Übermenschen men i Danmark O Vi forestiller os, altså er der. Jeg ...

mange tavler rent-viskede og ædel kalligrafi og forædlede tegne-talenter
nedarve; ja og når børnene er ude, når teenagerne er - deres aldersforskel
bliver jo som man ved mindre ved hvert et klokkeslag - ja så når duerne
er fløjet, skubber den lysende amazone med krampende arme fra på
vægene, negle i tapetet, elektrisk sammentrækkende muskler, spredte
ben og Andreas tunge følgende elskerens impulser, udspilende skamløse
læber med fingre, spiralbevægende tungespids om svulmende klit, en
brænd i denne elskovsgud, som udbrudt sexus-engel, som Freja; ja, arien
som den evige flamme i Heras venusbjerg . . . Hun får dét orale som
hendes mage aldrig evnede; altid uforberedt var han og ensidig som en
anden alfabetklovn, ulidenskabelig som vandlappende hunde - hun vil nu
altid med Andreas atletik, der junglerer hende rundt over alt, rafineret
som en kunst, lægger op og spiller for - berører, masserer, kysser, slikker,
aer og kigger på hver en tomme hud i hver en stund - varieret, vist og
utilregneligt, som at have sex med en kvinde, lidt som at elske sit
spejlbillede, indrømmer hun i sit indre ´stille´; og ved kernetemperaturer
smeltet og siden sølvstøbt i positionen niogtres, symetrisk infinit lidt
som en søslange der bider i sin hale, vil hun sådan udføre sin kunst på et
kæmpe lærred, og male dette billede med sådan et lys, og med sådanne
ånder og skygger som hun aldrig før har set - tilfreds "når nu de skal
fryse fast, hvilket alle i sidste ende skal," som hun tænker; og sådan
hænger de dér i egen stue, i sølv-farve som sagt samt orange grøn og lilla
- deres selvforelskelse, hendes trøst når manden er ude i verden - ja, i
levende billeder vil hun stræbende stønne, hun vil sprede sine bløde ben,
og bøje sit englehoved ned, for slugende at kysse Andreas sterile pik.
Sådan lever de lykkeligt.
O
Det er ikke nødvendigvis meningen, at nogen skal forstå. Men her i min
ungdom tænker jeg nu engang - måske jeg vinder visdom med ælde - og
morer mig med tankernes naive omfang. Dum som et barn. Ja, hør
eksempelvis det følgende resonoment: Når årstiderne falder i takt med
solen, forsvinder det blå fra træernes blade, der visner. - og besjælet er
det der ånder, siger vi. - ergo, er sjælen blå i planter. Ha ha.
Jeg kaldte mig en joker. - og indrømmer: jeg griner for ofte, når
det ikke er sjovt. Jeg indrømmer, som en maler ville indvende, at jeg ikke
er spiselig nok - måske et vildt stykke dyrekølle, der er krydret lidt let,
indrømmet, men i sidste ende nok for mange scener i kødet og vel også
for meget fedt. Jeg indrømmer - dette ´jeg´ er i al relevans en stemme
blot eller er slet ikke, en ordlyd, ja, en åndelig ´dør´ så uendeligt smal.
Jeg indrømmer - at i det omfang man kan høre mig, er foreskellen på mig
og en død blot den, at sidstnævnte taler et tydeligt sprog. Der er så meget
selvmodsigende i døden, indrømmet igen, men når meninger ophæver sig
selv, er det tilbageblivende netop lyden, ren akustik. Så i det omfang man
kan høre en skrift - min nødvendige transcendens - så hør mig sige dette,
ja, "lad der blive musik!"
Grundtonen er her en vordende bevidsthed - junglerende en håndfuld af
gaver, og vidende kun det ejendommeligt naive - at eje ved at give.
Underdomineret altid af et selv-jaloux blik til transparente