Børn&Unge nr. 009/2011 - Bupl

32
PædaGoGisk Pisk
Børn fra et til tre år har brug for
pædagoger, som har kærlighed
til dem og til deres arbejde. De
har brug for pædagoger, der vil
dem, og som har viden om deres
udvikling, så de kan lære det, de skal på de
rigtige tidspunkter. Små børn i vuggestuerne
har brug for pædagoger, som organiserer deres
arbejde, så de kun er sammen med fire-fem
børn ad gangen. De store 12-børns-grupper er
dårlige for børnenes opmærksomhedsfokus.
De har brug for, at pædagogerne pakker deres
lønmodtagermentalitet langt væk og arbejder
på en måde, som er god for børnene, men ikke
nødvendigvis god for deres ryg.
For pædagogerne skal være nede på gulvet
sammen med børnene. De skal bruge deres
energi sammen med børnene.
Mange vil måske tænke: ’Det er jo det, vi
gør’.
Nej, det gør I ikke, svarer Ole Henrik
Hansen, der er pædagog, cand.pæd. og ph.dstipendiat
på DPU, Aarhus Universitet. Han
har til sin ph.d samlet data i otte vuggestuer
om pædagogernes dialoger med børnene. Han
har også set på, hvor meget kontakt børnene
har med en voksen, hvilken pædagogik man
benytter sig af og ikke mindst på organiseringen
af pædagogikken.
Og det var ikke et kønt syn i hele syv ud af
de otte institutioner.
»Faktisk var der kun én god vuggestue. Er
forholdet sådan generelt, må jeg konkludere,
at det står virkelig dårligt til med vores vuggestuer.
Der er alt for meget pasning og alt
for lidt pædagogik. Børnene opholder sig
dagen lang sammen i grupper på 12, hvor
pædagogernes vigtigste funktion er at løse
konflikter og passe på, at ingen kommer til
BØRN&UNGE | NR. 09 | 9. maj 2011
Små børns udvikling er for vigtig til, at den kan foregå i vuggestuer,
som lægger mere vægt på pasning end på pædagogik. Pædagogerne
skal gøre sig mere umage for at lave kvalitetspædagogik
for børnenes skyld. Og det skal være slut med misforstået selvforvaltning
i store børnegrupper, mener forsker Ole Henrik Hansen.
Af Vibeke Bye Jensen, vbj@bupl.dk/ Foto: Ulrik Jantzen
Vuggestuen skal tilbage til børnene
skade. Der foregår meget lidt organiseret
pædagogik, som bygger på det, som pædagogerne
bør vide noget om, nemlig små børns
udvikling,« siger han.
for børnenes skyld. Ole Henrik Hansen
skyder ikke skylden på de dårlige normeringer.
Han mener, at vuggestuernes dårlige
kvalitet langt fra udelukkende skyldes, at der
er for få pædagoger ansat. De store syndere er
efter hans mening pædagogernes manglende
organisering af arbejdet, at de ikke afgrænser
tydeligt i forhold til medhjælperne, og at de
ikke ved nok om, hvordan små børn tilegner
sig sprog.
Ole Henrik Hansen kritiserer ikke vuggestuepædagogerne
bare for at sable dem ned.
Men det, han har set i vuggestuerne, får ham
til at slå alarm. Det er synd for børnene, fastslår
han.
»Pædagoger, der arbejder i vuggestuerne,
er ikke mindre dygtige end andre pædagoger.
Men vuggestuerne er det absolut vigtigste
sted i vores uddannelsessystem, fordi så
mange ting bliver grundlagt, mens børnene
er helt små. Hvis de misser det, er der nogle
ting, børnene aldrig får lært, eller også får de
lært nogle ikke hensigtsmæssige ting. Derfor
er vuggestuepædagogikken altafgørende og
skal tales op,« siger han.
sproget fra starten. Forsker Ole Henrik
Hansens interesse – og emnet for hans
forskning – er først og fremmest det nul- til
treårige barns medfødte kommunikative
dispositioner, og hvad der skal til for, at de
udvikler et velfungerende sprog. Derfor er han
stærkt optaget af, hvad vuggestuerne gør og
kan gøre for sprogudviklingen.
Men da hans observationer i de otte vuggestuer
viste, at pædagogerne ved for lidt om,
hvilken pædagogik der fremmer sprogtilegnelsen,
har han flyttet sit fokus til hele
vuggestuepædagogikken.
»Da jeg fulgte børnene måned for måned,
så jeg, at den gode vuggestue producerede
21 minutters interaktion mellem barn og
voksen i timen. De andre vuggestuer har et
gennemsnit på 3 minutter i timen. Det er
ikke godt nok, når børns sprog udvikles i
kraft af deres medfødte trang til at høre til
og samarbejde. Det rigtige sprog for børn i
den alder er det mimiske sprog, hvor man
iagttager hinanden og aflæser hinandens
intentioner og følelsesmæssige forholden sig
til det, der tales om. Det skal pædagogikken
tage udgangspunkt i,« siger han.
Ole Henrik Hansen har set, at jo mindre
organisering, der er i en vuggestue, jo mindre
interaktionstid er der.
»I de mange åbenplaninstitutioner ’forsvinder’
børnene fra pædagogerne, og ingen
ved, hvad de laver og hvorfor. Det er meget
problematisk for små børn at udvikle sig i den
type selvforvaltningspædagogik,« siger han.
skal lære fokus. Børn er født med et 360
graders opmærksomhedsfelt og er derfor opmærksomme
på alt.
Det er meget smart, siger Ole Henrik
Hansen, for så kan de se sammenhænge
og være vagtsomme. Men de kan ikke selv
hæmme opmærksomhedsfeltet, sådan at de
kan fokusere. Det kan de kun lære, når en
voksen fokuserer på barnet og er opmærksom
sammen med det.
»Når det sker, udskilles signalstoffer i
hjernen, som hæmmer den 360 graders
Forsker ole Henrik Hansen vender debatten om vuggestuerne på
hovedet: Normeringer er vigtige, men pædagogikken er meget
vigtigere, og der svigter mange pædagoger, lyder hans budskab.
33