem om det, og de sagde så, at det kun var kærligt ment alt det, de gjorde,
Resultat og evaluering: og så stopper man jo ikke.
Pointe:
Konflikter og uvenskab kan føre til, at man stopper til spejder.
67

Respondenten, der fortæller selve narrativen, har overvejet at stoppe til spejder, og ved at
indlede med ordet ”selvfølgelig” indikerer hun, at det en selvfølge og naturligt, at man
overvejer at stoppe på et tidspunkt, eksempelvis når der opstår uvenskab (orientering og
handlingssekvens), men løsning af konflikten bevirker, at man ”jo” ikke stopper alligevel
(evaluering). Adverbiet ’jo’ fungerer i denne henseende konstaterende og som en
selvfølgelighed, hvilket understreger det faktum, at kammeratskab/venskab er en vigtig
forudsætning for at være spejder.
Værdien kammeratskab kan altså komme til udtryk gennem mange forskellige aktiviteter og
fremhæves som en væsentlig forudsætning for hele spejderarbejdet.
7.1.3 Ansvar
Rikkes første møde: Bilag E, linie 486-490; Bilag O: 19ø
Orientering: R1: Måske skiller lige præcis den situation sig ud, for normalt har du jo ansvar. Der kan godt være
lidt mangel på ansvar, f.eks. det der med Rikke på deres første møde.
Handlingssekvens: Det var aflyst, men det var der ingen, der havde fortalt hende,
Resultat: og det er jo ligesom nogens ansvar.
Evaluering: Det er jo også mit ansvar, at vi skal lave noget, og at jeg ikke bare lader være med at komme.
Afslutning: Det er der jo en eller anden form for ansvar og tillid til.
Pointe:
Det er vigtigt at alle – og især patruljelederen – tager fælles ansvar for, at patruljen kan fungere.
Narrativens handlingssekvens udtrykker det problematiske i uansvarlighed. Ved at benytte
ordet ”ligesom” forudsætter respondenten, der er patruljeleder, at der nødvendigvis må være
ansvar forbundet med det at være spejder, om end hun ikke umiddelbart gør det til en
selvfølge, at det hviler på patruljelederen. Endvidere siger hun, at ”det er der jo”, hvilket
ekspliciterer en konstatering, der ikke er til diskussion.
Værdien ansvar bliver primært udtrykt i forbindelse med lederarbejdet, som ses i følgende
narrativ:
Ulykken i svævebanen: Bilag I, linie 464-468; Bilag O: 25ø
Orientering: R1: Jeg havde en spejder, der var faldet seks meter ned fra en svævebane,
Evaluering: og der var det altså ikke sjovt.
Handlingssekvens: Jeg kunne ikke tage højde for, at drengen ville hoppe i svævebanen, og så tippede den rundt,
og han var både bleg og havde svag puls,
Evaluering: og der syntes jeg ikke, det var sjovt at være spejderleder – at have ansvaret. Det var ikke en dreng
jeg kendte, men det var mig, der havde ansvaret for ham.
Pointe:
Ansvar kan være hårdt. Ikke alle oplevelser med børnene er lige sjove.
68

I narrativen ekspliciteres det, at lederansvaret kan være mindre sjovt, hvis man har en uheldig
oplevelse med børnene, og det er i disse situationer ikke rart at være den, der står med
ansvaret (de to evalueringer).
’Børn-leder-børn’ princippet nævnes også i forbindelse med værdien ansvar, hvor det primært
er patruljelederne eller -assistenterne, der tilkendegiver, at de lærer ansvar(lighed) gennem
spejderarbejdet (Bilag O: 27ø; 27m).
Vi har dog ikke identificeret værdien ’ansvar(lig)’ ret mange gange i interviewene, hvilket vi
tilskriver, at det primært er børn/unge, vi interviewer, for hvem ansvar måske ikke er det, man
umiddelbart vægter ved spejderarbejdet, men dette aspekt kommer i højere grad ind blandt
dem, der vælger at blive patruljeledere og blandt de voksne ledere.
7.1.4 Friluftsliv
Nej til nylavede krøller: Bilag F, linie 378-384; Bilag O: 30n
Orientering: R1: Da vi var på spejdercenteret, der mødte vi nogle Grønspejdere,
Handlingssekvens: og den ene pige mødte vi hver morgen, og der havde hun nylavede krøller [smågrin].
Evaluering: Det kan jeg simpelthen ikke klare, når man har nylavede krøller. Hver morgen. Det hører ikke
hjemme i spejderne. R2: Nej, så useriøse spejdere er vi heller ikke!
Pointe:
Seriøse spejdere går ikke op i deres udseende.
Respondenterne fortæller i narrativen om en Grønspejder, der går op i sit udseende
(handlingssekvens), hvilket bestemt ikke falder i de to respondenters smag (evaluering).
Ytringen ”det hører ikke hjemme i spejderne” er en klar konstatering, der fremsættes som en
selvfølge, der ikke er til diskussion. Den anden respondent følger endvidere op på synspunktet
ved at sammenligne den omtalte pige med en useriøs spejder, om end hun med formuleringen
”så useriøse” erkender, at de også selv kan have tendenser i retning af magelighed.
Det har vist sig problematisk at afdække værdien friluftsliv og deraf den mening, som
spejderne tillægger den. Værdien har efter vores mening også en anden karakter end de øvrige
værdier, da friluftsliv snarere relaterer sig til det forum, hvor man udfører de forskellige
aktiviteter, og mange af de aktiviteter vi har afdækket i henhold til de øvrige værdier foregår
udendørs – eller som en spejder lidt komisk svarer, da vi spørger, hvad de forbinder med ordet
’friluftsliv’: ”At være udenfor [enkelte griner]” (Bilag H, linie 987).
69

Det lykkedes dog en tropsspejderpatrulje at forbinde friluftsliv med konkrete aktiviteter: ”I:
Men hvad laver I udenfor? R1: Bare det at være udenfor og lave bål og bygge med rafter. Og
gå og lave mad over bål. R2: At sove ude – det er rart ikke at skulle sove i et indelukket rum,
hvor der lugter af prut. R3: Ja, at sove ude. R4: At sidde ved bålet og synge sange. R2: Og
høre dyr” (Bilag E, linie 509-516).
Respondenterne forbinder derudover friluftsliv med aktiviteter som heik, ture, vandring og
klatring (Bilag O: 33m; 33n). Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at vi i
tilknytning til værdien friluftsliv også kunne identificere værdien magelighed, da nogle
respondenter fremhævede lange vandreture og overnatning i det fri som noget mindre positivt,
der dog kan opvejes af, at man skal sove i en ’luksuslejr’ med toiletter og mulighed for at få
tag over hovedet (Bilag O narrativen Det falske heik sted: 52n).
7.1.5 Sjovt
Svævebanen: Bilag D, linie 104-112; Bilag O: 76m
Evaluering: R1: Det var sjovt,
Orientering: at lave en svævebane. R2: Ja. I: Hvordan lavede I den?
Handlingssekvens: R1: Vi hejste en tre-buk eller en fire-buk, og så bandt vi den fast i den anden ende af
grusgraven. Og så kunne man sidde på den.
Resultat: Og så var den ret så psykopatisk, for man landede med numsen ned. R2: Så fik man nærmest ristet
bagdelen.
Handlingssekvens: R3: Jeg var så let, at jeg lige var ved at flyve ind i et træ, så der stod to og greb mig.
R1: Det var jeg også – mig og Søren var de letteste.
Pointe:
Det er sjovt at lave aktiviteter, hvor man bygger ting, selvom det også kan være farligt.
I narrativen fortæller børnene om, da de byggede en svævebane (handlingssekvens), som de
eksplicit udtrykker er sjovt (evaluering), også selvom (eller måske ligefrem på grund af?) det
er lidt farligt (resultat).
De grønne toiletbokse: Bilag C, linie 277-288; Bilag O: 37m
Orientering: R1: Vi synger ikke så mange spejdersange – vi synger mere […] og Christian, som ikke er her i dag,
han kan godt lide at synge Beatles sange. [flere griner] R2: Det går han rundt og skråler alene. [smågrin] R3:
Og så en sang som vores leder har lavet.
Handlingssekvens: R1: Som handler om de der grønne, ekstremt ulækre toiletbokse, hvorpå der står skrevet
Godic. R2: Ja, de der festivaltoiletter.R4: Fra Blå Sommer. R1: De er meget, meget lækre, og så de der slanger,
der går op til pisseranden [flere griner]. Rasmus stod praktisk talt og tissede ned på sin gummistøvle. [flere
griner] R4: Det var ret klamt.
Resultat og evaluering: R1: Og dem har vi så lavet en hyldestsang til, fordi vi synes, de er så dejlige. [smågrin]
Pointe:
Det er sjovt at synge popsange og hjemmedigtede skøre sange.
70

I denne tropspatrulje nævner respondenterne, hvordan de får noget sjovt ud af at opdigte
sange om ulækre festivaltoiletter (handlingssekvens). Der ligger en ironisk underforståelse
indlejret i ordene ”hyldestsang” og ”dejlige”, da respondenterne bestemt ikke synes at mene
dette bogstaveligt (evaluering), som de mange grin også understreger.
Værdien sjovt bliver af respondenterne forbundet med en lang række forskellige aktiviteter,
hvorfor vi også kan aflede, at det er en værdi, der generelt tillægges stor betydning, og som
kan komme til udtryk på forskellig vis og gennem mange aktiviteter. Dog er det et
gennemgående aspekt i interviewene, at respondenterne på tværs af alder og køn er uenige
om, hvilke aktiviteter der er henholdsvis kedelige og sjove, hvilket understøtter, at sjovt er en
værdi, der kan tillægges forskelligt indhold og mening, og som meget naturligt også afhænger
af respondenternes alder.
Børnene fremhæver primært det at lege som sjovt (Bilag O narrativerne Eksperimentariet:
39m og Slikmaskinen: 41n) og synes, at den overvejende del af spejderaktiviteterne er sjove,
lige med undtagelse af at samle blade i skoven (Bilag O narrativen At finde blade: 43m).
De unge fremhæver det oprykningsritual, som spejderne skal igennem, når de rykker op fra en
aldersgruppe til en anden, som sjovt, da spejderne her får lov til at udsætte hinanden for
ulækre eller skræmmende oplevelser (Bilag O narrativerne Rædslernes Sti: 34n og Kebab i
Helsingør: 50m). Desuden forbindes værdien sjovt med ture, løb og skøre påfund (Bilag O
narrativerne Rafter i centeret: 45n; Morfar-dag: 54ø og Olietønderne: 55m).
7.1.6 Udfordrende
En grænseoverskridende sejltur: Bilag I, linie 446-458; Bilag O: 87ø
Orientering: R1: For mange år siden, mens jeg var leder i Helsingør, så spurgte jeg ungerne, ’hvad skal vi lave’.
Handlingssekvens: Vi vil gerne lave en båd. Det er i orden’. Hvordan skal båden se ude – og der skulle være
[…] og så brugte vi en tre fire møder på at bygge den her båd – vi ledere assisterede jo, og gav gode råd, men vi
endte da med et skelet, som vi så bar ned til stranden, og beklædte den med noget presenning, og satte den ud i
Øresund. Ungerne var skeptiske, og de tænkte, at det her kan ikke flyde. Men vi havde da heldigvis 10
redningsveste. Så havde vi først én unge i, den flød stadigvæk, og så to, tre, og jeg tror jeg har et billede af, hvor
de sidder derude alle 10. Og den flyder stadigvæk. Og så sagde jeg god tur til Gilleleje, og så sejlede de
deropad, flere hundrede meter, indtil den tog så meget vand ind, at de ikke syntes, det var sjovt længere.
Resultat: Men for de unger der var det en kanon oplevelse at komme hjem og fortælle far og mor, at vi byggede
en båd, og vi satte den ud i Øresund, og vi sejlede i den, og den sank næsten ikke.
Evaluering: For ungerne var det grænseoverskridende, for de havde faktisk ikke troet på det, og alligevel
lykkedes det at få det til at fungere ved at de arbejdede sammen.
Afslutning: Og de kom ud at sejle.
Pointe:
Selv de aktiviteter der kan synes helt umulige, kan lykkes ved at samarbejde.
71

I narrativen fortæller en leder om, hvordan han sammen med børnene byggede en båd, på
trods af at børnene var skeptiske over, hvorvidt det kunne lade sig gøre (handlingssekvens),
og oplevelsen bliver en grænseoverskridende begivenhed, idet de ikke havde troet, at det
kunne lykkedes, men ved hjælp af samarbejde gik det alligevel (evaluering). Vi mener, at
denne narrativ udtrykker flere værdier udover udfordrende, og disse værdier har vi tolket som
problemløsning (børnene ville gerne bygge en båd, men måtte selv finde ud af hvordan) og
samarbejde (det lykkedes kun, fordi børnene arbejdede sammen).
Slikmaskinen: Bilag D, linie 115-129; Bilag O: 77n
Orientering: R1: Vi har bygget en slikmaskine. R2: Ja, en slik-henter-maskine
Evaluering: og det var rigtig sjovt.
Orientering: R3: Nede på Gurredam. I: Hvordan gjorde I det?
Handlingssekvens: R3: Vi tog to tre-bukke. R1: Nej, a-bukke og gravede dem ned i jorden. R3: Ja, a-bukke og så
tog vi en snor, og så havde vi en spand og så skulle man hive ude i siderne i snorene, og så var der sådan en
flasketing med vand. R2: Nej. R4: Nej, de der store mælkeflasker. R3: Ja, en mælkekarton, de der 1½ liters. Og
så skulle man hive, og så rejste den sig. I: Hvad så når man hev i den?
Resultat: R3: Ja, så rejste den sig, og så stod jeg og hev i den ene ende.
Handlingssekvens: R4: Ja, så skulle man have den ud, og så kunne man tage flasken, og hvis man åbnede låget,
så kom der slik ud.
Evaluering: Men det ville være nemmere bare at gå ind og tage det.
Pointe:
Det er sjovt og lærerigt at bygge ting, selvom de kan virke nyttesløse, fordi de gør tingene mere besværlige.
I narrativen fortæller børnene om, hvordan de ved hjælp af bukke har lavet en ’slik-hentermaskine’
(handlingssekvens), som de synes, var sjovt (1. evaluering), selvom respondent 4
udtrykker en kritisk holdning til aktiviteten, da han meget logisk konstaterer, at det
selvfølgelig ville være lettere bare at tage slikket, og selve maskinen jo bare gør det mere
besværligt (2. evaluering). Narrativen viser, at for en voksen er det nok tydeligt, at aktiviteten
skal virke udfordrende på børnene, og slikket skaber et incitament, der også gør det sjovt.
Børnene tænker dog ikke over den dybere mening med aktiviteten, hvilket netop kan forklares
med, at de er børn.
Børn og ledere har meget naturligt en forskellig indgangsvinkel til aktiviteterne, da børnene er
dem, der udfører aktiviteterne, mens lederne er dem, der planlægger dem. Lederne lægger
netop vægt på, at de har et ansvar for at skabe udfordringer og oplevelser for spejderne, og
herved ekspliciteres det, hvor vigtigt netop dette aspekt er i spejderarbejdet generelt og
konkret for, at spejderne ikke falder fra som teenagerne eller vælger andre fritidsaktiviteter:
”I: Nu oplever I jo også et frafald, når de kommer i teenageårene, og kunne det ikke skyldes,
at vennerne måske ikke synes, det er så tjekket at være spejder? R1: Nej. Det er fordi, at
lederne ikke formår at lave nogle spændende aktiviteter. Hvis man formår at sætte et
72

ordentligt program på benene, der er udfordrende, og som giver nogle oplevelser, så bliver
de også hængende” (Bilag O: 90n; Bilag I, linie 340-344).
Lederne påpeger også, at Det Danske Spejderkorps skaber oplevelser, der er
grænseoverskridende eller udfordrende og sætter spor i spejdernes bevidsthed, hvilket
adskiller aktiviteterne fra andre mere ’ligegyldige’ oplevelser, spejderne kunne have fået
andre steder. Desuden lægges der stor vægt på, at udfordrende oplevelser ligeledes rummer et
socialt aspekt, der skaber større samhørighed: ”R1: Jeg synes, det er det sociale liv og det, at
vi tager på ture og laver nogle grænseoverskridende ting – nogle ting som de husker. Nogle
store oplevelser som de ellers ikke ville have fået, hvis de gik i en sportsklub. Det synes jeg er
noget af det, der er fantastisk, og det sociale spiller en meget stor rolle i det, fordi selvfølgelig
lærer vi dem en helt masse forskellige ting, og de får også nogle sociale kompetencer og
måder at være på, idet at de er spejdere, men det at vi bruger så meget tid sammen og bruger
tid på andet end at drikke te og pille næse, det betyder meget. Nogle spejdere du har været på
en tur med, hvor du er kommet en lille smule længere end bare til at gå en tur ud af en eller
anden vej, men har været ude i et eller andet, hvor man har udfordret sig selv lidt. Det bygger
dem meget sammen, og det betyder meget, fordi man socialt kommer tæt på hinanden” (Bilag
O: 91m; Bilag J, linie 92-101). Det er interessant at se, hvordan især de sociale og praktiske
kompetencer bliver forbundet med det at være spejder, hvilket respondenten udtrykker ved at
sige ”selvfølgelig lærer vi dem ting” og ”idet at de er spejdere”, hvorved det bliver en
konstaterende selvfølgelighed.
Spejderne selv nævner forskellige former for løb og ture som hårde og udfordrende, hvilket
både begrundes med, at man skal gå langt – og på natløbene uden at få søvn – og at man skal
løse svære opgaver ved at tænke kreativt (Bilag O narrativerne Atombomben: 72n; Kæpkamelen:
84ø og Vandring på Söderåsen: 85ø).
7.1.7 Opsamling på KAFSU
Af ovenstående analyse kan vi konkludere, at værdierne KAFSU tillægges en lang række
forskellige aktiviteter og meninger, og det vidner om en tilsyneladende stor rummelighed for
værdiernes fortolkning blandt spejderne i Espergærde, hvor det eksempelvis både kan være
sjovt at lave nogle helt konkrete praktiske ting og forfatte en skør sang om nogle ulækre
toiletter. Det skal pointeres, at vi kan identificere en intern divergens mellem, hvad
respondenterne forbinder med de enkelte værdier, men det er primært i forbindelse med
73

værdierne sjovt og udfordrende, at vi kan spore den største uenighed, mens der har været stor
enighed om, hvad der forbindes med værdierne kammeratskab, ansvar og friluftsliv. Dette kan
begrundes med, at der aldersmæssigt er stor forskel på, hvad man opfatter som sjovt og
udfordrende, hvilket også er en gennemgående pointe i den samlede analyse, og det er kun
naturligt, at en spejder på 9 år og en på 19 år vil have forskellige meninger om, hvad der
eksempelvis er udfordrende, mens de kan være ubetinget enige om, at kammeratskabet er
vigtigt, og det opnås gennem det daglige samvær, man har med sin patrulje og andre spejdere.
Som tidligere nævnt har det i forbindelse med nogle af værdierne været svært for
respondenterne at udtrykke historier eller andre ytringer, der illustrerer de pågældende
værdier, og de har ofte ikke selv udtrykt værdien, medmindre vi har spurgt meget direkte ind
til det, som var tilfældet i alle interviews, hvor vi sluttelig spurgte ”hvad forbinder I med
værdien ansvar” og så fremdeles (jf. Bilag A). Problemet var primært gældende for værdierne
ansvar og friluftsliv, hvor vi som nævnt har argumenteret for, at værdien ansvar givetvis ikke
er det første, der ligger børn og unge på sinde, og det var også hovedsagligt klanspejderne og
lederne, der udtrykte denne værdi. Værdien friluftsliv er derimod af en helt anden karakter
end de øvrige værdier, da den jo i princippet bare indebærer, at man er udenfor, hvilket
spejderne er det mest af tiden, så for spejderne virkede det næsten banalt, når vi begyndte at
spørge dem om, hvad de forbandt med friluftsliv, da det for dem var ’det hele’.
7.2 Tradition og fornyelse
I forlængelse af analysens første del finder vi det interessant at undersøge, om spejderne
opfatter de aktiviteter, de indholdsmæssigt har forbundet med værdierne KAFSU, som
henholdsvis traditionelle eller moderne, og hvordan de vurderer vægtningen mellem nye og
gamle aktiviteter. Dette fordi vi gennem vores indledende præsentation og analyse af Det
Danske Spejderkorps (jf. Kapitel 5) og i interviewet med den kommunikationsansvarlige (jf.
Bilag B) er blevet bevidste om, at der i organisationen er en aktuel diskussion om forholdet
mellem tradition og fornyelse i spejderarbejdet, som vi analyserer, hvordan kommer til
udtryk, når spejderne fortæller om deres spejdervirke. Denne delanalyse er med andre ord
medvirkende til, at vi senere kan konkludere, om der blandt medlemmerne eksisterer en
traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder.
74

7.2.1 Tradition
I vores undersøgelse af, hvilke aktiviteter, der konkret forbindes med begrebet tradition, ser vi
i nedenstående narrativ henvisning til ture, lejre og løb:
Tradition på Söderåsen: Bilag E, linie 268-273; Bilag N: 8n
Orientering: R1: Nogle af de ture, som gentager sig, og nogle af ting vi laver f.eks. når vi er på Söderåsen. Det
er i Pinsen og som storspejdere – det er juniorer, trop og klan sammen
Handlingssekvens: – cykler man derop,
Evaluering: og det er tradition,
Handlingssekvens: at det er en bestemt vej vi cykler, og at det er det samme sted vi sover, og om lørdagen skal vi
have kylling, og der er en bestemt rute man går og sådan nogle ting.
Resultat: Og sådan er der en masse ture, der er bestemte og nogle løb, der er der hvert år.
Afslutning: Også sommerlejren og juleturen er med til traditionen.
Pointe:
Man har mange traditioner til spejder.
I narrativen fortæller respondenten om spejdernes årlige tur til Söderåsen (orientering og
handlingssekvens). I den evaluerende fase understreges det, at ”det er tradition”, hvorfor vi
kan tolke, at begrebet bruges til at forklare eller forstå nogle af de aktiviteter, spejderne laver,
og på den måde er traditionen med til at skabe mening med aktiviteterne. Desuden ser vi i
resultatet, at respondenten siger ”en masse ture, der er bestemte og nogle løb, der er der hvert
år”, hvor ordet bestemt henviser til, at det er en fast tradition, hvilket desuden forklares med,
at det er aktiviteter, der gentages år efter år.
Af konkrete aktiviteter bliver traditionen desuden forbundet med raftebygning og morse,
hvilket ses i nedenstående tekststykke:
Bilag C, linie 265-274; Bilag N: 3ø
I: Er der nogle af de aktiviteter I laver, hvor man kan sige, at det er rigtig spejder? R1: LPT. R2: Det synes jeg
faktisk er et af de bedste eksempler. R3: At bygge med rafter. R1: Dét er spejder. R3: Ja, og det er morse jo
sådan set også, det er bare ikke helt så fedt. R1: Nej, det er meget, meget stenet. I: Men hvorfor er det lige de
ting, der er rigtig spejder? R3: Det har man jo forbundet med spejder lige siden det begyndte, men der er
selvfølgelig også andet i det.
Respondenterne fremhæver her, at aktiviteter som raftebygning og morse er uløseligt
forbundet med spejderarbejdet, fordi ”det har man jo forbundet med spejder lige siden det
begyndte”, og respondenten fremsætter den traditionsbundne begrundelse for at lave visse
aktiviteter, som en konstatering eller selvfølgelighed, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.
75

Bilag G, linie 174-177; Bilag N: 14m
R1: Da vi gik i Bjørnene, skulle man tage sådan nogle kedelige mærker, sådan noget med at sy og bruge en saks.
Det var vildt kedeligt. Så fik man et sybevis. R2: Ja! Det var ikke rigtig spejder. R1: Det er sådan et mærke fra
gamle dage.
Endvidere bliver traditionen forbundet med mærker, knob og flaghilsen, hvilket ses i
ovenstående tekststykke, hvor respondenterne nævner, at et sybevis er et mærke ”fra gamle
dage”, og vi tolker betegnelsen gammeldags som en tilkendegivelse af, at det opfattes som en
traditionel aktivitet i kraft af, at sådan har man altid gjort.
Bilag D, linie 376-384; Bilag N: 6m
I: Men hvad synes I ellers er gamle spejderting? R1: Det ved jeg ikke. R2: Knob. R3: Knob. R4: Man skal kende
ham der Ben Poul, eller hvad han hedder. R2: Og så skal man lære, hvordan man laver det der flaghilsen […] I:
Hvorfor skal man lære det? R5: Det hører med til at være spejder.
I ovenstående tekststykke benyttes traditionen som svar på, hvorfor spejderne skal lære at
binde knob og gøre flaghilsen, hvilket begrundes med, at ”det hører med til at være spejder”,
som er en konstatering, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.
Bilag F, linie 388-395; Bilag N: 11m
R1: Vi er meget imod, at det ikke hedder Espergærde Gruppe mere. Nu hedder det Espergærde Spejderne. R2:
Ja, og det der nye klamme mærke. R1: Ja, det er ikke så kønt. R2: Det Danske Spejderkorps’ nye mærke er sådan
et blåt ét, og det gamle var meget flottere. R1: Og det er lidt sådan, at I kan da ikke bare skifte det, for sådan har
det bare altid været. R2: Ja, sådan har det været i 100 år næsten. Og det nye er også meget sværere at sætte på,
for det er sådan noget hårdt noget.
Endeligt bruges traditionen også til at begrunde, hvorfor nogle ting ikke kan ændres eller
accepteres, som det eksempelvis var tilfældet med det nye korpsmærke og de nye
gruppenavne, som DDS’ Korpsledelse indførte for et par år siden, hvilket vi ser i ovenstående
eksempel. Traditionens betydning mener vi ligger i ytringen ”I kan da ikke bare skifte det, for
sådan har det bare altid været”, hvor holdningen til det nye mærke bliver begrundet med dets
100-årige historie, som respondenterne ikke ønsker at lave om på, og traditionen er dermed en
væsentlig begrundelse for, at nogle ting per definition – og med en klar selvfølgelighed fra
spejdernes side – ikke skal ændres, fordi de ofte er unødvendige og formålsløse.
Bilag H, linie 731-773; Bilag N: 51n
I: Nu sagde du før, at det med morse og flag var lidt ligegyldige, men har I andre nogle ting, I godt kan undvære
og som ikke passer ind i DDS anno 2004? R1: Morgenrevillen når der stiller sig en konservativ gut op med sin
legitimerede spejderhat og trutter i sin trompet ved solopgang […] R2: Jeg synes, at flaghejsning er dybt
overflødigt. R3: Jeg synes, at det er vigtigt, for det sætter en eller anden status, og det er et godt samlingspunkt.
R4: Jeg synes, det er godt at lave en morgensamling, så alle får at vide, hvad dagen går ud på, men idéen med at
stå stift… Jeg synes, at det ind imellem kan blive for meget og for striks. R2: Måske er det lidt for meget at holde
fast i det gamle og det militante ved, at man skal stå og gøre honnør til et stykke stof. R3: Det er da også det
eneste disciplin, der er tilbage […] Alt det andet er for længst udskiftet for vores vedkommende […] Det eneste
76

vi har tilbage er, at vi har en morgensamling, hvor vi hejser flaget og viser det vores respekt, og det synes jeg
også er vigtigt, for vi er jo stadig danske, og det er en væsentlig del af det, at det netop er Det Danske
Spejderkorps. R2: Jamen – nej, den diskussion kan vi tage senere. R4: Der er jo traditioner.
Som et sidste aspekt fremhæver vi ovenstående tekststykke, der viser respondenternes
uenighed om, hvorvidt traditioner som morgensamling og flaghejsning er overflødige og
forældede, eller stadig er vigtige elementer, der afspejler selve grundtanken i DDS’ danske
historie og arv. Henvisningen til traditionen kommer eksplicit til udtryk gennem ytringen
”måske er det lidt for meget at holde fast i det gamle og det militante ved, at man skal stå og
gøre honnør til et stykke stof”. I brugen af ordene ”konservativ” og ”legitimerede” ligger
desuden en grinagtig fremstilling af visse spejdere og de ritualer (aktiviteter), de holder i
hævd. Endelig fremhæves traditionen i den afsluttende bemærkning ”der er jo traditioner”,
hvor respondenten så at sige ’samler op’ på hele diskussionen og begrunder, at mange af de
aktiviteter spejderne laver netop bygger på gamle traditioner og grundtanker.
7.2.2 Fornyelse
Bilag F, linie 410-413; Bilag N: 27n
R1: Og der var helt vildt mange nye ting, og det der SMG, bliver de ved med at lave. Jeg ved ikke, om de laver
det hvert år, men de ville i hvert fald blive ved med at gøre det. Og det synes jeg er en god idé, for så bliver vi
altså ikke sådan nogle tjikker-likkerspejdere. Vi følger ligesom med tiden.
Af konkrete eksempler på fornyelse fremhæver en respondent Spejdernes Melodi Grandprix
(SMG), hvilket ses i ovenstående tekststykke, hvor aktiviteten nævnes som en ny ting, der er
væsentlig for, at ”vi følger ligesom med tiden”.
Desuden fremhæves aktiviteter, hvor der indgår ny teknologi som SMS, GPS og Internettet,
hvilket ses i nedenstående eksempler:
Bilag I, linie 255-261; Bilag N: 31m
R1: Jeg tror, at hvis spejderkorpset skal have en chance i fremtiden, så skal det følge med tiden. Og hvis enhver
spejder over 11 år fiser rundt med en mobiltelefon i lommen, så kan man lige så godt tænke den ind i det
arbejde, man laver. Internettet har vi også brugt til at lave spejdermøder over, altså hvor lederne har siddet et
sted, og spejderne har siddet et andet sted samlet i et hjem, og så har de fået stillet deres opgave via mails. Og
den eneste måde de kunne løse opgaverne på var ved at opsøge forskellige spejderhjemmesider på nettet. Det er
måder at give dem kendskab til spejderhjemmesider på.
Her omtaler respondenterne brugen af Internettet og mobiltelefoner i spejderarbejdet som en
konsekvens af samfundets udvikling, hvilket Det Danske Spejderkorps er nødt til at forholde
sig til, og det nye og moderne opfattes som væsentligt for DDS’ fremtid, hvilket ses i ytringen
”hvis spejderkorpset skal have en chance i fremtiden, så skal det følge med tiden”. Desuden
77

opfattes fornyelsen som noget positivt, fordi det samtidig med at tiltale de unge, også har et
element af læring og problemløsning.
Bilag H, linie 680-684; Bilag N: 50m
R1: F.eks. måden at kommunikere på – du kan finde vej på GPS, du kan kommunikere over Internet og telefonnet
på alle mulige forskellige måder, og der er ingen grund til at sende en lyskegle gennem skoven og blinke med en
lygte og vifte med flag, selvom lys og morse er godt at kunne nogle gange, men jeg tror, at det er vigtigt, at man
ikke holder for meget fast i det, men også tager de nye ting til sig, som bliver mere og mere relevante også.
I dette tekststykke forbinder respondenten ligeledes fornyelsen med nye måder at
kommunikere og orientere sig på eksempelvis ved brug af GPS, og igen ekspliciteres det
vigtige ved, at man ”også tager de nye ting til sig, som bliver mere og mere relevante” og
dermed fokuseres der på, at fornyelsen er vigtig for relevansen af spejderarbejdet.
Slutteligt vælger vi at fremhæve en række tekststykker, der viser spejdernes holdning til de
nye og gamle aktiviteter.
Bilag C, linie 487-494; Bilag N: 39n
R1: Det nye er sjovere end det gamle. R2: Nej, ikke altid […] R1: Jeg vil sige det på den måde, at jeg endnu ikke
har prøvet en af de nye ting, som var rigtig, rigtig kedelig. Der er et par af de gamle ting, som er kedelige, men
de fleste gamle ting er faktisk også sjove. Alt i alt så er det meget skægt alt sammen. R3: Det nye er sjovt, og det
gamle skal være der.
I dette eksempel fremhæver den første respondent, at de nye aktiviteter er sjovere end de
gamle, men der er dog uenighed om dette synspunkt, hvilket ses ved, at en anden respondent
siger ”nej, ikke altid”. Dernæst reviderer den første respondent sit synspunkt, og ender med at
konkludere, at selvom mange af de mere traditionelle ting er kedelige, så kan de også være
sjove, og slutteligt konstaterer en respondent, at ”det nye er sjovt, og det gamle skal være
der”, hvilket vidner om, at begge aspekter er vigtige for spejderne.
Bilag E, linie 202-206; Bilag N: 43ø
I: Men hvordan oplever I det med at lave nye spejderting over for gamle spejderting – nu har I jo også Melodi
Grand Prix og SMS-løb, men er det vigtigt? R1: Jeg tror, at det ville ødelægge idéen med spejder, hvis det kun
var det, men jeg tror også, at folk ville lade være med at være spejdere, hvis man ikke havde det, fordi så bliver
det for forældet og gammeldags.
Endelig viser det sidste tekststykke, at nye aktiviteter er vigtige for både at tiltrække og
fastholde spejdere, men samtidig siger respondenten, at det ville ”ødelægge idéen med
spejder”, hvis spejderarbejdet kun bestod af dette nye, hvorfor vi kan udlede, at de
traditionelle aktiviteter er en essentiel del af spejderarbejdet.
78

7.2.3 Opsamling på Tradition og fornyelse
Vi ser i ovenstående analyse, at de traditionelle aktiviteter forbindes med rafter, knob og
morse, mens nye aktiviteter inddrager brug eksempelvis SMS og GPS på løb. Det er egentligt
ikke overraskende, at det er de nævnte aktiviteter, der bliver fremhævet som henholdsvis
traditionelle og nye, da de praktiske færdigheder altid har været en essentiel del af
spejderarbejdet, og derfor er det også kun naturligt, at de af respondenterne bliver betegnet
som gammeldags. Derimod er nye teknologiske hjælpemidler netop en konsekvens af en
moderne verden i udvikling, hvor også Det Danske Spejderkorps må forholde sig til at være
del af et samfund, hvor sådanne teknologier er en del af de fleste menneskers hverdag.
Vi ser dog også tilkendegivelser af, at der både skal være plads til tradition og fornyelse i
spejderkorpset, selvom der er forskel på, hvad respondenterne vægter som mest vigtigt, og
især er spejderne meget konstaterende, når de begrunder aktiviteternes berettigelse med
traditionen, hvorfor denne bliver at betragte som en selvfølge. Og selvom det nævnes, at de
nye aktiviteter er sjove og nødvendige for DDS’ fremtid, så skal de traditionelle aktiviteter
stadig være en del af spejderarbejdet, om end respondenterne synes, at det gammeldags også
kan være kedeligt. På trods af spejdernes generelle fokusering på nye og sjove aktiviteter, kan
vi spore en traditionsbunden opfattelse af, hvad der er en ’rigtig’ spejder.
7.3 Hvad er en ’rigtig’ spejder?
I det følgende vil vi skitsere, hvad vores respondenter forbinder med at være en ’rigtig’
spejder, og nedenstående delanalyse er sammen med ovenstående Tradition og fornyelse
analyse medvirkende til, at vi senere kan besvare spørgsmålet om, hvorvidt der blandt
medlemmerne eksisterer en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være
en ’rigtig’ spejder. Analysen vil således både fokusere på hvad en ’rigtig’ spejder er, men
også om der i den pågældende gruppe er enighed om dette. Derfor kigger vi også på
respondenternes feedback, og om de har tilkendegivet enighed/uenighed om det pågældende
emne andetsteds i konteksten.
Vi har i bearbejdelsen af vores interviews overordnet identificeret, at respondenterne både
forbinder det at være en ’rigtig’ spejder med at lave bestemte aktiviteter og besidde visse
personlige egenskaber, men vi har også afdækket, at spejderne bruger bestemte værdiladede
begreber (såsom tjikker-likkerspejder), hvori der ligger en bestemt mening, og som vi derfor
79

har fundet interessant at undersøge yderligere. I de tilfælde, hvor vi både har set en
identifikation med ’rigtig’ spejder i henhold til aktiviteter/egenskaber og begreber, har vi lavet
en distinktion mellem disse. Vi har valgt at opdele analysen i fire dele, så hver aldersgren og
ledere er repræsenteret hver for sig, da det er vores antagelse, at der er forskel på, hvad der
opfattes som ’rigtig’ spejder alt efter respondenternes alder, og da enigheden givetvis vil være
afhængig af, hvor længe patruljen har været sammen. Forskellene mellem aldersgrupper
diskuteres nærmere i afsnit 7.4 Opretholdelse af det traditionelle spejderbillede.
7.3.1 Juniorspejdere
Bilag D, linie 193-204; Bilag M: 1m
I: Men hvad skal man så lave for at være rigtig spejder? R1: Lave bål og knob og alle sådan nogle ting.
I: Er det, hvad en rigtig spejder skal kunne? R1: Ja, og lave ordentlige snobrød. Det er jeg god til. R2: Man skal
også kunne lave førstehjælp. R3: Og snitte. R1: Og hugge med økse og save. R2: Ja. I: Hvorfor skal man kunne
de ting? R2: For hvis der nu er nogen, der f.eks. kommer til skade ude i skoven, og de bare er to eller tre
personer, så er det godt at kunne førstehjælp, så man kan hjælpe dem. R1: Og det kan vi godt.
Respondenterne ytrer sig i ovenstående meget kortfattet og konstaterende i form af specifikke
aktiviteter, og en ’rigtig’ spejder bliver forbundet med aktiviteter som rafter, knob, snobrød og
praktiske færdigheder. I samtalen om dette konkrete emne deltager tre af børnene ivrigt, hvor
de supplerer hinandens pointer, hvilket blandt andet ses ved at de starter sætningerne med ”og
[…]” og ”ja”, som viser, at den der overtager taleturen enten ikke er uenig i det ytrede eller
tilkendegiver en direkte enighed. I passagen kan vi desuden se, at børnene vægter det at kunne
nogle praktiske færdigheder, hvilket en af respondenterne giver som begrundelse for, at man
skulle kunne alle de her ting.
Vægtningen af de praktiske færdigheder som ’rigtig’ spejder ses også i nedenstående passage:
Bilag D, linie 399-425; Bilag M: 3ø
I: Men er der nogen ting, hvor I siger, at det der, det kan man bare ikke lave som spejder? R1: Ja, jeg synes ikke,
at man bare skal gå rundt og f.eks. samle blade, det synes jeg ikke er så meget spejder, og så synes jeg heller
ikke, at Melodi Grand Prix har så meget med spejder at gøre, men det er da meget sjovt. R2: Altså jeg synes, at
hvis man skal lave noget, der slet ikke er spejderagtigt, så er det f.eks. at gå rundt og lege tagfat det er lidt
spejderagtigt, men så et eller andet underligt som f.eks. – har du et forslag? Sådan et eller andet med, at man
går rundt og siger ’huhu’? R1: Det der æggeleg. R3: Hvad er det? R2: Sådan noget som ikke passer ind. I: Så
der er noget, som ikke lige passer ind til spejder? [alle siger ja] I: Men er der andre ting, der bare ikke er
spejder? R3: Ja, ’British bulldog’. R5: Jo, dét er. R4: Nej, det synes jeg ikke. R5: Svømmehallen det synes jeg
ikke hører med til at være spejder. R4: Dét er i hvert fald slet ikke spejder. R1: Nej, svømmehallen det synes jeg
heller ikke. R6: Men hvad med det med livredder i svømmehallen? R1: Ja, det er godt. R5: Det hører med. R6:
Det var derfor, man tog i svømmehallen. R1: Vi gjorde det bare for at lege. R5: Livredder det har noget at gøre
med førstehjælp. R1: Vi fik bare lov til at lege.
80

Alle børnene deltager i samtalen om, hvad man kan lave til spejder, hvor de hovedsageligt
udtrykker personlige holdninger, og der er enkelte gange, hvor ytringerne er klart
konstaterende, hvilket ses i følgende bemærkninger ”jo, dét er”, ”dét er i hvert fald slet ikke
spejder” og ”det hører med”. Disse bemærkninger viser desuden respondenternes
enighed/uenighed omkring, hvilke aktiviteter der er rigtige spejderaktiviteter. At børnene har
en klar opfattelse af, hvad der hører med til spejder, og hvad der ikke gør, understreges også
af, at en af respondenterne benytter ordet ”spejderagtigt”, der i dette tilfælde hverken har en
positiv eller negativ værdiladning, men blot indikerer, at der i spejdernes bevidsthed er en klar
opfattelse af, hvad det vil sige at være spejder. Børnene er generelt uenige om, hvilke
aktiviteter man kan og ikke kan lave til spejder, men der er dog bred enighed om, at nogle ting
ikke passer ind, hvilket tilkendegives ved, at alle svarer ’ja’, når vi spørger mere overordnet til
det, som eksempelvis æggeleg. Og selvom der er direkte uenighed om, hvorvidt det at lege er
udtryk for rigtig spejder, så er der stor enighed om, at en tur til svømmehallen bestemt ikke er
det. Denne holdning ændres dog i det øjeblik, hvor en af respondenterne nævner, at denne
aktivitet også har noget med livredder at gøre, hvorefter der opstår enighed om, at hvis man
tager i svømmehallen for at lære livredning, så er det helt i orden, hvilket begrundes med, at
det er en del af at kunne førstehjælp.
At børnene har nogle klare holdninger til, hvad der ikke hører med til spejdere, ses også i
nedenstående passage:
Bilag G, linie 145-148; Bilag M: 5m
R1: Jeg syntes, det der løb med SMS’er var lidt plat, men nu var jeg ikke med til det, for jeg synes fra starten, at
det lød plat, fordi det ikke har noget med spejdere at gøre. Jeg synes, at Melodi Grand Prix’et var en meget god
ide. Jeg vil hellere lave sådan nogle traditionelle ting. R2: Ja, jeg synes nu også sådan noget som Melodi Grand
Prix er sjovt. Men det behøves ikke.
Den første respondent er klart konstaterende, når han argumenterer for, hvorfor en aktivitet
som SMS-løbet ikke hører hjemme hos spejderne med begrundelsen ”det lød plat, fordi det
ikke har noget med spejdere at gøre”, hvorved han også tilkendegiver at have en mere
traditionsbunden opfattelse af, hvad der er en ’rigtig’ spejder. Dette understreges ved, at han
nævner SMG som noget positivt begrundet med, at det er en ”traditionel ting”. Dog mener vi
ikke, at det giver megen mening at betegne SMG som en traditionel aktivitet, idet det var
første gang spejderkorpset afholdt et sådant i 2004, og vi må erkende, at respondenten på
grund af sin alder nok har en misforstået opfattelse af ordet ’traditionel’, hvorfor det kan være
svært at forstå, hvad han konkret har ment. Den anden respondent er enig i, at SMG er sjovt,
men hun understreger samtidig, at det er en aktivitet, der ikke behøver at være der, hvorved
81

det indirekte tilkendegives, at andre aktiviteter er vigtigere, om end et Melodi Grand Prix er
sjovt.
7.3.2 Tropsspejdere
’Rigtig’ spejder i forhold til aktiviteter
Det første vi søger at undersøge i denne delanalyse er, hvilke aktiviteter spejderne forbinder
med det at være en ’rigtig’ spejder, hvilket vi ser eksempler på i alle tre interviews med
troppen.
Bilag C, linie 265-274: Bilag M: 6n
I: Er der nogle af de aktiviteter I laver, hvor man kan sige, at det er rigtig spejder? R1: LPT. R2: Det synes jeg
faktisk er et af de bedste eksempler. R3: At bygge med rafter. R1: Dét er spejder. R3: Ja, og det er morse jo
sådan set også, det er bare ikke helt så fedt. R1: Nej, det er meget, meget stenet. I: Men hvorfor er det lige de
ting, der er rigtig spejder? R3: Det har man jo forbundet med spejder lige siden det begyndte, men der er
selvfølgelig også andet i det.
Da vi spørger drengetroppen om, hvad de forbinder med en ’rigtig’ spejder, nævner de
aktiviteter som LPT (Landspatruljeturneringen), raftebygning og morse, hvilket en respondent
begrunder med, at ”det har man jo forbundet med spejder lige siden det begyndte”. Hermed
kan vi tolke en traditionsbunden opfattelse af, hvad der lægges i begrebet en ’rigtig’ spejder,
og da begrundelsen er fremsat som en konstatering, accepterer respondenten, at disse
aktiviteter er en essentiel del af spejderarbejdet grundet traditionen. At drengene har en fælles
opfattelse af, hvilke aktiviteter der forbindes med at være en ’rigtig’ spejder ses i feedbacken
”det synes jeg faktisk er et af de bedste eksempler”, hvor R2 tilkendegiver sin enighed med
R1, og ”dét er spejder”, hvor R1 erklærer sig enig med R3. Desuden ser vi i tekststykket, at en
respondent omtaler morse som ”ikke helt så fedt”, hvilket vi – sammenholdt med en anden
respondents samstemmende feedback ”nej, det er meget, meget stenet” – tolker som en
tilkendegivelse af, at drengene opfatter morse som en kedelig aktivitet. Det vil sige, at
uanfægtet en aktivitet er kedelig, så forbindes den alligevel med ’rigtig’ spejder.
Bilag C, linie 500-507; Bilag M: 7n
I: Er det fordi, at hvis I ikke lavede de gamle ting, så ville det ikke være rigtig spejder? [flere prøver at få ordet]
R1: Hvis det hele gik op i SMS-løb og SMG, så ville der ikke være så meget ved det. R2: Det er godt at følge
traditionen en gang imellem. R3: Et køkkenbord lavet af rafter og reb er da også enormt praktisk. R4: Uanset
hvor moderne vi var, så tror jeg ikke vi kunne klare os uden det, med mindre vi ville sidde og lave mad på
jorden. R3: Det kan man da også godt, men det er meget rart at sidde ned.
I ovenstående tekststykke ser vi, at drengene giver udtryk for, at hvis spejderarbejdet kun
bestod af nye aktiviteter som SMS-løb og SMG, ”så ville der ikke være så meget ved det”,
som en respondent udtrykker det. Dermed mener vi også, at han som svar på vores spørgsmål
82

tilkendegiver, at det ikke ville være ’rigtig’ spejder, hvis der ikke stadig var nogle traditionelle
aktiviteter. I lighed med ovenstående tekststykke ser vi, at traditionen bliver brugt til at
forklare aktiviteternes berettigelse, da en respondent konstaterer, at ”det er godt at følge
traditionen en gang imellem”. At dette er en fælles opfattelse ser vi i den efterfølgende
feedback, hvor to andre respondenter fremhæver et raftekøkkenbord som en traditionel – men
også praktisk anvendelig – aktivitet, hvilket vi ser i bemærkningen ”et køkkenbord lavet af
rafter og reb er da også enormt praktisk”.
Bilag E, linie 307-318; Bilag N: 43n
I: Men hvad hører slet ikke hjemme hos spejder – er der noget, der er for gammeldags? R1: At man render rundt
ude i skoven med en kikkert og kigger på fugle. R2: Ja, det er interessant [alle griner] R1: Nej. Eller at finde
fodspor og lægge gips, for det kan godt være at det var sjovt, da man var mini, men det er meget noget fra gamle
dage, og det har jeg også set i Anders And bladene med Grønspætterne og i et teaterstykke, hvor de gør vildt
grin med det. R3: Det er et lidt forkert billede af at være spejder. R1: Det er slet ikke spejder. Det er måske lidt
for gammeldags, synes jeg. R3: Der er måske nogle spejdere, der forbinder det med spejder, men det synes jeg
ikke. Jeg synes måske også, at det der med at tage mærker, det er lidt gammeldags eller militæragtigt, men
selvfølgelig kommer spejder også fra militær, men det der med at ’jeg har bare taget alle de her mærker, så
derfor er jeg bedre end dig’, det virker lidt for gammeldags på en måde.
Vi ser i ovenstående eksempel, at pigerne tager afstand fra at lave visse aktiviteter, som de
betegner som kedelige og ”noget fra gamle dage”, og der er en fælles opfattelse at, det at
kigge på fugle eller finde fodspor i skoven ikke er at forbinde med en ’rigtig’ spejder, hvilket
vi ser i ytringen ”der er måske nogle spejdere, der forbinder det med spejder, men det synes
jeg ikke” og i den efterfølgende feedback ”det er et lidt forkert billede af at være spejder” og
”det er slet ikke spejder”. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt ytringen ”ja, det er interessant” i den
forbindelse skal tolkes ironisk, eller om hun reelt tilkendegiver at være uenig med de andre.
En af respondenterne tilkendegiver, at der er nogle spejdere, der forbinder de nævnte
aktiviteter med spejder, hvilket indikerer, at nogle grupper holder mere fast i traditionerne end
andre, og respondenterne søger at fremhæve sig selv som moderne ved at distancere sig fra de
gammeldags aktiviteter, som de i øvrigt gør grin med ved at henvise til Grønspætterne.
Respondenterne er ikke eksplicitte om, hvad de så forbinder med en ’rigtig’ spejder, men
forud for ovenstående ser vi, at en respondent tilkendegiver, at ”de sidste par år har der nok
været en udvikling, så det er blevet lidt mere moderne, også fordi der er kommet nogle
teknologiske hjælpemidler, som man også tager ind i spejderarbejdet f.eks. GPS og SMS til
løb. Men det er ikke noget man lægger mærke til, for det er bare en naturlig del” (Bilag E,
linie 292-295). Dette tolker vi som en positiv holdning til fornyelse, og da respondenten siger,
at GPS og SMS er blevet en ”naturlig” del af spejderarbejdet, mener vi også at kunne tolke, at
hendes opfattelse af en ’rigtig’ spejder ikke kun er bundet til traditionelle aktiviteter.
83

Spejder med pink hår: Bilag E, linie 278-286; Bilag N: 24m
Orientering: R1: Ja, jeg kan huske dengang, da jeg var mikro og mini,
Handlingssekvens: at der startede man med at stå i en rundkreds udenfor, og så skulle man stå i patruljeorden
og sige ’Pungmusen, Espergærde Gruppe melder til’ og ’Pungmusen, Espergærde Gruppe melder fra’.
Resultat: Det var sådan noget rigtig spejderagtigt noget, men det er røget ud her, da man blev junior og trop,
Evaluering: og det synes jeg måske også er noget, man gør, når man er lille, og render rundt i uniform og måske
også kan have den der hat på. Men det passer ikke rigtig ind, når man er blevet ældre, for så er man mere den
der… det jeg ved ikke, men seje type. Jeg tror faktisk ikke, at nogen der går til svømning vil rende rundt med
pink hår.
Afslutning: Jeg har faktisk lagt mærke til, at der rimelig mange til spejder, der er de der lidt anderledes og
specielle typer med en anderledes stil.
I narrativen ser vi, at respondenten refererer til ’patruljemeldingen’ (handlingssekvensen) som
”sådan noget rigtig spejderagtigt noget” (resultatet), man gjorde, da man var mindre, og
eftersom hun i evalueringen konstaterer, at ”det passer ikke rigtig ind, når man er blevet
ældre” tolker vi, at der i ordet spejderagtigt ligger en tilkendegivelse af, at nogle ting eller
traditioner er forbundet med det at være en ’rigtig’ spejder, men at denne opfattelse ændrer sig
i takt med, at man bliver ældre, fordi man bliver en mere ”sej” type. Derfor kan vi i
spejderagtig også spore en tilkendegivelse af, at begrebet er en modsætning til det ’seje’,
hvorfor det kan tolkes som udtryk for noget ’ikke-sejt’ og traditionsbundet, som respondenten
ikke vil associeres med. Respondenten afslutter sin historie med bemærkningen ”jeg har
faktisk lagt mærke til, at der rimelig mange til spejder, der er de der lidt anderledes og
specielle typer med en anderledes stil”, hvilket indikerer, at hun ikke har en traditionsbunden
opfattelse af, hvad det vil sige at være spejder, og vi tolker hendes ytring om spejdere med
pink hår, som en tilkendegivelse af, at spejdere til forskel fra andre er smarte, anderledes og
med på moden.
Bilag F, linie 160-170; Bilag M: 11n
R1: Jeg tror ikke, at der er nogen definition af, hvad det vil sige at være rigtig spejder. Jeg vil sige, at nogle
laver mere end andre. [alle griner] R2: Det vil sige, at Espergærdetrop laver ikke noget. [flere griner] R1: Jo,
nogen af dem – bare ikke lige vores patrulje. [smågrin] R2: De aktive drenge. [enkelte griner] I: Men hvad kunne
en rigtig spejderaktivitet være? R3: Hmm, det ved jeg ikke rigtig. R2: At bygge et klatrestativ – det har vi lavet
nogle gange på nogle spejderture. R1: Nogle gange er der sådan nogle raftekonkurrencer, hvor man skal lave
nogle ting som karruseller ud af rafter og vipper og klatrestativer og alle sådan nogle skæve ting. Rafter det er
nok den mest spejderlige ting, jeg kan komme på. [smågrin]
I interviewet med den anden pigetrop ser vi, at to respondenter forbinder rafteaktiviteter med
en ’rigtig’ spejder, hvilket blandt andet ses i ytringen ”rafter det er nok den mest spejderlige
ting, jeg kan komme på”, og vi tolker her noget normativt omkring spejderaktiviteterne i ordet
spejderlig, hvorfor det også er et udtryk for ’rigtig’ spejder.
Dog ser vi også, at den ene respondent først siger, at der ikke ”er nogen definition af, hvad det
vil sige at være rigtig spejder”, men dernæst siger hun, at nogle laver mere end andre, og den
84

feedback, der efterfølgende kommer i ytringen ”de aktive drenge”, tolker vi som en
tilkendegivelse af, at drengene er mere ’rigtige’ spejdere, da de er mere aktive end pigerne.
Bilag F, linie 248-256; Bilag M: 12n
I: Men hvad plejer I at lave på møderne? R1: Snakke. R2: Og hvis vi overhovedet ikke har noget at lave, så går
vi op på ungdomsskolen. R3: Men vi laver alt muligt og snakker og drikker te. R1: Ellers går vi bare hjem. I: Er
det også at være rigtig spejder at lave sådan nogle ting? R3: Jeg ved ikke om det er at være rigtig spejder. R1:
Det er jo det, vi synes er rigtig spejder med den alder vi har, men det var jo ikke sådan, da man var junior. Der
var der en leder, og så lavede man det, og så lavede man morse.
Det er interessant, at respondenterne netop nævner rafter som ’rigtig’ spejder, da de i
interviewet fremhæver, at de selv bruger deres møder på at snakke og drikke te, hvilket vi ser
i ovenstående tekststykke. Til spørgsmålet om, hvorvidt dette er ’rigtig’ spejder, siger en
respondent, at hun er i tvivl, mens en anden mener, at det er det jo i kraft af deres alder og
pointerer, at snak og te-drikning ikke var ’rigtig’ spejder, da man var mindre.
Bilag E, linie 234-235; Bilag M: 10m
R1: Måske skulle det lige præcis i vores gruppe prioriteres, at det blev lidt mere spejderagtigt, så man får det
ind fra man er lidt mindre, for det bliver lidt for meget lal og te-møder.
At den første pigetrop også fremhæver te-møderne ses i ovenstående passage, hvor
respondenten tilkendegiver, at der er behov for, ”at det blev lidt mere spejderagtigt”, hvor
spejderagtigt er sat overfor det, hun kalder ”lal og te-møder”. Vi tolker derfor også, at der i
ordet spejderagtigt ligger en tilkendegivelse af, at respondenten savner et formål og indhold
med spejderarbejdet, som ikke kommer til udtryk, når det hele går op i sjov og hygge.
’Rigtig’ spejder i forhold til begreber
Dengsespejder
Når vi undersøger, hvad spejderne ligger i begrebet dengsespejder ser vi følgende eksempler
fundet i alle tre interviews med troppen.
Bilag C, linie 30-33; Bilag M: 6ø
I: Hvordan opfatter andre folk jer, når I siger, at I er spejdere? R1: De synes, at det er mærkeligt og irriterende.
R2: De tror, at vi er dengser. [flere siger ja] R3: Ja, de tror, at vi er sådan nogle, der konstant hjælper gamle
damer over vejen.
I det første tekststykke tilkendegiver drengene, at de ofte oplever, at omverdenen ”tror at vi er
dengser”, og vi ser i de andre respondenters feedback, at dette er en fælles opfattelse, da flere
erklærer sig enige med et ’ja’. Dengsespejder bliver her konkret forbundet med ”sådan nogle,
der konstant hjælper gamle damer over vejen”, men det skal understreges, at det er en
85

etragtning, som respondenterne mener, at andre har af dem, og ved at sige ”de tror” ligger
det underforstået, at omverdenens antagelse ikke stemmer overens med virkeligheden, og vi
tolker derfor, at drengene ikke opfatter sig selv som dengser.
Én gang spejder – altid pyroman: Bilag F, linie 485-492; Bilag N: 28n
Orientering: R1: Engang købte min storebror en masse mel, og det syntes min far var hyggeligt, for han troede
det var til at bage snobrød af [smågrin].
Handlingssekvens: Men nej nej – er I klar over, hvor sjovt det ser ud, når man kaster sådan en håndfuld mel ind
på et bål? Det flyver bare omkring. Min far sagde, ’jeg troede, du var spejder’, men én gang spejder, altid
pyroman [alle griner]. Og så forklarede min storebror, hvad det ville sige at være spejder i troppen,
Resultat: og min far fik et helt anderledes syn på det, for han troede, at vi var sådan nogle dengser,
Evaluering: og vi er bare de mindst dengsede personer, jeg kender. [smågrin] R2: Ja, det må du nok sige.
Samme synspunkt ser vi i ovenstående narrativ, hvor en pigetropsspejder i evalueringen
konstaterer, at ”vi er bare de mindst dengsede personer, jeg kender”, hvilket bagefter bakkes
op af en anden respondent i feedbacken ”ja, det må du nok sige”, hvorved der skabes en
fælles forståelse af, at dette er en generel opfattelse i troppen. I narrativens handlingssekvens
ser vi, at respondenten siger, at ”så forklarede min storebror, hvad det ville sige at være
spejder i troppen”, hvorved hun fremstiller det som noget særligt at være tropsspejder, hvilket
også ses i resultatet, hvor ytringen ”og min far fik et helt anderledes syn på det, for han
troede, at vi var sådan nogle dengser” tilkendegiver, at omverdenens opfattelse af spejderne
som nogle ’dengser’ ikke står mål med virkeligheden. Vi mener derfor også, at respondentens
pointe med historien til dels er at give det modsatte indtryk af spejderne som nogle, der er
’skøre’ og sjove, og som kan finde på hvad som helst, hvorfor mel heller ikke skal bruges til
at bage snobrød af, men til at kaste ind i et bål.
Bilag E, linie 399-405; Bilag M: 11ø
I: Men hvorfor tror I, at folk er stoppet? R1: Fordi de er bange for, at folk skal synes, det er dumt. R2: De vil
helst ikke virke for keglede [en siger ja]. Folk tænker meget over, hvad andre tænker om dem i stedet for at tænke
over, hvad de selv synes. Generelt tror jeg heller ikke, at folk ved, hvad det er at være spejder. Når DDS gør
reklame for sig selv, bliver det altid sådan noget… de ting, der kommer i aviserne, det er altid sådan noget
dengsespejder, hvor vi er på løb, men folk hører aldrig om, hvordan det er at være dagligdagsspejder.
Den anden pigetrop benytter ligeledes begrebet dengsespejder, og her sætter respondenten det
overfor noget, hun kalder dagligdagsspejder, hvilket vi ser i ytringen ”det er altid sådan noget
dengsespejder, hvor vi er på løb, men folk hører aldrig om, hvordan det er at være dagligdagsspejder”.
Hermed sættes dengsespejder konkret i forbindelse med aktiviteter som løb, og vi
mener, at respondenten tillægger begrebet en negativ betydning, da hun indledningsvist
tilkendegiver, at spejdere ofte er bange for, at de virker ”keglede”, hvilket er et ord, vi opfatter
som synonymt med ’nørdede’ eller kedelige, hvilket ikke er positivt ladet. Respondenten er
ikke eksplicit omkring betydningen af begrebet dagligdagsspejder, men set i forhold til, hvad
86

patruljen tidligere har tilkendegivet omkring det at være en ’rigtig’ spejder (jf. ’Rigtig’
spejder i forhold til aktiviteter) tolker vi, at dagligdagsspejder er at forbinde med det, som
pigerne kalder ”lal og te-møder”. Respondenten siger desuden, at ”generelt tror jeg heller
ikke, at folk ved, hvad det er at være spejder. Når DDS gør reklame for sig selv, bliver det
altid sådan noget […] dengsespejder”, hvilet vi tolker som en tilkendegivelse af, at
spejderkorpset selv bærer en del skylden for omverdenens uvidenhed – og deraf fordomme –
om spejderne, fordi der bliver fokuseret på de forkerte (lig traditionelle og stereotype)
aspekter i markedsføringen.
Tjikker-likkerspejder
I forbindelse med begrebet tjikker-likkerspejder ser vi kun tilkendegivelser fra de to
pigepatruljer.
Bilag E, linie 109-111; Bilag M: 8m
R1: I min klasse gør da nar af det, og de tænker bare tjikker-likker, men det er det jo faktisk ikke, det er kun på
de der rigtige løb [smågrin], at man får minuspoint, hvis man ikke gør det, men alligevel glemmer man det. Det
er kun noget man gør, mens man er lille.
I det første interview fremhæver respondenten, at hendes klassekammerater gør nar af
spejderne, fordi ”de tænker bare tjikker-likker”, og dermed forbinder hun begrebet med noget
negativt og grinagtigt, og hun understreger, at det kun er de små spejdere, der siger remsen 8 ,
når de er på løb. Desuden mener vi også, at der ved at henvise til tjikker-likker ligger en
traditionsbunden reference, da remsen er en del af korpsets historie, men respondenten
tilkendegiver klart, at det ikke er noget hendes aldersgruppe går op i, hvorfor spejderne ikke
per definition kan sidestilles med kedelige og traditionsbundne tjikker-likkerspejdere.
Bilag F, linie 410-413; Bilag N: 27n
R1: Og der var helt vildt mange nye ting, og det der SMG, bliver de ved med at lave. Jeg ved ikke, om de laver
det hvert år, men de ville i hvert fald blive ved med at gøre det. Og det synes jeg er en god idé, for så bliver vi
altså ikke sådan nogle tjikker-likker spejdere. Vi følger ligesom med tiden.
I det andet interview ses det, hvordan respondenten tilkendegiver, at være positiv overfor nye
aktiviteter som SMG med den begrundelse, at ”så bliver vi altså ikke sådan nogle tjikkerlikker
spejdere”, hvilket vi tolker som det image, hun ser i omverdenens bevidsthed. Dette vil
respondenten gerne tage afstand fra ved at fremhæve, at ”vi følger ligesom med tiden”, og
8 Her henvises til følgende remse, som er det nærmeste man kommer på spejdernes ’kampråb’: ”Tjikkerlikker
tjikkerlikker tjav-tjav-tjav, bummerlikker bummerlikker bau-bau-bau, tjikkerlikker bummerlikker tjis-bum-bas
Det Danske Spejderkorps ra-ra-ra”.
87

dermed mener vi også, at der ligger en normativ og traditionsbunden mening i begrebet
tjikker-likkerspejder, da det stilles op som en ’modpol’ til fornyelsen og det faktum, at DDS
gerne vil opfattes som moderne og tidssvarende ved at indføre nye aktiviteter.
Bilag F, linie 430-434; Bilag L: 11m
R1: Men der er nogle troppe, jeg slet ikke kan finde ud af [smågrin], for de går helt vildt op i, at de er én patrulje
og de har en patruljeleder og en patruljeassistent, og det er ham, der bestemmer, og hun gør tingene, og så
stiller vi os op på række og siger tjikker-likker og sådan noget. Og vi andre er bare én stor patrulje, og så
bestemmer vi stort set lige meget.
Til sidst ser vi i ovenstående passage, at en af respondenterne fremhæver tjikker-likker i
forbindelsen ”der er nogle troppe, jeg slet ikke kan finde ud af […] og så stiller vi [forstået
som de andre] os op på række og siger tjikker-likker og sådan noget”, hvor hun stiller sig
uforstående overfor den ’disciplin’ og det hierarki, der er i nogle patruljer. Herved bruges
begrebet tjikker-likker til at indikere noget ’reglementeret’ ved spejderarbejdet, som
respondenten ikke finder positivt. Dette ses også ved, at hun understreger, at sådan foregår det
ikke i hendes egen patrulje, hvor alle har lige ret til at bestemme.
Fjollespejder
Begrebet fjollespejder bruges kun af den ene pigetrop, men vi mener, at der i ordet ’lal’ også
ligger en tilkendegivelse af, at noget er fjollet, hvorfor de to begreber her er slået sammen.
Bilag E, linie 540-546; Bilag N: 46ø
I: Er det vigtigt for jer, at der er et større formål til spejder? R1: Ja, for hvis det kun var lal, så kunne man jo
bare lave noget andet. For man kan jo ikke bare sige, at man går til lal, så der skal jo være et eller andet, man
laver der, for at det er spejder. R2: Man kan sagtens lalle, mens man laver spejder. R3: Ja, men man skal blande
det tilpas. R2: Ja, ja.
I dette tekststykke ser vi, at respondenterne mener, at man sagtens kan ”lalle”, når man er til
spejder, hvorved vi tolker, at det for pigerne er i orden at være fjollespejder, men at ”man skal
blande det tilpas” og i feedbacken ”ja, ja” tilkendegives en enighed. Dog er det stadig vigtigt,
at der samtidig er et større formål med aktiviteterne, og ved at sige ”for at det er spejder”
forudsættes det, at der er en normativ opfattelse af det at være spejder, som betyder, at det
også skal være seriøst, for ellers er det ligegyldigt, hvilket også kommer til udtryk ved, at
samme respondent pointerer, at ”så kunne man jo bare lave noget andet”. At der er en fælles
opfattelse af, hvad det vil sige at være fjollespejder ses ved, at respondenternes ytringer er
samstemmende.
88

Bilag E, linie 141-155; Bilag M: 9ø
R1: Jamen, det ved jeg ikke. Hun mener åbenbart bare, at hun er en bedre spejder end mig. R2: Det kommer an
på om man synes, at man er en god spejder, hvis man er kammeratlig, eller hvis man er en super dengsespejder.
R3: Sådan en som kan bygge med rafter og har taget alle mærker, det synes jeg ikke er en god spejder. Jeg
synes, at det er en, der kan med alle og er venlig, og som kan indrømme sine fejl. R2: Jeg tror måske også, at vi
her i Espergærde tager lidt mere løst på tingene, og så griner vi, når vi kommer ind som nummer sjok på alle løb
[flere griner]. Nogle steder er det sådan lidt mere hvor de render rundt med de der fine spejderhatte og shorts.
R4: Og uniformer hvor bælterne sidder helt oppe på maven af dem. I: Det er der stadig nogle, der gør?
[alle siger ja] I: Er det meget udbredt? R2: Jeg tror, at det er blevet mere normalt bare at være fjollespejder for
at have det sjovt, men der er stadig en del af sådan nogle tjikker-likker. På Blå Sommer var der også nogle, der
havde sådan noget fint spejderhalløj med alle mulige rafter og sådan noget.
I ovenstående passage benytter en respondent direkte begrebet fjollespejder, hvilket hun
sidestiller med at have det sjovt. Endvidere mener vi, at begrebet sættes overfor det tidligere
omtalte tjikker-likkerspejder, hvilket vi begrunder med, at respondenten siger ”men der er
stadig en del af sådan nogle tjikker-likker […]”, hvor begrebet tjikker-likker forbindes med
”spejderhalløj” og ”rafter”.
Desuden ligger der i begrebet tjikker-likker en henvisning til korrekt uniformering med ”fine
spejderhatte og shorts”, hvilket bakkes op af en respondent, der siger ”og uniformer hvor
bælterne sidder helt oppe på maven af dem”, hvorved de mere traditionsbunde spejdere bliver
fremstillet på en negativ og grinagtig måde. Denne opfattelse af spejder tolker vi som det en
respondent indledningsvist har kaldt en super dengsespejder, der forbindes med raftebygning
og mærker, hvilket respondenten ikke synes er ”en god spejder”. Derimod fremhæver hun, at
en god spejder er en, der har nogle gode personlige egenskaber, hvilket vi tolker som den
mening, den første respondent tillægger begrebet ”kammeratlig”. Her mener vi, at en
kammeratlig spejder er en underforstået positiv ting, og en super dengsespejder er forbundet
med noget negativt. Dette understreges yderligere ved, at dengsespejder refereres til som
”sådan én” og respondenterne opfatter sig selv som ’ikke dengsede’ spejdere, der tager mere
løst på tingene og har det sjovt, og ikke går op i korrekt uniformering og praktiske
færdigheder som at bygge med rafter.
FDF’et
Som et sidste aspekt i denne analyse ser vi på, hvad den ene tropspatrulje forbinder med
begrebet FDF’et, der her bruges af pigetroppen som et adjektiv.
Bilag F, linie 368-376; Bilag L: 10n
R1: Og den [uniformen] er stærk og solid. Jeg kan godt lide den, som den er. Den skal f.eks. ikke være lyseblå,
for så bliver den beskidt, og det er også FDF’et. [smågrin] [en del snakken i munden på hinanden] R2:
FDF’erne er luksusspejdere. R3: De siger altså ikke selv, at de er spejdere, men friluftsmennesker. R2: Jeg
kender en FDF’er, der siger, at han er en slags spejder. ’Nej, du er ej, du er luksusspejder!’ Nogle af de
89

kvindelige ledere har batteridrevne hårtørrere med på lejr [smågrin], og vores hår sidder bare hulter til bulter,
når vi kommer hjem, fordi vi ikke har redt det i tre dage.
I tekststykket ses det, at en respondent indledningsvist henviser til noget som ”FDF’et”,
hvilket respondenterne tager afstand fra at være, som ses i bemærkningen ”Nej, du er ej”,
hvor det indikeres, at spejderne ikke vil sidestilles med den luksus, de mener præger
FDF’erne. Vi mener endvidere også, at der i tilkendegivelsen af, at FDF’erne ikke kan kalde
sig spejdere, men kun friluftsmennesker ligger en normativ opfattelse af, hvad det vil sige at
være en ’rigtig’ spejder, hvilket ikke inkluderer luksus, hvorfor Det Danske Spejderkorps er
mere ’rigtigt’.
7.3.3 Klanspejdere
Bilag H linie 168-182; Bilag N: 49m
I: Men hvis det er det stereotype billede af spejdere, og I siger at sådan er virkeligheden jo ikke, hvad er en
rigtig spejder så for jer? R1: En god kammerat. R2: Sammenhold. R3: Jeg tror, at det er meget svært at definere,
fordi hvis man ser på Korpset og de forskellige personer, så er der en del forskel på grupperne, og der er enorm
stor forskel på, hvad folk lægger i det. Altså du møder da også en del mennesker, der har hatten siddende rigtigt
og alle mærkerne syet korrekt på, og som går meget op i disciplin og måske er lidt forældede i forhold til resten.
R4: Som holder de gamle dyder ved lige. R3: Ja præcis, og så er der nogle, som tager det mere løst og blander
almindelig dagligdag ind i det. Og inden for dem, som bruger en masse tid på det og holder de gamle dyder ved
lige, så er der også… Der en masse, som er begyndt at bruge moderne ting som GPS og sådan noget sammen
med det, og det er virkelig blandet, og jeg tror, at det er meget svært at definere, at dét er en spejder.
I interviewet lægger flere respondenter vægt på, at det, der kendetegner en ’rigtig’ spejder, har
at gøre med sociale egenskaber som kammeratskab og sammenhold, mens respondenterne
ikke synes at vægte de ”gamle dyder”, hvilket ses ved, at en respondent omtaler de personer,
der holder de gamle dyder ved lige, i følgende vending: ”du møder da også en del
mennesker”, hvorved respondenten indikerer, at han ikke selv er en af disse mennesker.
Respondenterne udtrykker desuden, at der er utrolig stor forskel på, hvad der i Det Danske
Spejderkorps bliver opfattet som en ’rigtig’ spejder, fordi nogle grupper som sagt går mere op
i at holde de gamle dyder ved lige, som udtryk for en mere traditionsbunden tilgang til
spejderarbejdet, mens andre er ”begyndt at bruge moderne ting”. Respondenterne er her enige
om, at de der går meget op i mærker og disciplin er lidt forældede i forhold til resten, som ses
ved at den efterfølgende respondent siger ”ja præcis”, hvorved det indikeres, at DDS generelt
set er et moderne spejderkorps, hvor hovedparten af grupperne netop tager mere løst på
tingene og blander almindelig dagligdagsting og moderne teknologi ind i arbejdet og
aktiviteterne, og fornyelse bliver derfor set som noget positivt og noget, der vægtes højt.
At det ikke kun er personlige egenskaber, der kendetegner en ’rigtig’ spejder ses i følgende:
90

Bilag H, linie 254-264; Bilag M: 13m
I: Hvis målet er, at I lærer at tage ansvar og være en god kammerat, kunne man så – lidt provokerende –
forestille sig et spejderkorps, hvor der ikke var alle de her aktiviteter som at tænde bål, bage snobrød og gå
lange ture? R1: Så er det ikke spejder mere, så er der bare en forening. R2: Det er jo en del af det at være
spejder. Baden-Powell har jo en eller anden gang i sin tid besluttet sig for, at unge mennesker skal lære de her
ting, og det skal de gøre ved friluftsliv, og så er de andre aktiviteter kommet på. Det er jo et eller andet sted det,
der er basis i beslutninger, og det er derfor, det hedder lært igennem friluftsliv. Og så er det jo netop også
gennem friluftslivet, at man har muligheden for at komme ud for en masse udfordringer, som du ikke lige ser i
din hverdag, når du cykler på vej til skole om morgenen. Altså det er nogle helt andre situationer, du kommer ud
for.
I denne passage taler respondenterne om, hvad en ’rigtig’ spejder er. Forud for passagen har
respondenterne lagt vægt på, at en ’rigtig’ spejder er karakteriseret ved de egenskaber, man
lærer, såsom sammenhold, kammeratskab, hjælpsomhed og problemløsning (Bilag H, linie
168-213), og de svarer alle enstemmigt ’nej’ til, at det at være en ’rigtig’ spejder er defineret
ved aktiviteterne (Bilag H, linie 195-196). I nærværende passage giver respondenterne dog
udtryk for, at det stadig er vigtigt, at det er gennem aktiviteterne, man skal lære værdierne, og
i den efterfølgende passage i interviewet nævner respondenterne en aktivitet som at bygge et
raftekøkkenbord i regnvejr, som noget positivt ved at være spejder (Bilag H, linie 270-274;
Bilag M: 14n). Svaret overraskede os derfor noget, da spejderne som sagt kort forinden havde
vægtet de personlige egenskaber ved spejderarbejdet.
7.3.4 Ledere
I interviewet med de to ’ældre’ ledere tilkendegiver den ene respondent i nedenstående
tekststykke at have en positiv holdning til udviklingen i Det Danske Spejderkorps:
Bilag I, linie 255-266; Bilag N: 31m
R1: Jeg tror, at hvis spejderkorpset skal have en chance i fremtiden, så skal det følge med tiden. […] Og det
synes jeg er godt, det behøver ikke være super oldnordisk alt sammen, vi behøver ikke lave ild med en pind og et
stykke træ. Man kan sagtens tænke de her nye ting [Internettet og mobiltelefoner] ind i spejderarbejdet.
Respondenten er i ovenstående positiv overfor fornyelsen, da det ikke behøver være så ”super
oldnordisk” alt sammen. Ytringen er dog ikke eksplicit omkring betydningen af ’rigtig’
spejder, men vi mener, at den tilkendegiver en konstatering af, at spejderarbejdet kan rumme
fornyelse, hvilket indikerer, at lederen ikke har en traditionsbunden opfattelse af, hvad
spejderarbejdet skal indeholde, idet han fremhæver, at Internettet og mobiltelefoner ”sagtens”
kan tænkes ind i det.
Bilag I, linie 221-231; Bilag M: 15m
R2: Der kommer ikke noget oppefra som krav. Det vi har som vejledning er, at det vi foretager os med børnene
skal rummes indenfor formålsparagraffen. Så længe vi laver nogle aktiviteter med ungerne, der kan rumme det
formål, nemlig at opdrage dem og give dem oplevelser osv., så kan vi stort set lave hvad som helst. Men
91

selvfølgelig er det til stadig diskussion, hvad spejderarbejde er, og hvad godt spejderarbejde er. Jeg vægter
egentlig også at lære børnene nogle færdigheder. […] At give dem fantasi til at kunne løse nogle praktiske
opgaver.
I ovenstående tekststykke ser vi, at den anden leder giver udtryk for, at aktiviteterne skal
kunne rumme et formål ”nemlig at opdrage dem [spejderne] og give dem oplevelser”, hvilket
umiddelbart vidner om, at der er faste retningslinier for, hvad spejderarbejdet skal indeholde.
Dog fremhæves det også, at når formålet er opfyldt, ”så kan vi stort set lave hvad som helst”,
hvilket vi tolker som en indikation af, at der trods alt er frie rammer for aktiviteterne, så længe
de kan rummes i formålsparagraffen. Overordnet set mener respondenten altså, at
spejderarbejdet handler om at give spejderne oplevelser og om at opdrage dem, men vi ser
også i ovenstående, at det tilkendegives, at spørgsmålet om ”godt spejderarbejde” er til
”stadig diskussion” i DDS. For respondenten selv handler godt spejderarbejde dog om at lære
børnene færdigheder, de kan bruge til at løse praktiske opgaver, hvorfor vi også mener at
kunne argumentere for, at praktiske færdigheder er en del af respondentens opfattelse af det at
være en ’rigtig’ spejder.
Bilag J, linie 107-114; Bilag M: 17ø
I: Men hvordan er jeres sammenhold bedre, end det der er på et fodboldhold? R2: […] for os er det vigtige, at vi
har det sjovt, og så er det egentlig bare aktiviteterne, der bygger rundt om det, at vi har det sjovt. Og netop det
at vi er spejdere, det gør så, at det er en vis type aktiviteter, vi har for jeg tror egentlig godt, at man kunne
opbygge en spejderbevægelse, hvor vi også spillede fodbold, men det ville bare tage noget tid og mentalitet.
I interviewet med de to yngre ledere ser vi, at det positive ved spejderarbejdet handler om at
have det sjovt, mens det er mindre væsentligt, hvilke aktiviteter man laver. Respondenten
siger dog, at valget af ”en vis type aktiviteter” har at gøre med ”det at vi er spejdere”, hvorved
det indikeres, at der i spejderarbejdet ligger faste rammer for, hvilke aktiviteter man kan lave,
om end han lægger vægt på, at sammenholdet og det at have det sjovt, er det essentielle.
Desuden giver han udtryk for, at man i spejderbevægelsen godt kunne forestille sig at spille
fodbold, men det ekspliciteres samtidig, at det ville ”tage noget tid og mentalitet”, hvorfor vi
tolker, at der nogle steder i DDS trods alt er en normativ opfattelse af, hvad spejderarbejdet
kan rumme.
Bilag J, linie 358-367; Bilag N: 54m
I: Nu er der jo også kommet nye ting i DDS såsom SMG og GPS-løb, men hvor synes I grænsen går for, at man
bliver for moderne – eller er den der overhovedet? R1: Nej. R2: Nej, det handler bare om at kunne gøre det på
en spejderagtig måde – altså at være tro mod ånden og måden vi gør det på. […] Og hvis vi ikke var
tidssvarende og prøvede at løbe et løb efter GPS, så ville det være ærgerligt, for det er netop også noget, de kan
bruge i det virkelige liv og hverdag ved siden af.
92

I dette eksempel ser vi, at begge respondenter tilkendegiver, at det ikke er muligt for DDS at
blive for moderne, hvorfor vi tolker, at rammerne for nye aktiviteter er åbne. Den ene
respondent siger dog, at ”det handler om at gøre det på en spejderagtig måde – altså at være
tro mod ånden og måden vi gør det på”, og vi tolker i ordet spejderagtig et forbehold for, hvad
der reelt kan tænkes ind i spejderarbejdet på trods af de umiddelbare åbne rammer. Det skal
dog understreges, at vi ikke har spurgt ind til, hvad der konkret forstås som spejderagtigt, og
derfor kan vi heller ikke tolke den mening, som ordet tillægges. Vi mener dog, at der i
formuleringen kan spores en konstaterende holdning til, hvordan tingene skal gøres, om end
det som udenforstående er svært at vide, hvad det er for specifikke rutiner og normer, der
refereres til.
Bilag J, linie 250-258; Bilag M: 17n
I: Når I skal planlægge de her aktiviteter, har I så en form for manual I slår op i, hvor der står, at I skal gøre det
og det, eller er det op til jer selv, som I lyster? R2: Det kan vi jo i princippet selv definere. R1: Altså man kan
sige, at der er en bestyrelse i denne her gruppe – eller det er der i alle grupper – som principielt skal tage vare
på, at vi i deres øjne laver [R2: godt spejderarbejde] godt og ordentligt spejderarbejde, men jeg har endnu ikke
oplevet, at der er nogle, der har fortalt mig, at det er forkert, det jeg gør.
I det sidste tekststykke ser vi, at respondenterne tilkendegiver, at de i ”princippet” selv kan
definere aktiviteterne, men at der er en bestyrelse, der skal stå inde for, hvad de foretager sig
og godkende, at det er ”godt og ordentligt spejderarbejde”, og vi tolker, at der er visse normer
eller retningslinier forbundet med spejderarbejdet, som skal være overholdt, førend
aktiviteterne kan accepteres, om end det ikke ekspliciteres, hvad der ligger i begrebet. Dog
siger den ene respondent, at hun aldrig har ”oplevet at der er nogle, der har fortalt mig, at det
er forkert, det jeg gør”, hvorved det indikeres, at lederne reelt ikke møder normerne i deres
daglige virke.
7.3.5 Opsamling på Hvad er en ’rigtig’ spejder?
Ovenstående analyser viser, at der blandt nogle spejdere er traditionsbundne og fælles
opfattelser af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder. Ofte begrundes ’rigtig’ spejder med
traditionelle aktiviteter til trods for, at det netop er de traditionelle og gammeldags aktiviteter,
der også bliver beskrevet som kedelige. Vi ser, at der i tropsspejdernes brug af begreber som
for eksempel dengsespejder ligger en tilkendegivelse af noget, man bestemt ikke ønsker at
være på trods af, at de aktiviteter som forbindes med disse begreber er de samme, som dem
respondenterne fremhæver som ’rigtig’ spejder. Derimod er de positive egenskaber, der bliver
forbundet med begreberne fjollespejder eller dagligdagsspejder ikke fremhævet, når
93

espondenterne beskriver, hvad der er en ’rigtig’ spejder, hvilket er en problemstilling, vi vil
komme nærmere ind på i nedenstående afsnit.
Desuden konkluderer vi, at der blandt troppen, klanen og til dels blandt lederne er en fælles
opfattelse af, hvad der lægges i betegnelsen en ’rigtig’ spejder, mens det blandt juniorerne er
svært at spore en enighed. Dertil skal nævnes, at hverken klanen og lederne havde mange
holdninger til, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, mens vi blandt tropsspejderne så
langt de fleste meninger, og det var derfor også her vi sporede den største fælleshed i kraft af
de mange normative begreber, de unge brugte om sig selv og andre spejdere.
7.4 Opretholdelse af det traditionelle spejderbillede
Ovenstående analyse belyser på forskellig vis den problematik, der er forbundet med
spejdernes tilkendegivelser af, hvilke aktiviteter og meninger de forbinder med værdierne
KAFSU, og hvad der opfattes som værende en ’rigtig’ spejder.
Opsummerende har vi i første delanalyse konkluderet, at værdierne KAFSU kan tillægges en
lang række forskellige aktiviteter og meninger, og som vi har set mest markant i forhold til
værdierne sjovt og udfordrende. I analysen har vi ikke skelnet til, om der er en enighed om, at
værdierne kan tillægges forskellige meninger, idet vi mener, at blot nogle (få) forbinder
eksempelvis værdien sjovt med Melodi Grand Prix eller raftebygning, så er der forskellige
opfattelser af, hvad værdierne kan rumme.
I anden delanalyse har vi konkluderet, hvilke aktiviteter spejderne selv anser som traditionelle
og nye. De praktiske færdigheder, forskellige ture og ritualer fremhæves af respondenterne
som gammeldags/traditionelle, mens inddragelsen af ny teknologi såsom Internettet,
mobiltelefoner og GPS og den nye sangkonkurrence SMG fremhæves som nye aktiviteter.
I tredje delanalyse har vi konkluderet, hvad man inden for de forskellige aldersgrene anser
som værende en ’rigtig’ spejder, og om vi i den enkelte fokusgruppe har kunnet identificere
en fælles opfattelse af synspunktet. Vi har ikke identificeret en fælles opfattelse af, hvad det
vil sige at være ’rigtig’ spejder blandt børnene, da de har været meget inkonsistente i deres
udmeldinger og løbende har skiftet synspunkter, og det som en respondent i det ene øjeblik
betegner som ’rigtig’ spejder bliver i næste øjeblik betegnet som det mest kedelige. De
94

inkonsistente udmeldinger kan dog skyldes den sociale meningsdannelse, der sker i en
fokusgruppe, og især børn kan være hurtige til at skifte mening, hvis de andre i gruppen
mener noget andet. Derfor har datamaterialet fra denne aldersgruppe også været svært at
behandle, da vi også har skullet tage stilling til, om børnene forstod spørgsmålene og de
begreber, vi brugte, hvilket vi har måttet erkende, nogle gange ikke har været tilfældet. Den
manglende fælleshed kan også skyldes det faktum, at børnene ikke har været sammen som
gruppe særligt længe – hverken som individuel patrulje eller som helhed i Det Danske
Spejderkorps og har derfor naturligt nok ikke dannet stærke kollektive meningsstrukturer.
Blandt tropsspejderne har vi set nogle meget konstaterende og fælles opfattelser af, hvad det
ville sige at være en ’rigtig’ spejder, hvilket især kom til udtryk gennem værdiladede
begreber, som de enten tog afstand fra eller satte sig selv lig med. Dette kom især til udtryk
blandt pigetroppen, der klart lagde afstand til det stereotype og traditionelle spejderbillede,
der både repræsenteres af folk uden for DDS’ fordomme og tillægges andre grupper indenfor
DDS (jf. Bilag L). Det interessante er dog, at pigerne som sagt tog afstand fra at identificere
sig med det traditionelle spejderbillede – det vil sige den korrekte uniformering, mærkerne/det
militaristiske og det at være god til de praktiske færdigheder, og fremhævede sig selv som
moderne og smarte, men samtidig var det de praktiske færdigheder, de forbandt med ’rigtig’
spejder.
Blandt klanspejderne kunne vi identificere den mest åbenlyse enighed omkring, at en ’rigtig’
spejder ikke er karakteriseret ved omverdenens fordomme, men snarere ved personlige
egenskaber – og respondenterne tilkendegiver, at det er svært at sige, hvad en ’rigtig’ spejder
er. Men på trods af, at respondenterne fremhæver personlige egenskaber som det essentielle,
finder de det stadig vigtigt, at det er gennem aktiviteterne, man skal lære dem – såsom at
bygge noget så traditionelt som et raftekøkkenbord.
Lederne har kun ytret sig om, hvad en ’rigtig’ spejder er i meget begrænset omfang, og de er
generelt meget lidt normative omkring spejderarbejdet. Det tætteste vi er kommet på noget
normativt er i begreber som ’spejderagtig’ og ’ordentligt spejderarbejde’, hvor det ikke er
åbenlyst, hvad der præcist ligger i disse begreber, eller om det er forbundet med en traditionel
og normativ opfattelse af, hvad der er mest ’rigtigt’ spejderarbejde. Vi er således også klar
over, at lederne i højere grad har været meget mere bevidste om deres svar i forhold til
børnene, og det billede vi havde fået af nogle af lederne gennem interviewene med børnene
og de unge, stemte bestemt ikke overens med det billede, som vi blev konfronteret med i
95

mødet med lederne. Nogle af de ledere, som var blevet kaldt ’gammeldags’ af mange
respondenter, var faktisk meget åbne overfor fornyelse, hvilket overraskede os og viste, at
spejderne enten har haft et forkert billede af nogle af deres ledere, ellers har lederne måske
svaret det, som de vidste, var det mest ’korrekte’ i forhold til DDS’ kommunikationsstrategi
og formålsparagraffer.
Selvom respondenterne i vores fokusgrupper umiddelbart har givet udtryk for en stor
rummelighed i spejderkorpset, har vores analyse dog blotlagt, at der er visse
uoverensstemmelser mellem det, som nogle patruljer anser som værende en ’rigtig’ spejder og
det traditionelle og stereotype spejderbillede, som disse respondenter tager kraftigt afstand
fra, da det viser sig at være det selv samme spejderbillede, de også identificerer sig med, når
de skal beskrive, hvad der er en ’rigtig’ spejder. På den måde kan det virke selvmodsigende,
at når spejderne spørges om, hvad de anser som ’rigtig’ spejder, nævner aktiviteter som
raftebygning, morse og andre praktiske færdigheder, som de tidligere uopfordret har
tilkendegivet er gammeldags og kedelige aktiviteter, som de sætter lig et lidet flatterende
billede af en spejder. Spejderne er med andre ord meget tilbøjelige til selv per automatik at
fremhæve de traditionelle og stereotype aspekter ved spejderarbejdet, selvom de gerne vil
være moderne og netop tager afstand fra at være for eksempel ’tjikker-likkerspejdere’. Det
skal i den forbindelse understreges, at når vi her taler om uoverensstemmelser, er det set i
forhold til DDS som organisation, der gerne vil opfattes som en tidssvarende børne- og
ungdomsorganisation og i forhold til den selvfremstilling, som spejderne præsenterer os for.
Derimod har vi ikke kunnet spore uoverensstemmelser eller interne konflikter i patruljerne,
der generelt fremstår som havende en fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’
spejder. Derudover skal det pointeres, at det udelukkende er i pigetroppen, at vi har
identificeret et dilemma i forholdet mellem det, der betegnes som ’rigtig’ spejder og det, som
pigerne søger at tage afstand fra ved at fremhæve sig selv som blandt andet fjollespejdere, der
lægger mere vægt på hygge og sjov end på traditionelle aktiviteter som for eksempel
raftebygning. Det er dog alligevel en række traditionelle aktiviteter, der nævnes, når
pigetroppen skal beskrive en ’rigtig’ spejder, og dermed opstår der et dilemma, hvor vi har
svært ved at afgøre, hvorvidt pigerne helst vil være fjollespejdere eller ’rigtige’ spejdere, da
det er en problemstilling, vi først er blevet bevidste om efter, at vi har bearbejdet
datamaterialet. Derfor har vi heller ikke spurgt nærmere ind til problematikken i selve
interviewsituationen, og ud fra det eksisterende datamateriale er det derfor ikke muligt for os
at tolke, hvad pigerne præcist har vægtet som mest væsentligt.
96

Vi erkender, at vores konklusioner bygger på tilkendegivelser fra en forholdsvis lille gruppe
spejdere, men hvis yderligere analyser viste, at denne uoverensstemmelse gik igen i flere
patruljer eller grupper inden for DDS, mener vi, at det kunne danne belæg for at konkludere,
at spejderne selv er med til at opretholde – og måske endda forstærke – det traditionelle
spejderbillede, som de møder gennem omverdenens fordomme – og som de i øvrigt selv
tillægger nogle grupper i DDS – ved ikke i højere grad at italesætte de fornyende aspekter
over for os som udefrakommende eller at stå ved, at de godt kan lide at lave de traditionelle
spejderaktiviteter, hvis det er sådan, virkeligheden forholder sig. Alle respondenter med
undtagelse af lederne nævner i den forbindelse, at de er trætte af, at omverden har et
stereotypt og ikke-tidssvarende billede af spejderkorpset (jf. Bilag L: 15-20), og især
pigetropsspejderne er meget generede af, at omverdenen betragter dem som ’spejdernørder’ i
den forstand, som de karikeret fremstilles i for eksempel vittighedstegninger.
Da vi fra vores indledende interview med den kommunikationsansvarlige i DDS endvidere
ved, at korpset har store problemer med faldende medlemstal, når spejderne kommer i
teenagealderen (Bilag B: 19), mener vi, at det er væsentligt at skildre den problematik, der
kommer til udtryk, når pigetroppen tilkendegiver, at de gerne vil være smarte og moderne,
men alligevel forbinder ’rigtig’ spejder med traditionelle og gammeldags aktiviteter. Derfor
vælger vi også primært at bygge sidste del af analysen på de tilkendegivelser, vi har fået fra
de unge piger, da de netop har den alder, hvor mange spejdere vælger at forlade DDS, og som
følge deraf er det interessant for os at se nærmere på det dilemma, der er mellem, hvad
tropsspejderne gerne vil opfattes som, og det de reelt tilkendegiver at være. Desuden
begrunder vi fokuseringen på pigetroppen med den positionering, de har haft både overfor os
som udefrakommende, men også i forhold til andre grupper i DDS. Her har de igen lagt stor
vægt på at tage afstand fra det ’nørdede’ image, som de mener, er omverdenens syn på
spejdere, og vi argumenterer for, at såvel pigernes alder som deres positionering er væsentlige
begrundelser for, at deres normative tilkendegivelser er vigtige for DDS at være bevidst om.
7.4.1 Identitet og image
På baggrund af vores analyse mener vi, at Det Danske Spejderkorps indledningsvist bør ’gribe
i egen barm’, hvis de ønsker, at omverdenen skal ændre deres syn på spejdere til at være andet
og mere end en flok tjikker-likkerspejdere, der bygger med rafter og binder råbåndsknob.
DDS lagde ved specialets start ud med at påpege, at de havde et imageproblem, der viste sig
at ligge helt i tråd med det billede, som vores respondenter har givet udtryk for i vores
interviews. Når vi herefter fremsætter, at DDS først bør kigge ’indad’, skyldes det, som vi
97

tidligere har været inde på, at kulturen er forbundet med hele organisationens hverdagsliv,
hvor værdier og antagelser udtrykkes gennem medlemmernes adfærd. I relation til dette
anvendes symboler og artefakter til at skabe bevidsthed om et ønsket organisatorisk selv og til
at kommunikere identiteten eksternt. I deres beskrivelse af ’hvem vi er’ bruger spejderne altså
forskellige symboler skabt af kulturen, men de er også påvirket af den måde, hvorpå andre
opfatter organisationen og fortolker dens symboler og værdier. Som følge deraf er spejdernes
brug af negativt ladede verbale symboler som spejderagtig, dengsespejder og tjikkerlikkerspejder
samt deres konstaterende opfattelser af, hvad der er en ’rigtig’ spejder udtryk for
en identitetsforståelse, der smitter af på spejdernes image. Ved at bruge symbolerne bevidst
og strategisk, har DDS mulighed for at påvirke identiteten i en ønsket retning, og identiteten
er dermed dynamisk i den forstand, at den også har betydning for organisationens image – og
vice versa – hvilket vi vil komme nærmere ind på i perspektiveringen.
Da det blandt andet er gennem sproget, at spejderne skaber mening med spejdervirket og
opretholder deres kultur og identitet, er det også i sprogbrugen, at vi ser de tilkendegivelser,
der konstaterende beskriver en ’rigtig’ spejder, og spejdernes sprogbrug og selvopfattelse
smitter som sagt af på andre folks opfattelse af dem. Derfor kan spejderne heller ikke
forvente, at omverdenen har et moderne og tidssvarende syn på dem, hvis de selv giver udtryk
for, at en ’rigtig’ spejder er at forbinde med traditionelle og gammeldags aktiviteter og
færdigheder. På den måde kan der argumenteres for, at der højst sandsynligt er konvergens
mellem spejdernes identitet og image, da de fordomme, som vores respondenter tilkendegiver
at møde fra omverdenen, er de selv samme, som de selv mener gælder for visse grupper i
DDS, og som de i øvrigt langt hen ad vejen forbinder med det at være en ’rigtig’ spejder.
Interessant er det dog, at spejderne ønsker at ændre andre folks syn på dem, men førend dette
kan ske, er det altså nødvendigt, at spejderne selv udtrykker en selvforståelse, der lader
omverdenen forstå, at spejderarbejdet rummer mere end de traditionelle aspekter. Vi mener
derfor også, at spejderne er ambivalente i forhold til deres identitet, hvilket vil sige, at de
gerne vil udtrykke noget, som de reelt ikke formår at sætte ord på i deres beskrivelse af
begrebet ’rigtig’ spejder. Så på trods af at vi flere gange i vores analyse ser, at respondenterne
fremhæver, at DDS har udviklet sig og indført nye, sjove aktiviteter i spejderarbejdet, så
bliver dette positive aspekt ikke fremhævet, når vores respondenter beskriver en ’rigtig’
spejder, hvorfor det ender med at være de traditionelle aspekter, der betones på trods af, at der
er uenighed i gruppen om, hvorvidt de traditionelle aktiviteter er sjove eller kedelige.
98

Det er interessant, at der på trods af spejdernes ambivalente identitetsopfattelse skabes en
fælles forståelse af ’hvem vi er’. Dette begrunder vi blandt andet med det
fortolkningsfællesskab, som spejderne alle er del af, og som netop bevirker, at de fortolker og
opfatter kulturelle aspekter ud fra en fælles forståelsesramme og derved tillægger værdierne
samme mening. På grund af fortolkningsfællesskabet oplever vi også, at spejderne gensidigt
påvirker hinandens meningsdannelser, og på den måde opstår der en fælles opfattelse af, hvad
det vil sige at være spejder. Det er dette fortolkningsfællesskab og brugen af kulturens
symboler, der er medvirkende til, at spejderne ikke formår at udvide deres traditionsbundne
selvopfattelse, og da de ikke anfægtes udefra, kan de opretholde en selvforståelse, som de selv
tilkendegiver, at en udefrakommende aldrig vil kunne forstå eller sågar blive en del af, fordi
den bygger på års fælles oplevelser, erfaringer og traditioner. Fortolkningsfællesskabet – eller
de kollektive meningsstrukturer – er med andre ord stærkt i DDS, hvilket har en række
positive sideeffekter og vidner om, at spejderne er glade for at være en del af fællesskabet.
Fortolkningsfællesskabet får dog også nogle negative ’bivirkninger’, da spejderne alligevel
ikke formår at italesætte deres identitet på en sådan måde, at det er klart for dem selv, hvad
det præcist er, de ønsker at udtrykke. Set i en bredere organisatorisk kontekst er en stærk
fællesskabsånd og enighed ønskværdigt, da det vidner om, at der er intern harmoni og
konsensus i organisationen, men på den anden side kan det med et stærkt
fortolkningsfællesskab være svært at indføre organisatoriske ændringer, idet medlemmerne
tager tingene for givet og ikke anfægter de gældende normer – og det kan føre til mangel på
meningsudveksling og gøre det svært at skabe accept af nye tiltag.
Til at anskueliggøre hvordan spejderne opfatter deres identitet, har vi udarbejdet nedenstående
figur, der viser, hvordan vi mener, at spejdernes selvforståelse både kan rumme tradition og
fornyelse, hvilket vil sige, at en ’rigtig’ spejder kan være udtrykt gennem såvel gamle som
nye aktiviteter eller færdigheder.
99

Figur 7.1 Spejdernes identitet
Egen tilvirkning
Morse
Rafter
Knob
I figuren illustreres de gamle, traditionelle aktiviteter i den ene delmængde, mens de nye,
moderne aktiviteter er indtegnet i den anden delmængde. Hvor spejdernes identitet i dag
primært er udtryk i den traditionelle del af figuren (det er disse aktiviteter, der af vores
respondenter fremhæves som værende en ’rigtig’ spejder) argumenterer vi for, at en udvidet
identitetsforståelse skal bygge på en fællesmængde mellem tradition og fornyelse, således at
det accepteres og anerkendes, at en ’rigtig’ spejderaktivitet kan være både ny eller gammel.
Dermed er det heller ikke vores opfattelse, at spejderne udelukkende skal identificere sig med
nye og moderne aktiviteter, da vi erkender, at dette vil være et umuligt og utopisk grundlag at
bygge en spejderbevægelse på, og vi mener heller ikke, at det overhovedet er nødvendigt for
DDS’ fremtidige overlevelse at bevæge sig væk fra de traditionelle aktiviteter. Derimod er
vores påstand som sagt, at DDS skal udvide selvforståelsen af at være en ’rigtig’ spejder til
også at omfatte de nye aspekter ved spejderarbejdet, således at disse ligeledes bliver italesat,
når organisationens medlemmer over for udefrakommende – såvel som internt – forklarer og
beskriver, ’hvem vi er’. Spejderne giver selv udtryk for, at de gerne vil opfattes som moderne
og smarte, og DDS understreger i deres kommunikationsstrategi, at spejderkorpset skal
opfattes som en tidssvarende børne- og ungdomsorganisation, og vi mener derfor også, at en
værdi skal kunne komme til udtryk både gennem raftebygning og gennem en
sangkonkurrence – og den ene aktivitet er i den henseende lige så god og ’rigtig’ som den
anden. Spejderne skal derfor udvide den traditionsbundne opfattelse af, hvad der er en ’rigtig’
spejder og i langt højere grad også vægte de nye og mere moderne aktiviteter, da de gennem
deres sprogbrug, og den måde, hvorpå de italesætter sig selv og hinanden, reproducerer sig
selv i det traditionelle og stereotype spejderbillede, som de gerne vil tage afstand fra.
Vi er naturligvis bevidste om, at sproget ikke er den eneste faktor i spejdernes reproduktion af
sig selv, og der ligger selvfølgelig også en organisatorisk virkelighed bag spejdernes
100
SMS-løb
Internettet
Hygge
Tradition Fornyelse
SMG

sprogbrug, hvor identiteten ikke alene er bundet til den sociale kontekst, det er at være
spejder, men er sammensat af flere forskellige ’brikker’ fra medlemmernes hverdagsliv og er
præget af en verden i konstant forandring, der tilsammen udgør den organisatoriske
virkelighed, som spejderne føler som deres egen (Andersen, 1996: 450). I kraft af at vi
metodisk har valgt at undersøge vores problemstilling gennem interviews, er det dog kun på
baggrund af respondenterne ytringer, vi kan foretage vores konklusioner. Hvis vi havde
opholdt os i organisationen over en længere periode og været en del af hverdagslivet, havde vi
givetvis fået større indblik i, hvordan den organisatoriske virkelighed reelt er, frem for
udelukkende at studere hvordan medlemmerne taler om deres organisatoriske hverdagsliv.
Vi mener som sagt, at det er ved at bruge symbolerne bevidst og strategisk, at DDS kan bryde
ud af den traditionsbundne identitetsopfattelse, vi på baggrund af vores værdianalyse mener
eksisterer blandt spejderne i Espergærde, og som vidner om, at den målsætning, som ledelsen
har opstillet i kommunikationsstrategien endnu ikke er slået igennem på alle niveauer i
organisationen. Vi vil dog fremhæve, at vi ikke anser identitetspåvirkningen så forenklet, som
det umiddelbart kan fremstå af ovenstående, idet virkeligheden er langt mere kompleks, end
man kan opstille i en figur. Endvidere implicerer vores kultursyn, at al meningsdannelse sker i
interaktion med andre, hvorfor vi som tidligere nævnt mener, at det er problematisk at antage,
at man uden videre kan styre disse processer og forvente, at man opnår en bestemt
ønskværdig forandring. Vi vil dog i det efterfølgende reflektere over, hvordan man ved hjælp
af strategisk organisatorisk historiefortælling kan være med til at konstruere organisationen,
og historierne kommer dermed til at fungere som et redskab til at reflektere over identiteten
og påvirke kulturen.
101

8. Historier som formidlere af værdier
I dette kapitel sætter vi fokus på historier som et strategisk kommunikativt redskab til at
formidle værdiers indhold. Kapitlet vil primært have karakter af en teoretisk diskussion af,
hvordan organisatoriske historier kan anvendes strategisk, men vi inddrager også vores
specifikke case, således vi søger at sætte nogle af de konkrete problemstillinger, vi har
identificeret i analysen, i relation til de teoretiske opridsninger. Vi har i vores analyse
identificeret, at spejderne reproducerer sig selv i et traditionelt spejderbillede, fordi
medlemmerne har en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en
’rigtig’ spejder. Vi ønsker derfor at diskutere, hvordan historier kan være medvirkende til, at
medlemmerne ændrer den mening, som de tillægger aktiviteterne, så der skabes en ny
fortolkningsramme, der bryder med den etablerede opfattelse af organisationen. Således søger
vi også at imødekomme noget af den kritik, vi retter mod det symbolske perspektiv i henhold
til manglen på handlingsanvisninger til forandring.
Tidligere har vi belyst, hvordan vi gennem den narrative analysemetode kunne identificere de
værdier, der skaber mening for medlemmerne omkring ’det at være spejder’, men historier er
også et særdeles effektivt formidlingsværktøj, når det gælder om at skulle ’følge og forstå’
værdierne i det daglige (Kjærbeck, 2004: 10). På den måde beskæftiger vi os i dette kapitel
med historiernes sensemaking – altså hvordan en historie kan skabe mening, og i forlængelse
af dette vil vi også berøre læringsperspektivet, idet man kan argumentere for,
historiefortælling er en måde, hvorpå organisationen kan opnå læring. Således bevæger vi os
skridtet videre end til udelukkende at anvende historier som en metode til at analysere
organisationer, deres indre processer, kultur og værdier, men reflekterer over, hvordan
historier også kan betragtes som formidlere af kultur.
Vi har i vores kulturteoretiske kapitel diskuteret værdiernes placering i organisationskulturen,
hvor det blev fremhævet, at værdierne ligger på et dybere og implicit niveau i organisationen
– så hvordan påvirkes, udvikles og kommunikeres det uhåndgribelige? Det gør man, ifølge
erhvervsforskeren Søren Nymark, gennem de organisatoriske historier. Nymark mener netop,
at historier afspejler organisationens kultur, identitet og værdier, og de opretholder således
organisationen og dens mål og kan anvendes som et ’middel’ til at imødegå forandring og
kompleksitet (Nymark, 1999).
102

8.1 Organisatoriske historier
Ifølge Nymark kan organisatoriske historier opdeles i to kategorier; de uformelle og formelle
historier. Det er gennem de uformelle historier, at medlemmerne lærer om organisationens
kultur, og de fungerer med andre ord som en ’genvej’ til at forstå organisationens kultur. De
formelle historier er derimod eksplicit orienteret mod interne og eksterne interessenter til
organisationen, og det er via disse, at eksempelvis ledelsen kan kommunikere dens politik og
værdier (Nymark, 1999: 6). Det er gennem historier, at medlemmerne ’forhandler’
organisationskulturen, og acceptabel adfærd kommunikeres. Da nye historier konstant skabes
i takt med, at medlemmerne handler, bliver organisationskulturen kontinuerligt påvirket,
bibeholdt og revideret gennem disse historier – og derfor argumenterer Nymark for, at det er
gennem historierne, at retningen for adfærd markeres (Nymark, 1999: 8). Organisatoriske
historier har dermed flere vigtige funktioner. De uformelle historier fungerer for det første
som vedligeholdelse og revidering af organisationskulturen, og for det andet fungerer de som
kommunikatører af organisationskulturen til nye medlemmer, så disse hurtigt får en intuitiv
fornemmelse af de sociale spilleregler, der eksisterer. De formelle historier fungerer derimod
til direkte at kommunikere og påvirke organisationens kultur og værdier (ibid.).
Det er vores antagelse, at det er meget svært at styre de uformelle historier, idet de er direkte
eksponenter af organisationskulturen og værdierne. Vi mener dog, at det er muligt at påvirke
de uformelle historier gennem de formelle ved strategisk at sprede formelle historier, der
formidler et budskab, der indgår i medlemmernes kontinuerlige interaktion og revidering af
organisationskulturen. Det er Nymarks pointe, at det at anvende og sprede historier strategisk
primært er en ledelsesopgave, men – og uden at beskylde Nymark for at være unuanceret, vi
mener, at Det Danske Spejderkorps’ organisatoriske karakteristika, der fokuserer på autonome
enheder og børn-leder-børn princippet, taler for, at også andre end selve den formelle ledelse
kan anvende historier strategisk – eksempelvis kunne gruppens bestyrelse eller den enkelte
patruljeleder søge at påvirke spejdernes meningsdannelse. Muligheden for konkret at påvirke
medlemmernes interaktion diskuterer vi nærmere nedenfor i forbindelse med
læringsperspektivet.
Vi mener, at de uformelle historiers funktion, som Nymark skitserer dem, illustrerer den
proces, vi har identificeret i vores værdianalyse, idet den måde hvorpå nogle af spejderne
omtaler sig selv og andre grupper i DDS gennem historier og begreber, indikerer, hvordan
man er en ’rigtig’ spejder, og disse historier er med til, at det er de traditionelle aktiviteter, der
103

etragtes som mest ’rigtige’. Så selvom der kommer nye medlemmer ind i organisationen, vil
de hurtigt blive introduceret til ’den acceptable’ og ’normale’ adfærd, selvom det nye medlem
naturligvis også kan påvirke de uformelle historiefortællingsprocesser og dermed være
medvirkende til at ændre organisationskulturen og værdierne i en given retning. Vi mener
derfor, at de uformelle historier både har en positiv og negativ side, idet de i kraft af deres
dynamiske natur kan opretholde organisationen, skabe samhørighed og læring – men
samtidigt kan de fordre, at det er svært for organisationen at bryde ud af indgroede mønstre,
forståelser og handlemåder – som vi har erfaret det i DDS. Vores næste diskussionspunkt
bliver hermed, hvordan man kan søge at skabe mening gennem historier – så der opstår
forandring.
8.2 Historier skaber mening
Hvis vi ser mere overordnet på historier, så beskriver Yiannis Gabriel organisationens kultur
som det, der giver mening for medlemmerne: ”Organizational culture […] enables
individuals to make sense of their experience and to share it with others; it infuses their
actions with meaning and value; and it supplies them with a sense of belonging. Instead of
disregarding culture as superfluous, effective management takes hold of shaping, guiding and
invigorating the culture” (Gabriel, 2000: 87). På den måde mener vi også, at historier kan
videregive vigtige informationer om organisationen og dens kultur, da de er en del af
organisationens kulturelle og symbolske artefakter, der indeholder mening og opretholder
værdier (Gabriel, 2000: 88). Opsummerende har Gabriel sammenfattet historiens
meningsskabende elementer således: ”Stories guide action and strategy, by providing
precedents for times of crises and change; they act as maps, helping people make sense of
unfamiliar situations be linking them to familiar ones, making the unexpected expectable,
hance manageable” (Gabriel, 2000: 89). Dog understreger han også, at historier har
følelsesmæssige og symbolske kvaliteter, der rækker ud over blot at generere engagement,
men er udtryk for dybere fælles kultur- og opfattelsesmønstre, som vi kommer nærmere ind
på i afsnit 8.3, hvor vi diskuterer historier og læring.
Anne-Marie Søderberg vægter også historiefortællingens meningsskabende elementer og ser
historiefortælling som en aktivitet, der skaber mening og identitet i forhold til de kritiske
begivenheder, der udfordrer fortællerens opfattelse af sig selv og omverdenen (Søderberg,
2004: 54). Igennem historier kan organisationens medlemmer konstruere bestemte sociale
104

elationer, identiteter og billeder af organisationen, fordi de tillægger begivenheder og
aktiviteter betydning ud fra fortolkninger af egne erfaringer eller deres sensemaking
(Søderberg, 2004: 60). Man kan derfor argumentere for, at historierne tilskynder sensemaking
ved at sætte sig ud over fakta.
Det er ud fra vores organisationsteoretiske perspektiv vigtigt, at historier kan vise
flertydighed, da vi mener, at samme værdi godt kan fortolkes forskelligt – og altså være
forbundet med forskellige aktiviteter – af det enkelte medlem ud fra dennes egne kulturelle,
sociale og personlige meninger. Når man generelt fortolker symboler, er det derfor heller ikke
overraskende at finde, at forskellige og endda modsatrettede meninger er forbundet med disse
(Gabriel, 2000: 90), da der inden for samme organisationskultur kan forekomme forskellige
historier om samme begivenhed. Dermed mener vi, at historier fremmer skabelse og
fortolkning af sociale virkeligheder ved at hjælpe medlemmerne med at forstå noget i lyset af
noget andet, og dermed sætter de tolknings- og kommunikationsprocesser i gang hos
modtageren ved at trække denne ind i et betydningsunivers, der engagerer dem aktivt i
meningsskabelsen af værdiernes indhold.
8.3 Læring og historier
I forlængelse af historiernes sensemaking har vi valgt at tage fat i begrebet organisatorisk
læring for at eksplicitere historiers ’evne’ til at påvirke de organisatoriske normer og værdier.
Organisatorisk læring er et omfattende – og interessant – felt, som vi dog ikke vil gå i dybden
med i dette speciale, men kun berøre i henhold til den måde, organisatoriske historier kan
fordre forandring. Vi er selvfølgelig bevidste om, at organisationen som begreb i sig selv ikke
kan ’forandre’ eller ’lære’, men organisationen består derimod af mennesker, der er i stand til
at lære og interagere. Når vi taler om organisatorisk læring, mener vi dermed organisationens
medlemmer som gruppe, der samlet kan forholde sig til sig selv og omverdenen. Dette
begrunder vi blandt andet i kraft af, at vi antager, at en gruppe mennesker – eksempelvis
spejderne i Espergærde – deler en række fælles forudsætninger og måder at se verden på,
fordi de er spejdere, som vi diskuterede i kapitel 4 i forhold til fortolkningsfællesskaber – eller
Dixons kollektive meningsstrukturer. En stærk fælles viden kan dog have den ’negative’
effekt, som vi også pointerede i forbindelse med de uformelle historier, at de er svære at
ændre, fordi de af medlemmerne anses som ’sandheden’, og de ser derfor ingen grund til at
anfægte dem (Dixon, 1994: 40). Det er dermed meget svært at anfægte, at morse og
105

aftebygning er de mest ’rigtige’ spejderfærdigheder, da denne antagelse er så indgroet i
spejdernes kollektive meningsstrukturer – og vi identificerede i denne forlængelse også, at
spejderne anså det som det største selvfølgelighed, at disse elementer ikke kun en del af
spejdervirket, men også den mest rigtige del, selvom de anså mange af aktiviteterne som både
forældede og kedelige.
De kollektive meningsstrukturer kan selvfølgelig heller ikke ændres fra den ene dag til den
anden, og den interaktion der foregår mellem medlemmerne vil mangle meningsforskelle,
således at disse eksisterende tavse meningsstrukturer aldrig bliver egentligt anfægtet. Derfor
påpeger Dixon, at for at disse (negative) meningsstrukturer kan blive anfægtet, skal det ske
noget hidtil ukendt. Herefter kan de eksisterende meningsstrukturer forandres og nye
meningsstrukturer opstår (Dixon, 1994: 41).
Det er vores påstand, og med baggrund i Nymark, at det, der eksempelvis kan ’anfægte’ de
eksisterende negative meningsstrukturer i en organisation som Det Danske Spejderkorps er
historier. Nymark opererer med et begreb, han kalder ’den organisatorisk hukommelse’, som
vi mener er kompatibelt med Dixons kollektive meningsstrukturer. Nymark definerer den
organisatoriske hukommelse som ”intersubjektiv, konsensual social viden, der dannes og
vedligeholdes gennem medarbejdernes fortællinger” (Nymark, 1999: 9). Den organisatoriske
hukommelses placering i organisationskulturen kan ses nedenfor.
Figur 8.1 Sammenhænge i en organisationskultur
Nye begivenhe-
der og hændelser
Kilde: Nymark, 1999: 9
Organisatio-
nens medlemmer
Fortællinger
Fortællinger
Den
organisatoriske
hukommelse
Figuren illustrerer, at nye historier kommer til, nogle korrigeres, mens andre glemmes. Hvis
der er historier, der ikke genfortælles, fordi organisationens medlemmer har udviklet sig i en
retning, hvor historierne ikke længere bidrager til meningsskabelse hos det enkelte medlem,
bliver de med tiden glemt, og dermed har en ’aflæring’ af denne viden fundet sted. I
106
Glemte
begivenheder;
’aflæring’

situationer, der for et medlem opfattes flertydigt eller paradoksalt, kommunikeres situationens
sammenhæng af andre medlemmer i form af historier, der har deres udgangspunkt i den
organisatoriske hukommelse.
Nymark pointerer, at det det er de uformelle historier, der bidrager til kontinuerlig korrektion
af den organisatoriske hukommelse, og det er gennem disse historier, at der kan stilles
spørgsmålstegn ved gældende værdier og normer, som de formelle historier i høj grad
vedligeholder (Nymark, 1999: 10). Dermed forbinder Nymark de formelle og uformelle
historier med henholdsvis 1. og 2. ordens læring, hvor 1. ordens læringsprocesser
vedligeholder det etablerede system, mens 2. ordens læringsprocesser udvikler det fungerende
system ved at stille spørgsmålstegn ved gældende normer og værdier (ibid.). Vi mener
dermed, at Nymark lægger op til, at det er de uformelle historier man skal fokusere på, hvis
man ønsker at ændre noget fundamentalt i en organisation, hvorved disse historier i deres
genfortælling fra medlem til medlem er med til at korrigere den organisatoriske hukommelse.
Man kan i den forlængelse argumentere for, at i det øjeblik, at historierne anvendes strategisk
og med det sigte at ændre adfærd eller mønstre i en organisation, bevæger vi os fra
historiernes sensemaking til deres sensegiving:
”Sensemaking has to do with meaning construction and reconstruction by the involved parties
as they attempted to develop a meaningful framework for understanding the nature of the
intended strategic change. Sensegiving is concerned with the proces of attempting to
influence the sensemaking and meaning construction of others toward a preferred definition
of organizational reality” (Gioia & Chittipeddi, 1991: 442 i Søderberg, 2004: 61).
Sensegiving opstår med andre ord, når eksempelvis ledelsen strategisk forsøger at påvirke
medlemmernes meningsdannelse på baggrund af dens egne visioner, og det er således
historiernes sensegiving, DDS kan fokusere på for at påvirke medlemmernes sensemaking.
8.4 Fra værdier til historier – opsamling
Historier spiller en rolle som kulturelt og socialt bindeled mellem medlemmerne i en
organisation. Historier er uformelle og uforpligtende, og de finder sted på gangene og henover
kaffen, hvor medlemmerne udtrykker følelser og holdninger til organisationens og ledelsens
107

eslutninger og handlinger. Denne type historier repræsenterer den uformelle historie, og
organisationer kan ikke kontrollere denne form for historiefortælling. Derimod bør den
acceptere og respektere, at den uformelle historiefortælling spiller en vigtig rolle for
organisationens kultur og identitet. Det kan eksempelvis være, at patruljelederen afsætter tid
på møder til åben kritik, oplevelser og historier, eller at historier bliver en konstitueret måde
at forklare væsentlige beslutninger på overfor medlemmerne. Grænsen mellem den formelle
historiefortælling som intern formidlingsredskab og den uformelle historiefortælling som
kulturel sensemaking er derfor også flydende.
Idet mange historier netop lever i kraft af, at de er uskrevne og uformelle, svækkes de ved at
blive formaliseret og nedskrevet. Vi mener dog, at der i denne forbindelse opstår et paradoks,
hvis man som en bestyrelse skal søge at ændre den organisatoriske hukommelse ved at sprede
historier, idet det er de uformelle historier, der kan stille spørgsmålstegn ved gældende
værdier og normer. Samtidigt mister de uformelle historier deres uformelle natur ved at blive
indsamlet, eventuelt nedskrevet og slutteligt kommunikeret. Vi erkender dermed, at det man
ikke bare sådan lige kan ændre på de kollektive meningsstrukturer/den organisatoriske
hukommelse, da det som sagt er stærkt indgroede normer og værdier, der danner baggrund for
disse, og den ovenstående teoretiske ramme indikerer også, at der er mange dilemmaer
forbundet med arbejdet med organisatoriske historier.
Ovenstående diskussion er primært af teoretisk karakter, og vi vil derfor ikke bevæge os over
i den konkrete behandling af, hvad man rent praktisk kan gøre for at ændre de normer og
værdier, der eksisterer blandt medlemmerne, da det ligger uden for specialets fokus. Men i
kraft af vores teoretiske gennemgang vil vi konkludere, at ved at indsamle og sprede de
uformelle historier, kan Det Danske Spejderkorps ændre på indgroede tanke- og talemønstre,
der viser, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder. En organisation som DDS har netop
alle muligheder for at udnytte historierne strategisk, da vi gennem vores analyse har erfaret, at
medlemmerne har mange historier at fortælle fra deres hverdag og er meget engagerede i
deres spejdervirke, og de har mange fælles oplevelser, da mange har været spejdere sammen i
adskillige år, hvilket giver dem en bred, fælles referenceramme. Endvidere er DDS’
organisatoriske karakteristika kendetegnet ved en flad struktur og medbestemmelse, hvor
ethvert medlem i princippet kan anvende historierne strategisk. Vi mener dermed, at det er
muligt at påvirke de uformelle historier gennem de formelle ved strategisk at sprede formelle
historier, der formidler et budskab, der indgår i medlemmernes kontinuerlige revidering af
organisationskulturen. Da hensigten som sagt er, at de formelle historier skal blive en del af
108

den organisatoriske hukommelse, erkender vi – også teoretisk – at der ikke findes garantier,
idet man netop ikke kan styre, hvilke historier der fortælles henover kopimaskinen, og man
kan ikke vide, om historierne forkastes af medarbejderne og bliver en del af de glemte
begivenheder. I alle tilfælde er det centralt at være bevidst om, at ændringer i indgroede
normer kun kan ske langsomt og over tid.
109

9. Afslutning
I dette kapitel konkluderer vi på specialets problemstilling på baggrund af den værdianalyse,
der danner rammen om spejdernes opfattelse af det at være en ’rigtig’ spejder. Vi forholder os
ligeledes kritisk til vores konklusioner ved at reflektere over den valgte teori og metode.
Derudover vil kapitlet indeholde en perspektivering, hvor vi tager et mere eksternt sigte og
inddrager betragtninger om Det Danske Spejderkorps’ image på baggrund af værdianalysens
konklusioner og spejdernes selvforståelse.
9.1 Konklusion
I arbejdet med problemformuleringens første del undersøger vi konkret, om spejderne
forbinder de formulerede værdier med forskellige aktiviteter og meninger ved at analysere,
hvordan de tillægger værdierne kammeratskab, ansvar, friluftsliv, sjovt og udfordrende
mening i det daglige spejdervirke ved at knytte de enkelte værdier til bestemte aktiviteter.
Dermed er det vores opfattelse, at værdierne – i tråd med vores symbolsk-fortolkende
organisationsperspektiv – kan udtrykkes gennem forskellige aktiviteter, fordi spejderne netop
tillægger de enkelte værdier flertydigt indhold på baggrund af de dynamiske processer og
konstante meningsdannelser, som de fortolkes i. Vores analyse har derfor også fokuseret på at
identificere de værdier, der forbindes med de handlinger, som spejderne udfører i deres
organisatoriske hverdagsliv, og vi kan på baggrund af værdianalysen konkludere, at værdierne
KAFSU tillægges en lang række forskellige meninger, hvilket bevidner, at der er forskellige
opfattelser af, hvad der indholdsmæssigt knyttes til de enkelte værdier. Dette begrunder vi til
dels med, at der aldersmæssigt (og i mindre grad kønsmæssigt) er forskel på, hvad spejderne
opfatter som eksempelvis sjovt og udfordrende, men det understøtter også pointen i vores
organisationsteoretiske syn, nemlig at værdier – på trods af at de er en dyb og indlejret del af
kulturen – er et aspekt af den organisatoriske kontekst, hvis indhold man ikke kan reducere til
en fast og uforanderlig størrelse, da de netop er åbne for nye fortolkninger skabt i
meningsudvekslingen mellem organisationens medlemmer.
I problemformuleringens anden del undersøger vi dernæst, om der blandt medlemmerne
eksisterer en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’
spejder. Dette er gjort på baggrund af ovenstående betragtninger om værdiernes flertydige
indhold sammenholdt med den viden, vi har tilegnet os om forholdet mellem tradition og
110

fornyelse, og vi kan derigennem konkludere, hvilke værdier der bliver forbundet med
henholdsvis gamle og nye aktiviteter. Samtidig giver vores analyse om ’rigtig’ spejder os
videre belæg for at konkludere, at der – på trods af værdiernes flertydighed – eksisterer en
fælles opfattelse af, hvilke bestemte aktiviteter, egenskaber og færdigheder, der kendetegner
en ’rigtig’ spejder i nogle af patruljerne. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at
værdierne som sagt bliver forbundet med forskellige nye og gamle aktiviteter, men at det er
de traditionelle aktiviteter, der bliver forbundet med det at være en ’rigtig’ spejder. Den
stærke traditionsbundne fælleshed har vi primært kunnet identificere i troppen – særligt blandt
pigerne, hvorimod børnene var meget ambivalente og tvetydige i deres svar, klanen var mere
diskuterende og reflekterende, mens lederne var meget ’korrekte’ i deres svar omkring hvad
en ’rigtig’ spejder var.
Vi mener, at især pigetroppens opfattelse af hvad der er en ’rigtig’ spejder bevirker, at
spejderne selv er med til at opretholde det traditionelle spejderbillede, som de mener, der
eksisterer i omverdenens bevidsthed, og som de gør meget ud af at tage afstand fra. Det er
derfor interessant at belyse, hvorfor der på trods af værdiernes tilsyneladende flertydighed i
sidste ende opstår en traditionsbunden og fælles opfattelse af at være en ’rigtig’ spejder. Vi
har i den forbindelse redegjort for, hvordan spejdernes fortolkningsfællesskab giver dem en
række forudsætninger for at forstå og fortolke verden ud fra, hvilket er afgørende for den
særlige mening, der tillægges aktiviteterne og værdierne. På den måde konkluderer vi også, at
det netop er spejdernes fortolkningsfællesskab, der giver dem mulighed for at tillægge
værdierne den fælles mening, som definerer en ’rigtig’ spejder. Dermed er
fortolkningsfællesskabet også med til at fastholde spejderne i en position, som omverdenen
ikke har mulighed for at anfægte eller forstå, fordi den ikke er del af dette
fortolkningsfællesskab og aldrig kan blive det, hvilket fører til, at fordomme bliver opretholdt.
Hvor spejdernes opfattelse af en ’rigtig’ spejder i høj grad er udtrykt gennem traditionelle
aktiviteter, argumenterer vi for, at en udvidet identitetsforståelse skal bygge på en
fællesmængde mellem tradition og fornyelse, således at det accepteres og anerkendes, at en
’rigtig’ spejderaktivitet kan være både ny eller gammel, og værdierne kan dermed komme til
udtryk både gennem raftebygning og gennem en sangkonkurrence – og den ene aktivitet er i
den henseende lige så god og ’rigtig’ som den anden. Hermed bliver vores konklusion, at
spejderne gennem kulturens symboler – her forstået som verbale ytringer i sproget – er med
til at reproducere sig selv i et traditionelt billede, som de gerne vil tage afstand fra, hvilket har
betydning for den måde, hvorpå de opfatter sig selv og for den mening, som kulturens
fænomener tillægges.
111

I den forbindelse har vi søgt at belyse, hvordan spejdernes symbol- og sprogbrug er med til at
understøtte og forstærke det billede, som de er frustrerede over at møde gennem omverdenens
fordomme, men som netop opretholdes, fordi de ikke italesætter og fremhæver de fornyende
aspekter, når de over for udefrakommende – og altså i et eksternt sigte – skal definere en
’rigtig’ spejder. Så selvom spejderne internt har en fælles forståelse af, at værdierne kan
tillægges forskellig betydning, så er det vigtigt, at de også formår at italesætte flertydigheden
af det at være en ’rigtig’ spejder, og dermed er deres identitet tæt forbundet med brugen af
kulturens symboler.
Det er med andre ord vores antagelse, at der i sproget er indlejret verbale symboler, der
fastholder spejderne i en traditionsbunden organisatorisk selvforståelse, de ellers gerne vil
væk fra. Når vi derfor i problemformuleringens sidste del ønsker at reflektere teoretisk over,
hvordan organisatorisk historiefortælling kan påvirke spejdernes opfattelse af, hvad det vil
sige at være en ’rigtig’ spejder, er det på baggrund af, at Det Danske Spejderkorps ved at
anvende organisationskulturens symboler strategisk har mulighed for at påvirke identiteten i
en ønsket retning. Dette fordi det blandt andet er gennem sproget, at spejderne skaber mening
med deres virke og opretholder deres organisationskultur, og derfor er det også i sprogbrugen,
at vi ser de tilkendegivelser, der beskriver en ’rigtig’ spejder. Vi mener derfor, at der internt i
DDS er behov for at anerkende og forstå, at opfattelsen af det at være en ’rigtig’ spejder skal
bunde i den flertydighed, som værdierne reelt er forbundet med, således der i organisationen
bliver sat fokus på, at SMS-løb eller et Melodi Grand Prix er ligeså væsentlige og ’rigtige’
spejderaktiviteter som raftebygning og førstehjælp, således de traditionelle og nye aktiviteter
fungerer på lige fod – også når spejderne skal italesætte hvad en ’rigtig’ spejder er.
Når vi vælger at fremhæve organisatorisk historiefortælling, er det fordi vi anerkender, at
historier kan være et strategisk formidlingsværktøj til at fremme intern forståelse af
organisationens kultur og identitet. Vi argumenterer for, at historier – fordi de skaber mening
– er en måde, hvorpå DDS kan opnå læring og derved søge at ændre den mening, som
spejderne tillægger aktiviteterne, så der skabes en ny fortolkningsramme, der bryder med den
traditionsbundne opfattelse af at være spejder. Dermed mener vi, at DDS skal indsamle og
sprede historier og anvende dem strategisk for derigennem at påvirke de uformelle historier,
der indgår i spejdernes konstante revidering af organisationskulturen – og dermed også
værdiernes indhold og deres selvopfattelse. Samtidig erkender vi dog, at det ikke er ligetil at
påvirke fortolkningsfællesskabet (de kollektive meningsstrukturer), da disse netop bygger på
fælles mening og grundlæggende antagelser, der tages for givet. Dermed er det vores pointe,
112

at de formelle, strategiske historier skal blive en del af den organisatoriske hukommelse, og
således er det via fokuseringen på organisatorisk historiefortælling, at vi søger at
imødekomme den kritik, vi retter mod det symbolsk-fortolkende perspektivs mangel på
handlingsanvisninger, om end vi understreger, at en ønsket forandring aldrig kan garanteres,
da man ikke kan styre fortolkningsprocesser eller determinere medlemmernes brug af
symboler – her forstået som historier.
9.1.1 Generelle teoretiske og metodiske overvejelser
Da vi opfatter værdier som implicitte og dybtliggende i kulturen, har vi valgt at benytte den
narrative analysemetode i vores empiriske tilgang til specialet. Valget af den narrative tilgang
begrunder vi primært med, at historier afspejler og udtrykker mening, og derfor er det også
igennem historierne, at vi kan afdække spejdernes holdningstilkendegivelser og
værdiorienteringer. Desuden har vi i metodevalget taget hensyn til, at en overvejende del af
vores respondenter er børn, for hvem det kan være svært at reflektere over noget så
uhåndgribeligt som værdier, og ved at opfordre spejderne til at fortælle historier om ’det at
være spejder’ opnår vi viden om de værdier, der skaber mening i spejdernes dagligdag, og på
den måde er det de konkrete historier, der kobler de enkelte værdier med aktiviteter og
færdigheder, der for spejderne synes at være essentielle for deres selvforståelse.
I den forbindelse har vi dog være bevidste om hermeneutikkens rolle, da vi som interviewere
selv har indgået i den sociale konstruktion af fortolkningen og meningsdannelsen på grund af
vores forforståelse, og de rammer denne sætter for vores analytiske tilgang til specialets
problemstilling. På den måde er forforståelsen med til at definere, hvad vi forventer os af
mødet med spejderne, men vi har været os dette bevidst og derfor søgt at være åbne for, at
vores forudindtagede holdninger og fordomme ikke stemmer overnes med det
virkelighedsbillede, vi bliver præsenteret for. Hermed ligger der også i den analytiske
bearbejdning af det kvalitative datamateriale en subjektiv fortolkning fra vores side, men igen
har det været væsentligt for os at være så åbne og ’fordomsfri’ som muligt. Derfor ser vi det
også som en metodisk styrke, at vi forud for gennemførelsen af de otte fokusgruppeinterviews
med spejderne i Espergærde gennemførte et pilotinterview med en spejdergruppe på Amager.
For det første fik vi her mulighed for at afprøve den spørgeguide, der skulle fordre spejdernes
historier, hvilket betød, at vi efterfølgende reviderede den, da vi så, at nogle spørgsmål ikke
var velegnede i forhold til undersøgelsens analytiske ærinde. Ligeledes gjorde vi os gode
erfaringer med gennemførelsen af fokusgrupperne i praksis, og disse betragtninger blev taget
113

til efterretning i de endelige interviewsituationer, hvorfor vi blandt andet afkortede den tid, vi
talte med de mindste spejdere, da de havde svært ved at holde koncentrationen i en hel time.
På den måde erfarede vi også, at den narrative metode var en styrke i forbindelse med
identificering af værdier, da metoden netop imødekommer muligheden for at afdække de
bagvedliggende holdninger, der ligger implicit eller ubevidst i den organisatoriske
hukommelse. Dermed argumenterer vi også for, at narrativer udtrykker essentielle
værdiorienteringer, som vi ikke kunne have udledt gennem argumenterende eller mere
’saglige’ udsagn, da disse har en tendens til at fokusere på forhold og fakta, som er bevidst for
respondenten. Desuden erfarede vi, at den narrative metode var yderst velegnet i forhold til
børn og unge, men vi kunne også konstatere, at de mindre børn havde svært ved at udtrykke
sig i konkrete historier, og da vi havde forudset, at dette problem kunne opstå, valgte vi at
afprøve den omtalte kamerametode. Dette også på grund af de metodiske overvejelser inden
for børneforskning vi var blevet udfordret med i vores forstudium af dette særlige aspekt ved
fokusgrupperne, og vi så en oplagt mulighed i at afprøve metoden i praksis.
Vi valgte konkret at efterprøve kamerametoden med spejderne i aldersgruppen 10-12 år, og
det viste sig at være en stor styrke i det tilfælde, hvor den kunne gennemføres, da resultatet
blev, at børnene var bedre i stand til at huske konkrete begivenheder, og deres historier blev
derfor også mere reflekterede og sammenhængende, uden at vi blev nødt til at spørge ind til
det, der blev fortalt. Og da billederne netop var blevet taget i situationer – eller i forbindelse
med begivenheder og aktiviteter – der havde betydning for spejderne, gjorde genkendelsen af
det konkrete billede det lettere for dem at huske, hvorfor det var blevet taget, og dermed blev
holdningstilkendegivelserne, og de historier de blev fortalt i, også mere konkrete og
nuancerede. Alt i alt kan vi altså konkludere, at kamerametoden var effektiv og gavnlig i
forbindelse med brugen af børn som respondenter, da den medførte mange, gode narrativer,
men vi erkender også, at det ikke havde været en svækkelse af den samlede undersøgelses
analytiske resultater, hvis vi ikke havde anvendt den. Dette begrunder vi primært med, at
værdianalysen er foretaget på baggrund af et meget omfattende datamateriale, og selvom
metoden reelt var en styrke, erfarede vi også, at der ligeledes fremkom mange narrativer i det
børneinterview, hvor vi ikke benyttede kamerametoden. Dog skal det understreges, at
metoden som sagt medførte mere sammenhængende narrativer, hvor vi ikke selv indtog en
aktiv rolle ved at stille eksplicitte spørgsmål, og dermed påvirkede vi heller ikke historiernes
værditilkendegivelser.
114

Det var som tidligere beskrevet kun muligt for os at afprøve kamerametoden i et af de to
børneinterview, da vi oplevede at have en række praktiske problemer i forbindelse med
ledernes håndtering af udleveringen og indsamlingen af kameraer. På baggrund af dette kunne
vi godt have ønsket, at vores henstillinger var blevet taget mere seriøst, så vi kunne have
anvendt metoden i forhold til alle børnene, og vi må i bagklogskabens lys erkende, at vi selv
burde have forestået såvel udlevering, som instruktion og indsamling af samtlige kameraer, så
vi med sikkerhed vidste, at metoden ville kunne gennemføres.
Da vi har valgt den narrative metodetilgang, var det vigtigt, at vi stillede spørgsmål, der lagde
op til, at spejderne svarede i form af konkrete historier, og på den måde skulle vores åbne
spørgeguide også lægge op til, at spejderne reelt efterkom dette. Vi må dog erkende, at vores
søgen efter konkrete historier og værdiorienteringer nogle gange har ført til, at vores rolle har
været for styrende i interviewet, og nogle steder har vi været meget normative i vores
fortolkninger af spejdernes tilkendegivelser, således at vi er kommet til at anskueliggøre eller
forcere en forståelse, der reelt ikke er blevet ekspliciteret. Dog har vi været opmærksomme på
dette problem og i de tilfælde, hvor vores forforståelser har været for styrede for vores
fortolkninger, har vi ikke medtaget datamaterialet i selve analysen. Især var vores rolle stor
blandt de 10-12-årige juniorspejdere, da de som tidlige nævnt var en ’svær’ respondentgruppe
i kraft af deres alder, mangel på koncentration samt ureflekterede og ukritiske holdning til
spejdervirket. Mindre væsentligt var vores rolle i forhold til tropsspejderne i alderen 12-15 år,
der generelt var gode til at udtrykke sig i historier, uden at vi opfordrede til det. Størst
problemer med produktionen af narrativer erfarede vi at have med de største spejdere og
lederne, hvilket for så vidt kom bag på os, da vi havde troet, at jo ældre respondenterne blev,
desto nemmere ville de have ved at huske konkrete begivenheder, der kunne understøtte deres
holdninger. Dog viste det sig modsat at være et problem at få de ældste respondenter til at
udtrykke sig i form af historier, enten fordi de reelt ikke kunne komme på episoder, eller fordi
de måske fandt det for banalt eller usagligt, hvorfor de undgik det, selvom vi opfordrede dem
til det, og i stedet fokuserede de mere på saglige og argumenterende begrundelser.
Det er i forbindelse med den narrative metode vigtigt at fastslå, at det indsamlede materiale
altid er produceret i et samspil mellem os som interviewere og de tilstedeværende
fokusgrupperespondenter, da vi selv kommer til at indtage en rolle som medproducenter af
historierne, idet vi konkret er til stede, når de fortælles, og fordi vi kommer med
anerkendende eller supplerende bemærkninger undervejs, som har betydning for, hvordan
respondenten fortæller sin historie. Således har vi som interviewere selv været med til at
115

forme det analysemateriale, vi skal undersøge, og dette er vi selvfølgelig nødt til at være
bevidste om som et faktum, vi har forholdt os til i bearbejdningen af empirien, fordi vi har
haft en bestemt målsætning med vores arbejde, hvilket også afspejler sig i de spørgsmål, vi
har stillet i fokusgrupperne. Dog ser vi det ikke som en svaghed i forhold til vores analytiske
resultater, da vi mener at have redegjort for, hvordan vi har søgt at indtage en så passiv rolle
som muligt i interviewsituationen, og vi vurderer, at det ikke ville være muligt for os at
tilegne os den fornødne viden på andre måder grundet specialets begrænsede tid og
ressourcer. Vi havde eksempelvis ikke mulighed for at opholde os i organisationen som rene
observatører igennem længere tid, og dermed havde vi heller ikke mulighed for at indsamle
historierne i de situationer, de spontant og naturligt opstod.
Da vores symbolsk-fortolkende organisationssyn betyder, at vi opfatter den organisatoriske
virkelighed som en social konstruktion, og ikke som en objektiv størrelse, der lader sig
studere og analysere, anerkender vi, at vi må arbejde caseorienteret og subjektivt med at forstå
og fortolke de konkrete værditilkendegivelser, som vi gennem den narrative analysemetode
har kunnet udlede af vores fokusgruppeinterviews med Espergærde Spejderne. I den
forbindelse skal det understreges, at vi ikke søger at generalisere på baggrund af
værdianalysens resultater, da dette ikke er metodisk muligt, og den opfattelse af værdierne,
som vi afdækker, er derfor kun gældende for den specifikke gruppe, vi undersøger. Dette
fordi spejdernes historier ikke er objektive skildringer af virkeligheden, men subjektive
tilkendegivelser, der skaber mening for den enkelte, men vi må gå ud fra, at det spejderne
fortæller os er i overensstemmelse med den individuelle eller kollektive konstruktion af
virkeligheden, som historierne er del af og er med til at skabe. Vores resultater er med andre
ord baseret på spejdernes fortolkninger af virkeligheden, som vi ikke kan anfægte, og dermed
mener vi også – og med forbehold for ovenstående metodiske overvejelser – at vores
konklusioner kan betragtes som valide for lige præcis den specifikke spejdergruppe.
9.2 Perspektivering
I dette afsnit vil vi, som en afrunding på specialet, perspektivere vores samlede konklusioner
til et mere eksternt sigte, hvor vi også inddrager Det Danske Spejderkorps’ image. I vores
kulturteori og i værdianalysen har vi allerede let berørt, at den måde hvorpå en organisations
medlemmer opfatter sig selv på også afhænger af, hvordan omverden opfatter dem og vice
versa, og denne problematik vil vi i det følgende tage op.
116

Mange mennesker har givetvis et stereotypt billede af spejdere generelt – vi ved det dog ikke,
da en sådan undersøgelse ligger uden for specialets fokus – men det primære er i denne
sammenhæng også, at spejderne selv ved samarbejdets indledning gav udtryk for, at de mente,
de havde et image-problem. Dette begrundede de blandt andet i faldende medlemstal og dropouts
navnlig blandt teenagerne, men vi fik også bekræftet denne antagelse ved vores
indledende interview med den kommunikationsansvarlige, og ikke mindst blandt vores
respondenter i fokusgrupperne, hvor en respondent blandt andet udtrykker ”vi er ret dårlige til
at markedsføre os selv” (Bilag E, linie 405-406).
Men har spejderne i virkeligheden et imageproblem? Som antydet i værdianalysen mener vi,
at man måske i virkeligheden snarere kan tale om, at DDS har et identitetsproblem. Det er en
velkendt antagelse, at organisatorisk identitet hænger tæt sammen med imaget. I forlængelse
af de perspektiver vi opridsede under kulturteorien i henhold til den organisatoriske identitet,
er det netop interessant, at forskere på området hævder, at det organisatoriske image er, hvad
organisationens medlemmer tror, at omgivelserne mener om dem, og at imaget er stadfæstet
internt, da det afhænger af, hvordan organisationsmedlemmerne ønsker at blive opfattet af
andre, og hvad de ved, andre tror om dem (Hatch & Schultz, 2000: 21-22). Det vil sige, at der
eksisterer en generel antagelse om, at identiteten både influerer på, hvad der projiceres til
forskellige eksterne interessenter og hvordan organisationen fortolkes og opfattes af disse
interessenter – eller med andre ord; interessenterne må have et image af noget, og det noget er
identiteten.
Hvis DDS med andre ord ønsker at ændre deres image, er det første skridt på vejen at kigge
indad, idet intern og ekstern kommunikation hænger sammen (Thøger Christensen, 2003: 87),
og man kan ikke forvente, at omverden ændrer syn på organisationen, hvis medlemmerne
ikke selv gør det. Så når spejderne tror, at omverdenen har et negativt syn på dem, vil dette
syn virke selvforstærkende på den organisatoriske identitet, og omvendt vil den
organisatoriske identitet være det, der projiceres til omverden – og så har man en
reproducerende og selvforstærkende effekt. Spejdernes selvopfattelse medfører, at de ikke får
udvidet deres selvopfattelse til også at omfatte de fornyende aspekter ved spejderarbejdet.
Denne selvopfattelse påvirkes naturligvis også af omverdenen:
117

Figur 9.1 Spejdernes identitet og omverdenen
Egen tilvirkning
Morse
Rafter
Knob
Det vil sige, at medlemmerne italesætter, skaber og opretholder deres egen identitet gennem
blandt andet sproget og i kraft af de verbale symboler, de bruger, men identiteten opretholdes
også i kraft af, at den måde, de taler om sig selv og opfatter sig selv på, naturligvis vil smitte
af på omverdens billede af spejdere; det vil sige imaget. Et ’dårligt’ (eller ikke-ønskværdigt)
image påvirker igen identitetsdannelsen. Spejderne vil gerne have, at det er det moderne
’dagligdagsspejderbillede’, som en respondent kalder det, som omverdenen skal have dem,
men i virkeligheden er det det traditionelle billede, de kontinuerligt opretholder.
Imaget påvirkes også af den måde, som DDS markedsfører eller brander sig selv på, og i
lighed med ovenstående vil al kommunikation – uanset om den er eksternt eller internt
funderet – smitte af på identiteten, hvilket ligger i begrebet autokommunikation, hvor man så
at sige spejler sig i det billede, der kommunikeres (Femø Nielsen, 2001: 25; Thøger
Christensen, 2003: 92-93). Det vil sige, at den respondent, der indledningsvist siger, at DDS
er dårlige til at markedsføre sig selv, har en væsentlig pointe i, at hvis det altid er de
traditionelle spejderaktiviteter, der markedsføres, eller som den kommunikationsansvarlige
siger ”hvis der f.eks. kommer et TV-hold ud, så vil folk automatisk trække i deres uniform,
selvom det jo er en katastrofe de fleste gange, men det ville man gøre, fordi det er det korrekte
billede” (Bilag B: 16), så vil dette billede understøtte den traditionsbundne opfattelse af, hvad
det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, hvis størstedelen af informationsmaterialet,
medlemsblade og mediebegivenheder fremstiller spejdere som ivrige friluftsmennesker med
røde kinder og korrekt uniform, og så vil dette også være den ’rigtige’ spejder – også selvom
118
SMS-løb
Internettet
Hygge
Tradition Fornyelse
Autokommunikation
Omverden
SMG

man et eller andet sted synes det er fedt, at nogle har pink hår, og at det er sjovt at løbe efter
GPS.
Udover at arbejde med de interne processer, som vi reflekterede over i kapitel 8, kunne det
være givtigt for DDS at være bevidste om, at de også kommunikerer internt, hver gang de
kommunikerer eksternt, og al kommunikation er med til at danne og stadfæste den måde,
spejderne opfatter sig selv på. Vi er dog bevidste om, at det for DDS drejer sig om små skridt,
og man har også i kommunikationsafdelingen haft visioner og ambitioner om at ændre mange
af de aspekter, vi påpeger, og på trods af stor modstand fra traditionelle kræfter, er man
begyndt at ændre på dette billede: ”Vi er meget bevidste om i vores egne blade at følge
kommunikationsstrategien, men den her forside f.eks. [pink hår] er der mange, der blev
virkelig vrede over. For fire-fem år siden ville man aldrig kunne opleve et billede i vores
blade, hvor der ikke var en korrekt spejderuniform […] Når man lige læser det, vil man sige,
at det er fint nok, men i vores kommunikationsfolks oversættelse af det, er det noget, der giver
ramaskrig, og derfor tager man nogle små skridt ad gangen, for ikke at få alt for mange
fjender” (Bilag B: 15-16).
119

Litteraturliste
Aagaard, Jørgen (2003): Gode gerninger – en udfordring til Det Danske Spejderkorps. Det
Danske Spejderkorps og Det Historiske Hus Aps.
Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (Red.) (1996): Klassisk og moderne samfundsteori.
Hans Reitzels Forlag, København.
Andersen, Vilmer & Gamdrup, Peter (1994): Forskningsmetoder i Andersen, Heine (red.)
(1994): Videnskabsteori & metodelære. Samfundslitteratur, København.
Becker Jensen, Leif (2003): Hurra-ord eller ærlig snak i Helder, Jørn & Kragh, Bodil (2003):
Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og formidling – et corporate perspektiv.
Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Berg, Per-Olof (1985): Organizational Change as a Symbolic Transformation Process i Frost,
Peter J., Moore, Larry, Louis, Meryl, Lundberg, Craig & Martin, Joanne (1985):
Organizational Culture. SAGE Publications, Californien.
Boden, Deidre (1994): The Business of Talk – Organizations in Action. Polity Press,
Cambridge.
Boje, David M. (1991): The Storytelling Organization: A study of Story Performance in an
Office-Supply Firm i Administrative Science Quaterly no. 36: 106-126.
Christensen, Søren (2003): Frivillige organisationer: Generationsskifte sætter værdier og
praksis på spil. Papers in organizations no. 41, 2003.
Czarniawska, Barbara (1998): A Narrative Approach to Organization Studies. SAGE
Publications, California.
Czarniawska, Barbara (2000): The Uses of Narrative in Organization Research. GRI Report
2000: 5.
120

Dahler-Larsen, Anne Marie & Dahler-Larsen, Peter (1999): Fokusgrupper i teori og praksis.
Politologiske Skrifter fra Institut for Statskundskab, no. 2, 1999.
Dixon, Nancy (1994): The Organizational Learning Cycle – How We Can Lean Collectively.
McGRAW-HILL, England.
Fish, Stanley (1980): Is There a Text in This Class? – The Authority of Interpretive
Communities. Harvard University Press, Cambridge (Massachusetts).
Gabriel, Yiannis (2000): Storytelling in Organizations – Facts, Fictions, and Fantasies.
Oxford University Press, Oxford.
Geertz, Clifford (1973): The Interpretation of Cultures. BasicBooks, USA.
Gilje, Nils & Grimen, Harald (1993): Samfunnsvitenskapenes Forutsetninger.
Universitetsforlaget, Oslo.
Halkier, Bente (2002): Fokusgrupper. Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag,
Frederiksberg.
Haraldsen, Gustav & Dale, Trine (2002): Hvordan spørre barn og ungdom i Andersen, Dines
& Heide Ottosen, Mai (red.) (2002): Børn som respondenter. Socialforskningsinstituttet,
København.
Hatch, Mary Jo (1991): The Dynamics of Organizational Culture. Papers in Organization no.
4, 1991
Hatch, Mary Jo & Schultz, Majken (1993): Functionalism and Symbolism in Cultural Studies:
From Theoretical Prisons to Methodological Interplay. Papers in Organization no. 13, 1993
Hatch, Mary Jo (1997): Organization Theory: Modern, Symbolic and Postmodern
Perspectives. Oxford University Press, Oxford.
Hatch, Mary Jo & Schultz, Majken i Schultz (2000): Scaling the Tower of Babel: Relational
Differences between Identity, Image, and Culture in Organizations i Majken, Schultz; Hatch,
121

Mary Jo; Larsen, Mogens Holten (edit.) (2000): The Expressive Organization. Oxford
University Press, Oxford.
Helder, Jørn (2003): Drengestreger, Gale streger og Danske streger i Helder, Jørn & Kragh,
Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og formidling – et
corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Horsdal, Marianne (1999): Livets fortællinger – en bog om livshistorier og identitet. Kapitel
3: Individets fortællinger i kompendium Narrativer som kommunikativ resurse v. Susanne
Kjærbeck, Dansk sprog, Forår 2003.
Højberg Christensen, Jesper (2003): Virksomhedens branding- og storytellingprocesser i
Helder, Jørn & Kragh, Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og
formidling – et corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Jensen, Bente (2002): Tilrettelæggelse af undersøgelser, der inddrager børn som
respondenter – med afsæt i konkrete eksempler i Andersen, Dines & Heide Ottosen, Mai
(red.) (2002): Børn som respondenter. Socialforskningsinstituttet, København.
Jensen, Inger (2001): Offentlighedsanalyser i public relations i Femø Jensen, Mie (2001):
Profil og Offentlighed. Samfundslitteratur, Frederiksberg
Jessen, Carsten (2001): Børn, Leg og Computerspil. Odense Universitetsforlag, Odense.
Kjærbeck, Susanne (2001): Fortællingen som kommunikativ resurse i Heltoft, Lars &
Henriksen, Carol (red.) (2001): Den analytiske gejst. Roskilde Universitetsforlag,
Frederiksberg.
Kjærbeck, Susanne (2004): Historiefortælling i mundtlig kommunikation – modtageren som
medfortæller i Kjærbeck, Susanne (red.) (2004): Historiefortælling i praktisk kommunikation.
Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Kvale, Steinar (1996): InterViews. SAGE Publications, California.
122

Labov, William & Waletzky, Joshua (1967): Narrative Analysis: Oral Versions of Personal
Experience i June Helm (red.): Essays on the Verbal and Visual Arts: 12-44. University of
Washington Press, Seattle/London
Larsen, Helmer Bøving (2002): Spørgsmålsformuleringer til børn – set fra et
udviklingspsykologisk perspektiv i Andersen, Dines & Heide Ottosen, Mai (red.) (2002): Børn
som respondenter. Socialforskningsinstituttet, København.
Mac, Anita (2003): Institutionalisering af nye værdier i virksomheder. Center for Værdier i
Virksomheder, Working Paper no. 8, 2003.
Martin, Joanne (1992): Cultures in Organizations – three perspectives. Oxford University
Press, New York.
Mejlby, Peter; Nielsen, Kasper Ulf & Schultz, Majken (2003): Introdukktion til
organisationsteori. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Mishler, Elliot G. (1986): Research interviewing – context and narrative. Cambridge.
Morsing, Mette (2001): Værdier i danske virksomheder – skitse af et fænomen med mange
ansigter. Center for Corporate Communication, Workingpaper no. 8, 2001. Handelshøjskolen
i København.
Møller, Erik (1993): Mundtlig fortælling – fortællingens struktur og funktion i uformel tale.
Institut for Dansk Dialektforenings publikationer, Serie A, nr. 31. C.A. Reitzels Forlag,
København.
Nielsen, Mie Femø (2001): Under lup i offentligheden – introduktion til Public Relations.
Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Niss, Hanne (2003): Storytelling i ledelse og virksomhedskommunikation i Helder, Jørn &
Kragh, Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og formidling – et
corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
123

Nymark, Søren (1999): Organisatorisk læring gennem den værdibaserede organisations
fortællinger. DRUID Working Paper No. 99-9.
Ochs, Ellinor (1997): Narrative i van Dijk, Teun A. (1997): Discourse as Structure and
Process. Discourse Studies: A multidisciplinary Introduction. vol. 1: 185-207.
Polanyi, Livia (1985): Conversationel Storytelling i Handbook of Discourse Analysis, vol. 3:
Discources and Dialouge, 1985. Academic Press, London.
Rasmussen, Kim (1999): Om fotografering og fotografi som forskningsstrategi i
barndomsforskning i Dansk Sociologi, 1999, vol. 10, nr. 1.
Rosholm, Gitte & Højberg, Jesper (2004): Historier, der overbeviser i Kjærbeck, Susanne
(red.) (2004): Historiefortælling i praktisk kommunikation. Samfundslitteratur & Roskilde
Universitetsforlag, Frederiksberg.
Schegloff, Emanuel A. (1982): Discourse as an interactional achievement: Some uses of ’uh
huh’ and other things that come between sentences i Kompendium Pragmatik 2002,
samtaleanalytiske tekster, skrifter fra dansk og public relations, Roskilde Universitetscenter.
Schein, Edgar H. (1985): Organizational Culture and Leadership. A Dynamic View. Jossey-
Bass Publishers, San Francisco.
Schultz, Majken (1990): Kultur i organisationer – funktion eller symbol. Handelshøjskolens
Forlag, København.
Smircich, Linda (1983): Concepts of Culture and Organizational Analysis i Administrative
Science Quaterly, vol. 28, no. 1, 1983.
Staunæs, Dorthe (2000): Engangskameraer og børneblikke i Schultz Jørgensen, Per &
Kampmann, Jan (red.) (2000): Børn som informanter. Børnerådet, København.
Søderberg, Anne-Marie (2004): Konstruktion af identitet og mening i en organisatorisk
forandringsproces i Kjærbeck, Susanne (red.) (2004): Historiefortælling i praktisk
kommunikation. Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
124

Thøger Christensen, Lars (2003): Virksomhedens identitet som forførelse og selvforførelse i
Helder, Jørn & Kragh, Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og
formidling – et corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Velkommen (2004), Det Danske Spejderkorps.
Vores Program (2000), Det Danske Spejderkorps.
Weick, Karl E. (1995): Sensemaking in Organizations. SAGE Publications, California.
Wibeck, Victoria (2000): Fokusgrupper. Studentlitteratur, Sverige.
125