New Historicism - Historie-nu.dk

New Historicism 

- introduktion og diskussion 

Claus Møller Jørgensen 

ALitteraturvidenskaben har i store dele af sit liv været en videnskab, der 

lånte kapital fra andre videnskaber. I dag er den en bank, der låner ud. 

Sagen er, at de fleste videnskaber nu kommer til litteraturteorien (bredt 

forstået) for at få løsning på de kriser, som de befinder sig i.@ 1 Dette kalder 

Hans Hauge en litterær vending, som han mener finder sted for tiden. 

Hauge tænker (vist) først og fremmest på filosoffen Richard Rortys 

litterarisering af filosofien som en litterær genre blandt andre og på Hayden 

White, som har påpeget at historikere og litterater betjener sig af det samme 

litterære sprog i deres repræsentation af virkeligheden. Men det harmonerer 

fint med min fornemmelse af, at der pt. er en udbredt åbenhed blandt 

historikere for at afsøge også litteraturstudierne som mulig 

inspirationskilde. Mens socialhistorien var den givne kontekst for 

litteraturhistorien i et værk som Dansk Litteraturhistorie fra første halvdel 

af 1980erne, 2 har poststrukturalismen og ikke mindst den 

dekonstruktivisme som Hauge repræsenterer, sat nogle seriøse 

spørgsmålstegn ved forholdet mellem litteratur og historie, mellem tekst og 

kontekst inden for litteraturstudierne generelt og litteraturhistorien specielt. 

Efterhånden som interessen for poststrukturalisme er begyndt at vinde 

indpas i dansk historievidenskab - hvilket er sket senere end i 

litteraturstudierne - har det måske medført en interesse blandt historikere 

for at se på, hvordan man forholder sig til historien i litteraturstudierne. Det 

ses af, at man i de seneste år oftere og oftere er begyndt at støde på 

betegnelsen New Historicism, betegnelsen for en tilgang, der med 

udgangspunkt litteraturstudierne skulle dække over en ny og bedre måde 

at forholde sig på ikke blot til litteratur og historie, men også til det centrale 

spørgsmål og tekst og kontekst. 

1 Hauge 1995, 151. 

2 Se Richard 1997, 492ff. 

1

Ud over interessen for det litterære, har New Historicism dog ikke 

meget til fælles med Hauges White. Mens White vil etablere en formalistisk 

analysemodel, der kan studere det figurative sprog i historiske tekster i sig 

selv, dvs. uden hensyntagen til tekstens historiske kontekst, kan man med 

stor ret hævde, at New Historicism er udtryk for det stik modsatte, nemlig 

at komme hinsides formalistiske litteraturstudier tilbage til historien. 3 Om 

det så betyder, at historikerne ikke behøver låne, men har fået en konto at 

trække på i litteraturstudiernes bank, skal jeg ikke kunne sige, for det er 

måske bare et tilfældigt sammenfald, at interessen for New Historicism 

synes i stigen blandt historikere og at interessen for historien er vendt 

tilbage til litteraturstudierne. Der er dog nogen, som i stedet for en litterær 

vending taler om en historisk, og de ser faktisk New Historicism som en del 

af et pågående Aturn toward Ahistory@@ som et af de Amost distinctive aspects 

of the current intellectual epoch (...) in progress across the humanities and 

social sciences in America today.@ 4 Anførselstegnene omkring historie i 

citatet viser hen til, at man nok kan tale om en vending mod historien, men 

at denne vending ikke betegner en samlet eller ensartet drejning, hvilket 

fremgår med al ønskelig tydelighed af de efterfølgende artikler i den 

antologi, fra hvis indledningsartikel citatet er hentet. 

I dette arbejdspapir er det ikke meningen at rejse diskussionen om 

der er tale om en litterær eller historisk vending i human- og 

samfundsvidenskaberne (eller en sproglig eller antropologisk for den sags 

skyld). Det jeg vil forsøge, er at give et indtryk af, hvad New Historicism er 

for en størrelse og diskutere noget af den kritik, der er rejst mod den. 5 Jeg 

skal dog ikke lægge skjul på, at jeg opfatter New Historicism både 

interessant og inspirerende, men ikke uproblematisk. Som historisk tilgang 

med rødder i litteraturstudierne bruges der en del krudt på 

problemstillinger, der synes mindre relevante for historikeren især 

3 Thomas 1991, 4ff. 

4 McDonald 1996, 1. 

5 Dette arbejdspapir udspringer af et forsøg på at nå en forståelse af relationen 

tekst-kontekst, som er opstået i forbindelse med en bunden opgave, der går ud på at 

lave en metodisk og teoretiske eksplicit læsning af A. D. Jørgensens Fyrretyve 

Fortællinger af Fædrelandets Historie fra 1882. Det jeg gerne vil med mit bidrag, er at 

fokuserer på forholdet mellem det funktionelle kildesyn og hvorledes man etablerer 

et forhold mellem tekst og kontekst, hvilket blandt andet har ført mig til New 

Historicism. Læsningerne af A. D. Jørgensen skal udkomme på Roskilde 

Universitetsforlag 2001. 

2

vedrørende klassikerbegrebet. Men som en tilgang der er rundet af en 

kobling mellem en række litteraturteoretiske, filosofiske og 

litteraturhistoriske traditionsdannelser rejser New Historicism nogle uvante 

og derfor interessante spørgsmål og giver ditto svar. 

Den mest kendte og fremmeste fortaler for New Historicism, 

Stephen Greenblatt, har karakteriseret New Historicism ved, at den først og 

fremmest er en praksis ikke en doktrin. Dette skal dog ikke forstås således, 

at man tror på en teoriløs iagttagelse eller induktion. Åbenhed ift teoretiske 

overvejelser adskiller klart New Historicism fra en håndværkspræget 

opfattelse af videnskab som ren iagttagelse. 6 Om den så skal rubricere den 

som en litterær tilgang til historien eller en historisk tilgang til litteraturen, 

er egentlig ikke så interessant, for det er nok snarest i spændingsfeltet 

mellem de to, New Historicism kan lokaliseres. 

New Historicism 

Hvad er det så for en praksis betegnelsen New Historicism dækker over. 

Jeffrey Cox og Larry Reynolds har givet en definition af New Historicism, 

der kan tjene som en indledende markering af, hvor tilgangen placerer sig 

videnskabsteoretisk og i sit syn på historie. Cox og Reynolds har defineret 

New Historicism som en hermeneutisk praksis, der pointerer, at 

historieskrivning er historikerens repræsentation af fortiden og som sådan 

bundet til sit nutidige perspektiv. Endvidere fremhæver de, at New 

Historicism afviser ideen om en homogen og sammenhængende historie. 

Således gælder det generelt, at ANew Historicism rejects the idea of 

AHistory@ as a directly accesible, unitary past, and substitutes for it the 

conception of Ahistories@, an ongoing series of human constructions, each 

representing the past at particular present moments and for particular 

present purposes.@ 7 

Begrebet Historicism signalerer en kritisk relation til den historistiske 

tradition >som vi kender den=. Historismen har gjort sig gældende inden for 

både litteraturhistorien og historien, og det er selvfølgelig den 

litteraturhistoriske udgave, som New Historicism forholder sig kritisk til. 

Ved siden af den litteraturhistoriske historisme, som New Historicism 

kritiserer og omformulerer til sit eget projekt med inspiration fra 

poststrukturalistiske teorier, lægger man kritisk distance til den 

6 Greenblatt 1990, 146. 

7 Efter Hawthorne 1996, 53. 

3

formalistiske New Criticism, der dominerede amerikansk litteraturteori i 

1950erne og 1960erne. Sidstnævnte ligner det generelle akademiske miljø i 

efterkrigstidens USA derved, at interessen for historien var lig nul. 

Interessen gik i retning af at etablere objektive, videnskabelig metoder, der 

uafhængigt af den litterære teksts kontekst rettede sig mod det litterære 

sprog og forsøgte at beskrive tekstens interne egenskaber og relationerne 

mellem dem. Det var den præcise definition af det litterære sprog, der var 

nøglen til den objektive beskrivelse af teksten, som hverken skulle ses i 

forbindelse med forfatterens intentioner - >The Intentional Falacy - eller 

læserens opfattelse af teksten - >The Affective Falacy= - men netop i sig selv. 8 

8 Rylance (ed.) 1987, 32f. Se også Skinner 1988 (1976), 69ff for en 

hermeneutisk inspireret kritik af New Criticism. For det ahistoriske akademiske miljø 

i efterkrigstidens USA se McDonald 1996, 2ff. 

4

Med hensyn til den litteraturhistoriske historisme, inkarneres den af 

den engelske Shakespeareforsker E. M. W. Tillyard og i titlen på hans bog 

fra 1943 The Elizabethean World Picture. Signalordet er verdensbillede. Det 

centrale er, at der er tale om ét modsigelsesfrit, homogent, epokalt 

verdensbillede, som kan beskrives objektivt. For Tillyard var der ingen tvivl 

om, at forestillingen om en verdensorden var grundlæggende for det tidligt 

moderne menneske. Denne verdensorden trak dels på teologiske 

forsynsforestillinger, dels på aristoteliske forestillinger, og kunne beskrives 

som et hierarki med forskellige elementer fra Gud på toppen og nedefter til 

planteriget. Den naturlige tilstand var orden, og denne orden var noget det 

tidligt moderne menneske tog for givet. Den rette historiske forståelse af et 

af Shakespeares skuespil var således at vise, hvorledes det afspejlede det 

elisabetanske verdensbillede, de antagelser som forfatteren delte med sine 

samtidige og sit publikum. 9 

Denne organismetænkning, der forklarer delen ved at henvise til den 

helhed, man mener, den er et produkt af, lægger man afstand til i New 

Historicism. Den overgang fra Historien til historier som Cox og Reynolds 

definerede New Historicism ved, kunne således i denne sammenhæng 

omskrives til en bevægelse fra Verdensbillede til verdensbilleder. Kulturen 

som helhed er ikke en organisk helhed, hvor hver enkelt del kan tjene som 

beskrivelse af helheden, eller hvor hver enkelt del kan forklares som en 

effekt af en fast kontekst, der bestemmer dens indhold. Litteraturen er ikke 

folkeåndens talerør, som historismen og romantikken i den tyske 

udformning så det. I stedet opfattes litteraturen som en social praksis i et 

samfund, der står i et relationelt udvekslingsforhold til andre sociale 

praksisser, i en fortløbende cirkulation af det Greenblatt kalder >social 

energy= og som jeg indtil videre blot skal kalde social betydning. 10 New 

Historicisms kritik af den traditionelle historismes organismetænkning 

medfører således, at i stedet for den faste kontekst i tidsånden eller 

verdensbilledet får vi cirkulation. Jeg skal komme nærmere ind på dette 

9 Hawthorne 1996, 53f. 

10 Det kunne måske også oversættes med sociale repræsentationer, der 

understreger, at det er fortolkninger, der er i omløb, eller mere neutralt som 

kommunikation. 

5

neden for, bla i et af to eksempler >Martial Law in the Land of Cockaigne=, 

der er valgt ud for at belyse netop denne side at New Historicism. 

New Historicism >dekonstruerer= således en af den traditionelle 

historismes kerneforestillinger, men der er jo også positive grunde til, at 

begrebet Historicism indgår. Den første er interessen for historien i 

modsætning til New Criticism. For det andet - og det vil jeg mene er det 

afgørende i denne sammenhæng - er det historismens insisteren på at se 

fænomener i historisk kontekst. Denne kontekstualisering sker ikke i form 

af en synekdokisk del for helhed, men i stedet ved en relationel beskrivelse 

af deles forhold til andre dele. Der er faktisk ikke nogen helhed i enhedslig 

forstand, men kun sociale praksisser, der udveksler med hinanden. Et 

signalord er i denne sammenhæng kontingens, contingency. Greenblatt slår 

igen og igen fast, at det ikke er muligt at redde sig fra kontingensen, 

mening etableres altid i konkrete historiske situationer, tekster er altid 

udtryk for kontingente sociale praksisser. 11 Derfor begrebet historicism, på 

grund af Ahistoricist insistence on the contigency of ideas@, som en anden 

fremtrædende fortaler for New Historicism, Brook Thomas, har 

fremhævet. 12 

Ofte er den traditionelle historisme ydermere blevet defineret ved, at 

fænomener skal forklares ved deres historie: Athe nature of a thing lies in its 

history; if we wish to grasp the nature of a nation, a people, an institution, 

or an idea, the historicist will require us to consider its historical 

development.@ 13 Men dette aspekt forekommer mig ikke fremtrædende i 

New Historicism. Overvejelser over kontinuiteter eller traditioner finder 

man ikke mange af. Det er primært interessen for at forstå den litterære tekst 

i dens historisk-kontingente kontekst, der betegner det historistiske. Det 

hænger nok ikke mindst sammen med, at man ikke arbejder med en 

sammenhængende >udviklingsteori=, at det synkrone dominerer over det 

11 Fx Greenblatt 1988, 3f. 

12 Thomas 1991, xii. 

13 Ankersmit 1995, 144. 

6

diakrone, og at forandring, når den beskrives, fremstår som relativt adskilte 

momenter i >civilisationsprocessen=. 14 

14 Mullaney 1996, 168. 

7

For det trejde betegner >historicism= som jeg allerede har bemærket 

en hermeneutisk position i forhold til fortiden og vores mulighed for at 

forstå dens monumenter, artefakter og spor. 15 Som jeg skriver neden for, 

afviser man i New Historicism en radikal modstilling mellem det sociale og 

det diskursive, og ligeledes modsætter man sig en radikal modstilling 

mellem nutid og fortid, mellem historieskrivning og historie, der forhindrer 

enhver kontakt mellem dem, en position som man vist godt kan tillade sig 

at kalde en postmoderne. 16 Det er vigtig for New Historicism at understrege 

fortidernes anderledeshed, deres fremmedhed og den distance der er 

mellem os og dem. Den flittige brug af anekdoter har direkte til hensigt at 

etablere fremmedhed - >defamiliarization= - der gør det lettere at påpege 

ligheder og forskelle i forhold til nutiden. Det er også vigtigt for dem at 

pointere historieforskningens nutidsbundethed og dialogiske karakter, som 

det fremgik af Cox´ og Reynolds´ definition, som er citeret ovenfor. Ikke 

desto mindre vil man fastholde, at det vi siger om forskellige forhold i 

fortiden og den fortolkning vi gør, også vedrører denne fortid og at vi kan 

nå til en fortolkning af den gennem det materiale, de historiske processer 

har afsat og som er overleveret til os. Her er der tale om en form for 

hermeneutisk erkendelsesrealisme, der ikke vil acceptere nogen tale om 

direkte perceptorisk adgang til nutid eller fortid, men om en 

fortolkningsmæssig adgang bundet til den historisk-kontingente kontekst, 

hvorfra den foregår. På denne led er New Historicism moderne, ikke 

postmoderne. 17 

Hvad er så New? Det nye synes først og fremmest at stamme fra 

poststrukturalismen, fra antropologen Clifford Geertz, filosoffen Jacques 

Derrida og især idehistorikeren Michel Foucault. Ikke mindst herfra 

stammer den nævnte modvilje mod organismetankens homogenisering og 

fremhævelsen af kulturel kompleksitet. Der fokuseres på lokal viden og på 

relationel beskrivelse af forholdet mellem (utallige) sociale praksisser. Men 

berøringsfladerne er flere. 

Ifølge en af feltets praktikere, Steven Mullaney, er New Historicism 

en udvikling i forlængelse af poststrukturalismen, som afviser en bestemt 

udgave af poststrukturalistisk dekonstruktivisme, som kendetegner den 

amerikanske formalismes analysestrategi. Denne formalisme inkorporerer 

15 Thomas 1991, 4. 

16 Se Jenkins 1995, 16ff. 

17 Thomas 1991, 78. 

8

Derridas idé om, at vestlig tænkning er karakteriseret ved hierarkiske, 

binære modsætninger (fx maskulin som overordnet og centralt, feminint 

som underordnet og marginalt). Med udgangspunkt i en radikal 

polarisering af det sociale og det diskursive, bliver dette til en påstand om, 

at sproget hviler i sig selv, således at der grundlæggende er tale om Aa 

linguistic and rhetorical inderterminancy of meaning (...) an assertion, 

endlessly reiterated in close reading of canonical literary works, that there is 

no way of getting outside the (literary) text, due to its tropological aporias 

of meaning.@ New Historicism ser derimod sit projekt som et, der står i 

forbindelse med den fremherskende tendens i kulturstudierne, nemlig at 

fremhæve vekselvirkningen og den gensidige betingethed mellem det 

sociale og det diskursive. 18 

18 Mullaney 1996, 162. 

9

De konsekvenser New Historicism drager af poststrukturalismen har 

således ikke meget at gøre med det skræmmebillede som nogle historikere 

sætter op for poststrukturalismens betydning for at beskæftige sig med 

historien eller virkeligheden udenfor sproget, og man kan ikke uden videre 

slå New Historicism i hartkorn med postmodernismen. 19 Man søger 

derimod at bruge nogle af de indsigter i studiet af litteraturen i historien, 

som man mener poststrukturalismen har sat på dagsordenen, uden at der 

bliver tale om solipsisme, præsentisme eller sprogdeterminisme. For 

Greenblatt handler det også om de vante distinktionen som 

poststrukturalismen har fået til at bryde sammen eller i det mindste blive 

problematiske. Det er poststrukturalismens fortjeneste at problematisere 

distinktionen mellem litterære og ikke-litterære tekster, forskellen mellem 

det fiktive og det faktiske, at man ikke længere kan se dikurs som noget 

gennemsigtigt, hvorigennem virkeligheden blot og bart afspejles. 20 Der 

bliver her skabt et autonomt rum for teksten, der ikke afspejler en forudsat 

social erfaring eller virkelighed, men som må ses som en fortolkning af 

denne virkelighed ud fra kulturelle, sociale og genremæssige 

forudsætninger. 

Derridas idé er som nævnt at sproget består af værdihierarkier, hvor 

noget står i centrum som mening, hvilket kun kan lade sig gøre ved at noget 

andet udspaltes i tekstens margin. For at etablere en mening må visse 

elementer, der ikke passer ind undertrykkes og marginaliseres. 

Dekonstruktion som læsestrategi består i en opmærksomhed på det 

ekskluderede og marginaliserede, som er mulighedsbetingelsen for tekstens 

centrale mening. Hensigten for Derrida er at lave en alternativ læsning, der 

bringer det marginaliserede i fokus, som omvender det bestående hierarki, 

og det er herfra den får sit overvejende kritiske potentiale, som også 

Greenblatt henviser til. 21 Denne strategi med at læse i margin, har mest 

karakter at et fokusskift i New Historicism. 22 Det er blevet sagt om 

Greenblatt, at hans force netop er at se det marginale og give det 

centralitet, 23 og han fremhæver selv at det der fremstår som marginalt, er 

19 Fx Iggers 1997, 9ff, der i øvrigt ser New Historicism som en del af den 

radikale opposition til >normal history=. 

20 Greenblatt 1990, 14 

21 Hauge 1995, 38f, 20f. Dahlerup 1991, 33ff. 

22 Jf. Veenstra 1995, 188. 

23 Thomas 1991, 43f. 

10

centralt fordi det derigennem er muligt at fastholde historiens 

anderledeshed og distancen i forhold til nutiden. 24 Derfor handler den 

dekonstruktive følsomhed for det marginaliserede mest af alt om at 

efterspørge andre ting i teksterne, ting som den >gamle= historisme fandt 

marginalt og uinteressant, og som den nye historisme vil genrejse og forstå i 

kraft af den kontekst teksten er indlejret i. 


11

Det handler således ikke om at producere dekonstruktive tekster 

eller om at dekonstruerer den behandlede tekst, og følsomheden for det 

marginale inden for New Historicism har i det hele taget ikke meget til 

fælles med Pil Dahlerups karakteristik af dekonstruktiv litteraturlæsning 

som den praktiseres af fx amerikaneren Hillis Miller (der i øvrigt er en 

skarp kritiker af New Historicism). Millers Adekonstruktive metode kan 

kort karakteriseres således: han slår ned på et ord, udreder dets etymologi, 

finder dets modsætning, nedbryder modsætningen og lader denne proces 

bære hele analysen.@ 25 Dette karakteriserer ikke New Historicism, der ikke 

dekonstruerer, men konstruerer tekster og beskrivelser, som det vil fremgå 

at de to eksempler jeg skal referere nedenfor. 

Når det er sagt, skal det dog med det samme påpeges, at 

dekonstruktivistisk læsning og New Historicism begge afviser en 

homogeniserende læsning, der ser bort fra modsigelser, tvetydigheder, 

spring i teksten (inkohærens), diskontinuiteter, forstyrrelser, 

betydningsglidninger eller gentagelser. Dette kan henføres til Derridas 

begreb >differance=. Differance hentyder til sætten af forskel og fokuserer på 

forskelle, som et modbegreb til nærvær og den mest komplette form for 

nærvær, nemlig identiteten. I dette lys er det ikke hensigten at skabe 

identitet i teksten ved at fjerne >forstyrrelser=, men netop at vise dem frem. 

Dekonstruktionens fokus på differance tilbyder en læsestrategi, som 

konsekvent modsætter sig en løsning eller sammensmeltning af 

modsætninger, og retfærdiggør det med et vilkår som er givet af vores 

situation i og med sproget. 26 Det er således en pointe for Greenblatt at 

fremhæve, at vi har at gøre med forskellige kræfter, der er i spil i den 

enkelte tekst eller i det enkelte kunstværk, og som ikke skal skæres til så det 

bliver en homogen helhed. I stedet konstruerer han en læsning, her af et 

kunstværk af Albrecht Dürer, som han ser som Abased upon the complex 

interplay of three forces; the artist=s intentions, genre, and the historical 

situation.@ Og, fortsætter han: 

By the latter I mean both the particular object of representation and the 

specific structure of ideology and event that renders something - 

person, place, institution, thing, idea, or action - sufficiently notable to 

be represented. Neither intention nor genre can be reduced to this 

historical situation: a given genre, as Dürer´s design powerfully 

25 Dahlerup 1991, 45. 

26 Thomas 1991, 124. 

12

demonstrates, may have great difficulty accommodating a particular 

representational object, and artistic intention has an arsenal of strategies 

(....) If intention, genre, and historical stituation are all eaqually social 

and ideological, they by no mens constitute a single socio-ideological 

Alanguage@. On the contrary, as Dürer´s design suggest, the are, in effect, 

separate forces that may jostle, enter into alliance, or struggle fiercely 

with one another. 27 


13

Det nye ligger ikke mindst i en forligelse med poststrukturalismens kritik af 

mennesket eller subjektet. Forfatteren er godt nok ikke død, som vist 

Roland Barthes mente, men hun er heller ikke bare sig selv, idet man her 

tager udgangspunkt i menneskets betingethed af sine sprogligt-kulturelle 

og sociale omgivelser - Athe hollowness of the self@ - som H. Aram Veeser 

har benævnt det. 28 Disse hule personligheder er karakteriseret ved den 

sprogligt-kulturelle og sociale kontekst de er en del af, ikke ved at have en 

fast kerne, en personlig essens, som de realiserer i skrift, tale, handling. I et 

af sine relativt få programmatiske essays skriver Greenblatt direkte, at Athe 

very idea of a Adefining of human essence@ is precisely what new historicists 

find vacuous and untenable.@ 29 Selvet, den personlige identitet, er en 

fortløbende skabelsesproces, hvor selvet skabes og genskabes (fashion and 

refashion) i en udveksling med den socio-kulturelle kontekst. Og 

litteraturen ses netop i forlængelse af denne identitetsdannelsesproces, den 

fortløbende self-fashioning. 30 Selvom Greenblatt ofte taler om intentioner som 

i citatet ovenfor, og tilskriver intentioner en betydning for tolkningen af en 

tekst, så er det afgørende, at de ikke ses som udtryk for et suverænt subjekt, 

men ses som socialt bestemte i en situationsspecifik problemløsning, hvori 

der fx også indgår de genrekonventioner som gælder for det medie, der 

arbejdes i. Tekster (og mennesker) er således at forstå som produkter af 

sociale processer, og det er den sociohistoriske kontekst, hvori teksten får 

mening. 31 

I denne sammenhæng benytter man begrebet embedded, indlejret. Når 

der ikke er nogen autonome positioner udenfor de forskellige sociale 

processer for individet at indtage, er det altid indlejret i sociale praksisser. 

Eller som Clifford Geerz har sagt det, er mennesket indvævet i et spind af 

betydninger, som det selv har skabt. Her er tale om et vilkår. Dermed er det 

også sagt, som Foucault også er inde på med sit magt/viden-begreb, at den 

sociale praksis er noget der giver mulighed for udfoldelse og som sætter 

grænser for udfoldelse. 32 Man kan tale om ting på bestemte måder i 

28 Veeser 1994, 19. 


30 Veenstra 1995, 182. 

31 Veenstra 1995, 174f. 

32 Mullaney 1996, 179 fremhæver at Athe emphasis on constraining and 

enabling force of collective social structures has been a consistent focus of new 

historicists work yet has been consistently neglected or marginalized in accounts of 

14

estemte sociale sammenhænge på bestemte tidspunkter, og der er noget 

man ikke kan sige, og som man - hvis man konfronteres med det i det 

fremmede - slet ikke kan forstå og møder med afsky. 

Neden for skal jeg vende tilbage til to centrale temaer hos Greenblatt, 

nemlig Cultural Poetics og Social Energy. Inden jeg kommer der til, tror jeg 

det vil være oplysende at referere to analyser, hvori Greenblatt udfolder sin 

fortolkningskunst. 

that work.@ 

To eksempler 

15

I Learning to Curse 33 findes der et fabelagtigt essay med den muntre titel 

>Murdering Peasants: Status, Genre, and the Representation of Rebellion=. 

Det sigter på at forstå, hvorfor bondeoprør i den tidligt moderne periode 

blev repræsenteret som de gjorde, dels i et aldrig opført monument tegnet af 

Albrecht Dürer i forbindelse med tyske bondeoprør 1524-25, dels i nogle 

skriftlige fremstillinger fra England fra 1590erne. 

Det der må tiltrække sig opmærksomhed ved Dürers monument 

(Figur 3 nedenfor), der har til hensigt at fejre en sejr over oprørske bønder, 

er selvfølgelig figuren på toppen, bonden med sværdet i ryggen. Den 

intuitive tolkning vil være, at der her er tale om en magtkritik. Bonden er 

blevet forrådt, ubevæbnet knælende stukket ned bag fra, måske mens han 

hviler efter arbejdet, hvis frugter monumentet er bygget af. Dürers hensigt 

er således, at man skal fatte sympati for bonden, hvilket Greenblatt 

underbygger ved at henlede opmærksomheden på figurens særlig positur, 

som er modelleret over den ikonografiske type >den fortvivlede Jesus= (figur 

4 og 5). Det er, som Greenblatt bemærker, et historisk monument der 

nærmest skriger på ikke at blive bygget, fordi det altid er sejrherrerne, der 

betaler for monumenter, og det er jo åbenbart dem, der er genstand for 

kritikken. 

Men idet Greenblatt bevæger sig ud i de historiske omstændigheder 

og den historiske situation, finder han at denne tolkning møder 

forhindringer. Skulle monumentet udtrykke sympati med bønderne, er dét 

det eneste sted i Dürers produktion dette sker. Endvidere er der Dürers 

inderlige forhold til Luther, som afviste bondeoprørerne som 

ordensomstyrtende. Greenblatt fremdrager en akvarel med titlen Vision om 

syndfloden (Vision of inundation) fra 1525 mens bondeoprøreret stod på sit 

højeste, hvor Dürer i mørke vendinger beskriver en drøm om 

oversvømmelse i en nærmest apokalyptisk frygtvision - verden stod for 

fald. 

Dette åbner for en nærmere analyse af konteksten og dermed en 

anden tolkning: AWhat we took for almost self-evident marks of betrayal 

would, in such a mood, be the details of wish-fulfillment fantasy: the 

terrifying mobs have been shattered into defenseless individuals like the 

unarmed peasant; the rebel no longer demands anyting but sits in 

melancholy resignation to his fate; and that fate i justly represented by the 

33 Greenblatt 1990, kap. 6. 

16

sword.@ 34 Hvad det sidste angår, er det ikke kun nedkæmpelsen det 

anonyme sværd symboliserer, det er også et udtryk for at bonden er frataget 


17

enhver form for ære, som han ville få, hvis han blev afbilledet som dræbt i 

kamp med et medlem af eliten - de ville jo derved fremstå som ligemænd. 

Således tolket bliver monumentet ikke en magtkritisk fremstilling af 

et forræderi, men en del af forræderiet. Når det videre får den udformning 

det får, hænger det sammen med at genren - konventionerne for hvorledes 

man laver monumenter - sætter visse elementer i spil, som Dürer bringer i 

anvendelse for at repræsentere den historiske situation, der på sin side 

stiller et scenarium eller en problemstilling til rådighed, som Dürer 

repræsenterer i sit monument. Dürer står således med det problem på 

hånden, at han skal beskrive den historiske situation, idet han opfatter 

nedkæmpelsen af et bondeoprør som en reetablering af orden. Dette må 

beskrives som en heltedåd, det fordrer genrekonventionen, men han skal 

samtidig undgå at tilskrive bonden ære. Ud af dette kommer der, ifølge 

Greenblatt, et ret så tvetydigt monument. 

På denne måde får Greenblatt konstrueret en læsning af Dürers 

monument, der består i et samspil mellem tre kræfter: kunstnerens 

intentioner, genren og den historiske situation, som alle er sociale og 

ideologiske i karakter, dvs. at de er udtryk for sociale konventioner og 

fortolkninger og verdensanskuelser. Disse tre elementer hænger ikke 

uproblemastisk sammen, og Dürers monument viser ifølge Greenblatt netop 

at de er separate kræfter, som kan støde imod hinanden, indgå i alliancer 

eller kæmpe mod hinanden. 

Besværet med at undgå at give bonden ære i beskrivelsen af en sejr 

over et folkeligt oprør ved at repræsentere ham som ligeværdig med 

aristokraten går igen i en af de engelske fremstillinger, skrevet af en 

adelsmand og udgivet posthumt 1594. Her løses problemet ved, at de 

aristokratiske helte kun optræder i forklædning - den ene som hyrde, den 

anden som kvinde. Hele øvelsen lader sig forstå i konteksten af et 

statussamfund, hvor ære er centralt - hvilket disse repræsentationer således 

både er indlejret i og understøttende for. Anderledes forholder det sig i 

Shakespeares historiske skuespil Henry VI, hvor et oprør udspiller sig. Det 

anderledes er, at statusrelationer forandres til ejendomsrelationer mellem 

besidder og ikke-besidder, i om med oprørslederen under flugt bryder ind i 

en privat have, hvis ejer slår ham ihjel. Der eksisterer ikke noget problem 

med at repræsenterer dette drab. Oprørslederens status hæves ikke ved at 

dø for ejendomsbesidderens hånd. Drabet foregår følgeligt for åbent tæppe, 

idet drabsmandens dåd ikke behøver skjules af forklædninger eller fravær. 

AThe aristocrat has given way to the man of property, and heroes 

19

commemoration has been absorbed into a new genre, the history play.@ 35 

Den historiske pointe er, at repræsentationerne i tidlig moderne tid 

skifter karakter og stilles over for problemstillinger som er indlejret i og 

medvirker til en overgang fra status i kraft af ære til status i kraft af 

ejendom. 

Den teoretiske pointe for Greenblatt er, at betydningen af symboler 

ikke kan fastlægges formelt, at de symboler der indgår i monumentet ikke 

kan fastlægges en gang for alle. De symboler Dürer bruger, kan tolkes både 

som en ironisk kritik og protest og en >karsk fejring= (harsh celebration) af 

den officielle orden. Det er kun når vi sætter monumentets symboler og 

tegn ind i den kontingente, specifikke historiske sammenhæng, hvor en 

herskende elite ser sig og den bestående orden som alvorligt truet, at det 

bliver muligt at se, at monumentet består af billeder på accepteret 

undertrykkelse, der er så udtalte, at de tipper over og får karakter af protest. 

Man kan måske godt sige, at netop dette essay er atypisk ift. det 

gængse Greenblatt-essay. Ofte læses tekster i lyset af hinanden, i et 

karakteristisk spil mellem to eller flere tekster; her har relateringen af 

teksterne til hinanden mere karakter af intern komparation. Det indledes 

heller ikke med en anekdote eller med at tage fat i en flig af historien, som 

danner indgang til den videre historie som derefter oprulles. Endelig 

afgrænser kontesktualiseringen sig ret snævert i tid til værkernes 

oprindelsestidspunkt. Den ligner på den måde ganske meget gængs 

hermeneutisk tekstlæsning, og adskiller sig hovedsageligt ved at være 

udført af en meget dygtig læser og skribent, der trækker på en enorm viden 

om mange forskellige sider af tidsrummets historie, selvfølgelig ikke mindst 

kendskabet til tidens litteratur. Det er ikke en skematisk metode der 

forskriver, hvorledes forbindelser mellem tekst og kontekst etableres, eller 

en fast teori, der foreskriver hvad der kan opfattes som kontekst. Det 

handler mere om det, der i gamle dage hed erudition - lærdom - dvs. evne 

og indsigt til at trække relevante elementer ind som kontekst for værkerne 

og som altså sætter den tolkning af værkerne som gives. 


20

I essayet >Martial Law in the Land of Cockaigne= 36 som er mit andet 

eksempel, indledes der med at tage fat et sted - en prædiken hold i 1552 af 

AHugh Latimer, the great Protestant divine martyred during the reign of 

Mary Tudor.@ 37 Prædikenen, der blev holdt for en adelig kvinde, indeholder 

en lille historie, indledningsanekdoten, som danner udgangspunktet for 

den analyse som udfoldes i essayet. Anekdoten handler om Latimers besøg 

i et fængsel og hans samtale med en gravid kvinde, der var anklaget for at 

have slået sit førstefødte barn ihjel. Kvinden bedyrede sin uskyld, Latimer 

kom til at tro hende, og han fik hende efterfølgende benådet uden af fortælle 

hende det. Hun føder sit barn og tror fortsat at hun skal henrettes. Derfor 

beder hun om at der gennemføres en rituel rensning af sig, fordi hun mener 

sig religiøst uren efter fødslen, dvs. er bange for ikke at kunne komme i 

himlen efter sin død. Dette er jo ikke ligefrem en protestantisk måde at 

forhold sig til tro og frelse på, så først efter hun er blevet retledt af Latimer, 

og acceptere at frelse ikke sikres gennem ritualer, men gennem tro, lader 

Latimer hende vide, at hun er blevet benådet. 

Af dette udleder Greenblatt nogle generelle pointer om forholdet 

mellem mænd og kvinder, mellem overordnet og underordnet, fordømt og 

frelser, urenhed og renhed, som rækker ind i andre analoge forhold som 

bonde-herremand, fange-fri. Men det centrale er det kneb som Latimer 

benytter sig af i sin behandling af den gravide kvinde, som er et kneb der 

ikke afgrænser sig til anekdotens rum alene, men som er en mere generel 

social praksis, der har til formål at opretholde den sociale orden. Denne 

strategi samler sig i begrebet >salutary anxiety=, som kan oversættes som 

gavnlig usikkerhed. Usikkerheden gør den gravide kvinde moden til at 

acceptere sandheden og tingenes rette orden. Midlet er dødsdom og 

benådning, benådning som anskues som kongens magtprivilegium og 

magtdemonstration par excellence (og Latimers, som kongens 

stedfortræder). 

Den underliggende interesse i dette essay er at beskrive 

cirkulationen af social energy (vist nærmest oversætteligt med social mening 

eller social betydning), og i den sammenhæng er det ikke så meget 

indholdet af Latimers fremstilling, der er vigtig, men den strategiske 

36 Greenblatt 1988, kap 5. 


21

praksis den udtrykker. Denne strategi kan man genfinde i Shakespeares 

skuespil, i Vinter´s Tale og i Measure for Measure og den får sit mest subtile 

udtryk i det sene værk The Tempest. 

A student of Shakespeare will immediately think of Measure for Measure 

where in the interest of moral reformation, Duke Vincentio, disguised 

as a holy friar, forces Claudio to believe that he is about to be executet - 

indeed forces virtually all the major characters to face dreaded 

punishment - before he pardons everyone. The resemblance between 

the tales arises not because Latimer´s sermon is one of Shakespeare´s 

sources but because Latimer is practicing techniques of arousing and 

manipulating anxiety, and these techniques are crucial elements in the 

representational technology of the Elisabethan and Jacobean theater. 

English dramatists developed extraordinary mastery of theses 

techniques; indeed one of the defining characteristics of the dramturgy 

of Marlowe and Shakespeare, as opposed to their medieval 

predecessors, is the startling increase in the level of represented and 

aroused anxiety. There is, to be sure, fear and trembling in the mysteries 

and moralities of the fifteenth and early sixteenth centuries, but a dread 

bound up with the fate of particular situated individuals is largely 

absent, and the audience shares its grief and joy in a collective 

experience that serves either to ward off or to absorb private emotions. 

Marlowe´s Faustus, by contrast, though it appears conventional enough 

in its plot and overarching religious ideology, seems like a startling 

departure from everything that has preceded it precisely because the 

dramatist has heightened and individuated anxiety to an 

unprecedented degree and because he has contrived to implicate his 

audience as individuals in that anxiety. 38 

Den spillen på individuel mental bevægelse i teatret har til hensigt at 

underholde. Det står i modsætning til Latimers manipulation, som han vil 

mene tager udgangspunkt i virkelighedens verden og som har et 

opdragende sigte - han bruger usikkerheden til at ændre den gravide 

kvindes syn på frelse og hendes overtro. Men denne strategi er ikke kun 

forbeholdt teatret eller Latimer: 

Those who governed the church had to be content that the faithful 

remain in a condition of what we may call salutary anxiety, and those 

who governed the state actively cultivated that condition. For the ruling 

elite believed that at measure of insecurity and fear was a necessary, 

healthy element in the shaping of proper loyalties, and Elizabethan and 


22

Jacobean institutions deliberatelig evoked this insecurity. Hence the 

church´s constant insistence upon fear and trembling, the sickness unto 

death, that every Christian should experience; hence too the public and 

increasingly spectacular character of the punishments inflicted by the 

state. 39 

Manipulationen af usikkerhed er således en strategi, der har til hensigt at 

skabe loyalitet i forhold til den dominerende orden. Dette viser sig ved 

James Is tronbestigelse, hvor en han med det samme henretter nogle 

deltagere i en sammensværgelse, men derefter benåder andre på skafottet i 

en højdramatisk iscenesættelse. Vi har således at gøre med et udbredt 

fænomen, der cirkulerer i renæssancesamfundet og som udtrykker en subtil 

relation mellem mental usikkerhed og dannelsen af det enkelte individ: 

Renaissance England had a subtle conception of the relation between 

anxiety and the fashioning of the individual subject, and its governing 

institutions developed discursive and behavioral strategies to 

implement this conception by arousing anxiety and the transforming it 

through pardon into gratitude, obedience, and love. These strategies 

were implicated from their inception in the management of spectacles 

and the fashioning of text; that is, they are already implicated in cultural 

practices that are essential to the making and stageing of plays. There 

was no need in this case for special modifications to adapt the 

techniques of salutary anxiety to the theater. Indeed the theater is a 

virtual machine for deploying these techniques in a variety of 

registers..... 40 

En af måderne dette gøres på er Shakespeares skuespil Stormen som 

Greenblatt analyserer, idet han fremhæver at usikkerheden spiller 

hovedrollen i stykket både hos kongen selv og hos de personer i spillet, som 

ellers er objekter for hans nåde og hans mest udtrykte brug af magt - 

benådningen. Netop kongen viser, hvorledes usikkerheden tilegnes og 

internaliseres, >is fashioned inwardly=, idet han selv begynder af føle skyld 

og afslutningsvis beder såvel personerne i skuespillet som publikum om 

tilgivelse. Det vil jeg lade ligge her. I stedet vil jeg fokusere på det 

39 Greenblatt 1988, 135f. 


23

Greenblatt kalder en kompleks cirkulation mellem den sociale dimension af 

en æstetisk strategi og den æstetiske dimension af en social strategi; teatrets 

iscensættelse af social magtudøvelse og magtudøvelsens iscenesættelsen. 

What I have been describing here is the theatrical appropriation and 

staging of a sixteenth and seventeenth-century social practice. But the 

stragegy of salutary anxiety is not simply reflected in a secondhand 

way by the work of art, because the practice itself is already implicated 

in the artistic traditions and institutions out of which this praticular 

representation, The Tempest, has emerged. Latimer may have been 

indifferent or hostile to the drama and to literature in general, but his 

tale of the Cambridge prisoner seems shaped by literary conventions, 

earlier tales of wronged innocence and royal pardons. And if the 

practice he exemplifies helps to empower theatrical representations, 

fictive representations have themselves helped to empower his practice. 

This complex circulation between the social dimension of an aesthetic 

strategy and the aesthetic dimension of a social strategy is difficult to 

grasp because the strategy in question has an extraordinarily long and 

tangeled history, one whose aesthetic roots go back to at least as far as 

Aristole´s Poetics. 41 

Greenblatt går dog ikke så langt for at finde cirkulationens rødder, idet han 

mener at kunne vise, at Shakespeare har omskrevet en beskrivelse af et 

virkeligt forlis, som han har tilpasset de behov og hensyn som teatret 

(genren) har krævet. Beskrivelsen af det virkelige forlis har sit ophav hos en 

embedsmand i det engelske Virginiakompagni, mens Shakespeares har sig 

ophav i teatret som institution. Derfor forandrer Shakespeare en række ting 

i forhold til forlægget, og disse forandringer ser Greenblatt som udtryk for 

den proces, hvori den oprindelige fremstilling bliver gjort til noget, der kan 

forhandles, noget der bliver til et omsætningsmiddel der kan omformes når 

det flyttes fra en institutionel kontekst til en anden, hvor den endvidere kan 

forbindes til andre diskurser og andet skrevet materiale, in casu ikke 

mindst Shakespeares tidligere skuespil. 

De ideologiske konsekvenser af Shakespeares genskrivning af den 

oprindelige tekst i en ny institutionel kontekst er ikke entydig. På den ene 

side fastholder han den oprindelige teksts grundsyn som handler om det 

positive i en patriarkalsk behersket orden, at have kontrol med hvad 

mennesker tænker og tror og den implicitte ideologiske retfærdiggørelse, 

som lå i >forlægget=. På den anden side sættes der også nogle grundlæggende 


24

spørgsmålstegn ved dette billede, ved den patriarkalske orden og autoritet. 

Hvad kan vi så ifølge Greenblatt lære af denne analyse af 

cirkulationen af beskrivelser, om teatrets relation til omgivende 

institutioner? På den ene side synes teatret at være et sted for fri fantasi, 

adskilt fra andre diskurser, men på den anden synes det også at være et 

billede på magt, et sted hvor alle diskurser løber sammen og bringes i orden 

af forfatteren, som en halvt synlig hersker. Mere generelt kan man sige, at 

på den ene side er kunst en velafgrænset, marginal privat sfære, et rum for 

indsigt, nydelse og isolation, men på den anden er kunsten en rummelig, 

central offentlig sfære, et rum hvor den herskende politiske orden 

muliggøres ved tankekontrol, undertrykkelse, disciplin, usikkerhed og 

benådning. Helt genrelt gælder det om det æstetiske rum, at det er 

konstitueret ved på en gang at være en tilegnelse af og en undvigelse fra 

>the discourse of power=. 

Greenblatt afslutter sit essay med nogle overvejelser over 

Shakespeares vedvarende værdi, hans skrifters virkningshistorie, igen med 

en ankedote. Da Henry >Doctor Livingstone I presume= Stanley på en rejse 

blev afkrævet at brænde sine uvurderlige feltnotaterne af nogle indfødte, 

smider han i stedet sin medbragte udgave af Shakespeares samlede værker 

på bålet. Det symboliserer den værdi som ikon på civilisationen dette værk 

tillægges, at den medbringes i en sådan sammenhæng. Uvurderligheden af 

feltnoterne understreges således af, at han ofrer sin Shakespeare, en 

funktion der kun kunne opfyldes af denne og Biblen - som man nok ikke så 

godt kunne ofre uden at skandalisere sig selv. 

I forhold til Dürer-analysens stationære tolkning, er der meget mere 

bevægelse i dette essay. Med udgangspunkt i anekdotens fremvisning af 

saluturay anxiety som strategi, kommer man rundt omkring i forskellige 

sfærer af et samfund, hvori denne strategi cirkulerer og får forskellige 

udformninger alt efter hvilken sfære der er tale om. 

Man kunne spørge sig selv, om gavnlig usikkerhed - salutary anxiety - 

med Greenblatts analyse har overtaget en del at det, der for Tillyard var det 

elisabetanske verdensbillede. Afslutningsvis synes der at ske en glidning i 

Greenblatts argumentation. Det, der langt hen ad vejen fremstår som et 

netværk, hvori der cirkulerer strategier til, gennem repræsentation og 

iscenesættelse, at fremkalde gavnlig usikkerhed, og hvorledes de virker i 

forskellige institutioner og situationer - Latimers prædiken, Shakespeares 

teater, kongelig magtiscenesættelse - bliver i sidste ende til noget der 

totaliseres i >the discourse of power=. Men mens Tillyards elisabetanske 

25

verdensbillede var homogent og blev delt af alle, er Greenblatts totalitet 

fragtmenteret i forskellige sfærer, styret af forskellige regler og forskellige 

hensyn. Magtens diskurs lader sig ikke sætte på en fast formel, der løber 

igennem alle sfærer, og fx teateret forholder sig på sin specifikke måde til og 

benytter sig af specifikke strategier til at udnytte >salutary anxiety=, som 

afhænger af dets institutionelle kontekst. Der er forskellige sociale 

praksisser mht at >producere salutary anxiety=. 

Hvad angår cirkulationen er den ikke nem at få hold på inden for en 

kronologisk årsags-virknings tænkning. Alt synes at betinge alt. Kongelig 

magtiscenesættelse og opretholdelse af gavnlig usikkerhed synes at trække 

på teatrets virkemidler, det samme gælder Latimers måde at bruge 

situationen i forhold til den gravide kvinde. Teaterets strategi for at 

æstetiserer en social praksis trækker på en tradition fra poetikken, mindst 

tilbage til Aristoteles, men den adskiller sig fra middelalderens dramarturgi 

og trækker også på samtidige fortællinger, der er i omløb, og er endvidere et 

miks med >alt muligt andet=. Årsagen er efter alt at dømme, at man vil 

fremhæve at tekster er skabt af deres kontekst, som de samtidig er med til at 

skabe. Der er ikke noget der kommer først, så at sige. Teksten deltager både 

som virkning og årsag, man forstår Atexts of all kinds as both products and 

functional components of social and political formations.@ 42 

Hvad angår Greenblatts tolkningsstrategi gælder det også her, at 

teksten ikke er et udtryk for forfatterens geni eller intention. Teksten 

forklares ikke ved forfatteren, hans liv eller hans isolerede intentioner, men 

hans intention kan forstås ved at se teksten i dens historiske kontekst. 

Shakespeares skuespil er ikke udtryk for Shakespeare som individuelt geni, 

men for Shakespeare som socialt individ og den institutionelle kontekst og 

de sociale udvekslingssammenhænge han indgår i. 

Endelig bør man bemærke, at der arbejdes med en underliggende 

eller implicit teori om samfundet som en struktur, der ikke er diskursivt 

produceret. Der er en herskende elite, der er staten, der er kirken, de er 

bundet til institutioner som i øvrigt synes ret så homogene. De har én 

strategi i deres produktion af gavnlig usikkerhed, som de benytter sig af, 

med ét mål for øje - opretholdelsen af den bestående orden gennem denne 

ordens internalisering i det enkelte menneskes dannelse af sig selv. 

Poetics of Culture - The Circulation of Social 

42 Brannigan 1998, 3. 

26

Energy 

Greenblatt hører ikke til dem, der strør om sig med programmatiske artikler 

eller >hvad-der-bør-gøres=-statements. Som nævnt fremhæver han selv, at 

New Historicism primært er en praksis. Selvom han samtidig fremhæver, at 

det ikke er en ateoretisk praksis, så kan man måske sige, at det primært er 

en teoriforbrugende praksis, ikke en teoriproducerende. Derfor er det af 

interesse at se på de teoretiske konsekvenser Greenblatt selv mener at være 

nået frem til, hvilket samler sig dels om kulturens poetik og sociale 

energiers cirkulation. 

Poetics of Culture er egentlig den betegnelse som Greenblatt mener 

bedst dækker hans tilgang, og det er kun fordi betegnelsen New 

Historicism synes at have fænget, at han bruger den. På den anden side har 

den også sin styrke ved at vise hen til de to central elementer i tilgangen: 

kontekst og historicitet. 

Cultural Poetics er ifølge Greenblatt Aa study of the collective making 

of distinct cultural practices and inquiry into the relations among these.@ 43 

Den grundlæggende ambitioner at forbinde Aa given representational 

mode@ til det Acomplex network of institutions, practices, and beliefs that 

consitute culture as a whole.@ Det der skaber denne forbindelse er Asocial 

energy@. 44 Cirkulation er, som det fremgik af eksemplet ovenfor, noget helt 

central for kulturens poetik, og det, der cirkulerer, er netop det, der generelt 

betegnes social energi. Når Greenblatt bruger økonomiske metaforer, og det 

gør han ofte, er det således både for at understrege, at social energi er noget 

der er i omløb og omsættes, men også at det er noget udveksles i utallige 

udveklingsformer. 45 

Ifølge Greenblatt kan man ikke klart definere, hvad social energi er: 

AWe identify energia only indirectly, by its effect: it is manifested in the 

capacity of certain verbal, aural, and visual traces to produce, shape, and 

organize collective physical and mental experiences. Hence it is associated 

with repeatable forms of pleasure and interest, with the capacity to arouse 

disquiet, pain, fear, the beating of the heart, pity, laughter, tension, relief, 

wonder.@ 46 Derfor må det have konventionel karakter: må være 


44 Efter Thomas 1991, 180. Udsagnet stammer fra 1982. 

45 Greenblatt 1988, 8ff. 


27

forudsigeligt, kunne gentages og må have en vis rækkevidde, dvs. kunne nå 

ud over forfatteren til publikum. Energi synes i princippet at være alt hvad 

et samfund producerer, men den vigtigste form er sproglig. Begrebet energi 

har sit ophav i retorikken ikke i fysikken, fremhæves det. Det er således 

fristende at oversætte social energi med social betydning eller sociale 

repræsentationer 47 , især fordi Greenblatt kalder den overordnede økonomi 

for en mimetisk økonomi, en efterligningernes eller repræsentationernes 

økonomi (mimesis: efterligning, virkelighedsefterligning). Den cirkulerende 

sociale energi er det, der af en forfatter omsættes i en tekst, som er knyttet til 

forfatterens fortløbende skabelse og genskabelse af sin personlige identitet, 

hvilket sker i en bestemt social praksis i en kontingent historisk kontekst. 

Betoningen af det kontingente er som nævnt central. Så vidt jeg kan 

se betegner denne kontingens ikke den totale tilfældighed, men at teksten 

altid er skabt i situationen som en specifik sammensætning af forskellige 

elementer, der dels ikke lader sig reducerer til hinanden, dels ikke lader sig 

se som udtryk for en sammenhængende og homogen baggrund, men kun 

lader sig forstå i en specifik analyse. Det er måske at trække den for langt at 

sige, at tidsånden nærmest har fået engangskarakter, men det understreger 

den retning New Historicism trækker i i forhold til den gamle historisme. 

Som jeg forsøgte at vise gælder det nemlig, at der findes betydninger og 

strategier som cirkulerer i en epoke, men de omsættes og oversættes 

forskelligt i forskellige sociale praksisser i forskellige situationer. Pointen er 

kort, at tekster kun kan forstås i deres historisk specifikke kontekst - teksten 

har, hvad man kunne kalde begivenhedskarakter. 

47 Veenstra 1996, 187 oversætter Asocial energy@ med Ameaning@. 

28

Tekster er spor og tegn efter kontingente sociale praksisser, hvorfor 

det ikke giver mening at søge efter en essens i teksten. AInstead we can ask 

how collective beliefs and experiences were shaped, moved from one 

medium to another, concentrated in manageable aesthetic form, offered for 

consumption.@ 48 Vi kan se på grænserne mellem det vi undersøger, in casu 

kunst, og forskellige andre kulturelle praksisser, vi kan se på lån, 

sammenskrivning af konkurrerende repræsentationer og i det hele taget 

den produktive kraft der ligger i, at repræsentationer udveksles og 

forhandles mellem en kulturel praksis og en anden. 

Social energi skabes i netværk, skaber netværk og forandrer netværk. 

Mennesket er altid indlejret i sådanne sociale netværk, som også kunsten 

som artefakt er det, hvor der sker en udveksling af social energi. Med 

teatret som udgangspunkt beskriver Greenblatt en social praksis´ placering 

i cirkulationen og omsætningen af social energi i den: 

For the circulation of social energy by and through the stage was not 

part of a single coherent, totalizing system. Rather it was partial, 

fragmentary, conflictual; elements were crossed, torn apart, 

recombined, set against each other; particular social practices were 

magnified by the stage, others diminished, exalted, evacuated. What 

then is the social energy that is being circulated? Power, charisma, 

sexual excitement, collective dreams, wonder, desire, anxiety, religious 

awe, free-floating intensities of experience: in a sense the question is 

absurd, for everything produced by the society can circulate unless it is 

deliberately excluded from circulation. Under such circumstances, there 

can be no single method, no overall picture, no exhaustive and 

definitive cultural poetics. 49 



29

Der er således ikke tale om noget, der står fast. Der kan ikke gives en 

udtømmende kulturel poetik, og grænserne mellem en social praksis og det 

der ligger uden for er flydende. Ser man på kunsten under kapitalismen og 

hvordan den forholder sig til den omkringliggende kulturelle diskurs, er 

den karakteriseret ved at grænsedragningen mellem kunsten og >resten= 

uafladeligt svinger mellem at etableres og ophæves: Acapitalism has 

produced a powerful and effective oscilliation between the establishment of 

distinct discursive domains and the collapse of those domains into one 

another.@ 50 

På denne baggrund forekommer Jan Veenstras udlægning af, at 

identitetsdannelsen og dermed litteraturen i sidste ende skulle formes af 

absolutte magter i samfundet - kirke, stat, familie - noget tvivlsom. Veenstra 

finder således at litteraturen bliver udtryk for 1) forfatterens handlinger, 2) 

et udtryk for koderne der bestemmer adfærd og 3) en afspejling af disse 

koder. Den udlægning står på sin vis også i modsætning til hans betoning af, 

at cirkulationen foregår på et frit marked. 51 I stedet synes Steven Mullaneys 

udlægning mere træffende. Ifølge Mullaney gælder det, at man måske nok 

kan tale om en dominerende kultur på et givet tidspunkt, men samtidig må 

fastholde, at en sådan dominerende kultur aldrig er total i sin dominans, 

der vil altid være modkulturer, og at kulturen som helhed er præget af 

heterogenitet. Han henviser til Raymond Williams udlægning af Antonio 

Gramscis hegemonibegreb, som grundlæggende ser kulturen på et givet 

tidspunkt i historien som en Aheterogeneous and irreducibly plural social 

formation and as a dynamic process of representation and interpretation 

rather than as a fixed ensemble of meanings and beliefs.@ Set i dette 

perspektiv er kultur en Aongoing production, negotiation, and delimitation 

of social meanings and social selves composed through discursive and 

nondiscursive means and in various competing forums.@ 52 

Derfor kan man ikke - som jeg var inde på indledningsvis - 

accepterer en epokal, statisk kulturel kontekst, som teksten afspejler. Denne 


51 Veenstra 1995, 182, 185. 

52 Mullaney 1996, 165. 

30

organismetænkning, der forklarer delen ved at henvise til den helhed, man 

mener, den er et produkt af, lægger man afstand til i af to snævert 

forbundne grunde. Den første tager udgangspunkt i et spørgsmålstegn, som 

sættes ved adskillelsens mellem tekst og kontekst, der gør teksten til en 

afhængig variabel i forhold til konteksten. Den anden tager udgangspunkt i 

en afvisning af, at der er noget fast og uforanderligt i historien, en 

uafhængig variabel som står uden for historien, og som kan forklare fx den 

litterære tekst. Grundlæggende afviser man således ideen om, at der kan 

være en kontekst, som er fast og stabil, som tolkningen af den litterære tekst 

kan bygge på som en sikker grund. I stedet vil man fremhæve det 

situationsbestemte, det kontingente, som ideen om en fast kontekst - om 

den så er idealistisk som hos Tillyard eller materialistisk som i marxismens 

basis-overbygningstænkning - søger at eliminere. Der findes ikke et Astable 

point of reference, beyond contingency, to which literary interpretation can 

securely refer@, som Greenblatt har pointeret det, og, fortsætter Brook 

Thomas: 

If all social practices are dependent variables, there can be no selfcontained 

political vison [fx Tillyards verdensbillede, cmj] that 

literature either reflects or expresses. Instead, a political vision is 

continually determining and being determined by a complex part of the 

context that is supposed to help us understand it. As a result, no text 

can achieve a position outside of its context to reflect it. On the 

diachronic level, the context, including that of a historical period, is at 

least in part constructed of present critics [min fed, cmj]. 53 

Teksten står derfor ikke overfor eller ved siden af en kontekst, der er dens 

kausale årsag, teksten er derimod indlejret (embedded) i den 

situationsbestemte kontekst, og hvad der overhovedet er kontekst er delvis 

noget historikeren skaber i sin tolkning. 

Thomas´ pointering af at alle sociale praksisser er afhængige 

variable, afspejler sig i New Historicism på yderligere to måder. De 

vedrører den bevægelse fra Historien til historier, som Cox og Reynolds var 

inde på i citatet ovenfor. Den ene er, at New Historicism ikke beskæftiger 

sig med synteser, med samfundet eller kulturen som helhed. Man skriver 

små historier, mikrohistorier. Essayet er den eneste form som praktiseres 

inden for New Historicism. Når dette er tilfældet, skyldes det så vidt jeg kan 

53 Thomas 1991, 38f. 

31

se, at det ikke er muligt at skrive synteser, fordi der ikke er et 

grundlæggende organisationsprincip, der får >det hele= til at hænge sammen. 

Den anden er synet på kulturen som helhed, der lidt kryptisk kunne 

kaldes en relationel enhed af forskelligheder. Idet alle sociale praksisser er 

afhængige variable, er samfundet eller kulturen som helhed snarere et 

netværk, hvor forskellige sociale praksisser står i relationer til andre sociale 

praksisser, påvirker hinanden og påvirkes af hinanden, end en organisme, 

hvor en fast kerne bestemmer de enkelte >celledele=. Det kan måske uddybes 

på den måde, at enhver social praksis tilskrives en egendynamik - nogle 

regler og normer, som gælder den til forskel fra andre sociale praksisser - 

men at denne egendynamik udvikles i en konstant udveksling med andre 

sociale praksisser i en cirkulation, hvor praksisformer er forhandlelige, dvs 

de kan tilegnes og tilpasses når de inkorporeres i en given social praksis. 

Dermed er det også sagt, at en social praksis er en sfære, der grænser sig ud 

fra samfundet, men som samtidig er åben i forhold til det. Teateret er en 

social praksis, skulpturen en anden, den litterære tekst en tredje, de har 

deres egne konventioner som praksis, men indgår samtidig i udvekslinger 

og forhandlinger med andre praksisser. Og i denne udveksling gives de 

vilkår, som både sætter aktøren i stand til at handle og som sætter grænser 

for hvad han eller hun kan gøre. Det litterære er ikke en separat eller 

udskillelig æstetisk sfære eller et produkt af kulturen, men en blandt mange 

kollektive sociale sfærer for forhandling og produktion af social mening, 

hvori historiske subjekter agerer, og de magtsystemer virker som på en 

gang sætter i stand til (enable) og begrænser (constrain) subjekterne. 54 Men 

væsentligt er det at fremhæve her, at der er nogen der handler, der er 

aktører som har intentioner, som er indlejret i socio-kulturelle 

sammenhænge - Aagency is virtually inescapable.@ 55 

Diskussion og kritik 

En diskussion af potentialerne i New Historicism kunne tage en begyndelse 

i den hermeneutik, som New Historicism slår til lyd for. Byggende på 

fortidens efterladenskaber i form af tekster, monumenter og andre 

artefakter kan vi fra vores nutidshorisont tolke noget i fortiden. Vi er ikke 

afskåret fra at forstå historien, selvom den er >et fremmed land=, og vi vil 

bygge på et materiale som giver en vis adgang til det fremmede, hvilket 

54 Mullaney 1996, 163, 170. 


32

man kan kalde en hermeneutisk erkendelsesrealisme, et perspektiv på 

historisk erkendelse, der leder tanken hen på den filosofiske hermenutik 56 

og det virkningshistoriske princip. 57 Selvom man understreger at >historien 

er et fremmed land=, er det ikke et lukket land. Som den filosofiske 

hermeneutik er det en pointe at vi gennem læsningen af teksten - nu i 

kontekst - kan bringe vores egen kontekstbundne forforståelse i dialog med 

tekstens - i kontekst - hvilket til en vis grad, men aldrig fuldstændigt, gør 

det muligt for os af forstå tekstens mening - i kontekst. Vi kan ikke komme 

over på den anden side af kløften mellem os og historien og forstå teksten i 

sig selv, men vi kan se over på den anden side med vore egne øjne og 

fortolke hvad vi ser på distancen. Det der kommer ud af mødet mellem 

fortidens spor og nutidens øjne siger noget om begge, men en 

horisontsammensmeltning - eller måske rettere horisontoverlapning - 

mellem tekst/kontekst og historiker er mulig. 

56 For den filosofiske hermeneutik se Wind 1976. 

57 Thomas 1991, 209. 

33

Den hermeneutik som der slås til lyd for afviser på den ene side at 

tekster har en iboende mening. I stedet for at søge meningen i teksten skal 

den søges ved at læse teksten i kontekst, Athe concern with literary text (is) 

to recover as far as possible the historical circumstances of their original 

production and consumption.@ 58 Har teksten ikke en iboende mening, kan 

man således i stedet sige, at de har en kontekstuel mening, og denne 

mening kan vi læse frem ved at læse teksten i kontekst, hvorfor den så vidt 

jeg kan se får iboende karakter. Eller sagt på en anden måde: det er lidt 

svært at se, hvorledes denne hermeneutik egentlig adskiller sig 59 fra den 

filosofiske hermeneutik hos fx Gadamer uden i det omfang, at den så at sige 

inkludere konteksten i tekstbegrebet. Teksten har isoleret set ingen iboende 

mening, men læst kontekstuelt har den. Og selv med den tilføjelse synes det 

svært at se, hvad det nye egentlig består i, hvis man forstår den 

hermeneutiske cirkels dialektik mellem helhedsopfattelse, del og helhed 

som en praksis, der i sig selv medfører kontekstuel metode - oparbejdelsen 

af en helhedsforståelse som benyttes til at forstå teksten med. Som 

bemærket oven for, synes Greenblatts overraskende kontekstualisering at 

hvile på hans viden om eller hans helhedsforståelse af renæssancen og dens 

litteratur. Tilføjer New Historicism således noget her, er det den eksplicitte 

og pointerede henvisning til konteksten som meningsgivende i 

sammenlæsning med teksten. 


59 Veenstra 1995, 197 pointere, at New Historicism ikke adskiller sig fra mere 

traditionelle former for hermeneutik. 

34

I den forbindelse søger man ikke at skjule, at de relationer der skabes 

mellem tekster og sfærer, er forbindelser der etableres af historikeren og 

som kræver historikerens aktive erkenden (speculations). Hvilken kontekst 

der efterspørges, har således noget at gøre med vores nutidige liv såvel som 

med historie som fortid. Vi kan som historikere lige så lidt som de 

historiske aktører vi fortolker, overskride vores historisk betingede 

erkendelsesvilkår, og derfor er der heller ikke for os noget fast og 

uforanderligt grundlag udenfor vores egen fortolkningspraksis, som vi kan 

legitimere vores fortolkninger med. Vi kan kun forsøge at overbevise andre 

kompetente læsere om, at vores tolkning er holdbar. 60 Vi kan ikke rejse 

tilbage i historien og iagttage den, men vi kan indgå i en dialog - AFrom 

travel to the past to dialogue with the past@, som Hawthorne har formuleret 

New Historicisms hermeneutiske grundantagelse. 61 Derfor må man også 

sige, at der ikke er én og kun én rigtigt eller objektiv læsning mulig af en 

tekst. Der kan derimod laves utallige læsninger af en tekst, og den kontekst 

vi mener at teksten skal læses i, kan ikke få den funktion af den kan stoppe 

fortolkningerne, men kun at den kan muliggøre en læsning. 

Det kan der ikke være megen tvivl om. Men det kan også til en vis 

grad siges at være lidt af en tom proklamation, fordi det ikke afspejler sig i 

en prøvende formidling, hvor forskellige tolknings- og 

kontekstualiseringsmuligheder holdes op mod hinanden. Møntet på New 

Historicisms praksis kan jeg godt følge Jan Veenstras kritik af den for at 

være lige som monologisk som den historisme man kritiserer, 62 idet 

tolkningerne langt hen ad vejen fremstår som >statements of fact=: AThe fact 

that both works use the figure of the perfidious Jew provides a powerful 

interpretive link between Renaissance and modern thought, for despite the 

great differences to which I have just pointed, this shared reference is not an 

accident or a mirage,@ 63 som Greenblatt slår fast i sin ganske spekulative 

samlæsning af Marx fra midten af 1800-tallet og af Marlowe fra 

begyndelsen af 1600-tallet. 

Den enslydende eller overensstemmende figur i de to tekster danner 

her som andre steder grundlaget for at hævde en udveksling mellem dem. 

60 Thomas 1991, 13, 40, 100ff, 119. 

61 Hawthorne 1996, 75. 

62 Veenstra 1995, 188. 


35

Har man homologe figurer eller analoge fortællestrategier (salutary anxiety), 

er det muligt at hævde forbindelse. Dette har givet anledning til en 

tilbagevendende kritik af New Historicism, for at skabe tilfældige 

forbindelser, >arbitrary connectedness=. 64 Alt synes at kunne forbindes med alt 

andet, hvis man kan finde nogen lighed; som det spydigt er blevet 

bemærket af en kritiker: ANow Shakespeare connects with everything!@ 65 

64 Thomas 1991, 194. Veeser 1994, 8ff. 

65 Efter Veeser 1994, 14. 

36

I den forbindelse ser jeg det som en afgørende mangel ved New 

Historicism, at man ikke eksplicit vil diskutere tilstedeværelsen af 

traditioner i historien. Greenblatt taler i et enkelt essay om >la longue duree=, 

hvor han trækker en linie mht opdragelse af børn fra renæssancens til det 20 

århundredes begyndelse. 66 Men hvordan denne tradition vedligeholdes og 

forandres berøres ikke uden i det omfang han sammenligner en bog fra 

1931 med figurer i Shakespeares King Lear (>Shakespeare connects with 

everything!=). Specielt hvad angår de æstetiske former for social energi som 

Greenblatt er særlig interesseret i, er de karakteriseret ved en vis 

tilpasningsevne, der gør den holdbare på trods af omskiftelige sociale og 

kulturelle omstændigheder, i modsætning til andre kollektive udtryk, der 

dør når de kommer uden for ophavskonteksten. I forhold til de litterære 

klassikere, må man således på den ene side fremhæve, at der ikke er en 

direkte link mellem os og fx Shakespeare, men på den anden samtidig sige, 

at når Shakespeares skuespil stadig taler til os, er det en Ahistorical 

consequence, however transformed and refashioned, of the social energy 

initially encodede in those works.@ 67 Dette må så betyde, at eksistensen af en 

vedvarende Shakespeare-tradition skyldes den sociale energi der ligger i 

værkerne selv, ikke traditionsvedligeholdelse i bestemte former for sociokulturel 

praksis. For Shakespeares vedkommende må indholdet af social 

energi således være meget højt, som anekdoten om Stanley og hans feltnoter 

netop skulle illustrere. 

Fra min synsvinkel, der i udgangspunktet er præget af videns- og 

videnskabssociologi efter Kuhn, er tradition et af New Historicisms´ 

afgørende blinde punkter. Om det skyldes New Historicisms stærke 

betoning af kontingens og en heraf følgende generel mangel af tro på 

permanens i historien er muligt. 68 Men under alle omstændigheder kan man 

afgrænse traditioner i historien, der vel at mærke ikke er uforanderlige, men 

som omsættes eller tilpasses i konkrete situationer, hvor der knyttes an til 

dem i en specifik problemløsningssituation. Men de eksisterer ikke desto 

mindre som orienteringsmidler, der giver retning og mening til tolkningen i 

den konkrete situation. Et eksempel på dette hentet fra vores egen lille 

andedam er den tradtionsdannelse indenfor historieskrivningen der 

omhandler teorien om den oprindelige folkefrihed, som formuleres i 



68 Hawthorne 1996, 4. 

37

oplysningstiden på et naturretligt grundlag, omformes i 1820rne på et 

nationalromantisk grundlag, og danner baggrunden for forståelsen af den 

historiske udvikling på tværs af politiske skel, men med markante forskelle 

efter forfatter og situation, efter 1850. Man kan - vil jeg mene - godt 

fastholde ideen om cirkulation, og sige at denne traditionsdannelse og dens 

grundlæggende repræsentation af Danmarks historie recirkuleres, skabes og 

genskabes i historisk kontingente sammenhænge. Men samtidig må man 

fastholde, at den har en vis permanens over tid, idet den som 

orienteringsmiddel giver struktur og form til flere århundreders 

historieskrivning. Den skaber således en forbindelse mellem tekster, idet 

dem omsættes i den konkrete, kontingente kontekst, hvori 

Danmarkshistorier skrives og får mening. 

Jeg finder således, at kritikken af New Historicisms manglende blik 

for traditioner som orienteringmidler, må tages efterrettelig. Der er 

elementer at kontinuitet i menneskelig erfaring, som ikke udspiller sig på et 

biologisk plan, men på et socialt og kulturelt. 69 På denne led er traditioner 

lige præcis ikke myter, hvis man dermed mener noget der er Ainapellabel@, 

selvom den ligner myten ved at være en Afortælling, som i og med den 

konkrete handlingsgang refererer orienterende til nogle af tilværelsens 

grundvilkår.@ 70 

Et andet og måske mere underligt fravær er fraværet af en eksplicit 

samfundsteori. 71 Som det ses af Greenblatts praksis, arbejder New 

Historicism refleksivt på diskursens eget niveau, på relationen mellem 

tekster eller formsprog. Palle Ove Christiansern konstaterer, er konteksten 

sjældent er håndfast historisk eller sociologisk, men primært andre 

tekstuelle repræsentationer. 72 Men det er min påstand, at samfundet som 

struktur også optræder, men ikke på et refleksivt, teoretisk niveau. 73 Der 

tales om eliter, klasser, staten og kirken, institutioner etc., der dækker over 

69 Hawthorne 1996, 74. 

70 Bryld 1995, 21. 

71 Den samme kritik kunne for så vidt rejses mht. fraværet af en sociologi om 

de enkelte >sociale praksisser=. 

72 Christiansen 2000, 204. 

73 Det gælder dog ikke kun New Historicism, men de fleste former for 

>diskurshistorie=, at de ikke arbejder med strukturelle betragtninger (Jf. Jørgensen 

2000, 32). 

38

tilstedeværelsen af en række implicitte antagelser om samfundet og dets 

struktur. Bekymringen mht. at formulere en eksplicit samfundsteori ligger 

måske i, at man så får etableret en adskillelse mellem tekst og kontekst, 

hvilket man som nævnt netop søger at undgå; det kunne også skyldes at 

billedet af cirkulation og omløb bliver fastfrosset i strukturelle rammer. En 

gevinst ved ikke at eksplicitere sit samfundssyn kunne således være den, at 

man undgår at fremstille samfundet som en homogen, sammenhængende 

og gennemskuelig størrelse. Men hvad hjælper så det, hvis der alligevel 

ligger nogle betragtninger af denne karakter, der tjener som et urefleksivt 

niveau for forklaringer - Dürer laver monumentet for den nedkæmpede 

bonde som han gør, fordi der er tale om en situation, hvor samfundseliten 

var rystet af bondemassernes oprør. Vi ved bare sådan uden videre, at 

Dürer var en del af eliten, dvs. del af en eksisterende samfundsgruppe, og at 

han delte dens verdensbillede og holdning til bønderne. 

Man kunne måske sige, at Greenblatt skylder os at vise, at Dürer rent 

faktisk indgår i eliten og dens verdensbillede, men det er ikke min pointe 

her. Den er derimod, at Greenblatt her tager det for givet, at synsmåder er 

noget der cirkulerer inden for sociale grupper, der implicit beskrives 

samfundsstrukturelt. Angsten for bondeoprørerne cirkulerer eliten, eliten, 

der vægter ære og stand som en del af sit verdensbillede, hvilket ikke blot 

gør Dürers monument tolkbart, men som vel må betyde at bestemte former 

for social energi cirkulerer i bestemte sociale lag i samfundet. 

Jeg søger ikke her at bringe associationerne i retning af en 

materialistisk tolkning af meningsproduktionen i et samfund, der knytter 

socio-økonomisk klasse og tænkning sammen. Jeg mener helt afgjort at 

cirkulationsmetaforen og den relationelle beskrivelse af udvekslingen 

mellem forskellige meningsproducerende sociale praksisser, som New 

Historicism står får, så langt er at foretrække. Jeg har selv i et tidligere 

arbejdspapir set historievidenskaben som en >social praksis=, men med 

Audgangspunkt i en række koncentriske sociale sfærer, hvori der cirkulerer 

kommunikation, som på et bevidst plan er ressourcer historikeren kan 

knytte an til, og som på det ubevidste plan er transmissioner som 

historikeren >rammes af=. For historikeren må videnskaben være den 

centrale sfære for kommunikation og transmission - videnskabelig 

transmission kan siges at være de punkter i den videnskabelige tradition, 

som overtages ukritisk og uproblematisk, f.eks. "gårdmandslinien" - men 

den er indføjet i den samfundsmæssige sfære, der omgiver ham eller 

hende.@ 74 

74 Jørgensen 1997, 25. 

39

Det jeg ville med den analyse var at sige, at videnskaben afgrænser 

sig på specifikke måder fra andre socio-kulturelle praksisser eller >kulturen 

som helhed=, men samtidig er der en udveksling mellem videnskaben og 

det den er indføjet i. Men jeg kan ikke se at ideen om udveksling og 

cirkulation står i modsætning til en sociologisk analyse af de strukturer, som 

udvekslingen og cirkulationen foregår i, der fremmer eller forhindrer visse 

udvekslinger, eller de aktører hvis handlinger bestemmer regler for 

udvekslinger. Her er der tale om handlinger - den uomgængelige >agency= - 

som ikke kun handler om at knytte forbindelser mellem cirkulerende 

sociale energier (kommunikation) og dennes intentionelle omsætning i en 

specifik social praksis med egne regler i en specifik historisk situation, men 

om at regulere cirkulationen. Den mimetiske økonomi er næppe et frit 

marked. Der er i samfundet mange institutioner - staten, kirken, 

videnskaben, skolen - der har som formål at regulere cirkulationen, ikke 

kun ved at udbyde eller - om man vil - påtvinge >viden=, men også ved at 

forbyde og fjerne >viden= i fysisk forstand. Videnskaben som sociologisk 

system, som magtstruktur, som system til traditionsvedligeholdelse og - 

forandring, og hvorledes dette medvirker til at bestemme, hvorledes denne 

sociale praksis forholder sig til andre, det vil så vidt jeg kan se være en 

positiv tilføjelse til New Historicisms cirkulationsperspektiv, som jeg til 

gengæld finder uomgængeligt. Men vi kan og skal lokaliserer de strukturer 

som ideologier eller social mening/social energi cirkulerer i og mellem. 75 

75 At en sådan sociologi skulle stå med specielle erkendelsesteoretiske eller 

metodiske problemer, har jeg svært ved at se. At dette ikke skulle være muligt af 

erkendelsesteoretiske grunde er i bund og grund paradoksalt og selvmodsigende. 

40

Omsat i New Historicism-termer består paradokset i følgende. Vi kan uden 

problemer tale om forholdet mellem tekster, vi kan tolke hvorledes betydninger 

cirkulerer mellem tekster og hvorledes denne cirkulation manifesterer sig i en social 

praksis som litteraturen. Men vi kan ikke tale om samfundet som struktur, i det 

mindste ikke som en udviklet og explicit teori om samfundet. Hvorfor denne forskel 

er der, er mig ikke ganske klart. Hvorfor kan vi etablere korrespondens mellem det 

vi siger om sammenhængen mellem tekster og kvaliteter ved teksterne selv, når vi 

ikke kan i forhold til samfundet. Eller omvendt: jeg kan ikke se, der skulle være større 

erkendelsesmæssige problemer forbundet med at skabe/påstå korrespondens 

mellem vore udsagn om samfundet og samfundet selv, end mellem vore udsagn om 

relationen mellem tekster og teksterne selv. Kan vi have et realistisk forhold til 

tekster, kan vi også have det til samfundet - som jo også kun findes >for os= i sproglig 

eller italesat form. Derfor kan der for mig at se heller ikke være større metodiske 

problemer i en sociologi end i en diskurshistorie. 

41

Dette er måske også en vej ud af det repræsentativitetsproblem som 

New Historicism deler med megen anden mikrohistorie, nemlig at den 

enkelte case kommer til at fremstå som forklaring på helheden - eller i det 

mindste at det er svært at se grænserne for det, som den enkelte case 

fremanalyserer. Carlo Ginzburg gjorde sin analyse af den norditalienske 

møller til et udtryk for en generel folkekultur, og New Historicism er ofte 

blevet kritiseret for at gøre det samme, have den samme Awill-tototalization@. 

En vej ud af dette kunne være at udvikle strukturbetragtninger 

over det samfund, som cirkulation og udveksling finder sted i, som Steven 

Mullaney fremhæver, når han siger at AThe need for a more materialist 

apprehension of historical heterogeneity confronts new historicism as 

well.@ 76 

Afslutning 

76 Mullaney 1996, 178. Se også Veenstra 1995, 198. 

42

Denne vilje til at totalisere indikerer måske, at organismetænkningen så at 

sige sniger sig ind ad bagdøren. Delen bliver trods alle intentioner et udtryk 

for helheden. Eller også gør den det i nogle essays, men ikke i andre. New 

Historicism kan ikke siges at være en kohærent eller konsistent samling af 

tekster, men snarere et diskussionsforum med visse fælles hensigter og 

udgangspunkter. AGiven the lack of concensus (...) a general caution is in 

order: no survey, the present one included, is to be entirely trusted.@ 77 

Således skriver Steven Mullaney i indledning til sit essay om New 

Historicism, og således vil jeg indlede afslutningen på dette arbejdspapir. 

New Historicism er meget mere end det der kan læses om i dette 

arbejdspapir. H. Aram Veeser har i fx sin oversigt fra 1989 netop lagt vægt 

på New Historicism som en praksis, hvor delen ses som udtryk for 

helheden. Ligeledes lægger John Brannigan vægt på, at New Historicism 

søger det underliggende episteme, der sammen med magt betegner det 

samlende og helhedsskabende i en historisk epoke. 78 Jeg var omkring det i 

forbindelse med diskussionen af Greenblatts magtbegreb og Veenstras 

fortolkning af de absolutte samfundsmagters dominerende placering, men 

det er ikke den læsning, jeg - ikke mindst i kraft af Brook Thomas´ meget 

inspirerende bog - har søgt at følge eller diskutere. Jeg har med Greenblatt 

som dækning lagt vægt på det relationelle, på udveksling og på cirkulation. 

Det er her jeg mener New Historicism kan give stof til eftertanke. Der er 

også rejst kritik af New Historicism på punkter som jeg slet ikke har berørt, 

fx priviligeringen af klassiske tekster og for at man vælger stadig mere 

marginale emner, men jeg har ikke fundet dette interessant i denne 

sammenhæng. 

Principielt adskiller New Historicism sig ikke fra moderne 

hermeneutik. Historiens byrde ligger hos historikeren og hans evne til at 

kontekstualisere. Men 

New Historicism adskiller sig fra andre aktuelle hermeneutiske tilgange til 

studiet af idehistorien ved at fremhæve intertekstuelle kontekster og 

cirkulation mellem sociale praksisser, dvs fremhævelsen af, at der ikke er 

tale om en homogen, enhedslig kontekst. I forhold til den hermeneutik som 

Quentin Skinner står for, er Skinners meget snævrere knyttet til teksten som 

udtryk for intention, end det er tilfældet i New Historicism, der hele tiden 

fokuserer på tekstens indlejring i en social praksis, hvor der er flere 

77 Mullaney 1996, 164. 

78 Brannigan 1998, 8, 56ff. 

43

elementer i spil end forfatterens intentioner. Skinners tilgang udelukker 

ikke en sådan forståelse, og han er selv i sit svar til sine kritikere inde på, at 

det kan være nødvendigt at inddrage en bredere kulturel kontekst som 

>rammen= omkring det intentionelt skrivende menneske. Men han udfolder 

det ikke videre, og fokuserer i hovedsagen på forholdet mellem teksten og 

forfatterintentionen set i en sproglig-konventionel kontekst (Tully 1988. 

Skinner 1988). En anden udgave findes i J. G. A. Pococks analysestrategi ift. 

politisk sprogbrug, der lægger mere vægt på det stabile og paradigmatiske i 

sproget og brugen af det (Boucher 1985, 157ff), mens New Historicism 

lægget vægten på kontingens. Hvad der adskiller New Historicism i det 

mindste som den praktiseres af Greenblatt fra både Skinner og Pocock, er 

også vovemodet. Mens Pocock og Skinner arbejder inden for en traditionel 

historisk-kronologisk begrænsning af den mulige kontekst, læser Greenblatt 

unden at blinke også tekster med flere hundrede års afstand i kraft af 

hinanden. Her ligger der måske et element mere i det nye i betegnelsen 

new, nemlig at forpligtelsen på at sige noget nyt om en litterær tekst af og til 

synes at overskygger forpligtelsen på historien. Sat på spidsen: alt lader sig 

forbinde med alt, blot der er spændende, hidtil upåagtede (og dermed 

marginale) tekstlige analogier. 

Jeg har været omkring nogle af kritikpunkterne om de til tider 

tilfældige forbindelser, om fraværet af en forholden sig til tradition og 

fraværet af eksplicit teori om samfundets struktur og historiske 

heterogenitet og om de sociale praksissers sociologiske karakter. Det sidste 

forkommer mig at være et generelt problem ved sproglige vendinger, at 

man har teorier om samfundstrukturer, men man må ikke tale om dem. På 

den anden side har jeg også været inde på, at det måske vil omdefinere hele 

projektet i New Historicism og fastlåse det i nogle af de 

strukturbetragtninger, som det sigter på at komme uden om - især ideen om 

den faste, socialhistoriske konteksts som forklaring på den idehistoriske 

tekst - som jeg faktisk finder positiv. Der er et dilemma her, men det 

forekommer mig principielt utilfredsstillende ikke at lade de elementer, der 

bærer en historisk analyse fremstå så eksplicitte som muligt. 

Skulle man her afslutningsvis tale om generelle vendinger i 

videnskaben, kunne man måske med fordel gøre det i lyset af Greenblatts 

begreb om cirkulation. Begreber, teorier og analyser cirkulerer mellem 

forskellige felter, der nok prøver at afgrænse sig fra videnskaben og 

kulturen som helhed (hvis det overhovedet giver mening at tale om en 

helhed), men som samtidig står i en fortløbende forhandling og udveksling 

med de sociale praksisser, der ligger uden for. I det lys giver det næsten 

44

ikke mening at tale om vendinger i de humanistiske videnskaber og 

samfundsvidenskaberne som helhed, og det tror jeg langt hen ad vejen er 

mere korrekt end de indledende diagnoser af generel litterær, historisk, 

sproglig eller antropologisk vending i humanvidenskaberne. 

Litteratur 

Ankersmit, Frank R. 1995, >Historicism: An Attempt at Synthesis=, History and Theory 34, 

no 3, 143-161. 

Brannigan, John 1998, New Historicism and Cultural Materialism, London: Macmillan. 

Christiansen, Palle Ove 2000, Kulturhistorien som opposition, Kbh.: Samleren. 

Bryld, Claus 1996, >Er vi selv historie?=, in Bernard Eric Jensen et al. (red.) 1996, 

Erindringens og glemslens politik. Kbh.: Roskilde Universitetsforlag, 17-53. 

Dahlerup, Pil 1991, Dekonstruktion. 90´ernes litteraturteori, Kbh.: Gyldendal. 

Greenblatt, Stephen 1988, Shakespearean Negotiations, Berkeley: University of California 

Press. 

Greenblatt, Stephen 1990, Learning to Curse, New York: Routledge, 

Hauge, Hans 1995, Den litterære vending, Århus: Modtryk. 

Hawthorne, Jeremy 1996, Cunning Passages, New Historicism, Cultural Materialism and 

Marxism in the Contemporary Literary Debate, London: Arnold. 

Iggers, Georg G. 1997, Historiography in the Twentieth Century. From Sceintific Objectivity 

to the Postmodern Challenge, Hanover and London: Wesleyan Press. 

Jenkins, Keith 1995. On >What is History=. From Carr and Elton to Rorty and White, London. 

Routledge. 

Jørgensen, Claus Møller, Teori og metode i studiet af dansk historievidenskabs historie. Århus: 

Historisk Institut, Arbejdspapirer juni. 

McDonald, Terrence J. 1996, >Introduction=, in Terrence J. McDonald (ed) 1996, 1-15. 

McDonald, Terrence J. (ed) 1996, The Historic Turn in the Human Sciences, Ann Arbor: 

The University of Michigan Press. 

Mullaney, Steven, Discursive Forums, >Cultural Practices: History and Anthropology in 

Literary Studies=, in McDonald (ed.)1996, 161-189. 

Richard, Anne Birgitte 1997, >Litteraturhistorier=, in Beernard Eric Jensen et al., 

Danmarkshistorier- en eridringspolitisk slagmark II, Roskilde: Roskilde 

Universitetsforlag, 399-567. 

Rylance, Rick (ed.) 1987, Debating Texts, A Reader in 20th Century Literary Theory and 

Method, Milton Keynes: Open University Press,. 

Skinner, Quentin 1988, >Reply to my Critics´, in Tully 1988 (ed.), 231-288. 

Thomas, Brook 1991, The New Historicism and Other Old-Fashioned Topics, Princeton: 

Princeton University Press. 

Tully, James 1988, >The Pen is a Mighty sword: Quentin Skinner´s analysis of politics, in 

Tully 1988 (ed.), 7-28. 

Tully, James 1988 (ed.), Meaning and Context. Quentin Skinner and his Critics, Cambridge: 

Polity Press. 

Veenstra, Jan R. 1995, >The New Historicism of Stephen Greenblatt: On Poetics of 

45

Culture and the Interpreation of Shakespeare´, History and Theory 34, no. 3, 174- 

198. 

Veeser, H. Aram 1994, >The New Historicism´, in H. Aram Veeser (ed.), The New 

Historicism Reader, New Youk: Routledge. 

Wind, H. C. 1976, Filosofisk Hermeneutik, Kbh. Berlinske Leksikon Bibliotek. 

46

New Historicism - Historie-nu.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?