Børn&Unge nr. 009/2011 - Bupl

34
PædaGoGisk Pisk
»Det er problematisk, at man skærer ned år
for år, og det er en dårlig investering på lang
sigt. Men det kræver ikke flere pædagoger
at organisere sig mere intelligent. .
Ole Henrik Hansen,
opmærksomhed. Hvis man hjælper bar-
net med det, fra det er helt lille, så har det
også lært det, når det bliver tre år. Hvis man
derimod forudsætter, at barnet kan lære det
selv, og barnet ikke får mere end 3 minutters
opmærksomhed i timen, bliver dets evne til
at hæmme opmærksomheden ladt i stikken.
Det er et eksempel på, at man er nødt til at
tage højde for biologien i pædagogikken,«
siger forskeren.
børn lærer ikke af sig selv. Daniel
Sterns teori om det kompetente barn misfortolkes
i forhold til de helt små børn, mener Ole
Henrik Hansen. I den postmoderne tænkning
er barnet kompetent fra fødslen og kan selv
forvalte sin læring. Men det er ikke rigtigt, for
en etårig kan ikke styre sit eget liv og strukturere
sin dag. Børn udvikler sig som at gå
op ad en trappe: Noget skal læres før noget
andet, ellers læres det aldrig. Kompetencer
skal udvikles trin for trin, og det kan barnet
ikke, hvis det ikke bliver guidet og styret, og
hvis ikke pædagogikken målretter sig mod
barnets alder.
»Det er ikke ligegyldigt med rækkefølgen.
For eksempel kommer evnen til at fokusere
sin opmærksomhed før mange andre ting, og
det er en ufattelig vigtig kompetence at lære
som noget af det første. For når barnet har den
brede opfattelsesradius, og der sker noget ude
i den ene side, er barnets opmærksomhed væk
fra det, som man vil vise det. Derfor skal man
investere meget energi i at fastholde børns
opmærksomhed gennem tætte relationer,
hvor man viser, at man vil barnet,« siger han.
På samme måde er barnets evne til at reflektere
kognitivt over de emotionelle impulser
heller ikke udviklet fra fødslen. Der skal først
skabes forbindelser i hjernen mellem det limbiske
system, der handler om emotioner, og
neo cortex, der handler om at tænke.
»De forbindelser dannes ikke af sig selv og
er ikke færdigudviklet, før barnet er omkring
tre år. Det skal trænes og stimuleres, og det
er endnu et eksempel på, at pædagogerne
er nødt til at hjælpe barnet,« fortæller Ole
Henrik Hansen.
ro i butikken. Fordi små børn kun lærer,
hvis de er i tæt kontakt med voksne, som vil
dem, er det pædagogernes vigtigste opgave at
skabe ro til det. De skal organisere arbejdet,
så de ved, hvad de skal lave med hvilke børn,
når de kommer på arbejde. Derudover skal
der være en kritisk ledelse, som er i stand
til at holde pædagogerne ud i strakt arm og
give indre kritik, hvilket er betingelsen for
at opbygge en kvalitetspædagogik.
»Det kræver selvfølgelig god planlægning.
Og så kræver det, at der sættes en masse skillevægge
op i vuggestuerne, så få børn kan lege
og have aktiviteter sammen med én voksen,
uden at deres opmærksom forstyrres unødigt,«
siger Ole Henrik Hansen.
Han tror, at så snart pædagogerne har fået
arrangeret, at de kun skal arbejde med 4-5
børn ad gangen, vil de have det godt med, at
de ikke skal have deres opmærksomhed på 12
børn hele dagen.
»De skal lige vænne sig til at arbejde mere
alene, fordi det er en fordel for barnet at få den
voksnes fulde opmærksomhed,« siger han.
Desuden kræver en god vuggestuepædagogik,
at alting foregår i børnehøjde. Men på
grund af arbejdsmiljøet har man flyttet alting
op i en højde, som er sundt for pædagogernes
rygge. Det er bare ikke godt for børnene, mener
Ole Henrik Hansen.
Han viser et videoklip fra en af de vuggestuer,
han har observeret, af børn, der sidder
på høje stole ved et bord i voksenhøjde.
»Det ligner jo et plejehjem. Som de børn
sidder her og bliver serviceret, er det pasning.
Det er ikke pædagogik. I en anden vuggestue
har man fulgt sit hjerte og flyttet tingene
ned i gulvhøjde. Her har man blandt andet
lavet en buffet i børnehøjde, hvor børnene
selv skal hente maden og så gå tilbage til fællesskabet.
For børn handler det om at høre
til. Når de hører til og bliver set, lærer de.
Derfor skal pædagogerne i øjenhøjde med
børnene,« siger han.
aflivning af hellige køer. Ole Henrik
Hansen har et par hellige køer, han gerne vil
aflive, fordi de efter hans mening står i vejen
for en vuggestuepædagogik med kvalitet. En
af dem er, at man ikke må nævne det problematiske
i det alt for højt sygefravær blandt
personalet i vuggestuerne.
»Men det kommer man ikke uden om,
selvom mange sikkert vil synes, at det er noget
mærkeligt noget at sige. Jeg tror, at der er en
høj sygdomsfrekvens, fordi pædagogerne
Levende biLLeder fra vuggestuen
Ole Henrik Hansen har optaget en masse videoer
fra de vuggestuer, han har observeret i. De to
klip, som omtales her, viser, hvad han mener om
selvforvaltning i store grupper kontra organiseret
pædagogik med få børn pr. voksen.
1. selvforvaltning
Frode på cirka halvandet år går i en vuggestue
med selvforvaltning og med en meget uorganiseret
og fra hånden til munden-pædagogik. Intet er
planlagt på forhånd. Videoklippet viser Frode, der
har erobret sig en bus og forsøger at lege med den.
Fordi der ikke er opmærksomhed fra pædagogerne,
får Frode ikke lejlighed til at lege med bussen, men
må bruge al tiden på at passe på den, fordi andre
børn vil tage den fra ham. Frode går hen bag pædagogen
for at skærme sig fra de andre børn. Men da
et barn skriger i den anden ende af lokalet, rejser
pædagogen sig fra sofaen for at gå derhen. Det gør
Frode utryg, for nu føler han, at ingen passer på
ham, og det kan ses i hans skræmte ansigtsudtryk.
Så kommer der et barn og tager bussen fra ham. Videoklippet
viser, at hans følelser er i oprør. Han ved
ikke, hvad han skal gøre. Han bliver ikke hjulpet og
giver op. Skuldrene hænger, og hans ansigtsudtryk
viser resignation.
Ole Henrik Hansens kommentar:
»Trykket stiger i Frodes hjerne, og det forsvinder
først, da hans mor henter ham, for så bliver han
igen tryg og glad. Hver gang, Frode oplever noget,
der af ham opleves som svigt, har det omkostninger.
Han kan ikke komme væk fra vuggestuen, så
han er nødt til at acceptere tingenes tilstand og vil
undertrykke sine følelser. I den her situation har
han lært, at han skal passe på sine ting, ellers bliver
de taget fra ham. Han er nu sådan én, man tager
ting fra. Men han kan ikke holde ud at være ked af
det hver gang, så han resignerer.«
2. velorganiset pædagogik
Et andet klip viser en gruppe med fem børn, der
sidder sammen med en voksen i et rum. De synger
og snakker og er tydeligt trygge og glade.
Ole Henrik Hansens kommentar:
»Små børn kan ikke organisere deres liv selv, men
når man organiserer samværet, som man gør i de
gode vuggestuer, er man få børn pr. voksen, og
man ved, hvad man skal lære lige netop de børn
i den gruppe. Børnene, som pædagogen synger
med, er helt optaget af deres relation til hende, og
hun kan fastholde den til alle børnene, fordi de er
så få. Man kan se, at børnene er glade. Glade børn
lærer, og når de lærer, er de glade. Børnene er i trivsel,
og det er jo sådan vuggestuen skal være.«
BØRN&UNGE | NR. 09 | 9. maj 2011 35